Jeg er en mand midt i 40'erne med forældre i 70'erne.

For cirka et år siden kørte jeg min mor på krisecenter, efter at jeg ikke havde haft kontakt til mine forældre i to år. Og i den proces har jeg gjort op med min barndom, som har været svær.

På krisecenteret fortalte min mor, at min far havde været voldelig fra starten af deres forhold. Hun blev, fordi hun syntes, at han også havde mange gode sider. Intelligent, opmærksom, sjov og charmerende. Fordi det havde været så stormfuldt, så besluttede de at stifte familie sammen; at få et barn, for at stabilisere forholdet. Jeg blev derfor til i en forventning om, at jeg skulle give dem ro. Senere kom min lillebror.

Et af mine første minder var, at mine forældre skændtes, min mor græd, mens min far blev vred over det, hun sagde. Jeg må have været tre eller fire år, jeg gik imellem dem og bad dem om at holde op med at skændes.

Min far var også voldelig mod min mor og imod mig med tiden. Jeg har ikke været så gammel, da han begyndte at slå mig, måske seks år. Men der kom ofte en forklaring bagefter; at han jo også var blevet slået, da han var barn, af både hans far og de voksne i hans skole, og der havde de slået hårdere.

Min far accepterede ingen fejl hos andre. Når han selv tog fejl, blev han meget vred og fordrejede virkeligheden, sådan at det ikke var hans skyld, men altid andres. "Manden, der ikke kunne tage fejl", plejede jeg at tænke om ham.

Når min far var vred, så hændte det, at min mor gik ind til mig på mit værelse. Det var, som om hun følte sig mere sikker hos mig. Jeg vidste, at det var forkert, at det var mig, der tog det ansvar, men også at jeg var tvunget til det. Mine forældre kunne have gode dage, men jeg vidste, at det kun var midlertidigt og ikke stabilt. Der var bølgetoppe og -dale, og jeg var altid på vagt.

Jeg kunne i mange år, også som voksen, ikke sige nej til min mor, når hun var ked af det. I årtier kunne jeg ikke holde en grædende kvinde ud, jeg blev angst, som om jeg skulle til at gøre noget, jeg ikke havde lyst til, for at få det til at stoppe. Det blev et svagt punkt, jeg ikke kunne rumme i mine senere forhold. Og jeg skulle op i 40'erne, før jeg kunne give udtryk for det. Fordi jeg var meget fokuseret på, at jeg ikke skulle blive vred som min far. Det sikrede jeg ved at sørge for, at andre følte sig trygge og forstået, jeg skammede mig, hvis der var den mindste tvivl.

På krisecenteret fortalte min mor, at hun også var blevet opfordret til at forlade min far af kolleger, venner og bekendte gennem tiden. Men hun havde ikke villet, da hun følte en stor skam over situationen. For hvad ville naboer og hele byen ikke sige, hvis de fandt ud af det.

På krisecenteret brød hun sammen og sagde, at hun bare var så taknemmelig for, at jeg havde hentet hende, fordi hun tror, aldrig at hun havde klaret det selv. Jeg burde være stolt, tilfreds og glad. Jeg var skuffet, følte mig tom. Fordi det betød, at jeg igen var den voksne og hun ofret, barnet. Jeg var den, der kunne tage ansvar, ikke hende. Det blev en bittersød redning af min mor.

Jeg sagde en dag til hende, at jeg havde ønsket, at det var hende, som dengang havde taget mig og min lillebror på krisecenter. Og at det havde været svært for os at være i dengang. Det var hun overrasket over. Jeg sagde også en gang til mine forældre: "Det er jer, der er forældrene, og os der er børnene." Mine forældre skulle ikke have haft børn. Det er jeg ikke i tvivl om.

Det var forældrene, som ikke havde forladt deres smertefulde barndom, og de havde brug for nogle voksne, det blev mig og min lillebror af mangel på bedre. Det var tosserne, som drev anstalten. Det kostede vores barndom og ungdom. Og det kommer jeg aldrig til at tilgive dem.

Jeg har været igennem terapi ad flere omgange for at rydde op i fortiden, for at sikre at min bagage ikke kommer til at lægge mine nære til last, for at det ikke bliver en del af min identitet. Det jeg vil spørge om er derfor ikke hjælp til at stå ved mig selv, hvordan jeg skal tackle andre mennesker, eller danne nye relationer, det hviler jeg efterhånden i. Men det, jeg vil spørge brevkassen om, er grundlæggende:

Hvad bør et barn kunne regne med fra sine forældre? Det femte bud siger, at du skal ære din far og din mor. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal ære min far, og jeg vil intet arve fra ham. Og i forhold til min mor: Kan man forvente, at en kvinde skal beskytte sit barn imod vold, mere end hendes eget følelsesliv tillader? Jeg ved det ikke selv. Det er nogle brikker, jeg mangler, og vil være taknemmelig, hvis I kunne give et bud på, hvordan de kunne se ud.

Med venlig hilsen Henrik

Kære Henrik

Mange tak for dit lange brev, som vi bringer i forkortet udgave. Vi er taknemmelige for at læse dit brev i dets fulde længde. Du beskriver med en filmisk præcision de nedslag i din barndom, som har haft afgørende betydning for din personlige udvikling og gjort dig til den reflekterede person, som du er i dag.

Din beskrivelse af dit barndomshjem minder os om en bog, som desværre ikke er oversat til dansk. Den hedder "Stop Walking on Eggshells", på dansk: Stop med at gå på æggeskaller. I bogen fortælles der om, hvordan det føles som at gå på æggeskaller, når man vokser op med forældre eller søskende, som er uforudsigelige og stemningsmæssigt skiftende, og hvor volden, hvad enten den er psykisk eller fysisk, ligger lige under overfladen og når som helst kan bryde frem. Et forkert ord, et forkert blik, en forkert handling, den mindste begivenhed kan udløse en stor følelsesmæssig ustabilitet og vrede. Det er en erfaring af at være i et grænseløst landskab, hvor man ikke ved, hvad der kommer om det næste hjørne Derfor er man barn i konstant alarmberedskab. Det er som at gå på æggeskaller, man passer hele tiden på med, hvad man siger og gør.

Du spørger, hvad et barn kan regne med fra sine forældres side? Som barn kan man godt forvente noget af sine forældre. Det normalt forventelige er, at voksne er kærlige og ansvarlige og tager sig af børnene, så børnene får fred, tryghed og passende udfordringer til at kunne udvikle sig, så de i stigende grad selv kan tage ansvar for deres eget liv og udfolde sig. Når voksne i en familie er uansvarlige, giver de indirekte børnene ansvaret for eksempel at skulle glatte ud, gyde olie på vandene og på alle måder være på forkant, sådan som du også beskriver det.

Du har en høj grad af indsigt i, hvad der er foregået i din familie, og hvordan det har påvirket dig. Vi vil alligevel pege på sammenhængen mellem det, at du som barn tog et voksent ansvar og så den tilbagevendende skamfølelse, du beskriver i dele af dit brev. Der er en nøje sammenhæng mellem ansvar, skyld og skam. Du kunne ikke gøre andet end det, du gjorde som barn. Dine forældre var alt for optagede af dem selv og deres egen offerrolle til at se dig som et barn, de skulle have omsorg over for. Det virker, som om at de fortsat ikke er voksne, men lever i en fordrejet virkelighed, en slags parallelverden, hvor der findes andre realiteter, end dem du og andre ser og oplever. For eksempel er din far i egen optik helt ufejlbarlig, og han fremstiller sig selv som offer. Det virker, som om ingen af dine forældre evner at holde et spejl op foran sig selv og se deres egne svigt i øjnene. Der var ingen normale grænser, da du var barn, og du fik ansvaret og dermed også skylden, og den skyld medfører skam. Vi tror, at det forklarer den skamfølelse, der har været så fremtrædende hos dig, og som særligt kommer frem, når du egentlig ønsker at sige nej eller sætte grænser. Ud over at få et voksent ansvar som fire-femårig har du også fået skylden og skammen.

Hvordan skal man med hele den historie ære sine forældre? Ja, det er et tankevækkende spørgsmål. At ære et andet menneske vil sige, at man respekterer og agter vedkommende. Buddet om at ære sin far og mor er, ligesom buddet om at elske sine fjender, blevet misbrugt i retning af krav om at nære helt bestemte følelser. Men at respektere og agte et andet menneske vil også sige at møde en anden med værdighed. Det gør du, når du møder din mor som den ansvarlige voksne, du forventer, hun er, og at du derfor ikke tager ansvar for hende. Det er ikke din opgave at redde hende gentagne gange fra situationer, hun selv er ansvarlig for. Hun er voksen og bør derfor selv kunne føre sin tilværelse. At møde hende med den forventning og være over for hende, sådan som du vil være over for enhver anden voksen, det er udtryk for respekt.

At ære en anden kan også være at holde op med at "gå på æggeskaller" i samværet med en, der er følelsesmæssigt ustabil og uansvarlig, fordi man simpelthen ikke vil lade sig koste rundt med mere af den andens op- og nedture. At ære kan også være at stoppe med at lade sig manipulere med af den andens offermentalitet, fordi man nægter at være med til at fordreje virkeligheden. Det er faktisk det, du gør i dag, og det gør du godt. Du besøger din mor og viser på den måde omsorg, og du er en god rollemodel for dine børn.

Du kan til en vis grad forstå dine forældres baggrund for at handle, som de gjorde. Det vil sige, at du har evnen til at mentalisere, altså sætte dig i andre menneskers sted og forstå både deres og dine egne reaktioner, hvilket er en evne dine forældre fuldstændig har manglet.

Du skriver om ikke at kunne tilgive din far, og måske heller ikke din mor. Der er forskel mellem tilgivelse og forsoning. Når vi tilgiver, beslutter vi os for ikke at hævne det onde, andre har gjort mod os. Det har du allerede besluttet. Forsoning er en genoptagelse af relationen, og den forudsætter, at dine forældre kan indse og erkende deres skyld og give dig en undskyldning.

Vi læser, at du har opgivet forsoning med din far, men ikke helt har opgivet at blive forsonet med din mor. Det kræver, at hun tager ansvar for sin del af alt det dårlige, der skete for dig i jeres familie. Vi tror, at det kan være svært at få din mor til at indse dette og oprigtigt sige undskyld til dig.

Måske skal du sætte dig selv helt fri ved at tilgive dine forældre? Så binder du mindre energi i alt det, der alligevel aldrig var dit ansvar og heller aldrig burde være lagt på dine skuldre.

Mange venlige hilsner fra Inger og Lone

Læge Inger Uldall Juhl og sognepræst Lone Vesterdal svarer på læsernes spørgsmål om livet. Har du et spørgsmål til dem, kan du sende en mail til brevkasse@k.dk.