Det er med den indstilling, at den vietnamesiske digter og romanforfatter Nguyễn Phan QuếMai går til sit forfatterskab. Gennem sine romaner om fædrelandets barske historie ønsker hun at drage læseren ind i vietnamesernes egne erindringer, traumer og håb – og ofte er det gennem de overhørte og glemte stemmer i landets historie.

For forfatteren selv er målet forståelse og forening – for kun på den måde undgår man, at historien gentager sig, mener hun:

"Dehumanisering er et af de stærkeste våben i krig og konflikt. Derfor er det enormt vigtigt, at vi gør os umage for at forstå andre mennesker og sætte os i deres sted."

Nguyễn Phan QuếMai blev født i 1973, to år inden Vietnamkrigens afslutning. Hun voksede op i Ninh Binh i Nordvietnam med sine forældre og to brødre. Forældrene var lærere, men arbejdet betalte ikke nok til at sikre mad på bordet, og både forældre og børn måtte arbejde ekstra for at sikre overlevelsen i et Vietnam, der oven på krigen var hårdt ramt af amerikanske handelsforbud og socialistiske økonomiske reformer.

"Vi levede under meget trange kår. Jeg kan huske sulten og manglen på mad. Mine forældre måtte stå i kø med madkuponer for at få mad, og folk kæmpede for at få ordentligt kød eller ris," fortæller forfatteren.

Da Nguyễn Phan QuếMai var seks år, flyttede hele familien til Mekongdeltaet i det sydlige Vietnam. Hendes far fik tilbudt et nyt undervisningsjob – og med det øjnede han bedre fremtidsudsigter for sine børn, der ville have en bedre chance for at komme på universitetet, end de på det tidspunkt havde i Ninh Binh.

Skiftet fra nord til syd blev dog ikke problemfrit. Ifølge forfatteren var både nord- og sydvietnameserne på dette tidspunkt stadig dybt mærkede af den opdeling, der i næsten to årtier havde hersket i Vietnam. Familien oplevede derfor en del diskrimination i forbindelse med flytningen.

"På min families første aften i Sydvietnam var der folk i vores kvarter, der kastede sten på vores hus, mens vi spiste. I skolen blev jeg mobbet og havde ingen venner, fordi jeg havde en nordlig accent og gik klædt som en bonde. Med tiden fik jeg dog venner, og det lærte mig også at forstå det, man havde gennemgået i Syden – jeg lærte at forstå roden til deres vrede," siger Nguyen Phan Que Mai.

I dag er forfatteren overbevist om, at opvæksten i både syd og nord blev en styrke i hendes forfatterskab:

"Jeg har lært en masse om konfliktens betydning i begge regioner – og det har inspireret mig til at forsøge at bringe den vietnamesiske befolkning sammen gennem min litteratur."

For Nguyễn Phan Quế Mai er ambitionen med forfatterskabet at samle et stadig splittet Vietnam. Foto: Johanne Teglgård Olsen En glemt drømSom det var spået af hendes far, blev Sydvietnam netop afgørende for Nguyễn Phan QuếMais fremtidsudsigter. I skolen arbejdede hun i mange år hårdt for at klare sig så godt som overhovedet muligt. Det gav pote: Hun vandt flere nationale skrivekonkurrencer, kom ind på Hanois universitet for udenrigshandel og afsluttede sit første år som den bedste studerende, hvilket skaffede hende et stipendium fra den australske regering.

"Jeg voksede op med fortællingen om, at uddannelse var vejen ud af fattigdom, så jeg studerede dag og nat for at kunne komme på universitetet. Det var et spørgsmål om basal overlevelse for mig," fortæller forfatteren.

Med legatet kunne Nguyễn Phan QuếMai tage til Melbourne i Australien. Her læste hun udenrigshandel og tog en bachelor i virksomhedsledelse og administration. Undervejs udviklede hun en særlig interesse for kommunikation – en mulighed for at dyrke kærligheden til det skrevne sprog.

"Jeg har altid haft en passion for at skrive – men forfattere kom ofte i problemer på grund af censur, og de fleste tjente ikke nok til at leve. Derfor læste jeg handel i håbet om, at det ville give mig en god karriere i takt med, at Vietnam blev mere åben," siger Nguyễn Phan QuếMai.

Efter at have færdiggjort sin uddannelse vendte Nguyễn Phan QuếMai tilbage til Vietnam, hvor hun i en årrække arbejdede for internationale organisationer og handlede med fast ejendom. Hele vejen igennem sin karriere gik hun dog rundt med en følelse af, at noget manglede.

Hvad det var, fandt hun dog først ud af, da hun flyttede til Bangladesh for at ledsage sin mand i forbindelse med hans diplomatiske udstationering. Her arbejdede Nguyễn Phan QuếMai på biblioteket i den amerikanske internationale skole i landets hovedstad, Dhaka. Og her åbnede litteraturens verden sig for hende på ny.

"Nu var jeg omringet af bøger, og jeg genforelskede mig i litteraturen og det skrevne sprog. Jeg begyndte at læse den litteratur, der var forbudt i Vietnam: Den, der handlede om landbrugsreformerne og genopdragelseslejrene - de mørke dele af Vietnams historie – den, der er censureret i Vietnam. Det åbnede virkelig mine øjne."

Da parret i 2006 igen vendte hjem til Vietnam, tog den på det tidspunkt 33-årige Nguyễn Phan QuếMai  kærligheden til litteraturen med sig. Når hun kørte hjemmefra og mod kontoret for den internationale ngo, hun arbejdede for, skrev hun poesi på sædet af sin motorcykel – og selvom hun ikke havde nogen intention om at leve af det, publicerede hun sine tekster på en online blog, der hurtigt fik både læsere og medvind. Da læserne opfordrede hende til at publicere, fik hun hjælp fra en ven til at sende nogle tekster til et forlag. Hurtigt efter lå der en kontrakt til den spirende forfatter.

Siden har Nguyễn Phan QuếMais poesi vundet flere vietnamesiske litteraturpriser, ligesom den er blevet omskrevet til populærsange – og med tiden er hun blevet en etableret forfatter. Den store anerkendelse kom dog med hendes første roman, "Når bjergene synger".

Beboere i landsbyen Nam-O flygter efter meldinger om bombardementer af kystbyen Da Nang. Januar, 1967. Foto: Bob Wildau/AFP/Ritzau Scanpix Vietnamesernes tunge arvI 1972 er en pige på vej til skole i Nordvietnam. Med sin bedstemor bevæger hun sig gennem Hanois gader, mens de diskuterer dagens aftensmad. Pludselig splintrer luftalarmsirener af en kvindelig vietnamesisk stemme freden. Amerikanske bombefly nærmer sig hastigt med byen i sigte.

Rundt om pigen og hendes bedstemor breder panikken sig. De smalle gader fyldes med mennesker. De søger desperat mod byens mange bombeskjul, der hurtigt fyldes. Børn, der er blevet væk fra deres forældre, græder og skriger.

Sammen ender pigen og hendes bedstemor på skolen, hvor de finder et ledigt bombeskjul. Med gyngende grund under sig gemmer pigen sig i sin bedstemors favn, da eksplosionerne begynder. Bange spørger hun sin bedstemor, om de skal dø i bombeskjulet.

"Guava, hvis de bomber skolen, kollapser vores bombeskjul måske, men vi dør kun, hvis Buddha lader os dø," lyder svaret.

Det er med denne scene, at Nguyễn Phan QuếMai åbner sin debutroman "Når bjergene synger". I slægtsromanen følger man Tran-familien gennem den unge pige, Huong, og hendes bedstemor, Dieu Lan, i en hårrejsende fortælling om Vietnams spændende, men grufulde historie. Bogen er skrevet og udgivet på engelsk – ifølge forfatteren selv i et forsøg på at dekolonisere den eksisterende engelsksprogede litteratur om Vietnam.

"Der findes meget engelsk litteratur om Vietnam, og særligt om Vietnamkrigen, men den er tit skrevet fra et andet synspunkt end vietnamesernes eget. Jeg ville have en bog, der kunne dokumentere det Vietnam, jeg kendte fra det 20. århundrede, som er rigt på kulturarv – og fandtes den ikke, måtte jeg selv skrive den," fortæller Nguyễn Phan QuếMai.

Bogens allerførste kapitel er inspireret af en sand fortælling fra én af forfatterens bekendte. Da hun hørte bedstemorens svar, vidste hun, at hun var nødt til at bruge scenen i sin roman:

"Jeg blev så rørt. Den sætning illustrerer vigtigheden af håb i selv de mørkeste tider. Da jeg havde hørt fortællingen, tog jeg hjem og skrev den ned, som jeg forestillede mig den. Jeg nedfældede 2000 ord på en aften."

I begge sine romaner har Nguyễn Phan QuếMai gjort flittigt brug af øjenvidneberetninger og interview med mange vietnamesere landet over. Oplevelserne med krigen på egen krop har været en stor inspiration til de fiktive fortællinger.

"Der findes ikke den familie, der ikke har været berørt af krigen. Det har dog overrasket mig meget, hvor villige folk var til at dele deres historier. I Vietnam er det ikke kutyme at tale om traumer – men jeg tror, at mange, der lever med dem, har et behov for at opleve, at de ikke er alene," siger Nguyễn Phan QuếMai.

For forfatteren ligger der en stor opgave i ikke at retraumatisere de mennesker, hun møder, og hvis historier hun lader sine fiktive universer inspirere af. Samtidig gør Nguyễn Phan QuếMai en dyd ud af at balancere de hjerteskærende fortællinger med glæde, humor og vietnamesisk kultur.

"Vietnam er et land, der er mere end 4000 år gammelt. Det bærer på en enorm historie og kultur – og dets folk har gennemgået enormt meget. Det var svært at høre de her menneskers forfærdelige historier, men det har været en stor ære at få lov til at fortælle dem."

En amerikansk førstesergent guider en lægehelikopter ned gennem junglens bevoksning for at hente sårede. April, 1968. Foto: Art Greenspon/AP/Ritzau Scanpix Møde mellem fjenderFor Nguyễn Phan QuếMai er det dog ikke kun vigtigt at give vietnamesiske stemmer vægt i litteraturen om Vietnam. Mindst lige så vigtigt er det at udfordre de etablerede narrativer, der hersker om både krigen og Vietnams øvrige historie – den fortælling, forfatteren selv er vokset op med.

Af samme årsag behandler forfatterens anden roman, "Hvor asken blomstrer", der netop er udkommet på dansk, en ubelyst side af Vietnamkrigen. I fortællingen følger læseren søstrene Trang og Quyhn, der forlader deres landsby for at arbejde i Saigon. For at understøtte familien vælger pigerne at arbejde som barpiger på en beværtning for amerikanske soldater – men den beslutning er ikke uden konsekvenser, da Trang forelsker sig i en amerikansk helikopterpilot.

År senere forsøger den forældreløse Phong, der er søn af en sort amerikansk soldat og en ukendt vietnamesisk kvinde, at finde sin far, så han kan emigrere til Amerika. Undervejs støder han på den amerikanske Vietnam-veteran Dan, der er rejst tilbage til Saigon for at stå ansigt til ansigt med fortiden.

For Nguyễn Phan QuếMai var det en svær opgave at sætte sig i de amerikaneres sted, som hun voksede op med et fjendebillede af – men den var også nødvendig.

"'Hvor asken blomstrer' udspringer af mit ønske om at forstå de mennesker, der i mange år er blevet anset som vores fjender, og de kvinder, der fraterniserede med dem. I skolen lærte jeg, at amerikanske soldater var dræbermaskiner, men med tiden opdagede jeg også deres smerte, fortrydelse og sorg, da jeg læste deres bøger og mødte dem. Pludselig forstod og så jeg dem som mennesker," siger forfatteren.

Som 33-årig begyndte Nguyễn Phan Quế Mai at skrive litteratur på sædet af sin motorcykel. I dag er hendes romaner internationale bestsellere. Foto: Johanne Teglgård Olsen