Kuvertens hvide hjørne stak lidt ud under den øverste af tre gummidørmåtter på metalristen, der udgjorde trappetrinnet til huset. Sådan havde 86-årige Ole Sterndorff omhyggeligt placeret den uden for sit hjem i Jonstrup på Sjælland. I papirlommen lå det falske betalingskort.

Nu skulle de blot vente. Tidligere på dagen havde en mand ringet og præsenteret sig som Tom. Han ringede fra banken, fordi den 86-åriges konto var blevet hacket, lød det. En medarbejder fra banken ville komme forbi om eftermiddagen og hente betalingskortet. 

Nu var klokken lidt over 17 den 22. august. Ole Sterndorff og hans hustru, 67-årige Pia Jeppesen, ventede uroligt på den bankansatte i rækkehusets varme stue. 

Der var nemlig én ting, som Tom fra banken ikke vidste. En sindrig fælde var blevet lagt, og i parrets hjem var de ikke alene. 

Politiet var der også. 

Mens telefoner, computere og sociale medier er flyttet ind i langt størstedelen af danske hjem, er en ubuden gæst fulgt med. For med teknologien har svindlere i hidtil uset omfang fået adgang til borgerne i deres egne dagligstuer. Fikse digitale løsninger og topprofessionelle bagmænd betyder, at det kan være ekstremt vanskeligt at skelne sandt fra falsk og gennemskue svindelnumrene. De kriminelle målretter især deres svindel mod borgere med generationstypiske navne i de ældre kategorier.

Dette er historien om en 86-årig mand og hans hustru, som ansigtsløse svindlere forsøger at lokke i deres fælde. Men i det lille rækkehus i Jonstrup holder man aviser – en bunke bestående af Dagbladet Politiken, Information og Frederiksborg Amtsavis ligger på en bænk, da Kristeligt Dagblad er på besøg – og næsten dagligt har Ole Sterndorff og Pia Jeppesen læst om de kriminelles tricks. De er vagtsomme, men svindlerne er snu. 

Så hvem narrer hvem? 

"Er det hr. Ole Sterndorff?"På den sorte fasttelefons lille led-skærm stod der: 

"Anonymt nummer". 

Klokken var lidt over 15 på en helt almindelig varm torsdag i august, da telefonen ringede første gang. Ole Sterndorff tussede rundt og ryddede op mellem de talrige bøger, små figurer og malerier, som jazzmusikeren har fyldt huset med, siden de flyttede ind for mere end 40 år siden. Imens sad Pia Jeppesen med computeren i skødet i den brune læderstol, hvorfra man gennem vinduerne kunne se ud over engen og trætoppene.

Ole Sterndorff, en lav mand med et stort, kridhvidt skæg, langt hår og kvikke grågrønne øjne, tog telefonen med et tryk på den grønne knap. Tom præsenterede sig, og han ville høre, om han havde fået fat i "hr. Ole Sterndorff." Med perfekt rigsdansk dialekt og i høflige, venlige vendinger forklarede manden i telefonen, at han måtte overbringe en kedelig meddelelse om kontoen, der var blevet hacket. 

Et beløb på omkring 8300 kroner var angiveligt blevet overført til Ukraine, og Tom ville hjælpe ham. Med myndighed understregede Tom, at man jo aldrig må udlevere sit betalingskort, men at det ville være nødvendigt i dette tilfælde. Fra starten havde Ole Sterndorff en fornemmelse af, hvad Tom egentlig ville. Men han havde ikke noget, han skulle nå, og så kunne han vel lige så godt spilde mandens tid. Måske han endda kunne more sig undervejs. 

Den 86-årige lod sin stemme lyde mere skrøbelig og lille, end den var. Han lod Tom vide, at han var meget taknemmelig for tilbuddet. Hjælpen ville han selvfølgelig meget gerne have, men skulle han ikke hellere komme ned i banken? Nej, lød det fra Tom. 

Tom spurgte, om "hr. Ole Sterndorff" var alene hjemme. I stuen havde Ole Sterndorff stillet sig på det lysebrune bøgeparket for enden af sofaen, så Pia Jeppesen også kunne lytte med. De fik øjenkontakt. "Min hustru er ikke hjemme, nej," løj den 86-årige over for manden i telefonen. 

Ole Sterndorff er med egne ord skeptisk anlagt. Til gengæld mener han, at humor er vigtigere end noget andet. Det var også det, der fik ham til blive i samtalen med Tom fra banken. Også selvom han med sikkerhed vidste, at det var fup. Foto: Leif Tuxen Tom bad Ole Sterndorff finde en kuvert og lægge sit betalingskort i det. Med fastnettelefonen i hånden gik den 86-årige ind på sit arbejdsværelse, fyldt med eksotiske instrumenter og bøger om kunst, og derinde fandt han en kuvert. Klokken 16.10 ville en mand komme og fiske den op under dørmåtten, lød det fra Tom. Efter weekenden, mandag, ville den 86-årige så modtage et nyt betalingskort. Tom spurgte, om Ole Sterndorff havde tilstrækkeligt med kontanter til at foretage indkøb indtil da. 

Den 86-årige var i stødet. Han svarede: 

"Jeg tror nok, jeg har 150 kroner og nogle mønter. Jeg har også et franskbrød. Jeg tror nok, at jeg skal kunne klare mig til på mandag." 

I stuen skulle Ole Sterndorff og Pia Jeppesen kæmpe for at holde latteren tilbage. Alligevel voksede alvoren frem. 

Pia Jeppesen sad stadig i lænestolen, og på computeren havde hun fundet nummeret på Nordsjællands Politi. Hun kunne ikke sige noget til sin mand, for så ville Tom kunne høre det. Så på en lille seddel skrev Pia Jeppesen, at hun ville ringe til politiet, og viste den til Ole Sterndorff. 

Han nikkede til hende. 

Ole Sterndorff er med egne ord skeptisk anlagt. Til gengæld mener han, at humor er vigtigere end noget andet. Det var også det, der fik ham til blive i samtalen med Tom fra banken. Også selvom han med sikkerhed vidste, at det var fup. 

"Men undervejs tænkte jeg: Han skal da fanges," siger han. 

Tvivlen vokser fremKlokken 15.29 gik Pia Jeppesen ud i gangen og ringede til politiet. De tog anmeldelsen særdeles seriøst, oplevede hun, og politiet lovede at sende en vogn til adressen. Imens, inde i stuen, var Ole Sterndorff og Tom fra banken ved at afslutte samtalen. Tom havde instrueret den 86-årige i, hvordan han skulle placere kuverten med betalingskortet i under dørmåtten, og fortalt, at buddet ville ankomme lidt senere end først ventet. 

Tom ville desuden høre, om han måtte vide, hvad koden til kortet var.  

Ole Sterndorff svarede: 

"Ja, selvfølgelig. Koden er 9091." 

Tom tøvede i telefonen, husker Ole Sterndorff. I det samme tænkte han, at det måske ikke var den mest troværdige kode. Han måtte finde på en dækhistorie. 

"Det er min datter, der har været nede at få lavet den om, så jeg bedre kan huske den. Det er de første fire tal på min bils nummerplade," fortalte han med sin karikerede, let pibende stemme. 

Først lød Tom skeptisk, men så købte han løgnen. De lagde på. 

Efter noget tid begyndte Pia Jeppesen at få bange anelser. Indtil nu havde de begge fundet det omvendte svindelnummer morsomt. Men den 67-årige med det hvide hår, der var samlet i nakken, fik en tanke. Hvad nu, hvis manden fra banken dukkede op, før politiet kom? 

Hun fik lyst til at afbryde det hele. 

Men ikke længe efter ankom to betjente til deres hjem i Jonstrup. De stod på parkeringspladsen i deres uniformer i en halv times tid, men de var for synlige derude. Hvis Tom eller en anden rent faktisk troppede op, måtte de tage vedkommende på fersk gerning. Med fingrene i kuverten med det falske betalingskort. Derfor rykkede de to betjente ind i rækkehuset.

To gange ringede Tom igen, mens politiet også var til stede. En af betjentene optog samtalen. Igen forsøgte Ole Sterndorff at spille godtroende. Han spurgte: 

"Du kunne jo også komme ind til en lille kop kaffe som tak for hjælpen?".

Tom takkede høfligt nej. 

Den ene betjent stillede sig ind i Ole Sterndorffs arbejdsværelse. Mellem hundredvis af bøger om Storm P. og kunsthistorie så hun ud ad vinduet, der var næsten fyldt op med ting som en irsk rammetromme og en hjemmelavet fløjte. Herfra havde betjenten et perfekt udsyn over den lille sti fra den sortmalede trælåge med grøn belægning og ind mod hoveddøren. 

Fra vinduet i Ole Sterndorffs arbejdsværelse kan man se ud mod havelågen. På en augustdag var det her, at politiet vagtsomt ventede på svindleren. Foto: Leif Tuxen Den anden betjent stod på det rødlige klinkegulv i entreen. I anspændt stilhed. I det meste af en time ventede politiet, inden en af dem fortalte, at de ville give det 10 minutter endnu, husker Pia Jeppesen. Måske ville ingen komme og samle kuverten op?

Måske havde Tom fra banken lugtet lunten? 

 Et naivt samfund? Klokken 17.17 skete der noget. 

En mand åbnede lågen, der svingede indad, og han gik de få skridt mod husets sortmalede træfacade og metalristen med dørmåtterne. 

Ole Sterndorff husker, at den kvindelige betjent i arbejdsværelset i samme øjeblik brølede:  

"Så går vi!" 

De to betjente råbte højt, husker parret. Som for at lamme manden, der var kommet for at hente kuverten. Han blev lagt ned, og den kvindelige betjent sad på ham. Hans hoved lå i retning af havelågen, væk fra hoveddøren, husker Ole Sterndorff og Pia Jeppesen, der egentlig sad i stuen, men de kunne ikke dy sig for at kigge ud. De bemærkede mandens stumpede bukser og kondisko. 

Det hele gik så hurtigt, tænkte parret. 

Manden, der var 41 år og fra København, blev anholdt, sigtet, og sagen skal ifølge Nordsjællands Politi for retten på en endnu ikke fastsat dato. 

Ole Sterndorff og Pia Jeppesen blev afhørt af den mandlige betjent. Da det hele var overstået, låste Pia Jeppesen døren. Også selvom politiet havde forklaret, at der ikke var nogen, der ville hævne sig. Svindlerne er udelukkende interesseret i profit, lyder det fra eksperter til Kristeligt Dagblad. 

Da der igen var stille i rækkehuset, og ængsteligheden havde fortaget sig, følte Ole Sterndorff og Pia Jeppesen sig nærmest høje. De fik ham. Om aftenen forsøgte de at forstå, hvad der egentlig var sket. 

"Vi er jo et lille, trygt samfund, hvor tillid er afgørende. Men måske er vi også for naive og godtroende. Jeg betragter også mig selv som naiv og godtroende, men jeg har også læst for meget til at tro på den slags," siger Pia Jeppesen i dag, mere end måned efter episoden. 

Mens telefoner, computere og sociale medier er flyttet ind i langt størstedelen af danske hjem, er en ubuden gæst fulgt med. For med teknologien har svindlere i hidtil uset omfang fået adgang til borgerne i deres egne dagligstuer. Foto: Leif Tuxen "Jeg vidste jo, at det fandtes. Svindlen. Det er på en måde utroligt, at man læser om den hver eneste dag, og alligevel er det så svært at gøre noget ved," siger Ole Sterndorff. 

Hos politiet finder man parrets reaktion for "virkelig prisværdig". 

"Vi er virkelig glade for, at anmelderne reagerede, som de gjorde. Vores primære råd til folk, der oplever den slags opkald, er at smække røret på, for så undgår man at blive snydt. Men hvis man gør, som parret gjorde, er det vigtigt, at man ringer til politiet og får vores hjælp," siger Mads Dahl Jensen, politikommissær ved Nordsjællands Politi,

I ugerne efter det omvendte svindelnummer talte alle omkring dem om, hvad de havde gjort. På et tidspunkt, mens Ole Sterndorff sad på scenen til en koncert, blev han bedt om at fortælle, hvordan han fangede en kriminel. Parret blev omtalt som en slags helte. 

"Det er ikke alle, der er gearet til at gøre, som Ole gjorde. Men hvis bare vores historie betyder, at folk vil tænke sig om en ekstra gang, inden de udleverer deres kort og oplysninger, så er det godt," siger Pia Sterndorff. 

Bedragerne er udspekulerede, organiserede og topprofessionelle, og deres tricks kan være næsten umulige at gennemskue. Men på augustdagen i Jonstrup var det svindlerne, der faldt i fælden.