De har parkeret to terrængående firehjulstrækkere på den uvejsomme Prairie Canyon Road otte kilometer øst for ørkenbyen Arivaca og går nu i omkring 40 graders varme gennem den spredte bevoksning af tornebuske og andre tørre og stikkende planter. 

Di Pothast har på et stykke papir noteret de mest nødvendige oplysninger, som hun har fået fra retsmedicineren i Tucson, som frigiver de døde migranters navne, når deres pårørende er underrettet, og deres lig er bragt hjem. Her står også gps-koordinaterne for findestedet, afdødes alder og dødsårsag. Forkortelsen flfl angiver, at kroppen var intakt, da liget blev fundet. Foto: Minna Skau Forrest i gruppen går Di Pothas, der har tastet gps-koordinaterne 31.574180 og -111.218220 fra en lille, krøllet seddel ind på sin telefon. Bag hende går Peter Lucero, ludende til højre grundet vægten fra en rød spand med hurtigttørrende cement. Foran Alvaro Enciso går et par stykker med vanddunke, og bag ham kommer Alma Schlor med et 60 gange 120 centimeter stort, lilla trækors. Hun bærer det højt foran sig, som hun er vant til fra sit arbejde som kirketjener.

Alvaro Enciso har altid vennen Peter Lucero med til at støtte og bære den tunge cement, når han drager ud i ørkenen. Han får også hjælp af frivillige fra organisationen Samaritanerne. Alma Schlor er ofte med for at bære korset fra den terrængående bil. Foto: Minna Skau I krydset på forsiden af korset sidder en lille, rød prik af rødt metal.

Ørkenens dødskortDen røde prik er inspireret af et landkort med næsten 4500 røde prikker. Det er organisationen Humane Borders (Humane grænser), der med hjælp fra retsmedicineren på sit såkaldte dødskort har registreret alle de steder i Arizonas ørken, hvor der siden 1981 er registreret fund af migranter, der er omkommet under deres forsøg på at komme uset fra grænsen til Mexico og videre ud i USA. 

Det reelle antal dødsfald er formentlig højere, for mange lig bliver aldrig fundet. De døde migranter er en lille flig af den store politiske debat, der har fyldt meget i USA efter en periode, hvor antallet af illegale grænseoverløbere steg markant. Siden Donald Trumps tiltræden som præsident i januar er antallet af migranter, der bliver pågrebet, mens de forsøger at krydse grænsen ulovligt, faldet kraftigt. Årsagen menes at være Trumps hårde linje over for ulovligt indvandrede personer. 

Enciso undrede sig, da han for 13 år siden så kortet for første gang. Han kom selv lovligt til USA i 1965 som familiesammenført immigrant fra Colombia. Hvorfor havde han aldrig hørt om de mange migranter, der dør i ørkenen i deres jagt på den amerikanske drøm?

Det fik ham til at tænke over hans egen identitet som migrant, og hvordan han som antropolog, krigsveteran og kunstner stadig leder efter sin version af drømmen. Hans undren blev i 2013 til kunstprojektet Donde Mueren Los Sueños – Hvor drømme dør.

“For at forstå, hvem jeg selv er, var jeg nødt til at genskabe forbindelsen til migration. Jeg er jo en af dem. Der er ikke så mange, der ved, at folk dør herude. Så jeg håbede, at jeg ved at sætte markører op, så mange som overhovedet muligt, med tiden kunne få historien til at komme ud af ørkenen,” forklarer Enciso.

Di Pothast har på et stykke papir noteret de mest nødvendige oplysninger, som hun har fået fra retsmedicineren i Tucson, som frigiver de døde migranters navne, når deres pårørende er underrettet, og deres lig er bragt hjem. Her står også gps-koordinaterne for findestedet, afdødes alder og dødsårsag. Forkortelsen flfl angiver, at kroppen var intakt, da liget blev fundet. Foto: Minna Skau Den røde prik på dagens lilla kors repræsenterer 30-årige Rigoberto Quino. Hans lig blev fundet ved et tornekrat nær et udtørret vandløb den 4. august i år.

Alvaro går i gang med at grave 15-20 centimeter ned, sommetider hjulpet af Peters hakke. Så planter de korset, hælder cement omkring det, pøser vand på, stamper lidt og finder nogle mellemstore sten til at støtte, mens cementen tørrer.

Di læser højt fra sin seddel: “Offer for vejrliget. Varme. Kroppen intakt. Fundet inden for et døgn. Ikke noget om, hvem der fandt ham.”

Ud fra q’et i Rigobertos efternavn gætter hun på, at han var fra Mexico eller Guatemala. Det er svundet en del i den vanddunk, hun efterlod fyldt for et par dage siden. Det er tegn på, at andre migranter bruger samme rute. 

Rosenkrans og vievandPeter Lucero skubber sin hat om i nakken og finder en rosenkrans frem fra en lille stofpose i lommen. Rosenkransen hænger han på det lille kors, inden han gør korsets tegn for sig og stænker lidt vievand fra sin lokale kirke.

Når korset er plantet, skyder Peter Lucero sin hat om i nakken og fisker en rosenkrans op af en lille stofpose, han har i lommen. Efterfølgende stænker han vievand fra sin lokale kirke på korset, og forsamlingen holder et øjebliks stilhed. Foto: Minna Skau Han er selv katolik og håber, at det giver mening for de døde migranters pårørende, hvis de hører, at der er blevet rejst et kors og hængt en rosenkrans op.

“Jeg føler en grad af ansvar, så det føles godt, at jeg kan komme herud og rette lidt op på tingene. Vi kan i det mindste forsøge at ære nogen for det, de er gået igennem. Det er jo en kæmpe ting, at de har ladt alt bag sig, hvor de kommer fra, for at gå igennem alle de her strabadser. Og så betaler de den højeste pris,” siger Peter Lucero.

For kunstneren Alvaro Enciso handler det også om at ære migranterne og forsøge at vise, at de var rigtige, levende mennesker, der efterlader sig børn, forældre, ægtefolk og masser af andre, som de har været vigtige for. De fleste var brune i huden og lavstammede som ham selv. Det er især mexicanere, der tager den farlige tur gennem ørkenen, for de har ringe chancer for at få asyl i USA. 

Hans konceptkunst er både et personligt og et politisk projekt, der skal udstille det helt forventelige i, at migranterne dør, når grænsepatruljen presser dem længere og længere ud i ørkenen. 

“Jeg vil gøre det usynlige synligt. Jeg sætter en markør. Og selv om korsene typisk er på steder, hvor ingen ser dem, er fortællingen om dem vigtig. Man behøver ikke faktisk at se objektet, bare idéen spredes,” siger han.

At det lige er endt med at blive kors, han bruger som markører, er resultatet af en lang proces, hvor han først forsøgte sig med en række andre ting, deriblandt en alt for tung stor, rød metalprik og fotografier af den tomme ørken. Men intet fangede helt stemningen. 

Dødens geometriKorset var han først lidt tøvende over for. For selv om han anerkender, at det har en religiøs betydning for de fleste af de latinamerikanske migranter, der dør i ørkenen, er han ikke personligt drevet af det religiøse aspekt. Så nu forklarer han korset som et sekulært symbol, der også symboliserer død. 

“I Romerriget brugte man korset til at slå folk ihjel. De opfandt korset for at hænge folk op i solen uden vand. Det er jo egentlig også det, der sker her. Samtidig er det det mest enkle geometriske udtryk: en lodret og en vandret linje. De to linjer mødes et sted. Når vi er levende, er vi for det meste i lodret tilstand. Når vi er døde, er vi vandret. Og de to linjer mødes, når man går fra levende til død. Det var der, jeg placerede den røde prik,” forklarer Enciso.

Hans kors råber højt i lilla, orange, knaldblå, solgule, røde og andre klare farver, som er så udbredt i Latinamerika. Og så er de pyntet med små stykker metal, som han har skåret ud af dåser med tunfisk, sardiner, bønner eller anden konserves, som migranterne har efterladt sig i ørkenen. Altsammen ting, der hører lige så lidt til i ørkenen som de døde migranter.

“Det er det verdslige, der møder det hellige. Det er ting, der er forbundet til migration,” siger han.

Alvaro Enciso har plantet kors i ørkenen hver tirsdag i 11 år. Denne tirsdag planter han tre.

Det første er lidt af en sjældenhed, for det repræsenterer en 70-årig kvinde, og det står kun få meter fra en asfalteret vej. Det er den ældste migrant, Enciso kan huske. 

Korset for den 70-årige Antonia Robledo Verdigo er usædvanligt på flere måder. Dels er hun den ældste migrant, Alvaro Enciso har været med til at mindes i ørkenen. Dels døde hun helt tæt på en vej, da hun blev slynget ud af en bil, der forulykkede i høj fart med grænsepatruljen i hælene. Korsets farve er også lidt usædvanlig og skyldes mest, at Enciso ville bruge en rest hvid maling, der var ved at tørre i varmen. Foto: Minna Skau Antonia Robledo Verdegos død fortæller sin egen historie om, at migrantbefolkningen bliver ved med at ændre sig. Det er ikke længere bare unge, arbejdsduelige mænd, men også hele familier med små børn og altså også en bedstemor, der døde den 9. august, da hun blev slynget ud af en bil i høj fart på flugt fra grænsepatruljen. Seks andre migranter i bilen, deriblandt Verdegos datter, overlevede. En af dem nåede at flygte ud i ørkenen, mens grænsebetjentene forgæves kæmpede for at redde den ældre kvindes liv.

Dagens tredje kors er gult. Det bliver rejst for 46-årige Alejandro Aguayo Flores. Det var også den tørre ørkenhede, der blev hans endeligt. Andre migranter dør af fald fra den ni meter høje grænsemur. Eller de bliver fundet skudt, hængt, druknet eller frosset ihjel i ørkenens bidende vinterkulde.

Cirklende gribbeKunstneren har selv været med til at finde et par døde migranter. Han ved, at der også gemmer sig levende migranter omkring ham, når han færdes i ørkenen. Alma Schlor fortæller, hvordan hun for syv-otte år siden var med til at redde en, da hun var ude at køre med en anden frivillig fra Samaritanerne.  

“Vi så en flok gribbe flyve i cirkel. Straks vi stoppede, fik vi øje på en mand, der lå på jorden tæt ved vejen. Han kaldte på os på spansk: “Senora, senora, jeg vil se mine børn”. Min makker kørte efter hjælp, og da jeg havde givet ham lidt vand, fortalte han, at han kom fra Honduras, og at gribbene havde fulgt ham et stykke tid. Han overlevede. Men det er der mange, der ikke gør, og jeg ved, at de tænker på deres familie, når de dør. Det giver en lille smule mere mening for mig, når vi med kors og vievand kan være med til at give sjælen fred. Vi ærer deres liv. Vi kan ikke ignorere dem,” siger Alma Schlor.

Alvaro Enciso ved ikke, hvor længe endnu hans gigtplagede knæ kan holde til turene ud i ørkenen, som han bruger til at sørge over sine egne tab og sone for sine synder ved at gøre noget for en fremmed, han aldrig har mødt.

“Nogle mennesker går i kirke om søndagen. Men det her er, hvad jeg gør hver tirsdag, om det så regner, sner eller er 50 grader varmt. Jeg går ikke i kirke. Men det her er min måde at reflektere over mine egne tab på. Mine forældre, min bedstemor, alle mine romantiske pinligheder. Alt det er med mig her,” siger han.

Og han bliver ved, så længe det går, og han kan støtte sig til spaden og Peter Lucero. Han regner med, at hvert kors står i omkring 10 år, før det er blevet spist af termitter.

Derefter ligger kun Encisos røde prikker af keramik og metal og små stykker konservesdåse tilbage på den tørre ørkenjord, hvor de kan fortælle historien for eftertiden.