Forud er gået et simpelt spørgsmål: Hvad ser du for dig, når du hører ordet fædrelandskærlighed?

Langsomt melder et par billeder sig i ministerens sind:

Det danske fodboldlandshold, der spiller i Parken med rød-hvid-klædte roligans på samtlige sæder. De hujer og råber, ikke for at intimidere modstanderen, men for at støtte deres eget hold.

Han ser også de danske flag, der pryder lagkagen til børnefødselsdage, uanset om de finder sted i Sønderjylland eller på den københavnske vestegn, hvor mange børn har rødder i andre lande. Det er ikke som i Spanien, hvor catalonierne og baskerne har deres egne flag, eller som i Frankrig, hvor tricoloren ses som statens flag.

"Dannebrog er folkets flag. Det er et billede på, at stat og samfund er smeltet sammen i Danmark," siger han.

Det er eksempler, der peger mod en simpel konklusion: Fædrelandskærligheden trives i Danmark.

Det er bare ikke Mattias Tesfayes budskab.

For nok smiler han, mens han taler om lagkager på Vestegnen og roligans i Parken, men hans analyse er til tider ildevarslende. Fædrelandskærligheden er, siger han, under pres i Danmark. Eller rettere: Den risikerer at spire i en mørk form, hvis vi ikke minder hinanden om, hvilke værdier der binder os sammen som danskere.

"Hvis du følger, hvordan totalitære bevægelser har udviklet sig i nogle lande, så kan det gå rigtig stærkt. En ild breder sig hurtigere på en tør mark end på en våd. Og jeg kan blive bekymret for, at vores mark er knastør," siger Mattias Tesfaye.

Vi er ligesom Anders AndFor nogle uger siden stod han på Det Olympiske Stadion i Berlin, der blev opført, kort efter at Hitler vandt regeringsmagten. Det blev et vigtigt symbol for nazisterne, der bildte tyskerne ind, at deres rødder i germanske stammer gav dem krav på et større territorium, end de dengang besad. Fortællingen endte i verdenskrig og folkemord.

Nostalgi er nøgleordet, siger Mattias Tesfaye. Det er det, der kan gøre fædrelandskærligheden farlig. Også i dag, 90 år senere:

"Det ligger også i 'Make America Great Again', en nostalgisk længsel efter noget tabt. Men den bygger på en løgn: Det er bedre at leve i 2025 end i 1965 eller i 1985. Der var mere kriminalitet, der var mere arbejdsløshed, der var lavere velstand, der var mere social konflikt."

Også når han kigger rundt i Europa, ser Mattias Tesfaye eksempler på, at nostalgi og historisk revisionisme stadig kan udgøre grundtonen i en folkestemning. Og nok så vigtigt: Det ville også kunne ske i Danmark, siger han.

"Vi skal lade være med at bilde hinanden ind, at vi er galvaniserede mod totalitære idéer. Ligesom Anders And har vi en djævel på den ene skulder og en engel på den anden. De mennesker, der trykkede på knappen til gaskamrene, bor også i dig og mig, og det er civilisationen og kulturen, der holder det i ave."

"Det er vigtigt, at det er en folkelig erkendelse. Og det er i øvrigt noget af det, jeg håber, kristendomsundervisningen kan fortælle mange børn."

Hvorfor taler børne- og undervisningsministeren overhovedet om ondskab og autoritære bevægelser i Danmark anno 2025?

Det skyldes ikke kun, at verden ser mere truende ud: Rusland fører krig i Ukraine, Trump har skabt usikkerhed om USA’s lederrolle i den liberale verden. Det skyldes også, at det almene er i krise, som den tyske sociolog Andreas Reckwitz ville formulere det.

Det er bagtæppet for Mattias Tesfayes analyse: Han kalder ungdomsoprøret i 1968 for en nødvendig og frigørende reaktion mod reaktionære autoriteter og systemer, men opgøret tog overhånd og endte som en blind dyrkelse af individet. Da han selv var ung i 1990’erne, herskede fortællingen om en grænseløs verden, hvor man havde lige så meget til fælles med en ligesindet i Tokyo eller Buenos Aires, som man havde med sin nabo.

Også det var en løgn, siger Mattias Tesfaye.

"Du kan ikke leve uden stærke nære fællesskaber. Familien, nationen, lokalsamfundet, fodboldklubben."

I manglen på fællesskaber opstod et eksistentielt tomrum, en famlen efter identitet, som Tesfaye sammenligner med mellemkrigstidens vadested. Og det er det, der gør os sårbare for totalitære fortællinger, mener han.

"Spørgsmålet er, om man er i stand til at sætte sig ud over sig selv og se på en problemstilling fra et fælles perspektiv. Prøv at se kommentarsporene på sociale medier. Det virker jo mere som en ølkælder i München i slutningen af 1920’erne end som et forsamlingshus i Korsbæk i midten af det 20. århundrede."

En irrationel fædrelandskærlighedDerfor er der et behov for at dyrke det almene, mener ministeren, et "vi" i stedet for en masse "jeg'er". Og det er det behov, der i januar fik ham til at sætte åndelig oprustning og fædrelandskærlighed på dagsordenen med et interview i Weekendavisen.

Spørgsmålet er: Giver det mening?

Det var jo netop dyrkelsen af fædrelandet, der var grundpillen i mange autoritære bevægelser i 1930’erne. Mattias Tesfaye siger det selv: en søgen efter en fælles national identitet kan resultere i noget ekskluderende, indadskuende og aggressivt.

Hvorfor forsøge at fremme en fædrelandskærlighed, der rummer kimen til det totalitære? Han kunne også bare tale om frihed og demokrati og de værdier, der knytter Danmark sammen med resten af den liberale verden.

Mattias Tesfaye holder en af sine lange tænkepauser.

"Hvis det var en samfundsopgave at konstruere Danmark, ville vi ikke have noget så irrationelt som fædrelandskærlighed. Vi ville nok ikke have et kongehus og en folkekirke. Men vi lever ikke i en konstrueret, men en ægte virkelighed, hvor vi har en historie med i rygsækken. Og hvis demokratiet og ens idealer ikke knytter an til den historiske realitet i et samfund, så slår det aldrig rødder."

"I en tid, hvor mange er søgende, tror jeg, det er meget vigtigt, at demokratiske kræfter gør sig umage med at sætte ord på de følelser, folk naturligt har til det sted, de kommer fra. En fædrelandskærlighed, der ikke bygger på løgn og nostalgi, men som dyrker det sande og ægte."

Grundskolen i GuldborgssundHvordan gør man så det?

Børne- og undervisningsministeren fokuserer på skolen: Han vil gøre op med det fokus på tekniske fag, der har præget uddannelsessystemet i en årrække, og som har reduceret de humanistiske fag til "lillebror". Historie og kristendom – fag, der fortæller os, hvad der har formet vores fælles bevidsthed – skal fylde mere. Og i marts nedsatte han et udvalg, der skal opdatere danskfagets litteraturkanon, så den afspejler "vores fælles kulturforståelse", som det lød i en pressemeddelelse.

Det handler om at dyrke fælles referencerammer og minde os selv om, at den danske fædrelandskærlighed er det modsatte af totalitær: De danske politikere indgik Kanslergadeforliget, samtidig med at Hitler kom til magten, og under Besættelsen samledes borgerne i alsang, sangstævner spækket med fædrelandssange.

Grundpillerne i Tesfayes fædrelandskærlige projekt er altså historie, kultur, ånd.

Er han virkelig den rigtige afsender på det budskab?

Den tidligere murer er kendt for at gøre op med "overakademisering" og for at prioritere produktionsfag og erhvervsuddannelser. Han har siddet i regeringer, der har skåret ned på humanistiske uddannelser på universitetet, en slags arnesteder for viden om dansk kulturarv.

Mattias Tesfaye har, kan man mene, stået mere for hånd end ånd.

Er hans opfordring til at opruste åndeligt forenelig med den position, han hidtil har indtaget i den politiske debat?

"Jeg mener stadig, at uddannelsessystemet har været overakademiseret, og at det er tiltrængt, at vi nu har en kraftig økonomisk styrkelse af erhvervsuddannelserne," begynder han.

"Min pointe er ikke, at flere nu skal læse humaniora på universitetet. Min pointe er, at både blikkenslagere, frisører og overlæger i højere grad skal have den almene dannelse med i rygsækken, når de træder ud af grundskolen i Guldborgssund. Vi har brug for det, jeg har kaldt en åndelig oprustning, en folkelig dyrkelse af dansk og europæisk historie og kulturliv, og det må endelig ikke reduceres til en fordring, der kun stilles til akademikerne."

"Jeg deltager gerne i diskussioner på Vartov om Grundtvigs Danmark, men jeg er mest optaget af, at vi kan få den her folkelighed ud i en almindelig sjette klasse i en skole i Rødby."

Du taler om fædrelandskærlighed som noget eksistentielt mere end politisk. Så er du og andre politikere virkelig de rette til at tage debatten og sætte ord på fædrelandskærligheden?

"Det ville måske være bedre, hvis det var Mads Steffensen, Steffen Brandt og Tobias Rahim, der sagde det, for dem elsker vi alle sammen," begynder Mattias Tesfaye.

"Men jeg tror, det er ret afgørende, at det politiske liv i Danmark ikke løsriver sig fra diskussionen, fordi den lovgivning, vi laver, kan understøtte eller undergrave dyrkelsen af et 'vi' i Danmark. Som undervisningsminister vil jeg gerne være ærlig og sige, at der en årsag til, at jeg træffer nogle bestemte beslutninger."

"Og jeg gør mig virkelig umage med, at den åndelige oprustning, jeg beder om, er politisk, men ikke partipolitisk. Jeg gør det ikke for at dyrke en socialdemokratisk fædrelandskærlighed. Man kan sagtens have fædrelandskærlighed og gå ind for, at topskatten skal afvikles, og velfærdssamfundet skal afvikles."

Et land med 2000 broerUndervejs i samtalen kalder Mattias Tesfaye sig selv "dystop". Spørgsmålet er, om han ikke også er for pessimistisk på danskernes vegne. Om han ikke undervurderer fædrelandskærligheden her til lands.

Hans egne eksempler peger på det: Parken er fyldt, når landsholdet spiller, flagene blafrer til fødselsdage, på juletræet og i kolonihaver.

Måske er dette snarere sagen:

Når han kommer i tvivl om, hvorvidt vi – sat på spidsen – vil kæmpe for vores land og for vores medborgere, skyldes det blot den måde, vi udtrykker fædrelandskærligheden på. Vi ved, at vi har skabt et velfungerende samfund, men vi kan ikke tale for højstemt om os selv, fordi vi bor i et lille land. Stikker vi næsen for langt frem, får den et rap af de store. Derfor udtrykker vi kærligheden med uskyldige symboler snarere end med patos.

Men hvis krigen kommer til landet, vil kærligheden blusse op, blive mere alvorlig.

Mattias Tesfaye abonnerer på en del af analysen:

"Vi har gode forudsætninger i Danmark for at dyrke et 'vi'," siger han.

"Vi har en folkeskole, vi spiller fodbold med hinanden, vi bor opdelt, men ikke lige så opdelt som i USA, og vi er mere forbundne med hinanden end i andre europæiske lande. Danmark er et land med 2000 broer."

"Men," tilføjer han, "nogle gange kan jeg være lidt i tvivl om, hvor dybt det stikker. Altså kan det blæses omkuld?".

Det er en fornemmelse, erkender han, bygget på historiske eksempler, en oplevelse af, at vi er blevet "slappe" under amerikanernes atomparaply, og at mange har mistet evnen til at sætte sig i andres sted. Respekten for de mennesker, der håndhæver de fælles værdier, er falmet, siger han. Om det så er fodbolddommeren i foreningslivet, parkeringsvagten eller politimanden.

Nogle gange virker det, som om alt handler om "mig og min medarbejderudviklingssamtale", lyder det.

"Det gode er, at vi ikke behøver at opfinde det almene i Danmark. Fordi det findes allerede. Men vi skal måske vande de blomster lidt ekstra," siger Mattias Tesfaye.

100 procent dansker, 50 procent etiopierVi skal også huske på, fortsætter ministeren, at en fædrelandskærlighed må være rummelig, hvis den skal trives i det danske samfund i 2025. Et samfund, hvor en anseelig del af befolkningen har en anden baggrund end netop dansk.

De skal tilslutte sig danske værdier, siger den tidligere integrationsminister, men de skal ikke afsværge deres fødeland for at blive betragtet som fuldgyldige danskere.

Han kender selv lidt til det. For egentlig er hans fædreland slet ikke Danmark.

Han er født i Aarhus, hans mor er dansk, og han har boet hele sit liv i Danmark, i dag i Albertslund på den københavnske vestegn. Men hans far var etiopier.

Derfor køber han også etiopisk kaffe, ikke kenyansk, han bliver glad, når de etiopiske løbere udmærker sig i maratonløb, som de gjorde i foråret i København, og da han for et par måneder siden holdt konfirmationstale for sin søn, talte han om den nu afdøde farfar og hans hjemland.

"Jeg vil gerne fortælle ham noget om Etiopien, for han skal vide, hvor han kommer fra. Jeg er ikke bange for, at folk har rødder. Jeg er bange for rodløshed."

Mattias Tesfaye kalder sig 100 procent dansker og 50 procent etiopier.

Regnestykket går ikke op, men:

"Det er ikke matematik, det er kærlighed," siger han.