Det kan ske, at man falder ud af populærkulturen. Man fik aldrig hørt den musik eller set den tv-serie. Det blev et referencepunkt for mange andre, og de ser nostalgisk tilbage på det. Selv har man bare en tom plads. Måske var det de år, børnene var små og fyldte mest. Måske havde man ikke den rigtige tv-pakke og famlede endnu rundt efter monopolbruddet. 

Hjemme hos os har vi for eksempel aldrig set tv-serien "Venner" ("Friends"). Vi har heller aldrig set "Sex and the City", der løb i seks sæsoner fra 1998 til 2004 og handler om fire veninders single-, sex- og kærlighedsliv i New York i årene omkring årtusindskiftet. 

På en populærkulturel top-10 er det sidste måske ikke helt så stor en mangel som "Venner", men efter at jeg sidste år udgav en bog om moderne kærlighed, følte jeg det alligevel lidt penibelt, og i en periode, hvor det ikke syntes at vrimle med nye spændende tv-serier, besluttede vi os for at indhente denne udødelige klassiker. Det var en interessant øvelse. 

Man ser noget i bevidstheden om, at det for længst har været en overvældende og formativ oplevelse for andre. Jeg blev lidt slået omkuld. Især i første sæson og lidt ind i anden er det ren – og intelligent – kulturanalyse i forhold til moderne kærlighed, sex og dating. Hovedkarakteren Carrie Bradshaw analyserer det ene tema efter det andet i sine klummer i et magasin, og det ledsages af en slags vox pop, hvor "tilfældige newyorkere" udtaler sig til kameraet om emnerne. 

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange tusind kække kvindelige klummer og feature-artikler, denne serie har været urmoder for. En ting er, hvad man skriver, men hvor meget har den mon præget moderne kvinders selvforståelse og seksuelle praksis? 

For et nutidigt blik foregår serien i en sorgløs og ubekymret verden. Det er "historiens afslutning" mere end "9/11". Serien dyrker rigdom, luksus, mode, sko og drinks. Arbejdslivet fylder ikke meget, og spørgsmål om børn og ægteskab melder sig kun meget langsomt, selvom de fire kvinder er i 30'erne. De er castet som meget forskellige typer. 

Charlotte er den romantiske, prinsesseagtige og sippede, for hvem alt det med tilfældig sex måske er lidt fremmed. Samantha er omvendt den karikeret sexpositive kvinde, der jagter og "knalder som en mand", ren objektivering og orgasmer. Hun er en "comic relief" med sin frækhed, men ville man have vovet at lave karakteren i dag? Miranda er en neurotisk workaholic, stresset advokat, ikke så charmerende som de andre. Carrie Bradshaw er den absolutte hovedperson, det er hendes klummer, der bærer serien og hele tilgangen til livet; hun er måske samtidig et slags neutralt balancepunkt mellem de andre, intelligent, følsom, sjov, barnlig, tænksom … hele pakken med andre ord. 

Problemer med de nye sæsoner

Var det midt i anden sæson, at serien skiftede karakter? Det var i hvert fald i tredje og fjerde sæson, at vi for alvor led. Det var som om, de analytiske pointer var brugt op, og nu ville man i stedet lave en mere fortællende serie om de fire hovedpersoner og deres serielle dating og sex. Men det var tydeligvis svært. Traditionelle livsmål som romantik, faste forhold, kærlighed og børn var neddæmpet, men hvad skulle det så handle om? Sex, javist, men hvordan? 

Løsningen blev ofte, at de mænd, de kortvarigt fandt sammen med, og som i udgangspunktet virkede attraktive, viste sig at have en personlig og/eller seksuel særhed, som blev klam og væmmelig. Det var selvfølgelig en måde at sige på, at denne mand alligevel ikke var "the one". Men ret træls at se på. 

I de sidste sæsoner var det som om, serien løftede sig igen. Var personerne alligevel "groet" så meget på én, at man følte mere for dem og med dem? Eller var det, fordi bevidstheden om, at en afslutning nærmede sig, kan få manuskriptforfattere til at oppe sig? Selv den dybt karikerede Samantha søgte man på underfundig vis at give en landingsbane til kærligheden. I længden undte man hende den dog ikke, og hun måtte tilbage til mere sex. 

De andre tre karakterer endte med adskillige bump på vejen i faste forhold/ægteskaber. Carrie går gennem serien ind og ud af et forhold til Mr. Big (!), og det spørgsmål, som serien stiller i sin overgribende handlingsbue, er, om den store kærlighed findes. Og det synes den at gøre. Men det er udfordrende, både for Carrie og for manuskriptet, at balancere forholdet mellem personlig og seksuel frihed på den ene side og overvældende og dermed forpligtende kærlighed på den anden side. Er det for traditionelt at overgive sig til Mr. Big? 

Så kom filmene

Men en serie kan heller ikke være "seriel" for evigt. Vi var blevet advaret om, at de to spillefilm, der blev lavet i forlængelse af serien i 2008 og 2010, var meget dårlige. Helt så slemme var de dog ikke. Men det var tydeligt, at det krævede en del "farverige optrin" at blæse episodeformatet op til filmlængde, og det virkede som om, man næsten desperat greb ud efter og genopvarmede de få bærende motiver fra serien. Tænk, at Carrie møder ekskæresten Aidan i en basar i Abu Dhabi; hvor vildt er det ikke lige, som de sagde til hinanden. Bare det nu ikke kommer til at true hendes forhold til Mr. Big. 

Den aktuelle fortsættelses-seriefortsættelsesserie "And just like that" med foreløbig to sæsoner fra 2021 og 2023 er måske heller ikke så slem, som vi var stillet i udsigt. Der er ganske vist en del forcerede optrin (en afkrydsningsliste på speed), hvor 1990’er-karaktererne skal konfronteres med og omstille sig til nutiden, læs: woke og queer, og hvad er det hele nu for noget? 

Samantha er skrevet ud af serien. Det skyldes angiveligt personlige uoverensstemmelser mellem skuespillerne. De andre tre får nye venner, som alle er "people of colour" eller kønsligt nonbinære. Konteksten af rigdom og luksus er dog ikke forandret. Et interessant og realistisk greb er, at Carrie er presset af de nye medietider. Skal hun ikke lave podcast i stedet for klummer, og skal hun ikke dele endnu mere ud af sit intime liv, end hun har lyst til? Selv de frigjorte 1990’ere kan virke victorianske i en ny tids overfriske lydstudie. 

Men det er nu også – ja, undskyld – meget rart at møde noget aldring, endelighed og dødelighed efter den hæsblæsende "forever young”-atmosfære fra den oprindelige serie. Carrie er i sorg hele første sæson, efter at Mr. Big dør af et hjerteslag i den første episode. Og mon ikke det ender med, at de nye woke karakterer bare kommer til at knuselske de gamle 1990’er-karakterer? 

Mennesker kan alligevel mødes i venskaber på tværs af alder og normer; sådan noget vil en gammel boomer elske at se. Man bliver dog også bevidst om, hvor afhængig tv-serien som kunstform er af sine bærende karakterer. Vi forventes som seere at skulle interessere os lige så meget for de nye karakterer som de gamle, det gør vi altså ikke, og det er en meget mærkelig fornemmelse, når det går op for én, at man nu pludselig sidder og ser på optrin, hvor ingen (!) af de gamle karakterer er med. 

I anden sæson af "And just like that" virker det i øvrigt som om man, blandt andet gennem de nye kvindelige karakterer, der heldigvis er skilt eller single, vender tilbage til det klassiske dating og tilfældig sex-univers. Sæsonen toner ud med happy sex-ending for stort set alle. Og med den nye sæson vil det vise sig, hvordan man dog skal komme videre med den nye sæson. 

Hvad serien siger om tiden

Man fornærmer nok ikke nogen ved at sige, at serien hviler på en seksualfiksering, der har skikkelse af det, man i dag kalder sex-positivisme. Det ligger i titlen og den busreklame for Carrie Bradshaws klumme, man ser i indledningen hver gang: "Carrie Bradshaw Knows Good Sex & Isn’t Afraid To Ask". Hun iscenesættes som en mellemting mellem en madanmelder og en undersøgende journalist. 

En helt afgørende faktor i den seksuelle revolution i slutningen af 1960’erne var p-pillen. For første gang i historien kunne unge kvinder indgå i frie seksuelle relationer uden de risici, der var så monumentale for tidligere generationer. Man havde i princippet sin fulde seksuelle frihed og på det punkt ligestilling mellem kønnene. 

Præmissen i serien er da også, at en væsentlig mening med livet er at få (og finde) god sex. Og at der egentlig ikke er forskel på de to køn, når det gælder om at sætte pris på tilfældig og uforpligtende sex med mange forskellige partnere. I de senere år har vi imidlertid set fremkomsten af en såkaldt "reaktionær feminisme" med bøger som eksempelvis Louise Perrys "The Case against the Sexual Revolution" (Argumentet mod den seksuelle revolution). 

Det kontroversielle budskab hos Perry og andre feminister i den seksuelle kontrarevolution er, at der er forskel på de to køn. Kvinder har i almindelighed mindre lyst til tilfældig og uforpligtende sex, og de får mindre ud af det. Kvinder længes mod følelsesmæssig intimitet, personlige bånd, længere tidsperspektiv, forpligtelser, måske i sidste ende det monogame ægteskab med familieliv og børn. Det er selvsagt yderst kontroversielt at sige disse ting. Blandt andet fordi det indebærer nogle voldsomme generaliseringer om kvinders natur. Og mænds med for den sags skyld. Det sidste passerer blot ofte under radaren. 

Men man hører i dag mange historier, og oftest fra kvinder, om det rå datingmarked, skuffelser, frustrationer, dårlig sex, dårlige oplevelser. Det er påfaldende, at seriens sex-positivisme langt fra er enerådende i de yngre generationer, hvor sex lige så ofte fremstår som noget problematisk og potentielt krænkende. Måske har den seksuelle revolution ligesom så mange andre revolutioner ikke helt kunnet indfri sine løfter om lyst, lykke og (mellem)menneskelig forløsning, og måske skyldes det, at seksualiteten er et blandet fænomen, der kan rumme både salighed og rædsel og alt muligt midt imellem, blandt andet "dårlig sex" og rugbrødsarbejde på lagenerne. 

Samtidig er sexpositivisme dog en så central del af de senmoderne vestlige samfunds lykkeforestillinger og forbrugskultur, at det er svært at gå op imod. Man kan imidlertid få den tanke, at #MeToo, der tog sin begyndelse i 2017, er et forskudt, måske til tider forvrænget udtryk for den udeblevne seksuelle kontrarevolution. Den forstår ganske vist sig selv som afgrænset, rettet mod bestemte situationer, brodne kar (mest mænd) og uheldige kulturer med sexistiske elementer. Men det meste af det, #MeToo kritiserer, har den seksuelle revolution som sin forudsætning: at seksualiteten er en kæmpestor og positiv frigørende magt, og at både mænd og kvinder konstant er på udkig efter tilfældig og uforpligtende sex. Det er i den forbindelse sigende, at Chris Noth, der spiller Carries store kærlighed Mr. Big, blev ramt af #MeToo-sager, netop da fortsættelsesserien gik i gang.

Om det var derfor, han måtte dø af et hjerteslag i første afsnit, er jeg ikke helt klar på. Men det har sin egen ironi, at kærlighedsprinsen i den store bil til sidst blev indhentet af lidt for meget "sex in the city", eller hvad det nu var.