Man sætter sig ned ved siden af barnet, lægger måske en hånd på skulderen og siger for eksempel: 

"Jeg kan se, du bliver rigtig ked af det lige nu." 

For nogle vil den respons være naturlig, mens andre taber underkæben og tænker: Hvad sker der? Hvorfor irettesætter man ikke et barn, der overskrider alle grænser for god opførsel?

Denne artikel handler om et af de helt store begreber i tidens børneopdragelse, nemlig følelsesregulering. Hvad det er, hvad det kommer af – og hvad det betyder for dem, der er vokset op med noget helt andet. 

Børn af i dagSom det første kan man konkludere, at følelserne fylder i det moderne forældreskab. Det ses blandt andet i nyere forældreskabslitteratur og hos de coaches og terapeuter, der tjener penge på at give råd på sociale medier som for eksempel Instagram. Her kan man få (og købe) redskaber til at hjælpe sit barn til at håndtere "store følelser" på en hensigtsmæssig måde. 

En af dem, der har vundet stor popularitet på det, er den amerikanske psykolog og podcastvært Becky Kennedy. Hun er også forfatter til bogen "Good Inside" med undertitlen "guide til at blive den forælder, du gerne vil være". 

Bogen har, siden den udkom i 2022, ligget højt på de amerikanske bestsellerlister for selvhjælpslitteratur og sælges også i danske boghandler. Men det er på Instagram, "Dr. Beckys" univers rigtigt udfolder sig, med små videoer, som kan ses, mens man rører i aftensmaden. Hun har i skrivende stund 3,4 millioner følgere. 

Flere danske psykologer og familierådgivere bruger som hende de sociale medier til at nå ud til målgruppen af rådvilde småbørnsforældre. Og de har samme fokus på følelser og adfærd.

Anette Due Madsen, psykolog, familieterapeut og stifter af Styrk Familierne, peger på to ting, der er på spil, når håndtering af børns følelser fylder i børneopdragelsen i dag.

"Både psykologisk og hjerneforskningsmæssigt har vi fået meget ny viden om børns udvikling de senere år. Og vi ved, at hvis børn får hjælp og støtte fra voksne til at forstå sig selv, så giver det dem også kompetencer til at håndtere udfordringer længere hen i livet. Den måde de bliver mødt på, smitter af på deres selvforståelse," siger hun.

Det ene er, at forældrerollen har ændret sig i takt med, at mange har et højere uddannelsesniveau og er bevidste om, hvad forskningen viser. Det andet er, at børnerollen har ændret sig, siger Annette Due Madsen.

"Børn skal mestre meget i vores kultur. De skal blandt andet mestre adskillelse fra deres voksne i udstrakt grad. Børn skal være sociale i mange timer hver dag. De skal forholde sig til teknologi. Og mange børn har samtidig en hverdag, der er delt mellem to hjem. Så jeg tænker: Det er ikke mærkeligt, hvis de kommer i affekt! At skulle have alle de kompetencer kræver jo nærmest en voksen, så det skal de selvfølgelig have hjælp til."

Den lille statistikerMette Skovgaard Væver, der er professor i psykologi ved Københavns Universitet og leder af Nationalt Videnscenter for tidlig Indsats og familieforskning, har forsket i små børns udvikling i mange år.

Hun kalder det at udvikle strategier til at kunne regulere sine følelser "en af de vigtigste opgaver, et lille barn fødes med". Og en afgørende faktor i forhold til blandt andet livskvalitet, sociale relationer og hvordan man klarer sig på jobmarkedet.

"Det er næsten lige så vigtigt som iq," siger hun.

Følelsesregulering (som i forskningen kaldes emotionsregulering) er tæt relateret til den såkaldte tilknytningsteori, som blev formuleret af den britiske børne- og ungdomspsykiater John Bowlby (1907-1990) i årene efter Anden Verdenskrig.

Ved at observere anbragte børn på børnehjem, og hvordan de reagerede på adskillelse fra og genforening med forældrene, lagde han grundstenene til sin evolutionære teori om, at et lille barn ikke bare skal have mad og varme, men også har et følelsesmæssigt behov, der skal imødekommes, for at barnet oplever, at nogen passer på det og sikrer dets overlevelse, siger Mette Skovgaard Væver.

Gråden er i denne optik et lille barns vigtigste kunnen: 

"Det, at et lille barn kan græde og give udtryk for sit behov for trøst og omsorg, er med til at sikre dets overlevelse. Det skal vække omsorgsmiljøet. Og sker det, giver det barnet en oplevelse af, at der er nogen her, der er større og stærkere end mig, som sikrer min overlevelse."

Den amerikanske børnepsykolog Mary Ainsworth (1913-1999) videreudviklede tilknytningsteorien. Ved at undersøge forskelle i forældrenes adfærd i forhold til at møde et lille barns følelsesmæssige behov så hun, at børnene tilsvarende udviklede forskellige strategier til at få trøst og omsorg og håndtere deres følelser, kaldet tilknytningsmønstre.

"Du kan sammenligne barnet med en lille statistiker, der, lige fra det kommer ud af maven, stiller spørgsmålet: Hvad sker der, når jeg græder? Og det er blandt andet de gentagne erfaringer, barnet gør sig med svaret på det spørgsmål, der viser sig i et tilknytningsmønster," forklarer Mette Skovgaard Væver og tilføjer, at de erfaringer, et barn gør sig i glade eller udforskende situationer sammen med forældrene, selvfølgelig også spiller en rolle. 

At rumme det sværeSå hvordan ser følelsesregulering ud? Vi prøver med et (næsten) tænkt eksempel: En otteårig dreng har i timevis arbejdet på en dragetegning. Da han skal til at lægge sidste hånd på den, bliver han forstyrret og kommer til at lave en streg, der ødelægger det hele. Han bliver mørk i øjnene. Da storesøster kommer forbi, langer han ud efter hende. 

Hos nettets Instagram-psykologer kan man hente masser af konkrete råd til at håndtere situationer som disse (dog oftest mod betaling). 

Mette Skovgaard Væver er ikke meget for den type ikke-videnskabeligt afprøvede manualer, endsige sætninger, man til enhver tid kan hive op af lommen. Men i denne situation foreslår hun følgende:

"Prøv at holde ud som forælder. At være med dit barn i følelsen og ikke alt for hurtigt signalere 'op på hesten igen'. Det kræver tid," siger hun.

"Og selvfølgelig er det aldrig i orden at slå og sparke andre, og det skal barnet selvfølgelig lære. Men lige i situationen er du nødt til at anerkende, at det er dybt frustrerende for barnet, at tegningen blev ødelagt. Og så kan I bagefter tage snakken om, at det ikke er okay at slå sin søster."

Kan man følelsesregulere for meget? Tja. I hvert fald er det vigtigt at huske, at følelsesregulering er et sammensat ord, at den sidste del ikke er uvæsentlig og selvfølgelig også gælder for forælderen selv, påpeger Mette Skovgaard Væver.

"Hvis du bliver lige så vred eller bange, som dit barn, så eskalerer du følelsen hos barnet. Og som forælder skal du selvfølgelig ikke sidde og græde, fordi barnet græder. Men det ved langt de fleste forældre også godt er en dårlig idé. Dit barn skal kunne mærke: 'Jeg forstår, hvad det er, du føler.' Men det skal også kunne mærke: 'Jeg ved, hvordan vi kommer et andet sted hen, og jeg hjælper dig.'"

At kunne få hold om sine følelser sammen med andre, siger hun, er vigtigt for at udvikle det, man i forskningen har kaldt tryg tilknytning, hvor man møder andre i tillid til, at også ens svære følelser kan rummes af andre. Og at man kan reparere en relation efter for eksempel et skænderi.

Utrygt tilknyttede kan modsat have en tendens til at lukke ned for deres følelsesliv. Som små statistikere har de indsamlet "empiri" og fået den erfaring, at hvis man som barn græd eller var besværlig, er ens følelsesmæssige behov ikke blevet mødt tilstrækkeligt af forældrene.

"Derfor er det mere hensigtsmæssigt for dem at undertrykke de svære følelser og forsøge at klare situationen selv, i stedet for at søge trøst og omsorg," siger Mette Skovgaard Væver.

Tabu at blive surNoomi Matthiesen, lektor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet, forsker i familieliv og har blandt andet undersøgt det, hun kalder "det coachende forældreskab". Det er et forældreskabsideal, hvor forælderens rolle minder om den psykologiske coach, der med lydhørhed og de rette spørgsmål hjælper sin klient frem til en god måde at løse en svær situation på. 

"Og følelsesregulering er et led i det," siger hun.

Hun ser en historisk forklaring på, hvorfor det er blevet vigtigt.

Først kom den antiautoritære bølge i pædagogikken. Den var en reaktion på Anden Verdenskrig og blev toneangivende i børnehaver og skoler i 1970'erne og 1980'erne. Men ude i familierne slog den først rigtigt igennem i 1990'erne (hvor også revselsesretten blev afskaffet). 

Parallelt skete en anden udvikling på arbejdsmarkedet.

"Vi går fra at arbejde i landbruget og på fabrikker, hvor kravene til samarbejde er relativt begrænsede, til udviklingen af en velfærdsstat, der har brug for mange selvstændigt tænkende og omstillingsparate borgere, der kan arbejde i selvregulerende teams. I virkeligheden får vi også et større behov i samfundet for mennesker, der er velregulerede følelsesmæssigt," siger Noomi Matthiesen. 

Men det antiautoritære er ikke nødvendigvis samarbejdsfremmende. Og i begyndelsen af 2010'erne har Noomi Matthiesen identificeret en reaktion mod den antiautoritære linje i børneopdragelsen. Man begyndte at tale om, at det også kan blive for meget på børnenes betingelser, hvilket for eksempel sås, da den borgerlige regerings social- og børneminister Mai Mercado i 2018 inviterede til "opdragelsesdebat". 

I dag er der fremkommet et ideal om, at forældre skal være tydelige autoriteter på en antiautoritær måde. Her bliver følelsesregulering for mange forældre en daglig og ret krævende opgave, siger Noomi Matthiesen.

"Man skal være sensitiv over for barnet og er samtidig på arbejde med at regulere sig selv. Det er meget sprogbåret og kræver, man skal kunne tale om tingene," siger hun.

"Der findes voldsomt tålmodige forældre, som kan være i det der længe. Det er ikke nødvendigvis godt. Og så er der nogle, som er hurtigere til at hive børnene ud af det. Idealet er jo også, at man skal være top-god til at regulere egne følelser, og på et eller andet tidspunkt kommer hidsigheden frem."

I sit nuværende forskningsprojekt undersøger Noomi Matthiesen familieliv i børnehavefasen, og interviewer blandt andet forældre til børnehavebørn. Hun fortæller, at der indgår et spørgsmål i interviewguiden, hvor forældrene skal pege på, hvornår de sidst syntes, de var en god forælder. 

"Og det har de rigtig svært ved at svare på. De næste spørgsmål, som er, hvornår de sidst syntes, de var en dårlig forælder, er til gengæld nemt for de fleste. Og det er stort set altid noget med, at man har råbt. Det er meget tabuiseret at blive sur på sit barn," siger hun.

En kritik?Professor Mette Skovgaard Væver har medvirket i en række podcasts om børns udvikling og trivsel, og hun har efterølgende fået flere henvendelser fra lyttere i bedsteforældregenerationen. 

De er kommet til at tænke over deres egen barndom og opdragelse. Nogle er i tvivl om, hvorvidt de har mødt deres børns følelsesmæssige behov godt nok. Og kan huske, de ikke selv er blevet mødt i de behov.

Her peger hun på vigtigheden af at se "den lille statistiker" netop som det, en statistiker. Det er det overordnede billede, der tæller, ikke undtagelserne.

"Det er også vigtigt at sige, at ens liv ikke er dømt til at være svært, hvis man ikke er vokset op med en tryg tilknytning. Man har bare udviklet andre strategier til at klare tilværelsen, og man kan sagtens få og have et godt liv. Alle mennesker bøvler med noget, og på nogle punkter bøvler man måske lidt mere. Men heldigvis kan alle mennesker udvikle sig hele livet," siger hun.

De følelser, man som barn selv har oplevet ikke blev anerkendt, kan godt komme til at udfordre én i ens eget forældreskab, men også i andre relationer. Men det kan altid lade sig gøre at bryde det, der i forskningen kaldes generationscyklussen, hvor adfærd og normer går igen, siger Mette Skovgaard Væver.

"Man kan tænke over: Hvad er det for følelser, jeg kan have svært ved at møde mit barn i? Hvad gør, at jeg bliver så stresset, når hun græder i supermarkedet? Gråd er jo ikke i sig selv farligt, så hvorfor bliver det så 'farligt' for mig? Det er det vigtigste, man kan tænke over. Og så ikke forsøge at aflede og skubbe sit barn et andet sted hen for hurtigt, men trøste barnet og give det tid til at regulere sine svære følelser. For så bliver barnet parat til at lege og udforske igen."

Det er svært at undgå, at det bliver en kritik, når man opdrager sine børn anderledes, end man selv blev opdraget, mener Annette Due Madsen. Det kan ramme bedsteforældregenerationen og gøre ondt. Men man kan også øve sig i at se det gode i, at enhver forældregeneration forsøger at dygtiggøre sig i forhold til den forrige, mener hun.

"Vi har også svigtet børn tidligere, for eksempel i forhold til sådan noget som sorg. Der er rigtig mange børn, der ikke er blevet taget i hånden og snakket med om det. Og som er blevet overladt til sig selv. Der er vi kommet længere," siger hun.

Den eneste vej frem er respektfuld samtale og kloge spørgsmål, siger hun, "for er der noget, vi er ømme over for, så er det vores måde at opdrage vores børn på".

For tidens bedsteforældre gælder det i øvrigt, at der findes "mindst to typer", siger Annette Due Madsen. 

"Der er dem, der tænker: 'Arh, nu fylder børnene meget. Nu er I for følsomme!' Men jeg tror også, der er en gruppe blødere bedsteforældre, som ser på børnefamiliernes hektiske liv og tænker: 'I løber meget hurtigt. Hvem tager hånd om børnene?' Vi har altså også en bedsteforældregeneration nu, som ved mere end som så om psykologi. Og som også ved, at børn har følelser, der skal tages vare på."