64-årige Lene Kaaberbøl er en af Danmarks mest succesrige og bedst sælgende forfattere. Hun har udgivet over 40 bøger, de fleste alene, enkelte sammen med forfatterkollegaen Agnete Friis. Langt de fleste af bøgerne er skrevet i fantasygenren og har børn og unge som målgruppe, men læses også af voksne. Mange af bøgerne er oversat til en række sprog og solgt i op mod 30 lande, og de samlede salgstal er nået op på flere millioner.

”Jeg bliver så glad, når jeg tænker på mine læsere. Bare det at vide, at nogle børn er begyndt at læse, fordi de har læst mine bøger. Det gør mig rørt,” siger Lene Kaaberbøl, da vi sidder inde i den lavloftede stue med udsigt til haven, hvor der gror græs, brombærkrat, hyldebuske, brændenælder, hortensia og roser.

”Min hund og min have er det, der gør mig glad. Det er mine største glæder og grunden til, at jeg kommer op hver dag,” siger Lene Kaaberbøl. 

Kunne ikke taleFor otte år siden blev hun ramt af to blodpropper, og i august 2023 fik hun en hjerneblødning, mens hun sad i sin fjernsynsstol. Hun var alene i huset, og mens hun sad lænet op ad den hvide pude med colombiansk broderi i stærke farver, mærkede hun, at noget ikke var, som det plejede.

”Jeg følte mig mærkeligt tilpas og var klar over, at noget var galt. Jeg tog mobiltelefonen og prøvede at ringe, men kunne ikke. Jeg blev siddende lidt i håb om, at jeg ville få det bedre. Men det blev kun værre,” fortæller hun.

Da hun mærkede, at hun havde svært ved at bevæge sin højre hånd, blev hun for alvor klar over, at noget var galt, Hun kunne heller ikke længere sige andet end nogle underlige uartikulerede lyde. Hun havde svært ved at tænke klart, men vidste, at det gjaldt om at få hjælp hurtigst muligt. Så hun satte sig ud i sin hvide Toyota Yaris og kørte mod Haslev, hvor hendes nærmeste veninde bor.

”Min veninde fik skaffet hjælp, og jeg blev kørt til hospitalet i Roskilde, hvorfra jeg blev overført til Slagelse. Senere blev jeg sendt til Næstved, hvor jeg var i halvanden måned, inden jeg fik et ophold på et genoptræningscenter i Faxe, hvor jeg var i næsten fire måneder,” siger Lene Kaaberbøl.

Hun taler langsomt og må holde pauser. Det kræver meget energi af hende at tale, ikke fordi ordene er væk i hendes hoved, men fordi hjerneblødningen ramte talecentret, og trods massiv og fortsat genoptræning har hun stadig besvær med at få ordene frem.

"Jeg har altid haft det fint med at være alene, og det har jeg også nu. Jeg er ikke bange, og jeg er heller ikke ensom," siger Lene Kaaberbøl. Foto: Johanne Teglgård Olsen Debuterede som 15-årigLene Kaaberbøl har altid været et sprogmenneske, men først og fremmest en fortæller. Som barn holdt hun af at være alene og mærkede, at hun var anderledes end andre børn. Hun begyndte allerede som otteårig at skrive historier, og som 15-årig udgav hun sin første bog, en historie om hestepigen Tina. På det tidspunkt var Lene Kaaberbøl selv en hestepige, og da hun havde læst alle hestebøgerne på det lokale bibliotek i Malling ved Aarhus, hvor hun voksede op, virkede det oplagt selv at skrive en bog inden for genren.

Siden har hun bevæget sig fra den realistiske genre over i fantasy, og hun har gennem flere årtier været kendt som Danmarks fantasydronning. Især serien om ”Skammerens datter”, Dina, der har arvet sin mors evne til at se helt ind i menneskers sjæl og dermed aktivere deres skam, gjorde hende berømt og elsket. Både fortællingerne om Dina og den efterfølgende serie om ”Vildheksen” er blevet filmatiseret, og ”Skammerens datter” er blevet omsat til teater. 

"Det er en stor glæde for mig at opleve, at mine fortællinger lever videre,” siger Lene Kaaberbøl.

Som barn gjorde hun sig ingen forestillinger om, hvordan livet som forfatter ville forme sig. Hun tænkte kun på, at hun ville skrive. Alt, hvad der handlede om at promovere bøgerne, stille op til interviews, deltage i bogmesser og meget andet, havde hun ingen tanker om. Men fra hun i 2002 sagde sit job som gymnasielærer op og besluttede at skrive på fuld tid, kom alt det udadvendte arbejde efterhånden til at fylde mindst lige så meget som selve skrivearbejdet. 

”Den del savner jeg ikke, for det har aldrig været det, der har drevet mig. Jeg valgte på et tidspunkt at flytte fra København, fordi jeg kunne mærke, at alt for meget af min tid og energi gik med andet end at skrive, og jeg manglede tid til den nødvendige fordybelse,” siger hun.

Hjemmehjælp til hundenLene Kaaberbøl flyttede tilbage til sin fødeegn og fandt en bolig langt ude i skoven syd for Aarhus i en nedlagt vandmølle ved Giber Å. Her havde hun ro til at skrive og plads til at have hunde og hest. 

”Jeg har altid haft et tæt forhold til dyr. Når andre taler fascineret om at rejse ud i rummet for at søge efter levende væsner, tænker jeg, at vi har de mest fantastiske levende væsner lige omkring os,” siger hun med henvisning især til de hunde, hun har haft gennem livet. ”Før hjerneblødningen havde jeg fire hunde her, men dem kunne jeg jo ikke tage mig af, mens jeg var indlagt. Min veninde overtog dem, og da jeg så flyttede hjem, fik jeg Billie, som hidtil havde boet hos hende. Hun trivedes ikke så godt med alle de andre hunde omkring sig. Her kan hun være noget særligt og have mig for sig selv,” siger Lene Kaaberbøl.

Hun tilføjer, at Billie også er meget glad for, at der tre gange om ugen kommer besøg fra hjemmeplejen, for Billie er overbevist om, at besøgene kun er for hendes skyld.

Lene Kaaberbøl understreger, at hun oplevede stor venlighed og dygtighed på sygehusene og på genoptræningscentret. Både plejepersonale og specialister inden for fysioterapi, ergoterapi, talepædagogik og neuropsykologi hjalp hende, og også efter at hun er flyttet hjem, har hun kun ros tilovers for den hjælp, hun får, både fra hjemmepleje og talepædagog og på genoptræningscentret, hvor hun fortsat træner tre gange om ugen.

Kop te nummer to var det bedsteSiden Lene Kaaberbøl flyttede hjemmefra, har hun boet alene, og hun har ikke været gift eller fået børn. Hun har i de senere år i stigende grad søgt ro, og efter et år på øen Sark i Den Engelske Kanal syd for Englands kyst flyttede hun først til Bornholm og derefter til Stubberup, hvor hun nu har boet i over seks år.

”Jeg har altid haft det fint med at være alene, og det har jeg også nu. Jeg er ikke bange, og jeg er heller ikke ensom. Jeg har min veninde, min søster, der bor i Humlebæk, og min hund og min have. Det eneste, jeg frygter, er, at jeg ikke kan blive boende her, for jeg kan ikke længere passe haven selv, og min havemand har sagt op,” siger Lene Kaaberbøl og kigger lidt frem for sig. På bordet ligger æsker med forskellige piller, som hun skal tage dagligt. Hun har ikke smerter, men hun har en række fysiske mén, og hun kan ikke gøre tingene så hurtigt som tidligere.

”Det værste er, at jeg ikke kan skrive. Siden jeg begyndte at skrive, er jeg vågnet hver eneste morgen og har haft lyst til at komme i gang med at skrive. Da jeg blev forfatter på fuld tid, var jeg en meget lykkelig forfatter. Det bedste var at kunne tage kop te nummer to hver morgen og gå stille og roligt i gang med at skrive i stedet for at skulle ud ad døren,” siger hun.

”Når jeg ikke kan skrive, ved jeg ikke, hvem jeg er. Men i Billies øjne er jeg bare den, jeg er,” siger Lene Kaaberbøl om sin hund, Billie. Foto: Johanne Teglgård Olsen Har mistet plotmotorenAt hjerneblødningen har ramt Lene Kaaberbøls tale, er ikke det største problem. Problemet er, at hun siden de to blodpropper ikke har kunnet få historierne til at hænge sammen. 

”Jeg har mistet min plotmotor. Bedre kan jeg ikke beskrive det. Jeg har stadig min fantasi, og jeg kan huske mine drømme. Jeg har masser af billeder i hovedet, men jeg kan ikke længere få en fortælling til at vokse frem ud fra en detalje, jeg ser for mig,” siger hun. 

I årene efter de to blodpropper forsøgte hun at skrive en fantasyroman for unge, og hun afleverede også manus til et forlag. Men forlaget vurderede, at kvaliteten ikke var høj nok. Så vidste hun, at det var slut. Og da hjerneblødningen ramte, var det et mere end almindeligt kraftigt slag. 

”Når jeg ikke kan skrive, ved jeg ikke, hvem jeg er. Men i min hunds øjne er jeg bare den, jeg er,” siger hun med blødhed i stemmen.

Lene Kaaberbøl har aldrig skrevet om sig selv eller brugt sit eget liv og egne erfaringer i sine bøger.

”Mine personer er nogle andre end mig og har helt andre erfaringer. De har deres eget liv, og det er lidt sørgeligt for mig, at jeg ikke kan skrive deres liv videre. Jeg ved ikke, hvad der er sket dem, siden jeg slap dem, og det føles mærkeligt,” siger hun.

Til gengæld er det en stor glæde for hende at opleve, at hendes bøger stadig får nye læsere, og at mennesker, der har læst bøgerne for år tilbage, kan berette, at bøgerne har ændret deres livsbane.

”En ung mand kom engang hen til mig og sagde, at mine bøger havde fået ham til at begynde at læse. Han var ordblind og havde ikke brudt sig om bøger overhovedet. Men mødet med mine bøger ændrede på det, og i dag arbejder han som redaktør,” siger hun.

Et slag af dragehalenSom barn læste Lene Kaaberbøl meget – og helst drengebøger, for de var mere spændende, syntes hun. Pigebøgerne og alle de socialrealistiske fortællinger, som var på mode i børnelitteraturen dengang, fandt hun simpelthen kedelige. I fantasy- og eventyruniverset hos blandt andet Tolkien og Ursula K. LeGuin fandt hun til gengæld nogle af de elementer, som hun mener, at mennesket har brug for at møde i en fortælling. 

”Det kan godt være, at man skal frygtelige ting i gennem, og hele verden står på spil, men drager kan besejres. Fantasy kæmper i den grad for at bibeholde illusionerne og hævder hårdnakket, at mennesker kan opføre sig retfærdigt, og tingene kan gå ordentligt til,” som hun sagde i et interview her i avisen i oktober 2004. 

Uddybende om sit eget livssyn sagde hun: ”Jeg er ikke naiv optimist og kan sagtens se, at der sker forfærdelige ting i verden, men jeg nægter at sætte mig ned og være håbløs over det. Måske får jeg en ordentlig en af dragehalen, men det er ikke en undskyldning for ikke at prøve.”

Efter hjerneblødningen skræmte det hende at have mistet sproget, men hun var parat til at kæmpe, og da sygehuspersonalet vurderede, at hun kunne genvinde sproget, gik hun på med krum hals.

”Ved mit første møde med talepædagogen, sagde hun til mig, at jeg skulle sige ’æble’. Jeg tænkte ’det kan jeg ikke’. Men det kunne jeg. Det var et stort øjeblik, for fra da af vidste jeg, at jeg kunne gøre fremskridt,” siger hun.Alligevel er hendes historie ikke en fantasyfortælling, siger hun. For selv om hun kan få øje på gode ting i sin tilværelse, er der ikke lagt op til nogen lykkelig afslutning.

”En dag får jeg en hjerneblødning, og så slutter det det. Det er ikke noget, lægerne har sagt; det er noget, jeg bare ved. Og det har jeg sluttet fred med," siger hun. "Døden er jeg ikke bange for, for jeg ved, hvordan det skal ske, og det er der en vis lettelse i."

Siden dette interview blev foretaget, er Billie død, og Lene Kaaberbøl har i stedet anskaffet sig en ny hund, en chihuahua-hvalp, der hedder Ella. Hun har svært ved at forestille sig en hverdag uden en hund.