Nr. 131
K_artikler Opdater⟳ ☝️
5 stjerner: Suverænt vellavet ny film spejler det hovedløse USA Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 20:00:00
I de måneder, da menneskeheden famlede sig gennem coronapandemien, forekom det indlysende, at filmverdenen, ja, hele kulturen, skulle bruge de efterfølgende år på at reflektere over den undtagelsestilstand, vi havde været gennem. Det var oplagt. Hvis ikke vores civilisation var vendt på hovedet, var den i hvert fald vendt på siden. Tiltet. Benene var sparket væk under alle normale handlingsmønstre. Og hvad skete der så? Ikke ret meget. Faktisk næsten nul og niks. Mange film har brugt coronaen som et slags krydderi på fortællinger, der handler om noget helt andet. Men i almindelighed har filmverdenen været sært indifferent over for pandemien og dens tiltede verdensbillede. Ingen har stillet de oplagte spørgsmål: Hvad gjorde nedlukningen ved os? Hvad fortalte den om os? Hvad lærte vi? Det spørger amerikanske Ari Aster heller ikke om med sin nye film "Eddington", der måske er den hidtil mest ambitiøse film om pandemien. Men han dykker ned i den sære fornemmelse af uvirkelighed, der ledsagede den. Og undervejs skaber han – på sin aldeles egen måde – et portræt af et moderne USA, der spejler sig i pandemien. Et land, der er godt i gang med at gå op i limningen. Ingen ser ud til at vide, hvad der er op eller ned, sandt eller falsk, virkeligt eller uvirkeligt i maj 2020 i den lille by Eddington i New Mexico. Især ikke sheriffen Joe Cross (Joaquin Phoenix), der skal sikre ro og orden under en pandemi, som han selv forholder sig yderst skeptisk til. Paranoiaen hersker, og i et forsøg på at finde mening med det hele beslutter Cross sig for at stille op som borgmester i konkurrence med bedsteborgeren Ted Garcia (Pedro Pascal), der repræsenterer den elite, Cross mistænker for at have opfundet pandemien. Midt i paranoiaen dukker en tågesnakkende og hostende vagabond op i byen, mens en gruppe venstreorienterede unge demonstrerer for sortes rettigheder under parolen Black Lives Matter. Og så er forholdet til Cross' kone, Louise (Emma Stone), i øvrigt temmelig skidt. Joaquin Phoenix spiller sheriffen i en flække i New Mexico og Pedro Pascal er borgmesteren, der kræver, at alle skal bære mundbind, hvilket sheriffen ikke er enig i. Foto: Pressefoto Det gør ikke situationen mere overskuelig, at Ari Aster langtfra er en instruktør, der tager sit publikum i hånden og fører os pædagogisk rundt i sine fortællinger. Her er det ikke således, at den ene scene fører til den næste, indtil vi til sidst befinder os i selskab med en krystalklar pointe. Tværtimod. Aster er stor fan af forvirring. Og af den usikkerhed, der får os til at stille de mest spændende spørgsmål. Asters forrige film, "Beau Is Afraid" (2023), berettede om en mand med en eklatant moderbinding, men først og fremmest bestod den af en række ekstremt virtuose og minutiøst planlagte scener, der understregede den ekstreme emotionelle tumult i hovedpersonen Beau. "Eddington" fungerer på samme måde. Portrættet af et land uden et fællesskab bliver skabt gennem Joe Cross' totale mangel på et anker i tilværelsen. Han er det USA, der efterhånden ikke ved, hvad det selv er. Altså kan man hurtigt indvende, at "Eddington" ikke handler om det, den siger, den gør – coronapandemien – men derimod om USA. Eller om en verden og en menneskehed, der har mistet sit fokus og løber rundt som en høne uden hoved. Det er det, der gør Ari Aster til en af tidens mest udfordrende og spændende instruktører. Han følger ingen vedtagne konventioner. Han opfinder sine egne verdener. Og de er suverænt velkomponerede. Fyldt med vinkler, vi ikke har set før. Bindegale og i fuld kontrol på samme tid. Proppet til randen med spændende spørgsmål, som publikum selv må stille. "Eddington". Instruktion: Ari Aster. Kamera: Darius Khondji. 148 minutter. USA/Finland 2025. Premiere: den 31. juli. Tryk for at læse mere
Nr. 130
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Den blåvingede ørkengræshoppe er smuk, men godt kamufleret. Hold øje med dem på varme steder! Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 20:00:00
De fleste kender de store, grønne løvgræshopper, som synger højt i sensommeren. Der findes to dominerende grupper af græshopper: løvgræshopper og markgræshopper. Løvgræshopperne har lange, tynde og piskeformede følehorn, de er som regel grønne, og de er ofte rovdyr. Markgræshopperne har korte, stavformede følehorn, de har forskellige kamuflagefarver og er planteædere. Der findes godt 1000 arter af græshopper i Europa, men langt de fleste er varmekrævende og lever kun i Middelhavslandene. I Danmark yngler kun 11 arter af løvgræshopper og 16 arter af markgræshopper. En af de mest spændende markgræshopper er den blåvingede ørkengræshoppe, som er yderst almindelig i Sydeuropa. Den er fantastisk godt kamufleret, når den hviler sig på jorden, i sandet, gruset eller på sten og klipper, men når man har lært sig at spotte dens tegninger og profil, ser man den tit i massevis i den tørre og varme natur ved Middelhavet. Hvis man skræmmer den blåvingede græshoppe, hopper den op og flyver hurtigt nogle meter væk, så årvågne aner glimt af bagvingernes himmelblå farve. Det var sådan sommerfuglekenderen Michael Andersen i 1974 opdagede arten i sandet ved Raghammer Odde på Bornholm, hvor den stadig har en lille ynglebestand. Før da var den kun kendt i nogle eksemplarer fra Als sidst i det 19. århundrede, men i 2024 blev den opdaget på Sydlolland i Saksfjed Vildmark, og det er nok en art, der vil brede sig i det sydlige Danmark i de kommende år. Den kamuflagefarvede forvinge og den lysende, blå bagvinge, som man aner i flugten. Foto: Michael Stoltze Levestedet på Bornholm er militært øvelsesterræn, og de mange forstyrrelser er en fordel for varmekrævende insekter. Faktisk er kørsel med kampvogne og granatnedslag en udmærket erstatning for de naturlige forstyrrelser, der ikke er her mere, fordi vi har udryddet urokser, vildheste, bison, vildsvin og andre store dyrearter, som havde kolossal betydning for plante- og dyrelivet. Så de militære øvelsesområder rummer noget af den mest artsrige natur i Danmark. Hunnen af den blå græshoppe bliver op til tre centimeter lang, mens hannen kun er omkring to centimeter. Hannen har en meget svag sang, som man næsten ikke kan høre, men kønnene finder hinanden og parrer sig i deres små kolonier, hvor hunnen lægger små ægkapsler i sandet. Hver kapsel indeholder omtrent 10 æg, der klækker næste forsommer. De små unger, der kaldes græshoppenymfer, ligner de voksne, men de er meget mindre og mangler lange vinger. De æder planter, og i løbet af seks-syv uger bliver de til smukke, voksne blåvingede græshopper hen i juli. De lever deres stille voksenliv i august-september. Hold øje med dem på varme steder! Tryk for at læse mere
Nr. 129
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Anne Katrine oversætter Bibelen fra hebraisk: ”Det er en værre banegård med en masse hensyn” Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 19:30:00
I Højsangen fra Det Gamle Testamente står der i det første kapitel: "Din elskov er dejligere end vin,/ dejligere end dine salvers duft." I hvert fald nogle år endnu. For når den nye bibeloversættelse udkommer i 2036 – og erstatter versionen fra 1992 – vil den sidste del af sætningen formentlig komme til at lyde: "Dine parfumers duft er vidunderlig." Det er professor i Det Gamle Testamentes eksegese ved Det Teologiske Fakultet på Oslo Universitet Anne Katrine de Hemmer Gudme, der står bag ordene. Hun fungerer som oversætter på den kommende udgave af Bibelen. "Sætningen illustrerer et princip, jeg har benyttet mig rigtigt meget af i oversættelsesarbejdet – og i min forskning og undervisning generelt. Det er, hvad jeg kalder for 'antropologisk oversættelse'. Jeg fokuserer ikke bare på at oversætte ordene, der står, men også ordenes betydning i den givne sammenhæng," siger hun via en videoforbindelse fra Norges hovedstad, hvor hun bor og arbejder. Hendes kundskaber inden for det hebraiske sprog kan føres tilbage til, at hun har studeret teologi på Københavns Universitet, hvor hun specialiserede sig i religions- og oldtidshistorie. Igennem de seneste mange år har hun forsket i skønhedsidealer, sanser, krop og materialitet i de gammeltestamentlige tekster, hvorfor hun ifølge Bibelselskabet er den helt rette til at oversætte Højsangen. Direkte oversat fra hebraisk lyder den ovennævnte linje nogenlunde: "Til velduft er dine olier fantastiske." Men "olier" giver en anden klang end den, der for den 45-årige oversætter at se er i teksten. "Det er formodentlig parfumerede olier, som er blevet gjort velduftende ved at tilsætte eksotiske krydderier. Der nævnes alle mulige eksotiske ingredienser i Højsangen. Det er jo en del af hele dens overdådige sanseunivers – med myrra, alle mulige smukke blomster, planter, frugter, luksuselementer og importerede krydderier." Der er ikke tale om salatolie. Det er parfumeret olie, som har været brugt enten på huden eller i håret for at få en person til at dufte godt, ligesom parfume anvendes i dag. "Hvis jeg siger 'olie' til dig på dansk, tænker du sikkert enten på den olie, vi pumper op af Nordsøen, eller på olivenolie. Og det var ikke det, jeg ville have dig til at tænke på, da det her er et skønhedsprodukt, der fortæller læseren, at manden, som det drejer sig om, er velplejet, lækker, og han er måske også lidt dyr, fordi han har råd til parfumeret olie," forklarer Anne Katrine de Hemmer Gudme. Når der i den nuværende oversættelse står "salver", er det i hendes optik også et eksempel på den tilgang, hun selv har brugt. Alligevel er der noget klinisk ved ordet, som ikke indfanger tonen i Højsangen. "Jeg testede det på nogle af mine kolleger. De fleste sagde, at de kom til at tænke på kopattesalve. Og det er jo ikke ligefrem den association, vi gerne vil have. I teksten er det tydeligt, at kvinden synes, at manden er guddommelig. Hvis det var i dag, ville det være Rolex, hummer og kaviar, men nu er det så i Det Gamle Testamente, så det er granatæbler, kanel og parfumeret olie," uddyber hun. En banegård af hensyn Grunden til, at hun omtaler sin arbejdsindsats med et "vi", er, at hun ikke har været alene om oversættelsen. Hun indgår i en oversætterenhed bestående af tre personer, hvor hun er såkaldt førsteoversætter. Det har været hendes opgave at lave et udkast til den samlede oversættelse af Højsangens i alt otte kapitler. Efter udarbejdelsen sendte hun det til Elisa Uusimäki, som er professor i Det Gamle Testamente ved Aarhus Universitet og "eksegetisk sparringspartner". Elisa Uusimäki er ikke oversætter, men gennem sit kendskab til bibelfortolkning og hebraisk har hun kunnet tænke med på de valg og ikke mindst noter – der "fylder fire gange så meget som selve teksten" – som Anne Katrine de Hemmer Gudme har foretaget og skrevet undervejs. "Den tredje person er Ursula Ankjær Olsen. Hun er digter og forfatter. Nok kan hun ikke hebraisk, men hun har en fantastisk fornemmelse for sprog, poesi og rytme. Hun har været virkelig god til at sige: 'Det kan godt være, at den her oversættelse er korrekt fra hebraisk, men jeg kan ikke forstå, hvad det er, der står i teksten. Vi er nødt til at arbejde med det her, idet jeg ikke får noget billede for mit indre øje, når jeg læser passagen. Der er bare sort.' Hun formåede at hive os andre ud af det 'filologiske nørdehjørne', som vi havde boret os selv ind i," pointerer hun. Den gode bibeloversættelse står dermed på flere vidt forskellige ben. Og den lykkes bedst, bemærker Anne Katrine de Hemmer Gudme, når der er en balance mellem dem alle. Derefter ryger oversættelsen videre til det næste led i processen: en fagredaktion nedsat af Bibelselskabet, som skal beslutte, om den dur. Og til allersidst skal en chefredaktion lægge sidste hånd på det hele. "Det er en værre banegård med en masse hensyn. Fra de øvre lag fik vi til at begynde med nogle dogmer, vi skulle arbejde ud fra. På den ene side skulle vi forholde os til traditionen og det teologiske. Altså, hvis der er en liturgisk brug af teksten, ville der så være en pointe i at bevare oversættelsen – eller at ændre den? På den anden side blev vi bedt om at lave så tekstnær en oversættelse som muligt, alt imens vi tog højde for dansksprogligheden, så det færdige resultat passer til mundret dansk – om 11 år," fortæller Anne Katrine de Hemmer Gudme. Når rosen knopskyder Særligt det med at tage højde for traditionen har været omfattende, anfører hun. I begyndelsen af Højsangens andet kapitel er der en kvinde, som siger: "Jeg er Sarons rose,/ dalenes lilje." Eftersom man stadig ved for lidt om, hvad det var for en blomst, personen, der skrev teksten i jernalderens Palæstina, havde i tankerne, er det svært med sikkerhed at fastslå, om oversættelsen er korrekt. "I nyere forskning er der ved at opstå en slags konsensus om, at det formentlig ikke har været en lilje, men en lotus. Desuden er 'rose' snarere et generisk ord for blomst. Grunden til, at diverse blomster, planter og dyr er blevet oversat, som de er, er typisk, at de var blevet oversat til græsk i Septuaginta og til latin i Vulgata – de gamle oversættelser af Det Gamle Testamente – eller at de er blevet tolket på en specifik måde inden for rabbinsk litteratur. Ingen af de respektive oversættere har haft ordbøger, sådan som vi har det i dag. Så det kan sagtens være, at de bare har tænkt: Jamen, jeg skal jo skrive et eller andet," oplyser hun. Hvis man ændrede de gamle betegnelser, ville det tilmed skabe rav i et hav af salmer, hvor roser og liljer indgår med reference til Højsangen. Derfor vurderede oversætterholdet, at traditionen skulle have lov til at trumfe den på nuværende tidspunkt mest korrekte oversættelse. Sammenlignet med de fleste romaner er der også mange, som har stærke holdninger til Bibelen. Det er Anne Katrine de Hemmer Gudme udmærket klar over. "Højsangen indgår imidlertid ikke i den klassiske bibelkanon. Jeg har indtryk af, at mange holder af den, men den indgår jo ikke i liturgien på samme måde som mange andre tekster. Og det er jeg, hånden på hjertet, ret lettet over. Jeg elsker naturligvis teksten, og den passer perfekt ind i min forskning. Ikke desto mindre tror jeg, at den kan gå lidt under radaren, når det drejer sig om de følelser, Bibelen kan vække i folk. Der er jo ofte nogle helt særlige forventninger til, hvad dens tekster er, skal og kan." Bibelen er for mange en trofast følgesvend gennem hele livet. Flere af dens tekster, indskyder hun, har også en vis indflydelse uden for kirkemurene. "Tænk blot på 'I begyndelsen skabte Gud …' og 'Det skete i de dage …'. De sætninger møder vi alle mulige andre steder. Jeg ved ikke, hvad MC Einar – rapgruppen bag sangen 'Jul det' cool' – ville sige, hvis man lavede begyndelsen på Juleevangeliet om." Meningen med galskaben Hebraisk er, konstaterer Anne Katrine de Hemmer Gudme, i en moderne kontekst et særdeles kropsligt sprog. En ytring vil tit være ledsaget af en bevægelse: "Vent" (רֶגַע – Rega) afføder eksempelvis en bestemt gestikulation. Desuden har sproget nogle grammatiske karakteristika, hvilket den allerede citerede strofe fra Højsangen tydeliggør. "Ordret står der 'Til velduft dine olier' efterfulgt af et adjektiv i en form for superlativ af 'godt'. Det kunne være 'fantastisk', 'vidunderlig', 'fremragende' eller lignende. Men der mangler jo så et verbum, som man her underforstår, samtidig med at ordstillingen er lidt mærkelig. På dansk vil vi rigtig gerne have subjektet eller grundleddet foran i stedet for at have det stående midt i. Sådan er det ikke på hebraisk. Af den grund må man flytte lidt rundt på elementerne, hvis det skal blive til en pæn tekst," noterer oversætteren. I og med at verballeddet kan udelades, ved man ikke altid, hvilken tid det er bøjet i. Og det volder selvsagt problemer, hvis det ikke er klart, om en gæst melder, at vedkommende "kommer i morgen" eller "er her nu". For at råde bod på forvirringen har man således på moderne hebraisk (ivrit) sat det i system, så en given bøjning knytter sig til en given tid. Noget andet, der kan være svært at gengive på dansk, er den rytme, Højsangen rummer. Det kommer blandt andet til syne gennem "parallelismer", påpeger Anne Katrine de Hemmer Gudme, som hebraisk poesi er fuld af. "Det vil sige, at man ved hjælp af to lidt forskellige udsagn, som egentlig dækker over det samme, udtrykker noget næsten identisk. På dansk virker de mest af alt som gentagelser, men som bibeloversætter vil man typisk forsøge at bevare parallelismerne, da man ved at fjerne dem ville pille ved noget i den pågældende tekst, som er en del af dens dna. Og det er en af grundene til, at vi i vores oversættelse har skrevet: 'Dine parfumers duft er vidunderlig./ Dit navn er flydende velduft.'" Denne redundans har man bevidst luget ud i den nuværende, autoriserede bibeloversættelse fra 1992, tilføjer hun. Så når hun og hendes kolleger denne gang har valgt at bibeholde de hebraiske særegenheder ved at gendigte dem på dansk, skyldes det, at oversætterne har haft et ønske om at være tro mod originalteksten. Men vigtigst af alt er de sproglige særtræk set fra hendes stol med til at give et indblik i noget, der er meget større end selve det at oversætte. "Hvis man kommer tilpas langt væk fra Danmark, opdager man ikke bare, at en ting, vi kender, kan betyde noget helt andet andre steder: Det går også op for én, at vi nogle gange har at gøre med to helt forskellige måder at konceptualisere mening på. Vi tror, at alle har en universel oplevelse af at være menneske i verden. Men når man ser, hvor forskellige sprog er – med alt, hvad det indebærer – kan man godt komme i tvivl. Det minder en god oversættelse os om." Tryk for at læse mere
Nr. 128
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristeligt Dagblad mener: Døende skal have bedre smertelindring. Nu Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:45:00
Hjælpen findes. I Danmark er der adgang til palliativ medicin, der lindrer og gør den sidste tid for dødeligt syge bedre at være i. Alligevel modtager hver femte patient med en livstruende sygdom ifølge Dansk Center for Palliativ Medicin ikke hjælpen. Det skriver talspersoner fra foreningen i en kommentar i Berlingske. At døende mennesker ikke får den specialiserede palliative behandling, de har behov for, fortjener og har ret til, er uansvarligt og uforståeligt. Det er ganske enkelt ikke et velfærdssamfund som det danske værdigt. Så hvorfor forholder det sig sådan? Det handler som nævnt ikke om, at behandlingen ikke findes. Det gør den. Derimod handler det om, at patienterne dør, før lægerne når ned til deres navn på ventelisten. Det er absurd, at mennesker, der er ved at dø og dermed af gode grunde ikke har tid til at vente, ender på en hospitalsventeliste. Det kan kun ses som udtryk for, at den palliative indsats, støtten til at komme gennem lidelsen, og dermed mennesker sidst i livet, ikke prioriteres uden for hospiceverdenen. Det er heller ikke just flatterende at læse, at Danmark ifølge en ny rapport, "EAPC Atlas of Palliative Care in Europe 2025", er et af få europæiske lande, hvor palliativ medicin hverken er et anerkendt lægeligt speciale eller er en obligatorisk del af lægeuddannelsen. Det er sørgeligt. I en tid, hvor der ikke mindst fra politisk side er blevet sat spørgsmålstegn ved, hvad et værdigt liv og en værdig død er, og hvor indførelse af aktiv dødshjælp er blevet debatteret – og heldigvis for nu lagt på hylden – er det helt afgørende med en stærk palliativ indsats. Allerede i 2017 var der i Folketinget enighed om, at man i langt højere grad skulle tilbyde døende smertelindring. Alligevel har virkeligheden i de seneste år været en anden for de mennesker, der har brug for palliation. Siden 2020 har Rigsrevisionen flere gange kritiseret Danske Regioner for indsatsen på det palliative område. Senest i maj i år, hvor det i Rigsrevisionens beretning lød, at der "hverken er sket nævneværdige forbedringer i patienternes ventetider eller en udjævning af uligheden i adgangen til specialiseret lindring, siden Statsrevisorerne rettede kritik mod begge dele for næsten fem år siden". Det fik indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til i et interview med Kristeligt Dagblad at udtale, at det nu skulle være slut med for sen og for sjælden smertelindring, ligesom den også fremover i højere grad end i dag skulle komme patienter med andre sygdomme end kræft til gode. Andre sundhedsordførere har udtrykt det samme her i avisen: Flere døende skal have professionel hjælp til smertelindring. Løfterne, velviljen og udsigten til flere økonomiske midler til området burde jo umiddelbart begejstre. Men det er svært at blive begejstret, når sundhedssystemet i så mange år har svigtet sin opgave og efterladt døende med deres lidelser på en venteliste. Dernæst kommer, at det er svært at tro på, at det rent faktisk bliver bedre nu. For det er det jo endnu ikke blevet trods politisk enighed og gentagen kritik fra Rigsrevisionen. Men man har lov at håbe. Ikke mindst af hensyn til de danskere, der har en livstruende sygdom, men også af hensyn til det danske velfærdssamfund. Den nuværende situation er uacceptabel. Tryk for at læse mere
Nr. 127
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Biskopperne kan blive nøglen til et fortsat godt forhold mellem kirke og stat Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:45:00
Hvor er det prisværdigt, at biskop Marianne Christiansen med sin kronik i Kristeligt Dagblad den 29. juli som den første biskop har modet til at melde sig og sine bispekolleger til at tage ansvar i en model, som kan sikre ordnede forhold for folkekirken. Jeg er enig med biskoppen i, at vi må væk fra fløjkrigen om adskillelse af kirke og stat – som nok bunder i forskellige forestillinger om, hvor meget et kirkeråd vil politisere kirken – og i stedet søge en pragmatisk sikring af folkekirkens forhold. Bededagssagen viste med al tænkelig tydelighed, at den sædvane og tradition, der har været for at inddrage folkekirken og dens parter i forbindelse med ændringer, er blevet for skrøbelig og bør lovfæstes. En sådan model for lovfæstelse foreslog jeg faktisk allerede som del af arbejdet med ”En mere moderne styringsstruktur for Folkekirken”, også kaldet 1544-udvalget. Men da der var tale om en mindretalsmodel, som dengang ikke nød biskoppernes opbakning, fik den ikke megen omtale. I modellen er en biskoppelig ”håndbremse” nøglen til at fastholde båndet mellem kirke og stat samtidig med, at der sikres gennemsigtighed og en fastholdelse af den traditionen for inddragelse, som har præget kirkepolitikken siden Grundloven. Dette sikres ved samtidig at lovfæste, at 8 af 10 biskopper skal tilslutte sig en ændring, før den kan træde i kraft. Modellen lægger altså ikke op til, at biskopperne kan diktere ministeren noget. Deres ret vil alene være at stoppe ministeren i at foretage uhensigtsmæssige ændringer i de indre anliggender. Dette fordi det var afgørende for hele 1544-udvalget, at der fortsat er et stærkt bånd mellem kirke og stat og derfor også en dialog om kirkens forhold. Samtidig sikres det hermed, at heller ikke bispekollegiet udvikler sig til det kirkeråd, som flere af os frygter vil kunne politisere kirken. Hvis ministeren er afhængig af mindst otte biskoppers accept af en ændring, vil ministeren være tvunget til at lytte til biskopperne. Hermed får biskopperne mulighed for at lade brede høringer og anden kirkelig inddragelse være en forudsætning for deres accept. Mens denne proces kører, får alle vi, som interesserer os for og kender kirkens forhold, mulighed for at ”fodre” både ministeren og de kirkepolitiske ordførere med fakta og argumenter, som kan berige den politiske debat. For politikere er generelt ret dygtige til at sætte sig ind i selv kompliceret stof på kort tid. Samtidig sikrer en lovfæstelse af sædvane, at det politiske ”spil” fungerer. Hvis en minister bliver underkendt eller afsløres i fejl, er det per definition en ”god” sag for medierne og dermed for de politiske modstandere, uanset hvor interesseret disse er i sagens indhold. Naturligvis ser vi som kirkefolk helst, at vores politikere interesserer sig for kirkens forhold. Men måske skal vi undgå at lade det bedre være det godes fjende. Modellen må naturligvis ovenpå bededagssagen suppleres med en afgrænsning af, hvad der hører til indre anliggender og dermed hører under loven. For uanset skyttegravskrigen om, hvorvidt en adskillelse af kirke og stat eller indførelsen af et kirkeråd vil føre til en uhensigtsmæssig politisering af kirken eller en forfriskende frihed, må vi vel efterhånden alle erkende, at det primære styringsmæssige problem er de siddende politikeres stadig ringere kendskab til og viden om kirkens anliggender og den sædvane, der har været for tilbageholdenhed og dialog i reguleringen af kirkens forhold siden Grundloven. Charlotte Dyremose er sognepræst, tidligere medlem af Folketinget (K) og tidligere menighedsrådsformand. Tryk for at læse mere
Nr. 126
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Hvordan stopper vi harens voldsomme nedtur? Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:45:00
I mange hundrede år var haren et talrigt og skattet dyr i det danske agerland, og ejendomsretten til haren gav ikke anledning til mange overvejelser, men når man betragter kurven over harens nedtur, der ud fra det årlige jagtudbytte siden 1942 giver en oversigt over harepopulationens nedtur, er det nærliggende at spørge, hvordan det kunne komme så vidt, og hvem der har ansvaret. Kan man stole på kurven? Ja, der er en lang og god erfaring for i vildtforvaltningen at bruge statistikken over jagtudbyttet som indikation for vildtbestandenes udvikling. Vildtudbyttet af harer er faldet fra omkring 400.000 harer før 1960 til omkring 29.000 om året i 2023, og der er et gennemsnitligt fald på fire procent pr. år i de seneste 20 år. I resten af det europæiske agerland er haren også i tilbagegang. Kan det skyldes sygdomme? Harens sygdomme er velbeskrevne og registrerede, og selv da der i 1980 forekom et omfattende udbrud med en hidtil ukendt harevirus med en meget højere dødelighed end coronaen, kunne der ikke registreres nedgang i jagtstatistikken for det følgende år. Harens evne til at formere sig er god, når blot leveforholdene er, som de skal være. Kan nedgangen skyldes jagttrykket? Trods alt bortskød man tidligere op mod 500.000 harer årligt, men fordi jægerne i Danmark skal oplyse, hvad de har skudt året før for at få fornyet deres jagttegn, har myndighederne altid haft løbende mulighed for at regulere selve jagttrykket, så jagten har været bæredygtig. Der er da også bred enighed om, at det er de levebetingelser, der tilbydes haren i det danske agerland, som er årsag til den voldsomme nedtur. Efter Anden Verdenskrig begyndte landbrug, gartnerier og skovbrug systematisk at anvende sprøjtegifte for at optimere landbrugsudbyttet. Producenterne og de, der anvendte disse gifte, foretrak dog at benævne dem "planteværnsmidler", hvilket falder i tråd med en voldsomt stigende anvendelse i vore dage, hvor de bruges forebyggende mod alskens ofte teoretiske sygdomsangreb. Tidligere var opgaven med at fastslå vildtets dødsårsager lettere, fordi landbruget brugte de kraftigste gifte, der var til rådighed. Insektbekæmpelsesmidlet parathion – også kaldet bladan – der nu er forbudt, er således et af de giftigste stoffer, der kan produceres. Frem til midten af 1960'erne blev kemikaliet produceret på den danske kemifabrik Cheminova i vestjyske Harboøre. Når man efter sprøjtning med de "gule midler" til tvangsmodning af korn kunne finde mange gulfarvede nyligt døde harer på marken, var opgaven med at identificere dødsårsagen nem, og det var heller ikke så svært at argumentere for, at stofferne skulle forbydes. I dag er det mere vanskeligt. Pesticiders giftvirkning afprøves i laboratorietests – mest på mus og rotter – hvor de giftigste fjernes, men disse godkendelsesprocedurer rummer ingen garantier for, at godkendte pesticider hver for sig eller sammen ikke kan have negativ indflydelse på harens liv. Reelt er de mange godkendelser af sprøjtegifte på et tvivlsomt grundlag kun mulige, fordi Miljøstyrelsen ignorerer forsigtighedsprincippet, som EU vedtog helt tilbage i 2000. Princippet beskriver en tilgang til risikostyring, som siger, at hvis der er risiko for, at en bestemt politik kan forårsage skade på offentligheden eller miljøet, og hvis der stadig ikke er videnskabelig enighed på området, bør den pågældende politik eller handling ikke udføres. I en undersøgelse fra marts 2025, som var finansieret af Miljøstyrelsen, har et hold danske forskere undersøgt 402 harer for dødsårsag og giftindhold. Man fandt blandt andet 20 forskellige sprøjtegifte i pelsen på 51 harer, og der blev i 102 harer påvist 32 forskellige sprøjtegifte. Der kunne ikke påvises en direkte sammenhæng mellem de enkelte pesticider og harernes sundhedstilstand eller formeringsevne, men det var forventeligt. Når der er så mange forskellige faktorer i spil, er det ikke umiddelbart muligt at påvise en korttids- eller langtidseffekt af et enkelt kemikalie, men hermed kan man ikke frikende pesticiderne. Forskerne advarede da også direkte mod en sådan konklusion, men alligevel udsendte Miljøstyrelsen en pressemeddelelse, der hævdede, at "En ny undersøgelse af sundhedstilstand og pesticidniveau i danske harer viser, at der ikke er en sammenhæng mellem forekomst af pesticider i harerne og deres sundhedstilstand og reproduktion". Den påstand var i lodret modstrid med forskernes konklusion. De havde netop ikke kunnet afgøre, om pesticiderne har betydning for den danske harebestands sundhed eller formering, fordi antallet af analyser havde været for lille. Forskerne skriver: "Samlet set kan der påvises en række pesticider i harerne og især de 20 forskellige pesticider i pels, støtter antagelsen om, at harer udsættes for pesticider, når de færdes i nysprøjtede marker, og dermed kan der potentielt ske dermal [det vil sige via huden] absorption af pesticider eller oral optagelse gennem pelspleje." Det samme må antages at påvirke den meget store gruppe af agerlandets fugle, der lever af ukrudt og insekter. For eksempel ligner agerhønens bestandskurve på en prik harens nedtur. Alt i alt må man erkende, at det er den ønskede effekt af sprøjtemidlerne, der har den uønskede effekt på flora og fauna. Problemet løses ikke ved mindre giftige midler. Vil man tilgodese agerlandets fauna, er vejen frem kun at sprøjte meget mindre. Efter at have indkredset årsagen til harens nedtur, rejser spørgsmålet sig om, hvem der ejer haren. Det er relevant at undersøge, for følger der nogle forpligtelser med ejerskabet? Ifølge jagtloven ejer jordejeren haren, idet han i jagttiden må skyde den, men kun så længe haren befinder sig på hans ejendom. Så snart haren forlader matriklen, tilfalder ejendomsretten den nye matrikelejer. Og bevæger haren sig ud på offentlig ejendom, tilhører den os alle. Men har lodsejeren ved sprøjtegifte ret til at fjerne livsbetingelserne for haren? Når gældende lovgivning ikke har kunnet hindre harens – og den generelle biodiversitets – nedtur, hvad gør vi så? De 6500 fuldtidslandmænd, der ejer 61 procent af det danske landskab, har ansvaret for harens nedtur. Så enkelt er det. De har ikke formået at administrere deres erhverv på en sådan måde, at der har været plads til et fælles gode som haren. Er det acceptabelt? Rummer så vigtigt et ejerskab ikke også forpligtelser til at passe på harebestanden? Og er det ikke vores ret og pligt som borgere at kræve politikerne, der skaber det lovgrundlag, der skal til, for også at sikre harens livsvilkår? Tryk for at læse mere
Nr. 125
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Er danske direktørlønninger stukket af? Begæret er grænseløst, siger præst og tidligere topchef Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:31:00
Den 7. august bliver den 55-årige Mike Doustdar koncerndirektør i Novo Nordisk med 64.000 ansatte over hele verden – heraf 34.000 i Danmark. Han afløser Lars Fruergaard Jørgensen, der sidste år var den danske topchef med den højeste årsløn. Nemlig en lønpakke på 57,1 millioner kroner årligt. Novo Nordisks presseafdeling oplyser til Kristeligt Dagblad, at den nye topchefs løn først vil blive offentliggjort i forbindelse med årsregnskabet i februar 2026. Men det er ingen hemmelighed, at direktørlønninger i medicinalgiganten følger en generel tendens med meget høje gager. Gennem de seneste årtier er topchefernes lønninger vokset markant, fortæller Jacob Dahl Rendtorff, der er professor i ledelsesfilosofi og virksomhedsetik ved Roskilde Universitet. Samtidig er der kommet et særligt syn på skikkelser i toppen af store virksomheder. "Som den øverste ansvarlige for virksomheden kommer personen til at inkarnere den symbolsk. Og hvis topchefen kan optimere bare en lille smule, kan det skabe store værdier." Men for det udbredt lighedsdyrkende danske folk med almindelige lønninger kan det moralsk være svært at rumme de enorme summer, som cheferne i de mest værdifulde virksomheder får ind på bankkontoen, fortæller Jacob Dahl Rendtorff. Lønnen for de 26 bedst betalte topdirektører i Danmark lå i 2024 i gennemsnit på 17,3 millioner kroner, viser en analyse udarbejdet af udviklingsorganisationen Oxfam. Den gennemsnitlige topdirektørløn er steget med 59 procent fra 2019 til 2024. Flere faktorer afgør topchefers lønninger, fortæller Ken Bechmann, der er professor ved CBS og har forsket i topchefers aflønning. Selskabets størrelse spiller en rolle – de største danske virksomheder er vokset markant de seneste årtier – og det samme gør typen af branche, hvor især en kompleks medicinalindustri udbetaler høje lederlønninger. Samtidig er danske virksomheder blevet mere internationale – også hvad angår konkurrencen om at få fat i de rette ledere. "Når man er i det lag, er det afgørende ikke nødvendigvis beløbets størrelse, men hvordan man bliver betalt sammenlignet med andre. Det kan føre til en lønspiral, hvor de får mere og mere," siger han. I USA er udviklingen endnu mere tydelig end i Danmark. Tilbage i 1965 tjente administrerende amerikanske direktører 21 gange mere end den gennemsnitlige arbejdstager. I 2023 tjente direktøren i gennemsnit 290 gange mere end lønmodtageren ifølge mediet Fortune. Udfordrer ligheden Tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Frank Aaen er som formand for foreningen Kritiske Aktionærer en af de skarpeste kritikere af de høje direktørlønninger, som, mener han, underminerer det lighedsorienterede danske samfund. Kritiske Aktionærers beregninger viser, at de gennemsnitlige direktørlønninger for topdirektører i landets 25 mest værdifulde virksomheder i 2022 var 62 gange højere end gennemsnittet for ansatte. "Direktørlønningerne er steget år for år, men der er ikke et enkelt menneske i denne verden, som er 100 millioner kroner værd. Udviklingen er med til at øge uligheden i samfundet og dermed underminere fællesskabet. Jo mere uligheden stiger, jo mere udhules sammenhængskraften," siger Frank Aaen, der peger på, at direktørlønningerne i Sverige ikke er vokset på samme måde. Korshærspræst i Aarhus Morten Aagaard har som tidligere direktør for Lego-fonden Ole Kirks Fond et stort kendskab til erhvervslivet. Han finder også udviklingen helt uacceptabel. "Det er præcis bagsiden af de frie markedskræfter. Forsiden er den frie løndannelse og en høj grad af frihed i vores kapitalistiske system. Bagsiden er, at begæret er grænseløst. Der er en grund til, at kirken kalder begæret for alle synders moder. For det er grænseløst og ender med at tage livet af os. Globalt bliver der flere og flere, der ingenting ejer, og færre og færre som ejer det hele," siger Morten Aagaard. Han mener, at kirken bør fungere som et korrektiv til den grænseløse kapitalisme. "Vi skal ikke bekæmpe kapitalismen, men kirken skal tale imod den evige tendens til at få mere og mere. I forhold til Novo Nordisk har tusindvis af danskere mistet en del af deres pensionsopsparing på grund af de faldende aktiekurser. Man kan så spørge, om topcheferne er deres høje lønninger værd," lyder det fra Morten Aagaard. Forskningschef i den borgerlige tænketank Cepos Karsten Bo Larsen er ikke enig i kritikken af danske topchefers høje lønninger. "Virksomhederne er ejet af aktionærer, der vurderer, om en topchef er pengene værd. Det betyder meget for en virksomheds værdi, at den kan tiltrække de bedste ledere. Der er også international konkurrence om at hente de bedste topledere. Får en direktør rettet Novos aktiekurs op, har han tjent sin løn hjem mange gange," siger Karsten Bo Larsen. Men kritikken går også på det etisk problematiske i, at en person kan være så meget værd? "Direktøren i Novo skaber en værdi for hele det danske samfund. Derfor synes jeg, det er en anelse småligt at fokusere på topdirektørens løn," siger Karsten Bo Larsen. Han medgiver, at der er en stigende ulighed, fordi en lille gruppe tjener mange penge. "Men det vigtigste er at fokusere på, hvordan levestandarden er for de fattigste frem for at fokusere på ulighed. Globalt er millioner af mennesker blevet løftet ud af ekstrem fattigdom. De seneste 10 år har alle indkomstgrupper fået flere penge mellem hænderne korrigeret for inflation. Den vigtigste forklaring er oprettelse af virksomheder og økonomisk vækst langt mere end økonomisk omfordeling," lyder det fra forskningschefen i Cepos. Tryk for at læse mere
Nr. 124
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Treårig fik bryster og kønsbehåring efter kontakt med sin forælders hormonspray Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:30:00
Et usædvanligt forløb i Danmark vidner om en i offentligheden ukendt risiko for børn, der har transkønnede forældre. Her gik en blot tre-årig pige i pubertet på grund af hudkontakt med sin mor, der er transkønnet. Forløbet er beskrevet i et såkaldt case study lavet af fire danske læger forud for en konference i 2023. Her fremgår det, at pigen ved forløbets start blev henvist til lægen med udflåd fra skeden, som havde stået på i seks måneder. Nærmere undersøgelser slog herefter fast, at pigen også havde udviklet begyndelsen til bryster og kønsbehåring. Pigen var gået i puberteten. Årsagen var en østradiolspray. En spray med kvindelige kønshormoner, som pigens ene forælder, en biologisk mand, hver dag sprøjtede på begge underarme. "Dette er en meget værdifuld case, og vi ser desværre et stigende antal små børn, der kommer ind på vores klinik med den her type symptomer," siger Jovanna Dahlgren, der er professor i endokrinologi ved Göteborg Universitet. Det er fire danske læger med ledende overlæge ved Sexologisk Center Astrid Højgaard i spidsen, der har beskrevet tilfældet med den treårige pige. I rapporten forklarer de, at man effektivt har stoppet puberteten igen. Kristeligt Dagblad har spurgt Højgaard, hvad udsigterne er for pigen, men det har hun afslået at svare på med henvisning til tavshedspligt. Lav vækst og kræftrisiko Jovanna Dahlgren vil derimod gerne udlægge sagen. Hun mener, at der næsten uundgåeligt vil være opstået uigenkaldelig skade. "Nu har jeg ikke selv tilset pigen. Men en treårig pige, der går i puberteten, kan forvente at blive mellem 5 og 10 centimeter lavere, end hun ellers ville være blevet. Hun skal også behandles med kraftige stophormoner, der stopper puberteten igen. Det giver en øget risiko for kræft," siger hun. Derudover er der hjernens udvikling. Normalt begynder kønshormoner langsomt og gradvist at virke i vores kroppe, fra vi er cirka 10-11 år. Frem til det punkt vokser vores hjerne meget hurtigt. Det er uvist, hvordan det vil påvirke pigens intelligens og modenhed, at hjernens modning allerede er gået i gang ved treårsalderen. "Det er meningen, at kønshormoner skal udløses meget langsomt, så det passer til vores sociale udvikling. En pige på tre år springer nogle udviklingstrin over. Det er muligt, at hendes hjerne bliver mere moden på nogle områder, men forbliver umoden på andre," siger hun. Jovanna Dahlgren ønsker sig, at brugen af cremer og sprays med hormoner helt stopper. Der er nemlig en overhængende fare for, at de bliver brugt forkert, forklarer hun. "Lige da cremen og sprayen kom ud, blev det fejret. Nogle transpersoner så det som en mulighed for at give sig selv den dosis, de mente, de havde behov for. Men plastrene med østrogen og testosteronsprøjterne er altså langt det sikreste. Her må vi prioritere børnenes sikkerhed," siger hun. Dahlgren understreger dog, at langt fra alle tilfælde stammer fra familier, hvor en eller begge forældre er transkønnede. Flere og flere mænd i 40'erne er begyndt at behandle sig selv med testosteroncreme, der sælges på nettet og ofte præsenteres som et "livsstilshormon". Mændene smører sig typisk på brystet, hvor de altså også holder deres børn tæt ind til sig. Som konsekvens har Jovanna Dahlgren set en 10 måneder gammel pige, der udviklede en form for mikropenis. Testosteroncremen kan også gnubbes af på kvinden i forholdet under samleje. "Der er behov for, at vi som læger rapporterer alle de her tilfælde ind til regeringen og får ændret anbefalingerne, når nu der findes måder at behandle de voksne på, så det ikke skader børnene. Jeg tror virkelig på, at vi helt skal undgå at bruge den type spray, som pigen blev udsat for." Tryk for at læse mere
Nr. 123
K_artikler Opdater⟳ ☝️
EU og USA har lavet en handelsaftale. Men hvad aftalen går ud på, er de pludselig uenige om Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:30:00
Det kan godt være, EU og USA har undgået et omfattende handelskrig i denne omgang. Men i kølvandet på søndagens handelsaftale mellem præsident Donald Trump og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen ulmer nu en krig på ord om detaljerne i rammeaftalen. Aftalens helt centrale element er, at USA indfører en generel importtold på 15 procent. Men ifølge blandt andre mediet CNBC er det for eksempel uklart, om dén toldsats også gælder medicinalindustrien, blandt andet fordi man i øjeblikket afventer en større amerikansk gennemgang af hele sektoren. Von der Leyen siger, at medicinalindustrien “hører til på et helt andet stykke papir”. De faktaark, som henholdsvis Det Hvide Hus og EU-Kommissionen har offentliggjort, giver ikke fuld klarhed over aftalens indhold. Flere medier beskriver forskellige opfattelser af en række andre delelementer i aftalen. Det gælder ikke mindst på energiområdet, hvor EU skal have forpligtet sig til at købe amerikansk energi for 750 milliarder dollars, svarende til mere end 4,8 billioner kroner. Avisen The New York Times skriver for eksempel, at det er helt urealistisk, at EU skulle kunne mere end tredoble deres indkøb af olie og gas i USA. To problemer er ifølge avisen, at det går stik imod EU’s klimamål og den igangværende indsats for at gøre Europa mere uafhængig af energi udefra. Noget andet er, at amerikansk olie og gas ikke som i Europa kommer gennem rørledninger, men at det skal sejles. Så eksperter betvivler det realistiske i så omfattende transporter. Endelig bemærker såvel The New York Times som for eksempel de europæiske medier Politico og Euronews, at EU-Kommissionen politisk overhovedet ikke har mandat til at diktere, hvor de enkelte lande køber deres energi. Det er op til private virksomheder. Politico kalder det “et fantasiløfte”. Der er flere andre områder, hvor der enten er usikkerhed om aftalens omfang eller om selve gennemførelsen. Ifølge Politico har et par højtstående EU-embedsmænd således medgivet, at EU ikke kan garantere investeringer for 600 milliarder dollars i amerikansk økonomi. Det er, siger en af embedsmændene, “udelukkende baseret på private virksomheders intentioner”. Ifølge Politico betvivler EU også, at det kan lade sig gøre at øge europæiske våbenindkøb i USA markant. Trump sagde i forbindelse med aftalens indgåelse, at EU forpligter sig til at købe “enorme mængder” amerikanske våben til en værdi af “hundredvis af milliarder”. Men ifølge Politico siger EU-kilder, at aftalen ikke indeholder noget konkret om våbenkøb, som heller ikke er noget, EU-Kommissionen har mandat til at bestemme. Og i øvrigt køber EU i forvejen omkring to tredjedele af sine våben i USA og har også her et ønske om at gøre sig mere uafhængig. Mediet Euronews beskriver i sin gennemgang af alle usikkerhedsmomenterne også tvivl om, hvad der egentlig gælder for stål og aluminium samt for fødevarer, landbrugsprodukter og på hele det digitale serviceområde. Det er nogle af de områder, hvor EU traditionelt stiller meget skrappe krav, og hvor EU-Kommissionen ifølge talsmand for handelsområdet Olof Gill bevarer sin “ret til regulering” og “ikke ændrer sine regler og ikke ændrer det system, vi har opbygget over mange årtier, og som vores borgere har tillid til”. Tryk for at læse mere
Nr. 122
K_artikler Opdater⟳ ☝️
En teolog er igen provst på Regensen: Salmesang i gården ville være mislyd i mine ører Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:30:00
For historikere er det en drøm at få mulighed for at se og undersøge de steder, man i lang tid har studeret. Lars Cyril Nørgaard får lov at gå skridtet videre. I denne måned flyttede teologen og hans familie ind på Regensen – et af landets ældste kollegier lige ved Rundetårn midt i København. En adresse, kirkehistorikeren kendte så udmærket, allerede før den blev hans hjem. Lars Cyril Nørgaards ekspertise er nemlig kirkehistorie i det 17. århundrede. Regensen blev opført under Christian IV i 1623, og før den nærliggende Trinitatis Kirke blev grundlagt i 1651, var kollegiets kirke stadig i brug. Med andre ord er Lars Cyril Nørgaard flyttet ind i sit eget forskningsfelt. "Det er slet ikke til at forstå. Stedet er jo et stykke dansk reformationshistorie. Så gør det heller ikke noget, at man i festsalen sidder og skåler og synger, hvor Kierkegaard holdt filosofisk disputation og Grundtvig gav sin berømte dimissionsprædiken. Det giver et sus i maven," siger han. Når Lars Cyril Nørgaard er flyttet på kollegium i en moden alder, skyldes det, at han tidligere på året blev valgt som ny "regensprovst" for de godt 100 beboere. Af samme årsag har Kristeligt Dagblad sat ham i stævne. Spørgsmålet er, om hans baggrund som teolog kan blive relevant i embedet? Lars Cyril Nørgaard i Regensens gård. Bag ved ses Rundetårn. Bygningen foran tårnet kaldes "kirkefløjen", da denne del af kollegiet tidligere indeholdt Regenskirken. I dag er der kun navnet tilbage. Foto: Leif Tuxen Ikke umiddelbart. Tiderne, hvor regensianerne langt overvejende var teologer, er ovre. Det samme er tiden, hvor Regensen havde en kirke. Men provstetitlen hænger ved som et levn fra fortiden. Et udtryk for kollegiets flair for historien og traditionen – og måske en bogstavelig forståelse af ordet. "Højest sandsynligt betød titlen 'provst' ved sin indførelse bare forstander. Titlen havde ikke gejstlig betydning, men det havde den jo så alligevel, dengang alle i embedet var teologer. Provsten på Regensen af i dag skal nærmere ses som en slags daglig leder, der ikke er ivrig efter selv at træffe beslutninger, men gerne gør det sammen med regensianerne," siger han. Man vil dog alligevel mærke, at en teolog for første gang igen sidder i provsteembedet, siden teologiprofessor Leif Grane gjorde det fra 1980 til 1998. Til fester og andre arrangementer spiller talerindslag fra provsten nemlig en central rolle, og dennes akademiske baggrund kommer naturligt i spil. "Man siger, at en teolog skal kunne rejse sig og tale i 20 minutter om hvad som helst. Vi skal have noget på hjerte. Det skal så også være vedkommende og oprigtigt, for regensianere har høje standarder," siger han. Tør du så tale om ånd og kristendom i den sammenhæng? "Det er et godt spørgsmål. Nu hører vi meget om åndelig oprustning i tiden, men hvornår er der ånd i noget? Jeg har talt om Inger Christensen til en fest for nylig. Hendes værker rummer enormt meget teologi. For skal man citere Bibelen eller salmer, hvis det skal være åndrigt? Jeg er ikke tilhænger af, at kristendommen skulle have et fast pensum med entydige budskaber og mandstærke værdier." Hvad med at synge en salme i gården, lave bibeltimer eller holde en andagt? "Nej tak! Og hvis nogen spurgte mig, om jeg ville deltage i deres andagt eller bibeltime, ville jeg sige nej. Jeg underviser i kirkens historie, ikke i en specifik udgave af kristendommen. Jeg synger eksempelvis heller ikke salmer med mine studerende på fakultetet. Det er ikke min opgave." Det lyder som en nærmest religiøs afvisning? "Kristendommen er en individuel sag, som jeg udforsker på universitetet og tilfældigvis også dyrker i mit privatliv, men jeg gør meget ud af, at denne privatsag holdes ude af mit offentlige virke – på universitetet, på Regensen og i andre sammenhænge. Jeg er som bekendt ikke præst." Har alle ikke godt af at få den visdom, som salmerne rummer? "Jeg har måske, hvad der i dag fremstår som et overdrevet forsigtighedsprincip, men dette princip foreskriver mig, at mine studerende, regensianerne eller andre ikke opfatter mig som tilhørende en særlig kirkelig retning eller som repræsentant for et teologisk standpunkt. Det er ikke min opgave." Men som privat-Lars og kristen – vil salmesang i gården så ikke være sød musik? "Det ville det faktisk ikke være. Det ville faktisk være mislyd i mine ører. Det er ikke målet for mig, at beboerne er kristne, har en særlig politisk overbevisning eller mener noget bestemt om noget helt tredje. Det er og må være deres egen sag." Eller også er de interesserede i det gods, salmerne rummer? "Ja. Det må de jo hjertens gerne være. Jeg ville under ingen omstændigheder modsætte mig en sådan interesse. Men det, kristendommen handler om, gives for mig at se i et absolut nu. For dem af os, der – af forskellige og meget personlige årsager – søger dette, så findes kirken. Der er altså tale om forskellige sfærer, men jeg ved godt, mit synspunkt her ikke rigtig er moderne længere. For mange i min generation af teologer er denne skelnen dog stadig fundamental." Du har undervist i sjælesorgens historie og er provst for en masse unge voksne. Skal du lave sjælesorg? "Mange af de studerende her er utroligt kapable. Alle mennesker kan selvfølgelig komme ud for kriser: Dem vil jeg dog gå ind i med en almindelig medmenneskelighed snarere end trække på mine teologisk-akademiske kompetencer. Men døren til provsteboligen på Regensen er altid åben." Lars Cyril Nørgaard er ny provst på kollegiet Regensen ved Rundetårn i København. Han er teolog, kirkehistoriker og underviser på Københavns Universitet. Foto: Leif Tuxen Tryk for at læse mere
Nr. 121
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Billeder af de mange tons nødhjælp til Gaza deles vidt og bredt. For befolkningen gør den indtil videre ingen mærkbar forskel Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:10:00
Kort tid efter, at tre egyptiske fly kastede nødhjælp ud over Gaza med faldskærm onsdag middag, passerede en lang konvoj af lastbiler med nødhjælp de sydlige israelske kibbutzer med retning mod Gaza. Herefter lettede De Forenede Arabiske Emiraters nødhjælpsfly fra en lufthavn i Jordan for at kaste endnu flere 500-kilo tunge paller med fødevarer ud over Gaza. Og inden denne nødhjælp var landet i Gaza, kunne det egyptiske medie al-Qahera meddele, at en lastbilkonvoj med nødhjælp var på vej mod Gaza fra den nordlige del af Sinai-halvøen for tredje dag i træk. Billederne af lastbilerne og faldskærmene med de mange tons nødhjælp til Gazas lidende befolkning blev delt vidt og bredt på sociale medier. Som om Israel i kølvandet af massiv kritik og beskyldninger for at udsulte Gazas befolkning nu har taget en beslutning om at vise hele verden, hvor meget nødhjælp der rent faktisk sendes til Gaza. Mens mængden af nødhjælp synes at være massiv, siger sundhedsmedarbejdere i Gaza, at det ikke er nok. Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, sagde tirsdag ifølge nyhedsmediet BBC, at mindst 500 lastbiler om dagen skal levere nødhjælp til Gaza. Det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu Ajansi, der citerer palæstinensiske kilder for at kalde uddeling af nødhjælp med fly for "en farce" siger, at der mindst skal leveres 600 lastbiler om dagen med nødhjælp for at undgå sult. Ifølge de seneste officielle tal fra den israelske forsvarsministerielle enhed COGAT, som er ansvarlig for civile anliggender i de palæstinensiske områder, blev der leveret og afhentet 220 lastbiler med nødhjælp i løbet af tirsdag. Leveret og afhentet betyder, at Israel kører lastbilerne til den palæstinensiske side af grænsen mellem Israel og Gaza, og herfra bliver lastbilerne hentet af FN-personale, der kører lasten til uddeling inde i selve Gaza. Ifølge COGAT blev 52 paller med nødhjælp kastet ud med faldskærm samme dag, og den israelsk-amerikanske organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF), der har uddelt nødhjælp i Gaza de seneste to måneder, fortsætter også stadig med at uddele nødhjælp. Nødhjælp sælges Før krigens start i oktober 2023 blev der ifølge COGAT leveret omkring 500 lastbiler med nødhjælp, medicin og madvarer om dagen. Den israelske Telegram-nyhedskanal Abu Ali Express delte i løbet af onsdag videooptagelser, der viser, at uddelingen af nødhjælp ved Gaza Humanitarian Foundation angiveligt forløber regelmæssigt og uden problemer. Samtidig vises meget kaotiske billeder af de lastbiler med nødhjælp, som FN står for at uddele. Tusinder, eller måske titusinder af civile, stormer lastbilerne for at få fat i varerne. I enkelte tilfælde ses væbnede mænd endda tage kontrol over lastbilerne. Dele af nødhjælpen, der gives gratis til Gazas befolkning, sælges nu, ifølge Abu Ali Express, på markedet i Gaza for meget høje priser. Onsdag var prisen på en stor pose modermælkserstatning 450 shekel, næsten 900 kroner. Amjad Shawa, direktør for paraplyorganisationen Palestinian Non-Governmental Organizations Network (PNGO) med base i Gaza, beskylder Israel for at bruge nødhjælp til at forsøge at forbedre sit omdømme. "Jeg følger antallet af lastbiler, der er blevet offentliggjort de seneste dage. Det er 60-70-80 lastbiler om dagen med mel og nogle madprodukter. Det har kun til mål at narre verden og dæmpe presset fra det internationale samfund," siger han på en videoforbindelse fra Gaza. Han beskylder også Israel for "at tælle kalorier og lastbiler" – forstået på den måde, at Israel, efter hans opfattelse, hele tiden leverer den mindst mulige mængde nødhjælp til Gaza. "Siden marts 2025 er der næsten ikke kommet nødhjælp til Gaza, og hvad angår hungersnød, er vi i en ekstremt vanskelig situation," siger han. Lastbiler plyndres Ifølge Amjad Shawa var det samlede antal lastbiler med nødhjælp i løbet af mandag 66. COGAT's officielle tal for samme dag er over 200 lastbiler. "For at være ærlig, så er der ikke ankommet nødhjælp til lagerbygningerne," siger han og forklarer, at lastbilerne bliver plyndret for varer, inden de når frem til lagerbygningerne. "De kører gennem Israel-kontrollerede områder, der er bander og titusindvis af civile, som tager kontrol over lastbilerne. Det samme sker hver dag, og indtil videre er ingen nødhjælp ankommet til distribution fra vores lagerbygninger," fortæller han. Den eneste bæredygtige løsning, Amjad Shawa ser for sig lige nu, er en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza, og at den palæstinensiske befolkning får international beskyttelse fra Israel. FN og Israel beskylder hinanden for at være ansvarlige for de logistiske udfordringer, der vanskeliggør uddeling af nødhjælp inde i Gaza. Israel siger, at FN har gjort det vanskeligt de seneste to måneder med det argument, at verdensorganisationen ikke ønsker at samarbejde med Gaza Humanitarian Foundation. FN siger derimod, at Israel ikke har givet de fornødne tilladelser til at afhente lastbiler med nødhjælp ved de israelske grænseovergange. Tryk for at læse mere
Nr. 120
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Kan du komme og sidde hos din far,” spurgte plejepersonalet. Som pårørende presses vi ud over det rimelige Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:10:00
Søndag den 14. januar 2024 sad jeg med min far og drak en hurtig øl, mens personalet fejrede kroningen i fællesstuen. Ikke fordi det var hyggeligt. Men fordi han ikke kunne være dér. Han havde brug for ro – og der var ikke hænder nok. Personalet ringede og spurgte: "Maria, kan du komme og sidde hos din far? Han er mest rolig, når du er der. Han kan ikke klare at være sammen med de andre, mens vi fejrer med champagne og kransekage. Og det vil vi rigtig gerne." Så jeg tog af sted – med min Mac og vores hurtige øl. For havde jeg sagt nej, havde jeg også sagt nej til den lomme af tid sammen med min far. Og det kunne jeg ikke. Det blev et af de øjeblikke, man aldrig glemmer. Vi talte om Kongen. Vi grinede. Og så kom det bedste far-råd, leveret med glimt i øjet: "Har du en kæreste?" "Nej far, det har jeg ikke." "Så er der kun én ting at gøre. Find dig en." Tak for det råd, far. Men jeg tænkte også: Det er jo lidt sent at komme med dine far-råd nu. Han skal være en meget rummelig mand. Han får hele pakken – politi, hundefører, læger, plejehjem, hospitaler, sønner, personale og mig – der er alle vegne, hele tiden. Men vi skal begynde et andet sted i dag. Vi skal begynde med en frygt. For det er ikke kærlige øjeblikke, der skal bære velfærdssamfundet. Det burde være en selvfølge. Alligevel viser en ny undersøgelse fra FOA og Ældre Sagen, at normeringerne på plejehjem svinger voldsomt – fra én medarbejder per 1,4 beboere til én per 4,1. Det er ikke længere omsorg. Det er overlevelse og forladthed. Jeg har stået midt i det. Et system, hvor personalet gør dets bedste, men hvor normeringerne skriger på forandring – og hvor pårørende presses ud over det rimelige. Hver anden ansat når ikke opgaverne tilfredsstillende. Der prioriteres mellem bleskift, fald og angst. Rekruttering halter på over halvdelen af plejehjemmene. Vi mangler tusindvis af social- og sundhedsuddannede. Så ja – jeg vidste godt, det ikke var mit ansvar. Men jeg tog af sted. Igen og igen. For havde jeg ikke gjort det, havde min far været alene i sin uro. Men hvad gør vi ved normeringerne? Hvem tager sig af dem? For mens vi diskuterer kvalitet, økonomi og demografi, sidder der en far og en datter på et plejehjem og deler en øl. Fordi det var det eneste, der kunne lade sig gøre den dag. Og selv dét var kun muligt, fordi jeg tog af sted. Men hvor mange af os skal af sted – hver dag? Hvornår blev velfærd et spørgsmål om pårørendepligt? For vi kommer ikke til at løse plejepresset med kærlighed alene. Det er ikke længere et spørgsmål om velfærd. Det er et spørgsmål om værdighed – og hvem der skal sikre den, når systemet ikke kan. Maria Schønemann er forfatter og pårørende til en far med demens og skizofreni. Tryk for at læse mere
Nr. 119
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jeg græd, da vi forlod sommerhuset. Men minderne lever stadig Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:00:00
Det var i sommerhuset, børnebørnene lærte at se stjernetegnene og Månens og Jordens stilling i forhold til hinanden. Her var ingen gadelys. Horisonten var stor. De lærte at læse Solens stilling i forhold til verdenshjørnerne. Solnedgangene over horisonten var det smukkeste. Børnene sad viklet ind i tæpper foran den udendørs ovn, spiste is eller lavede snobrød. Skiftende kornsorter voksede helt op til grunden på det gamle stråtækte landhus, og naboen, landmanden Carsten, formanede de syv-ni-årige drenge om, at de ikke måtte gå ind i kornet og trampe det ned. Kornet var hans levevej, hans indtægt, og der var røde ører, da de alligevel havde gjort det. De blev bedste venner med Carsten og elskede at høre ham fortælle, når han kom forbi på sin traktor for at se til kvæget eller til afgrøderne. Minderne hober sig op hos alle, tror jeg, der har eller har haft et sommerhus. Det er her, skuldrene falder ned, når arbejdsugen er ovre, og weekenden eller ferien ligger uberørt forude. Senere i livet bliver sommerhuset det samlingssted, hvor familien nyder at have tid, nyder udendørslivet og hinanden uden en masse forpligtelser. Indendørs er skufferne fyldt med spil til alle aldre og sværhedsgrader, en fast bestanddel i de fleste danske sommerhuse, har jeg indtryk af. Der er så mange følelser knyttet til sommerhuset eller fritidshuset. Hvad man nu kalder det. Det er en udfordring at se i øjnene, når tiden nærmer sig, og det begynder at blive svært at overkomme det hele. Nogle har meget malerarbejde på deres hus, andre har træer og buske, der skal holdes nede. Nogle har været vant til, at der altid var en køkkenhave. Jeg havde historiske roser. De var så smukke. Da min mand og jeg solgte vores sommerhus for 10 år siden, erfarede vi, at det er svært at give slip på alt det, der har betydet så meget. Følelserne taler deres eget sprog. Men den rationelle tankegang lyder: Nu er det ved at være tid. Vi er blevet for gamle til at klare alle de praktiske ting, der skal gøres. Det bliver en kamp mellem fornuft og følelse. Fornuften siger, at det er tid at sælge huset, før det stiger os over hovedet. Mens følelserne siger, at vi klarer det nok et år mere. Kan børnene så ikke hjælpe deres gamle forældre? I vores tilfælde var svaret klart. De havde så rigeligt med deres eget, børn, arbejde, hus eller lejlighed og ikke tid til at passe en stor grund med 12 æbletræer og roser og mange andre planter, der skulle holdes i ave. Vi end ikke spurgte børnene, da vi solgte sommerhuset. Men det gjorde ondt. Jeg græd mine modige tårer, da vi kørte derfra sidste gang. Heldigvis var timingen rigtig for os. Nu er der kun gode minder. Vi havde stadig overskuddet til at få sorteret og tømt alt det, der skulle fjernes. Men det kan være endnu sværere, hvis den ene part bliver syg, ældes og ikke magter at holde ragusa-roserne nede eller at kalke skorstenen som tidligere, hvor det var en smal sag. Huset bliver en belastning for den ene. Mens den anden stadig stornyder det hele, morgenbadeklubben og børnefamilierne og vennerne, der kommer på længere besøg. Det kan være en meget svær afvejning, hvor fornuften og følelserne i den grad støder sammen. For den ene siver glæden ved sommerhuset lige så stille væk i takt med afmagten. Mens den anden er et helt andet sted. Jeg har oplevet det både hos gode naboer og venner, at de to parter ikke er klar til at give slip på samme tid. Parforholdet har sine egne udfordringer, også når vi bliver gamle. Hvis beslutningen er truffet, og huset sat til salg, kommer næste fase. Hvad med alle de ting, man har holdt af at bruge og har slidt på gennem mange år? Al snakken om, at det bare er ting, duer ikke altid. Nede i min kælder står en gammel stegegryde, som jeg fik for cirka 55 år siden. Den tjente os godt i sommerhuset gennem mange år. Den er kommet på pension og har kendt bedre dage, men er ikke gået til genbrug. Af en eller anden grund nænner jeg ikke at skille mig af med den. Det er irrationelt. Men sådan er det – en drøj omgang – når tiden er kommet, og sommerhuset skal sælges. Seniorliv skrives på skift af: Tidligere nyheds- og informationschef, journalist Lis M. Frederiksen, født i 1943. Tidligere tv-direktør og højskoleforstander, teolog Ivar Brændgaard, født 1949. Tryk for at læse mere
Nr. 118
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Beboere på plejehjem mødes hver tirsdag for at lytte til Søren Ryge: Det giver os et glimt af vores egen tilværelse Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:00:00
Haveskribent Søren Ryge har mange trofaste læsere og lyttere, og nogle af dem bor på Plejecenter Tirsdalen i Randers. Hver tirsdag mødes en række af beboerne nemlig i fællesstuen for at høre Søren Ryges seneste klumme i Kristeligt Dagblad blive læst højt. Det er den 87-årige frivillige Knud Erik Pedersen, der står for oplæsningen, og i en mail til Bagsiden skriver han, at han hver gang glæder sig til at komme på plejecentret, og at han altid vender opløftet hjem: "Jeg kan kun bringe mine anbefalinger videre til andre frivillige, der her kunne finde en vej til at gøre noget godt for beboerne på de danske plejecentre," skriver Knud Erik Pedersen, som er kommet på Plejecenter Tirsdalen for at læse op en gang om ugen i 10 år. Sammen med flere af beboerne har han sendt en fødselsdagshilsen til Søren Ryge, i anledning af at han fylder 80 år. Bagsiden bringer lykønskningen her: Kære Søren Ryge, Hjerteligt tillykke med fødselsdagen den 31. juli. Med lykønskningen sender vi en stor og varm tak for alle de klummer fra KD og beretninger om mennesker i vort land, som du har beriget hele Danmark med gennem fjernsynsudsendelser og herlige fortællinger i dine bøger om helt almindelige danskere, som du har snakket med og fået dem til at fortælle om deres tilværelse. Dernæst har du fattet "pennen" og ladet den fortælle i et behageligt sprog, som vi har nydt at lytte til hver tirsdag eftermiddag sammen med en kop kaffe og kage til. Vi, ja nu må vi gå til bekendelse. Vi er en gruppe af beboere på Tirsdalens Plejecenter i Randers, der hver tirsdag troligt møder op i vores fællesstue for med spænding og glæde at lytte til vores oplæser. Gennem vores livserfaring kan vi nikke genkendende til de tanker og nogle af episoderne, som dine beretninger handler om. Vi får en snak, og det kan give os et glimt af vores egen tilværelse, et kig tilbage for det meste til barndommens dage. Vi ønsker dig en rigtig god 80-årsfødselsdag og alt godt for fremtiden. De allerbedste hilsner Flemming, Bernhard, Dorrit, Kirsten, Bent, Inger, Svend Aage, Anders, Jørgen, Bent, Ketty og Knud Erik, der agerer oplæser og formidler. Tryk for at læse mere
Nr. 117
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sofie Elkjær Jensen drømte om at blive marinbiolog. Men kirkekoret sendte hende i en helt anden retning Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:00:00
Da Sofie Elkjær Jensen for fire år siden var højgravid med sit første barn, Oskar, stod hun på scenen i Operahuset i København og sang den tuberkulosesyge Mimi i Puccinis "La Bohème". Da hun under den sidste forestilling trådte frem for at modtage publikums applaus, begyndte hun at tudbrøle – til stor overraskelse for sig selv. ”Jeg havde sådan glædet mig til at komme på barsel, især fordi min mand og jeg måtte igennem adskillige års fertilitetsbehandling, før jeg endelig blev gravid. Jeg havde en fornemmelse af, at nu skulle jeg bare langt væk fra operaen, som i mit hoved var blevet symbolet på, at jeg ikke havde en familie, men ’kun’ en karriere,” siger operasangerinden, der siden 2016 har været en fast del af Det Kongelige Teaters solistensemble, og som i dag fylder 40 år. ”Men da jeg kiggede ned på orkesteret, som jeg kender og er totalt tryg ved, og fornemmede tilstedeværelsen af mine kolleger både på og bag ved og foran scenen, gik det op for mig, at de var min familie – en familie, der havde båret mig igennem kærestebrud og svære år med barnløshed, og som stadig ville være der, når jeg kom tilbage fra barsel,” uddyber hun. Sofie Elkjær Jensen er nu på barsel med sit andet barn, datteren Sonja, og hun nyder at tilbringe nogle uger i familiens sommerhus ved Reersø. Operaarbejdet med langvarige forløb med at læse op på en rolle og holde stemmen i form og derefter øve intensivt på et parti, kulminerende med prøveforløb med teknikere, orkester, dirigent og andre sangere er lagt til side til gengæld for fuldtidsarbejde med at passe et spædbarn. Men passionen for operaen brænder stadig som en stærk ild i hende og holdes også ved lige af samlivet med hendes mand, James Sherlock, der er pianist og dirigent. De to mødtes under prøverne til Thomas Ades’ "The Exterminating Angel" på Det Kongelige Teater, hvor James Sherlock var assisterende dirigent, og Sofie Elkjær Jensen sang partiet som Beatrix. ”Dirigenten og sopranen faldt for hinanden – en rigtig kliché,” siger hun med et smil. Sofie Elkjær Jensen er vokset op i Slagelse, hvor hun som 12-årig fik valget mellem at gå med aviser eller synge i kirkekor som fritidsjob. Hun valgte det sidste, og det blev afgørende for, at hun hverken blev marinbiolog eller skuespiller, som hun drømte om dengang. Korlederen bemærkede, at Sofie Elkjær Jensens stemme ’voksede ud’ af koret, fordi den tidligt fik naturlig vibrato, og han anbefalede hende at søge private sangtimer. Med en drøm om at gå musicalvejen forsøgte hun sig med at synge pop, men måtte sande, at hendes stemme ikke ville den vej. Hendes stemme ville den klassiske vej, så den blev hendes. Hun kom først på MGK [Musikalsk Grundkursus] og herefter på konservatoriet. Sideløbende havde hun fået studiejob som billetkontrollør og garderobeassistent på Det Kongelige Teater, og hun forelskede sig i stemningen i huset og i de operasangere, hun senere skulle blive kollega med. ”Jeg så først min første opera som 17-årig, Mozarts "Titus", og den sagde mig ikke noget videre. Jeg var midt i min teenagetid og syntes også, at alt muligt andet var mere spændende. Men da jeg så "Tryllefløjten" fra Det Kongelige Teaters gamle scene i tv, forelskede jeg mig i genren. Jeg kunne se for mig, at jeg kunne bruge min stemme, som den gerne vil bruges, og samtidig få lov at være skuespiller,” siger hun. En drøm om at stå på scenen som solist i Det Kongelige Teaters operaensemble blev vakt i hende, og i 2016 gik den i opfyldelse. I mellemtiden havde hun studeret tre år på konservatoriet og herefter uddannet sig på Operaakademiet. Sofie Elkjær Jensen debuterede i 2010 som Papagena i Tryllefløjten og har siden blandt andet spillet titelrollen i Janaceks "Den fiffige lille ræv", Frasquita i Bizets "Carmen" og Gilda i Verdis "Rigoletto", og hun er kendt som en dygtig fortolker af moderne værker som Hans Abrahamsens opera "Snedronningen", der blev kåret som Årets Begivenhed under P2-prisen i 2020. Hun er af anmeldere blevet rost for sin rige, lyriske stemme og sit markante og sikre scenenærvær og er kendt som en af sin generations førende sopraner i Skandinavien. ”Jeg kan godt lide at få roller, hvor jeg kan spille noget skævt, skørt eller måske endda noget mørkt. Men erfaringen viser, at jeg altid forelsker mig i den opera og den rolle, jeg arbejder med. Det er nok lidt ligesom med ens børn,” siger hun. Det, hun holder allermest af ved sit arbejde, er hele produktionsforløbet med prøver, premiere og forestillinger. Der mærker hun, at hun er en del af en stærk familie, og det hjælper hende til ikke at få præstationsangst. ”Når man står forrest på scenen, kan man få den tanke, at man er den, det hele står og falder med. Så er det godt at vide, at man – som alle de andre – er ét tandhjul i det store maskineri, og at alle er lige vigtige,” siger hun. Tryk for at læse mere
Nr. 116
K_artikler Opdater⟳ ☝️
En stærk cocktail er begyndelsen på en god fest Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 18:00:00
"Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham." Matthæusevangeliet 5, 25 En tidligere præst i en dansk/canadisk menighed under Danske Sømands- og Udlandskirker fortalte engang om det at være præst derovre i det store Canada. Der var en del social aktivitet med gode selskaber. "Det var ganske almindeligt, at man begyndte med en god stærk cocktail, så kom stemningen hurtigt i top. Derfra kunne man jo gå over til ikke-alkohol-drinks". Det er en god opskrift, som jeg tror, at Jesus ville være med på. Til denne uges stærke cocktail har Jesus allerede skænket en del mere retfærdighed og en del mere "ikke-vrede" op i glasset. Nu hældes endnu en smagsgiver op, nemlig forligelsens mulighed. Du skal ikke søge konflikt eller optrappe, men nedtrappe, hvis den er i gang. Ja, i det hele taget prøve at forebygge, når konflikten lurer lige om hjørnet. På moderne psyk-sprog hedder det at forventningsafstemme i sig selv. På godt gammeldagssprog hedder det at tælle til 10. At forlige sig med hinanden er en meget bitter ingrediens for mange. Jeg har ofte gennem mine præsteår forsøgt at forlige mennesker. Jeg kan ikke prale med resultaterne. Mennesker er ikke lette. Jeg tænkte ofte, at i stedet for at tale skulle man skænke en ordentlig drink op for parrene og byde op til dans. I Engholmkirken i Allerød har maleren Hans Voigt Steffensen fremstillet en række glasmalerier af Jesu-historien. De er skabt i samarbejde med glasmesteren Per Steen Hebsgaard. Det er en sand fryd at se glasmosaikkerne. Grunden til at jeg nævner disse billeder er, at Hans Voigt Steffensen også har lavet et brudetæppe, som bruges, ja, til bryllupper. Man ser på tæppet en flot mand i sort med et rødt skær om sig dansende med en hvidklædt yppig brud med sort hår. Der er noget argentinsk tango over det. De har en fest. Sådan begynder et bryllup, og parret skal huske at danse tango til Jacob Gades vidunderlige melodi. Inden dansen kan de skænke den cocktail, som Jesus blander, drikke den og opdage, at stemningen så er på vej op. Søren Hermansen er tidligere sognepræst på Langeland og i Sorgenfri. Tryk for at læse mere
Nr. 115
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Først Frankrig, nu Storbritannien: Bevægelsen for anerkendelsen af et selvstændigt Palæstina vokser Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 15:50:00
Hvis ikke Israel og Hamas kommer med klare indrømmelser og indstiller fjendtlighederne i Gaza, vil Storbritannien tage et stort historisk skridt og anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Det kommer, efter at Frankrig i sidste uge også meddelte, at man er klar til en anerkendelse af Palæstina. I samme ombæring udtrykte den franske regering håb om, at skridtet ville trække en bredere bevægelse med sig. Det synes nu at være ved at ske. Den britiske melding kom samtidig med et tre dage langt udenrigsministermøde i FN i New York, hvor netop Frankrig i samarbejde med Saudi-Arabien skubbede på for en tostatsløsning. Her støttede blandt andre Australien, Canada, New Zealand, Finland og Portugal sammen med småstaterne Andorra og San Marino kravet. Andre lande som Island, Irland og Spanien har tidligere meldt ud, at de vil anerkende en palæstinensisk stat. Det betyder, at der for første gang er tre medlemmer af verdens største økonomier samlet i G7 – Canada, Frankrig og Storbritannien – som i et eller andet omfang er klar til at gå imod Israel og USA ved at tale om anerkendelse af et selvstændigt Palæstina. Omvendt meddeler Italien, at man vil afvente. Efter et krisemøde i tirsdags i den britiske Labour-regering, som var kaldt ind fra sommerferie, trådte Keir Starmer frem bag talerstolen i Downing Street for at annoncere, at briterne nu er klar til at anerkende et selvstændigt Palæstina til september. Skiftet skyldes ikke mindst den meget alvorlige humanitære situation i Gaza, der blandt andet er forårsaget af Israels begrænsninger på adgangen til nødhjælp. Efter 22 måneders krig er situationen i Gaza i konstant forværring, og internationale organisationer advarer ikke længere kun mod underernæring, men også decideret hungersnød. Talen fra Keir Starmer var et ultimatum til Israel og premierminister Benjamin Netanyahu. Udspillet er beskrevet som et diplomatisk koben, der skal brække den fastlåste situation op. Briterne vil således droppe anerkendelsen af Palæstina, hvis Israel indvilliger i en våbenhvile i Gaza, tillader nødhjælp fra FN, forpligter sig til en fredsproces, der fører til en tostatsløsning, samt lover, at man ikke vil annektere de besatte dele af Vestbredden. Det er krav, som ifølge de fleste iagttagere er uspiselige for den israelske regering, som da også har reageret vredt. I en udtalelse sagde den israelske premierminister, at "Starmer belønner Hamas' uhyrlige terrorisme og straffer dens ofre". Dermed ignorerer Benjamin Netanyahu den anden del af det britiske krav, som netop er rettet mod Hamas. Den britiske regering understreger nemlig, at den betragter Hamas som en ulovlig terrororganisation, som også er nødt til at indgå våbenhvile, lade sig afvæbne, frigive alle de tilbageværende gidsler og ikke mindst acceptere, at den ikke skal spille nogen rolle i det fremtidige styre af Gaza. Den amerikanske præsident, Donald Trump, var mere afdæmpet, men sagde om bord på præsidentflyet Air Force One, at det er et skridt, som vil "belønne Hamas". I Storbritannien mødes regeringens beslutning med kritik, ikke mindst fra den konservative opposition. Udenrigsordfører Priti Patel siger således, at en anerkendelse af et selvstændigt Palæstina først giver mening, når man har været igennem en fredsproces, som har lange udsigter. Hun beskylder derfor regeringen for at have taget skridtet nu for at tilgodese utilfredse Labour-medlemmer. Hun har ret i den forstand, at kursskiftet for Keir Starmer betyder ro på bagsmækken. Spørgsmålet om netop Palæstina og ikke mindst situationen i Gaza har skabt uro blandt mange parlamentsmedlemmer, som har efterlyst et mere robust svar. 130 parlamentsmedlemmer fra Labour var blandt de 220 personer, der i sidste uge skrev under på et brev, der krævede en anerkendelse af Palæstina, og det omfattede også centrale og normalt loyale støtter af premierministeren. Labours kursændring betyder, at over 500 medlemmer af det 650 medlemmer store Underhus nu i princippet er for at anerkende et selvstændigt Palæstina. Holdningsskiftet rokker ikke ved støtten til Israel som selvstændig stat. Som udenrigsminister David Lammy sagde fra talerstolen i FN i New York: "Storbritannien bærer en særlig ansvarsbyrde i at støtte en tostatsløsning". Han henviser til, at det for 108 år siden var hans forgænger Arthur Balfour, som i 1917 underskrev Balfour-deklarationen om at oprette en jødisk stat i Palæstina. Men erklæringen indeholdt også et højtideligt løfte om borgerrettigheder og religiøse rettigheder for det palæstinensiske folk. Tryk for at læse mere
Nr. 114
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Historiker advarer: Ny lov kan koste folkelig forankring Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 15:50:00
I nye lovforslag vil regeringen og andre partier i Folketinget fjerne ansvarsområder fra landets menighedsråd for at forenkle deres arbejde. Det indbefatter, at eksempelvis præstegårde og deres jorde som udgangspunkt flyttes fra menighedsrådene til provstierne. Det er kirkehistoriker og forhenværende hospitalspræst Jens Rasmussen modstander af. For på sigt kan det betyde, at folkekirkens struktur bliver anderledes, og den folkelige forankring forsvinder, mener han. Jens Rasmussen, hvilken konsekvens ville den foreslåede reform få for menighedsrådenes i folkekirken? Der er ingen tvivl om, at det ville være en markant ændring. Beslutningskompetencen over præstegårde og deres jorde er en meget central del af den flade magtstruktur, vi har i folkekirken. Og det er den struktur, der i dag sikrer, at menighedsrådet har magten, når det gælder lokale beslutninger om blandt andet præstegårde og jorde. Rykker man ansvaret op i systemet til provstiniveau, så risikerer man at ændre ganske kraftigt på og måske endda helt ofre den folkelige forankring i folkekirkens sogne. I stedet kunne man give en kreds af menighedsråd en daglig administrativ leder. Er det ligefrem en historisk epoke, hvor menighedsrådene har været det stærke lag i folkekirken, der slutter? Det er i hvert fald et klart brud og en historisk beslutning. Siden 1600-tallet har præsteembedernes ejendomme og deres kapitaler været styret lokalt i sognene. Og siden kirkelovene i 1922 har det været sådan, at det var menighedsrådene, der havde beslutningskompetencen over dette. Jeg mener, at man meget kraftigt bør overveje, om man ikke skal bevare den flade struktur, som den er i dag. Hvad ville reformen betyde for magtbalancen i folkekirken? Det vil betyde, at provstiudvalget får meget magt og er enerådende i forhold til blandt andet præstegårde. Det har fungeret godt i over 100 år, at menighedsrådene skulle tage beslutningerne om centrale og økonomiske områder. Men derudover mener jeg, at man i debatten om de her nye reformer har overset, at flytningen af magt fra menighedsråd til provstierne på sigt kan føre til endnu mere drastiske forandringer. Hvilke forandringer er det, man har overset? Hvis en større del af beslutningskompetencen over folkekirkens økonomi flyttes til provstierne, så vil det kræve, at nogen skal føre tilsyn med provstiernes beslutninger på de områder, de overtager. Derfor må der på et tidspunkt, og det kan være langt ude i fremtiden, opstå en kontrolinstans, der holder øje med provstiudvalgenes beføjelser. Det kunne være et folkekirkens økonomiudvalg, og så har man jo næsten en form for økonomisk kirkeråd. Det er i mine øjne begyndelsen på den kirkeforfatning, som jo er lovet i Grundloven, men som man aldrig har kunnet blive enige om. Og dermed ville ændringen fra strukturen i dag, hvor den største magt ligger hos menighedsrådet, i min verden være meget stor på sigt. Man taber simpelthen den folkelige forankring. Hvorfor er det vigtigt at bevare folkekirkens folkelige forankring? Fordi den er med til at sikre kristendommens folkelige udbredelse i Danmark. Jeg tror, at en folkekirke, hvor de her reformer er indført, kan blive mere for de så at sige rent kirkelige. Altså dem, der har et meget nært forhold til kirken. Men de mennesker, der har et forhold til kirken, fordi den spiller en rolle i lokalsamfundet, vil jo opleve, at den bliver mere fjern fra netop lokalsamfundet. Dermed kan kirken risikere lokalt at spille en mindre rolle, og i øvrigt tror jeg, at folkekirken vil miste flere medlemmer. Tryk for at læse mere
Nr. 113
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Professor: I folkeskolen bliver små problemer til store problemer. Det er det, vi ser nu Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 15:10:00
På få år er der sket en stor stigning i antallet af elever, der får specialpædagogisk støtte for at gennemføre en uddannelse. Det kan være i form af forhøjet SU, en mentor og længere tid til eksamen. I 2020 modtog 14.225 unge støtte til at gennemføre gymnasiet, i 2024 var det 24.030. På universiteterne fik 5103 studerende støtte i 2020, mens det i 2024 var 10.109. Det skriver Berlingske Tidende. Økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, Nina Smith, mener, at støtten er uomgængelig. Hvorfor er antallet af unge, der modtager specialpædagogisk- og økonomisk støtte til at gennemføre for eksempel gymnasiet, steget så voldsomt? Især i den gruppe, der forlader folkeskolen nu, er der en stor og stærkt voksende andel, som har en psykiatrisk diagnose. Jeg mener, det er op mod 15 procent af dem, der går ud af 9. klasse. Dertil kommer, at der er flere, som tager en videregående uddannelse, hvorfor der også vil der være flere med udfordringer. Skal man være lidt Rasmus Modsat er det måske meget rart med mere i SU, længere tid til eksamen og en mentor til lektierne. Er der risiko for, at staten får sat for mange støttehjul på livets cykel? Det er selvfølgelig vigtigt, at der er en visitation, så man giver støtte til dem, der bør have den, hvad enten det drejer sig om ekstra økonomiske midler eller længere tid. Folk, der kan uden, skal selvfølgelig ikke have støtte. Men det skal heller ikke være sådan, at vi ikke hjælper alle dem, der har behovet, fordi der måske er nogen, der lige prøver. Vi må erkende, at vi har et samfund, hvor mange unge ikke trives særlig godt. Men hvis det er muligt at få dem gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet med lidt længere tid og mere fleksible rammer, har det også store økonomiske konsekvenser. Det er en investering at få flest mulige ud i arbejdsstyrken. Har du et bud på, hvorfor så mange unge har en diagnose? Noget skyldes, den måde samfundet har udviklet sig på, samt mobiltelefoner og sociale medier. Men det skyldes også, at folkeskolen er totalt presset i forhold til PPR-ressourcer. Altså pædagogisk psykologisk rådgivning, hvor børn, der måske mistrives allerede i 2.-3. klasse, ikke bliver samlet op. Selv hvis de bliver visiteret, kan der i nogle kommuner være mega-lang ventetid. Og så bliver små problemer til store problemer. Det er det, vi ser nu. Ville det være bedre at lægge indsatsen tidligere i forløbet? Ja, ubetinget. I min optik handler det meget om, at vi har en nødlidende folkeskole på dette område. Er der andre grunde til de mange diagnoser? Nogle forældre er måske hurtigere på aftrækkeren til at kræve diagnoser, men det er jo for at få behandling til deres børn, hvis de mistrives. Ligger det i tidsånden, at man ikke bryder sig om at sige nej og foreslå, at nogle måske ville have glæde af at vælge en anden vej end lige gymnasiet og universitetet? Det er over en bred kam, at unge har udfordringer, ikke kun på de mere teoretiske uddannelser. Det er også i forhold til korte, mellemlange og faglærte uddannelser. Hvad er din egen holdning til støtte til flere? At den er uomgængelig. Tryk for at læse mere
Nr. 112
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det kunne lyde som et varsel om hærværk. Men faktisk var det en betænksom nabogestus Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 14:50:00
Den dengang 34-årige fødselar, Nina Rydahl Andersen, kiggede forundret og en smule forvirret på sin 65-årige nabo, Niels Vestergaard. I favnen holdt hun den fødselsdagsgave, han havde medbragt til hendes fødselsdagsfejring, og som hun netop havde åbnet: en kasse fyldt med ledninger. Niels Vestergaard smilede skælmsk til hende. Ledningerne var nogle, han havde tænkt sig at grave ned under fliserne hele vejen rundt om hendes have i Marstal på Ærø, forklarede han. Han ville desuden skære et hul i plankeværket mellem deres matrikler. Hvad der for den uindviede umiddelbart kunne lyde som et varsel om hærværk, blev for Nina Rydahl Andersen et billede på, hvad det vil sige at have en opmærksom og betænksom nabo. Med de nye installationer i haven kunne Niels Vestergaards robotplæneklipper, der går under navnet Roberta, nemlig slå Nina Rydahl Andersens græs. "Det er så typisk Niels. Han er en lille smule gal opfinder-agtig, så det var ikke overraskende, at han havde fundet på det," ler hun i dag. Dengang i 2019 pendlede Nina Rydahl Andersen stadig mellem sin bopæl i København og sit nye hus på Ærø. Det var derfor, Niels Vestergaard så sit snit til at give en hjælpende hånd. "Jeg kunne godt se, det var en stor opgave for den unge kvinde med den græsplæne, når hun også havde så meget andet at se til," forklarer han om sit påfund. "Så jeg syntes, det var synd, hun skulle døje med at slå den. Og Nina har jo det flotteste bindingsværkshus i byen, så jeg ville gerne hjælpe." Alle i samme båd I dag er det seks år, siden Nina Rydahl Andersen selv har slået sit græs. I stedet kommer Roberta, der ifølge Nina Rydahl Andersen "ligner en lille kampvogn og har sin egen personlighed", jævnligt trillende gennem hullet i det røde og sorte plankeværk for at give sig i kast med plænen. Hjælpsomheden er ikke bare blevet symptomatisk for Nina Rydahl Andersen og Niels Vestergaards naboskab, mener Nina Rydahl Andersen. Den siger faktisk også en hel del om naboskabet i Marstal generelt – ja, måske endda om naboskabet på hele Ærø. Det har særligt Nina Rydahl Andersen, der nu er flyttet permanent tilbage til sin fødeby på øen, fået at mærke. I 2017 købte hun sammen med to veninder en gammel motorfabrik på tvangsauktion og omdannede den til et kulturhus. "Efter otte år kommer der den dag i dag stadig naboer og andre fra området og hjælper os med at kitte vinduer, luge ukrudt og male bygningen. Det er til stadighed meget rørende og føles ret særligt, at der er den her fællesskabsfølelse, og at det er blevet et lokalsamfundsprojekt," siger Nina Rydahl Andersen. Robotplæneklipperen Roberta. Foto: Privatfoto At det gode naboskab skulle være sat særligt i højsædet i Marstal, tænker Niels Vestergaard til gengæld sjældent over. Det falder bare de fleste naturligt ind, tror han. "Man vil jo gerne hjælpe sine naboer og komme hinanden ved," siger han, men tilføjer så: "Der er nok et fællesskab hernede, som er lidt unikt." Både han og Nina Rydahl Andersen tror, det hænger sammen med, at Marstal historisk set har været en søfartsby, hvor mange har været – og fortsat er – sømænd. "Man har i århundreder haft det her samfund, hvor der har været mange kvinder, der har været alene i lange perioder, mens deres mænd har været på havet, hvor de også har været vant til at hjælpe hinanden," forklarer Nina Rydahl Andersen, mens Niels Vestergaard supplerer: "I Marstal har vi kunnet klare os selv, fordi vi er gået sammen om tingene. Og i fælles flok løfter man jo godt." Begge er enige om, at øsamfundet også spiller en rolle. "Det er jo ikke kun, fordi man er hjælpsomt anlagt," siger Nina Rydahl Andersen. "Hvis vi svinger os op på den helt store klinge, så handler det nok også om en følelse af at have et fælles ansvar for lokalsamfundets overlevelse. Så det er også en kamp mod landsbydød. For nu at bruge en skibsmetafor er vi alle i samme båd." Giver perspektiv Selvom der rundt regnet er tre årtier mellem den i dag 39-årige Nina Rydahl Andersen og 71-årige Niels Vestergaard, har alderen ikke forhindret dem i at udvikle et nært naboskab. Efter Nina Rydahl Andersen er flyttet hjem til Ærø, har hun bemærket, at hendes omgangskreds over bred kam er blevet langt mere divers. Simpelthen fordi naboerne er en sammensat gruppe, og det er dem, hun nu omgiver sig med. "Da jeg boede i København, var stort set alle mine venner på alder med mig selv. Men dem, jeg nu ser i min dagligdag, har mange forskellige aldre og er måske også nogle, som jeg slet ikke er politisk enig med. Der kan være rigtig mange ting, vi naboer i Marstal ikke har tilfælles. Men det er, som om det ikke er så vigtigt. For det, vi har tilfælles, er, at vi kerer os om vores lokalsamfund,” siger hun og forklarer, at det har givet hende et andet perspektiv på tilværelsen: “Jeg har i hvert fald oplevet, at det her med at have diversitet i ens omgangskreds gør, at man ser mange forskellige måder at leve livet på og derfor også stresser mindre over, hvordan man selv lever.” Tryk for at læse mere
Nr. 111
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Vagter skal forhindre turister i at forstyrre begravelser i Norge Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 14:45:00
Teksten stod på norsk, engelsk og tysk, men alligevel gik en gruppe på omtrent 40 turister ind i kirken og forstyrrede en begravelse, som blev holdt i den norske kirke tidligere på måneden. "Turisterne vil gerne ind i kirken, op til orgelet, tage billeder og gå rundt for at kigge," siger bedemand Pål Blix-Johansen, der måtte bede turisterne om at forlade kirken, til Dagbladet. Kirken i Nordnorge er ikke den eneste, som oplever, at turister ignorerer eller overser skiltningen og forstyrrer begravelser. Flere norske medier har de seneste dage talt med bedemænd, der må bruge ansatte som vagter til at forhindre forstyrrelserne. Problemet er størst i disse uger, hvor turister ankommer med krydstogtsskibe, som lægger til kaj i de norske byer. Men ifølge Geir Hartvigsen, som er bedemand i Tromsø, sker det hele året. "Når vi kommer til begravelsen, beder vi et par minutter i forvejen turisterne om at flytte sig," siger han til den norske avis Vårt Land. Heldigvis forlader de fleste turister kirken, så snart de får besked på det, fortæller bedemand Kristian Kirkeland til NRK. Han har dog oplevet en ubehagelig hændelse ved Molde Domkirke. "Der var en gang en mand, som gik med sit barn, og så sagde jeg: 'Undskyld, du kan ikke komme ind'. Han svarede ikke, så jeg tog forsigtigt fat i ham. Så vendte han sig om med knytnæven i vejret. Så jeg har oplevet, at nogle bliver rigtig sure," siger han. Visse danske kirker er også populære turistmål. Det gælder Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København, hvor man også har oplevet, at turister går ind i kirken, selvom der foregår kirkelige handlinger. Til Kristeligt Dagblad har kirkens daglige leder Gitte Blom Christensen fortalt, at der af og til har stået 50 turister uden for kirken, mens pårørende har båret kisten ud under en begravelse. Sognepræst i Marmorkirken Mikkel Wold har tidligere klaget over de turistbusser, som, godt nok med tilladelse fra kommunen, parkerer foran den ikoniske kirke i København, fordi det ifølge ham kan være en ubehagelig oplevelse for pårørende, at turister tager billeder i forbindelse med for eksempel en bisættelse. Tryk for at læse mere
Nr. 110
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det største jordskælv i 14 år udløser tsunamivarsel Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 08:00:00
Tryk for at læse mere
Nr. 109
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Langt flere unge på universiteterne modtager særlig støtte Tryk Her
Indsat Onsdag d. 30. Juli, 2025 08:00:00
Godmorgen og velkommen til Morgensamling I nat har et jordskælv med en styrke på 8,8 på richter-skalaen ramt ud for den russiske halvø Kamtjatka. Det er det største jordskælv siden 2011, og det sjettestørste skælv, der nogensinde er målt. I kølvandet på skælvet har en række lande udstedt tsunamiadvarsler. Det gælder blandt andet Peru, Japan og amerikanske stater som Hawaii og Californien, skriver TV 2. I Severo-Kurilsk i Rusland og i Japan har de første tsunamibølger allerede ramt. I Japan er mere en 1,9 millioner mennesker blevet bedt om at evakuere et sikrere sted hen. Også atomkraftværket Fukushima er blevet evakueret. Også i Hawaiis hovedstad, Honolulu, forsøger borgere at slippe væk. Presset på Israel stiger Storbritannien er ved at gøre klar til at anerkende Palæstina som stat. Det fortalte den britiske premierminister, Keir Starmer, i går. Anerkendelsen af Palæstina vil ske i september, medmindre Israel inden da opfylder en række betingelser: Den humanitære situation i Gaza skal forbedres, der skal indgås en våbenhvile, alle annekteringsforsøg på Vestbredden skal stoppes, og Israel skal forpligte sig til en langsigtet fredsproces, der arbejder hen mod en tostatsløsning. Storbritannien er det seneste i en række lande, der lægger pres på Israel. Ifølge Israels udenrigsminister, Gideo Sa'ar, vil det dog gøre det sværere at stoppe krigen, skriver Jyllands-Posten. Keir Starmer og den britiske regering er klar til at anerkende Palæstina som stat i september. Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix Langt flere unge afhængige af særlig støtte Markant flere unge har brug for specialpædagogisk støtte (SPS) for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det kunne Kristeligt Dagblad fortælle i juni. Men det gælder også på universiteterne. I 2020 fik 5103 unge SPS, som kan være i form af forhøjet SU, en tilknyttet mentor eller længere tid til eksamener. Få år senere, i 2024, var tallet steget til 10.109. Det skriver Berlingske. Spørger man økonomiprofessor Nina Smith fra Aarhus Universitet, er SPS-ordningen nødvendig. Ifølge hende viser tallene, at en stor gruppe unge mistrives – og at man er nødt til at indrette både uddannelser og arbejdsmarked herefter. Tidligere stemmeret er igen på bordet Debatten om at sænke valgretsalderen til 16 år er igen aktuel i Danmark, efter at regeringen i Storbritannien tidligere på måneden præsenterede et lignende lovforslag for at "genoprette befolkningens tillid til demokratiet." Mens man i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom er klar til at sænke valgretsalderen herhjemme, møder idéen modstand hos blandt andet Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. "Man skal passe på, at man ikke reducerer demokratiforståelsen blandt 16-17-årige til at være det at sætte et kryds," siger Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, til Kristeligt Dagblad. Rutsjebaneelskere kæmper om rekord i sommerland Er du ved at være løbet tør for ferieaktiviteter, kan du tage et smut forbi Djurs Sommerland. Her er der nemlig gang i noget af en konkurrence. Der er tale om sommerlandets årlige maraton, hvor gæster kan forsøge at slå rekorden for, hvem der kan tage flest ture i forlystelsen Juvelen i løbet af en dag. Det første maraton blev afholdt i 2023, hvor den nuværende rekord på 199 ture blev skabt. Djurs Sommerland har i år fået over 1000 ansøgninger fra rutsjebaneelskere, der ville prøve kræfter med Juvelen. I løbet af resten af ugen vil de udvalgte forsøge at slå rekorden. TV 2 Østjylland har fulgt de to brødre Magnus og Jonas Gregersen under deres forsøg. Tak, fordi du læser med. Tryk for at læse mere
Nr. 108
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Dansk kirkeliv er blevet mere som de andres. Det kan ses flere steder Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 20:00:00
Danmark er blevet et mere pluralistisk land, og det ligner derved de fleste andre lande. Selv 50 år efter religionsfriheden kom med Grundloven i 1849, var 99 procent stadig frivilligt medlem af folkekirken. I dag udgør indvandrerne og deres børn på landsplan 16 procent af befolkningen, og folkekirkens medlemstal er i perioden faldet fra 85 procent af befolkningen til 71 procent. Danmark kommer til at ligne andre lande ved at have en voksende pluralisme. Der er over 100.000 herboende arbejdere fra lande med en ortodoks kirkelighed. Foruden alle andre kristne kirkesamfund er der nu over 300 migrantmenigheder. Der har også i det kvarte århundrede været historisk mange, der er konverteret til kristen tro, alene i 2016 blev 500 asylansøgere døbt. Under disse ændrede arbejdsforhold er folkekirken blevet mere selvbestemmende, ligesom andre kirkesamfund. Selve forholdet mellem stat og kirke er ganske vist uændret, og det adskiller folkekirken fra stort set alle andre kirker. Alligevel har folkekirken fået mere selvbestemmelse. Demokratiseringen af folkekirken er blevet styrket med valgte stiftsråd i 2009. Bispemøderne har fået større betydning og er blevet opgraderet med en fast medarbejder. Folkekirken har et valgt Mellemkirkeligt Råd, hvis medarbejdere betales af kirkens egne midler, og således kan kirken selv prioritere særlige indsatser inden for dette område. Det samme gælder inden for præsteuddannelsen. I Danmark er arbejdsfordelingen stadig den, at præster får den teologiske del af uddannelsen på de offentlige universiteter, som folkekirken ingen indflydelse har på. Men da præster får den praktiske del af deres uddannelse på Folkekirkens eget Uddannelses- og Videnscenter (FUV), har folkekirken øget sin indflydelse på præsternes samlede uddannelsesforløb, for FUV er vokset betydeligt i antal ansatte og opgaver. Mere ledelse Folkekirken er også kommet til at ligne andre kirker mere ved at lægge meget mere vægt på ledelse. Engang var en provst en præst med nogle få overordnede opgaver uden for sit sogn. I dag er provsteembedet vokset i omfang og betydning, så det nu er målet, at provster skal bruge 75 procent af deres tid på at være provster – og være leder for præsterne og sognene i provstiet. Udviklingen i retning af at sammenlægge sogne til storpastorater, flytte præster fra land til by og fra sogn til hospital eller migrantarbejde kræver, at nogle leder og foretager prioriteringer. Her er provsterne blevet særligt vigtige, fordi de har lokalkendskabet, og fordi provstiudvalgene er den centrale økonomiske instans i folkekirken. Menighedsråd har siden 2007 haft ansvaret for det kirkelige liv i sognet og har fået flere opgaver inden for det rent kirkelige – ligesom i andre kirker. Alle disse punkter har sikkert sammenhæng med, at folkekirken har måttet styrke sin indsats, når dens status i landet svækkes. Derimod kan de følgende træk i det seneste kvarte århundrede snarere tilskrives en indre teologisk udvikling. Folkekirken er kommet til at ligne andre kirker ved, at vægten flyttes fra foreningslivet til menigheder. Netop den danske kirke har været dybt præget af, at vækkelserne i 1800-tallet kom nedefra og skabte bevægelser og selvorganiserede foreninger. Siden har både samfundsudviklingen og den teologiske udvikling peget i anden retning. Et synligt tegn på udviklingen er nedlæggelsen af de foreningsdrevne missionshuse. Engang var der over 700 missionshuse under Indre Mission, men i dag er der kun 174. Foreningslivets tilbagegang har sammenhæng med sekulariseringen, men også med den stigende aktivitet i sognemenighederne og også i nogen grad med de 68 nye valgmenigheder og lutherske frimenigheder i vækkelsesprægede, "missionske" miljøer. Øget vægt på fromhedsudtryk Karakteristisk for de 25 år har også været en øget vægt på åndelighed og alsidige fromhedsudtryk. Dansk kirkeliv har siden Tidehverv i 1920’erne ellers været præget af, at "fromhed" var et belastet ord. I dag har de fleste af landets præster oplevet at blive bedt om forbøn i forbindelse med sygdom. Folkekirken har fået pilgrimspræster, og der er sket en usædvanlig stærk vækst i arbejdet med fornyelse af liturgi og arbejdsformer i kirken med alt fra AGF-andagter i Aarhus til klimagudstjenester i Roskilde. Alt dette er tegn på, at tro og åndelighed er kommet mere tydeligt frem igen, ligesom i tidligere faser af kirkens lange historie. Den sidste tendens i de 25 år er en øget vægt på diakonien, kirkens praktiske hjælpearbejde. Diakoni har længe stået svagt, fordi mange ikke har set organiseret hjælpearbejde som en kirkelig opgave. I dag vil Landsforeningen af Menighedsråd fremme diakoni, og folkekirken har fået ansat diakon-præster, og der foregår i stigende grad "samskabelse" mellem offentlige myndigheder og kirkernes sociale arbejde. Diakoni er således kommet mere frem, og dermed nærmer vi os situationen i tidligere epoker i kirkens historie. Kurt E. Larsen er professor emeritus i kirkehistorie fra Menighedsfakultetet. Tryk for at læse mere
Nr. 107
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Danske politikere brugte turisme som propaganda Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 20:00:00
Danmark har i århundreder været en turistmagnet, og mens det i dag er amerikanere og kinesere, der klumper høfligt sammen og står grundigt i vejen rundt om i Kongeriget Danmark, var det i 1700- og 1800-tallet primært tyske skønånder, franske adelsfolk, italienske kunstnere og nysgerrige englændere, der lagde vejen forbi vores lille land højt mod nord. De rejste ud for at blive klogere på verden og sig selv, for at se de steder, de kun kendte fra malerier og pralerier. Det var en del af tidens dannelsesprojekt. Når de kom hjem, skrev de om det hele. Ligesom de gjorde, når de havde lagt vejen forbi kurbade i Hannover, ruiner i Rom og slotte i Paris. De skabte en længsel hos dem derhjemme, en oplevelsesefterspørgsel. Særligt æstetikerne var vilde med Møns Klint. De fantastiske kridtformationer og stejle skrænter. Hvide sejl på et uendeligt hav. Andre lod sig betage af Himmelbjerget, der kyssede de midtjyske skyer. "Men kom selv, bese den lidt," som rejsekongen H.C. Andersen skrev i 1859 efter tre måneder på tour gennem Jylland. Poeten var vild med lyngheden og halvøen mellem tvende have. Tænk sig, så fint de har det derovre, så langt fra hovedstaden. Det var seværdigt, faktisk eksotisk. Alle burde jo se det! Og det gjorde rigtig mange så. På ryggen af danske kunstnere, som rejste rundt i fædrelandet og malede løs og sang og digtede om dets storhed, der kun syntes at blive større for hver tabt landsdel, blomstrede med tiden et helt erhverv op. Lokale turistforeninger skød op efter år 1900. Badehoteller langs kysterne, Hammershus og grotter i Bornholms granit, sommerlyset og lokale fiskere i Skagen. Runesten, bølgende bøgeskove og kornmodne marker i samme nuancer som håret på de solbrankede unge mænd og kvinder, der cyklede omkring i landet, altid på farten, altid på vej et dejligt sted hen. Det var lykken. Det indtryk fik man i hvert fald i turistbrochurerne og de smukke illustrationer, der hørte til. Det handlede om at binde Danmark sammen og vise de bedste sider frem af fædrelandet. Det handlede om lokal patriotisme og national stolthed og selvforståelse, om nye venner og idealistisk kulturudveksling, om penge og knivskarp iscenesættelse. Særligt fra 1920'erne fik turistlobbyen i København større og større magt. Danmark som turistdestination blev i høj grad forstået og derfor iscenesat som museerne, samlingerne, haverne, borgene, slottene og kirkerne i København. Det fineste, vi ejede her i landet. Nationalklenodierne. Hovedstaden. I årene 1934-1935 skete der dog noget, der ændrede dansk turisme for altid. Det gik op for Udvalget for Turistpropaganda i Udlandet, et rådgivende organ nedsat af den socialdemokratiske regering med det formål at fremme dansk turisme som erhverv, at man burde revurdere sit syn på Turistlandet Danmark, som journalister og reklamefolk i årtier havde betegnet vores fædreland. Det, og meget andet, har historiker Mikael Frausing skrevet om i sit lille mesterværk "Turistlandet", som denne klumme blandt andet generøst trækker på. Udvalget for Turistpropaganda læste internationale brochurer, rejsereportager og guidebøger om Danmark, og medlemmerne opdagede, at vi dyrkede en fortid, som ikke længere matchede turisternes præferencer. Nationalmuseet, Rosenborg og Glyptoteket tabte terræn til Tivoli, og som noget helt nyt var folk udefra åbenbart interesserede i noget så undseeligt som en lille skulptur, der stod ude på Langelinie et sted. Det var en perle i hovedstaden, kunne man forstå. Den følgende sommersæson var postkort, brochurer og reklamer plastret til med Den Lille Havfrue. Erik Eriksens skulptur fra 1913 blev fra 1935 selve symbolet på Turistlandet Danmark. Man professionaliserede turisterhvervet. Tidligere havde forfattere som Henrik Pontoppidan solgt Danmark efter bedste evne, men nu skulle der yngre og professionelle reklamefolk til. Materialet blev udgivet på en lang række sprog. I udgaven på engelsk hed det nu opsummerende, at "Denmark is a happy country with the most advanced social laws in the world". Det var jo ikke for ingenting, at udvalget var nedsat af en socialdemokratisk regering. Og også fortællingen om et velfungerende og socialt bæredygtigt Velfærdsdanmark med glade og sunde borgere blev nu solgt til turisterne. Fædrelandet havde stadig bølgende skove, vidder, Møns Klint, Vadehavet, salte skumsprøjt, egnsdragter, borge, slotte og kirker. Stadig kunstsamlinger og eventyr. Stadig Bornholm. Men Turistlandet Danmark var også moderne og visionært, socialt bæredygtigt og fremadskuende på alle måder. Vi havde traditioner, men var konstant på forkant. Naturligvis. Havde vi nogensinde været andet? Historisk set skrives på skift af Brian Traantoft Rasmussen, journalist og historiker, Thomas Oldrup, historiker og forfatter, samt Jes Fabricius Møller, lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og kongelig ordenshistoriograf. Tryk for at læse mere
Nr. 106
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kunstværker installeres langs vandreruter: Man ser naturen på en ny måde Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 20:00:00
På det østlige Lolland ligger Fuglsang Kunstmuseum, som ønsker at inspirere såvel lokale som besøgende museumsgæster til gåture og ophold i naturen omkring museet. Der er tre etablerede vandreruter i området, og siden 2023 har man kunnet udforske og opleve forskellige kunstværker, der alle er opsat af museet og en del af samlingen Fuglsang Kunstlandskab, når man begiver sig ud på den rute, der kaldes den blå vandrerute. Den fælles overskrift for værkerne er "Landskabsdialoger", og de er valgt med henblik på at give nye vinkler på stedets natur og historie. Denne sommer er der så blevet tilføjet to nye værker langs den rute, der kaldes den gule vandrerute, og det er planen, at den tredje og sidste vandrerute skal udsmykkes med kunstværker næste år. Det fortæller museumsdirektør Anna Schram Vejlby, som håber, at kunsten kan trække flere folk ud i naturen. "Der er mange ting at se i området, som man måske ikke ville opdage, hvis ikke man har en anledning. Kunstværkerne er nogle små punkter, man kan lade sig styre efter. Vi har valgt nogle værker, som har et element af, at man kan tage ophold, så man ikke bare ser det på afstand og skynder sig videre," siger hun og tilføjer: "Man kan falde lidt til ro og se landskabet fra en anden vinkel. Når kunsten sætter landskabet i relief, ser man naturen på en ny måde." Billedkunstner Rasmus Myrup står bag det ene af de to nye kunstværker. Han har skabt skulpturen "Maison Secondaire". Titlen betyder "det andet hjem" og skal både ses som en henvisning til Lolland-Falsters sommerhusidyl og fortidsminder. Skulpturen forener nemlig gamle og nye byggetraditioner – og er ifølge museumsdirektør Anna Schram Vejlby blevet Fuglsang Kunstmuseums vartegn. Skulpturen "Maison Secondaire" forener drømmen om det frie liv i naturen med tidligere tiders tanker om det evige liv. Værket er hverken sommerhus eller fortidsminde, men i stedet en sammensmeltning af de to. Foto: Leif Tuxen "Værket er så markant, og man er ikke i tvivl om, at man ankommer til et kunstmuseum, når man ser det. Og så passer det forbløffende perfekt til vores sted og område, fordi det trækker tråde til de mange stendysser og høje, der er på Lolland-Falster. Men værket spiller også på sommerhuskulturen, fordi det er bygget af materiale, man ville bygge et sommerhus af," siger hun. Det andet nye værk, man kan opleve, er skulpturen "Instrument", der er skabt af billedkunstner Asta Lynge – og som skulpturens titel indikerer, er der tale om et instrument. Asta Lynge har nemlig skåret i rørene fra to færiste, der normalt bruges ved dyrefolde, og monteret dem på ny, så de nu er forvandlet til to panfløjter. Panfløjterne er et velvalgt kunstværk, fordi Fuglsang gemmer på en særlig musikarv, fortæller Anna Schram Vejlby: "Panfløjterne binder fint an til landskabet, fordi Pan er en naturgud inden for den græske mytologi, men også fordi musikken er og har været vigtig for Fuglsang-området. Der har været meget musik på Fuglsang Herregaard, og det er der stadig i dag. Og så har Carl Nielsen også komponeret i det her område." Tryk for at læse mere
Nr. 105
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Lektor: Vi har brug for flere idioter i dag Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 20:00:00
I antikken var idioten den, der valgte at stå uden for fællesskabet. I dag er idioten reduceret til en, der ikke forstår fællesskabet. Men måske har vi netop brug for idioten til at stille spørgsmål ved de mure, vi tager for givet. Der findes næppe noget mere tidløst aktuelt end behovet for at føle sig tryg. I dag bliver tryghed i stigende grad oversat til militær oprustning, politisk samling og økonomisk robusthed. Nato's seneste sikkerhedsmål opererer ikke længere blot med afskrækkelse, men med forberedelse til varig undtagelsestilstand. Truslerne – fra øst, fra syd, fra skyerne, fra cyberspace – er ikke længere forestillede, men performative. De konstituerer selve den måde, hvorpå vi tænker og bedriver politik. Vi befinder os med andre ord midt i en genoplivning af realpolitikkens arkitektur, hvor alt er sikkerhed, og alt uden for sikkerheden betragtes som fare, naivitet eller svaghed. Men hvad nu hvis vi kunne forestille os en figur, der ikke forsøger at styrke muren omkring byen, men i stedet stiller sig udenfor og spørger, hvad det overhovedet er for en mur? En figur, der ikke vil med, ikke vil være med, og som netop derfor afslører byens – eller politikkens – grundlag? Denne figur fandtes engang. Den kaldtes for idioten. Ordet idiot har en fascinerende og paradoksal historie. Det stammer oprindeligt fra det oldgræske idiótes, som betød privatperson. Idioten var en, der valgte ikke at deltage i bystatens, polis' fællesanliggender: politik, militær, demokrati. Roden ídios betyder egen, privat, særskilt. Den græske idiot var ikke en tåbe, men en outsider. Ikke en uden evner, men en, der unddrog sig pligten til at indgå i byens offentlige liv. Denne betydning ændrede sig radikalt over tid. I latinsk og middelalderlig tradition blev idiota til betegnelsen for den ulærde, den uforstandige. I renæssancens og oplysningstidens Europa blev det synonymt med tåbelighed, kognitiv svaghed, sindsforvirring. Den idiot, der i antikken stod uden for murene og tænkte over deres nødvendighed, blev i moderniteten omfortolket som én, der ikke forstod noget som helst og derfor ikke kunne deltage i samfundet – snarere end én, der ikke ville. Det er en ideologisk glidning, der siger noget dybt om det samfund, der udstøder idioten: det tåler ikke udenforstående. Her hjælper den franske skelnen mellem la politique og le politique os. La politique betegner politik som praksis: partier, regeringer, beslutninger, institutioner. Le politique derimod er det mere grundlæggende, nemlig spørgsmålet om, hvordan politik kan finde sted. Hvad tæller som politik? Hvem får lov til at tale og handle politisk? Den moderne vestlige verdens krisestemning – i mødet med migration, krig, klimaforandringer og kulturel forskydning – har fået la politique til at lukke sig om sig selv. Vi forsvarer en bestemt politisk orden ved at undtagelsesgøre alt det, der ikke passer ind: flygtningen, klimaaktivisten, den pacifistiske stemme, kritikeren af vækst. Eller for den sags skyld personen, der synes identitetspolitik er en lille smule mærkelig. Vi tænker, som den franske filosof Jacques Rancière siger, ikke længere i politik som uenighed (le désaccord), men som administration og risikostyring. Og idioten? Han eller hun er reduceret til en psykiatrisk diagnose eller en diskvalificeret stemme. Vi forveksler valg med mangel. Men hvad nu hvis vi har brug for idioten igen – ikke som passiv tilskuer, men som aktiv kritiker? Ikke som én, der er udenfor, fordi de ikke kan være indenfor, men fordi de netop nægter at deltage i et system, der kun anerkender trusler, budgetter og beredskabsplaner? Måske er den moderne idiot den eneste, der kan vise os politik som arkitektur; altså hele det system af nødvendigheder, vi tager for givet: økonomisk vækst, nationalt forsvar, teknologisk fremskridt. Det er ikke for at opløse systemet, men for at afsløre dets præmisser. I denne forstand er idioten ikke en fjende af samfundet, men en slags ur-kritiker. En, der på Kierkegaardsk vis spørger til valget som sådan. En, der på Rancièresk vis nægter at acceptere, at det politiske allerede er afgjort på forhånd. Den moderne realpolitik bygger på en bestemt fortælling: Vi er truet. Derfor må vi samle os. Og derfor må vi udelukke dem, der ikke vil være med. I Europa og USA anno 2025 er det en nærmest ubestridt grundsætning, at robusthed kun kan opnås gennem styrke: våben, vækst og vilje. Men hvad gør vi, hvis styrken i sig selv former fjenden? Hvad hvis muren i sig selv skaber behovet for dens forsvar? Det er her idioten – som figur, som tanke, som position – kan noget. Ikke som en ny ideologi, men som et nødvendigt forstyrrende element i en ellers konsensuel samtale. For uden for muren står stadig nogen. Ikke fordi de ikke forstår, men fordi de forstår for godt. De ser murens kontur, dens materialitet, dens udelukkelseslogik. De spørger ikke "hvordan beskytter vi os", men "hvad er det, vi beskytter?". Som Fjodor Dostojevskij skriver, er idioten ikke dum, men anderledes. Fyrst Mysjkin, hovedpersonen i romanen "Idioten" fra 1869, fremstår netop som moralsk radikal, fordi han nægter at tilpasse sig samfundets kynisme og spil for galleriet. Han bliver opfattet som svag, men rummer en slags sandhed, som de andre ikke kan håndtere. Og derfor bliver han udstødt. Det er ikke idioten, der er farlig. Det er verden, der ikke tåler hans blik. At stå udenfor og kigge ind er ikke nødvendigvis at være asocial. Det kan være en form for ansvar. At nægte deltagelse i et spil, man ikke har været med til at opstille reglerne for, kan være en etisk gestus. At afsløre, at reglerne ikke er naturgivne, men historisk skabte, er en politisk handling. I dag har vi brug for flere idioter i den oprindelige forstand: flere, der tør sige nej til den konsensus, som reducerer politik til forvaltning af trusler og forventninger. Flere, der stiller spørgsmål til det, som ikke længere kan diskuteres, og som derfor ikke længere er politik, men dogme. Idioten er ikke doven, uoplyst, dum eller bare en taber. Idioten er måske den sidste figur, der minder os om, at politik i sin kerne handler om det muliges mulighed. Om at kunne tænke anderledes. Og dér begynder al sand forandring. Ikke med at forsvare murene, men med at turde forestille sig verden uden dem. Bo Kampmann Walther, f. 1967. Medieforsker ved Syddansk Universitet. Skribent ved Dagbladet Information. Tryk for at læse mere
Nr. 104
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Rasmus Nøjgaard: Jeg ville ønske, jeg oftere tog tiden til at besøge en ensom Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 19:30:00
Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma? Tidligere på sommeren stod min kone og jeg i et mindre, men meget konkret dilemma, da vores søn ville på Roskilde Festival. Han er 17 år og har diabetes. At sende sin søn med diabetes på festival er forbundet med en vis usikkerhed. Når man er 17 år, er det usandsynligt, man ikke drikker alkohol på en festival, og har man diabetes, risikerer man, at ens blodsukker falder på en kritisk måde. Min kone og jeg overvejede, om det var fornuftigt at give ham lov til at tage af sted. Vi endte med at lave et kompromis, så han kunne tage af sted, hvis han deponerede sin insulin i samariterteltet og fik et diabetesarmbånd, hvor der stod, han skulle have sukker, hvis han virkede konfus. Det gik heldigvis godt, selvom vi forældre ikke var 100 procent rolige. Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt? Når jeg har sjælesorgssamtaler i mit arbejde, har jeg flere gange oplevet det som en stor udfordring ikke at kunne hjælpe på en konkret og aktiv måde. Hvis en person for eksempel er kommet ud i misbrugsproblemer, virker det nærliggende at række ud til vedkommendes pårørende, så de kan hjælpe personen til at komme i behandling. Men det har jeg ikke mulighed for. Sjælesorgen er altid forbundet med fortrolighed, hvor min opgave er at være et lyttende øre. Jeg kan selvfølgelig opfordre til at søge hjælp, men jeg kan ikke gøre det for vedkommende. Det er et etisk dilemma, der er indbygget i sjælesorgen. Da jeg først accepterede det vilkår, blev det nemmere for mig, og jeg oplever i dag, at sjælesorgen er et frirum for mange på grund af fortroligheden. Men det kan være hårdt at være vidne til en andens problemer uden at kunne gribe ind. Hvad er tidens største etiske dilemma? Et overordnet dilemma er, hvordan vi kan få hensynet til næsten til at fylde mere. Evnen til at tænke på andre, før man tænker på sig selv og sine egne, er udfordret. At man altid må have med i sine overvejelser, at man har pligt til at sikre rimelige vilkår for andre, også selvom det kan give mindre gode vilkår for en selv. Det er en af de store udfordringer i for eksempel Israel-Palæstina-konflikten, som jeg ser som den altoverskyggende konflikt i øjeblikket. Det er også et problem, der gør sig gældende i Ukraine-Rusland-krigen. Nationalismen og højredrejningen, vi oplever i Europa, er på samme måde et udtryk for, at man under de forkerte betingelser har nemmere ved at vælge sig selv og sit eget i stedet for at tage hensyn til dem, der har behov for det såsom udsatte grupper eller flygtninge. Hvilke etiske principper bestræber du dig på at handle efter? Jeg forsøger at efterleve det kristne kærlighedsbud om at elske din næste som dig selv. Det læner sig op ad den gyldne regel, der siger, at du skal gøre mod andre, som du synes, de skal gøre mod dig. Jeg bestræber mig virkelig på altid at se efter det gode og det sande i det andet menneske frem for at se på, hvor forskellen afgrænser mit fællesskab med vedkommende. For mig er det afgørende at søge efter broerne, hvorfra man kan indlede en samtale og en forsoning frem for at blive afmægtiggjort af afstanden og uforståeligheden. Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper? Jeg kunne rigtig godt tænke mig at efterleve et etisk princip, jeg har fået overdraget af min farfar. Det handler om, at en god dag er en, hvor man har besøgt nogen, der havde et besøgsbehov. At række ud efter en, der sidder alene og har brug for nærvær. Det prøver jeg at efterstræbe, men jeg må sige, at jeg ofte fejler. Det skyldes vel i bund og grund, at livet er travlt, og at der altid er nogen, der hiver i en. Men det handler også om, at alt fra Netflix til HBO til sociale medier har det med at fjerne vores opmærksomhed fra det egentlige. Den tid, man spilder der, burde være blevet givet ud til fysisk nærvær og opmærksomhed til levende mennesker. Jeg må med skam erkende, at jeg også er fanget ind af det. Ofte lover jeg at rette op og gøre det bedre. Men det lykkes ikke altid. Tryk for at læse mere
Nr. 103
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Unge stemmer meget modebetonet”: Debatten om alder og stemmeret er atter aktuel Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 18:00:00
Spørgsmålet knytter sig i virkeligheden til demokratiets kerne: Hvem har egentlig noget at skulle have sagt? Nu er debatten om aldersgrænsen for at stemme – valgretsalderen – blusset op på ny i Danmark. For tidligere i juli kunne man i Storbritannien se landets regering præsentere et nyt forslag om at sænke aldersgrænsen til stemmeurnerne fra 18 år til 16 år for at "genoprette befolkningens tillid til demokratiet", som det lød. Også herhjemme er tiden moden til at sænke valgretsalderen til 16 år, mener Katrine Evelyn Jensen, forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. "Jeg oplever en ungdom, der går lige så meget op i samfundets udvikling som de ældre generationer. Der har været skolevalg i Danmark i over 10 år nu, og der er et stort engagement fra de unge," siger hun. Imidlertid har moderpartiet i Folketinget – Socialdemokratiet – meddelt, at man ikke er indstillet på at sænke valgretsalderen. Det er man heller ikke i Dansk Folkeparti, fortæller Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet for partiet. "Man skal passe på, at man ikke reducerer demokratiforståelsen blandt 16-17-årige til at være det at sætte et kryds," siger han. Snarere skal løsningen findes i foreningslivet, hvor den demokratiske dannelse finder sted, mener politikeren. "Det er en del af den demokratiske dannelse, der er ved at gå tabt, og som ville være langt vigtigere at opruste på," siger han. Et hyppigt brugt argument mod at sænke aldersgrænsen knytter sig til forholdet mellem valgret og myndighed – at ret og pligt bør følges ad. Og mange af nutidens argumenter for og imod kunne man også læse, da valgretsalderen sidst blev sænket. I 1976 blev myndighedsalderen sænket fra 20 år til 18 år, og to år senere, i 1978, skulle det ved en folkeafstemning afgøres, om det samme skulle ske med valgretsalderen. I avisspalterne udspillede sig en heftig debat. Også i Kristeligt Dagblads. På den ene side stod Det Konservative Folkepartis Erik Ninn-Hansen. "Ingen kan påstå, at man diskriminerer den 19-årige, fordi han skal vente et år med at stemme og endnu ikke kan få plads i Folketinget," skrev han i avisen og påpegede, at alle kender unges tilbøjelighed til "at være med på noderne". Han tilføjede: "Hvis forslaget alene er udtryk for tilbøjeligheden til at være progressiv, kan vi andre med rette spørge, hvornår agter man at standse? Skal de 18 år om nogle år ændres til 16, derefter til 14?" På den anden side stod Radikale Venstres Karl Skytte, dengang Folketingets formand, som opfordrede vælgerne til at "vise deres egne og andres børn den tillid, der ligger i at give dem valgret fra 18-års-alderen". "Der er intet unaturligt i, at politik for mange unge er et arbejde for idéer og idealer, frem for en stillingtagen til hvad der er bedst økonomisk for én selv," skrev han. Med et snævert flertal i befolkningen blev valgretsalderen dengang sænket. Det skyldes formentlig emnets fundamentale karakter, at spørgsmålet om at sænke aldersgrænsen med jævne mellemrum finder vej til den offentlige debat, fortæller Ditte Shamshiri-Petersen, der er lektor ved Aalborg Universitet og forsker i unges demokratiske deltagelse. "Det bliver storladent og principielt, fordi det i sidste ende handler om, hvem vi anser for at være værdige borgere," siger hun. Der, hvor diskussionen typisk bliver vanskelig, er, når man vil forsøge at indkredse, hvor meget erfaring og kompetence det kræver at kunne tage det demokratiske ansvar på sig. "Men alder behøver ikke altid at være afgørende. En på 16 år, der er meget politisk engageret, kan være mere kompetent end en på 35 år, der ikke er engageret. På den måde er det en arbitrær grænse, der er sat ved de 18 år – fordi den jo skal sættes et sted," siger lektoren. Fra valgforskningen er det kendt, at der er store generationsforskelle i politiske holdninger til bestemte emner. "Når vi for eksempel taler om klimaforandringer, bliver det også et demokratisk argument at give unge en stemme, fordi det i høj grad er dem, der skal leve med konsekvenserne af de beslutninger, vi træffer i dag," siger Ditte Shamshiri-Petersen. Ofte har det været opfattelsen, at en lavere valgretsalder primært vil gavne de partier på venstrefløjen, men det billede kræver i dag nogle flere nuancer. Eksempelvis blev Liberal Alliance ved skolevalget sidste år det største parti. For Anders Vistisen handler spørgsmålet om valgretsalderen heller ikke om, hvorvidt det vil gavne røde eller blå partier mest med flere helt unge vælgere. "Det handler om, at unge stemmer meget modebetonet, og at der er meget i samfundet – fra pensionsopsparing til realkreditlån – som unge mennesker ikke er fuldt ud eksponeret over for," siger han. Forbundsformand Katrine Evelyn Jensen mener, at det vil være naturligt, at Socialdemokratiet som i tidligere tilfælde – eksempelvis med kvindernes valgret – går forrest med at "udvide de demokratiske beføjelser". Er det så ikke frustrerende, at Socialdemokratiet ikke går ind for at sænke valgretsalderen? "Vi har prøvet at være uenige mange gange før. Min opfattelse er jo, at Socialdemokratiet er en lidt større damptromle, der lige skal have lidt krudt på kedlerne, før man kommer op i omdrejninger," siger hun. Tryk for at læse mere
Nr. 102
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Benjamin droppede skolen for musikkens skyld: ”Min mor har da nok haft et vist mod, da hun lod mig gå den vej” Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 18:00:00
Mandag den 4. august er det 150 år siden, at H.C. Andersen døde, og det markeres en række steder i Danmark og de øvrige nordiske lande med klokkespilskoncerter. Koncerterne begynder kl. 11.05 og har samme program. Blandt andet spilles ”I Danmark er jeg født” på tre forskellige melodier, og også ”Jylland mellem tvende have”, ”Jeg har en angst som aldrig før” og ”Barn Jesus i en krybbe lå" er på programmet. Desuden er der et ekstranummer. Men i Holstebro, hvor organist og klokkenist Benjamin Davis Maack står for markeringen af eventyrdigterens dødsdag, bliver der et ekstra ekstranummer, nemlig ”Svanen” fra ”Dyrenes karneval” af den franske komponist Camille Saint-Saëns. ”På plakaten for koncerterne er der en svane, og det inspirerede mig til at tage mit eget ekstranummer med,” forklarer 43-åprige Benjamin Davis Maack, der siden marts i år har været ansat ved Holstebro Kirke i en fuldtidsstilling, der omfatter arbejdet som organist og korleder samt klokkenist. Og det er netop den kombination, som gjorde stillingen attraktiv for den erfarne musiker. ”Her får jeg det hele, og endda et klokkespil med 48 klokker, hvor jeg både skal stå for de automatiserede klokkespil af årstidssalmer og -sange, som spiller fire gange dagligt, og for koncerter og lejlighedsvise arrangementer,” fortæller han. Benjamin Davis Maack er ny organist i Holstebro Kirke og meget engageret i klokkespillet. Klokkenist. Klokkespil. Foto: Jens Bach Benjamin Davis Maack er vokset op i Herning og begyndte som femårig at spille klaver, da hans mor bad ham og broderen om at vælge hvert et instrument. Broderen valgte violinen og blev uddannet inden for folkemusik fra konservatoriet i Odense, mens Benjamin Davis Maack bevægede sig fra klaveret, via Herning Kirkes meget anerkendte drengekor til orgelspillet. ”Da jeg havde sunget et par år i drengekoret og havde stået på pulpituret og mærket og hørt orglet mange gange, fik jeg den idé, at jeg ville lære at spille på det. Fem år senere spillede jeg ved min første gudstjeneste, hvor jeg havde skrevet alle detaljer omkring liturgien ned og var meget spændt,” siger han. Debuten som organist var en succes, og herefter begyndte Benjamin Davis Maack at spille som organistvikar i forskellige midt- og vestjyske kirker. På det tidspunkt havde han taget en elementær organistuddannelse fra Kirkemusikskolen i Vestervig, og som 18-årig bestod han den præliminære orgeleksamen fra samme sted. Herefter foreslog hans orgellærer fra Herning, at han søgte ind på Vestjysk Musikkonservatorium, og Benjamin Davis Maack fulgte opfordringen. Han bestod optagelsesprøven og tog først en bachelor i musikvidenskab og siden en kandidat i kirkemusik. ”Det var mit held, at man bliver optaget ved optagelsesprøve på konservatoriet, for jeg har ingen afgangseksamen fra folkeskolen,” fortæller Benjamin Davis Maack. "Når man har slået en klokke an, klinger den, og så er der ikke noget at gøre, hvis man laver fejl," siger Benjamin Davis Maack. Foto: Jens Bach Skolen og ham var simpelthen ikke noget godt match, uden at han helt kan forklare hvorfor. Og efter 8. klasse gik han ud af skolen, og så tog musikken over i form af kor, klaverundervisning og orgelspil. ”Jeg har aldrig selv bekymret mig for, hvordan det skulle gå, men min mor har da nok haft et vist mod, da hun lod mig gå den vej,” siger han. Vejen, som førte via klaver over kor til orgel, blev udvidet med yderligere et instrument, efter at Benjamin Davis Maack i forbindelse med korundervisningen i Herning Kirke var blevet introduceret for det store klokkespil, som blev installeret der i 1989. ”Det fascinerede mig, og jeg tænkte, at det ville jeg gerne prøve kræfter med. Det viste sig så at være et rigtig godt match. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det bare. Det er et instrument, der kræver, at man forbereder sig vældig godt, for når man har slået en klokke an, klinger den, og så er der ikke noget at gøre, hvis man laver fejl – ud over at spille videre uden at lade sig gå på,” forklarer han. Der findes kun fire klokkenistskoler i verden, og en af dem ligger i Løgumkloster, hvor Benjamin Davis Maack har taget klokkenisteksamen og diplomklokkenisteksamen. Han er nu i gang med den afsluttende del af de videregående studier i solistklassen ved Løgumkloster Kirkemusikskole og afslutter efter planen i foråret 2026. Til den tid skal han formodentlig spille en række koncerter, heriblandt i Holstebro og i Løgumkloster. Allerede denne sommer, i midten af juli, har han været på koncertturné som klokkenist og har blandt andet spillet under Aarhus Jazzfestival – med en række jazzklassikere på programmet. Tilbage i 2018 spillede han i anledning af Kim Larsens død en koncert i Herning, hvor han med få dages varsel lavede egne arrangementer fra en række af den folkekære trubadurs melodier. Privat lytter han dog kun til klassisk musik, om end han gerne lytter med, når hans kæreste, der også arbejder som organist, spiller folkemusik på harmonika. Tryk for at læse mere
Nr. 101
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Længere ferier fører til højere trivsel Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 18:00:00
Nr. 100
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ministerens hensigt er god. Men vær nænsom med kirkens demokrati Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 18:00:00
Det skal være lettere at sidde i menighedsråd, mener kirkeminister Morten Dahlin (V). Det er en god hensigt, for bøvl har betydet, at det er blevet sværere at få danskere til at træde ind i arbejdet i folkekirkens sogne. Men processen har været dårlig. Lovændringerne er blevet fremlagt i en politisk aftale mellem 10 partier, uden at have været til reel debat i folkekirken først. Man holder nu en høring for kirken i sommerferien, hvor der ikke er møder i de menighedsråd, der skal indsende høringssvar. Og det hele er baseret på et udvalgsarbejde, som ikke tilstrækkeligt har repræsenteret de mange, der vil fastholde magten i sognene. Det er ikke værdigt for et af landets gamle demokratier – det kirkelige – med sådan en proces. Og værst er det, at politikerne ikke lader til at forstå, hvad det er for grænser, de træder hen over. Når det gælder indholdet i aftalen, er der gode takter. Det er grundlæggende rigtigt, at den politiske aftale tilbyder menighedsrådene hjælp med de mange middelalderkirker, som er svære at holde vedlige. Der har for eksempel været debat om kirkebygningen i Herredskirke på Lolland, som menighedsrådet vil af med. Denne type kirke foreslår den politiske aftale, at et landsdækkende kirkeligt center nu kommer til at tage ansvar for. Det er også godt, at man tilbyder hjælp med bygningsvedligeholdelse generelt og forvaltning af jorder, hvis nogle menighedsråd ikke selv kan finde kræfter eller kompetencer til dette arbejde. Folketingets partier har dog været lidt for hurtige til at flytte magten fra folkekirkens små enheder. Netop sognenes indflydelse har været et adelsmærke for landets største trossamfund. De 10 partier burde have holdt fast ved det udgangspunkt, at de lokale kirkemedlemmer bestemmer. Så kunne disse undtagelsesvist have søgt om at afgive magt til provstierne. Men man har gjort det modsatte. Man har som standard taget ansvaret fra de lokale. Og så tilbyder man i øvrigt en mulig undtagelse til dem, der selv vil håndtere bygningsvedligeholdelse. Biskop Mads Davidsen har kritiseret, at menighedsrådene ikke får den samme mulighed, når det gælder deres jordområder. Hvorfor har man så travlt med at tage jorden fra de små sogne ude på landet? Der står i aftalen, at man har lagt "vægt på, at forslaget om at flytte ansvaret for præsteembedets jorder kan bidrage positivt til folkekirkens grønne omstilling". Man må ikke håbe, at det har været den afgørende faktor. Det ville være en høj pris at betale for en grøn omstilling, som allerede kører i sognene, at gøre op med en god tradition for at sprede magten så meget som muligt i folkekirken. Tryk for at læse mere
Nr. 99
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Landmænd kan forvente en god høst: ”Det er rart at have noget, der lykkes” Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 18:00:00
Der har været snak om tørke. Der har været snak om meget farligt vejr. Men når alt kommer til alt, har vejret været helt godt for de danske landmænd. Det fortæller Jens Elbæk, der er afdelingschef for Planter & Miljø ved SEGES Innovation, som er en uafhængig forsknings- og formidlingsinstitution. "Det ser lovende ud. Vinterbyggen er næsten i hus, og udbyttet er godt 10 procent højere end normalt," siger han. Jens Elbæk, der er agronom, fortæller, at høsten af vinterbyg som den første kornsort som regel er en god indikator for resten af høsten. Han angiver vejret som årsag til det gode udbytte. "Meteorologerne har ellers været helt oppe at køre og talt om 'meget farligt vejr'. Der kan måske godt være enkelte steder, hvor noget kan stå under vand, men i det store hele ser det pænt ud. Vi var mindre glade tidligere på året, da det begyndte at ligne tørke," siger han og fortsætter: "Vi har haft en blanding af lidt af hvert, og det har passet os godt. Det ville være værre med tre ugers tørke og så tre ugers regn." Vejret skal blive rigtig dårligt for at spolere høsten på nuværende tidspunkt. Dog har landmændene stadig god grund til at holde øje med vejrudsigten. "Det må nemlig ikke regne, når man høster. Det er også træls, hvis man skal tørre alt for meget af kornet," forklarer han. Spørgsmålet er så, om der vil blive fløjtet ekstra fra førerhusene på de store maskiner, når der høstes i de kommende uger. For betyder ekstra udbytte mon ikke også ekstra indtjening? Ikke nødvendigvis, forklarer Jens Elbæk: "Det ser ud til, at det bliver en god høst på globalt plan, og vi er jo ude på det åbne marked. Det er godt for verden, men det betyder altså lidt lavere priser. Jeg tror nu, at landmændene er glade. Det er rart at have noget, der lykkes." Tryk for at læse mere
Nr. 98
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Cocktailens anden ingrediens er ikke-vreden Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 18:00:00
"Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen." Matthæusevangeliet 5, 22 Vi er i gang med vores cocktail serveret efter sidste søndags tekst om, hvad Jesus siger, der skal være i hans etiske drik. I går hældte vi en dosis retfærdighed op, der overgår de skriftkloges og farisæernes. I dag er den anden ingrediens det modsatte af vrede. I min barndom var vreden ilde set. Det var ikke pænt at vise sin vrede. Den skulle skjules bag pænheden. De sidste årtier er vreden kommet ud af sit skjul. Det er der nogle gange kommet noget godt ud af. Her tænker jeg især på Preben Koks bog "Skæld ud på Gud", som jeg ofte har anbefalet mennesker, der var i en bestemt krise. Den var forløsende. Der, hvor jeg er mere betænkelig, er i vredens selvhævdelse. Den har ikke altid ret. Det hænder jo, at den ødelægger. Det kan være, at den frisætter det vrede menneske for sin hæmning, men den ødelægger nogle gange mere, end det er troet. Jeg havde i foråret en højskoledag i Rudkøbing på Langeland, hvor det modigste menighedsråd, man kan tænke sig, har købt det gamle rådhus på Torvet i byen og indrettet det til menighedshus. Det er meget imponerende, hvad de gør. I løbet af dagen så vi blandt andet filmen "Dansen med Regitze" fra 1989 – og den holder endnu. Ghita Nørby og Frits Helmuth er de to hovedpersoner som Regitze og Karl Aage – og hvor er de blændende. Vi ser Regitze blive vred to gange. Den første er, da sønnen skammer sig over sin arbejderfar ved sin studentereksamen. Vreden på et andet menneskes vegne sætter fri. Den anden gang flipper hun ud på sønnen, fordi hun ikke får sin vilje – og så går det galt. Den vrede ødelægger. Vi kan ikke leve uden at blive vrede, men jeg tror, at Jesus vil, at vi skal sætte vreden ind i næstekærlighedens perspektiv og øve os i at skelne mellem de to former for vrede. Undertiden må man øve sig i selvbeherskelse. Det kræver noget af os, men kravet tager os alvorligt. Der er ikke bare carte blanche til selvudfoldelse. Dér fortsætter vi i morgen med en ny ingrediens i vores cocktail. Søren Hermansen er tidligere sognepræst på Langeland og i Sorgenfri. Tryk for at læse mere
Nr. 97
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Peter Olesen: For flere år siden blev forelsket i et lille, gult bygningsværk Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 18:00:00
Det er efterhånden en halvgammel affære. Jeg har ikke skrevet om den før og kun fortalt få særligt udvalgte om den, min lille hemmelige kærlighedsaffære med en særlig og ikke specielt stor bygning i Nordsjælland. Det begyndte nok i 1992-1993, da jeg begyndte at færdes fast på vejen langs kysten mellem Vejby Strand og Gilleleje. Skulle vi have friske fisk, skulle vi til Gilleleje. Og på vejen dertil, i Smidstrup, på højre hånd lige før afkørslen til Blistrup og Helsinge, begyndte jeg at kikke nysgerrigt og kærligt til et lille bygningsværk i sine, gule mursten. Bestående af to selvstændige bygninger. Den ene bærer årstallet 1941. Det hele er et lille, ydmygt, landligt skoleeksempel på gedigent funkisbyggeri. Den mindste af de to bygninger er lille, fin og rund og befinder sig på toppen af et "muldvarpeskud" – en diskret forhøjning af terrænet. Den lidt større er firkantet og med et lille tårn bagtil. Jeg er ikke sikker på, at jeg de første gange i forbifarten nåede at opfatte og registrere, hvad der rent faktisk var tale om. Men ved nærmere øjesyn kunne jeg jo læse på den firkantede bygning med årstallet 1941, at der var tale om Smidstrup Vandværk. Foto: Privatfoto Hvor beskedent og nuttet og ydmygt her midt i sommerhusbyen. Jeg faldt pladask for det og har hilst kærligt på det utallige gange siden – og smilet venligt til det. Men ikke kendt til dets historie før nu, hvor jeg har besluttet mig for at fortælle om den lille affære. Jeg kontaktede derfor Smidstrup Vandværk, hvor næstformanden Leo Staun Christensson var yderst behjælpelig. Jeg søgte navnet på arkitekten bag det lille mirakel af et vandværk. "Der er desværre ingen egentlige bygningstegninger, men en samlet tegning, der viser filtre og rørarrangementer inden i bygningen," kunne næstformanden berette. "Der er heller ikke spor af en arkitekt, så det er nok den rådgivende ingeniør, der har tegnet bygningen. Ofte bliver funktionelle bygninger ganske harmoniske." Det kan Leo SC have ret i, men kun hvis vi taler om gamle dage. Ikke nu om dage. Tænk bare på de gys af nogle transformator-rædsler, det offentlige de seneste årtier har "beriget" vores landskaber med. Senere når næstformanden frem til, at det må være Frederik Hansen, rådgivende ingeniør, fra Sankt Hansgade 2 i København N, der må stå bag. Så hæder til ham. De fleste vandtårne, vi kender i det danske landskab, rager normalt op og er synlige på afstand. Tænk på dem i de forskellige landskaber. Jeg holder især af Jørn Utzons vandtårn i Svaneke på Bornholm og flere af dem på Lolland, hvor man desværre i Sakskøbing har malet et skæmmende ansigt midt på tårnet. Men hilser ellers høfligt på dem, jeg møder ved for eksempel Køge, i Glostrup og i Rødovre. Men de er også større og skal rumme mere vand og skal derfor løftes lidt op i højden. Jørn Utzons vandtårn i Svaneke på Bornholm. Foto: Stig Nørhald/Ritzau Scanpix Bliver vi i Smidstrup-området, har vandværket for nylig været en del i medierne. Og ikke af samme grund, som jeg nu bringer det frem her, men fordi det har været mistanke om forurening af pesticider og pfas. På grund af et såkaldt jordforbedringsprojekt, hvor landmændene får lov at udlægge jord, her byggejord fra Storkøbenhavn. Vandværket er bekymret, "kommunen deler ikke bekymringen", meget typisk for netop Gribskov Kommunes ageren i den slags sager. Men det er en anden og desværre åbenbart never-ending-historie. Imens og så længe jeg lever og er i stand til at køre forbi i Smidstrup, vil jeg glædes over kikket til den fine lille bygningsperle med rundt og firkantet elegance. Prøv selv i eget liv at mærke efter, om ikke andre har det som jeg, små herlige bygningsperler vi jævnligt smiler venligt til. Og del eventuelt som jeg her historien med andre. God fornøjelse! Tryk for at læse mere
Nr. 96
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jorden drejer hurtigere end tidligere. Derfor overvejer forskere en særlig manøvre for første gang Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 18:00:00
Et døgn på Jorden varer som bekendt 24 timer – den tid, det tager planeten at dreje rundt om sin egen akse. Sådan cirka da. I virkeligheden varierer længden af hver rotation med millisekunder – tusindedele af ét sekund – og i disse år ser det ud til, at Jordens rotation går hurtigere end tidligere. De bittesmå variationer kan måles af forskere ved hjælp af de ultrapræcise atomure, og Det internationale bureau for mål og vægt (BPIM) holder hele tiden øje med, at tiden passer. Sidste år målte man den hurtigste rotation siden opfindelsen af atomuret – 1,66 millisekunder mindre end 24 timer – skriver det amerikanske medie CNN. Denne sommer har også budt på flere "korte" døgn. Afvigelsen lyder ikke af meget, men det kan give problemer for gps-systemer, satellitter og kalendere, hvis vi ikke er helt sikre på, hvad klokken er. "Hvis ikke vi ved, hvad klokken er, og kan være enige om, at klokken er det samme på hele Jorden, er der rigtig mange systemer, der ikke kan fungere. Det er derfor, man har valgt, at vi holder meget nøje øje med Jordens rotation," siger Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved DTU Space, til DR. Problemer på grund af Jordens rotationer er ikke noget nyt. Men tidligere har udfordringen helt omvendt været, at Jorden var langsommere end 24 timer til at dreje rundt om sig selv. Netop af den grund har man 27 gange siden 1972 indført skudsekunder for at få urene til at passe. Men nu overvejer forskere altså for første gang at fjerne et skudsekund i 2029. "Det er simpelthen, fordi vi gerne vil holde fast i det her med, at det, vi ser ud ad vinduet i forhold til tid og årstider, stadigvæk passer med det, vi ser på vores ure og kalendere," siger Michael Linden-Vørnle til DR. Den amerikanske fysiker Judah Levine siger til CNN, at man aldrig har overvejet denne manøvre tidligere. Han udtrykker dog en vis bekymring for det, man kalder et negativt skudsekund, fordi de mange tilføjede skudsekunder med tiden har vist sig at give problemer rundt omkring: "Og det gælder de positive skudsekunder, som ellers er blevet tilføjet mange gange før. Der er langt større bekymring omkring det negative skudsekund, fordi det aldrig er blevet testet, aldrig er blevet afprøvet." Videnskab.dk skriver, at et døgn på Jorden for en til to milliarder år siden kun varede 19 timer. Men så store forandringer kommer vi ikke til at opleve lige foreløbig. Tryk for at læse mere
Nr. 95
K_artikler Opdater⟳ ☝️
10 år efter migrantkrisen er der mindre kaos i Europa. Men vores menneskelige værdier er ved at blive udhulet Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 18:00:00
Krisen havde luret i adskillige måneder, inden den brød ud i lys lue henover sommeren 2015. I april var 600 mennesker omkommet, da deres båd forliste på Middelhavet mellem Libyen og Italien. I juli – i netop disse dage for 10 år siden – begyndte billederne af mænd, kvinder og børn, der vandrede på motorveje og langs jernbanespor fra Balkan og videre mod Vesteuropa, at fylde tv-skærme, aviser og sociale medie. Og da en kølebil med ligene af 71 migranter i slutningen af august blev fundet på en motorvejsstrækning i Burgenland i Østrig nær grænsen til Ungarn, var det endnu en understregning af, at Europa stod midt i den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Menneskesmuglere havde efterladt lastvognen, efter at ofrene var døde af hede, iltmangel eller begge dele. Den indre beklædning var flænset op som tegn på deres desperate forsøg på at slippe ud af den dødsfælde, hvor deres håb om et nyt liv endte. Konsekvenserne af borgerkrigen i Syrien, Islamisk Stats stadig mere brutale angreb i Irak og krigen mod Taleban i Afghanistan skyllede pludselig ind over Europa i skikkelse af tusindvis af flygtende. Mindst en million mennesker satte foden på europæisk jord det år, hovedparten fra netop disse tre lande. De landede på den italienske ø Lampedusa eller, i stigende grad, på Lesbos i det græske øhav efter at være sejlet ud fra Tyrkiet. Og så vandrede de. Op igennem Italien og især via Balkan til Ungarn, Østrig og Tyskland. Og fra september 2015 også til Danmark, hvor Dansk Flygtningehjælp forsøgte at tilpasse sit tilbud om rådgivning til den ændrede situation, kanalisere strømmen og sætte juridiske procedurer i værk, mens almindelige borgere uddelte vand og mad. Flygtninge på vej til Sverige og frivillige danskere fotograferet på Københavns Hovedbanegård den 11. september 2015 Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix "Flygtningekrisen kom som en overraskelse. Men den var forudsigelig," siger Eva Singer, der er leder af Dansk Flygtningehjælps asylafdeling. "FN's fødevareprogram [WFP] var nødt til at halvere rationerne til de syriske flygtninge, som var blevet drevet på flugt af daværende præsident Bashar al-Assad. Regeringerne havde ikke lyttet til appellerne om at øge bidragene til de 1,2 millioner syriske flygtninge i Jordan og 1,8 millioner i Tyrkiet. Man kunne have sagt sig selv, at det ville drive flygtningene mod Europa," siger Eva Singer. Store konsekvenser Den dramatiske situation har ikke gentaget sig siden. Men billederne fra denne sommer fik gennemgribende konsekvenser for Europa. 10 år senere er beskyttelsen af EU's ydre grænser blevet en politisk topprioritet i stort set alle europæiske lande. Højrenationale partier har skaffet sig fremgang og politisk indflydelse med migration som den vigtigste løftestang. "Velkommen-politikken," som den daværende tyske forbundskansler, Angela Merkel, kom til at stå for, er udskiftet med flere og flere af de hegn, som den ungarske regeringsleder, Viktor Orbán, dengang begyndte at rejse ved grænsen til Serbien. Både EU-Kommissionen og de enkelte medlemslande har skærpet migrationspolitikken. Asyl- og migrationspagten, som skal være fuldt gennemført til næste år, tillader at sætte retten til at søge asyl ud af kraft, hvis fjendtlige nabolande instrumentaliserer migration mod Europa. Og EU-Kommissionen har et direktiv på trapperne om såkaldt sikre tredjelande, hvortil asylansøgere kan sendes og få deres asylansøgning behandlet, selv om de ikke har nogen tilknytning til landet. "Men det er ikke som sådan blevet vanskeligere at opnå asyl i Europa," vurderer Eva Singer, som leder asylafdelingen i Dansk Flygtningehjælp. "Når først man som asylansøger er kommet ind i Europa, er der ikke sket de store ændringer i systemet endnu. Der kan være store problemer i forhold til at blive indkvarteret under asylproceduren i nogle lande, og i nogle lande er der ingen adgang til sociale ydelser selv for anerkendte flygtninge, hvis man ikke har en bopæl. Også i Danmark har anerkendelsesprocenten været høj, om end svingende. Den største ændring har nok været i 2019, hvorefter man i Danmark kun giver midlertidig beskyttelse, så sagerne skal nyvurderes hvert andet år," siger hun. Hegn og grænsebeskyttelse De 27 medlemslandes topmøder om flygtningekvoter, solidaritet og omfordeling af flygtninge er især mundet ud i stærkere beskyttelse af de ydre grænser. 2000 kilometer hegn symboliserer nu beskyttelsen af EU's ydre grænser sammen med Frontex, EU's grænseagentur, som er vokset fra 308 ansatte i 2015 og et lille budget på 143 millioner euro til et budget på en milliard euro i år og et mål om 10.000 ansatte i 2027. Migranter går mod grænsen til Østriug fra Hegyeshalom i Ungarn i september 2015 Foto: Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix I stedet for de kaotiske scener med omvandrende migranter gennem Europa er det nu ved grænserne, at de humanitære dramaer udspiller sig, med såkaldte pushbacks, hvor asylansøgere i strid med international ret skubbes tilbage til for eksempel Serbien eller Tyrkiet. Eller i de lande, som EU har allieret sig med for at "sætte proppen" i flygtningestrømmen. Gerald Knaus, leder af tænketanken European Stability Initiative i Berlin, betragtes ofte som hjernen bag den aftale fra marts 2016 mellem EU og Tyrkiet, som med Angela Merkel som drivkraft skabte en ny formel for håndteringen af migration mod Europa. Tyrkiet forpligtede sig til at bekæmpe menneskesmugling og forhindre migranter i at sejle ud mod de græske øer. Alle migranter kan sendes retur til Tyrkiet. Til gengæld yder EU økonomisk støtte, så Tyrkiet kan tage sig af de 2,6 millioner syriske flygtninge, der opholder sig i landet. "Jeg husker Aylan Kurdis død i september," siger Gerald Knaus med henvisning til det berømte fotografi af liget af en tre-årig syrisk dreng, der druknede sammen med det meste af sin familie, da en menneskesmuglers overfyldte gummibåd kæntrede. Billedet af den livløse tumling skyllet op på en strand i Tyrkiet gik verden rundt og blev billedet på de desperate flygtninges situation. "Og jeg husker Viktor Orbáns tale i samme uge, hvor han kaldte migrationen for en invasion og en trussel mod landets identitet. De to billeder kolliderede. Når man begynder at tale om migranter og børn som en invasion, det vil sige i militære termer, skrider alle værdier. Alt bliver muligt, som vi ser i Trumps USA i dag. Det var for at undgå denne situation, at jeg udviklede mit forslag, som er baseret på princippet om et sikkert tredjeland. Aftalen med Tyrkiet er en succeshistorie. Men de aftaler, der er kommet bagefter, lever ikke op til samme krav." Afpresser EU For da Tyrkiets kyster blev lukket, rykkede migrationsruterne vestpå. I 2017 indgik Italien og derefter EU-Kommissionen en aftale med de to politiske fraktioner, der kæmper om magten i Libyen, om at betale den libyske kystvagt for at forhindre udsejling. Sådanne aftaler er blevet krumtappen i EU's migrationskontrol. Foruden de ni milliarder euro, eller 67,5 milliarder kroner, som Tyrkiet har inkasseret, har EU-Kommissionen skrevet kontrakt med Tunesien for 105 milliarder euro, med Egypten for 7,4 milliarder og med Libanon for 1 milliard. Andre aftaler er indgået med blandt andet Mauritanien, Marokko og Senegal. Det samlede beløb er vanskeligt at vurdere, for migrationskontrol indgår i næsten alle aftaler med lande i Syd, uanset om det som udgangspunkt handler om handel, klima eller udvikling, siger Ravenna Sohst fra Migration Policy Institute i Bruxelles. "Den slags aftaler har meget høj prioritet i Bruxelles, fordi migration er vigtige indenrigspolitiske spørgsmål i medlemslandene. Det er svært at sige, om resultaterne står mål med de penge, der bliver givet ud. Antallet af mennesker, der ankommer illegalt, er faldende. Men det store fokus på migration sætter også disse lande i stand til at afpresse EU. Tyrkiet har truet med at lukke op for flygtningestrømmen, Belarus benytter migration til hybrid krigsførelse, og Marokko har presset Spanien til at anerkende marokkansk herredømme over Vestsahara. Det er et åbent spørgsmål, hvor meget plads migration bør have i internationale relationer, og om EU gør sig sårbar," siger Ravenna Sohst. Holder liv i menneskesmugling Hun peger på, at EU også allierer sig med lande, der har ry for at se stort på menneskerettighederne. Vidner beretter om, hvordan Tunesien transporterer mænd, kvinder og børn ud i ørkenen ved grænsen til Libyen og efterlader dem der. Situationen i Libyens lejre med vold, barbari, voldtægt og menneskehandel er veldokumenteret. Og pengene fra Europa holder liv i dette system, advarer Sophie Beau. Hun leder organisationen SOS Méditerranée, hvis redningsfartøj, "Ocean Viking", kommer nødstedte migranter til undsætning, når deres fartøjer kæntrer på vej over Middelhavet. Organisationen blev oprettet i maj 2015 som svar på de druknekatastrofer, som var gået forud for sommerens migrationskriser. En græsk politibetjent giver instruktioner til flygtninge på en gummibåd ud for den græske ø Lesbos i september 2015 Foto: Petros Giannakouris/AP/Ritzau Scanpix Middelhavet er stadig en kirkegård, hvor folk dør i tusindtal, selvom de libyske kystvagter sidste år forhindrede omtrent 21.000 både i at sejle ud. "Der er mindst 32.000 døde siden 2014, heraf 2500 sidste år. Og sejladserne bliver farligere. Flere mennesker bliver stuvet sammen på mindre både af stadig dårligere kvalitet," siger Sophie Beau. Migranter fra to usødygtige smuglerfartøjer lytter til instruktioner efter at være blevet bjærget af gruppen SOS Méditerranées redningsfartøj "Ocean Viking" i september 2019 Foto: Renata Brito/AP/Ritzau Scanpix Hun afviser, at redningsfartøjer som "Ocean Viking" holder liv i menneskesmuglingen ved at give migranterne indtryk af, at de kan reddes i tilfælde af havsnød. "Redningsaktionerne vanskeliggøres, for eksempel af krav om, at vi skal lægge til i havne i Norditalien, 1600 kilometer væk. Alligevel sejler folk ud. Det er tværtimod EU selv, der holder trafikken i live. Vi ved, at den libyske kystvagt har bånd til militserne og til menneskesmuglerne. At standse udsejling på vegne af EU er en lukrativ forretning, som stopper, hvis der ikke er flere både. Hele dette system er absurd og en tragedie uden ende," mener Sophie Beau. Uløst problem Trods milliardinvesteringerne i hegn, grænsekontrol og tilskud til tredjelande betragtes migration stadig som et uløst problem i mange europæiske lande. Fokus har flyttet sig fra presset på grænserne til mulighederne for at udvise både afviste asylansøgere og indvandrere, som har begået kriminalitet. Og interessen for "innovative løsninger", som blandt andet Danmark taler om, er voksende. Gerald Knaus er ikke modstander af den debat. Og han er ikke imod tanken om at lade asylbehandlingen finde sted i tredjelande uden for EU's grænser. "Men kun i lande, hvor Flygtningekonventionen og menneskerettighederne og dermed også Europas egne værdier opretholdes. Og kun hvis Europa indvilger i, at en del af flygtningene får ophold i Europa, når de har fået flygtningestatus. Det er modellen for den seneste aftale mellem Frankrig og Storbritannien: Alle, der krydser Den Engelske Kanal illegalt, bliver sendt tilbage til Frankrig. Til gengæld tager Storbritannien imod flygtninge, der har tilknytning til landet," siger den østrigskfødte ekspert. Han understreger, at stramningerne af migrationspolitikken ikke har sat menneskerettighederne ud af kraft i løbet af de sidste 10 år. "Men vi vænner os til rapporterne om, at mennesker dør. Værdierne udhules. Og hvis vi fortsætter ad den vej, ender vi med at give afkald på vore værdier," mener Gerald Knaus. Tryk for at læse mere
Nr. 94
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Gaza er et stort kaos lige nu”: Civile løber efter lastbiler for at få fat i nødhjælp Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 17:15:00
"Gaza er et stort kaos lige nu." Den korte beskrivelse af situationen tikker ind i form af en lydbesked fra 29-årige Yussuf i Gaza By. Mens Israel kontrollerer omkring 70 procent af Gazastriben, har det samlede palæstinensiske dødstal siden den 7. oktober 2023 ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder nu passeret 60.000. Nødhjælp kastes ud i faldskærm og fragtes ind fra Gazas sydlige og nordlige grænse med lastbiler. Midt i en af de værste hedebølger i området i årevis løber tusinder af civile efter lastbilerne for at få adgang til nødhjælp. Der meldes dagligt om skudepisoder, slåskampe, tyverier og trusler. Efter 22 måneders krig synes situationen i Gaza at blive forværret for hvert minut, der går, og internationale organisationer advarer ikke længere kun mod underernæring. Nu også hungersnød. Sent mandag aften vedkendte Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at "situationen i Gaza er hård" og sagde, at Israel vil fortsætte med at lade nødhjælp strømme til Gaza. Men Israel afviser stadig officielt, at civilbefolkningen i Gaza er ramt af sult og beskylder Hamas for at føre en "løgnagtig kampagne om sult". Tirsdag rettede Israels udenrigsministerium på X skarp kritik mod en række internationale medier for at have bragt billeder af en dreng fra Gaza, som skal vise, at der er tale om en sultkrise. Ifølge Israels udenrigsministerium lider den meget magre 18 måneder gamle dreng på billederne, Muhammed al-Matouq, af cerebral parese – en hjerneskade, der medfører motoriske og kognitive vanskeligheder. Hans fysiske tilstand skyldes hans lidelse og ikke sult, lyder det fra udenrigsministeriet, der også påpeger, at billedet er beskåret, så drengens ikke-afmagrede lillebror ikke vises. Sammen med Israels hær og regering beskylder Israels udenrigsministerium en række vestlige medier for at tage Hamas' billeder for gode varer og på den måde gøre sig selv til en del af en terrorbevægelses propaganda. Katastrofal situation Et andet billede af en ekstremt tynd dreng, der er blevet vist i mange internationale medier, forestiller ifølge Times of Israel den fem-årige Osama al-Rakab. Ifølge det israelske medie, der citerer COGAT – en israelsk forsvarsministeriel enhed, som er ansvarlig for civile anliggender i de palæstinensiske områder – lider Osama al-Rakab ikke af sult, men af en alvorlig genetisk betinget sygdom. Ifølge COGAT hjalp Israel med at evakuere ham fra Gaza i juni, hvor han angiveligt blev fløjet til behandling i Italien. Ahmed Fouad al-Khatib, der er født i Gaza, men nu bosat i USA og forsker med tilknytning til tænketanken Atlantic Council, er overbevist om, at Hamas bevidst forsøger at "sælge" den nuværende krise på så dramatisk vis som overhovedet muligt. "Hamas ønsker faktisk en hungersnød i Gaza og har brug for massedødsfald som følge af sult. Det er gruppens håb for at kunne afslutte krigen på en måde, der er gunstig for dens mål," skriver han i en opdatering på Facebook. En dreng klapper et æsel, mens de står i murbrokkerne efter endnu et israelsk bombardement i Khan Yunis i Gaza Foto: AFP/Ritzau Scanpix Bag de gensidige beskyldninger mellem Hamas og den israelske regering er situationen, ifølge øjenvidner og FN's særlige fødevareobservatør IPC, både alarmerende og katastrofal. Tirsdag udsendte IPC en skarp advarsel om, at det værst tænkelige scenarie af hungersnød nu udfolder sig i Gazastriben. "Midt i en ubarmhjertig konflikt, massefordrivelse, stærkt begrænset humanitær adgang og sammenbruddet af essentielle tjenester, herunder sundhedspleje, har krisen nået et alarmerende og dødbringende vendepunkt," skriver IPC i en pressemeddelelse. Børn er desperate Rachael Cummings, der er sundhedsekspert i Red Barnets internationale organisation, Save The Children, og til stede i Gaza, er ikke overrasket over de seneste ugers udvikling. “Hvad, vi ser nu, er resultatet af flere måneders fødevareusikkerhed,” siger hun i forbindelse med et Zoom-møde fra Gaza. Alligevel beskriver hun den nuværende situation som ekstraordinær. “I går var jeg i vores klinik i [byen] Deir al-Balah. Det, jeg så, var ekstraordinært. Hvert eneste barn var underernæret. Alle mine kolleger græd. Det er virkelig en katastrofal situation,” fortæller hun. Ifølge Rachael Cummings er der reel risiko for, at de daglige dødstal vil stige drastisk i de kommende uger, hvis civilbefolkningen i Gaza ikke får adgang til fødevarer og den rette behandling. Med henvisning til de daglige dødstal siger Ghada al-Haddad, der er Oxfams medie-koordinator i Gaza, at det ikke vil ændre den overordnede situation, at Israel nu lader nødhjælp nå frem til Gaza. "Jeg er her som et vidne," siger hun indledningsvis på zoom-mødet og kalder den nuværende situation i Gaza for "en konstrueret sultkatastrofe" med henvisning til, at det hele tiden har været Israels mål at skabe en situation som den nuværende. "Den nødhjælp, der kommer ind i Gaza, er ikke nok. Der skal først og fremmest en øjeblikkelig våbenhvile til," siger hun og nævner et nyt fænomen i Gaza, hvor mange børn, ifølge hende, taler om at dø, fordi de ønsker at nå til paradis, hvor der ikke vil være mangel på mad og drikke. Mandag i denne uge erklærede to israelske menneskerettighedsorganisationer for første gang siden oktober 2023, at Israel er ved at begå folkedrab på palæstinenserne i Gaza. De to organisationer er Læger for Menneskerettigheder og B'Tselem. I de netop offentliggjorte rapporter beskylder de Israels regering for "med overlæg at forsøge at ødelægge det palæstinensiske samfund". Tryk for at læse mere
Nr. 93
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kan det virkelig passe, at unge går mere i kirke? Lektor tvivler på det Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 17:10:00
Hver tiende dansker mellem 18 og 35 år går i kirke med jævne mellemrum, og det er nu den aldersgruppe, hvor "flest går ofte i kirke". Sådan har Berlingske for nylig skrevet over flere artikler, der er underbygget af tal fra bureauet Verian. Her viser de nytrukne tal, at de unge er mere kirkeligt aktive end de midaldrende. Faktisk skriver mediet, at "de unge er den største gruppe blandt de hyppige kirkegængere", da 7 procent her svarer, at de ofte går i kirke – ifølge mediet mere end en fordobling fra 2010. Men kan det virkelig passe? Det er religionssociolog og lektor ved institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen mildest talt skeptisk over for. I svarmulighederne gør Verian for Berlingske brug af formuleringerne "jævnligt" og "ofte", og disse kan forstås meget forskelligt fra person til person og er derfor upræcise, siger religionssociologen. Han fremhæver til sammenligning, at analyseinstituttet Gallup gør brug af svarmuligheder som dagligt, ugentligt eller månedligt. Også Gallup spørger årligt ind til kirkegang – en måling, som Kristeligt Dagblad nu har fået indsigt i. Her svarede i 2024 4,3 procent af de 18-34-årige, at de mindst en gang om måneden går i kirke, mens det tal i 2015 var omkring 6,5 procent. Det kan man umiddelbart læse som et fald, men Brian Arly Jacobsen mener, udviklingen er for lille til at lave konklusioner ud fra. "Der er i hvert fald ikke sket en markant stigning, og jeg mener ikke, vi kan karakterisere de unge som mere kirkeaktive i dag end tidligere. De undersøgelser, der siger noget andet, lider ofte af upræcise begreber, uklar spørgeteknik og tvivlsom alderssammenligning," siger han. Alt i alt tvivler Brian Arly Jacobsen på, at der er flere unge end ældre, der går i kirke: "Ud fra det, jeg ved, vil jeg vurdere, det er forkert. Måske handler det om, hvordan de definerer aldersgrupperne. Vi ved, at de ældre samlet set går langt mere i kirke end de unge, hvilket dog hænger sammen med, at det også er en større gruppe," siger han. Endelig peger han på et spørgsmål, som hverken Verians eller Gallups undersøgelser gør os klogere på: Hvad mener man egentlig med at "gå i kirke"? "Nogle tænker måske på en klassisk gudstjeneste. Andre tænker på koncerter, dåb, foredrag, højskoleaftener. Der er kommet flere kulturelle arrangementer i kirken, og det kan være med til at forklare en mindre stigning i jævnlige besøg blandt unge, som det beskrives. Også fordi ældre ikke altid forbinder disse aktiviteter med et reelt kirkebesøg," siger han. Kulturredaktør ved Berlingske Birgitte Borup understreger, at avisen loyalt refererer den måling, de har fået lavet. Hun anerkender dog, at begreber som jævnligt og ofte er en kende diffuse, og at der muligvis skal mere til, før ældre bruger udtrykket ofte. "Vi er ikke ude efter at kortlægge præcist, hvor ofte den enkelte dansker bruger kirken. Vi undersøger en bredere tendens, som viser, at unge har en styrket interesse for kristendom i en tid, hvor mange af vores værdier er under revurdering. Vores måling opfylder til fulde de kriterier, vi normalt har for meningsmålinger. Man kan altid diskutere, om svarmulighederne kunne være mere specifikke, men jeg mener, at den som strømpil for yngres interesse for tro og kirkens fællesskab er fuldt valid," siger hun og tilføjer, at det for hende ikke er afgørende, om de så går til gudstjeneste eller koncert i kirken. "Hvis unge oftere går til en aktivitet i kirken, så fortæller det stadig noget væsentligt om vores samfund. Det er det, vi vil bruge artiklerne til. Og så taler vi med kilder, herunder Præsteforeningen, som bekræfter, at præsterne ser yngre mennesker hyppigere i kirkerne." Tryk for at læse mere
Nr. 92
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Topøkonom om aftale med USA: Du kan nemt undgå at betale told ved at vælge en anden vare Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 16:55:00
Økonomiske dommedagsprofetier har der været en del af, siden den amerikanske præsident, Donald Trump, i vinter bebudede voldsomme toldsatser for importerede varer fra andre lande til USA. Finansmarkederne dykkede, og der blev talt om risiko for global handelskrig, inflation og tab af tusindvis af europæiske jobs. I søndags lykkedes det Trump at indgå en større aftale med EU's kommissionsformand Ursula von der Leyen om, at europæiske varer i fremtiden vil blive pålagt en told på 15 procent. EU har lovet at investere og købe energi i USA for milliarder, og europæiske virksomhedsledere og politikere har i vidt omfang tolket aftalen som et stort nederlag for Europa og en tilsvarende sejr for den amerikanske præsident. Men hvad kommer tolden på 15 procent i praksis til at betyde for samfundsøkonomien, for beskæftigelsen og for forbrugerne? Ikke ret meget, mener den tidligere økonomiske overvismand, professor Michael Svarer fra Aarhus Universitet. Tænketanken Kraka har i samarbejde med revisionsfirmaet Deloitte sidste efterår regnet på, hvad en stigning i tolden på 10 procent mellem forskellige regioner i verden ville betyde for dansk økonomi på lang sigt. Der viste sig kun en meget beskeden effekt på Danmarks bruttonationalprodukt. Og endnu mindre, hvis man, som EU nu har gjort over for USA, undlod at gengælde toldforhøjelserne. "Den amerikanske told på europæiske varer vil ikke give store dønninger i dansk eller europæisk økonomi," siger Michael Svarer. Bliver konsekvenserne målbare? "Det tror jeg faktisk ikke. Der bliver ikke stor usikkerhed om, hvorvidt en stor del af befolkningen kan fastholde deres jobs. Men selvfølgelig vil enkelte europæiske virksomheder, som eksporterer meget til USA, miste konkurrenceevne," siger han. "På kort sigt er der med aftalen skabt en klarhed, og virksomhederne har fået større sikkerhed for fremtiden og kan investere mere til gavn for beskæftigelsen. EU har valgt ikke at gøre gengæld ved at hæve tolden på amerikanske varer til Europa, og det betyder, at amerikanske varer ikke bliver dyrere for de europæiske eller danske forbrugere," siger han. USA er blevet Danmarks største eksportmarked, men Michael Svarer peger på, at de største danske virksomheder som Novo Nordisk allerede fremstiller mange af deres varer i USA. Derfor bliver de ikke ramt særlig hårdt af den højere told. Et usikkerhedsmoment er dog stadig, hvad den amerikanske administration vil gøre over for medicinalindustrien, og hvordan toldaftaler med Kina, Canada, Mexico og flere andre lande kommer til at se ud. Mindre danske virksomheder med en stor USA-eksport vil mærke mere til EU's toldaftale, og det er skidt, mener han, men dansk erhvervsliv har en god tradition for at omstille sig, når markedsforholdene ændrer sig. Danmark havde eksempelvis for nogle årtier siden en meget stor tekstilindustri, men da det blev billigere at producere tøj i Østen, reagerede man ikke politisk ved at lægge told på tøjimport. Man omskolede i stedet arbejdsstyrken og gik ind i andre – og som regel mere profitable – brancher. En lignende strategi har USA haft i mange år, hvor man nok har tabt arbejdspladser i nogle produktionserhverv, men til gengæld har man fået mange nye jobs i andre sektorer, for eksempel tech-industrien. Donald Trumps mål er at genskabe flere af de gamle industriarbejdspladser, som er rykket til Kina og andre fjernøstlige lande, men det betragter Michael Svarer som lidt paradoksalt. For beskæftigelsen er allerede meget høj i USA, og den økonomiske værdi af de gammeldags industriarbejdspladser er lavere end af de moderne arbejdspladser, der hidtil har gjort USA meget rigt. Spørgsmålet er så, om told er det værktøj, der kan bringe industriarbejdspladserne tilbage. Generelt betragter økonomer told som en af de lidt sløve og skæve knive i deres køkkenskuffe. Trumps egen idé er, at han kan bruge den til at få flere udenlandske virksomheder til at flytte deres produktion til USA for at undgå at betale tolden. Michael Svarer vil ikke afvise, at især større virksomheder vil gøre det, men for mindre virksomheder kan det være så besværligt og dyrt, at de i første omgang snarere vil prøve at sælge deres varer til andre lande end USA – eller satse på, at de amerikanske forbrugere vil betale den højere pris. Og mange varer vil blive dyrere for de amerikanske forbrugere, selvom præsidenten har lovet, at prisstigningerne skulle stoppe "Sidst, da Trump var præsident, lagde han told på importerede varer, og da steg priserne. Det vil de gøre igen. Det er klart, at det lægger et pres på priserne og øger risikoen for inflation, men igen er det ikke noget, der vil få inflationen til at stige voldsomt, for eksempel med 1 procent eller mere," siger Michael Svarer. Han nævner, at told er en såkaldt forvridende skat, som økonomer normalt ikke er vilde med. "Sagen er, at man nemt kan undgå at betale told ved at vælge en anden vare. Men det betyder også, at man går glip af fordelen ved international arbejdsdeling. Det er den, der sikrer, at man har adgang til et bredere sortiment af varer til en lavere pris." Et andet argument imod told som skat er, at den skaber større ulighed end andre typer af skatter. Told bliver lagt på varer, som udgør en relativt større andel af husholdningsbudgettet for de fattigste familier end for middelklassen eller de velstillede. Andre typer af skat som indkomstskat, selskabsskat, jord- eller boligskat kan spredes over langt større grupper og gøres ofte progressive, så de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Sådan er det ikke med told. Michael Svarer tilføjer, at Donald Trump derudover netop har fået sin skatteplan "Beautiful Big Bill" (den vidunderlige store lov) igennem, som giver skattelettelser til de mest velhavende, hvad der yderligere vil forøge uligheden i det amerikanske samfund. Tryk for at læse mere
Nr. 91
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Mine børn satte mig en dag på plads. Jeg skal huske, at kærlighed i høj grad handler om at lade sit barn være Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 15:00:00
"Det bedste ved min mor er, når hun lader mig være i fred." Sådan begynder andet afsnit i den nye dokumentarserie "Mors pige" på DR, der portrætterer relationen mellem mor og datter. Og nogle gange er børn klogere end deres forældre, for kærlighed handler i høj grad om at lade den anden være, hvad den anden er, men det er der et par af mødrene i serien, der fuldstændig har misset. Som serien skrider frem, røber den mere og mere, hvor kontrollerende og bekymrede nogle mødre bliver, og hvor ødelæggende det er for deres børn – som i seriens tilfælde i mellemtiden er blevet unge kvinder. Jeg kender selv til overhovedet ikke at kunne styre mig, når det kommer til indblanding i mine børns liv, og heldigvis har jeg en mand og andre omkring mig, der indimellem sætter mig på plads. For en tid siden, da jeg igen fortalte mine drenge, hvor meget jeg glædede mig til at få børnebørn, sagde min storesøster bestemt til mig: "Det der, det skal du stoppe med lige nu!". Og det gjorde ondt, for det, jeg gennem tiden egentlig bare har set som et uskyldigt udtrykt ønske, forstod jeg pludselig, var langt mere end det – en anmassende og grænseoverskridende kommentar. "Mors pige" er en foruroligende dokumentarserie om, hvor skidt det er, når vi som forældre ikke har tillid og kærlighed til det, som er, men hele tiden ønsker os noget andet af vores børn, og uden hæmninger blander os i det, der er deres sarte, nyudsprungne voksenliv. En af mødrene går langt i forhold til at ville styre sin datters liv. Så langt, at datteren i høj grad har forskanset sig i computerens spilleverden, hvor moderen ikke kan trænge ind. At have alt for mange meninger og et ønske om bestemme over ens voksne børn, handler sjældent om dem og deres ve og vel, men næsten altid om os selv: Vores tabte drømme og uudlevede længsler krydret med manglende selvindsigt. Og det værste er, at vi altid pakker det ind i misforstået kærlighed og omsorg. Jo mere, vi kan styre vores børns liv, jo mindre behøver vi at tage os af alt vores eget skidt. Når vi marinerer vores børn i uro og bekymringer, handler det sjældent om, at de lever udskejende liv med hovedet under armen, men mere om vores egne ubalancer og det, der bor i vores selvforhold. I den feminine urkraft bor der noget grænseløst, noget der bliver ved og ikke standser – og lige så livgivende og fantastisk en kraft det er, lige så destruktiv kan den blive, når den får frit spil, og ingen sætter foden ned. Derfor trænger det feminine til at møde det maskuline, som lige så vel kan findes i en anden kvinde. Min storesøster eksempelvis, der satte mig på plads. Er man aleneopdrager, er der en overhængende fare for, at der aldrig er nogen anden voksen, der holder spejlet op for én, så man fatter, når man går for vidt og er i gang med at kvæle det, der skal have plads og frihed for at kunne gro og folde sig ud, i stedet for at blive angstfuldt og indesluttet. Måske er det mit held, at jeg har drenge. De frabeder sig meget tydeligt min bekymring. Og de låser altid døren til deres værelse, så jeg ikke bare kan vade ind, hvad jeg ellers har gjort mange gange. Jeg vil vildt gerne følge med i deres liv og vide, hvad de laver, men den ene svarer stort set altid med et ord: "fint". Nogle gange kommer der to ekstra: "Nej tak" på mine utallige spørgsmål. Og den anden, som ellers har talegaverne i orden, kigger overbærende på mig og siger: "Mor, der er meget, du ikke ved." Og selvom jeg så utrolig gerne vil vide det hele, så tror jeg, det er et sundhedstegn, at der vitterlig er meget, jeg ikke ved om deres liv. Men det er deres fortjeneste – ikke min, for også mine børn kan være klogere end mig, for de forstår, hvor vigtige grænser kan være. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mødrene i "Mors pige" elsker deres døtre tårnhøjt, og jeg har med stor interesse set begge afsnit og glæder mig til det sidste, og samtidig gør det også ondt i hjertet at se, hvor grænseløst urolige og kontrollerende mødre kan være. Nok også fordi at jeg genkender noget af det. Ane Sofie Lindegaard er sognepræst og psykoterapeut. Tryk for at læse mere
Nr. 90
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sognepræst: Kendte danskere taler om deres forhold til tro i nyt program. Det er pudsigt at høre på Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 14:30:00
"En Gud kaldes det, hvoraf man venter sig alt godt, og hvortil man tager sin tilflugt i al nød". Det er Martin Luther, som skriver sådan i "Den store Katekismus". I den forstand har alle mennesker en "gud", og Martin Luther nævner selv, at penge og gods er den almindeligste gud eller afgud på jorden. Der er såmænd mange ateister, som har en stærk og inderlig tro på egen kløgtighed og allehånde religionserstatninger, hvoraf de venter sig meget godt. Den sande ikke-troende er det menneske, som ikke venter sig noget godt fra nogen eller noget og ikke ved af noget sted, hvor vedkommende kan søge tilflugt i sin nød. Og dog den radikale skeptiker eller kyniker stoler fuldt og fast på sin egen skepsis. Det er også en slags bagvendt tro. Jeg kom til at tænke på Martin Luther, da jeg så første afsnit af DR's nye samtaleprogram "Hvad tror danskerne på?". Det er jo blevet moderne at tale om tro eller i hvert fald at gøre det eksplicit. Det skal da også hilses velkommen, at troen er kommet ud af skabet og på offentlig tale. Ikke bare i Kristeligt Dagblad, men i allehånde medier. Hvorfor skulle vi ikke kunne tale om vores tro, også den åndelige? Hvor der er mennesker, er der tro af den ene eller anden slags. I "Hvad tror danskerne på?" hører man om resultatet af Epinions meningsmåling om danskernes tro anno 2025, som så er genstand for drøftelse mellem diverse kendisser. Det er folk som sangeren Niels Hausgaard, skuespilleren Bodil Jørgensen, konditoren og tv-værten Tobias Hamann, tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic, skuespilleren Hella Joof med flere. Det viser sig, at 35 procent af danskerne tror på Gud, mens hele 66 procent mener, at der er mere mellem himmel og jord. Foruden danskernes tro viste programmet også mediernes tro på de kendtes evne til at fange opmærksomheden. Den tro er sikkert fuldt berettiget, alligevel er der noget pudsigt ved det fænomen. Når man af en eller anden grund er blevet kendt, får man privilegeret taletid om emner, som man ikke nødvendigvis har særligt kendskab til eller har gjort sig sammenhængende tanker om. Nuvel, det bliver sikkert ikke anderledes, og der var også fine betragtninger i, "Hvad tror danskerne på?". Peter Aalbæk Jensen kom med en vanlig oneliner: "Jeg er simpelthen ikke klog nok til at være ateist". Det var nu mærkeligt at høre Özlem Cekic erklære, "at de kristne gør Gud til en mand", hvorpå Katrine Muff Enevoldsen kommenterede: "Det ville jeg sådan ønske også, at vi ikke gjorde. Jeg er meget misundelig over, at du har haft det udgangspunkt." Hvad behager? Ligesom Koranens Allah omtales Bibelens Gud med et maskulint pronomen, men det er et grammatisk køn ikke et biologisk køn. Køn er hævet over køn også i kristendommen. Det gælder selvfølgelig, at da Gud blev menneske i Jesus Kristus, fik Jesus et køn ligesom alle andre mennesker. Mon Katrine Muff Enevoldsen virkelig ønsker sig en mindre menneskelig Gud og misunder muslimerne deres Allah, som aldrig har haft begge ben på jorden? Man skal passe på, hvad man ønsker sig også religiøst. Jesper Bacher er sognepræst. Tryk for at læse mere
Nr. 89
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kirkeugler drukner i drikketrug på marker. Men et simpelt trick kan redde dem og andre fugle op igen Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 13:15:00
Hver sommer drukner vilde fugle i forsøget på at slukke tørsten i åbne drikketrug. Det var også sådan, Danmarks ældste slørugle, som blev 15 år, kom af dage nær Haderslev. For en enkelt art, kirkeuglen, udgør drikketrug en særlig fare. Den lille ugle, der står på randen af udryddelse i Danmark, lever nemlig i nær tilknytning til heste og køer, der går udenfor og har drikketrug stående på marken. Det er i sådan et gammeldags miljø, de små ugler jager deres bytte. Biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) ærgrer sig over situationen og har et godt råd. Hvorfor drukner fugle i drikketrug, Knud Flensted? Problemet er, at de søger hen til drikketrug, sætter sig og balancerer på kanten, læner sig forover for at drikke, mister balancen og falder i. Fordi der er stejle kanter på murerbaljer, gamle badekar eller hvad man nu bruger, kan fuglene ikke komme op igen. Det sker også for kirkeugler? Ja, og desværre hvert år, netop fordi de færdes i sådanne områder. I forhold til bestandens størrelse er det et stort problem. Der er kun omkring 15 ynglepar i Danmark, så der skal ikke meget til, før det er alvorligt. Hvorfor ved kirkeugler ikke, at man ikke skal drikke af et stejlt bassin? Det ved de ikke nødvendigvis. Det kan også være, at det er deres første flyvetur, og vand er jo vand, men et drikketrug fungerer som en fælde, de ikke kan komme ud af. Hvordan kan man undgå at fugle drukner på den måde? Vi anbefaler, at man på tværs af drikketruget sætter en tyk gren, et bræt eller en lægte, som stikker op i den ene ende. Så kan fuglene med kløerne kravle op ad det. Alle dem, der falder i, vil jeg tro, kan komme op på den måde, så det er en nem og effektiv løsning. Flere arter, havørne for eksempel, kan dykke efter fisk og selv baske sig op fra vandoverfladen igen? Hvis havørne var nede i en spand, ville de heller ikke kunne lette. Fuglene kan simpelthen ikke komme fri af vandet i et trug. Så det gør en stor forskel, at man sikrer sit drikketrug med en tyk gren på tværs. Tror du, folk lytter til dit råd og går ud og sætter en gren i drikketruget? Det tror jeg, for det er de færreste, der er ligeglade med at finde en fugl, der har kæmpet forgæves for at komme op. Der er allerede mange, der kender tricket med gren eller bræt. Det er dem, der ikke gør, der er problemet. Hvordan tegner fremtiden for kirkeuglen i Danmark? Information, opsætning af redekasser og fugleværter er nok grunden til, at kirkeuglen ikke er helt forsvundet. Men det er ændringer i landbruget, der for alvor skal til for at redde arten. Med de udtag af landbrugsjord, der sker i den grønne trepartsaftale, og mere græsning, tror jeg, at der er en rimelig chance for, at kirkeuglen kan blive i Danmark. Hvad med klimaændringerne? Kirkeuglen er en sydlig art, så det kan være, at klimaændringerne kan gøre, at færre dør af kulde. De tager i hvert fald ikke skade af, at det bliver lidt varmere om vinteren. Hvordan kommer fugle ellers af dage i Danmark? Trafik, luftledninger, rovdyr. Der er mange både menneskeskabte og naturlige årsager. I det hele taget omkommer der hvert år lige så mange fugle, som der bliver klækket. Har du selv en yndlingsfugl? Det har jeg faktisk ikke, nej. Foto: Dof Tryk for at læse mere
Nr. 88
K_artikler Opdater⟳ ☝️
5 stjerner: Samtidssatiren over en selvfed, åndløs, kreativ klasse i ”Klovn” er stadig helt ufattelig sjov Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 11:50:00
Der er dem, der elsker "Klovn", og dem, der synes, at det er så tåkrummende pinligt, at det nærmest giver dem fysisk ubehag at se. Selv kan jeg lide pinagtighedernes rus, samtidssatiren over en selvfed, åndløs, kreativ klasse og den indbyggede uretfærdighed i, at Casper (Casper Christensen) og Frank (Frank Hvam) begår omtrent de samme dumheder, men at det kun er Frank, der, igen og igen, må lide den sociale død for det. Det er nu 20 år siden, første sæson af "Klovn" udkom, og tv-serien er siden blevet en uomgængelig faktor i dansk kultur – og med god grund. Serien er i min optik blandt de bedste danske tv-serier overhovedet – måske kun overgået af "Riget" – og er muligvis den sjoveste nogensinde sammen med "Casper & Mandrilaftalen". Selvom vi kender alle grebene, og den 10. sæson i og for sig er mere vand på samme mølle, er karikaturen af den socialt tonedøve Frank, der tager alle de forkerte kampe og siger alle de forkerte ting, stadig umanérligt morsom. Han vil så gerne være et ordentligt menneske, men han er bestandigt ude af trit med tiden og dens etikette, og det er fortsat knugende pinligt at se ham forsøge at "genoprette balancerne", når han føler sig uretfærdigt behandlet. I den nye sæson er Frank og Casper ved at indlede et projekt sammen med filminstruktøren Tomas Villum Jensen, der blandt andet er kendt for 2000'ernes "Min søsters børn"-film, og som nu skal instruere filmen "Weekendfar til fire". Til filmen har Villum Jensen castet lgbt+-aktivisten, skuespilleren og komikeren Nina Rask til at spille Franks datter. Men alt det der med den nonbinære kønsidentitet forvirrer Frank, der hurtigt får slynget ud, at han da ikke kan have en transvestit som datter. I et bagvendt, men reelt, forsøg på at være woke med de unge får han kaldt Ninas søster for tyk, fordi han forveksler hende med en kropsaktivist, der gerne vil kaldes tyk. Frank kan simpelthen ikke kende forskel på dem, men han prøver at undskylde sig med, at det er unge kvinder med pandehår, han ikke kan kende forskel på. Han skøjter rundt i tykfobiske, transfobiske og sexistiske udtalelser, og Nina og hendes søster er lige ved at afbryde samarbejdet. Det er dog Casper, der får bægeret til at flyde over, da han italesætter en sitrende, seksuel tiltrækning mellem ham og Nina – som det tydeligvis kun er Casper, der har bemærket. Karakterbog over partnere Inden samarbejdet kan gå i gang, skal Frank og Casper skrive under på, at de ikke har været involveret i nogen seksuelle skandaler. Nordisk Film vil undgå en MeToo-sag, og hvor Casper med det samme kan melde ud, at han har sit på det rene, begynder Frank at gennemgå alle sine tidligere seksuelle partnere. Og det er nemt, for han har noteret – og rangeret – hver og én i et lille hæfte, både med karakter og niveau af orgasme. Her ser Franks kone, Mia (Mia Lyhne), hvilken karakter hun har fået, men også, at Frank har noteret "IO" (ingen orgasme) ud for alle kvinderne. Frank har altså aldrig givet en kvinde en orgasme – heller ikke Mia, og det er der nogle feministiske podcastere, der bliver meget interesserede i. Kærligheden mellem Mia og Frank kradser for alvor. Mia er træt af Frank og af, at han er fuldstændigt ude af stand til at give hende den romantik, som måske kunne redde deres skrantende ægteskab. Forholdet mellem Frank (Frank Hvam) og Mia (Mia Lyhne) knager og brager, også i 10. sæson af "Klovn". Foto: Per Arnesen Casper og kæresten Fnugs (Camilla Lehmann) forhold bliver et spejl på Mia og Franks forhold. For hvor Fnug får alle de orgasmer, hun ønsker sig, og en rød Birkin-taske til 300.000 kroner i valentinsdagsgave, får Mia en hovedpude, der former sig efter ens hovedform, som Frank har fundet på tilbud. Det betyder dog ikke, at løgnen ikke stadig lurer under alt, hvad Casper gør. Men i det mindste er han ikke nærig. Når Mia nævner, at hun gerne vil på spaophold, giver Frank hende en fossiljagt ved Faxe Kalkbrud, og man tænker: "Har du aldrig kastet et blik på din hustru?", der dagligt går rundt i høje sko og med Prada-briller, og som elsker god te, vin og chokolade. Der er intet ved hende, der signalerer, at hun skulle have lyst til at gå rundt i fodformede sko i blæsevejr og samle på søheste i kalk. Men Frank er ved at læse den canadiske psykolog og selvhjælpsguru Jordan Peterson, og det, han har taget med fra ham, er – tilsyneladende – at man skal turde vove at give sin partner noget, man i virkeligheden gerne selv vil have. Småligheden driver værket – selv ind i døden Småligheden driver på mange måder værket, ikke bare som et personlighedstræk, der findes hos særligt Frank – men som en grundstruktur og motor. Frank synes hele tiden at have behov for at retfærdiggøre sin betydning, og sådan er det også i den 10. sæson, hvor kong Frederik har udpeget et stykke jord i Frederiksberg Have som sin fremtidige gravplads, hvor han ønsker at blive begravet omgivet af indflydelsesrige kendisser. Det er tv-personligheden Mikael Bertelsen, der står for at fordele pladserne på gravpladsen Frederikshvile, og da Frank slet ikke figurerer på listen, og Casper opdager, at standupkomikeren Heino Hansen har fået en bedre gravplads end ham, føler de sig begge forbigået og forsøger straks at trække i tråde for at tilkæmpe sig mere prominente pladser. Alliancen mellem det kongehus, der burde være den mest højtidelige institution overhovedet, og så et mere reality-præget kendis-Danmark er langt ude, men det er sjovt. Men hvad med kristendommen? Når jeg sådan har set frem til den nye sæson, var det blandt andet, fordi jeg troede, at den ville udlevere den nye, fromme Casper, som har været gennem et forløb med den omdiskuterede MDMA-terapi, hvor man mikrodoserer psykedeliske stoffer som led i et terapiforløb. Det blev et vendepunkt, der fik ham til at omlægge sit liv, hvilket blev startskuddet til hans kristne vækkelse. Men selvom både hans tilknytning til frikirken Hillsong og hans fidus til longevity, kampen for et langt liv, og dertilhørende ekstreme sundhedsrutiner kunne have budt på megen komisk forløsning, er Gud måske en så inderlig sag for ham, at han ikke vil lave satire over det. Ærgerligt. Men selvom den 10. sæson ikke som sådan fornyer sig selv, har serien ingenlunde mistet format over tid. Vi krummer stadig tæer og mærker skammen brænde, når Frank uafbrudt graver sig dybere og dybere ned i nye huller. Serien er stadig helt ufatteligt sjov – værre og mere pinagtig, end man kunne forestille sig. Hvis den 10. sæson bliver den sidste, vil den stå som en flot afrundning på et af nyere tids største og væsentligste bidrag ikke bare til dansk tv-kultur og satire, men også til en dansk humor, der har præget vores samtale og ikke mindst humormæssige selvforståelse gennem 20 år. Klovn. 2025. Sæson 10. Manuskript og instruktion: Casper Christensen og Frank Hvam. Anmeldelsen er baseret på de første 4 afsnit ud af 8. Serien kan ses på TV 2 Play. Tryk for at læse mere
Nr. 87
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sommeren har fået et melankolsk skær for Jesper Ole Feit Andersen, efter hans far døde. Men gamle minder luner stadig Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 11:20:00
Min første sommerforelskelse var i Federica fra Verona, som jeg mødte på en campingplads i Italien. Hun havde bølgende, langt, brunt hår, lidt skæve tænder og brune øjne, som jeg simpelthen kunne svømme ind i. Hun snakkede ikke et ord engelsk, og jeg kunne ikke italiensk, så jeg måtte ty til nonverbal humor for at få hende til at grine. Vi var jo bare børn på 13 år, der badede sammen i poolen og om aftenen dansede et sted på campingpladsen. Og hver gang, vi skulle sige farvel, stod vi længe og sparkede til sten, fordi vi ikke vidste, om vi skulle tage hinanden i hånden. Det endte altid i et eller andet halvunderligt knus, inden jeg spænede væk, fordi jeg ikke kunne være i min egen krop over, hvor overvældende det var. Den sommer, jeg blev voksen, var måske, da jeg som 14-årig skulle på Samsø Festival med to af mine venner. Min far kørte mig til færgen i Hou, men inden jeg steg ud af bilen, tog han ordet og begyndte at sige noget om, at jeg skulle huske at passe på mig selv. "Og hvis nu du møder nogle, som du synes, er søde, så er det måske godt med sådan nogle her," sagde han og trak en pakke kondomer ud af handskerummet og spurgte, om jeg vidste, hvordan de fungerede. Det er en sjov markør, som stadig står tydeligt i min erindring. Det var jo en klassisk far-søn-situation, som godt kunne have været pinlig, men det føltes egentlig meget naturligt og trygt. Jeg oplevede, at der blev givet udtryk for en tillid til, at jeg godt kunne begå og opføre mig ordentligt, selvom jeg jo ikke var rigtigt voksen endnu. Min første sommer, hvor nogen manglede, var året efter min fars død. Han døde i september 2021, så det føltes på en måde, som om sommeren i 2022 var den sidste del af et år nul. Nu var der gået et helt år, hvor han havde manglet til alle de markører og traditioner, der ligger i løbet af sådan et årshjul. Sommeren er jo ellers en periode af året, der rummer enormt meget liv. Naturen peaker, insekterne summer, alting står i fuldt flor, solen skinner. I mit tilfælde kommer sommeren nu bare med et afsavn og det der melankolske skær, som måske ellers har været forbundet med efteråret. Der findes et vers i "Septembers himmel er så blå" [af Alex Garff], som altid gør mig enormt bedrøvet, men som jeg også synes indkapsler det så fint: "At flyve som et forårsfrøfor sommerblomst at bliveer kun at visne for at dø,kan ingen frugt du give." Min første prioritet denne sommer er at hjælpe min mor med at flytte fra det hus, der også har været mit barndomshjem. Det er et stort og nyt kapitel, der venter. Jeg har det, som om den her sommer nærmest markerer en renæssance. En ny begyndelse. Jeg er selv begyndt at udgive den musik, jeg i virkeligheden har arbejdet på hele mit liv. I stedet for at navigere ud fra en forventning til, hvad der skal komme ud af det, man gør, kan jeg bedre lide at forfølge lysten til at gøre noget og så se, hvad der sker. Jeg synes, det er så håbefuldt. Man kan altid prøve noget nyt, hvis man har modet. Det har jeg lært af at se på min mor. Tryk for at læse mere
Nr. 86
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Danske landmænd skal omlægge deres arealer til natur – men de har et es i ærmet Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 29. Juli, 2025 07:35:00
Godmorgen og velkommen til dagens Morgensamling. Ansatte på flere hospitaler i hovedstaden har snaget i journaler for over 2000 patienter, som de enten har haft en personlig relation til eller ønsket at date. Samtidig har en længerevarende teknisk fejl i journalsystemet betydet, at der ikke er blevet fulgt op på mistænkelige opslag. Alt dette fremgår af en ny orientering til politikere i Region Hovedstaden, skriver Berlingske. Orienteringen er lavet efter flere sager i andre dele af landet, hvor offentligt ansatte har misbrugt deres adgang til oplysninger om borgerne. Derfor skal man nu forsøge at skærpe indsatsen mod unødvendig og omfattende snageri, mener formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K). Landbrugsturisme skal give landmænd ny indtægt Med den grønne trepart blev det en realitet, at mere landbrugsjord skal omdannes til skov og natur. Derfor må danske landmænd nu se sig om efter nye indtægtsmuligheder. Det betyder dog ikke, at de lader sig slå ud. Flere landmænd vælger i dag at satse mere på turisme som en del af deres forretning – og den tendens ventes at stige som følge af den grønne trepart, skriver DR. Ifølge sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal er der store perspektiver i de multifunktionelle landbrug, hvor blandt andet gårdbutikker og ferieophold på bondegårde kan supplere landmændenes indtægt. Hun vurderer også, at turister vil benytte sig af muligheden, hvis den er der. Verden rundt i overskrifter Mindst fire mennesker er blevet dræbt, efter at en mand mandag gik ind i en skyskraber i New York og skød omkring sig. En politibetjent er blandt de dræbte. Motivet bag skyderiet er endnu ukendt, skriver TV 2. Israel er nu klar til at samarbejde for at sikre "store mængder" nødhjælp til befolkningen i Gaza. Det skriver præsident Benjamin Netanyahus kontor mandag på det sociale medie X, ifølge DR. Læs en analyse om Israels ageren de seneste par dage her. I Kinas hovedsted, Beijing, har 30 mennesker mistet livet efter kraftig regn og oversvømmelser. 80.322 beboere i og omkring hovedstaden er blevet evakueret af myndighederne, skriver TV 2. Smalltalk splitter danskerne Sociale relationer betyder meget for menneskers livskvalitet, og danskerne er ingen undtagelse. Men der er ikke kun tale om nære og dybe relationer – også små, uforpligtende samtaler med fremmede øger livskvaliteten. Men hvor danskernes gensidige tillid er i top, er de ikke gode til smalltalk, viser en undersøgelse fra Realdania. Nu bekræfter en ny meningsmåling fra Norstat foretaget for Kristeligt Dagblad, at ikke alle er glade for den uforpligtende samtale. Faktisk kan man skimte en generationsforskel. Hvor 55 procent af de adspurgte danskere over 65 år har det godt med smalltalk, gælder det kun 35 procent af de 18-34-årige. Sjældne fugleunger reddet af hånddukker Dagens Morgensamling slutter i Prag, hvor dyrepassere ifølge AP News har taget kreative metoder i brug for at passe på deres fugle. Dyrepasserne i byens zoologiske have har nemlig påtaget sig rollen som dukkefører for at redde nyfødte fugleunger, der er blevet afvist af deres forældre. Det gælder blandt andet en nyligt udklækket grib. I skrivende stund bor ungen i en kasse, hvor den fodres ved hjælp af en hånddukke, der ligner forældrene. Metoden skal sikre, at fugleungen med tiden vil blive i stand til at yngle, hvilket ikke vil ske, hvis den vænner sig til mennesker. Dyrepasserne har tidligere anvendt samme metode til at redde andre fugleunger. Tak, fordi du læser med – og god dag. Tryk for at læse mere
Nr. 85
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Maxi med mælkekasse er stadig højt elsket i Danmark Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 20:00:00
Sommertid er knallerttid og dermed også sæson for de dumdristige, der kører for stærkt på dem. Flere steder i landet har politiet således måttet sigte folk, der kørte på "konstruktivt ændrede" knallerter. Det var det, man i gamle dage kaldte borede. Men meningen er den samme: De er lavet om, så de kan køre hurtigere, end de må. Og da nogle knallertførere, som politiassistent Mikkel Mitchell formulerede det i forbindelse med en aktion i Vesthimmerland, "desværre bliver overmodige og forsøger at stikke af", tages der i dag droner til hjælp, så politiet kan eftersætte synderen uden at skulle ud i en knallert-bil-jagt på de små veje. Men hvordan står det overhovedet til med den danske knallertpark? Det har Danmarks Statistik et bud på med tal fra juni i år, hvor der er registreret 98.036 knallerter i Danmark. For 10 år siden fandtes der næsten 121.000, så antallet af det ellers så kulturbærende køretøj er for nedadgående. Der er dog et stort mørketal af ældre knallerter, som for eksempel en Puch Maxi, som Polle fra Snave kørte på i reklamefilmene fra 2001, fordi mindre knallerter først skulle registreres fra 2006. Så hvad man måtte have stående fra sin teenage-tid eller arvet fra sin farfar inden da, tæller ikke i statistikken. Geografisk er der stor forskel på, hvor man kører mest på knallert. Således er der en klar overrepræsentation af knallerter på øer som Læsø, Ærø og Fanø. På Læsø, som topper den liste, Danmarks Statistik har udarbejdet for Kristeligt Dagblad, er der således 137 knallerter pr. 1000 indbyggere. Til sammenligning er der blot syv knallerter pr. 1000 bysbørn i Roskilde. Også Lemvig, Thisted, Esbjerg og Ringkøbing er pænt placeret på fortegnelsen over knallertglade egnsdele. I det hele taget er den jyske vestkyst et epicenter for i særdeleshed Puch Maxi med mælkekasse bagpå, mener Jens Hedevang, som arrangerer guidede Puch Maxi-ture i Thyborøn. "Knallerter har altid været en del af infrastrukturen i Vestjylland, hvor det ikke giver mening at have bil for at køre halvanden kilometer ned til havnen. I DDR havde man trabanter, og i Thyborøn var det Puch Maxier, der fik tingene til at hænge sammen." Selv har han 120 af slagsen, og han passer godt på dem, for de produceres ikke længere. "Mange af de ældre gæster kommer for at genopleve lidt af deres ungdom. Og så er det bare mega-dansk at køre Puch Maxi. Af hestekræfter har den kun én, så der er kun to lande, hvor den er et stort hit: De fladeste, Danmark og Holland." Havnevagten i Thyborøn ser stadig knallerter på havnen, men har alligevel gjort sig en yderligere observation i den sammenhæng: "Der er efterhånden flere elcykler hernede. Det er ikke mit indtryk, at unge mennesker er til knallerter længere," siger han. Tryk for at læse mere
Nr. 84
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Derfor har havnefogeden fra Langeland større livskvalitet end de unge i storbyen Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 20:00:00
Efter at 64-årige Jan Johansen den 1. november sidste år gik på Arne-pension efter et langt arbejdsliv som først fisker og siden havnefoged i Bagenkop på Langeland, taler han mindre med fremmede. Men kun lidt mindre, fortæller han. "Som havnefoged består jobbet jo i at tale med folk hele tiden. Men nu har jeg fået mere tid til at tale med alle dem, jeg kender, fordi jeg ikke skal bruge tid på at passe mit arbejde," siger Jan Johansen, som to gange dagligt går ned til havnen for at snakke med venner og bekendte. "Vi har et supergodt sammenhold i byen, og det er både yngre og ældre, der snakker sammen. Da genbohuset var til salg, og der kom nogle folk for at se på det, foreslog jeg, at de begyndte med at gå en tur i området. Da de kom tilbage og var faldet i snak med indtil flere på turen, var de klar til at købe huset," fortæller Jan Johansen. Tidligere på året udkom bogen "Vores livskvalitet – hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere?", som lancerede begrebet "Langelandseffekten". Bogen bygger på en stor undersøgelse fra den filantropiske forening Realdania. Beboerne på øen i Det Sydfynske Øhav scorer hverken højt med hensyn til økonomi, uddannelsesgrad eller socialklasse. Alligevel placerer undersøgelsen Langeland Kommune i top 5 i Danmark med hensyn til livskvalitet. Og ifølge analysechef i Realdania Henrik Mahncke hænger det sammen med, at langelænderne kan finde ud af at føre små samtaler i hverdagen. Også med dem, de ikke kender. "Forskningen viser, at sociale relationer betyder rigtig meget. Selvfølgelig er nære venner, familie og kærlighedsrelationer vigtige. Men det er også vigtigt at tale med kolleger, naboer og folk, man bare møder i nærmiljøet. De små samtaler gør, at man føler sig mindre alene," siger Henrik Mahncke. Realdanias undersøgelse viser på den ene side, at danskernes gensidige tillid er den højeste i verden. Men danskerne er langtfra verdensmestre i små uformelle samtaler med fremmede eller i at sørge for at inkludere alle i samtalen. Og dét trækker ned i livskvaliteten for dem, der ikke har en stor familie eller vennekreds. "Vi ser en tendens til, at især mennesker i de yngre generationer og større byer lukker sig for samtaler med fremmede, fordi de føler, at det er akavet," siger han. En ny meningsmåling, som analysefirmaet Norstat har foretaget for Kristeligt Dagblad, peger i samme retning . På spørgsmålet: "Hvordan har du det med smalltalk med folk, du ikke kender?", svarer 46 procent godt eller meget godt, mens kun 21 procent svarer dårligt eller meget dårligt. Men blandt 18-34-årige svarer kun 35 procent godt eller meget godt og 29 procent dårligt eller meget dårligt. Blandt danskere over 65 år er glæden ved smalltalk størst, 55 procent, mens kun 12 procent har det svært eller meget svært med den lille, uforpligtende samtale med fremmede. "Det er selvfølgelig et spørgsmål, om det er en varig forandring med den nye generation, eller om tallene er udtryk for, at smalltalk er noget, man lærer at mestre med alderen. Det ser i hvert fald ud til, at hvis man vil gøre en virksom, frivillig indsats for at øge sin og andres livskvalitet, skal man bare inddrage flere i samtalen," siger Henrik Mahncke. Han tilføjer, at når danskere er i Sydeuropa eller USA, er mange misundelige på den lille, umiddelbare, høflige samtale, der er mellem fremmede i de lande. "Men hjemme i Danmark ser vi ikke nogen grund til at tale med de andre i køen," siger Henrik Mahncke, som peger på, at både udlandsdanskere og udlændinge i Danmark i flere undersøgelser har peget på manglende åbenhed i samtaler med fremmede som et særkende ved dansk kultur. Heidi Jønch-Clausen er retoriker, ph.d. i journalistik, holder foredrag og kurser om kommunikation på arbejdspladsen og er specialist i smalltalk. Hun vurderer også, at danskere er gode til at snakke med dem, de i forvejen kender, men hun ser tydelige tegn på, at evnen til smalltalk med fremmede er begrænset. "Det, der ret tit sker til for eksempel fester eller receptioner, er, at vi taler for længe med for få," siger hun og uddyber: "Vi bliver for længe ved et emne. Vi holder for længe på én person, som måske hellere vil videre og tale med nogle flere. Vi er ikke så gode til at gøre det kort. Vi vil have dybde og mening, og derfor kommer vi tit hjem fra en fest og har kun talt med to eller tre mennesker." Tryk for at læse mere
Nr. 83
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ny bog om den franske revolution er relevant lige nu Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 20:00:00
Jonas Ross Kjærgård har med sin bog "Hoffet, gaden, parlamentet" skrevet om den franske revolution på en ny og klog måde. Historien bag er ganske kompliceret. Før revolutionen i 1789 var Frankrig plaget af problemer. Udgifterne til et stort kolonirige havde tømt kongens pengekasse, uigennemskuelige privilegier sikrede nogle personer embeder og skattefrihed, og hverken adelen eller kirken var villige til at betale deres del af udgifterne. Samtidig havde oplysningsfilosoffer som Rousseau, Voltaire og Diderot beskrevet, hvordan et samfund også kunne være, med frihed fra gamle unaturlige og ufornuftige forestillinger. Hertil kom endelig et aktivt offentligt liv med teatre, møder og trykte pamfletter. Det blev en eksplosiv cocktail, da kong Louis XVI for at indkræve flere skatter samlede de tre stænder: adel, kirke og alle de andre, den såkaldte tredje stand. Han havde først prøvet at tale til den gode vilje hos de rigeste, altså adel og kirke, men de sagde nej, og så tog han tredjestanden med. Tredjestanden krævede medbestemmelse og ændrede den rådgivende stænderforsamling til en nationalforsamling. Så var revolutionen i gang, først i en mere stille fase fra 1789 til 1792, hvor man regnede med et konstitutionelt monarki. Her kunne kongen bevare sin formelle position, nu bare med meget mindre magt. Men kontrarevolutionære og krige med alle nabolandene intensiverede revolutionen, og i perioden 1792-1794 blev den et blodbad. De oprindelige paroler om frihed, lighed og broderskab lod sig smidigt fortolke, så de blev argument for tvang, magtudfoldelse og fjendskab. En del af forklaringen på dette, som ikke nævnes i bogen, kan også være, at de nye politikere var uerfarne unge mænd, der drak mængder af vin i løbet af dagen før deres som regel sene møder. Dannelse og menneskelighed er en tynd lak, som alkohol hurtigt kan opløse. Efter 10 år greb Napoleon magten i 1799. Han videreførte revolutionens centralistiske tænkning og ignorerede dens mere positive værdier. Klog opdeling Som sagt har Jonas Ross Kjærgård grebet historien klogt an: Indledningen skitserer kort hovedsynspunkter fra den historiske litteratur. Tre forklaringstyper konkurrerer: økonomiske dynamikker, statens evne til at rumme alle borgere og ideologiske motiver. Herefter følger bogens hoveddel. I stedet for en gængs historisk fremstilling skildrer Kjærgård en række forskellige aktører, som er valgt, så de repræsenterer revolutionens kronologiske, ideologiske og individuelle aspekter: kong Louis XVI, dronning Marie-Antoinette, forfatterne Louis-Sébastian Mercier og Marie-Joseph Chénier, politikerne abbé Sieyès, comte de Mirabeau, Pierre-Victor Malouet, Louis de Saint-Just og Maximilien Robespierre, slaveoprøreren Toussaint Louverture, kvindeforkæmperen Olympe de Gouges og endelig den gruppe af kvinder i Paris, som den 5.-6. oktober 1789 spillede en vigtig rolle ved at gå i optog til slottet i Versailles og forlange, at kongen flyttede ind til Paris. Stormen på Bastillen malet af en ukendt kunstner i 1789, hvor pariserne brød ind i fængslet og fæstningsværket Bastillen for at få fat i våben og krudt, fandt sted den 14. juli 1789 og har givet navn til den franske nationaldag. Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix Denne fremstillingsform gør bogen nærværende og nuanceret. Særlig interessante er portrætterne af Olympe de Gouges, Toussaint Louverture og Chénier. Olympe de Gouges kritiserede, at de revolutionære, som mest var mænd, hurtigt blev enige om, at "mennesker" var lig med "mænd". Hun omskrev revolutionens "Erklæring om mennesket og borgerens rettigheder", så det klart fremgik af hendes version, at den også omfattede kvinder. Toussaint Louverture, der var sort, ledede slaveoprør i Haiti, samtidig med at han selv havde slaver. Et eksempel på den kompleksitet, der præger slavesamfund, og som Danmarks Radio helt overså i "Slave af Danmark". Og Chénier er et eksempel på teatrets bidrag til at definere revolutionens mål og værdier. Hård vej til vore dages rettigheder I dag er den franske revolutions mål for længst blevet en del af vores liv, blandt andet demokrati, friheden til at tale frit og til selv at vælge religion og ægtefælle, eventuelt flere gange, frihed for privilegier til i forvejen særligt begunstigede personer. Bogen, som er velskrevet og smukt illustreret, viser, hvor hård og kringlet vejen hertil var. I den større historiske sammenhæng kan man pege på to poler i den franske revolution: På den ene side samler og genformulerer den to idéer fra oldtiden: det athenske demokratis idé om, at enhver borger har en selvstændig værdi blot ved at være borger, og Ciceros idé om, at borgerens rettigheder skal sikres med love. Det er stadig stærke værdier i den vestlige verden. På den anden side udvikler revolutionen sig, så den centraliserer magt og bruger den hårdt mod uenige personer. Her peger den frem mod kommunismens og nazismens enorme overgreb. Den sidste pol fylder ikke meget i bogen. Aktuelt kan den franske revolution åbne vores øjne for det woke fokus på rettigheder. De revolutionære skrev lange lister om rettigheder, og de fór voldeligt frem mod modstandere. Den amerikanske venstrefløj på de store universiteter skriver på samme måde. De bruger ikke vold, men har oversvømmet samfundet med en moraliseren, som støder almindelige borgere fra sig. Dette aspekt er ikke nævnt i bogen, og måske fordi Kjærgård selv har en rem af den woke hud: I denne bog er slaver "slavegjorte", og han finder et synspunkt "politisk problematisk på grund af dets iboende konservatisme". Jonas Ross Kjærgård: "Hoffet, gaden, parlamentet – Portræt af Den Franske Revolution". 343 sider. 330 kroner. Aarhus Universitetsforlag. Tryk for at læse mere
Nr. 82
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Husk at tale lidt med mange. Sådan bliver du bedre til at smalltalke Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 20:00:00
Heidi Jønch-Clausen anerkender, at fodbold kan noget. Altså rent samtalemæssigt. Hvis spillet med de 11 spillere på hvert hold og en græsplæne på cirka 105 gange 68 meter med et mål i hver ende er danskernes nationalsport, så er samtaler om dette herlige boldspil om ikke hele nationens favoritemne, så noget, der kan bringe mange mennesker sammen i engageret samtale i Danmark. ”Problemet er bare, at man er hægtet af, hvis man ikke er med på holdet. Jeg kan huske, at jeg kom dagligt i frokoststuen på Syddansk Universitet i en periode, hvor der blev spillet VM i fodbold, og jeg undrede mig over, at der aldrig blev skiftet emne. Det var fodbold hele tiden,” siger hun. Heidi Jønch-Clausen er retoriker, ph.d. i journalistik, arbejder professionelt med at holde foredrag og kurser om kommunikation på arbejdspladsen og er specialist i smalltalk. Mens mange anser smalltalk for tom snak og spildte kræfter på et menneske, man alligevel ikke skal have meget med at gøre, så fremhæver Heidi Jønch-Clausen, at smalltalk har mange vigtige funktioner i ethvert fællesskab. Det gælder på arbejdspladsen, blandt gæsterne til den store fest, i hverdagen i familien og blandt fremmede i for eksempel en elevator. ”Når smalltalk lykkes, kan det tænde lys i øjnene på os og give os lyst til at tale,” siger hun. Og hun tilføjer, at uanset hvor overfladisk og ligegyldig smalltalk kan virke, så har den værdi. Som smøremiddel mellem mennesker og som opvarmning til dybere samtaler. "Smalltalk er vejen til big talk," siger hun. 1. Tal om noget positivt Men hvad er det så, der er i vejen med at tale om fodbold? Ingenting i princippet. Det, der er noget galt med, er, hvis en hel universitetskantine kun taler om fodbold. Hele tiden. Det bryder med et af de grundlæggende smalltalk-principper, påpeger hun. ”Der er flere ting, man skal passe på, når man praktiserer smalltalk. En af dem er, at man skal passe på ikke hele tiden at tale om noget negativt. For eksempel at sidde på arbejdet og hele tiden tale om, hvor travlt man har. En anden er, at smalltalk ikke må være ekskluderende. Hvis fodbold fylder det hele i snakken over kaffemaskinen eller til sommerfesten, er der sikkert tre-fire, som synes, det er spændende. Resten føler sig hægtet af. Smalltalk er en holdsport, og alle vil gerne være med på holdet,” forklarer Heidi Jønch-Clausen. Hun skynder sig at tilføje, at hvis man med fodboldeksemplet fornemmer, at hun anklager mandlige kolleger eller festdeltagere for at være særligt ekskluderende, så kan kvinder ekskludere lige så meget, typisk bare med andre samtaleemner. ”For eksempel har jeg også været på arbejdspladser, hvor de, der havde små børn, fyldte hele samtalerummet med at snakke om vuggestue- og børnehaveoplevelser.” 2. Tal med mange om meget Der knytter sig mange fortællinger til verdens folkeslag i forhold til, hvor åbne de er over for samtale med fremmede. Briter har ry for at være europamestre i smalltalk, fordi de er både høflige og interesserede. Tyskere og hollændere smalltalker formelt, men uden omsvøb. I Spanien og Italien er man hjertevarme og følelsesladede. Amerikanere smalltalker løs, men ønsker måske ikke altid at høre særlig længe på svaret på det standardspørgsmål, de stiller hele tiden: ”How are you?” Og her i Norden har vi det internationale ry, at vi ikke kan finde ud af at smalltalke. Vi er festlige sammen med dem, vi kender, men kolde og reserverede over for fremmede. Ikke fordi vi ikke vil tale sammen, men fordi vi ikke kan se meningen i at føre tom snak med tilfældige mennesker. I 2023 omtalte det britiske statsmedie BBC fænomenet med en artikel fra Luleå i Nordsverige, hvor indbyggerne taler så lidt sammen, at de lokale myndigheder har iværksat en kampagne med titlen "Säg hej". Hvis smalltalk i flere sætninger er at stile for højt, så må et enkelt ”hej” da kunne lade sig gøre. Måske er Luleås indbyggere et ekstremt eksempel, men ifølge Heidi Jønch-Clausen er det ”åbenlyst”, at danskere ikke mestrer kunsten at smalltalke på samme måde som briter eller amerikanere. Alt for tit havner vi i de velkendte grøfter. Vi taler for lidt. Vi taler for meget om os selv. Vi taler om, hvor travlt vi har, eller hvor irriterende chefen er. Eller vi taler om fodbold uden sans for, at ligesom fodboldkampe kan vindes ved gode, målsøgende afleveringer til medspillere, kan smalltalk skabe gode relationer, når vi er gode til at aflevere ordet og samtaleemnet. ”Det, der ret tit sker til for eksempel fester eller receptioner, er, at vi taler for længe med for få. Vi bliver for længe ved et emne. Vi holder for længe på én person, som måske hellere vil videre og tale med nogle flere. Vi er ikke så gode til at gøre det kort. Vi vil have dybde og mening, og derfor kommer vi tit hjem fra en fest og har kun talt med to eller tre mennesker,” fortæller Heidi Jønch-Clausen. 3. Tal med dem, du ikke kender En vigtig tilføjelse hertil er, at disse to-tre mennesker ofte vil være de to-tre mennesker, vi kendte bedst forud for festen. Mens idéen med smalltalk er, at man kan gøre nye bekendtskaber, så søger mange danskere ifølge retorikeren trygheden ved at samtale med dem, de kender i forvejen. ”Det er meget dansk at komme til at tale for længe. Men det er et brud på den genre, smalltalk er. Der ligger en stor kvalitet i at kunne føre en samtale, som fungerer for begge parter, som ikke varer så længe, og som slutter på en high note, og så gå videre og samtale med nogle flere,” forklarer Heidi Jønch-Clausen. Man kan spørge, hvorfor der skulle være noget galt i at søge de længere, dybere samtaler. Det er der heller ikke. Men det er ikke smalltalk. Til en reception eller en stor fest er det en af spillereglerne, at man skal tale kort med mange. Taler man længe med én, forsvinder festens dynamik. Lægger man beslag på én hele aftenen, berøver man alle andre chancen for at få en samtale med hende. Holder man hele samtalen omkring ét emne, eller lægger man beslag på al taletiden, berøver man andre muligheden for at tale om andet. Idealet for smalltalk er at tale med mange om meget. ”Der er mange danskere, som virker lidt uskolede i, hvordan man egentlig opfører sig, når man smalltalker. I nogle sammenhænge er det en hel kultur at kunne cirkle og mingle i et selskab. Det er uhøfligt i forhold til kollektivet bare at blive stående. Det synes jeg, er en kompetence, vi godt kan arbejde med at give videre til vores børn,” siger retorikeren. 4. Og vejret. Kort Hun tilføjer, at selvom hun anerkender, at forskellige personlighedstyper har forskellige forventninger og behov, så kommer den gode samtale kun, hvis alle parter forsøger at tilpasse sig hinanden og kan finde et samtalerum, alle kan være i. ”Det betyder, at man skal være bevidst om hinandens præferencer. Den ekstroverte, som samtaler med en introvert, skal virkelig koncentrere sig om at træde et skridt tilbage, og den introverte skal koncentrere sig lige så meget om at træde et skridt frem i samtalen,” forklarer hun. Men hvad skal vi snakke om, hvis vi ikke bare må snakke om os selv, hvis det skaber dårlig stemning at brokke sig over travlhed, og hvis det er uhøfligt kun at tale om fodbold? Klichéen over dem alle er vejret. Alle taler om det, ingen gør noget ved det. Hver dag rummer sin fortælling om skiftende temperaturer, sol, regn, vind, højtryk og lavtryk. Heidi Jønch-Clausen finder personligt emnet dødkedeligt, men hun har flere familiemedlemmer med stor interesse for vejret og anerkender, at vejret kan være et godt sted at begynde. På samme måde, som at det i en kantine eller til et middagsselskab kan være et oplagt sted at begynde med at tale om maden, man spiser. ”Man skal betragte smalltalken som noget, der forløber i faser. I den indledende fase kan det være klogt at gribe det oplagte. Men så skal man videre. Det nytter ikke noget at blive ved med at tale om vejret eller maden i fase to, tre og fire,” siger hun. 5. Husk. Se. Lyt At føre gode samtaler er ikke så enkelt, at en kommunikationsrådgiver kan give alle de samme standardråd om gode emner at tage op i samtalens videre faser. I stedet giver hun det grundlæggende råd, at det er klogt at huske, se og lytte. Selvom det er smalltalk, er mange samtalepartnere mennesker, man rent faktisk har mødt før og talt med. Hvis man er klog, kan man huske dele af disse samtaler. Så er der noget at arbejde videre med. En interesse, man ved, den anden har, og som man måske deler. Slår hukommelsen ikke til, kan man blive ledt på sporet af gode emner ved at se på den, man taler med, lytte til det, der bliver sagt, og spørge ind til personen. ”Start med at stille korte spørgsmål. Stræb efter, at I begge taler lige meget, og at ordet hurtigt skifter. Kan du slet ikke finde ud af, hvad du skal tale med denne person om, så tal alligevel i to minutter. Så har man anerkendt hinandens tilstedeværelse frem for bare at ignorere hinanden. Derefter er det i orden at gå videre,” lyder retorikerens basisråd, der altså er lige en kende mere ambitiøst end det, der udgår fra bystyret i Luleå. I den modsatte grøft er den situation, hvor en person, man måske kender godt i forvejen, midt i smalltalken giver udtryk for et ønske om en dybere og måske mere alvorlig samtale. Dette kan der være god grund til at gøre, men så skylder begge parter at lade de øvrige omgivelser forstå, at man har valgt at melde sig ud af smalltalken og skifte til en anden, mere dybtgående samtaletype. Dermed kan omgivelserne forstå, at de pågældende har meldt sig ud af smalltalken. "Det er nok klogere at programsætte den mere alvorlige samtale til et sted og et tidspunkt, der er mere egnet for at tale på dén måde," siger Heidi Jønch-Clausen og tilføjer: "Men der kan være et problem, der er så presserende for samtalepartneren, at det er nødvendigt omgående at træde ud af den overfladiske smalltalk og ind i den dybe big talk." Tryk for at læse mere
Nr. 81
K_artikler Opdater⟳ ☝️
For 50 år siden advarede Erik Dammann mod menneskehedens uholdbare kurs. Siden er det kun gået én vej Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 20:00:00
”Tænk, hvis vi havde lyttet til Erik Dammann dengang,” skriver en Facebook-bruger under opslaget om den norske miljøaktivists død, der var flankeret af den tale, Dammann holdt for mere end 50 år siden. ”Han var en vejviser og en stærk stemme for en mere retfærdig og bæredygtig verden. Tak for alt du gav, Erik,” skrev en anden. Talen, som forfatteren og samfundskritikeren Dammann holdt i Nadderudhallen i Oslo i 1974, blev startskuddet til den organisation – Fremtiden i vores hænder – der kom til at definere Dammanns liv og engagere mennesker i kampen for bæredygtighed. ”I virkeligheden behøver vi jo ikke at stifte bekendtskab med mere end nogle få grundlæggende fakta om situationen for at se dette vanvid. Det burde være nok at få dette at vide: Den højt-industrialiserede verden – faktisk bare en femtedel af menneskeheden – forbruger fire femtedele af vores fælles tilgængelige råstoffer. Det vil sige, at hver af os i de rigeste lande i gennemsnit bruger 16 gange mere end gennemsnitsindbyggeren andre steder,” sagde Dammann til de flere end 2000 fremmødte. ”Men det, der gør situationen virkelig vanvittig, er, at også de rige landes problemer er knyttet til vores overflod og stadigt voksende produktion. Vores største problemer skyldes overflodens miljøforurening – overdreven produktion af stadig mere unyttige varer – intens industrialisering og medfølgende centralisering og umenneskeliggørelse af livs- og arbejdsmiljøer – stress på grund af vækstkonkurrence – psykiske og fysiske skader ved overforbrug af mad og nydelsesmidler.” Erik Dammann, eller ”den norske miljøbevægelses bautasten”, blev født i 1931 i Oslo. Ikke uden en vis ironi – med tanke på hans senere virke – begyndte han sit arbejdsliv i som tekstforfatter i reklamebranchen. Kort efter begyndte han dog at skrive bøger – en af de første var ”Med fire børn i en palmehytte” fra 1968, der var fortællingen om, hvordan han, hans hustru og parrets fire børn havde vinket farvel til hverdagens rutiner i Norge og i stedet i en periode havde boet blandt indfødte i den polynesiske østat Samoa. I 1972 udkom ”Fremtiden i vores hænder”, en bog, blev Dammanns offentlige gennembrud. ”Forandring skal ske, og forandring vil ske, når mange nok forstår, hvad det er, der er i færd med at ske,” lød Dammanns motto. Bogen blev kort efter forlægget for Folkeaksjonen Framtiden i våre hender, der den dag i dag er en ”miljø- og solidaritets-organisation” med over 50.000 medlemmer. ”Etiske værdier var fundamentet: Alle mennesker er lige meget værd fra fødslen. Den højeste norm for menneskers mål og aktivitet er uindskrænket medmenneskelighed. Bevaring af klodens økologiske livsmiljø er en forudsætning for menneskenes levevilkår,” konkluderer Aftenposten i avisens nekrolog. ”Erik Dammann var optimisten, der gav mange håb, trods verdens elendighed.” For Dammann var livsmissionen kort fortalt en verden og et liv, der ikke ødelagde mulighederne for de fremtidige generationer. Han var optaget af det globale, men også af det nære. Som i bogen ”Dagen er din”. En bog, der ifølge Norsk biografisk leksikon ikke handler om verdens- og samfundsproblemer men derimod frihed, oplevelser og mening i hverdagen, i samlivet og i relationen til vores børn. Et lille årti senere, i 1987, fik det omfattende forfatterskab en ny dimension med bogen ”Bag tid og rum” – ”et alsidigt, populærvidenskabeligt værk, hvor klassiske fænomener fra fysikken, filosofien og teologien behandles med stor elegance”, som det hedder i leksikonet. Mellem engagementet i Fremtiden i vores hænder og bogskrivningen var Dammann blandt initiativtagerne til projekterne Alternativ fremtid og Forum for systemdebat – sidstnævnte et tværpolitisk udspil med støtte fra en række forhenværende norske statsministre og andre prominente skikkelser. Igen var udgangspunktet, præcis som den røde tråd i Dammanns liv, spørgsmålet om, hvordan man får bedre liv uden, at det går ud over andre. I alt skrev Dammann 18 bøger, som er oversat til en række forskellige sprog, og i 1982 modtog han æresprisen fra Right Livelihood Awards – ofte omtalt som den alternative Nobelpris. Erik Dammann satte gennem sine 94 år store aftryk blandt dem, han færdedes iblandt. Spørgsmålet er, om hans indsats gjorde en større forskel? ”Utroligt mange nordmænd havde sympati for miljøaktivisten Erik Dammann. Få fulgte de råd, han gav,” skriver Dagens Næringslivs Kjetil Wiedswang. Men som en Facebook-bruger minder om i opslaget om Dammanns død: ”Det er ikke for sent af følge i Erik Dammanns fodspor. Han er og var i pagt med evigheden.” Tryk for at læse mere
Nr. 80
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Vil du dele dine inderste problemer med kunstig intelligens? Det kan blive virkeligheden i sundhedsvæsenet Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 20:00:00
Mange danskere har efterhånden prøvet at chatte med ChatGPT eller at blive præsenteret for nye hjælpemidler baseret på kunstig intelligens på deres arbejdsplads. Men i fremtiden kan kunstig intelligens også spille en større rolle i håndteringen af personlige problemer. I udlandet vælter det nemlig frem med terapeutiske chatbots – en slags digital samtalepartner – som brugerne med få klik og på alle tidspunkter af døgnet kan bruge til at søge råd og vejledning. "Vi ser udviklingen af en enorm industri inden for det her. Estimatet for 2023 er, at der var over 10.000 apps med fokus på mentalt helbred på app-store, og flere af dem benytter AI-teknologi," siger Arthur Bran Herbener, der er psykolog og forsker i kunstig intelligens på Aarhus Universitet. Og der er rigeligt med grunde til at være bekymret over den udvikling. Den åbenlyse bekymring er ifølge Bolette Windfeld Thesbjerg, der forsker i AI-baseret terapi på Aalborg Universitet, at man aldrig vil få det samme ud af at tale med en chatbot som med et menneske. Men noget andet er, at der kan være sprækker i teknologien, der kan have alvorlige konsekvenser for brugerne. "Det, der for mig at se kan have de mest fatale konsekvenser, er, at chatbots ikke kan realitetskorrigere. Lige nu fylder det rigtig meget i internationale medier, at der er folk, der er kommet ud i nogle ret voldsomme vrangforestillinger og paranoide eller psykotiske tilstande, fordi de har talt med en chatbot," siger Bolette Windfeld Thesbjerg. Hvis en bruger skriver, at vedkommende lige er blevet fyret og godt kunne tænke sig at vide, hvilke broer i København, der er de højeste, vil chatbotten heller ikke opfatte, at brugeren kan være selvmordstruet, siger Bolette Thesbjerg. "Så vil den svare: 'Det er jeg ked af at høre. De højeste broer er de her, og det vil hjælpe dig rigtig meget at komme ud at se den smukke københavnske arkitektur'. For de her chatbots kan ikke forstå kontekst, og de kan ikke læse mellem linjerne." Benyttes i det engelske sundhedsvæsenSelvom problemerne står i kø, er der også muligheder i den AI-baserede terapi. Sammen med en række andre forskere på universitetet er Arthur Bran Herbener selv i gang med at udvikle en chatbot, som skal tilbyde såkaldt kognitiv adfærdsterapi. "Det er ikke med henblik på, at den skal levere psykoterapi i samfundet. Det handler om at blive klogere på, hvor godt den gør det, hvad mennesker får ud af det, og hvordan de oplever sådan en chatbot," siger Arthur Bran Herbener. I det engelske sundhedsvæsen har man i samarbejde med forskere udviklet og implementeret en chatbot, der hjælper personer med depressive symptomer, angst eller stress, men som ikke nødvendigvis har behov for intensiv behandling. "Det er noget af det første, man bliver tilbudt, hvis man har brug for hjælp i psykiatrisk regi, men ikke er helt deroppe, hvor man skal have psykiatrisk hjælp," siger Bolette Windfeld Thesbjerg, inden hun uddyber, hvordan chatbotten fungerer: "Det, der så sker, er, at den spørger personen, hvordan vedkommende har det, og prøver at skabe et overblik over, hvad der er brug for hjælp til. Den er kodet efter en kognitiv adfærdsterapeutisk tilgang, som baserer sig på, at man skal finde alternative tanker eller handlemåder i det, der er svært. Hvis man har social angst, vil den hjælpe en med at lave en eksponeringstrappe, så man lige så langsomt kan arbejde med sin sociale angst.” "Mange peger på, at det er en måde at hjælpe dem, der har det bedst, så man kan fokusere de tunge ressourcer på dem, der har det værst.” Forskningen halter efterI det danske sundhedsvæsen er kunstig intelligens ikke noget, man er begyndt at anvende på samme måde som i England. Bolette Windfeld Thesbjerg peger på, at man herhjemme afventer mere viden om brugen af AI-baseret terapi. "Man ved virkelig ikke særligt meget endnu. Det går meget hurtigt med at ville udvikle og udbrede det her, men indtil videre er der meget få større studier, hvor man har fulgt folk over lang tid og sammenlignet resultaterne med anden behandling." Alligevel forventer Bolette Windfeld Thesbjerg, at vi med stor sandsynlighed kommer til at se en form for AI-baseret terapi i det danske sundhedsvæsen i fremtiden, da det potentielt kan være med til at løse nogle strukturelle udfordringer. "Hvis det virker, er det rigtig mange, man vil kunne hjælpe meget hurtigere og meget billigere, hvis vi udvikler det her," siger hun. Det store hul i forskningen er grunden til, at Arthur Bran Herbener har kastet sig over projektet med at udvikle en terapeutisk chatbot. Når forskerne er blevet klogere på, hvordan teknologien fungerer, er deres mål at kunne udstikke nogle anbefalinger for udviklingen af AI-baseret terapi. "Det er lidt Det Vilde Vesten lige nu. Der er begrænset regulering i USA og Europa. I Europa har vi GDPR, og det regulerer kun en lille del af de potentielle konsekvenser ved AI-baseret terapi," siger Arthur Bran Herbener. Niels Viggo Hansen er ph.d. i filosofi fra Aarhus Universitet. I dag underviser han blandt andet psykoterapeuter, og så interesserer han sig for forholdet mellem AI og psykoterapi. Og hans umiddelbare vurdering er klar. "Det er lidt det samme, som er sket med mennesket hundrede gange før. At ting vokser frem, før vi når at få tænkt os om," siger Niels Viggo Hansen, som mener, at vi mangler at stille nogle grundlæggende spørgsmål til, hvad det er for en empati og dømmekraft, teknologien har. Han indskyder, at der er studier af psykoterapi, der indikerer, at det ikke gør den helt store forskel, hvilken metode, terapeuten bruger, men at det afgørende er, at der er et andet menneske, der kerer sig om en, og som man har tillid til. Men de teknologiske løsninger udvikler sig hastigt, og derfor mener filosoffen heller ikke, at der er nogen vej tilbage. "Det filosofiske spørgsmål er ikke længere, om der bør udvikles AI-baseret terapi eller ej. Det spørgsmål er passé. Det er, hvad det kan lære os om, hvad intelligens er, og hvad det kan lære os om, hvad psykoterapi er," siger han. Tryk for at læse mere
Nr. 79
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Biskop: Stands fløjkrigen om adskillelse af stat og kirke Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 19:00:00
Et ordnet forhold mellem stat og kirke har intet at gøre med adskillelse af stat og kirke. Det er i Danmark tilsyneladende svært at tale om forholdet mellem stat og kirke, uden at det straks bliver til en fløjkrig mellem "for" og "imod" adskillelse mellem stat og kirke. Det er en skam af flere grunde: Dels fordi stat og kirke formelt har været skilt ad siden Grundloven. Grundlovens § 4 sætter rent grammatisk et skel mellem stat og kirke. Den evangelisk-lutherske kirke defineres som den danske folkekirke, og denne understøttes af staten. Der er altså tale om to forskellige størrelser. Dels fordi det interessante diskussionsemne er, hvordan der skabes ordnede forhold, der svarer til Grundlovens § 66, der bestemmer, at folkekirken skal have en forfatning. Gennem tiden har der været forskellige politiske tiltag til en sådan forfatning, og den løbende lovgivning, særligt menighedsrådsloven og økonomiloven, nærmer sig i mange henseender en forfatning. Hvis der er en udpræget politisk modvilje imod en samlet forfatning, er man nødt til løbende at sørge for at ordne forholdet, således at folkekirken på den ene side kan forblive en evangelisk-luthersk kirke og ikke et statsligt religionsvæsen, og at staten på den anden side kan forblive et liberalt demokrati og ikke en religiøs stat. Tak til Kristeligt Dagblad for i en artikel den 25. juli at tematisere politiske og kirkelige holdninger til at skille stat og kirke. I den forbindelse citeres jeg imidlertid fra en kronik den 17. juli i Politiken for synspunktet, at "retstilstanden i forholdet mellem folkekirken og staten [...] strider mod Grundlovens intentioner", og at forløbet med store bededag giver et "klarsyn", som "gør det påkrævet at bringe lovgivningsmæssig orden omkring folkekirkens indre anliggender". Hertil føjer journalisten sin egen vurdering: "En slutning, der øjensynligt kan oversættes til: Lad os få en forfatning for folkekirken." Jeg er ikke nødvendigvis enig i "oversættelsen" af mit synspunkt. På den ene side er det ikke strengt nødvendigt med en forfatning for at få lovmæssig orden om folkekirkens "indre anliggender", det vil sige fastlæggelse af ritualer, salmebøger, læremæssige spørgsmål og så videre. Det kræver først og fremmest, at der lovgives om beslutningsprocesserne. Som det er nu, og som bededagsforløbet gjorde åbenlyst, er der ingen lovgivningsmæssig begrænsning på den politiske styring også af folkekirkens indre anliggender. Det skyldes historisk, at man, mens man arbejder på en forfatning til folkekirken, ved en "gentleman-agreement" lod folkekirkens indre anliggender regulere uden om Rigsdagen/Folketinget ved kongelig resolution eller anordning. Hele idéen med det nye begreb "folkekirke" var jo, at statskirkeordningen skulle erstattes af et nyt forhold, hvor staten ganske vist understøttede, men ikke styrede kirken, og hvor politikerne omvendt ikke var forpligtet på en bestemt trosbekendelse. Dette til forskel fra enevældens kirkestyre, som beroede på, at Kongen var religiøst forpligtet på at styre både landet og kirken på et evangelisk-luthersk grundlag. Den midlertidige "nødløsning" – at fortsætte med at regulere folkekirkens indre anliggender gennem kongelig resolution/anordning og ved folkekirkens aktive medvirken – er så bare fortsat siden 1849, fordi der aldrig kom en forfatning. Men ordningen er "papirløs" og beror kun på politikernes gode vilje. Når det kommer til stykket, har politikerne fuld adgang til at lovgive for alt i folkekirken, så længe den stadig kan kaldes en evangelisk-luthersk kirke, og vurderingen af bekendelsesgrundlagets rammer for det er også henlagt til et politisk skøn. Der består ikke nogen pligt til at høre folkekirkens parter, hverken hvad angår ydre eller indre anliggender. Det har Højesteret tidligere – den 23. marts 2017 – slået fast, og det blev åbenlyst i bededagsprocessen. Det har hidtil været skik, at de folkevalgte afholdt sig fra at blande sig i folkekirkens indre anliggender, men det er altså kun af historiske årsager, og der er ikke noget retsgrundlag for det. Det er dette retsgrundlag, jeg mener, det er påkrævet at få bragt i orden. Som minimum bør der indføres en høringspligt og helst en indstillingsret eller beslutningskompetence i folkekirken på de indre anliggender. Det forekommer grotesk, at de folkevalgte, som er valgt ud fra deres politiske overbevisning og ikke ud fra deres religiøse tilhørsforhold, i princippet er ansvarlige for at fortolke den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesgrundlag og bestemme gudstjenesteordninger, dåbsteologi med videre. Om det så skal kaldes en forfatning, er ikke strengt nødvendigt. Der er også andre forhold i folkekirkens forhold til staten, der trænger til at blive ordnet, nemlig forvaltningen af kirkeskattemidlerne på landsplan. Det er stadig suverænt kirkeministeren, der råder over disse midler. Også her ville det være tiltrængt med en formalisering af folkekirkens indflydelse på egne midler. På den anden side har jeg svært ved at forstå frygten for, at folkekirken skulle få en forfatning. Selv museerne har en museumslov. Hvad er der galt i, at folkekirken, som folkekirken i de øvrige nordiske lande, fik en kirkelov? Hvis man ikke vil have en synode eller et landskirkeråd, kan beslutningskompetence og indstillingsret lægges i nogle af de eksisterende folkekirkelige fora – stiftsråd, provstiudvalg, menighedsråd, sågar i bispekollegiet. Før i tiden, da folkekirkens medlemsprocent lå på over 90 procent, kunne man tale om Folketinget som folkekirkens synode. Men kan man også det, når befolkningens, og dermed formodentlig de folkevalgtes, medlemsprocent kommer under 70 procent? Der er mange muligheder for at få ordnede forhold, og det er det, vi bør diskutere – ikke i en gold stillingskrig om adskillelse af stat og kirke. Eftersom det stadig kun er Folketinget, der har lovgivningsmagt, vil forholdet mellem stat og kirke altid bero på lovgivning og politisk magt, og det er derfor meget svært at se, hvordan der skulle være en fuldstændig adskillelse mellem stat og kirke. Men hvis folkekirken skal forblive en evangelisk-luthersk kirke, er det strengt nødvendigt, at der kommer ordnede forhold vedrørende beslutningsprocesser for de indre anliggender. Ellers er det vanskeligt at betegne den, som Grundloven gør: som en evangelisk-luthersk kirke. Tryk for at læse mere
Nr. 78
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Danmark skal bruge enorme summer på forsvaret. Få ved, hvad pengene præcist går til Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 18:00:00
I løbet af de kommende år skal danskerne betale enorme beløb til forsvarets oprustning. Men ifølge ham mangler der mildest talt indblik i, hvordan pengene skal bruges – og hvilke økonomiske konsekvenser udviklingen vil få for Danmark. I 12 år har John Foley arbejdet som stabsofficer i Forsvarskommandoens Planlægnings- og Udviklingsstab, og han har haft medansvar for arbejdet med styrkemål fra Nato. Styrkemålene er militæralliancens mål for, hvad Nato samlet set og hver stat for sig skal kunne bidrage med for at sikre Vestens forsvar. Prisen for lukketheden vil ikke bare være den fri, demokratiske samtale, men potentielt også danskernes opbakning til oprustning, frygter John Foley, der i dag er selvstændig rådgiver inden for cybersikkerhed. "Vi skal bruge mere end 100 milliarder kroner om året på forsvaret, og man skylder befolkningen at være mere åben om, hvordan pengene skal bruges, og hvordan de skal findes. Det gavner ikke et demokrati, og til syvende og sidst er det befolkningen, der skal betale," siger John Foley, som uddyber sin bekymring i et debatindlæg i dagens avis. For tidligere på sommeren stod det klart, hvad flere havde ventet: Europa skal betale langt mere til det territoriale forsvar i en tid, hvor der er krige på kontinentet. I Nato-regi blev det slået fast, at landene inden 2035 skal hæve deres forsvarsbudgetter fra de 2 procent af bruttonationalproduktet (BNP), som hidtil har været kravet – men som de færreste har levet op til – til 3,5 procent. For Danmark ville det i år svare til at skulle bruge 108 milliarder kroner. Dertil kommer yderligere 1,5 procent, der skal bruges på andre sikkerhedsudfordringer – som cybersikkerhed og kystsikkerhed – hvilket i år ville have gjort et indhug på 46 milliarder kroner i den danske statskasse. Det er et helt relevant dilemma at påpege, mener Mikkel Runge Olesen, der er seniorforsker ved DIIS og forsker i Nato og dansk udenrigspolitik. Men balancen er svær, påpeger han. På den ene side er der hensynet til hemmeligholdelse af operative og strategiske årsager – og på den anden side er der hensynet til transparens om statens brug af penge i et demokrati. "Der er gode argumenter for begge hensyn. Men samtidig er det også med Rusland og ændringer i trusselsbilledet en anden tid i dag, end det var for bare fem år siden. Og indtil nogen med meget stor sikkerhed kan sige, at de oplysninger, vi vil diskutere, er nogle som russerne har i forvejen, så mener jeg, at argumentet om hemmeligholdelse er meget rimeligt," siger han. Hvert andet år evaluerer Nato, i hvor høj grad de allierede lande lever op til styrkemålene. Danmark offentliggjorde senest sådan en evaluering i 2020, men efter en vurdering af Forsvarets Efterretningstjeneste har den sikkerhedspolitiske situation siden da betydet, at evalueringerne har været fortrolige. "Pointen er, at de fleste militære virkemidler, man kan indkøbe, også har et modsvar. Hvis man har et våbensystem, der skal bruges til forsvar, og russerne kan have en interesse i at planlægge efter at ramme det, er det klart, at det ikke er hensigtsmæssigt at sige højt, hvor det står," siger Mikkel Runge Olesen, men understreger, at balancen trods det er vanskelig, fordi det er den demokratiske debat, der er på spil. Også Rasmus Brun Pedersen, der er lektor ved Aarhus Universitet og forsker i international politik og Nato, er opmærksom på de tunge dilemmaer i debatten. Han påpeger, at det på sin vis handler om den demokratiske kontrol. "Det danske system er meget lukket, fordi information primært bliver delt i forligskredsene. Her sidder mange af Folketingets partier, men det bliver meget styret af, at det er regeringen, der har udspillene på forsvarsområdet," siger han. Sikkerhedshensynene er dog tungtvejende. Samtidig lader det ifølge lektoren til, at der i befolkningen er en stiltiende accept af, at der skal bruges væsentligt flere penge på forsvar. "Men det er også penge, der er der. Man går ikke ud og fjerner hjemmehjælpen for at bruge pengene på krudt og kugler. Men den dag, hvor der skal foretages prioriteringer, kan det ændre sig. Hvis krigen i Ukraine ved en mere frosset konflikt bliver mere diffus og mindre konkret, kan det også blive sværere at overbevise danskerne om, at pengene er godt givet ud," siger han. Adspurgt, om det ikke giver god mening, at strategiske og operationelle hensyn vejer tungere end offentlighed i en situation, hvor Europa er i en krigstilstand, lyder svaret fra John Foley: "Det er et validt argument, og det er rigtigt, at vi ikke skal servere alt på et fad med vores nøjagtige kapacitet. Vi skal i stedet i højere grad gøre som i Norge, hvor de ikke afslører hemmeligheder, men alligevel i langt større udstrækning debatterer de emner, der er nødvendige," siger John Foley og tilføjer: "Lukketheden er for stor, og jeg forudser, at modstanden vil stige, mens folk får øjnene op for, hvad 100 milliarder kroner om året svarer til." I Liberal Alliance mener forsvarsordfører Carsten Bach, at regeringen er for tilbageholdende med at debattere prioriteringerne på forsvarsområdet, om end han har forståelse for, at alt ikke bliver lagt frem som tidligere. "Men man kunne stadig have en bedre, mere overordnet debat om, hvad vi vil prioritere, i stedet for at regeringen lægger udspil frem som eviggyldige svar. Desuden mangler det vigtigste stadig, nemlig finansieringen. Også selvom det nu er flere måneder siden, at statsministeren første gang sagde, at forsvarsudgifterne skulle øges betragteligt," siger han. Kristeligt Dagblad har forelagt kritikken for Forsvarsministeriet, der oplyser, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) ikke har mulighed for at medvirke i artiklen, fordi han holder sommerferie. Tryk for at læse mere
Nr. 77
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 18:00:00
”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” Matthæusevangeliet 5, 20 Vi er i gang med sidste søndags evangelietekst, hvor Jesus er ret barsk i kravene til sine disciple – og dermed også til os. Klummen i dag har samme overskrift som i går, da vi begynder vores prædiken-cocktail med en bitter ingrediens, nemlig vores retfærdighed. Den skal overgå de skriftkloges og farisæernes – og det er jo ikke let. De to grupper brystede sig over deres egen retfærdighed og stillede gerne krav op for andre om at følge loven til punkt og prikke. De var fejlfindere og moralsk løftede pegefingre. De har sikkert været dygtige og tænkt meget over deres moralske hverdag, men de optræder i Det Nye Testamente som en samling skinhellige og selvretfærdige dødbidere. Jeg kommer ofte til at tænke på Holbergs komedier, hvor han afslører hykleri. Han så skinhellighed som et problem, fordi det undergraver den ægte moral og danner grundlag for misbrug og undertrykkelse. Det kan man se i "Jeppe på Bjerget", blandt andet dér, hvor Jeppe i sin baron-drøm opfører sig, som han egentlig ikke vil. Der er ingen forbedring i luften. Det er dér, Jesus vil hen. Ikke loven som den store Bastian, men som inspirator til medfølelse i gerning os imellem. Dagens tale er et led i Bjergprædikenen, der er et totalt opgør med udvendigheden i loven. "I har hørt, at det er sagt, men jeg siger jer ...". Loven skal ind i sindet og blive foldet ud i livet i medfølelse og næstekærlighed – og kan du ikke, må du ty til Guds nåde og barmhjertighed. "Ved Himlens port," siger Luther, "møder jeg engang Moses, og han siger strengt: Har du overholdt min lov? Da svarer jeg: Ja, jeg kender din lov [...] den har jaget og forfærdet mig, så jeg til sidst ikke vidste andet at gøre, end at gemme mig bag nåden og flygte til Jesus Kristus. Moses svarer: Så har du forstået min lov ret. Og så sænker Moses stemmen og siger: Mellem os sagt – jeg er selv kommet her på samme måde." Det er dén retfærdighed, som overgår farisæernes. Den hedder nåde og barmhjertighed. Søren Hermansen er tidligere sognepræst på Langeland og i Sorgenfri. Tryk for at læse mere
Nr. 76
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jeg har næsten glemt fadæsen, da min kone en aften pludselig står i døren til mit kontor Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 18:00:00
Jeg står i avisens lydstudie og læser min månedlige klumme op. Den handler om, at jeg har mistet min vielsesring og slutter med en detaljeret beskrivelse af ringen. Jeg synes selv, at det er ret genialt at bruge min faste spalteplads på at efterlyse den løbske ring. Mens andre må betale for at indrykke en annonce med en prominent placering i et landsdækkende dagblad, får jeg honorar for det. Da jeg for nogle år siden skrev en klumme om, at jeg havde mistet selvsamme kærlighedspant, blev ringen fundet tidsnok til, at jeg kunne fortælle om den glædelige genforening i den følgende klumme. Jeg forventer halvvejs, at lykketræffet vil gentage sig denne gang. Men da jeg læser den sidste linje op, opdager jeg, at jeg har skrevet et forkert årstal på mit sølvbryllup i beskrivelsen af ringens inskription. Jeg mærker sveden springe frem på panden og får flashback til dengang, jeg anmeldte en cd-udgivelse med en kendt dansk jazzbassist. Det var en meget positiv anmeldelse, som imidlertid havde den skavank, at det navn, jeg nævnte fire gange i løbet af teksten, var navnet på en anden berømt dansk jazzbassist. "I det mindste er du konsekvent," sagde min redaktør syrligt, da han havde opdaget fejlen i avisen. Denne gang når jeg at få fat i den ansvarlige redaktør, som beroliger mig: Fejlen kan godt rettes, inden avisen går i trykken. "Gudskelov. Sådan en fejl laver man heldigvis ikke ret tit," siger jeg. Den sætning skal vise sig at kandidere til min støt voksende samling af "berømte sidste ord". Da jeg nogle dage senere bladrer avisen igennem, ser jeg, at min klumme er med. Jeg skimmer den, lukker avisen og tænker: "Nu er det bare at vente på, at en læser skriver og fortæller, at min ring er fundet." I det samme går der et stød igennem mig: Hvad var det egentlig, jeg lige læste? Jeg gyser, åbner avisen igen og ganske rigtigt: Årstallet er rettet, men datoen er forkert på både bryllupsdagen og sølvbryllupsdagen. "I det mindste er du konsekvent," tænker jeg. Næste dag i avisens kantine lader mine kolleger forstå, at de har læst klummen. "Nu ved vi, hvilken dag du har rubinbryllup," siger chefredaktøren. "Nej, det gør I faktisk ikke," siger jeg. Der er stille et øjeblik. Min redaktør ser på mig: "Sig ikke, at datoen er forkert." "Datoen er forkert," siger jeg. "Åh nej, hvad har din kone sagt?", spørger en anden kollega. "Jeg tror ikke, hun har læst den. Og jeg har ikke tænkt mig at fortælle det," siger jeg. Det er sandt. En del af mig håber, at hun ikke læser klummen. En anden del håber, at hun gør det og siger noget, som kan bruges i min næste klumme. De følgende dage venter jeg. Jeg har næsten glemt fadæsen, da min kone en aften pludselig står i døren til mit kontor. "Der er en fejl i din klumme," siger hun. "Jeg ved det," siger jeg og skjuler ansigtet i hænderne. "Den historie, du genfortæller – om ringene, der bliver tabt to år i træk på den samme strand," siger hun. Jeg ser op. "Ja, hvad med den?", siger jeg. "Det var ikke en strand med tang. Der var sandbund." "Nå, okay," siger jeg. "Jeg troede, det var en anden fejl, du havde opdaget." Hun ser irriteret på mig og siger: "Altså, jeg har jo ikke ligefrem læst korrektur på din klumme." Jeg tænker: "Det er vi flere om." Tryk for at læse mere
Nr. 75
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ingen er tjent med hemmelighedskræmmeri om Natos styrkemål Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 18:00:00
Hvert fjerde år modtager alle Nato-lande et sæt styrkemål. Det er ikke et offentligt dokument, men det har afgørende betydning for hele nationens sikkerhed og økonomi. For styrkemålene fastlægger, hvilke styrker, kapaciteter og beredskaber Danmark forventes at kunne stille til rådighed for alliancen – til lands, til vands, i luften og i cyberspace. Processen begynder med Natos samlede trusselsvurdering. Herefter fastlægges alliancens samlede behov, og de fordeles mellem medlemslandene ud fra størrelse, økonomi og eksisterende militær kapacitet. På den måde sikrer man, at Nato kan forsvare medlemslandene effektivt – men også at byrden fordeles nogenlunde rimeligt. Danmark er forpligtet til at tage sin del. Derfor er styrkemålene ikke bare en intern militærsag. De former hele grundlaget for vores nationale forsvarsplanlægning. De betyder investeringer i mandskab, materiel, logistik, uddannelse, efterretning og teknologisk udvikling – ofte i milliardklassen. I det seneste år har flere danske ministre og embedsmænd understreget, at man måtte afvente de nye Nato-styrkemål, før man kunne lægge sig fast på, hvilke kapaciteter Danmark skulle investere i. Det har skabt en forventning i offentligheden om, at målene ville blive drøftet – åbent og ansvarligt – når de lå klar. Men sådan er det ikke gået. Styrkemålene er nu modtaget, men det er kun blevet bekræftet i glimt. Offentligheden har ikke fået indblik i, hvilke krav Danmark står over for, hvad vi skal levere, og hvordan det skal finansieres. Kun i små doser – når medierne presser på – fremkommer brudstykker. Det skaber en bekymrende ubalance. Vi taler om beslutninger, der angår nationens sikkerhed, vores økonomiske prioriteringer og de danske soldater, som skal sendes i krig, hvis det bliver nødvendigt. Det er ikke forhold, der bør behandles bag lukkede døre. Danmark har tradition for en meget lukket forsvarskultur, hvor oplysninger holdes tæt til kroppen, og offentligheden kun i begrænset omfang inddrages. Det har skabt en situation, hvor debatten om vores forsvarsindsats ofte bliver teknisk og elitær, uden folkelig forankring. I længden er det ikke holdbart. I Norge har man valgt en helt anden vej. Her deltager forsvarschefen aktivt og åbent i den offentlige debat. Han udlægger, hvad Nato forventer, hvordan Norge vil leve op til det, og hvilke konsekvenser det har for forsvarets udvikling og samfundets økonomi. Ikke alle detaljer bliver lagt frem, men hovedlinjerne bliver. Det giver mulighed for bredere politisk og folkelig opbakning til de prioriteringer, som i sidste ende vedrører hele samfundet. Danmark kunne lære meget af det norske eksempel. Ikke mindst fordi Danmark nu står foran den største militære oprustning siden den kolde krig. I 2024 udgjorde forsvarsbevillingerne i Danmark omkring 68 milliarder kroner ifølge Natos opgørelsesmetode. Allerede i 2025 ventes udgifterne at stige til op mod 100 milliarder kroner årligt. Det skyldes blandt andet, at Danmark har besluttet at nå Natos mål om 2 procent af bnp til forsvar samt et særligt løft på 50 milliarder kroner i 2025-2026. Det er store summer. Hvis danskerne ikke får et klart og gennemsigtigt billede af, hvad pengene skal bruges til, hvorfor det er nødvendigt, og hvad der ligger bag Natos krav, risikerer vi at miste den folkelige opbakning. Og det ville være en fejl. For forsvaret angår ikke kun politikere, generaler og embedsmænd. Det er et fælles ansvar – og en fælles beslutning. Åbenhed betyder ikke, at vi skal offentliggøre klassificerede militære detaljer. Men det betyder, at vi som borgere skal have adgang til de overordnede prioriteringer og de økonomiske konsekvenser. Vi skal kunne drøfte, hvad det er for en forsvarsrolle, vi som nation påtager os – og hvorfor. I et velfungerende demokrati er tillid en forudsætning for langsigtede beslutninger. Regeringen og Forsvarsministeriet bør derfor lægge de store linjer åbent frem – og invitere befolkningen med ind i en debat, der allerede nu former vores fælles fremtid. John Foley er tidligere stabsofficer i Forsvarskommandoens planlægnings- og udviklingsstab. Tryk for at læse mere
Nr. 74
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Vil man undgå at blive doven, kan man passende lytte til ”Damerne først” Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 17:15:00
"Om at dovne den" hedder et afsnit af "Damerne først" på P1, som blev genudsendt en julilørdag, mens det ferierende Danmark dovnede den. Eller rettere, som en af de elokvente damer, Weekendavisens udenlandsredaktør, Anna Libak, ikke blev træt af at fremhæve, så bør der skelnes skarpt mellem afslapning og dovenskab. Der var ikke noget godt at sige om dovenskab, som Anna Libak definerede som det "ikke at gøre sig umage, fordi man prioriterer sin egen nydelse". Det var imidlertid noget ganske andet at hvile hoved og krop, og Anna Libak fremhævede det tredje af De Ti Bud om at komme hviledagen i hu. Jo, dovenskaben fortjener sin dårlige presse, men man kan godt føre energisk tale om dovenskaben, som Anna Libak og de to andre medlemmer af det feminine trekløver, Sørine Godtfredsen og Anne Sophia Hermansen, demonstrerede til fulde. Dovenskab er især provokerende, når den lever på ryggen af andre. I "Damerne først" ihukom man den herostratisk berømte Dovne Robert alias Robert Nielsen, som blev landskendt i 2012 for at udråbe sig selv "som et dovent svin", der foretrak at leve af kontanthjælp frem for at tage lavtlønnede jobs. Dovne Robert ville kun tage det, som han kaldte meningsfulde jobs, men kunne godt se mening i, at skatteborgere med "meningsløse" jobs betalte for hans forsørgelse. Dovne Robert fortjener ikke ligefrem en skamstøtte på Gråbrødre Torv, som landsforræderen Corfitz Ulfeldt fik det, men han oprejste sin egen, da han i al offentlighed satte en ære i sin skam. I 2019 blev Robert Nielsen i øvrigt idømt tre måneders fængsel for hashhandel, som åbenbart var meningsfuldt arbejde. Nuvel, Dovne Robert fortjener at hvile i fred, og mon ikke Robert Nielsen er mere og andet end den karikatur, han tegnede af sig selv? Dovenskab er en last, men det kan arbejdet også blive. Man kan arbejde sig til døde og væk fra sin næste og sit sjælelige vel. Damerne ytrede sig med rette kritisk mod det hæsblæsende accelerationssamfund. I programmet kom man også omkring den såkaldte protestantiske arbejdsetik, som betoner, at man tjener Gud med al ærligt og nyttigt arbejde, men det er også en protestantisk og nytestamentlig pointe, at der ikke er frelse i arbejdet, hverken fysisk eller åndeligt. Frelsen som vores redning, mening og fylde er ikke lønnen for vores indsats, det er færdigt arbejde. Det blev afsluttet af en korsfæstet mand en forårsdag omkring år 33. Det bringer al vores arbejde ned på jorden, hvor det retteligt hører hjemme. Desuden er det, som fremhævet af Sørine Godtfredsen, eksistentiel visdom, at det kræver ro at komme på højde med sig selv og reflektere over sin livsvej. Man kan godt være hårdtarbejdende og samtidig åndelig doven, så man forsvinder i præstationsræs og optimeringsstræben og bliver det, som Anne Sophia Hermansen kaldte: "En klump kød, der arbejder". Vil man undgå den tilstand, kan man passende lytte til "Damerne først". Her er der ikke åndelig dovenskab, men åndelig lidenskab. Jesper Bacher er sognepræst. Tryk for at læse mere
Nr. 73
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Udgravninger i Gravkirken finder spor efter have eller mark Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 17:00:00
Jeg må begynde med en indrømmelse: Gravkirken fascinerer mig. Det burde den måske ikke som lutheraner uden lod og del i denne kirke eller i den teologiske tradition for helligsteder i det hele taget. Men det gør den altså. Måske skyldes det mit første kaotiske møde med den midt i studietiden. Eller for at være ærlig: mit første pinlige møde. Det var dagen efter, at min hustru og jeg var ankommet til Jerusalem for at arbejde et år i den danske kirke. Vi tog med det samme, tidligt om morgenen, bussen mod den gamle by for at finde Grædemuren og Gravkirken. Det første gik fint, men det andet viste sig kropumuligt i byens snævre gyder. Vi studerede gratiskortet, vi havde fået i hånden i Jaffaporten. Vi kravlede op i tårnet på den tyske Forløserkirke for at finde retning. Men til sidst måtte vi grave den jyske studenterpung frem fra bukselommen og folde 150 shekel ud til en guide for at finde frem. Hvad fandt vi så? En ved første øjekast absolut forvirrende og kaotisk kirke med lyde og dufte næsten så langt fra en dansk søndagsgudstjeneste som tænkeligt. Tilmed lidt af en arkitektonisk katastrofe uden synlig hoved og hale og indre harmoni. Men efterhånden blev frustration til fascination, for Gravkirken har to esser i ærmet, der kan blanke selv en lutheraner af: Historien og troen. På den ene side pirrer Gravkirkens ramponerede udseende og lange historie trangen til beviselig sikkerhed. Der er ligefrem et bibelsted for den fascination: "Kom og se stedet, hvor han lå", sagde englen til de sørgende kvinder. Kan man virkelig det i Gravkirken? På den anden side er der næppe noget sted som i Gravkirken, hvor man kan opleve sig som en del af noget større. Her har pilgrimme søgt til i århundreder med alt fra tro til tvivl og gråd til glæde. Hvis denne kæde af mennesker kan se et lys i gravens mørke, kan jeg sikkert også. Det er mere end historiens sted, det er troens sted. Derfor er det spændende, hver gang der er nyt fra den udgravning, der har været i gang i Gravkirken siden 2022. At der overhovedet er en udgravning i gang, er meget specielt. I 2016 fik arkæologer et vindue på 60 timer til for rullende kameraer at undersøge selve gravskrinet inde i kirken, men ellers er der kun blevet undersøgt ganske lidt i moderne tid. Sidste gang, nogen pillede ved noget i større stil, var efter den store brand i 1808. Og før det skal vi tilbage til Luthers store politiske modstander, Karl den Femte, der sponsorerede en stribe forbedringer. Derfor var det en stor overraskelse, da en omfattende udgravning blev annonceret i 2022 af hele området rundt om gravskrinet i forbindelse med renovering af gulvet. Nu er holdet af arkæologer tæt på at være hele vejen rundt om skrinet, og man har i den forbindelse offentliggjort endnu et foreløbigt resultat af indsatsen. Det viser sig, at der i jordresterne under kirken er pollenspor efter dyrkning af vin og oliven. Der kan altså meget vel have været marker på stedet, før der blev bygget helligdomme. Det fodrer den historiske interesse for "stedet". Der er nemlig et berømt hul i vores kronologi. Vi vil gerne vide, om graven inde i gravskrinet er netop dér, Jesus blev gravlagt. Men det har indtil nu været vanskeligt at føre historien længere tilbage end til år 135, hvor kejser Hadrian byggede et romersk tempel til Venus her. Efter en udmagrende krig mod det jødiske folk ønskede han at fjerne jødernes helligsteder i Jerusalem. Så han byggede to helligdomme: én på tempelpladsen og én her. Spøjst nok satte han dermed nærmest et historisk flag på stedet. Både tidligere udgravninger og nu også den igangværende har nemlig fundet spor efter Hadrians bygning, der sandsynligvis blev lagt, hvor byens kristne tilbad i det andet århundrede. Der er imidlertid ikke fundet noget fra det første århundrede endnu. Det ville for eksempel gøre en forskel, hvis arkæologerne kunne finde kristne pilgrimsindridsninger i den oprindelige grav fra perioden før Hadrians tempel. Antikkens pilgrimme elskede graffiti. Det var datidens sociale medie: Enten indridser du noget i de hellige sten, eller også er det ikke "sket". Så heldige har arkæologerne ikke været endnu. Men det er en rigtig god historie, at de har fundet spor efter en mark eller en have, for det tager os tilbage til Johannesevangeliet, der nævner, at der var en have på det sted, hvor de korsfæstede og gravlagde Jesus. Er Gravkirkens historie dermed bevist? Næppe. Der var marker alle vegne rundt om byen og grave nok til at så et frø af tvivl: Mon vores er den rigtige? Det er så her, at Gravkirken spiller sit andet es. Uanset tvivlens hul i historien mærkes troens tradition gennem generationer lige godt, når man i rækken af rejsende bøjer hovedet og går ind i graven – og finder den tom. Det er derfor, Gravkirken har blanket mig af. Morten Hørning Jensen er professor i Det Nye Testamente på Menighedsfakultetet og faglig leder af NT-oversættelsen for Bibelen 2036. Tryk for at læse mere
Nr. 72
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Provst kritiserer minister: Det er forbløffende, at en lille gruppe nu skal lave så store ændringer i folkekirken Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 17:00:00
Provst Kræn Christensen fra Skads Provsti ved Esbjerg er ikke tilfreds med et tiltag, der udgår fra Kirkeministeriet. I et indlæg i Jyllands-Posten har han ikke bare kritiseret en række lovforslag, der skal gøre menighedsrådenes arbejde enklere. Han har også kritiseret, at høringsprocessen foregår, mens de fleste menighedsråd holder ferie. For den 25. august er der frist for at komme med indsigelser eller kommentarer til lovforslagene, der blandt andet lægger op til, at ansvaret for præsteboliger flyttes fra menighedsrådene til provstierne. Og det er store ting, som folkekirkens gejstlige, menighedsråd og personale skal forholde sig til hen over sommeren, hvor de ikke har samme mulighed for at mødes og diskutere sagerne, mener provst Kræn Christensen. For når man fjerner beslutningskompetencer fra menighedsrådene, fjerner man også det lokale engagement: "Det, jeg altid har elsket ved folkekirken, er det lokale engagement og det almene præstedømme. At man vælger seks, otte eller 10 repræsentanter for sognet, der skal lede kirkelivet og passe på kirkerne. Så kan det godt være, at opgaverne kan være tunge, og at man møder udfordringer undervejs. Men i bund og grund synes jeg, at folkekirken er velfungerende og veldrevet, og det er takket være de folkevalgte medlemmer," siger Kræn Christensen. At man vil koncentrere beslutningskompetencer i provstierne strider mod folkekirkens decentrale opbygning, mener han. Men dertil kommer, at ændringerne vil føre til større udgifter for folkekirken, mener provsten: "Det bliver dyrere, når man flytter arbejdsopgaver fra menighedsrådene over til provstiet, fordi man her bliver nødt til at ansætte konsulenter og rådgivere, der skal vejlede i, hvordan man løser disse opgaver. Og det undrer mig, at Morten Dahlin fra Venstre vil fordyre omkostningerne for kirken, samtidig med at stat, kommune og region bliver pålagt besparelser," siger Kræn Christensen. Når Kræn Christensen giver sin mening til kende i Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad – udover i et almindeligt høringssvar – er det for at problematisere selve processen omkring lovforslagene. I marts 2024 søsatte kirkeminister Morten Dahlin (V) projektet "Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet", der skulle gøre det lettere for menighedsrådene at løfte deres opgaver i landets kirker. Ministeren nedsatte en styregruppe bestående af otte repræsentanter fra folkekirken og tre medarbejdere fra Kirkeministeriet, som ét år efter præsenterede deres anbefalinger. Disse anbefalinger blev, med få ændringer, oversat til lovforslag, som kom i høring den 1. juli med svarfrist den 25. august. Og hele dette arbejde er sket for usynligt og for hurtigt, mener provsten: "Jeg er vokset op med, at vores kirke, folkekirken, er folkets kirke, og derfor er jeg forbløffet over, at man har sat en lille, hurtigt arbejdende gruppe til at lave sådan nogle voldsomme omkalfatringer af vores kirke. Og at man derefter kaster et sådant lovforslag ud til høring, mens alle menigheder faktisk holder ferie, er problematisk. Det vil sige, at de ikke har mulighed for at mødes og drøfte det. Og faktisk er der flere af de menighedsråd, som jeg har talt med, som slet ikke vidste, at der var lovændringer på vej, og de vidste heller ikke, hvem der havde repræsenteret dem i styregruppen. At man så ovenikøbet har givet hinanden politisk håndslag på forslagene, gør ikke det hele meget bedre," siger Kræn Christensen. Derfor mener han, at høringsfristen bør udskydes: "Egentlig burde sådanne ændringer komme fra bunden af folkekirken, ikke fra toppen. Nu må man i det mindste råde bod på det ved at sikre sig, at hele folkekirken kan komme til orde." Fungerende kirkeminister Thomas Danielsen (V) har ikke mulighed for at stille op til interview, men sender følgende skriftlige svar på Kræn Christensens kritik af lovforslaget og processen: "I foråret blev der indgået en historisk politisk aftale om forenkling af menighedsrådsarbejdet. Forslagene i den politiske aftale bygger på anbefalinger fra en styregruppe med deltagelse fra alle folkekirkens væsentligste interessenter. Styregruppen har i sit arbejde blandt andet inddraget resultaterne af en omfattende brugerundersøgelse blandt menighedsrådsmedlemmer. Den politiske aftale skal gøre det lettere og mindre administrativt tungt for frivillige menighedsrådsmedlemmer at sidde i menighedsrådet. Og den skal sikre, at menighedsrådene får bedre mulighed for at fokusere på kirkens liv og vækst samt det fællesskab, de er en del af." Tryk for at læse mere
Nr. 71
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Handelsaftale med USA modtages lunkent i Europa Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 16:20:00
Først og fremmest betyder aftalen, at den straftold på 30 procent på varer fra EU, som USA havde bebudet fra på fredag, den 1. august, ikke træder i kraft. I stedet er parterne landet på en såkaldt grundtold på 15 procent på alle varer, der bliver importeret til USA fra EU-lande. For stål og aluminium vil tolden dog fortsat være på 50 procent. Helt undtaget er fly og flydele, nogle typer af kemikalier, lægemidler, landbrugsprodukter og såkaldte kritiske råmaterialer. Aftalen er ensidig i den forstand, at EU ikke pålægger tilsvarende toldsatser på varer fra USA. EU forpligter sig også til at købe energi til en værdi af 750 milliarder dollars (cirka 4,8 billioner kroner), samt investere 600 milliarder dollars (cirka 3,8 billioner kroner) i USA over tre år. Selvom der er tale om store beløb, er de mest symbolske. EU har brug for energi, som ikke kommer fra Rusland, og ifølge ugemagasinet The Economist investerer europæiske virksomheder allerede 200 milliarder dollars om året i USA. Der er tale om en såkaldt rammeaftale, og de nærmere detaljer i aftalen er endnu ikke forhandlet på plads. Hvordan blev aftalen præsenteret? Som Donald Trump sagde, så er det "den største aftale, der nogensinde er indgået". EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen sagde tilsvarende, at det er "en stor aftale. Den vil bringe stabilitet. Den vil bringe forudsigelighed. Det er meget vigtigt for erhvervslivet på begge sider af Atlanten". Hvorfor var det nødvendigt med en ny aftale? Budskabet fra Donald Trump har igen og igen været, at andre lande udnyttede og misbrugte deres adgang til det amerikanske marked. Det er derfor, han har pålagt eller truet andre lande med høje toldsatser. Aftalen vil i nogle tilfælde betyde en nidobling af de afgifter, som bliver pålagt varer fra EU-lande under den eksisterende frihandelsaftale. Hvad betyder aftalen for forbrugerne i EU og USA? Det er primært de amerikanske forbrugere, der bliver ramt, for toldsatsen på 15 procent betyder, at varer fra EU bliver dyrere. Der vil omvendt ikke være en direkte prisstigning for borgere i EU. Men hvis eksporten falder, kan det ramme den europæiske økonomi generelt. Hvordan har modtagelsen været i Europa? På den ene side er der glæde over, at den høje straftold ikke bliver indført. Men derudover er der ikke den helt store begejstring at spore. Den franske europaminister, Benjamin Haddad, erkender, at aftalen nok vil skabe stabilitet, men at det kommer med en pris. "Frihandel, som har været grundlaget for den fælles velstand på begge sider af Atlanten siden Anden Verdenskrig, bliver i dag fejet til side af USA, som i stedet vælger økonomisk tvang," skriver han på det sociale medie X. Mere direkte er den ungarske regeringsleder, Viktor Orban. "Donald Trump spiste von der Leyen til morgenmad," lyder hans lidet flatterende opsummering af aftalen. Fra den italienske avis Corriere della Sera lyder budskabet, at EU betaler en høj pris for stabilitet, og at det ikke er en retfærdig aftale, samt at det ikke er rigtigt, når den amerikanske præsident siger, at Europa har udnyttet USA. Belgiske De Standaard skriver, at Trump spillede højt spil og vandt, og at han med aftalen fundamentalt har ændret reglerne for internationale handelsaftaler. Mere afdæmpet er den hollandske erhvervsavis NRC Handelsblad, som konstaterer, at aftalen nok er dårligere, end man havde håbet, men omvendt er bedre end frygtet. Og hvad er den danske reaktion? Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (Mod), kalder som udgangspunkt aftalen for godt nyt. Men der er også forbehold. "Handelsvilkårene bliver ikke lige så gode som tidligere, og det er ikke vores valg, men der må findes en balance, som stabiliserer situationen, og som begge sider kan leve med," meddeler han i en skriftlig kommentar. Danske erhvervsorganisationer er heller ikke begejstrede. "Det er lykkedes præsident Trump at ændre hele præmissen for den internationale handel. Han har indført massive toldsatser på import af varer til USA og kæmpe skattestigninger for den almindelige amerikanske forbruger. Det er et kursskifte, der gør os alle sammen fattigere, og som gør det vanskeligere for danske virksomheder at bringe deres løsninger og varer i spil på det amerikanske marked," siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse. Hvorfor er aftalen indgået i Skotland? Man kan sige, at det er på neutral grund, efter briterne har forladt EU som følge af Brexit. Men Donald Trump er på en fem dage lang arbejdsferie i Skotland, hvor han ejer tre golfkomplekser med tilhørende hoteller. En del af formålet med rejsen er at indvie en ny 18-hullers golfbane i Menie nord for Aberdeen, som får navnet MacLeod Course og er opkaldt efter præsidentens mor, Mary Anne MacLeod Trump, der var født på den skotske atlanterhavsø Lewis, der er en del af De Ydre Hebrider. Besøget begyndte på golfhotellet Trump Turnberry i Ayrshire. Efter dagens runde på golfbanen bød præsidenten Ursula von der Leyen velkommen – og efter mindre end en times afsluttende forhandlinger – kunne de to ledere præsentere resultatet. Mandag fortsatte den amerikanske præsidents golfdiplomati, hvor han mødtes med den britiske premierminister Keir Starmer. Tryk for at læse mere
Nr. 70
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Gymnasielærer: De fleste elever leverer flydende volapyk. Ingen tysker ville nogensinde kunne forstå det Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 16:00:00
"Ich bist, wir bist, og så er der en forfatter, som hedder Gote." Det er ikke ofte, Kristeligt Dagblad indleder en artikel på et andet sprog end dansk, men sådan lyder det, når lektor i tysk Mikael Busch skal beskrive, hvor ringe det står til med sprogkundskaberne i det danske uddannelsessystem. "Jeg har været censor på flere gymnasier, og det hele er bist. Elever, der i teorien har haft tysk i syv år, først i folkeskolen og så to år i gymnasiet på b-niveau, kan ikke bøje sein. De fleste leverer flydende volapyk, som ingen tysker nogensinde ville kunne forstå," siger Mikael Busch og tilføjer, at flere elever brød grædende sammen, fordi de til eksamen i tysk ramte en mur, de burde have ramt tidligere i skolesystemet. Faktisk frygter Mikael Busch, der er lektor i tysk, fransk og mediefag på Kolding Gymnasium og sidder i hovedbestyrelsen for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), at det er for sent at gøre andet "end at skrive sprogfagenes begravelsestale." Sprogfagene bløder Tallene for årets studieoptag, som blev offentliggjort i går, viser, at sprogfagene bløder. Således er optaget på sproguddannelserne faldet med 19 procent i forhold til sidste år, et fald, der hægter sig på et allerede eksisterende fald. Og på de almene tysk- og franskuddannelser er der i år blot optaget 58 ansøgere, det er 9 procent færre end sidste år. Dermed er fødekæden for sprogfagene ved at være brudt, og gymnasierne har allerede mere end svært ved at finde lærerkræfter i tysk og fransk. Det siger Anders Frikke, lektor på Middelfart Gymnasium og formand for GL: "Vi er meget bekymrede. Det værste er, at det ikke er en ny problemstilling. For gymnasiet og for Danmark er det her trist." Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (Mod). Men i en pressemeddelelse glæder hun sig over, at der fortsat er stort optag på STEM- og it-uddannelserne. STEM dækker over fagene naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik. Men hun skriver også: "Derimod bekymrer det mig dybt, at optaget på sproguddannelserne er faldet så meget. Vi kan ikke undvære sproglige kompetencer og viden om andre kulturer i et dannet samfund. Handling er påkrævet, og jeg vil derfor se på, hvad der skal til for at vende udviklingen." Men det klinger "efterhånden hult", når politikere vil se på, hvad de kan gøre, mener Anders Frikke. "Det siger de år efter år, uden at der ændres noget. Måske har den bagvedliggende holdning været, at det med sprog løser Google eller AI nok. Men jeg frygter, at man ikke forstår, at sprog og kultur hænger uløseligt sammen." Anders Frikke frygter også, at fødekæden af sprogundervisere er knækket: "Det ønsker jeg ikke at tro, men fra mit eget gymnasium kan jeg jo konstatere, at det at finde en fransklærer er en stor udfordring. Det er en ond cirkel, for eleverne bliver også færre; stordrifttænkningen på gymnasierne, som kan være nødvendig på grund af økonomien, passer ikke til sprogfagene." At sprogfagene har haft et image af det, der i gamle dage blev kaldt terpefag, kan også være med til at skubbe til læsset, mener Anders Frikke. Brev til regeringen Også Dansk Industri, der ellers har arbejdet for, at flere unge skal uddanne sig til ingeniører og it-specialister, advarer om, at danskernes tyske og franske sprogkompetencer risikerer at uddø. I et brev til uddannelses- og forskningsministeren, Christina Egelund, skrev underdirektør i DI, Mikkel Haarder, og Brian Arly Jacobsen, DM Universitetet, således ved juletid: "Vi skriver til dig som repræsentanter for erhvervslivet og de videregående uddannelser med en fælles appel om at prioritere sprogfagene, særligt tysk og fransk, på universiteterne." Og til Kristeligt Dagblad siger Mikkel Haarder: "Jeg kan godt forstå et ungt menneske, der skal vælge uddannelse, og som tænker over, om der nu er fremtid i at beskæftige sig med andre sprog end engelsk. Men mit budskab er, at det er der! Og jeg er meget ked af, at der er så få gymnasieelever, der vælger sprog." En løsning kan være at se på fagpakkerne i gymnasiet, mener Mikkel Haarder. Den "katastrofale" situation, som Mikael Busch har oplevet som censor i tysk på flere gymnasier, smerter ham, men kommer ikke bag på ham. "Groft sagt kan de ingenting. Men det er ikke nødvendigvis hverken deres eller deres udmærkede læreres skyld. Det er, havde jeg nær sagt, samfundets skyld. For fra begyndelsen, i skolen, møder de en tyskundervisning, der ikke slår til. Der er så forsvindende få, der kan tysk, at man må pålægge andre lærere, som i princippet skal kunne undervise i alle fag, opgaven. Og når de så kommer i gymnasiet, kan den misere ikke rettes op. Derfor oplever vi 18-årige gymnasieelever, som ikke engang kan bøje sein." Tryk for at læse mere
Nr. 69
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Trump ydmyger Europa med toldaftale. Det må ikke ske igen Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 16:00:00
Det bliver stadig mere tåkrummende at se europæiske toppolitikere smiske for USA's præsident, Donald Trump. Senest gjorde EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, det i søndags i Trumps golfklub i Skotland. Her var det lykkedes at indgå en toldaftale mellem EU og USA, som lægger 15 procent told på de fleste fysiske varer, og med sproglig afsmitning fra den amerikanske præsident kaldte Ursula von der Leyen det for "a huge deal", en kæmpe aftale. Den vil angiveligt bringe stabilitet og forudsigelighed i samhandelen over Atlanten. Tidligere har den franske præsident, Emmanuel Macron, den britiske premierminister, Keir Starmer og Natos generalsekretær, Mark Rutte, tilsvarende grebet til om ikke billig portvin, så i hvert fald masser af slesk tale for at opnå velvilje hos den narcissistiske præsident. Det er grundlæggende udtryk for, hvor skævt og betændt magtforholdet mellem Europa og USA er blevet. Der er halvanden gang flere europæere end amerikanere, men det amerikanske bruttonationalprodukt er alligevel næsten halvanden gang større end det europæiske. Storebror dikterer spillereglerne i legeværelset, og lillebror kan ikke gøre andet end at tale ham efter munden i håb om ikke at ende i en ødelæggende, langvarig toldkrig. Her og nu har det vist sig at være en gangbar strategi, og alt andet lige er toldaftalen det mindste af flere mulige onder. Det var fornuftigt af EU at fjerne noget af den usikkerhed, som Donald Trumps vilde toldtrusler ellers havde skabt for verdensøkonomien. Når det er sagt, er der stadig mange usikkerhedsmomenter i rammeaftalen, og det er for tidligt at afblæse krisen i det transatlantiske forhold. Det centrale problem er stadig den usikkerhed, den amerikanske præsident er klar til at skabe, selv hos USA's nærmeste venner, når han vil trumfe sin vilje igennem. At han undergraver den gensidige tillid. Han markedsfører sig gerne som forretningsmand, men forståeligt nok spørger europæiske erhvervsfolk og politikere nu kritisk til, hvad Europa egentlig får ud af toldaftalen ud over en vis stabilitet? Og hvor holdbar er den? Trumps forretningstænkning er jo ikke, at både sælger og køber skal gå ud af en handel som vindere. For ham er der en vinder og en taber i enhver handel, men rent økonomisk kommer både Europa og USA formentlig til at tabe på den aktuelle toldaftale. Toldmure svækker den internationale samhandel og øger risikoen for inflation. Det kommer de amerikanske forbrugere også til at mærke. Politisk er det et stort tilbageskridt for den samhandel og arbejdsdeling, der har været mellem USA og Europa siden Anden Verdenskrig. Ligesom på forsvarsområdet har Europa fået endnu en alvorlig lektion om, at man ikke kan tage alliancen med USA for givet. Slesk tale kan muligvis afværge de værste katastrofer, men på længere sigt må Europa gøre sig mere robust, hvis man vil undgå nye ydmygelser fra den amerikanske præsidents side. Tryk for at læse mere
Nr. 68
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Israel lader Hamas få sin vilje og oversvømmer Gaza med nødhjælp. Har regeringen blikket rettet mod et større mål? Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 15:00:00
Da den israelske regering sent lørdag besluttede at indføre 10 timer lange daglige pauser i kampene i Gaza og muliggøre levering af store mængder nødhjælp via faldskærm og lastbiler, var det ikke i erkendelse af en tiltagende humanitær krise i Gaza. Det var derimod i erkendelse af et taktisk nederlag til terrorbevægelsen Hamas i Gaza. På få dage havde det, man i Israel stadig anser for at være en veltilrettelagt løgnagtig sultkampagne anført af Hamas, fået store dele af verden til at reagere med vrede og forargelse. Da den amerikanske regering med præsident Donald Trump i spidsen bad den israelske regering om at gøre noget, var toget for længst kørt for israelske modargumenter, og tilbage var kun for Israels vedkommende at bøje sig. Ingen lyttede til den israelske hærs indvendinger om, at mange af de billeder, Hamas viser frem af underernærede spædbørn, angiveligt stammer fra borgerkrigen i Yemen. I skænderiet mellem Israel og FN om de enorme mængder nødhjælp, der bare fik lov til at ligge på den palæstinensiske side af grænsen uden at blive afhentet, var der heller ingen, der havde tid eller lyst til at lytte til Israels argumenter. Billederne fra Gaza, og de gentagne forlydender om udbredt sult, gjorde udslaget. Så da Donald Trump bad om at få rettet op på den humanitære nødhjælp, sagde den israelske regering "okay". Indtil da havde Israel afvist kritik fra 109 ngo'er og nødhjælpsorganisationer og fra en lang række arabiske og vestlige lande. Men den israelske regering ønsker ikke at sætte sit forhold til USA over styr på baggrund af et skænderi om den humanitære situation i Gaza. Derfor erkender Israel, at man har lidt et taktisk nederlag til Hamas. Man undervurderede de internationale reaktioner og det massive diplomatiske pres. Man undervurderede også, at store dele af det internationale samfund står klippefast på, at så længe Israel holder omkring 70 procent af Gazas område under sin militære kontrol, så er det også Israel, der har det direkte ansvar for den humanitære situation i Gaza. Mens den israelske regering, hærens ledelse og mange af landets militæranalytikere stadig mener, at der ikke er sult i Gaza, lader man nu Gaza modtage tilstrækkeligt med nødhjælp til de kommende mange måneder. En analyse er, at Israel oversvømmer Gaza med nødhjælp for at forhindre Hamas i at bruge sult som pr-kampagne i fremtiden. For Israels vedkommende er pointen, at man forhindrer en gentagelse af den internationale udskamning og kritik. Donald Trump bad om at få rettet op på den humanitære nødhjælp. Kort efter sagde den israelske regering "okay". Foto: Omar Ashtawy/Apaimages/Ritzau Scanpix Men der er også tegn på, at den israelske regering lader Hamas få sin vilje i øjeblikket omkring nødhjælpen, fordi regeringen har blikket rettet mod et større og mere omfattende mål. Siden Israel begyndte at tillade mere nødhjælp til Gaza i løbet af søndag, har både finansminister Bezalel Smotrich og forsvarsminister Israel Katz antydet, at en mere dramatisk udvikling er under opsejling. En udvikling, der af Bezalel Smotrich kaldes "strategisk". "Vi fremmer et strategisk skridt, der ikke skal uddybes nu og her. Men om kort tid vil I vide, om det er vellykket, og hvilken retning vi bevæger os i," skrev Bezalel Smotrich ifølge den israelske journalist Amit Segal til sine partimedlemmer natten til mandag. Tirsdag formiddag sagde forsvarsminister Israel Katz med henvisning til de cirka 50 gidsler, som stadig befinder sig i Gaza efter at være blevet bortført den 7. oktober 2023: "Jeg mener hvert ord, jeg siger – hvis Hamas ikke frigiver gidslerne, vil helvedes porte åbne sig i Gaza." Da Israel de to seneste måneder har gennemført en massiv landoffensiv i store dele af Gaza og bombet dagligt fra luften, virker det ikke som om, at de to israelske ministre hentyder til, at det israelske militær nu vil begynde at gå hårdere til værks. De lidt kryptiske antydninger om, at noget nyt og strategisk er i vente fra Israels side, menes derfor at kunne være en ud af de tre følgende muligheder. Den ene mulighed er, at de israelske ministre udtaler sig på denne måde for at presse Hamas tilbage til forhandlingsbordet og dermed opnå en aftale om frigivelse af de resterende 50 gidsler. Muligvis også en afslutning på krigen. Den anden mulighed er, at Bezalel Smotrich og Israel Katz antyder, at Israel vil forsøge at likvidere hele Hamas' ledelse i Qatar og Tyrkiet. En meget dramatisk manøvre, der vil umuliggøre fremtidige forhandlinger og måske på længere sigt tvinge Hamas til at forlade Gaza. Den tredje mulighed er, at Israel forbereder fuld militær kontrol over Gaza. En de facto genbesættelse af Gaza, som blev rømmet for israelske bosættelser i 2005. For Bezalel Smotrich vil det være en strategisk sejr og startskuddet til idéen om at genopføre bosættelser på Gazas territorium. Tryk for at læse mere
Nr. 67
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sundhedsøkonom: Mangel på sygeplejersker skal løses med andre midler end højere løn Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 14:30:00
Næsten 60.000 danskere er i år kommet ind på en studieplads. Men for de såkaldte velfærdsrettede professionsuddannelser ser optaget ikke godt ud. Allerværst er udviklingen på sygeplejerskeuddannelsen, hvor faldet er på hele 8 procent målt i forhold til sidste år. Ifølge Dansk Sygeplejerskeråd er det især løn- og arbejdsvilkår, der får unge til at fravælge sygeplejerskestudiet. Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg peger dog på, at løsningen må findes i andet end store lønstigninger. Jakob Kjellberg, hvor stort et problem er faldet i optagne på sygeplejerskestudiet? De 8 procents fald i år er ikke det store problem. Problemet er, at det er en del af en større tendens. Det ser vi også rekrutteringsmæssigt på de andre velfærdsuddannelser. Det er bekymrende, at vi har svært ved at bemande vores arbejdsmarked i det hele taget, det gælder jo også elektrikere og alt muligt andet. Velfærdsområdet er så lidt sværere at bemande, fordi sprog fylder mere. Dansk Sygeplejerskeråd siger, at det primært handler om bedre lønvilkår og arbejdsvilkår, når unge vælger sygeplejerskestudiet fra. Er det så nødvendigt at hæve lønnen? Det er vel korrekt nok, det gælder bare også alt muligt andet. Hvad med skolelærerne? Hvem skal betale for det? Vi må nok se i øjnene, at den offentlige sektor aldrig bliver lønførende. Det kan også handle om, hvilket image de studier har fået. Så hvilken fremtid står sundhedsvæsenet over for? Vi kommer til at nytænke en masse, også når det gælder arbejdsopgaver. Byrderne vil kun stige i takt med, at vi bliver flere ældre. Vi har et meget voldsomt optag af medicinstuderende, og vi har optaget langt flere læger, end vi egentlig har brug for. De bliver nok sat til at lave flere af sygeplejerskernes opgaver. Det lyder dyrt at erstatte sygeplejersker med læger? Det bliver det nok, og derfor skal vi også hele tiden overveje, hvordan de enkelte opgaver kan løses smartere. Man siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde, og i den offentlige sektor har vi før set, at det er personalemangel, der fører til nye og smartere måder at løse opgaverne på. Innovation simpelthen. Kan teknologiske løsninger afhjælpe manglen? Vi er meget langt fra at kunne erstatte sygeplejersker med eksempelvis robotter. Det borgernære arbejde, sårpleje og den slags er nok det sidste, der kan udføres af en maskine. Vi er langt tættere på at kunne erstatte nogle læger med kunstig intelligens. Her kan man indirekte aflaste sygeplejerskerne, hvis flere kan hjælpes ambulant via teknologiske løsninger. Hvis du kunne bestemme, hvordan skulle problemet med sygeplejerskemangel så løses? Det er ikke sådan, at vi sidder inde med en række løsninger, som vi holder hemmeligt for politikerne, som vi først giver, når de giver os højere løn eller noget i den stil. Det her er et grundlæggende samfundsproblem. Men de lavthængende frugter er at arbejde på, at sygeplejersker går senere på pension og i mindre grad arbejder deltid. Det er noget med at give dem større indflydelse over deres egne vagtplaner. Ville du anbefale dit eget barn at læse til sygeplejerske? Jo, det ville jeg da, jeg har faktisk anbefalet min ene søn at læse til pædagog. Men min datter vil bare være rig, og så er det nok noget andet, hun skal læse. Min anden søn skal nok noget med tal. Tryk for at læse mere
Nr. 66
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Han var egentlig matematiker, men tog musikverdenen med storm. Tom Lehrer blev 97 år Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 13:00:00
I 1953 udsendte en ung amerikansk matematiker en grammofonplade med sine egne sange, som han sang og spillede klaver til. Der var stort set ingen markedsføring af pladen, som man skulle bestille pr. postordre. Lehrer havde selv bekostet indspilningen, for der var ikke i musikbranchen den store forventning om, at teksternes kulsorte humor ville kunne ramme et stort publikum. De skøre parodier på spejdersange, kærlighedsballader, valse og operetterviser, hvis tekster handlede om krig, død, sex, hashrygning og andre mindre stuerene emner. Men det gjorde pladen "Songs by Tom Lehrer". En halv million eksemplarer blev solgt udelukkende på baggrund af rygtet, der bredte sig som ringe i vandet, om den sære plade, hvis tekster var så grænseoverskridende for datiden, at den britiske radiostation BBC året efter havde stort set alle sangene på sin liste over sange, der ikke måtte spilles i radioen. En af musikhistoriens mere aparte superstjerner var født. Lørdag døde han i sit hjem i Cambridge, Massachusets. Byen som også er hjemby for det berømte Harvard Universitet, som han både var uddannet fra og underviste ved i en lang årrække. Han blev 97 år. Set i et så langt livsperspektiv er de 14 år fra 1953 til 1967 kun en parentes. Men i den periode tog han verden med storm med sine sange, som emnemæssigt gik i sære retninger. En sang om det periodiske system. En masochisme-tango. Og en hel del sange om den kolde krig, våbenkapløbets vanvid og alverdens magthaveres idioti. I "We Will All Go Together When We Go" sang han med frydefuld forventning om, hvor skønt det bliver, når det store atomragnarok bryder løs. I "Vatican Rag" kombinerede han katolsk hymne og ragtimerytme til en verbal og tonal tilsvining af den katolske kirke. Og "Poisoning Pigeons in the Park" er musikalsk set en typisk sorgløs 1950'er- kærlighedssang om, hvor skønt det er, at foråret er her. Men teksten handler om at dræbe duer. Tom Lehrer blev født i 1928 på Manhattan, New York, som søn af en succesrig slipseproducent og voksede op i en sekulær jødisk familie. Unge Tom var meget kvik og meget musikalsk, regnede regnestykker og spillede klassisk klaver. Han sprang så mange skoleklasser over, at han blev optaget på Harvard som 15-årig. Kandidatgraden fik han også klaret i lyntempo, men til gengæld blev han aldrig færdig med sin ph.d-afhandling, fordi han fik for travlt med at skrive sange. I 1955-1957 var Lehrer indkaldt til den amerikanske hær, hvilket ikke gjorde hans syn på væbnet forsvar mindre anarkistisk. I det hele taget er han blevet betegnet som en typisk ungdomsoprører med den ene forskel, at hans oprør mod krig, konventioner og traditioner fandt sted 10 år før alle andres. Lehrers livsgerning blev matematik og musikhistorie. Han underviste i disse fag på Harvard mellem 1972 og 2001. Han havde aldrig forestillet sig, at han skulle være verdensberømt som sangskriver, men "mine sange spredte sig som herpes", som den britiske avis The Guardian har citeret ham for at sige. Samme avis afliver i øvrigt et falsk rygte, han selv sendte i omløb, nemlig at anledningen til, at han opgav sin musikkarriere var, at USA's udenrigsminister Henry Kissinger fik Nobels fredspris i 1973. Dette var ifølge Lehrer mere absurd end noget, han kunne udtænke, hvorfor han måtte pakke sammen. Men sandheden er en anden. Lehrer trak sig tilbage, længe før Kissinger fik Nobels fredspris. Han blev bare træt af at skrive musik. Og blev måske også rent musikalsk – om end ikke nødvendigvis tekstligt – overhalet af alle de rock-hippier, der satte modstanden mod Vietnamkrigen i musik på en mere moderne måde. Tom Lehrer forblev ugift hele sit lange liv og fik ingen børn. Alle rettigheder til sine sange og tekster forærede han bort i 2020, så nu tilhører de hele verden. Tryk for at læse mere
Nr. 65
K_artikler Opdater⟳ ☝️
2 stjerner: Nyt metalalbum forvandler salmer til klagesange af rust og smerte Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 11:00:00
Hvad sker der, når Brorson, Grundtvig og Ingemann kastes ind i en verden af industrielle beats, forvrængede guitardroner og syntetiske skrig? Det spørgsmål stiller Danmarks første AI-metalband, Amygd.AI, med debutalbummet "Den nye salmebog" – et konceptuelt projekt, hvor ti danske salmer får ny form gennem kunstig intelligens. Bag udgivelsen står det nystiftede Backprop Records og den menneskelige kurator Chimera, som i et medfølgende manifest tager afstand fra overfladisk AI-musik og i stedet insisterer på ansvar, æstetik og menneskelig retning. Her er teknologien ikke skjult, men stiliseret: en maske, ikke en efterligning. Albummets stærkeste kort er idéen. Den syntetiske vokal – kold, knækket, messende – tilfører salmeteksterne en særegen, fremmed karakter. I glimt opstår slående kontraster mellem de gamle ord og de tunge, digitale lydflader, der omslutter dem. I "Den signede dag med fryd vi ser" slår rytmen som en stålhamrende klokke. "Op, al den ting, som Gud har gjort" forvandler en lovsang til en klagesang af rust og programmeret smerte. Albummet føjer sig ind i en bevægelse for at gentænke højskole- og sangtraditionen, men går langt videre: Her handler det ikke om at opdatere, men om at forvride, adskille og genopbygge med andre midler. Men lige så ofte bliver udtrykket monotont og overgjort. Mange numre flyder sammen i samme tempospænd, samme mørktonede riffs. Det skaber en flad stemning, hvor salmernes forskelle – i tone, ånd og tekst – udviskes. Og netop her mister albummet noget af det potentiale, det ellers bygger så ambitiøst op på idéplan. Man savner et rigtigt band. Den maskinelle tilgang skaber afstand og kontrol – men uden menneskelig timing og dynamik bliver det svært at holde fast i. Alt er præcist og gennemarbejdet, men også køligt og ufleksibelt. "Den nye salmebog" lyder mere som et tankeeksperiment end som en levende musikoplevelse. I manifestet står der: "Det er intentionen, der retfærdiggør udfaldet – uanset værktøjet." Det forpligter. Et andet sted står der: "Jeg tror på, at teknologi og kreativitet ikke er modsætninger." Ja. Men det skal høres – ikke blot hævdes. "Den nye salmebog" fortjener anerkendelse for at forsøge at flytte AI-musik væk fra generisk indhold og ind i et kulturelt rum med rødder. Udgivelsen balancerer mellem kunsteksperiment, metalværk og et nyt kapitel i den danske salmetradition. Det fortjener anerkendelse. For bag projektet står en ærlig og bevidst kuratorisk tanke – og i en tid, hvor teknologien risikerer at skubbe kunstnere ud af ligningen, er det vigtigt med stemmer som Chimaeras. Men god vilje er ikke nok. Albummet er for ensartet og for lidt vedkommende. Metal har en kropslighed, en fysisk tyngde, der skal mærkes – ikke bare forstås. Her mangler netop den dimension. "Den nye salmebog" ender som en idéklump snarere end et åndeligt stålbad. Det mest interessante er faktisk ikke teknologien, men genfortolkningen: hvordan noget eksisterende får ny form i et kompromisløst og maskinelt sprog. Ordene er velkendte. Lyden er ny. Men forbindelsen mellem dem er svag. For når idéen er det mest fængende, hvad står der så tilbage i øret? Amygd.AI. "Den nye salmebog". Backprop Records. Tryk for at læse mere
Nr. 64
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Henrik Vestergaard Stokholm: Karakterdannelse og fædrelandskærlighed er smukke ord. Men start et helt andet sted Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 10:30:00
Lige nu udkæmpes der en krig på ord om skolens rolle og behovet for åndelig og national oprustning. Den debat handler blandt andet om nødvendigheden af, at vores børn er klar til at ofre sig for fællesskabet og for Danmark. Den 24. juli kunne man for eksempel i Kristeligt Dagblad læse en artikel med den drakoniske overskrift: "Skolefolk strides: Skal skolen opdrage børn til at ofre sig for fædrelandet?" Der er flere fronter i den krig, som får det til at lyde som tiden efter 1864 og under Besættelsen: "Hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes" og "nogen må dø for at andre skal leve". Jeg er bestemt også tilhænger af at lave en skole med afsæt i klare værdier, stolthed over vores dejlige land og offervilje for fællesskabet – for noget større end os selv. Ingen kan være modstander af vigtige dyder og teologen Hal Kochs samtaledemokrati. Og jeg mener helt klart, at vores skole bidrager til at styrke demokratiet, fremme næstekærligheden, fællesskabet og karakterdannelsen. Det sidstnævnte begreb er blevet genoplivet af Trivselskommissionen, som operationaliserer det til: "selvregulering, vedholdenhed og tro på egne evner". De dyder skal fremme vores børns trivsel og give dem ansvarsfølelse for små og store fællesskaber. Karakterdannelsen skal være central i dagtilbud og skolerne og indskrives i formålsparagrafferne, og der etableres sågar et nyt Center for karakterdannelse. Ingen kan jo være uenige i, at vi skal fremme karakterdannelsen i skolerne – det har man gjort til alle tider. Og lige nu sker det i forvejen på rigtig mange skoler med rigtig mange dygtige lærere og elever, der knokler for fællesskabet, for hinanden og for det her samfunds sammenhængskraft. Men helt ærligt. Begreber som karakterdannelse og fædrelandskærlighed er smukke og uimodståelige. Det er ren Grundtvig og højskole, og mine tænder løber også i vand – gid alle havde råd til et højskoleophold. Men hvordan ser karakterdannelse og national oprustning ud i fjerde modul en torsdag eftermiddag i en sjette klasse med mange forskellige elever og en lærer, som virkelig kæmper mod tiden i et klasserum med både diagnoser og sårbare elever – sammen med alle de elever, som har det godt. Systemet er i forvejen presset, der stilles mange krav til vores børn og unge, og vi har ikke altid lavet det mest menneskekærlige skolesystem. At ville indlede en kamp om fine ord nu er lidt som at servere en lille smule foie gras til alle under en hungersnød. Det smager godt og er meget fint, men det er slet ikke nok – og er fra et andet luftlag end det, der er ude på skolerne. Jeg tror måske ikke lige, det er det, alle lærere ude på skolerne tænker på lige nu, for de har uhyre travlt med at få hverdagen og undervisningen til at hænge sammen og skabe en god skole for alle børn. Første skridt må være, at lærere og elever får lidt mindre pressede rammer, færre prøver, mindre præstationspres og lidt mere tid til at se hinanden i øjnene og til at dyrke det formålsløse – det som man laver, fordi man ikke kan lade være. For hvis alle bliver set af en voksen og mærker, at der er tid til fordybelse og oprigtig omsorg og ja, kærlighed, så kommer alt det andet helt automatisk. Så bliver der luft til at dyrke vigtige karakterdyder, kampen for noget større end os selv – både den mentale og fysiske Maginot-linje [fransk befæstningslinje opført i mellemkrigstiden]. Så inden vi indrullerer vores elever i de væbnede styrker og den nationale oprustning, så bør de først træde af som soldater i konkurrencestaten. Vi bør blæse retræten. Henrik Vestergaard Stokholm er rektor på Niels Steensen Grundskole og Gymnasium. Tryk for at læse mere
Nr. 63
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Trumps nye handelsaftale møder kritik: Trump trumfer EU og stiller europæerne dårligt Tryk Her
Indsat Mandag d. 28. Juli, 2025 07:45:00
Godmorgen og velkommen til ugens første Morgensamling. Ventetiden er ovre for de 85.494 mennesker, der i år har søgt ind på en videregående uddannelse. I nat er der kommet svar på, om de er blevet optaget eller ej. Igen i år går det den forkerte vej med de fire store velfærdsrettede professionsbacheloruddannelser. Her er fire procent færre end sidste år blevet optaget. I skrivende stund har sygeplejerskeuddannelsen 1243 tomme studiepladser, skriver TV 2. Det lave optag kommer efter universitetsreformen fra 2023, der ellers skulle få flere til at søge mod professions- og erhvervsuddannelserne. Som konsekvens af reformen er antallet af afviste kvalificerede ansøgere steget med 12 procent til 10.693. Handelsaftale mellem USA og EU stiller europæerne dårligt Efter lang tids usikkerhed er der landet en handelsaftale mellem USA og EU – og ikke alle er begejstrede. Mens meget endnu er usikkert, ligger det i rammeaftalen nemlig fast, at der bliver lagt en generel told på 15 procent på europæiske varer, der importeres til USA. Det samme gør sig ikke gældende den anden vej rundt. Samtidig har EU forpligtet sig på at investere 600 milliarder dollar i USA og til at købe amerikanske våben og amerikansk energi. Trumps told på 50 procent på stål og aluminium fastholdes. Aftalen møder kritik fra erhvervslivet – og den var heller ikke, hvad EU havde håbet, fortæller EU-korrespondent Ole Ryborg til DR. Politisk uenighed splitter kønnene som aldrig før Mænd og kvinder har aldrig været mere politisk uenige, end de er i dag. Hvor kvinder i dag stemmer mere rødt, stemmer mændene mere blåt – og den voksende uenighed er særligt båret frem af en voksende kløft mellem de unge, skriver Jyllands-Posten. Særligt spørgsmålet om ligestilling splitter i stigende grad mænd og kvinder, og selvom der ikke findes en præcis forklaring på hvorfor, ser tendensen ikke ud til at ændre sig natten over. Tendensen bekymrer forskere, der frygter, at den politiske uenighed mellem kønnene kan give udfordringer med familiedannelsen og påvirke samfundets udvikling. Mange psykisk syge ringer forgæves til frivillige linjer Når danskerne i disse uger er på sommerferie, drosler det etablerede system, der skal hjælpe borgere med behov for psykiatrisk hjælp, også ned. Det mærker man hos Psykiatrifondens rådgivning, hvor der ikke er kapacitet til at besvare de mange sommerhenvendelser. Sidste år lykkedes det kun at besvare 42 procent af de 4210 henvendelser i juli og 38 procent af de 4173 henvendelser i august. Det skriver Kristeligt Dagblad. Det kan være alvorligt for dem, der mangler hjælp – men fra januar næste år træder den psykiatriske akuttelefon i kraft. Det vil gøre en vigtig forskel, mener Merete Nordentoft, der er overlæge ved Psykiatrisk Center København. Tre korte fra udlandet Efter eksternt pres har det israelske militær nu åbnet flere nødhjælpskorridorer i Gaza. Det er dog fortsat usikkert, om tilstrækkelig nødhjælp vil nå frem til befolkningen, skriver DR. Thailand har evakueret mere end 130.000 mennesker langs grænsen til Cambodja, efter de to landes grænsestridigheder er blusset op. Læs mere her. Tre mennesker er omkommet, efter at et tog søndag aften kørte af sporet i det sydvestlige Tyskland, oplyser Ritzau. Omkring 50 mennesker er kommet til skade, og det skal nu afklares, hvad årsagen til afsporingen var. Skærmbrug kan beskytte din hjerne De fleste af os er nok vokset op med devisen om, at for meget tid foran skærmen giver firkantede øjne – og de seneste år er bekymringen for konsekvenserne af skærmbrug kun steget. Nu tyder ny forskning dog på, at særligt én gruppe ligefrem kan have gavn af skærmbrug. Det skriver Illustreret Videnskab. En undersøgelse udgivet i det videnskabelige tidsskrift "Nature Human Behaviour" viser nemlig, at brugen af skærme for ældre mennesker kan have en beskyttende effekt. Brugen af internettet, computere og smartphones var for aldersgruppen forbundet med en lavere risiko for svækkelse af hjernen – så længe teknologien blot bruges med måde. Tak, fordi du læser med – og rigtig god mandag. Tryk for at læse mere
Nr. 62
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det går ad helvedes til for snebolden i Helvede Tryk Her
Indsat Søndag d. 27. Juli, 2025 18:00:00
"Kolonihaveformand er træt af brodne kar i egne rækker: Det har jeg det ad helvede til med." Sådan har der for ganske få dage siden stået som overskrift i et dansk dagblad. Og for nylig har et andet dagblad skrevet om en familie fra Texas, der er havnet i et bureaukratisk helvede, og hos boghandlerne er der frit valg mellem titler som "Safari fra helvede", "Hyttebog fra helvede", "Som et blik fra helvede" og "Knoglekøteren fra helvede" – for ikke at tale om Kirsten Thorups klassiker "Himmel og helvede" fra 1982. Og så var der folketingsmedlemmet Karsten Hønge (SF), der fra første dag på Christiansborg blev udråbt til "vikaren fra helvede". Næsten uanset hvor ofte eller sjældent, man selv griber til skælds- og bandeord, kommer man ikke uden om, at stedet eller måske snarere begrebet eller fænomenet Helvede fylder en del i sproget. Altid som det værst tænkelige sted. "Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden," lyder et meget berømt citat af Madeleine Albright, USA's udenrigsminister i 1996-2001. I sit skuespil "Lukkede døre" sagde forfatteren og filosoffen Jean-Paul Sartre det ligeud i en kommentar til det ofte problematiske forhold mellem mennesker: "Helvede er de andre". Men mest berømt i Danmark er nok udtalelsen fra daværende formand for LO, Thomas Nielsen, der i sin afskedstale i 1982 meddelte: "Hvis jeg ser helt tilbage til den tid i 30’erne, hvor jeg kom i formerlære, og sammenligner med nu, vil jeg påstå, at jeg sammen med tusinder af andre tilhører en generation, der har sejret ad helvede til godt. Og når man har det, har man et godt liv at se tilbage på." Her vender den afgående formand i sidste øjeblik og med kun ét ord det faste udtryk "sejre ad helvede til", der i ordbogen (ordnet.dk) bliver forklaret med ordene "at få så stor succes, at det oprindelige formål træder i baggrunden eller opgives, for eksempel en protestbevægelse." Her må skrædder give fortabt Ellers optræder Helvede gerne som det sted, hvor en skrædder må give fortabt. Om noget, der hurtigt slipper op, siger vi, at det forslår som en skrædder i helvede (eller mere forklarende: lige så lidt som en skrædder i helvede) – ud fra en idé, at staklerne i skærsilden jo er nøgne, og derfor vil en enkelt nok så flittig skrædder aldrig på noget som helst tidspunkt blive i stand til at forsyne bare en brøkdel af de mange millioner på det meget varme sted med klæder. Det handler med andre ord ikke om, at skrædderen er en dårlig håndværker, men fungerer som billede på det helt umulige i at skaffe klæder nok. Noget kan også gøre ondt som ind i helvede – ikke "en i helvede", som nogle siger eller skriver, for det handler ikke om en bestemt person, der forvolder smerte, men et bestemt sted, hvor det på ingen måde er rart at opholde sig. Man kan bande nogen eller noget langt væk eller langt ned i helvede, man kan gøre helvede hedt for andre (og til tider også sig selv), man kan køre som død og helvede, man kan befinde sig intet mindre end i helvedes forgård, som ordbogen forklarer som "forfærdeligt sted; forfærdelig sindstilstand", og så kan man have så dårlige muligheder for at opnå noget, at man ikke har en snebolds chance i helvede. Et udtryk, som sprognævnet har kendt til siden 1990, og som uden tvivl er inspireret af det engelske "snowball’s chance in Hell". Ikke ad Pommerns til Endelig kan man bede nogen om at gå eller ligefrem skride ad helvede til, og her er vi så fremme ved et af de seneste års mest udbredte fejludtalelser. For når man spørger nogen om, hvordan det går, kan man risikere, at de svarer: Det går ad helvedes til. Hvordan hænger det sammen? For nogle sprogbrugere, der prøver at undgå at nævne stedet ved navn, vælger jo ofte at gribe til omskrivninger som "ad Pommern til" eller "ad Hekkenfeldt til", og de siger jo aldrig, at "det går ad Pommerns til" eller "det går ad Hekkenfeldts til". Ifølge Dansk Sprognævn kan der muligvis være tale om en afsmitning, for vi siger jo også, at noget, der overgår os, "gør helvedes ondt", og vi taler om både fandens og pokkers med s: "Det var lige godt fandens" og "pokkers osse!", og her har s'et måske sneget sig med over i udtrykket "ad helvedes til", som har været registreret hos sprognævnet siden 1983. Indtil videre optræder dog kun det korrekte "ad helvede til" i ordbogen, endda med hele tre forklaringer: Forfærdeligt, dårligt ("det er helt ad helvede til"). I høj grad, meget, især om noget ubehageligt eller negativt ("det er jo dyrt ad helvede til"). Langt væk ("han kunne skride ad helvede til"). I øvrigt er der også den mulighed til, at "ad helvedes til" er kommet til verden ved ren og skær magelighed, fordi det er for mange er nemmere at sige. Man skal ikke gøre sig den ulejlighed at stoppe op mellem helvede og til, men kan, hvis man er tilpas ugidelig i sin udtale, lade det ene ord glide over i det andet og få det til at lyde som "helvedstil. Det går ad helvedstil." Tryk for at læse mere
Nr. 61
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Mads Davidsen: Som biskop risikerer man øretæver. Det skal man kunne tåle Tryk Her
Indsat Søndag d. 27. Juli, 2025 18:00:00
Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år? Det er klart, at jeg blev biskop for 2,5 år siden. Det har skabt den største ændring i mit liv. I dag har andre og andet overtaget min kalender og hverdag, det er en tilværelse i kirkens tjeneste, og det er naturligvis også spændende og privilegeret. Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme? Jeg havde nogle år i 2010'erne, hvor jeg var landpræst på Sydfyn. Det var en skøn tid. Børnene var små, og det var mig, der havde mest tid med dem og kørte dem i institution. Selv at kunne planlægge sin tid var fantastisk i familiesammenhæng, og så havde jeg også virkelig tid til min menighed. Det var nogle meget meningsfulde år, og det minder mig om at kæmpe for gode arbejdsliv for vores præster. Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet? Mit liv har fået dybde af de sjælesorgssamtaler, jeg har haft. Også som ung at møde ældre mennesker og tale om livets afslutning. Det er med til at styrke og give en troen. Troen på, at livet er smukt både i begyndelsen og mod enden. Det får en til at gro at arbejde med mennesker på den måde. Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig? Hvis de så gerne vil være biskopper, skal de tænke sig meget godt om inden. De skal ikke kunne lade være og have nogle visioner. Det skal være et kald. Men jeg vil råde alle til at blive præster. Vi har mange gode, klassiske præstestillinger, også mange smukke landembeder. Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have? At få arbejdslivet til at fungere handler i meget høj grad om disciplin. Så skal man hele tiden skabe den bedste løsning i den situation, man står i. Ens visioner kan ikke altid indfries, og så må man få det bedste ud af det. Er det situationer, man særligt ofte står i som biskop med ønsker både oppe- og nedefra? Ja. Når man står i en mangefacetteret virkelighed, hvor der er en politisk ledelse over en, er vi sjældent herrer over de rammer, vi arbejder inden for. Der kan komme arbejdsmiljøproblemer, ny lovgivning og krav, som skal implementeres og mangel på præster til stiftets stillinger. Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her? Jeg har været utrolig velsignet og heldig med, at jeg ikke har haft tidlige dødsfald eller andre ting omkring mig. Jeg kan frygte, det kommer, men jeg har lykkeligvis været forskånet indtil videre. Hvornår udviste du mod og sprang ud på "de 70.000 favne"? Det synes jeg, man gør hele tiden i mit nuværende virke. At være biskop er et offentligt embede, så det har konsekvenser, når man siger noget. Det kan være svært at vide, hvordan der bliver reageret på det, man siger, og derfor er man tit ude på de 70.000 favne, og man risikerer øretæver for at have holdninger. Jeg mener altid, hvad jeg siger, men jeg er bevidst om, at der kan komme en del den anden vej. Det skal man kunne tåle. Hvor ser du dine forældre i dig selv? Min mor var lægesekretær og meget ihærdig og pligtopfyldende. Det tror jeg, jeg har fået med. Min far var vicepolitimester og mere reflekteret, den der havde overblikket og roen, hvilket jeg prøver at tage med mig i svære situationer. At være leder handler om at have is i maven og timing til at træffe beslutninger på det rigtige tidspunkt. Hvad ville du gerne have gjort anderledes? Som ung ville jeg gerne have været musiker, jeg spillede violin, og jeg tænker ofte over, hvordan det ville have været at have et kunstnerliv. Det må både være et smukt og hårdt liv. Musik betyder mere og mere for mig, men jeg har dårlig tid til at spille. Til gengæld fortryder jeg en masse ting, og jeg kunne helt sikkert have gjort mange ting bedre. Der træder troen ind for mig – at have en Gud, der tilgiver de fejl, man laver som ung og ældre. Hvad tror du på? Det er jo noget, jeg hver dag arbejder med at finde ud af hver dag. At være Guds barn er at være, hvor de udsatte og svage er, der hvor nogen har brug for hjælp. Det prøver man virkelig som præst. Jeg tror på Guds kærlighed. Beskriv en scene fra din barndom. Som barn boede min familie 100 meter fra vandet, og det var en stor frihed. Vi var nede og bade og sejle hver aften. De der sommeraftener ved vandet husker jeg meget tydeligt. Når man bruger næsten hver dag på et kontor, kan man godt savne naturen. Når jeg virkelig skal slappe af, tager jeg min hund med til en strand, og så går vi en lang tur. Jeg prøver også så ofte som muligt at tage børnene med til Kerteminde eller et andet sted for at aftenbade. Tryk for at læse mere
Nr. 60
K_artikler Opdater⟳ ☝️
I mere end 100 år har grænsen mellem Thailand og Cambodja været et stridspunkt. Nu er landene på kanten af krig Tryk Her
Indsat Søndag d. 27. Juli, 2025 18:00:00
Uenigheder om, hvor grænser skal trækkes, har i århundreder ført til blodige krige og langvarig ustabilitet mellem lande. En længe ulmende grænsestrid mellem Cambodja og Thailand er eskaleret til dødelig vold, som truer med at udløse en krig og destabilisere den sydøstasiatiske region. Thailand har evakueret mere end 130.000 mennesker langs grænsen til Cambodja, efter at de to naboer er havnet i de værste kampe i mere end et årti. Ifølge myndigheder i både Thailand og Cambodja var der søndag registreret 32 dødsfald, herunder et barn. 200.000 personer er desuden flygtet fra deres hjem nær konfliktområdet, oplyste CNN søndag. "Denne nuværende aggression eskalerer og kan udvikle sig til en egentlig krig," sagde Thailands fungerende premierminister, Phumtham Wechayachai, i fredags ifølge flere medier. Striden mellem Thailand og Cambodja går mere end et århundrede tilbage og er forbundet med uklare grænsedragninger udført af Frankrig, som besatte Cambodja fra 1863 til 1953. Problemerne stammer i høj grad fra et kort fra 1907, der blev tegnet under det franske kolonistyre, og som blev brugt til at adskille Cambodja fra Thailand. Cambodja har brugt kortet som udgangspunkt for at gøre krav på territorium, mens Thailand hævder, at kortet er unøjagtigt, påpeger AP. Grænsen mellem de to lande strækker sig over 817 kilometer og løber tæt på flere arkæologisk vigtige religiøse steder, som begge lande gør krav på. "Det er vanskeligt at bilægge sådanne konflikter, der har deres oprindelse i grænsedragninger, der blev foretaget af de tidligere kolonimagter," siger Henrik Søborg, lektor emeritus i internationale udviklingsstudier ved Roskilde Universitet med speciale i Sydøstasien. En lignende konflikt gør sig gældende i det sydlige grænseområde mellem Thailand og Malaysia, ligesom Pakistan og Indien jævnligt er i karambolage over regionen Kashmir. Mange tusinde mennesker er flygtet på grund af kampene. Foto: Tang Chhin Sothy/AFP/Ritzau Scanpix Bærer nag over historien Thailand og Cambodja har et forhold præget af både samarbejde og rivalisering, og "begge sider, cambodjanere og thailændere, bærer nag over historien", siger Thitinan Pongsudhirak, der er professor i statskundskab ved Chulalongkorn University i Bangkok. "Thailænderne mener, at franskmændene tog noget land fra Thailand og gav det til Cambodja. Cambodjanerne mener, at dette er deres civilisation, som går langt tilbage i historien, og at det i sidste ende er deres land," siger han ifølge CNN og henviser til, Cambodjas historie går længere tilbage end 4000 år før vor tidsregning. De mest fremtrædende og voldelige konflikter har været omkring det 1000 år gamle tempel Preah Vihear. I 1962 tildelte Den internationale domstol (ICJ) Cambodja suverænitet over tempelområdet. Dommen blev et stort stridspunkt i forholdet mellem de to lande. Cambodja gik tilbage til ICJ i 2011 efter flere sammenstød mellem landets hær og thailandske styrker, som dræbte omkring 20 mennesker og fordrev tusinder. Domstolen bekræftede afgørelsen i Cambodjas favør i 2013. Cambodja har igen henvendt sig til domstolen for at løse grænsestridighederne, men Thailand har afvist domstolens jurisdiktion, skriver AP. "Det er en konflikt, der har kørt i årevis, og som bliver pustet til fra begge sider, når politiske ledere indenrigspolitisk har brug for at vise styrke. Hele striden om templet er god for magthaverne i begge lande, når de vil puste til nationale følelser," siger Laurids Sandager Lauridsen, professor emeritus ved Roskilde Universitet med speciale i Sydøstasien. "Det er lidt i stil med striden om den dansk-tyske grænse, hvor folk helt op i 1930'erne gik på gaden for at få den tyske by Flensborg tilbage til Danmark," siger han om grænsen, som blev fastlagt med genforeningen af Sønderjylland i 1920. Tusindvis af mennesker har måttet søge i sikkerhed efter kampene. Til højre ses munken Abbot Phut Analayo. Foto: Sakchai Lalit/AP/Ritzau Scanpix Stormagter neddysser konflikt Den væbnede kamp blussede op onsdag i sidste uge, efter at fem thailandske soldater blev såret i en landmine-eksplosion. Men spændingerne har taget til siden maj, hvor en cambodjansk soldat blev dræbt under et sammenstød mellem thailandske og cambodjanske tropper i et andet omstridt grænseområde, hvor Cambodja, Thailand og Laos mødes. Torsdag forlød det, at Cambodja beskød Thailand med tunge våben og raketter, mens Thailand - en af USA's allierede - sendte F-16-jagerfly på vingerne og bombede, hvad de sagde var militære mål i Cambodja, skriver CNN. Begge lande har også tætte bånd til Kina, der ligesom USA har opfordret til en øjeblikkelig afslutning af fjendtlighederne. Trods USA’s og Kinas geostrategiske interesser i regionen er der intet, der tyder på, at de to rivaliserende stormagter vil trækkes ind i en væbnet konflikt, vurderer lektor emeritus Henrik Søborg. "Sådan som de politiske forhold er for tiden i Sydøstasien, har Kina den største indflydelse i Cambodja, mens USA historisk har stor indflydelse i Thailand gennem sin militære tilstedeværelse i landet. Så hvis Kina og USA vil gøre deres indflydelse gældende, kan de gøre det. Såvel USA som Kina ser ud til at holde sig pænt på afstand fra den nuværende konflikt mellem Thailand og Cambodja. Det kinesiske diplomati vil gøre en indsats for at iværksætte dialog mellem Thailand og Cambodja," siger han og tilføjer, at de seneste alvorlige sammenstød fandt sted mellem 2008 og 2011 og førte til mindst 34 dræbte og endnu flere sårede. Striden er blevet næret af nationalistiske følelser, som er blevet forstærket af en bitter fejde mellem to magtfulde politikere: Hun Sen, som styrede Cambodja med jernhånd i fire årtier, før han overlod magten til sin søn Hun Manet i 2023, og Thaksin Shinawatra, den tidligere populistiske leder af Thailand, hvis datter Paetongtarn Shinawatra blev premierminister i 2024. Begge tidligere ledere er fortsat meget indflydelsesrige, skriver avisen The Guardian. Vand bliver uddelt til folk, som er flygtet fra deres hjem. Foto: Soveit Yarn/Reuters/Ritzau Scanpix Torsdag aften sagde Shinawatra på de sociale medier, at han havde takket de lande, der havde tilbudt at mægle, men at han gerne ville vente lidt og tilføjede: "Vi er nødt til at lade det thailandske militær gøre deres arbejde og give Hun Sen en lærestreg." Hun Sen svarede på sociale medier, at Shinawatra "krigslignende tone" understregede “Thailands militære aggression mod Cambodja”. Torsdag var mere end 138.000 thailandske indbyggere blevet evakueret til midlertidige beskyttelsesrum. Optagelser fra landets Surin-provins viste evakuerede, der søgte ly på et universitet, hvilede på måtter på gulvet og spiste af plastbeholdere. I en anden del af provinsen sagde den evakuerede Ngerntra Pranoram, at hun var “chokeret” over kampene. "Ingen ønsker, at dette skal ske. Jeg føler med de ældre og de handicappede. Det er meget svært for dem at komme hertil. Nogle mennesker har biler, men for dem, der ikke har, er det virkelig svært," siger hun ifølge Reuters. Tryk for at læse mere
Nr. 59
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Indsat Søndag d. 27. Juli, 2025 18:00:00
"Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget." Matthæusevangeliet 5, 20 Prædiketeksten i søndags – 6. søndag efter trinitatis – var en ordentlig opsang, der nok kan få nogen til at studse. Der er ikke meget "sweet-talking" over Jesus – snarere svinger han krabasken. Indrømmet, der er ikke meget slut-juli feriestemning over det. Det passer bedre til en ramsaltet efterårsdag med blæst fra nordvest. I Danmark går vi meget op i at være verdensførende. Vi skal have verdens bedste folkeskole, verdens bedste sygehusvæsen, verdens bedste grønne omstilling, verdens bedste hovedstad. Det er Jesus ikke med på. Han taler mere til dig og mig. Vores retfærdighed skal overgå de skriftkloges og farisæernes. Din opførsel over for andre skal løftes. Du må ikke blive vred og sige idiot til din bror. Du skal forlige dig med ham. Dér skal du være "first-mover" og dér være den bedste. Det handler ikke om superligaen, men om din lokale bane. Hold da op. Der er noget at tygge på her. Det er godt at få noget at tygge på, sagde en klog bondekone til mig for mange år siden, da jeg var ung præst på Nordlangeland. Vi havde børn i samme børnehave, og om søndagen sad hun i kirken. Engang ved en middag kom vi til at tale om prædikenen. Ikke en speciel, men generelt. "Jeg forventer, at prædikenen skal gøre mig klogere på indholdet og få mig til at grine eller græde. Der må også gerne være noget, jeg ikke forstår, for så har jeg hele ugen til at gå og tygge på det." Det blev en rettesnor for resten af min præstetid. Jeg tænkte meget tit på hendes udsagn gennem årene. En prædiken skal være som en god cocktail, der velafbalanceret er en blanding af spiritus, mixer og andre smagsgivere, der skaber en god og fyldig smagsoplevelse. Resten af ugen vil vi mixe en prædiken, så den indeholder nogle af den kloge bondekones ønsker. Det tager vi hul på i morgen. Langsomt skænker vi op og ender forhåbentlig med en skål på fredag. Vi begynder i morgen med en sjat retfærdighed. Søren Hermansen er tidligere sognepræst på Langeland og i Sorgenfri. Tryk for at læse mere
Nr. 58
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Et sår fra min barndom blev helet med Guds hjælp. Jeg er ikke i tvivl Tryk Her
Indsat Søndag d. 27. Juli, 2025 18:00:00
Jeg er vokset op i en kristen familie og har altid haft troens nådegave. Mine forældre havde baggrund i Indre Mission og Luthersk Mission og blev senere engageret i apostolsk kirke. Som voksen er jeg kommet i forskellige frikirkelige sammenhænge og har fundet mit hjem i en valgmenighed, hvor jeg er med i sangergruppen. Via min præst blev jeg inviteret med til en konference med engelske Lin Button, som har arbejdet med kristen helende bøn i over 40 år og har skrevet en række bøger om, hvordan kirken kan møde hele mennesket med krop, sjæl og ånd. Jeg blev inviteret med som sanger og havde god mulighed for at observere, hvad der skete. Mange, som ikke var kirkevante, tog imod Lin Buttons oplæg med åbne hjerter. Hun brugte konkrete eksempler og vidnesbyrd og talte mere til hjertet end til intellektet, men hendes pointer var helt i tråd med tilknytningsteori inden for psykologien. I efteråret 2023 blev jeg igen inviteret med til en konference med Lin Button. Igen var der korte oplæg og god tid til refleksion, bøn, respons og forbøn. På førstedagen talte Lin Button om, hvordan relationen mellem mor og spædbarn kan få store konsekvenser senere i ens liv, hvis man ikke får det, man har brug for i den relation. Imens hun talte, blev jeg mindet om noget, der var sket, da jeg var tre måneder gammel. Jeg har fået at vide, at min mor var begyndt på arbejde igen, og amningen, som havde været sporadisk, blev afbrudt. Den fysiske intimitet mellem os blev begrænset. Jeg mærkede nu tydeligt, at jeg ikke havde fået det, jeg havde behov for dengang. Erindringen fik mig til at forstå en sammenhæng med den distance, jeg har oplevet i relation til min mor. Mens jeg stod der, bad jeg Gud om at gøre det muligt for mig at slippe de svære følelser, som dette sår havde skabt i mig og i relationen til min mor. Jeg forstod, at jeg skulle tilgive og give slip. Jeg mærkede ikke noget umiddelbart, men jeg ved, at der skete en forvandling i mig, som måske kun kunne være sket gennem mange års målrettet terapeutisk arbejde. Der skete en heling, som kom, fordi jeg åbnede mit hjerte og lod Gud gøre det, der skulle til. Dagen efter var der en afsluttende session, der handlede om at lade sig fylde af Helligånden på ny – igen og igen. Lin Button understregede, at det ikke handlede om, at vi skal lade os fylde, fordi vi har mistet Ånden, men fordi vi i vores relation til Gud får udvidet vores hjerter, så der bliver rum for mere af hans ånd. Her fornemmede jeg, at det budskab var til mig. Ved at jeg havde givet Gud lov til at arbejde i mig, var der nu plads til mere af hans ånd. Jeg mærkede en nærmest fysisk forvandling, hvor mit hjerte blev udvidet, og jeg bad Gud om at fylde det. Jeg mærkede en ro og en glæde, jeg ikke havde kendt til før. Mens jeg stod der, kom en af forbederne hen og spurgte, om hun måtte bede for mig. Jeg takkede ja. Hun bad for mig og sagde så, at hun følte, at der var noget med min balance, som Gud ville genoprette. Hun sagde også, at jeg havde et stort ønske, som Gud så. Jeg forstod umiddelbart det med balancen, for jeg havde i nogle år lidt af svimmelhedsanfald, og jeg havde haft et anfald en uge forinden. Det svimlede stadig for mig, når jeg kiggede ned mod gulvet. Mens jeg stod og bad til Gud, gik det op for mig, hvad mit ønske var: Jeg ønskede at blive befriet for den ensomhed, som jeg – trods mange venner og et rigt socialt liv – indimellem følte meget stærkt, især efter min skilsmisse. Jeg havde skammet mig over, at jeg kunne føle mig ensom og havde derfor ikke turdet erkende det. Men Gud så ind i mig og hjalp mig til at åbne mig for hans helende kraft. Siden konferencen har jeg ikke mærket noget til svimmelheden, og følelsen af ensomhed er forsvundet. Hvor jeg tidligere har haft brug for at have en fyldt kalender for at holde følelsen af ensomhed på afstand, kan jeg nu glæde mig til en weekend alene. Jeg mærker en ny form for tryghed og glæde. Jeg er en meget jordbunden person, og jeg ved, at man kan bortforklare det som en tilfældighed. Men jeg har ikke behov for beviser. Jeg er ikke i tvivl om, at Gud helede mig psykisk og fysisk. Marianne Obed Madsen arbejder som specialkonsulent ved Girltalk. Foto: Johanne Teglgård Olsen Hvad har udfordret din tro? Jeg har altid troet, og igennem kriser er jeg blevet mere troende. Men jeg har måttet bruge noget energi på at finde ud af, hvor jeg hørte hjemme kirkemæssigt. Heldigvis har jeg fundet et kirkehjem i Byens Valgmenighed i København. Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået? ”Din indre dommer skal på pension”, som jeg læste i Christine Caines bog ”Unashamed”. Det satte gang i en proces, hvor jeg lærte at tale venligt til mig selv ved at genkende Guds kærlige ord om mig og skille dem fra usandheder husket i krop og sjæl. At elske andre starter med, hvordan vi ser os selv. Citatet minder mig om at blive ved med at lære af, hvordan Jesus mødte andre mennesker helt uden skyld og skam. Tryk for at læse mere
Nr. 57
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Engang var der få ting, man begærede mere. I dag er det mest til besvær for arvingerne Tryk Her
Indsat Søndag d. 27. Juli, 2025 18:00:00
I 1700-tallet var der få ting, man begærede mere end porcelæn. Hvidt, udsøgt og delikat, til at sætte på sit fornemme bord og imponere sine gæster med. Holdne hjem dækkede op med kinesisk porcelæn med smukke dekorationer, hjembragt tusindvis af kilometer ad tidens søfartsruter. Kina var den gamle mester – Europa var vild efter at kunne producere sit eget porcelæn, og i 1708 lykkedes det den tyske Johann Friedrich Göttger at knække koden og fremstille perfekt hvidt og hårdt porcelæn. Nye porcelænsfabrikker skød op i Meissen, Nymphenburg, Sèvres, Chelsea og Capodimonte. Ved det danske hof tænkte man: Sådan en må vi også have! Det traf sig så heldigt, at enkedronning Juliane Maries tyske bror, hertug Karl I, allerede havde fået sig en porcelænsfabrik i Fürstenberg, og at hans hofjægermester von Langen, som havde været involveret i den, var ankommet til Danmark for at hjælpe Frederik V med at opbygge skovbruget i Danmark. Håndmalet jubilæumstallerken Mønster nr. 1, Musselmalet Riflet fra Royal Copenhagen. Den klassiske blomst i midten af tallerkenen er erstattet med jubilæumsårene, 1775-2025. Foto: Packshotfactory + Wework A Det faldt nogenlunde sammen med, at kemikeren og farmaceuten Frantz Heinrich Müller var begyndt at eksperimentere med at producere porcelæn med kaolin fra Bornholm i sit laboratorium i Købmagergade i København. Det fik kongehuset nys om og sørgede for, at Müller fik økonomisk støtte til at benytte Københavns bedste ovne til at brænde porcelænet. I 1774 købte de aktier i den fabrik, Müller nu var klar til at stifte, og for 250 år siden åbnede Den Danske Porcelainsfabrik, som i 1779 skiftede navn til Den Kongelige Danske Porcelainsfabrik. Det lykkedes at hente flere erfarne porcelænsmalere fra både Fürstenberg og Meissen til fabrikken. Der var prestige i porcelæn, og det kan være svært i dag på tværs af århundrederne at fatte, hvor mirakuløst og dragende porcelænet dengang var. Alle disse lette hvide undere, som kunne dekoreres på uendelige måder, fra de mindste mokkakopper til kæmpestore opsatser. I dag er der billigt porcelæn overalt, og alt det, som engang var svært opnåelig luksus eller små familieskatte samlet over generationer, er i dag jævnligt nærmest til besvær for arvingerne. Hvem vil gerne arve Blå Blomst til 12 personer, for slet ikke tale om storslåede porcelænsopsatser eller lidt for kælne børnefigurer, som krammer nuttede dyr? Ikke alle. Genbrugsbutikkernes beholdninger af kongeligt porcelæn med de tre bølgede streger som let genkendeligt bomærke taler sit tydelige sprog. Og dog føles alt det kongelige porcelæn stadig som så væsentlig en del af både den fælles og de personlige historier. Dialog med traditionen Så hvordan skal man fejre de utrolige 250 år, denne porcelænsfabrik har bestået i – trods mange kriser og nedgangstider, uendelige fusioner og videresalg? Virksomheden, der i dag kalder sig Royal Copenhagen, markerer sit jubilæumsår med en række jubilæumsprodukter – lidt musselmalet og en klassisk blå platte med en porcelænsmaler til de traditionelt indstillede. I anledning af Royal Copenhagens 250-årsjubilæum har dronning Margrethe skabt et porcelænskrus med to blå fisk. Foto: Pressefoto Til det internationale publikum er der en lille film med lounge-stemning og det smarte motto Still making waves – vækker stadig opsigt/bølger – og som et nik til den lange tradition for at knytte kunstnere til porcelænsfabrikken har man bedt en af de yngste keramikkunstnere, Klara Lilja, om at skabe tre prydsfade med naturmotiver. Den unge keramikkunstner Klara Lilja (født 1989) har en af de yngste keramikkunstnere, Klara Lilja, skabt tre prydsfade med naturmotiver i anledning af Royal Copenhagens jubilæum. Her er det fadet "Ocean". Foto: Royal Copenhagen Alt i alt en påfaldende ydmyg markering af 250 års store bedrifter fra fabrikken, som i dag er ejet af den svenske koncern Fiskars. Porcelænsfabrikkens hukommelse har man siden 2010 deponeret i Middelfart hos CLAY Keramikmuseum Danmark til kærlig bevarelse: i alt 50.000 genstande, som fortæller både Den Kongelige Porcelainsfabriks, Aluminias og Bing & Grøndahls historie, og som kan inspirere nye generationer af kreative. Derfor er det forståeligt nok også CLAY, som huser den største fejring af 250-året. Her kaster man ikke et klassisk tilbageblik på historien, men har derimod inviteret keramikeren Michael Geertsen til at gå i tæt dialog med fabrikkens stolte tradition og først og fremmest udtrykke sig i sine egne værker. Udstillingen hedder humoristisk A Walk with a Dinosaur, og i flere tilfælde er det lige præcis de mest storladne og bedagede elementer fra den langstrakte produktion, som får et kærligt og drilsk twist hos Geertsen: opulente pragtvaser, store buster og guldrandede tallerkener med landskabsmotiver. Frem for at gå kronologisk til værks byder udstillingen på 10 tableauer, som alle blander de fine, gamle ting med Geertsens nutidige greb og spin, og på den måde trækkes den hæderkronede tradition ind i nutiden. Michael Geertsen for Royal Copenhagen. Lågvase dekoreret med måge med pizzaslice, 2025. Foto: Dorte Krogh Den form for dialog med traditionen har fra starten været indbygget i arbejdsmetoden på fabrikken. Alle porcelænsværkerne taler med tidligere store traditioner! Arkitekten Hetsch satte sit nyklassicistiske fingeraftryk på den tidlige produktion – altså en dialog med hele arven fra antikken. Det højtelskede musselmalede stel er en fortolkning af kinesisk porcelæns faste typer af blomstermønstre, som her blot er blevet en smule mere stiliserede. Man kan stadig genkende krysantemum, græstotter, palmetter og bladstængler i mønsteret, som i øvrigt har undergået mange forvandlinger og er blevet nyfortolket igen og igen af de tilknyttede kunstnere. Musselmalet, eller ”blåmønster”, blev fremstillet lige fra åbningen af fabrikken og er derfor ”Mønster nummer 1”. I dag er det særligt populært i Japan og produceres i Thailand, så på den måde er det kinesiske mønster vendt tilbage til Asien igen. Visuelle oplevelser Det musselmalede har selvfølgelig sit eget tableau i udstillingen, hvor Geertsen har føjet sin egen udgave til den lange række ved at dekonstruere mønsteret, altså bryde det op i nye fragmenter og lade dem finde sammen igen. Hele tableauet er en fundering over mønsterudvikling og hvordan noget ikonisk tåler evig nytolkning, og mens temaet udfoldes vældig interessant af Susanne Wenningsted-Torgard i den ledsagende bog, er gæster uden designerfaring overladt til blot at beundre de smukke mønstre uden nærmere forklaring. Lågvaser på udstillingen. Foto: Dorte Krogh Det er typisk for udstillingen, at den lokker med visuelle oplevelser frem for historisk indsigt, og måske er det egentlig helt passende for porcelænet, som netop er et af de visuelle sprog, vi alle taler uden at vide det. Ligesom vores tøj er også vores boligindretning styret af ubevidste traditioner og erfaringer, og når vi føler, at vi udtrykker os, er det i virkeligheden, fordi vi fører vores egen samtale med den store fælles tradition for at indrette et hjem, dække et bord eller klæde os på. Den mest gyldne periode i fabrikkens historie var perioden omkring år 1900, hvor et handlekraftigt borgerskab efterspurgte smukke ting til hjemmet, og gerne gik med på tidens nye stil, der i høj grad var inspireret af Orienten. Den nye direktør Arnold Krog blev hyret til en kongelig porcelænsfabrik, som nu var privatejet og fuld af ambitioner. Datidens verdensudstillinger leverede nye indtryk og pressede samtidig hjemmefronten af danske kunstnere og producenter til et endnu højere niveau for at være med i den nu internationale konkurrence. Nye teknologier udviklede sig hastigt, men porcelænsfabrikkens kloge greb var at knytte kunstnere tæt til produktionen. For hvad hjælper det, at man bliver mestre i den smukkeste blå underglasur, hvis man ikke formår at udnytte den æstetisk? Det tætte samarbejde mellem keramikkens teknikere og de idérige kunstnere skabte alt det, som i dag er ikonisk og let genkendeligt: stellene, platterne, figurerne, askebægrene. Man bevægede sig uforfærdet over i nye udtryk med inspiration fra Asien eller udforskede mere rustikke udtryk i stentøj med skønne glasurer. Og der var afsætning på det! Michael Geertsen leger med det hele ved at søge ind til den underliggende form, som for eksempel når han omdanner Pietro Krohns lillebitte Insektvase – to store vingede væsner balancerer på en lille krukke med låg i skinnende hvidt porcelæn – til en geometrisk kantet krukke, som han så påfører tryk fra alle de mest kendte porcelænsstel. Det er en leg med vores kulturelle hukommelse. Tingenes intime liv Den kongelige porcelænsfabriks historie er tidligere fortalt både i bøger og på udstillinger, og også denne gang fokuserer man på de initiativrige personer, som skabte produktionen, på luksuseffekten og de kunstneriske ambitioner og hele den internationale kappestrid på disse felter. Det er bestemt interessant, men vi hører sjældent om tingenes intime liv – hvordan porcelænet blev brugt eller glemt, værdsat eller tilsidesat, var moderne eller passé, handlet til dyre priser i de fineste butikker eller henvist til det bagerste af en hylde i genbrugsbutikken. Hvad tænkte ejerne om deres porcelæn? Gennem hvor mange generationer blev det nedarvet? Mange kunstnere og håndværkere har gjort hverdagens ting til sublime oplevelser, som rører ved én eller lægger op til nysgerrige samtaler – men disse udsøgte varer var længe forbeholdt de ganske få, som havde råd. Demokratiseringen af tingene via masseproduktion gjorde hurtigt alle til ejere af alt for mange ting og har paradoksalt nok ført til, at selv de mest dyrebare og omhyggeligt producerede ting nu ofte negligeres – ud over i samlerkredse. I dag oplever mange de sirligt blomstrede porcelænsstel, gedigne mahognimøbler eller ældre kunst som gammeldags, passé eller ligefrem kitsch. At eje musselmalede tallerkener eller små porcelænsfigurer hører til visse miljøer og er utænkelige i andre. Historien om, hvordan man levede sammen med det alt sammen, og hvad det har aflejret i vores fælles hukommelse, er endnu ikke fortalt. A Walk with a Dinosaur: Geertsen vs Royal Copenhagen, CLAY Keramikmuseum Danmark. 160 sider, 350 kroner. Udstillingen kan ses til den 30. december. Tryk for at læse mere
Nr. 56
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kirsten talte åbent om døden med mig. Det kan vi lære noget af Tryk Her
Indsat Søndag d. 27. Juli, 2025 18:00:00
Da jeg var barn, var jeg bange for mørket. Ikke i den storladne, eksistentielle forstand. Bare bange. Mørket kunne gemme på alt det, jeg ikke forstod: lyde, skygger, stilhed. Det var, som om verden holdt vejret, når lyset blev slukket. Jeg tændte det igen, hurtigst muligt. Når jeg sov hos min far i weekenderne, kunne en halvåben skabsdør i mørket rumme alverdens rædsler. Bussemænd, mærkelige lyde, et blik, der måske så mig fra mørkets hjørne. Mørket fik lov at gro, og skrækken voksede i sprækkerne. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare det. Kunne ikke sætte ord på. Jeg vidste bare, at jeg ikke kunne lide, hvordan det fik mig til at føle mig alene. I dag længes jeg efter det mørke. Ikke frygten, men stilheden. Det mørke, som kan gemme alt det, jeg ikke forstår. Hvor man ikke skal præstere. Hvor man ikke bliver afbrudt. Hvor det er tilladt at være i tvivl, og hvor samtaler kan begynde uden at nå en konklusion. Kierkegaard skriver, at angsten er frihedens svimmelhed. Den formulering har jeg båret med mig i årevis uden rigtigt at forstå den. Men jeg tror, jeg begynder at ane, hvad han mente. Angsten er ikke det samme som frygt. Den er ikke rettet mod noget bestemt. Den opstår i det åbne rum – i det mørke, hvor vi endnu ikke ved, hvad der vil blive sagt. Det var sådan en samtale, jeg mærkede for nylig. I Vejle, ved et stuebord, hvor jeg drak kaffe med en kvinde i 80'erne. Hun hedder Kirsten. Hun er vokset op omkring Sandager, har boet på Frederiksberg i København og blev som barn passet hos K. E. Løgstrup. Hun er en af de sjældne mennesker, som henslængt fortæller om Aarestrups barnebarn, som hun af og til drikker kaffe med. Et unikum. Hun talte åbent om døden. Ikke med patos, men som noget, der hørte til. Som om mørket allerede havde sat sig omkring hende. Ikke som en trussel, men som en kappe, hun bar med værdighed. Hun virkede tættere på noget, jeg kun aner. Som om hun havde vendt sig mod skyggerne på væggen og ikke var bange. Måske er det derfor, jeg lyttede så intenst. Som om hendes stemme bar noget med sig, vi andre har glemt at spørge efter. Hun brugte et udtryk, der blev hængende i luften: "store ånder". Jeg forstod det ikke helt. Ikke i første omgang. Måske troede jeg, hun mente kendte navne. Akademikere og mennesker med bøger bag sig. Men som samtalen foldede sig ud, begyndte jeg at ane, hvad hun mente. Store ånder er ikke dem, der taler mest. Det er dem, der tør tie. Dem, der tør spørge ærligt og nysgerrigt uden at kende svaret. Mennesker, der ikke søger samtalen for at brillere, men for at finde noget sammen. De lytter, ikke for at svare, men for at forstå. Jeg længes efter den slags samtaler. Efter en tid og en stemning, hvor mørket ikke skal jages væk, men får lov til at sænke sig. Et mørke, der giver plads til ufærdige ord. Til tanker, der får lov at tage form undervejs. Samtaler om frihed – og om friheden i selve samtalen. Måske længes vi alle sammen. Også selvom vi ikke altid ved det selv. Vi lever i en tid, hvor lyset aldrig slukkes. Skærme lyser fra lommer og vægge, og samtalerne flimrer i overskrifter og kommentarspor. Vi kalder det dialog, men ofte er det bare monologer i flok. For os selv, af os selv. Vi måler hinanden på holdninger, og vi reagerer hurtigere, end vi når at lytte. Sproget bliver skarpt, men samtalen bliver flad. Vi er så optagede af at have ret, at vi glemmer, hvad det vil sige at have noget på hjerte. Fakta bliver sandhedens eneste målestok, og der er ikke længere plads til tvivl. Vi taler ikke om rigtigt og forkert, men om sandt og falsk. Det efterlader ikke meget rum til det, der ikke kan bevises – eller det, der først viser sig, når man tør være stille sammen. Jeg ved godt, at jeg selv er en del af det. Jeg skynder mig også, retter, sender og deler. Men netop derfor mærker jeg savnet. Savnet af en anden rytme. En anden samtale. Den, hvor man sætter sig ned med et andet menneske uden andet formål end at være i hinandens undren. Men der findes stadig steder, hvor lyset dæmpes. Hvor man ikke taler for at blive hørt, men for at være sammen. Hvor stilheden ikke bliver brudt af notifikationer, men af eftertanke. For mig er ét af de steder kirken. Et rum, hvor stilheden har tyngde, og hvor ord ikke måles, men bæres. Her beder vi Gud om hjælp til at leve rigtigt. Ikke perfekt, men ret. Om at vi må blive bedre mennesker – for hinanden. Der findes også andre rum med samme langsomhed. Steder, hvor man ankommer med respekt og taler med varsomhed. Ikke for at vise sig, men for at blive ramt. For mig er et af de steder logen. Det er ikke kirkens rum, men det har samme tyngde. Der tændes et lys, man ikke ser, men mærker. I begge rum trænes jeg i at give mig hen til det uvisse, lade mig undre, lade mig se skyggerne danse på væggen. Samtalen, som hverken er smalltalk, debat eller forhandling. Men den dybe, usikre samtale, hvor man tør lade sig påvirke. Hvor man ikke går derfra med et standpunkt, men med en bevægelse indeni. Jeg tænker på Kirsten, når jeg sidder der. På de "store ånder", hun talte om. Måske findes de ikke kun i navne og mindeord. Måske findes de, hver gang vi vover at møde hinanden i det mørke, vi ellers undgår. Jeg tror, vi har brug for at tillade os selv mørket. Ikke som fravær af lys, men som tilstedeværelse af noget andet. Noget blødere. Langsommere. Dybere. Et rum, hvor vi ikke skal finde svar, men lære at være i spørgsmålet. Platon fortalte om en hule, hvor mennesker så skygger danse på væggen. Han mente, vi skulle vende os væk fra dem og ud mod lyset. Men måske skal vi også huske at blive siddende et øjeblik. Se på skyggerne. Lade dem vise os, hvad vi endnu ikke har ord for. Tro på det, vi ikke kan måle. Tro på, at noget i os rører sig, når vi deler et blik, en sætning, et stilfærdigt nærvær. Kirsten voksede op i et hjem, hvor K. E. Løgstrup var en del af samtalerne. Ikke som pensum, men som nærvær. Jeg tænker på hans tanke om, at vi altid bærer noget af hinandens liv i vores hænder. Det er måske det smukkeste, jeg ved om samtalen: At den ikke handler om at vinde – men om at bære. At tage samtalen på sig, som man tager et spædbarn i favnen. Med en varsomhed, der ved, at noget skrøbeligt kan gå i stykker, hvis vi er for hurtige, for skarpe, for sikre. Løgstrup minder os om, at vi ikke kun har ansvar for det, vi siger, men for hvad vores ord gør ved den anden. Og netop derfor bliver samtalen ikke bare et redskab, men et fælles rum, vi skal tage vare på. Vi behøver ikke at være enige. Vi skal bare være nærværende. Tillade os selv det mørke, hvor ordene ikke er færdige, men hvor vi bliver til – sammen. Samtalen er ikke væk. Men den kræver, at vi sætter os. Lytter. Giver os hen. Så lad os øve os på at tie lidt længere og spørge lidt dybere. På at lade mørket sænke sig og ikke som en trussel, men som en frihed. Der er stadig skygger på væggen. Der er stadig noget at tale om. Tryk for at læse mere
Nr. 55
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Danskerne foretrækker en bestemt type is Tryk Her
Indsat Søndag d. 27. Juli, 2025 16:02:00
Solen skinner, man har måske familie eller venner omkring sig og befinder sig ude i det dejlige danske sommerland. Alligevel mangler der en enkelt ting, før det er rigtigt sommer: Isen. I en lang årrække har Danmark været blandt de lande i Europa, hvor der spises mest is pr. indbygger. Og dykker man lidt ned i, hvilken slags is, vi bedst kan lide, siger det nok en del om vores madkultur. For nyligt offentliggjorde Coop Analyse tal på fordelingen af, hvor meget man i deres butikker har solgt af hvilke slags is fra 2009 til og med 2024. Og svaret er ganske tydeligt: danskernes klare favorit er flødeis. Når vi skal vælge mellem de håndholdte is – flødeispind, isvaffel og limonadeis på pind – vinder flødeisen klart. 68 procent af de pakker is, danskerne køber i Coops butikker, er flødeis. De to øvrige kategorier tegner sig for 16 procent hver. Især om sommeren er det måske overraskende, at så få vælger den lidt mere læskende limonadeis til det varme vejr. Men svaret på, hvorfor flødeisen vinder så klart, skal formentlig findes i den danske hyggekultur, siger Bettina Buhl, der er madhistoriker og museumsinspektør på Det Grønne Museum i Auning i Østjylland. "Hvis man skal forstå, hvorfor så mange foretrækker flødeis, må man se på, hvad det er for en rolle, isen skal udfylde. Limonadeisen har jo en praktisk rolle, fordi den kan være læskende. Men mit gæt er, at isen for mange spises som erstatning for den kage eller andet, som mange danskere spiser til deres eftermiddagskaffe. Så det er faktisk en markør af, at man hygger sig og har noget at være fælles om, og flødeisen er mere dessertagtig og egner sig derfor rigtig godt til det – også når det ikke er sommer." Is har i mange årtier været en attraktiv dessert i Danmark, fortæller Bettina Buhl. Men især siden 1970'erne, hvor det blev almindeligt at have fryser i hjemmet, har den været allemandseje. Dens popularitet skyldes udover dens rolle som socialt samlingspunkt, at isen fungerer som en klar markering af, at nu er det sommer, siger madforskeren. "Det er lidt ligesom koldskål. For mange danskere ligger det helt fast, at isen hører sig til om sommeren. Det er faktisk sammenligneligt med, at vi har nogle helt faste madtraditioner omkring jul. Det ville i de fleste familier være utænkeligt, at der ikke kom and eller flæskesteg på bordet juleaften eller sild til en af de mange julefrokoster. På samme måde er det svært at forestille sig en sommerferie uden is." Et godt eksempel på, hvor indgroet en del af vores kultur isen er, kunne være, at alle kender det bedste ishus i deres landsdel, nævner Bettina Buhl. "Mange er villige til at køre langt for en god is. Og det skyldes langt fra kun, at man får en lækker is. Man ved også, at der her er mange mennesker, der mødes og nærmest fejrer, at nu er det sommer. Det er dansk hyggekultur." Tryk for at læse mere
Nr. 54
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sørine Gotfredsen: Rytterne er udslidte og keder sig, men tv-seerne elsker det årlige sommer-ritual Tryk Her
Indsat Søndag d. 27. Juli, 2025 15:55:00
Jeg ved ikke, om det fortsat forholder sig sådan, men på et tidspunkt blev den danske befolkning kåret som den, der forholdsmæssigt af alle så mest Tour de France i fjernsynet. Det tog fart op gennem 1990'erne med en talentfuld årgang anført af Rolf Sørensen og Bjarne Riis, kulminerende med sidstnævntes Tour de France-sejr i 1996. TV 2 konsoliderede sig som landets cykelkanal, og siden har løbet ikke blot været gennem en omfattende doping-oprydnings-fase, men er også groet fast som en del af mange danskeres sommerferierutine. Man taler om det, falder i søvn på sofaen til lyden af det, drikker rosé til det og meget mere. Løbet sluttede i går på relativt uspændende vis, eftersom sloveneren Tadej Pogacar har været urørlig, mens Jonas Vingegaard ikke for alvor kunne følge med. Tilmed siges den suveræne vinder at have kedet sig gennem årets etaper, og for få dage siden udtalte han ligefrem: ”Jeg spørger ofte mig selv, hvorfor jeg stadigvæk er her […] jeg kan ikke vente til at det hele er overstået, så jeg kan lave noget andet.” Tour de France synes at befinde sig i en lidt stivnet fase, som det også var tilfældet, da amerikaneren Lance Armstrong i flere år var så overlegen, at resultatet stort set var givet på forhånd. Han blev i 2012 afsløret for massivt dopingmisbrug og faldt tungt fra tinderne. De urørlige ryttere får os til at overveje fascinationen ved den ekstreme udfoldelse, og journalist Joakim Jakobsen skrev for nogle år siden, at der altid vil være: ”Vilde personligheder, som foretager de nødvendige grænseafsøgninger for os. På kanten af afgrunden, på kanten af tilværelsen.” Det er sandt, jeg forstår tanken, men spørgsmålet er, om selv de vilde personligheder kan blive ved med at holde til det mere og mere intensiverede og kommercialiserede sportsliv. Op til dette års Tour de France udtalte Jonas Vingegaards hustru, Trine Marie Vingegaard Hansen, at hendes mand presses for hårdt af et minutiøst skemalagt liv og risikerer at brænde sit lys i begge ender. Det er sandsynligt, at disse ord efter Jonas Vingegaards kvaler med at følge med i år vil blive analyseret grundigere, for sportsjournalisten bør undersøge, hvordan det professionelle sportsliv som en endeløs forretning året rundt kan slide sjæle op. Den hele forestilling er voldsomt udmattende, og jeg talte forleden med en tidligere Tour de France-rytter, der erkendte, at han end ikke orker at besøge det store cirkus mere. Men danske tv-seere elsker stadig Tour de France som et tre uger langt meditativt ritual, hvor livets grænser afsøges, mens vi selv holder fri. Foran fjernsynet kan man som bekendt holde til alt, men rytterne nærmer sig måske en grænse. Under alle omstændigheder lyder det næsten konfrontatorisk, når Tadej Pogacar meddeler, at han ikke kan vente med at slippe væk fra Tour de France, alt imens Jonas Vingegaards hustru er bekymret for sin mand. Jeg siger det bare. Var jeg selv sportsjournalist i dag, ville jeg se nærmere på den udvikling. Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør. Tryk for at læse mere
Nr. 53
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Zelenskyj har lavet en kovending. Men det løser ikke hans kolossale krise Tryk Her
Indsat Søndag d. 27. Juli, 2025 13:00:00
Den forløbne uge i ukrainsk politik har været dramatisk. Først blev en lov om centralisering af landets to centrale anti-korruptionsmyndigheder vedtaget i hast i det ukrainske parlament. Så strømmede demonstranter på gaden og krævede, at landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, nedlagde veto mod loven – det er hans prærogativ som præsident. At kunne sige nej til en lov, parlamentet har vedtaget. Han brugte ikke den ret. Men lavede så en kovending, hvor han bad samme parlament om at vedtage en modlov – altså ophæve den vedtagne. Som han kunne have nedlagt veto imod. Det har naturligvis efterladt kritikerne med sund skepsis. Først substansen. Der er tale om to myndigheder. Det nationale antikorruptionsagentur (Nabo) og statsanklagerens særlige antikorruptionskontor (Sapo). De har en forhistorie, som i sammenhængen er vigtig for demonstranterne. Den historie kort: På kanten mellem 2013 og 2014 voksede EuroMajdan-demonstrationerne over få måneder og førte til daværende præsident Viktor Janukovitjs fald og flugt til Rusland, hvormed han efterlod landet i et politisk vakuum – det brugte Putin til at annektere Krim. Det tog tid for landet at komme sig over og rekonstruere en politisk ledelse og adgang til demokratisk deltagelse efter statssammenbruddet i 2014. Viktor Janukovitjs griske talent for korruption og selvberigelse blev blotlagt og var én af mange grunde til, at de to organer, Nabo og Sapo, blev grundlagt som uafhængige. At kontrollere magthaverne og netop ikke være styret af samme. Korruption i Ukraine opstod ikke med Janukovitj, det er et fænomen, som har martret landet siden dets selvstændighed i 1991. Den folkelige utilfredshed med den politiske elite gennem mere end tre årtier er blandt andet knyttet hertil. Det almene håb om at minimere korruption er blandt andet bundet op på de to myndigheders uafhængighed. Derfor den stærke reaktion. Man kan uden forsimpling sige, at har den ukrainske selvstændighed to fjender, så er den ene Rusland, den anden korruption. Hvilken der er størst, kan debatteres. Så hvorfor haste den kontroversielle lovgivning igennem? Ifølge mediet Kyiv Independent var man i gang med at opbygge troværdige sager mod centrale personer i Zelenskyjs inderkreds. Her kan man indvende, at så kunne han jo blot lade retten gå sin gang, så eventuelt skyldige ville miste deres embede og få deres straf. Men sådan er ukrainsk politik ikke. Zelenskyj har høstet umistelig hæder for sin indsats under den russiske invasion. Han blev som bekendt tilbudt en eksil-tilværelse af CIA, da de russiske tropper brød ind over Ukraines grænser. Hans historiske svar var, at han ikke havde brug for en taxi, men for ammunition. Han blev den europæiske leder, som enhver anden europæisk leder gerne ville fotograferes ved siden af. En statsmand med mod og integritet som få. Det omdømme er som sagt fortjent. Men Zelenskyjs ledelsesstil er mere end det. Han forstår at tale sig ind i europæernes hjerter og de værdier, som vi gerne sætter højt. Demokrati, frihed og selvstændighed. Men han er også barn af sit eget land og af Sovjetunionen og har en del af sin politiske ledelsesværktøjskasse herfra. Det indebærer tydelige tegn på autokratiske træk – også før krigen. Kommandering af demokratisk valgte politikere på lokalt, regionalt og nationalt plan, som en god kommunist-boss i Sovjettiden. At tage sine nærmeste med ind i magtens inderste cirkler, hvorved korruptionens evige fristelse naturligt vokser sig stor for hver enkelt. Ukraine er i en nødretstilstand på grund af krigen. Det har sin egen naturlige begrundelse, som er acceptabel for enhver. Det betyder, at vanlige demokratiske valg er sat på stand-by. Nu i mere end tre år. Det rummer sin egen fælde for, hvilke regler der gælder, når demokratiet er lagt i respirator, mens man kæmper mod invasionsmagten? Og hvad er krigens dagsorden – selvstændighed, demokrati eller en lille elites egeninteresser? EuroMajdan-demonstrationerne, som Nabo og Sapo blev født af, blev også kaldt værdighedens revolution. Var Ukraine ikke i krig, ville Zelenskyj være færdig som præsident, for den seneste uges lovgivningsprocesser ses som uværdige. Blandt demonstranterne, men også blandt de allierede, som Ukraines håb om selvstændighed, demokrati og retssamfund bygger på – EU er kritisk, medlemmer af den amerikanske kongres ligeså. Ukraine er i et militært vadested, nu hvor den direkte amerikanske våbenstøtte er lukket ned, og hvor europæerne må finansiere indkøb af amerikanske våbensystemer til Ukraine. Litauen har netop meddelt, at man vil allokere 30 millioner euro til indkøb af Patriot-missiler fra USA til Ukraine – og håber andre lande vil gå med i en sådan pulje. Litauen består af knap 3 millioner indbyggere, mindre end 10 procent af den ukrainske befolkning. Vil man beholde den slags venner, er værdighed en god politisk og social kapital, som det er klogt at værne om. Tryk for at læse mere
Nr. 52
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Mandage er angstfulde, farlige og forhadte. Sådan får du den bedste start på ugen Tryk Her
Indsat Lørdag d. 26. Juli, 2025 20:00:00
Den luddovne og lasagneforgabte tegneseriekat Garfield, som hader mandag, er ikke alene om sit synspunkt: Mandag er den mest forhadte af alle ugedage, viser danske og internationale undersøgelser. Mandagen er ikke kun træls, fordi den sætter et punktum for weekenden og indleder en ny, lang uge. Den er på visse punkter også farligere end andre ugedage og endnu mere stress- og angstpræget. 3500 englændere på 50 år eller mere har fået målt deres niveau af stresshormonet kortisol på alle ugedage. Sideløbende har de hver dag fortalt om, hvordan de har det. Konklusionen i det nye studie, der er udgivet i Journal of Affective Disorders, er klar: De englændere, der følte sig ængstelige om mandagen, havde et markant højere kortisolniveau end på nogen anden ugedag. Undersøgelsen viste tilmed, at mandagsangsten og -stressen ofte sidder dybt i os og kan efterlade et varigt aftryk på hjernen og kroppen. Ja, det kan faktisk spores hos mennesker, der har været pensioneret i flere år. Modupe Akinola, der er professor ved amerikanske Columbia Business School, og som forsker i stress og præstation, har til mediet New York Post fortalt, at mandag er kroppens helt store kampdag: ”Alle de ekstra krav, der kommer om mandagen, får det til at føles, som om man måske ikke har ressourcerne til at klare det. Og kroppens stresssystem fortæller dig, at du skal gøre dig klar til kamp.” Tidligere studier har desuden påvist, at der på mandage er størst risiko for at få et hjerteanfald, at der sker flest dødelige arbejdsulykker, og at der begås flere selvmord. Den såkaldte monday blues er i øvrigt påvist som et reelt fænomen, da humøret generelt set er lidt mere nedtrykt på ugens allerførste dag. Så spørgsmålet er, om man livet igennem bare må finde sig i, at ugens begyndelse er hård og ubarmhjertig – eller om mandagsfølelsen kan minimeres? Christina R. Reschke, lektor på det irske RCSI University of Medicine and Health Sciences, og Jolunta Burke, der er seniorlektor samme sted, svarer i et forskerindlæg hos mediet The Conversation på spørgsmålet. Det helt store trick er, at man skal narre sin hjerne, påpeger de to forskere. I deres indlæg, der også er bragt hos Videnskab.dk, fremhæver de tre våben i kampen for en bedre mandag. 1) Når vi har weekend, bryder vi ofte vores søvnmønstre, og det kan give ”socialt jetlag”, der kan ramme os mandag morgen. Derfor er det bedst at gå i seng og stå op på faste tider alle ugens dage. 2) Forudsigelighed og rutiner er alfa og omega. Det gør en stor forskel, hvis man lægger aktiviteter, der gør en glad, på en mandag. Det kan være en tur i træningscentret, havearbejde, eller at se sin yndlingsserie. 3) Især om mandagen er ”afslapningsaktiviteter” vigtige. Gå ud og træk frisk luft i frokostpausen. Kom ud i naturen, og lad være med at kigge på skærme, som det allerførste, når du står op. Hvis det virker uoverskueligt at lægge sine mandagsrutiner om, kan man jo også bare læse "Garfield". Han endte med at konkludere, at det ikke var ham, der hadede mandag, men mandag der hadede ham. Tryk for at læse mere
Nr. 51
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Christa Lund Herums rastløshed har drevet hende rundt i hele verden. Nu er hun vendt hjem Tryk Her
Indsat Lørdag d. 26. Juli, 2025 20:00:00
Parret havde selv flere voksne børn, og Christa Lund Herum husker, hvordan de ofte kom hjem og fortalte historier og viste billeder fra de steder, de havde boet og arbejdet. "Jeg kan huske, at jeg sad og så på de her små lysbilleder, som de havde med hjem fra Afrika eller Grønland, eller hvor de nu havde været. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: 'Det der, det vil jeg også en dag'," siger hun. Da hun senere besluttede sig for at læse teologi, var det aldrig med en forestilling om, at hun på et tidspunkt skulle være præst i en dansk folkekirke. Og siden hun i begyndelsen af 2000’erne blev udsendt til Egypten for Danmission sammen med sin daværende mand og deres to sønner, har Christa Lund Herum boet i udlandet i flere omgange. Først i Kairo i Egypten, siden i Dhaka i Bangladesh og herefter Phnom Penh i Cambodja. Senest har hun boet syv år i Bangkok, hvor hun i 2017 blev ansat som den første danske præst i Thailand i Den Danske Kirke i Udlandet (DSUK). Og lige nu er hun aktuel i den anden sæson af DR-dokumentarprogrammet "Mændenes paradis", som netop foregår i Thailand, og som handler om de mange enlige, danske mænd, der er rejst til landet i kærlighedens navn. Måske netop fordi programmet kører i fjernsynet lige nu, får hun fortsat beskeder fra folk, der tror, hun befinder sig i det pulserende Bangkok. Men Christa Lund Herum er ikke længere ude. Hun er vendt hjem. For få år siden havde hun svært ved at forestille sig, at det skulle ske. Men nu sidder hun her i sin have i præstegården i Vallensbæk, der med sit stråtag, hvidkalkede facade og grønne, sprossede vinduer ligner noget fra en Morten Korch-film. Vi skal tale om, hvad næsten to årtier i udlandet har lært hende om, hvad hjem egentlig er for en størrelse. Og om den rastløshed, hun altid har haft med sig rundt i verden. For hvad gør man ved den, når man beslutter sig for at vende hjem? Et kald"Jeg har altid drømt mig væk," begynder hun. I store dele af sit liv har hun haft det sådan, at hvis tingene blev for rolige eller stabile omkring hende, blev hun selv det modsatte. Efter to år det samme sted har hun ofte fået lyst til enten at male hele huset eller flytte videre. Hun husker tilbage på dengang, hun første gang rykkede med familien til udlandet. De havde boet i Kairo i omtrent otte måneder, og Christa Lund Herum var inde i en periode, hvor hverdagene på kontoret efterhånden lignede hinanden til forveksling. "Så sad jeg derhjemme en dag og så en eller anden serie i fjernsynet, som foregik i New York, og så tænkte jeg straks: 'Åh, jamen det er da der, vi skal over og bo i stedet'. Da jeg sagde det til min veninde, spurgte hun, om jeg ikke lige skulle slappe lidt af. Nu var vi jo lige brudt op og flyttet til Egypten. Det havde hun selvfølgelig ret i," siger hun med et grin. "Rastløsheden er min evige følgesvend," siger Christa Lund Herum. Foto: Leif Tuxen Da de rejste ud anden gang, denne gang til Bangladesh, var familien til en samtale hos en familiepsykolog. Et tilbud, som de fik gennem Danmission. "Der er to grunde til, at folk rejser ud. Man kan sige, det handler om to parametre," sagde psykologen og forklarede videre: Det ene er lystparametret, og det er højt hos stort set alle. Alle har lyst til at rejse ud. Det andet er kaldsparametret. Det er det, der ligger uden for, hvad du selv beslutter. Det handler om, at man ikke kan lade være. Det er ikke højt hos særligt mange, og det er derfor, de ikke kommer ud, selvom de har lyst til det. "Det gav så god mening for mig," siger Christa Lund Herum. "Inden vi rejste, var der mange, der sagde til mig, at det var meget modigt. Men sådan så jeg det slet ikke. Jeg var jo nødt til det." Det er den konstruktive side af hendes rastløshed. Den, der driver hende frem, videre og ud – og som altså i 2017 gjorde, at hun endte i Thailand, hvor hun som den første fastboende, danske præst skulle bygge den danske kirke op fra bunden. Den danske præst i ThailandFor første gang rejste Christa Lund Herum alene videre. På det tidspunkt havde hun boet to år i Cambodja. Hun var blevet skilt fra sin mand, der blev boende i landet med deres yngste søn, som stadig var i gang med sin uddannelse, og deres ældste søn var rejst til Danmark for at læse videre. De første par år i Thailand gik meget af tiden med pionerarbejde. Der skulle skabes et netværk og fundraises, så kirken kunne løbe rundt. Derudover fyldte især samtalerne med de danskere, der hvert år kommer galt af sted i landet. Hvert år rejser op mod 160.000 danskere til Thailand som turister, og det anslås, at der bor omtrent 4000 fastboende danskere. "Alt var nyt – men det kan jeg jo godt lide," siger hun. Med tiden blev det eksotiske Bangkok også hverdag. Når venner og bekendte spurgte, hvad de skulle se i Thailand, vidste hun knap nok, hvad hun skulle svare. Normalt ville det nok være på det her tidspunkt i historien, at rastløsheden ville få hende til at rejse videre. Til et nyt eksotisk sted ude i verden. Men det var noget andet, der skete i Thailand. Pludselig begyndte hun for første gang at overveje at rejse hjem. Helt hjem til Danmark. Det skyldtes flere ting. I programmet "Mændenes paradis" møder man blandt andre Per Larsen, der efter 28 år med sin thailandske kone bliver forsøgt myrdet af sin svigerfamilie, og Per Bloch, der på trods af flere indlæggelser og en nærdødsoplevelse i Thailand har opgivet at få råd til en sundhedsforsikring. Begge er det fortællinger, som blev hverdagskost for Christa Lund Herum. "Nu taler jeg ikke specifikt om de mænd, man møder i programmet, men som præst i Thailand møder man oftest mennesker på et tidspunkt, hvor de står i nogle virkelig håbløse situationer – mange af dem med døden til følge. Det kan være, når de er blevet virkelig syge, men ikke har penge til behandling, eller når de risikerer at komme i fængsel, fordi deres visum er overskredet. Den slags sager var der virkelig mange af, og selvom det arbejde også var en af grundene til, at jeg søgte jobbet, begyndte jeg at frygte, at det med tiden ville gøre mig kynisk," siger hun. "Jeg håber ikke, det kom til udtryk, men jeg kunne mærke en irritation og en manglende tålmodighed i visse situationer og omkring nogle af de fortællinger, folk kom til mig med, efterhånden som presset blev for stort. Og sådan skal man ikke have det, når der står en person over for dig, der har brug for hjælp." Tid til at vende hjemSamtidig var begge Christa Lund Herums sønner nu bosat i Danmark, og da coronapandemien for alvor brød ud, blev det pludselig vanskeligt for hende at se, hvad hun lavede flere tusind kilometer væk fra sin familie. "Da jeg ikke havde set mine børn i halvandet år på grund af covid, tænkte jeg, at nu var det ved at være nok," siger hun. Indtil da havde tanken om hjem fyldt forsvindende lidt for hende. Men den verdensomspændende virus fik hende pludselig til at tænke anderledes: "Det gav mig en snert af en erkendelse af, hvad det vil sige ikke at kunne komme hjem." Hun havde, både gennem sit virke som præst i Thailand og som konsulent for Danmission, mødt en lang række mennesker, der af den ene eller den anden grund ikke har kunnet vende hjem til det land, de kom fra. "Jeg har altid tænkt, at det måtte være forfærdeligt. Men med covid oplevede jeg for første gang selv en snert af det og alle de tanker, der følger med: Tænk, hvis jeg strandede her? Tænk, hvis jeg aldrig skulle se mit land eller mine kære igen?", siger hun. Det var ikke som sådan en længsel hjem mod landet Danmark, der ramte Christa Lund Herum. Det var savnet til familien, der i sidste ende trak hende tilbage. Men, siger hun: "Det var forbundet med en stor taknemmelighed og lettelse for mig at finde ud af, at jeg har et hjem, jeg kan vende tilbage til, når jeg vil. Et sted, hvor jeg ligner alle de andre, hvor ingen tænker over, hvor jeg kommer fra, og hvor jeg – ikke mindst – har ret til at være." Fem år ud i fremtidenI denne måned kan Christa Lund Herum fejre sit etårsjubilæum tilbage i Danmark og sit første halve år som præst i Vallensbæk Kirker. Selvom hun både har haft en bisættelse i et thailandsk tempel og afholdt mindehøjtideligheder på udenlandske restauranter og i små, lejede kirker, er det første gang, hun er præst i en dansk folkekirke. Så på den måde er der meget, der stadig er nyt, sådan som hun godt kan lide det. Og så alligevel. "Det har været rart at få bekræftet, at jeg også kan være præst i Danmark. At når man tager præstekjolen på, så er det faktisk det samme, og at jeg har noget erfaring, jeg kan bygge videre på," siger hun. Christa Lund Herum er sognepræst i Vallensbæk Kirker. Foto: Leif Tuxen Som præst i Danmark får hun nu for første gang også lov til at opleve hele "livspaletten", som hun kalder den, gennem sin menighed. "Mange af de mennesker – størstedelen mænd – som jeg mødte i Thailand, var i en meget sølle situation. Men det er jo langt fra hele historien om dem. De havde måske allerede haft et fantastisk ægteskab, søde børn og et godt arbejde. Men ofte var der sket noget, der ligesom bare havde slået det hele i stykker," siger hun. "Men det er jo som sagt ikke ensbetydende med, at det er hele historien om dem. Eller den eneste historie. At være præst er at være med folk i deres livssituationer. Det gælder både, når det er helt ad Helvede til, men det gælder sandelig også de gode stunder. Dåben, konfirmationen, bryllupperne. Det får jeg lov at opleve her, og det er en gave også at få lov at møde mennesker, der befinder sig i de livsfaser." Rastløsheden er der stadig, indrømmer hun. Hun mærkede den så sent som i går. "Jeg sad hernede i haven i går morges, og så begyndte tankerne om, at nu har jeg boet her i et halvt år, jeg har fået mig et hjem og det går jo rigtig godt. Hvad skal der så ske?", siger hun og slår en latter op. "Rastløsheden er min evige følgesvend." Så hvor ser du dig selv om fem år? "Det er sjovt, du siger det. Jeg har aldrig kunnet tænke fem år frem. Men det kan jeg nu. Og min forhåbning er at blive her." For i går morges, mens hun sad der i sin have og tænkte på, at himlen nok er mere blå et andet sted, kom hun også til at tænke på det lille barn, der for nylig har gjort hende til farmor, og som hun skal døbe til august. Og hun lyttede til fuglene, der var i fuld sving omkring hende. "Jeg ved godt, det lyder banalt, men det mindede mig om, at der sker en masse lige her, hvor jeg er nu," siger hun. Om hun skal blive gammel i Vallensbæk, kan hun ikke svare på. Hun er ikke meget for at slå rødder. Men hun har fundet ud af, at hjem er der, hvor hendes nærmeste er. Og hvis det betyder, at hun ikke skal ud i verden og bo igen lige foreløbig, så er det godt, at hun også har fundet andre måder at leve med rastløsheden – ja, ligefrem udnytte den: "Jeg behøver ikke længere fare verden rundt. Jeg kan bruge min rastløshed på mange andre måder. Gennem projekter, i min kreativitet og i min åndelighed. Der er mange andre måder at rejse og flytte sig på." Og hvis uroen bliver for stor, kan hun jo altid male den gamle præstegård i en ny, frisk farve. Tryk for at læse mere
Nr. 50
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sognepræst holder gudstjeneste på stranden: Her opstår en særlig dybde Tryk Her
Indsat Lørdag d. 26. Juli, 2025 20:00:00
Kreativiteten blomstrer i folkekirken hen over sommeren. Nogle steder arrangeres pilgrimsvandringer, andre steder yoga i det fri. I Holmsland Kirker, der ligger ved Ringkøbing Fjord og tæt på Vesterhavet, har man i en årrække holdt ugentlige solnedgangsgudstjenester ved Søndervig Strand i juli. Det giver både muligheder og nogle begrænsninger, fortæller sognepræst Ole Krebs Lange. Ole Krebs Lange, hvad består jeres solnedgangsgudstjeneste af? Det er en lille andagt på 20-25 minutter, hvor vi synger to eller tre salmer, og jeg taler over et givent emne. I år har det gennemgående emne været et vers fra 1. Johannesbrev, hvor der står, at Gud er lys, og der er ikke skygger i ham, hvilket jeg så har varieret lidt over. Det kan man jo gøre på mange måder, men i den her forbindelse er det jo helt oplagt at bruge noget af det, som vi sidder midt i under gudstjenesten på stranden, for eksempel det særlige lys omkring solnedgangstid. Er det turister eller lokale, der kommer? Størstedelen er feriefolk, både danskere og tyskere. Det er en måde, som vi kan møde turisterne på og bruge det, at de er her, til at skabe noget i vores kirkeregi. Derfor har vi også sanghæfter med oversættelse til tysk, og jeg oversætter min prædiken eller dele af den til tysk. Når vores gudstjenester på stranden slutter, og jeg går på ferie, er der andre kirker i området, der laver lignende initiativer. Så vi overlapper hinanden og sørger for, at der altid er nogle kirkelige tilbud i sommerlandet. Hvad giver det til en andagt at befinde sig ude i naturen? Stemningen er dejlig, hyggelig og uformel. Og samtidig giver det også nogle oplagte muligheder for at bruge den forbindelse til naturen, som jo nærmest skabes helt automatisk, når man sidder i den. Naturen giver os nogle billeder af, hvad det vil sige at være menneske, og samtidig kan det knyttes til bibelske tekster. Mange af de folk, der har deltaget, har sagt, at det giver en særlig og lidt anderledes dybde at være ude i naturen. For nogle år siden kom en af deltagerne efter andagten og fortalte om en bror, der var død i udlandet. Familien havde ikke kunnet være med til begravelsen. Det havde været en kilde til uro, men den lille stund med at sidde på stranden, synge salmer og kunne kigge ud over verdenshavet imens gav en oplevelse af fællesskab på tværs af tid og rum og en følelse af at have fået broderen begravet. En slags afklaring og ro omkring det. Deri ligger jo en anderledes dybde. Hvad mister man ved at forlade kirkerummet? Man mister jo den stilhed, der er i og omkring kirkerummet. På stranden kan der ske snart sagt hvad som helst rundt om os, mens andagten er i gang. Man mister jo også traditionen. Når man træder ind i et kirkerum, uanset om det er en gammel middelalderkirke eller en ny, moderne kirke, så afspejler den en tradition og en meget lang række af menneskers tanker om livet. Den inspiration og modstand, som generationerne før os kan give gennem arkitekturen, er ikke til stede på stranden eller for den sags skyld andre steder i naturen. Højtideligheden forsvinder, og derfor har jeg blandt andet også lært, at det er ret afgørende, at jeg har præstekjole på og ikke mere almindeligt tøj, som jeg jo egentlig godt kunne have til en andagt. Det er præstekjolen, der skaber det gudstjenestelige rum, og det er vigtigt. Tryk for at læse mere
Nr. 49
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ansatte på landets plejehjem holder ferie, og det kan beboere som Roger mærke: Jeg gad godt opleve mere Tryk Her
Indsat Lørdag d. 26. Juli, 2025 18:00:00
Men beder man Roger Skyum beskrive, hvordan en normal sommerdag forløber for ham, er det svært at få øje på skønheden: "Jeg sidder meget ved min computer og kigger ud. Jeg kan godt blive flyttet ud på min terrasse, men jeg kan ikke selv bestemme, hvornår jeg vil ind igen. Det bliver engang, når man har tid til det. Så selvom jeg har de skønneste omgivelser, har jeg det, som om jeg sidder og ser på livet indefra og ud. Jeg oplever det ikke." Hvis ikke det var for computeren, ville han være helt fortabt, fortæller han videre. Det er den, der sørger for, at han fortsat kan være i så god kontakt med sin omverden, som han er. Og så er han også heldig, at han får mange besøg, tilføjer han. Men han oplever, at aktiviteterne på plejecentret er forsvindende få i hverdagen – og om sommeren, når ferieplanlægningen skal gå op, er det endnu værre. "Man mærker det især om sommeren, fordi det er nu, man virkelig oplever, at man går glip af noget," siger han. Hos Ældre Sagen har man ikke et overblik over aktivitetsudbuddet på landets plejehjem i sommerferieperioden, men man kan konstatere, at de problemer, der i forvejen er i hverdagen, ofte bliver endnu mere synlige, når ferien sætter ind. "Sommerferieperioden på plejehjem bliver et forstørrelsesglas på de udfordringer, der også er der resten af året," siger Nina Bruun, som er seniorkonsulent og ansvarlig for plejehjemsområdet hos Ældre Sagen. Et sårbart områdeSærligt aktivitetsområdet kan være sårbart i ferieperioder, forklarer Nina Bruun. Først og fremmest fordi det er et område, der i forvejen er meget personbåret på flere af landets plejehjem – så når de frivillige eller aktivitetsmedarbejderen holder ferie, gør aktivitetskalenderen det samme. Og resultatet er, ifølge Roger Skyums oplevelse på sit plejehjem, at man ender med et "for stort fokus på det synlige og det målbare". "Der gøres meget ud af, at alle får den rette mad, der tages hensyn til de enkeltes sygdomme, og renligheden er også i top. Der har jeg ikke noget at beklage. Men det er fællesskabet, der går fløjten," siger han. Det er en problematik, som Nina Bruun genkender. "Helt generelt taler man stadig meget om kerneopgaven på plejehjemmene som værende det, at du kan få skiftet en ble eller hjælp til at spise. Men alt det meningsfulde, aktiviteterne, relationerne og nærværet, bør anerkendes som en lige så vigtig del af af kerneopgaven som personlige pleje," siger hun. "Men de seneste år har vi desværre set mange eksempler på, at aktivitetsmedarbejderen er den første, der bliver sparet væk." Både i Aarhus og Ballerup Kommune figurerer aktivitetsmedarbejdere i de seneste års spareforslag, og også i Vordingborg og Guldborgsund Kommune har man valgt at spare på aktiviteter til ældre. "Det er med andre ord nogle utaknemmelige vilkår, som medarbejderne har derude for at skabe de meningsfulde aktiviteter. Men jeg oplever virkelig, at man mange steder gør en rigtig stor indsats," siger Nina Bruun. Hvem vil du give en god dag?Og der er da også flere gode historier, som er værd at fremhæve i sommerlandet. For eksempel Tendrup Ældrecenter i Nordjylland, hvor man i midten af juni sendte 11 beboere af sted på en fire dages sommerferie til Grenaa. Sidste år blev ældrecentret frisat som en del af et pilotprojekt i Rebild Kommune, og det satte gang i mange nye samtaler med beboerne om, hvad de egentlig havde lyst til. "Der kom mange forskellige ønsker på bordet, men at komme på ferie var et af dem, der gik igen. Vi har flere lidt yngre beboere, og mange af dem har det at tage på ferie i frisk erindring. Da de begyndte at tale om ferie, vakte det minder hos flere af dem, der ikke har været på ferie i mange år," fortæller plejehjemsleder Jannie Krebs Nielsen. Men meget mindre kan også gøre det. Lotte Thybring er områdeleder i Fjordhuset på Hundested Plejecenter, hvor alle beboere har svær demens, og selvom der i løbet af året er flere ture ud af huset, handler det i hverdagen – og i sommerferien – allermest om at gøre de daglige opgaver til oplevelser, siger hun, hvad enten det er at spise ude, høre høj musik eller ordne rabarber i haven. "En god aktivitet handler om at skabe livsglæde. Det kan være kæmpestore ting, men det kan sandelig også være meget små ting. Det vigtigste er at se, hvad der er godt for det menneske, der står over for dig lige nu," siger hun. "Helt konkret spørger vi hinanden hver morgen, når opgaverne fordeles: 'Hvem vil du gerne give en god dag i dag?', og så har hver enkelt gjort sig nogle tanker om, hvordan de kan give en bestemt beboer en god dag." At der også i sommerferien er personale, der ved, hvad en god dag er for de forskellige beboere, kræver planlægning. Derfor begynder Lotte Thybring også allerede at rekruttere timelønnede ansatte i januar, så de kan oplæres i løbet af foråret og dermed er velkendte for beboerne, når der skal afvikles sommerferie blandt det faste personale. En vigtig del af den oplæring er netop at se aktiviteterne og oplevelserne som en essentiel del af hverdagen. "For os er det ikke nødvendigvis vigtigt, at folk har fået friseret hår eller børstet tænder. Det er selvfølgelig en del af pakken, men det er ikke den vigtigste del. Den vigtigste del er et smil på læben, og at vi har oplevet noget godt i dag. Det er sådan, vi måler vores succes," siger Lotte Thybring. Kristeligt Dagblad har spurgt Karolinelundcentret i Gjern, om de kan genkende det billede, som Roger Skyum tegner af plejehjemmet, men de har ikke ønsket at kommentere hans udtalelser. Tryk for at læse mere
Nr. 48
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Søren Ryge: Nu fylder jeg 80. Er alt det væsentlige så fortalt? Tryk Her
Indsat Lørdag d. 26. Juli, 2025 10:00:00
Jeg fylder 80 den 31. juli, og når man er en kendt person, er det jo en stor ting. Så skriver aviserne pæne ting på navnesiderne, og de ringede og ville have interviews. Jeg sagde nej-tak, for herregud, alle ved jo det hele i forvejen. Når man har levet de sidste 40 år i fuld offentlighed, så er alt det væsentlige fortalt? Men lidt er der da tilbage, når man trods alt gerne vil fodre den evindelige nysgerrighed og er i venligt fødselsdagshumør. Det kommer her. Jeg blev født på Gram Sygehus i Sønderjylland en uge før atombomben over Hiroshima og var en sædefødsel. Jeg har tre søskende, og vi ses jævnligt. Tre børn og fire børnebørn, som jeg ser ofte. Og 18 fætre og kusiner – vi mødes årligt. Er altså familiemenneske i voldsom grad. På grund af min opvækst i Sydslesvig taler jeg tysk, plattysk og sønderjysk flydende. Opfatter det som en af barndommens store gaver og bruger dem med største glæde så ofte, det er muligt. Af andre gaver husker jeg især en splinterny cykel med Torpedogear, da jeg fyldte 16, en Erika rejseskrivemaskine i brun kuffert, da jeg fyldte 18 og et Omega armbåndsur fra Maj, min daværende hustru, da jeg fyldte 40. Det har jeg endnu. Jeg spillede håndbold som ung, og siden har jeg ikke dyrket sport. Jeg fotograferede også meget og lavede selv mine sorthvide billeder i stor stil. Det var med et Minolta SRT 101, som jeg købte i 1965. Det var et af de første spejlreflekskameraer, der kom til landet og kostede en formue. Da det var slidt endeligt op efter 40 år, og jeg købte et digitalt Nikon, var det ikke så sjovt at fotografere mere – alt for nemt. Jeg er it-analfabet. Har selvfølgelig en computer, men bruger den kun til mails, Netbank, Netflix og som skrivemaskine. Har dog i de senere år lært at google og streame DRTV. Alt det andet interesserer mig ikke. Sociale medier og AI rager mig. Har også mobiltelefon. Bruger den som telefon og sms. Har to apps, Mobilepay og Merlin til fuglestemmer. Søren Ryge ved sin elskede plæneklipper. Han overvejer om en større del af hans have skal have lov at vokse frit og droppe græsslåningen. Foto: Johanne Teglgård Olsen Appelsinskræller og forfængelighed Mad: Jeg spiser næsten alt, men kød, sovs og kartofler er basis. Spiser aldrig salat og kan ikke tåle chili. Er dybt afhængig af kager til kaffen mindst fem gange om dagen, og hindbærsnitter er stadig de bedste, mindst et par stykker om dagen. Køber 10 ad gangen i Småkageriet i Ugelbølle, som bager dem perfekt, lysebrune og knasende. Min yndlingskage er fragilité, som desværre fås alt for sjældent. Den skal være friskbagt, blød indvendigt og sprød udvendigt. Yndlingsslik er appelsinskræller med chokolade omkring. Fås desværre kun et sted i København. Tøj: Interesserer mig ikke. Går i det samme altid. Snavset arbejdstøj hjemme, renere andetsteds. Store, varme strikketrøjer hele vinteren. Det skal være løsthængende. Jakkesæt er frygteligt, slimline-skjorter også. Køber aldrig tøj bortset fra undertøj, når det gamle er slidt op. Frisure: Er også ligeglad, selv om det da er udmærket, at jeg stadig har masser af hår på hovedet. Når Thea klipper mig to gange om året, får hun lov til at bestemme. Cathrine børster det lidt i nakken, når jeg skal hjemmefra. Jeg kigger aldrig i et spejl, kun i bilen. Må dog erkende en vis grad af forfængelighed og har flere gange sagt til Thea, at håret godt må ligne Coster-Waldaus. Så griner hun. Hun har klippet mig hjemme i privaten i 40 år nu. Sommerklip i april og vinterklip i oktober. Søren Ryge elsker hindbærsnitter, som også nydes på fødselsdage. Foto: Johanne Teglgård Olsen Radikalt ævl og konfliktskyhed Tillidsposter: Jeg er formand for Anders og Julius Mindefond, et møde om året. Medlem af bestyrelsen for vort lokale pumpelaug. Har i øvrigt undgået enhver form for offentlige og politiske poster, selv om jeg i 1970 meldte mig ind i den lokale afdeling af Det Radikale Venstre og omgående røg ind i deres bestyrelse. Efter tre-fire møder (søndag formiddage) med ligegyldigt ævl meldte jeg mig ud igen. Har dog i alle årene stemt på dem, fordi min elskede Bedstemor gjorde det og var et godt menneske. Hobbyer: Jeg har ingen. Haven og blomsterne og fuglene er ikke fritid, men det meste af livet. Helbred: Er heldig og sluppet for alvorlige og livstruende sygdomme. Er dog diagnosticeret med spinalstenose og Claudicatio intermittens, som giver bøvl i ryg og ben og effektivt forhindrer lange gåture, løb og cykling. Ryger stadig min pibe konstant, selv om alle læger fraråder det. Den er uundværlig for min såkaldte livskvalitet. Øvrige svagheder: Jeg er konfliktsky. Og en bangebuks. I hele mit liv har jeg undgået enhver form for store skænderier, og fysiske slagsmål er direkte skræmmende. På selve fødselsdagen vil jeg nøjes med at hejse flaget og derefter vente på de uundgåelige gæster, som ikke er inviteret. Så drikker vi kaffe og spiser hindbærsnitter, og hvis nogen bliver hængende til aften, laver jeg stegt flæsk med persillesovs. Men mest af alt vil jeg glæde mig over, at jeg fik lov til at blive 80 år, hvilket ikke er nogen selvfølge. Det vigtigste: At barnebarn nr. 5 er lige på trapperne. I bedste fald ser hun sommerdagens lys på min fødselsdag, og så bliver alt andet aflyst. Børn og børnebørn er livets største gave. Tryk for at læse mere
Nr. 47
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ukrainske veteraner styrker kampviljen med digte og musik: "Med ild i vores hjerter må vi glemme ordet 'rædsel'" Tryk Her
Indsat Lørdag d. 26. Juli, 2025 08:00:00
Seks ukrainske mænd i grønt militærtøj hopper ind i et gråt folkevognsrugbrød fyldt med kasser og kufferter, forlader byen Kramatorsk i det østlige Ukraine og kører ad støvede, hullede veje mod en militærlejr tæt ved frontlinjen. Alle seks er veteraner fra Ruslands aggressionskrig mod Ukraine. Den 50-årige Vitaliy Kirichenko på forsædet deltog i nogle af krigens mest brutale kampe mod Wagner-lejesoldater i Bakhmut. Den 33-årige Mykola Bilyk på bagsædet fik øgenavnet "Lille Rambo" som maskingeværskytte i Kharkiv-regionen nær den russiske grænse. Der findes dog ikke et eneste våben i bilen. De seks soldater var alle kunstnere og musikere før krigen, i dag er de indlemmet i den ukrainske hærs "kulturelle styrker", og udstyret med poesibøger, teaterdukker og traditionelle ukrainske strengeinstrumenter kører de dagligt ud til militære træningslejre og skyttegrave langs frontlinjen og optræder for de soldater, der forsvarer Ukraine i krigens fjerde år. De optræder 400 gange om året, og de gør det dels for at give soldaterne et par timers pause fra kampene og styrke deres kampmoral. Dels for at minde soldaterne om, at de ikke alene kæmper for territorium og menneskeliv, men også for den ukrainske kulturs overlevelse. "Vores opgave er at yde åndelig støtte til gutterne, hjælpe dem med at finde fred i det, de gør, og måske inspirere til en samtale, hvor de kan bearbejde de hårde ting, de går igennem ved fronten," siger den 42-årige Mykola Korol, som er skuespiller og dukkefører ved forskellige teatre i Ukraine. "Men lige så vigtigt er det for os at hjælpe dem med at genopdage den ukrainske musik og litteratur og det ukrainske sprog. Mange af dem har glemt deres kulturelle rødder under krigen eller har måske aldrig haft mulighed for at reflektere over, hvad det vil sige at være ukrainer," siger den fuldskæggede dukkefører. Kultur forsøgt udslettet af Rusland Mykola henviser til, at ukrainsk kultur i århundreder er forsøgt udslettet af Rusland. Russiske tsarer har gennem tiden forbudt brugen af ukrainsk skriftsprog, og den sovjetiske diktator Josef Stalin (1879-1953) lod utallige ukrainske forfattere henrette i 1920'erne – en periode i dag kendt som "henrettet renæssance". Siden den russiske præsident, Vladimir Putin, besluttede at invadere Ukraine i 2022, har Rusland ligeledes forsøgt at udrydde ukrainsk kultur. Overalt, hvor den russiske hær i dag kommer frem, fjerner den ukrainsk litteratur og ukrainske skolebøger og erstatter dem med russiske bøger, lyder det fra ukrainere. Vitaliy Kirichenko på forsædet er forsanger i bandet Numer 482, som for 25 år siden var et af de første rockbands i Ukraine, der sang på ukrainsk. Bandet var et patriotisk projekt, og deres største hit handlede om, at man skal behandle sit moderland, som man behandler sin elskede. I hans russisktalende hjemby, Odesa, blev bandet betragtet med mistro, men i dag forsøger ukrainere i alle russisktalende dele af landet at lære ukrainsk. "Om jeg skal synge i aften?", siger Vitaliy Kirichenko med et glimt i øjet. "Det afhænger af, om soldaterne har penge nok. Jeg er meget dyr," siger han slagfærdigt, mens de andre soldater i bilen leende beder ham tie stille. Så slår han over i en mere alvorlig tone. "Militæret og det civile liv er to forskellige verdener, og det er afgørende for soldaterne, at vi har samme erfaring som dem og kan tale med fælles tunge," siger Vitaliy Kirichenko. "Var vi ikke selv soldater, ville vi ramme helt ved siden af med vores vittigheder og fremmedgøre soldaterne. Men vi ved, hvilke sange vi skal spille, og hvilke historier vi skal fortælle," siger den syngende soldat. Oplæste digte under beskydning Det gør det også nemmere at optræde midt i en krigszone, at de seks kunstnere selv er fortrolige med krig, fortæller den 31-årige digter Fedir Rudyi, som var del af den 72. mekaniserede brigade, der opnåede heltestatus i Ukraine efter i to år at have forsvaret den strategisk vigtige by Vuhledar mod russernes fremrykning. Engang optrådte de seks kulturkrigere for en flok soldater under åben himmel ved en flod nær fronten i det østlige Ukraine, og mens Fedir Rudyi reciterede et af sine digte for soldaterne, begyndte russernes granater at eksplodere omkring dem. "Vi ville gerne have fortsat, men vores publikum mente desværre, at det var på tide at forlade arrangementet," siger Fedir Rudyi med et undertrykt smil om soldaterne, der løb i alle retninger for at komme i skjul for den russiske beskydning. "Så vi trak på skuldrene, tog vores instrumenter og forlod også stedet," siger han. Vitaliy Kirichenko vender sig leende om fra forsædet og siger: "Det var Fedirs skyld, at vi kom under beskydning, fordi han tiltrak al den negative energi med sine triste digte." "Det var snarere det store bifald, soldaterne gav mig, der tiltrak russernes opmærksomhed," svarer Fedir Rudyi. Mens sort røg stiger op i horisonten, og folkevognsrugbrødet kører gennem en kilometerlang tunnel af fintmasket, næsten usynligt net, som skal hindre de russiske droner i at slå direkte ned i køretøjet, reciterer Fedir Rudyi et af sine digte om skyttegravene. Om en stilling, som hans enhed holdt i over et år, og som "næsten er blevet familie for mig/næsten en søster/og jeg kender hver eneste af hendes hemmeligheder/hendes berøring, luftig og let/hendes sår og hendes forrevne tøj/hendes latter, spredt mellem skyttegravenes udkigshuller/når morgenens tågede ånde/omfavner fuglesangen med en rystende hånd/og lægger den i mine hænder". Vækker følelser i rå soldater En gang under et besøg hos nogle soldater læste han en tekst, og foran ham sad en stor, muskuløs soldat, som "ikke lignede typen, der viste følelser". Men bagefter kom soldaten hen med ansigtet dækket af tårer og omfavnede digteren. Det er de øjeblikke, der bliver hængende i erindringen. "Vi vil gerne bevæge soldaterne, men ikke træde dem over tæerne og gøre alting værre. Men når vi beskriver vores egne tab, kan ordene nå ind til selv de mest tillukkede soldater, og det er et vigtigt øjeblik, når de tillader sig selv at vise følelser," siger Fedir Rudyi, der ligesom de fem andre i gruppen har mistet soldaterkammerater ved fronten. Gruppen forsøger at inspirere soldaterne til at bearbejde deres oplevelser i krigen ved selv at være kunstneriske, fortæller den 33-årige maskingeværskytte, pianist og sangskriver Mykola Bilyk. "En 50-årig soldat, som aldrig før havde skrevet, begyndte at skrive digte, som han deler med os. Dermed får Ukraine udvidet sit kulturelle fundament under krigen frem for at miste det," siger han. Bilen ankommer til en militærlejr cirka 18 kilometer fra frontlinjen, hvor soldater sidder under camouflagenet, ryger cigaretter og pudser deres maskinpistoler, kigger op, men fortrækker ikke en mine. I det fjerne lyder den basdybe dundren fra bombernes nedslag. De seks kunstnere stiller deres instrumenter og lydudstyr i en gymnastiksal med knirkende trægulv og blændede vinduer i en af barakkerne. 30 soldater med trætte øjne i furede ansigter indfinder sig på de lave bænke. Et øjebliks ro i sjælen Vitaliy Kirichenko spiller et af sit bands hits, "Godmorgen Ukraine", som udkom det år, hvor Rusland annekterede Krimhalvøen, og soldaterne filmer med deres telefoner og begynder tøvende at synge med: "Med ild i vores hjerter må vi glemme ordet 'rædsel'." Imens stemmer 29-årige Dmytro Romanchuk de 62 strenge på sin bandura, et traditionelt ukrainsk strengeinstrument, som minder lidt om en lut og går tilbage til 1500-tallets kosakker, en folkebevægelse i nutidens Ukraine, som kæmpede for frihed og uafhængighed. Banduristernes folkesange var med til at forme selvbevidstheden hos det ukrainske folk og dermed bidrage til fremkomsten af den ukrainske nation. Derfor er banduraen en vigtig del af den ukrainske nationale identitet, fortæller Dmytro Romanchuk. "Jeg er overbevist om, at nogle af soldaterne her ser en bandura for første gang, for Rusland har gjort alt for at fjerne vores kultur eller fremstille den som noget uden værdi. Men banduraen vækker nogle historisk-musikalske vibrationer, som er i dvaletilstand i hjertet på alle ukrainere. Jeg kan se det i deres øjne," siger han, inden han går på scenen. Soldaterne sidder tavse med hagen i hånden som trætte spejderdrenge omkring et bål og betragter det træudskårne instrument, mens fingrene på de 62 strenge frembringer harpe-lette toner tilsat Dmytro Romanchuks sang over tekster af Ukraines nationaldigter Taras Shevchenko (1814-1861). "Det bevæger mig dybt at høre mit eget sprog, at høre om min egen kultur," siger Ruslan, en 53-årig soldat med et vejrbidt ansigt. "Den slags har vi ikke i skyttegravene. Det giver et øjebliks ro i sjælen," tilføjer hans 51-årige makker Yury, inden alle kunstnerne går på scenen og spiller op til fællessang. Mørket fortættes i den nedslidte gymnastiksal, stemningen bliver mere løssluppen, og soldaterne skråler og stamper i gulvet. Artilleriet udenfor er forstummet. Eller også overdøver den fornøjelige støj blot kanonerne. På vej ud kan soldaterne tage bøger med ukrainske klassikere fra et bord. Hvorefter de forsvinder i nattemørket. Pausen fra krigen varede to timer. Men nu – siger en militærpsykolog, der har deltaget i festen – har soldaterne noget at tage med sig og tale sammen om i skyttegravene. Tryk for at læse mere
Nr. 46
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Arne Haugen Sørensen fik en bror med 85 års forsinkelse: Vi kunne have haft det så skægt – nu er det næsten for sent Tryk Her
Indsat Lørdag d. 26. Juli, 2025 07:00:00
"Mit højre øre er helt dødt. Derfor sætter jeg mig lige yderst, så jeg kan lytte med mit venstre." Sådan siger den 93-årige billedkunstner Arne Haugen Sørensen, da han tager plads i sofaen ved siden af den knap ni måneder yngre Niels Peter Jørgensen. "Du skal ikke klage. Begge mine ører er døde," siger Niels Peter Jørgensen så. "Begge? Det var da uhyggeligt," siger Arne Haugen Sørensen. "Det går nok. For generelt ser jeg virkelig godt, selvom jeg er langsynet. Faktisk er jeg i perioder både langsynet og snæversynet. Utroligt, at man kan være begge dele på én gang," siger Niels Peter Jørgensen og smiler skævt til sin sidemakker, der straks fanger pointen. De griner, mens de læner sig ind mod hinanden. I dette øjeblik i sofaen i Niels Peter Jørgensens hus ud til vandet i Tuse Næs nord for Holbæk fremstår de som to venner, der har kendt hinanden gennem hele livet. Men de to aldrende mænds relation er på samme tid langt mindre og uendeligt større end et livslangt venskab. De er nemlig brødre. Men det er blot fjerde gang, de er sammen. I Arne Haugen Sørensens familie er praktisk talt alle kunstnere. Det gælder hans hustru, hans døtre og hans afdøde bror. Det var nærmest ikke en overraskelse, at hans nyfundne halvbror, Niels Peter Jørgensen, også maler. Foto: Leif Tuxen For syv år siden foretog en af Arne Haugen Sørensens døtre – billedkunstneren Caroline Krabbe – en dna-test. Sideløbende havde Niels Peter Jørgensen ladet sig overtale af sin svigerinde til at foretage en lignende test. Og så opstod der – som man siger på "Gift ved første blik"-dansk – et match. Arne og Niels Peter viste sig at være halvbrødre. Et møde mellem de to granvoksne mænd blev arrangeret. "Vi har kun set hinanden få gange. Det er jo ikke så let, når jeg det meste af året bor i Andalusien og kun er i Danmark om sommeren. Så vi kender ikke hinanden så godt endnu. Måske ligner vi hinanden lidt, det ved jeg ikke, det kan jeg ikke bedømme," siger Arne Haugen Sørensen, der blandt andet er kendt for at have udsmykket flere end 40 danske kirker og er repræsenteret på de fleste af landets større museer. Så kigger han Niels Peter Jørgensen direkte i øjnene og siger: "Men jeg føler, jeg er i familie med dig." Forbindelsen Brødrene har den samme far, Leo Haugen Sørensen (1905-1992). Han var en maskinarbejder med en stor, flot motorcykel og en endnu større tørst efter kvinder, fortæller Arne Haugen Sørensen. En dag – formentlig omkring juletid i 1933, da Arne Haugen Sørensen blot var et spædbarn i familiens lejlighed i Elbagade på Amager – bankede det på døren. Moderen, Dagny Amanda Mortonsson, lukkede op, og udenfor stod en ung, højgravid kvinde. Hun påstod, at Dagnys mand, Leo, var far til det ufødte barn. "Min mor var en virkelig sej dame. Så hun tog denne gravide kvinde i armen og travede ned til min fars arbejdsplads. Her konfronterede de to kvinder ham direkte. Men dér havde han den frækhed at sige, at han aldrig havde set den gravide kvinde," siger Arne Haugen Sørensen. Han henvender sig atter til sin halvbror: "Det må have været dig, der lå inde i maven." Leo og Dagny klinkede skårene efter optrinnet og fik endnu en søn sammen, nemlig Jørgen Haugen Sørensen (1934-2021). Han valgte ligesom sin storebror at gå kunstens vej og var allerede tidligt i livet en af Danmarks fremtrædende billedhuggere. Under Anden Verdenskrig forlod Leo Haugen Sørensen landet. Han lod sig skille fra moderen og flyttede til Tyskland for at arbejde. Arne Haugen Sørensen husker, hvordan moderen måtte kæmpe for at skaffe mad på bordet. Det var hendes helt reelle frygt for, at børneværnet skulle tage hendes sønner, der gav hende energien til at filetere sild i timevis hver dag for småpenge, understreger han. "Hun arbejdede så hårdt, at Jørgen og jeg aldrig følte os fattige, selvom vi selvfølgelig var det. Hendes flid og kærlighed var med til at bane vejen for, at Jørgen og jeg kunne blive kunstnere. Det er jeg sikker på," siger Arne Haugen Sørensen. Han husker, at han en dag havde spurgt en af sine fars venner, hvorfor de danske mænd flyttede ned over grænsen. Svaret lød, at så længe de tyske mænd var ved fronten, var der frit valg på alle hylder, når det gjaldt landets kvinder. Fotograf Leif Tuxen påpegede, at de to brødres næser ikke har helt den samme form. Niels Peter Jørgensen forklarede grinende, at hans er fladere, fordi han gik til boksning som ung. Foto: Leif Tuxen Af og til kom faderen hjem til København og tilbragte lidt tid med sine sønner. Han "stank af krig og brand" fra hverdagen i Hamborg, husker Arne Haugen Sørensen. Faderen, som sønnerne kun kendte meget lidt og var Des med – tog sine drenge med ind til biografen DSB Kino ved Københavns Hovedbanegård. Her så de tyske propagandafilm. Leo Haugen Sørensen vendte tilbage fra Tyskland med en ny kone, han opbyggede en ny familie. "Jeg har gennem det meste af livet været sur på min far over hans sidespring. Men i dag er jeg sådan set glad for, at han gjorde den unge kvinde gravid. For det var sådan, du kom ind i billedet, Niels Peter. Og se engang, hvor sjovt det er," siger han og fortsætter: "Men sådan lyder lidt af min historie. Din er sikkert helt anderledes." Slummen Der var heller ikke meget at rutte med i Niels Peter Jørgensens familie. Han voksede op i Eriksgade på Vesterbro i København. "Det lå lige mellem Halmtorvet og Istedgade, og det var simpelthen byens værste slum. Husene var helt regulært i forfald," fortæller den 92-årige lillebror på drævende københavnsk. Dagene brugte han ofte på gaden. Her lærte han både kvarterets prostituerede kvinder og fordrukne mænd at kende, når de sidstnævnte kom ud af værtshusene, stinkende af alkohol og smøger. Niels Peter Jørgensen var en knægt, der kunne tale med alle. Han tjente lidt skillinger på løst og fast. Men hvor Vesterbros gader var hans legeplads om dagen, var nætterne til gengæld trange. "I soveværelset var der lige plads til to jernsenge. I den ene sov min mor og træfar. I den anden lå jeg sammen med mine to brødre," fortæller Niels Peter Jørgensen. Stedfaderen, som han kalder træfar, var et lys i tilværelsen for den unge knægt. Han sætter den dag i dag pris på stedfaderens kærlighed, hans samvittighedsfulde tilgang til livet. Niels Peter Jørgensen fremhæver, at han formåede at pynte bordet til familiefester, "så man følte, at man sad inde på Hotel d'Angleterre og ikke i Eriksgade". "Jeg tror på, at det var hans kreativitet, der lagde kimen i mig til at blive kunstner," siger Niels Peter Jørgensen og peger rundt i stuen på de forskelligartede og farverige malerier, der alle stammer fra hans hånd. Anderledes forholdt det sig med moderen. Niels Peter Jørgensen omtaler hende som "en naiv kvinde uden nævneværdige talenter". "Hun var ikke noget kærligt menneske, og hun kunne bestemt ikke lide mig. Nej, for fanden da. Men det var nok den oplevelse med min far. Måske mindede jeg hende for meget om Leo," siger Niels Peter Jørgensen. Niels Peter Jørgensen. Foto: Leif Tuxen Den dag, Niels Peter Jørgensen blev undfanget, havde en flot mand på en stor motorcykel gjort holdt foran hans mor. Hun havde langt sort hår og brune øjne. Niels Peter Jørgensen mener, at hun havde spanske eller nordafrikanske aner. "Skal du ikke have en tur?", havde Leo Haugen Sørensen spurgt den yngre kvinde. Hun var hoppet op bagpå, og de var kørt ud af byen. Niels Peter Jørgensen gengiver historien, som han selv har fået den fortalt: "Da de gjorde holdt – langt pokker i vold – havde han så forsøgt at indlede et forhold til hende. Hun afviste ham, men han svarede 'nå, men så kan du sgu da gå hjem selv'." Arne Haugen Sørensen stirrer frem for sig, på ingenting, mens hans halvbror færdiggør historien. Så ryster han lidt på hovedet. "Det gør ondt i mig, når jeg hører det. Det er ikke særlig flatterende at have en far, der gjorde sådan nogle ting." Arne Haugen Sørensen og familien bevarede kontakten med faderen frem til hans død i 1992, og i dag ser de stadig hans børn, som han fik med sin tyske kone. "Min far havde oprettet en børneopsparing til vores børn. På mange måder var han egentlig en meget sød mand, men jeg kan heller ikke lade være med at være lidt skuffet over ham," siger han. Lillebroderen tager ordet igen. "Jeg er sådan set ligeglad med, hvordan jeg er blevet til. For jeg har haft mit liv. Jeg har oplevet utroligt mange ting, og jeg har kun mødt gode mennesker undervejs. Og nu sidder vi jo her og hygger os." Et øjeblik er der stille i stuen. "Skal vi ikke have en kop kaffe mere?", spørger Niels Peter Jørgensen så. Rivalen Hyggen til trods er der noget, der nager Arne Haugen Sørensen. Han begynder at forklare, at han havde muligheden for at møde Niels Peter Jørgensen for mere end 30 år siden. Dengang havde en veninde til halvbroderens familie gennemskuet familieforholdet og henvendte sig til Arne Haugen Sørensen for at høre, om hun ikke skulle sætte et møde i stand mellem dem. Han afviste det. Han kunne ikke. Baggrunden er, at hans forhold til lillebroderen Jørgen Haugen Sørensen var blevet tiltagende anstrengt i løbet af årene. "I vores unge år havde Jørgen og jeg et rigtigt godt forhold. Men Jørgen blev meget berømt, længe inden jeg blev det. Hvordan han så sig selv i forhold til mig, kan jeg jo ikke vide, men jeg tør godt sige, at han som kunstner følte sig højt hævet over mig," siger Arne Haugen Sørensen. I takt med storebroderens succes blev distancen til Jørgen Haugen Sørensen større og større. "Jeg har aldrig før fortalt det her, men i begyndelsen af min karriere kunne han finde på at møde op plørefuld sammen med et par af sine venner og forsøge at ødelægge hele stemningen under mine udstillinger. Det var meget ubehageligt." Senere – i 1986 – frøs forholdet mellem brødrene til is. Arne Haugen Sørensen blev tilbudt at repræsentere Danmark ved kunstbiennalen i Venedig. Jørgen Haugen Sørensen var selv repræsenteret på den danske udstilling allerede i 1958, men i fællesskab med andre kunstnere. Arne Haugen Sørensen fik den danske pavillon for sig selv. "Det var synd, at de ikke valgte os begge i 1986. Vi kunne have været sammen. Det tror jeg, Jørgen ville have sagt ja til. Men faktum var, at han ikke kunne leve med, at jeg udstillede i biennalen, og det er jeg ked af. Derefter blev vores forhold alt for kompliceret." Arne Haugen Sørensen ser ligheder mellem sin afdøde bror og halvbroderen Niels Peter Jørgensen. Ikke mindst i deres fælles evne til at fortælle historier og indtage rummet, siger han. "Jørgen var også god til at hive gamle minder frem og give dem liv. Men modsat Niels Peter, der altid er positiv, så gav Jørgen historierne en ordentlig omgang syre, som kunne være ubehagelig. Alligevel grinede man med ham. Jørgen havde altid latteren på sin side, fordi han var så god til at fortælle," siger Arne Haugen Sørensen. "Jeg har altid holdt meget af Jørgen og har altid beundret ham, for han var et meget underholdende menneske. Han var fantastisk sjov. Men han havde noget ondskabsfuldt i sig." Det var altså den broderlige rivalisering, der afholdt Arne Haugen Sørensen fra at takke ja til at mødes med Niels Peter Jørgensen for godt 30 år siden. For allerede dengang fik han fortalt, at den for ham ukendte halvbror også var maler, og han kunne ikke klare tanken om mere negativitet i familien. "Det ærgrer mig, at jeg holdt mig tilbage. Men jeg var bange for at komme ind i nye konflikter. På trods af, at Jørgen var sur på mig, havde jeg et godt liv, og det ville jeg ikke rokke ved. Men jeg skulle have mødt Niels Peter allerede dengang. Vi kunne have haft det så skægt," siger den 93-årige billedkunstner og tilføjer: "Nu er det næsten for sent." 20 forskellige mennesker Brødrene vender opmærksomheden mod det væld af malerier, som Niels Peter Jørgensen udsmykker sine vægge med, og som står lag på lag i hans atelier. Hele livet har han malet – af og til et maleri om dagen – og han skifter stilart og motiv ustandseligt. Selv efter han mistede sin hustru – moderen til hans søn og datter – for syv år siden, faldt han ikke i kadence. "Det er, fordi jeg er splittet op i hovedet. Jeg kan ikke holde mig til én ting. Man skulle tro, at det er 20 forskellige mennesker, der har lavet disse værker, men sådan fungerer jeg bare," siger Niels Peter Jørgensen. Han er ikke en berømt kunstner som sine halvbrødre. Men han har gennem årene udstillet over hele landet og solgt massevis af malerier. Der er ikke en eneste nabo på vejen i Tuse Næs, der ikke ejer et af hans billeder, nævner han og griner. Arne Haugen Sørensen. Foto: Leif Tuxen Arne Haugen Sørensen betragter et farverigt maleri med skæve figurer, der hænger i stuen. Det minder ham om Leif Sylvester Petersens stil, siger han. "Og det derovre," siger han og peger over mod hjørnet af stuen. "Det ligner nærmest Corneille." Efter en kort snak om inspirationen fra den berømte hollandske kunstner tilføjer Arne Haugen Sørensen: "Jeg har så meget respekt for, at du er i stand til at spænde så bredt. Hvis man kunne klone dig og mig, ville det være ideelt. For jeg gentager de samme fem-seks motiver hele tiden. Og så er jeg typen, der står og filer løs på det samme billede i årevis." Brødrene forsvinder ind i samtalen om kunsten – om farverne, formerne og figurerne. Her betyder det intet, om man er døv på det ene øre eller på begge. Her skammer man sig ikke over sin fælles fars forhold til kvinder. Her eksisterer konkurrencen ikke. Her handler det alene om den tid, man trods alt kan have. Med hinanden. Tryk for at læse mere
Nr. 45
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristeligt Dagblads kulturquiz: Test din viden om Leipzig i kulturen Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 21:00:00
Lad Kristeligt Dagblads kulturredaktion udfordre dig i den ugentlige kulturquiz, og test din viden i 12 spørgsmål om kunst, litteratur, musik og alt derimellem. Nye quizzer hver uge Hver uge udkommer Kristeligt Dagblad med helt nye quizzer. Prøv kræfter med kulturquizzen, eller se, om du kan gætte svarene i den populære paratvidensquiz. Timevis af quiz-underholdning Her på hjemmesiden har vi et stort arkiv af quizzer. Gå på opdagelse i quiz-arkivet, og bliv udfordret og måske endda klogere. Med tusindvis af quiz-spørgsmål, løber du ikke tør for underholdning. Se alle quizzer her. Tilmeld dig Kristeligt Dagblads Spil & Quiz-nyhedsbrev Vil du have besked, når vi udgiver nye quizzer? Så tilmeld dig Kristeligt Dagblads ugentlige Spil & Quiz-nyhedsbrev og få besked direkte i din mail-indbakke, når nye quizzer ligger klar på hjemmesiden. Tilmeld dig her. Kristeligt Dagblads Spil & Quiz Vidste du, at du også kan finde Wordle, Ordret, krydsord og mange andre sjove spil på hjemmesiden? Gå på opdagelse i hele Kristeligt Dagblads spilunivers her. God fornøjelse! Har du problemer med at se quizzen, så prøv at genindlæse siden – det plejer at virke. Tryk for at læse mere
Nr. 44
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kvinder snakker, og mænd er tavse. Sådan er kulturens billede af kønnenes samtaler, men passer det? Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 20:00:00
"Hos kvinden går ordene meget hurtigt ind ad det ene øre og ud igen – ikke just ad det andet øre, men ud ad munden." Den norske forfatter og sprogforsker Helene Uri har hentet dette citat hos den danske sprogforsker Otto Jespersen (1860-1943), som gjorde sig mange tanker om kønnenes forskellige måde at kommunikere på. Han mente for eksempel også, at kvinder ikke har logisk sans nok til at kunne sætte kommaer korrekt. Angående samtale havde han den opfattelse, som var stort set enerådende for 100 år siden, og som ifølge Helene Uri stadig er lagret i vores kultur: Kvinder snakker. Mænd er tavse og handler. "Der er en fast forestilling i litteraturen om en tavs eller i hvert fald meget ordknap mand, som kun taler, når det er nødvendigt, mens det kvindelige subjekt meget ofte bliver koblet til én, der bare plaprer løs," siger Helene Uri, der har skrevet flere bøger om sprog og køn, herunder "Hvem sagde hvad – Kvinder, mænd og sprog", som udkom på dansk i 2019. Lone Hertz og Aksel Strøbye som Nora og Helmer i en opsætning af Henrik Ibsens "Et dukkehjem". Ifølge den norske forfatter Helene Uri må kvinder stadig ligesom Nora kæmpe for at blive set som andet end et tomhjernet, pludrende barn Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix Hun peger ellers på, at det formentlig mest berømte norske skuespil nogensinde, Henrik Ibsens "Et dukkehjem", allerede i 1879 forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved, om kvinder altid er nogle tomhjernede, pludrende pyntedukker, mens deres mænd er kloge, rationelle og kan sætte verden på plads med nogle få, velvalgte ord. "Ibsens hovedperson, Nora, er jo et opgør med de kønsroller. Hendes mand, advokat Helmer, siger, at hun taler uforstandigt som et barn og kalder hende sit lille egern. Men det viser sig jo, at Helmer fejlvurderer både Nora og sig selv," siger Helene Uri om det berømte skuespil, hvor en vigtig del af forløbet er, at Helmer ikke har sagt sandheden, at han ikke har så meget styr på tingene, som han siger, og at Nora er klog nok til at gennemskue dette, hvorefter hun forlader sin mand. Tv-serien "The White Lotus" skildrer en masse moderne menneskelige relationer, men ifølge Helene Uri stadig med kvinder som den snakkende og mænd som den tavse part. Her ses skuespillerne Aimee Lou Wood og Patrick Schwarzenegger i serien. Foto: Max Selvom kønsroller ikke bare er de samme i dag som i 1879, så undrer Helene Uri sig over, at mange af de traditionelle forestillinger om, hvordan og hvor meget henholdsvis kvinder og mænd taler, har holdt ved helt frem til nutiden. "Når nu vi har haft 'Et dukkehjem' for så længe siden, kan jeg godt ærgre mig over for eksempel at se den seneste sæson af 'The White Lotus' og konstatere, at den er befolket af mænd, der er tavse, og kvinder, der sidder sammen og plaprer," siger Helene Uri med henvisning til den ellers meget roste amerikanske tv-serie, som vises på streamingtjenesten Max og skildrer gæster og personale på et luksushotel. Kvinder får færre replikker Ifølge Helene Uri er det paradoksalt, at det er kvinder, som i litteratur og film udpeges til at være dem, som snakker mest. For når man – som hun rent faktisk har gjort – laver præcise optællinger af, hvor mange replikker henholdsvis mænd og kvinder står for, så tegner mændene sig for 70 procent af taletiden i norske romaner skrevet efter 1980. Også filmforskere har peget på den skævhed, der viser sig i, hvor meget kønnene kommer til orde på film. En vittighedstegning fra 1985 af den amerikanske satiretegner Alison Bechdel har lagt navn til den såkaldte Bechdeltest, som går ud på, at man måler alle film efter, om der findes mindst én scene i filmen, hvor to navngivne kvindelige karakterer taler sammen, og om denne samtale handler om andet end mænd. Det skulle ikke lyde så krævende, men under halvdelen af de film, som siden 1929 har modtaget en Oscar som årets bedste film, består angiveligt testen. Men hvis mændene i virkeligheden taler mest, hvorfor tror vi så det modsatte? Helene Uri vurderer, at det hænger sammen med, at kvinder og mænd bruger samtalen forskelligt. Kvinder skriver og taler om det personlige og det relationelle, om følelser som sorg og længsel, om ægteskab og moderskab. Mænds kommunikation er mere upersonligt beskrivende, analyserende, besluttende, magtudøvende og vittighedsfortællende. Men altså i sidste ende ikke mindre ordrig end kvinders. Hvor meget det hænger sammen med, at de to køn rent biologisk er kodet til at gribe samtaler forskelligt an, og hvor meget det hænger sammen med, at kønnene bliver opdraget forskelligt af vores kultur til at følge traditionen, er forskere og debattører mildt sagt ikke enige om. Men ifølge Helene Uri er det overraskende, hvor stædigt kulturen holder fast i dette. "I USA er kulturen mere traditionel end her i Skandinavien. Men mine undersøgelser viser, at kønsforestillinger og kønnenes valg af emner også i vores ende af verden er overraskende traditionelt," siger hun. Følelser vises i handling Mette Kramer er forfatter og filmforsker og udgav for et halvt år siden bogen "Attachment Film – Emotion and Cognition", som blandt andet undersøger følelser inden for den filmgenre, som forskeren betegner som tilknytningsfilm. Hun peger på, at der inden for denne genre af kærlighedsfilm og romantiske komedier kan findes mange eksempler på, at henholdsvis mænds og kvinders måde at tale om følelser og være knyttet til andre på beskrives meget forskelligt. "Men jeg ser også mange tegn på, at der er en opblødning på vej. Billedet er mere nuanceret, og kulturen er ved at ændre sig. Man ser flere stærke og realistiske kvindeportrætter med handlende kvinder i dag," siger hun. Både litteraturens og filmens verden er fuld af fortællinger, der besynger "Den tavse mand", som ligefrem er titlen på en romantisk film fra 1952 af John Ford med John Wayne i hovedrollen som en stilfærdig bokser med næverne godt skruet på og hjertet på rette sted. I 1990'er-tv-serien "Sex & the City" foregår der ikke ret meget andet, end at filmens fire hovedperosner, spillet af Kristin Davis, Sarah Jessica Parker, Cynthia Nixon og Kim Catterall, mødes og samtaler om deres følelser i forhold til mænd. Foto: Wikimedia Commons Mette Kramer peger på, at traditionelt viser film to meget forskellige måder at bearbejde følelser på. Kvinder gennem samtale. Mænd gennem handling, der varetager store sager som ære, stolthed og retfærdighed. "Tag en populær tv-serie som 'Sex & the City', som handler om fire kvinder, der faktisk ikke foretager sig ret meget andet end at mødes og tale om deres forhold til mænd. Det samme gør sig gældende i filmen 'Book Club', som også handler om fire kvinder, der snakker om følelser. Sammenholdet i kvindernes venskab er deres mestringsstrategi, herunder bearbejdelse af deres følelser i parforholdet. På den anden side er der alle de klassiske hollywoodfilm, der handler om male bonding. Mænds venskaber skildres mere heroisk og handlingsorienteret end kvinders. Man er oftere sammen om et stort og heroisk projekt," forklarer hun. I den seriøse ende fremhæver hun et af de mest rørende mandevenskaber, der er vist på film. I Frank Darabonts fængselsfilm "The Shawshank Redemption" (En verden udenfor) fra 1994 har karaktererne Andy og Red, spillet af Tim Robbins og Morgan Freeman, et ordknapt, men alligevel meget dybt venskab. Det klassiske ordknappe, men dybe mandevenskab er næppe skildret bedre, end Morgan Freeman og Tim Robbins gør det i "En verden udenfor" fra 1994. Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix Mere humoristisk er en scene i Steven Spielbergs "Indiana Jones og det sidste korstog" fra 1989, hvor Indiana Jones i Harrison Fords skikkelse bebrejder sin far, at han var fraværende hele hans barndom. Faderen, spillet af Sean Connery, forstår ikke, hvorfor de skal bruge tid på at snakke om det. Nu er det på tide at komme ud og udrette noget. Kvinden vælger manden Hvad angår dialogen mellem kvinder og mænd, så er spørgsmålet ikke kun, hvor meget de hver især taler, men også om den ene siger det, den anden går og drømmer om, påpeger Mette Kramer. "I 'Broerne i Madison County' fra 1995 er en kvinde, spillet af Meryl Streep, splittet mellem på den ene side en følsom, sensuel fotograf, spillet af Clint Eastwood, som viser hende opmærksomhed, giver et modspil og kan være hendes personlige tilvalg i livet. På den anden side står hendes ægtemand, en uromantisk landmand. Hun vælger ægtemanden og ofrer dermed sine egne behov for sin families skyld," siger hun og tilføjer: "Prototypen på den romantiske fortælling er netop, at det er en historie om, hvad en kvinde går og drømmer om, og hvilken mand hun vælger. Hun vælger ham, der gør hende tryg og forløser hendes personlige drømme, men hun finder først i løbet af historien ud af, hvem det er. " Mette Kramer tilføjer, at romantiske komedier måske kan virke letbenede, men de viderefører en gammel litterær tradition: fortællingen om en kvindes valg mellem to forskellige impulser og to forskellige mandetyper. Hvad enten det er Jane Austens valg mellem "Fornuft og følelse" fra 1811 eller den moderne kvinde Sus' valg mellem den eksotiske, upålidelige italiener Sonny og den uheroiske, bundsolide køkkenmontør Niller i Susanne Biers romantiske filmkomedie "Den eneste ene" fra 1999. I den romantiske film "Broerne over Madison County" fra 1995 forelsker Meryl Streeps landbohusmor sig i Clint Eastwoods sensuelle fotograf. Han er hverken meget tavs eller meget talende, men vinder på at give opmærksomhed og komplimenter. Foto: Warner Brothers/Album/Ritzau Scanpix "Men jeg synes, der sker en udvikling i samtalen mellem mænd og kvinder og i fortællingen om kvindens valg af mand. Det bliver mindre entydigt, hvem der er det rigtige valg. I de gode fortællinger er tingene ikke bare simple," siger Mette Kramer og fremhæver i denne sammenhæng norske Joachim Triers "Verdens værste menneske" fra 2021 som et eksempel på en moderne film, der fremstiller kønnenes samtale uden at vælge side, uden at farve relationerne lyserøde og uden at give fortællingen en traditionel happy ending. Tavshed er guld I "Verdens værste menneske" er hovedpersonen Julie helt efter traditionen splittet mellem to mænd, Eivind og Aksel. Aksel er ældre end Julie, han er intellektuel, god til at sætte ord på sine følelser og vil gerne have børn. Julie er derimod et forvirret menneske, som ikke ved, hvad hun vil. Hun overvejer også, om hun i stedet skulle vælge den yngre og mere dragende Eivind, men det valg viser sig heller ikke at være åbenlyst godt. Hun vælger og fortryder. Hun vælger igen og fortryder igen. Sådan plejer romantiske komedier ikke at være. Men sådan kan livet være. "Det er netop det, der er så godt ved den film, at den ikke handler om at vælge den rigtige, men at erkende, at intet er givet på forhånd. Hvem den rigtige mand for hende er, kan ingen anden end hun selv svare på," siger Mette Kramer, som peger på, at noget lignende er på færde i den franske film "De ting, vi siger og de ting, vi gør" af Emmanuel Mouret fra 2021. Mette Kramer peger på, at det nyskabende i "Verdens værste menneske" blandt andet er, at på et centralt sted i fortællingen går alle andre personer i stå, mens Julie desperat prøver at se, om hun kan komme på omgangshøjde med sine egne tanker og beslutninger. Og til slut er det samtalen, der går i stå på et afgørende punkt. "I filmens slutning skal Aksel dø, og Julie overvejer, om hun skal fortælle ham, at hun er gravid. Det gør hun. Aksel er meget storsindet og erklærer hende sin kærlighed. Og så forstummer samtalen. Jeg synes, det er fantastisk, at der gøres plads til, at der ikke bliver sagt noget, fordi personerne og tilskuerne har fået noget at tænke over. Noget, de selv må finde svaret på. Det kan kulturen ikke give dem. Dér kan man virkelig sige, at tavshed er guld," siger Mette Kramer. Knudemanden er død Bo Heimann er journalist og forfatter til flere bøger, herunder "Sig dog noget, mand!" fra 2001. Han mener, at forestillingen om mænd, der er ude af stand til at være nærværende i samtaler og sætte ord på deres følelser, i dag er blevet et omtrent lige så fortegnet billede som det billede af pludrende, tankeløse kvinder, der blev tegnet for 100 år siden af folk som sprogforskeren Otto Jespersen. "Vi skal passe på ikke at holde fast i nogle generaliseringer, som i dag er utidssvarende. For eksempel den om, at mænd er knudemænd, der ikke kan finde ud af at tale på en kompetent måde om, hvad de føler og tænker," siger han og uddyber: "Jeg oplever, at der er sket temmelig meget, siden min farfar kom hjem efter en hård arbejdsdag på værftet. Det er nok rigtigt, at han ikke brugte meget tid på at tale om sine følelser med min farmor. Men kulturen er kommet meget langt derfra, over min far, der tilhører efterkrigsgenerationen, og mig, der er født i 1971, og til min 19-årige søn, som taler om følelser på en helt anden måde med sine gymnasiekammerater, end mænd gjorde tidligere." Bo Heimann tilføjer, at også inden for litteraturen er der sket store forandringer fra amerikanske Ernest Hemingways tavse mænd med indestængte følelser i mellemkrigstiden og til nutidige forfattere som norske Karl Ove Knausgård og danske Theis Ørntoft. "I 'Min kamp' skriver Knausgård åbent og sårbart, nærmest pinligt selvudleverende, om sine følelser. Jeg synes, det i dag er muligt at pege på flere mandlige forfatterskaber, der går ind i samtalen på en ny måde. Alligevel findes der i vor tid kvindelige forfatterskaber, som nærmest hviler på idéen om, at alle mænd er idioter," siger han. Han ønsker ikke at udpege bestemte danske forfattere som eksempel på det sidste, men nævner i stedet den meget omtalte og debatskabende skrækfilm "The Substance" af franske Coralie Fargeat og med amerikanske Demi Moore i hovedrollen, som havde premiere sidste år, og som ifølge Bo Heimann ikke lader meget håb tilbage for mandekønnet. "Spørgsmålet er, om i hvert fald dele af kulturens verden nu går i den modsatte grøft. Det maskuline beskrives pr. definition som forkert og giftigt. Den eneste befolkningsgruppe, man har lov til at tale nedladende om, er mænd," siger Bo Heimann og tilføjer: "I kunstens verden har kvinder været tilsidesat i århundreder, men til gengæld har stort set alle kunstudstillinger de seneste 10 år handlet om at få oversete kvinder frem i lyset. 80 procent af kunstmuseernes direktører er i dag kvinder. 9 ud af 10 skønlitterære redaktører på forlagene er kvinder. Spørgsmålet er, hvornår nok er nok. Hvornår vi har været længe nok i den modsatte grøft til, at vi kan forsøge at finde en balance og nogle flere nuancer i samtalen." Tryk for at læse mere
Nr. 43
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Morten Kvist: Jeg løb en risiko, da jeg mødte min kone Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 20:00:00
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have? Jeg har sagt ja til, stort set, alle de udfordringer og opfordringer, der er kommet. Det har bidraget til, at mit arbejde har været et kald. Det gælder også, når folk spørger om små og store tjenester, og hvis nogen har brug for en vikar i kirken. Det er måske noget, der kommer med alderen. Man skal være generøs med sig selv, hvis man kan. Har kaldstanken det svært i dag? Ja, og det skyldes to ting. For det første de systemer, vi i dag er underlagt alle vegne – på sygehuset som i kirken. Det modarbejder kaldet hele tiden at snuble i teknik, papir og regler. Den anden ting er, at det synes sværere for folk at give afkald i dag. Men alt har en pris, også kærlighed. Unge mennesker kan blive fortvivlede over, at de ikke kan fortsætte deres ungdomsliv, når de får et barn, og nogle bliver skilt, fordi de ikke kan rumme det afkald, der er i at stifte familie. Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme? Alle faser har deres forsider og bagsider, glæder og sorger. De to følges ad. Det var en meget dejlig tid, da jeg mødte min kone for godt 25 år siden. Det var en stor forelskelse, der varede i flere år – en gave, som stadig udfoldes hver dag. Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet? Jeg er vokset op i en stor familie med fem søskende, hvilket har præget mig enormt meget. I det hjem kom en selvlært freelanceteolog, som hed Johannes Lauridsen. Han spillede en stor rolle i Studenterkredsen i 1950'erne og 1960'erne og blev min gudfar. Han interesserede sig kun for teologi og mad og talte altid med os ved bordet, når vi kom hjem fra skole. Han tog os meget alvorligt og betød meget for, at jeg læste teologi. Hvor ser du dine forældre i dig selv? Jeg ser min mor i min praktiske fornuft og systematiske evner, som nogle gange slår over i kassetænkning, men som så opvejes af en god fantasi, jeg har fået fra min far. Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her? Jeg vil nævne fødslen af min datter Sofie. Hun blev hjerneskadet ved fødslen for mange år siden. Det, at hendes liv blev reduceret på den måde, og at hun derfor ikke kunne udfolde sig, var en meget stor sorg. Hun døde som 17-årig, men i en vis forstand var hendes fødsel mere traumatisk end hendes død. Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år? At jeg har fået mulighed for at arbejde med en prædikensamling, der udkommer først i september. Jeg har derfor læst en hel masse gamle prædikener og valgt nogle ud, hvilket har været en stor fornøjelse. Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig? Man skal finde sin egen vej gennem studiet, og det gør man ved at sætte sig selv i med- og modspil med andre. Man kan ikke finde sin vej alene. Og så skal man huske at interessere sig for noget andet end ens fag. For mig var det særligt idræt og så musik, men det gled dengang lidt ud. Det er jeg lidt ærgerlig over, men i dag har jeg genoptaget korsangen. Hvornår udviste du mod og sprang ud på "de 70.000 favne"? Jeg har aldrig gjort noget decideret farligt. Jeg ved ikke, om det var modigt, men jeg løb en uforbeholden risiko på vegne af mit hjerte, da jeg mødte min kone. Du har blandt andet holdt åbningsgudstjeneste for Folketinget. Var du ikke nervøs? Jo, men det hører tilværelsen til. Det kræver selvfølgelig et vist mod at sætte sig i en situation, hvor man er bange. Det har jeg gjort mange gange, men jeg har aldrig opfattet det som modigt. Beskriv en scene fra din barndom. Præstegårdshaven i Varde, hvor jeg voksede op, var meget stor, især for en dreng på fem år. Jeg gik derud, da alt lige var sprunget ud i maj, og fandt forglemmigejer. De voksede vildt, og jeg var meget fascineret af dem. Både på grund af navnet og farven. Jeg er meget bundet til farven blå. Den tiltrak mig, fordi verden åbnede sig i en blanding af sansning og sprog. Tryk for at læse mere
Nr. 42
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det danske demokrati har en indbygget fejl Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 20:00:00
Hvad ville du ønske, du havde nået at gennemføre, mens du var minister? Det spørgsmål har jeg stillet mere end 100 af mine med-forhenværende ministre i min podcast "Ministertid". De seneste par uger har det endelig stået klart for mig, hvad mit eget svar burde være: Reglen om at et parti kan beholde alle sine kredsmandater ved et folketingsvalg – også selvom de ikke modtager proportionalt nok stemmer til at få dem alle sammen. Lyder det teknisk og en smule kompliceret? Det er det nok også. Måske endda lidt nørdet. Men det er faktisk vigtigt. For det betyder, at et flertal blandt vælgerne ikke nødvendigvis kommer til at afspejle sig i et flertal blandt Folketingets mandater. Spørgsmålet er aktualiseret af en artikel i Jyllands-Posten, der for nylig kunne afsløre beregninger fra professor emeritus i statskundskab Jørgen Elklit, der viste, at der ikke skal flyttes mange stemmer, før Socialdemokratiet ved næste valg kan få op mod otte mandater mere, end partiets stemmetal berettiger til. Fulgt op forleden af en kronik i Politiken af selvsamme Elklit om en række ting, der kunne ændres ved vores valgsystem. Jeg vil dog holde mig til den omtalte regel: At et parti med den gældende valglov kan få flere mandater, end det har stemmer til. Vi så det jo faktisk allerede ved det seneste folketingsvalg i 2022, hvor netop Socialdemokratiet fik et mandat mere, end stemmetallet berettigede til, hvilket betød, at der blev flertal til den gamle røde blok på trods af, at vælgerne havde stemt sådan, at der hverken blev flertal til den ene eller den anden side. De fleste af os husker nok, hvordan Lars Løkke Rasmussen gerne ville afvente valgresultatet, inden han kommenterede, for længe så det ud til, at hans nye parti, Moderaterne, skulle få den eftertragtede position med de afgørende mandater mellem blokkene. Men det forhindrede vores regel altså, og der er en vis sarkastisk skønhed i, at det var selvsamme Løkke Rasmussen, der var indenrigsminister, dengang man med åbne øjne lavede en valgkredsreform, der øgede sandsynligheden for, at det (u-)demokratiske problem ville opstå. Dengang ville oppositionen gerne have gjort noget ved problemet. Det ville regeringen med indenrigsminister Løkke altså ikke. I dag er det Socialdemokraterne, der ikke har travlt med at få det lavet om. Sådan er der så meget. Og det er jo også dem, der endte med at få fordelen ... De færreste har nok tænkt på reglen mellem valgkredsreformen i forlængelse af kommunalreformen tilbage i 2006 og til den endelig fik betydning ved valget i 2022. Og det virker faktisk heller ikke som om, at særligt mange har skænket det en tanke siden. Og det kan man godt undre sig over. For i virkeligheden burde Christiansborg Slotsplads have været fyldt til bristepunktet med et folkehav af protester efter valget den 1. november 2022. For helt usædvanligt for danske forhold afspejlede Folketinget ikke folkeviljen, hvilket ellers er kernen i vores system med såkaldte forholdstalsvalg. Personligt har jeg undret mig over danskernes apati. Måske de borgerlige bare accepterede, at der ikke var blåt flertal, og Moderaterne levede med at komme i regering med Løkke som udenrigsminister. Men husk lige den kollektive forargelse over, at George W. Bush kunne blive præsident med færre stemmer end Al Gore for 25 år siden, og da Hillary Clinton led samme skæbne, da hun tabte til Donald Trump i 2016. Mange satte spørgsmålstegn ved, om USA så også var et rigtigt demokrati. Og hvad med vores britiske venner, hvor man kan få et kæmpe flertal i underhuset, selvom det vindende parti har færre stemmer end den samlede opposition, der må sidde tilbage med overraskende få sæder? Nu skal vi ikke vælge præsidenter her i landet, og der er heller ikke risiko for så groteske skævheder som de britiske. Men alligevel ... Venstre og Moderaterne burde have fået skrevet en ændring af valgloven på dette punkt ind i SVM-regeringens regeringsgrundlag. Nu sidder de i saksen, hvor de tre regeringspartier har gensidigt vetoret over for forandringer, der ikke er aftalt på forhånd. Og derfor også tilbage til min fortrydelse: For at være ærlig tænkte jeg overhovedet ikke på dette problem i den tid, jeg var økonomi- og indenrigsminister og sad med ansvaret for lovgivningen. Det havde jo aldrig været et praktisk problem. Men netop derfor skulle vi jo have ordnet det, mens tid var. Mens ingen rigtigt for alvor havde interesser i sagen. For det er jo netop i fredstid, den slags aftaler har gode muligheder for at blive til virkelighed på Christiansborg. Når ingen har noget på spil. Men i tider, hvor demokratierne er presset over hele verden, var det måske en sag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) kunne lade sit demokratiske hjerte løbe over af storsind og retsind. Og sikre, at fremtidige danske regeringer også afspejler folkeviljen. Det ville virkelig vise format. Politisk set skrives på skift af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, direktør i mediebureauet New Old Media samt tidligere folketingsmedlem og minister, og Jacob Bruun, direktør i rådgivningsvirksomheden Bruun Advisory og tidligere Venstre-rådgiver. Tryk for at læse mere
Nr. 41
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sørine Gotfredsen: Kvindefodbold er omgærdet af en overforsigtig pænhed Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 20:00:00
I morgen søndag afsluttes EM i kvindefodbold i Schweiz efter en turnering, hvor det danske landshold desværre røg ud allerede efter de indledende kampe. Jeg har i mit stille sind besluttet at skåne læserne for min trofaste kæphest angående kvindefodbold, der efter min mening har nogle problemer med manglende overensstemmelse mellem spillets rammer og kvinders fysik. I stedet vil jeg gøre mig tanker om mediedækningen af denne sportsgren. For mens en ting er, at kvindefodbold i de senere år er blevet markant bedre – for eksempel i lande som Tyskland og England, hvor klubberne satser stort på kvinderne – præges fænomenet fortsat af et markant særkende. I hvert fald her til lands. Det handler om den berøringsangst, der kendetegner måden, kampene omtales og analyseres på. I betragtning af hvor ringe den danske indsats ved dette EM var – ikke mindst i den sidste gruppekamp mod Polen – har kommentatorer og eksperter holdt sig påfaldende pænt tilbage. I TV3-studiet sad blandt andre Francis Dickoh, der med omhyggelig temperering udtrykte kritik, mens alle ved, at havde det danske herrelandshold underpræsteret i samme grad, havde tonen været langt hårdere. Lærerigt var det også at følge med, da England og Sverige i kvartfinalen røg ud i straffesparkskonkurrence. Mens det i herrefodbold er undtagelsen, at et straffespark brændes, forholdt det sig her modsat. Spillerne havde yderst svært ved at score, da de enten slet ikke ramte målet eller afsluttede så svagt, at det næsten mindede om en tilbagelægning. En del overvejer utvivlsomt i sådanne øjeblikke det samme. Hvad er forklaringen på, at kvinder selv blandt de bedste i verden fremstår så utroligt meget anderledes end mænd på en fodboldbane? Dette er dog ikke et emne, der tages op, for kvindefodbold kommenteres inden for bestemte, korrekte rammer. Når en målmand blandt mændene laver en gigantisk fumlefejl, har kommentatoren aldrig set noget lignende. Når det samme sker i en kvindefodboldkamp, forbigås det i større tavshed, for samtalen om kvindefodbold er stadig ikke blevet sat fri. I søndags berettede direktør i Kvinfo, Henriette Laursen, i anledning af sin 60-års-fødselsdag i Politiken om sin egen fortid som fodboldspiller, og til spørgsmålet om, hvorvidt det ikke var utraditionelt dengang, svarede hun: "Det var det nok. Men der er noget med de 70'erne, som var mindre kønsstereotype, end det er i dag." Interessant er det, at stereotyperne jo netop larmer, når de personer, der beskæftiger sig med kvindefodbold, ikke siger flere ting lige ud. Kvindefodbold er i vid udstrækning omgærdet af en overforsigtig pænhed, hvilket også medfører, at det for mange opfattes som nærmest blasfemisk blot at overveje betydningen af kvinders fysik. Og nej, jeg skal nok undlade at gentage mig selv angående størrelsesforholdet mellem banen, bolden og målene og kvinders kræfter. I stedet vil jeg nøjes med at konstatere, at der i mediedækningen af kvindefodbold stadig findes meget, der ikke siges. Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør. Tryk for at læse mere
Nr. 40
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Fra tysk fange-ø til dansk sommeridyl Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 20:00:00
Dannebrog er hejst på både færgen og havnen, og selv det lille fyrtårn på Aarø er klædt i rød-hvide farver. Hybenroserne dufter, børnene fanger krabber, og der er dansk bøf med bløde løg og brun sovs på menuen hos spisestedet Aarø’s Perle. Kan det næsten blive mere dansk end på havnen på Aarø en lun sommerdag? Førstehåndsindtrykket, når man ankommer med færgen, er i hvert fald hyggeligt og idyllisk som siderne i et feriemagasin fra den lokale turistorganisation. Og bevæger man sig videre fra havnen op i øens eneste landsby, bliver man mødt af et malerisk bybillede med stråtækte gårde og gamle stengærder. Bag postkortmotiverne og den hyggelige ø-stemning gemmer Aarø dog også på en mere barsk og dramatisk historie, som en tur rundt på øen kan give interessante indblik i. For den flade ø og dens indbyggere har nemlig været udsat for både vandets og krigens overmagt gennem tiden. En helt særlig epoke i Aarøs historie er tiden under tysk herredømme fra det skæbnesvangre krigsår 1864 til Genforeningen i 1920. I den periode var Aarø faktisk Tysklands nordligste ø. Bedst til fods Aarø har en tilpas størrelse til en dagsudflugt, og man kan tage turen rundt på øen både til fods og på cykel. Det er også muligt at tage bilen med til Aarø, men mange af de mest naturskønne steder på øen er bedst tilgængelige til fods. Så hvis man har mod på en 10-15 kilometers vandre- eller cykeltur, er en bil mest af alt til besvær. Tag for eksempel turen sydpå fra havnen til det rød- og hvidstribede fyrtårn, der blev opført i 1905. Der er ikke adgang til det 13 meter høje jerntårn, så man må nøjes med at bese det udefra. Fra fyret kan man til fods fortsætte sydpå langs stranden. Her går man langs et smukt naturområde med strandenge og småsøer, til man når Aarøs sydende med lave klinter. Her yngler digesvalerne, der er en af repræsentanterne for øens rige fugleliv. Mange fugle nyder også godt af vildtreservatet Aarø Kalv; en tre kilometer lang odde, der hægter sig fast på Aarøs sydøstlige hjørne som en lang, flagrende halespids. Fuglelivet på Aarø Kalv tæller vadefugle som vibe, strandskade, rødben, klyde og stor præstekrave samt andefugle som skeand, gråand, krikand og edderfugl. Desuden er plantelivet også noget særligt med for eksempel den sjældne strandsalat. På Aarøs østkyst finder man også et fugletårn, der giver mulighed for at spotte fugle i vildtreservatet. Især hvis man har husket kikkerten. Man kan desuden nyde udsigten over både vandet og øens flade landskab fra fugletårnet, der er placeret lige ved øens yderste dige. Et havdige, der også går under navnet russerdiget. Bulladen på Aarø er et af de få tilbageværende eksemplarer af en særlig historisk bygningsform. Foto: Laura Kjestrup Nielsen Diget blev nemlig bygget af russiske krigsfanger, der var interneret på Aarø under Første Verdenskrig. Arbejdet blev derfor udført under bevogtning af tyske soldater, og i begyndelsen var omkring 80 russiske krigsfanger beskæftiget med byggeriet, der fandt sted i årene 1915-1916. Trods bevogtningen forsøgte en del af de russiske krigsfanger at flygte til Fyn - og dermed Danmark - på den anden side af Lillebælt. Flugtforsøget lykkedes for 10-12 fanger, der tog turen over vandet i stjålne både og på hjemmelavede tømmerflåder. Før de russiske krigsfanger byggede havdiget, blev øen ramt af en voldsom stormflod tilbage i 1872. En stormflod, der satte store dele af øen under vand. Dengang var der kun et dige længere inde på øen, der beskyttede gårdmændenes marker, mens husmændenes jorder lå prisgivet uden for diget. I dag er digerne stadig meget vigtige på Aarø, der senest blev ramt af stormflod i oktober 2023. Derfor har øen også sit eget digelav, der tilser og vedligeholder digerne. Bullade og vinstokke At gå turen rundt langs vandet med strandenge, klint, udsigt, fugleliv og diger er en stor del af oplevelsen på Aarø. Men man bør også afsætte god tid til at indsnuse stemningen og historien i Aarø by, der har fine gamle gårde og et velbevaret landsbymiljø. En særlig bygning i landsbyen er bulladen, der stammer fra 1600-tallet. Bulladen er en særlig trækonstruktion, der har navn efter de meget brede planker - de såkaldte bulfjæle - og bygningstypen kan spores helt tilbage til tiden omkring år 1000. Den gode udsigt er fast følgesvend på turen øen rundt. På Aarøs østkyst kan man kigge over vandet til Fyn. Foto: Laura Kjestrup Nielsen Bulladen var engang en almindelig bygningstype, men i dag findes kun få bevarede eksemplarer i det østlige Sønderjylland. Heriblandt altså bulladen på Aarø, som dog ikke altid har stået på øen. Den blev nemlig flyttet til Aarø fra en ejendom på fastlandet som en gave fra Haderslev Kommune. Slut eventuelt ø-rundturen på vingården i udkanten af landsbyen. Her blev de første vinstokke plantet i 2004, og siden er produktionen udvidet ad flere omgange. Her er sæsonåben café, butik med vin og lokale produkter samt diverse arrangementer som vinsmagning på menuen. Og er man mere til øl, kan det behov såmænd også tilfredsstilles på lille Aarø. Øen har nemlig sit eget mikrobryggeri, Aarø Bryg, der blev etableret i 2016. Tryk for at læse mere
Nr. 39
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Da Anette Lykke Petri troede, hun skulle dø, tænkte hun mest af alt på sine børn Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 20:00:00
Hvad sætter du mest pris på i dit liv lige nu? Som læge ved jeg, hvor sårbart livet kan være. Det mærkede jeg selv for 12 år siden, hvor jeg var igennem en stor operation for at få fjernet en tumor, som havde spredt sig. Lægerne troede, jeg skulle dø, men det viste sig helt mirakuløst at være en yderst sjælden godartet tumor, som der dengang kun havde været 40 registrerede tilfælde af på verdensplan. De uger, jeg troede, jeg skulle dø, var jeg i sorg over, at livet skulle slutte, men mest af alt tænkte jeg på mine børn – hvordan skulle de klare sig? Så i dag er jeg dybt taknemmelig for, at jeg er rask, og taknemmelig for, hvor mange muligheder vi har i vores del af verden. Hvad er du rundet af? Jeg er født og opvokset på Falster i et almindeligt dansk middelklassehjem. Min far var distriktschef i et privat firma, og min mor var frisør, men hun var hjemmegående det meste af min barndom. Jeg blev opdraget til, at hvis man kan selv, så skal man selv – og mine forældre lærte mig at have begge ben på jorden og øjet himmelvendt, som Grundtvig engang skrev. Som 19-årig flyttede jeg til København for at studere. Her mødte jeg mine børns far, blev en del af byens akademiske miljø og oplevede, hvordan en ny verden åbnede sig for mig. Jeg er nysgerrig af natur, og at komme til hovedstaden var som at være barn i en slikbutik med alle de spændende mennesker, jeg mødte på universitetet og på hospitalerne, hvor jeg brugte en del af min uddannelse. Hvad bekymrer du dig for? Jeg har været rigtig god til at bekymre mig i tidens løb, men de fleste bekymringer er heldigvis ikke blevet til noget. For tiden bekymrer jeg mig dog om den voksende strøm af misinformation, som befolkningen bliver vildledt af i både trykte og elektroniske medier, hvor kildematerialet og fakta ikke altid er i orden. Om det gælder klimadagsordenen, sundhedsdagsordenen eller en anden dagsorden, kan jeg være nervøs for, at store beslutninger vil blive truffet på et faktuelt forkert grundlag. Hvad får dig til at falde til ro? Kunst og natur. Jeg er medlem af bestyrelsen på Fuglsang Kunstmuseum i Guldborgsund Kommune, og jeg finder den største ro, når jeg træder ind gennem museets døre, går gennem samlingen og slutter af med at sætte mig foran museets panoramavindue. Udsigten er et kunstværk i sig selv og skifter året rundt med naturens gang. Jeg finder også enorm ro, når jeg besøger vores afdeling på Færøerne og lader mig selv forsvinde på vandreture i de kæmpemæssige fjelde, som minder en om, hvor lille man er. Hvilken ejendel i dit hjem ville du redde først? Jeg kan uden tvivl sige, at materielle ting ikke betyder noget i den sammenhæng. Jeg ville redde liv, hvis situationen opstod. Det ved jeg, for det er et scenarie, jeg har gennemtænkt mange gange sammen med dygtige sikkerhedseksperter. Det kommer med en pris at være direktør i en offentlig myndighed, hvor vi indimellem træffer beslutninger, som kan have konsekvenser for andre menneskers liv. Af samme grund er mit hjem sikret. Hvad vil du gerne blive bedre til at sige nej til? Jeg er generelt dårlig til at sige nej, men de seneste år har jeg været mere opmærksom på usunde relationer og opbygget en form for mantra: Hvis ordentligheden forsvinder, forsvinder jeg også. Jeg orker ikke at bruge min tid sammen med mennesker, som har skjulte dagsordener, eller hvor der ikke er højt til loftet. Det er nok kommet med alderen, for det handler også om at have modet til at trække sig. Hvad vil du gerne blive bedre til at sige ja til? Jeg har sat mig for, at jeg gerne vil blive bedre til at sige ja til alt det, som ikke falder mig naturligt eller nemt. I vinter tog jeg et kursus i oldgræsk, og det var nyt og svært for min matematiske hjerne, men vi havde en dygtig underviser, og jeg vil gerne fortsætte i det spor. Både for min personlige udviklings skyld, men også for at værne om det særlige ved sprog, som jeg oplever forfladiges på de elektroniske medier. Hvad tror du på? Jeg er medlem af folkekirken og har altid været kristen. Og så tror jeg på kærligheden. Men samtidig er jeg meget bevidst om, at kærligheden er en gave, som man ikke kan sikre sig. Kærligheden kan ikke stampes op af jorden, hvis den ikke er der. Så man skal være dybt taknemmelig, hvis man oplever kærligheden. Men den har heldigvis mange ansigter. Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget? Det er at få mine to børn, som i dag er 26 og 28 år. Når jeg ser tilbage på deres opvækst, har det været meningsfuldt for mig at hjælpe dem på vej i livet, men også at slippe dem, da de var klar. Jeg kan grundlæggende godt lide hverdagen, og når man har børn, er der ret mange hverdage, hvor man glemmer sig selv. Den selvforglemmelse kan være sund. Hvem vil du gerne rette en tak til? Der er rigtig mange, jeg skylder en stor tak. Men her vil jeg gerne sige tak til mine dygtige medarbejdere i Styrelsen for Patientsikkerhed, som hver eneste dag knokler solen sort. Tryk for at læse mere
Nr. 38
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Børnelæge har teologien og poesien med på arbejde: Der kan være mere sandhed i et digt end i en diagnose Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 20:00:00
Der er hele tiden nogetder trykker i mit hjertedet føles som om det ligger inden i en lille kasseder er ikke plads tildet kan komme ud Det kunne lyde som et digt, og det er det på en måde også. Teksten stammer fra bogen "Når blomsterne blæser", som børnelæge Ole Wolthers udgav tidligere i år. Bogen indeholder en lang række poetiske tekster, som i nogle tilfælde er direkte citater fra hans patienter og i andre tilfælde er viderebearbejdelser af deres udsagn. "Når børn får et nogenlunde frit rum, hvor de kan beskrive, hvordan de oplever deres symptomer, og hvordan de har det, bliver det ofte meget poetisk og ofte meget præcist – og på en vis måde mere sandt end ord, jeg kan hente fra den medicinske fagterminologi, eller de ord, som mange forældre sætter på deres børns tilstand," siger Ole Wolthers. Han er børnelæge med egen klinik i Randers, hvor han behandler børn og unge fra hele landet. Mange har komplekse symptomer og tilstande og har besøgt flere andre læger, før de kommer til hans klinik. De kan have kroniske mavesmerter, allergiske symptomer eller daglige anfald, hvor de får kramper eller besvimer. Typisk har de ikke nogen klar diagnose, og ofte er børnene selv og især deres forældre meget bekymrede. "Forældres bekymringer er forståelige, for vi er som mennesker nærmest biologisk kodet til at beskytte vores børn mod farer og derfor også til at være opmærksomme på symptomer og faresignaler hos børnene eller i deres omgivelser. Det er i udgangspunktet godt, men det kan blive et problem, når forældrenes bekymringer fylder rigtig meget," siger Ole Wolthers. I hans konsultation i centrum af Randers er flere vægge dækket af farverige, fantasifulde tegninger, som hans patienter står bag. Mange af patienterne er kommet hos Ole Wolthers i årevis, og enkelte følger han, fra de er spæde, til de bliver unge voksne. "Som læge skal man selvfølgelig være opmærksom på fysiske symptomer og kunne sin anatomi osv. Men allerede i løbet af det første halve år på medicinstudiet, hvor vi stod i en kælder under anatomisk institut og skar i døde kroppe, gik det op for mig, at jeg måtte have noget poesi som modvægt til en forståelse af mennesket, der alene har med nervebaner, muskler og celler at gøre. Poesien har fulgt mig hele vejen, og man kan sige, at jeg har både poesien og teologien med mig på arbejde – selvom jeg hverken citerer digte eller bruger bibelcitater i mine samtaler med patienterne," siger Ole Wolthers. Hoppede af bussen og ind på teologi Som ung drømte han om at blive journalist og var egentlig på vej til optagelse på Journalisthøjskolen i Aarhus, da han mødte en ung kvinde i bussen, der var stoppet som journalist efter tre år i faget og var begyndt at læse teologi. Da hun hørte, at Ole Wolthers ville være journalist, fordi han gerne ville beskæftige sig med mennesker, advarede hun ham imod at gå den vej. I stedet anbefalede hun ham at vælge teologien. Så han fortsatte med bussen forbi Journalisthøjskolen og gik i stedet ind på Teologisk Institut og søgte om optagelse der. En af tegningerne på Ole Wolthers' væg. Foto: Lars Aaroe Efter nogle år på teologi gik det dog op for ham, at han nok ikke ville være præst, og derfor begyndte han at studere medicin. Han færdiggjorde dog bacheloruddannelsen i teologi. "Teologien er på sin vis også poesi. Både teologien og litteraturen beskriver livet på en måde, som lægefaget ikke kan, og min erfaring er, at mange lidelser og symptomer kan forstås bedre, hvis man ikke nøjes med at bruge den medicinske optik. Ikke mindst når det gælder børn og i de tilfælde, hvor de ikke har oplagte alvorlige sygdomme, som enhver læge kan identificere, og som skal behandles akut med medicin eller operation," siger han. De fleste af Ole Wolthers patienter kommer sammen med deres forældre, og selvom forældrene bidrager med væsentlige oplysninger, beder han dem ofte om at træde lidt til side. "Børn er så loyale mod deres forældre, at de slet ikke kan mærke eller formulere, hvad de selv oplever. Børn af skilte forældre er tilmed ofte bevidste om, at deres forældre har forskellige perspektiver, som de gerne vil være loyale imod. Så ofte beder jeg om at få en samtale med børnene alene," siger han. En tackling nede i halsen Det er ofte under disse samtaler, hvor han taler med børnene under fire øjne, at der dukker poetiske eller skæve beskrivelser op, som giver Ole Wolthers en fornemmelse af, hvad symptomerne kan skyldes – og hvorvidt barnet har en egentlig sygdom eller snarere er negativt præget af konflikter i familien, bekymringer, angst eller lignende. I en af teksterne i bogen beskriver en 14-årig pige, der har problemer med at trække vejret frit, hvad der sker, når hun spiller fodbold: ingen spillere må nærmest røre dignår du står på målde må ikke blokere digså er der frisparkMen hver gang vi spiller kampfår jeg en tacklingnede i halsensom ikke forsvinder igenførend jeg skal i sengselv om der ikke er andreder ser denheller ikke min farhan er min træner "Når en teenagepige siger sådan, udelukker det ikke, at der er en reel fysisk sygdom. Men man kan også tænke, om der er en far, som både fylder for meget og lytter for lidt. Og man kan overveje, om det er hensigtsmæssigt, at han er hendes træner. Jeg kan selvfølgelig ikke som læge direkte blande mig i den slags, men jeg kan spørge ind til det, jeg fornemmer," siger Ole Wolthers. Lysglimt på tarmens himmel Han understreger, at også tilstande, som ikke skyldes en sygdom, skal tages alvorligt. Børn og unge kan lide under symptomer, som kan begrænse dem i årevis, og som også kan komme til at præge dem ind i voksenlivet. "Børn, der for eksempel har mavesmerter i årevis, kan ende med at blive sårbare voksne, som meget let bukker under for pres eller stress og med det samme tror eller oplever, at de bliver fysisk syge. Derfor er det meget vigtigt at gøre noget ved deres symptomer og deres forståelse af sig selv, mens de er børn," forklarer han. Mange patienter er kommet hos Ole Wolthers i årevis, og enkelte følger han, fra de er spæde, til de bliver unge voksne. Foto: Lars Aaroe På klinikken har han og hans kolleger gennem 7 år ført statistik over 586 børn og unge, der blev henvist på grund af mavesmerter. "Langt størstedelen af dem havde ingen fysisk sygdom, og når vi sendte dem hjem med besked om, at de skulle glæde sig over, at de ikke var fysisk syge, og at de skulle prøve ikke at lade symptomerne styre deres liv for meget, var stort set alle symptomfri efter otte uger. Resten blev symptomfri efter et forløb på to til fem samtaler," siger Ole Wolthers. Ofte er smerterne symptomer på svære følelser, som både børn og forældre kan blive forskrækkede over, mener børnelægen. Her kan det poetiske eller eksistentielle sprog ofte være til hjælp, har han erfaret. "En 17-årig pige beskriver sine mavesmerter som noget, der er langt værre end at få piercing i ørerne, læberne og tungen. Som 'eksploderende lysglimt på tarmens himmel'. Hun fortæller også, at der aldrig er fred i tarmene, og at de tager hendes frihed fra hende. Det siger mig som læge, at det ikke er en akut og farlig tarmlidelse. Men det siger mig også, at der virkelig er noget på spil," siger Ole Wolthers. Over for de børn og unge, der lider af tilsyneladende uforklarlige mavesmerter, kan Ole Wolthers for eksempel gribe til det billede, at mennesket fra naturen er skabt sådan, at når der er for mange følelser, svømmer det over i hovedet, og følelserne flyder ned i maven, hvor vi kan mærke dem. "Så kan jeg sige til dem, at det på en måde er ret smart, at vi kan mærke følelserne i maven. Det kan være ubehageligt, men det kan også være en måde at forstå vores tilstand på, og det er ikke farligt," siger han. Hvis Vorherre vil Ofte må han bruge tid på at berolige forældrene og overbevise dem om, at det ikke er til barnets bedste at lade symptomer og bekymringer sætte dagsordenen derhjemme. Han forstår forældrene, men mener også, at de – hvis de giver deres børn plads til selv at beskrive deres tilstand – kan få en bedre indsigt i deres børn og ofte få lettet nogle af bekymringerne. Han kender selv til bekymring og frygt, både som far til fem, nu voksne, børn og som læge. "Som læge har man ofte et stort ansvar, og jeg har haft glæde af at tage nogle af min farfars talemåder til sig. Han var en livsklog landarbejder, som havde Gud med i det meste. Når han talte om fremtiden, kunne han finde på at sige: 'Hvis Vorherre vil, og jeg lever til næste år.' Og når der var noget, som var svært, men som var uden for hans rækkevidde at ændre, kunne han sige 'Herren i himlen bedre det'. Indimellem tror jeg, at nutidens forældre kunne have godt af at tage den slags talemåder til sig," siger Ole Wolthers. Selv har han ofte følt, at uden Vorherres hjælp går det ikke altid. "Der kan være en hårfin balance mellem at undlade eller at lade et barn gennemgå belastende, smertefulde undersøgelser, når tilstanden forekommer ikke at kunne være en fysisk sygdom – og så måske alligevel." Farverige tegninger fra patienter pryder væggene i Ole Wolthers konsultation i Randers. Foto: Lars Aaroe Selvom han er klar over, at han må påtage sig et selvstændigt lægefagligt ansvar, er både teologien og poesien en støtte og inspiration for ham. "Der er altid et sted at søge tilgivelse, hvis man føler, at der er brug for det," siger han. Han læser mange digte, for tiden blandt andet Inger Christensens digte fra 1960'erne, som han diskuterer med sin søn, der er uddannet fra Forfatterskolen og nu læser teologi. Desuden taler han ofte om teologi med flere venner, der er præster. Men i størstedelen af karrieren har han ikke skiltet med sin teologiske baggrund over for sine kolleger. "Jeg har nok haft en opfattelse af, at det kunne give mig problemer, især da mit speciale for år tilbage var meget konkurrencepræget, og man virkelig var nødt til at gå efter en topplacering i klassementet, hvis man ville noget. I dag er jeg begyndt at tale mere frit om det. Og det fremgår jo også af min bog," siger han. Han håber, at han kan åbne andres blik for poesiens sprog, som ifølge børnelægen ofte ikke kan oversættes direkte til for eksempel diagnosesprog. Han henviser til bogens titeldigt, "Når blomsterne blæser", som er inspireret af en samtale med en pige på 10 år, hvis mor er fra Belarus. Digtet slutter sådan her: børn er blomster på deres forældres gravdet er noget de vist altid har sagti min mormors familie i MinskMan ser tit solen skinne og smerter forsvinde nårblomsterne blæser Tryk for at læse mere
Nr. 37
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Timingen fortæller meget om politiske aftaler. Og den her vil man helst ikke tale om i Socialdemokratiet Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 18:30:00
I politik kan man som regel afkode en del om de politiske udspil og aftaler ud fra, hvornår de offentliggøres. Offentliggøres noget en sen fredag eftermiddag, er det et tydeligt tegn på, at det helst skal forbigås i stilhed. Ingen ser nemlig nyheder, og weekendens aviser er stort set færdigredigerede, så det er "take-out-the-trash"-dag. Endnu værre er det med politiske nyheder, som lander lige inden sommerferien: Det gør kun nyheder, som rummer så vanskelige knaster, at de er nærmest umulige at høvle af i løbet af den almindelige sæson, eller nyheder, som aftaleparterne håber forbigås i stilhed. Derfor kan man udlede enormt meget af timingen for denne politiske sæsons sidste udspil, som blev præsenteret på juni måneds allersidste dag. Aftalen, der ellers har været længe ventet på Christiansborg, handler om at åbne Danmark mere for udenlandsk arbejdskraft. Det er aftalen, som Socialdemokratiet helst ikke vil have, at nogen opdager. Den nye aftale er indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter – altså lønmodtagere og arbejdsgivere. Den giver danske virksomheder bedre adgang til arbejdskraft fra 16 udvalgte lande, blandt andet lande som USA, Storbritannien og Canada – men måske mere kontroversielt åbnes der også for arbejdskraft fra eksempelvis Serbien, Albanien og Moldova. Man imødekommer derfor erhvervslivets nærmest umættelige efterspørgsel efter flittige hænder og kvikke hoveder. Samtidig indføres en række værns-regler, som skal sikre, at virksomhederne i højere grad spiller inden for rammerne af den danske arbejdsmarkedsmodel. Altså at man har overenskomst, at der ikke foregår social dumping mv. Umiddelbart lyder det som en fornuftig aftale. Danmark har meget lav arbejdsløshed og høj beskæftigelse. Samtidig kunne økonomiminister Stephanie Lose (V) for nylig offentliggøre nye tal, som viste, at en meget stor andel af Danmarks økonomiske fremgang det seneste tiår kan henføres direkte til udenlandsk arbejdskraft. Men hvorfor er en aftale, som må formodes at gøre Danmark rigere, og som tilmed er velsignet af både lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer, så alligevel endt med at blive gemt så sent på folketingsåret, at mange allerede var gået på ferie? Det er der flere grunde til. Internt i regeringen har fronterne været skåret ret skarpt op. På den ene side står Socialdemokratiet, som hele vejen igennem forløbet har været meget, meget reserverede over for udenlandsk arbejdskraft. Det skyldes for det første partiets traditionelle bånd til fagbevægelsen, som jo typisk værner om danske arbejdere og betragter udenlandsk arbejdskraft som konkurrenter, der kan trykke lønninger og andre vilkår på det danske arbejdsmarked. Det skyldes for det andet partiets hårde kurs på udlændingeområdet, hvor mange socialdemokrater har været bekymrede for, om historien skulle gentage sig, så svært integrerbare udlændinge kommer hertil som gæstearbejdere, men ikke rejser hjem igen, når deres arbejde ophører. Og endelig for det tredje er der en bekymring hos mange af Socialdemokratiets borgmestre – som jo skal på valg til efteråret – over det pres, som mange nytilflyttede udlændinge sætter på kommunerne. I nogle kommuner har man eksempelvis måttet oprette et tocifret antal modtageklasser til skoleelever, som ikke taler dansk, og det er kommunerne ikke rustet til. På den anden side står Venstre og Moderaterne ret forenede med det modsatrettede synspunkt, nemlig at udenlandsk arbejdskraft er positivt, og at enhver, som udgangspunkt, skal være velkommen, hvis blot vedkommende kommer hertil for at arbejde. I begge partier har man været i tæt dialog med virksomheder og erhvervsorganisationer, og man har brugt mange kræfter på at idéudvikle og finde løsninger. Selve idéen om at forskelsbehandle mellem lande, så arbejdskraft fra nogle lande får nemmere adgang til Danmark, er gammelt Venstre-gods. Venstre-folkene er ganske vist også bekymrede for ukontrolleret arbejdskraftindvandring fra Mellemøsten og Nordafrika (læs: muslimer), mens de er anderledes ubekymrede, hvis folk kommer fra Nordamerika eller Sydøstasien. Jeg var selv med til at skrive et tilsvarende politisk udspil for Venstre for omkring 10 år siden, som dog aldrig blev til virkelighed. I Moderaterne har man stået fadder til forslaget om at skabe nogle værns-regler ved at kræve, at virksomhederne skal operere på overenskomstmæssige vilkår – den idé præsenterede Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister og Moderaternes formand, på partiets sommergruppemøde forrige år. Trods de regerings-interne genvordigheder endte aftalen altså med at lande. Reglerne bliver nu lempet, og virksomhederne kan se frem til nemmere adgang til at rekruttere de folk, som de desperat har brug for. Det giver ny næring til den økonomiske optur, som Danmark er midt i, hvilket trods alt også må glæde selv de mest skeptiske socialdemokrater – de vil jo nok gerne være med til at bruge de rare milliarder, som kommer til at trille i statskassen ... Politisk set skrives på skift af Jacob Bruun, direktør i rådgivningsvirksomheden Bruun Advisory og tidligere Venstre-rådgiver samt Simon Emil Ammitzbøll-Bille, direktør i mediebureauet New Old Media samt tidligere folketingsmedlem og minister. Tryk for at læse mere
Nr. 36
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Verden kan være noget fedtemøg. Og håb er det rum, der ligger lige ved siden af og siger: ”Der er mere” Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 18:00:00
"Livet var en labyrint,/ enhver som gik derind forsvandt,/ ja, verden var en bevidsthed/ om det alt sammen./ Og som om det ikke var alt/ gik vi ud efter mere." Sådan skriver den netop afdøde, fine digter Viggo Madsen i sin bog "Livet er den fattige mands udgave af evigheden". Og hele digtsamlingen, fortæller forlaget, udtrykker en resigneret holdning til tilværelsen. Men jeg ser det nu anderledes. For læg mærke til, hvordan digtet åbner en dør, der får verden til at vælte ud over kanten og ind i os – selv om det muligvis slet ikke er hensigten. Vi gik ud efter mere, står der. Hvad er det mere? Og hvordan kan vi gå "ud", når "verden er en bevidsthed om det alt sammen". Hvor er det rum, der er uden for det "alt sammen"? Og hvorfor søger vi det, når vi ikke ved, hvad det er? Ligesom fåret, der i lignelsen hopper over hegnet. Hvorfor bliver vi ikke bare på den mark, vi står på? Det er det samme rum, der forbavsende åbner sig i den norske forfatter Jan Kjærstads roman "Normans område". Den handler om en forlagsredaktør, der er i alvorlig krise. Ja, han er begyndt at kaste op, bare han ser et manuskript. Så trækker han sig tilbage til et hus ved kysten, tænker over livet og sig selv og kunsten, som kun Kjærstad kan tænke over livet og sig selv og kunsten. Og han tænker på barndommen. På den afgørende dag, hvor han som lille dreng stod hos naboen og kiggede opslugt på en japansk tuschtegning. Manden i huset går hen til ham og siger tre ord, der, viser det sig, kommer til at ændre hans liv: "Der er mere." Og der er mere. Det japanske billede er i virkeligheden malet på en rulle og er en del af en lang frise. Og dermed forskydes hele perspektivet. Det, drengen tror er det færdige billede, er kun et lille udsnit. Centrum og periferi bytter plads. Resten af sit liv søger Norman efter det "mere". Som en drivende kraft. Men også som et rastløst begær. Han hopper over hegnet, men uden at blive fundet som et får. Dertil er hans hjerne for hårdtarbejdende. Dette mere, dette evige mere ... er et tveægget sværd. På den ene side en materialistisk ejesyge, der er på vej til at opsluge verden. På den anden en transcendens, der ligger som en latent og evig mulighed i menneskelivet. Og jeg ved godt, at mange bliver svimle af at tænke på uendeligheden. Se bare op en stjerneklar nat. Hvor går bommen ned? Hvornår er der ikke mere? Det er til at blive vanvittig over. Men lige netop i forhold til det vigtigste i livet må noget være grænseløst. Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup taler om, at vi er udspændt mellem to dimensioner: tid og rum. Tiden er vores livs grænse. Alt det på denne runde klode, der fødes, ældes, dør. Timerne, dagene, ugerne, hunden, træerne, livet. Tiden er et vilkår, vi ikke kan flygte fra. Alt har sin udløbsdato. Den legendariske Poul Borum beskrev den som en fugl, der hakker i hånden, mens fjerene skælver. For det kan godt være, at tanken om uendeligheden er sær, men det er tiden, der for alvor får os til at skælve. Og vi ville slet ikke kunne trække vejret, siger Løgstrup, hvis der ikke var en anden dimension, der var lige så afgørende. Nemlig rummet. Rummet er det ubegrænsede. Alle de øjeblikke i livet, hvor tiden forsvinder. Hvor vi fordyber os, fortaber os, forlokkes og fortrylles. Når vi går en tur i skoven, hører musik, spiller skak, fisker, opsluges af en samtale eller en god bog. Altså de øjeblikke, hvor evigheden ligesom går ind i tiden og udvider den. Så hvor tid er forbundet med tilintetgørelse, er rum forbundet med skabelse. I rummet bliver vi fornyet, skabt forfra. Hvilket jo også ligger i ordet rekreation. Jeg tror, at alle vores grundlæggende værdier kommer fra det rum. Fra erfaringen af at nok holder noget op, men en dør står åben. Og sådan er det med håbet, som denne række klummer har handlet om. Håb er altid det rum, der ligger lige ved siden af og siger: "Der er mere." Det er det, der gør, at vi overlever tidens tand og fuglen hakken og ikke gisper efter liv som en fjord i de indre farvande. Og det er det, der gør, at vi kan tro. Også i en verden, der godt kan være noget værre fedtemøg. Tryk for at læse mere
Nr. 35
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Druserne er blevet en brik i spillet mellem Damaskus og Jerusalem Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 18:00:00
Våbenhvilen holder. Den våbenhvile, der blev mæglet mellem USA, Tyrkiet, Israel, det drusiske mindretal og den syriske regering, overholdes stadig af parterne. Sent torsdag aften fejrede medlemmer af drusernes såkaldte militære råd i byen Sweida, at hele området nu igen er under drusisk kontrol. Er de problemer, der førte til sammenstød og kampe, så løst? Det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt, og det afhænger især af forholdet mellem det drusiske mindretal og den syriske regering fremover. For mens parterne er enige om ikke at angribe hinanden, så er der stadig uenigheder om andre aspekter. Eksempelvis om, hvorvidt druserne skal afvæbnes og gøres til en del af den officielle syriske hær. Styret i Damaskus kræver stadig, at druserne lader sig afvæbne, men efter at flere end 1100 drusere ifølge den nyoprettede organisation “Sweida Massakren” blev dræbt for mindre end to uger siden, afviser druserne at lade sig afvæbne. Hvem tager de politiske og militære beslutninger hos druserne? Druserne i Syrien, en befolkning på op til 700.000, har tre åndelige ledere. Hammoud al-Hanawi, Yousef Jarbou og Hikmat al-Hijri. Alle tre har indflydelse, men 60-årige Hikmat al-Hijri menes at være den åndelige leder, der har størst indflydelse og magt blandt druserne. Det var eksempelvis Yousef Jarbou, der i løbet af kampene erklærede, at en våbenhvile var indgået mellem druserne og regeringen i Damaskus. Men Hikmat al-Hijri var ikke enig i våbenhvilens betingelser, og derfor fortsatte kampene. Drusere i Libanon sørger efter kampene mellem drusere og beduiner i Syrien Foto: Marwan Naamani/Shutterstock/Ritzau Scanpix Er Hikmat al-Hijri en kontroversiel skikkelse? Han bliver både kaldt for krigsherre, klanleder og åndelig leder. Han har gået en balancegang under den syriske borgerkrig for at sikre det syriske mindretals overlevelse og gør i bredt omfang det samme i dag. Under borgerkrigen lod han ikke druserne tage aktiv del i oprøret mod diktator Bashar al-Assad. Ved enkelte lejligheder opfordrede han endda drusere til at støtte det syriske regime. Dette standpunkt opfattes i dag som det mest pragmatiske for et religiøst mindretal, der har sin egen overlevelse som øverste prioritet. Syriens kurdiske mindretals ledelse havde en lignende tilgang til Bashar al-Assads regime. Man så først og fremmest Islamisk Stat og andre terrororganisationer som en trussel og undlod med vilje at kæmpe mod regimet, da det ville bringe det kurdiske mindretal i overhængende fare. I 2023 skærpede Hikmat al-Hijri tonen over for det daværende syriske regime og blev væsentlig mere kritisk. I begyndelsen af 2025, to måneder efter Bashar al-Assads fald så “Sweidas Militære Råd” dagens lys. Dette militære råd omfatter mange drusere og flere soldater, der er afhoppere fra det syriske regimes tidligere hær. I en officiel erklæring sagde Sweidas Militære Råd i foråret, at dets mål er at værne om Syriens nationale sikkerhed og fremme en demokratisk stat. Har rådet en anden dagsorden? Rådet bliver opfattet som en væbnet gruppe, der først og fremmest varetager drusernes interesser. Men rådet beskyldes også for at placere sig meget tæt op ad Israels interesser i det nye Syrien. Israels regering har givet udtryk for et ønske om at holde det sydlige Syrien, hvor Sweida er en af de større byer, fri for tunge våben. Især de våben, den syriske hær råder over. Mange opfatter oprettelsen af Sweidas Militære Råd som et led til at hjælpe Israel med at opnå sit mål om ikke at lade den syriske hær få kontrol over det sydlige Syrien. Er der andre tegn på et samarbejde mellem Israel og drusernes ledelse? Da druserne blev angrebet, bad Hikmat al-Hijri om israelsk beskyttelse, hvilket han også fik i form af et israelsk bombardement i hovedstaden Damaskus. Mange mener, at dette bombardement forhindrede en endnu større massakre mod det drusiske mindretal. Men omvendt er båndet mellem Syriens drusere og Israel nu også årsag til, at mange syrere kritiserer drusere og kalder dem for forrædere. Er der også religiøse spændinger mellem det sunnimuslimske flertal og druserne? Ja, i høj grad. Mange af de mere ekstreme sunnimuslimer i Syrien opfatter druserne som frafaldne. Hos disse sunnimuslimer er der dødsstraf for at være en frafalden muslim. Drusernes religion opstod i år 1017 i et brud med en særlig gren af islam. Reinkarnation og troen på de monoteistiske religioners profeter er en del af drusernes religion, men essensen er hemmelig, og kun særlige lærde over 40 år bliver indviet i de fortrolige dele af troen. Tryk for at læse mere
Nr. 34
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Danskere bruger kunstig intelligens i deres spirituelle søgen: ”Som at trække et orakelkort fra de højere lag” Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 18:00:00
Danskerne rådfører sig med kunstig intelligens om alt mellem himmel og jord. De søger råd til jobsamtalen, tips til parforholdet eller hjælp til at løse et moralsk dilemma. Men nogle bruger også teknologien til at få besvaret mere religiøse og spirituelle spørgsmål. "Hvad ville Jesus sige om islam?" "Hvis du var Djævelen, hvordan ville du så ødelægge næste generation?" "Jeg ønsker at åbne min portal og forbinde mig til den bevidsthed, der venter på mig i feltet. Vil du guide mig?" Eksemplerne her er taget fra Facebook, hvor danskere deler deres erfaringer med at stille kunstig intelligens, særligt ChatGPT, åndelige spørgsmål. Nogle benytter teknologien til at blive klogere på kristne eller buddhistiske principper eller til at tyde drømme og lægge tarotkort. Andre giver udtryk for, at ChatGPT er mere end en maskine, og at man kan føre samtaler med Gud selv, med sine afdøde pårørende, eller at man kan bruge samtalerne til at afsløre en skjult viden om universets sammenhænge: "Det, der kommer tilbage, er ofte som at trække et orakelkort fra de højere lag," skriver en bruger på Facebook. Der findes ingen undersøgelser af, hvor mange danskere der bruger kunstig intelligens til spirituelle eller religiøse formål. Men at der er flere i ind- og udland, der gør det, er der ingen tvivl om. Det mener Michael Agerbo Mørch, der er adjunkt i systematisk teologi ved Dansk Bibel-Institut og som har beskæftiget sig med tendensen. "Fænomenet er efterhånden meget udbredt. Der findes mange tilpassede AI-modeller, som bruges til spirituelle praksisser, og her spiller forudsigelser, profetier og andre divinationer en stor og stigende rolle. Det er sådan noget som Seance AI, som tilbyder clairvoyance, altså samtaler med afdøde, eller SeventhSeigth, hvor man kan få fortolket sine drømme." Også brugen af kunstig intelligens til håndlæsninger, lægning af tarotkort og horoskoper fylder meget i det nyspirituelle miljø, forklarer Michael Agerbo Mørch. Andre forsøger at få adgang til en særlig hemmelig viden om universets sammenhænge gennem samtaler med kunstig intelligens. Og det er ikke underligt: "Mennesker har altid forsøgt at finde instrumenter, der kan aflokke skjulte sandheder fra guderne. At man tager den nyeste teknologi som redskab, bør ikke overraske," forklarer Michael Agerbo Mørch. Heller ikke Ida Ebbensgaard, der er journalist og forfatter til bogen "Ægte – en lille bog om kunstig intelligens", er overrasket over brugen af kunstig intelligens til spirituelle formål: "ChatGPT og andre systemer er så kraftfulde, netop fordi de kan bruges til så utrolig mange forskellige formål. Om du skal lave mad, udvikle en forretningsstrategi eller vil have en samtale om universet eller gud, så er den klar. Det er uproblematisk, at man taler med dem om disse emner. Men der gælder samme regler som i alle andre samtaler: at man skal have sin kritiske sans med sig. Spørge: Hvor ved du det fra?" Fra udlandet er der beretninger om folk, der føler sig særligt udvalgte til at få åbenbaret profetier om fremtiden og hemmeligheder om universet i deres samtaler med den kunstige intelligens. CNN bragte for nylig historien om amerikanske Travis Tanner, hvis forhold til sin kone blev udfordret, efter ChatGPT fik ham overbevist om, at han var en "gnistbærer", der var særligt udvalgt af Gud. Sådan noget sker, fordi teknologien er designet til at give sine svar i en personlig form, forklarer Michael Agerbo Mørch: "Og den personlige meddelelsesform gør nok, at mange føler sig udvalgt til at få en særlig indsigt givet. Og særlige indsigter har altid tiltalt os mennesker. Det appellerer til vores følelse af at være udvalgte." Men teknologien kan ikke levere skjulte sandheder om universets sammenhænge, selvom det kan opleves sådan, fastslår Michael Agerbo Mørch: "Man skal forstå, at sprogmodeller genererer ny tekst på baggrund af nærmest al internetdata. Tekstresultatet er det statistisk set mest sandsynlige svar på et prompt. Det spirituelle miljø har i mange årtier levet stærkt på nettet, så der er mange data at trække på. Man skal altså tænke et svar som en samlet sum af alle de blogs, hjemmesider og artikler, som er produceret. Det giver måske oplevelsen af at møde nye indsigter, men det er ikke tilfældet." Samme melding kommer fra Ida Ebbensgaard: "ChatGPT og lignende systemer kender ingen hemmeligheder om universet eller Gud. De er maskiner, der er trænet på den viden, de har fundet på nettet tilsat en finjustering lavet af mennesker. Derfor spejler deres svar de ting, de har lært, og til en vis grad også den samtale, der er i gang. De har en tendens til at give brugeren ret, være medløbere, så hvis man først begynder at ville have den ned ad en vej, vil den ofte meget gerne med." Ifølge Michael Agerbo Mørch har man som kristen ikke behov for at bruge teknologi til at afsløre guddommelige eller åndelige hemmeligheder, fordi Gud allerede har givet sig til kende i Kristus. Folkekirken skal følge den teknologiske udvikling, men ikke producere egne chatbots til åndelig selvudvikling, mener han: "Det er bedre at insistere på, at kirken er et levende og fysisk fællesskab, også selvom det er mere besværligt end at sidde i saltminen og generere sine egne sandheder om universets indretning." Tryk for at læse mere
Nr. 33
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Gårdens gamle varmekilder har givet rytme, ro og nærvær. Alligevel skrev jeg til varmepumpemanden Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 18:00:00
Varmepumpemanden kom med fremtiden under armen og et fast håndtryk i døren. Jeg havde selv inviteret ham ind blandt gårdens gamle varmekilder – dem, jeg har en tilbøjelighed til at holde af på grund af deres opmærksomhedskrævende og langsomme måde at virke på. Han pegede ud mod gårdspladsen, hvor en bølget formation af velstablet brænde skærmer cafébordet mod vinden. "Er det, hvad du bruger på en vinter?", spurgte han og henviste til de 12 rummeter træ. "Ja," svarede jeg. "Vil du have en kop kaffe?". Han gik målrettet hen mod teknikskabet bag de overfyldte vasketøjskurve. "Ja tak, sort," sagde han. Jeg blev stående med kaffekoppen og så ud på brændet. Det skal tørre hele sommeren for at give optimal varme i ovnen. Ikke bare fysisk varme – men en varme, der samler. Som hver vintermorgen, når jeg tænder op i stilheden, før børnekroppene søvndrukne finder vej til lænestolene foran flammerne. For varme, der skal opsøges, har en anden kvalitet end den, man bare tænder. Den kræver noget. Ikke kun brænde, men opmærksomhed. Tilstedeværelse. Det har virket som en påmindelse om, hvordan hver ting har sin tid – og hvordan arbejdet med at lægge mærke til årstiderne og de vilkår, som følger dem, former livet, når man bor tæt med naturen, og varme ikke er noget, man får ved at dreje på en termostat. Min krop har glædet sig ved den anstrengelse, der følger med at flække, stable og bære brænde. Om foråret hjælper børnene med at lægge stykkerne i pæne rækker, og selvom det går langsomt, bliver det til noget – i rytmen, i samværet. En dyb tilfredsstillelse i en tilstand af tavs tilstedeværelse i bevægelsesflow – en dans mellem kroppen og opgaven, hvor også små hænder finder deres plads. Jeg ved, at jeg skal bevæge mig. Ikke for at præstere, men for at finde hjem. Væk fra analyse og over i rytmen. Når jeg gør noget simpelt og konkret med hænderne, er det, som om mit blik vender hjem. Ikke bare til mig selv, men til det, der binder os sammen. For jeg har mærket, hvordan fysisk meningsfuldt arbejde kan være en genvej til ro, som skaber afsæt for nærvær. At når kroppen aktiveres, kan den hjælpe sindet med at falde på plads. Ikke gennem ord, men gennem bevægelse. Gennem den rytme, der opstår, når man gør noget, der har betydning – for andre og for én selv. Og alligevel havde jeg skrevet til varmepumpemanden. Det var efter, min søster fortalte om glæden ved fjernvarmens bekvemmelighed. Jeg blev i tvivl: Er det tid til at gøre det lettere for mig selv? Kæmper jeg for hårdt? Han viste mig app’en. "Så kan du tænde for varmen, før du kommer hjem," sagde han. Jeg nikkede. Men jeg vidste, at den varme, jeg søger, ikke altid kan tændes på afstand. Den vokser i forberedelsen. I gentagelsen. I det, vi gør sammen. Når vi sidder sammen omkring ilden uden at skulle sige meget, opstår en fælles rytme. En stille samhørighed. I en tid, hvor alt kan styres og optimeres, tror jeg, vi har brug for noget, der må opsøges. Noget, der ikke lystrer et klik, men som kræver hænder og nærvær. Noget, vi ikke kun bruger, men bliver en del af. Måske er det netop i det fælles arbejde, at vi bedst lærer at høre til. Ikke som forbrugere, men som deltagere. I rytmer, i gentagelser, i noget større end os selv – som fællesskabet. Så ja, det bliver måske en varmepumpe. Ikke som en erstatning, men som en håndsrækning til mig selv – på de dage, hvor der er for langt i bare tæer til brændestablen, og hvor det nemme får lov at være en mulighed. For der er dage, hvor kroppen længes efter rytmen, hvor bevægelsen bliver en vej til ro. Og så er der dage, hvor roen begynder i pausen. Jeg øver mig i at mærke forskel. I at lade hvilen findes både i aktivitet og i stilstand. Men rytmen – den fysiske rytme – vil jeg holde fast i. Ikke af modstand, men af kærlighed. Til arbejdet. Til børnene. Til det liv, der bæres frem, når vi gør os umage med det enkle. Når vi tør gå langsomt og mærke efter, hvad der egentlig varmer. "Familieliv" skrives på skift af sognepræst i Gentofte Adam Garff, født i 1990 og far til to, podcaster Josephine Kuhn, født i 1993 og mor til en, naturhotelejer og psykoterapeut Anna Falch, født i 1985 og mor til fire samt to bonusbørn, og museumsdirektør David Holt Olsen, født i 1980 og far til to. Tryk for at læse mere
Nr. 32
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Danskere venter over et år på at få afgjort sager. Det er dybt ulykkeligt Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 18:00:00
Når man er uenig i en afgørelse fra kommunen, Udbetaling Danmark eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), har man mulighed for at klage til Ankestyrelsen, som har fungeret som klageinstans i mere end 50 år. Ifølge Ankestyrelsen selv, afgøres der omkring 50.000 sager om året, plus at der udgives et antal principmeddelelser, som skal hjælpe kommunerne med at behandle sagerne rigtigt i første omgang. Dermed spiller Ankestyrelsen en helt central rolle i forhold til at sikre korrekte afgørelser, både som klageinstans og som vejledende og praksiskoordinerende myndighed. Derfor var det både bekymrende og problematisk, da Ankestyrelsen i foråret meldte ud, at sagsbehandlingstiden for størstedelen af sagerne inden for det kommunale social- og beskæftigelsesområde er forlænget, så det nu tager 12 måneder at få sagen afgjort. Jeg ved fra mit daglige arbejde i en kommune, at det ofte tager endnu længere tid, og jeg ved, at det er et kæmpe retssikkerhedsproblem for rigtig mange mennesker. Når en sag afventer Ankestyrelsens afgørelse, er der nemlig ikke blot tale om en – for mig principiel, men for verdensfreden temmelig ligegyldig – parkeringssag som den, jeg indtil videre har ventet på i et år hos Parkeringsklagenævnet. Det er da irriterende, at sagen ikke afgøres, men ventetiden har ingen betydning for min videre færden i livet. Det har den til gengæld i den grad i de sager, som behandles hos Ankestyrelsen. De handler nemlig i alt væsentligt om borgere, som er dybt afhængige af, at vores velfærdssamfund fungerer. Og det gør det ikke i ventetiden. Har man eksempelvis modtaget et afslag på økonomisk støtte, som man er uenig i og derfor klager over, betyder de forlængede frister i Ankestyrelsen, at man må vente et helt år på at få en eventuel ny afgørelse. Ændrer Ankestyrelsen kommunens afgørelse, så støtten bevilges, har den nye afgørelse godt nok typisk virkning fra ansøgningstidspunktet, så der kan beregnes et tilgodehavende, men det økonomiske problem, som førte til ansøgningen, vil for længst være slået igennem, og kan have medført uoverskuelig gæld, som man ellers kunne have undgået. Har vi at gøre med borgere med handicap, som eksempelvis har søgt om plads på et botilbud, fordi dagligdagens mange gøremål er uoverskuelige, vil vedkommende i mange tilfælde have været gennem et længere forløb, hvor kommunen har forsøgt sig med forskellige former for støtte i eget hjem først. Det kan i nogle tilfælde fungere supergodt, men i andre tilfælde viser det sig utilstrækkeligt. For sidstnævnte skal kommunen så tage stilling til, om borgeren skal visiteres til et midlertidigt eller et længerevarende botilbud. Den slags er en bekostelig affære, så mange steder vil man i stedet lige først forsøge sig med at skrue op for støtten i eget hjem og dermed give afslag på botilbudsansøgningen. Har borgeren kræfter til at klage over det, vil der gå mindst 12 måneder, før Ankestyrelsen har haft tid til at behandle en klage over afslaget, hvorefter sagen meget vel kan blive hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Og så kører hele cirkusset en gang til, hvis genvurderingen – som det ofte sker – fører til samme resultat. Og alt imens sagen således går sin træge gang frem og tilbage mellem instanserne, oplever borgeren ikke bare, at livet står stille, men typisk også at både funktionsniveauet og livskvaliteten er i frit fald. Det er dybt ulykkeligt spild af liv. Forklaringen på den forlængede sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen er, at der er modtaget flere klagesager inden for stort set alle sagsområder. Men i stedet for at tage opgaven alvorligt og tilføre de nødvendige ressourcer, så sagsbehandlerne i Ankestyrelsen kan følge med efterspørgslen, vælger man altså uden yderligere forklaring at lade kapacitetsproblemerne gå ud over nogle af samfundets allermest udsatte. Hvad siger det om vores samfund? Tryk for at læse mere
Nr. 31
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Som præstebarn har jeg ingen rødder. I mange år var det en sorg Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 18:00:00
Påskelørdag morgen mødte jeg ulven. Jeg vidste godt fra medierne, at der var ulve i området, alligevel var jeg fuldstændig uforberedt på, at netop jeg skulle møde den. Det var tidlig morgen, og jeg gik tur med hunden i øvelsesterrænet. Normalt foretrækker jeg stranden, men det var forår og østenvind. Jeg gik ad den lange lige vej, som vistnok under krigen var blevet etableret som jernbane, så tyskerne kunne grave grus i klitterne til deres betonbunkers. Jeg ville se, om viben var kommet. Det var den! Og lærken! Og alle mulige andre småfugle kvidrede. En hare hoppede af sted i lyngen. Jeg drejede ind i kampvognssporet. Her kommer jeg ikke særligt tit. Kampvognenes larvefødder har ædt sig gennem tørvelaget og efterladt et spor af det fineste sand, tungt at løbe og gå i. En brun hjort tog flugten. Jeg drejede ind på den lille trampesti, der skulle føre mig tilbage til vejen mod vest, da jeg så den: Ulven. Den stod på toppen af en lille klit, som var helt dækket af lyng og grøngråt rensdyrlav. Helt instinktivt gjorde jeg som alle anbefaler. Jeg viftede med armene og råbte "forsvind!". Der skete ingenting. Ulven iagttog mig, som om den overvejede, hvad den skøre kvinde lavede, og så blev jeg bange. Hunden var i snor, skulle jeg slippe ham, hvis ulven angreb? Jeg famlede efter min mobiltelefon, jeg ville i det mindste dokumentere angrebet. Men så vendte ulven sig bort og løb lydløst væk på den anden side af højen. Med hjertet i halsen styrtede jeg mod vejen, mens jeg ringede til min mand. Han lyttede til min ophidsede tale. Jeg lagde på. En tysk motionsløber med solbriller og høretelefoner nærmede sig. Jeg opgav at forklare hende om ulven. Vestjylland og området omkring Oksbøl er ikke min hjemstavn, det er min mands. Hver gang, vi er i sommerhuset, møder han nogle, han kender. Hans gamle spejderleder er blå mand på genbrugspladsen. Madmor, fra dengang han var på landet, som han siger (det vil sige, at han arbejdede som karl på en gård), er ekspedient i Brugsens bagerafdeling. Og eftersom vi har ferie, stopper vi op og snakker med alle de folk. Eller måske er det ikke, fordi vi har ferie, men fordi sådan gør man i Vestjylland. Man giver sig tid. Lige så langt som der er mellem de forblæste træer, lige så lang kan en samtale være. "Nåmen, hwor går'et så mæ jer? Jow tak, det går da". Så står man lidt og kigger ned på sine træsko, hvis man har nogle. "Jow, jow", og så fortsætter samtalen om alt mellem himmel og jord – mest jord. Hvem, der har købt hvilke ejendomme, og hvordan afgrøderne står, men eftersom jeg er præst ovre i den store by Odense (som de fleste vestjyder kun kommer i, hvis de virkelig skal på sygehuset), taler vi også lidt om sammensætningen af menighedsråd og præster. Min mand har sine rødder i det vestjyske. Jeg foreslog engang, at vi blev skrevet op i nogle boligselskaber, så vi kunne få en lejlighed i København, når jeg engang skal på pension, men min mand slog en hånlatter op. Jeg kunne være i lejligheden i København, hvis jeg ville, han ville have lov at blive en sur, gammel mand i sit sommerhus i Vestjylland. Som præstebarn har jeg ingen rødder. I mange år var det en sorg. Når nogle spurgte, hvor jeg kom fra, kunne jeg fortælle hele min livshistorie. Ofte blev det forkortede svar: "Lidt rundt omkring, mest Jylland". (Jeg er født på Fyn.) Jeg nåede at bebo fire præsteboliger, inden jeg flyttede hjemmefra. Min søn har valgt Skamlingsbankens Efterskole. Da vi kører derover, kommer vi forbi Skamlingsbanken. I restauranten øverst oppe blev min konfirmationsfest fejret. Min familie fra Allerød, København, Fousing, Sevel, Sønderborg og Esbjerg var inviteret. Bøgen var ikke sprunget ud, selvom min mor havde talt om det i mange uger. Ærgerligt også. Det blæste koldt omkring stenstøtten, men Lillebælt knitrede blåt neden for bakkerne. I disse landskaber har jeg gået mange ture. En spejderforælder arrangerede engang træningsvandreture, så vi kunne erhverve 100-kilometer-vandreskjoldet. Det efterår gik jeg 285 kilometer i Kolding og omegn. Som vi kører gennem landskabet hen til efterskolen, genkender jeg en lille skov, hvor vi sov i bivuak en nat. Et rålam lå i skovbunden og kaldte på sin mor, der forhåbentlig kom, da vi var draget videre. For fire år siden flyttede min familie og jeg til Odense, den 16. bolig i mit liv. Fynboer er enormt snaksalige. Inden gudstjenesten er der en kvidren i kirken uden lige. Organisten er nødt til at spille et højt præludium, da klokkerne ofte overhøres. Ved bisættelsessamtalerne er det vigtigt for de pårørende at få det hele med. Det var det ikke i Malt og Folding, hvor jeg i 15 år var præst. Her vidste alle, hvem afdøde var, og hvad han stod for, så det behøvede præsten ikke at sige. Ordet "fuldmægtig" har aldrig tidligere optrådt i en begravelsestale hos mig, men i Odense kan den slags være vigtigt. Jeg nyder fynboernes megen snak, selvom jeg sjældent får et ord indført. Høfligt venter jeg på en pause i talestrømmen, før jeg vil tage ordet, men når pausen endelig indtræder, er det som om, mit afsæt er for tungt. Jeg kommer for sent i gang, og inden min stemme får fylde, har en anden taget over. Er jeg alligevel vestjyde i sindet? H.C. Andersen skriver i sit hyldestdigt til Danmark: "Dér har jeg rod, derfra min verden går". Så maler han med ord et sydfynsk landskab. Han var ikke i tvivl om sin danske identitet, selvom han i sit liv foretog mere end 30 rejser, ikke kun til Tyskland og Italien, men også Malta, Marokko, Tyrkiet, Ungarn. Hver gang vendte han tilbage til Danmark. Alle hans bøger er skrevet på dansk, trods hans internationale karriere. I lang tid grundede jeg på, hvor jeg dog har rod. Mine venner grinede af mig, da jeg fortalte, hvor bange jeg blev, da ulven i Grærup ikke reagerede på mine råb. "Du skulle bare råbe på tysk," sagde de, "ulven er jo indvandret fra Tyskland!". Næste gang jeg møder en ulv, vil jeg ikke råbe ad den. Måske er den bare, ligesom jeg, lidt rodløs og har brug for at finde sit sted. I haven i Odense er der ingen vilde dyr, kun et sort egern, der hurtigt piler op i et træ, da hunden kommer farende. Ellers er her fred. Vinden får aldrig fart på Fyn, regnen kommer i moderate mængder. I haven er alle slags blomster og buske, morgenfruer, lavendler, roser, hortensia, guldregn, jasmin. Kartoflerne blomstrer snart, som sædvanlig har min mand sat dem lidt sent, frygten for den vestjyske frost sidder stadig i ham. Bagerst i haven står to kirsebærtræer. Engang stod vi ved lågen til Emils Katholt i nærheden af Vimmerby og spiste mor Almas kirsebær. En i selskabet puttede kirsebærstenene i lommen. I Danmark blev stenene forspiret i en vindueskarm, inden vi plantede dem til vores kobberbryllup i Folding. Da vi flyttede til Odense, tog vi træerne med. Nu er træerne over tre meter høje, de har fået godt fat i den fynske muld. Det gik op for mig: Rødder er ikke noget, man har, det er noget, man slår. Tryk for at læse mere
Nr. 30
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det eneste dummere end at se reality-tv er at udtrykke afsky for det Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 18:00:00
Det er en udpræget myte, at reality-tv gør folk dummere. Tværtimod er det noget, dumme mennesker siger for at fremstå mere begavede og intellektuelle, end de reelt er. Man kan godt være højesteretsdommer og se ”Date mig nøgen”. Det er snæversynet, elitært og indadskuende at udtrykke afsky for reality, og det vidner om en fundamental manglende lyst til at blive klogere på andre mennesker og en selv. I realiteten har reality en stor dannende rolle og kan lære os meget om menneskelige dynamikker, hinanden og os selv. Det er for eksempel en doven analyse, at reality-deltagere med manglende sprogkundskaber gør seerne tilsvarende dummere. Ville man også sige, at man bliver dummere af at bruge tid sammen med dumme mennesker? Eller at tidsfordriv og afslapning gør en dummere? Først og fremmest er det sundt at slappe af bare engang i mellem. Vi kan ikke alle stå hele dagen på Glyptoteket og stirre forvirret på en ubestemmelig græsk amfora eller bruge alle døgnets timer på at læse og reflektere over Nietzsches ”Antikrist”. Dertil kommer, at synet på reality-tv som hovedløs underholdning er hovedløs. Det er for eksempel svært at benægte, at ”Bachelorette” har skabt en større samfundsmæssig debat om manderoller, maskulinitet og ikke mindst datingkultur. Det har samtidig afhjulpet mange akavede frokoster på arbejdspladser landet over, fordi programmet kan agere fælles referencepunkt og afstedkomme samtaler om stort og småt – herunder mere principielle drøftelser af, hvad der udgør et godt forhold, og hvordan man bør gebærde sig i forskellige sammenhænge. ”Luksusfælden” kan foruden at lære seeren om konkursretlige problemstillinger som frivillig akkord, tvangsauktion og gældssanering også give en et indblik i en verden, man måske ellers ikke havde stiftet bekendtskab med. Jeg vil gerne udlove en dusør for det menneske, der har set ”Luksusfælden” og i ramme alvor har fået en masse gode idéer til indkøb og lånemuligheder og efterfølgende har købt sig fattig i tunede biler, dyre neglelakker, åndssvage sportsgrene og nutella. Tværtimod får man et indblik i andre menneskers vaner – gode som dårlige – økonomiske kapital og opdrag. Det skaber perspektiv i tilværelsen og en større forståelse for andre mennesker, som kommer fra en anden baggrund end en selv. Måske man sågar kan blive liberalist af at se ”Luksusfælden”, fordi det pludselig går op for en, at der ikke findes fattigdom i Danmark, men bare dårlige beslutninger, dårlig økonomisk dannelse og for store mængder af nutella i en og samme husholdning. Man glemmer nogle gange, at ens verden er foruroligende lille, og at vi som mennesker har tendens til at indrette os i ekkokamre, hvor folk omkring os går i præcis samme blå skjorte som os selv. Og så vågner vi pludselig en morgen til en hverdag, hvor alle i vores omgangskreds er mellemledere i Deloitte, har en carboncykel og en Sage-espressomaskine og træner op til halvmaraton. Hvis det ikke er til at dø af kedsomhed over, så ved jeg ikke, hvad det er. Jeg tænker, at det er de samme mennesker, der finder det umådeligt sindsoprivende underholdende at se "Barnaby" og glo på hoptimister. Reality-tv kan hjælpe os til at bryde ud af ekkokammeret og blive konfronteret med, at der også findes folk, der laver andre ting, end vi selv gør og agerer på andre måder end os selv i forskellige sammenhænge. Reality-formatet tvinger dem desuden til at forklare sig – til at se deres egen adfærd udefra, hvilket giver både dem og seeren en mulighed for at reflektere over vedkommendes adfærd. Reality gør os derfor fundamentalt klogere på menneskelige dynamikker, hinanden og os selv. Nogle gange spejler vi os i de deltagendes adfærd, deres følelser eller humor. Andre gange glæder vi os over, at vi ikke selv står i den prekære situation, at vi har brugt 750.000 kroner på nutella, et par falske bryster og en tunet Fiat 500. Uanset hvad har det en værdi. Mathilde Colbjørn Holst er jurastuderende. Tryk for at læse mere
Nr. 29
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristeligt Dagblad mener: Klimaforandringerne løses ikke ved at grave grøfter Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 10:30:00
I brede kredse var begejstringen stor, da FN's højeste dømmende myndighed, Den Internationale Domstol i Haag, i onsdags udtalte, at lande, der rammes af klimaforandringer, fremover kan have ret til erstatning. Med udtalelsen blev det samtidig slået fast, at alle stater har en pligt til at efterleve internationale klimaforpligtelser, herunder at mindske udledningen af drivhusgasser. Udtalelsen er ganske vist kun rådgivende, men åbner ifølge eksperter dog for, at lande kan blive pålagt et erstatningskrav, hvis de ikke efterlever indgåede klimaaftaler. Og knap havde domstolen udtalt sig, før diverse politikere og interesseorganisationer optimistisk forudså, at rige nationer nu skal kompensere for den skade, som klimaforandringerne har påført fattigere lande. Spørgsmålet er dog, om der reelt er grund til begejstring. For hvad vil det betyde for den allerede vanskelige indgåelse af nødvendige klimaaftaler, hvis perspektivet er komplicerede juridiske slagsmål om uforudsigelige milliarderstatninger? Og hvordan skal det helt konkret afgøres, om det ene eller andet land bærer den største del af udgifterne ved en stigende vandstand hos en ø-stat i Stillehavet? Og skal man i så fald på den mest smålige Joakim von And-facon modregne de positive gevinster, som rige lande trods alt også har bidraget med til verdens fattige lande, herunder årtiers massiv støtte til uddannelse og sundhedsvæsen? Nej, vel – og derfor bør FN også afholde sig fra at forsimple komplekse og svært kvantificerbare klimaforandringer til et spil Sorteper. Desværre er FN-udtalelsen ikke et enkeltstående eksempel på, hvordan aktivisme og jura i klimakampen smelter sammen på en ganske uskøn måde. I april sidste år gav Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eksempelvis en gruppe schweiziske kvinder medhold i, at en utilstrækkelig schweizisk klimalovgivning var en krænkelse af deres menneskerettigheder. Igen skaber man en illusion om, at klimaforandringerne kan måles og sanktioneres, som når der udstedes en fartbøde. Men mest bekymrende er det, at man udhuler principperne bag menneskerettighederne som et konkret værktøj til beskyttelse af individets rettigheder. Frustrationen over nogle landes fodslæbende tilgang til klimakampen er fuldt forståelig. Men løsningen er på ingen måde at grave dybere kløfter mellem rige og fattige lande, hvilket FN-udtalelsen uundgåeligt vil medføre. Indbyggerne i ø-staten Vanuatu, som stod bag sagen ved Den Internationale Domstol, får det jo ikke bedre, hvis globale giganter som USA, Kina og Indien trækker sig endnu mere fra det internationale samarbejde mod klimaforandringerne. Verden kæmper desværre med utallige udfordringer, der alle kræver en stor indsats – såsom hungersnød, fattigdom, krig og massiv kvindeundertrykkelse. Hvor ville man dog – præcis som med klimaforandringerne – ønske, at vi kunne løse disse problemer hurtigere. Men verden er kompleks og besværlig, og derfor skal man også være varsom med at skabe et system, hvor truslen om erstatninger spænder ben for de fremskridt, man trods alt i dag formår at skabe. Tryk for at læse mere
Nr. 28
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Minister reagerer på afvisning af gudstjeneste: ”Diskrimination af den danske folkekirke” Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 07:50:00
Vi begynder med nyheden om, at Frankrig vil anerkende Palæstina som stat til FN's generalforsamling til september. Det skrev Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på det sociale medie X i går aftes. I et brev til formanden for det palæstinensiske selvstyre udtrykker Macron sit ønske om at få krigen i Gaza stoppet. Når krigen ophører skal Palæstina genopbygges og "bidrage til sikkerheden for alle i Mellemøsten", skriver han. Præsidenten understreger samtidig, at en palæstinensisk stat skal acceptere afmilitarisering og anerkende Israel, skriver Ritzau. I et opslag på X tager USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, dog skarp afstand fra den franske udmelding: "Denne hensynsløse beslutning tjener kun Hamas' propaganda og forsinker fred. Det er et slag i ansigtet på ofrene for 7. oktober," skriver han på X. Kampe mellem Thailand og CambodjaEn konflikt ved grænsen mellem Thailand og Cambodja udviklede sig i går til militære kampe, der er fortsat natten igennem. 16 personer har mistet livet, og myndighederne har evakueret 100.000 mennesker på den thailandske side af grænsen. Det skriver Reuters. Eskaleringen bunder i en årelang konflikt omkring templet Preah Vihear. Templet ligger i Cambodja, men Thailand hævder, at templet og det omkringliggende område tilhører dem. Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) har dog to gange afgjort, at templet tilhører Cambodja, skriver Ritzau. Udenrigsministeriet opfordrer til, at danskere, der rejser i Thailand, er opmærksomme på deres sikkerhed. Over 100.000 mennesker har forladt deres hjem efter kampene på grænsen mellem Thailand og Cambodja. Foto: Lillian Suwanrumpha/AFP/Ritzau Scanpix Langt flere underretninger om børnSidste år blev der indsendt 182.649 underretninger på børn og unge. Det er en stigning på knap 90 procent sammenlignet med 2015. Udviklingen skyldes blandt andet en række skandalesager, der rystede det danske samfund i 2000’erne, og at ansatte, der arbejder med børn, i 2010 fik skærpet underretningspligt. Det offentlige står således også bag langt størstedelen af underretningerne. Men antallet af indsatser er ikke steget i samme grad som underretningerne. Er det et udtryk for, at vi overvåger hinanden for meget, eller er det ubetinget en god udvikling, at der bliver underrettet mere? Det er aktører uenige om. Læs hele historien på k.dk. Minister reagerer på afvisning af gudstjenesteDet var "diskrimination af den danske folkekirke", da et kulturhus i Hvidovre afviste at holde pinsegudstjeneste i deres lokaler med den begrundelse, at kommunen ikke udlåner deres lokaler til gudsdyrkelse og religiøse handlinger. Det siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) til Berlingske. Få måneder forinden havde kulturhuset nemlig holdt ramadanfest med bønnekald og koranrecitation. Kommunen har tidligere udtalt, at den ikke var bekendt med, at der ville blive indkaldt til bøn til ramadanfesten og beklaget forløbet. Og derfor har borgmester, Anders Wolf Andresen (SF), ikke meget tilovers for ministerens kritik: "At Socialdemokratiet forsøger at få en menneskelig fejl i administrationen til at ligne, at jeg skulle diskriminere mod kristne, er slet og ret humbug." Træernes (tidligere) konge skal tællesDe er kendt for deres pjuskede haler og færden i trætoppene. Egernet er fast bestanddel i den danske natur og findes i Danmark både i en rødbrun og sort udgave. I 11.000 år var det sorte egern "træernes konge", men det ændrede sig i 1800-tallet, da det rødbrune egern blev importeret til Danmark. Det rødbrune egern har i dag delvist fortrængt det sorte egern, fordi det har stærkere gener end det sorte. Men hvor mange sorte egern er der egentlig tilbage i den danske natur? Det har Syddansk Universitet og Odense Zoo besluttet sig for at kortlægge, skriver DR. Vil man hjælpe, kan man downloade Miljøstyrelsens app "Arter" og registrere sine møder med det sorte egern. Tryk for at læse mere
Nr. 27
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Test din paratviden: Hvem spiller hovedrollen i "The Substance"? Tryk Her
Indsat Fredag d. 25. Juli, 2025 07:00:00
Gæt med i Kristeligt Dagblads paratvidensquiz, hvor du kan teste din almenviden inden for kultur, historie, mad, geografi, samfund og alt derimellem. Nye quizzer hver uge Hver uge udkommer Kristeligt Dagblad med helt nye quizzer. Prøv kræfter med vores populære paratvidensquiz, eller lad Kristeligt Dagblads kulturredaktion udfordre dig i den ugentlige kulturquiz. Timevis af quiz-underholdning Her på hjemmesiden har vi et stort arkiv af quizzer. Gå på opdagelse i quiz-arkivet, og bliv udfordret og måske endda klogere. Med tusindvis af quiz-spørgsmål, løber du ikke tør for underholdning. Se alle quizzer her. Tilmeld dig Kristeligt Dagblads Spil & Quiz-nyhedsbrev Vil du have besked, når vi udgiver nye quizzer? Så tilmeld dig Kristeligt Dagblads ugentlige Spil & Quiz-nyhedsbrev og få besked direkte i din mail-indbakke, når nye quizzer ligger klar på hjemmesiden. Tilmeld dig her. Kristeligt Dagblads Spil & Quiz Vidste du, at du også kan finde Wordle, Ordret, krydsord og mange andre sjove spil på hjemmesiden? Gå på opdagelse i hele Kristeligt Dagblads spilunivers her. God fornøjelse! Har du problemer med at se quizzen, så prøv at genindlæse siden – det plejer at virke. Tryk for at læse mere
Nr. 26
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jeg ville ikke overleve, hvis jeg blev sat af i en skov og bedt om at klare mig selv Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 20:00:00
"Dér!" råbte min gode ven forleden, mens han hang halvvejs ud af bilen med blikket stift rettet mod skovbunden. Vi var taget på tur i Stråsø Plantage. Jeg drømte om at se en ulv. Han drømte om at finde kantareller. "Dér!", råbte han. Og der var de så. Ikke ulvene. Men kantarellerne. Jeg har aldrig tidligere i mit 41-årige liv været på svampejagt. For mig begrænser svampe sig til champignon og portobello i Remas køledisk. Men jeg beundrer virkelig mennesker, der kender naturen og bruger den som madkammer. Ja, faktisk ville jeg ønske, at jeg selv var lidt mere som én af de dér "Alene i vildmarken"-typer. Altså, tænk at kunne klare sig selv ved hjælp af vilde bær, svampe og fisk – ja, tænk at gå all in på "fra jord til bord". Åh ja, hvem der bare var lidt mere outdoorsy og kendte sin skovbund. "Hvis du var en grøntsag, hvilken grøntsag ville du så være?", spurgte den yngste mig for nogle år siden. "En sofakartoffel," svarede jeg. Og han godtog uden protest svaret. For det er jeg. En sofakartoffel af Guds nåde, en indekat i menneskeklæder. Jeg ville simpelthen ikke ane, hvad jeg skulle stille op, hvis det forfærdelige skulle ske, at jeg blev sat af i en skov og bedt om at klare mig selv. Først ville jeg sikkert blive overmandet af lige dele modløshed og fortvivlelse. Og dernæst ville jeg sikkert dø. Jo, enten ville jeg dø af sult, eller også ville jeg rage en slem forgiftning til mig. For hvordan er det nu lige, det er med grøn fluesvamp? Og hvordan ser den egentlig ud? Og kan en sofakartoffel eller indekat i menneskeklæder overhovedet skelne det spiselige fra det uspiselige? "Det ville være fint, om han kunne kende forskel på en måge og en solsort," sagde en pædagog engang til mig. I børnehaven sprogtestede de børnene, og min søn havde konsekvent sagt "fugl", når man viste ham et billede af et bevinget dyr. Og dét svar huede ikke pædagogen, som nu sad over for mig med alvorlig mine. "Ah, så slemt kan det da heller ikke være. Det er da altid noget, at han ikke svarede engel," sagde jeg og slog en latter op i et forsøg på at bunde i den i mine øjne barokke samtale. Pædagogen så imidlertid ikke ud til at synes, at jeg var vittig. Jeg kan naturligvis godt kende forskel på en måge og en solsort. Selvfølgelig kan jeg det. Men så stopper dus med dyrearterne altså også. Jeg er på Herrens mark, når det gælder fugle. Og på samme måde med svampe. "Hvad er det?" og: "Er det mon en kantarel? Eller hvad med den dér?", spurgte jeg hjælpeløst den tålmodige naturvejleder, som jo faktisk slet ikke er naturvejleder, men som i mine øjne sagtens kunne være det. Han identificerede hver en svamp og udpegede hver en fugl og hver en plante i Stråsø Plantage. "Her ser du porse – og her er tormentil," sagde han, alt imens han ud ad øjenkrogen spottede de kantareller, jeg konstant overså. Man kommer langt med store undrende øjne, siger jeg til mig selv. Men der skal altså også øvelse til. Det kræver kendskab at plukke svampe, ja, der skal en vis form for sidemandsoplæring til. Måske kommer jeg aldrig til at vinde "Alene i vildmarken". Og måske skal jeg heller ikke gøre mig forhåbninger om at blive kantareldronning lige foreløbig. Nej, naturvejlederen – min gode ven og læremester – må væbne sig med tålmodighed. Og det samme må jeg. For det siger vel sig selv: at der skal mere end én skovtur til at gøre en sofakartoffel til svampekender. Signaturen skrives på skift af sognepræst Heidi Røn, journalist Tine Maria Winther, efterskoleforstander Rasmus Bro Henriksen og redaktør Kåre Gade Tryk for at læse mere
Nr. 25
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Lasse Åbom er baptistpræst og kæreste med en mand: Jeg tror, Gud smiler over alle kærlige relationer Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 20:00:00
Når Lasse Åbom læser i Bibelen, forsøger han at rumme de paradokser, som han mener er en kerneingrediens i kristendommen. Således også i skabelsesberetningerne i Det Gamle Testamente, hvor det blandt andet beskrives, at Gud skaber mennesket som mand og kvinde. "Jeg ved, at mange tolker det sådan, at Gud har skabt mennesket som mand og kvinde for, at de to køn skal komplementere hinanden, og at det derfor er unaturligt og imod skabelsesordenen, hvis man eksperimenterer med sit køn, definerer sig som noget andet end mand eller kvinde, eller hvis man danner par med en af samme køn. Men for mig har det aldrig givet mening at tænke sådan," siger Lasse Åbom, der er præst i Baptistkirken i Aarhus. Han er vokset op i Metodistkirken, som hans mors familie havde tilknytning til, men som ung fandt han sig til rette i en baptistmenighed. Han begyndte at hjælpe til i kirken og blev med tiden ungdomspræst og siden præst i flere forskellige baptistkirker i Danmark. Siden 2013 har han været præst i Immanuelskirken i Aarhus – en af flere baptistmenigheder, som har besluttet at vie par af samme køn. "Vi har faktisk ikke viet et par af samme køn endnu, men jeg har sagt til menigheden, at når det en dag bliver aktuelt, skal vi holde en kæmpe fest, fordi vi ikke kun skal fejre et pars kærlighed, men også alt det, vi har skullet overvinde for at nå dertil," siger Lasse Åbom. Den 2. juni i år lagde han et opslag på Facebook, hvor han præsenterede sin nye kæreste. Med navnet Jimmy. Som han skrev: "At det blev 'en Jimmy' er måske en overraskelse for nogen, men jeg har fundet ud af, at for mig er personen vigtigere end kønnet." Opslaget har affødt mange reaktioner fra personer i det kirkelige miljø, både fra Baptistkirken, andre frikirker og fra folkekirken. Reaktionerne har primært været positive, og ingen har skrevet vrede beskeder, men: "Der har også været tavshed fra nogle sider, og det er måske tegn på, at de tænker noget negativt, de ikke har lyst til at sige. Eller at de vælger at tie, fordi det er en velkendt strategi i det frikirkelige miljø, når noget bliver svært," siger han. Lasse Åbom vender tilbage til skabelsesberetningen og sin tolkning af den. "Når der står, at Gud skabte havet og det tørre land, betyder det ikke, at det er de to eneste kategorier, der findes, eller som er naturlige. Gud har ikke kun skabt havet og ørkenen, men også floddeltaer og moser og strandenge. Og han har ikke kun skabt dag og nat, men også tusmørke og daggry. Det, der findes uden for eller mellem de nævnte kategorier, er ikke unaturligt, men er indesluttet i skabelsen," siger han. Skilsmissen var et chok Som barn og ung var han fascineret af både piger og drenge, men tænkte ikke på sig selv som biseksuel eller homoseksuel. Han mødte i gymnasiet en pige, som han blev kæreste med, og de giftede sig, da han var 23, og hun var 22. Ægteskabet kom til at vare 16 år, og i den periode fik de to døtre, som i dag er 9 og 11 år. Graviditeterne var et resultat af mange års fertilitetsbehandling, som tærede på parforholdet, og som Lasse Åbom i tilbageblik tænker var en af årsagerne til, at hans hustru for seks år siden besluttede, at hun ville skilles. "Det kom som et chok for mig. Jeg blev kastet ud i en proces, hvor jeg måtte genfinde mig selv og begynde at tænke i andre kategorier end vi og os. Det var hårdt, men blev også en mulighed for, at jeg kunne gå ind ad nogle døre, jeg ikke havde åbnet tidligere," fortæller Lasse Åbom. Han begyndte at date både kvinder og mænd, og tidligt i forløbet mødte han en yngre mand, som var i færd med at erkende sin homoseksualitet. "Det møde var egentlig ikke særlig vellykket. Halvandet år senere mødtes jeg så med den samme fyr og gik en tur med ham, og først da vi sagde farvel, fortalte han mig, at vi havde mødtes før. Det var lidt komisk, for jeg havde glemt alt om det." Reaktionerne på Facebook-opslaget om hans nye kæreste var overvejende positive. Men han har også mødt tavshed. Foto: Martin Dam Kristensen Denne gang fattede Lasse Åbom interesse for Jimmy, som den yngre mand hed, og de fortsatte med at ses – dog sporadisk. Ingen af dem var klar til et forpligtende forhold, og Lasse Åbom havde svært ved at se, hvordan han skulle kombinere livet som far på deltid med at have en kæreste. Men forholdet udviklede sig langsomt, og snart blev det en fast tradition, at de så hinanden hver anden søndag aften, når han havde afleveret sine børn. I den proces blev det vigtigt for Lasse Åbom at fortælle menighedsrådet om sin nye kærlighed, for han ønskede ikke, at medlemmerne skulle få kendskab til forholdet via rygter. Samtidig var det vigtigt for ham, at hans to døtre ikke hørte om deres fars kæreste fra andre end ham selv. "I lang tid var Jimmy ikke parat til at møde mine døtre, og jeg var heller ikke parat til, at de skulle introduceres for hinanden. Så jeg måtte fortælle menighedsrådet om det, og så sagde jeg til dem, at der gik noget tid, før jeg blev offentlig med det, fordi jeg ville tage hensyn til mine døtre," siger han. Tynde teologiske floskler Lasse Åbom følte sig fra begyndelsen tryg ved, at han ville møde opbakning i sin egen kirke – og det skete også. Mere usikker var han på, hvordan baptister andre steder i landet ville reagere. Da Baptistkirken i Danmarks ledelse spurgte, om han ville facilitere en proces, der skulle skabe mere fælles grund og større tillid mellem de forskellige menigheder, takkede han ja – men fortalte samtidig ledelsen, at han var kæreste med en mand. "Der er forskellige holdninger til spørgsmålet om homoseksualitet blandt baptister i Danmark. Men trods forskellighederne ville ledelsen gerne ansætte mig," fortæller Lasse Åbom. Han understreger, at han ikke var ansat i menigheden i Aarhus, da den besluttede at ville vie homoseksuelle par, og han ønsker ikke, at menigheden skal opleve det, som om han kun er bannerfører for bestemte lgbt-synspunkter. "Jeg vil ikke bare være kendt som 'ham baptistpræsten, der er kæreste med en mand', og jeg ønsker ikke, at vores menighed kun skal være kendt som en queer-kirke. Men jeg ønsker, at vi møder alle mennesker med kærlighed og med en åbenhed over for, hvem de er," siger han. Han mener, at der i det frikirkelige miljø stadig er modstand mod at tale åbent om for eksempel homoseksualitet, og at man ofte dækker sig ind bag "tynde teologiske flosker" som, at "vi elsker synderen, men ikke synden." "Reelt siger man, at man ikke vil have med hele mennesket at gøre, og det mener jeg ikke er i overensstemmelse med Guds kærlighed, som altid omslutter hele os med et nådigt blik," siger han. Han mener, at det er kirkens opgave at møde mennesker med en pastoral, sjælesørgerisk tilgang, der tager udgangspunkt i den enkeltes situation og erfaringer, ikke i stive teologiske dogmer eller kategorier. "Nogle kristne henviser til ægteskabet som en bibelsk institution, der skal være mellem mand og kvinde, og som har en ganske bestemt form. Men jeg har svært ved at se et bibelsk belæg for en så snæver forståelse af ægteskabet. I Bibelen finder vi mange modeller for ægteskab, og nogle af dem vil ingen kristne formodentlig ønske sig realiseret i vores tid," siger han og nævner blandt andet Abraham, der udover sin hustru Sara har en trælkvinde, Hagar, som han får et barn med. "Til gengæld tror jeg, at vi af Bibelen kan udlede et ideal for kærlighed og relationer, hvor forpligtelse, troskab og tryghed er vigtige elementer." Seksualitet som gave og risiko Skal Lasse Åbom putte sig selv i en kategori i dag, vil han kalde sig biseksuel. Han afviser klart, at han levede på en løgn eller undertrykte sin seksualitet i sit tidligere ægteskab. "For mig var det dengang som nu vigtigt, at en kærlighedsrelation er baseret på forpligtelse og ærlighed. Jeg mener, at vi både skal give plads til seksualiteten som den gave, den er, og samtidig – med Bibelens realistiske syn på mennesket som grundlag – hjælpe hinanden med at skabe nogle rammer, inden for hvilke seksualiteten kan udfolde sig på en sund og kærlig måde," siger han. Han afviser ikke, at der findes passager i Bibelen, som må forstås som en fordømmelse af homoseksualitet eller homoseksuelle parforhold. "Jeg tror ikke, at Paulus ville være begejstret for vielse af par af samme køn. Men i stedet for at overtage hans holdninger mener jeg, at vi må forstå hans modstand på baggrund af hans samtid. I den hellenistiske kultur blev homoseksualitet udlevet på en måde, som jeg ikke mener, vi skal kopiere i dag, og jeg er enig med de kritikere, der påpeger, at der nogle gange kan være problemer med den seksuelle adfærd i homoseksuelle miljøer, især blandt mænd," siger han. Når Lasse Åboms menighed en dag for første gang skal vie et homoseksuelt par, skal de holde "en kæmpe fest", siger han. Foto: Martin Dam Kristensen Med jævne mellemrum samles en gruppe lgbt-personer med tilknytning til kirken i Lasse Åboms lejlighed, hvor de taler om, hvordan de kan realisere den kristne kærligheds idealer i deres liv og deres relationer. "Lige så åben jeg kan være for, at man eksperimenterer seksuelt og lærer sig selv at kende, lige så firkantet kan jeg være omkring, at vi skal passe på, hvordan vi udlever vores seksualitet. Jeg mener, at alt i vores liv skal formes efter et mål om at efterfølge Jesus. Det gælder også seksualiteten, som vi i Bibelen kan se beskrevet både som en gave og som en kraft, der kan misbruges, så vi sårer os selv og hinanden." For Lasse Åbom har det dog intet at gøre med, om seksualiteten udleves mellem to mænd eller en mand og en kvinde. "Seksualiteten kan være kilde til meget glæde og åndelig udvikling, men også til rigtig meget ballade, og når det sker, er det synd. For synd er, når vi handler imod kærligheden. Det sker imidlertid også i ægteskaber mellem en mand og en kvinde, hvor seksualiteten for eksempel kan bruges til at undertrykke eller afpresse den anden," siger han. Smålige dørvogtere til Guds rige Lasse Åbom har aldrig forestillet sig, at Gud ville fordømme ham, hvis han følte sig tiltrukket af eller blev kæreste med en mand. Han havde det til gengæld svært med at være præst i tiden efter sin skilsmisse. "Jeg blev i tvivl, om jeg kunne fungere troværdigt i min tjeneste som vejleder og rådgiver, især i forbindelse med vielser. Men min menighed bakkede mig op. Og jeg tror også, at vi for at være en sand kirke må turde at være ærlige om, hvad der foregår i vores liv. Guds blik omfatter det hele, og det må vi også gøre som kirke. Ellers bliver vi nogle smålige dørvogtere til Guds rige," siger han. For Lasse Åbom handler livet – og det at være kirke – i høj grad om at turde gå på opdagelse og lade sig overraske af, hvor stort og mangfoldigt Guds rige er. "De første mange kapitler af Apostlenes Gerninger handler om, hvordan apostlene igen og igen må erkende, at Guds rige også omfatter dem, de ikke troede, skulle være med. Den etiopiske hofmand, der var hedning og eunuk. Paulus, der havde forfulgt de kristne. Den romerske officer, der repræsenterede besættelsesmagten. At være kirke er at opdage, at Guds Ånd rører ved mennesker, vi ikke synes hører med," siger han. Derfor er Lasse Åbom heller ikke så optaget af spørgsmålet om vielse af homoseksuelle, selvom han ikke vil udelukke, at han og Jimmy måske en dag kan blive gift. "Spørgsmålet om inklusion af lgbt+-personer handler ikke om, at vi skal være nådige over for dem, der er forkerte. Det handler om, hvordan vi som kirke kan være et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden til at handle kærligt og leve sandt som dem, vi nu er." Tror han, at Gud ser på hans og Jimmys forhold med et smil? "Det er ikke så let at svare på," siger han. "Men jeg tror, at Gud ser på alle kærlige, trofaste relationer med et smil." Tryk for at læse mere
Nr. 24
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Tidligere minister: Jeg har lært, at jeg har brug for at være forbundet til min krop Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 20:00:00
Hvor finder du ro? Det gør jeg i saunaen efter at have vinterbadet. Saunaen er det ultimative sted for mig til at mærke min puls og min krop. Jeg har måttet øve mig meget på at være til stede i min krop. Som politiker er man altid på vej et andet sted hen, og derfor kan det være en udfordring rigtig at være til stede, der hvor man er. Jeg har erfaret, at jeg har brug for at være forbundet til min krop, og det bliver jeg i saunaen. Ellers bliver jeg et fortravlet menneske. Hvad gør dig urolig? Når jeg mister kontakten til min krop og kun er til stede i mit hoved. En del af arbejdet som politiker handler om at have en mavefornemmelse for noget. Når man har sat sig ind i en sag, skal man i sidste ende kunne føle efter i sig selv og handle ud fra det. Hvis jeg ikke er til stede i min krop, får jeg sværere ved at kunne mærke min mavefornemmelse. Hvad tror du på? Jeg tror på politik. Og jeg tror på mennesker. Jeg synes, der er noget håbefuldt i at tro på det gode i mennesker i en tid, hvor verden ellers kan virke brutal, og hvor vi ser de geopolitiske tektoniske plader skubbe sig. Jeg tror også på noget ud over det, men det er sværere for mig at sætte ord på. Det er noget, der er kommet og gået i perioder i mit liv. Jeg er døbt og medlem af folkekirken, og jo ældre jeg er blevet, jo mere kan jeg mærke en forbindelse. Men det er en forbindelse, jeg stadig ikke har fået helt defineret. Hvad tror du ikke på? Jeg tror ikke på, man skal være sort-hvid. Det er blevet vigtigere for mig med årene. Man skal ikke presse alt ned i en bestemt form eller kasse. Jeg elsker Folkemødet på Bornholm, ikke mindst når man ser, hvor meget splittelse der er rundt om i verden. Til Folkemødet kan man opleve et demokrati, der fungerer, hvor man rent faktisk mødes i øjenhøjde og lytter til hinanden. Det er med til at skabe en større tolerance, og det har også gjort, at jeg selv har fået slebet nogle kanter. Hvad er det bedste råd, du har fået? Nik & Jay [dansk popduo] er kommet med et rigtig godt råd, selvom det ikke er personligt til mig. Det lyder, at dem, du møder på din vej op, møder du også på vej ned. På samme måde har Bornholms tidligere borgmester, Thomas Thors (S), ofte understreget over for mig, at man som politiker skal være en holdspiller. Begge råd handler i bund og grund om, at man skal opføre sig ordentligt. Det er vigtigt at huske på, når man er i politik. Hvad er det dårligste råd, du har fået? Jeg har fået at vide, at man bliver nødt til at have spidse albuer for at komme frem som politiker. Især hvis man gerne vil være minister. Men det tror jeg simpelthen ikke på. Selvfølgelig skal man ikke være naiv over for, at politik handler om magt, men jeg vil insistere på, at man godt kan være i magten på en måde, der er kontant, men hvor man samtidig opfører sig ordentligt. Man behøver ikke træde på andre for at komme frem. Tryk for at læse mere
Nr. 23
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Når sangen lyder fra bilanlægget, bliver jeg sendt tilbage til mit barndomsland Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 20:00:00
"Songen" af Bjørn Eidsvåg Det var Katrine Muff Enevoldsens far, der introducerede hende for den norske musiker Bjørn Eidsvåg. I dag er hans musik blevet en fælles referenceramme for familiens bilferier til Jylland. Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix Det første, jeg gerne vil fremhæve, er en sang af den norske musiker Bjørn Eidsvåg, som hedder "Songen". Hans musik er en rejse tilbage til min barndom, men det er også en rejse tilbage til et særligt sted. Da jeg som barn var på ferie, kørte vi altid forbi min mormor og morfar i Esbjerg og min bedstefar og bedstemor i Hvide Sande. Og der er et helt særligt sted, hvor landskabet skifter fra at være et almindeligt, gennemsnitligt dansk landskab til at blive magisk. Lige ved Nymindegab er der en bakke, og man kan ikke se, hvad der er på den anden side, men når man kommer over på den anden side, er det som at køre ind i et helt andet land – og for mig er det mit barndomsland. Det er lige dér, jeg kan mærke mine rødder på en særlig måde, og min far satte altid Bjørn Eidsvåg på anlægget i bilen, når vi kørte lige præcis der. Bjørn Eidsvåg synger om tro og liv og eksistens. Hans tekster er helt vilde, og hans stemme er som et varmt, uldent tæppe, der lægger sig rundt om én. Stedet og sangen er et barndomsminde, men også en slags madpakke, jeg skal pakke ud som voksen og gå på opdagelse i. Dengang forstod jeg ikke helt, hvad teksten betød, men det gør jeg mere og mere nu. Lad litteraturen stille din nysgerrighed "Det bedste år i dit liv" af Tone Ottilie, Politikens Forlag, 2025 Ungdomsromanen "Det bedste år i dit liv" er en alvorlig og sjov fortælling om forelskelse, forandring og identitet. Foto: Politikens Forlag Jeg har for nylig læst en ungdomsbog af forfatteren Tone Ottilie, der hedder "Det bedste år i dit liv". Det særlige ved bogen er, at hovedkarakteren er nonbinær, og det var en meget stærk oplevelse at læse et stykke litteratur, hvor sproget var anderledes – særligt i forhold til pronominer. Da jeg læste bogen, blev jeg sendt en tur tilbage til min egen ungdom, fordi jeg erfarede, at mange ting har ændret sig, mens mange ting stadig er de samme. Bogen er et enormt trygt rum at være nysgerrig og uvidende i. Man kan reflektere over det, man læser, og spørge sig selv, hvorfor man synes, at noget er svært eller underligt. Det, der er så dejligt ved bogen, er, at den ikke er et debatindlæg. Der er ikke noget, der skal debatteres. Det er bare en levet virkelighed, og det, synes jeg, er smukt. Vi er meget optaget af at kunne spejle os selv i kunsten, men måske skal vi huske på, at kunsten også er et blik ind i andres liv. Tag med på en rejse ind i efterlivet "Dead People Dead Flowers", af kunstner Anne Nowak, 2015 Anne Nowaks værk "Dead People Dead Flowers" er en fortælling om, hvad der sker, når håbet stiger over smerten og lader nye betydninger opstå. Foto: Pia Vestergård Simms I 2015 udstillede Anne Nowak 170 prints af de visne blomster og 60 små skulpturer i forbindelse med Spring Break Art Show i New York. Foto: Pia Vestergård Simms Piavsimms Den danske kunstner Anne Nowak har været rundt på kirkegårde og samlet visne blomster. Hun har altså med de pårørendes tilladelse taget de døde menneskers døde blomster og fremkaldt dem ved hjælp af en teknik, der hedder cyanotopi, som går ud på, at man lægger blomsterne på et stykke papir, der indeholder nogle kemikalier, der gør, at uv-lyset fra solen fremkalder en negativ af det emne, man lægger på papiret. Efterfølgende skyller man papiret i vand, og dér, hvor blomsterne har ligget, bliver helt hvidt. Det er en slags rejse ind i efterlivet, når de døde blomster, der er blevet brugt til at mindes de døde, får liv igen. Anne Nowak giver de tilsyneladende sørgelige, triste og visne blomster et evigt liv. De bliver sammen med kærligheden til den afdøde evighedsgjort på en måde, jeg synes er virkelig smuk. Tryk for at læse mere
Nr. 22
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Hele min slægt ligger på samme kirkegård. Men hvor skal jeg begraves? Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 20:00:00
Min højgravide kæreste og jeg besøger mine forældre en regnvåd anden påskedag. De bor på et nedlagt landbrug i Thy nærmere bestemt i en lille landsby, der hedder Thorsted. Den ligger midt mellem Limfjorden og Vesterhavet tæt op ad Nationalpark Thy. Vi er ude at gå en tur alle sammen, og vi går ned til den lille hvidkalkede Thorsted Kirke og dens lille kirkegård, der er indhegnet af et dige af store kampesten. Her ligger min slægt. I generationer er mine forfædre blevet begravet her, og det er som at bevæge sig rundt på grenene i et stamtræ, når man går på stierne af perlegrus. Ved en af gravene er jorden endnu ikke faldet sammen, og buketterne er ikke helt visnet. ”Der ligger morbror Hans,” siger min mor. Det var en fin begravelse, fortæller hun. Hans blev 92. I en anden grav ligger min mormors fætter Helge. Han var gartner og mine forældres nabo. Ikke langt fra Helge er Helges far begravet, og der er både navne på forsiden og bagsiden af den gravsten. Stenen er blevet genbrugt, og på bagsiden står navnet på min tiptipoldefar. På mange af gravstenene står der ”Født i Thorsted, Død i Thorsted”. ”Vi vil også begraves her,” siger mine forældre, mens vi så småt begynder at gå ud af kirkegården. Der er noget trygt ved at gå rundt mellem generationerne i min familie, som de ligger der ved siden af hinanden. Det giver mig en fornemmelse af, at det er her, jeg hører til. Det er her, min slægt har levet altid, og det er her, jeg selv er vokset op. Når jeg står på mine forældres mark og trækker vejret dybt ned i lungerne, indånder jeg den samme luft, som min slægt har gjort det i mange hundrede år. Der er noget ved den luft, som på særlige dage har rejst i en lige linje fra Grønlands østkyst, nord om Færøerne og Shetlandsøerne og først igen møder land, når den blæser ind over Thy. Jeg forestiller mig, at min slægt har tråde helt tilbage til dengang, man opkaldte stedet efter tordenguden. Jeg ånder samme luft som vikingerne. Vi har samme hjemstavn. Jeg er mere tryg og står mere solidt her i verden, når jeg fylder lungerne med den luft. Der er også en klaustrofobisk følelse på kirkegården. Mine forfædre var bønder. De elskede den jord, de dyrkede, men de var også bundet til den. Det er tanken om at være fastlåst til et lille stykke jord mellem fjorden og havet, der føles omklamrende. Min mor var den første i sin familie, der fik en studentereksamen og senere en videregående uddannelse. Hun flyttede fra Thy kort efter sin studentereksamen. Det samme gjorde jeg. Det samme gjorde alle mine venner. Vi var også nødt til det, hvis vi ville have en lang uddannelse. Udkanten skubbede, og de store byer trak. Jeg flyttede til Aarhus, men min første tid hjemmefra var hård. Den gnavende fornemmelse af ikke at høre til, at være langt væk fra familien og langt væk fra naturen kom bag på mig. Alle vennerne var spredt ud mellem Aalborg, Aarhus og København, og i et par år havde jeg en stor trang til at flytte hjem til Thy. Det hjalp at være sammen med andre eksilthyboer. Venskaberne fik en ekstra nuance, fordi vi var fælles om at have forladt vores fælles hjemstavn, og med tiden blev den gnavende følelse mindre. Der er også noget sundt ved at få sin hjemstavn lidt på afstand. Se den udefra, måske gennem øjnene på en kæreste, der kommer fra noget helt andet. Man kan godt blive blændet af trygheden, og nogle gange har man brug for en, der kaster lyset fra en anden retning. Der er noget frigørende ved at fjerne sig fra hjemstavnen. Leve sit eget liv på en måde, der ikke er så nemt at forudbestemme. Min mor vendte tilbage til Thy, men jeg er ikke sikker på, at jeg gør. Jeg har kaldt mange steder for hjem, siden jeg flyttede fra Thorsted. På et tidspunkt blev det til en rodløshed og en trang til at flytte, helst en gang om året. Helst til en ny by eller et nyt land. Nu bor vi i Gellerup i Aarhus. På postkassen i opgangen står ”Nielsen” i kontrast til navne fra hele verden, og ved aftensmadstid bliver luften fyldt med krydrede dufte, der ikke findes i Thorsted. I vores opgang er der ikke mange, som bare kan tage bilen og køre hjem til fødegården for at indånde luften, som deres slægt har indåndet i generationer. Nogle har forladt deres hjemstavn som flygtninge. Jeg ved i det mindste, at min hjemstavn står mere eller mindre, som da jeg forlod den. Det er et privilegium at vide, at min slægt ligger begravet der, hvor de havde deres liv, og hvor de ønskede at være, da de døde. Helt i fred. Det hjælper også på den gnavende fornemmelse. På vej ud af kirkegården anden påskedag i Thorsted går vi forbi en afsides grav med et lille trækors plantet i jorden. I graven ligger en 19-årig tysk soldat, der var udstationeret i Thorsted under Anden Verdenskrig. Måske var hans hjemstavn i de sydtyske alper, hvor han indåndede den friske bjergluft med familie og venner, der savnede ham, da han forlod dem. Nu ligger han her alene mellem Vesterhavet og Limfjorden blandt mennesker, som han ikke kendte. Mine tanker vender ofte tilbage til den tyske soldat, og frygten for at ende ensom og alene et fremmed sted strejfer mig. Måske ender jeg på Thorsted Kirkegård sammen med min slægt. Men hvis jeg ikke bliver begravet på Thorsted kirkegård, ender jeg så et sted, hvor jeg ikke hører til? Tanker om tilhørsforhold og begravelser bliver dog hurtigt blæst væk. Min lille søn vågner fra sin lur. Lige nu er det her, jeg hører til. Tryk for at læse mere
Nr. 21
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Marian og Linda er naboer og bedste veninder: Vi banker ikke engang på mere. Vi går bare ind Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 20:00:00
Da Linda Vestergaard for 20 år siden flyttede fra Aarhus og 100 kilometer nordvest til den lille landsby Fly, føltes det, som om hun var landet midt i ingenting. "Jeg tænkte bare: Hold op, hvor er der ingen mennesker heroppe – der er kun køer. Og det er ikke engang løgn," griner hun i dag. Hun flyttede ind hos sin mand, Ole, som havde boet i byen hele livet, og når han talte med den indfødte nabokone, Marian Skovsende, havde aarhusianeren ikke en chance. "Jeg forstod ikke ret meget af, hvad Marian sagde," husker Linda Vestergaard. "Når I slog over, så var det virkelig bondsk, og så bakkede jeg lidt ud af samtalen." "Du skulle høre, hvor mange gange hun retter mig," indskyder Marian Skovsende. "Ej, du er ikke så slem mere." På samme måde skulle Marian Skovsende også lige se Linda Vestergaard an. Hun var jo fra Aarhus, og Marian Skovsende var tvunget til at slå over i rigsdansk, hvis hun ville gøre sig forståelig. Men, hun indrømmer, at hun syntes godt om Linda helt fra begyndelsen. En følelse, som var gengældt, og der gik da heller ikke længe, før de blev veninder. "Marian er bare sådan et åbent menneske, som omfavner alle," siger Linda Vestergaard. "Også selvom man er lidt stille og genert, som jeg egentlig er." "Ikke mere," opponerer Marian Skovsende, "ikke over for mig i hvert fald." Er de to nabokoner jævnaldrende, vil journalisten gerne vide. "Ah!", protesterer Linda. "Jow," siger Marian, "jeg er da lige så ung som dig." "Det kommer an på, hvem af os, du spørger!", griner Linda Vestergaard, som er 55 år, mens Marian er 62 år. "Men vi føler os som nogen på 30," siger Linda. De klukker i kor, og man kunne let få det indtryk, at det ikke er første gang, de to har muntret sig over deres alder. På Borgvej i Fly adskilles de to hjem kun af en hæk, og om vinteren bliver den klippet ned, så de kan holde øje med hinanden. Ligger den ene syg, dukker den anden op med et måltid mad eller et stykke nybagt kage. Står man lige og mangler en kop sukker eller et æg, er hjælpen også nær. "En overgang var det altid bagepapir, du skulle låne," siger Marian Skovsende. "Så købte jeg 10 ekstra ruller bagepapir, og så har du ikke skullet låne siden!" De skraldgriner. Med årene er den andens hjem blevet som et ekstra hjem, fortæller Linda Vestergaard. "Jeg tror ikke engang, vi banker på dørene mere. Vi går bare ind. Man kan også godt gå over i nattøj – også selvom min mand er hjemme. Det er fuldstændig lige meget." De to veninder deler desuden mere end adresse på Borgvej. Tilfældet vil nemlig, at både Marian Skovsende og Linda Vestergaard er på førtidspension med en bipolar lidelse. "Men vi er altså ikke dumme af den grund," siger Linda Vestergaard. "Vi kan bare ikke holde til at arbejde." Deres ligheder betyder, at de har kunnet læne sig op ad hinanden, hvad de især har gjort på "millioner af gåture". Intet for småt eller for stort til at blive vendt. "Vi har sommetider gået og hylet lidt, hvis det hele har været svært," siger Marian. Til gengæld kan det meste også løses med en gåtur, og når de er hjemme igen, føles det hele ofte meget mere overkommeligt. "Ja, så var det måske ikke så slemt alligevel," siger Marian. Nu kan det hurtigt komme til at lyde meget alvorligt det hele, mener de to veninder og forsikrer om, at der også er tid til masser af pjat. "Du griner især, når der kommer en fugl," siger Marian Skovsende. Marian har nemlig fobi over for fugle – ligesom Linda Vestergaard har det for frøer. "Så det har vi lidt sjovt med," griner hun. Med årene er deres familier også vokset ind i hinanden. Mens Linda Vestergaards børn var små, og hun stadig skulle møde tidligt på arbejde, kom Marian Skovsende altid over og tilbragte morgenen sammen med børnene, inden hun afleverede dem i dagpleje. "Marian har lidt været mormor for mine børn," siger Linda og fortsætter: "Og min bedste ven. Og den mest fortrolige, jeg overhovedet har." "Ja, og omvendt," siger Marian. I dag er det blevet en selvfølge, at Marian er med, når familien Vestergaard har noget at fejre. Før fødselsdage, konfirmationer og studenterfester spørger de altid Marian som den første, og skulle datoen passe hende dårligt, finder de helst en ny dag. Først på sommeren rejste en af Linda Vestergaards døtre til New Zealand for et halvt år. Inden afgang havde Marian Skovsende arrangeret en stor surprisefest for hende. Hun havde pyntet op med flag, sørget for hjemmebag og datterens livretter. "Sådan er hun bare som menneske," siger Linda. Og så direkte til veninden: "Man kan slet ikke beskrive, hvor godt et menneske, du er." Tryk for at læse mere
Nr. 20
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det magiske øjeblik blandt fiskere Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 20:00:00
"På jord end findes det færgelag, som kaldes Sankt Peders Gilde, så folk vi fange endnu i dag og føre til livets kilde." Den Danske Salmebog, nummer 147 vers 7 N.F.S. Grundtvig. Ja, så lægger vi snart båden til land efter vores ugelange sejltur med Peters fiskedræt. Nu kan jeg bedre holde sommerferie. Jo jo, jeg skal skam i kirke, både om søndagen og i hverdagen. Måske skulle man tage til Viuf Kirke ved Kolding, hvor de har et flot altertavlebillede forestillende en del af Peters fiskedræt. Det er malet af Niels Larsen Stevns i 1915. Man ser det øjeblik, hvor Jesus taler til den tilbedende Peter, der lige har erkendt, at han er en syndig mand, der slet ikke er værdig til, at selveste Kristus nu står foran ham. Den fangst, de lige har oplevet, kan kun stamme fra en gerning af Gud selv. Da siger Jesus kærligt til ham: Frygt ikke, Simon. Fra nu af skal du fange mennesker. I baggrunden af billedet ses det uendelige, bølgende hav, der spiller i lyset fra himlen. I forgrunden bøjer Simon sig ned for Jesu fod midt i kæmpefangsten af store, blanke fisk. Foran Simon, som han jo stadig hedder, ses den store velsignende Kristus – så stor, at han også velsigner menigheden i kirken. Dér har vi pointen. Det er ikke kun en sag mellem Simon og Jesus. Det er også en sag mellem Gud og os, for her fornemmer Simon tydeligt, at noget meget stort er ved at begynde. Derfor må han bryde op fra job og sted og følge Jesus. Jeg har ofte tænkt på, hvad mon konen derhjemme har tænkt? Vi ved jo, at Peter havde en svigermor. Derfor må han også have haft en kone. Blev hun hjemme eller fulgte hun med? Og hvad levede de af? Man holder aldrig op med at være fascineret af den bibelske historie. Det var maleren Niels Larsen Stevns også. Hele livet malede han sig ind i historien og ind i Guds skabelse, der jo ligger dér lige foran vore øjne. Den fascination kan man se hele sommeren i Larsen Stevns landskabsbilleder, der vises på Skovgaard Museet i Viborg – og der er jo ikke langt fra Kolding til Domkirkebyen. God fornøjelse – og spis en lækker fisk i Sct. Peder Stræde. Søren Hermansen er tidligere sognepræst på Langeland og i Sorgenfri. Tryk for at læse mere
Nr. 19
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kærestesorg er ikke kun for de unge. Måske rammer den faktisk hårdere med alderen Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 20:00:00
Jeg troede, kærestesorg hørte ungdommen til. At den desperation, hvor man stirrer ind i en tom telefon, overanalyserer en emoji og fortaber sig i forsikringer udtalt for år tilbage, var forbeholdt 25-årige med knuste hjerter og svigtende dømmekraft. Men i min omgangskreds bøvler såvel unge som modne ægtefolk – fra lukkede såvel som åbne forhold – med den samme gamle smerte. Enten fordi ord og nærhed er sluppet op, og parforholdet minder om et sølvbryllup uden musik. Det hele er stift, stille og lidt pinligt for alle. Eller fordi der sker et regulært brud. Uanset hvad så mister vi den anden og den fremtid, vi havde forestillet os. Det er en sorg. Kærlighedssorg er ikke kun trist, det er en biologisk alarm. I urtiden betød det døden at være forladt. Derfor reagerer vi stærkt. Oxytocin, tilknytningshormonet, skaber bånd, og når det bånd brydes, oplever vi noget, der minder om abstinenser. Og som om det ikke var nok: Når urhjernen aktiveres, slår fornuften fra som et relæ i tordenvejr. Et studium fra 2011 lod deltagere se billeder af deres ekskærester. Reaktionen i hjernen svarede til fysisk smerte som at få tæsk. Og det er en ringe trøst, at det ikke kun er os. Elefanter, gråpapegøjer og zebrafinker sørger også. Nogle fugle stopper med at synge, når deres mage forsvinder. Kærlighedssorg koster også i kroner og øre. Et større studium fra Aarhus Universitet og Concordia University i Montreal viste i 2022, at topchefer, der blev skilt, trak deres virksomheder 26-38 procent ned i afkast sammenlignet med ledere uden brud i bagagen. Søvnløshed, sygedage, samværsordninger og flytning koster faldende produktivitet. Man møder ikke op på kontoret i gips. Men det burde man næsten. Et solidt sted i 20'erne ringede jeg min meget gamle far op midt om natten og refererede til et brud med "så sagde jeg" og "så sagde han" i timevis. I 30'erne travede jeg resolut ud til Roskildevej og blaffede til Lolland, fordi en kæreste test-datede en anden. Jeg har prøvet meditation, byture med pailletter og det håbløse mantra om, at man bedst kommer over en mand ved at komme under en anden. Undskyld sproget – men jeg er jyde. Anbefales det? Nej. Men tiden gik – og det er godt. For tid er stadig din allerbedste ven. Problemet er bare, at man ikke kan holde ud at vente på, at tiden virker. Derfor spræller fantasien. Derfor prøver vi i vildskab alt muligt af, der kan dulme og distrahere. Da jeg i 50'erne blev skilt – med både vielsesattest og børn i bagagen – læste jeg bøger om parforhold, påbegyndte en terapeutuddannelse, græd, lå apatisk i det fri og stirrede op i himlen eller pønsede på at skrive en ukristelig håndbog med titlen: "10 måder at hævne sig – uden at bryde loven". Mine venner var tvangsindlagt til at høre den samme historie i loop. Og det vidste jeg godt selv, men jeg kunne ikke stoppe op. Gentagelsen er en af måderne, nervesystemet dulmes på. Tabet af den fælles fremtid er og bliver en tragedie. I de græske af slagsen står de bare og græder. Og måske rammer kærlighedssorg hårdere med alderen, fordi ældre har investeret mere og tror mindre på nye chancer. Det er en ringe trøst – men fandtes den, var det jo nemt nok det hele. På den anden side skal man aldrig undervurdere det boost, som kærestesorg kan give ud i en ny retning. Det var faktisk Jan Gintbergs vej til scenen. Han blev komiker af det. Men det, vi bærer, har en grund. Ikke kun i hjertet, men i hjernen og i vores artshistorie. Og når vi en dag kan huske det gode uden at blive knust, men bare undre os mildt, så er vi godt på vej. Ikke videre. Men videreført. "Liv&Læring" skrives af journalist og terapeut Kirsten Elley, født i 1962. Klummen bringes sommeren over, mens brevkassen "Spørg om livet" holder ferie. Dette er fjerde klumme. Tryk for at læse mere
Nr. 18
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kan et stykke gennemsigtig plastic kurere mobilafhængighed? Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 20:00:00
I de seneste 60 år har man behandlet heroinafhængige med metadon. Nu er et nyt produkt lanceret til misbrugere af mobiltelefoner: den såkaldte Methaphone. Sådan markedsfører to tidligere Google-ansatte deres nyeste opfindelse, som de sælger for 161 kroner plus fragt på deres hjemmeside. Methaphone er et stykke gennemsigtig plastic med samme fysiske mål som en gængs iPhone. Udviklerne Eric Antonov og Greg Hochmuth ser den som en ikke-elektronisk og tankevækkende erstatning for alle dem, der føler behov for at have en mobiltelefon i hånden i timevis hver dag. Der er ingen salgstal at spore, men ifølge hjemmesiden er markedsføringen for Methaphone nået ud til 150 millioner mennesker. "Vi bærer altid vores telefoner på os. Når vi ikke kan mærke den, farer vi sammen – bekymrede for, at vi har mistet noget. Methaphone hjælper med at håndtere trangen og dulme abstinenserne," skriver Eric Antonov og Greg Hochmuth på hjemmesiden. Det er rent faktisk muligt at se virkeligheden gennem sin Methaphone. Foto: methaphone.com Ifølge udviklerne kan man sammenligne Methaphone med en "e-cigaret uden nikotin". Og på billederne på produktets hjemmeside kan man se, at den sagtens kan stritte op fra baglommen på et par jeans ganske som en ægte telefon. Holder man akrylskærmen op foran verden, kan man rent faktisk se virkeligheden igennem den. Opfindelsen imponerer ikke umiddelbart dr. med. og psykolog Jakob Linnet, der er leder af Klinik for Ludomani ved Odense Universitetshospital. "Der mangler evidens for, at det her skulle have en positiv virkning på dem, der har et afhængighedsforhold til deres mobiltelefon, og så vidt jeg kan se, har de ikke testet produktet i et såkaldt kontrolleret studie. Når de taler om, at dette kan dulme 'abstinenserne i forhold til mobiltelefoner', kender vi ikke den terapeutiske effekt. Så måske lover udviklerne mere, end de kan holde," siger Jakob Linnet. Der findes ikke nogen officiel diagnose for skærmafhængighed, men Jakob Linnet ser en række ligheder mellem folks mislykkede forsøg på at begrænse skærmforbruget og de fortællinger om misbrug, han møder i arbejdet med både spilafhængige og overspisere i klinikken ved Odense Universitetshospital. Og i den forbindelse fremhæver han et element ved Methaphone, som rent faktisk minder om et redskab til nødbehandling, som man benytter sig af på hans klinik. Methaphones udviklere opfordrer til, at man sætter klistermærker på akrylen, der tjener som offline-applikationer. Her kan der eksempelvis stå "Læs", "Træk vejret" eller "Gå udenfor". "Jeg ville ønske, de havde gjort mere ud af den del. Fra hospitalets side forsyner vi patienter, der lider af ludomani, med kort, som de placerer i lommen. Det kan de tage op og læse på, når spiltrangen melder sig. Her står en række råd, der kan hjælpe dem ud af tankemønsteret igen," siger Jakob Linnet. Psykologen mener, at et bedre redskab mod mobiltrangen er de gammeldags trykmobiltelefoner, der udelukkende kan benyttes til opkald eller tekstbeskeder. De tjener stadig et formål, men man slipper for alle internettets fristelser, og de gammeldags telefoner har vist sig værdifulde for mennesker med ludomani, forklarer han. Danske elektronikforhandlere sælger fortsat klassiske Nokia-telefoner, der minder om dem, man brugte ved årtusindeskiftet. De koster i omegnen af 600-700 kroner. Tryk for at læse mere
Nr. 17
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sørine Gotfredsen: ”Landmand søger kærlighed” viser et mere tidløst Danmark Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 18:00:00
Jeg blev forleden spurgt om, hvorvidt jeg af og til ser noget i fjernsynet, som jeg egentlig ikke mener, at jeg burde bruge tid på. Jeg måtte svare, at det kan forekomme, når jeg for eksempel finder på at hvile ørerne til TV 2-programmet "Landmand søger kærlighed", der har kørt i en stadig strøm hen over sommeren. Egentlig er jeg særdeles træt af tv-programmer, der hele tiden vil tvinge folk til at blive kærester, men pointe følger. Opskriften er enkel. En række enlige landmænd får med TV 2's mellemkomst kvindeligt besøg, og der rykkes ind i en flok på fire, hvoraf landmanden skal invitere én af dem med på en såkaldt romantisk weekend. Typisk på et mindre slot med gourmetmad og himmelseng. Når jeg fascineres en smule af denne serie, skyldes det dens fremstilling af kønsroller. Set i lyset af vor tids stræben efter at få flere kvinder anbragt i bestyrelser og flere mænd i køkkenet er det interessant at opleve verden nogle kilometer uden for København. Debatten om den mentale byrde i hjemmet og idéen om mere flydende grænser mellem kønnenes kendetegn har ikke her bundfældet sig, kan man roligt sige. Overordnet set forventer kvinderne i dette program at møde en mand, der kan knokle i marken og håndtere maskiner, mens mændene ønsker sig en kvinde, der kan lave frikadeller og har kønne øjne. På et tidspunkt ser man Therese gå rundt hjemme i Viborg og forberede sig til eventyret på landet ved blandt andet at minde sig selv om vigtigheden af at kunne stryge skjorter. Tankevækkende er det også at opleve parrene ved et fint måltid. For eksempel da Christina og hendes landmand sætter sig til bords i den smukke stue på Dronninglund Slot, efter at hun har udtrykt håb om, at der vil være godt med kød, sovs og kartofler. Senere betakker de sig begge, da tjeneren foreslår rødvin til hovedretten, da de langt hellere vil have en øl. De lider helt åbenlyst ikke af hverken fine fornemmelser, kød-skam eller spiseforstyrrelse og griner blot, da de efter middagen kan mærke, hvordan deres lidt for tykke maver støder sammen. Et menneske, der primært orienterer sig gennem Politiken eller DR's P1, vil knap tro, at disse mennesker faktisk er danske. Der er ikke meget krænket højskoleelev eller anden skrøbelig identitetsbevidsthed på færde, og man bliver atter mindet om, hvordan dele af den offentlige samtale efter alt at dømme går hen over hovedet på en markant del af befolkningen. "Landmand søger kærlighed" repræsenterer noget mere eller mindre tidløst i dette land, og det er en lille smule bevægende at konstatere, at mange synes temmelig uberørte af den store tidsåndsstemme. De søgende landmænd ender vist som hovedregel ikke med at få en kæreste ud af anstrengelserne, men der er noget at lære af programmerne. Man får et indblik i det Danmark, der ikke synes synderligt påvirket af mediesamtalens mere eller mindre forbigående luner. Og måske aldrig vil blive det. Alene den erkendelse gør, at programmet er værd at bruge lidt sommertid på. Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør. Tryk for at læse mere
Nr. 16
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Dronning Juliane Maries drog fra slot til slot med en fin rejsekalender Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 18:00:00
Vi er alle sammen afhængige af vores kalendere, men lever fint med, at de i de fleste tilfælde har en temmelig kedsommelig fremtoning. Helt anderledes så det ud for Juliane Marie, Danmarks dronning fra 1752 til 1766. Hun har efterladt sig et lille arkiv i Rigsarkivet, hvor man blandt andet kan studere hendes korrespondance med Frederik den Store af Preussen og Katarina den Store af Rusland, og hvor der også er en række kalendere fra 1760'erne. De fleste var trykt hos Københavns Universitet, og her kan man ud over dronningens notater om de enkelte dages begivenheder læse om postgangen til og fra København, ligesom der er en fyldig oversigt over datidens danske embedsapparat. Der er også en kalender, som blev trykt i Hamborg i 1760. Den fylder kun 5,5 gange 8,5 centimeter og var derfor meget velegnet til rejsebrug. Til gengæld var der ikke så meget plads til notater, men bogen giver ikke desto mindre et godt indtryk af dronningens mange rejser mellem slottene i København, Hørsholm og Fredensborg. Et brudepar. Foto: Rigsarkivet Niels Gravesen Den lille kalender er indbundet i rødt fløjl og forsynet med Frederik V's navnetræk, men indholdet bærer tydeligt præg af udgivelsesstedet, hvor den største del af målgruppen utvivlsomt også har boet. Læserne får i alt fald en grundig orientering om tidspunkter for gudstjenester i Hamborgs kirker, flod og ebbe ved Elbens udmunding i Nordsøen og postgangen til og fra Hamborg, og man kan også se, hvornår Hamborgs byporte blev åbnet og lukket hver uge i årets løb. Langt mere iøjnefaldende er dog ni farvelagte tegninger, der omhandler forskellige almenmenneskelige emner og alle er forsynet med fire linjers kommentarer på vers. Udgiverne har åbenbart bestræbt sig på at få en del aldersgrupper med, og enkelte steder er generationerne stillet op over for hinanden. En skrigende baby. Foto: Rigsarkivet Niels Gravesen På bogens allerførste billede ser man for eksempel et ungt og et ældre par kysse hinanden, men hvor de unge gør det "gerne og flittigt", kniber det lidt for de ældre. Vi ser også et billede af et brudepar, og her begynder teksten således: "Kærlighed er en rus for sjælen; livet selv er en nydelse" (eller festmåltid, som ordet "Schmaus" også kan oversættes til). De klassiske kønsroller får vi også et indblik i på billedet af to børn fra et velstående hjem. Pigen leger med dukker, mens drengen pisker sin legetøjshest, mens han længes efter at komme til at ride. Denne skribents yndlingstegning er dog billedet af den varmt påklædte baby, udstyret med hat, der åbenbart ikke er tilfreds med den mælk, som ammen kan tilbyde. Her kan oversættelsen lyde således: "Spædbarnet skriger med et tysk [!] skrig. Hvad er det, han mangler? Giv ham i stedet for mælk kun vin, den lille drukkenbolt. Så vil jeg vædde med, at han ikke vil græde mere." To legende børn. Foto: Rigsarkivet Niels Gravesen Vi ved ikke, hvad Juliane Marie syntes om billederne – eller om hun overhovedet har skænket dem en tanke, da hun gjorde notater i kalenderen. Men det kunne da være sjovt, hvis tegningerne kunne give danske leverandører af kalendere lidt inspiration, hvis de skulle have lyst til at gå nye veje i deres markedsføring. Jørgen Mikkelsen er arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet Tryk for at læse mere
Nr. 15
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Jeg vil gerne tale om, at hele mit fundament er ved at gå i opløsning” Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 18:00:00
"Først et spørgsmål – er det tilladt at være på chatten, hvis man ikke har fået stillet en diagnose, men venter på udredning?" Det er torsdag aften, og klokken er lidt over 23. Spørgsmålet kommer fra en ung kvinde, som skriver til en rådgiver i Psykiatrifondens chatrådgivning. Rådgiveren svarer: "Selvfølgelig. Hvad har du lyst til at tale om?" Sidste år blev det til cirka 25.000 samtaler på telefon eller chat. Danmark er gået på ferie, men i rådgivningen har de skruet op for antallet af rådgivere, for psykisk mistrivsel kender ikke til ferie. Frivillige rådgivere skal også have ferie, så engang holdt man lukket. Nu gør man en undtagelse og lønner de frivillige, der sikrer, at det anonyme rådgivningstilbud er godt bemandet i ferietiden. Den unge kvinde skriver: "Jeg vil gerne tale om, at hele mit fundament er ved at gå i opløsning." Tung bagage Det er 25 år siden, Psykiatrifonden åbnede sin telefonrådgivning. Dengang fandtes Sct. Nicolai Tjenesten og Livslinien, men det her var den første gratis, anonyme rådgivning, hvor mennesker med psykiske problemer kunne henvende sig. 17 minutter efter man havde åbnet telefonlinjen, var den første person igennem. I godt et årti har psykoterapeut Liza Marie Johnson været leder af den anonyme rådgivning, der har til huse i et anonymt erhvervslejemål på ydre Nørrebro i København. Antallet af brugere er vokset år for år, og de kommer fra hele landet. Vil man tale med en rådgiver, skal man være indstillet på ventetid. Og måske henvender man sig forgæves. I 2024 blev 43 procent af telefonopkaldene besvaret. De ubesvarede opkald kom i fokus i 2022, da manden, som stod bag drabene og drabsforsøgene i indkøbscentret Field's, to gange på dagen for forbrydelsen havde ringet forgæves. Som følge af den voksende efterspørgsel har rådgivningen løbende udvidet åbningstiden. Rådgivningen har også taget konsekvensen af, at nogle mennesker hellere vil skrive end tale om det, de kæmper med. Derfor har Psykiatrifonden udvidet med en chatrådgivning. Det er overvejende den yngre del af befolkningen, som bruger chatrådgivningen. 6 ud af 10, som bruger chatten, er under 30 år. Rådgiverne har tavshedspligt, men de registrerer alle samtalerne i et skema, så Liza Marie Johnson har et ret nøjagtigt billede af, hvilke problemstillinger der fylder hos brugerne. Selvmordstanker, angst og depression er de temaer, som dominerer. Siden rådgivningen for to år siden fik mulighed for også at holde chatrådgivningen åben en del af natten, er der endnu flere, der har skrevet om selvmordstanker og selvmordsforsøg. Når dag bliver til nat, handler mere end hver femte chat om at være på kanten af livet. Det er blandt andet derfor, Liza Marie Johnson taler om, at nogle samtaler kan redde liv. Et åndehul Det callcenter, som lige nu ligger øde hen, er i 12 timer bemandet af frivillige, som fører samtaler af ret forskellig karakter. Her ringer rådvilde forældre til børn i mistrivsel og mennesker med psykisk sygdom. Knap hver femte samtale er med et menneske, som har en psykose eller kæmper med skizofreni. Og så er der en fast gruppe af brugere, der ringer 39 25 25 25 og gerne venter de knap 10 minutter, det tager at komme igennem, for at fortælle en af rådgiverne om, hvad der er sket i deres liv siden sidst. Rådgivningen er et åndehul for mennesker, som har psykiske problemstillinger tæt inde på livet. Eva, som til daglig er lærer, var den sidste rådgiver, som forlod callcentret her til aften. Inden hun sagde farvel, forklarede hun, at den anonyme rådgivning er et sted, hvor mange formulerer noget sårbart for første gang. Her til aften var det en ung mand, som fortalte, at han var blevet glad for en anden mand. "Jeg kan høre, at de selv bliver ramt af det, som de siger, fordi det er første gang, de siger det." Som rådgiver oplever Eva også, at samtalerne kan give et nyt perspektiv på et problem. Det skete også her til aften, hvor hun havde en længere samtale med en mor, der kontaktede rådgivningen, fordi hun ville tale om det bosted, hvor hendes unge voksne datter bor. Moderen syntes, at de ansatte på bostedet stillede for store krav til datteren. Eva siger: "Det er jo altid en balance, hvor meget man skal lytte, og hvornår man skal udfordre. Men i forhold til den her mor forsøgte jeg at udfordre hende, for måske så bostedet kravene som en mulighed for at få datteren til at vokse i selvstændighed." En rådvild mor En glasvæg adskiller det tomme callcenter fra det lille lokale, hvor tre rådgivere sidder ved hver deres computer og skriver med brugere. Lukker man øjnene, kunne man tro, det regnede. Tastaturernes mange klik lyder som dråber, men det idylliske billede splintres, da en af rådgiverne læner sig tilbage i sin stol og fortæller. Rådgiveren har lige afsluttet en chat med en mor, som var bekymret og følte sig afmægtig. Hendes unge voksne datter havde taget en overdosis af panodiler og var blevet indlagt. Nu var hun blevet udskrevet. Fysisk var datteren okay, men psykisk var hun i krise, og hun var ikke interesseret i at modtage hjælp. Det er en problemstilling, som jævnligt dukker op i rådgivningen. Rådgiveren skrev med moderen i en time. Rådgiveren skrev blandt andet: "Det, du står med, lyder rigtig svært, og i sådanne situationer er det min erfaring, at når man rækker ud efter hjælp, kan man finde bedre løsninger sammen." Inden de afsluttede samtalen, foreslog hun moderen at kontakte Livslinien, som har både chat- og telefonrådgivning, hvor pårørende til selvmordstruede kan søge støtte. Tilbage til den unge kvinde, som for lidt siden skrev, at hun følte, at hendes fundament var ved at gå i opløsning. Den rådgiver, som skriver med den unge kvinde, hedder Christina og er psykologistuderende. På Christinas skærm kan man se tre prikker, der bevæger sig. Det betyder, at kvinden skriver. Christina ser afventende på skærmen. Kvinden skriver: "Jeg har det med at skubbe folk væk og derefter undre mig over, hvorfor jeg er så fandens ensom, og så bliver jeg sur på mig selv. Jeg kan aldrig rigtig finde et sted, hvor jeg bare passer ind." Christina læser beskeden og tænker. Så skriver hun: "Du skriver, at du skubber folk væk. Kan du komme med nogle eksempler på, hvordan du gør det?" Line, som er økonom og ved at uddanne sig til psykoterapeut, skriver med en kvinde under 20 år, der har været udsat for seksuelt misbrug i opvæksten. Det er første gang, hun taler med nogen om det. Selvom Line kan bruge den næste time på at skrive med pigen, er hun bevidst om, at hun først og fremmest skal hjælpe den unge kvinde med at finde et sted, hvor hun kan få terapeutisk hjælp. Line skriver: "Det her tænker jeg, at du skal have noget hjælp til." Inden man har sin første vagt som rådgiver, har man gennemgået et internt træningsforløb, hvor man blandt andet bliver mindet om vigtigheden af at skelne mellem rådgivning og terapi. I rådgivningen kan man få en oplevelse af, at der er et menneske, som tager sig tid til at lytte og prøver at forstå. Hvad enten det foregår over telefonen eller på chatten, kan rådgiveren prøve at bringe lindring. Rådgiverne kan berolige nervesystemet med deres tilstedeværelse, pege på muligheder og komme med kvalificerede råd, men det bliver aldrig til behandling. Kunsten at hækle Et af de ord, som ofte dukker op i rådgivningen, er afværgepligten. Alle mennesker har såkaldt afværgepligt. Man kan læse om det i straffelovens paragraf 253 og paragraf 141. Det er en pligt til at forsøge at afværge livsfare for den enkelte og alvorlige forbrydelser. Afværgepligten går forud for tavshedspligten, også i en anonym rådgivning som Psykiatrifondens. Spørgsmålet om afværgepligten dukker op, da rådgiveren Luna bliver kontaktet af en kvinde med paranoid skizofreni. Kvinden indleder med at sikre sig, at rådgiveren ikke kontakter politiet. Kvinden skriver, at hun ved, at hun nok burde kontakte den psykiatriske akutmodtagelse, men hun vil ikke indlægges. Kvinden beskriver, at hun for nogle timer siden var tæt på at springe. Der var stemmer inde i hendes hoved, som forsøgte at få hende til det. Rådgiveren Luna skriver: "Tak for at være ærlig." Kvinden skriver, at hun er mere rolig nu. Det var tanken om hendes forældre, som fik hende til at stoppe op, da hun var tæt på at springe. Hun skriver, at hun ringede til et nummer i psykiatrien. Når rådgiverne er i kontakt med mennesker, der har selvmordstanker, stiller de spørgsmål, der skal afklare, om personen er akut suicidal. Rådgiverne er også trænet i at håndtere samtaler, hvor brugeren taler om at gøre skade på andre. I begge tilfælde spørger de ind til, hvor konkrete og akutte planerne er. Og i de tilfælde, hvor de vurderer, at personen er selvmordstruet eller andre er truet på deres liv, gør de, hvad de kan for at få personen til at opgive sin anonymitet, sådan som afværgepligten foreskriver. Og 9 ud af 10 går med til at bryde anonymiteten. For som leder af rådgivningen Liza Marie Johnson siger: "Ofte er der jo en grund til, at de vælger at skrive til os. De vil gerne have kontakt, og der er en ambivalens også i forhold til akutte planer. En samtale i rådgivningen kan måske afklare, at det er deres lidelse, de ønsker at komme væk fra, snarere end at de ønsker sig ud af livet." Luna skriver fortsat med kvinden, der er træt af selvmordstankerne og bange for, om hun også næste gang vil lade være med at adlyde stemmerne i hovedet. Luna skriver: "Skal vi tale om noget andet?" Kvinden skriver: "Vil du høre noget sjovt?" Der er prikker på skærmen, som viser, at brugeren skriver. Der kommer en længere beskrivelse af, hvordan kvinden har lært sig selv at hækle. Det var noget, hun begyndte på, mens hun var indlagt. Hun er blevet ret god til det. Inden rådgiveren når at svare, har brugeren afsluttet chatten. Det kan virke kontrastfuldt, at man det ene øjeblik taler om at balancere på kanten af livet, og lidt efter skriver man begejstret om håndarbejde. For rådgiveren Luna var det meget bevidst, at hun gav brugeren en mulighed for at flytte fokus fra mørket. Hun så det som et tilbud om normalitet. Luna gør klar til at registrere samtalen i rådgivningens system. Der er andre i kø til at skrive med hende i chatten, men hvordan kan man holde andre i hånden, når man i en time har skrevet med en person, der var så tæt på ikke at være her mere? Rådgiverne fortæller, at de ofte minder sig selv om, at det menneske, de taler med, har haft problemet, før de skrev eller ringede til rådgivningen. Den halve eller hele time, hvor de som rådgivere kommer tæt på medmenneskets lidelse, kan de tilbyde deres nærvær i det svære. Passion og kakao Christina har skrevet med kvinden, som kæmper med tomhed, i snart en time. Kvinden skriver: "Jeg er virkelig i vildrede. Jeg vil virkelig gerne have tomhedsfølelsen til at gå væk. Jeg har prøvet alt muligt skørt, men jeg kan ikke tage skridtet til en permanent ændring." Christina spørger: "Er der noget, du er særlig passioneret omkring?" Spørgsmålet afføder et langt svar. I stedet for at skrive om at føle sig som en fiasko, skriver hun om, hvad hun er god til. Christina skriver: "Du er velkommen til at skrive herinde en anden dag. Jeg håber, du har fået noget ud af vores snak." Kvinden skriver: "Tak for snakken – det sætter jeg pris på. God aften." Da samtalen er afsluttet, er torsdag blevet til fredag. Luna og Christina er de eneste to rådgivere, som er tilbage på kontoret. Luna har været i køkkenet og fyldt to krus med varm kakao. Nogle gange slukker de lyset i lokalet og lader sig pakke ind af nattens mørke, mens de skriver. Nogle brugere skriver fra en dobbeltseng, hvor kæresten sover, mens de selv kæmper med ensomhed, tankemylder eller indre uro. De to rådgivere ved, hvordan de kan guide en angst bruger til ro. Nogle brugere runder af med at skrive godnat, og så er der dem, som skriver, at de afslutter, fordi der er en serie, de vil se. Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201. Tryk for at læse mere
Nr. 14
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Min fars livsværk blev til golfbane og vandhuller Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 18:00:00
"Åh nej, Bjarne, her kan der da ikke gro noget!", sagde gæsterne til min far, da de besigtigede den gård, som han og min mor havde købt. "Det er jo ikke andet end sten og vandhuller." De stod og skuede ud over de 50 tønder land, som mine forældre i 1947 som ungt landmandspar havde fået råd til efter at have spinket og sparet i hele deres ungdom. Ikke en gård som på deres hjemegn, Thyholm, hvor alt var frodigt og velplejet, men en gård helt ude i det yderste Sydthy, hvor min morfar havde slået lyng. Jorden var først blevet fravristet heden 17 år tidligere. Gården hed Nyvang, og nabogården hed Hedevang, og i det fjerne sås stadig lyngarealer. Opdyrkningen havde fundet sted, men det var et meget stenet område, der lignede en grusgrav visse steder, og andre steder var fyldt af flintstykker. Men gæsterne tog heldigvis fejl. Der kunne godt gro noget, for der var ler nedenunder. Når bare jorden fik tilført noget kalk og noget møg og noget salpeter, så trivedes både græs, korn og roer. Men der stod åbent vand i alle lavninger, og der var desuden mørke pletter mange steder, hvor heste og senere traktorer pludselig kunne synke uhjælpeligt fast. Gården blev købt for 60.000 kroner, men så måtte der drænes for 70.000 kroner i de første år. Og dræningen fortsatte år efter år i hele min barndom. Det startede med en omhyggelig planlægning. Vandet skulle jo ledes væk fra lavningerne i drænrør. Uheldigvis gik vandskellet langs markvejen og delte gårdens areal i to lige store dele. Halvdelen skulle føres 20 kilometer ud mod Vesterhavet via de åer, der var. Den anden halvdel skulle føres 15 kilometer ud mod Limfjorden i rør. Der var hovedledninger, der også førte naboers drænvand med. De blev ført i parallelle forløb, så alle marker kunne blive afvandet. Nogle kunne tage omveje for at undgå bakker, men dog fortsat med et nedadgående forløb for at få vandet til at rinde. Andre måtte nødvendigvis graves igennem brinker eller bakker. Det var et meget slidsomt arbejde, og det var også et farligt arbejde. Først blev der pløjet dybt og bredt for at løsne jorden. Så blev den jord skovlet op med håndkraft i store mængder. Så blev hesten og ploven ledt ned i denne rende en gang mere for at løsne jorden. Igen blev der skovlet op i en meterbred rende. Nu var vi en meter til halvanden nede. Men vi skulle ofte en til tre meter længere ned, hvor bakken var højest. Nu blev det en smal grøft, og jorden blev smidt op på den brede rende, der var lavet. Her kunne det blive farligt, hvis vi stødte ind i ler, der var så fint og vandholdigt (silt), at det kunne skride. Mangen en landmand mistede livet, når jorden pludselig skred sammen over ham. Når hovedgrøfterne var lavet, så blev store hovedrør lagt ned i sand og dækket med halm eller strandskaller. Og så startede den egentlige dræning. Mindre render blev gravet ind i lavningerne for at tømme disse for vand i de drænrør, som blev skudt frem. Endnu mindre drænrør blev nu lagt ud til alle sider for at nå de mørke pletter, der også skulle afvandes. Hver lavning kom til at ligne et rødspætteskelet. Det store arbejde foregik over flere år, og i en del år efter kunne drænmønstrene ses, fordi det gule ler ved gravningen var kommet op til overfladen. År senere skulle der repareres her og der, fordi nogle drænrør var brudt sammen. De bestod dengang kun af brændt ler. Min lillebror nåede mange år senere at omdræne for 400.000 kroner. Sådan blev den før så marginale jord i Nyvang frugtbar, og på grund af leret skulle der aldrig kunstvandes. En familie på syv plus karl og tjenestepige fik deres udkomme af den gård. Og den bidrog til megen nødvendig udenlandsk valuta til Danmark, fordi der eksporteredes fedekalve til Norditalien og bacon, smør og ost til England. Der blev desuden produceret billig mælk, æg, oksekød og svinekød til bydanskerne. Nu er denne jord, der møjsommeligt blev fravristet den jyske hede, igen blevet overflødig, og grønne trepartsforhandlinger pågår i år for at gendanne den oprindelige natur, der kan filtrere vandet for unødige næringsstoffer, der før blev udledt til hav og fjord. Nyvang blev opdyrket i 1930 og kunne således gives tilbage til uspoleret natur 100 år senere. Men sådan kommer det ikke til at gå. For der er taget hånd om den gård, som jeg er opvokset på. Min lillebror overtog den fra mine forældre og drev den videre, indtil han solgte den til Sydthy Kommune, der ønskede at gøre Nyvangs marker til golfbane, inden kommunen blev nedlagt og opslugt af Thisted Kommune. Det første, som golfbanen gjorde, var at ødelægge alle drænrør, så der igen opstod vandhuller og søer i alle lavninger, som golfspillerne nu kan tabe deres golfbolde i, og som fuglene kan nyde at svømme rundt i. Meget nænsomt havde Vorherre hentet min far hjem, inden dette skete. Seniorliv skrives på skift af: Tidligere nyheds- og informationschef, journalist Lis M. Frederiksen, født i 1943. Tidligere tv-direktør og højskoleforstander, teolog Ivar Brændgaard, født 1949. Tryk for at læse mere
Nr. 13
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Mere end hver anden ringer forgæves efter råd om psykisk sygdom Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 18:00:00
For tre år siden oplevede hele Danmark, hvor alvorligt det kan være, når en syg person ringer forgæves for at tale med nogen. To gange havde drabsmanden fra storcentret Field's forsøgt at ringe til Psykiatrifondens rådgivning, inden han dræbte tre personer den 3. juli 2022. Dengang var der ferielukket, det er der ikke mere, men sommeren er stadig en usædvanlig travl tid for den frivillige rådgivning. Således var der i juli sidste år 4210 henvendelser og 4173 i august. I april, maj og juni var tallet cirka 3200 henvendelser om måneden. Årsagen er enkel, siger Liza Marie Johnson, psykoterapeut og leder af den anonyme rådgivning: "Mange brugere siger, at når det etablerede system drosler ned for aktiviteten, så er det rart, at der er et sted at række ud til." Hun tilføjer: "Vi er ikke et akut rådgivningstilbud eller en del af sundhedsvæsenet, og dermed var vi ikke det rigtige sted at række ud til i drabsmandens situation. Men faktum er, at det er os, mange finder frem til, når de har et behov. Tallene taler deres eget klare sprog." Med andre ord: Når værestedet, støttekontaktpersonen, psykiateren, psykologen og lægen holder ferie, tager den frivillige rådgivning over – og heller ikke det er nok. Sidste år lykkedes det at besvare 42 procent af henvendelser i juli og 38 procent i august. Resten kom ikke igennem. Skyderiet i Field's var en væsentlig faktor for, at Psykiatrifonden siden 2023 ikke har holdt ferielukket, men tværtimod øget bemandingen og er begyndt at lønne de frivillige rådgivere i ferietiden. Stadig ringer mange altså forgæves. Blandt de, som kommer igennem, registrerer rådgiveren, hvad samtalen handler om. Knap hver femte opkald er relateret til psykose eller skizofreni. Brugerne kan også henvende sig på chat. Her er det især selvmordstanker og selvmordsforsøg, der fylder. "I den ideelle verden kunne vi tale med alle. Men jeg håber og tror, at dem, som ikke kommer igennem, ringer senere på dagen og kommer igennem," siger Liza Marie Johnson. Merete Nordentoft, overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri, siger om problemet: "Det er noget, vi udmærket ved." En del kapacitet optages af brugere, som ringer igen og igen, siger hun, som har viden om en anden frivillig rådgivningstjeneste, Livslinien, for personer med selvmordstanker. Også Psykiatrifonden kender billedet med de hyppige brugere, oplyser Liza Marie Johnson. Merete Nordentoft har i årevis kæmpet for den psykiatriske akuttelefon, som i januar i år blev politisk vedtaget og fra årsskiftet bliver en realitet. I modsætning til de frivillige tilbud bliver den en del af det eksisterende akutberedskab og kan kontaktes på telefonnummeret 112. Den psykiatriske akuttelefon vil gøre en vigtig forskel: "Den kommer til at aflaste og håndtere situationerne på en mere hensigtsmæssig måde end et frivilligt tilbud i sagens natur kan gøre," siger hun og mener dermed, at den ikke-anonyme akuttelefon blandt andet vil kunne lægge en plan for de hyppige brugere med deres kontaktpersoner, så de får taget hånd om deres behov og ikke optager telefonerne hele dagen. "Desuden kan de professionelle sende et psykiatrisk akutberedskab ud eller få folk transporteret med ambulance eller taxa til psykiatrisk modtagelse. Det er jo ikke noget, som Psykiatrifonden eller Livslinien kan," siger Merete Nordentoft. Drabsmanden fra Field's var, så vidt hun ved, "en betydelig medvirkende årsag til, at man har besluttet, at der skal være en professionel akuttelefon." Jeppe Kristen Toft, direktør for Livslinien, skriver i en e-mail til Kristeligt Dagblad, at "der er et enormt pres på Livsliniens rådgivningstilbud hele året." Fra den 9. juni til den 9. juli i år var der 26.168 opkald til telefonrådgivningen, som gennemførte 2713 samtaler. Selvom Livslinien kun har kapacitet til at besvare omkring hvert tiende opkald, viser data ifølge Jeppe Kristen Toft, at cirka 48 procent af alle, som forsøger at komme igennem, lykkes med at få en samtale med en rådgiver, fordi de ringer flere gange. Men flere vil altså opleve at få hjælp, når de frivillige linjer suppleres af en akuttelefon, siger Merete Nordentoft: "Det er en styrke, at de frivillige findes, men først for alvor, når der er professionel linje også. For svagheden ved de frivillige er, at man ikke kan garantere, at opkaldet bliver besvaret og heller ikke lægge en plan, når brugeren er anonym." Tryk for at læse mere
Nr. 12
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det folkelige flertal for at adskille kirke og stat er forduftet Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 18:00:00
Den danske folkekirke understøttes som sådan af staten. Sådan lyder den let diffuse forbindelse mellem stat og folkekirke i Grundlovens 4. paragraf. Spørger man statsminister Mette Frederiksen (S), går relationen mellem kirke og samfund dog begge veje. Det står klart, efter at både hun og andre ledende politikere har meldt folkekirken ind i kampen for åndelig oprustning. En tilgang til kirke og tro, der har fået en blandet modtagelse i og uden for kirken. At tro og stat overhovedet er koblet sammen, har adskillige gange ført til stridigheder historisk. Indtil for bare et årti siden mente et flertal af danskerne endda, at forbindelsen helt burde opløses. Sådan er det ikke helt i dag. Således tilkendegav 55 procent af danskerne i 2016 ifølge en DR-undersøgelse, at de var enige i, at kirke og stat skal adskilles. Kristeligt Dagblad har via analysebureauet Norstat taget spørgsmålet op igen, og nu svarer 46 procent, at de er enige i, at stat og kirke bør skilles ad. 38 procent svarer "hverken enig eller uenig" eller "ved ikke", mens 15 procent er imod. Udviklingen viser blandt andet, at projektet ikke længere er en varm kartoffel, mener religionssociolog Brian Arly Jacobsen, lektor ved institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet. "De, der før svarede 'enig', er ikke gået over til at være uenige, men er blevet neutrale eller tvivlere. Det skyldes nok flere ting, herunder at spørgsmålet aktuelt har lav politisk prioritet, og at meget få oplever de nuværende forhold som problematiske. Kun få kan i dag reelt udlægge, hvordan stat og kirke hænger sammen, fordi det bare ikke er en bred samfundsdebat," siger han. Søren Peter Hansen, direktør for Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF) i Aarhus og tænketanken Prospekt, glæder sig over udviklingen. "Sverige adskilte stat og kirke ved årtusindeskiftet, og kirken blev i stigende grad en politisk aktør, hvor menighedsrådene er domineret af politiske partier. I dag bliver teologi og trospraksis formet af skiftende politiske dagsordener snarere end kirkelig forankring," siger han. Kigger man nærmere på undersøgelsen, gør andre interessante forhold sig gældende. Stod det udelukkende til mænd, skulle kirke og stat nemlig adskilles. 54 procent af mændene er for, mens det blot gælder 38 procent af kvinderne. Det er "slående", men ikke overraskende, når man tænker på, at de fleste kirkegængere, menighedsrådsmedlemmer og præster i folkekirken er kvinder, siger Brian Arly Jacobsen. "Kvinder er typisk mere religiøst engagerede end mænd, og da religion historisk er blevet knyttet til omsorg og moral, har kvinder overordnet haft større berøring med kirken," siger sociologen, der finder den største overraskelse i aldersaspektet af undersøgelsen. Det er nemlig ikke de unge, men derimod de 35-49-årige, som er mest adskillelsesivrige. "Vi begynder langsomt at se de yngste generationer have et mere nuanceret syn på religion end deres forældre. Det kan skyldes, at indvandring har skabt et spejl på vores egen religiøsitet – eller mangel på samme, men uafhængigt af det ser vi bare en gryende spiritualitet generelt, som også kommer kristendommen – og folkekirken – til gode," siger Brian Arly Jacobsen. Et andet mønster i svarene er, at jo større by man bor i, jo mere tilbøjelig er man til at adskille stat og kirke. I hovedstaden og byer med mere end 100.000 indbyggere går halvdelen ind for adskillelse, mens andelen svinder ind, jo mindre byen er. I byer med færre end 1000 indbyggere er 37 procent af disse klar på adskillelse. At dette gør sig gældende er logisk, mener Søren Peter Hansen. "I mindre byer og på landet lever folkekirken som en del af civilsamfundet. Dåb, konfirmation, vielse og begravelse sker med præsten, man kender. Kirken er ikke én blandt mange livsstilsvalg – den er vævet ind i selve livet," siger han og fortsætter: "I større byer præger en vis liberal tilgang det meste – også til tro. Her ser vi ofte, at alt er lige godt – eller lige meget. Det er vigtigt ikke at binde sig, bekende sig eller blive forpligtet. Der er en troløshed – ikke blot over for troen, men over for den forpligtelse på fællesskab og kontinuitet, som folkekirken repræsenterer." Brian Arly Jacobsen vurderer, at det med en meget lav politisk vilje til at kigge på forholdet mellem stat og kirke – og denne nye måling – står klart, at adskillelse ikke har nogen gang på jord i en overskuelig fremtid. "Først når medlemstallet i folkekirken når en smertegrænse, som nogle siger går ved 50 procent, tror jeg, der kommer en fornyet debat om det." Tryk for at læse mere
Nr. 11
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Adskillelse af kirke og stat er stadig en politisk tabersag Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 18:00:00
Folkekirken er af både navn og gavn folkets kirke. Flere end 7 ud af 10 danskere er medlemmer, menighedsrådene kalder selv præsten, og kirkelivet forvaltes i vid udstrækning lokalt. Dette er en sandhed, men dog med modifikationer. For folkekirken understøttes af staten, dele af dens økonomi er på finansloven, og politikerne kan, som man så med afskaffelsen af store bededag, blande sig mærkbart i kirkens indre liv. Når man dertil tilføjer, at 46 procent af befolkningen i en undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har ladet foretage, svarer, at de mener, stat og kirke bør skilles ad, mens blot 16 procent er uenige, skulle man tænke, at adskillelsen kunne ligge lige rundt om hjørnet. Det er dog ingenlunde tilfældet, vurderer konsulent og politisk kommentator Jarl Cordua. "Det er først og fremmest politisk og lovmæssigt utrolig besværligt. Det er en radikal reformation. Desuden registrerer jeg en stærk konservativ tendens, som egentlig har ramt alle partier. I dele af befolkningen er der en større bevidsthed om tradition, tro, rødder, og statsministeren udtaler sig meget positivt om kirken. Skulle man adskille den fra staten midt i det? Jeg ser det ikke for mig," siger han. Jarl Cordua fremhæver Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, som et billede på udviklingen. Historisk har partiet med Jarl Corduas ord været rundet af en "værdinihilistisk" liberalisme, hvilket den unge formand dog har ændret på. I dag har man et mere nuanceret syn på kirken, bekræfter partiets kirkeordfører Carl Andersen, som dog tilføjer, at folketingsmedlemmerne er fritstillede i spørgsmålet. "Vi er ikke blevet mindre liberale de seneste 10 år, men det er lidt let at svinge fanen om at adskille kirke og stat. Vi har jo en grundlov at tage hensyn til, og langt de fleste danskere er kristne. Vi har fået en større forståelse for vigtigheden af ikke at være revolutionære omkring de institutioner, som er med til at definere os som folk og nation," siger Carl Andersen og fastslår, at partiets officielle linje er, at man ikke vil adskille kirke og stat, fordi det vil kræve en grundlovsændring. "Men vi ønsker en så stor adskillelse af kirke og stat som muligt inden for Grundlovens rammer." Et andet parti, der historisk har ønsket kirke og stat adskilt, er SF. Og selvom partiet i nogen grad er blevet mere kirkevenlige med årene, er det stadig politikken, fastslår stedfortrædende kirkeordfører Karsten Filsø. "Kirken har en meget vigtig rolle i Danmark, men tro er i bund og grund en privatsag. Man ændrer dog bare ikke lige i Grundloven, og det er ikke verdens vigtigste sag for os," siger han. Jarl Cordua konkluderer, at adskillelse af stat og kirke realpolitisk er en "død sild", også selv hvis mange af vælgerne principielt skulle være for det. "Jeg hører i dag kun ateister føre krig mod folkekirken. Det skal de have lov til, men jeg ser det ikke som en bevægelse i fremgang. Skal man midt i en urolig tid globalt begynde at foretage reformer af noget så fundamentalt som folkekirken? Det er ikke en vindersag, og der kommer ikke til at ske noget som minimum i de næste 10 år." Heller ikke professor emeritus ved Menighedsfakultetet Kurt E. Larsen vurderer, at forholdet mellem kirke og stat optager danskerne. "Det er typisk dansk at kigge pragmatisk på det og opretholde status quo. For politikerne vil det være en dyr og kompliceret omlægning, ligesom de sjældent giver afkald på magt. For 100 år siden var skrækscenariet, at en adskillelse ville skabe en stærk kirkemagt, der talte regeringen imod, og hvorfor skulle man skabe det?", siger han. Også kirkehistorikeren mener, at vi er i en rolig periode, når det drejer sig om modstand mod folkekirken. "Vores nabolande har haft større principielle debatter om statskirken, og de få, som tager den herhjemme, har tabt momentum. Det er faktisk nogle af de mest kirkelige, der ønsker adskillelse i dag, fordi det vil give mere selvbestemmelse." Mindre end en total adskillelse kan dog også gøre det, for der findes også muligheder inden for Grundlovens rammer for at afklare og afvikle nogle af de bånd, der er stat og kirke imellem. I Grundlovens paragraf 66 står der nemlig, at "folkekirkens forfatning ordnes ved lov". Denne lov er dog aldrig blevet "ordnet", hvorfor paragraf 66 fortsat i dag betegnes som en såkaldt løfteparagraf. Denne tilstand har i 176 år betydet, at formen for statens understøttelse af folkekirken er uklar. Flere gange har man prøvet at få loven behandlet. Det seneste store forsøg var i 2012, da et stort politisk nedsat udvalg skulle kulegrave folkekirkens styre. I 2014 udkom så Betænkning 1544, hvor alle de medlemmer, som var udpeget af kirken, herunder Kurt E. Larsen, bad om mere selvbestemmelse. "Selv den lille justering, vi foreslog, hvor folkekirken ville få en smule mere selvstyre, uden at det ville kræve en grundlovsændring, blev skudt ned. Man ville ikke give magt fra sig, og så var Dansk Folkeparti bange for, at det var et første skridt mod ligestilling af religioner i Danmark og adskillelse af kirke og stat," siger kirkehistorikeren. Selvom emnet ikke fylder meget i den brede befolkning, kommer der stadig af og til pip fra kirken om, at løftet fra Grundloven skal indfris, så man endelig kan blive herrer i eget hus. I en nylig kronik i Politiken skrev Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift, således, at "retstilstanden i forholdet mellem folkekirken og staten [...] strider mod Grundlovens intentioner". Biskoppen mener, at forløbet med store bededag giver et "klarsyn", som "gør det påkrævet at bringe lovgivningsmæssig orden omkring folkekirkens indre anliggender". En slutning, der øjensynligt kan oversættes til: Lad os få en forfatning for folkekirken. Ifølge Kurt E. Larsen er mange kirkelige principielt enige med biskoppen, men har bare opgivet håbet om, det kan lade sig gøre. "Det har nok ingen praktisk gang på jord, for politikerne vil være imod. Og så er der også en del, der er skeptiske, fordi vi så vil få en synode [kirkeledelse] i folkekirken. Det har vi set i nabolande som Norge, Sverige og Tyskland, hvor kirken, fordi den har fået et repræsenterende organ, har taget politisk stilling til konflikter, hvilket har ført til medlemsflugt. Det er det store spøgelse," siger han og spår: "Jeg kan ikke i nogen horisont se tegnene på, at kirke og stat adskilles. En blød løsning med lidt mere selvbestemmelse kan jeg bedre se for mig, men også det har lange udsigter." Tryk for at læse mere
Nr. 10
K_artikler Opdater⟳ ☝️
6 stjerner: To vilde udgivelser viser, at originalitet ikke har nogen alder Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 18:00:00
Alle store forfattere har en egen stemme, en egen tone, som stiger op fra ordene, sætningerne, afsnittene. Og blandt dem er der så nogle ganske få, som både vil og kan vende og dreje, vride og trække i sproget, så et helt nyt litterært udtryk opstår. Tag bare brasilianske Clarice Lispector (1920-1977) og østrigske Friederike Mayröcker (1924-2021), der begge skrev sig ind i verdenslitteraturen med vilde og vildt originale værker, og hvor vi nu på dansk har fået førstnævntes næsten naturstridigt gode debutroman, "Nær det vilde hjerte", og sidstnævntes "jeg sidder bare GRUSOMT her", som hun udgav som 88-årig. Mod slutningen af det forfatterskab, den 23-årige Lispector med sin roman lige havde indledt. At læse de to værker er en stor og fascinerende oplevelse, og det er ikke overraskende, at den unge brasilianer med de ukrainske rødder, trods al sin blomstrende originalitet, lægger en smule mere konventionelt ud end den garvede østriger, sådan at det faktisk er muligt at give et referat af handlingen: Da hendes far dør, flytter en ung kvinde, Joana, ind hos sin tante, bliver gift, bliver skilt og møder en anden kropslighed hos en elsker. Et helt særegent sprog Men handlingen er hverken her eller andre steder i forfatterskabet dét, der gør Lispector uforglemmelig, men derimod hendes måde at skrive på, så sproget virker som hendes helt eget. Det er, som om det strømmer frit mellem mennesker og år, og i de første linjer er læseren med tilbage ved tiden med faderen: "Fra farens skrivemaskine lød klak-klak … klak-klak-klak … Uret vågnede i støvfri diing-ding. Stilheden slæbte sig af sted zzzzzzz. Hvad sagde tøjskabet? tøj-tøj-tøj. Nej, nej. Mellem uret, skrivemaskinen og stilheden var der et lyttende øre, lyserødt og dødt. De tre lyde var indbyrdes forbundne af dagslyset og af træets raslende småblade, der henrykt gned sig mod hinanden." Clarice Lispector blev født i Ukraine i 1920, men voksede op i Brasilien, hvor hun døde i 1977. Foto: Wikimedia Commons Det er ikke tilfældigt, at James Joyce citeres på romanens første side, for modernismens stream of consciousness-teknik (hvor en indre tankestrøm skrives, som den opleves) og dens vilje til radikale tolkninger af dét at være menneske i verden er at mærke i den sanselige og poetiske roman, der kredser om krop, identitet, drift, drømme, ensomhed og – trods Joanas unge alder – død. Det sidste er også tilfældet i Mayröckers "jeg sidder bare GRUSOMT her". Hvilket slet ikke er nogen sær titel for hendes fans. De kender for eksempel til værket "da jeg morgenlig og mosgrøn. Træder hen til vinduet", ja, sådan hedder det faktisk, og hendes store forfatterskab kan læses som et opgør med de måder, hvorpå vi formidler vores følelser og impulser. Og ikke mindst hvordan forfatterne normalt har gjort det: ordnet, logisk, pointeret. Sådan er det ikke hos Mayröcker og heller ikke i "jeg sidder bare GRUSOMT her", som måske er et udtryk for, hvordan hun som næsten 90-årig sad dér i sin lejlighed i Wien og, mens døden nærmede sig, ikke kunne andet end at skrive. Minder forstærket af døden Men i sproget var hun stadig let, smidig, og bogen består af en lang række beskrivelser af tilstande og situationer og er ofte henvendt til en Ely, hvilket er et af de navne, Mayröcker benyttede for sin afdøde mand og sjæleven, digteren Ernst Jandl. Eller også er han blot omtalt, er en del af et øjeblik. Det kan for eksempel lyde sådan: "Snerlerne der rankede sig som klematis op ad det forvitrede trægærde, sortnet af årtiers vejrlig, dengang i hine somre i D. Jo flere klædestykker over hinanden desto kyskere legemet. Ely og jeg i frugthaven bag denne restaurant i aftes og han sagde, du kommer da til at skrive i digterbogen igen. 1 vovehalset forehavende altså, sagde jeg, at begynde at skrive en ny bog – ". Det er minderne, lyset, væksterne og livet med Ely, der træder frem af glimtene, fragmenterne eller mosaikken, hvad end man nu vil kalde det, og alt sammen forstærket af døden, som synes at trænge sig stadig mere på. Og mens citatet isoleret set kan fremstå prætentiøst med sine kursiver og alternative anvendelse af tegn, så virker det ikke sådan under læsningen, og det flimrende flow, som bogen udgør, beskriver ret præcist, hvordan tanker og minder reelt opfører sig i os. Nogen let opgave kan det ikke have været for Madame Nielsen at oversætte "jeg sidder bare GRUSOMT her", og heller ikke for Tine Lykke Prado at omsætte "Nær det vilde hjerte" til dansk. Men begge lykkes formidabelt. Sikke sproglig indsigt, sikke en indføling, sikke en musikalitet. Men mindre kan altså heller ikke gøre det, når man nu har at gøre med to af de mest originale og egensindige forfattere, vi læsere overhovedet har adgang til. 6 stjerner Clarice Lispector: Nær det vilde hjerte. Oversat af Tine Lykke Prado. 236 sider. 250 kroner. Basilisk. Foto: Pressefoto 6 stjerner Friederike Mayröcker: jeg sidder bare GRUSOMT her. Oversat af Madame Nielsen. 144 sider. 270 kroner. Palomar. Foto: Pressefoto Tryk for at læse mere
Nr. 9
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Langt flere underretter myndighederne med bekymringer om børn Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 18:00:00
Det er så godt som aldrig børnene selv, der beder om hjælp, hvis de er udsat for vanrøgt eller nedværdigende behandling. Det er derfor, at danskerne har pligt til at underrette myndighederne, hvis man får mistanke om, at et barn er i mistrivsel. Aldrig har kommunerne modtaget flere underretninger med bekymringer om børn end i dag, viser tal fra Danmarks Statistik. Så markant er udviklingen, at en førende forsker på området nu rejser svære spørgsmål: Er udviklingen kommet ud af kontrol – og er det prisen værd, når mistanken viser sig at være ubegrundet? I 2015 blev der indsendt 97.228 bekymrede henvendelser, men i 2024 var det tal vokset til 182.649 – en stigning på knap 90 procent. I alt blev der sidste år indsendt underretninger på 98.300 børn og unge, hvilket betyder, at det gjaldt mere end 8 procent af alle børn i alderen 0 til 18 år. Hvert 12. barn blev altså genstand for en underretning i 2024. Tragiske sager skal undgås Forklaringen på udviklingen skal findes i det store fokus på børneområdet i kølvandet på de skandalesager, der i 2000'erne rystede velfærdssamfundet, fortæller Frank Ebsen, der er docent ved Københavns Professionshøjskole og i årtier har forsket i udsatte børn og underretninger. Især den såkaldte Brønderslev-sag sendte chokbølger gennem samfundet. Her blev forældrene i 2011 dømt for vanrøgt og grov vold mod familiens børn – og for faderens vedkommende også voldtægt. De offentlige myndigheder måtte rustes mod lignende tragedier, og i 2010 fik ansatte, der arbejder med børn, skærpet underretningspligt. Dermed kan ledende fagpersoner straffes, hvis de ikke underretter kommunen om børn, om hvem de har en sagligt begrundet bekymring. "Man ville finde flere børn og undgå dårlige sager," siger Frank Ebsen. Derfor bliver langt størstedelen af underretningerne også sendt fra det offentlige. I 2024 blev flest sendt af sundhedsvæsenet – 38.984 underretninger – næstflest gennem skolerne og en stor del blev sendt af ordensmagten. Almindelige borgere stod kun for en mindre del af underretningerne. Anonyme underretninger talte sidste år 13.677, mens der var 12.670 underretninger fra bekendte eller familie. Kun et par hundrede kom fra børnene selv. Hvis kommunen finder grund til at handle på baggrund af en underretning, spænder mulighederne fra rådgivning i familierne til akut anbringelse. Men mens antallet af underretninger er steget markant, er antallet af indsatser ikke steget i samme grad, fortæller Frank Ebsen. For siden 2015 er antallet af forebyggende og støttende indsatser steget med 55 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. Antallet af anbringelser er i samme periode faldet. "Man får flere og flere børn, som man underretter om, uden at der sker noget. Der er grund til at spørge, om vi er ved at bevæge os for langt ud ad en tangent, hvor vi overvåger for mange. For det er ikke omkostningsfrit," siger han. Ud over at det kan være forbundet med ressourcespild i kommunerne, kan det være stigmatiserende for børn og forældre at blive indkaldt til samtaler om en underretning, der viser sig at være grundløs. "I forvejen er der mange faktorer i forhold til sundhed og skole, som forældre skal håndtere for at få hverdagen til at gå op, og hvis man så modtager en ubegrundet underretning, kan det være et stort ekstra pres," siger han. Hellere en underretning for meget Helt anderledes er opfattelsen hos Børns Vilkår, hvor man snarere bekymrer sig for, at der ikke er nok, der underretter. "Har vi ikke underretninger, har vi ingenting. Det er simpelthen det sikkerhedsnet, der er omkring børnene. Det er første skridt mod at få et barn, som vi skal være bekymrede for, registreret i det kommunale system," siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår. I en undersøgelse, som organisationen foretog sidste år, fremgik det, at 7 ud af 10 danskere kendte til underretningspligten, men at kun lidt over halvdelen ville underrette kommunen, hvis de havde kendskab til fysisk vold mod børn. "Stigningen er ubetinget god. Jeg er helt med på, at der indimellem bliver sendt en underretning, der ikke er berettiget, men hvis man omvendt skal forestille sig, at en borger eller fagperson skal bevise, at der er et problem, hvad vil det så føre til? At man skal rende rundt og spionere på hinanden? Jeg tror slet ikke, det er noget, vi har interesse i som samfund," siger Rasmus Kjeldahl. I Høje-Taastrup modtog man sidste år tre gange så mange underretninger som i 2015, og det er Kurt Scheelsbeck (K), formand for institutions- og skoleudvalget i kommunen, kun glad for. "For nogle år siden indskærpede vi det for alle, der har berøring med børnene, at de hellere skulle underrette en gang for meget end en gang for lidt," siger han og tilføjer: "Som forælder bør man se sådan på det, at der er nogen, der virkelig er opmærksomme på børnene." I Socialdemokratiet har socialordfører Camilla Fabricius ingen grund til at tro, at fagpersoner skulle underrette med bekymringer om børn, medmindre bekymringen er reel. "Det har aldrig været et måltal, at der skulle være flere underretninger. Den bekymring, jeg kan have, er, hvis fagpersonalet faktisk ser børnene og underretter kommunen, men hvis kommunerne ikke reagerer med de indsatser, der skal til. For underretninger hjælper ikke noget i sig selv," siger hun. Tryk for at læse mere
Nr. 8
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sognepræst: Det måtte ske. Den ”etiske udrensning” er i gang Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 18:00:00
Det måtte vel komme – udtrykket "etisk udrensning". Udtrykket spiller selvfølgelig på det ubeskriveligt umenneskelige fænomen "etnisk udrensning" og kunne ses – første gang mig bekendt – på journalisten Oliver Stillings Facebook-profil i den forløbne uge. Journalisten ønskede nu at sortere sine onlinevenner efter meninger, etisk acceptable meninger. Nærmere bestemt ville Stilling unfriende (slette som onlineven) dem, der måtte have et andet syn end hans på den grufulde konflikt i Palæstina og Israel. De forkerte opfordres utvetydigt til at forføje sig som hans venner på det sociale medie. Og så slutter Oliver Stilling sit opslag: "Vi kan jo kalde det etisk udrensning". Uden at dramatisere blev denne udsendte så rystet over opslaget og udtrykket, at denne uges debatklumme kun handler om debatten – eller det, den altså trues af, hvis vi skal til at lave "etisk udrensning" i forhold til, hvem vi ønsker at drøfte og debattere med. Retten til at kritisere Og please, please, please – se et øjeblik bort fra, hvilken side du, kære læser, måtte være på i krigen mellem Israel og Hamas, for udtrykket "etisk udrensning" kunne formentlig være brugt af sympatisører på alle sider af de fleste stærke uenigheder. Men det bliver det ikke bedre af. Hvis vi først begynder at "udrense" hinanden efter meninger, er Fanden løs. Vi synes ellers pr. refleks, at det er forkert, når præsident Trump udelukker medier fra Det Hvide Hus, fordi de har skrevet kritisk om ham. For det rører ved noget helt grundlæggende i et demokratisk samfund, nemlig retten til at kritisere. Alt og alle! Ellers umuliggøres diskussionen. Men så må man generelt stå på mål for andres ret til synspunkter, man er stærkt uenig i. Set fra et droneperspektiv rører ønsket om holdningsmæssig udrensning måske ved en tendens i tiden til at ønske sig kontante, entydige, maskuline meninger, ligesom ord som samtale og dialog, debat og lydhørhed anses som udtryk for rundkredspædagogik, valenhed hvis ikke ligefrem åndelig impotens. Der skal renses ud i alt det bløde! Men spørgsmålet er vist, om ikke vi har prøvet det med de stærke mænd. Så rigeligt endda. Ligesom homoseksuelle og fraskilte med flere vist nok har oplevet rigelig etisk udrensning. Læs blot fødselsdagsinterviewet med den homoseksuelle Hans Krab Koed i Kristeligt Dagblad for et par dage siden. Er det virkelig løsningen at vende tilbage til de fædrene stenansigter med deres "din vilje sidder i min lomme", som Leif Panduro skildrede så ypperligt? Er det ikke nu, man skal være uhyre opmærksom på at skelne mellem autoritet og autoritær og huske, at autoriteten tåler modsigelse, det gør den autoritære ikke. Den autoritære – hvad enten det er forælderen, veninden, kæresten, læreren, lægen, præsten, kollegaen, chefen eller diktatoren selv – tåler ikke modsigelse og reel diskussion. Den autoritære vil altid forsøge at rense verden for de forkerte meninger. Karen Blixen sagde engang, at hun havde nået en alder, hvor hun kun meget dårligt tålte at blive sagt imod. Det kan måske til nød gå, hvis man er meget gammel og meget vis. De fleste af os er ingen af delene – og bliver det heller ikke. Men vil vi et samfund med frie meningsudvekslinger, må vi kæmpe for det, som filosoffen Habermas med et smukt udtrykt kaldte "den herredømmefri samtale". Velvidende at det måske snarere er et ideal end virkelighed. Parallelsnak Vi har ikke brug for "udrensning" af dem, vi ikke er enige med, uanset hvor etisk ret vi synes, vi selv har. Vi bør tværtom bestræbe os på at drøfte, debattere, samtale. Valget står ikke mellem den bløde mand i hønsestrik og lektor Blomme; valget står mellem debat eller diktater. Og i al naivitet og banalitet er det vel også eneste vej frem i Mellemøsten, ligesom det er i familien, på jobbet, i skolen, i venskabet. Men mange af os parallelsnakker. I stedet for at tale sammen – lytte, forstå, sætte sig ind i, overveje og tale – er vi kun optaget af at sige vores eget. Vi "udrenser" den anden i samtalen. Bemærk debatter i tv: Tempoet er vanvittigt højt; eftertanken – eller bare tanken – er uden en chance. Den demokratiske debat er forvandlet til en verbal boksekamp. Ingen lytter rigtigt til hinanden, og den, der taler højst og hurtigst, "vinder debatten", som de politiske kommentatorer ynder at udtrykke det med et skrækkeligt udtryk. Den langsomme, eftertænksomme og lyttende bliver nemt et offer for mediemæssig udrensning. Og måske tager vi tempoet med ind i vores egne samtaler. Vi skal ikke udrense hverken mennesker eller synspunkter, men utrætteligt drøfte og diskutere selv de mest horrible meninger. Demokrati er – både i det små og det store – faktisk en slags rundbordspædagogik, en rundbordssamtale og lykkeligvis ikke et firkantet bord med én for enden, der kan "udrense" de forkerte meninger. Ugens debat skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, journalist og forlægger Jakob Kvist og forfatter og skolelærer Geeti Amiri Kjær. Tryk for at læse mere
Nr. 7
K_artikler Opdater⟳ ☝️
"Vanvittigt malplaceret" og "tåbelig timing": Politikere bekymrede over udvikling i Ukraine Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 16:00:00
Det er i ganske bekymrede vendinger, at danske politikere vurderer den seneste udvikling i Ukraine. Udtryk som "vanvittigt malplaceret" og "tåbelig timing" går igen, men det samme gør et håb om, at præsident Volodymyr Zelenskyj korrigerer sin kurs, i takt med at han indser, hvad den ukrainske regering faktisk har sat på spil med en ny og bredt kritiseret lovgivning. "Ukraine mangler støtte til våben, og på den måde er timingen helt elendig, for nu har man foræret alle skeptikerne og dem, der ikke er så vilde med at støtte, et nyt argument," siger Morten Løkkegaard, der er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre. Anledningen er en lov, der tirsdag blev hastet gennem det ukrainske parlament, og som ifølge kritikere undergraver uafhængigheden hos to korruptionsbekæmpende institutioner i landet ved at give præsidenten udstrakt magt over dem. Demonstranter er for første gang siden krigens begyndelse i 2022 gået på gaden som en advarsel mod, at en stækket indsats mod landets vidtgående problemer med korruption ikke bare risikerer at svække støtten til landet, men også skyde landets forhåbninger om et fremtidigt EU-medlemskab i sænk. Blandt andre har EU's kommissær for udvidelse Marta Kos udtalt, at hun er "alvorligt bekymret" for den nye lov og kalder den et "alvorligt skridt tilbage". Flere danske politikere bemærker, at Danmark har støttet det krigsramte land med enorme summer – omtrent 74 milliarder kroner ifølge Udenrigsministeriet – og at det er en forudsætning for donationerne, at Ukraine bekæmper den korruption, som alle har været bekendt med i årevis. I Transparency Internationals seneste undersøgelse fra 2024 endte landet som nummer 105 på listen over lande, hvor 1 er mindst korrupt og 180 er mest. Samtidig har den danske regering i anledning af det aktuelle EU-formandskab erklæret, at man vil "arbejde for fremskridt i udvidelsesforhandlingerne med Ukraine", som det lyder i regeringens program. Men hvis det var ethvert andet kandidatland til EU, der havde gjort som Ukraine, var forhandlingerne frosset med det samme, mener Anders Vistisen, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti. "Det er jo helt uforståeligt for mig, at Ukraines politikere og præsident vælger at gå ned ad den her vej i den situation, landet står i. Det overraskende er jo, at man ved en bevidst politisk handling svækker korruptionsindsatsen," siger han. SF's udenrigsordfører Karsten Hønge har undret sig meget over udmeldingen fra den ukrainske præsident. Men fordi Danmark er tæt allieret med Ukraine, skal landet også kunne tåle at høre kritik, fordi "den er oprigtigt og positivt ment", lyder det. "Vi ved jo, at korruption er en kæmpe udfordring for Ukraine, og derfor er det selvfølgelig bekymrende, hvis den nye lov trækker i en forkert retning. Men jeg kender ikke omfanget af den og dens effekt," siger han. Imidlertid finder Karsten Hønge det ærgerligt, at den ukrainske præsident i dette henseende har trådt ved siden af, fordi Zelenskyj, der tidligere har vist sig som en dygtig kommunikatør, udmærket er klar over, hvad indsatsen mod korruption betyder for de vestlige allierede, der bevilger store beløb til landet. "Det er vigtigt, fordi det har stor betydning for, om skatteborgerne fortsat er villige til at betale. Man skal jo føle sig tryg med, at det, man giver, når frem. Det er klart, at hvis der bliver sat spørgsmålstegn ved det her, så risikerer vi jo, at danske skatteborgere siger: 'Argh'," siger ordføreren. Selv har Volodymyr Zelenskyj begrundet loven med, at anti-korruptionsorganisationerne har været infiltreret af "den russiske besættelsesmagt", og organerne kun vil virke "uden russisk indflydelse og derfor er nødt til at blive renset for det", lød det fra præsidenten tidligere på ugen. For DF's Anders Vistisen er det imidlertid ikke betryggende, at Volodymyr Zelenskyj bruger Rusland som begrundelse for at indføre den nye lov. "Det vidner om en magtarrogant præsident, hvis man tror, at man bare altid kan sige 'Rusland' som sådan en 'sesam luk dig op'-magisk formular, der får kritik fra det vestlige samfund til at forstumme," siger han. Men du kan jo ikke på nuværende tidspunkt vide, om der er hold i forklaringen eller ej? "Nej, men vi kan i hvert fald sige med sikkerhed, at EU's egen anti-korruptionsenhed har været ude at sige, at de lige har lavet et gennemsyn af institutionerne og fundet dem gode og effektive til at arbejde med anti-korruption," siger han. Anders Vistisen mener, at regeringen har svigtet sin opgave ved ikke at sige klart fra over for Ukraine i denne sag. "Når man tænker på, hvordan regeringen har prist og rost den ukrainske regering som nærmest helgenagtig, er det skuffende, at der ikke kommer en meget principiel reaktion," siger han. I Danmarksdemokraterne slår udenrigsordfører Charlotte Munch fast, at støtten til Ukraine er urokkelig, men også at landet er "nødt til at se indad". "Når man går ud med sådan en udmelding, er der pludselig nogle hævede øjenbryn, og det, synes jeg, er drønærgerligt, for vi skal være bag Ukraine. Alt andet vil være utænkeligt," siger hun. For Venstres Morten Løkkegaard er det "uanset hvordan man udlægger teksten et skridt i den forkerte retning". "Vi er i en meget, meget følsom fase lige nu. Den danske Ukraine-støtte er fuldstændigt baseret på løftet om at gøre noget ved korruption. Det er fundamentalt for, at man kan regne med, at Ukraine kan tage imod al den her støtte," siger han. EU-parlamentarikeren påpeger, at Ukraine nu er nødt til at komme med klar dokumentation for, at man ønsker at bekæmpe korruptionen. Danmark har gået forrest med støtten til Ukraine. Gør det alt andet lige ikke situationen særligt prekær for os? "Jeg ved ikke, om man kan sige, det er særlig prekært. Vi er gået all-in med vores støtte, og vi er et tillidsbaseret samfund, som har valgt at have samme attitude over for Zelenskyj og hans regering. Men de bliver nødt til at forstå, at den massive opbakning, som Ukraine har, handler om, at vi har tillid til, at de gør noget ved korruptionsproblemerne," siger han. Kristeligt Dagblad har anmodet om et interview med statsminister Mette Frederiksen (S). Fra Statsministeriet henvises til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod), der i en skriftlig kommentar skriver, at situationen følges tæt: "Det er afgørende, at Ukraine holder fast i deres reformarbejde og indsats for at bekæmpe korruption med stærke uafhængige anti-korruptionsmyndigheder. Særligt med henblik på at fastholde momentum i Ukraines vej til et EU-medlemskab." I kølvandet på protesterne har præsident Volodymyr Zelenskyj torsdag meddelt, at han vil godkende et nyt lovforslag, der ifølge ham skal garantere anti-korruptionsorganisationernes uafhængighed. Tryk for at læse mere
Nr. 6
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Gaza-krigen bør slutte. Men Hamas har fortsat nøglen til fred Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 15:10:00
De tragiske og uhyggelige billeder fra Gaza af desperate og sultende mennesker, der i måneder er blevet frataget deres elementære ret til at modtage nødhjælp uden risiko for at blive beskudt, fortrænger i stigende grad, hvad der på 21. måned er årsagen til, at krigen i Gaza fortsætter. For årsagen er nu som før, at terrorbevægelsen Hamas, der siden 2007 har vanrøgtet Gazastriben og udbyttet dens befolkning, nærer så dyb foragt for de palæstinensere, den hævder at kæmpe for, at den afviser at gøre det, der ellers er oplagt, og som hele den civiliserede verden med rette må forlange af bevægelsen. Nemlig at Hamas (1) uden modkrav frigiver resten af de gidsler, døde eller levende, som bevægelsen tog til fange under sit terrorangreb ind i Israel den 7. oktober 2023, og (2) overgiver sig eller i hvert fald nedlægger sine våben. Det burde ikke være så kompliceret. At Hamas imidlertid aldrig vil gøre det, understreger på sin side to andre ting: (1) at organisationen monomant kæmper for en absurd idé – nemlig fjernelsen af den jødiske stat, Israel, fra Jordens overflade – en idé, som ikke tillader Hamas nogen form for kompromiser, selvom idéen naturligvis aldrig vil blive ført ud i livet, og (2) at Hamas' omsorg alene gælder denne idé og på ingen måde handler om de to millioner menige palæstinensere, som bevægelsen tværtimod har undertrykt og bestjålet i snart to årtier. Hamas' ligegyldighed over for sine undersåtter understreges af det faktum, at Hamas aldrig har ladet de omfattende udviklingsmidler, som det internationale samfund i årtier har doneret til Gaza, gå til at højne levestandarden for den palæstinensiske befolkning. Pengene er primært blevet brugt til at finansiere Hamas' hemmelige prestigeprojekt: bygningen af de 500 kilometer tunneler, der alene har skullet tjene Hamas' megalomane militære planer, og som organisationen på intet tidspunkt har tilladt de almindelige Gaza-indbyggere at bruge – eksempelvis som sikkerhedsrum mod de israelske bombardementer. Midt i alle tragedierne for Gazas civilbefolkning er det vigtigt ikke at lade Hamas undslippe sit ansvar. Uden Hamas ville der ikke være nogen krig. Hamas' fortsatte tilstedeværelse i Gaza – en tilstedeværelse, der lykkeligvis er blevet voldsomt begrænset i krigens løb, men dog stadig rækker til at holde 50 gidsler skjult og fanget – er lig med fortsat elendighed for palæstinenserne. Det ville øjeblikkeligt slutte krigen, hvis Hamas imødekom de to forannævnte basale krav. Det ville fratage Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, enhver skygge af legitim adkomst til at fortsætte kamphandlingerne i Gaza, og selv de mest ekstreme elementer i hans vaklende koalitionsregering ville blive tvunget til at lægge deres uhyrlige planer om etnisk udrensning i Gaza på hylden. Krigen har allerede varet alt for længe, og Israel har ingen undskyldning for ikke at opfylde sin folkeretlige forpligtelse til at sikre nok mad til befolkningen i Gaza. Krigens udgang må bestå i, at en internationalt besluttet og anerkendt gruppe af lande med eksempelvis Saudi-Arabien i spidsen rykker ind og forestår ledelsen og genopbygningen af den sønderbombede landstribe. Måtte det ske snart. Tryk for at læse mere
Nr. 5
K_artikler Opdater⟳ ☝️
De skulle have fejret jubilæum. Men det endte som et skuffende topmøde Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 15:00:00
Det skulle have været en festlig dag med fejring af 50 års diplomatiske forbindelser mellem EU og Kina. Men de mange uenigheder mellem de to store handelspartnere kom til at kaste lange skygger over jubilæet, hvor der heller ikke kom konkrete aftaler ud af det overståede topmøde i Beijing. Alene det faktum, at man fra kinesisk side havde skåret topmødet ned fra to dage til blot en enkelt dag, betød, at forventningerne på forhånd var skruet gevaldigt ned. Således kom mødet mellem EU's og Kinas ledere mest til at handle om ikke at tabe ansigt, og præsident Xi Jinping holdt da også en floromvunden tale efter mødet med EU's kommissionsformand Ursula von der Leyen og EU's præsident Antonio Costa. Her sagde han blandt andet: "Jo mere alvorlig og kompleks den internationale situation er, desto vigtigere er det, at Kina og EU styrker kommunikationen, øger den gensidige tillid og udvider samarbejdet." Ursula von der Leyen understregede også de to store handelspartneres forhold som særdeles vigtigt, men tilføjede, at det udvidede samarbejde også havde resulteret i øget ubalance: "Vi er nået til et vendepunkt. Det er afgørende, at vi får genoprettet balancen i vores bilaterale forhold." Ubalancen er til at tage at føle på, eftersom EU har et kæmpestort handelsunderskud over for Kina - sidste år var det vokset til 300 milliarder euro (2239 milliarder kroner). Det skyldes primært, at Kina især på grund af Donald Trumps toldtrusler har oversvømmet Europa med billige kinesiske varer, der ofte er produceret med statstilskud og derfor virker konkurrenceforvridende. Derudover har Beijing en lang række regulativer, der gør det vanskeligt for udenlandske virksomheder at komme ind på det kinesiske marked. Det er nogle af de uretfærdigheder, EU gerne vil have lavet om på, men altså indtil videre uden succes. Man kunne ellers forledes til at tro, at Donald Trumps handelsmæssige angreb på både Kina og EU kunne føre de to parter tættere på hinanden. Det så også umiddelbart ud til at være tilfældet, da USA tidligere på året havde truet EU med den helt store toldhammer. Da ringede Ursula von der Leyen til Beijing og foreslog præsident Xi Jinping et møde i juli i et forsøg på at gøre fælles front mod USA. Kina sagde da også ja til topmødet, eftersom en handelskrig med USA ville gøre EU endnu mere vigtig som eksportmarked. I mellemtiden er der bare sket det, at EU-kommissærens hjertevarme tone over for styret i Beijing er blevet afløst af kold retorik. På G7-mødet i Canada i sidste måned langede hun voldsomt ud efter Kina, som hun beskyldte for at misbruge sin dominans på markedet for sjældne jordarter. Kinesernes eksportrestriktioner på disse råmaterialer har ramt mange europæiske industrivirksomheder hårdt og understreger behovet for, at de 27 EU-lande gør sig mindre afhængige af Kina. Der var dog andet end handel og økonomi på dagsordenen. EU har ved adskillige lejligheder kritiseret Kina for ikke at gøre nok for at stoppe Ukrainekrigen. Som EU's præsident Antonio Costa sagde på mødet, så burde Kina som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd "bruge sin indflydelse for at få Rusland til at respektere FN-pagten og få afsluttet krigen i Ukraine". Xi Jinping svarede måske ikke direkte igen, men opfordrede EU's topledere til at "håndtere uenigheder og gnidninger på passende vis". Det mente den kinesiske præsident absolut ikke var tilfældet, da EU i sidste uge indførte sanktioner mod to kinesiske banker, der angiveligt har brudt handelsembargoen over for Rusland. Således var der ikke meget opmuntring at hente efter EU-ledernes besøg i Beijing, og en forbedret handelsaftale med Kina synes lige nu meget langt væk. Samtidig er EU presset fra USA, fordi den 1. august er sidste frist for at indgå en ny toldaftale med Washington. Her håber EU på at kunne få nedsat importtolden på europæiske varer til 30 procent mod de 45 procent, som Donald Trump ellers har truet med. Lige nu fremstår EU som en svag europæisk union, der er dybt afhængig af at være på god fod med både USA og Kina, men som ikke har ret meget at forhandle med. Og da disse to supermagter bekriger hinanden handelsmæssigt, ender EU som en lus mellem to negle. Derfor går EU ind i en særdeles vanskelig periode, hvor lederne skal forsøge at finde den rette balance i positionen mellem de to store rivaler. Tryk for at læse mere
Nr. 4
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Mørkets prins havde Gud tæt på livet, hele livet Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 14:55:00
Han blev kaldt Prince of Darkness, mørkets prins. Siden slutningen af 1960'erne var britiske Ozzy Osbourne frontmand i bandet Black Sabbath. Han var altid klædt i sort, havde skulderlangt mørkt hår og sang dystre tekster med melankolske melodier. Sangen blev akkompagneret af dybe og tonstunge riffs fra en elektrisk guitar og trommer så bastante, at det lød, som om dommedag var lige på trapperne. Og bandets tidlige album grundlagde en ny genre inden for rockmusikken, heavy metal. Tirsdag døde Ozzy Osbourne, der på trods af diagnosen Parkinsons sygdom var aktiv musiker til det sidste. Han blev 76 år. Dødsårsagen er ikke offentliggjort. Midt i mørket holdt den sociale, lattermilde og underholdende heavy metal-prins altid fast i lyset. Gennem blandt andet realityprogrammet "The Osbournes" (2002-2005) fik millioner af tv-seere verden over lov til at følge dagligdagen for Ozzy, hans hustru, Sharon, og to af parrets tre børn. Mellem skænderier og utallige forsoninger var superstjernen ikke bleg for at dele ud af sine livsanskuelser, sine svagheder og særheder. Og sin kærlighed til familien. Ozzy Osbourne blev ofte set med et stort kors om halsen. Her står han med sin yngste datter, Kelly, sin hustru, Sharon, og yngstesønnen, Jack. Billedet er fra 2011 Foto: Zz/AP/Ritzau Scanpix Men lyset i hans liv bestod også i form af troen, og i flere interviews gennem årene har han sagt, at man som menneske bør gå i kirke hele livet. Også selvom han ikke selv var så flittig til netop det. John Michael Osbourne, som han var døbt, voksede op i en kristen familie og gik i søndagsskole i millionbyen Birmingham. Han forklarede til musikmagasinet Spin i 1986, at noget hang ved, selvom han "ikke lyttede så meget efter", når der blev sunget og forkyndet. Under alle omstændigheder hang der typisk et stort, gyldent kors om halsen på mørkets prins, når han bevægede sig ud i offentligheden. I et interview i 1992 i The New York Times kom det desuden frem, at han bad før hver eneste koncert, ligesom han understregede, at han var medlem af Church of England, den engelske statskirke. Ville ikke herfra uden Bibelen I 2014 fortalte Ozzy Osbourne til engelske The Guardian, at han "ikke forstod Bibelen. For den var skrevet på et sprog, han ikke kunne tyde". Alligevel lader det til, at Bibelen navnlig mod slutningen af sangerens liv fik en særlig betydning. Den amerikanske prædikant Dylan Novak har offentliggjort, at han to uger før Ozzy Osbournes død forærede ham et eksemplar af Bibelen med sangerens navn i. Kort efter mødte prædikanten Ozzy Osbournes yngste søn, Jack. Ifølge Novak sagde den 39-årige Jack Osbourne følgende: "Din gave har betydet mere for min far, end du tror. Han ville ikke tage tilbage til hotelværelset uden den. Han sagde helt specifikt: 'Hvor er min Bibel? Jeg tager ikke af sted uden den'." En mindeplads opstod for Ozzy Osbourne kort efter hans død tidligere på ugen. Foto: Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix Allerede i begyndelsen af karrieren beskæftigede Ozzy Osbourne sig med Gud og tro i sine sangtekster. Et eksempel er nummeret "After Forever" fra 1971-albummet "Master of Reality", der – sammen med pladerne "Black Sabbath" og "Paranoid" – regnes som et hovedværk inden for klassisk rockmusik. Frit oversat til dansk sang den blot 23-årige Ozzy Osbourne disse vers, skrevet af bandmedlemmerne i Black Sabbath: "Kunne det tænkes, at du er bange for, hvad dine venner ville sige, hvis de vidste, at du tror på Gud? De burde indse, før de kritiserer, at Gud er den eneste vej til kærligheden." Sangen anses som et af de tidligste eksempler på kristen metalmusik. Bed hovedet af flagermus Men intet lys uden mørke. Ozzy Osbournes anden side, den, som tilnavnet Prince of Darkness dækker over, vandt ofte frem gennem årene. I 1982, mens han var i færd med at kaste kødlunser og indvolde fra dyr ud til sine fans – som han i en periode havde for vane – smed en koncertgænger en flagermus den anden vej. Sangeren bed hovedet af den i den tro, at det var et stykke legetøj. Ozzy Osbourne var altid underholdende på scenen. Bemærk det røde kors på trøjen. Foto: Photo Press Service/Ritzau Scanpix Han har siden forklaret i sin selvbiografi fra 1999, at han efterfølgende måtte vaccineres for hundegalskab (rabies). Få måneder inden denne episode havde han dog efter eget udsagn bidt hovedet af tre levende duer under et møde med pladeselskabschefer i Los Angeles. I førnævnte selvbiografi, "I Am Ozzy", forklarede han desuden om et liv plaget af massivt misbrug. Han indtog rigelige mængder af spiritus, kokain, limdampe, nervepiller og andre stoffer. Gennem det kristent funderede 12-trins program hos Anonyme Alkoholikere formåede han i 2013 at få bugt med de fleste af sine dårlige vaner. Men så sent som i 2024 bedyrede han over for mediet American Songwriter, at han stadig røg marihuana af og til. Ozzy Osbourne efterlader sig hustruen Sharon. Parret har været gift siden 1982 og har børnene Aimee, Kelly og Jack. Derudover har han tre børn fra tidligere forhold. Tryk for at læse mere
Nr. 3
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Henrik Dahl: Latterlig klimadom udstiller krisen i FN Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 13:50:00
FN's højeste domstol har onsdag afgjort, at alle medlemsstater skal overholde deres klimaaftaler. Ellers kan rige lande ifølge domstolen principielt være forpligtet til at betale kompensation til fattige lande, der i disse år rammes hårdt af klimaforandringerne. Dommen kommer med henvisning til, at klimaforandringerne udgør en "eksistentiel trussel" for blandt andet øer, der kan ende med at stå under vand. Dommen, der er vejledende og ikke juridisk bindende, er blevet modtaget med glæde af miljø- og klimaorganisationer verden over. Henrik Dahl, der sidder i Europa-Parlamentet for Liberal Alliance, er derimod kritisk. Henrik Dahl, hvad mener du om dommen? Lad mig starte med at sige: Det er en latterlig dom, men den får ingen betydning. Det kan den ikke gøre, for det ville åbne en ladeport. Ellers kunne jeg sige, at jeg ville sagsøge Kongehuset, fordi mine forfædre var stavnsbundne. Er det ikke fair at bede de rige lande om at være solidariske med de fattige lande, der for eksempel kæmper med tørke eller oversvømmelser? Man kan godt tale om solidaritet mellem rige og fattige lande, men de rige lande gør allerede meget. De investerer direkte i landenes udvikling gennem udviklingsbistand. Normalt siger man jo i Danmark, at forureneren betaler? Der er ikke noget moralsk argument for at holde mennesker, der lever nu, ansvarlige for beslutninger, der er taget for flere hundrede år siden, og som er så komplekse, at de fortaber sig i historiens tåger. Der var ingen, der traf en beslutning om at industrialisere på bekostning af klimaet, dengang de rige lande blev rige. Ingen kendte til CO2 dengang. Desuden kan man ikke se bort fra dårlig regeringsførelse, når det kommer til tørke og oversvømmelse. En stor del af Holland ligger under havets overflade, men de bygger diger. Hvad siger dommen ifølge dig om FN? At FN er i fuld gang med at sætte sin legitimitet over styr. Dommen er et tegn på, at domstolen er blevet spændt for en politisk vogn. Denne dom er et eksempel på lawfare, hvor man flytter en politisk diskussion om omfordeling fra rige til fattige lande ind i retssystemet. Det er et skuespil. Når alle og enhver, der har øjnene i hovedet, kan se, at det ikke har konsekvenser at overtræde en FN-dom, så underminerer de sig selv. Hvordan er FN ifølge dig ellers i gang med at sætte legitimiteten over styr? Der er nogle ting i FN, der fungerer godt. Uddeling af nødhjælp fungerer fint. Men Sikkerhedsrådet er grundlæggende dysfunktionelt, fordi det ikke har nogen konsekvenser at sidde i Sikkerhedsrådet og overtræde FN's egne regler. Menneskerettighedsrådet er dysfunktionelt, fordi man kan sidde dér, selvom man overtræder menneskerettighedskonventionerne. Og så er FN jo blevet et antisemitisk organ, der bruger det meste af tiden på at kritisere jøder. Hvad er konsekvensen af et dysfunktionelt FN? Det medvirker til sammenbruddet af den regelbaserede verdensorden, eller rettere synliggør det, at den måske aldrig har eksisteret. Det har altid kun været de vestlige lande, der har overholdt reglerne. Det ses nu, hvor man har lukket alle mulige mennesker ind i den såkaldte regelbaserede verdensorden, og de tydeligvis aldrig har haft i sinde at overholde reglerne. Det vil i længden føre til en kæmpestor legitimitetskrise for sådanne organisationer. Flere og flere vil spørge: Hvad skal vi med dem? Tryk for at læse mere
Nr. 2
K_artikler Opdater⟳ ☝️
I skyggen af sultkrise og kaos vender flere israelere sig mod Gaza-krigen Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 13:45:00
For første gang siden Hamas' angreb på Israel i oktober 2023 demonstrerer israelske jøder og arabere i sympati med civilbefolkningen i Gaza i flere israelske byer. En række af landets førende medier retter skarp kritik mod regeringens Gaza-politik, og en nylig undersøgelse foretaget af Kanal 24 viser, at 74 procent af israelerne støtter en øjeblikkelig afslutning på krigen, hvis aftalen også omfatter frigivelse af de 50 resterende israelske gidsler. Samtidig når den internationale kritik af Israels regering nye højder. I begyndelsen af denne uge opfordrede Danmark og 24 andre vestlige lande til en øjeblikkelig afslutning på krigen. Senest har flere end 100 menneskerettighedsorganisationer og ikke-statslige organisationer advaret om, at sult spreder sig i Gaza. "Den israelske regerings restriktioner, forsinkelser og fragmentering under dens totale belejring har skabt kaos, sult og død," står der i de 109 organisationers erklæring. Det israelske udenrigsministeriums officielle reaktion på erklæringen lyder, at de 109 internationale organisationer fremmer Hamas-propaganda. “I denne kritiske forhandlingstid gentager de Hamas' propaganda og skader chancerne for en våbenhvile,” skriver Udenrigsministeriet på det sociale medie X. I det israelske medie Ynets populære podcast “120 and One” kommenterede trafikminister Miri Regev også på situationen i Gaza. Som finansminister Bezalel Smotrich sagde tidligere på ugen, antydede også hun, at den israelske regerings ultimative mål er at genbesætte Gaza. "Hvis vi ikke bliver enige om en aftale, er vi nødt til at besætte Gazastriben og etablere en militær administration. Vi er nødt til at holde op med at være bange for det," sagde Miri Regev, der opfattes som en af de ministre, premierminister Benjamin Netanyahu bruger til at lufte de ideer han ikke selv ønsker at blive citeret for. I et interview til radiostationen Kol Barama sagde Israels minister for kulturarv Amichai Eliyahu torsdag formiddag, at “regeringen galoperer mod Gazas udslettelse. Hele Gaza vil blive jødisk, vi skal slet ikke bekymre os om sult i Gaza”. I løbet af onsdag stemte 71 af det israelske parlaments 120 medlemmer for et ikke-bindende forslag, der opfordrer til at annektere Judæa, Samaria og Jordan-dalen, der er de israelske betegnelser for Vestbredden. Som reaktion på påstanden om, at Israel sulter Gazas befolkning, offentliggjorde den israelske hærs arabisksprogede talsmand Avichai Edri en usædvanlig video. Den viser Hamas-medlemmer i en af Gazas underjordiske tunneler prale af at have masser af mad til rådighed, mens civilbefolkningen ikke har mad nok. Ingen israelske medier støtter Hamas, og de fleste opfatter Hamas som en kynisk terrorbevægelse, man ikke kan stole på, og som til enhver tid er villig til at udnytte sin egen civilbefolkning. Disse medier har klart og tydeligt stået på Israels side gennem hele krigen. Trods det er kritikken af den israelske regerings politik i Gaza blevet meget tydelig i en række israelske medier de seneste uger. David Horovitz, chefredaktør og grundlægger af Times of Israel, er blandt dem, der mener, at krigen har bevæget sig i den forkerte retning for Israels vedkommende. “En krig, der begyndte med den absolutte nødvendighed af at ødelægge Hamas' militærmaskine og få gidslerne tilbage, har udviklet sig til en israelsk militær overtagelse af det meste af Gaza, overvåget af en regering, der er afhængig af støtte fra potentielle permanente besættere af Gaza, med omkring 45 soldater dræbt siden den sidste våbenhvile kollapsede, og hundredvis af indbyggere i Gaza døde i jagten på mad,” skriver han. Ifølge FN, der citerer tal fra de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza, har flere end 1000 mistet livet i forbindelse med uddeling af nødhjælp de seneste to måneder. Nadav Eyal, forfatter og journalist for dagbladet Yediot Aharonot, er i løbet af de seneste dage blevet kaldt for "forræder, der bør stilles for en domstol" på mediet X. Det skete efter, at han i en kort tekst antydede, at Israel er ansvarlig for det humanitære kaos i Gaza. “Israel bærer nu det overordnede ansvar for Gazastriben og dens beboere, da man har besat store dele af Gaza og frivilligt har taget kontrol over den humanitære hjælp,” skriver han. I en nyere opdatering har han delt den samme tekst endnu en gang på grund af de ekstreme reaktioner. Denne gang har han også tilføjet endnu en sætning. "Israel kan hverken moralsk, militært eller internationalt tillade begyndelsen på en fødevarekrise i Gaza. Vi må handle nu." Tryk for at læse mere
Nr. 1
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Zelenskyj kommer med ny udtalelse efter store protester Tryk Her
Indsat Torsdag d. 24. Juli, 2025 07:50:00
Dagens morgensamling begynder i USA, hvor Columbia University som det første amerikanske universitet har indgået et forlig efter beskyldninger om antisemitisme. Det skriver The New York Times. Trump-administrationen bremsede i marts måned 400 millioner dollars (omkring 2,5 milliarder kroner) i støtte til universitetet. Regeringen mente ikke, at universitetet gjorde nok for at bekæmpe chikane mod jødiske studerende. Men nu betaler universitetet 200 millioner dollars (knap 1,3 milliarder kroner), som skal være med til at genoptage støtten til universitetet. Desuden er universitetet gået med til at droppe hensyntagen til etnicitet ved optagelse og ansættelse og at følge op på andre tiltag til at bekæmpe antisemitisme og uro på universitetet. I en skriftlig udtalelse fra universitetet lyder det, at forliget er et vigtigt skridt fremad efter en tid med "føderal kontrol og institutionel usikkerhed". Columbia University har indgået et forlig med den amerikanske regering. Nu ønsker ledelsen at få samarbejdet med regeringen tilbage på sporet, lyder det i en pressemeddelelse. Foto: Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix Ukrainsk lov skaber bekymringI gårsdagens Morgensamling kunne man læse, hvordan hundredvis af utilfredse ukrainere tirsdag aften gik på gaden for at demonstrere mod en ny lov, der placerer landets anti-korruptionsmyndigheder under den politisk udpegede statsanklager. Men Allan Pagh Kristensen, leder af EU’s antikorruptionsprogram, er skeptisk overfor Volodymyr Zelenskyjs forklaring om, at loven skal bekæmpe russisk infiltrering af organerne. EU’s antikorruptionsprogram har nemlig gennemført en ekstern, uafhængig undersøgelse af organet Nabu. "Hvis Nabu var infiltreret af russiske agenter, havde man højst sandsynligt fundet indikationer på det under evalueringen. Og det gjorde man ikke," siger Allan Pagh Kristensen, der er bekymret for udviklingen, til DR. Onsdag aften lovede den ukrainske præsident ifølge The Guardian, at han snart vil præsentere et nyt lovforslag, som tilsyneladende skal sikre, at anti-korruptionsmyndighederne bevarer deres uafhængighed. Kirkegårde klarer sig efter regnskylKatastrofen udeblev på en række udsatte kirkegårde under mandagens og tirsdagens kraftige regnvejr. I november sidste år stod vandet på Tranebjerg Kirkegård på Samsø ellers så højt, at pårørende ikke kunne se deres kæres gravsteder for bare vand. Og på Paarup Kirkegård ved Odense flød kranse og anden gravpynt sidste år rundt på kirkegården på grund af oversvømmelser. Begge kirkegårde er dog gået fri for oversvømmelser i denne uge, fordi kirkegårdene har fået renset op i dræn og brønde, skriver Kristeligt Dagblad. To andre kirkegårde melder dog om, at de skal genetablere sunkne gravsteder efter regnvejret. AI skal gøre historikere klogere på livet i antikken Lige så fascinerende antikken er, lige så vanskeligt kan det være at blive klog på livet i den græsk-romerske oldtid. Men nu skal nyt værktøj hjælpe historikere med at forstå de mere end 1500 inskriptioner fra antikken, der bliver fundet hvert år. Værktøjet Aeneas, der er udviklet af Google og baseret på kunstig intelligens, kan nemlig hjælpe historikere med at tidsbestemme inskriptionerne, som omfatter alt fra dekreter fra kejsere til kærlighedsdigte og gravskrifter, og udfylde eventuelle huller i teksten. Det skriver The Guardian. Historikere kalder det nye værktøj "transformerende", og mener, at det vil gøre det muligt for en langt bredere skare at forstå de oldgamle tekster. Tryk for at læse mere
