En musvåge svæver på himlen, og i det fjerne høres en gøg. Syrener og æbletræer blomstrer, og i en stor køkkenhave, der er sat hegn omkring for at holde rådyrene ude, gror løg, porrer, gulerødder, jordbær og asparges.

På grunden ligger et hvidkalket husmandssted med stuehus, kostald og lade, vistnok bygget delvist med sten fra Øm Kloster, som i dag henligger som ruin med museumshave. Omkring to kilometer fra den berømte klosterruin ligger husmandsstedet, som i området er kendt som stedet, hvor Jesu Små Søstre holder til.

Siden 1960, hvor søstrene overtog husmandsstedet, har der boet mellem tre og fem søstre fra den lille katolske orden, som i dag har omkring 900 medlemmer på verdensplan.

"Der kommer stadig nye søstre til i Afrika og Asien, men i Skandinavien er der ikke kommet nye til i mange år, så når vi flytter, er det nok slut med søstre her på stedet," siger lille søster Elisabeth, som er en af fire søstre, der nu bor i det lille fællesskab.

Hun er født i 1937 og voksede op i Frankrig, hvor hun allerede som barn vidste, at hun ville være katolsk søster. Spørgsmålet var blot, hvilken orden hun skulle indtræde i. To af hendes søstre var indtrådt i en såkaldt karitativ orden, hvor søstrene arbejdede med undervisning og sygepleje, men det tiltrak ikke Elisabeth. Heller ikke et liv bag klostermure havde hun lyst til. Men da hun læste en bog om Jesu Små Søstre, var hun ikke længere i tvivl.

"Jeg vidste, at nu havde jeg mødt min bestemmelse. Det var som at blive forelsket," siger hun med et smil, der når helt op i øjnene.

Hun fortalte sin mor om sin beslutning, og moren reagerede positivt på, at hun ville være nonne, men var noget tvivlende over for, hvad Jesu Små Søstre var for en orden.

"Hun insisterede på at tage med mig på besøg hos det nærmeste af ordenens fællesskaber, og da vi havde været der, slappede hun af og forstod mit valg. Mine søstre derimod var mere skeptiske. De syntes, at det mindede om en spejdergruppe, for det var et ret primitivt liv, hvor vi rejste med rygsæk og med bus eller blaffede. De var vant til kuffert og mere faste rammer," siger lille søster Elisabeth og griner ved tanken.

Foto: Jens Bach

Dengang var Jesu Små Søstre en ganske ny orden stiftet i 1939 af Magdeleine Hutin, som var blevet inspireret af den franske eneboer, munk og mystiker Charles de Foucauld (1858-1916). Hans liv fik Magdeleine Hutin til at stifte en orden af katolske søstre, der skulle efterfølge hans eksempel, og det blev til Jesu Små Søstre.

For søstrene i Emborg ved Mossø er Charles de Foucauld et vigtigt forbillede, og i stuen hænger en ramme med et fotografi af både Charles de Foucauld og Magdeleine Hutin. I udestuen, hvor søstrene opholder sig meget og spiser mange af deres måltider, hænger endnu et billede Charles de Foucauld, malet af den katolske præst Adolf Meister, der kom til Danmark omtrent samtidig med, at de første søstre kom til Emborg, og som fortsat virker som præst i den katolske kirke i Aarhus. Om Charles de Foucaulds betydning for søstrenes liv og kald siger lille søster Marie Gisèle:

"Charles de Foucaulds vej var et nybrud i kirken dengang. Han ville ikke drive mission på vanlig vis, men i stedet danne venskaber med mennesker, som troede og tænkte anderledes end han selv. Han ville være nærværende og dele deres liv på solidarisk vis. Han boede i den algeriske ørken sammen med tuaregerne og lærte sig deres sprog og levede som dem."

Jesus levede også i det almindelige

Søster Marie Gisèle er født i 1946 i det nordlige Frankrig, hvor hun voksede op på landet i en børnerig familie. En faster var blevet nonne, og hele familien gik i kirke. At blive søster var derfor ikke nogen fremmed tanke for hende, og allerede som 20-årig indtrådte hun hos Jesu Små Søstre.

Hun valgte netop denne orden, fordi den tog afsæt i, at man som søster kunne leve et hverdagsliv under samme kår som de fattige i samfundet og derigennem vise solidaritet og være et vidnesbyrd om, at Gud er til stede i hverdagslivet, ikke kun i det ophøjede eller særlige.

Foto: Jens Bach

"Jesus levede 30 år af sit liv i Nazaret som tømrer, inden han begyndte at udføre mirakler og prædike. Det er en grundtanke i vores orden, at Gud er til stede i det almindelige liv, og at intet i det liv er fremmed for Gud. Det ønsker vi at være vidnesbyrd om, og det gør vi ved at leve sammen med mennesker og forsøge at være åbne, tillidsfulde og nærværende," siger lille søster Marie Gisèle.

Tre af de fire søstre, der nu udgør fællesskabet i Emborg, sidder samlet i udestuen. Udover Elisabeth og Marie Gisèle er det søster Denise, som også stammer fra Frankrig og er født i 1929.

"Hun har oplevet livet på landet, som mange ikke længere husker, at det var – både i Frankrig og her i Danmark. Hun har kørt rigtig traktor," siger søster Elisabeth med et anerkendende smil – og med henvisning til søster Marie Gisèle, der kører havetraktoren, når græsset på den store grund skal klippes, og som også er den eneste af de fire søstre, der kører bil.

Da søster Denise kom til Danmark i 1957, var hun først i København, hvor hun arbejdede på fabrik, inden hun i 1960 flyttede til Emborg. Det er en norm hos Jesu Små Søstre, at man ikke tager lange uddannelser og søger vellønnede jobs, men i stedet arbejder med ufaglært arbejde, for eksempel på fabrik, i køkken eller rengøring. Søstrene i Emborg forsøgte at drive landbruget videre med køer og grise og at dyrke den tilhørende jord. Det var noget af en sensation, at der pludselig boede katolske søstre i blå ordensdragter på egnen, men de blev taget imod med venlig nysgerrighed, husker lille søster Denise.

"En af naboerne havde vist svært ved at tro på, at vi kunne drive landbrug. Han holdt lidt øje med os. Men da han første gang kom forbi og så mig læsse hø med et greb, var han vist overbevist om, at vi godt kunne klare det," siger hun.

Søstrene måtte dog efter nogle år sande, at det var hårdt og svært at få til at løbe rundt, især fordi den sandede jord var vanskelig at dyrke. I takt med at mange husmandsbrug blev nedlagt eller opkøbt, gik søstrene over til at dyrke grønsager og holde høns, og i mange år levede de primært af at sælge økologiske grønsager på torvet i Silkeborg og Ry.

"Dengang var det en god niche, fordi den økologiske produktion stadig var noget nyt. Men da økologien – heldigvis – blev mere udbredt, faldt priserne, og det kunne ikke længere betale sig. Så nu har vi primært grønsager og bær til eget brug," fortæller søster Marie Gisèle.

Vi er heldige i Danmark

I udestuen, hvor bordet er dækket af en voksdug med motiver af danske fugle, er der stillet kaffekrus – også med fuglemotiver – kaffe og småkager frem. Der ligger også et eksemplar af Kristeligt Dagblad, som søstrene trofast abonnerer på, og som især søster Elisabeth læser flittigt. I det hele taget er søstrene optaget af at følge med i samfundsudviklingen, både lokalt og globalt, og de er i jævnlig kontakt med deres medsøstre i andre verdensdele.

Hver måned sender de et beløb til de fællesskaber, som lever fattigst og har mest brug for støtte, forklarer lille søster Marie Gisèle.

"Vi er heldige her i Danmark, hvor der slet ikke er så udbredt fattigdom mere, og hvor flere af os nu modtager folkepension. Vi ved, at pensionen kommer ind på kontoen hver måned, så vi kan sagtens give af vores overskud."

Hun tilføjer, at søstrenes livsform ikke kræver noget højt forbrug. De producerer en del af deres madvarer selv, køber typisk deres tøj i genbrugsbutikker og bruger ikke mange penge på oplevelser. Det hænder, at de går i biografen, og hver søndag tager de til messe i den katolske kirke i Silkeborg. En præst derfra eller fra Randers kommer desuden hver tirsdag og holder messe i det lille kapel, som søstrene har indrettet i en tilbygning til stuehuset. Her lyser en lille rød lampe altid, og på det enkle alter af træ ligger Bibelen slået op på dagens evangelietekst.

Foto: Jens Bach

Ved væggene står fire skamler, som søstrene sidder på, når de mødes til fælles middags- og aftenbøn hver dag. Udover den fælles bøn har de hver især en times stille bøn dagligt. Og bønnen er som et pulsslag, der holder søstrene fast på, at de er her for at være nærværende og lyttende, fortæller søster Elisabeth.

"Før jeg mødte Jesu Små Søstre, kendte jeg ikke til stille bøn. Jeg var vant til, at bøn var noget med mange ord og gentagelser, sådan lidt rutineagtigt. Da jeg så søstrene sidde i stille bøn en time, følte jeg mig meget tiltrukket af det – og det er jeg stadig," siger hun.

Men selvom bøn og stilhed er en del af hverdagen, er der liv i huset. Den fjerde søster, som stammer fra Belgien, er lige nu på besøg hos familie i sit oprindelsesland. Til gengæld er der overnattende gæster i de to værelser, som er indrettet i den gamle kostald. Her bor ofte søstre fra andre af ordenens fællesskaber, som har behov for hvile og stilhed. Men også andre mennesker får lov at være hos søstrene i kortere eller længere tid.

"En af vores værdier er gæstfrihed. Vi vil gerne dele dette dejlige sted med andre," siger søster Marie Gisèle.

Søster Elisabeth lægger desuden vægt på, at søstrene skal leve i tillid til Gud:

"Da jeg flyttede hertil, blev jeg overvældet over naturen og den måde, den fortæller om Gud og livet på. At se æbletræerne folde sig ud med blomster og fuglene, der får unger. Når fugleungerne sidder og venter på at få føde, er det som os mennesker, der må stole på, at Gud giver os det, vi har brug for. En stor del af vores kald er at leve i tillid til, at Gud giver os det, vi behøver."

Lille søster Elisabeth har boet både i det nordlige Norge og i Oslo, hvor Jesu Små Søstre har haft fællesskaber, og hun boede også nogle år i søstrenes fællesskab på Vesterbro i København, inden hun kom til Emborg. At være parat til at flytte sig, når verden ændrer sig, er en del af det at være søster, understreger hun.

"Som ung søster blev jeg bedt om at skrive ned, om jeg havde særlige ønsker til, hvor jeg skulle sendes hen, eller om der var nogle typer af klima, jeg ikke tålte. Jeg skrev, at jeg var disponibel, og det ord er blevet en rød tråd for mig," siger hun.

Søster Marie Gisèle har også boet i Grønland og i Rom.

Søstrenes fællesskaber i Norge og Grønland er imidlertid blevet lukket ned af mangel på nye, yngre kræfter, og søstrene i Emborg har indset, at de næppe kan blive boende på det gamle husmandssted ret mange år endnu.

"Om et par år må vi nok flytte herfra, og så må vi finde fire forskellige løsninger, der passer for os. Søster Denise vil gerne på plejehjem her i området. Hun kommer på et ældrecenter i Ry, hvor hun går til aktiviteter og gymnastik, og der møder hun venner fra sit lange liv her," siger lille søster Marie Gisèle.

Lille søster Elisabeth tilføjer, at hun vil holde fast ved kontakter via internettet:

"Man kan tænke, at det er sørgeligt, når man lukker ned et sted. Men takket være internet og telefon har jeg stadig kontakt med venner fra min tid i Norge. Venskaber kan overleve en flytning, og døden kan heller ikke slette de spor, mennesker sætter sig i hinandens liv."

Lille søster Marie Gisèle understreger, at deres kald ikke handler om at skabe målbare resultater, som kan tælles og gøres op i et regneark.

"Vi har lært mange mennesker at kende, som nok aldrig ville have mødt kirken på andre måder. Ofte bliver de overraskede over, at katolikker kan være og leve som os. Vi har også venner, vi har kendt i mange år, men aldrig har talt om Gud med. Men jeg er overbevist om, at Gud er til stede i de venskaber," siger hun.