Det ser ud, som om Herbert Blomstedt bliver båret ind på scenen, når han optræder. Den 97-årige dirigent er nemlig ikke godt gående længere.

Med støtte hjælpes han hen til pulten, hvor han sætter sig til rette. Og her sker forvandlingen. Den ældre herre løfter den ene hånd op i luften – og ud af dens bevægelser strømmer fortryllende musik.

Så fortryllende, at verdens bedste musikere står i kø for at spille med ham. Publikum kan heller ikke få nok. Det gør det svært for ham at svare på, hvornår tiden er inde til at lægge taktstokken på hylden.

"Kun Gud ved det," siger han.

"Jeg har ingen plan om at stoppe. Ikke så længe jeg er rask. Det giver mig åndelig føde," siger den anerkendte kunstner.

Og dette interview er netop kommet i stand for at tale om Gud i musikken. Herbert Blomstedt er kendt for at være en religiøs karakter. Han er syvendedagsadventist. Og han voksede op i en svensk familie, hvor faderen var præst.

"Min far var meget intelligent, og jeg holdt meget af ham," siger han med varme.

"Men han var fundamentalist. Han tog det, der stod i Bibelen, bogstaveligt."

Han glider tilbage i tid. Helt tilbage til ungdommen i Sverige omkring Anden Verdenskrig.

Det er så længe siden. Men Herbert Blomstedt kan stadig huske det. Hans bror, Norman, var allerede som studerende blevet tilbudt at spille solostemmen i et orkester som cellist. Men faderen var imod det. Lodret imod.

"Min far dukkede op på spillestedet, fast besluttet på at stoppe det," fortæller dirigenten.

"Fredag aften var Guds tid. Min far så Djævelen på spil."

Han rækker hånden frem og griber ud i luften for at vise, hvor fysisk det foregik.

"Han tog fat i min bror. Han prøvede at forhindre, at han gik på scenen," siger han.

Det var en streng protestantisme, børnene voksede op med. Man skulle holde hviledagen i hu lørdag – og den begyndte ved solnedgang fredag.

Historien handler om tro. Men den handler også om frigørelse. For broderen rev sig fri og gik op på scenen. Han endte med at spille på sin cello den aften for trekvart århundrede siden.

Også Herbert Blomstedt bevægede sig væk fra fundamentalismen og fandt ind i musikken.

Men han holdt fast ved Gud. Og det bringer os tilbage til det spørgsmål til Herbert Blomstedt, der er grunden til, at vi nu mødes her i DR's koncerthus: Kan man finde Gud i musikken?

"Man kan finde en vej til Gud i musikken. For musikken - eller den slags musik, vi spiller - taler til ånden," forklarer dirigenten, der fremhæver "en vej".

"Folk, der har åndelige anlæg - jeg mener ikke bare religiøse, men åndelige - de har adgang til Gud gennem musik."

Men straks må et forbehold ind:

"Det gælder ikke al slags musik. Der er musik, som er underholdning og appellerer til benene, maven eller hjernen," siger han og skynder sig at sige, at det skam kan være godt nok, for folk kan have glæde af musik på mange måder.

"Det fører dem bare ikke nødvendigvis til Gud. Nej, åndelig musik fører dem til Gud," siger han og tager en pause.

Men nu kommer han tilbage med hævet stemme for at lægge ekstra vægt på den næste pointe:

"Når jeg siger åndelig musik, mener jeg ikke blot musik med religiøse ord. Der er masser af musik med religiøse ord, der ikke er i nærheden af at have ånd," siger han.

"Og der er masser af musik uden tekst, som er særdeles åndelig. Komponisten Mendelsohn var et meget gudsfrygtigt menneske. Hans komposition "Lobgesang" [lovsang] begynder med en halv times musik uden ord! Og man savner dem ikke. Den musik er meget åndelig."

Så hvor mange hører Gud i Johann Sebastian Bachs musik – eller lignende skabt til kirkelig brug – er det en anden retning, Herbert Blomstedt peger i. 

"Det kan både være i en adagio af Haydn eller en allegro af Mozart. De kan hjælpe os med at koncentrere os om de spørgsmål, der ikke har noget med det dagligdags at gøre."

Holder hviledagen i hu

Herbert Blomstedt arbejder som adventist ikke på hviledagen, og det er i hans øjne arbejde at øve med et orkester. Så han har ofte sagt nej til at øve med store orkestre af religiøse grunde.

Men koncerter ser han mindre strengt på, fordi de handler om at hengive sig.

Er koncerten en gudstjeneste for dig?

"Der er nogle ligheder. De har noget til fælles," begynder han.

"Hvis folk lytter godt efter, kan de høre meget, som er vigtigt for et åndeligt liv. Gennem musik kan sensitive mennesker danne sig en idé om Gud," forklarer han og advarer så:

"Men koncerten må ikke blive en erstatning for gudstjenesten eller for bønner. Gudstjenesten har andre formål."

Herbert Blomstedt svarer nu ikke på det næste spørgsmål, han får. Han vil hellere holde fast ved grundspørgsmålet om at finde Gud i musikken. Der er en pointe, han er nødt til at få med: Det er ikke kun mennesket, der skal finde Gud. Det er også Gud, der finder mennesket.

"Det er op til den enkelte at finde Gud i musikken. Men det er også op til Gud at skabe kontakt til folk," siger han og henviser til en af de bøger, han har læst.

"Der er en vidunderlig bog af Abraham Joshua Heschel, den jødiske filosof og rabbiner: Den handler om menneskets søgen efter Gud. Og senere udgav han så en anden bog, der handler om Guds søgen efter mennesket. Det er nødt til at være begge dele," siger han.

"Vi kan ikke fremprovokere Guds tilsynekomst ved at leve asketisk, for eksempel ved at afstå fra mad og drikke. Det er ikke en måde at komme tættere på Gud. Ganske vist kan alt, hvad der gør os bedre til at fokusere på ham, være en hjælp. Men hvad end vi gør, må vi tro på, at Gud er aktiv. At han søger mennesker. Han skabte mennesket. Og han er ikke ligeglad med sin skabning," lyder det.

Friere uden papir

Dirigenten har en autoritet og en alder, hvor man kan dele råd og lærdom i anekdoter. Og da journalisten febrilsk prøver at få en kuglepen til at virke ved at kradse hårdere og hårdere på papiret, kigger han lunefuldt ud bag de buskede bryn og siger noget, der vist nok er en indirekte opfordring til journalisten om at gøre sig fri af papiret:

"Jeg skal fortælle dig en sjov historie. Jeg havde engang sagt ja til at give en tale i Lausanne, hvor jeg boede i mange år. De skulle indvie en ny musikuddannelse.

Jeg forberedte min tale grundigt. Men da jeg skiftede tog i Zürich, blev min taske stjålet. Og også min tale. Så jeg var nødt til at tale uden manuskript. Jeg vidste ret godt, hvad jeg ville sige. Så i sidste ende hjalp det mig til at tale frit," fortæller han, mens journalistens kuglepen og papir lige så stille indretter sig efter pointen og lægges væk.

"Men i tasken var også en bog: netop den om Guds søgen efter mennesker. Da jeg fik tasken tilbage, var det hele der. Undtagen den bog. Tyvene beholdt bogen. Jeg vælger at tro, at den bog havde en mission. Jeg håber, de læste den," siger han og klukker let.

Bøger spiller en stor rolle for den intellektuelle, der er kendt for at have et kæmpebibliotek.

"Jeg elsker bøger. Der er måske 30.000 bind. Vist nok en halv kilometer hyldemeter. Jeg har doneret det til universitet i Gøteborg, hvor jeg voksede op. De ville gerne tage det hele inklusiv breve, kunstværker og instrumenter, som jeg efterlader."

Hvorfor er bøgerne vigtige for dig som dirigent?

"Bøger har også været en måde at komme i kontakt med kulturen i de lande, jeg har arbejdet i. Det var jo ikke min kultur. Jeg var nødt til at forstå kulturen i Danmark, Tyskland og USA for at forstå menneskerne."

Når du siger, at det 'ikke var din kultur', hvad er så egentlig din kultur? Du har jo boet så mange steder. Er du først og fremmest svensker, eller er du først og fremmest europæer?

"Jeg er svensk. 100 procent svensk. Jeg blev født i USA af svenske forældre. De vendte dog tilbage til Sverige, da jeg blev født."

Men hvordan kan du mærke, at du er svensk, når du opholder dig så længe i Schweiz for eksempel?

"Det kan jeg, når jeg tænker på den svenske kultur. Svensk musik. Svensk litteratur. Svensk natur. Vi har jo både natur som i Grønland oppe nordpå, bakkede områder som Schweiz i Midt-Sverige og flade landskaber sydpå ligesom i Danmark," siger han og tilføjer, at svensk dog ikke er hans musikalske sprog.

"Tysk er mit musikalske modersmål. Alle de komponister, jeg virkelig elsker, er tysksprogede. Haydn, Mozart, Beethoven, Brahms. Sjovt nok kan jeg huske det første partitur, jeg købte som skoledreng. På det skrev jeg kommentarer… på tysk."

Hvor gammel var du?

"Otte-ni år."

Hvorfor?

"Tysk var vores første fremmedsprog i skolen. Det var obligatorisk i Sverige. Efter Anden Verdenskrig blev det så engelsk."

Men hvorfor skrev du på tysk? Du kunne have valgt svensk.

"Fordi alt, hvad der var musik for mig, var tysk."

Når du kigger tilbage på dengang, hvornår opdagede du så, at du havde et talent, der var udover det sædvanlige?

Det gjorde jeg hos min violinlærer i grundskolen. Jeg var en meget koncentreret violinelev. Jeg elsker violinen. Jeg har spillet på den i 60 år," siger han og peger på sit kæbeparti for at vise, at det er mærket af mange års kontakt med instrumentet.

Sverige før krigen

Herbert Blomstedt er født i 1927 og voksede op med en mor, der var konservatorieuddannet pianist. Partiturer var ikke et fremmedelement i hjemmet.

Den musikalske dreng spillede sig igennem barndom og ungdom på den violin, som blev en altopslugende lidenskab, mens Anden Verdenskrig i det neutrale Sverige ikke var så mærkbar som andre steder i verden.

"Jeg tog studentereksamen i Gøteborg. Der var ingen krig. Vi var heldige."

Men det var vel mange flygtninge?

"Ja. Mange jøder kom. De berigede vores kultur. Mange var vidunderlige musikere."

Spillede du med nogen af dem?

Nej. Jeg hørte dem. Flere spillede i Gøteborg symfoniorkester. Også danske jøder. Som Koppel-familien. Julius Koppel var soloviolinist i orkestret. Hans kone Else Marie Bruun kom med ham. Hun var også en vidunderlig violinist."

Jeg er optimist

Når man sidder over for et religiøst menneske, der har levet næsten 100 år, er det nærliggende at spørge, hvilke tanker han gør sig om, hvad der kommer efter døden.

"Jeg må tilstå, at jeg ikke gør mig mange tanker om det. Jeg tror naturligvis på opstandelsen. Men også det er et mysterium.

Hvordan ser du på fremtiden for den klassiske musik?

"Jeg er optimist," siger han, men lyder ikke sådan:

"Aviser har i dag sjældent noget om klassisk musik. Artikler om klassisk musik finder man nu om dage oftere i Kristeligt Dagblad end i Politiken," siger han.

"Man skriver til gengæld side op og side ned om pop. I mine ungdom blev det set som skrald," siger han og vrænger et "bvadr", som om noget er ubehageligt, mens han med hænderne stiller en fiktiv affaldspose uden for døren:

"Lad det stå udenfor. Det stinker."

Men på den positive side tæller det, at niveauet på de unge musikere fra konservatorierne, der kommer ud og fylder orkestrene, er højere end i hans ungdomstid, siger han.

Og det er ikke svært at sælge billetter til kvalitet - som nu Herbert Blomstedts koncerter:

"Alle mine koncerter er udsolgt. Og jeg spiller kun seriøs musik af de store mestre," lyder det fra Herbert Blomstedt, der i år har koncerter i sin kalender i Tokyo, Detroit, München og København, hvor der allerede nu sælges billetter til hans fortolkning af Bruckners 9. symfoni den 4. og 5. september.