De fleste værker er i små formater med enkelte undtagelser, herunder P.S. Krøyers (1851-1909) berømte "Sommeraften ved Skagens Strand" (1899), hvor maleren promenerer med sin trofaste hund og sin smukke, men mindre trofaste, hustru på stranden i det perlemorsfarvede solnedgangslys: Kropssproget og blikretningen indikerer, at de er på vej væk fra hinanden. Også J.F. Willumsens (1863-1958) monumentale, koloristisk vovede og dramatiske "Naturskræk. Efter stormen 2" (1916), hvor en kvinde forsøger at flygte fra det stormfulde hav og den nådesløst brændende sol, sprænger salonformatet.

Ifølge kurator Rasmus Kjærboe var anledningen til udstillingen en henvendelse fra et spansk-dansk par, som ville høre, om Den Hirschsprungske Samling var interesseret i at låne deres 31 mindre skagensmalerier. En del af disse værker, som aldrig før er blevet vist på et dansk museum, hænger nu primært i den første del af udstillingen, som er inddelt i fem temaer: "Drømmenes strand", "Hårdt arbejde og fare på færde", "Danmark opdaget på stranden", "Strandture" og "Nye horisonter".

De tematiske kapitler er adskilt af skråthængte, transparente tekstiler i strandfarver, og sørme om ikke vi også får en videoprojektion af solen at se på en væg og også oplever brændingen, hvor bølgerne skyller ind på det sandfarvede gulvtæppe. De levende billeder ledsages af lydoptagelser af bølgeslag. Dette sanseforførende tilskud til udstillingen giver os oplevelsen af at være på stranden, mens vi tørskoede arbejder os igennem udstillingen.

Lær af litteraturenIndtil cirka 1830 havde stranden generelt spillet en mindre vigtig rolle i kunsten. Men herefter bliver kysten og det folkeliv, som udspiller sig på stranden, til et væsentligt motiv i mange danske kunstnerskaber.

Ud over malerierne oplever vi stranden, som den ses med både naturvidenskabens og klimakritikernes briller. Faktuelle oplysninger leveres i montrer og på monitorer: Danmarks kystlinje måler tilsammen 8750 kilometer, og vi kan aldrig være mere end 40 kilometer væk fra en kyst i vores lille land. I fremtiden vil vi derfor være ekstremt eksponeret for de stigende vandstande og for uforudsigeligt vejr med vilde storme og perioder med skybrud og oversvømmelser, som følger med klimaændringerne, oplyses det.

P.S. Krøyers "Sommeraften ved Skagens Strand. Kunstneren og hans hustru", 1899, markerer de første ti års ægteskab for Danmarks mest berømte kunstnerpar. Man bemærker de dramatiske undertoner: Midt på stranden er parret ved at glide fra hinanden, men den trofaste hund har Krøyer helt styr på. Foto: Den Hirschsprungske Samling Litteraturprofessor Søren Frank har finkæmmet skønlitteraturens beskrivelser af havet og menneskets omgang med det, for der kan vi rent faktisk hente megen konkret viden. I en lille video fortæller han, at vi mennesker har sat processer i gang, som viser, hvor dygtige vi har været til at tæmme naturen. Imidlertid har vi nu mistet kontrollen over disse processer, og i vores levetid vil det ikke være muligt at standse temperaturstigningerne. 

Det er næppe vejen frem at tro, at man kan tæmme havene ved at bygge diger og sluser, forlyder det. I stedet bør vi lade vandet opføre sig naturligt og give det plads til at løbe sig træt, inden det når civilisationen, mener han – stadig med afsæt i skønlitteraturens havskildringer.

Digteren og maleren Holger Drachmann (1846-1908) fik efter "hundredårsstormen" den 13. november 1872 i opdrag at skildre eftervirkningerne af denne altødelæggende stormflod i det københavnske Dagbladet. Især Lolland-Falsters østvendte kyster blev ramt – og blev det jo igen i efteråret 2023. Det var et skrækkeligt syn for den følsomme digter at besigtige ødelæggelserne og deres negative konsekvenser for mennesker, dyr, natur og bygninger i området. Under stormfloden havde jord og hav byttet plads mange steder, hvor ituslåede skibe lå langt inde på landet, og huse var endt i havet. Drachmanns maleri "Fra stormfloden 1872" skildrer netop de sønderslåede skibe på havet foruden skibe, der er skyllet ind på land.

Kunstnerne var reportereFlere anekdotiske malerier viser fiskernes – for byboerne – eksotiske og dramatiske liv. Ud over de kendte malere Michael Ancher (1849-1927) og P.S. Krøyer (1851-1909) gælder det især Carl Bloch (1834-1890), Martinus Rørbye (1803-1848) og Jørgen Roed (1808-1888), og flere andre kunstnere skildrer fiskerfamilier, der sidder inde på land og skuer med angst og bæven ud over havet for at få øje på kutteren med de mandlige familiemedlemmer mellem de frådende bølger.

Dengang havde man jo hverken tv eller radio, så kunstnerne var også en slags billedreportere, der fortalte dem derhjemme om livet i den store verden. Meget få mennesker havde mulighed for at rejse ud på den tid.

Hvem kan holde badeferie? Tjenestepigen, der bærer herskabets tunge kufferter? Næppe. Den lokale, som kigger på de fremmede, der invaderer hans hjemegn? Næppe. En veritabel folkevandring af repræsentanter fra middelklassen holdt fra 1870 og frem sommerferie ved de danske kyster. Her skildret at Bernhard Middelboe i hans maleri "De første sommergæster" fra 1882. Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner De danske havne kom sent til: Skagen fik først en fiskerihavn i 1907, hvorefter stranden forsvandt som arbejdsplads, da fiskerne nu arbejdede fra havnen. Nu var det badegæsternes tur til at indtage strandene. Bernhard Middelboes (1850-1931) maleri "De første sommergæster" (1882) viser, hvordan en lokal beboer iagttager et pænt og nydeligt par, som bevæger sig ned mod stranden, mens deres tjenestepige halter efter med bagagen. Nu skal de fine byboere "ligge på landet", som det hed dengang, det vil sige trække frisk luft ind og kaste sig i bølgen blå. Dette er dog hverken tjenestepigen eller den lokale mand forundt. Stadig flere velsituerede folk fra storbyerne søgte mod strandene fra 1870'erne og frem.

Hornbæk og Skagen blev populære badebyer, efter at kunstnerne som de første havde opdaget disse byers charme. Det går næsten altid sådan: Efter kunstnerne kommer trendsætterne i form af de intellektuelle, nysgerrige og kreative, dernæst de veluddannede fra middelklassen og til slut de kapitalstærke borgere. Herefter er vejen banet for masseturismen, og jagten går ind efter nye og mere upåagtede steder. 

Frants Henningsens motiv er et eksempel på valørmaleriet, hvor hele motivet males med ganske få farver, men i et bredt spektrum fra den lyseste til den mørkeste tone. Her er det hans "Strandparti fra Hornbæk", 1883. Foto: Den Hirschsprungske Samling Forfatteren Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887) var indlogeret på et hotel ved Blokhus i 1865. Han var nærmest synsk i sin foregribelse af fremtidens masseturisme: Han frygtede, at "naar alt dette bliver bekjendt, gaaer idyllen af Blokhus – endskjøndt et lille tykke Klit kan man vel faae Lov at beholde i Ro".

Et sted for religiøse tankerDen gennemresearchede udstilling lader os gennem værkerne opleve himlen, som hvælver sig uendeligt over havet med horisonten, der er linjen mellem det dennesidige og kendte og det hinsidige og ukendte derude, hvor den synlige verden ender, og vores blikke kan indstilles på uendeligt. De danske kunstnere havde dog ikke samme sans for metafysikken og fortabelsen i naturen som eksempelvis den tyske universalromantiker Caspar David Friedrich (1774-1840). Imidlertid er de generelt brillante, når de gengiver den danske natur, så vi i dag kan opleve, hvordan mange af vores kyststrækninger så ud før industrialismen.

Stranden er et privilegeret sted for kontemplation og religiøse tanker. Den er et overgangssted mellem land og hav – en rand, en kant eller et skel, der forandrer form og "tekstur" på grund af tidevandet og stormene. Den ligger således ikke fast, men formes konstant af naturkræfterne. Imidlertid har kunstnerne fastholdt den for evigt i deres malede "snapshots". På stranden føler vi os ofte små. Det fremgår især af de malerier, som viser stranden, havet, himlen og horisontlinjen uden mennesker.

Lad os give Søren Kierkegaard (1813-1855) det sidste ord: "[...] midt i Naturen [...] træder Mennesket ud som Naturens Herre, men han føler ogsaa, at der i den viser sig noget Høiere, Noget, han maa bøie sig for; han føler en Nødvendighed af at hengive sig til den Magt, som styrer det Hele."

En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910. Den Hirschsprungske Samling. Til den 11. januar 2026. Efterfølgende bliver udstillingen vist på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Katalog med forskningsbaserede artikler af Karina Lykke Grand, Rasmus Kjærboe, Lilian Munk Rösing, Karen-Lisbeth Göricke, Emmy Laura Pérez Fjalland, Siw Ranis og Carl Neumann.