Nr. 146
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Denne populære julesang bør kun synges juleaften Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 19:00:00
Det er december, og batteriet med julemusik er efterhånden kørt i stilling. Overalt i supermarkeder og i de små hjem bombarderes man med Mariah Carey, Shu-bi-dua, Søren Banjomus og temamelodierne fra mindst 10 forskellige julekalendere. Men nogle værker er tungere end andre og bør derfor reserveres til helt særlige lejligheder. Det mener den østrigske forening "Stille Nacht Gesellschaft", der arbejder for at værne om sangen "Stille Nacht, Heilige Nacht", som B.S. Ingemann på dansk har oversat til "Glade jul, dejlige jul". Selskabet vil beskytte sangen fra at blive overkommercialiseret og lobbyer for, at den kun synges juleaften. "Det er den eneste julesalme, som eksplicit handler om juleaften den 24. december. Derfor bør den være forbeholdt den dag. At høre sangen spillet igen og igen gennem flere uger i storcentre og lignende steder tager al sangens magi ud af den," skriver Josef Bruckmoser fra Salzburg, der er vicepræsident for selskabet, i en mail til Kristeligt Dagblad. Den originale "Stille Nacht, Heilige Nacht" blev skrevet af præsten Joseph Mohr og organisten Franz Gruber og uropført i bjergsognekirken i Oberndorf i 1818. Men Joseph Mohr skrev sangen som et digt allerede to år forinden, i 1816, fremgår det af "Stille Nacht Gesellschafts" omfattende research af emnet. Den er i dag en af de mest kendte og populære julesange i verden. Den er oversat til mere end 300 sprog og indspillet af et væld af store kunstnere. Særligt den amerikanske crooner Bing Crosbys version fra 1935 har været med til at skyde den ud i den populærkulturelle stratosfære og ind i repertoiret af udødelige juleørehængere. Josef Bruckmoser fra "Stille Nacht Gesellschaft" medgiver, at det er en umulig kamp at forsøge at kontrollere sangens udbredelse, men understreger også, at selskabets formål først og fremmest er at gøre opmærksom på sangens rødder. Burde I ikke bare være glade for, at der er mange, der hører sangen, også selvom det er i et supermarked i begyndelsen af december og ikke i kirken juleaften? "Nej, at spille den som baggrundsmusik gennem advent er helt sikkert ikke i denne unikke sangs ånd, som er tiltænkt juleaften. Alt, hvad der bliver selvfølgeligt og hverdagsagtigt, mister sin værdi og mystik. Derfor bør denne ekstraordinære sang forblive noget særligt og forbeholdt juleaften, den 24. december," skriver Josef Bruckmoser. Tryk for at læse mere
Nr. 145
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Skal jeg nu til at sige Jesu Kristi krop frem for legeme? Det bliver nok kropumuligt Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 19:00:00
”En bog fuld af guddommelig visdom, som gør alle andre bøgers visdom til dårskab”, sådan skriver Martin Luther om Bibelen. Det er en kristentroende mands tilgang til Bibelen, som tager Bibelen på ordet. Bibelen er skrevet af mennesker, men Bibelen rummer mere end menneskers tanker om Gud, Bibelen rummer Guds tanker om mennesker. Det er selvfølgelig en trossag, men tror man mindre om Bibelen, så får man også meget mindre ud af Bibelen. Men skal man overhovedet have noget ud af Bibelen, må den være sproglig forståelig, selv om Bibelens budskab sprænger alle verdslige forståelsesrammer. Bibelen skal være til at forstå på dansk og alle de 716 andre sprog, som hele Bibelen er oversat til. Derfor er Det Danske Bibelselskab nu gået i gang med ny oversættelse af Bibelen, som skal være færdig i 2036. En ærefrygtindgydende opgave. Det er jo ikke bare en gammel bog, som skal oversættes. Det er en bog, som trøster sjæle, leder liv, bærer håb. ”Dit ord holder mig i live”, hedder det i en af de bibelske salmer. Bibelen er hjertemedicin. I forbindelse med det storladne projekt har Bibelselskabet produceret en podcast, som i korte afsnit af tyngde og humor fortæller om oversættelsens svære kunst under titlen ”Hvad i himlens navn?” med standupkomiker Jakob Svendsen som vært. I det sidste afsnit har han Morten Hørning, faglig leder af oversættelsen af Det Nye Testamente, og Anne-Cathrine Riebnitzsky, forfatter og sprogkonsulent i studiet. De to fortalte om prøveoversættelsen af Markusevangeliet. I den autoriserede oversættelse lyder Jesu ord til disciplene under vandringen på søen: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”. I prøveoversættelsen siger Jesus: ”Bare rolig, det er mig, vær ikke bange!”. Mon englen i juleevangeliet også kommer til at sige ”Vær ikke bange!” til markens hyrder? Det er jeg ikke helt rolig ved. Mere kontroversielt er det nok, at Jesus i det kapitel, som handler om nadverens indstiftelse, nu siger: ”Tag dette, det er min krop”. Det kan selvfølgelig ikke nægtes, at et legeme er en krop og ikke så sproglig gængs. Det var netop argumentet fra Hørning og Riebnitzsky; når ingen andre har et legeme på nutidsdansk, går det ikke, at Jesus har et i evangeliet. Men det gælder også, at krop bruges om såvel menneske – som dyrekroppen, mens legeme primært bruges om menneskekroppen. Legeme kan understrege den menneskelighed, som vi deler med Jesus. Samtidig har Jesu legeme/krop en beskaffenhed som ingen andre legemer/kroppe. Alene Jesu legeme/krop er til frelse for verden. Alene Jesu legeme/krop kan uddeles alle vegne og dog være i himlen. Netop i kraft af en sjældnere anvendelse kan legeme værne om det helt særlige, om det unikke i Jesu nærvær. Jeg tror i hvert fald, at det bliver kropumuligt for mig at sige: ”Dette er Jesu Kristi krop” under uddelingen af nadveren. Ikke fordi vi talte meget om legemer, da jeg voksede op, men fordi jeg lærte, hvad ordet betød. Hvorfor skulle de kommende generationer ikke også kunne det? Tryk for at læse mere
Nr. 144
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Da jeg var 14, vidste jeg, at jeg er homoseksuel, og at jeg ville være journalist. Jeg ved ikke, hvad der var det værste af de to ting Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 18:30:00
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme? I mange, mange år var Politiken mit professionelle hjem. Det har givet mig fantastiske muligheder for at skrive om og arbejde med især teater og ballet, som jeg holder meget af. Men jeg vil fremhæve de i alt ni år, hvor jeg var kronikredaktør på avisen. Jeg kom på den måde i kontakt med mange velskrivende og tænkende personligheder inden for kultur og politik. På et tidspunkt undervejs gik det op for mig, at de kronikører, der skrev for os, var blevet ældre og ældre. Derfor ledte jeg vidt og bredt efter yngre mennesker med nye opfattelser og en god pen og forsøgte så at få dem til at skrive for os. Vi fik samlet en kreds af unge, der mødtes på avisen til skipperlabskovs, hvor de mødtes med ældre koryfæer som Elsa Gress, Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg og Herbert Pundik. Det var rigtig sjovt for alle parter. Jeg vil også nævne min tid i Wilhelm Hansen Fonden, hvor jeg endte som formand. Der var jeg med til at uddele priser og legater inden for musik, teater og ballet til både etablerede kunstnere og dem, der var på vej frem. De unge fik på den måde en chance for at føre deres visioner ud i livet. Jeg har aldrig tænkt over det før, men på en måde er netop det at give unge mennesker muligheder, både på Politiken og i fonden, et fællestræk. Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet? Det har mine kolleger på Politiken og andre, jeg har arbejdet sammen med. Herbert Pundik, Lise Nørgaard, Elsa Gress, Paul Hammerich og Robert Naur er nogle af dem, jeg kan nævne. De var alle markante personligheder og meget inspirerende at arbejde sammen med. Ved siden af har jeg haft mange venner, hvoraf desværre mange er gået bort. Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig? Rejs! Jeg har gennem mit arbejdsliv fået fantastiske muligheder for at rejse ud i verden og undersøge det, jeg skulle skrive om. Det giver perspektiver og et fantastisk sammenligningsgrundlag, både fagligt og personligt. Samtidig synes jeg, at lune og humor er befordrende for al formidling. Det skaber en helt anden nysgerrighed i og leg med sproget, som kan være med til at vække en interesse for den verden, man formidler om. Den tilgang kan være gavnlig for alle, også dem der ikke arbejder med det, jeg har gjort. Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år? For halvandet år siden fik jeg en blodprop i hjernen. Siden da har mit syn og min balance været reduceret. Jeg kan ikke længere gå lange ture med min mand. Og jeg kan ikke længere bare tage en bog ud af reolen derhjemme og læse den. Det har været en plage, for jeg har altid både læst og skrevet meget. Men det har også ført til nye oplevelser, for eksempel lydbøger. Dem havde jeg aldrig hørt før. Men den måde, som en god oplæsning med en smuk og rytmisk stemme kan tilføre meget til oplevelsen af en bog, har virkelig været en stor fornøjelse for mig. Hvornår udviste du mod og sprang ud på "de 70.000 favne"? Det gjorde jeg, da jeg var 14 år gammel. Da vidste jeg, at jeg er homoseksuel, og at jeg ville være journalist. Jeg ved ikke, hvad der var det værste af de to ting, men jeg fik det bedste ud af begge dele. Min jævnaldrende skolekærestes mor sagde til ham og mig, at vi var så unge, at vi måtte give pigerne en chance først. Men både mine og hans forældre tog det fint. I mit arbejdsliv har jeg været i et liberalt miljø. Hvor ser du dine forældre i dig selv? Jeg ser nok mest min far i mig selv. Han var morsom og meget velformuleret. Samtidig tilgik han livet og de svære spørgsmål med en humor og lune, som kan stimulere nysgerrighed og åbne verden. Det har jeg taget med mig i hele mit liv. Mine forældre drev sammen Skørping Boghandel og Bogtrykkeri, så jeg var omgivet af ord og læsning fra første færd. Vi læste aviser, og min far læste op for familien. Det gav en baggrund, som jeg ikke kan prise nok. Min mor var et lidt mere nervøst gemyt, og hende ligner jeg måske også lidt i den forstand. Tryk for at læse mere
Nr. 143
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Spionage, påvirkning eller droneangreb? Frygten for russisk-ortodokse kirker vokser i Norden Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 18:00:00
Hun er i og for sig ganske smuk, medgiver Patrik Oksanen. Den Hellige Guds Moder af Kazan – eller den russisk-ortodokse kirke i midtsvenske Västerås – bryder skovlandskabet med sine gyldne løgkupler og blå tag. Men kirken, som blev indviet i 2023, vækker også opsigt på anden vis, understreger Oksanen, der er strategisk rådgiver på den svenske Försvarshögskolan og forfatter til bogen ”Ruslands hemmelige krig mod Sverige”. At kirken er omgivet af et højt stålhegn, udstyret med overvågningskameraer samt et skilt, der forbyder al indtrængen, kunne være en tilfældighed. Men når finansieringen ifølge Vestmanlands Läns Tidning stammer fra en fond tilknyttet det russiske statslige atomkraftselskab Rosatom, når repræsentanter fra kirken har haft kontakt med Ruslands efterretningstjeneste i Sverige, og når Den Hellige Guds Moder af Kazan ligger blot 600 meter fra en lufthavn med stor strategisk betydning for svensk forsvar såvel som for Natos indsatser i Østersøområdet, så tager de svenske myndigheder kirken alvorligt som trussel. ”Vi vurderer, at den russisk-ortodokse kirke er en platform for den russiske stat til at agere i Sverige på en måde, som udgør en sikkerhedstrussel,” siger Daniel Stenling, chef for kontraspionage i den svenske sikkerhedstjeneste, Säpo, til Vestmanlands Läns Tidning. ”Luk kirken. En spioncentral bliver ikke mindre farlig, bare fordi den har smukke kupler,” skriver avisen Expressen på lederplads. Ifølge Patrik Oksanen fra Försvarshögskolan er den russisk-ortodokse kirke i Västerås, der ligger en god times kørsel nordvest for Stockholm og hører under Moskva-patriarkatet, blevet symbolet på den trussel, som først nu er ved at gå op for magthaverne i de nordiske lande: at russisk-ortodokse kirker kan tjene som et redskab for Ruslands hybride krigsførelse mod Vesten. ”Udfordringerne kan bestå i alt fra, at man laver påvirkningskampagner, til at kirken fungerer som en base for russisk efterretningsvirksomhed, eller udgør et potentielt udgangspunkt for sabotage – eksempelvis droneangreb – i tilfælde af krig,” siger Patrik Oksanen. ”Derudover ser vi, hvordan kirken forsøger at etablere sig i nærheden af strategisk vigtige steder,” tilføjer Patrik Oksanen og understreger i samme åndedrag udfordringerne med at komme problemet til livs, fordi det er ulovligt at aflytte en kirkebygning i tilfældet Sverige. Både den svenske og den finske sikkerhedstjeneste har peget på, at Moskva-patriarkatet har kontakt med de russiske tjenester, fortæller Oksanen. ”Men Moskva-patriarkatet bliver ikke ramt af EU-sanktioner, fordi Ungarn blokerer – og derfor er kirken nu en endnu vigtigere platform for russisk efterretningstjeneste end hidtil.” Forsvarer krigen teologisk Den russisk-ortodokse kirke, der er kendt som Moskva-patriarkatet, og som kirken i svenske Västerås såvel som en række menigheder i Danmark, Norge og Finland tilhører, har ifølge Annika Hvithamar "valgt at støtte det putinistiske styre og bakke fuldtonet op om krigen i Ukraine, som patriarken kalder ’hellig krig’”. ”Der er ingen vaklen overhovedet,” fortsætter Hvithamar, der er institutleder på Københavns Universitet og ekspert i Ruslands ortodokse kirke. ”Man kalder krigen retfærdig og forsvarer den teologisk. I det russiske samfund findes en stærk tradition for aktiv patriotisme i almindelighed og i kirken i særdeleshed. Det er en del af selvforståelsen – også i fredstid.” At Moskva-patriarkatet udgør et centralt aspekt i Vladimir Putins geopolitiske bestræbelser, understreger ligeledes Kari Aga Myklebost, ekspert i russisk hybrid krigsførelse og professor i russisk historie ved Norges arktiske universitet. ”Uden for Rusland bidrager kirken til regimets sikkerheds-, efterretnings- og forsvarspolitik ved at påtage sig opgaver for russisk efterretning, infiltrere og overvåge russisk diaspora og andet,” konstaterer hun. For Kreml er kirken afgørende, og derfor har dens formelle status også været en del af det forhandlingsudspil, der har været på bordet i forhold til en eventuel fred i Ukraine. Her lyder et af kravene ifølge den plan, som Rusland og USA i fællesskab har udarbejdet, at ”den russisk-ortodokse kirke får formel status i landet [Ukraine]”. Det skriver Financial Times Omvendt udtalte den ukrainske kirkes overhoved, metropolit Epifanius, i forlængelse af en afstemning om den russisk-ortodokse kirkes fremtid i landet sidste år, at kampen mod den russiske aggression ikke kun udspiller sig på slagmarken, men også i den spirituelle sfære: ”Uden åndelig uafhængighed fra Kreml kan vi ikke tale om ægte uafhængighed,” sagde Epiphany dengang ifølge Radio Free Europe. Ikke kun en nordisk udfordring Kirken i midtsvenske Västerås er langt fra ene om at være kommet i søgelyset efter Ruslands krig i Ukraine. I Älvkarleby har en ”Putin-koblet menighed fået lov til at leje kirke i nærheden af militært øvelsesområde”, skriver Arbeterbladet, mens avisen Norran sidste år kunne fortælle om ”nye koblinger mellem Boliden-kirke og russisk spionage”. I finske Turku blev en russisk-ortodoks kirke ifølge Euronews lukket i 2022, fordi den lå ”kritisk tæt på flåden”, og i en række norske byer har russisk-ortodokse menigheders geografiske placering ligeledes udløst debat – det gælder blandt andre Kirkenes, Bryne og Oslo. Ifølge den norske forsvarschef, Eirik Kristoffersen, bør debatten dog være langt bredere end kirkerne og deres eventuelle nærhed til kritisk infrastruktur eller militære anlæg. ”Debatten burde handle om, hvorvidt vi overhovedet skal tillade russere at eje sommerhuse i Norge. Og hvis vi tillader det, om der bør være restriktioner på, hvor de kan eje sommerhuse,” siger Kristoffersen til Morgenbladet. Ifølge Kari Aga Myklebost fra Norges arktiske universitet har enkelte sager vedrørende strategiske ejendomskøb været fremme i den norske debat, ligesom Miljøpartiet har foreslået at fratage den russisk-ortodokse kirke statsstøtten. ”Men generelt er min opfattelse, at vi i Norge indtil videre har manglet en kritisk forståelse af den russisk-ortodokse kirkes operationsområde- og modus. Der er flere eksempler på, at den russisk-ortodokse kirke i Norge udvider sit virkeområde i regioner af strategisk betydning for Rusland, uden at det har fået specielt meget opmærksomhed,” siger Aga Myklebost og henviser blandt andet til en sag fra nordnorske Vardø, hvor et russisk-ortodokst kapel blev bygget i umiddelbar nærhed af Nato-radarer. ”De fordækte, efterretningsmæssige og sikkerhedspolitiske sider af [den russisk-ortodokse] kirkens virksomhed er meget lidt belyste – desværre.” I Finland har man netop vedtaget lovgivning, som gør det umuligt for russere og belarusere at købe ejendom i landet – noget, forsvarsminister Antti Häkkänen begrunder med hensynet til Finlands sikkerhed og forsvar mod alle slags påvirkningsmetoder. Det skriver finske Yle. Også uden for Norden er debatten om den russisk-ortodokse kirkes rolle taget til i kølvandet på krigen i Ukraine. I 2023 udviste de bulgarske myndigheder ifølge Radio Free Europe den russiske kirkes overhoved i landet med henvisning til ”truslen mod den nationale sikkerhed” og spionage, og sidste år betegnede Tjekkiets udenrigsminister den russisk-ortodokse kirke i landet som ”en del af Kremls repressive maskineri, der er involveret i Ruslands påvirkningsoperationer”. Små menigheder i Danmark Og hvordan er situationen så herhjemme? Ifølge Annika Hvithamar fra Københavns Universitet skal man sørge for at skelne mellem Kreml-venlige holdninger og holdninger dikteret fra Kreml. ”Når vi taler Moskva-patriarkatet i Danmark, er det ganske få personer, vi taler om, som betjener små menigheder i Aarhus, Hobro og på Bogø. Det er meget muligt, at man vil kunne høre dem sige, at de bakker op om Putin, og at krigen i Ukraine er retfærdig – de er jo ansat af Moskva-patriarkatet – men det er bare vigtigt at huske på, at det ikke nødvendigvis betyder, at den russiske efterretningstjeneste har fortalt dem, at det er holdninger, de skal have,” siger hun. ”De fleste kommer i kirken for sjælelig omsorg, ikke for at høre om krigen, og jeg er ikke vidende om, at der eksempelvis skulle være mistanke om meddelere i kirken herhjemme.” I 2024 beskrev Kristeligt Dagblad, at Moskva-patriarkatets danske afdeling og dens præst havde adresse i en ejendom i Valby, der er ejet af den russiske ambassade, og som blev sat i forbindelse med russiske spionageaktiviteter. Emil Saggau, der er ekspert i den ortodokse kirke og formand for Danske Kirkers Råd, udtalte dengang, at dette med al tydelighed viste, at den russiske stat, kirke og efterretningstjeneste var tæt forbundne. “De russiske kirker er mere end blot kirker. De er en del af den russiske stat og dermed også sikkerhedsapparatet,” sagde Emil Saggau dengang. Kristeligt Dagblad spurgte også den russisk-ortodokse præst, hvorfor kirken og han selv havde adresse i en bygning, der er ejet af den russiske ambassade, og hvor også en spion har haft adresse. Præsten svarede, at han ikke kendte noget til spionageaktiviteterne i ejendommen, og at den russiske kirke er adskilt fra den russiske stat: "Hvis Putin nogle gange kommer for at tilbede, har han ret til det, han er medlem af den ortodokse kirke. Den russiske kirkes præster og sognebørn er ikke interesserede i politik,” lød svaret til Kristeligt Dagblad. Han understregede samtidig, at hans kirke kun er interesseret i sjælens frelse – og ikke andet: "Og jeg er overrasket over nogle danske mediers forsøg på at tilskrive os, at vi er involveret i politik og især spionage! Det er svært at lede efter en sort kat i et mørkt rum, især hvis den ikke er der." Præsten blev samme år beskyldt for at have stået for en pengeindsamling i kirkens tre danske menigheder, hvor midlerne skulle have gået til den russiske hær. Hos Politiets Efterretningstjeneste (PET) henviser man til det svar til Folketinget, tjenesten bistod justitsministeren med i 2024. ”Den politiske udvikling i Rusland har betydet, at sikkerhedsapparatet, heriblandt efterretningstjenesterne, i stigende grad har fået kontrol over øvrige offentlige myndigheder og det russiske civilsamfund,” lyder det i udtalelsen fra den danske efterretningstjeneste. ”PET er desuden opmærksom på, at der i visse europæiske lande er rapporter om forbindelser mellem russiske efterretningstjenester og russisk-ortodokse kirker. Det er samtidig PET’s vurdering, at der både nationalt og internationalt er tætte bånd mellem den russisk-ortodokse kirke og Ruslands politiske ledelse.” Finsk inspiration Ifølge Patrik Oksanen er det store spørgsmål, hvordan man i den nuværende situation balancerer frihed og forsvar. Han nævner Estland, hvor parlamentet ønsker at forbyde religiøse organisationer, som styres fra lande, der er fjendtligt indstillet over for den estiske nation. ”Omvendt mener præsidenten i landet, at det er et for stort indgreb i religionsfriheden, og nu er det blevet et spørgsmål for landets højeste domstol,” siger Patrik Oksanen. I første omgang burde statsstøtte til eksempelvis Moskva-patriarkatet sløjfes, ligesom visa til repræsentanter fra kirken bør afslås, mener han. Dernæst bør de øvrige nordiske lande lade sig inspirere af Finlands lovgivning omkring køb af ejendom for russiske statsborgere. Vigtigst, mener Patrik Oksanen, er det dog, at bevidstheden om de mangeartede trusler fra russisk side øges – blandt politikere, men også i eksempelvis kirkelige kredse. ”Da Sovjetunionen kollapsede, og kommunismen forsvandt, troede mange, at Rusland ville blive som os. Vi forstod ikke, hvad der fandtes bag kommunismen, og som lå dybere – en stræben efter imperiet,” siger Patrik Oksanen. ”Visse kræfter i Rusland begyndte allerede i januar 1992 at arbejde for at tage det tabte tilbage. Alligevel er det først nu, at vi forstår, at Ruslands kontrollerede kaos har en effekt på os. Vi afviste udsigterne til regn, selvom skyerne trak ind over os og blev mørkere og mørkere, selv da vi begyndte at mærke regndråberne, insisterede vi på, at solen ville skinne for evigt. Om det skyldes uvidenhed, naivitet eller intellektuel dovenskab, det må andre afgøre.” I svenske Västerås er fremtiden for Den Hellige Guds Moder af Kazan uvis. I kølvandet på medieopmærksomheden har flere kommunalpolitikere krævet, at kirken slet og ret flyttes. Udfordringen er bare, at det tilbage i 2019 var kommunen selv, der foreslog den nuværende placering. ”Sikkerhedssituationen er [i dag] en anden, og der findes militære mål, som må beskyttes,” siger borgmester Staffan Jansson med henvisning til den nærliggende lufthavn, som for fem år siden stod til at skulle afvikles, men som i dag er udpeget til såkaldt beredskabslufthavn. Til Sveriges Television udtaler Västerås' pressesky præst Pavel Makarenko, der ifølge mediet Kyrkans Tidning har fået en medalje af den russiske udenrigsefterretningstjeneste, at ”ingenting er koblet til militær og politik”. Moskva-patriarkatet i Sverige er ikke vendt tilbage på Kristeligt Dagblads henvendelse. Tryk for at læse mere
Nr. 142
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sømands sjældne søoptegnelser er en historisk guldgrube Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 18:00:00
I 1929 åbnede provianthandler Jens Hansen i Marstal et lille museum over byens sejlskibssøfart. Det blev et af de sjældne museer, hvor en hel bys beboere kom til at se deres egen virksomhed i direkte lys af forfædrenes bedrifter. Det skete gennem udstilling af en stadig voksende mængde skibsmodeller, billeder og maritime opstillinger. I dag hedder samlingen Marstal Søfartsmuseum. Museet følger ikke den aktuelle dyrkelse af smarte publikumsoplevelser, men inviterer mere de besøgende til at indleve sig i emnet. Samlingerne tilbyder sine gæster autentisk maritim viden, som gør dem klogere på fortiden – og i sidste ende på dem selv. Søfartsmuseets seneste initiativ er dets udgivelse af et stort håndskrevet værk. Det har fået titlen "Skipperfart og kornhandel". Udgivelsens undertitel er "Marstalskipperen Christen Jørgensen Boyes optegnelser om bord på jagten De fire Brødre af Marstal 1786-1807". Bogen er en præcis oversættelse af skipperens gotiske skrift forsynet med museumsinspektør Karsten Hermansens indledning og forklaringer. Alle kan nu være med ombord, næsten i et dag til dag-perspektiv. Både Christen Boye (1756-1822) og hans hustru, Marie, var begge skipperbørn fra Marstal, og stort set alle drengene blandt deres 13 børn gik til søs. Boye og hans bror, Hans, havde hver arvet en pæn sum penge, som tidligt satte dem i stand til at erhverve småjagter. I 1785 fik Boye bygget en ny, større jagt, "De fire Brødre", som kunne laste op til 65 tons. Det var i jagtens lille agterkahyt, at han begyndte registreringen af sin handel og sejlads gennem de næste 20 år. En jagt var et mindre, énmastet sejlfartøj. En skibstype, som var meget almindelig i særligt provinsbyerne og kysternes strandhuse. Nogle af disse lokaliteter voksede til egentlige skipperbyer som Dragør og Marstal. Mange mindre skibe var ofte ejet af skipperen selv eller af slægtninge og bekendte i fællesskab. Foruden skipper Boye bestod besætningen af tre matroser og en kokkedreng. Boye var både sømand og købmand, idet han oftest selv købte sine ladninger, sejlede med dem og solgte dem til enten storkøbmænd eller forbrugerne. Allerede som ung havde han og hans bror specialiseret sig i den udbredte kornfart mellem de mange tysksprogede østersøhavne eller syddanske landdistrikter og det norske marked. De kunne også på deres vej op gennem Øresund sælge ladningen til kornhandlere og bagere i metropolen København. Besætningen kunne nå seks til syv rejser hvert år, inden de til jul ankrede i Marstal, før isen og vinterstormene satte ind. På årets sidste tur sørgede Boye altid for at have en gås eller ænder med hjem og måske et par silkebånd eller tørklæder til døtrene og Marie. I sin optegnelsesbog udgør de første 300 sider regnskaber over hans i alt 135 rejser, og de sidste par hundrede sider handler om et utal af emner. Det kan dreje sig om små sejladsbeskrivelser, særligt gennem Kattegat og Skagerrak, hyreregnskaber, priser, besætningens forskud, skriveregler, avancerede regneøvelser, lægeråd og fortegnelser over pengeudlån og vekselforretninger. De udførlige regnskaber vil nok være af størst interesse for mange læsere, da de kan aflokkes et utal af informationer om forhold, som vi kun kender lidt til. Her får vi at vide, hvem han købte korn af, hvad han måtte give for varerne, og hvilke udgifter han havde til eksempelvis lods, havnepenge, lossefolk, mad, reparationer, fornyelser på skibet, hyre, drikkepenge og så videre. Man kan i regnskaberne altid følge, hvilke havne han besøgte, hvor han sejlede hen, og ofte hvor han solgte kornet. Boye opererede på hele den sydlige østersøkyst fra Lübeck i vest til Königsberg i øst. Særligt sejlede han meget til Rostock i svensk Pommern og til den frie by Danzig i polsk Preussen. Udrejserne foregik uden egentlig last, for danske provinsskippere havde ikke meget at falbyde i de større tyske byer. Men hjemrejserne var altid med korn, enten hvede, som blev afsat i København, eller rug og byg, som mest blev sejlet til Norge, der ikke kunne forsyne sig selv med korn til brød og grød. Særligt i Rostock købte skipperen altid større og mindre partier korn hos forskellige firmaer efter nøje forhandlinger om priser, som altid svingede op og ned. Hele tiden måtte Boye overveje, om han nogle uger senere kunne sælge varerne med fortjeneste i den danske hovedstad eller i Norge. Det skete i både købstæder, i Christiania (i dag kaldet Oslo) og i de mindre ladesteder på Sør- og Østlandet. Normalt karakteriseres de små jagtskipperes sejlads som vanepræget rutefart mellem faste aftagere i forskellige byer eller som mere vilkårlig fragtfart i danske farvande, hvor mulighed bød sig. Ved siden af disse former for sejlads viser Boyes optegnelser, at der også eksisterede en ganske anden måde af være skipper på. Boye, broderen Hans og sønnerne handlede og sejlede på en nærmest ekstrem driftig vis. Boye var meget kritisk med at undersøge det korn, han købte. Han overvejede nøje, om fødemidlernes art og kvalitet bedst kunne afsættes i København eller på det mindre kræsne norske marked. Var prisen for høj, lejede han en hest for at opsøge købmænd i omegnen med en lavere pris. Lykkedes det ikke, lettede "De fire Brødre" resolut anker og søgte lykken i en anden havn i Østersøen eller i Syddanmark. Når skipperen skulle afhænde kornvarerne i Norge, sejlede han også fra sted til sted for at opsøge de bedst mulige salgsvilkår, og samtidig måske få lidt billigt træ eller stangjern med til Danmark i stedet for sandballasten. Også i Norge opsøgte han på orienteringsture over land eller pr. lejet båd alternative salgssteder i den norske skærgård, hvor prisniveauet var gunstigere. Det, vi kan kalde for den almindelige mands søfart, kunne godt have et offensivt præg: Boye var både en opsøgende, markedsmæssigt velunderrettet og målrettet person. Og skipperen anvendte sin opøvede skrivefærdighed til moderne bogføring af jagtens aktiviteter. Det satte ham for første gang i stand til systematisk at sammenligne gode og dårlige rejser. Hvor vor traditionelle søfartshistorie ofte fokuserer på de gamle ostindienfareres ekspeditioner eller nutidens containertrafik, er det forunderligt at få indblik i provinsskipperes tilværelse. Småskibene var langt de fleste, og det er tydeligt, at nogle skipperes handel og sejlads var langt mere dynamisk end hidtil antaget. Samtidig erfarer vi, hvordan Boye i kahytten med pen i hånd for eksempel øvede sig i elementær sproglære, hvor en af hans unge matroser brugte næsten hele sin hyre til støvler, småindkøb og kortspil. I forhold til de store skibes saltmad dokumenterer Boyes bogføring, at kosten på "De fire Brødre" var mere varieret. Under de hyppige havnebesøg blev der købt både frisk smør, de nymodens kartofler samt grønt og fersk kød til suppe. I foråret 1799 gav Boyes hustru, Marie, også folkene en portion æbleskiver med ud at sejle. Læsere kan i dag bruge Boyes enestående optegnelser på forskellig vis. Vi har ikke meget materiale, der på samme måde giver os viden om 1700-tallet set fra normalt ikke-skrivende folks perspektiv. Man kan gå i dybden med ellers upåagtede emner som besætningens gøremål i havn og til søs i både godt og dårligt vejr. Gennem Boyes registreringer har vi med moderne regnskabsprogrammer mulighed for at aftvinge skipperens data hidtil ukendte indsigter. Man kan også i sidste halvdel af Boyes optegnelser studere, hvordan et videbegærligt, men uskolet menneske nærmest suger kundskab til sig, når han havde lejlighed til det. Først og fremmest viser Marstal Søfartsmuseums nye kildeudgave, hvilken anderledes historie ellers anonyme mennesker for over 200 år siden gemmer på, når vi har lejlighed til at høre deres egne stemmer. Palle O. Christiansen er kulturhistoriker og har på baggrund af Boyes optegnelser selv skrevet bogen "Med rorpind og Blæk". Tryk for at læse mere
Nr. 141
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ukrainere i Danmark om fredsforhandlingerne: Man er naiv, hvis man tror, Rusland stopper Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 18:00:00
Det spørgsmål fylder også i Danmark. Kristeligt Dagblad har talt med tre herboende ukrainere om, hvordan det har været for dem at følge den seneste uges udvikling. Forhandlingerne har ikke givet nyt håb, hvis man spørger Viktor Mudryy, formand for støtteforeningen "Brave Ukraine". "Alt, hvad der sker i Ukraine, berører mig dybt. Jeg har stadig familie og venner derhjemme. Men jeg har ikke haft nogen forventninger til forhandlingerne, fordi der er mange tomme ord fra Trump," siger han med henvisning til den amerikanske præsident, der har lagt det seneste fredsforslag på bordet. Han ser heller intet i udviklingen, der peger i retning af en reel fredsaftale. "Mit håb er det ukrainske militær. I min optik skal russerne bare presses så meget som muligt." En lignende skepsis præger Roman Boichuk, der er formand for Bevar Ukraine, der er en anden støtteforening i Danmark. Han tvivler på, at Rusland reelt er interesseret i en fredsaftale: "Russernes mål er at trække tiden, fordi de lige nu vinder på slagmarken, og de er også meget bange for yderligere sanktioner," siger han. Mistro til fredsforhandlingerne kan man også høre fra Vasyl Tykhovych, præst i den ukrainske græsk-katolske kirke i Danmark. Og hans frustration retter sig især mod det amerikanske pres på Ukraine. Han fremhæver, at den amerikanske fremgangsmåde afslører, at man ikke forstår dybden af det ukrainsk-russiske problem. "Hvis man ikke forstår, hvorfor krigen står på, så kan man ikke stoppe den. Uanset planer og pres." Han tror heller ikke på, at de nuværende forhandlinger kan føre til en varig fred. Putin og hans inderkreds ønsker grundlæggende at ødelægge den ukrainske stat: "Det vil de kæmpe for, så længe Rusland har ressourcer. Det eneste tidspunkt, krigen kan ende på, er, når man ikke har flere penge og menneskeliv at sætte på spil." Synspunktet deles af Roman Boichuk, som ikke mener, at nogen territoriale indrømmelser – heller ikke overdragelsen af Donbas – vil kunne standse krigen. "Man er naiv, hvis man tror, at Rusland stopper," siger han. "Jeg ser det ikke som en fred, men som en god mulighed for, at Rusland kan fortsætte sin krig. De større byer i Donbas vil være fantastiske baser til videre angreb. Målet er stadig hele Ukraine." Om de ukrainske muligheder, hvis USA trækker støtten, siger Roman Boichuk: "Det vil være hårdt, men jeg tror ikke, at det vil få Ukraine til at bryde sammen. Ukraine fortsætter med at kæmpe. Der er ingen anden vej." Det bekymrer ham, at Europa bevæger sig for langsomt. Roman Boichuk pointerer, at det også er i europæisk interesse at hjælpe Ukraine: "Hvis Ukraine falder, så har vi pludselig Rusland på Nato's dørtærskel," siger han. Også Viktor Mudryy tror på den ukrainske kampgejst og ser Europas handlekraft som afgørende for Ukraines fremtid, hvis USA skulle trække støtten: "Jeg håber, at den ukrainske hær kan holde stand," siger han og fremhæver både den begyndende våbenproduktion i Ukraine og donationerne fra blandt andre Danmark. Han påpeger, at flere af de små stater i EU som Danmark gør alt, hvad de kan, men forstår ikke, hvorfor andre EU-lande er mere tilbageholdende. "Med Trump ved roret har jeg ikke meget håb om amerikansk hjælp. Men jeg tror på, at EU vågner op til dåd." Vasyl Tykhovych kalder det en potentiel katastrofe, hvis USA trækker sin støtte til Ukraine. Han mener, at Trump tænker på samme måde som Putin: "Spørgsmålet er så, om de vil finde sammen om at ødelægge et demokratisk land, lade demokratiske principper gå tabt og vise omverdenen, at det nu blot handler om at være stærk." Midt i de store geopolitiske spørgsmål står hverdagen stadig tilbage for de herboende ukrainere. "Det har været svært," siger Viktor Mudryy. Han er ofte i kontakt med kammerater, der kæmper ved frontlinjen. Han fortsætter sit frivillige arbejde og siger, at handling hjælper på afmagten. "Vi kan bruge den dårlige energi og lave den om til noget positivt. Det giver mig ro at forsøge at hjælpe Ukraine." I hverdagen er det ikke nyhederne om fredsforhandlinger, der påvirker Vasyl Tykhovych mest. Det gør samtalerne med fordrevne ukrainere i Danmark. "Jeg mødes hver dag med civile og sårede soldater, der er kommet fra frontlinjen. På den måde er krigen ikke på afstand, tværtimod breder den sig ud i verden." Tryk for at læse mere
Nr. 140
K_artikler Opdater⟳ ☝️
I Tanzania lærte Anna-Marie at slippe kontrollen og stille sig til rådighed for Gud på ny Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 18:00:00
Jeg er vokset op i et indremissionsk miljø, hvor der var meget forkyndelse med ord og ret klare idéer om, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Troen var noget selvfølgeligt for mig, og jeg lænede mig ind i det system, jeg blev præsenteret for. I løbet af mit voksenliv skete der imidlertid noget, som gjorde, at jeg måtte kæmpe for at få det hele til at gå op. Jeg blev skilt som 30-årig, og det tog mig flere år at få det på plads med Gud, så jeg stadig kunne føle mig som en del af kirken. Da jeg var midt i 30'erne, døde min far i en voldsom ulykke, og også det fik mig til at diskutere med Gud gennem længere tid. Mit billede af Gud som den, der holder hånden over os og beskytter os, blev rystet, og jeg måtte igennem en ret krævende proces, før jeg landede et nyt sted. Jeg talte med Gud, læste i Bibelen, bad og drøftede troen med andre samt livets dilemmaer og paradokser. Jeg var også i et forløb med en psykolog. De to spor ledte mig sideløbende ind i stilheden. Jeg har altid været meget aktiv og er et ekstrovert menneske, som ofte er den, der taler og sætter ord på, hvad der sker. Jeg har været vant til at forkynde, siden jeg som ung begyndte som underviser i en søndagsskole, og som lægperson i Indre Mission har jeg fået en ganske solid teologisk dannelse. Men på et tidspunkt var det, som om ordene ikke længere rakte. Psykologen anbefalede mig at sætte mig og bare være stille. Det var meget fremmed for mig, men jeg gjorde et forsøg – og mærkede, at der var noget godt i stilheden. Da jeg blev frivillig og siden ansat i Danmission, kom jeg også i kontakt med kristne, hvis trospraksis var meget anderledes end det, jeg var vant til. De brugte stilhed, pilgrimsvandring og helt enkle bønner til at åbne sig for Guds nærvær, og jeg kunne mærke, at de rum havde noget nyt og godt til mig. Det blev en ny måde at være sammen med Gud på, hvor jeg gav slip på at være den, der havde ordene og styrede, hvad der skulle ske. Jeg begyndte at bede Kristuskrans, gå pilgrimsvandring og bede med ganske få ord. Jeg mærkede, at når jeg slap kontrollen, blev der plads til en mere intuitiv lytten til Gud, og jeg blev bedre til at følge de indskydelser, som Gud gav mig. Da min mand og jeg i 2017 blev udsendt for Danmission til Tanzania, blev jeg konfronteret med kristne med anden kulturbaggrund, som i den grad forstod at hengive sig til Gud, slippe kontrollen og acceptere, at deres egne planer ikke altid lykkedes. De var vant til, at vejret, tilfældighederne eller andre ydre vilkår forhindrede, at det gik, som de havde tænkt sig, og de stolede på, at Gud så havde andre planer, som ville føre noget godt med sig. Hjemvendt fra Tanzania var jeg igen i en kultur, hvor vi er vant til at have kontrol og lægge planer. Men jeg forsøger at holde fast i det, som stilheden og opholdet i Tanzania har lært mig. I mit arbejde som kirkekulturmedarbejder sørger jeg for ikke at lægge for meget i kalenderen. I stedet er jeg åben for, hvilke mennesker og hændelser Gud sender mig. Og jeg oplever igen og igen, at når jeg lader Gud råde og stiller mig til rådighed, sker der noget, jeg aldrig selv kunne have lagt til rette eller forudset. Hvad har udfordret din tro? Min tro på Guds eksistens har aldrig været udfordret, og selvom jeg har haft perioder, hvor jeg har diskuteret med Gud om, hvad der er sket i mit liv, har det aldrig været en mulighed for mig at vende mig bort fra Gud eller forlade kirken. Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke er kommet i en menighed, men kirken og gudstjenestens rum har jeg aldrig forladt. Jeg ved, at jeg aldrig må give slip på den kilde, som gør alting muligt. Jeg kan intet af mig selv, og glemmer jeg det, mister jeg balancen. Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået? Mit konfirmationsord: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift". Det er blevet en overskrift over mit liv. Jeg er vendt tilbage til det mange gange og har oplevet, at det er blevet mere og mere sandt og vigtigt for mig. Tryk for at læse mere
Nr. 139
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Skal åndeligheden oprustes, skal den slippes fri. Men er det nu også målet politisk set? Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 18:00:00
Der er tilsyneladende forvirring om, hvad det politisk potente åndelige oprustning betyder. Den forvirring kan jeg tilslutte mig. Samtidig glæder jeg mig over, at samtalen om ånd er genopstået i en folkelig sammenhæng. Vi kender mange variationer af ånd, for eksempel folkeånd, tidsånd og kampånd. Og vi knytter ofte ånd til et sted, når medarbejdere gerne vil fortælle, hvordan det er at gå på en bestemt skole eller arbejde i en given virksomhed. Man kan for eksempel arbejde videre i grundlæggerens ånd. Vi bruger også ordet "ånd" til at beskrive forskelle mellem kulturer og lande; ånden i USA er en anden end i Skandinavien. Samtidig knytter vi den til epoker; ånden i 1970'erne var præget af frisind. Tidligere talte man om ånden fra 48 refererende til den nationale optimisme, der ledsagede overgangen fra enevælde til folkestyre og sejren i Treårskrigen. Derudover knytter vi ånd til egenskaber og personlighedstræk. Farfar er nok gammel, men stadig åndsfrisk, til gengæld er onkel Karl notorisk åndsfraværende. Endelig står ånd også centralt i religionen, med Helligånden som tydeligste eksponent i kristendommen. Ånd i religiøs forstand refererer til det at puste liv i noget, så det kan ånde og til sidst udånde. I troen er det er Gud, der står bag rejsen fra det første spæde skrig i vuggen, til man drager sit sidste åndedrag. Troen er den mulighed, der kan gøre rejsen betydningsfuld, så de elskende i Grundtvigs "Hvad er det, min Marie" fra 1851 kan gribes i åndens favnetag, når det jordiske liv slutter. Hvordan stiller talen om åndelig oprustning sig over for alle de betydninger af ånd? Hvis der er tale om at styrke åndeligheden blandt danskerne, er det et kæmpe kulturpolitisk fremskridt og en kærkommen anerkendelse af kunsten og kulturen med blik for, at for eksempel den læsende offentlighed ikke skrumper yderligere ind med tabet af en fælles verden som resultat. Men den fortolkning er kun gyldig, hvis man ikke vil dirigere ånden i en bestemt retning. Det er der imidlertid noget, der tyder på, at man vil fra politisk hold. Dermed risikerer vi at svække ånden i stedet for at styrke den – vi risikerer at gøre noget åndssvagt. Man kan ikke bestemme, hvordan folk skal tænke om en bestemt styreform eller kulturarv, det er imod tænkningens væsen. Tænkningen kan ikke drives af andet end sig selv, og den kan ikke spændes foran politiske eller værdimæssige formål. Villet tænkning er ikke tænkning. Man kan ikke meddele eller hundse med ånd. I den forstand ligner den andre livsopretholdende fænomener som kærlighed, venskab og tro. De bæres af sig selv og de næres af sig selv, og hvis de tvinges eller forceres af andre omstændigheder, mister man gejsten. Det er styrken ved ånden, at man ikke kan binde den for at bruge Poul Henningsens "Man binder os på mund og hånd" fra 1940. Åndens uregerlighed rummer det største håb mod uniforme udlægninger af verden. En åndelig aktivitet som tænkning er ikke i sig selv demokratisk eller systemtro, men den rummer i sin perspektivrigdom, uforudsigelighed og insisteren på at anskue verden fra nye vinkler en demokratisk opbyggelighed. Den opbyggelighed kan vi med fordel tale op, og den er ikke i strid med en stærkere bevidstgørelse om værdien af demokratiet og vores fælles kulturarv. Men de to diskussioner angår ikke det samme, fordi ånd og bevidsthed ikke er det samme. Den sidste har retning og kan rettes, den første har ingen retning og kan ikke rettes. Derfor kan tænkning, i modsætning til bevidsthed, være original. Ånden opruster ikke, men gør snarere det modsatte, den nedruster totalitære tendenser – ikke mindst hos os selv. Fire år før Poul Henningsens sang understreger Nordahl Grieg åndens bremsende potentiale i "Kringsatt av fiender", hvor driften mod død og ødelæggelse skal standses med ånd. Hos Hannah Arendt hedder det i "Åndens liv", at det centrale ved tænkning ikke er viden eller sandhed, men mening og ikke mindst evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert, smukt og hæsligt. Og dette kan i de sjældne øjeblikke, hvor der virkelig står noget på spil, i realiteten forhindre katastrofer, i det mindste for selvet. Åndens liv kan ikke skabe det gode, men den kan stikke en kæp i hjulet, når vi er på vej ud over en moralsk afgrund. Eller som det hedder i samme værk af Arendt: "Tænkning er lige farlig for alle overbevisninger og frembringer ikke i sig selv nye overbevisninger." Når nu åndens aktiviteter ikke understøtter bestemte overbevisninger, giver det i den aktuelle samtale mere mening at tale om demokratisk oprustning eller kulturel bevidstgørelse. Hermed taler vi rent ud af posen, og vi insisterer på, at demokratiet, kulturen og historien er værd at værne om. Samtidig bør vi rumme den uforudsigelighed, der knytter sig til alt åndsarbejde. Thorkild Bjørnvig gjorde i 1984 i digtet "I hjerterne begynder" den iagttagelse, at kun mennesker marcherer. Dyrene hopper og springer, men (masse)mennesket går i takt – både i konkret og overført betydning. Det åndfulde menneske bryder takten og går andre veje eller står stille, mens andre marcherer. Det har vi også brug for, og det er i virkeligheden den rummelighed, der karakteriserer et åndfuldt samfund. Tryk for at læse mere
Nr. 138
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Selvom Hus Forbi advarede om mulig konkurs, blev de ved med at ansætte nye folk: ”Det giver ingen mening” Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 17:30:00
Det var ikke af lyst, men af nød, at ledelsen bag hjemløseavisen Hus Forbi i 2023 ændrede prisen på avisen fra 30 til 50 kroner. Foreningen var på spanden, og prisstigningen var et led i en større økonomisk genrejsningsplan, der blev lanceret samme år. Selvom det var upopulært blandt mange af avisens udsatte sælgere, var man nødt til det. Flere medier fortalte, at avisen var lukningstruet, og foreningen skrev til Folketingets socialudvalg, at den var truet på sin eksistens. "Foreningen Hus Forbi er ved at gå i knæ – så hvis Danmark fortsat skal have en forening for hjemløse, der sikrer beskæftigelse, fællesskab og social støtte til nogle af samfundets mest udsatte, har Hus Forbi brug for støtte fra staten via Finansloven eller SSA-reserven," hed det i brevet. Hvad Hus Forbi ikke skrev, var, at medarbejderstaben i foreningen var vokset i en årrække. Personaleomkostninger, herunder lønudgifter, blev løbende en større post i regnskabet, mens foreningen lavede en økonomisk genrejsningsplan og sendte opråb til folkevalgte om en presset økonomi. Fordobling på seks år I 2019 var der ifølge CVR-registret 10 årsværk i Hus Forbi, hvilket svarer til 10 fuldtidsansatte. Under den økonomiske turbulens i januar 2023 var det steget til 15. Ved samme års udgang var det så kommet op på 19, og sådan er det blevet ved. I september 2025 var der 25 årsværk ansat i Hus Forbi svarende til 25 personer på fuld tid – og det frustrerer Erik Læntver, der havde solgt Hus Forbi i 15 år, men stoppede med det for nylig. "Jeg kan huske, at der var fem ansatte, da jeg begyndte at sælge Hus Forbi i sin tid. Nu er der 25 fuldtidsansatte, og det giver ingen mening. Hvis man er på spanden økonomisk, så skærer man ned i lønudgifterne, ikke op. Det behøver man ikke have en økonomisk eksamen for at vide," siger han og fortæller, at han stoppede med at sælge avisen, fordi det blev for svært. "Jeg kan måske sælge tre-fire aviser på en dag nu. Folk vil ikke give 50 kroner, og avisen har mistet sit gode ry på grund af de mange udenlandske sælgere," mener han. I regnskabsåret 2019/2020 havde foreningen personaleomkostninger for fire millioner kroner svarende til knap 20 procent af den samlede omsætning på 21 millioner. I 2023/2024-regnskabet er personaleomkostningerne steget til 10,2 millioner kroner svarende til cirka 40 procent af foreningens samlede indtægter på 25 millioner kroner, hvis man fraregner en ekstraordinær stor arv på 20 millioner kroner det år. Sidenhen har foreningen omlagt sit regnskabsår, så det følger kalenderåret. Derfor er kun de sidste syv måneder af 2024 opgjort i det seneste regnskab, hvor personaleomkostningerne er 6,5 millioner kroner på de syv måneder svarende til cirka 35 procent af omsætningen i den periode. Hus Forbi har meddelt Kristeligt Dagblad, at medarbejdervæksten midt i en krisetid er et resultat af en "offensiv turnaround-strategi". Offentlig støtte Lars Kiertzner, der er statsautoriseret revisor og tidligere chefkonsulent hos FSR – Revisorforeningen, bider mærke i, at det er en betydelig vækst i medarbejdere. "Foreningens økonomi står og falder med dens evne til at få offentlig støtte. Og der skal jo nogle folk til at fremskaffe disse bevillinger. Jeg studser over, at de har en løbende vækst i fuldtidsansatte, men jeg tør ikke afvise, at der kan være en god grund til det," siger han. Lars Kiertzner finder det påfaldende, at foreningen ad flere omgange har sendt opråb til politikere og advaret om, at foreningen er presset på sin økonomi. Så sent som i oktober skrev sekretariatsleder Lærke Demant-Ladefoged en bekymret e-mail til formanden for Folketingets socialudvalg om svigtende økonomi og faldende salg. "Problemet er desværre ikke blevet mindre, og et tilskud er således fortsat yderst aktuelt," skrev sekretariatslederen den 20. oktober, hvor hun gav udtryk for, at det vil have alvorlige konsekvenser for foreningen, hvis et tilskud ikke forlænges. Men kigger man i regnskaberne, har indkomster fra avissalg ligget på et stabilt niveau og er tilmed steget en smule på trods af det faldende oplag. Og helt generelt ser foreningens økonomi nogenlunde sund ud, når man ser på de tilgængelige oplysninger, fortsætter revisoren: "Den havde således omtrent 18 millioner kroner i likvide midler ved udgangen af 2024. Det er helt ekstremt mange for en forening af den størrelse, så jeg forstår ikke alarmismen fra ledelsen, udover at man måske gerne vil appellere til følelser hos politikere." Spørge socialministeren I efteråret 2023 havde Hus Forbi-sælgerne i godt et halvt år solgt avisen til 50 kroner stykket, men det var ikke med deres gode vilje, lød det på foreningens generalforsamling den 28. september. Her blev der stemt om, hvorvidt prisen skulle sættes ned igen. 71 stemte for, at prisen skulle tilbage på 30 kroner, 33 stemte for at bevare den nuværende pris. Bestyrelsen gjorde det klart, at afstemningen kun var vejledende. Og året efter kunne sekretariatslederen på generalforsamlingen fortælle, at man ikke havde imødekommet flertallets ønske: "Prisen på avisen er fortsat 50 kroner, fordi bestyrelsen ikke kunne stå inde for, at det var økonomisk ansvarligt at lade den falde," står der i referatet. Socialordfører for Liberal Alliance Katrine Daugaard er næstformand i socialudvalget og havde ikke hørt om de stigende personaleomkostninger i Hus Forbi. Det lyder underligt, men hun er nysgerrig på, om der er en god forklaring, fortæller hun. "Jeg har også for nylig fået en e-mail om, at de var i problemer. Vi er i socialudvalget blevet fortalt, at det er sværere for de hjemløse at sælge avisen på grund af inflation og krise. Derfor sælger de færre aviser, og derfor er de lukningstruede, fik vi at vide," siger hun og fortæller, at hun vil afvente Hus Forbis forklaring. "Hvis ikke I får en god forklaring på, at de har øget deres personaleomkostninger, mens de har kaldt sig truet af konkurs, vil jeg spørge socialministeren, om hun kan finde en god forklaring." Turnaround-strategi Kristeligt Dagblad sendte udsagnene fra denne artikel til Hus Forbi og spurgte, hvorfor man på trods af svindende salg og angiveligt lurende konkurs har øget sin medarbejderstab. Sekretariatsleder Lærke Demant-Ladefoged skriver i en e-mail: "Som statsautoriseret revisor Lars Kiertzner peger på over for Kristeligt Dagblad, kan der være en god forklaring på Hus Forbis vækst i antallet af ansatte, og det er der naturligvis også." "Hus Forbis bestyrelse stod under krisen i 2023 over for valget mellem at afvikle eller udvikle. I en organisation som Hus Forbi er det afgørende at fastholde sin relevans og innovationskraft, så vi fortsat kan hjælpe dem, der har allermest brug for det. Hus Forbis økonomiske genrejsningsplan var derfor en offensiv turnaround-strategi med fokus på investeringer i udvikling." "Siden 2019 har Hus Forbi udvidet sine sælgerrettede aktiviteter. Udover avissalg, medicinkort og hundeforsikringer tilbyder vi nu varm mad, beskæftigelse på socialt frikort, juridisk rådgivning og hjælp til oprettelse af bankkonti og digitale betalingsløsninger. Herudover arbejder Hus Forbi i dag med fundraising, strategiske erhvervspartnerskaber og politisk interessevaretagelse. Vi har desuden åbnet et herberg," skriver sekretariatslederen med henvisning til forsorgshjemmet Vestergaarden, der dog ikke drives af Hus Forbi, men af en fond med sine egne årsværk svarende til syv fuldtidsansatte. Tryk for at læse mere
Nr. 137
K_artikler Opdater⟳ ☝️
I nattelivet i Aarhus møder gadekirken de unge: ”Der er en sult efter at tale om tro” Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 17:30:00
Det er fredag aften på det centrale Store Torv i Aarhus. Himlen er kulsort, og temperaturen melder syv grader. "Det er lunere end de sidste par fredage," siger Karin Kühl. Hun er frivillig leder i Gadekirke Aarhus, som hører under Citykirken, og hun er iført en gul vest ligesom resten af aftenens frivillige, der kommer fra forskellige frikirker. Hver fredag aften møder Karin Kühl og en række frivillige op til Gadekirke på Store Torv i Aarhus.De serverer gratis te, kaffe og kakao, taler med folk og beder for dem. Foto: Martin Dam Kristensen Gadekirken i Aarhus har eksisteret siden 2012. Formålet er ifølge Karin Kühl at dele ud af Guds kærlighed. "Jesus talte engang til vores menighedsmøde og sagde: 'Jeg elsker Aarhus, og jeg elsker aarhusianerne. I skal viderebringe mit glædesbud'. Så det gør vi," siger hun. Karin Kühl har taget et bord med, hvor kander med kaffe, te og kakao står, og hvor "Det terrængående testamente" ligger. Der er også sat et led-lys, som forsøger at lyse mørket op. Gadekirken er på Store Torv hver fredag fra klokken 21 til 00. Og det samme er de besøgende. Hele året. Uanset vejr. "Vejret har faktisk ikke betydning for, hvor mange der kommer. Jeg har 11 kander med varme drikkevarer med, og de bliver næsten altid tømt." I aften er der ni frivillige på gaden, som har pakket sig ind i huer, luffer og termobukser, så de er klar til at bede en bøn eller velsigne de forbipasserende. På et grønt skilt, står der, at gadekirken gerne beder for ens frygt, sygdom eller knæproblemer. Hver fredag aften møder Karin Kühl og en række frivillige op til Gadekirke på Store Torv i Aarhus.De serverer gratis te, kaffe og kakao, taler med folk og beder for dem. Foto: Martin Dam Kristensen "Nogle stopper op og spørger, om Jesus også kan fikse andet end helbredet," siger Karin Kühl og tilføjer, at til det spørgsmål svarer hun: "Der er ikke noget, der er umuligt for ham." I baggrunden fortæller en af de frivillige om dommedag og et evigt liv. Der er støj fra byens natteliv. Et kærestepar har fået øje på gadekirken og er stoppet op. Karin Kühl lægger hånden på den 18-årige piges skulder og velsigner hende. Det er første gang, de besøger gadekirken. "Vi går ikke ud og overfalder folk. De ser vores gule veste og undrer sig. Nogle kommer hen, fordi de tror, at vi er natteravne, men vi har et lidt andet budskab," siger Karin Kühl. For selvom de varme drikke og gadekirkens tilstedeværelse på en kold fredag aften kan tiltrække fulde folk og udsatte mennesker, så er det ikke gadekirkens primære opgave at udføre socialt arbejde. "Jeg kan bede en bøn for dem eller henvise dem til andre steder," siger Karin Kühl. Hun fortæller, at de fleste, der kommer hen til dem, er unge mennesker, men oftest er de ikke fulde. "Dem, der er over 40 år, går videre. Tro er noget meget personligt for dem og noget, de allerede har taget stilling til, så det vil de ikke snakke om." Karin Kühl fortæller, at Citykirken generelt har stor opbakning fra unge. "Det er helt vildt, så stor en ungdomsgruppe vi har. Vi skal ud med budskabet. Vi kan mærke, at der er en sult efter det." Også de fleste af gadekirkens frivillige er unge mennesker. "Unge skal høre fra unge, hvad det gør at have en tro," siger Karin Kühl. Nogle af de frivillige råber: "Husk Jesus og Gud", "Har I brug for en bøn?" eller blot "Må vi byde på kaffe?". 21-årige Anton Rønne Lykkegaard er på vej hjem fra arbejde og er stoppet op, fordi han er blevet budt på kaffe. "Jeg er selv kristen og har lige haft en dyb snak med de frivillige om tro. Man snakker ikke meget om tro og trosoplevelser i dagligdagen." Han er universitetsstuderende og fortæller, at der ikke er meget plads til tro på universitetet. Nu har han lige aftalt med nogle af de frivillige, at de skal i kirke sammen. "Det er godt, at de står her, så man kan blive bekræftet i sin tro. Det er fedt at interagere med andre i det samme trossamfund, så man ikke står alene," siger han. Der er gadekirke i 12 danske byer, og Karin Kühl fortæller, at gadekirken er de fleste steder om fredagen, fordi det er det tidspunkt, hvor flest folk er ude i byen. Og der er ganske vist også mange nysgerrige blikke. Nogle stopper op og snakker i ganske få sekunder, mens andre bliver og får en lang snak. En af dem er 21-årige Simon Feldbæk. "Jeg har været her en del gange. Jeg synes, det er spændende og givende at være her. Der bliver delt viden og en guide. Jeg har haft en syg mormor, og der brugte jeg ofte gadekirken," siger han. Han oplever, at han får svar, når han er her. "Jeg er begyndt at tage de større skridt mod kristendommen og acceptere, at jeg er kristen – og ikke bare kulturkristen," siger han og tilføjer: "Det er 100 procent gadekirken, der har gjort det for mig. Hvis den ikke havde været her, så havde jeg ikke været så oplyst." Hver fredag aften møder Karin Kühl og en række frivillige op til Gadekirke på Store Torv i Aarhus.De serverer gratis te, kaffe og kakao, taler med folk og beder for dem. Foto: Martin Dam Kristensen Da klokken slår 00, er omkring 75 kopper blevet brugt. Og det giver nok et meget godt et indtryk af antallet af samtaler, siger arrangørerne. Karin Kühl og de andre frivillige er enige om, at de ikke står her fredag efter fredag for deres egen skyld. "Vi er gået ud på Guds kald. Han elsker alle dem, der kommer forbi, uanset om de tror på ham, eller de ikke tror på ham." Tryk for at læse mere
Nr. 136
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Antallet af julehjælpsansøgere hos Frelsens Hær ligger på det tredjehøjeste i 125 år. Men det gør gavmildheden heldigvis også Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 17:15:00
De senere år har ansøgningerne til julehjælp fra organisationer som Mødrehjælpen, Frelsens Hær og Blå Kors været rekordmange. I sidste uge meldte sidstnævnte ud, at man efter 23.253 ansøgninger fra danske familier var nødt til at lukke for ansøgninger før tid. Hos Frelsens Hær er man de seneste fem år gået fra at bruge syv millioner kroner på julehjælp til næsten det dobbelte. Det siger Lars Lydholm, der er informations- og forvaltningschef i Frelsens Hær. Bliver 2025 endnu et rekordår, når det kommer til uddelingen af julehjælp? Vi har lukket for ansøgninger fra midnat mellem søndag og mandag. Men indtil nu ligger ansøgningerne på det tredjehøjeste niveau i de 125 år, vi har delt julehjælp ud. Vi er ikke helt på niveau med sidste år eller 2023, der er vores hidtidige rekordår, men vi har fået næsten dobbelt så mange ansøgninger som i 2020 og ender nok med 17-18.000 ansøgninger. Hvorfor har flere fået brug for en håndsrækning de senere år? Det skyldes især to ting. Den ene og nok væsentligste grund er de høje prisstigninger på fødevarer, som man har kunnet læse om i alle medier. Prisstigningerne ligger langt over den generelle inflation i Danmark, og vi mærker det alle, når vi går ned og køber ind. Den anden årsag er den nye kontanthjælpsreform, som trådte i kraft den 1. juli, og som har skubbet nogle grupper ud over kanten. Det skyldes blandt andet, at nogle ikke længere kan få boligtillæg, og derfor er blevet eller er i risiko for at blive hjemløse. Det gælder specielt i København. Derudover rammer reformen indvandrere, som er kommet på en særlig lav ydelse. Hvor mange forventer I at kunne hjælpe i år? 10-11.000 familier, og så håber vi at kunne finansiere den hjælp. Det afhænger jo af, at folk giver lige så godt, som de plejer. Heldigvis har vi set en stigende gavmildhed de sidste par år. Der er lidt flere, der giver, og nogle har hævet deres bidrag. Jeg tror, det skyldes en solidaritet med dem, der har mindst, fordi vi alle kan mærke, at det er blevet dyrere at købe ind. Hvem får typisk julehjælp? Vi koncentrerer os om familierne og siger til de enlige, at de kan komme hen og spise flæskesteg med os juleaften. Hjælpen uddeles efter økonomiske kriterier, så hvis man er fattig nok, får man julehjælp. Derfor er det også typisk enlige forsørgere, og oftest enlige mødre, der modtager hjælpen. De fleste er på offentlig forsørgelse, men hvis ens rådighedsbeløb er lavt nok, er man ikke diskvalificeret på forhånd, hvis man har et job. En del har 3000-5000 kroner om måneden, når husleje og varme er betalt, og det er ikke meget, hvis du har flere børn. For os handler det om at lukke dem, der resten af året står uden for fællesskabet, ind. Ingen skal sidde alene med en tom tallerken juleaften. Har dem, der modtager julehjælp en bestemt baggrund? Nej. Det der med, at 70 procent skulle være indvandrere, er ikke rigtigt. De, der får hjælp, afspejler nogenlunde befolkningssammensætningen, og det gør mig glad, for så er der ikke tale om misbrug. Men vi skelner heller ikke mellem, om folk er kristne, muslimer eller buddhister. Er det blevet mindre tabubelagt at bede om julehjælp? Det har vi diskuteret i 20 år, men det er ikke min fornemmelse. Det er et skridt, som folk skal over. Når vi uddeler julehjælpen, er der nogle, der siger, at det er første gang, de modtager den, og det er ikke rart for dem. Men netop derfor er julehjælpen så vigtig for vores arbejde, for den er det første skridt mod videre hjælp. Tryk for at læse mere
Nr. 135
K_artikler Opdater⟳ ☝️
6 stjerner: Nobelkomiteen har ret. Hos Jon Fosse opstår der noget usigeligt Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 17:00:00
For to år siden fik norske Jon Fosse tildelt Nobelprisen i litteratur ”for sin nyskabende dramatik og prosa, der giver stemme til det usigelige”. Det er meget præcist, men sprælsk lyder det ikke. Fosse er katolik og har altid været kendt som en alvorsmand, som forfatter til lidt tunge, dystre, religiøst prægede skuespil og romaner, sidstnævnte med meget, meget lange, enerverende lange sætningskæder, fravær af nævneværdigt plot og forsvindende få punktummer. Han har mig bekendt aldrig før forsøgt sig med humor, endsige blevet prist for sin humor. Det giver hans seneste roman god anledning til. "Vaim" er Fosses første roman efter Nobelprisen, og den er gennemlyst af en afvæbnende lethed, en særegen mildhed og generøsitet midt i alt det absurde og uforklarlige, og det kaster alt sammen et menneskekærligt skær over denne underspillede, både underfundige og meget sære historie om tre mænd og en kvinde i en bygd, Vaim, på den norske vestegn. Det er stedet, tiden er ikke sådan at få indkredset; det kunne være lige nu; men det kunne måske også være cirka hundrede år tilbage i tiden? Måske begge dele? Det er ikke så vigtigt. De tre mænd fortæller selv hver deres historie i romanen: Jatgeir – et mærkeligt navn, han hedder egentlig bare Geir, men da han var barn, begyndte man at kalde ham Jatgeir, fordi han sagde ja til alting og gerne talte folk efter munden – Jatgeirs nabo Elias og endelig Frank, som i virkeligheden hedder Olav. Jatgeir er en godmodig, genert, lidt naiv mand, lidt af en særling. Han er ugift, har aldrig haft en kæreste, men har egentlig altid godt kunnet tænke sig at få en kone og var i sin ungdom betaget af Elise, som han – uden at røbe noget om sine følelser for hende – opkaldte sin båd efter. Kort efter forlod Elise Vaim. En dag – og nu er han blevet midaldrende, har for længst mistet sine forældre, men bor stadigvæk i sit barndomshjem – sejler han ind til Bjørgvin, en tidligere betegnelse for Bergen, for at købe ind: En knap er ved at falde af, og han mangler en nål og noget sort sytråd. Det tager sin tid, men han finder omsider en forretning, hvor han kan købe begge dele og kommer til at betale 250 kroner for dem. Det, synes han godt nok, er mange penge, der er ovenikøbet kun lidt tråd tilbage på trissen, men han punger ud. På vejen hjem til Vaim lægger han til ved en ø og går der ind i en forretning for at se, om man også der vil snyde ham. Det vil man: Også her kommer han til at betale 250 kroner for en nål og en rulle sort sytråd. Da han er ved at gå til ro på båden, opdager han pludselig, at Elise står oppe på kajen med en kæmpestor kuffert og insisterer på komme om bord og med ham hjem til Vaim. Hun vil flytte sammen med ham; hun er stukket af fra sin mand, Frank, ”men,” tænker Jatgeir, ” ville jeg strengt taget have nogen boende hos mig, ungkarl som jeg var, og som jeg havde været alle mine dage, havde jeg egentlig mod på at have et andet menneske boende i mit hus, en som temmelig sikkert ville gå i gang med at rydde op, ja, det var nok de ord hun ville bruge, ja til at rydde op i mit rod, ville hun nok også sige”. Jatgeir har sine betænkeligheder; men det bliver, som Elise siger: Hun flytter ind. Den anden historie er lagt i munden på Elias, som fortæller om at være Jatgeirs nabo og om, hvordan Elise og han får indrettet sig sammen, og den tredje af Frank, som i virkeligheden hedder Olav og også har en historie med Elise, der viser sig i virkeligheden at hedde Josephine. Det er et forbløffende persongalleri i en mindst lige så forbløffende konstellation: den entreprenante kvinde og de tre sagtmodige mænd, hvoraf to, uanset hvor meget de stritter imod, bliver overrumplet af Elise og hendes energi og målbevidste foretagsomhed, og den tredje, Elias, bedehusmanden, der en morgen hører mærkelige bankelyde og mødes ansigt til ansigt med Jatgeir under mærkelige omstændigheder. Hvordan kunne det gå til? Og hvordan hænger de to historier om nål og sytråd egentlig sammen? Se, det får vi ingen forklaring på, og der er flere andre gåder, der aldrig bliver løst. Sprogtonen er Fosse, som vi kender ham, stramt kontrolleret stream-of-consciousness; men i forhold til hans tidligere romaner er "Vaim" enklere, mere ligetil at læse, og man kan ikke andet end komme til både at smile og blive lidt rørt, mens man bliver ført rundt i Fosses gådefulde univers, som virker så på én gang eksotisk og fortroligt. Det er svært at sætte ord på, dette her, som læser må man gang på gang stoppe op og tænke efter uden at kunne konkludere noget. Nobelkomiteen har ret: Hos Fosse opstår der noget usigeligt. Jon Fosse: Vaim. 148 sider, 200 kroner. Batzer & Co. Pil op: Fosses gådefulde univers virker på én gang eksotisk og fortroligt Tryk for at læse mere
Nr. 134
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Fem stjerner: Kollektivberetning med den skabende kvinde i fokus er intet mindre end en bedrift Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 17:00:00
Myreflittige Sara Alfort (født 1976) har tidligere udgivet bøgerne "Damer der fik nok" (2024) og "Damer der var for meget" (2022). Som litterat koncentrerede hun sig her med få undtagelser om kvindelige forfattere omkring forrige århundredeskifte. Nu har hun flyttet fokus til de kvindelige billedkunstnere, som rejste ud for at prøve lykken først i München, i årene 1874-1879, og dernæst i den moderne kunsts mekka, Paris, fra 1879-1886 med en afstikker til Grez-sur-Loing sydøst for Paris, hvor de dyrkede naturmotiver og malede plein air – friluftsmaleri. Disse kunstnere dannede stærke netværk, og flere af dem levede sammen som par. Sammenholdet og kammeratskabet gjorde dem mere manøvredygtige i en mandsdomineret kunstverden. Sammen vristede de sig fri af det forventningspres, som hvilede på deres skuldre fra barndommens borgerlige opdragelse. De vidste, at ægteskab og moderskab ville være en hindring for deres kunstneriske udfoldelse. De kæmpede på alle parametre imod den traditionelle kvinderolle, der med ganske få undtagelser ville umuliggøre livet som fri kunstner. En af dem var den begavede maler Karin Bergöö (1859-1928), senere Larsson, der mødte Carl Larsson i Grez-sur-Loing. De forelskede sig og blev gift. Hun fødte otte børn og måtte transformere sit kunstneriske talent som maler til design og kunsthåndværk. I øvrigt af ypperste kvalitet, og hendes hjem dannede skole. Ofte stod hun model for Carl. Men der var kun plads til én maler under samme tag. Antallet af kvindelige nordiske billedkunstnere var i stærk vækst i tiden, og nogle af dem blev berømte i deres samtid. Kvinderne blev undervist af tidens største (mandlige) kunstnere i selvetablerede fora eller i privatejede kunstskoler, da de endnu ikke havde adgang til de officielle kunstakademier. Med en enkelt undtagelse: Sverige, der allerede i 1860 havde åbnet for indtag af kvinder – dog kønsadskilt fra mændene. De kvindelige billedkunstnere flyttede til udlandet for at mingle med ligesindede, realisere sig selv og slippe for den strenge sociale kontrol derhjemme. "Hele vinteren og foråret knoklede vi, den ene dag malede vi hoved efter model, den anden var forbeholdt tegning efter nøgen helfigur," fortalte den finske kunstner Helena Westermarch om det private akademi Académie Julien i Paris. Foto: Ukendt fotograf/Veneranda Biblioteca Ambrosiana/Scala Archives De var pionerer. De fleste kvinder fra borgerskabet og højere oppe på den sociale rangstige bar på dette tidspunkt korset og lange kjoler. De forventedes at være ærbare, kyske og tilbageholdende. Samtidig måtte de gerne optræde med sang og beherske et musikinstrument. Opdragelsen tog i sin helhed sigte på, at de skulle være attraktive for at tiltrække en husbond, der var så højt placeret i samfundet som muligt. Deres raison d'être – eksistensberettigelse – var at blive gift og få børn. Kvinderne havde ingen stemmeret i slutningen af det 19. århundrede. Det fik de først i det 20.: finnerne i 1906, de norske kvinder i 1903, de danske i 1915 og de svenske i 1921. Selvom nutidens feminister stadig har meget at kæmpe for, er der sket en revolution med hensyn til ligestillingen i dag, hvor flertallet af de kunststuderende ved de danske kunstakademier i øvrigt er kvinder. Marie Triepcke (senere Krøyer) skrev "jeg må arbejde – arbejde" i sin dagbog den 12. januar 1889 i Paris, hvor hun samme år malede dette selvportræt. Foto: Skagens Kunstmuseer Fremragende fortæller Alforts bog er intet mindre end en bedrift. Den er en montage af kilder, som tilsammen danner en kollektivberetning i form af en samlet kunsthistorie med den skabende kvinde i fokus. Hun har hentet materialet fra kunstnernes dagbøger, breve, beretninger, anmeldelser foruden fra artikler og bøger om de pågældende kunstnere. Alt er oplistet bagest i bogen, så man kan læse videre og gå yderligere i dybden, for det myldrer med navne og steder og tider, så det undertiden kan være vanskeligt at bevare overblikket. Men Alfort er en fremragende fortæller, der formår at levendegøre disse for længst afdøde kunstpionerer in situ og skildre deres interaktion med hinanden. I modsætning til den populære exo-fiktion, som med større eller mindre held har fokus på virkelige personer, hvis følelsesliv skildres indefra, holder Alfort sig til, hvad kilderne fortæller. Hun digter ikke om kunstnernes intime liv, drømme og forestillinger. Men hun kan læse meget ud af brevene. For eksempel er det interessant at læse en brevveksling mellem den velhavende svenske maler Eva Bonnier (1857-1909) og hendes bror: "Da hendes bror beklagede, at hun ikke kunne finde en mand, spruttede hun i arrigskab: Tror du slet ikke, det kommer an på pigen, om hun har lyst eller ej, om hun søger en mand eller ej." "Modige indtil det forvovne" Lad os også citere fra en af bogens mange miljøbeskrivelser: "På et lille værelse oppe under loftet på femte sal i et pensionat på 11 Rue de l'Arc de Triomphe sad en flok venner [...] Den ene – Elisa Konstantin-Hansen (1858-1946) – var ved at åbne et brev hjemmefra. De andre var Sofie Holten (1858-1930), Marie David (1865-1897) og Nicoline Tuxen (1847-1931)." Dette udaterede portræt er malet af Sofie Holten (1858-1930), men modellens navn er ukendt. Foto: Skovgaard Museet Det er almindeligt kendt, at August Strindberg (1849-1912) mødte nogle af de kvindelige kunstnere i Grez-sur-Loing, og at Siri von Essen (1850-1912), Strindbergs skuespillerhustru, her indledte et forhold til Marie David. Indtrykkene har Strindberg samlet i sin berømte skandaleroman "En dåres forsvarstale" (1893). Strindbergs forvrængede kvindeopfattelse udmønter sig i konstateringer som denne: Han harcelerer over kvinder, der siger, at de har været undertrykte, og at de ikke har måttet deltage i samfundsarbejdet. Hvortil han svarer: "Hvorfor har hun ikke gjort det? Hun har været doven!" (citeret efter novellesamlingen "Ægteskab" (1884)). Og han fortsætter: "Patriarkatet var bare en listig opfindelse, som kvinden havde sørget for, fordi hun ikke gad at arbejde." Bogens titel henviser til det menneskelige hovmod. "Om at være modig indtil det forvovne", som der står i bogen. For ligesom der er grænser for, hvor højt et træ kan vokse, er der grænser for, hvor stor succes et menneske kan have. Vi er bundet af tid og sted, og vi er dødelige. Hvis vi tror, vi er uovervindelige, begår vi hybris. Sætningen forekommer i bogen på side 87: De kvindelige norske kunstnere, som boede og arbejdede i Paris, havde ikke mulighed for at debutere i deres hjemland før 1882, hvor Høstudstillingen i Kristiania (nu Oslo) blev etableret. Derfor var de henvist til Salonen i Paris, hvor de "måtte få antaget deres kunst herinde – hvor svært kunne det være? Nogle gange voksede træerne jo faktisk ind i himlen." Et stort antal slap igennem nåleøjet og klarede sig – flere af dem fik hædrende omtale og var selvforsørgende – uden at få økonomisk hjælp hjemmefra. Karneval i kunstnerkolonien i Grez-sur-Loing syd for Paris i 1883. Foto: Ukendt fotograf/Nationalmuseum Stockholm Bogen introducerer blandt andet til kunstnerne Sofie Holten, Elise Konstantin-Hansen, Ludovika Thornam, Susete Skovgaard, Agnes Slott-Møller, Bertha Wegmann og Marie Krøyer. Fra Sverige: Julia Beck, Eva Bonnier, Karin Larsson og Hanna Hirsch-Pauli. Fra Norge: Harriet Backer og Kitty Kjelland. Disse kunstnere voksede faktisk gennem glasloftet. Men kunsthistorikerne omkring 1900 og frem lod dem falde ned igennem det igen. Sara Alfort: "Da træerne voksede ind i himlen". 320 sider. Illustreret. Gads Forlag. Sara Alfort Tryk for at læse mere
Nr. 133
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Margrete Auken: Stop med at kalde kritik af Israel for antisemitisme Tryk Her
Indsat Søndag d. 30. November, 2025 08:00:00
Kristeligt Dagblad har i lighed med andre medier haft mange rapporter og kommentarer om den tiltagende antisemitisme. Det er vigtigt, for antisemitisme er grim racisme og skal bekæmpes overalt, hvor den viser sit grimme fjæs. Men især én årsag til væksten i antisemitisme fortjener mere opmærksomhed: den misvisende og misbrugte IHRA-definition fra International Holocaust Remembrance Alliance, 2016. Den 17. februar skrev organisationen Jøder for retfærdig fred, JFRF, til Folketingets retsudvalg og bad om foretræde. Samtidig anmodede de om, at Folketinget anvender Jerusalem Deklarationen om Antisemitisme (udarbejdet af blandt andet jødiske forskere marts 2021) i stedet for IHRA-definitionen. Problemet med IHRA's definition er, at den reelt gør kritik af staten Israel til antisemitisme. Skønt IHRA nævner, at Israel som enhver stat skal kunne tåle kritik af sin politik, er dens dominerende anliggende at bremse kritik af Israels politik, hvilket ses af de eksempler, der tyder den korte definition. Indirekte bidrager den ligeledes til at gøre støtte til palæstinensernes krav om frihed til terrorstøtte. Det har udløst flere anklager mod folk, der har demonstreret eller skrevet for palæstinensernes rettigheder. JFRF's brev rummer centrale påvisninger af, at også jøder rammes af IHRA-definitionen. Blandt andet derfor er den kritiseret af en lang række menneskerettighedseksperter, ikke mindst jødiske, og er derfor også årsagen til Jerusalemdeklarationens tilblivelse. Udover at definitionen er et angreb på ytringsfriheden ved reelt at kriminalisere kritik af Israel som antisemitisme, rammer sammenkædningen af jødisk identitet med staten Israel i praksis jøder overalt. Israels snart 60 år lange brutale (og ulovlige) besættelse bliver nemlig hermed erklæret som jødisk. Hvilken forvrængning! Jeg mindes de klare ord fra en af mine israelske helte, Yehuda Shaul, medgrundlægger af den anerkendte soldaterorganisation Breaking the Silence og selv ortodoks jøde: "Besættelse er ikke kosher." Situationen forværres med de tiltagende overgreb mod palæstinenserne på Vestbredden og de forfærdende bombardementer og drab i Gaza: omkring 70.000 dræbte siden Hamas' terrorangreb den 7. oktober 2023 ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder. Det var afskyeligt, men kan ikke legitimere, hvad der ifølge FN-domstolen, ICJ, udvikler sig til et folkedrab. Og trods våbenhvilen i oktober bliver det ved; over 300 er dræbt siden. Når kritik af Israels forbrydelser kaldes antisemitisk, siger man jo, at det, Israel gør, er jødisk! Og så er der virkelig næring til jødehadet. Nogen kunne jo tro, det var rigtigt, at sådan er jøder! "Det bliver en selvopfyldende profeti," sagde en af mine jødiske venner, spanier og tidligere kollega i EU-parlamentet. Trods JFRF's klare kritik af IHRA-definitionen og ønsket om at møde retsudvalget har udvalget afvist såvel mødet som ændringer af grundlaget for strategien mod antisemitisme. JFRF fik, så vidt jeg ved, end ikke svar på henvendelsen; fra anden hånd har jeg hørt hvorfor: "Det er jo bare en definition, og i øvrigt er strategien vedtaget." Hvilken beskæmmende reaktion på en så alvorlig henvendelse! Og de farlige følger af den vildledende IHRA-definition er langt fra klinget af. Alle, der er oprevet over den tiltagende antisemitisme, herunder ikke mindst Kristeligt Dagblad, bør arbejde aktivt for at få IHRA skiftet ud med Jerusalem-deklarationen. Margrete Auken er forhenværende medlem af Folketinget og af Europa-Parlamentet for SF. Tryk for at læse mere
Nr. 132
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Per Stig Møller: Hvis politikerne ønsker fokus på at øge dåbstallet, må de stille op til deres lokale menighedsråd Tryk Her
Indsat Lørdag d. 29. November, 2025 20:00:00
Biskop Marianne Christiansen frygter en nationalisering af folkekirken. Ikke mindst på grund af udtalelser fra folketingspolitikere, der har kritiseret folkekirken for ikke at gøre nok ved det faldende dåbstal. Sammen med afskaffelsen af store bededag er det et eksempel på, at politikerne har brudt det armslængeprincip, der ellers har hersket i forholdet mellem folkekirken og Folketinget. Men ordet nationalisering er misforstået, mener tidligere kirkeminister Per Stig Møller, der ellers er enig med biskoppen. Per Stig Møller, frygter du, at folkekirken er på vej mod en nationalisering? Ordet nationalisering giver ingen mening i denne sammenhæng. Folkekirken er nationaliseret i forvejen. Den står i Grundloven, og det er kirkeministeren, der laver eksempelvis regnskabsreglerne for folkekirken. Men jeg kan sagtens dele Marianne Christiansens bekymring for, at det armslængdeprincip, der traditionelt har været mellem politikerne og folkekirkens indre anliggender, er under forandring. Med fjernelsen af store bededag, der var et diktat fra regeringen, så vi et klart eksempel på, at princippet blev brudt. Det princip skal biskopperne og vi andre stå værn om. Biskop Marianne Christiansen mener, at der er "fare for en statsliggørelse", når politikere efterspørger, at folkekirken gør mere for at øge dåbstallet. Er du enig? Ja. Det må aldrig blive en politisk afgørelse, hvordan folkekirken vil indrette dåben, eller om den skal gøre det ene eller andet med henblik på at få flere døbt. Det jo i udgangspunktet op til folk selv, om de så at sige har troen at blive døbt på. Hvis nogen skal bestemme sig for at gøre noget for at øge dåbstallet er det først og fremmest menighedsrådene og derudover kirkens øvrige parter. Derudover må folkekirkens parter gøre det meget klart for politikerne, at det vil man ikke finde sig i. Og kirkeministeren må gribe ind og slå politikerne over fingrene. Er det ikke meget naturligt, at politikere blander sig i negative udviklinger i folkekirken, eksempelvis faldende dåbstal, når folkekirken er forbundet med og understøttet af staten? Nej. Armslængdeprincippet skal netop sikre, at politikerne ikke blander sig i den slags. Når det står i Grundloven, at staten understøtter folkekirken, må det forstås sådan, at kirkeministeren skal sørge for, at folkekirken har ordentlige betingelser at arbejde under. Det er kirkeministerens eneste rolle. Hvis politikerne ønsker et øget fokus på at øge dåbstallet, må de stille op til deres lokale menighedsråd. Tror du, at politikere i fremtiden vil blande sig mere i folkekirkens indre anliggender end tidligere? Jeg kan godt frygte det i forhold til den troskonflikt, der er mellem kristne og muslimer i vores del af verden. Den vil kun vokse, og så er det klart, at der vil være politikere, der eksempelvis ønsker at flere skal døbes i den kristne tro. På den måde politiseres de kirkelige spørgsmål. Marianne Christiansen mener, at der skal laves en lov, som fastsætter sondringen mellem kirkens indre og ydre anliggender. Er det nødvendigt? Ja, det er en fremragende idé. Jeg arbejdede også selv for at få indført netop sådan en lov, da jeg var kirkeminister. Det handler om at sikre, at politikerne holder deres fingre væk fra det, der er og skal være op til kirken selv. Tryk for at læse mere
Nr. 131
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Siden 1914 har juletræet – med enkelte undtagelser – samlet københavnerne. I dag sker det igen Tryk Her
Indsat Lørdag d. 29. November, 2025 20:00:00
Nr. 130
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Derfor ser vi Matador igen og igen Tryk Her
Indsat Lørdag d. 29. November, 2025 18:00:00
I morgen er det den 1. december, og siden 1962, hvor den første af slagsen blev sendt, har dagen for mange danskere været lig med julekalender i fjernsynet. "Kender du Decembervej?" fra 1967, hvor Magnus Tagmus sang sig ind i danskernes hjerter, blev den første folkefavorit, og i nyere tid har særligt den uartige nisse Pyrus, nissebanden og ikke mindst nissepigen Tinka samlet de danske børnefamilier om tv-skærmen i december. Men så er der også den ene klassiker, der slet ikke var tiltænkt som en julekalender – nemlig "Matador", der første gang blev sendt fra november 1978 og siden med sine 24 afsnit har vist sig at være oplagt til julemåneden. DR oplever særlig stor opmærksomhed omkring serien i december. Men året rundt er der danskere, der vil se eller gense historien om livet i Korsbæk. I 2022 var seertallet pr. afsnit i gennemsnit 202.614, mens tallet i 2024 var mere end fordoblet, nemlig til 526.264, og i år har seertallet, allerede inden december er begyndt, oversteget det totale seertal fra 2022. Til spørgsmålet om, hvorfor danskerne fortsat elsker at se "Matador", ja, måske ligefrem elsker det endnu mere end for bare tre år siden, svarer kulturkommentator Anne Sophia Hermansen med et enkelt ord: "Krise." Hun uddyber: "Når man befinder sig i en uvis tilstand, som vi gør lige nu, hvor mange bekymrer sig om fremtiden på grund af russerne, kunstig intelligens eller Europas miserable tilstand, så vender man blikket mod gamle dage. I 'Matador' kan man se, hvordan vi også tidligere som samfund har befundet os forfærdelige steder, men alligevel er kommet videre. Det er det, man kalder historiens trøst." Selvom Janus Madsen, "Matador"-ekspert og indehaver af hjemmesiden Matadoronline.dk, aldrig personligt bliver træt af at se den ikoniske tv-serie, så overrasker de stigende streamingtal ham alligevel. "Jeg har jo nok haft en forventning om, at der måtte ske en afmatning på et eller andet tidspunkt, og jeg troede måske egentlig, at det var nu, hvor udbuddet jo er kæmpestort. Men jeg er blevet overrasket gang på gang," siger han. Han indskyder, at en lavpraktisk forklaring på tallene kunne være, at mange danskere de senere år har fået kørt dvd-samlingen på genbrugspladsen, hvorfor de nu streamer serien i stedet for at gense den på dvd-afspilleren. Det er også muligt, at danskerne simpelthen bare overordnet ser mere fjernsyn, gætter Janus Madsen. Men der er også en tredje forklaringsmulighed: "Kvalitet fornægter sig jo ikke – og der er efterhånden bare ingen tvivl om, at 'Matador' er kvalitet," siger han. "Måske er 'Matador' også kvalitetstid i familien. Jeg tror, at det for mange familier er en serie, som alle kan samles om, og på den måde bliver nye generationer hele tiden introduceret til den." Anne Sophia Hermansen har selv introduceret sin søn til serien som en slags "danmarkshistorisk generationsundervisning", og i modsætning til Janus Madsen frygter hun ikke, at færre vil se "Matador" i fremtiden – for serien har noget at sige enhver til alle tider. "Det er et historisk portræt af det danske samfund i mellemkrigstiden, under Anden Verdenskrig og i begyndelsen af velfærdssamfundet. Men det, der for alvor gør serien universel, er, at den til alle tider er en historie om, at mennesket er sin egen største fjende." At "Matador" er en universel menneskefortælling, kan Aisha Hussain, der er født og opvokset i Danmark og har afghanske rødder, kun nikke genkendende til. "'Matador' var det første, jeg nogensinde så på dansk tv, som jeg har kunnet relatere til." Det var for fem år siden, da en kollega med slet skjult hån sagde, at man først er "rigtig dansk", når man har set "Matador", at Aisha Hussain satte sig ned for at se serien første gang som 35-årig. Til sin overraskelse så hun imidlertid ikke blot en dansk fortælling, men derimod meget af sin egen familie- og minoritetshistorie foldet ud i Korsbæk. Kvindernes stille kampe især. Vicki Hackel er for eksempel den unge minoritetskvinde, der forsøger at balancere mellem hjemmets forventninger og sine egne drømme. Aisha Hussains egen far, gæstearbejderen, der kom til Danmark i 1970, ser hun i Mads Skjern, der ankommer til Korsbæk. Og sig selv ser hun også i Elisabeth Friis, der flytter hjemmefra uden en mand. "I 'Matador' spørger Maude, hvordan Elisabeth dog vil klare sig alene. Det samme spurgte min mor mig om, da jeg flyttede, selvom jeg var 30 år og uddannet jurist." I dag er Aisha Hussain kendt for at tvinge både venner og familie til at se "Matador", og så har hun desuden podcasten "Aisha elsker Matador", hvor hun taler om serien med mennesker, der har rødder uden for Danmark. En podcast, som, hun troede, primært ville henvende sig til etniske minoriteter, men som dog efter udgivelsen har vist sig – akkurat som den serie, den handler om – at være for alle. "Jeg har fået rigtig mange henvendelser fra både minoriteter og etniske danskere, som skriver, at de har fået et helt nyt syn på 'Matador', efter de har lyttet til min podcast – og at de nu vil se serien for første gang eller igen." Tryk for at læse mere
Nr. 129
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Den bredskuldrede filmmand blev på et splitsekund Zelenskyjs ”grønne kardinal” Tryk Her
Indsat Lørdag d. 29. November, 2025 12:10:00
Den ukrainske stabschefs hjem blev ransaget fredag som del af den store korruptionsefterforskning, der har fået navnet "Operation Midas". Og så var det altså slut for den højtstående embedsmand. Om eftermiddagen meddelte Andrij Jermak, at han ville trække sig som stabschef. Volodymyr Zelenskyj sagde efterfølgende, at præsidentkontoret vil blive "reorganiseret". Men Andrij Jermak er en "ærlig og anstændig person". Det forsikrede han i hvert fald selv om i en sms, som han sendte til The New York Post lørdag. Han skrev desuden, at han nu vil tage til frontlinjen. Fra filmmand til stabschefPolitik havde Andrij Jermak ikke haft meget at gøre med, da han tilbage i 2019 blev en del af Volodymyr Zelenskyjs regering. Den tidligere advokat havde i flere år arbejdet som filmproducent, og de to mødte første gang hinanden, da Zelenskyj var en landskendt showman. Andrij Jermak droppede film- og tv-branchen, da han blev hyret af Volodymyr Zelenskyj, som havde overtaget præsidentposten i Ukraine i 2019. Året efter blev han udpeget som stabschef og dermed præsidentens højre hånd. Efter krigens udbrud blev Andrij Jermak hurtigt en kendt skikkelse. I en video optaget i Kyiv og delt af præsidenten selv, da de russiske tropper indledte fuldskalainvasionen, var stabschefen med. Andrij Jermak ses her til højre for Zelenskyj i den video, som blev delt, da Rusland indledte fuldskalainvasionen. Foto: AFP/Ritzau Scanpix Siden har man kunnet se den bredskuldrede stabschef adskillige gange ved Volodymyr Zelenskyjs side, og ved møder med politiske ledere, herunder statsminister Mette Frederiksen, har han haft en af de vigtigste pladser ved mødebordet. På de fleste billeder ses han iført armygrønt tøj, som ifølge mediet Politico gav ham tilnavnet "den grønne kardinal". Så sent som i søndags var han i selskab med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, i Geneve for at drøfte mulige fredsforhandlinger, og få dage inden ransagningen i Kyiv, sagde han sådan til The Atlantic: "Så længe Zelenskyj er præsident, skal ingen regne med, at vi opgiver territorium." Mistanke om korruptionAnders Fogh Rasmussen er en af dem, der har mødt Andrij Jermak. Den tidligere danske Nato-generalsekretær har også rost stabschefen for indsatsen under krigen. Men både embedsfolk i EU og USA samt ukrainske oppositionspolitikere har længe været skeptiske over for stabschefen, som er blevet beskyldt for at være kontrollerende og sågar magtsyg. Flere mener, at han var med til at udforme den lov, som skulle indskrænke to ukrainske antikorruptionsagenturers handlefrihed tidligere på året. En lov, som efter massiv international kritik blev trukket tilbage. Stabschef for Ukraines præsidentkontor Andriy Yermak og Anders Fogh Rasmussen på scenen ved demokratitopmødet Copenhagen Democracy Summit i Skuespilhuset i København i maj 2024.. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Kritikken af Andrij Jermak er kun blevet forstærket på grund af mistanken om, at han skulle være involveret i den korruptionssag, som lige nu efterforskes, og som har kostet to ministre deres poster. Sagen kredser om ukrainske Timur Minditsj, der er medejer af det tv-selskab, som præsident Zelenskyj grundlagde for over 20 år siden. Minditsj anklages for at lede et netværk, som har manipuleret kontrakter fra Ukraines statslige atomenergiselskab og hvidvasket omkring 100 millioner dollars gennem et hemmeligt kontor i Kyiv. Mistanken er, at flere af Zelenskyjs medarbejdere er involveret i sagen. Det er derfor, at præsidenten nu de facto har måttet fyre sin gamle ven fra tv-branchen og højre hånd gennem de seneste fem år, også selvom Andrij Jermak endnu ikke er sigtet for korruption. Det mener Darija Kalenjuk, som leder anti-korruptionsgruppen, Ukraines Anti-Corruption Action Center. "For at præsidenten kan bevise, at han ikke er en del af ordningen, og at han ikke er korrupt, skal han slippe af med alle disse korrupte venner i den inderste kreds. Så simpelt er det," siger hun til Kyiv Independent og tilføjer: "Inklusive hr. Jermak." Andrij Jermak deltog i et møde med en amerikansk delegation, bestående af blandt andre Marco Rubio, i Saudi-Arabien i marts 2025. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix Tryk for at læse mere
Nr. 128
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Søren Ryge: Jeg arvede den fra min far, og vi kaldte den "blokvognen" Tryk Her
Indsat Lørdag d. 29. November, 2025 10:00:00
Vi kaldte den blokvognen, på tysk hed den ein Bollerwagen. Det var dengang lige efter Anden Verdenskrig, da vores forældre flyttede til Sydslesvig for at lave en dansk skole. Der fulgte et stykke havejord med, og vores far ville købe en trillebør, der er uundværlig for enhver havemand. Men det kunne han ikke, for der blev ikke solgt trillebøre i Tyskland dengang. De er jo lavet af jern, og alt jern var brugt i krigen, og de allierede begrænsede stålproduktionen i Tyskland benhårdt, for nu skulle der ikke laves flere våben. Derfor lavede man Bollerwagen i stedet for. En mini-hestevogn af træ, der kunne trækkes af mennesker, når man ikke havde heste eller motorkraft til en rigtig vogn, og den var en vigtig del af vores barndom, for den blev jo brugt til alt muligt derude i haven på nøjagtig samme måde som den trillebør, man ikke kunne få. Jeg har hentet mange læs møg på naboens mødding i den. Kørt med jord, sand, kartofler, kål, æbler, haveaffald. Desuden var den genial til leg. Uhyre enkelt: Voksne trækker børn. Børn trækker børn. Man kører forlæns eller baglæns. Man står op eller sidder ned. Man drejer pludseligt, så nogen falder. Man propper først to, så tre, så fire i vognen, og så et par stykker mere. Hvis det bliver for tungt, kan der være to til at trække, ligesom to heste foran en vogn. Hvis det er endnu tungere, kan en tredje skubbe bagpå. Glansnummeret var og er, at en stor dreng står op og styrer med pinden vippet op, mens en anden skubber. Det kræver både øvelse og dristighed og ender altid med, at det hele vælter, og selvfølgelig legede vi også rigtig hestevogn med den: To drenge trak, en kusk i vognen, tømme og pisk, hyp, hyp! Blokvognen lever stadig og står ude i laden. Da vore børnebørn opdagede den, blev den omgående ophøjet til leg igen. Foto: Cathrine Becher Flygtningen Ernst Vi vidste ikke, at den slags blokvogne havde fyldt landevejene mellem øst og vest bare en halv snes år før. Dengang i begyndelsen af 1945, da Hitlers Tyskland brød sammen, de allierede kom fra vest og russerne fra øst. Da flygtede millioner af østtyskere mod vest og nord, og mange af dem havde en Bollerwagen med på slæb, fyldt til randen med det vigtigste habengut, sikkert også små børn. Det var alt andet end leg. En af dem, der flygtede, hed Ernst Prange. Han var uddannet i herrekonfektion og kom fra Königsberg, som nu hedder Kaliningrad, men var heldig og kom om bord på et af de skibe, der sejlede flygtninge væk fra russerne, til Kiel, Flensborg og andre havnebyer i nogenlunde sikkerhed. Da han kom i land med sin familie og sin Bollerwagen, fik han besked på at rejse til en lille landsby oppe ved den danske grænse, som hed Achtrup, hvor han kunne bo i nogle små rum på en gård, der hed Norderhof. Sådan blev en million flygtninge fordelt i hele Slesvig-Holsten. Alle, der havde lidt plads, skulle modtage dem og sørge for mad, og det foregik i fred og fordragelighed, for det var jo stakkels landsmænd på flugt, og de var også en god og billig arbejdskraft. Achtrup modtog hundreder af disse flygtninge. Det siges, at indbyggertallet blev fordoblet. Og derefter det mærkelige: At nøjagtig et år senere flyttede min far og mor til samme lille landsby for at lave en dansk skole. De kom også til at bo på en gård i nogle små rum. Den hed Holm og lå 500 meter fra Norderhof og Prange. Han hed Prange og var flygtning fra Østpreussen. En gang om ugen trillede han om til købmanden efter kul med sin Bollerwagen. Jeg snuppede et billede af ham, da jeg var 16 år og havde fået nyt fotoapparat. Foto: Søren Ryge Petersen Hentede kul Jeg husker intet om det, for jeg var jo kun ni måneder gammel. Men jeg husker, at der senere i min barndom var nogle lidt sære mennesker, man jævnligt mødte rundt om i byen, når de var på vej til købmanden, og en af dem var en mand, der altid kom trækkende med en blokvogn og altid var iført jakkesæt, slips og krave og hat på hovedet. Han hentede kul i sin blokvogn en gang om ugen, og man sagde, at han hed Prange. Jeg snakkede aldrig med ham, utænkeligt, men hilste pænt, når jeg cyklede forbi ham, og så svarede han Guten Tag, selvom alle andre bare sagde møjn. Og løftede hatten. For en 10-årig dreng! Vi fandt også ud af, at han var nem at drille. Omkring nytårsaften, når vi lavede diverse kunster og fyrede krudt af, skulle vi altid forbi Prange, for når man havde fyret en kineser af uden for hans hus, kom han farende ud og skældte og smældte, fedt! Mere husker jeg ikke om Prange. Jo, ved et lille mirakel har jeg et foto af ham. Det var dengang, jeg var 15 år og havde fået et rigtigt fotografiapparat og blev så lykkelig, at jeg cyklede rundt i hele byen og tog billeder af alt og alle. Da mødte jeg også Prange med sin Bollerwagen, snuppede et billede i farten uden at spørge om lov, og nu, 65 år senere, kommer han i avisen, for disse billeder er jo en skat, man passer godt på. Vores egen blokvogn kommer også i avisen. Den lever jo stadig. Jeg arvede den efter vores far, for den er virkelig uopslidelig, og i en årrække, da der ofte kom mindre børnebørn i huset, blev den genopdaget og atter brugt til den ældgamle leg. Den har både været i fjernsynet og på museum i Sønderborg, men er først og fremmest et kært minde fra barndommen. Jeg kan stadig se min far for mig, når jeg kom møjsommeligt trækkende med endnu et læs møg fra nabo Ingvers mødding, og han tømte den. Tog bare fat i hjulene og væltede den om på siden. Stærkt! Tryk for at læse mere
Nr. 127
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Paven besøgte ”Allahs hus” iført hvide sokker Tryk Her
Indsat Lørdag d. 29. November, 2025 09:30:00
Den katolske kirkes overhoved er på besøg i Mellemøsten, og i den forbindelse aflagde han lørdag Den Blå Moské i Istanbul et besøg. Moskéens imam Asgin Tunca sagde til paven, at han gerne måtte bede en bøn i "Allahs hus", men han takkede nej. Det fortalte imamen til journalister efter moskébesøget, skriver nyhedsbureauet AP: "Han ville se moskéen, ville føle atmosfæren i moskéen, tror jeg. Og han var meget tilfreds." Pavens forgængere har også besøgt den tyrkiske moské, ligesom de har besøgt Tyrkiets mest berømte moské Hagia Sophia, der oprindeligt og indtil 1453 var en ortodoks kirke. Under Pave Leos første udlandsrejse fejrer han 1700-året for Nikæa-mødet med blandt andre patriark Bartholomæus af Konstantinopel, som han fredag bad med i den tyrkiske by Iznik, der tidligere hed Nikæa. Besøget i Mellemøsten er også pavens første store politiske prøvelse. Torsdag mødtes han med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, der ifølge The New York Times fremhævede sit eget land som et eksempel på, hvordan forskellige trossamfund kan leve sammen i fred: "Man kan se moskéer, kirker og synagoger side om side." Den tyrkiske regering er dog blevet kritiseret af blandt andre den kristne organisation The European Centre for Law and Justice, der i en nyligt offentliggjort rapport skriver, at flere kristne i Tyrkiet oplever fjendtlighed. Under sin præsidentperiode har han desuden omdannet kirker til moskéer. Tilbage i 2020 udstedte Erdogan et dekret, som fastslog, at Hagia Sophia, der siden 1934 havde været et museum, igen skulle være en moské. En beslutning, der blev kritiseret af pave Frans. "Mine tanker går til Istanbul. Jeg tænker på Hagia Sophia. Jeg er meget bekymret," sagde den tidligere pave. I dag er et fåtal af Tyrkiets befolkning på 85 millioner mennesker kristne. Pew Research Center anslog i 2011, at der var mellem 200.000 og 320.000 kristne i landet. Men engang var andelen af kristne langt højere. I begyndelsen af 1900-tallet udgjorde græsk-ortodokse omtrent 30 procent af befolkningen, men det tal blev stærkt reduceret efter befolkningsudvekslingen mellem Grækenland og Tyrkiet, hvor omtrent 1,5 million grækere og 350.000 tyrkere blev tvangsforflyttet. Flere år senere, i 1964, blev flere tusinde grækere tvunget til at forlade Tyrkiet, og i dag er der omtrent 2000 græsk-ortodokse kristne i landet. Da pave Leo og Erdogan talte sammen, takkede den tyrkiske præsident desuden paven for hans opfordringer til diplomatiske løsninger på krigen i Ukraine. Erdogan, som har udtrykt støtte til Hamas, takkede samtidig paven for støtten til palæstinenserne i Gaza. Det bliver dog ikke mindre politisk og religiøst betændt, når pave Leo søndag rejser til Beirut i Libanon, hvor et højtstående medlem af den shiitiske terrororganisation Hizbollah blev dræbt i et israelsk angreb tidligere på ugen. Tryk for at læse mere
Nr. 126
K_artikler Opdater⟳ ☝️
En julerejse for enlige skulle vise sig at blive skelsættende for brødrene Brian og Bønny. I dag driver de julemuseum på tiende år Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 20:00:00
"Vi følte os ensomme det år. Vi var splittet i familien og havde ikke nogen at fejre jul med," siger Brian Lillelund. "Det var lidt hjerteskærende," tilføjer hans bror Bønny Lillelund. I en alder af 27 år var de de yngste i gruppen af rejsende, der primært bestod af enlige over 50 år – herunder deres mor, som også var med. Men det skulle alligevel vise sig at blive en både magisk og skelsættende jul for de to brødre. Juleaften besøgte de nemlig det, de med egne ord betegner som "det smukkeste julemuseum" beliggende på tredje etage i en gammel, historisk bygning. "På julemuseet følte vi, at vi var i tryghedens land," siger Brian Lillelund. "Vi blev helt vildt fascinerede. Den rejse satte dybe spor i vores liv, og vi ville hjem og åbne et julemuseum," siger Bønny Lillelund. På museet er der blandt andet udstillet mange lågejulekalendere. På billedet kigger Brian Lillelund på en julekalender med Amalienborg som motiv. Kalenderen er dateret til midten af 1950'erne. Foto: Frank Cilius Brian og Bønny Lillelund er enæggede tvillinger og har altid haft et tæt bånd til hinanden. De er i dag 41 år og bor sammen i deres fælles ejendom i Brørup i Sydjylland, hvor de driver Lillelunds Julemuseum, Danmarks største julemuseum. I år har museet 10-årsjubilæum, og i den anledning har Kristeligt Dagblad aflagt det et besøg for at høre historien om, hvordan de mange juleudstillinger er blevet et trygt fristed for de to brødre, der hele deres liv har måttet kæmpe med mobning og følelsen af at være forkert. Et magisk juleuniversPå Lillelunds Museum træder man ind i et vaskeægte juleunivers med mekaniske nisser, snebelagte julelandskaber, antikke lågejulekalendere og skinnende julekugler i alle regnbuens farver. På flere vægge er der monteret lysende knapper eller skiltning med teksten: "Tryk her for magi." Et tryk på knappen får de mekaniske nisser til at bevæge sig, synge og gå i gang med julens forberedelser. På ejendommens cirka i alt 800 kvadratmeter, der ud over juleudstillingerne også rummer brødrenes private hjem, er der udstillet mere end 6000 samlerobjekter. De fleste af dem er fundet i diverse genbrugsbutikker og på loppemarkeder rundt i landet. "Det her er min yndlingsnisse," fortæller Bønny Lillelund og kigger over på en mellemstor nisse, der sidder udstillet i et glasskab i en af udstillingerne. Den skiller sig ud, for det er en af de allerførste genstande i julesamlingen. Han husker, hvordan han kort før sin 18-årsfødselsdag var inde i en genbrugsbutik med sin mor og fik øje på den mellemstore nisse, der sad lidt skjult i et lille skab. Nissen havde været til salg i genbrugsbutikken i to år uden at blive solgt, for der var ingen, der kunne lide den, fortalte ekspedienten. Denne nisse har en særlig betydning for Bønny Lillelund, fordi det var en af de allerførste ting i museets julesamling. Nissen fandt han kort før sin 18-års fødselsdag i en genbrugsbutik og fik den senere samme år foræret i julegave af sin mor. Foto: Frank Cilius Men Bønny syntes, at den kiggede så sødt på ham, og han fortalte sin mor, at den ville han gerne have, og senere på året – juleaften – fik han den i gave. Ligesom nissen rummer hvert et lille stykke julepynt sin egen unikke historie, som de to brødre er i stand til at gengive meget detaljeret og med en historisk viden, der vil kunne måle sig med et juleleksikon. Når de fortæller, bliver der tændt et julelys i deres øjne, og gejsten i stemmen afslører en oprigtig kærlighed til julens traditioner og dens historie. "For os er det ikke et museum. For os er det en livsstil og vores private hjem," siger Bønny Lillelund, mens han viser rundt i udstillingen. Bump på vejenDrømmen om at åbne et julemuseum har egentlig altid ligget og luret under overfladen hos de to brødre, men det var først efter julerejsen i Rothenburg ob der Tauber, at de gjorde alvor af idéen. De besluttede sig derfor for at flytte hjemmefra og købe en ejendom, der kunne have plads til deres museum. De var godt klar over, at det ville blive en udfordring at sælge den idé til en støvet, konservativ bankmand, men samtidig havde de brug for et boliglån for at komme videre med projektet. Det var Bønny Lillelund, der tog af sted til bankmødet sammen med sin mor, og han havde en klar strategi inden mødet. "Du må prøve at være mere normal, nu hvor du skal i banken," havde han sagt til sig selv. I dag griner han, når han husker tilbage på det, der skete under mødet. På Lillelunds Julemuseum kan besøgende gå på opdagelse i mere end 100 års julehistorie, når de forskellige udstillinger byder på gamle koglenisser, julepynt af vat og mange andre historiske klenodier. Foto: Frank Cilius Inspireret af de mange populære loppeprogrammer på tv havde han i sit hoved planlagt en dækhistorie. Han fortalte bankmanden, at han sammen med sin bror planlagde at åbne en antikvitetsforretning, der skulle sælge loppefund. En forretningsidé, der nok ville tale mere ind i bankmandens ånd, tænkte han. "Det føltes forkert og virkelig ubehageligt. Jeg løj en bankmand op i hovedet, og mor sad og lavede store øjne til mig," siger Bønny Lillelund. Netop moderens overraskede ansigtsudtryk og det faktum, at Bønny Lillelund nævnte julepynt som de eneste eksempler på antikviteter, fældede ham, og hans løgn blev afsløret. Bankmanden bad ham fortælle, hvad han i virkeligheden søgte et lån til. Bønny Lillelund husker, hvordan han fik svedeture og næsten ikke kunne få sig selv til at sige det højt, da han med en meget lille stemme forsigtigt fik fremstammet: "Jeg vil åbne Danmarks første julemuseum." Da han fik sagt det, kunne han sænke skuldrene igen, for bankmanden ville gerne støtte op om idéen. "Vi skulle bare glemme alt om hans kolleger, der ikke havde nogen fantasi. Han forstod vores verden," siger Bønny Lillelund. To dage efter fik de et ja til at låne de resterende penge, som de manglede for at købe ejendommen på Sønderskovgårdvej 6 i Brørup. Og så fangede bordet. Brødrene havde ikke lagt noget budget på forhånd og anede ikke, om der ville være billetindtægter nok til, at det kunne løbe rundt. Men de tog chancen. "Det med pengene var ikke så vigtigt. For mig handlede det om at bygge verdener op med små landskaber, huse og kulisser og at kunne finde sig selv i livet nu, hvor vi skulle flytte hjemmefra i en sen alder," siger Bønny Lillelund. Det skulle senere vise sig, at museet ud over at blive brødrenes egen redning også var med til at redde en del af den kulturarv, der er forbundet med den danske jul, og som de to brødre langsomt ser forsvinde fra de moderne juleudstillinger. "På en måde kan man sige, at vi er julens vogtere," siger Brian Lillelund. ÅbningsdagenDen anden weekend i november 2015 kunne Brian Lillelund og Bønny Lillelund for første gang slå dørene op til deres julemuseum. "Jeg kan tydeligt huske, at jeg var anspændt og nervøs for, om det overhovedet ville lykkes. I starten var det angstprovokerende at lukke folk ind, for det var også vores hjem," siger Bønny Lillelund. Den første åbningsdag kom der færre end 20 besøgende, og i løbet af hele den første julesæson kom der omkring 120 mennesker forbi museet. "Det var så skuffende," erindrer Bønny Lillelund, og tilføjer: "Vi tænkte, at der måtte ske et mirakel, hvis projektet overhovedet skulle lykkes." Brødrene investerede derfor i en ny facade med skiltning, der gjorde det tydeligere for omverdenen at se, at der gemte sig et julemuseum bag de triste, hvide bygningsfacader. Samtidig fik museet medieomtale i både lokale medier og senere også i diverse tv-programmer, og så tog det fart. "Pludselig skete der noget magisk. Folk kunne lide museet, og hver gang vi tjente penge på billetindtægterne, kunne vi bruge dem på at bygge nye udstillinger," siger Brian Lillelund. Siden er der kommet flere og flere gæster til, og for tre år siden slog besøgstallet rekord med over 6200 besøgende på en sæson. En enkelt dag var der sågar kommet 600 gæster forbi. I år udvider museet med en ny udstilling på "Gåsemandens Gård". En fredet, firlænget gård fra 1700-tallet nær Bork Havn i Vestjylland, som brødrene har købt med tanken om at udstille gammelt, dansk julepynt. Ikke længere alene til julPå julemuseet kommer der mange forskellige slags besøgende, og alle bliver budt på kaffe og småkager. Der kommer mange enlige, som måske ikke siger så meget, men som kan fælde en tåre, mens de bevæger sig gennem udstillingen. Museet holder også åbent juleaftensdag, hvor der plejer at være en del gæster, og stemningen er altid ganske speciel den dag. "Mens mor laver and i køkkenet, får vi nogle meget personlige, dybdegående samtaler med de besøgende," siger Bønny Lillelund. Folk bliver typisk meget eftertænksomme og beskriver museet som et lyspunkt i en brutal verden og et fredspunkt, hvor man kan finde ro. På det personlige plan har museet også givet de to brødre en helt anden ro i sindet. Mens de før i tiden var plaget af social angst og gik en stor bue uden om sociale arrangementer, møder de i dag fremmede med et helt andet mod og en åbenhed. "Det er noget af en rejse, vi har været på. I dag kan vi tale med Gud og hvermand. Julemuseet er en form for terapi og den bedste psykolog, jeg har gået til i mange år," siger Bønny Lillelund. Museet har også givet dem mange nye venner, og nu er brødrene ikke længere alene i julen. De seneste mange år har de fejret juleaften med deres mor og et ægtepar, som de lærte at kende gennem parrets frivillige arbejde på museet. Nisser og julemænd er faste beboere på Lillelunds Julemuseum. Tilsammen har brødrende samlet mere end 6000 samlerobjekter på museet. Foto: Frank Cilius "Vi har stadig op- og nedture bag kulissen, men vi er godt med," siger Bønny Lillelund. "Vi vil gerne slå et slag for, at man gerne må være lidt skæv og anderledes i det her samfund. Det er sådan set de anderledes typer og projekter, der holder Danmark og verden kørende. Vi ér anderledes, og det står vi ved," siger Brian Lillelund. Tryk for at læse mere
Nr. 125
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Rekordmange er ensomme i julen. Så Dorte og Claus inviterede en fremmed med Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 20:00:00
Juleaften sidste år lukkede Dorte Sloth Vestergaard og hendes mand, Claus Sloth Vestergaard, en fremmed mand ind i deres hjem i Aalborg. Han var deres juleven. Selvom de ikke kendte hinanden, krammede de som det første. Claus Vestergaards mor var død af kræft, så parret vidste, at den juleaften ville blive anderledes – og ensom. "Min mand havde læst en artikel om, at mange sidder alene juleaften, og om folk, der begynder at arrangere fælles juleaftener i større forsamlinger," siger Dorthe Sloth Vestergaard. "Men det var ikke dér, vi kunne se os selv. Vi tænkte, at vi gerne ville hjælpe nogen, som måske ville føle sig mere tryg i et mindre, hjemligt fællesskab." Derfor meldte parret sig som værter til Boblberg og Røde Kors' initiativ Julevenner. Hvis man mangler et sted at holde juleaften, eller hvis man har plads til en gæst om sit julebord, så kan man gennem initiativet blive julevært eller julegæst. Mangel på juleværter Det er en bred vifte af mennesker, som søger værter eller gæster juleaften, fortæller Emma Trave Func, projektleder ved Boblberg, der er en digital platform for fællesskaber. "Det kan eksempelvis være skilsmissefamilier, hvor børnene er hos den anden forælder, ældre personer, hvor børnene er hos svigerfamilien, eller folk, der bare gerne vil prøve nye traditioner," siger hun. Engang imellem ser de økonomien spille ind, men det handler mest om det sociale og at få selskab, fortæller Emma Trave Func. For særligt én ting går igen: ensomhed. Ifølge tal fra Social- og Boligstyrelsen fra 2023 oplever næsten én ud af ti danskere ”tegn på svær ensomhed” – det svarer til 470.000 mennesker. Sidste år havde Julevenner over 3000 værter og gæster. I år forventer de mellem 3500 og 4000 tilmeldinger, for på nuværende tidspunkt er der flere tilmeldte end samme tidspunkt sidste år. Sidste år viste en undersøgelse, at hver femte dansker var klar til at invitere fremmede indenfor. Til trods for det er der flere, der melder sig som gæst end som vært, så Emma Trave Func håber, at endnu flere vil være værter og åbne deres hjem i år. "Blandt værterne ser vi en del børnefamilier, men også enlige melder sig som vært. Det kræver ikke, at man er en familie," siger hun. Den 25. november går processen med at matche værter og gæster i gang. "Man kan vælge selv at finde sine gæster og værter via opslagene på vores hjemmeside, som fungerer som en opslagstavle, og ellers hjælper Røde Kors med at matche folk," siger Emma Trave Func og fortsætter: "Så kan Røde Kors ud fra postnumrene eksempelvis se, at Michael bor tæt på Søren, og det kunne være et hyggeligt match ud fra det, de hver især søger, og så etableres der kontakt mellem gæst og vært.” Der kan være mange forskellige krav, ønsker og forventninger sådan en traditionsrig aften. "Det er også derfor, at nogle gerne selv vil stå for matchningen, hvis de eksempelvis går meget op i, at der er and, pakkeleg, guitarspil eller noget andet specifikt." Der er intet krav om, at man som gæst bidrager økonomisk, men de fleste tilbyder en hjælpende hånd. Den dybe ensomhed eksisterer ikke kun til jul Christine E. Swane er direktør og forskningsleder i Fonden Ensomme Gamles Værn, og også hun ser, at ensomheden er steget gennem de senere år. Selvom hun er enig i, at følelsen af ensomhed kan opstå i juletiden, peger hun også på, at det kan være et udtryk for et grundlæggende fravær af nære relationer i hverdagen."Ensomhed er en følelse – noget, man oplever og erfarer. I juletiden bliver den ofte mere markant, fordi højtiden i vores kultur er billedet på samhørighed – vi skal være sammen med dem, vi holder af," siger hun og fortsætter:"Men jeg tror ikke, at den dybe og langvarige ensomhed – den, der virkelig gør ondt og påvirker livskvaliteten – kun findes juleaften. Den varer hele året." Ifølge Christine E. Swane hænger en ensom jul ikke nødvendigvis entydigt sammen med dét at sidde alene juleaften. Der kan være flere årsager til, at ensomhedsfølelsen opstår i julen. Det kan være, hvis man føler sig overset eller ikke føler sig rummet i fællesskabet med andre. For ældre, der har mistet deres ægtefælle, kan minderne om den sidste jul sammen også gøre det ekstra svært at deltage. Det ender måske endda med, at de vælger at være alene i julen, fordi det er for smertefuldt. "Samtidig handler det også om de praktiske og sociale vilkår. For mange meget gamle mennesker kan det være overvældende at deltage i en larmende juleaften, hvor alt drejer sig om børn, gaver og tempo. Mange vil heller ikke være en belastning eller til besvær for familien – og det kan i sig selv føre til ensomhed," mener Christine E. Swane. Og da juleaften ofte kan være en broget forsamling af generationer, mener Christine E. Swane, at det kan være udfordrende at balancere forskellige behov og samtidigt skabe ro og plads til en ældre gæst. "Derfor er planlægning vigtig: Inviter i god tid, sørg for transport, og tænk over, hvor gæsten skal sidde, så vedkommende både kan høre, blive hørt og føle sig tryg," siger hun. And, tårer og flæskesteg Christine E. Swane synes, at Julevenner er et fantastisk initiativ, som hun har stor respekt for. "Når man inviterer en fremmed ind i sit hjem juleaften – som Julevenner – kræver det mod. Både for værten og for gæsten. Man tager et ansvar for hinanden den aften. Det bygger på næstekærlighed og medmenneskelighed," siger hun og tilføjer: "Men jeg tror også, det kræver, at vi i de yngre generationer tør tænke lidt mindre på os selv og vores egne behov. Måske er det vigtigere at kunne køre onkel Verner hjem juleaften end at få det ekstra glas portvin." Christine E. Swane ser flere steder, hvor man, ligesom gennem Julevenner, holder juleaften på selve juleaften – og for eksempel ikke dagen før. "Det kan gøre en forskel. Det at fejre jul samtidig med andre kan give en oplevelse af normalitet," siger hun. For Dorte Sloth Vestergaard var det vigtigt, at det ikke var en børnefamilie, der kom hjem til dem juleaften. "Jeg havde ikke selv mine børn sidste juleaften, så det ville være sårbart. Så besluttede vi, at vi gerne ville invitere en person, der sad alene," siger hun. Manden, de inviterede hjem, kom fra Island og boede i Aalborg. Han var omkring 70 år og havde ikke rigtig familie i Danmark. Inden juleaften havde de skrevet lidt sammen, så han vidste, hvordan Dorte Sloth Vestergaard og hendes familie plejede at holde jul – meget traditionelt dansk med and, flæskesteg, risalamande og dans om juletræet. "Han ville gerne bidrage og tog en islandsk ret med, som vi smagte på, og så kom han med en flaske vin som værtindegave." Dorte Sloth Vestergaard fortæller, at stemningen var hyggelig og afslappet. Der blev grinet og snakket, og der kom også lidt tårer, fordi snakken blev personlig – om mandens skilsmisse, om savn og om at sidde alene. "Men det var utroligt rart. Han gled naturligt ind i selskabet og var nærværende hele aftenen." Vi bor småt, men der er plads hos os Projektleder Emma Trave Func fortæller, at de tydeligt mærker, hvilken forskel initiativet gør: "Når vi snakker med folk efter jul, er de generelt virkelig positive hele vejen rundt. Folk synes, det er dejligt, at muligheden er der, og det har virkelig hjulpet nogle mennesker, som i mange år har siddet helt alene," siger hun og tilføjer: "Allerede den 25. december kan vi se, at folk begynder at lave nye opslag til juleaften året efter. Omkring august kommer der nye opslag næsten hver dag. Det siger noget om, hvor meget det fylder – i hovedet og i hjertet hos folk." Dorte Sloth Vestergaard er ikke i tvivl. Hun vil helt sikkert bruge Julevenner igen. "Sidste år var første gang, og selvom vi har børnene hjemme i år, har vi allerede talt om at kigge i appen igen for at se, om der er nogen, der mangler et sted at være. Så vil vi åbne døren – selvfølgelig på en måde, hvor det passer med børnene og vores egen jul. Der kan sagtens være plads til flere hos os – også selvom vi ikke bor stort," siger hun og fortæller, at hun har fået et andet blik på, hvad julen egentlig handler om. Og overvejer man at skrive sig op til Julevenner, hvad enten det er som gæst eller vært, mener Dorte Sloth Vestergaard, at det vigtigste er forventningsafstemning. "Man skal tage en snak både med sin partner og med gæsten på forhånd: Hvordan fejrer vi jul? Hvad forventer vi af hinanden? Selv små ting kan have betydning," siger hun. "Hvis man får talt det igennem, bliver det som regel en rigtig god oplevelse for alle." Tryk for at læse mere
Nr. 124
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Vi tæller søndage i advent, dagene frem til jul og sekunderne inden midnat nytårsaften. Men hvorfor? Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 20:00:00
Vi mennesker tæller. Vi tæller op, vi tæller ned, vi tæller hen mod noget. Om det er år siden Kristi fødsel, uger hen til terminen, eller 10-20-30, inden vi dukker hovedet under vandet, så har tal og tællingen af dem været et centralt omdrejningspunkt for vi menneskers liv i tusindvis af år. Og der findes ikke det tidspunkt på året, hvor det bliver mere tydeligt end i december. Her tæller vi søndage i advent, vi tæller ned til midnat nytårsaften – og vi tæller dagene til jul. Det gør vi blandt andet ved hjælp af julekalenderen, som dag for dag, låge for låge, pakke for pakke, tæller ned til juleaftens komme. Men hvorfor er det egentlig nødvendigt? Hvorfor går vi mennesker egentlig så meget op i at tælle? Det findes der formentlig mange rigtige svar på. Kristeligt Dagblad har bedt tre eksperter inden for hver deres område om et bud. En praktisk hjælp Louise Hauberg Lindgaard er uddannet historiker med særligt fokus på trolddomsprocesserne og magisk praksis i Danmark. Hun fortæller, at nedtællingen til bestemte tidspunkter på året går meget langt tilbage – og som regel havde den en praktisk funktion. "Tager man 1500-1600-tallet, var mennesket på det her tidspunkt underlagt årstidernes skiften på en helt anden måde. Tilstedeværelsen eller fraværet af lys og temperaturskifte har været helt basale faktorer, der har påvirket livets gang for mennesker. Det har givet mening at have nogle bestemte tidspunkter at orientere sig efter, som kunne diktere, hvornår man skulle pløje marken eller så bestemte afgrøder," siger historikeren. Ofte kredsede nedtællingerne om helligdage og højtider, og som regel koblede der sig også bestemte praksisser og traditioner til dem. Ifølge Louise Hauberg Lindgaard var der i befolkningen en tydelig bevidsthed om disse vigtige datoer. Således kan man i eksempelvis kriminalitetshistorien finde flere eksempler på, at man i retssager har orienteret sig efter årets højtider og mærkedage. "I stedet for at skrive den pågældende dato for en forbrydelse har der i stedet stået tre dage efter Santa Lucias nat – og det indikerer jo, at de her specielle dage har været langt vigtigere end de enkelte datoer," siger historikeren, der tilføjer, at der før i tiden også var langt flere mærkedage, der var vigtige og blev markeret. Med den kristne kirkes indtog får mange af disse vigtige dage også et kristent lag – og det er julen et godt eksempel på. Her tæller man ned til Kristi fødsel, og nedtællingen kulminerer juleaften, den 24. december. Ud over blot at være en kristen højtid havde julen dog også flere andre funktioner, forklarer Louise Hauberg Lindgaard: "Julen er også på det her tidspunkt en anledning til at samles og noget, man glæder sig til. Den er et lyspunkt i en mørk og kold tid, hvor nogle også har haft svært ved at overleve. Men julen er også skemalagt. Der er nogle helt faste ting, man skal på bestemte tidspunkter, og julen er også en forberedelse til det nye årshjul, der inden længe går i gang. Derfor er der nogle helt faste ritualer for alle dagene, som vi ikke har på helt samme måde i dag." Af samme årsag var julen også noget, man forberedte sig på lang tid i forvejen, fortsætter historikeren – og her har nedtællingen til den store højtid været en hjælp. "Der skulle laves snaps og honningkager, som mange stadig gør det i dag, og det krævede tid. Mange tog på visit hos hinanden, og det var forventet, at man diskede op med et stort julebord. Derfor var der også et praktisk element i at tælle ned til julen." Spændingen i en nedtælling Den opfattelse deler Henrik Jøker Bjerre, der er lektor i anvendt filosofi på Aalborg Universitet. Han fortæller, at mennesket altid har levet sit liv i faser og sæsoner og forholdt sig til bestemte tidspunkter. "Helt lavpraktisk tæller vi jo op eller ned, fordi vi skal noget – og fordi det, vi skal, ofte kræver en eller anden form for forberedelse. Det kunne være høstfesten, der kræver en forberedelse eller en viden om, hvornår på året det var smart at tage ud på jagt, der har nødvendiggjort en orientering i tiden." Ifølge lektoren har evnen til at tælle dage og forholde sig til bestemte og vigtige datoer givet mennesket en følelse af både orden og mening – ligesom den har givet en forbundethed til naturen og årstidernes skiften. Og nedtællingen i sig selv er med til at gøre de udvalgte dage ekstra særlige. Det fortæller religionshistorikeren Mikael Rothstein og udpeger julen som det lysende eksempel. "Man har placeret julefesten på et bestemt tidspunkt, og det faktum gør i sig selv nedtællingen nødvendig. I takt med at man nærmer sig festen, kilder det i maven, og folk begynder så småt at pusle rundt og forberede sig," siger Mikael Rothstein, der beskriver nedtællingen som en spændingskurve: "Forventningen og spændingen bygger op og op og op, og det gør den faktisk over en lang periode, før den så kulminerer med juleaften den 24. december." På den måde er julen og julefesten ikke kun sit klimaks, fortæller Mikael Rothstein. Den eksisterer som et forløb, der gradvist bliver bedre og bedre, mens man nærmer sig den 24. december – en følelse, de fleste nok genkender. På den måde er forventningsopbygning en integreret del af julefejringen, som kun kan lade sig gøre, fordi der tælles ned til den. "Opbygningen er umådelig vigtig – og den bliver mere og mere spændende. Børnene synes, at juleaftensdag er ulidelig lang. De venter hele dagen, og så kommer Disneys Juleshow om eftermiddagen, og så må man jo være tæt på. Men så skal børnene først tortureres med en lang middag ved bordet, og så skal de synge de irriterende julesange og gå rundt om juletræet, inden der endelig kan åbnes gaver." Ifølge Mikael Rothstein er nedtællingen til jul også med til at opretholde og styrke de kristne forestillinger og fortælling gennem spænding og forventning. “Hvis guder ikke skabes og opretholdes i ritualer, så forsvinder de. Det har vi set med utallige gamle guder, vi kun kender gennem arkæologien. Forsvinder guderne fra vores sprog og bevidsthed, så overlever de ikke. I de kristne religioner er julefesten en central mekanisme, der er med til at sikre de religiøse forestillingers overlevelse. Når man tæller ned til sin guds fødsel, som det sker i julefejringen, bliver de religiøse forestillinger tydelige og religionens ideer klarere." Samtidig med at nedtællingen bygger spændingen op, er den også med til at at afkorte tiden. Dag for dag, led for led, kan man fjerne tid og nærme sig det punkt, man gerne vil nå hen til. "Tiden skal nærmest overkommes, så man kan komme frem til den store aften. Men omvendt kan man også sige, at festen kun kommer, fordi der tælles ned til den. Julen ville ikke være så glitrende og gnistrende, så velduftende og velsmagende, hvis ikke den blev bygget op over lang tid," siger Mikael Rothstein. Og det brud med hverdagen kan der være særligt brug for i netop december. Julen markerer nemlig også et lys og en optimisme i en mørk og kold tid, hvor man ellers går rundt og keder sig og måske endda føler sig lidt modløs. "Når man glæder sig til jul og går og tæller ned til den, handler det også om tidspunktet for festen. Festen kalder på noget sjovt og noget hyggeligt i den mørke, kolde tid. Der skal pyntes op og gives gaver og spises særlig mad, og man skal være sammen med hele den udvidede familie. Når man får det brud med hverdagen og mørket ved at insistere på det ekstraordinære, på lyset og på glæden, giver det en god følelse – og det er der jo ingen, der vil snydes for." Rammer og orden i en meningsløs verden Når nedtællingen til vigtige begivenheder i dag fylder meget i menneskets bevidsthed, skyldes det også, at den rummer en ekstra dimension end blot spænding eller praktiske foranstaltninger. Ifølge filosofilektor Henrik Jøker Bjerre er nedtællingen også med til at give mennesket en fornemmelse af meningsfuldhed i livet. "Vi har mistet fornemmelsen af en naturlig meningsfuldhed i vores liv, og derfor søger vi en form for retning. Nedtællingen udstikker en retning, fordi vi med nedtællingen bevæger os hen mod noget," fastslår han. Henrik Jøker Bjerre fortæller, at mennesket før i tiden følte mening netop på grund af sin forbundethed med jorden og årstidernes gang, der dikterede, hvad man skulle foretage sig for at overleve. I nutidens samfund er mennesker dog mere uafhængige af både naturen, verden og tidens gang – men meningen søger vi stadig: "I dagens samfund har vi mistet nogle af de gamle projekter og idéer, der før i tiden gentog sig år for år, og som gav os en fornemmelse af, at vi bevægede os. Vi har brug for stadig at tælle ned og forberede os på vigtige begivenheder." Mens der ifølge Henrik Jøker Bjerre stadig findes naturlige begivenheder i livet som graviditet og fødsel, hvor det giver mening at tælle, har mennesket de sidste årtier også skabt en masse andre kulturelle begivenheder at tælle ned til, der er knapt så naturlige. "Tag halloween og den betydning, den 31. oktober har fået de sidste år. Vi går og tæller ned og forbereder os, men når alt kommer til alt, så er det ikke en vigtig begivenhed," siger Henrik Jøker Bjerre, der beskriver nedtællingen til nutidens kulturelle begivenheder som en "leg", mange går med på. "Vi leger, at Super Bowl er vigtigt. At sæsonpremieren på en ny sæson af et realityprogram er vigtig. At valentinsdag skal markeres med blomster og chokolade. På den måde er flere af nutidens kulturelle begivenheder i virkeligheden forbrugsbegivenheder, mere end de rent faktisk handler om eller udspringer af vores forbindelse til den jord, vi lever på," siger lektoren, der tilføjer, at der er opstået et marked for at sælge os mennesker en fornemmelse af meningsfuldhed: "Mange virksomheder lukrerer på at opfinde nye begivenheder, vi kan orientere os efter – og som vi er nødt til at købe en masse ting for at deltage i. Det er en form for erstatningskultur og eskapisme – og den dækker over, at vi faktisk ikke har så mange vigtige ting tilbage at forberede os på." Ifølge Henrik Jøker Bjerre betyder det ikke, at en højtid som julen ikke kan være meningsfuld. Eksperten fortæller, at netop julen giver os en følelse af meningsfuldhed og forbundethed med generationerne før os. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi skal tælle ned til Tour de France eller melodigrandprix. For nedtællingen kan også få os til at overse de vigtige og naturlige begivenheder, der stadig finder sted, advarer lektoren: "Nedtællingen kan blive dårlig, når den dækker over nogle meget virkelige ting, der stadig er i vores liv. Klimaforandringerne er et godt eksempel på noget vigtigt og enormt meningsfuldt, som noget kunne tyde på, at vi glemmer. Her kan man virkelig også tale om en vigtig nedtælling, men er vi opmærksomme nok på det?". Tryk for at læse mere
Nr. 123
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Tysklands ikoniske stjerne markerer begyndelsen på adventstiden. Kristeligt Dagblad er til stjernebyen Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 20:00:00
Umiddelbart gør den tyske by Herrnhut ikke meget væsen af sig. Ganske vist er bymidtens kompleks af barokke bygninger en arkitektonisk sjældenhed, som står i skærende kontrast til det beskedne indbyggertal på 6000 mennesker. Men frem for alt minder Herrnhut om så mange andre småbyer i det østligste hjørne af Udkantstyskland. Bindingsværkshuse, gråbrune facader fra DDR-tiden, æg til salg i vejkanten, et par busser, der sjældent kører. Herrnhut er imidlertid ikke som de fleste andre byer. Og det første tegn på dette ser man klarest i skumringen, når det gyldne lys fra sylespidse stjerner på størrelse med fodbolde fortættes over husenes hoveddøre og i havernes nøgne træer. Herrnhut er hjemsted for Herrnhuter-stjernen, en af verdens mest ikoniske juledekorationer og selve ophavet til alle håndlavede julestjerner, som pryder kirker og statslige bygninger i Europa, Afrika, USA, ja, hele den kristne verden, hvor de markerer begyndelsen på adventstiden. Stjernen blev skabt af Brødremenigheden, et af Europas første protestantiske kirkesamfund, som udsprang af den tjekkiske Jan Hus' reformation i 1400-tallet. Den katolske kirkes forfølgelse tvang bevægelsen i landflygtighed, og i 1722 slog den sig ned i Herrnhut, hvorfra den fik afgørende betydning for dansk kirkeliv. Ifølge den tyske historiker Hedwig Richter er Brødremenigheden i Herrnhut "det mest betydningsfulde kirkesamfund, som pietismen har frembragt". Den største stjerne måler 2,5 meter i diameter, den mindste måler otte centimeter og bliver samlet med pincet. Foto: Jens Ruppert Herrnhuternes mere end 180 år gamle juledekoration, som symboliserer stjernen over Betlehem, opstod som en matematisk model til at undervise brødremenighedens skoleelever i geometri. Stjernen brændte næsten ud under det ateistiske DDR's regime, men er i dag så stor en salgssucces, at Herrnhuts lille manufaktur – verdens eneste producent – dårligt kan følge med efterspørgslen. Kristeligt Dagblad er taget til stjernebyen for at få indblik i, hvordan dens lysende vartegn blev til, hvad den betyder for byens indbyggere, og hvorfor den har opnået verdensberømmelse. "Hvad stjernen betyder for mig? Den betyder glæde og varme om vinteren, så hjertet åbner sig. Den hænger hjemme i stuen, og jeg kan altid se den ud af øjenkrogen," siger den 58-årige Kerstin Buder, som sammen med fem andre kvinder i røde T-shirts sidder i et værksted ved virksomhedens indgang under en galakse af gule og røde Herrnhuter-stjerner og klipper, folder, bukker og limer de spidser, som udgør stjernens strålekrans. Håndlavet af fingernemme hænder Kerstin Buder er blandt de 230 medarbejdere, som hvert år fremstiller de op mod 850.000 originale stjerner i Herrnhut, der sælges i butikker i Danmark og resten af verden. Siden 1982 er Herrnhuter-stjernerne også blevet fremstillet af plastic, men af den årlige produktion er 300.000 stjerner stadig fremstillet på traditionel vis af papir i hånden. "Hvad stjernen betyder for mig? Den betyder glæde og varme om vinteren, så hjertet åbner sig. Den hænger hjemme i stuen, og jeg kan altid se den ud af øjenkrogen," siger den 58-årige Kerstin Buder Håndarbejdet ved bordet går sådan til: Alini, en ung medarbejder, sidder med en stak kraftigt gult papir skåret ud i trekanter og en kræmmerhusformet metalkegle spændt fast til bordet. Alini tager et stykke trekantet papir fra bunken, folder rutineret papiret omkring metalkeglen, så papiret danner en kræmmerhuslignende spids. Hun limer kanterne af papiret sammen og trækker kræmmerhuset af metalkeglen. 25 af disse spidser går der på en færdig stjerne. Alini kan lave 2200 spidser på en dag, svarende til 88 stjerner. Når papirspidsen har hvilet, og limen er blevet tør, giver Alini den videre til Kerstin Buder, som forsigtigt stikker den runde spids ned i en træform med fire hjørner, så spidsen får sin firkantede form. Hun holder den firkantede spids op i lyset. Vender og drejer den omhyggeligt. Betragter den. Længe. Som var hendes handling en stille demonstration mod samtidens højteknologiske masseproduktion. "Er den perfekt?", spørger hun sig selv. "Alt skal stemme. Alt skal være lige. Det må ikke gå for stærkt. Det handler jo om at glæde mennesker. Og alle spidserne skal passe, når de pakker stjernen ud derhjemme og samler den," siger hun. Det tager næsten et år at få arbejdet ordentligt ind i fingrene, fortæller kvinderne. Herrnhuter-stjernens spidser monteres på en kugle med 26 felter. 25 felter til spidserne – 17 firkantede og otte trekantede – og et felt i toppen til at føje lys til stjernen. Denne model har herrnhuterne haft patent på siden 1925. De største og mindste stjernemodeller leveres samlet, mens alle andre modeller leveres adskilt, så kunderne selv kan samle stjernen. Kerstin Buder inspicerer hver enkelt stjerne spids nøje. "Alt skal stemme. Alt skal være lige. Det må ikke gå for stærkt. Det handler jo om at glæde mennesker. Og alle spidserne skal passe, når de pakker stjernen ud derhjemme og samler den," siger hun. Stjerne født af forfølgelse og afsavn Beder man Christoph Scholz, driftsassistent og stedfortrædende salgschef i virksomheden, om at forklare, hvorfor stjernen er blevet så populær, begiver han sig ud på en tour de force om stjernens historie. Og man fornemmer, at den gamle stjerne passer perfekt ind i den moderne idé om, at hvis man vil have succes med at sælge et produkt, skal man også sælge en fortælling. "Stjernen har den fordel, at den er symmetrisk, og det gør den ganske enkelt smuk at se på, uden at den virker forstyrrende. I kristen forstand symboliserer den ikke kun stjernen over Betlehem, men det oprindelige rød-hvide design, som stadig er vigtigt for os, symboliserer også Jesu renhed og hans blod på korset. Men stjernen har også en videnskabelig betydning, fordi eleverne på kostskolen i byen skulle lave stjerner efter en geometrisk skabelon, og deres arbejde i klasseværelset førte til den oprindelige skabelon, som ikke er blevet ændret siden," siger han. "Eleverne sendte de færdige stjerner til deres forældre, der var missionærer i fjerne lande, og derfor blev stjernen allerede dengang kendt i hele verden. Stjernen har også altid stået for fællesskab, og vi forsøger at opretholde traditionen med, at familien mødes første søndag i advent og samler stjernen i hjemmet," siger Christoph Scholz. Stjernen er på sin vis født ud af forfølgelse og store afsavn. De protestantiske pietister, som siden blev til Brødremenigheden, måtte flygte fra forfølgelser under den katolske modreformation i Bøhmen og Mähren i det nuværende Tjekkiet. Den pietistiske adelsmand Nikolaus Ludwig Graf von Zinzendorf sørgede for, at herrnhuterne i 1722 kunne slå sig ned på egnen her i det lutherske Sachsen og grundlægge byen Herrnhut. Zinzendorf stillede jord til rådighed for de flygtede og fremskyndede i 1727 grundlæggelsen af et nyt kristent samfund, Herrnhuter Brüdergemeine. Christoph Scholz, driftsassistent og stedfortrædende salgschef, med en af de kugler med 26 felter, som Herrnhuter-stjernens spidser monteres på. 25 felter til spidserne – 17 firkantede og otte trekantede – og et felt i toppen til at føje lys til stjernen. Få år efter sendte menigheden sine første missionærer ud til klodens fjerne egne for at udbrede det kristne budskab. Men da leveforholdene i missionsområderne ofte var barske, sendte forældrene deres børn tilbage til hjemlandet, når de nåede skolealderen. Brødremenighedens kostskole i Herrnhut bestod hovedsageligt af missionærbørn, og menighedens skolevæsen fik hurtigt et godt ry. Det var i undervisningen her, at den første stjerne i papir og pap i begyndelsen af 1800-tallet blev til og lyste i kostskolens værelser. Børnene og forældrene savnede hinanden, og som trøst begyndte børnene hver advent at kreere stjerner, som de sendte til forældrene i fjerne lande. Overlevede DDR's ateistiske regime I 1897 tog stjernen den endelige form, som bruges i dag, da den lokale forretningsmand Pieter Hendrik Verbeek konstruerede en stabil, rund metalramme, som de 25 spidser kunne sættes fast på. Han grundlagde en virksomhed, som ud over stjernen også fremstillede lampeskærme. Under DDR blev fabrikken i 1950 overtaget af den ateistiske stat, men i 1968 igen privatiseret. Produktionen var vanskelig under regimet, men mange stjerner blev eksporteret til Vesten for at skaffe valuta, og dermed var stjernen trods det kommunistiske jerntæppe kendt uden for DDR. "DDR-tiden var helt sikkert den sværeste tid, fordi der ikke altid var nok materialer, og fordi regimet forsøgte at holde kristne virksomheder nede eller endda ødelægge dem," siger driftsassistent Christoph Scholz. "Virksomheden måtte fremstille andre ting, såsom lampeskærme, for at overleve økonomisk. Stjernerne var sjældne, og det førte til myten om, at de i DDR-tiden kun kunne købes under disken," siger han. Selv i dag må kunderne indimellem vente for at få den stjerne, de ønsker sig, påpeger Christoph Scholz. For virksomheden er det nemlig vigtigt, at stjernerne fremstilles i Herrnhut, hvor de altid er blevet fremstillet. Også selvom det kan gå ud over udbuddet. "Det er meget svært i dag at få kunderne til at forstå, at ikke alle stjerner i alle varianter altid er tilgængelige med det samme. Mange forventer, at alt går meget hurtigt, og at alting altid er tilgængeligt. Vi forsøger at gøre folk opmærksomme på, at arbejdet nogle gange tager lidt tid," siger han. I dag er stjernerne af plastic herrnhuternes største eksportsucces, ikke mindst fordi de kan hænge udendørs, og de pryder såvel danske parcelhuse som kanslerkontoret i Berlin, Sankt Sophia-katedralen i Kyiv, Europa-Parlamentet i Bruxelles og den anglikanske katedral i Liverpool. Den største måler 2,5 meter i diameter, den mindste måler otte centimeter og bliver samlet med pincet. Ved et bord i værkstedet sidder 51-årige Andrea og samler noget i retning af 12 små plastic-stjerner i timen. De måler hver 13 centimeter. Foran sig på bordet har hun en bunke hvide stjernespidser af plastic, hun tager en håndfuld og placerer dem en efter en som små pyramider i en flad glasskål på en bund af filt og flydende lim. Derefter sætter hun en efter en spidserne på stjernens kerne, som er monteret på en drejende aksel. I løbet af fem minutter bliver den lille golde kugle til en strålende stjernesol i miniatureudgave. Hvis takkerne er smudsede eller ikke er helt spidse, bliver de smeltet om, siger Andrea. Hun kan godt lide gentagelsen. "Jeg arbejdede tidligere som tjener, og det var omtrent det modsatte. Her falder ånden til ro," siger hun, mens busser med turister ankommer til virksomheden og trisser rundt og betragter håndarbejdet ved bordene. Ved et bord i værkstedet sidder 51-årige Andrea og samler noget i retning af 12 små plastic-stjerner i timen. Hedninger stolte over den religiøse stjerne Stjernerne blev tidligere fremstillet i en gammel fabrik, som blev revet ned i 2000'erne, og i 2010 åbnede det nye hus, hvor gæster har adgang til en butik, en minibiograf, en restaurant og et værksted, hvor de selv kan samle stjerner. Turister kommer fra så fjerne lande som Japan og USA for at se stjernens tilblivelse og arnestedet for den verdensomspændende Brødremenighed. Shirley, en midaldrende kvinde fra den saksiske hovedby Dresden, besøger butikken sammen med sin ven Josef, som er på besøg fra Zanzibar. Josef er som muslim ikke vant til at se kristen julepynt, siger han, men stjernen er smuk, og var det ikke, fordi strømmen svigter derhjemme, ville han købe en med. "Jeg ville vise ham det mest typiske tyske. Stjernen symboliserer jul, hjemstavn, forbundethed til stedet her," siger Shirley, som selv har 12 stjerner derhjemme. Den 60-årige Gabi har taget sit niårige barnebarn Maria med på værksted, hvor de hver har samlet to små stjerner i det åbne værksted for besøgende. Gabi husker stjernen fra sin barndom, også under DDR. "Vi er jo hedninger her, men vi holder stadig af dette religiøse symbol, og vi fejrer stadig Jesu fødsel, det gør alle da," siger Gabi. "Man kan skamme sig over så meget her, for eksempel sådan som folk taler om udlændinge," siger bedstemoderen og henviser til, at omtrent halvdelen af indbyggerne i Herrnhut og omegn stemmer på det højrenationale og delvist højreekstreme Alternativ for Tyskland (AfD). "Men visse ting kan man også være stolt over, og jeg er naturligvis stolt af stjernen. Alle vil besøge vores by til jul, og overalt i haverne hænger stjernen i landsbyerne. Det er en tradition, der binder os sammen, selvom vi ikke kan enes om andre ting," siger hun. Symboliserer Guds lys i mørk verden 10 minutters gang fra virksomheden ligger Herrnhuts barokke centrum opført af brødremenigheden i 1700-tallet. En tredjedel af komplekset blev ødelagt under Anden Verdenskrig, men det elegante bygningskompleks omkring kirkesalen fra 1757 udgør stadig byens centrum og sæde for den verdensomspændende Brødremenighed-bevægelse. Det var herfra, de tyske pietister kom til Danmark og for godt 250 år siden slog sig ned i Christiansfeld, hvorfra de påvirkede det danske kirkeliv og prægede forfattere som Søren Kierkegaard og H.C. Andersen. Herrnhuternes bosættelser i Tyskland, Nordirland, USA og Danmark er på Unesco's verdensarvsliste. Kirkesalen er næsten blottet for udsmykning og symboler og består af noget nær 10 nuancer af hvidt. Selv det lille kors på væggen går næsten i et med den mælkehvide væg. Herrnhuter-stjernens særstatus fornægter sig dog ikke, og det hvide rum brydes af en enorm gul stjerne midt i loftet. For menighedens 500 medlemmer, som tiltaler hinanden som "brødre" og "søstre", symboliserer stjernen lyset fra Gud, fortæller menighedens pr-medarbejder Christian Flöter. "Stjernen bringer et varmt lys ind i den mørke årstid. Den indbyder til at falde til ro og næsten lære at nyde vintermørket lidt," siger han. "For mig er det en trøst i verdens mørke at vide, at Gud ikke har glemt os. Hans lys stråler over os." Tryk for at læse mere
Nr. 122
K_artikler Opdater⟳ ☝️
En juleaftensdag for 100 år siden kunne man for første gang læse om den filosofiske bjørn Peter Plys Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:30:00
I 1925 fandt en samtale af stor kulturhistorisk betydning sted mellem en finurlig britisk forfatter, hans fireårige søn og en håndfuld tøjdyr. Samtalen foregik i idylliske rammer omkring forfatterens landsted ved Ashdown Forest syd for London, og det særlige ved netop denne blanding af skovtur, leg, fjolleri og filosoferen var, at den førte til først et digt, siden en novelle i avisen, to bøger – og i løbet af 100 år et helt univers af bøger, tegneserier, film, spil og fanprodukter. Forfatteren hed Alan Alexander Milne. Hovedpersonen blandt de tøjdyr, Milne og sønnen Christopher Robin gav navne, stemmer og personligheder, var en plysbjørn købt i stormagasinet Harrods og opkaldt efter en bjørn, der boede i Londons zoologiske have og havde fået navnet Winnie efter sin fødeby Winnipeg i Canada. Juleaftensdag den 24. december 1925 skrev London-avisen The Evening News med store typer på forsiden, at man på side 7 kunne læse en børnehistorie af A.A. Milne. Med lidt mindre typer omtalte avisen Christopher Robin, mens bjørnens navn stod med ordinær skriftstørrelse. Men det var bjørnen, der blev superstjerne. I den engelsktalende verden har den altid heddet Winnie-the-Pooh. I Danmark har vi siden 1930 kendt den som Peter Plys, mens Christopher Robins navn blev fordansket til Jakob. Og i næste uge genudgiver forlaget Gyldendal i anledning af 100-årsjubilæet alle Milnes oprindelige historier og digte om den verdensberømte bjørn. "Som i megen anden børnelitteratur, der ender som klassikere, er der i historierne en dobbelt henvendelse. De er skrevet, så de sproglige spidsfindigheder og den mere filosofiske del af Peter Plys-fortællingerne både taler til barnet og den voksne læser," forklarer Lotte Hjortshøj, Gyldendals forlagschef for børne- og ungdomsbøger. "Peter Plys-universet består af en lille vennegruppe, der rummer nogle på en gang særlige og universelle egenskaber. Plys er en god ven, men også lidt selvcentreret og med barnets særlige logik. Lidt som vi også kender det fra Bamse i 'Bamses Billedbog'. Derudover er der Plys’ bedste ven og sidekick, Grisling, som er lidt bekymret af natur, det melankolske Æsel, der altid forventer det værste, og hans modsætning, den evige optimist Tigerdyret. Alle kan spejle sig i mindst én af de karakterer. De er eviggyldige," tilføjer hun. Den barndomsnostalgiske Plys Nina Christensen er professor i børnelitteratur og leder af center for børns litteratur og medier ved Aarhus Universitet. Hun kæder "Peter Plys" sammen med en række andre klassiske britiske børnefortællinger, herunder Lewis Carrolls "Alice i Eventyrland" (1865), J.M. Barries "Peter Pan" (1902) og Kenneth Grahames "Vinden i piletræerne" (1908). "Fortællingerne har blandt andet det til fælles, at de ligesom H.C. Andersens eventyr er gode højtlæsningsbøger, der lægger sig tæt op ad den mundtlige fortælling og inviterer til en intimitet og nærhed mellem voksen og barn. Og så er de præget af en nostalgi i retning af barndommens tabte uskyld," siger hun. Professoren uddyber, at børn også sagtens kan være nostalgiske. Man er ikke ret gammel, før man begynder at tale om "dengang da jeg var lille". Men hun peger samtidig på, at dyrene i "Peter Plys" er tværgenerationelle. Peter Plys er måske en barnlig, enfoldig, venlig bjørn, der altid er på jagt efter honning, men hverken Æslet eller den effektivitets- og kontrolsøgende kanin Ninka Ninus fremstår entydigt som børn. Ud over de genkendelige karakterer fremhæver Nina Christensen replikkerne som en styrke ved historierne. Den store del af fortællingen, der er direkte tale. Måske en følge af, at Milne skrev satire og teaterstykker for voksne, inden han fandt på Peter Plys. Juleaftensdag 1925 havde Peter Plys verdenspremiere i London-avisen The Evening News, som øverst på forsiden reklamerede med, at man på side 7 kunne læse en børnehistorie af A.A. Milne om drengen Christopher Robin og hans teddybjørn Winnie-the-Pooh. Foto: Wikimedia Commons "Der er en præcision og ironi i teksten, som stadig holder efter 100 år. Man kan høre hele den britiske nonsenstradition i de mærkelige situationer og fjollede vers, der kommer fra de dyr. Historierne er af og til sentimentale, men det bliver opvejet af den humor, de også rummer. Det er litteratur, der giver børn og voksne mulighed for at mødes i en samtale om, hvad det vil sige at være menneske," siger hun. Den kommercielle Plys Peter Plys var en global salgsvare lige fra den første bogudgivelse. Både Milnes lille søn og den originale tøjbamse fra Harrods blev brugt i markedsføringen af bogen, som på kort tid blev solgt i 150.000 eksemplarer. Men det store kommercielle gennembrud for Peter Plys kom, da Walt Disney i 1960'erne erhvervede rettighederne til at lave tegnefilm om figurerne, påpeger Jakob Stegelmann, tv-vært på DR-programmet "Troldspejlet", der siden 1989 har fortalt unge om tegneserier, film og computerspil. Han gør i øvrigt opmærksom på, at allerede i 1950'erne var Peter Plys populær i et andet format: vinylplader med danske oplæsninger. "De første Disneyfilm med Peter Plys blev voldsomt kritiseret for at være for amerikanske og for kommercielle. Men jeg synes faktisk, det lykkedes at bevare figurernes personlighed, samtidig med at E.H. Shepards tegninger fra bogen blev overført til Disneytegninger på en måde, der var trofast over for originalen," siger Jakob Stegelmann. "Walt Disney indså med det samme, at fortællingerne ikke havde spillefilm-materiale. Men i 1966 blev der lavet tre små film af 20 minutters varighed, som jeg synes var ret gode. Siden er det væltet frem med film af skiftende kvalitet, der har udviklet bifigurerne og givet dem nye, selvstændige historier," tilføjer Jakob Stegelmann, der fremhæver filmen "Peter Plys og Hafferlaffen" fra 2005 som vellykket. Men han tilføjer, at selvom figurerne er vellykkede, er Peter Plys-universet begrænset af, at det mest egner sig til førskolebørn, mens teenagere finder det alt for barnligt. "Der er jo ikke de store dramatiske armbevægelser. Det er små hyggelige historier om nogle dyr, der tuller rundt i tilværelsen, omtrent ligesom historierne om Rasmus Klump. Det ville være uklogt at versionere dem til teenagere. Så ville man miste kernepublikummet. Peter Plys skal bevare sin uskyld," siger Jakob Stegelmann. Den akademiske Plys I USA var det ikke kun Disney, der så en mulighed for at bruge Peter Plys. I 1982 lykkedes det forfatteren Benjamin Hoff at skrive en bestseller, da han i "Peter Plys og hans Tao" drog paralleller mellem Milnes børneunivers og den gamle kinesiske livsanskuelse taoismen. Godt et årti senere udgav hans landsmand John Tyerman Williams en række bøger, som formidlede vestlig filosofi og psykologi via Peter Plys. Nutidens diagnosebølge har også ramt Peter Plys-figurerne. Børnelæger har vurderet, at Æslet lider af depression, Grisling af angst og Ninka Ninus af ocd, mens både Tigerdyret og Peter Plys er under mistanke for adhd, og Kængubarnet menes at befinde sig på autismespektret. Men selvom dette ofte citeres i fuld alvor, er udgangspunktet et udtryk for humor, siger Alberte Bødker. Hun er cand.mag. i historie og dansk fra Aalborg Universitet og forfatter til specialet "Akademisk plysbjørn" fra 2020. "Jeg var kommet på sporet af alle de underliggende betydninger, der lægges i 'Peter Plys'. For eksempel at børnelæger har diagnosticeret alle karaktererne. Siden ledte jeg efter alle de litterære analyser, der er lavet af bøgerne, og fandt ud af, at kun én af dem er oprigtigt ment. Resten er sjov og satire," siger Alberte Bødker. I 1960'erne erhvervede Disney-koncernen retten til Peter Plys og tegnede bjørnen i den karakteristiske bløde Disney-streg. Her forbereder Peter Plys julen. Foto: Disney/Zuma/Ritzau Scanpix Som eksempel nævner hun den amerikanske litteraturkritiker Frederick Crews, som i 1964 og 2001 udgav to bøger, der begge foregav at være kloge analyser, men alle de citerede eksperter og en omtalt forskerkonference om Peter Plys var ren fiktion. "Det er gået op for mig, at mens akademikere beskæftiger sig seriøst med for eksempel 'Alice i Eventyrland', så er Peter Plys-forskningen hyggelig, charmerende og useriøs," siger Alberte Bødker, der som undtagelse nævner en oprigtigt ment feministisk Peter Plys-fortolkning af den kinesiske forsker Ya Long fra 2015. Forskerne kalder det poohology eller plysologi, når Peter Plys for sjov gøres akademisk. Men ifølge litteraturprofessor Nina Christensen beviser denne morskab ikke, at Peter Plys-universet er uden filosofiske dybder. "Det afhænger jo af, hvem der læser historierne. Ingen bestemmer, hvordan de skal bruges. Det er åbne karakterer, og de efterlader et stort fortolkningsrum i forhold til at forstå, hvad der egentlig foregår," siger hun og tilføjer: "Det, som har været med til at gøre figurerne fra 'Peter Plys' langtidsholdbare, er netop, at de kan antage så mange former og bruges i så mange forskellige typer fortællinger og formater. Og så hører de til de forholdsvis få figurer fra litteraturen, som er kendt på tværs af generationer og over hele jordkloden." Tryk for at læse mere
Nr. 121
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Hyggelige stræder og en katedral-moské i Famagusta på Cypern Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:30:00
Allerede da bussen parkerer tæt på det såkaldte Othello-tårn i Famagusta på Cypern, fornemmer man byens historiske charme. Tårnet er en del af et gammelt befæstningsanlæg og har fået Othello-tilnavnet, fordi det siges at have tjent som inspiration for den engelske digter og dramatiker William Shakespeare. Restaureringsarbejde er i gang ved mange af de gamle ruiner i den centrale bydel, hvor en af de største seværdigheder er Sankt Nikolaj-katedralen, der, selvom det er over 400 år siden, at den blev konverteret til Lala Mustafa Pasha-moskéen, fortsat betegnes som ”Cyperns Notre Dame” i sin flotte, gotiske stil. Mispeltræer med modne, orange frugter giver skygge, når man går langs bygningen forbi de to kirketårne og den minaret, der siden er blevet tilføjet. Indenfor går alle pænt tildækket på bløde tæpper. Det store rum omfavner stadig troende, nu muslimer og turister. I nogle sideskibe skimter man rester af oprindelige glasmosaikker og tegnede kors på væggene. Da der tænderskærende højt kaldes til bøn fra minareten, fører lydniveauet mange besøgende ud og på videre opdagelse i den gamle bydel. Cypern har siden 1974 været delt i en græsk del og en tyrkisk del. Famagusta endte på den tyrkiske side og benævnes nu Magusa på lokale vejskilte og kort. Det betyder også, at byen turistmæssigt set lever et lidt hengemt liv trods en rig fortid som en af middelhavsområdets vigtigste havnebyer. Langt de fleste turister besøger således Famagusta på en dagsudflugt fra den græsk-cypriotiske side. I kvarteret bag katedralmoskéen er der stille, bortset fra syngende fugle. Her er enkelte små butikker, man kan besøge. Eller man kan bare nyde fuglefløjt og smukt istandsatte huse. Men også overraskelser som en lille gammel kirke, der er forvandlet til en charmerende café. Bag hovedtorvet ved Sankt Nikolaj-katedralen dukker en mindre plads op, hvor et gammelt træ står foran det venetianske palads. Denne plads byder på en udendørs café, og massevis af skilte herfra viser vej videre i den gamle bydel. De små, hyggelige gader med bænke er fine at finde ro i. Gyder deler sig fristende ud til alle sider og er værd at fare vild i. Tilbage ved hovedpladsen følger en lang murstensarkade gaden med halvbueformede åbninger. Bagved ligger butikker og restauranter ned mod Famagustas nok mest berømte bygningsværk – den venetianske bymur. Den er op til 18 meter høj, 8 meter tyk og 3,5 kilometer lang. Den holdt dog ikke osmannerne ude i 1571, hvor de indtog byen, men den er blevet holdt i god stand. Trinene op til den åbne platform på bastionen er høje, men heldigvis er der støtte fra et solidt jerngelænder. Udsigten over den gamle mur, byens tage og havnen er storslået. Nedenfor hviler turister sig i et lille parkanlæg. Overfor lyser skiltet ”Petek Pastanesi”. Navnet giver både sult og lækkersult. Det fleretages sted er restaurant og konditori og er berømt over hele Cypern blandt andet for turkish delight - en nærmest gummiagtig konfekttype, der også er kendt under navnet lokum. Det er oplagt at afslutte en byrundtur i Famagusta her med en af de talrige farverige kager, som konditoriet tilbyder. Og så kan man jo altid tage lidt lokum med tilbage til den græsk-kontrollerede del af Cypern. Kristeligt Dagblad var inviteret af Spies, der har betalt rejsen. Tryk for at læse mere
Nr. 120
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Tag med 37-årige Goethe til Italien. På flugt fra for meget arbejde og for lidt digtning Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:30:00
For 250 år siden, i november 1775, ventede den 26-årige Goethe i Frankfurt am Main utålmodigt på den vogn, som skulle bringe ham til Weimar, hvor det lokale hof havde tilbudt ham en stilling som opdrager eller vejleder for arvehertug Carl August. Goethe havde hævet sin forlovelse, sagt farvel til venner og bekendte, men vognen kom ikke. Det var pinligt, så han føjede sig omsider i sin fars ønske om, at han skulle rejse til Italien, som faderen selv havde gjort engang og stedse anbefalede. Altså af sted. Men vognen fra Weimar indhentede ham så i Heidelberg, og Goethe kom ikke til Italien før næsten 11 år senere, i september 1786. Da opfattede han det selv som en flugt – fra for meget arbejde og for lidt digtning og fra et efterhånden slidt venskabsforhold til hofdamen Charlotte von Stein. Han havde ikke fortalt nogen om rejsen, heller ikke Carl August, som i mellemtiden var blevet hertug. Goethe blev i Italien i over halvandet år. Han var på ingen måde den første til at rejse i Italien, ej heller den første til at skrive om landet. Han havde bøger i bagagen, som senere rejsende har haft hans. Desuden vidste han i forvejen meget om Italiens kunst og kultur. På vejen ned slår han et smut omkring Venedig, men skynder sig gennem Firenze – og så er det i fire måneder Rom, derefter Napoli (den mest udadvendte, "internationale" by) og Sicilien og til sidst atter Rom, hvor han denne gang bliver i næsten 11 måneder. Tidligt skriver han, at han må se alt dette, inden han fylder 40 år. Han søger og finder en større ramme for sin egen eksistens, oplever noget objektivt, som omfatter og løfter ham som individ. Det objektive er således bjergarter ved overgangen over Alperne, som han skriver udførligt om. Senere på Sicilien mener han næsten at se "urplanten", den plante, som i sig viser hele botanikkens lovmæssighed, alle planters inderste væsen. I Norditalien er det Palladios arkitektur i og omkring Vicenza, og i Rom bliver det for alvor kunsten, som Goethe i forvejen kendte i gengivelser, men her ser i virkeligheden. "Alt vilkårligt, alt selvbedrag er væk; dér findes nødvendigheden, dér findes Gud," skriver han et sted. Alt det blot subjektive er borte. Nødvendighed betyder her fuldkommenhed: det, der skal være sådan, det, som slet ikke kan være anderledes. Og det gælder ikke kun antikken, men også renæssancens malerkunst, for eksempel Det Sixtinske Kapel. Goethe beklager ganske vist, at et par århundreders røg og sod har mørknet malerierne. Han ville have bifaldet restaureringen. Men Goethe var ikke kun receptiv i Italien. Han fik også færdiggjort eller arbejdet videre på meget af det, der var blevet liggende i de foregående travle år, for eksempel dramaerne "Iphigenie på Tauris" og "Torquato Tasso". Og han fik genoptaget arbejdet på "Faust". Scenen i heksekøkkenet er skrevet i Villa Borghese. Første gang Goethe er i Rom, rynker han på næsen ad det romerske karneval, som han kun oplever som larm og ballade. Anden gang oplever han det som et ægte udtryk for folkelivet og udgiver endda kort efter hjemkomsten en selvstændig bog om det. Goethe ser dog ikke kun på statuer, søjler, malerier og folkeliv, men holder sig ajour med den politiske udvikling. I november 1787 skriver han i et brev til sin hertug, at det er betænkeligt for såvel ven som fjende, at Frankrig er på hælene, for det skaber uberegnelighed. To år efter begyndte Den Franske Revolution. Italien "skabte epoke", for nu at anvende et yndlingsudtryk hos Goethe, et almindeligt ord, som ikke betyder tidsrum, men den skelsættende begivenhed, der skiller før og nu. Hertil hørte også en erotisk udfoldelse, som ikke beskrives i den italienske rejse, men allerede i 1795 i digtkredsen "Romerske elegier", som elegant lader begejstringen for kunst og for kød gå op i en højere enhed. Måske også en enhed af en kæreste i Rom og af hende, han fandt kort efter hjemkomsten i 1788, men først giftede sig med i 1806. Goethe førte omfattende dagbog, og han skrev udførlige breve hjem til vennerne i Weimar. Det var en tid, hvor man måtte have øjnene med sig og tegne af og notere. Man kunne ikke som i dag fotografere eller bare komme igen til næste år, hvis man havde forsømt noget. Goethe tegnede selv godt, men havde også ledsagere med, der tegnede endnu bedre. Den trykte beretning om italiensrejsen er en blanding af dagbogen og brevene suppleret med senere kommentarer. Den udkom først i 1816-1817, det sidste bind om det lange afsluttende ophold i Rom endda så sent som i 1829. Måske var der aldrig kommet en bog, hvis der ikke i begyndelsen af 1800-tallet havde været andre tyskere, der tog til Rom. Det var især malere af gennemgående from observans, de såkaldte nazarenere. Så udgivelsen af rejsebogen var også en indirekte polemik: Nu render disse nykristne omkring og hylder det katolske Rom. Jeg skal fortælle jer, hvad der virkelig er værd at se og opleve i Italien! Det kan sagtens være malerier med religiøst motiv, men motivet er ikke det vigtigste, det er kunsten i udførelsen. En Jomfru Maria med Jesus er først og fremmest en mor med sit barn. Udgivelsen, som vistnok er den første helt komplette på dansk, er foranstaltet af det dristige forlag A Mock Book, som i det hele taget har udgivet eller genudgivet centrale værker især fra den tyske litteratur (Schiller, Novalis med flere) i sin Jena-serie. "Min italienske rejse" føjer sig smukt til forlagets program, og Christian Lundager har ære af sin oversættelse. Men skønt bogen allerede har 562 sider, og skønt meget kan opledes på nettet, burde den nok have haft en rudimentær kommentar eller et par fodnoter med på vejen. Johann Wolfgang von Goethe: Min italienske rejse. Forord og oversættelse ved Christian Lundager. 562 sider, 350 kroner. A Mock Book/Gads Forlag/Jena-serien. Per Øhrgaard er professor emeritus, dr.phil og forfatter til blandt andet bogen “Goethe. Et essay”. Tryk for at læse mere
Nr. 119
K_artikler Opdater⟳ ☝️
2 stjerner: Fotoudstilling på Det Kongelige Bibliotek vil for meget Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:30:00
"Verden omkring os" er titlen på Det Nationale Fotomuseums nye udstilling, der er hentet ud af institutionens samlinger med omkring 50.000 gedigne fotografiske værker og et tocifret milliontal af andre fysiske billeder. Udstillingen er berammet til at vare – og hold nu fast – tre år. Fotomuseets beliggenhed under Det Kongelige Biblioteks gemmer i Den Sorte Diamant er på mange måder problematisk. Er det en kulturinstitution, et kunstudstillingssted eller et museum eller lidt af det hele? Kulturarv er det i hvert fald. Men verden omkring os er af lave. Så det skyldes givetvis regeringens påbud om, at biblioteket skal spare ni procent af det årlige budget, at der ikke længere bliver råd til kunstnerisk vedkommende udstillinger, som vi har kendt det førhen. Det var her, krigsfotografen Lee Miller (1907-1977) viste os, hvordan hun havde siddet i Hitlers badekar, som man også kan se det i filmen "Lee" fra 2023 med Kate Winslet i hovedrollen, og det var her, kunstneren Sally Mann (født i 1951) brillerede med en af de smukkeste retrospektive udstillinger af fotografiske værker, der nogensinde har været vist i Danmark. For ikke at tale om, at det er her, danske og grønlandske perspektiver har været udrullet gennem fotografiske fortællinger med jævne mellemrum. Udstillingen "Verden omkring os" forsøger at tegne et langt fotohistorisk perspektiv fra skønfotografiets barndom, hvor vi kan se et par mesterværker af for eksempel Edward Steichen og Alfred Stieglitz, hvor naturen og New Yorks sneklædte gader sender os ind i et univers af kontemplation over skønheden i omgivelserne, endda på de mest uventede steder. Øjeblikket, som er fotografiets adelsmærke, bliver strakt ud og kan på samme måde som et impressionistisk maleri fortælle os om lyset, stedet og følelsen ved at være til som menneske og mærke verden. Fotografiet har en styrke ved for det meste at være en direkte oversættelse af den verden, vi ser. Der er ingen kunstnerisk fikumdik. Når det sner som på samtidskunstneren Inuuteq Storchs fotografi, så får man fornemmelsen af andet end sne, man mærker et hverdagsagtigt glimt, et lille drama og en menneskelighed, man uden videre kan knytte an til. Udstillingen tager os fra det romantiske landskabsfotografi over industrialiseringens abstrakte grafiske perfektionistiske øvelser til nutidens fokus på klimaspørgsmål. Her er montrer med fotos fra 1970'ernes "Nej tak til atomkraft"-kampagner og registrerende fotos fra Lærkesletten på Amager Fælled. Hvordan ser landskabet ud i dag, og hvilke påvirkninger slås vi med? Skal der bygges mere i København, kunne man med lokalvalgets paroler spørge sig selv gennem udstillingens forsøg på at aktualisere verden omkring os. Det lykkes ikke rigtigt at gøre den fortælling vedkommende. Det virker, som om man har villet rumme det hele, og derfor intet rammer med de fotografier, der skulle løfte emnerne. Bedre ville det naturligvis have været, hvis vi fik en regulær udstilling, der handlede om klimaet, en anden om landskabet og naturen og måske en tredje om alle de videnskabelige landvindinger, der har sat aftryk på det fotografiske sprog gennem tiden. Billedsamlingen på Det Kongelige Bibliotek er et skatkammer, og der er mange perler på udstillingen. Men landskabsfotografi, arkitekturfotografi, konceptkunst, dokumentarfotografi, samtidsfotografi og fotografi som en del af natur- og klimabevægelsen er nok for stor en mundfuld at gabe over på en enkelt udstilling. Også selvom den varer tre år. Det Nationale Fotomuseum. "Verden omkring os". Den Sorte Diamant, Det Kongelige Bibliotek. Udstillingen vises til den 18. november 2028. Tryk for at læse mere
Nr. 118
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Er sort arbejde etisk forsvarligt? Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:00:00
Ja, i udgangspunktet er det et tegn på sundhed, når folk synes, at penge ligger bedre i deres egne lommer end i statskassen. Det er naturligt, at der er en modsætning mellem individ og stat. Hele vores demokrati hviler på denne modsætning. Fascisme går derimod ud på at ophæve skellet mellem individ og stat. Når der er en sund strid mellem individ og stat, giver det også sig selv, at mange grundlæggende ikke er glade for at aflevere for mange penge til staten. Principielt er det aldrig godt at snyde staten for penge. Men modstanden mod at betale meget i skat har altid eksisteret. Og så er det i grunden hensigtsmæssigt, at den kommer til udtryk på en måde, der ikke skader nogen. Sort arbejde er snarere samfundsgavnligt. I hvert fald når vi taler om sort arbejde i lille skala. Den slags, der mest af alt ligner vennetjenester. Meget af det arbejde ville slet ikke blive udført, hvis det ikke var sort. På den måde gavner det økonomien og hjælper de små håndværkere med ekstra opgaver. Samtidig er det med til at styrke vores tillidskultur. For sort arbejde kan kun lade sig gøre, hvis køber og sælger har tillid til hinanden. Søren Peter Hansen, direktør for tænketanken Prospekt Søren Peter Hansen, direktør for Tænketanken Prospekt. Foto: Mikkel Berg Pedersen Nej, sort arbejde er en etisk blindgyde. Det er en bevægelse væk fra ansvar og fællesskab og grundlæggende også væk fra det gode liv. Jeg ser det som en afvej, hvor individet bevidst træder ud af den fælles økonomiske orden. Man træder også ud af det gensidige forhold, man har til hinanden i et samfund, der skaber tillid og velfærd. Når man betaler skat, handler det blandt andet om at understøtte dem, der har brug for hjælp. Men det sætter man sig ud over ved sort arbejde for i stedet at spare nogle penge selv. Sort arbejde er samtidig med til at fremme en kultur af lukkethed og undvigelse, noget gedulgt, i samfundet. Etik er ikke bare nogle abstrakte regler, men noget, der opstår i mødet med hinanden. Det er et kompas, der hjælper os til at orientere os mod hinanden. Set i det lys bliver sort arbejde mere end blot et økonomisk problem. Det kommer til at udgøre et mønster, som fragmenterer det sociale rum, vi alle er afhængige af. Det bliver et symptom på en praksis, hvor fortællingen om det fælles gode svækkes, og det gode liv reduceres til simple egeninteresser. Tryk for at læse mere
Nr. 117
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Første søndag i advent kaldes nu blot ”første advent” af så mange, at udtrykket måske kommer i ordbogen Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:00:00
"Glædelig 1. advent til jer alle" skrev statsminister Mette Frederiksen (S) på sociale medier sidste år, da kalenderen viste første søndag i advent. Og hun er langtfra den eneste, der dropper brugen af "søndag", når de skal omtale adventstiden. "Ugen op til 1. advent skal bruges på at pynte op til jul," erklæres det i magasinet Femina. "Kom i julestemning på gården i Jardelund den 2. advent," stod der sidste år i en reklame i Flensborg Avis. Faktisk er vendingen blevet så almindelig, at Marianne Rathje, seniorforsker hos Dansk Sprognævn, vil overveje, om hun og redaktionen skal tage udtrykket med i bogen "Nye ord i dansk". Her beskriver sprognævnet nye ord og vendinger og daterer, hvornår de første gang er opstået. "Det er en ordbog, der afspejler tiden og sprogudviklingen. Vi tager ting med, der er blevet almindeligt blandt almindelige mennesker. Og brugen af '1. advent' siger noget om tiden og vores forhold til julen," siger hun. Marianne Rathje kan dog også se, at denne betegnelse skaber debat i sproggrupper, og at især kirkefolk stritter imod. Men ifølge hende er kampen nok tabt – eller omvendt vundet af dem, der siger "første advent": "Det viser jo også, at der ikke længere er så mange, der tænker på Jesus, når de taler om advent. De tænker på lys i adventskransen og gaver, hvis man får sådan noget. Jeg forstår godt kritikken, men rent sprogligt må man bare sige, at når noget er så udbredt, er det sværere at hævde, at det er forkert," siger hun. Sognepræst i Hørsholm Kirke Rasmus Jensen har ikke bemærket, at vendingen "1. advent" har sneget sig ind i sproget, men han synes umiddelbart, at det lyder "lidt fjollet". "Selvfølgelig udvikler sproget sig, men de fire adventssøndage har en vigtig betydning. Jeg oplever, at det gængse stadig er at sige 'første søndag i advent'", siger han. Michael Ejstrup er sprogforsker og redaktør på Folketingets elektroniske opslagsværk, Sprogbasen. Han vurderer, at udtrykket "første advent" har fået godt fat i befolkningen. "Der kan gå ganske få år, før 'første advent' er blevet den måde, alle siger det på. Så er det andet blot den måde, man sagde det på i gamle dage," siger han. Er det ikke også et udtryk for sproglig dovenskab eller fattigdom? "Nej, nej, nej. Sproget bliver ikke fattigere. Det afspejler bare det samfund, vi har. Det sprog, vi havde for 100 år siden, var altså ikke meget bedre end det, vi har i dag. Det afspejlede bare bedre den verden, der var for 100 år siden. Sproget går ikke rundt og bliver fattigere, det går snarere rundt og bliver rigere i form af, at vi får mange nye ord. Vi får faktisk flere nye ord, end vi mister," svarer Michael Ejstrup. Men der sker vel et tab, måske ikke af sprog, men af historisk viden eller forståelse for, hvordan vores samfund er blevet bygget, når ordene forsvinder? "Der vil altid ske en forandring, fordi menneskets hjerne er en finit enhed. Vi kan ikke til alle tider vide alting om alting. Der vil altid være noget, der fylder mere og er mere påtrængende end noget andet. Det, vi har brug for sprog for, er det, vi har brug for at kunne snakke om lige nu." Og det er ikke blot ungdommen, der finder på nye ord eller udskifter de gamle. Nye vendinger vokser frem overalt, siger Michael Ejstrup. Det kan tage et år eller 100 år, før en vending er blevet almindelig. For "1. advent" er det formentlig gået relativt hurtigt, da det også er hurtigere at sige. Tryk for at læse mere
Nr. 116
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ny måling viser et blåt flertal. Men hvem kan lede en borgerlig regering? Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:00:00
Ved næste folketingsvalg kan der dannes et blåt flertal, hvis resultatet af den seneste Epinion-måling holder stik. Målingen viser, at Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti tilsammen kan få 94 mandater. Men er det realistisk med en blå regering, og hvem skulle stå i spidsen for den? Selvom Liberal Alliance er det største borgerlige parti i målingen med 11,8 procent af vælgernes opbakning, er det ikke oplagt, at formand Alex Vanopslagh bliver statsminister. Det siger Erik Holstein, politisk analytiker på Altinget. "Liberal Alliances økonomiske politik er for yderliggående til, at Alex Vanopslagh kunne blive statsminister. Jeg kan ikke se andre end Troels Lund Poulsen som statsminister for en blå regering," siger han. For ham at se vil Venstre med stor sandsynlighed kræve posten, hvis partiets formand, Troels Lund Poulsen, går tilbage til blå blok fra det nuværende samarbejde med Socialdemokratiet og Moderaterne. Den samme vurdering kommer fra politisk kommentator Hans Engell på spørgsmålet om, hvem der skulle lede en blå regering. "Det skal Troels Lund Poulsen. Jeg ser kun to mulige statsministerkandidater: Den ene er Mette Frederiksen, og den anden er Troels Lund Poulsen. Jeg kan ikke forestille mig nogle andre." Men burde det ikke blive lederen af det største blå parti, som altså i øjeblikket ser ud til at være Alex Vanopslagh? "Det synes jeg ikke. Venstre og de andre partier ville have meget svært ved det udfald på en række områder. Men nu må vi se, for Alex Vanopslagh har vist sig at være en behændig politiker. For det første skal Liberal Alliance dog være størst ved et valg, og for det andet skal partiet også kunne samle de borgerlige." De blå partier står langt fra hinanden politisk, især når det gælder EU, skattepolitik og udlændingepolitik, påpeger Hans Engell. Så hvis flertallet skulle bevæge sig mod højre, må man spørge, om "det kan bruges til noget". "Vi risikerer at få nogle meget besværlige regeringsforhandlinger efter det kommende valg. Problemet er, at vi ikke har et parti, som er meget stort og stærkt, som Venstre tidligere var. Flertallet vil bestå af en række partier i nogenlunde samme størrelsesorden." Erik Holstein mener, at Venstre sandsynligvis vil ende med at gå til valg på en "fleksibel melding", hvor både et samarbejde over midten og en blå regering holdes åbne. Og så betoner han, at en borgerlig regering vil kræve kompromiser. "Dannelsen af en blå regering med Venstre i spidsen ville eksempelvis kræve, at Dansk Folkeparti udviser en stor fleksibilitet og accepterer, at en pæn del af deres nye udlændingestramninger ikke bliver til virkelighed. Remigrationsudspillet får de aldrig Venstre med på. Men jeg tror, at DF vil være fleksible, når det kommer til stykket," forklarer Erik Holstein. Ifølge Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, er drømmen en statsminister fra Venstre, og det ligger ikke lige for at forestille sig Liberal Alliances Alex Vanopslagh som statsminister: "Det har jeg umiddelbart svært ved at se for mig. Alex Vanopslagh har heller ikke selv meldt sig på banen som statsministerkandidat. Men altså, alt kan ske," siger Jan E. Jørgensen. Venstre fik i den seneste måling 11,5 procents opbakning og blev det næststørste borgerlige parti. Men partiet har endnu ikke meldt ud, om Troels Lund Poulsen er statsministerkandidat. Det er selvom, der for nylig har lydt opfordringer til, at formanden burde træde frem som statsministerkandidat nu, hvor Socialdemokratiet står dårligt efter et nederlag ved kommunalvalget samt meningsmålinger helt nede på 17,5 procent. Men Venstres drøm om at stå i spidsen for en blå regering kan også blive svær at opfylde, siger Jan E. Jørgensen. "Drømmen kan blive et mareridt, hvis ikke det er en regeringsduelig regering," siger han. Der er nemlig nogle ting, som Venstre ikke vil gå på kompromis med i et regeringssamarbejde, hvor man ville skulle samarbejde med partier længere til højre: "Man skal anerkende spillereglerne i Kongeriget Danmark for at være i regering med Venstre. Man kan ikke rende rundt og foreslå ting, der er i strid med Grundloven og internationale forpligtelser eller kræve, at Danmark melder sig ud af EU." Tryk for at læse mere
Nr. 115
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Maja Lisa Engelhardt: Det er sjældent i familien, der er forståelse og åbenhed Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:00:00
At kærligheden sejrer over frygten, og at kærligheden jager alt væk. Jesus bliver jaget, men alligevel vender han sig om og går tilbage iblandt dem, der har jaget ham. Hvis du skulle prædike over bibelstykket, hvem ville du så lade teksten handle om? Kristus kommer hjem til sin familie – der hvor han er vokset op. Man ved som menneske, at når man er hos sin familie, så er det altid dér, det er sværest. Jeg kender ikke nogen mennesker, som ikke har problemer med deres familie på en eller anden måde, fordi der er så mange fordomme og usagte ting. Der er intet mere kompliceret end familieforhold. Mange mennesker bærer det med sig helt fra barndommen. Hvor har jeg dog selv hørt meget fra mine forældre – min mor, der var alkoholiker, og min far, der var skør. Men det handler om at acceptere det, forsone sig med det og tilgive. Hvad har det med bibelteksten at gøre? I bibelstykket fortæller Kristus, at det er andre mennesker, ofte fremmede, som er blevet frelst. Mennesker hjælper nogle gange fremmede mere end deres egne, fordi der blandt de nærmeste kan være gamle konflikter. Du kan møde mennesker, hvor du deler ånden, hvor der er forståelse og åbenhed, men det er sjældent i familien. Det er ens familie, der kan gøre en allermest ked af det – men også allermest glad. Familien rammer hjertet på en helt særlig måde. Fortæl en historie fra dit eget liv, som du tænker på, når du læser dagens tekst. Hver eneste gang der er et hvidt lærred i mit atelier, som jeg går i gang med at male på, er det så ufattelig svært at gøre færdigt. Jeg kæmper, jeg tramper, jeg slås, og det er en kamp uden lige – og først når jeg kommer ud til det punkt, og jeg står ved kanten, så bliver der en stilhed – og så pludselig er billedet der. Så kan jeg male, og så står jeg tilbage med billedet i hånden, fordi jeg har hentet det ude ved kanten. Jeg har aldrig nogensinde kunnet male et billede, uden at jeg har været helt ude ved den kant. Hvem har lært dig mest om Bibelen i dit liv? I mit barndomshjem var der ikke nogen bibel, og med en opvækst, hvor ord ikke hang sammen i handling, var jeg utrolig bange for at tro på noget forkert. Men en dag, da jeg gik på gymnasiet, gik jeg ind på biblioteket, og der lå Søren Kierkegaards "Kærlighedens gerninger". Han gentager sig selv igen og igen, og jeg blev ved med at læse det. Selvfølgelig har det nok været en begrænset måde, jeg har forstået teksten på, men jeg forstod det grundlæggende, og det gjorde, at jeg begyndte at læse Bibelen. Hvordan var det at finde vej til kristendommen i en familie, som ikke var kirkelig? Det var en ensom ting. Men sådan tænker jeg også, at troen må være. Det var noget, jeg beholdt for mig selv, men som en gave. Troen var så forbundet med min ufattelige glæde ved naturen og lyset og med, at jeg kunne tegne og male. Troen hang sammen med mit arbejde lige fra starten. Det var ligesom en hemmelighed, jeg havde for mig selv. I stedet for at tage hjem og skændes med mine forældre, fordi de opførte sig så vanvittigt, så kunne jeg omfavne dem og give dem omsorg. Kierkegaard har været min præst altid. Han var den, der ledte mig på vejen, og så har jeg selv lært at læse i Bibelen. Hvilken bibelsk fortælling har haft størst betydning for dig? Bjergprædikenen til evig tid. Det er utroligt, hvordan den kan blive ved med at leve. Og hele Johannesevangeliet læser jeg også igen og igen. Det rummer noget af det smukkeste omkring lyset og ordet. Hvornår var du sidst i kirke? Det er svært for mig at komme i kirke, når jeg bor ude på landet uden kørekort. Men hver søndag hører jeg radiogudstjenesten. Hvad har været den bedste gudstjeneste, du har deltaget i? En god gudstjeneste for mig handler om helheden – salmer, bønnen, ordet og musikken. Jeg var til en gudstjeneste i Lille Lodbjerg Kirke i Thy, hvor præsten Kaj Mogensen holdt en af de bedste prædikener, jeg nogensinde har hørt. Der var en ægte kærlighed til kirken og til menigheden og et utroligt nærvær i hans ord. Hvad har været din værste oplevelse med en gudstjeneste? Jeg lukker for radioen og læser selv dagens tekst, når sproget bliver hverdagsagtigt, eller hvis det bliver politisk. Politik hører ikke til i det hellige rum – der har vi brug for at høre noget andet end det, vi er fuldstændig omgivet af hele tiden. Tryk for at læse mere
Nr. 114
K_artikler Opdater⟳ ☝️
6 stjerner: Fra Angelico var renæssancens Walt Disney. Bare meget bedre Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:00:00
Kært barn har mange navne. Den florentinske maler, som i Danmark er bedst kendt under navnet Fra Angelico (omtrentligt fødselsår 1395, dødsår 1455), hed oprindelig Guido di Pietro. Han var født lidt nord for Firenze i Italien. Omkring 1418-1421 søgte han optagelse i dominikanerklostret i Fiesole for at aflægge munkeløfte. Da han senere havde vundet berømmelse for sit kunstneriske mesterskab, fik han tilnavnet Fra Angelico – den engleagtige frater eller broder. Men i Italien kalder man ham hyppigst Beato Angelico – den velsignede og engleagtige – hvilket forklarer titlen på den omfattende udstilling med hans værker, "Beato Angelico", vi nu kan opleve i Firenze. I 1438 flyttede han sammen med sine medmunke fra Fiesole til det nybyggede kloster San Marco i Firenze, som den rige mæcen, bankieren og politikeren Cosimo de' Medici (1389-1464) havde ladet bygge. Han bestilte en række fresker hos Fra Angelico, herunder den verdensberømte "Bebudelsen" (1440-1444). En betagende skildring af det øjeblik, hvor englen Gabriel lander fra Paradis og bebuder Maria, at hun skal føde Guds søn. I det hele taget er Fra Angelicos værker uforlignelige i deres levende fremstillingsformer, lysvirkninger og rumskildringer. I sagens natur er mange af dem permanente udsmykninger, der kan betragtes under rundturen i klostret, hvor vi kan opleve dem præcis, som munkene gjorde det i deres hverdag. "Bebudelsen", fresko, ca. 1443. Museo San Marco ved sovesalene på første sal. Foto: Museo San Marco. Bemærk den smukke engel Gabriel med de store vinger i mange farver. Han kommer fra en blomstrende have – fra Paradis. Bemærk også den intense blikudveksling mellem de to blonde figurer og det blide lys, der omslutter dem: Jomfru Maria belyses både fra haven og fra vinduet i hendes værelse. Giorgio Vasari (1511-1574), maler, arkitekt og verdens første kunsthistoriker, skrev sin kanoniserede kunsthistorie "Le vite de' più eccellenti pittori, scultori e architettori" (på dansk: De mest fremragende malere, skulptører og arkitekters liv) i 1550. Han skrev følgende om Fra Angelico, som jo for længst var død på det tidspunkt: "... han fortjener at blive holdt i den mest ærefulde erindring. Både som en fremragende maler og illuminator, og som den perfekte munk. Han kunne have levet et komfortabelt liv [...], men da han af natur var god og seriøs, for sin glæde og ro, og også for at frelse sin sjæl, gik han ind i dominikanermunkenes orden [...] Hans figurer har en himmelsk pragt og er så smukke, at de virkelig ser ud til at være i Paradis, og ingen, der ser dem, kan nogensinde blive trætte af at se på dem" [...] "Hans malerier af helgener har mere ånd og lighed med helgener end nogen anden malers." Fra Angelico: "Miraklet med det sorte ben". Detalje fra alterbillede i Basilica San Marco, Firenze. De to arabiske læger og tvillinger Sankt Cosmas og Sankt Damian er tidlige kristne martyrer fra det 3. århundrede. De praktiserede uden honorar. Her har de gennemført en transplantation af et ben, som de har taget fra en afdød, sort mand. Det afgørende var tilsyneladende hverken hudfarven eller racen, men at både patienten og den afdøde var kristne. At patienten overlevede, var et mirakel. Foto: Museo San Marco, Firenze Fremragende tekniker Fra Angelico var ifølge Vasari så følelsesmæssigt involveret i sine skildringer, at han angiveligt led med – og græd over – de tragiske skæbner i Bibelen, når han malede. Men han var samtidig en fremragende tekniker, hvis værker brænder igennem, og jeg gik personligt dybt bevæget fra udstillingen, som er delt i to: Anden del vises i det smukke Palazzo Strozzi, en kolossal renæssancebygning fra 1538, opført af bankieren Filippo II Strozzi (1428-1491). Udstillingen rummer mageløs billedkunst. Værkerne er senmiddelalderens og ungrenæssancens svar på Walt Disney, bare meget, meget bedre og meget, meget dybere: Fra Angelico er en gudbenådet billedkunstner, der visualiserer de bibelske scener, så alle kan identificere sig med de hellige personer og leve med i deres følelsesliv. Han inkarnerer på den ene side middelalderens fromme og rene kristentro, og på den anden side er han i stand til at skabe billeder, der forekommer så virkelige og undertiden overvirkelige – med en tidlig evne til at visualisere lys – ofte ved hjælp af bladguld – og virtuos brug af centralperspektiv – at han får os nutidsmennesker med på rejsen. Og så forstår han at give udtryk for menneskenes indre liv og deres mentale kvaler, glæder og interaktion. Vi er meget langt fra middelalderens mere skabelonagtige ikoner og stiliserede, stive menneskeskildringer. Hos Fra Angelico er situationerne ofte skildret dynamisk og med en smittende inderlighed. Fra Angelico: "Forhånelsen af Kristus", fresko i San Marco, Firenze, 1441. Kristus sidder på en rød kasse, der er en hån af en trone. Han holder en træstav som scepter og en glaskugle som rigsæble. Han bliver spyttet på, man forsøger at fjerne hans hovedbeklædning, og han bliver slået med slag. Ikke desto mindre holder han sig rank og i fokus. Foran ham sidder Jomfru Maria og Sankt Domenikus, der læser om hændelsen i Bibelen. Førstnævnte vender sig væk i væmmelse med den ene hånd presset mod sin kind. Jesu hvide kåbe og opstandelsens kors i hans glorie giver løfte om, at han til sidst vil sejre. Foto: Museo di San Marco. Fra Angelico oplevede personligt de store forvandlinger, som skete i Firenze fra hans ungdom og frem. Byen opnåede i hans tid en mægtig opblomstring, foranlediget af blandt andre den rige og kulturelskende Medici-slægt. En af de kunstnere, som han ofte sammenlignes med, var den tidligt døde Masaccio (1401-1427), hvis berømte fresko med motiv af Adam og Evas uddrivelse fra Paradis kan ses i den nærliggende kirke Santa Maria del Carmine. Her fanger Masaccio hele dramatikken og den utrøstelige sorg, de to første mennesker føler ved udvisningen fra Paradis. Helt derhen når vores hovedperson ikke, men skildringen af eksempelvis Jesus, der græder blod under sin smertende tornekrone, går lige i sjælen. Denne altertavle af Fra Angelico kaldes den franciskanske triptykon. Den tilhører Museo San Marco i Firenze. Den er forsynet med fem såkaldte predellaer (fodstykker), hvor kunstneren forholder sig meget mere frit til Bibelen. Det er malet i 1428-1429 på bestilling af den rivaliserende munkeorden franciskanerne. Her anvendte han tidens dyreste materiale i rigelige mængder: guld, sølv og lapis lazuli. Bemærk, at Jomfru Maria er langt større end de helgener, der flankerer hende, herunder den hellige Frans af Assisi, der optræder tættest på hendes venstre side. Foto: Museo San Marco, Firenze Den velsignede propagandist fra Paradiset Fra Angelico havde et produktivt værksted allerede tilbage i Fiesole-tiden. Han benyttede assistenter, der hjalp ham med at male et stort antal altertavler både til klostre og kirker og til de forskellige mæcener, der kommissionerede værkerne. I løbet af det 19. århundrede var hans altertavler blevet så efterspurgte, at mange af dem blev demonteret fra kirkerne og solgt videre, hvilket især skete under Napoleons erobring af Toscana, som var under fransk hegemoni mellem 1801-1815. Udstillingen i Firenze samler værker, indlånt fra kunstmuseer i så forskellige byer som Milano, New York, Frankfurt, Oxford med flere og naturligvis også fra Fiesole – og også fra private samlinger. I 1970 skrev den italienske forfatter Elsa Morante (1912-1985) et essay med titlen "Den velsignede propagandist i Paradiset". Her stillede hun spørgsmålet, hvorvidt Fra Angelico, som hun omtalte med hans fødenavn Guido di Pietro, havde deltaget i revolutionen. Hermed mente hun den revolution i kunsten, som skete under renæssancen. Udstillingen bevidner, at det gjorde han. Det ses tydeligt, når man følger hans rivende udvikling som kunstner fra de tidlige altertavler til de sene. Hans mestring af virkemidlerne stiger med årene sammen med evnen til at destillere hændelserne fra Bibelen til en enkel og lineær fortælling, der som nævnt anskueliggør tragedierne på en let identificerbar måde. Men allermest interessant og intenst sker dette i hans såkaldte predellaer, fodstykker, der hæver altertavlerne op over de murede alterborde, og som løber som en tegneserie med mange skiftende sekvenser. "Dommedag", detalje. Tempera og guld på træ, 1426-1427, San Marco i Firenze. I det meget detaljerede og myldrende billedrum ses englen og munken omfavne hinanden jublende, efter at de som fromme kristne er kommet i Paradis. Bemærk glæden, der strømmer mellem de to aktører og den blomstrende have, som omgiver dem. Her ses også flere andre fromme mennesker, som er fremstillet i stærke farver. I Paradis er der lys, luft og kærlighed. Foto: Museo San Marco Udstillingen, der er forskningsmæssigt funderet – hvilket fremgår af det digre katalog med de mange noter og henvisninger – er den største med kunstneren siden 1955, hvor man markerede hans 500-året for hans dødsdag med udstillinger både i San Marco-klostret og i Vatikanmuseet i Rom. Men man gør klogt i at booke timeslot, hvis man bevæger sig til Firenze, for at opleve dette enestående kunstnerskab. Beato Angelico i Museo San Marco og Palazzo Strozzi i Firenze. Til 25. januar. Rigt illustreret katalog, 440 sider på engelsk og italiensk. Tryk for at læse mere
Nr. 113
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristeligt Dagblad mener: Det moderne menneske har brug for adventstiden Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:00:00
Der er ikke meget, det moderne menneske skal vente på. Internettet har gjort viden til noget, man kan søge frem på få sekunder, varer kan bestilles hjem med et klik, og europæiske storbyer kan nås på få timer. Og hvis der så endelig er noget, man bliver nødt til at vente på, bruger mange tiden med en telefon i hånden, så den ikke længere føles som det, den er: ventetid. Her er der en e-mail, der kan besvares. En nyhed, der kan læses. En podcast, der kan lyttes til. En video på sociale medier, der kan underholde, indtil bussen kommer, eller ens nummer råbes op på apoteket, og man tvinges til at kigge op. Den herskende optimeringstrang i tiden og skærmenes opmærksomhedstyveri udfordrer den ufornuftige, men alligevel ganske meningsfulde ventetid, der har været med til at forme menneskelivet gennem årtusinder. Ja, vi er simpelthen blevet dårligere til at vente, som man kunne læse i en artikel i Kristeligt Dagblad fredag, fordi det er uvant for os. Det er en trist udvikling. For den stille ventetid kan give anledning til refleksion og små naturlige pauser, hvor man pludselig får øje på den kat, der er ved at kravle op ad rækværket på den anden side af vejen, fuglen, der synger, eller himlen, der er i gang med at skifte farve. De små ting, der indgyder livsmod, og midt i en helt almindelig hverdag er med til at fylde en med forbløffelse over den gave, livet virkelig er. Men heldigvis er der også i den moderne verden noget, der står i kontrast til den ellers dominerende samfundsudvikling. I morgen er det første søndag i advent, og dermed indledes den stille tid frem mod jul og Jesu fødsel. Hver søndag de næste fire uger tænder mange danskere et lys, der peger frem mod det store lys, julen, Herrens komme, eller "Adventus Domini", som det hedder på latin. Og her er der ingen snydekoder eller skærme, der kan få ventetiden til at forsvinde. For nu handler det netop om at vente – og om alt det, ventetiden har med til os. I en på mange måder larmende, travl og hektisk verden er adventstiden en kærkommen lejlighed til at give plads til ro, fordybelse og eftertænksomhed. Nu skal ventetiden ikke bare udholdes, den skal omfavnes. Og ja, her kan det indvendes, at der paradoksalt nok også er nogle, der opfatter adventstiden som en stressende tid, hvor der skal købes de rigtige julegaver og gøres klar til den helt rigtige juleaften, der for nogle bliver endnu et område at præstere på. Ganske positivt er det derfor, at det ifølge en ny rundspørge fra Kristeligt Dagblad, der beskrives i lørdagens avis, faktisk kun er 9 procent, der forbinder adventstiden med stress. For adventstiden rummer netop et vigtigt budskab i et samfund, der har svært ved at vente, og hvor evnen til at fordybe sig er udfordret af de mange skærme og techgiganter, der kæmper om vores tid. Der er god grund til at vende sig mod adventstidens kerne, tænde et lys ad gangen og tage imod den ventetid, der leder frem mod den 24. december. Man kan begynde med at lægge telefonen fra sig, gå i kirke på søndag og være dér og kun dér, al den tid en gudstjeneste tager. Tryk for at læse mere
Nr. 112
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det er altså de andre Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:00:00
Første søndag i advent Lukasevangeliet 4, 16-30 Lad os lige forestille os, hvad der ville ske, hvis nu en mand eller en kvinde med profetisk gave (altså en rigtig, ægte gave) kom ind i vores kirke og proklamerede med en rigtig, ægte hilsen fra Gud: "I tager fuldstændig fejl her. Det er ikke jer herinde, der er Guds børn. Det er ikke jer, der hører til Guds rige. Det er dem derovre, dem i den anden religion, der har ret! Det er altså de andre, der bliver frelst." Det vil jo nok ikke ske. Men det må vel være cirka sådan, de gode indbyggere i Nazaret har oplevet det! Rygterne om Jesus havde allerede svirret. De havde hørt om "alt det, der er sket i Kapernaum". Og det må sikkert handle om de uddrivelser og helbredelsen af den lamme, vi ellers kender fra Markus. Så nu, hvor Jesus kommer til sin egen hjemby, må det være indlysende, at han hæver barren lidt og gør noget endnu mere spektakulært. Og Jesus lægger da også ud med noget meget lovende: "Jeg er blevet salvet af Herren ligesom de gamle profeter. For jeg skal både bringe glædesbud, sætte fanger fri og gøre blinde seende! Nu kommer den nye tid!". Ikke så sært, at de først bliver begejstrede; det var jo lige det, de havde brug for! Men i stedet for at benytte anledningen og folkestemningen til at fremme sin gode sag, smider han en spand koldt vand i hovedet på dem: "Jeg ved allerede, at I i virkeligheden aldrig vil anerkende mig! Så det vil gå med jer, som det gik med Israel på Elias' og Elisas tid: Guds gerninger vil gå uden om jer og til andre, som I i dag foragter!". Det er faktisk et gennemgående tema i Jesu forkyndelse: De selvretfærdige, der mente at have forrang i Guds rige og forret til frelsen, de blev sat uden for. Og de, der ikke havde ret til noget som helst, de blev lukket ind. I stedet for dem, der var indbudt til festen, bliver salen fyldt op af fattige, vanføre, blinde og lamme. Til ypperstepræsterne og de ældste, altså den absolutte elite, sagde han ligefrem: "Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter." Og: "Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer." Jeg elsker Jesu vidtåbne favn og hans kærlighed til synderne, til de marginaliserede og foragtede i samfundet. Det er "godt budskab", det er "frigivelse for fanger", det er "frihed" og "nådeår" ... ... men hvad nu, hvis jeg i virkeligheden står på de selvretfærdiges side? Hvad nu, hvis mine kristelige fortrin i virkeligheden fører mig væk fra hans vidtåbne favn? Glemmer jeg, at han frem for alt er "synderes ven"? Søndagsordet skrives på skift af domprovst i Ribe Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor emeritus, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen. Tryk for at læse mere
Nr. 111
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Genbrugsbutikker oplever nedgang: Fører til fyringer og nedlæggelse af stillinger Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:00:00
Genbrug har i årevis været en god forretning for de organisationer, der samler ind til velgørende formål. Det er mange hundrede millioner kroner, som en hær af frivillige, ofte pensionister, fordelt i butikker over hele landet, gennem årene har samlet ind til organisationer som Danmission, Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors. Men for første gang i den tid, man har analyseret markedet, blev der sidste år målt minusvækst på genbrugsområdet. Sammenlignet med året før oplevede genbrugsbutikkerne over hele linjen i 2024 en tilbagegang på 7,1 procent. Det viser en opgørelse, som indsamlingsorganisationernes brancheforening, Isobro, har lavet, og ifølge Kenneth Kamp Butzbach, der er generalsekretær, er der grund til at tro, at man i 2025 vil se en lignende tilbagegang. "I al den tid, Isobro har eksisteret, har vi i vores årlige undersøgelser set vækst på genbrugsmarkedet. Det var der ikke i 2024, og selvom vi ikke har tallene for 2025 endnu, så hører vi, at tendensen er den samme," siger Kenneth Kamp Butzbach. Der er de senere år kommet flere aktører på genbrugsmarkedet, for eksempel de mange onlineplatforme, hvor man kan sælge sit brugte tøj, og også loppestande, hvor man kan have sin egen hylde. Selvom det har stillet højere krav til genbrugsbutikkerne, skal det dog ses som en positiv og sund konkurrence, der har udvidet markedet indtil videre, mener generalsekretæren. Derfor skal man finde hovedårsagen til tilbagegangen et andet sted, vurderer han. "En af de store faktorer er formentlig kommunernes tekstilindsamling. Den betyder, at du nu kan komme af med dit brugte tøj der, hvor du afleverer dit skrald. Så du behøver ikke længere at tage på genbrugspladsen, hvor der jo står en container til tøj fra Danmission eller Røde Kors," siger han. Derudover er meget af det tøj, der bliver indleveret, ganske enkelt usælgeligt, fordi det er købt billigt på nettet og er af den dårlige kvalitet, man kan forvente af tøj fra kinesiske webshops. "Det betyder, at vores medlemsorganisationer modtager mindre tøj, de kan sælge," siger Kenneth Kamp Butzbach fra Isobro. Det er noget, man mærker i Danmissions Genbrug i Bazar Vest i Brabrand i Aarhus, forklarer den lokale formand for butiksudvalget, Karen Søndergaard. "Vi får færre ting ind, og vi kan mærke, at der bliver mindre tøj, vi kan sælge. Det er ærgerligt, for vi synes, vi gør en stor indsats i en god sags tjeneste. Det, man ikke ser, er, hvor meget arbejde vi lægger i at reparere en lynlås, gøre en pande ren, ordne en højtaler, der er defekt. Alt det arbejde drukner på en måde i, at det, vi får leveret, er af dårligere kvalitet," siger hun. Karen Søndergaard uddyber, at man i den butik, hun arbejder i, faktisk ikke oplevede en tilbagegang sidste år. Men det gør man helt klart i år. "Vi har et fald i omsætning på 17 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år," siger hun. En organisation som Danmission har 66 genbrugsbutikker, der sidste år bidrog med et overskud på 16,3 millioner kroner. Det er omkring en fjerdedel af hele Danmissions økonomi. At markedet er presset kom til udtryk for ganske nylig i organisationen, som nu har set sig nødsaget til at sælge ud af fast ejendom i Hellerup samt at nedlægge adskillige stillinger, fordi økonomien ikke hænger sammen næste år. Generalsekretær Julie Koch har til Kristeligt Dagblad forklaret, at et presset genbrugsmarked er én af årsagerne. Når det er sagt, bliver der dog endnu ikke slået alarm hos Isobros medlemsorganisationer. Genbrugsbutikkerne genererer fortsat et overskud, og tilbagegangen skal ses i lyset af, at der de sidste mange år har været massiv vækst på området. Samlet set er indtjeningen på genbrug fra 2020 til 2025 steget med 69 procent, fremgår det af Isobros rapport. Trods tilbagegang er indtjeningsniveauet for 2024 altså samlet set højere, end det var i 2022. Men samtidig er udgifterne til husleje og el også steget de fleste steder, og selvom man stadig genererer et pænt overskud i mange butikker, skal der arbejdes hårdere for hver krone, konkluderer Anne-Line Dufri, der er leder af genbrugsområdet i en anden velgørende organisation, Mission Afrika, hvor man driver 54 butikker med mere end 1400 frivillige. "Genbrugsområdet har nærmest kørt sig selv tidligere, men sådan kan man ikke gribe det an længere. Man er nødt til at have en klar ledelse, også ude i butikkerne, og arbejde målrettet og strategisk med dem, der står med driften i hverdagen, så de bliver understøttet på den bedst mulige måde," siger Anne-Line Dufri. Tryk for at læse mere
Nr. 110
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Danskernes moral er avanceret, når det kommer til sort arbejde Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:00:00
Den ene dag kan det være naboen, som lover at fikse din gamle bil, hvis du til gengæld vil male hans entré. Den anden dag kan det være din gamle frisør, som kommer forbi til en kop kaffe og samtidig giver familiens forpjuskede frisurer en overhaling for lidt kontanter og en flaske portvin. Selvom det kan lyde som uskyldige øjeblikke i almindelige danskeres hverdagsliv, er der i bund og grund tale om økonomisk snyd, hvis man undlader at oplyse Skat om arbejdet. Ikke desto mindre er det en form for snyd, mange har tendens til at acceptere. Ifølge en stor nylig opgørelse fra Rockwool Fonden udfører hver femte dansker i løbet af et år sort arbejde. Tilsammen løber det sorte arbejde op i cirka 31 milliarder kroner årligt. Men hvorfor er det, at mange har tendens til at se igennem fingre med den slags lovbrud? Det er et spørgsmål, Camilla Hvidtfeldt over årene har forsøgt at dykke ned i. Hun er sociolog og seniorforsker hos Rockwool Fonden, og hun siger, at en af de vigtigste forklaringer på, at danskerne gerne bøjer loven ved sort arbejde, ganske simpelt er, at man kan spare penge. Men der er alligevel mere at sige til spørgsmålet end sparsommelighed. For danskernes moral virker til at være noget knudret på området. Eller måske snarere avanceret, som Camilla Hvidtfeldt udtrykker det. "Danskernes syn på sort arbejde afhænger meget af, hvem der udfører det. Vi er for eksempel mere tilbøjelige til at acceptere, at en ung studerende får sorte penge for at passe børn, end at en kontanthjælpsmodtager gør det. Får man noget fra det offentlige i forvejen, skal man ikke arbejde sort. På samme måde ser mange skævt til, hvis højtuddannede og højtlønnede arbejder sort," siger hun. Beløbet er også en af de faktorer, der spiller ind på danskernes syn på sort arbejde. Mange har deres egen personlige grænse for, hvornår et stykke arbejde kan klares uden faktura, forklarer Camilla Hvidtfeldt. "Vi har i tidligere undersøgelser set, at hvis man kommer over et beløb på op mod 50.000 kroner, vil mange sige, det er for meget. Til gengæld er folk blinde over for de mange små beløb. Man ser måske ikke det store problem i at betale nogen 1000 kroner sort hver anden uge for at gøre rent derhjemme, selvom det løber op i 25.000 kroner om året," siger hun. Ifølge Rockwool Fonden har omfanget af danskernes sorte arbejde ligget meget stabilt over årene. Til gengæld forklarer Camilla Hvidtfeldt, at der har været en tendens til, at villigheden til at arbejde sort har været svagt faldende. En politisk modstandskamp En del af fortællingen om Danmark er ellers, at vi mere eller mindre velvilligt accepterer et højt skattetryk for til gengæld at have et udbygget velfærdssamfund. Set i det lys virker det skævt, at der alligevel er en relativt udbredt accept af sort arbejde. Men måske er der alligevel en sammenhæng. Sådan lyder analysen fra samfundsforsker og lektor emeritus ved Aalborg Universitet Johannes Andersen. "Der er unægtelig et element af en politisk modstandstankegang i danskernes syn på sort arbejde. Man tænker, at det trods alt kun drejer sig om små beløb. Og så kan de politikere i øvrigt også lære det. For de kræver i forvejen alt for meget i skat. På den måde bliver det sorte arbejde tænkt ind som en del af en politisk modstandsbevægelse imod at betale mere i skat," siger han. Johannes Andersen understreger, at det dog ikke ændrer på, at det er et demokratisk problem, at danskerne til en vis grad accepterer sort arbejde. De demokratiske normer tilsiger, at man følger loven og betaler sin skat. Hvis man alligevel insisterer på at se på noget positivt i tendensen, kan sort arbejde være med til at bekræfte en form for socialt netværk, man også hylder meget i vores kultur, forklarer Johannes Andersen. "Sort arbejde lægger sig ofte tæt op ad vennetjenester. Og normalt vil vi jo sige, det er godt at have et stærkt netværk og gode venner, der kan hjælpe en. Sort arbejde kan være en del af en bekræftelse af et socialt netværk, hvor man kender en, der kender en," siger han. Offeret er skjult Spørger man Skat, er der dog ingen undskyldninger for at arbejde sort. Man risikerer velvoksne bøder, hvis det bliver opdaget. Bevæger man sig over i moralfilosofiens verden, finder man heller ikke nogen god undskyldning for at købe eller tage arbejde bag skattevæsenets ryg, lyder det fra Lasse Nielsen, lektor i moralfilosofi ved Syddansk Universitet. "Principielt set er der ikke nogen velfunderet moralsk begrundelse for, hvorfor sort arbejde skulle være mindre problematisk end anden økonomisk kriminalitet. Hvis danskere har tendens til at mene det, tager de fejl," konstaterer han. Alligevel er der noget ved essensen af sort arbejde, som gør, at det dog kan opleves anderledes end andre lovbrud. Lasse Nielsen forklarer, at det blandt andet hænger sammen med, at sort arbejde lægger sig tæt op ad en venskabs- og naturalieøkonomi, og ofte er der tale om relativt små beløb. På den måde adskiller det sig i hvert fald i graden af alvor fra den mere organiserede og omfattende økonomiske kriminalitet, understreger han. Lasse Nielsen tilføjer, at sort arbejde også adskiller sig fra anden kriminalitet ved, at det er diffust, hvem det egentlig går ud over. Der er ikke et konkret offer på samme måde, som hvis man stjæler penge fra nogen. "Næsten ligegyldigt hvem vi går til af de store moralfilosoffer, vil de sige, at der er noget alarmerende moralsk forkert ved at snyde en anden person for egen vindings skyld. Uanset om man tager fat i K.E. Løgstrups etiske fordring eller Immanuel Kants pligtetik, er der noget fundamentalt forkert i at misbruge andres tillid til selv at få penge. Men ved sort arbejde er det ikke særlig konkret, hvem denne anden er, man forbryder sig mod. De involverede personer får jo, hvad de skal have. Det er samfundet som helhed, der går glip af noget, det alligevel ikke vidste, det havde krav på. Det betyder ikke, at sort arbejde moralsk set kan forsvares. Men det kan forklare, hvis nogen oplever det som et mindre alvorligt lovbrud," siger han. Tryk for at læse mere
Nr. 109
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Engang var advent en religiøs forberedelse. I dag er det en kulturel ventetid. Hvad gemmer sig bag traditionerne? Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 19:00:00
"Velkommen grønne adventskrans med dine lys så hvide, de har så mild en højtidsglans, nu er det adventstide." Sådan lyder den første del af sangteksten til Laif Møller Lauridsen og Bodil Dittmars "Velkommen, grønne adventskrans" fra 1952. Sangen byder adventen velkommen, men hvad er adventstiden ud over krans og lys, og hvordan har den ændret sig gennem tiden? Kristeligt Dagblad har spurgt sognepræst Benedicte Hammer Præstholm og Den Gamle Bys juleinspektør Anna Wowk Vestergaard om adventstidens betydning fra et historisk perspektiv. Hvad symboliserer advent? Anna Wowk Vestergaard: "Ser man på det i en folkelig betydning, kan det oversættes til den forventningens glæde, der dækker perioden frem til jul. Læser man 'Peters Jul' fra 1866, står der: 'Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, så ved jeg, julen kommer.' Så den er en forberedelsesfase og en forventningsglæde, der har fulgt os i lang tid." Benedicte Hammer Præstholm: "Advent lyder som noget, der handler om at vente, og det gør det egentlig også, men ordet kommer af det latinske adventus domini, altså Herrens komme. Det er en ventetid, hvor man venter på, at Jesus bliver født. Advent er en forberedelsestid, som historisk set også har været en fastetid." Hvordan blev advent markeret førhen? Anna Wowk Vestergaard: "Man har brugt adventstiden til at tælle ned i forhold til de forberedelsesopgaver, der har været i hjemmene. Det er også det, der ligger i teksten fra 'Peters Jul': Faderen går ud og køber ind, Peter ser, lommerne er fyldte, og moderen giver besked til bageren om, hvad der skal laves. På landet har der skullet slagtes og bages, og juleøllet skulle laves i god tid, så det kunne stå og gære." Benedicte Hammer Præstholm: "Man gik i kirke og hørte adventsteksterne om eftertænksomhed, håb og længsel efter lyset, og man sang adventssalmerne. Vi har et stort arsenal af smukke adventssalmer i salmebogen, for eksempel 'Blomstre som en rosengård'." Hvorfor forsvandt den traditionelle adventsfaste i Danmark? Anna Wowk Vestergaard: "Fasten og dens strenge krav har passet dårligt til de forberedelser, der lå op til julen. Når man har slagtet, har man haft en overflod af fersk mad med relativt kort holdbarhed, så det har givet mening at spise noget af det, der ikke skulle røges eller saltes." Benedicte Hammer Præstholm: "Da Danmark efter Reformationen ikke længere var et katolsk land, mistede den konkrete faste sin betydning. Baggrunden var blandt andet protestantismens kritik af fasten som en god gerning, mennesket kunne rose sig af over for Gud. Faste kunne i stedet forstås som en opfordring til næstekærlighed." Hvornår kom adventskransen til Danmark, og hvilken betydning har den? Anna Wowk Vestergaard: "Det er en tradition, der kommer fra Tyskland. Den kom til Haderslev omkring 1900, og i Aabenraa tog man traditionen til sig i 1914. I 1915 fik den lokale kirke i Aabenraa også adventskrans, og herefter bredte traditionen sig i Sønderjylland og opefter. Det interessante er, at det lader til, at det er hjemmet, der tager traditionen op før kirken. Først efter at adventskransene er i hjemmene, kan kirken se, at det er stemningsfuldt. Gennem tiden har der været tradition for både at have fire og seks lys og også at tænde dem hver dag i stedet for kun om søndagen." Benedicte Hammer Præstholm: "I kirkerne fik kransen lilla bånd, fordi advent er lilla i kirkeåret. Symbolikken er, at lyset breder sig: først ét lys, så endnu et – håbet vokser i en mørk tid." Hvordan afspejler adventstraditionerne samfundsudviklingen? Anna Wowk Vestergaard: "Velstandsstigningerne betød, at vi fik pakkekalendere og ikke kun papirskalendere. I 1994 kom skrabejulekalenderen. Her begyndte voksne også at blive et marked. Velstandsstigningerne har betydet, at der er blevet lagt flere og flere lag på. Da fjernsynet kom, kom tv-julekalenderen også, og den hjælper også med at tælle ned til jul." Benedicte Hammer Præstholm: "Ligesom så mange andre laver jeg selv pakkekalendere til mine børn, og man kan også se på de traditioner, vi har i kirkerne, at julen rykkes længere og længere tilbage. Det skyldes blandt andet, at vi gerne vil fortælle om julen til mange forskellige målgrupper og holder mange juleafslutninger i løbet af december. Der skal vi selvfølgelig synge 'Et barn er født i Betlehem'." Er advent blevet mere kulturel end religiøs? Anna Wowk Vestergaard: "Jeg mener, at der er en parallel udvikling til julens udvikling i det hele taget, hvor forberedelser gennem mange hundrede år har været i hjemmene, hvor man løber julen ind. I hjemmene forbereder vi os til festen, og religiøst forbereder man sig til det kirkelige budskab. Men for mange fylder det kulturelle nok mest." Benedicte Hammer Præstholm: "Ja, folkeligt står advent svagt, fordi december opleves som juletid fra den 1. december. Advent er nærmest blevet opslugt af én lang julefejring." Hvad er den mest udbredte adventstradition i dag? Anna Wowk Vestergaard: "Når man kigger på, hvordan danskerne fejrer jul, så gør vi grundlæggende meget, der er ens, men noget af det handler også om at finde ens families egen identitet, og det kan man med adventsperioden. Rigtig mange har en advents- eller julekalender til lige præcis den person, man nu skal give den til. En portvinskalender, en hjemmelavet kalender eller noget tredje. Mit indtryk er, at adventskransen er en temmelig udbredt tradition, fordi den er enormt nem at skalere op og ned. Man kan købe en dyr adventskrans hos blomsterhandlerne, men man kan også købe en billig krans i et supermarked og tilføje sin egen pynt eller købe en stage og bruge den samme år efter år. Lys i mørket er noget, der er genkendeligt og nemt at have behov for, uanset hvor man er." Benedicte Hammer Præstholm: "Den største forskel er i hvert fald, at vi i dag fejrer jul fra den 1. december og næsten ikke advent. De fleste aner ikke, at advent kan forstås som noget andet end jul – og af alle mulige gode grunde. Efter halloween bliver vi bombarderet med juleting, så advent ligger skjult under overfladen." Hvilke nye skikke er kommet til? Anna Wowk Vestergaard: "Markedet for at tælle ned til jul er blevet udvidet, i takt med at samfundet er blevet rigere og rigere. Med tiden er der også kommet fokus på at dele sit overskud i julen med forskellige indsamlinger og gavemærker, hvor man kan købe noget og samtidig støtte." Benedicte Hammer Præstholm: "Noget af det, jeg synes er ret imponerende, er, at der faktisk er kommet en ny adventssalme, som lader til at gå hen og blive en nyklassiker, nemlig den der hedder 'Hold håbet op'. Det er faktisk lykkedes nogen at skabe en helt ny adventssalme, som tydeligt markerer advent: Den handler om ventetid, nævner ordet 'advent' og understreger, at mørket nok skal vige, for Han kommer." Tryk for at læse mere
Nr. 108
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Dyrelæge: Det er ikke en farbar vej at avle så mange grise Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:50:00
I denne uge fik danskerne igen foruroligende optagelser af danske smågrises forhold at se. Denne gang stammer billederne fra tre svineproducenter med topposter i interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer, der alle er med i TV 2's nye dokumentar "Hvem passer på grisene? Afsløring hos landbrugets top". John Haugegaard, dyrlæge og formand for dyrlægeforeningens faggruppe for grise, hvad tænker du, når du ser optagelserne? Det er jo forfærdeligt at se på. Jeg vurderer, at en del af det er sjusk fra landmændenes side, en del er overskridelse af dyrevelfærdsloven, og en del er ganske almindelig praksis og sådan, som det foregår derude. Er det her dagligdag i danske grisestalde? Døde grise og grise, der ligger i en bunke og fryser, er desværre noget, vi ser af og til, og det er efter min vurdering en overskridelse af dyrevelfærdsloven. Man fravænner grise – en proces, hvor pattegrise skilles fra soen – i afdelinger, der ligner dem i optagelserne, hvor forholdene ikke lever op til kravene. Det skyldes den eksplosive vækst i antal levendefødte grise per so, der gør, at landmændene er nødt til at have ammesøer, altså dyr, der passer på andre søers grise. De kæmper virkelig for at få grisene til at overleve, og det er den positive side af sagen. Men pattegrisene er ofte for små, når de fravænnes, og jeg kender kun få landmænd, der har reduceret antallet af søer i deres besætning i takt med, at kuldstørrelsen er vokset. Hvorfor forøges kuldstørrelsen? Det har man konsekvent avlet efter fra Landbrug og Fødevarers side. Siden 2009 har man øget kuldstørrelsen fra 13,5 til 20 levendefødte grise per kuld, men soens malkeevne er slet ikke fulgt med. Det er ikke et problem, hvis man samtidig havde reduceret antallet af søer i besætningen eller udvidet sit antal af farestier, så man havde nok plads til at have grisene rendende i 25-26 dage hos en ammeso. Ellers har man faktisk en overproduktion, og det ser man en hel del steder. Skal søerne ikke bare føde færre grise? Jo, det synes jeg. Landbrug og Fødevarer er nødt til at indse, at det ikke er en farbar vej at avle så mange grise. Men det har de svært ved at acceptere, fordi man får mellem 400 og 650 kroner for en gris, når man sælger den til Tyskland. Så jo flere grise, jo bedre. Det skal dog siges, at Landbrug og Fødevarer har opsat nye avlsmål, som ser ud til at give stærkere pattegrise, men det er bare ikke nok kun at gøre dette. Har grisene det dårligere i Danmark end i andre lande? Det er svært at svare på. På nogle områder har grisene det bedre i Danmark, men på andre står det værre til. Svenskerne, nordmændene og finnerne har dog signifikant bedre dyrevelfærd, end vi har i DK. Tryk for at læse mere
Nr. 107
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristeligt Dagblad mener: Dyreetik er for vigtig til at overlade til de få Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:45:00
Danmark er et landbrugsland, siger man, og et opslag i Højskolesangbogen bekræfter det. Mange sange priser det land, langt de fleste danskere er rundet af, omend de fleste i dag bor i byerne. Derfor er det heller ikke overraskende, at det indimellem slår gnister mellem de landmænd, der i dag er tilbage, og som jævnligt føler sig udsat for kritik, hetz og uretfærdig behandling, og det flertal i befolkningen, som bor i byerne, og som nok vil have dyrevelfærd, men som også efterspørger billige koteletter. Jovist er dobbeltmoralen blandt byfolkene til at få øje på. Men de, der kritiserer landbruget for at drive rovdrift på natur og dyr, har en pointe, og i dag er det mere korrekt at sige, at Danmark er et industriland, når det kommer til fødevareproduktion. Navnlig svineproduktionen er industrialiseret i en sådan grad, at en familie, der i begyndelsen af 1980'erne opdrættede grise, ville have svært ved at genkende virkeligheden, hvis de i dag trådte ind på en moderne svinebesætning. I 1982 var der 55.000 svineproducenter – i dag er tallet omkring 2000. Mens antallet af producenter altså er gået ned – på samme måde som antallet af slagterier – er andre tal gået dramatisk op. En so får i dag gennemsnitligt 20 grise pr. kuld. Det er langt mere end før i tiden og ikke uproblematisk. Hver eneste dag dør 25.000 smågrise i de danske stalde. Og vi er ikke længere et land, der producerer mad fra jord til bord. Mange slagterier er lukket, og mens der i 2004 blev kørt to millioner grise til udlandet til slagtning, er tallet i dag på 16 millioner. Hver eneste dag året rundt køres omkring 45.000 levende svin ud af landet for at blive opfedet og siden slagtet i blandt andet Rumænien, Polen, Italien, Serbien eller Tyskland, hvor den slags er billigere, end det er i Danmark. De lange dyretransporter udgør et selvstændigt problem, og det har vist sig svært at kontrollere. Tusinder af slagteriarbejdere er fyret, og i dag er eksporten af levende dyr højere end antallet af slagtninger herhjemme. Det skyldes selvsagt ikke hensynet til dyrene, men er alene et spørgsmål om økonomi. Det er stærkt uheldigt, at et vigtigt spørgsmål som dyrevelfærd eller mangel på samme på danske svinebesætninger er blevet til et spørgsmål om, hvorvidt det er i orden eller ej, at aktivister er trængt ind på ejendomme ejet af toppen af dansk landbrug, hvor de har filmet uden tilladelse. Det er ikke i orden, og det havde været enkelt for i dette tilfælde TV 2 at dokumentere forholdene uden aktivisters medvirken. Blandt andre har Dyrenes Beskyttelse valgt på lovlig vis og offentlig vej at køre efter en af de daglige danske svinetransporter til Italien og efterfølgende forelagt dokumentationen for en overrasket repræsentant fra Fødevarestyrelsen, der udtalte, at "det ser ud som om, at denne transport gennemføres i strid med alle regler og anstændighed". Samme kritik lyder fra formanden for de dyrlæger, der har med svin at gøre. Han taler om "systematisk overtrædelse af dyrevelfærdsloven". I flere årtier har der nu været debat om svineproduktionen, lovgivningen justeres, og kontrollen indskærpes. Og så kommer endnu et eksempel på det, landmændene selv kalder for få brodne kar. Det er ikke godt nok. Behandlingen af levende dyr skal være acceptabel for folk, som de er flest. Tryk for at læse mere
Nr. 106
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kommunalvalgskaos og jul i ét: Her er sæsonens mest passende småkage Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:30:00
Jeg føler mig som Bagermester Harepus i Hakkebakkeskoven, da jeg hiver den 12. plade gyldenbrune og duftende peberkager ud af ovnen. Det er den 18. november 2025. Fjernsynet viser kommunalvalg. Hele familien har lige været oppe på biblioteket i byen, de voksne for at gøre deres demokratiske pligt, børnene for at tiltuske sig bolsjer fra de valgtilforordnede. Menuen denne aften står egentlig på rejemadder, en tradition i min mands familie. Min svigerfar, der er skaldyrsallergiker, har i mange år været tilforordnet på valgdagen. Så når han var sikkert ude af huset, kunne resten af familien smovse løs. Ikke fordi min svigerfar på nogen måde ikke under andre det godt, tværtimod, men han har desværre for vane med jævne mellemrum at skulle afprøve, om allergien stadig er der. Det er den. Min kulinariske hovedopgave på denne valgaften er at bage en ordentlig omgang peberkager, som skal stikkes ud med den kageform, jeg fandt sidste vinter i en norsk genbrugsbutik. Den er formet som en ræv. Der er nemlig valgmorgenmad på avisen i morgen. Min kollega i medarbejderforeningen har bagt over 100 rådhuspandekager, og her står jeg så og forsøger at battle ham ved at stikke mindst lige så mange rævekager ud. Det skal ikke hedde sig. I Thorbjørn Egners historie om Hakkebakkeskoven kommer ræven, den luskebuks, for at stjæle kager i Harepus' butik, men ved ikke, at peberkagerne netop denne dag er mislykkedes fatalt. For bagerdrengen har puttet et helt kilo peber i. Ræven nyser sig halvt fordærvet og klager, men får at vide, at sådan smager stjålne kager altså. Rigtig surt. Da han ærligt og redeligt betaler, får han en portion kager uden overdosis peber i – og de smager godt! Det gør mine rævekager også, synes kollegerne næste morgen. Flere spørger efter opskriften, som jeg ærligt og redeligt må indrømme er Arlas fra nettet. Den er nem at gå til – arven fra de gode, gamle Karolines Køkken-bøger fornægter sig ikke. Så rævekagebageriet fortsætter lystigt. Og skulle der sidde en kommunalpolitiker eller to derude, som endnu ikke har fået afløb for lysterne, så ved I nu, hvor I kan hente en form. Rævekager 1 1/2 deciliter mørk sirup (lys kan også bruges) 250 gram brun farin 200 gram smør 1 1/2 deciliter fløde eller mælk 1 teskefuld natron 650 gram hvedemel Krydderier: 1 spiseskefuld ingefær 1 spiseskefuld kanel 1/2 spiseskefuld stødt nellike 1/2 spiseskefuld stødt kardemomme 1/2 teskefuld stødt hvid peber Fremgangsmåde: Hæld sirup, farin og smør i en gryde. Varm det op til kogepunktet. Tag gryden af varmen, og tilsæt fløde og krydderier, og rør godt i gryden. Tilsæt mel og natron. Rør dejen godt sammen, og kom den ned i en stor frysepose, og tryk den flad. Lad posen hvile på køl i minimum 2,5 time (kan også lægges på frys for hurtigere nedkøling). Tages ud i stuetemperatur en halv time før brug. Fryseposen rives op og tages af, der drysses mel på bordet, dejen rulles tyndt og stikkes ud med ræveform, eller hvad man nu lige har i skuffen. Bages i en 200 grader varm ovn i fem-syv minutter. Hvis rævekagerne begynder at blive mørkebrune i kanten, smager de brændt, så tag dem ud, før det sker. Kan pyntes med hvid glasur på hale, ører og poter, men det behøves ikke. Smager fortrinligt til en kop eftermiddagskaffe. Tryk for at læse mere
Nr. 105
K_artikler Opdater⟳ ☝️
EU er et mirakel. Men inden for få år kan medlemslandene være overladt til sig selv Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:30:00
Den Europæiske Union er det bedste eksempel på konfliktløsning i verdens historie. Det sagde vinderen af Nobelprisen og en af de centrale aktører i freden i Nordirland, John Hume, i sin takketale i Oslo i 1998. Men i dag er det mest succesrige fredsprojekt i historien truet. Det mener leder af tænketanken European Stability Initiative, Gerald Knaus, og hans datter Francesca Knaus, der netop har udgivet bogen "Welches Europa Brauchen Wir?" (Hvilket Europa har vi brug for?). Ifølge forfatterne forsøger den russiske præsident, Vladimir Putin, og USA's præsident, Donald Trump, at undergrave det europæiske samarbejde, og indefra er EU truet af årtiers fejlslagen migrationspolitik og EU-kritiske partier på den yderste højrefløj, der stormer frem i meningsmålingerne. "Det her er muligvis det farligste øjeblik for europæisk demokrati siden 1949," siger Gerald Knaus, da Kristeligt Dagblad møder ham og Francesca Knaus i København. Men ikke alle i Vesteuropa har indset, hvor skæbnesvangre disse år er. I stedet undervurderer vi, hvor hurtigt tingene kan ændre sig, fordi vi ikke tager den yderste højrefløjs ledere seriøst, mener de to forfattere. "Vi tog ikke Putins ord seriøst, vi tager ikke Trumps ord seriøst, og vi tager ikke AfD seriøst," siger Gerald Knaus om det tyske parti Alternativ for Tyskland, der i en ny meningsmåling er det mest populære tyske parti. "Partiet kan vinde det næste valg, og i denne uge sagde lederen af partiet, at Polen er farligere for Tyskland end Rusland. AfD vil stoppe al støtte til Ukraine, de ser Putin som en allieret, og de ser vores nabolande som trusler. Det syn er med til at ødelægge grundlaget for europæisk fred, som vi har opbygget siden 1949," siger Gerald Knaus. "Uden Tyskland er der intet Schengen [europæisk samarbejde om fri bevægelighed på tværs af indre grænser], ingen euro, intet europæisk forsvar, intet indre marked. Intet EU. Og det er truslen i dag," siger Gerald Knaus. Miraklet i Litauen Gerald og Francesca Knaus er født i henholdsvis 1970 og 2000. De er vokset op på to forskellige tidspunkter i historien, men alligevel er der meget, der forener dem. Gerald Knaus boede og arbejdede i Bosnien og Kosovo i 1990'erne. Francesca Knaus har besøgt både Georgien og Ukraine flere gange, og de har begge oplevet konsekvenserne af krig på det europæiske kontinent på nært hold. I deres øjne afhænger erkendelsen af truslerne mod EU ikke af, hvilken generation man tilhører. Det afhænger af, hvorvidt man tror på, at krigen kan komme så tæt på, at den kan komme til at påvirke en selv. "Skellet er mellem dem, der har indset, at 300.000 mennesker mellem 1990 og 2022 har mistet livet i krige i Europa, og dem, der tror på, at Europa har forladt historien, og at de aldrig kommer til at opleve krig tæt på dem," siger Gerald Knaus og tilføjer, at tabstallet efter 2022 formentlig kan fordobles på grund af Ukraine-krigen. For at konfrontere de trusler, Europa står overfor, er europæerne nødt til at forstå det mirakel, som siden 1952 har bragt velstand, fred og stabilitet til Europa. Det mirakel kan ifølge forfatterne forstås ved at kigge på de to nabolande Litauen og Belarus. Gerald og Francesca Knaus mener, at der er brug for nye fortællinger om Europa, der kan udfordre højrefløjens narrativer. Her ses de foran Jean Monnets – manden, der var en af arkiktekterne bag EU – hus vest for Paris Efter komplicerede udregninger konkluderede franske videnskabsmænd i 1989, at Litauens hovedstad, Vilnius, var Europas geografiske centrum. Dengang var Litauen fortsat en del af Sovjetunionen, men i dag er det et rigt og blomstrende demokrati med frie valg, pride-parader og menneskerettigheder. Og så er landet medlem af EU og Nato. Men 20 kilometer fra Vilnius ligger Belarus med tusindvis af politiske fanger, intern undertrykkelse og krænkelser af luftrummet i Litauen. Ifølge forfatterne illustrerer de to lande skellet mellem de lande, der er en del af det integrerede, fredelige og stabile Europa, og dem, der ikke er. Litauen er en del af det europæiske mirakel, og det samme er lande som Estland, Letland, Polen, Tjekkiet og Ungarn, der har gennemgået samme udvikling som Litauen, efter de er blevet medlem af EU. "I et globalt perspektiv er det ret unikt, at man har så mange lande, der er allierede og stoler på hinanden, og som gennem integrationen har øget deres rigdom bestandigt," siger Francesca Knaus. En ny fortælling For at forsvare det europæiske mirakel er der ifølge Gerald og Francesca Knaus brug for stærke historier, der kan konkurrere med den yderste højrefløjs fortællinger. Det er blandt andet historierne om grundlæggerne af de europæiske institutioner. "Hvis vi glemmer historierne og tænker, at etableringen af EU var noget teknokratisk, der foregik bag lukkede døre, og vi ikke identificerer os med visionerne, så har dem, der gerne vil beskytte EU, ikke de rette argumenter eller historier," siger Francesca Knaus. "Vi har brug for historierne om smerten, tragedierne, eventyrene, heltegerningerne og idealerne, der skabte EU-institutionerne. Dramaet omkring, hvordan de blev til, kan muligvis få folk til at forstå, hvorfor vi er nødt til at beskytte dem nu," tilføjer Gerald Knaus. Men nye fortællinger er ikke nok. Der er også brug for politisk handling. Centrum-venstre-partiernes håndtering af de sidste årtiers migration fra lande uden for EU har spillet fallit, og det er en stor del af årsagen til de højrenationale partiers medvind. Forfatterne mener, at politikerne har fejlet i to henseender. Først og fremmest har de ikke været gode nok til at forklare, at den langvarige syriske flygtningekrise skyldes, at Putin siden 2015 har støttet den nu forhenværende syriske leder Bashar al-Assad. "Da Assad faldt i december 2024, tog hundredtusindvis af syrere tilbage til Syrien, og der er meget få, der siden har forladt landet til fordel for Europa. Og det er Putins krig i Ukraine, der har betydet, at 4,5 millioner ukrainere i dag opholder sig i EU. Det er ikke vestlige ledere, der har sagt 'kom!'," siger Gerald Knaus. For det andet er europæiske ledere nødt til at vise, at det er muligt at kontrollere irregulær migration uden at tilsidesætte menneskerettigheder. Og her bør Danmark udnytte sit EU-formandskab til at foreslå en aftale om Den Engelske Kanal, mener forfatterne. Konkret mener de, at EU skal sætte en dato, hvorefter alle, der sætter sig på en båd fra Frankrig til Storbritannien, vil blive returneret til et sikkert tredjeland som Danmark, Frankrig eller Tyskland. På den måde vil man fjerne migranternes incitament til at krydse kanalen. Efter samme logik bør de europæiske lande indgå aftaler om sikre tredjelande med lande uden for EU for at standse migranter i at krydse Middelhavet. Når disse aftaler er på plads skal EU fokusere på genbosættelse af kvoteflygtninge – et system, der i dag er kollapset. "Hvis vi lykkes med at vise, at der kan komme styr på migrationen, så kan det ødelægge AfD's narrativ om, at eliten i EU ønsker, at vi skal oversvømmes af migration, men også Trumps narrativ om, at hvis man ikke er parat til at være brutal, så kan man ikke tage hånd om migrationen," siger Gerald Knaus. Tryk for at læse mere
Nr. 104
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Søren Hermansen: Jeg brokker mig ikke mere over julepynt i gaderne og julekataloger i oktober Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:30:00
Vi gik på Strøget i København en novemberdag for et par år siden og opdagede, at der var ved at blive sat julepynt op. Gran og store røde hjerter hen over gaden. Min ven, der var ved at videreudvikle sit sur gammel mand-syndrom, standsede straks og udbrød: "Jeg får allerede julekvalme. Ikke nok har vi siden efterårsferien måttet døje med julekataloger, nu også dét der." Jeg var og er ikke med på den dér. Det fik vi så en længere disput om – over julesilden og julesnapsen, som min ven dog gladelig inhalerede. Jeg kommer aldrig til at brokke mig over, at der er julepynt i gaderne og julekataloger i postkassen. I år er det 50 år siden, jeg for første og heldigvis eneste gang oplevede hele adventstiden og juletiden uden så meget som en enkelt grangren i bybilledet. Det var Kairo 1975. Jeg var 24 år, teologistuderende og klar til at leve på andre traditioner end dem, jeg kom fra, men advent og jul sneg sig ind på mig. Jeg skrev i min dagbog i midten af december: "Hvor er her dog december-kedeligt." Jeg savnede lyset i byen, grangrene, hjerterne og mest af alt den kristne horisont. Jeg kunne tude ved tanken om, at min mor og min kæreste gik derhjemme i Danmark med deres nissehuer på, mens jeg bare gik i "kedelige Kairo" og så på pyramider og koptiske håndskrifter. Jeg blev én gang for alle vaccineret mod brok over for adventslys og juletraditioner. Jeg elsker lys i decembermørket. Jeg ser i det, som evangelisten Johannes har formuleret for mig i begyndelsen af sit evangelium i kapitel 1, vers 9: "Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden." Jeg ser Kristus-lyset inde bag al staffagen og halløjet. Det og han lyser mit mørke op. Da jeg få år efter min vaccination i Kairo blev præst på Nordlangeland i Bøstrup, kom der en dag i vores første november en traktor kørende ind på gårdspladsen og afleverede to pænt store grantræer: "Dem skal du sætte på hver side af hoveddøren og komme julelys på. Det bruger vi altså her i sognet," sagde skovarbejderen. Det var den traditionelle gave fra greven på Egeløkke. Jeg måtte straks til Rudkøbing for at købe nok julelys til træerne, der så i hele advent og julen indtil helligtrekonger stod og lyste op, så man nede fra landevejen kunne se dem og præstegården. "Nu er alle glade," sagde slagteren i byen, der var min nabo langt væk. "Nu går vi og fryder os over lyset fra præstegården," tilføjede han, der nu ikke var den store kirkegænger. Advents- og julelysene minder os om vores kristendom. Jeg ved godt, at nogen vil sige, at den nærmest drukner i alt det glimmer. Det siger min sur gammel mand-ven til stadighed – og jeg modsiger ham til stadighed. Jeg tror, at der er en stigende lyst til at få kristendommen frem i advent og jul. Julen er mere end gaver og flæskesteg. For et par år siden i 2022 var der en artikel i Coops blad Samvirke med overskriften "10 gamle juletraditioner, du kan (gen)indføre i din familie". De tre af dem var: Læs juleevangeliet højt juleaften, gå i kirke julemorgen den 25. december, og bed en form for bordbøn, inden I spiser. Jeg fornemmer en åbenhed over for kristendommens budskab og en stigende lyst til at dykke ned i vores juletraditioner. "Morfar, hvad er advent egentlig for noget?", spørger ens barnebarn én i disse dage. "Det er en ventetid," svarer jeg. "Vi venter på, at Jesus bliver født. Han er vores stjerne. Ikke bare stjerne for en aften, men for hele vores liv." Måske bliver de – børnebørnene – lidt fjerne i blikket nu, men ordene lægger sig i sindet, og måske en dag som voksne folder de ord sig ud. Advent er ventetid. Vi venter noget godt. Jeg var i mine tidlige præsteår på Nordlangeland til en guldbryllupsfest, hvor guldgommen på et tidspunkt i sin tale sagde til sin guldbrud: "Hvor har jeg ventet mange gange på dig ... Og hvor har jeg nydt at se dig komme." Der bredte sig en varm stemning. Tænk, hvis han efter pausen havde sagt "... og hvor har det irriteret mig". Hvad var stemningen så? At vente har flere lag i sig og får forskellige konsekvenser. Venter jeg noget dårligt, kan det udløse bekymring og angst i mig. Forventer jeg ingenting, breder ligegyldigheden sig i mig, men venter jeg noget godt, begynder glæden at vise sig, så klarer jeg også mørket lidt længere. Når vi i kristendommen venter på lyset, det sande lys, der er ved at komme til verden, som Johannes beskrev det, så ser vi på fremtiden med glæde. Vi kan så let miste orienteringen, så må vi finde vejledning. En af mine yndlingsnoveller af Karen Blixen hedder "Ekko". Den er fra hendes "Sidste fortællinger". Den handler om sangerinden Pellegrina Leoni, der har mistet stemmen og er på flugt fra Rom og kommer ud i bjergene, hvor hun møder en gammel enspænder, Niccolo, der ikke har spist sammen med nogen i mange år. Under et beskedent måltid med brød, ost og vin betror de sig til hinanden. Livet er hårdt, og sørgelige ting sker, men der er dog også håb i verden. Næste morgen, da hun bryder op, spørger hun ham om, hvilken vej hun skal gå, og hvor hun skal søge hen. Han svarer hende: "Det vil ikke vare længe, før De trænger til at hvile i et hus, men det er ikke i alle huse, folk vil spørge Dem, hvem De er, og jeg tror heller ikke, at De vil fortælle, hvem De er. Der er kun ét hus at søge." "Hvilket?", spørger hun. "De kaldes Guds huse, og dog er deres døre altid åbne for mennesker, og derinde er stole sat frem for mennesker at sidde på. Inderst derinde er der én, der venter på, at vi skal komme. Hans navn er Jesus og Kristus, begge dele, og han er både Gud og menneske," svarer han. I advent venter vi på ham, der skal komme. Ham, der venter på os. De mærkelige huse har vi alle her i landet lige om hjørnet. Derinde er der et ekko af Guds egen stemme. Dér smelter vores venten sammen med Guds. Det er kristendommens varme svar til alle tider og til alle situationer. I årene efter Anden Verdenskrig var der en udtalt håbløshed og desillusionering. To verdenskrige på én generation. Håbet sank under horisonten. Hvad er der at vente på? Ind i den stemning skrev forfatteren Samuel Beckett sine absurde teaterstykker. Jeg har altid været fascineret af "Mens vi venter på Godot". Det handler om to vagabonder, Didi og Gogo, der venter ved et udgået træ på en landevej på en herre ved navn Godot. Mens de venter, beskæftiger de sig med meningsløs snak, skænderier og filosofiske overvejelser. Det er nærmest helt Monty Python-agtigt. På et tidspunkt synes de, at det mest meningsfyldte er at hænge sig, men det gør de ikke. Det er, som om deres venten på Godot er det eneste, der holder dem oppe. Det er absurd teater, fordi verden er absurd. Og ind i den verden skulle den gamle kirkefader Tertullian fra det 2. århundrede have sagt: "Credo quia absurdum" – jeg tror, fordi det er absurd. Kristendommens budskaber matcher verdens absurditeter. Ind i den kom lyset, Jesus Kristus, og tændte en ny himmel over os. Ja, det lyder utroligt. Han kommer – advent – han venter på os – jul. Vi ser ham ventende på os som på Pellegrina Leoni. Stol sat frem til os. Håb bag al juleglimmer. Det er vores arv – og lad os så slutte denne kronik med en scene fra "Radiserne" til julesilden. Skrappe Trine skælder Nuser ud for at være håbløs: "Du bliver aldrig en god kanin-hund!". Nuser ligger derefter henslængt på sit hundehus og fordøjer den svada, før han svarer: "Jeg er arveligt belastet. Min fars hjerte var aldrig med i koblet. Han løb i forvejen for at varsko kaninerne!". Det er godt at have en god arv. Den viser sig i adventslyset og bag juleglimmeret. Søren Hermansen er tidligere præst på Nordlangeland og i Sorgenfri. Tryk for at læse mere
Nr. 103
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ny undersøgelse: Flest forbinder adventstiden med hygge, fred og forventning Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:30:00
Den første søndag i advent begynder et nyt kirkeår, men for det store flertal af danskere betyder det mere, at der begynder en periode på 30 dage, som er præget af hyggelige sammenkomster og nærvær mellem mennesker. I en ny undersøgelse, analyseinstituttet Norstat har foretaget for Kristeligt Dagblad, giver hele 62 procent af danskerne udtryk for, at de forbinder adventstiden med hygge. Kirkeåret og kristendommen får kun 6 og 8 procents tilslutning, mens mellem 17 og 28 procent forbinder advent med forventning, fred og taknemmelighed. Mest overraskende er det måske, at kun 9 procent svarer, at de forbinder adventstiden med stress. "Det er da fantastisk, og det siger noget om, hvor vigtig advent og jul er for moderne mennesker," siger Lone Vesterdal, der er sognepræst i Bramdrup Sogn og brevkasseredaktør på Kristeligt Dagblad. Hun uddyber, at tiden frem mod jul for mange moderne mennesker kan være forbundet med kvababbelser over familien og travlhed med at forberede en krævende julefest. Men adventstiden handler ikke om den store fest med hele familien, det handler mere om julefrokoster og andre mindre hyggestunder. "På en præsts kontor lægger man øre til lidt af hvert om stress, savn af dem, der ikke er her mere, og om revner og sprækker i familieidyllen. For mange er det et krævende logistisk puslespil at finde ud af, hvem man skal være sammen med til jul. Men de overvejelser har man ofte længe inden adventstiden. Advent er for mange bare 30 hyggelige dage, hvor man ved, hvad man skal, og hvem man skal være sammen med," siger Lone Vesterdal. Jacob Lund, der er lektor i æstetik og kultur ved Aarhus Universitet, vurderer, at så mange forbinder adventstiden med hygge, fordi ordet advent næsten er kommet til at betyde "frikvarter" i en tid, der ellers er præget af præstationspres. "Jeg tror, de fleste tænker på en søndag og en adventskrans. Søndag er ikke nødvendigvis hviledag, men mange holder fri og skal heller ikke anstrenge sig for at bevise, de er en del af en velfungerende familie. Det er ofte befordrende for hyggen, at forventningerne ikke er sat for højt," siger Jacob Lund, der vurderer, at langt flere ville forbinde julen med stress. Men spørgsmålet er, hvad danskerne egentlig mener med hygge. Ifølge Rasmus Johnsen, der er lektor ved CBS Handelshøjskolen i København, er essensen af hygge, at moderne mennesker ikke drømmer om mere tid, men om bedre tid. "Siden 1970'erne er vi på arbejdsmarkedet kommet til at arbejde gennemsnitligt 400 timer mindre om året. Alligevel taler mange om, at de er stressede. Sagen er, at vi ikke bare drømmer om tid. Vi drømmer om de ukontrollerbare øjeblikke af kvalitet i livet, som vi kalder hygge. Det kunne være det øjeblik, hvor vi sidder omkring adventskransen, tænder et lys og opnår en følelse af nærvær, vi ikke kunne planlægge," siger han. Rasmus Johnsen påpeger, at mens det er lykkedes foretagsomme udgivere at bilde amerikanere og briter ind, at hygge er en særlig rar dansk tilstand, som man kan købe en opskrift på i bogform, så ved danskerne godt, at hyggen kan komme, når man mindst venter den, og at den let udebliver, når man presser for meget på. Derfor er koblingen af advent og hygge ifølge lektoren præget af tro og håb, selvom disse ord lyder lidt for forpligtende for mange moderne danskere. "Der ligger i hyggebegrebet en overraskelse, når det faktisk lykkes," siger han og tilføjer: "Når et markant antal danskere på tværs af alder, geografi og politiske skel ser adventstiden som hyggelig frem for præget af stress, tror jeg, det er udtryk for en drøm og et håb om nærvær. Et kulturelt forankret håb om et møde med andre mennesker, der faktisk går hen og bliver hyggeligt." Tryk for at læse mere
Nr. 102
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Eksperter: Kristne er de største ofre for forfølgelser i Nigeria Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:30:00
Der er langt mellem de gode nyheder i Nigeria. Så frigivelsen tirsdag af 24 skolepiger, som var blevet bortført af bevæbnede mænd fra deres kostskole i delstaten Kebbi i den nordvestlige del af landet, var en lettelse. For forældrene og for hele det voldshærgede vestafrikanske land. Derimod er der ingen spor efter de fleste af de 315 elever og 12 lærere, som blev bortført fra den katolske kostskole Saint Mary i byen Papiri i det centrale Nigeria den 21. november. Det lykkedes godt et halvt hundrede af pigerne mellem 10 og 18 år at slippe væk efter det, der betragtes som den største såkaldte skolebortførelse siden 2014 og kidnapningen af 276 muslimske og især kristne teenagepiger fra deres regeringsdrevne kostskole i byen Chibok. Mange af de 276 "Chibok-piger", som de er blevet kaldt, er aldrig dukket op igen. De er formentlig blevet tvangsgift med muslimske mænd, udvalgt af eller medlemmer af den islamistiske terrororganisation Boko Haram, der tog skylden for bortførelsen. 11 år senere er landet ramt af det, som det anerkendte konsulentfirma SBM i byen Lagos betegner som "en epidemi af bortførelser" med 15.398 bortførte ved 735 massebortførelser siden 2019. Der røves, afbrændes, bortføres og dræbes som aldrig før i Afrikas mest befolkningsrige land. Som oftest i fuldstændig ubemærkethed, indtil Donald Trump katapulterede overgrebene i Nigeria ind på den globale radar med opsigtsvækkende udtalelser om massedrab på landets kristne. "De står over for en trussel mod deres eksistens," sagde den amerikanske præsident i begyndelsen af november, hvor han også truede med et militært indgreb, hvis ikke regeringen griber ind. Flest dræbte kristne i verden Ifølge organisationen Open Doors, der monitorerer forfølgelse af kristne over hele verden, er Nigeria det værste afrikanske land at være kristen i. 3100 kristne blev dræbt i Nigeria sidste år, flere end i resten af verden tilsammen ifølge Open Doors' World Watch List. 2800 blev bortført, ligeledes det højeste tal i verden. "Vi lever i frygt," siger den katolske ærkebiskop emeritus for hovedstaden Abuja, John Onaiyekan, til Vatican News. "Alt for længe har kristne været udsat for forfølgelse og diskrimination i visse dele af landet. Senest er yderligere 25 skoleelever og to katolske præster blevet bortført af maskerede mænd i den nordvestlige del af landet. Og for ganske få dage siden blev en protestantisk kirke angrebet af terrorister, der bortførte præsten og dræbte tre mennesker," siger John Onaiyekan. Kristne er ikke de eneste ofre for den vold, der koster tusindvis af menneskeliv hvert år. Ifølge Amnesty International er mindst 10.217 mennesker blevet dræbt i de to år, der er gået, siden Bola Tinubu vandt præsidentvalget i maj 2023. Sammenholdt med tallene fra Open Doors, der taler om i alt 7300 kristne dødsofre over en to-årig periode siden oktober 2023, synes kristne at være særligt udsat. Open Doors ønsker ikke at kommentere disse tal, men henviser til den nigerianske menneskerettighedsadvokat Jabez Musa, som forsvarer kristne nigerianere, især i det centrale bælte i landet, hvor det muslimske nord møder det kristne syd. Her er volden særligt intens og præget af konflikter mellem kristne agerdyrkere og nomader, som tilhører fulanifolket og overvejende er muslimer. Voksende kamp om jord og vand mellem de fastboende og nomaderne, der driver deres flokke af kvæg fra sted til sted, beskrives som en væsentlig forklaring på konfrontationerne, der forværres som følge af klimaforandringer. Jabez Musa mener, at angrebene på de kristne er religiøst motiveret. Kirker er splittede "Man går efter kristne, fordi de er kristne. Angrebene kan være drevet af økonomisk vinding og ønsket om at tilegne sig jord og ejendom. Og bortførelserne kan skaffe løsesum eller skaffe kvinder eller soldater. Men ofrene vælges blandt kristne, og vi ser et klart mønster, hvor kristne kirker angribes og brændes ned, og så bygges der en moské i stedet. Gerningsmændene er islamister, og deres overgreb er religiøst betingede, også når de angriber muslimer, der ikke er enige med dem," siger Jabez Musa, der præsenterer sig under et dæknavn af sikkerhedshensyn, men hans identitet er kendt af Open Doors. Nigerias kristne kirker er splittede i spørgsmålet. Christian Association of Nigeria (CAN) er Nigerias største kristne paraplyorganisation for en række evangelikale kirker samt den katolske kirkes nationale sekretariat. Og her taler man uden omsvøb om kristenforfølgelser og endog om et kristent folkedrab. "Vi taler om liv, som brutalt bliver taget, befolkninger som drives på flugt, familier som bliver splittet, kirker der bliver raseret og håb, der tilintetgøres. CAN står fast på, at det, der sker i Nigeria, er et kristent folkedrab," har CAN's formand, ærkebiskop Daniel Okoh fra Christ Holy Church International, sagt ifølge det britiske katolske blad The Tablet. Beboere i Mangu i det centrale Nigeria på flugt efter sammenstød mellem forskellige grupper i området i 2023. Siden er volden taget til i landet, og situationen er i øjeblikket særdeles kritisk, lyder det fra eksperter og organisationer. Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix Kardinal og ærkebiskop John Onaiyekan er mere forsigtig. "Vi skal løse disse problemer sammen med den muslimske befolkning i stedet for at gøre dem til en konflikt imellem kristne og muslimer. Det er ikke vejen til en løsning," siger han til Vatican News. Dele Babalola forsker i sikkerhedssituationen i Nigeria ved den anglikanske kirkes Canterbury Christ Church Universitet i London. Han advarer også mod at læse situationen alene som en religiøs konflikt. "I den nordøstlige del af landet, som er næsten udelukkende muslimsk, angriber Boko Haram alle, både muslimer og kristne, mens Islamisk Stat i Vestafrika-provinsen, ISWAP, især går efter regeringstropper. Den ligeledes muslimske nordvestlige del af Nigeria domineres derimod af kriminelle bander, der holder til i skovene og ikke har nogen ideologisk dagsorden, men røver, dræber og plyndrer for vindings skyld," vurderer han. Flest kirkeangreb "I den centrale del af landet, hvor de muslimske og kristne befolkninger mødes, udspringer konflikterne af konkurrence om land og ressourcer mellem kristne bønder og muslimske fulani-nomader. Den religiøse forfølgelse er kommet til som en religiøs overbygning, hvor ofrenes og gerningsmændenes tro bliver en del af konflikten og en undskyldning for overgrebene mod de kristne bønder, for eksempel som hævn hvis deres kvæg bliver dræbt. Men etniske konflikter spiller også en rolle, " siger Dele Babalola. Et lignende synspunkt udtrykker Andrew Dewan, katolsk præst og lokal repræsentant for den katolske hjælpeorganisation Aid to the Church in Need (Hjælp til kirken i nød), der hjælper kristne ofre for religionsforfølgelse verden over. "Der er tale om en blanding af religiøse motiver og lysten til at skaffe sig penge. Men de ønsker også at sætte den kristne tro under pres ved at ramme dens ledere. De fører en psykologisk krig," siger Andrew Dewan til det franske katolske dagblad La Croix, efter at syv katolske præster og to nonner blev bortført i Nigeria på tre måneder tidligere på året. Det amerikanske netværk ACLED, der overvåger de væbnede konflikter verden over, har indsamlet data om antallet af angreb på kirker og moskéer over en 10-iårig periode fra 2014 til 2024. Bortset fra årene mellem 2015 og 2017 viser tallene en overvægt af angreb på kirkerne med henholdsvis 65 og 34 kirkeangreb i 2022 og 2024 mod 18 og 19 angreb på moskéer. ACLED's tal viser også, at der over de seneste fem år var 385 beviseligt religiøst betingede angreb på kristne og 196 mod muslimer, men med et højere dødstal blandt de kristne. "Religion er en af forklaringerne på Nigerias sikkerhedskrise, men den store befolkning og de store geografiske forskelle gør det umuligt at forklare al vold med religion," siger seniorforsker for Afrika ved ACLED, Ladd Serwat, til nyhedsbureauet AP. Tryk for at læse mere
Nr. 101
K_artikler Opdater⟳ ☝️
To præster fortæller om juleprædikens betydning: ”Det er altid med en vis frygt og bæven” Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:00:00
Julemad, gaver, dans og sang er for de fleste uløseligt forbundet med en af årets helt store dage. Men også turen til kirken og præstens juleprædiken gør juleaften særlig for mange. Op mod 900.000 danskere vurderes at træde over tærsklen til kirken juleaftensdag. Det er måske en af de eneste gange på året, man oplever en gudstjeneste? Det er måske første gang, man har været i kirkerummet siden en begravelse, et bryllup, en dåb eller en konfirmation? Uanset hvad er juleprædikenen ikke en opgave, man som præst tager let på. Tværtimod. Juleprædikenen er en af årets vigtigste, mener Sarah Thorngreen Auken, sognepræst i Søborg Kirke ved Gilleleje. Hun er en af de mange folkekirkepræster, der den 24. december atter skal prædike over Juleevangeliets bundløse brønd af betydninger og fortolkninger. Hvad vil hun lægge vægt på i år? Hvad er tidens vigtigste budskab? "Det er altid med en vis frygt og bæven, at man sætter sig ved tastaturet for at skrive årets juleprædiken. Den betyder meget for mange. Jeg vil holde juleprædiken for de knuste hjerter. Alting foregår så hurtigt i vores tid. Vi bliver konstant eksponeret for historier om kriser og krig og klima. Det hele kommer ufiltreret. Jeg tror, vi mangler et lag, der sorterer og filtrerer. Jeg tror, at disse kriser rammer os i hjertekulen og giver følelser af afmagt og bekymring," siger hun. Sarah Thorngreen Auken fremhæver Brorsons julesalme, "I denne søde juletid". "Knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe," skrev han. Mange år senere samlede Grundtvig salmen op og omskrev den: "Og knuste Hjerter føle bedst, at Julens store børnefest har lægedom at bringe!". "Grundtvig betoner, at juleglæden er en form for lindring og lægedom, som vi kan modtage i julen, når vores hjerte er gået itu på grund af dødsfald, skilsmisse, skuffede forventninger eller et grundlæggende mismod over verdens gang. Det vil jeg have med i min prædiken," siger Sarah Thorngreen Auken. Det bekymrer hende, hvordan vi altid skal angribe tidsånden. At forfaldshistorien får overmagten, så vi ikke får det gode, glædelige budskab frem. "Den negative selvopfyldelse lagrer sig åbenbart bedre hos os," konstaterer hun. Sarah Thorngreen Auken er ærgerlig over, at Grundtvigs redigering af julesalmen ikke har fundet vej i salmebogen. "Hos Brorson får lidelsen karakter af noget, der giver tyngde og betydning, men evangeliets anliggende er tværtimod, at smertefulde tilstande ikke rummer mening i sig selv. Derfor er det vigtigt for mig at sende folk af sted fra kirken med den ægte juleglæde, for den giver livshåb, varme og lindring til kolde og knuste hjerter," siger hun. Hvad gør en god juleprædiken? "Den giver rum til alle. Både til dem, der glæder sig til at komme hjem, hvor alt er godt, og til dem, hvis hjerter er ødelagte. Vi ved aldrig, hvilke historier, drømme og forventninger folk sidder med på kirkebænken. Men vi ved, at kirkerummet forstærker de store følelser. Afmagt, sorg, glæde og kærlighed. Juleprædikenen skal favne alle disse følelser. Det er en særlig balance mellem at være konkret og samtidig tale i billeder, så man kan få sin egen historie og forestillingsverden ind," forklarer Sarah Thorngreen Auken. GenfortryllelseDejlig er jorden. Det er årets juletema i Vor Frelsers Kirke i Aalborg, forklarer Jesper Fodgaard, der er sognepræst i kirken. "Vi har valgt det tema, fordi vi synes, at vi lige nu i særlig grad har brug for at blive mindet om lige præcis dét. Jorden er dejlig, trods alt det den også er." Ganske som Sarah Thorngreen Auken understreger han vigtigheden af, at vi ikke fortaber os til forfaldshistorien, men husker på julens budskab om glæde, kærlighed og frelse. For vi skal ikke overdrive det nye ved, at vi er i urolige og svære tider. Det har verden været så lang tid, vi kan se tilbage, forklarer han. Gråd, rædsel, fortvivlelse, afmagt findes mange steder i de bibelske tekster. "Jesus blev født ind i en kritisk tid. Der var også drama og ballade dengang. Verden har altid været ramt af kriser. Men måske lige præcis derfor, er det fantastisk, at vi har dette julens pulsslag, som minder os om, at verden er dejlig, at livet er værd at leve og kæmpe for på trods af alt." Det bedste pejlemærke for en god juleprædiken er, at den skal røre prædikanten, siger sognepræst Jesper Fodgaard. Foto: Privatfoto. Julen er for Jesper Fodgaard en form for genfortryllelse af verden. Alting bliver løftet lidt op, og vi får fornemmelse for det, der er på spil i vores liv, som vi ikke kan sætte ord på hver dag. Vi bliver mindet om, at verden er større, end det, vi kan se med vores øjne og måle med vores instrumenter. Vi bliver mindet om, at verden er større end alle de udfordringer, der findes. Hvad udgør en god juleprædiken? "En god juleprædiken knytter sig til det folkelige og det festlige og fortæller, hvad julen handler om. Den er med til at åbne op for det mysterium, som vi fejrer i julen. Der er født en frelser til verden. Det er grundsætningen, der forandrer alting. Juleprædikenen er enormt vigtig, synes jeg. Man har forberedt sig på dagen i flere uger. Man har set frem til den. Nu sidder man der i kirken. Sig noget vigtigt, kære præst. Sig noget, der betyder noget, rører os, løfter os, genfortryller os, åbner vores øjne." Det er den samme tekst, man prædiker over hvert år. Hvordan balancerer man traditionen med fornyelsen? Hvordan laver man en juleprædiken til tiden? "Det er prædikantens evige spørgsmål. Jeg vil altid gå efter at sige noget, jeg selv bliver bevæget af. Det værste for præsten må være at prædike uden at være berørt af sin prædiken. Hvis den skal røre andre, skal den røre prædikanten." Tryk for at læse mere
Nr. 100
K_artikler Opdater⟳ ☝️
På Danmarks største bogtrykkeri er papiret levende: Kom helt tæt på, hvordan bøger bliver til Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:00:00
Bogpapir er ikke hvidt. Det er cremefarvet. For det skal være mindre skarpt og dermed roligere for øjnene. Det er tykkere end det papir, man skriver på, så det knitrer i fingrene, når man bladrer, og så er det lidt granuleret, fordi man ikke blander noget kunstigt i træfibrene. Papir er ikke bare papir. Det ved de hos Nørhaven i Viborg, hvor en af deres mange lagerhaller huser utallige 800 kilo tunge papirruller, som er stablet oven på hinanden i hundrede meter lange rækker. Her trykker de omkring 35 millioner bøger om året. De sender næsten 500.000 bøger ud om måneden bare til det danske marked. Resten går især til Tyskland og England. Langt de fleste af de bøger, der ender i danske hænder, bliver til i dette enorme bogtrykkeri, hvor mennesker og maskiner arbejder sammen døgnet rundt for at binde bøgerne sammen skridt for skridt. I en ny adventsserie kommer Kristeligt Dagblad helt tæt på bogens livscyklus fra tryk til destruktion for at forstå hvordan de bøger, der måske ender under juletræet i danske hjem, helt konkret bliver til. Og det hele begynder med papiret. "Det er fundamentet for hele vores arbejde," siger Steffen Janum, salgsdirektør i Nørhaven. Han stryger sin hånd over en papirrulle og river et stykke af, så det afgiver en knasende lyd. Man skal huske, at papir er levende, siger Steffen Janum. Det skal passes på. Blandt andet ved at rummet konstant får tilført så store mængder fugt, at man kan se hvirvlende skyer af damp under industrilamperne i loftet. "Papiret er født og leveret med en bestemt luftfugtighed, så hvis luften er for tør, slår det sig. Altså så fordamper væsken i papiret, og det kan krympe," siger han. Nørhaven har trykt bøger siden 1970'erne, hvor Per Nørhaven grundlagde virksomheden. For få måneder siden gik han på pension og solgte virksomheden til et svensk firma. Men bogtrykkeriet her i Viborg fortsætter sin historie. Omslaget er blikfang En bog bliver til i to dele. Der er groft sagt indmad og omslag. På papiret trykkes de ord, tal eller billeder, der måske bliver til en storsælgende krimi eller den nye Svend Brinkmann-bog. Omslaget laves derimod i karton, et mere stift materiale, hvis glatte overflade kan farves og efterbehandles med hvad end, der lige er på mode. Til sidst samles de to dele, og bogen er færdig. Nu om dage er der maskiner til det meste. Men grafisk trykker Jens Gaardsted var med, da arbejdet var mere manuelt. Dengang havde han ondt i ryggen, når han kom hjem, nu er det mest et mentalt arbejde, fordi maskinerne klarer de tunge løft. Jens Gaardsted holder øje med, om farverne på bogomslagene er, som de skal være. Resten klarer maskinen. Foto: Flemming Jeppesen Han passer en maskine, der kan lave 10.000 omslag i timen. Der lyder en konstant susen af karton, som kører igennem for at få den rigtige blanding af farver. Ud kommer store stakke af turkisgrønne omslag til en bog af den amerikanske prædikant Alistair Begg, "The Man on the Middle Cross" (Manden på det midterste kors). Det er et oplag på cirka 30.000 bøger, så om et par timer står alle omslagene i hallen på paller, klar til at blive ført videre i fødekæden. Efter omslaget har fået sit tryk, kan man sætte guldglimmer, lak eller andre specialeffekter på. Inde i baglokalet ligner det en børnefødselsdag med store ruller glitrende gavepapir i alt fra lyserød til sølv. Særligt Anders And-bøgernes omslag skal have lidt kærlighed. En af dem er endda selvlysende, så bogen bliver neongrøn, når man slukker lyset. Bøgernes omslag kan efterbehandles med glimmer og farver for at skabe blikfang. Foto: Flemming Jeppesen Faktisk bliver det mere og mere populært at gøre lidt ekstra ud af bogens omslag. Kampen om forbrugernes opmærksomhed spidser til, og det betyder noget, særligt for unge, at bogen er æstetisk og ser godt ud på reolen, siger Steffen Janum: "Det, der skete i USA for mange år siden, var, at man brugte flere penge på udseendet, og til gengæld var alt indeni så noget skraldepapir. De vejede ingenting og gik nemt i stykker. Det kommer til Danmark nu, blandt andet fordi papir er blevet voldsomt dyrt. Nu gælder det om at skabe noget blikfang." "Det sidder i fingrene" Generelt er bogtrykket et samarbejde mellem maskiner og mennesker. Men i et aflukket lokale bag et hegn står en robot og passer sig selv. Robottens vigtige opgave er at laserbrænde aluminiumstrykplader med de bogstaver, ord, tegninger, eller hvad der nu skal ind i bogen. På en enkelt aluminiumsplade, som robottens lange arm løfter frem og tilbage, mens den blinker og bamler, kan der være 64 sider. Robotten skal laserbrænde aluminiumstrykplader, så de rette ord kan komme på papirsiden. Foto: Flemming Jeppesen Når trykfarven så skal blande sig med det friske papir, skal et menneske på banen igen for at sørge for, at det bliver gjort helt rigtigt. "Det sidder i fingrene," siger bogtrykker Jesper Egelund. Det blanke papir møder trykpladerne i en maskine, der kører i en konstant brummen op og ned, indtil der kommer noget ud, der ligner aviser. Jesper Egelund hiver et eksemplar af den norske journalist Åsne Seierstads nye bog "Ufred" ud af rullen og tjekker, om mængden af tryksværte er tilpas. Når siderne er trykt, er det tid til, at det ydre og det indre skal møde hinanden. På pallerne står der skrevet "Ufred" og ordrenummer på, så man sikrer sig, at det rette omslag omslutter det rette indhold. Men det er da sket, at en bog har fået forkert indmad. Bogtrykker Jesper Egelund har ikke brug for at gå i træningscenter, siger han. Han bevæger sig mindst 10.000 skridt om dagen her i hallerne. Foto: Flemming Jeppesen "Vi er jo kun mennesker," siger Steffen Janum. Hver del af bogtrykkeriet har sin egen duft. Den friske tryksværte og papirets blide duft af træ dominerer heldigvis de fleste rum. I endestationen lugter der mindre behageligt af lim, der opvarmes til 150 grader. Til gengæld larmer maskinerne her mindre, så de ansatte i stedet kan køre julemusik i baggrunden. Før bogen får sit omslag, ligner det næsten en avis. Foto: Flemming Jeppesen Omslaget limes på bogmanuskriptet. Enderne klippes til. Og indtil nu har alle bøger hængt sammen med en tvilling i enden, men med et hak deles de op i to. En bog er født. I dette tilfælde en svensk udgave af krimiforfatter Julie Hastrups roman "Vildskud". I nat kommer et hold lastbiler, der bærer pallevis af bøger ud til deres kommende læsere i hele Europa. Den sidste maskine, man møder på vej ud af Nørhavens enorme bogtrykkeri, er den nyeste og mest moderne, siger Steffen Janum. En kaffemaskine, der både kan lave varm chokolade og espresso. Tryk for at læse mere
Nr. 99
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jesper Bacher: Ukraines kamp mod russerne fortjener store ord Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:00:00
Krisetider kalder på grundlæggende overvejelser om ret og vrang, rigtigt og forkert. Er de flygtige, tilfældige størrelser, som vi antager og afskaffer, som det nu passer os? "Alt er relativt," lyder det ofte, og hvem kan nægte, at moral og etik varierer alt efter tiden, kulturen og de enkelte mennesker? Ja, det rette, det rigtige og det gode kan finde mange udtryk og hævdes på mange måder, men hvad sker der, hvis forskellen ophæves? Hvis ret ikke længere er til at skelne fra vrang, fordi det ene kan være lige så godt og lige så forkert som det andet. Hvis alt virkelig er relativt, så er alt tilladt under de rette betingelser. Alting er ikke sort og hvidt, men hvis alt er gråt, hvad er så ondt, og hvad er så godt? Nej, der må være noget, som er ret og derfor noget, der er vrang. Der må være noget, som er objektivt rigtigt og forkert. Noget, som er universelt gyldigt, selv om det ikke altid kan håndhæves. "Loven i alle love, som ikke er junglelove," som teologen Rudolph Arendt engang sagde det. Alternativet er anarki, barbari og alles kamp mod alle med de svage som de sikre tabere. Og hvis man vil have et aktuelt eksempel på, hvad der kan ske, når der går skred i tingene, kan man se på den parodi af en fredsplan mellem Ukraine og Rusland, som blev lækket for nylig. Oprindeligt var der 28 punkter for Ukraines fremtid, blandt andre at Ukraine skulle afgive store dele af sit territorium til de russiske aggressorer, drastisk reducere sit militær og love aldrig at blive medlem af Nato. Fredsplanen var i denne uge emne for "Genstart" på P1 med Anna Ingrisch som vært og Weekendavisens udlandsredaktør Anna Libak som gæst. Anna Libak fortalte om en tale, som Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj havde holdt i anledning af fredsplanen og fremhævede præsidentens fornemmelse for, at "man kæmper ikke bare for sig selv. Man kæmper for, at man i det hele taget i verden, skal kunne kende forskel på ret og vrang". Det er store ord, men sommetider kan man ikke nøjes med mindre. Når Rusland overfalder Ukraine, som ikke er en trussel mod andet end Ruslands grandiose selvopfattelse og imperiale dominanstrang, hvad skal vi så kalde det? Når Rusland dræber, hærger og annekterer det territorium, man har erobret, skal Rusland så belønnes for det? Jeg ved det godt. Mange tyranner og krigsmagere er sluppet af sted med forbrydelser og uret. Men hvad sker der, hvis Vesten opgiver forskellen mellem ret og vrang og bare lader Rusland få, hvad Rusland har taget, og lader Ukraine eksistere på Ruslands betingelser? Retten sejrer ikke altid i denne grumme verden, men det må fastholdes, at i denne krig er uretten er på Ruslands side og retten på Ukraines side. Ikke fordi Rusland er lutter mørke og Ukraine lutter lys, men fordi der er forskel på en overfaldsmand og hans offer, også i storpolitik. Det er hverken naivt, verdensfjernt eller idealistisk. Det er civilisatorisk dna. Jesper Bacher er sognepræst. Tryk for at læse mere
Nr. 98
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Marie Høgh: Efter jeg blev skilt, orkede jeg ikke at gå i kirke Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:00:00
Jeg har aldrig gået så lidt i kirke som i det forgangne år. Jeg blev skilt sidste efterår, jordkloden drejede en omgang baglæns. Havde jeg forestillet mig denne tid på forhånd, ja, så havde jeg nok troet, at jeg ville have haft et stort behov for at søge kirken. At gå til gudstjeneste, synge salmer, gå til nadver sammen med den tørstende hær, sidde på bænken og glemme sig selv. At være en del af den store selvafvikling, som gudstjenesten også er. Det behov har jeg ikke haft. Slet ikke faktisk. Jeg har selvfølgelig været til mine egne gudstjenester, skrevet prædikener, skrevet bønner og anstrengt mig for selv at blive ramt af Ordet. Selv at blive anfægtet. Og det er lykkedes nogle gange. Andre gange har jeg prist mig lykkelig over at kunne iklæde mig beskyttelsesdragten, den efterhånden noget mølædte præstekjole og de gamle højhælede sko, træde ind i liturgiens rum og ritualet. Bare "gøre det", der skulle gøres dér, og så gå hjem igen. Men jeg har faktisk ikke orket at gå til gudstjeneste, og da slet ikke i en dansk folkekirke, hvor der er sandsynlighed og risiko for at kunne blive genkendt, når jeg sad der med livet lidt i laser og med angsten for at miste nogen og noget, miste fodfæste og miste mig selv. Der sker nogle uventede ting med én, når man går gennem sjælens indre tyste landskab og finder egne, man ikke kendte. Steder, der endnu ikke er blevet set – stier, der endnu ikke er blevet betrådt. At jeg gennem de seneste mange måneder ikke fandt vejen ind i kirken, betyder ikke, at troen er forsvundet. Den har måske fået en anden karakter, blevet mere inderlig og mere følt. Troen er også en følelse. Jeg har følt og føler et stort gudsnærvær – også selvom jeg ikke har bevæget mig ind i kirkerummet. Et nærvær fra de mennesker, der har slået ring omkring mig: Dem, der pakkede mine bøger i kasser, dem, der dukkede op fra fortiden, dem, der altid var der, dem, der kom uanmeldt forbi. Dem, der gad at glo ud i decembermørket med mig, dem, der huskede mig på at danse på bordene. Dem, der samlede et skab, og dem, der samlede op. Jeg har tit tænkt, at Kristus har vist sig for mig i mine kæres dragt, som Grundtvig skriver. Det er jeg meget rørt over. Jeg føler mig omfavnet af en engel, og jeg tror, det er englen, der har hjulpet mig til at bede frie bønner – det har jeg altid været for blufærdig til. Det kan jeg nu. Jeg hørte engang sognepræst Jesper Stange sige, at bønnen i virkeligheden er en kærlighedserklæring. For at bede om noget er udtryk for, at vi ikke kan alting selv. Og dem, vi beder om noget, tilskriver vi evnen og muligheden for at fylde i vores liv, der hvor vi ikke selv fylder nok. Det er så fint sagt. I bønnen til den elskede, bønnen til Gud, da beder vi om fylde. Derfor er det sådan en overvindelse at bede og banke på hos nogen eller hos Gud og fremstamme bønnens små grundråb, når vi ved, at vi ikke selv kan mere. Bønnen løftede sig i sommer. Bønnerne og sangene over Taizé i Frankrig. Jeg havde ikke været der, siden jeg var studerende. I Taizé var jeg til gudstjeneste. Tre gange om dagen – i klosterets strenge, beroligende rytme. Blandt tusinder af andre mennesker kunne jeg forsvinde ind i den meditative sang. Høre, at sangen bar mig, når jeg ikke selv kunne bære mere. Jeg kunne læne mig ind i andres bøn – i andres sang og mærke troens favntag, lysets fundament. Og der blev stille indeni. Måske er det, som den tyske kunsthistoriker Florian Illies skriver i "Stilhedens fortryllelse" om længslen i Caspar David Friedrichs malerier, at "når mennesket vandrer ind i sig selv og oplever, at det finder Gud, så er det faktisk sig selv, det finder". Læs det lige igen: Man finder Gud og finder faktisk sig selv. Jeg skriver ikke denne lidt personlige tekst, fordi min erfaring er noget særligt, men fordi jeg er overbevist om, at mange deler erfaring med mig. Der er hundredtusindvis af moderne mennesker, der længes efter tro, men de sidder bare ikke på kirkebænken om søndagen. Det er ikke, fordi de ikke tror. Måske har de det, ligesom jeg har haft det de seneste mange måneder. Når jeg selv som kirkebarn kan føle mig fremmed til en gudstjeneste, når jeg sad med det rodede liv i hænderne, hvordan føler den gennemsnitlige kulturkristne sig så ikke? De vil aldrig finde ind i kirken, og jeg forstår dem godt. Det hjælper ikke en pind at banke på døren hos de nybagte forældre med tilbud om tro, håb, dåb og medlemskab. Lad dem være i fred. Jeg tror, troen skal fødes ad en anden vej hos mange mennesker i dag. De skal mødes af Ordet et andet sted. Vi kan ikke arrangere stævnemøder i kirken med Vorherre og håbe på, at sød musik opstår. Men vi kan begynde med, som Marcel Proust skriver i "På sporet af den fortabte tid", at holde et lille stykke himmel fri over vores liv. Så skal Han nok selv komme, når Han kommer – og dæmpe al din ve. Og gør en evig sommer af al din trængsels sne. Kirkeligt set skrives på skift af kirkeminister for Venstre Morten Dahlin, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck og sognepræst Marie Høgh. Tryk for at læse mere
Nr. 97
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Skuespiller Maria Rossing bliver hyldet for sit livs rolle: Jeg har udvidet min idé om, hvad jeg kan Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:00:00
Drømmen fandtes. Det havde den gjort, siden hun var lille. Hun gik rundt på de vindblæste, vestjyske veje og interviewede sig selv, imens hun forestillede sig at være en kendt skuespillerinde. Hun fantaserede om at skabe en karakter og være en anden. Men der var langt fra drøm til virkelighed i den lille landsby Ramme, hvor hun voksede op. I den lokale hal gik man enten til fodbold, håndbold eller gymnastik. Ikke skuespil. Det gjorde man til gengæld i børneteatret i den nærliggende by Fjaltring, og da hun var 10 år, besluttede hun sig for at prøve teaterlykken og gå i en anden retning end Rammes idrætshal og det miljø, hun kendte til. Noget kunne tyde på, at Maria Rossing dengang for næsten 40 år siden traf den rigtige beslutning. Et lille mirakelEt af de foreløbige højdepunkter i hendes skuespiller-karriere har netop fundet sted. I november har Maria Rossing nemlig gennemført, hvad hun selv beskriver som sin mest krævende rolle nogensinde. Således opførte hun Selma Lagerlöfs mesterlige roman "Kejseren af Portugalien" på Betty Nansen Teatret i København. En to timer lang monolog. Maria Rossing i flere forskellige roller på en stor scene – kun flankeret af otte korsangere. "Jeg har fået udvidet min idé om, hvad jeg kan. Det der med at stå alene på scenen, gabe over historien, disponere over ens kræfter og finde frihed og ro i det. Det var en enorm opgave, som jeg er stolt af at have gennemført. Jeg har ikke lavet en monolog før, og jeg var virkelig i tvivl, om jeg var i stand til at indfri forestillingens potentiale. Men det endte lykkeligt, og det føles som en milepæl," forklarer hun. Berlingske kaldte forestillingen "et lille mirakel", og Kristeligt Dagblads anmelder beskrev præstationen som "en blændende forløsning". Maria Rossing har altid haft det allerbedst "på gulvet", som hun formulerer det – et synonym for scenen i teater- og skuespilkredse. "At så mange mennesker samles i et rum om den samme oplevelse, som sker for øjnene af dem. Det er smukt, synes jeg. Det er ikke altid, det sker, men det kan ske, at det simpelthen bliver fortryllende at være på scenen i det rum," forklarer hun. "Og så elsker jeg den undersøgende proces, som prøver, planlægning og instruktion er. Summen af alle de komponenter, der gør et godt skuespil. Når alt smelter sammen og bliver noget helt andet, end det man kan sidde rundt om et bord og tale sig frem til." Farvel til Det Kongelige Teater I 1998 blev Maria Rossing i andet forsøg optaget på Den Danske Scenekunstskole i København, hvorfra hun blev færdiguddannet fire år senere. Herefter fulgte 17 år som en fast del af ensemblet på Det Kongelige Teater, men i 2019 sagde hun op. Hun ville have friheden tilbage. "Jeg havde ingen indflydelse på, hvilke roller jeg fik, eller hvor mange roller jeg fik. Det slider på en. Jeg længtes efter selv at kunne bestemme," siger Maria Rossing. Men det var et svært valg, slår hun fast. Det var et privilegium og en tryghed for hende at være fastansat i et hus med så mange ressourcer. Maria Rossing indså efter sin opsigelse, at der fandtes en skuespilverden uden for Det Kongelige Teater, som ikke havde været tilgængelig i mange år. Der begyndte at åbne sig døre, hun aldrig før var gået ind ad. Således har hun i løbet af de senere år medvirket i en række film og tv-serier sideløbende med flere skuespil på Betty Nansen Teatret. Mange vil formentlig kende hende fra DR's dramaserie "Carmen Curlers" som landmandskonen Birthe. En rolle, der i 2023 indbragte hende den prestigefulde Robertpris som "den bedste kvindelige hovedrolle i en tv-serie". Maria Rossing er gift med skuespilleren Morten Suurballe, med hvem hun har en søn. Det har ikke været nogen simpel øvelse at balancere familielivet med to travle skuespilkarrierer. "Jeg har ofret meget tid på min karriere. På Det Kongelige Teater talte man ikke om, hvordan man fik tingene til at hænge sammen. Der arbejdede man bare. Vi har altid brugt en halv løn på dygtige babysittere. Heldigvis er der i de senere år kommet større opmærksomhed på, at skuespillere er meget andet end skuespillere," siger hun. Nu fylder du 50 år. Hvordan har du det? "Jeg er glad. Det seneste år har været helt vildt med mange spændende opgaver. Det kan være, det pludselig stopper brat, men jeg håber, at det bliver ved. For jeg elsker det, jeg laver." Tryk for at læse mere
Nr. 96
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Last Christmas, Et barn er født i Betlehem og Alene Hjemme. Hvorfor vender vi tilbage til de samme værker jul efter jul? Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 18:00:00
Den starter med "I’m dreaming of at white christmas…"/"Jeg drømmer om en hvid jul", "Just like the ones I used to know…"/"Præcis som dem jeg plejede at kende". Bemærk, at den er skrevet under Anden Verdenskrig, hvor hele verden var ved at gå i stykker. Så der er drømmen om en hvid jul, der er noget nostalgi, der er træerne, og der er billedet af børn, der sidder og lytter. Det er ikke en sangtekst, det er et billede. Hvis man skulle male julen, så er det sådan her, man ville gøre. Hvorfor vender vi tilbage til værket år efter år? Vi hører den igen og igen, fordi den altid har været der, og fordi lyden er gammel. Den lyder lidt som Disneys juleshow, der kører igen og igen. Den har været der siden Anden Verdenskrigs afslutning og har en forbindelse til USA, som dengang var de gode, og som havde vundet den nye verdensorden. Det var og er lyden af den nye verdensorden og en verden, der hænger sammen. Hvad siger værket om os? Den siger det om os, at vi på mange måder er og har været kulturamerikanere de sidste 80 år. Den siger også, at vi er vanemennesker, der har brug for traditioner. Uanset hvad jeg kunne have af intellektuelle modsigelser, så glæder jeg mig til jul, når jeg hører "White Christmas". Og jeg håber også, at jeg vågner op dagen efter juleaften, og så er der kommet fred i verden igen. For det er det, der ligger i sangen. "Last Christmas" af Wham! (1984)Hvad handler værket om? Den handler om følelsen af at sidde alene, men at man har håb for, at i år bliver det bedre. Dybere kommer jeg ikke. Og så er teksten labyrintisk. Den går i ring, og år efter år tænker man: "Åh nej, nu igen i år. Stakkels mand." Hvorfor vender vi tilbage til værket år efter år? Man behøver ikke høre mere end et halvt sekund af den, så ved man, hvilken sang man hører. Det er lyden af en 80'er synthesizer, og det er lyden af faldende sne. Derudover er den så stor en tradition, at den har skabt sine egne traditioner, blandt andet i form af "whamageddon" (en leg, hvor man skal forsøge at undgå at høre "Last Christmas" i løbet af december). Hvad siger værket om os? Den siger det om os, at vi godt kan lide gentagelser. Det kan godt være, at vi brokker os lidt og siger: "Åh nej, nu igen", men vi kan godt lide det. Og så er den også et billede på, at vi ikke hører efter. Det er en af konsekvenserne af, at vi har levet med engelsksproget musik i virkelig mange år. Det giver en ekstra dimension til, at musikken nærmere trykker på stemninger, end at vi lytter til teksten. "All I Want for Christmas Is You" af Mariah Carey (1994)Hvad handler værket om? Grundidéen er utrolig simpel: Det eneste, jeg ønsker mig til jul, det er dig. Det er det tilbagevendende tema i sangen. Og så er den det kvindelige modstykke til de to andre sange og et billede på den afroamerikanske musik, der begynder at trænge igennem alt det hvide. Hvorfor vender vi tilbage til værket år efter år? Igen: På et sekund ved man, at det er den her, der spiller. Mariah Carey laver nogle virkelig vilde fraseringer, og så har hun et stort overskud igennem hele sangen. Og så er den utroligt dansabel og musikalsk, så den passer rigtig godt til julefrokosten. Når jeg hører den, begynder min krop med det samme at danse. Det er en sang, man bliver glad af, og det er en del af det skelet, vi har brug for i julen. Hvad siger værket om os? Julen er hjerternes fest og håbets højtid. Det er fortællingerne om det lille Jesusbarn og et tidspunkt, hvor vi bekræfter hinanden i håbet. "All I Want for Christmas Is You" putter os i stemning til at have det så godt, at vi kan kigge på verden og tænke: "Jeg håber lidt." Det er ikke den dybeste sang, men det er en påmindelse om, at vi også har brug for den rendyrkede glæde og budskabet om, at vi kun har brug for hinanden. Jens Hesselager, lektor i musikvidenskab ved Københavns Universitet, om julesalmer"Glade jul, dejlige jul", komponeret af Franz Xaver Gruber (1818), dansk tekst af B.S. Ingemann (1850) Hvad handler værket om? "Glade jul, dejlige jul" handler om Jesusbarnets fødsel, men først og fremmest om budskabet om det. Den foregår på marken hos hyrderne, som får budskabet overbragt. I den danske version, som B.S. Ingemann har skrevet teksten til, bruger han sit yndlingsbillede, englene, og lader dem træde i forgrunden som budbringere af budskabet. Hvorfor vender vi tilbage til værket år efter år? Mere vil have mere. Det er en international juleklassiker. Den er endda fortolket af Elvis Presley og Mariah Carey. Og så minder Ingemanns billedsprog og musik om en vuggesang. Den er fuld af beroligende gentagelser, men så overrasker den til sidst og går en takt op og bliver nærmest ekstatisk, når man synger "fryd dig, hver sjæl, han har frelst!". Hvad siger værket om os? At vi er nostalgiske væsener, der godt kan lide salmens budskab om fred, idyl og at vende tilbage til den, som var den en drøm, hvert år. "Et barn er født i Betlehem", dansk tekst af N.F.S. Grundtvig (1820), tysk visemelodi harmoniseret af A.P. Berggreen (1849) Hvad handler værket om? Salmen handler også om Jesusbarnets fødsel, men i denne salme er det fortalt som et eventyr. Grundtvig skrev den til børn, og det kan man godt mærke. Den handler om barnetroen, hvorfor den tænker barnet ind både som modtager og som sanger. Hvorfor vender vi tilbage til værket år efter år? Den er supernem at lære, og hele familien kan synge med, når man danser om juletræet. Den har en mere verdslig karakter end mange andre salmer. Hvad siger værket om os? Når vi som voksne vender tilbage til "Et barn er født i Betlehem", er det også en måde, man kan føle sig forbundet med sin egen barndom og barndomsjul på. Det er en måde, man kan se tilbage på sit eget liv på. Vi fascineres af det barnlige ved salmen. "Dejlig er den himmel blå", tekst af N.F.S. Grundtvig (1810), komponeret af Jacob Gerhard Meidell (1840) Hvad handler værket om? I denne salme følger vi de tre vise mænd, der følger ledestjernen og finder Betlehem og Jesusbarnet. Det er stjernehimlen, der er det vigtige. Den er også skrevet tiltænkt børn, men denne gang er det prædikende element stærkere: "Du skal også kigge på ledestjernen, altså Jesus i dit liv, fordi så kommer du til Gud," siger salmen. Hvorfor vender vi tilbage til værket år efter år? Fordi den er prædikende, det er en god historie, og den er poetisk, når den maler smukke billeder af stjernehimlen. Melodien er opadgående, hvilket understøtter, at man løfter blikket op mod himmelrummet – mod stjernerne og Gud. Hvad siger værket om os? Billedet af stjernehimlen er tiltalende for os alle. Stjernehimlen er evigheden, også i verdslig forstand. Hvorfor vender mange, der ikke er troende, tilbage til disse salmer hvert år, når de danser om juletræet? Det er lidt, som hvis man gik til halbal. Der skal være to hurtige og en sjæler. "Dejlig er den himmel blå" og de andre er de hurtige. Heidi Philipsen, lektor i medievidenskab ved Syddansk Universitet, om julefilm“Alene Hjemme”, instrueret af Chris Columbus (1990) Hvad handler værket om? "Alene Hjemme" handler om familie i en travl tid. Det er op til jul, og de kommer til at glemme deres otteårige søn Kevin ved en fejl, da de rejser på ferie. Der opstår to verdener: Familien, der er på vej til Paris, og Kevin, der håndterer et indbrud i huset med en hel masse kreative påfund. Familien bliver splittet ad og finder sammen igen til sidst. Den handler om tilgivelse. Hvorfor vender vi tilbage til værket år efter år? Blandt andet fordi den har en lykkelig slutning. Der er en vis spænding og tryghed i at se ham gennemgå samme ting år efter år. Hvad siger værket om os? Den vender et spejl mod den travle familie. Alting skal være så frygteligt fint til jul, vi skal købe de rigtige gaver og tage de rigtige steder hen. Og så glemmer vi måske det allervigtigste, som er at være nærværende i familien. Man kan se den og tænke: "Ej, prøv lige at se, her er en familie, der glemte deres dreng. Vi skal for alt i verden huske hinanden og tiden til hinanden." “Love Actually”, instrueret af Richard Curtis (2003) Hvad handler værket om? Den foregår i London midt i den travle juletid, hvor vi følger ni forskellige kærlighedshistorier, som bliver flettet sammen. Alle har travlt og tvivler på, hvem de skal være sammen med, og så kulminerer og forløses fortællingerne juleaften. Hvorfor vender vi tilbage til værket år efter år? "Love Actually" siger noget om romantik, og den viser det på en humoristisk måde. Skuespillerne er også super gode og velkendte, eksempelvis Hugh Grant og Colin Firth. Man ved, at de kan tage en med på en emotionel rejse, og at man finder trygt og sikkert hjem igen. Hvad siger værket om os? Mange kan relatere til, hvor søgende disse karakterer er. De blaffer rundt og kan ikke rigtig finde ud af, hvem de egentlig er forelskede i, om det er den rigtige kærlighed, de har valgt, og hvor meget de skal ofre for at få den til at fungere. Ligesom "Alene Hjemme" handler den også om tilgivelse, og at huske på, hvad der er det vigtige i livet. “The Holiday”, instrueret af Nancy Meyers (2006) Hvad handler værket om? "The Holiday" handler om to meget forskellige kvinder, der bytter hjem julen over. De forsøger at komme væk fra nogle kærlighedsproblemer, men så opstår ny romantik på uventede måder i det nye hjem, der er meget anderledes end det, de kommer fra. I filmen er julen en magisk tid, hvor meget går op i en højere enhed, og kvinderne får nye perspektiver og værdier. Hvorfor vender vi tilbage til værket år efter år? Det er en komedie, ligesom de to andre film. Vi kan virkelig godt lide, når julefilm er underholdende, sjove og hyggelige. Hvad siger værket om os? At værdierne omkring kærlighed, fællesskab, tilgivelse og traditioner er vigtige, selv om julen kan se ud på mange måder. Alle tre er feel-good-film, der siger noget om vores behov for at blive spejlet i, at julen ofte stiller os over for nogle valg, man kan få lidt for travlt undervejs og glemme de ting, der virkelig betyder noget, men så løser det hele sig, og man får tilgivet det, der skete undervejs. Tryk for at læse mere
Nr. 95
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Her er otte bøger til adventstidens stille stunder Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 17:00:00
Vi lever i en Selma Lagerlöf-renæssance. Den svenske nobelprismodtagers værker nyoversættes, genudgives, sættes op som teater og læses som sjældent før. "Kejseren af Portugalien" er et godt sted at begynde opdagelsen eller genopdagelsen af Lagerlöf, og har man børn, er historien om Niels Holgersen uomgængelig. Her i adventstiden er der imidlertid ét værk, der trænger sig særligt på som en stor oplevelse i den mørke tid: "Jerusalem" fra 1901-1902. Romanen, som Bille August filmatiserede i 1996, handler om en gruppe svenske bønders udvandring fra Dalarna i 1896 til Jerusalem. Vakte som de er, drages de af kristendommens kernesteder i forventning om Jesu genkomst. Deres drøm om at grundlægge en koloni efter kollektivistiske principper kolliderer imidlertid med virkeligheden: "Den hellige stad" er larmende, svedig, sygdomsbefængt og alt andet end en fantasiforestilling om et land, der flyder af mælk og honning. Kulturkritiker og forfatter Henrik Wivel, som har skrevet "Snedronningen" om Lagerlöfs forfatterskab, har præcist karakteriseret "Jerusalem" på denne måde: "I hendes suveræne blanding af realisme og magisk-visionær prosa åbnede hun således for en klassisk konflikt mellem troens magt og kærlighedens styrke. Hun skabte hermed et af den nordiske litteraturs stærkeste opgør med den sekteriske religiøse vækkelse og erotiske askese til fordel for den kærlighed, der ytrer sig i hengivelse og som tilgivelse og forløses i moden vækst på erfaringens og den hjemlige jords betingelser." Gud og sjælegranskning i "Gilead" At Gud findes også de mest upåagtede steder, vil Marilynne Robinson skrive under på. Om hun kender Lagerlöfs "Jerusalem", er uvist, men hun er særdeles velbevandret i kirkehistorien og kender vækkelsernes betydning i sit hjemland USA. Forfatterens roman om den lille prærieby Gilead i romanen af samme navn er perfekt til den stille venten i tiden op mod jul. Alting går meget langsomt i romanen, der er tid til eftertanke og dvælen for både læseren og hovedpersonen, præsten John Ames. Han er gammel og ser tilbage på et langt liv som prædikant i den lille by. I en sen alder er han blevet gift (med Lila, som man kan læse mere om i Robinsons roman af samme navn) og har fået en søn, som "Gilead" er skrevet til. Heri samler den gamle præst sine erindringer, tanker om troen og generelle livsråd til drengen, samtidig med at Midtvesten i USA i 1950'erne beskrives indgående. En moderne klassiker om tro og eksistens fra en af USA's største forfattere. Passioner og provokationer i "Øst for Paradis" En anden af de helt store landlige forfattere fra USA er John Steinbeck. Hans bibelsk betitlede "Øst for Paradis" har lagt navn til både den bedste biograf i Aarhus og Elia Kazans vidunderlige filmatisering med James Dean fra 1955. Filmen dækker kun en mindre del af den storladne fortælling om tre slægter i Salinasdalen i Californien i årene omkring Første Verdenskrig. Et gennemgående tema i romanen er forholdet mellem skæbne og fri vilje. Den ene af de to Kain og Abel-agtige brødre i romanen er bange for, at moderens ondskab lever videre i ham, men romanen viser, at man kan løfte sig fra sit ophav og vælge godheden og tilgivelsen. Savner man en episk beretning om tilværelsens og kristendommens store spørgsmål fra en forfatter, der nok fik Nobelprisen, men som skrev utroligt jordnært, er "Øst for Paradis" en dejlig julebog. Frygt og håb i "Juleoratoriet" En anden afdød forfatter, hvis værker lever videre i bedste velgående, er svenske Göran Tunström, især hans roman "Juleoratoriet", som han fik Nordisk Råds Litteraturpris for i 1983. Det er blevet sagt, at romanens sorgmuntre lyriske tone indkapsler "det særligt nordiske". Det er dog en tysker, der har givet romanen navn, nemlig Johann Sebastian Bach og i særdeleshed hans store oratorium af samme navn. I romanen er det – som i alle de væsentlige romaner – det uoprettelige tab og den livslange sorg, der er emnet. Göran Tunström fortæller her om en dreng, der som 12-årig mister sin mor. Hun trampes ihjel af familiens køer, som drives hjem til aftenmalkningen, og romanen beskriver, hvordan sønnen Sidner og ægtemanden Aron forsøger at leve med tabet. Som i mange store romaner tematiserer Tunström, hvordan vi mennesker forholder os til fænomener, vi mødes med i tilværelsen. Her er det døden, og enkemanden Aron kan ikke slippe den. Han er som bundet til sin afdøde kones skæbne. For sønnen bliver det anderledes, og her spiller Bachs kirkemusik en afgørende rolle. Præst og forfatter Doris Ottesen har skrevet om romanen med disse ord: "Sidner kommer til at erkende, at det vigtigste er, at man én gang har mødt kærligheden, og at man derfor ved, at den findes, også når man ikke møder den. Man kan også sige, at Sidner erfarer, at der er en kærlighed, der er stærkere end døden. Og at den er guddommelig, også selvom den bæres frem til os af andre mennesker, døde såvel som levende." Fugaer og frelse i "Flugt" Vi bliver i samspillet mellem det nordiske og Bach. Det sker med romanen "Flugt", som Carl Frode Tiller har skrevet, og som tegner til at blive et hovedværk i det hastigt voksende og meget læste norske forfatterskab. Tiller besøgte Danmark ved årets kirkefestival "Himmelske Dage" i Silkeborg, og mange både inden- og uden for kirkelivet følger nøje Tiller, som er blevet kaldt "den nye Knausgård". I "Flugt" er omdrejningspunktet julenat, hvor de bibelsk betitlede Elisabet og Sakarias tænder lys på graven for deres 12-årige Johannes, som er død i en ulykke. Tillers læsere er vant til eksperimenter, og i "Flugt" optræder alle tre personer på skift som jeg-fortællere. Musikken af Bach, der spiller med i hele romanen, er fra "Das Wohltemperierte Klavier", som i øvrigt også præsident Bartlett i tv-serien "The West Wing" holder af, og som Ian McEwan har inddraget i en roman. Det forstår man godt: "Bach, altid Bach", som Elisabet siger på første side af "Flugt". I Norge skrev Dagens Næringsliv ved udgivelsen: "Årets bedste norske roman". Her i avisen skrev anmelder Liselotte Wiemer: "Tillers roman er alt andet end flugt. Snarere ser jeg den som et helt nyt møde i forfatterskabet. En skriven sig frem til kernen i ikke bare sorgen, men i julenat, hvor engle vandrer gennem alle verdener. Men det kan ikke engang præster forstå, som han tørt kommenterer gennem Elisabet. Gad vide?". Vidunderlige højtidsbeskrivelser i "Om vinteren" Vi bliver i Norge med Karl Ove Knausgård, som er berømt for sine serier "Min Kamp" og "Morgenstjerne"-bøgerne, der fortsat er under udgivelse (i hjemlandet er efterfølgeren til "Arendal" lige udkommet). Men Knausgård har også skrevet en årstidsserie: fire bøger, der følger årets gang, og som i lighed med "Gilead" er skrevet til et barn, i dette tilfælde stjerneforfatterens dengang ufødte datter. Den bog i serien, der passer bedst til advents- og juletiden, er selvsagt "Om vinteren", der rummer korte kapitler om stort og småt, der har med årstiden at gøre: julegaver, julemænd, gæster, fyrværkeri, sne. Knausgård kan som få andre observere et hverdagsfænomen og udfolde dets betydning på få sider og løfte det til nye højder. I "Om vinteren" sammenligner han eksempelvis litteraturen og legetøjet, pakket ind som gave, ventende under juletræet: "Den evne, til at give det døde liv, til at skabe en verden hvor det lukkede åbner sig mod os, er forædlet i litteraturen, for der er ingen principiel forskel på hvad der sker når jeg åbner en af bøgerne her, lad os sige Tolstojs "Krig og fred", og når børnene i morgen åbner deres gaver". Det døde vækkes til live: Knausgård er ofte påskehenvisende i sin prosa, og hans vinterbog er oplagt at læse nu. Kærlighed og kristendom i "Korsveje" Det første ord i amerikanske Jonathan Franzens roman "Korsveje" er "Advent", og bogen er da også utrolig oplagt at læse i denne tid, hvis man både vil forsvinde i en god historie og opleve kirkelivet indefra. Franzen slog igennem med "Korrektioner" fra 2001 og organiserer sin seneste bog på dansk, altså "Korsveje", efter kirkeåret, så første afsnit hedder advent og næste hedder påske. Kirkeårsromanen på næsten 600 sider er første bind af en trilogi med den samlede titel "En nøgle til alle mytologier" og handler om familien Hildebrandt fra Midtvesten i begyndelsen af 1970'erne. Hovedpersonen Russ er præst i kirken First Reformed Church of New Prospect, Illinois, gift med Marion, og sammen har de børnene Clem, Becky og Perry. I store afsnit følger man i "Korsveje" hvert familiemedlem gennem kirkeåret, og samlet tegnes et portræt af en tid, hvor kirkeliv flød sammen med det brede kulturliv på en måde, så stemmer i samtiden begyndte at efterlyse en mere tydelig kristendom. Russ ser sig selv som frisindet og antiborgerlig, men overhales alligevel indenom i kulturåbenhed af en nyansat ungdomspræst, der bliver enormt populær i lokalsamfundet. I et interview her i avisen har Franzen udtalt, at han er interesseret i at skildre, hvad der sker, når faste former eroderer, og længslen efter holdepunkter og etisk og religiøs retning fødes: "1970'erne var det triste efterspil til 1960'erne, hvor mange af de sociale normer blev brudt op. Og man kan argumentere for, at vi stadig lever i skyggen af 1960'ernes normbrud, og at det ikke er spor gavnligt for et samfund at befinde sig her. Allerede med Shakespeare ser man, hvor katastrofalt det kan udvikle sig, når den herskende orden trues. Man skulle jo tro, at kaos er frisættende, og dele af kunsten bevægede sig også interessante steder hen, da forskellen mellem fin- og lavkultur blev ødelagt fra 1960'erne og frem. Men man bliver på et tidspunkt også bevidst om, hvad man mister, når der ikke er nogen struktur." Dyk ned i Franzens kirkeårsroman. "Korsveje" er værd at kende for den litterært og teologisk interesserede læser. Kloge formuleringer i "Katekismus i kristendom" Vi slutter i Danmark med en lille abc om det, det hele handler om i julen: kristendommen. Tidligere biskop Jan Lindhardt var en mester til at formulere sig fyndigt. Han åbnede evangeliet for danskerne gennem sin tørre humor og selvironiske kommentarer. Om kristendommen sagde han for eksempel: "Gud har man i ryggen, ikke på nakken." Det er jo sandt. Gud er ikke en moralsk linjevogter. Gud sætter fri til at leve det liv, vi har fået givet. Bag vittighederne gemte sig altid et anliggende. Lindhardt skrev blandt meget andet en katekismus, altså en bog, der i Luthers ånd udlægger kristendommens lære. Heri minder han om, at ordet synd er beslægtet med ordet sund. Altså en vandmasse eller et bælt, der adskiller to landområder. På samme måde som et sund adskiller synden. Den adskiller mennesket fra Gud. Synd er at være egoistisk og kun tænke på sig selv. Og hvis man kun tænker på sig selv, glemmer man Gud. Man glemmer, at man faktisk aldrig står selv, men kristeligt set altid holdes oppe af Gud. Hvis man på kort plads vil have styr på, hvad kristendommen handler om, er Lindhardts katekismus en kærkommen julegave. Tryk for at læse mere
Nr. 94
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Julekugler har fået selskab af champagneglas, læbestifter og syltede agurker: Det er populært at hænge hverdagsobjekter på juletræet Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 16:30:00
Når grantræerne står færdigpyntet i danskernes hjem denne jul, er det ikke kun kugler, stjerner og engle, der dingler fra grenene. De mere traditionelle ornamenter har fået selskab af mere alternative glas- og stoffigurer i alskens former og motiver, der ikke har meget med hverken jul eller kristendom at gøre. Er man eksempelvis begejstret for asparges og salathoveder, kan man gå i butikskæden Søstrene Grene og købe glitrede miniversioner til at hænge på træet. Er man mere til våde varer, kan man i interiørbutikken Dansk finde julepynt i form af en juicebrik og en pakke øl. Eller hvad med en kaffekande, en en pose chips eller en garnnøgle? Hos butikskæden Flying Tiger er det nu en håndfuld år siden, de begyndte at sælge juleornamenter i form af hverdagsting i kædens omtrent 1100 butikker i og uden for Europa. Efterspørgslen på det alternative pynt er vokset lige siden, og det sælger lige så godt og hurtigt, som det mere klassiske sortiment af engle og nisser, fortæller kædens kommunikationschef, Louise Müller. "Vi laver alt fra popcornmaskiner til sushi, syltede agurker og læbestifter. Hvert år kommer der nye motiver til, som følger tidens trends, og de mere alternative designs har også ramt plet hos en ny, yngre målgruppe, som elsker pynt, der er lidt anderledes." Anna Wowk Vestergaard, museumsinspektør med speciale i julen i Den Gamle By i Aarhus, husker, at hun første gang for alvor lagde mærke til et af de alternative glasornamenter under coronakrisen. "Der kom en figur med mundbind på, som blev populær at hænge på træet. Det var et af de første eksempler på, hvordan det er oppe i tiden at tage noget genkendeligt og hverdagsagtigt og gøre det til julepynt." Det alternative pynt kan umiddelbart virke som et nymodens brud med juletraditionerne. Men ser man tilbage på julepyntens historie, finder man, at idéen med at pynte op med genstande, der kan virke tilfældige, går langt tilbage, siger Anna Wowk Vestergaard. "I slutningen af 1800-tallet var det ligeledes populært at bruge diverse ting og sager fra hverdagen som motiv i julepynten. Det kan vi eksempelvis se fra glaspusterierne i den sydtyske by Lauscha i Thüringer Wald, hvor en stor del af datidens glasjulepynt blev produceret. Nogle af glasfigurerne har form af ure, tepotter, luftballoner og skibe, som også blev hængt op som julepynt," siger hun. "På den måde er der ikke tale om en ny tendens, men mere en bølge, der de senere år er kommet igen." Man skal forstå tendensen i nyere tid som et led i en udvikling, der især siden begyndelsen af 1990'erne har udvidet julepyntens målgruppe fra primært børn til også at være voksne, forklarer Anna Wowk Vestergaard. "Den første voksenjulekalender i fjernsynet kom i 1991, derefter fulgte skrabekalenderen i 1994 og senere også adventskalendre målrettet voksne med eksempelvis makeup-produkter, chilikugler og øl. De her lidt skæve og kreative juleornamenter er meget detaljeorienterede, og de appellerer ligeledes til en voksen målgruppe," siger hun. "Når de er så populære, skyldes det, at man kan udtrykke sig selv og sin personlighed med dem. Med julepynten viser vi, hvem vi er, men sådan har det alle dage været." Tryk for at læse mere
Nr. 93
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Putins frosne rubler er en fristelse, der er svær at sige nej til – og dog Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 16:07:00
I en billedligt talt gigantisk kummefryser står russiske rubler på konti i Europa. Der er tale om 140 milliarder euro – langt størstedelen befinder sig hos firmaet Euroclear i Belgien. Rusland har ingen adgang til dem, og der har længe været diskuteret om de såkaldt indefrosne midler kan bruges til at støtte Ukraine. Det vil løse mange problemer. Det kan finansiere den ukrainske stat og det ukrainske militær de næste to år. Det er en fristelse, som det kan være meget svært at sige nej til – og dog. Fristelsen går på to ben. EU vil med ét have en sammenhængende finansieringsplan for støtten til Ukraine for en to-årig periode, og presset på de europæiske skatteydere vil blive lettet betydeligt. Det andet ben er det geopolitiske, hvor USA's økonomiske støtte til Ukraine stort set er væk – EU vil for sin egen sikkerheds skyld og som trofast allieret af Ukraine kunne meddele, at man kan fylde det hul, som USA har efterladt. Fristende, men dog ikke uden betydelige og ubekendte langsigtede konsekvenser. For det danske roterende EU-formandskab, der udløber til nytår, vil det være en stor prestigesejr, hvis EU-Kommissionens forslag bliver til virkelighed inden da. Men vejen til den beslutning er brolagt med betydelige politiske forhindringer. De fleste ved, at en sådan beslutning kræver, at de 27 EU-lande bliver enige, og her ligger de første problemer. Naturligvis er Ungarn og Viktor Orbán kritiske, det kan ikke overraske. Men Orbán er dog ikke mere principfast, end at han i historikken hidtil under Ruslands krig mod Ukraine har vist sig villig til at lade sig overbevise til gengæld for fordele til Ungarn. Måske vil det overraske, at Belgien, hvor EU-Kommissionen har adresse, er en større forhindring. Den belgiske premierminister Bart De Wewers kontor ligger i gåafstand fra EU-Kommissionen, og han er mildest talt ikke meget for idéen. Ikke fordi han ikke støtter Ukraine, men fordi det vil indebære en stor risiko for Belgien. Den korte forklaring er, at Putins indefrosne midler i EU i høj grad står på konti i Belgien, hvorfor Belgien frygter voldsomme russiske repressalier – ikke blot her og nu, men i årtier fremover. Og vel er EU solidarisk nu, men hvad om et årti eller to – står Belgien så alene over for en hævngerrig østlig stormagt? En småstat må gøre sig disse overvejelser. Der er også en anden kilde til potentiel modstand i medlemskredsen, som der tales meget lidt højt om. Putins rubler vil ikke flyde direkte til Ukraine, de forbliver indefrosne. I stedet stilles de som sikkerhed for en lånemekanisme, hvorfra Ukraine tilføres midler. Det er i alt fald én af konstruktionerne under overvejelse. Igen skal man se længere ud i fremtiden, for hvad nu hvis der opstår en politisk-økonomisk situation, hvor Rusland legitimt kan hæve midlerne? Så er sikkerheden for lånemekanismen væk, og så står EU-landene og deres skatteydere med en gigantisk regning. Det indgår i overvejelser om, hvorvidt man bør modstå den umiddelbare fristelse. EU-Kommissionen og de ledende medlemslande er dog enige om kursen, og det vil for dem være et stort nederlag, hvis ordningen ikke er på plads inden nytår. I så fald venter andre og ubekendte risici forude. Sådan er det, når en verdensorden er under forandring. Ændrer man spillereglerne for andre, så er der en meget stor sandsynlighed for, at man i en helt anden konflikt ude i fremtiden får sin egen medicin lige i hovedet igen – som straf og som ny international norm. EU-landene var i sin tid uenige om, hvorvidt det var rigtigt – og klogt – med en folkeafstemning i Kosovo om nationens selvstændighed. Det endte med, at folkeafstemningen blev gennemført, og Kosovo opnåede selvstændighed. Serbien bakket op af Rusland protesterede. Hvordan var det formelt, at Rusland annekterede Krim i 2014? Ved en folkeafstemning, som EU ikke anerkender, hvor Rusland med slet skjult arrogance sendte beskeden, at man jo blot gjorde, hvad Europa havde gjort i Eksjugoslavien, i Kosovo. Et andet konfliktpotentiale er, at USA's præsident, Donald Trump, i sin 28-punktsplan for fred i Ukraine ønsker, at USA skal disponere over en væsentlig portion af de indefrosne russiske midler, der står på konti i Europa. Til gavn for USA. I sin Ukraine-fredsproces er Trump kendt for dels ikke at gå i – og måske endda ikke kende – detaljer i sine egne planer. Så om den mulige gennemførelse af Kommissionens plan vil føre til en ny stor konflikt over Atlanten, vides ikke. Risikoen er der. Kommissionen ønsker, det lykkes inden nytår. Det samme håbes i Kyiv og i København. Om æblet, man potentielt tager en bid af, er en forbuden frugt, må tiden vise. Tryk for at læse mere
Nr. 92
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Rektor stopper på katolsk gymnasium: Jeg var ikke dygtig nok til at løfte opgaven Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 15:55:00
Fredag klokken 11.15 sendte rektor Henrik Vestergaard Stokholm, der de sidste 15 måneder har stået i spidsen for Niels Steensens Grundskole og Gymnasium i København, sin opsigelse. Fra årsskiftet tiltræder den 45-årige skolemand som rektor for Mulernes Legatskole nær sit og familiens hjem i Odense. Ansættelsen på Mulernes Legatskole beskriver han som indfrielsen af en gammel drøm. Henrik Vestergaard Stokholm søgte for år tilbage forgæves en stilling på skolen, som han fredag i et opslag på Facebook beskriver som en "kreativ og kærlig dannelsesbastion i Odense". Du har været ansat på Niels Steensens Grundskole og Gymnasium 15 måneder. Hvorfor forlader du skolen efter så kort tid? "Jeg har fået mulighed for at blive rektor på en skole med stor rummelighed, som aldrig har været en eliteskole, men et sted med en social mangfoldighed, hvor elever er blevet til mønsterbrydere. Og så må jeg også erkende, at jeg ikke har været dygtig nok til at løfte opgaven på Niels Steensens Grundskole og Gymnasium (NSG). Det var en kompleks opgave, som kræver en anden type leder end mig." I et interview med Kristeligt Dagblad tidligere på året gav du udtryk for, at du havde været i tvivl, om det var dit livs fejltagelse at blive rektor på NSG. Er jobskiftet et udtryk for, at det var dit livs fejltagelse? "Det har været svært og slidsomt at dele sin tid mellem København og vores hjem i Odense, men jeg har haft en god ledelse, og så har jeg mødt en række gode mennesker, ikke mindst skolepræst Daniel Nørgaard, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. Mødet med ham betyder, at jeg har fået en tro, går i kirke hver søndag, og jeg blev indskrevet på teologistudiet på Københavns Universitet." Henrik Vestergaard Stokholm, der blev landskendt for sit engagement i flygtninges sag som rektor på Nyborg Gymnasium, tiltrådte som rektor for Niels Steensens Grundskole og Gymnasium i sommeren 2024 og afløste Peter Franklin, der i tre år stod i spidsen for skolen, som blev grundlagt for 75 år siden af den katolske jesuiterorden og har omkring 850 elever og omkring 100 ansatte. Tryk for at læse mere
Nr. 91
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Pave Leo: 1700 år gammel tekst minder os om, at Jesus ikke er superman Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 15:53:00
Den katolske kirkes overhoved, pave Leo, er på sin første udlandsrejse. Han er først og fremmest i Mellemøsten for at fejre et af de vigtigste møder i kirkehistorien, nemlig det møde i år 325, der førte til en trosbekendelse, som deles af verdens kirker den dag i dag. Det sker i det nuværende Iznik i Tyrkiet, som dengang hed Nikæa. I en tale fredag takkede pave Leo den ortodokse kirkes overhoved, patriark Bartholomæus, der er den første blandt ligemænd af verdens ortodokse ledere, for dennes visdom, da han foreslog, at de to kirker sammen skulle markere Nikæa-mødet. Pave Leo understregede desuden vigtigheden af den bekendelse, som kom til verden for 1700 år siden. Og han sagde, at teksten stadig i dag opfordrer den kristne personligt til at reflektere over, hvem Jesus er, skriver Vatikanets hjemmeside. "Det spørgsmål er særligt vigtigt for kristne, der risikerer at reducere Jesus Kristus til en slags karismatisk leder eller en supermand, hvilket er en misrepræsentation, der i sidste ende fører til tristhed og forvirring," lød det fra paven om teksten, der slår fast, at Jesus var guddommelig. "Hvis Gud ikke blev menneske, hvordan kan dødelige væsener så få del i hans udødelige liv," spurgte paven ifølge Vatikanets hjemmeside. Paven fordømte tidligere fredag vold, der udøves under påberåbelse af religion, og han kaldte det en skandale, at verdens 2,6 milliarder kristne ikke er mere samlede, skriver Reuters om besøget i Tyrkiet, hvor det er velkendt, at kristne er hårdt pressede som religiøs minoritet. Torsdag havde den amerikanske pave, der blev valgt til embedet i maj, blandt andet mødt den tyrkiske præsident Erdogan i Ankara. Ifølge nyhedsbureauet AP lovpriste pave Leo over for den tyrkiske præsident landets historiske rolle som broen mellem øst og vest. "Må Tyrkiet være en kilde til stabilitet og tilnærmelser mellem folkeslag i en retfærdig og varig freds tjeneste," sagde pave Leo torsdag, oplyser nyhedsbureauet AP. Tyrkiet har blandt andet lagt jord til fredsforhandlinger mellem parterne i de to konflikter og lagt diplomatisk pres på for at få en fred. Men samtidig har styret i Ankara støttet terrorbevægelsen Hamas. Over for paven gjorde Erdogan klart, at den palæstinensiske sag er central for en varig fred i regionen, og han roste Vatikanet for at tage stilling i sagen. Den seks dage lange tur skal ifølge planen også føre paven til Libanon i begyndelsen af næste uge. Libanon har altid spillet en særlig rolle for skiftende paver, idet landet med dets relativt høje religionsfrihed anses for at være en bastion for Mellemøstens trængte kristne. Og med et besøg her indfrier paven et løfte fra sin forgænger, pave Frans, som ikke nåede at besøge landet på grund af sygdom. Tryk for at læse mere
Nr. 90
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Den danske stat indgår sjældent forlig: Patient var bæltefikseret i to dage Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 14:40:00
Men det var det, der skete, da en patient blev bæltefikseret på en dansk psykiatrisk for snart seks år siden. Det anerkender den danske stat, som nu har indgået et forlig i sagen, der stod til at blive behandlet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I et bilag delt med Folketinget skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at patientens mor skal kompenseres med 115.000 kroner, og at sagsomkostninger på 22.000 kroner skal dækkes af staten. I omtrent to dage i januar 2020 var patienten fikseret med bælte på en psykiatrisk afdeling i Danmark, og da bæltefikseringen ophørte, løb patienten bort fra afdelingen. Kort efter døde patienten uden for den psykiatriske afdelings varetægt. Patientens mor klagede først over forløbet til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Her fik hun medhold, fordi en overlæge ikke havde taget stilling til bæltefikseringen. Derefter lagde hun sag an ved byretten med henblik på at få erstatning. Det var der dog ikke grundlag for, lød konklusionen fra domstolen. Landsretten tog senere stilling til spørgsmålet om erstatning, men sagen blev afvist, fordi der ikke var "tvist om bæltefikseringens lovlighed". Sagen nåede ikke at blive behandlet ved Menneskerettighedsdomstolen, og moderen godtgøres nu. Regeringen vurderede, at domstolen ville være kommet frem til den konklusion, at "der er sket en krænkelse af artikel 3", hvis sagen altså var blevet behandlet ved domstolen. Den artikel, der forbyder tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf. I bilaget udtaler sundhedsminister Sophie Løhde (V) blandt andet: "Jeg vil gerne afslutningsvist understrege, at jeg tager retssikkerheden for psykiatriske patienter dybt alvorligt, og at nedbringelse af tvang er af høj prioritet for regeringen." Sager om bæltefiksering på danske psykiatriske afdelinger er flere gange havnet ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, og staten har også tidligere indgået forlig. Tilbage i 2023 anerkendte staten, at en dansk teenagedrengs rettigheder var blevet krænket, da han i 2017 og 2019 blev bæltefikseret i psykiatrien. Han blev kompenseret med 225.000 kroner. To år forinden indgik den dengang 23-årige Silas Dam et forlig med staten, efter at han uretmæssigt var blevet bæltefikseret i over et døgn under sin indlæggelse. Og i 2020 fik Niels Aggerholm medhold fra Menneskerettighedsdomstolen i, at han blev udsat for en krænkelse, da han blev bæltefikseret i 23 timer under en indlæggelse i 2013. Bæltefikseringer foregår både frivilligt og med tvang på psykiatriske afdelinger rundt omkring i landet. Ifølge Sophie Løhde og den øvrige del af regeringen skal såkaldte tvangsforanstaltninger generelt reduceres. Helt konkret er målet, at brugen af eksempelvis bæltefiksering, fastholdelse og tvangsmedicinering nedbringes med 30 procent. Det er beskrevet i den 10-årsplan, som regeringen og aftalepartierne forhandlede endeligt på plads i foråret. Noget tyder på, at brugen af tvang allerede nu er ved at blive reduceret. I 2024 blev der registreret 297 episoder med bæltefiksering, fastholdelser og akut beroligende medicin pr. 100.000 borgere i Danmark. Det svarer til i alt 17.655 episoder. Til sammenligning var der i perioden 2021-2023 i gennemsnit 331 pr. 100.000 borgere. Det vil sige, at der er sket et fald på omtrent 10 procent i 2024. Det viser en rapport fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som dog påpeger, at "det er for tidligt at konkludere, at faldet er vedvarende". Tryk for at læse mere
Nr. 89
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Geeti Amiri: Det er ikke kønt at bevidne Socialdemokratiets borgmesterkamp i København Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 13:24:00
Hvis befolkningen led af den vildfarelse, at kommunalvalget er støvet og ubetydeligt, må det netop afviklede kommunalvalg have aflivet samtlige fordomme. For her en uge efter, at valgstederne lukkede, og stemmesedlerne er blevet optalt, fortsætter kampen om borgmesterkæderne. Få steder, på nær Middelfart, hvor partiafhopperen Ulla Sørensen har tilsmudset sit politiske eftermæle, er den så tåkrummende, som den udspiller sig i København. I landets hovedstad blev magten kuppet i 11. time af de røde og de blå, så Socialdemokratiet ikke kunne danne alliance med nogen af delene. Knap havde den hvide røg fra Københavns Rådhus lagt sig, før et nyt drama fik lov at udspille sig. Nemlig den interne magtkamp i Socialdemokratiet, hvor medlemmer, der ellers har været på orlov fra posten som medlem af Borgerrepræsentationen, bejler til den tomme stol på integrations- og beskæftigelsesborgmesterens kontor. Ifølge Socialdemokratiets interne regler må man ikke have et dobbeltmandat, hvorfor både Yildiz Akdogan og Mette Reissmann har orlov fra Borgerrepræsentationen for at kunne sidde i Folketinget. Men det er alligevel mere lukrativt at bestride en borgmesterpost end at sidde i Folketinget, og de har begge meldt deres kandidatur. Men det er ikke kun medlemmerne på orlov, som har meldt sig som kandidat, for det er skam også de fuldtidsbeskæftigede medlemmer, der også besidder magtfulde bestyrelsesposter og dermed forgyldes som følge af det, der ønsker at snuppe den ledige post. Interne magtkampe i politiske partier er de mindst kønne at bevidne fra sidelinjen. Burde have valgt anderledes Spørgsmålet er bare, om nogen af dem overhovedet skal have den. Borgmesterposten blev tilsyneladende fordelt til partiet, fordi kommunens fordelingsnøgle gav Socialdemokratiet førsteret til at vælge mellem de to sidste poster, som de kunne fordele mellem sig selv og Venstre. Men hvorfor i alverden bør den ikke tilfalde Venstre, der ellers har haft posten i årevis? På en måde er Socialdemokratiets deroute i Borgerrepræsentationen sigende for, hvorfor det gik galt for partiet i hovedstaden. Man forstår sig ganske lidt på, hvor vant til magten man fremstår, når man er socialdemokrat. Og er der noget, den danske folkesjæl ikke kan tåle, er det mennesker, som mener, at de vil magten, fordi de skulle være særligt egnede til at besidde den. Vi lever trods alt med et monarki, der er til pynt. Personligt havde jeg set Socialdemokratiets københavnske spidskandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, fortsætte i politik, men ikke fordi jeg har stor fidus til hende. Derimod fordi posten som integrations- og beskæftigelsesborgmester ville have givet hende noget at lave. Omsider, fristes jeg til at skrive. Havde hun virkelig haft mod på at gøre noget for København, havde hun taget posten som sundheds- og omsorgsborgmester, som i stedet blev overladt til Venstre. Hun kunne have begyndt med at rydde op på de københavnske plejehjem, og rent faktisk fået forgængeren på posten, SF's nye overborgmester, Sisse Marie Welling, til at fremstå uduelig. Ja, det ville have krævet knofedt, men hun havde haft mulighed for at bevise sit politiske værd. Måske kan tre årtier i dansk politik gøre en magelig. Ja, det kan sågar gøre en uarbejdsdygtig, så man forbliver i politik. Det er i hvert fald få af Socialdemokratiets medlemmer i den københavnske borgerrepræsentation, der for alvor vil bestå prøven som en gennemsnitlig københavner. Især når ingen af dem foretager sig andet end at være folkevalgt. Lede over førtidspension En socialdemokrat, der er erklæret uarbejdsdygtig og derfor har fået tilkendt førtidspension, er tidligere minister og politisk ordfører Henrik Sass Larsen, der er dømt for besiddelse af massive mængder overgrebsmateriale mod børn. Igen må jeg konstatere, at politikere selv er med til at skabe den lede, der forfølger deres ry. Menige mennesker skal trækkes rundt i manegen i formålsløse beskæftigelsesforløb, der skal malke de sidste dråber af arbejdslyst i en nedslidt og udbrændt borgers arbejdsmoral, før førtidspension overhovedet kan bringes på bordet, men for politikere gælder der som bekendt andre regler. Man må blot spørge sig selv, hvordan folkevalgte kan være i tvivl om, at politikerleden vokser i disse år, når de gang på gang laver regler for sig selv, der hæver dem over andre. Socialdemokratiet vil lave reglerne om, men sagen om Henrik Sass Larsens førtidspension viser, at politikere først laver en regel om, når det bliver nødvendigt. De kan nemlig ikke afgive privilegier, før en af dem jokker grundigt i spinaten. Men bør de netop ikke besidde en bedre morale, når de nu har valgt at tjene folkestyret? Ugens debat skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, journalist og forlægger Jakob Kvist og forfatter og skolelærer Geeti Amiri. Tryk for at læse mere
Nr. 88
K_artikler Opdater⟳ ☝️
På overfladen ser den digitale ønskeseddel uskyldig ud. Men virkeligheden er en anden Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 13:16:00
Tilhængere af mediet vil kalde det smart og praktisk. Det er smart, at man på hjemmesiden og appen Ønskeskyen kan indsætte direkte links til sine ønsker, notere farve og størrelse og ikke mindst reservere ønsker på andres ønskelister, så modtageren undgår at sidde tilbage med otte identiske væglamper. Modstandere vil kalde det en ærgerlig effektivisering. En smørrebrødsseddel, som suger magien ud af gavegivningen – ja, måske ligefrem selve julen. Men det er ikke det eneste, Ønskeskyen kan kritiseres for. For de seneste år har Ønskeskyen udviklet sig til at være meget andet end en smart smørrebrødsseddel. Hvad der blev grundlagt af PostNord som en digital ønskeliste, er i dag blevet til et internationalt privatejet techselskab, som benyttes af knap 3,5 millioner danskere – og for især børn og unge er hjemmesiden blevet en form for socialt medie. Som 14-årige Ea forklarer det i en nylig udgivet rapport fra Børns Vilkår om forbrugsnormer blandt børn: "Man har en konto, og så skal man være venner med andre folk. Det er ligesom andre sociale medier, og så kan de gå ind og kigge på ens ønskelister." Accelereret forbrugspres Selvom det umiddelbart kan lyde som uskyldige sociale funktioner, kan de hurtigt blive problematiske for især de yngste brugere. Det fortæller Melissa Vardy, digital medieekspert ved Børns Vilkår, som forklarer, at Ønskeskyen blandt andet har udbygget sin platform til også at indeholde et såkaldt "creator-univers", som giver brugere mulighed for at følge en lang række influencere, og hvor influencere kan tjene på køb lavet gennem deres ønskelister. "Det kan være virkelig svært at gennemskue, om ønskerne på ens yndlingsinfluencers ønskeliste rent faktisk er ægte eller bare et resultat af et betalt samarbejde – og det kan skabe et stort og unødvendigt forbrugspres hos de unge, der, ligesom man altid har gjort, drømmer om at få de samme ting som deres idoler," siger hun. Men også vennernes ønskelister kan skabe et heftigt kapløb blandt de unge. "Det handler for mange om hele tiden at have de rigtige og nyeste ønsker på sin ønskesky, som signalerer, at man ved, hvad der er det hotte lige nu. Samtidig kan der opstå et pres, fordi børnene jo kan se, hvad der er reserveret på de andres ønskelister, og der kan være stor prestige i at fjerne ønsker fra sin sky, fordi det indikerer, at man har fået det," siger hun. Det pres, der altid har eksisteret i et vist omfang blandt børn (og voksne), når det gælder om at følge med moden, er altså blevet både synliggjort og intensiveret i kraft af medier såsom Instagram, TikTok og nu også Ønskeskyen – og så har de skruet hastigheden, hvad angår trends og tendenser, gevaldigt op. "Det er børnene meget bevidste om. De ved godt, at moden kan skifte i morgen, men det betyder bare ikke, at det er noget, de kan ignorere – de opfører sig stadig inden for rammerne af det forbrugspres, som, de ved, eksisterer," siger hun. Malene Charlotte Larsen er ph.d. og lektor i sociale medier og forsker blandt andet i digital ungdomskultur, og så er hun mor til teenagere, der også benytter sig af Ønskeskyen. Hun siger: "Man skal ikke være blind for, hvordan disse platforme også rejser ind i hverdagslivet. Grundidéen er jo både simpel og smart. Men jo flere funktioner man tilføjer, jo flere konsekvenser har det også i det virkelige liv," siger hun. "Mange af de børn og unge, der følger hinanden, køber jo ikke engang gaver til hinanden – i hvert fald slet ikke i den prisklasse, som mange af ønskerne er i. I stedet kan de bare sidde og følge med i hinandens ønsker og reservationer, og jeg tror, det er vigtigt som voksen at spørge sig selv, hvad det egentlig er for en indsigt, man får af den viden." Børser for social kapital Det er langtfra kun Ønskeskyen, som er gået fra at være et forholdsvist simpelt, digitalt værktøj til at blive en form for socialt medie. Andre eksempler tæller musiktjenesten Spotify, som er gået fra at være en musikafspiller til i dag også at indbefatte delte playlister, mulighed for at følge venner og kunstnere samt den årlige "Spotify Wrapped", der fungerer som en personlig årsrapport over ens musikforbrug, og som mange unge trofast deler med venner og følgere på andre sociale medier. Også løbeappen Strava og bogmediet Goodreads er gået fra primært at have en registreringsfunktion til henholdsvis løbeture og læste bøger til i dag at have tilføjet en lang række sociale funktioner, som opfordrer brugerne til at interagere med og følge hinanden. Som Malene Charlotte Larsen siger: "Der er en god forretning i at udnytte menneskers naturlige behov for at forbinde sig, skabe fællesskab og passe ind." Og det er da også "den klassiske udvikling" for rigtig mange digitale platforme, fastslår Vincent Hendricks, professor i formel filosofi og tidligere grundlægger og leder af center for informations- og boblestudier på Københavns Universitet. Han siger: "Hvad er det, vi handler i, når noget bliver socialt? Det er social anerkendelse. De sociale medier er børser for social kapital – og det har vi alle dage været dybt interesserede i." Men prisen er høj, selvom oprettelsen synes gratis, understreger han. "De egentlige kunder på ethvert socialt medie er jo aldrig brugerne. Det er annoncørerne. Det er dem, der betaler gildet i kroner og øre. Du betaler til gengæld med din opmærksomhed og dine data, og det er et helt afsindigt potent produkt, fordi det kan bruges til at forudsige og skabe behov, der ikke findes endnu," siger han. "Og når det dybest set er menneskelig adfærd, der handles med, så bliver mennesker jo netop reduceret fra at være mennesker med ønsker til selv at være produkter. Men det ignorerer vi, så længe brugeroplevelsen er god og effektiv." Så hvad kan man stille op som forælder? Bør man insistere på at modtage en håndskrevet ønskeseddel? Skal man boykotte ethvert socialt medie? Måske ikke. Men man bør sætte sig ind i, hvordan medier som Ønskeskyen konstant forsøger at nudge en til et bestemt forbrug, hvordan "anbefalingsalgoritmerne" fungerer, som Malene Charlotte Larsen formulerer det – og så bør man tale med sine børn om det, understreger Melissa Vardy: "Som voksen kan man også overveje, om Ønskeskyen er den rette løsning. Hvis det er den rette, kan man sørge for at være med til at tilføje ønsker til listen. Børnene oplever nok forbrugspres fra deres klassekammerater – derfor bør det minimeres derhjemme om aftenen." Kristeligt Dagblad har forelagt kritikken for Ønskeskyen. De svarer skriftligt, at der altid foretages en grundig og ansvarlig gennemgang af de profiler, der optræder i creator-universet, for at sikre, at deres indhold, tone og værdier ligger i tråd med Ønskeskyens retningslinjer. De pointerer desuden, at man først, når man bliver 15 år, har adgang til creator-universet. De skriver afslutningsvis, at de ikke genkender, at det skulle være svært at gennemskue, hvad der er reklame, idet alle kommercielle samarbejder tydeligt er markeret med enten "reklame" eller "annonce" i tråd med gældende regler. Tryk for at læse mere
Nr. 87
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Der er ikke meget juleglæde i vemodig julefilm om at tage afsked med livet Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 11:00:52
Ethvert menneske skal dø. Det ved vi. Men ethvert menneske må også finde sin måde at dø på. Hvor nogle måske vil blive ramt af benægtelse, vil andre forsøge at bevare værdigheden gennem galgenhumor, mens atter andre vil have behov for at sige sandheder, reparere, tilgive og blive tilgivet. Og så er der Christel (Lene Maria Christensen), der har en lidt anden tilgang. I filmen "Ingen kære mor" ankommer hun i åbningsscenen med sin datter Louis (Freja Klint Sandberg) til deres sommerhus for at holde jul, som de plejer. På matriklen ser datteren en kæmpepakke og skynder sig glædesstrålende hen for at åbne den, fordi hun tror, det er en gave til hende. Det, der springer hende i øjnene, er en gravsten, og folderne i hendes ansigt skifter temmelig hurtigt karakter. Men det bemærker Christel knap nok. Hun har nemlig fundet sin måde at håndtere døden på - med pragmatik og nøgternhed: ”Så er den os’ klaret, ikk’? siger hun og begynder at tale om gravstenens flothed og elegance, som var det en eller anden uvedkommende genstand, der ikke har døden totalindlejret i sin materie. Christel har fremskreden, terminal kræft, og både hun og Louis ved, at denne jul sandsynligvis bliver den sidste sammen. Derfor ringer Louis også til sin mormor Vivi (Birthe Neumann) for at samle den lille familie, selvom Christel har forsøgt at undgå det. At mormoren er en af en særlig støbning, mærker man da også straks. Det første, hun spørger sin datter om er, om hun sover ordentligt. I hvert fald ser hun herrens ud, og inden længe har hun kastet et kritisk blik på nogle lyseblå malerier af en himmel, som datteren har malet og siger: ”Ja, man kan sige meget om dit maletalent, men du har altid formået at holde dig inden for stregerne”. Vivi strør om sig med kritikker – eller det hun nok selv bare ville kalde sandheder, men hvor andre nok ville hævde, at hun passende kunne holde lidt igen. Ikke desto mindre er Neumann garant for filmens spydige, skarpe og komiske replikker. At samværet ikke er problemfrit, fornemmer man hurtigt. Christel har bedt Louis om ikke at fortælle mormoren om sygdommen, fordi hun vil "gå grassat", men selvfølgelig må sandheden frem, ligesom Louis også får fortalt mormoren i en kæmpe rødvinsbrandert, at hun var en elendig mor over for hendes mor. Brodthagen opererer med mange uenigheder, dilemmaer og perspektiver, og gør til dels også konflikterne til et generationsspørgsmål. For de tre kvinder er meget forskellige. 68’er-mormoren tager sig elegant ud, men har haft sine mænd og fester. Hun er bramfri, kantet, elsker rødvin og taler om frihed som den højeste dyd. Men den mest tilgængelige og ansvarsfulde mor var hun næppe. Christel er blevet en noget anderledes ansvarsbevidst kvinde, der har taget træning og sundhed alvorligt livet igennem og aldrig har rørt så meget som en cigaret, mens den 27-årige Louis, der gerne vil det bedste for alle, er blevet en lidt barnlig, retnings- og ansvarsløs voksen, der taler om, at hun slet ikke har travlt, fordi hun er så ung. Det mener mormoren nu ikke, at hun er, og hun tør godt spørge hende efter en retning, hvormed filmen også behandler grænserne for, hvad man i nære relationer kan sige til hinanden, før man overskrider hinandens grænser. Og lige netop hvad angår den grænse, er der helt sikkert generationsforskelle. Det er de store emner, instruktøren har kastet sig over, men Brodthagen formår at ramme både generationsopgøret, den besværlige mor/datter-dynamik, afskeden med livet og sorgens mange forskellige ansigter, stemninger og ikke mindst behov på nuanceret vis. For hvor Louis’ sorg er at skulle miste sin mor og stå alene i livet, har Christel dårlig samvittighed over ikke længere at kunne være mor for den datter, der så åbenlyst behøver hende, mens Vivis sorg er, at hun aldrig er blevet lukket ind og tilgivet rigtigt af sin datter. Selvom det ikke fornægter sig, at filmen er skabt på et skrabet budget, og billederne måske derfor ikke bugner af den helt store skønhed, har instruktøren arbejdet dygtigt med det, hun har haft at gøre med. ”Ingen kære mor” er en vemodig julefilm uden megen juleglæde, men filmen undersøger den indimellem så besværlige mor/datter-dynamik og formår at nuancere sorgens mange ansigter og behov. Ingen kære mor. Danmark. 2025. Instruktion: Charlotte Brodthagen. Manuskript: Charlotte Brodthagen og Simon Weil. Vises i biografer over hele landet. Pil op: Filmen nuancerer på fin vis sorgens forskellige ansigter og den besværlige mor/datter-dynamik Pil ned: Visse steder fornægter det sig ikke at filmen er skabt på et skrabet budget Tryk for at læse mere
Nr. 86
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Test din paratviden: Hvad er titlen på Sissals vindersang i melodigrandprix? Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 07:00:00
Gæt med i Kristeligt Dagblads paratvidensquiz, hvor du kan teste din almenviden inden for kultur, historie, mad, geografi, samfund og alt derimellem. Nye quizzer hver uge Hver uge udkommer Kristeligt Dagblad med helt nye quizzer. Prøv kræfter med vores populære paratvidensquiz, eller lad Kristeligt Dagblads kulturredaktion udfordre dig i den ugentlige kulturquiz. Timevis af quiz-underholdning Her på hjemmesiden har vi et stort arkiv af quizzer. Gå på opdagelse i quiz-arkivet, og bliv udfordret og måske endda klogere. Med tusindvis af quiz-spørgsmål, løber du ikke tør for underholdning. Se alle quizzer her. Tilmeld dig Kristeligt Dagblads Spil & Quiz-nyhedsbrev Vil du have besked, når vi udgiver nye quizzer? Så tilmeld dig Kristeligt Dagblads ugentlige Spil & Quiz-nyhedsbrev og få besked direkte i din mail-indbakke, når nye quizzer ligger klar på hjemmesiden. Tilmeld dig her. Kristeligt Dagblads Spil & Quiz Vidste du, at du også kan finde Wordle, Ordret, krydsord og mange andre sjove spil på hjemmesiden? Gå på opdagelse i hele Kristeligt Dagblads spilunivers her. God fornøjelse! Har du problemer med at se quizzen, så prøv at genindlæse siden – det plejer at virke. Tryk for at læse mere
Nr. 85
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Niels Jørgen Dinnesen har fotograferet 29.457 siders danmarkshistorie. Da det arbejde blev truet, gjorde han modstand Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 07:00:00
Ved første øjekast ligner den rødbrune bygning i Aabenraa alle andre. Men den har en bestemt funktion, som får 76-årige Niels Jørgen Dinnesen til hver uge at tage tog og bus i to timer hver vej for at komme hertil fra sit hjem i Kolding. Bag murstenene gemmer sig nemlig en del af Danmarks fælles hukommelse. Det er en afdeling af Rigsarkivet, og her hjælper han med at bevare dokumenter for eftertiden ved at tage billeder af dem fem timer hver onsdag. Helt frivilligt. Idet Niels Jørgen Dinnesen scanner sit sygesikringskort ved døren til læsesalen, kommer en medarbejder ud fra et rum med teksten "uvedkommende forbydes adgang". På hendes rullevogn står kirkebøger fra Ribe Amt. Og det er de bøger, han er kommet for at affotografere. Uvedkommende forbydes adgang til selve arkivet, kan man læse på denne dør Foto: Frank Cilius Hun låser ham ind i det aflåste rum for frivillige fotografer. Lokalet er lille, der er fem pladser, hvor de frivillige kan arbejde. Nøglen har kun personalet, og de frivillige må ikke selv gå ind i rummet eller hente de arkiverede dokumenter. Derfor kan Niels Jørgen Dinnesen kun komme én dag om ugen. Inde i frivilligområdet sætter han sig ved sit faste bord, tænder udstyret og begynder dagens arbejde. Fra årsskiftet skulle det have været slut. I forslaget til finansloven for 2026 stod der nemlig, at de frivillige fotografer skulle fjernes for at spare penge. Men nu er forslaget trukket tilbage, og Niels Jørgen Dinnesen får lov til at fortsætte. Det er han lettet over, for chokket var stort, da han første gang hørte om planen: "Jeg tænkte: Det kan da ikke passe. Det giver ingen mening. Besparelsen er mikroskopisk i forhold til, hvad det får af konsekvenser for digitaliseringen af vores fælles historie." Nogle frivillige reagerede med at melde sig ud i protest. Derfor er der færre fotografer på arbejde denne onsdag, fortæller han. I dag er det kun Niels Jørgen Dinnesen og en anden frivillig, der er i gang med at affotografere. Selv besluttede han at kæmpe videre. Han skrev et opslag på Facebook og kontaktede journalister for at skabe opmærksomhed om sagen. "Derfor var det en kæmpe sejr for mig, da kulturministeren trak forslaget tilbage," siger han. Opsigelsen af de frivillige fotografer samt "kontraktstyringssoftware, optimering og lukning af hjemmesider" skulle have sparet Rigsarkivet 1,5 millioner kroner. Hvor pengene i stedet skal findes, vides endnu ikke. Niels Jørgen Dinnesen er i gang med at fotografere kirkebøger fra Ribe Amt. Han forventer, at være færdig til januar. Foto: Frank Cilius Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Mod) skriver i et skriftligt svar, at han har fået øjnene op for, at de frivillige yder et vigtigt stykke arbejde: "En lang række frivillige har kaldt besparelsen for en skrivebordsøvelse, der for et mindre beløb fjerner alle de frivilliges bidrag til digitaliseringen af vores fælles kulturarv. Jeg har lyttet til kritikken og er enig i, at de frivillige udfører et vigtigt arbejde med at tilgængeliggøre vores kulturarv. Jeg har derfor bedt Rigsarkivet droppe besparelsen på de frivillige og komme med et andet besparelsesforslag." Rigsarkivet selv skriver: "Rigsarkivet sætter stor pris på den indsats, som de frivillige yder, og ser frem til at fortsætte samarbejdet. Det er endnu ikke afklaret, hvor besparelsen skal findes i stedet." Niels Jørgen Dinnesen er glad for, at "der endelig kom lidt sund fornuft ind i foretagendet": "Rigsarkivet har hundredvis af ansatte, så jeg er sikker på, at der er et sted, man kan effektivisere, hvor det ikke går udover de frivillige, der arbejder ulønnet, for jeg kan simpelthen ikke få ind i mit hoved, at det kunne være en god idé for en kulturinstitution, der i årevis har mødt nedskæringer og besparelser." Da han blev frivillig for halvandet år siden, var det, fordi han syntes, "det var irriterende, at indscanninger af de ældste kirkebøger kun fandtes i en meget dårlig stand". Rigsarkivet var begyndt at nyfotografere dem, men "det gik alt for langsomt", syntes han. Så han meldte sig som frivillig. Siden har han scannet 212 kirkebøger – i alt 28.607 billeder. Rigsarkivets frivillige har tilsammen scannet 8,2 millioner billeder siden 2016. Denne onsdag lægger han endnu flere til. Han begynder med at tage billeder af siderne i en kirkebog fra Mandø. Sidste onsdag affotograferede han den ældste fra 1722, og nu er han nået til en, der dækker perioden fra 1804 til 1814. Bogen lægger han forsigtigt på bordet foran sig, justerer placeringen, tjekker lyset og indstiller kameraet. "Det er vigtigt, at vi digitaliserer dem nu," siger Niels Jørgen Dinnesen om bøgerne, hvis sider langsomt er ved at smuldre væk. Forsigtigt løfter han pergamentet med begge hænder, glatter siderne ud med små klemmer og trykker på udløserknappen, som er koblet til en fodpedal – han bruger dog hånden, det er nemmere end foden, synes han. Niels Jørgen Dinnesens arbejdsstation består af en computer, to skærme, to lamper og et kamera i et stativ Foto: Frank Cilius Formålet er klart: Kirkebøgerne skal bevares digitalt, så alle kan tilgå dem. "I nutiden er det fantastisk vigtigt at have viden om vores forhistorie, herunder hvilke traditioner landet bygger på. Det skal vi tage med i vores overvejelser, når vi beslutter, hvor vi er på vej hen, og hvad det er, vi gerne vil bevare for eftertiden," siger han. Da Kristeligt Dagblads journalist og fotograf forlader området for de frivillige fotografer og igen kommer ud i læsesalen, sidder to frivillige fordybet i hver deres kirkebog. Niels Jørgen Dinnesen siger farvel og går tilbage mod lokalet med de fem arbejdspladser. Da han er færdig med sin vagt, er han nået op på at have fotograferet 216 bøger svarende til 29.457 billedfiler af vores fælles danmarkshistorie. Tryk for at læse mere
Nr. 84
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristeligt Dagblads kulturquiz: Test din viden om mørket i kulturen Tryk Her
Indsat Fredag d. 28. November, 2025 07:00:00
Lad Kristeligt Dagblads kulturredaktion udfordre dig i den ugentlige kulturquiz, og test din viden i 12 spørgsmål om kunst, litteratur, musik og alt derimellem. Nye quizzer hver uge Hver uge udkommer Kristeligt Dagblad med helt nye quizzer. Prøv kræfter med kulturquizzen, eller se, om du kan gætte svarene i den populære paratvidensquiz. Timevis af quiz-underholdning Her på hjemmesiden har vi et stort arkiv af quizzer. Gå på opdagelse i quiz-arkivet, og bliv udfordret og måske endda klogere. Med tusindvis af quiz-spørgsmål, løber du ikke tør for underholdning. Se alle quizzer her. Tilmeld dig Kristeligt Dagblads Spil & Quiz-nyhedsbrev Vil du have besked, når vi udgiver nye quizzer? Så tilmeld dig Kristeligt Dagblads ugentlige Spil & Quiz-nyhedsbrev og få besked direkte i din mail-indbakke, når nye quizzer ligger klar på hjemmesiden. Tilmeld dig her. Kristeligt Dagblads Spil & Quiz Vidste du, at du også kan finde Wordle, Ordret, krydsord og mange andre sjove spil på hjemmesiden? Gå på opdagelse i hele Kristeligt Dagblads spilunivers her. God fornøjelse! Har du problemer med at se quizzen, så prøv at genindlæse siden – det plejer at virke. Tryk for at læse mere
Nr. 83
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Naturen er blevet brugt til at retfærdiggøre ekstreme idéer. I dag fylder den stadig i den politiske debat Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 20:00:00
At tale om naturen kan forekomme så naturligt. Ja, nærmest som en gudgiven konstant i en evigt foranderlig verden. Men i virkeligheden er “natur” et af de mest bøjelige begreber i vores ordforråd. Naturen indtog for eksempel en vigtig plads i den kristne mystiker Hildegard af Bingens tænkning i det 12. århundrede. Den lå imidlertid også til grund for nazisternes raceideologi og massemord på seks millioner jøder. Og for 1970’ernes blomsterbørn og protestbevægelser mod atomkraft. For naturen er ikke bare en sanseverden af blomster, bøgetræer og vilde dyr. Nej, naturen kan tages til indtægt for næsten alt – og er gennem tiden blevet brugt til at retfærdiggøre de mest modsatrettede idéer, som på godt og ondt har påvirket vores historie frem til i dag. Nu forsøger Det tyske historiske museum i Berlin at kaste lys over de mange forestillinger om naturen, som gennem de seneste 800 år har præget de tyske områder – og dermed store dele af Europa. Udstillingen “Natur og tysk historie. Tro, biologi, magt”, som åbnede i forrige uge, tager den besøgende med på en tidsrejse, materialiseret i 250 genstande, som viser, hvordan menneskers forestilling om naturen er blevet formet i et spændingsfelt mellem religiøs tro, videnskab og magt. “Spørgsmålet om, hvad man skal definere som ‘naturligt’, har indtaget en stadig større plads på den politiske scene og er gået hånd i hånd med både hævdelsen og afvisningen af mennesker, grupper, lande og nationer,” sagde Raphael Gross, formand for stiftelsen for det tyske historiske museum, under sin åbningstale. “Jeg håber, at vi med et historisk blik på et centralt begreb kan udvide vores diskussioner med et vigtigt perspektiv, som hurtigt overses, når alt, der er forbundet med ‘natur’, enten presses ind i et venstreorienteret eller et højreorienteret skema,” sagde han. Den grønne guddomskraft Tidsrejsen begynder i det 12. århundrede, hvor byer og klostre blev grundlagt, og naturen blev omdannet til kulturlandskaber i form af marker, enge og græsgange. Her udviklede Hildegard von Bingen (1098-1179), en nonne fra benediktinerordenen, en teologi ud fra begrebet “viriditas”, den grønne kraft. Denne kraft lå ifølge hende til grund for alt levende, mennesker, planter og dyr, og mennesket skulle leve et gudfrygtigt liv og opretholde skaberværket. Von Bingens tanker var “ekstremt moderne”, mener Julia Voss, som er kunsthistoriker og kurator for udstillingen. “Hendes forestilling om, at vi ikke kun skal udvinde noget fra naturen, men også give noget tilbage til naturen og arbejde for, at skaberværket bliver helet, er en tankegang, som præger bevægelser i dag, og noget, vi stadig kan lære af,” siger Julia Voss. Ordet “natur” var endnu ikke særlig udbredt, men det ændrede sig i det 14. århundrede med Konrad von Megenbergs “Naturens bog”, det første systematiske tysksprogede kompendium om den skabte natur. For kunstneren og forskeren Maria Sibylla Merian (1647-1717) var troen og studiet af naturen også tæt forbundet. Hendes calvinistiske forældre støttede udforskningen af naturen som Guds skaberværk, og som 13-årig begyndte hun at samle larver, undersøge deres forvandling til sommerfugle og afbilde disse metamorfoser kunstfærdigt på tavler. Samtidig blev naturens afgrøder til en handelsvare, verden åbnede sig, og en af de første globusser fra 1492 – endnu uden Syd- og Nordamerika – illustrerer de nye handelsruter og første skridt mod nutidens globalisering. Indbegrebet af det tyske og danske køkken, kartoflen, kom til kontinentet med søfarere fra Peru i det 16. århundrede. Først var den blot en prydplante i fyrstelige haver, men i det 18. århundrede fik forskere smag for dens ernæringsmæssige fordele. Kær kost har mange navne, og kartoflen blev kendt som jordtoffel, jordpære og jordæble. I Preussen befalede Frederik den Store ligefrem at dyrke kartoflen med sine 15 dekreter kendt som “Kartoffelbefehle” (kartoffelordrer). Naturens udvalgte folk Med 1800-tallets romantiske og nationalistiske strømninger blev den tyske skov et mytisk sted. Både dragende og faretruende. Det var her, tyskerne kæmpede mod den franske arvefjende under Napoleonskrigene, og i Brødrene Grimms eventyr ligger ulven på lur. Med den tyske industrielle revolution omkring 1830 kom jernbaner og fabrikker, verden var i konstant forandring, og mange så naturen som den eneste sidste konstant, det evige og oprindelige. Den nationale bevægelse erklærede den “tyske skov” for oprindelsen til en fælles tysk identitet, og tyskerne var fra naturens hånd et særligt folk, som ikke levnede plads til jøder eller franskmænd, mente de. Denne hierarkiske tænkning fik dog modspil af børnehavebevægelsen, som blev grundlagt af reformpædagogen Friedrich Fröbel med den første børnehave i 1840. Tyske pædagoger flyttede undervisningen ud i det grønne, og Fröbels idéer fandt tilhængere over hele verden. “Den nationale bevægelse stod ikke uimodsagt, for bevægelsen omkring børnehaven byggede på den idé, at naturen gør os alle lige og lærer os, at katolikker, protestanter og jøder kan eksistere side om side, som man sagde dengang. Det viser os, at naturbegrebet aldrig har været entydigt,” siger kurator Julia Voss. Med Første Verdenskrig, verdens første industrialiserede krig, blev det klart, at mennesket var i stand til at smadre naturen. Store dele af Europas skove og enge blev forvandlet til rygende månelandskaber, og fremtidens natur blev af maleren Rudolf Eberle fremstillet som et dystopisk mareridt, hvor selv dyr bærer gasmasker. Nazisterne tog tanken om et naturligt udvalgt folk til ekstremerne. Både befolkninger og landskaber blev underlagt deres ideologiske naturbegreb, som de satte igennem med vold. Ligesom Nürnberg-lovene fra 1935 skulle udskille jøderne fra den såkaldte ariske race, skulle Reichsnaturschutzgesetz (rigsnaturbeskyttelsesloven) fra samme år fremme “tysk natur”. Hitlers regime udnævnte “landskabsadvokater”, der skulle forene natur og teknik i de nye motorveje, vejkanterne skulle udsmykkes med “tyske planter”, og bropiller af natursten skulle give indtryk af evighed. Svært at skelne kultur og natur I efterkrigstidens delte Tyskland steg energibehovet kraftigt, og udgravningen af kul tilsvinede natur og miljø. I DDR efterlod udgravninger af brunkul gigantiske kratere med syreholdig jord. På den vesttyske side holdt den senere forbundskansler Willy Brandt i 1961 en berømt tale om, at himlen over den forurenede kulmineregion Ruhr igen skulle blive blå. Et nyt ord – “miljøbeskyttelse” – vandt indpas, og en voksende protestbevægelse gik op imod opførelsen af atomkraftværker. Det liberale FDP skrev miljøbeskyttelse ind i deres politiske program, og De Grønne, som siden satte klima højt på den politiske dagsorden, begyndte at tage form. Her ender udstillingen. For 50 år siden. Men hvem dominerer “naturen” i dag? “Naturen er faktisk et mindre vigtigt tema i den politiske debat i dag, end den var tidligere,” siger David Blackbourn, som er britisk historiker og forfatter til bogen “Erobringen af naturen: En historie om det tyske landskab”. “Ingen af de populistiske bevægelser, der i øjeblikket har succes med at appellere til nationalistiske følelser, taler ret meget om naturen – de lægger alle vægt på ‘kultur’,” siger han. “Men tanken om, at mennesker bør respektere naturen, nyder stadig bred opbakning i Tyskland,” siger han og tilføjer, at i reklamebranchen er “naturligt” også et magisk ord, der kan sælge hvad som helst. Kultur og natur er blevet set som modsætninger, men det er svært at opretholde en klar skelnen, påpeger David Blackbourn. “Ikke alene er naturen ladet med kulturelle betydninger, men fænomener som skove og floder er også blevet ændret så meget af mennesker, at de minder om hybrider,” siger han. Tryk for at læse mere
Nr. 82
K_artikler Opdater⟳ ☝️
I Norge var de ”ikke under angreb”. I Danmark holdt Mette Frederiksen tale til nationen Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 20:00:00
Jimmi Foldager Jørgensen støtter egentlig Ukraines eksistenskamp. Han har haft ukrainske flag i hjørnet af sine profilbilleder på Facebook og er vokset op med, at man har tillid til systemet. Men da statsminister Mette Frederiksen (S) i slutningen af september på sociale medier delte en meget omtalt tale om dronerne over Danmark, var der noget, der ændrede sig for den 49-årige marketingmedarbejder fra Nørre Lyndelse på Midtfyn. "Jeg synes faktisk, at Mette Frederiksen og regeringens retorik bringer Danmark langt mere i fare, end hvad der er nødvendigt, og det bekymrer mig," siger han, der også i månederne op til havde bemærket, at regeringens udmeldinger omkring Danmarks indblanding i krigen var blevet "alt for hidsige". Netop myndighedernes kommunikation er værd at undersøge, hvis man skal forstå, hvad det var, der egentlig blev sat i bevægelse i den danske befolkning, da truslen pludselig kom fra oven, lyder det fra flere eksperter. For kommunikation er med til at forme virkelighedsforståelsen, og i den henseende finder flere eksperter det interessant, at de danske myndigheder reagerede med en større grad af alvor end eksempelvis Norge, hvor man i de samme dage stod over for lignende udfordringer. 49-årige Jimmi Foldager Jørgensen støtter Ukraine. Men han synes, at regeringens retorik om krigen er for hidsig. Foto: Privatfoto Mette Frederiksen er blevet kaldt krisestatsminister som en konsekvens af hendes håndtering af pandemi og krigsudbrud i Europa. Ofte bliver hun beskrevet som en kompetent kriseleder, der tør tale med stor alvor om en ekstraordinær situation. Men i en tid, hvor droner bliver anmeldt over danske lufthavne, er spørgsmålet nu, om kriseretorikken kommer med en pris. En ny virkelighed med angreb Statsministerens tale den 25. september er et godt afsæt til at forstå italesættelsen af det, som regeringen har betegnet som "en ny virkelighed", fortæller Lisa Villadsen, professor i retorik ved Københavns Universitet. "Bemærkelsesværdig" kalder hun talen, som hun har gennemgået med Kristeligt Dagblad. "Det er meget usædvanligt i Danmark, at statsministeren henvender sig direkte til befolkningen, ud over planlagte taler som nytårstalen. Man gør det ikke i politiske henseender normalt, og derfor er valget af formatet en måde at signalere, at det er vigtigt." I videotalen er Mette Frederiksen iklædt sort, og mimikken er afdæmpet, hvilket ifølge retorikeren skal signalere talens alvor. Statsministeren bruger ord som hybridkrig, angreb, splittelse og utryghed flere gange. "Det er et meget voldsomt sprogbrug, som skal vise, at hun tager det alvorligt. Der har man nok vægtet hensynet til at understrege situationens alvor højere end hensynet til for eksempel børn, der hører det og tænker, nu er vi på vej i krig. Det er ikke forkert at sige, at fanden bliver malet på væggen," siger Lisa Villadsen. Myndighederne kunne ikke konkludere, hvem der stod bag "angrebet", lød det i talen. Alligevel konstaterede statsministeren, at "der primært er ét land, der udgør en trussel for Europas sikkerhed – og det er Rusland". Også justitsminister Peter Hummelgaard (S) talte i alvorlige vendinger, da han ved et pressemøde 29. september sagde, at der er en vigtig parallel at drage til tiden efter den 11. september 2001: "Der lærte vi, at leve med, at truslen var der," sagde han. Norge har haft "generalprøve" På samme måde som Københavns Lufthavn lukkede Oslo Lufthavn i aften- og nattetimerne den 22. september med henvisning til droneanmeldelser. Men modsat Mette Frederiksen holdt den norske statsminister Jonas Gahr Støre ingen tale for den norske nation om dronetruslen. I en af hans udtalelser i ugen efter sagde han, at det er nødvendigt at være "meget grundige i måden, vi omtaler komplekse og hybride trusler på". "Det er også vigtigt ikke at drage forhastede konklusioner om, at der er en umiddelbar fare for krig i Europa. Det gør os dårligere stillede til at håndtere indholdet i de enkelte episoder, vi møder," lød det. Fra den norske forsvarsminister Tore O. Sandvik lød det i de dage, at droneobservationer skal tages alvorligt, fordi de forstyrrer lufttrafikken, men understregede den 29. september ifølge flere norske medier: "Vi er ikke under angreb." Norge er langt mere vant til hændelser, der ligner hybride angreb, fortæller Knut Ola Naastad Strøm, lektor ved Forsvarets Høgskole i Norge, hvor han forsker i skandinavisk forsvar. For tre år siden oplevede man i Norge "et betydeligt antal droneobservationer" i nærheden af norske olieplatforme i Nordsøen, og erfaringen kan forklare, hvorfor nordmændene har mere "is i maven", som lektoren siger. "Man har haft en generalprøve, som jo hjælper til ikke at få samme grad af usikkerhedsmoment," siger han. Den knap 200 kilometer lange landegrænse med Rusland kan være en anden forklaring på en mere afdæmpet norsk retorik, siger seniorforsker ved Fredsforskningsinstituttet i Oslo, Bruno Oliveira Martins. "Der er et behov for at vise styrke fra den norske regering, men ikke at øge spændingerne, som vil kunne have betydning for landet, inklusiv situationen på Svalbard. Det er en meget fin balance," siger han. Skoleflyet i Københavns Lufthavn Efter de indledningsvise pressemøder om droner og hybridkrig, blev de danske myndigheders udtalelser, som ugerne gik, mindre og mindre informative, fortæller André Ken Jakobsson, lektor ved SDU, hvor han forsker i hybridkrig og desinformation. "Til sidst virkede det, som om man nærmest trak det tilbage ved at tale om luftobservationer i stedet for droneobservationer. Det kommer til at lyde som nogle hændelser, der nærmest er forsvundet," siger han. Når retorikken først skrues højt op og siden dæmpes mærkbart, er der risiko for, at befolkningen kan opleve det, André Ken Jakobsson kalder for et "informationsunderskud". "Og så vil nogen søge mod andre steder for at få svar," siger han. Dermed er jorden gødet for konspirationsteorier, som er et hyppigt anvendt redskab i hybridkrigens værktøjskasse. "I dette tilfælde har spørgsmålet været: Hvorfor fortæller de os ikke mere om, hvad der skete? En fremtrædende konspiration er, at der slet ikke var nogle droner, men at pointen fra regeringens side i stedet har været, at man ønsker at skræmme befolkningen og på den måde holde den i et jerngreb," siger han. Kristeligt Dagblad har efterspurgt en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen, men Statsministeriet henviser til Justitsministeriet. ”Enhver mistanke om droneaktivitet over kritisk infrastruktur i Danmark tages selvsagt meget alvorligt. Det er voldsomt, og det er usædvanligt, når for eksempel Københavns Lufthavn bliver lukket i flere timer. Det mener jeg ikke, at der er nogen grund til at pakke ind. Tværtimod mener jeg, at vi er nødt til at være ærlige om, at hybride trusler er en ny virkelighed, som vi skal forholde os til og forberede os på. Derfor er jeg grundlæggende uenig i kritikken,” siger justitsminister Peter Hummelgaard (S). Tryk for at læse mere
Nr. 81
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Hvorfor spiller vi musik?” Det spørgsmål besvarede Sigurd og Symfoniorkestret til perfektion Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 20:00:00
Hvis det skulle have gået nogens næse forbi, så er det DR Symfoniorkestrets 100-årsjubilæum i år. Det fejres på mangfoldige måder. Først og fremmest, naturligvis, med et væld af koncerter med et bredt repertoire. Til den lange række af koncerter er der flere gange inviteret internationale stjerner fra nær og fjern med, så de med deltagelse og virtuositet kaster ekstra glans til den festlige fejring. En læseværdig, smuk og ikke mindst massiv bog, "Visioner", der vejer det samme som et stort spædbarn, har musikhistorikeren Martin Granau i samme anledning skrevet og udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof. Den beretter om orkesterets første 100 år og relationen til statsradiofoniens overordnede historie og tradition. Hvad angår formidlingen af jubilæet til de kommende generationer, behøver man ikke gå over åen efter vand, når der skal findes den rette mand og det rette format til at få børnene inddraget i fejringen af DR Symfoniorkestret. For vi er her til lands beriget med entertaineren, musikeren og formidleren Sigurd Barrett. Seks gange, på en time, i en propfyldt koncertsal med horder af weekendglade børn og deres respektive forældre eller bedsteforældre, under titlen "Sigurd & Symfoniorkestret: Musikken længe leve" besvarede han sammen med DR's orkester og børnekor det simple, men for et 100-årsjubilæum så centrale, spørgsmål: "Hvorfor spiller vi musik?". Det blev forklaret, så alle var med, og Barrett har selv efter koncerten skrevet, at man estimerer, at 8000 børn var igennem på en weekend. Virtuost og samtidigt børnevenligt. Enkelt uden at være banalt. Gode pointer blev formidlet, uden de blev til klichéer. Med andre ord underholdning og opbyggelighed i ét stykke. Bravo. Koncerten trak på referencer til det fremragende, hedengangne børneprogram fra begyndelsen af 2000'erne, "Fjernsyn for dig", der havde samme titel som koncerten: "Sigurd og Symfoniorkestret", der blev optaget i den gamle, svimlende flotte koncertsal på Rosenørns Allé på Frederiksberg. Koncerten var heldigvis ikke en indforstået og overmåde nostalgisk rejse rundt i det tv-univers, som titlen ellers kunne antyde, men enkelte numre fra Barretts egen hånd, der i sin tid indgik i tv-serien, blev spillet på velplacerede steder i koncerten. Derudover var der et righoldigt repertoire, der blandt andet talte Ravel, Mendelssohn og Tjajkovskij. Alt dette var krydret med enkelte stykker kendt filmmusik herunder John Williams' sang "Double Trouble" fra "Harry Potter og fangen fra Azkaban", dog uden magiske syngende frøer samt sangen "Do-re-mi" fra "The Sound of Music", der har lært hundredtusinder af børn solmisationslæren verden over, siden filmen løb over lærredet i biografen i 1965. Det lykkedes også denne dag at formidle det børnevenlige system til publikum, og alle hænder var i luften. DR Børnekoret sang under ledelse af Susanne Wendt og gav den rette fornemmelse af, at man vitterligt var til en børneforestilling på børnenes præmisser, og hvor børn i publikum kunne se beundrende på alle de børn, der sang på scenen. Der er velsagtens få ting, der er så dejligt, som børn der synger. Altså ud over børn, der synger rent og ser lykkelige ud imens. Og så blev det på samme tid klart, at det ikke kun er på film, at søskende kan spille fortrinligt sammen, for koncerten var beriget med en lille trio bestående af tre brødre på 9, 11 og 12 år, "Trio Tiemroth", der spillede en imponerende udgave af "Salut d'amour" af Edward Elgar og ledsagede orkestret ved flere lejligheder til koncerten. DR Symfoniorkestret med koncertmester Ludvig Gudim, DR Børnekor og "Trio Tiemroth" spillede alle smukt og underholdende under dirigent Jesper Nordins direktion, og den indlevende Barrett, der også sang og spillede, bandt koncerten sammen med små indskudte taler og fortællinger over en række tematikker, der på pædagogisk vis forklarede musikkens mægtige kraft for alle. Der blev fortalt om musikken som det sprog af toner, der kan transcendere alle vores tungemål, om musikken som den ven, man kan have med sig hele livet, og meget relevant for koncerten, om musikken, der binder generationerne sammen med ånd og melodi. Det gjorde musikken vitterligt denne dag til perfektion. Man kan med fordel sætte sig søndag den 21. december klokken 13 sammen med den formodentligt juleferierende familie og se koncerten på DRTV. For så kan man se en formidabel koncert, der med klar røst formulerer et svar på spørgsmålet om, hvorfor vi spiller musik, hvorfor den skal leve længe, og hvorfor det er centralt at formidle dette til kommende generationer, så DR Symfoniorkestret kan spille mange hundrede år ud i fremtiden. Sigurd & DR Symfoniorkestret: Musikken længe leve! DR Koncerthuset den 22. november. Vises på DR den 21. december klokken 13. Pil op: DR Symfoniorkestret spillede alle smukt og underholdende, og Sigurd Barrett er en enestående entertainer og musikformidler. Tryk for at læse mere
Nr. 80
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Historiker har skrevet et vigtigt anklageskrift mod Danmarks største forurener Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 20:00:00
Som nyuddannet ingeniør grundlagde den blot 24-årige Gunnar Andreasen (1914-1989) den kemiske fabrik Cheminova i Gladsaxe nord for København. Virksomheden voksede under hans dynamiske ledelse og fik hurtigt en million-omsætning, målt i datidens penge vel at mærke. I 1944 gjorde han noget, der stadig står som lidt af en gåde. Han forærede som eneejer af virksomheden hele sin aktiepost til Aarhus Universitet. Han var selv uddannet på Danmarks Tekniske Højskole i København og havde ikke noget særligt med det unge universitet i Jylland at gøre. Selv har Andreasen givet udtryk for, at der var tale om ren filantropi. Det illegale blad Information beskyldte ham for at ville løbe fra ansvaret for værnemageri, hvad bladet siden måtte dementere. Det forhindrede dog ikke modstandsbevægelsen i at foretage flere sabotageaktioner mod virksomheden. Der er også blevet spekuleret i, om han forsøgte at løbe fra problemer i privatøkonomien, da han var fraskilt. Men heller ikke Jørgen Burchardt kan give en sammenhængende forklaring på gåden. Under alle omstændigheder skulle Aarhus Universitet have frygtet Andreasens gave, for selvom indtægterne er flydt rigeligt, var Cheminova i nærmest bogstaveligste forstand gift for universitetets renommé. Efter overdragelsen til Aarhus Universitet ved dets forskningsfond forblev Andreasen som direktør for Cheminova, som lige efter krigen flyttede fra Gladsaxe til Måløv. Andreasen var som fabrikant og forretningsmand opportunist i et marked, der i begyndelsen var bestemt af krigsøkonomiens importbegrænsninger og råvaremangel og efter krigen af en stigende international konkurrence. Han kunne på ganske få måneder omstille produktionen afhængig af forsynings- og afsætningsmulighederne. Efter flytningen til Måløv specialiserede fabrikken sig i pesticider, for eksempel DDT. Burchardt er på den ene side optaget af Andreasens person og hans motivation, men han er på den anden side påfaldende karrig med biografiske oplysninger om ham. Burchardt skriver, at Andreasen var gift i alt fire gange, men han sætter kun navn på to af ægtefællerne. Til gengæld bruger han mange sider på at skrive om Andreasens advokat og Cheminovas mangeårige bestyrelsesformand, den farverige højesteretssagfører Knud Gamborg. Det er først og fremmest virksomhedens drift, der interesserer Burchardt, det tekniske, økonomien, arbejdsmiljøet og ikke mindst påvirkningen af miljøet. Fabrikken var plaget af gentagne brande, eksplosioner og andre alvorlige arbejdsulykker, og den udledte fra begyndelsen urenset spildevand, der for eksempel ætsede kloakrørene op eller forurenede Roskilde Fjord. Blandt Cheminovas kritikere var kredslæge Jens Jensen, Glostrup, der i øvrigt var søn af Johannes V. Jensen. Sagerne hobede sig op, så Andreasen fremskyndede i 1953 en plan om at flytte produktionen til Harboøre, hvor han håbede at slippe for yderligere bøvl, fordi det var langt fra København, og fordi spildevandet kunne ledes direkte ud i Vesterhavet. Dengang antog man, at det var ufarligt. Andreasen forlod direktørposten i 1961, og Aarhus Universitet slap endeligt af med sin hadegave i 2014. Til gengæld indkasserede det 10,5 milliarder kroner til sin forskningsfond. I disse uger strides to skønlitterære forfattere – Johanne Mygind og Kim Blæsbjerg – om, hvem der har retten til at fortælle hvad om Cheminova. Men ingen ejer som bekendt historien. Burchardt har gravet dybt og længe for at præsentere sin udgave. Han er ingen ferm fortæller, må man sige. Til gengæld er han grundig, og hans anliggende er væsentligt. Man skal ikke læse bogen som et drama. Det skal man nok overlade til folk som Blæsbjerg og Mygind. Styrken i bogen er klart det tekniske, beskrivelsen af produktionsprocesserne og ikke mindst myndighedstilsynet, der var overraskende nidkært allerede fra 1940'erne. Man taler ofte om, at miljøpolitik er noget, der først blev indført omkring 1970, men Burchardt viser tydeligt, at både kommunale og statslige kontrolinstanser fra begyndelsen var efter Cheminova, og at det samtidig nærmest ligger i virksomhedens dna at ignorere myndighedskrav og påbud. Med undertitlen har Burchardt gjort sin bog til et anklageskrift. Den historiske undersøgelse slutter i 1953, men perspektiverne rækker frem til nutiden. I Gladsaxe, Måløv og ikke mindst i Harboøre har Cheminova efterladt en arv, der har fået betegnelsen generationsforurening, fordi gevinsten er høstet af én generation, mens prisen betales af de næste både helbredsmæssigt og økonomisk. Burchardt anklager også myndighederne, men hans egen dokumentation viser, at de, der havde en tilsynspligt, som nævnt også forsøgte at gøre noget. Hans kritik mod eneejeren gennem 70 år, Aarhus Universitets Forskningsfond, er til gengæld overraskende afdæmpet. Det er der ingen grund til. Ejeren af virksomheden har hovedansvaret for det kolossale svineri, der er efterladt. Fonden ses ikke blandt de mange, der har støttet udgivelsen. Det ville nok have klædt aarhusianerne at bidrage til udredningen af årsagen til deres egen kolossale velstand. Men det kan jo nås endnu, når historien fra tiden efter 1953 skal udredes. Jørgen Burchardt, Cheminova 1938-1953. Danmarks største forurener. 424 sider, 349,95 kroner. Frydenlund Academic. Tryk for at læse mere
Nr. 79
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Hvad er folkekirkens udfordringer? Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 20:00:00
Jens Christian Grøndahl er forfatter. Han optræder med foredrag som "Min svage tro" om sit forhold til kristendommen, som han i en moden alder er vendt tilbage til. Når vi taler om folkekirkens udfordringer, må vi huske, at folkekirken udgør den ældste fortælling om, hvem vi er. Den har en anden tidshorisont end andre institutioner i samfundet. Det betyder ikke, at den slipper for at forholde sig til udfordringer, men det betyder, at man tjener kirken dårligt, hvis man bliver alt for febrilsk og forhippet på at gøre sig relevant i forhold til sin umiddelbare samtid. Jeg talte for nylig med en repræsentant for folkekirken på Københavns vestegn, hvor kirken skal kunne rumme mennesker med meget forskellig baggrund. De havde gjort den erfaring, at den gammeldags højmesse på en mærkelig måde virkede mere inkluderende end alle mulige tiltag, der forsøger at være i øjenhøjde med den brogede samtidskultur. Og som man ikke kan lade være med at mene noget om, alene fordi de er nulevendes påfund. Nogle kan lide jazz, andre ikke, men et orgel er nu engang et orgel, og en salme er en salme. Man er fritaget for at tage stilling til traditionens overleverede form, simpelthen fordi den har været her så meget længere end vi. Man kan nemmere slappe af. Ritualer er indhold, der er blevet til form. Man kan være i dem, uanset hvem man er. Ingen af os kan jo gøre for, at de er, som de er. Er der nogen særlige muligheder i tiden, som folkekirken bør gribe? For nylig har Det Jødiske Samfund i Kristeligt Dagblad efterlyst støtte fra folkekirken i forhold til den voksende antisemitisme. Det ser jeg som en konkret mulighed. Hver eneste søndag hører vi tekster fra Det Gamle Testamente, tekster, som vi har til fælles med jøderne. Alene af den grund burde det være nærliggende, men selvfølgelig også, fordi det er komplet og fuldkommen uacceptabelt, at vores jødiske medborgere skal føle sig udgrænset og truet. En anden mulighed er at reagere på regeringens tale om åndelig oprustning, der jo udfordrer den skarpe lutherske skelnen mellem det åndelige og det verdslige rum. Jeg vil foretrække, at man i stedet for oprustning taler om besindelse. Vi skal besinde os på, hvad det er, vi forsvarer over for vores ydre fjender, herunder Putins Rusland, nemlig den åbenhed, der kendetegner folkekirken, omsorgen for vores ret til at være uenige og kristendommens beredskab over for den svage og den fremmede. Hvis "oprustningen" mobiliserer os til at blive mere forhærdede, mindre åbne, så har vi tabt på forhånd. Udfordringen er at stå fast på kirkens grundlag Andreas Skovbo Meng er sognepræst i Hornslet Kirke på Djursland og har flere tusinde følgere på det sociale medie TikTok, hvor han fortæller om kristendommen og det at være præst i folkekirken. Folkekirkens udfordring er den samme, som den altid har været: at vi ikke kommer til at vige fra kirkens grundlag og egentlige formål. Folkekirken er blevet meget optaget af at fremstille sig selv som et sted med et åbent og imødekommende fællesskab, hvor man kan komme, som man er. Det er da også meget fint, men det er bare ikke kirkens egentlige formål. Det er derimod kirkens formål at prædike Guds ord – det ord, som skænker os livet og den sande forståelse af os selv og vores forhold til den anden. Vi skal som kirke stå fast på, at vi ingenting kan uden Gud. At Gud alene kan befri os gennem sit evangelium. Problemet er selvfølgelig, at det ikke nødvendigvis sælger særligt godt. Det lyder jo forargeligt selv for os, der prædiker det om søndagen. I det seneste år er kirken også blevet genstand for en fornyet politisk bevågenhed. Regeringen taler om åndelig oprustning og bruger kristendommen til at understøtte det projekt. Når politik og kristendom blandes sammen på den måde, er der altid en fare for, at det kristne budskab bliver udvandet. Den kristne næstekærlighed bliver for eksempel til gode lokale fællesskaber og et effektivt hospitalsvæsen, som intet har med kristendom at gøre. Dér er udfordringen igen at stå fast på kirkens grundlag. Er der nogen særlige muligheder i tiden, som folkekirken bør gribe? Der er i det hele taget en fornyet interesse i kristendommen i den offentlige samtale, og der er det selvfølgelig godt, at vi som kirke læser tidens tegn og kommer den interesse i møde. Vi skal dog også passe på med at blive for resultatorienterede i vores iver efter at øge folkekirkens medlemstal. Det er for mig ikke et mål i sig selv, at der bliver døbt så mange som muligt. Hvis man blev frelst ved dåben alene, gav det måske mere mening. Men som evangelisk-luthersk kirke er det lige så afgørende for frelsen, at vi faktisk tror på det, der bliver sagt i dåben. Folkekirken skal prædike Guds ord og så lade Gud om resultaterne. Jeg har ikke noget problem med mission, men derimod desperation. Hvis man udvander evangeliet for at nå flere mennesker, går meningen jo tabt. Præstemangel og affolkning presser folkekirken Pernille Vigsø Bagge er formand for Præsteforeningen og sognepræst i Hans Egedes Kirke i Aalborg. Hun har tidligere været medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti. I disse år er der to store udfordringer, som griber ind i hinanden. Den ene er præstemanglen, og den anden er affolkningen af landområderne. Begge udfordringer afføder en hel masse diskussioner om, hvordan strukturen fremover skal være i de enkelte stifter. Biskoppernes igangværende drøftelser om præstefordelingen kan komme til at betyde massive forandringer for det folkekirkelige landkort. I flere stifter er omstruktureringen allerede i gang, så det er noget, vi kommer til at mærke meget til allerede i de kommende år. Groft sagt skal man i drøftelserne beslutte sig for, om der skal være flere præster der, hvor der er mange kirker, eller der, hvor der er mange mennesker, som jo ikke nødvendigvis er medlemmer af folkekirken. Er der nogen særlige muligheder i tiden, som folkekirken bør gribe? Når verden står i flammer, så kigger man derhen, hvor de gamle, traditionsrige og stærke fællesskaber er. Derfor er folkekirken også i det seneste år kommet i højere kurs. Det er blevet langt mere moderne at sige, at man er folkekirkekristen – til trods for at medlemstallet er dalende. At flere kendte mennesker samtidig er begyndt at tale åbent om deres kristentro, har selvfølgelig kun gjort det nemmere for andre at gøre det samme. Men selvom jeg hilser den nyfundne interesse fra kendte mennesker og andre velkommen, mener jeg, vi som kirke skal passe på med at lave om på os selv for at imødekomme den interesse, for folkekirkens styrke ligger i høj grad i dens langtidsholdbarhed. En undersøgelse lavet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i 2020 viste, at danskernes tilknytning til folkekirken er ekstremt robust og stabil. Derfor tror jeg ikke, at man nødvendigvis skal søsætte en masse nye tiltag. Vi har allerede en virkelig bred palet af babysalmesang, yoga, meditation, pilgrimsvandringer og gudstjenester. Det er det, der gør, at folkekirken fortsat har en meget bred folkelig appel. Biskopperne er for tavse. De burde brage igennem i offentligheden Sørine Gotfredsen er præst i Jesuskirken i Valby og har derudover virket som journalist og forfatter i mange år. Sideløbende med præstegerningen er hun her i avisen klummeskribent og vært på podcasten "Sørine og Livskraften". Det mest målbare problem for folkekirken er det faldende dåbstal. Det har den indlysende betydning, at medlemstallet på sigt kan blive så lavt, at vi ikke længere har en folkekirke, som jo forudsætter, at folket står bag den. Man kan ikke inspirere folk til at blive døbt ud af det blå, så der ligger en større opgave for folkekirken i generelt at turde tale meget mere frimodigt om, hvad kristendom er. Jeg tror, at den tid er ved at rinde ud, hvor folkekirken har forsøgt at gøre tærsklen lavere, sproget mere tilgængeligt og kristendommen mindre anfægtende. Årtiers forfladigelse af kristendommen har ledt til, at folk nu spørger sig selv, hvad kristendom egentlig er. Alt imens længes de jo fortsat efter den alvor, som den i virkeligheden rummer. Langt flere folkekirkelige røster bør derfor begynde at forkynde kristendom andre steder end i kirkerummet. Særligt biskopperne er for tavse. Hvor ville jeg ønske, at de bragede noget mere igennem i offentligheden med holdninger til forkyndelse. Er der nogen særlige muligheder i tiden, som folkekirken bør gribe? Der er en spirende samtale om kristendom og tro i samfundet, som kirken og præsterne bør koble sig på. Og de mennesker, der nu har fået vakt deres interesse for troen og måske oven i købet møder op i kirken, må vi præster for Guds skyld ikke skuffe. Det er en katastrofe, hvis deres åndelige nysgerrighed bliver mødt med en forfladiget kristendom, og den, der kommer i kirkerummet for første gang i lang tid med store religiøse overvejelser, oplever sig talt ned til. I folkekirken kan vi roligt antage, at der er masser af mennesker i det her land, som gerne vil have, at der bliver talt rigtig kristendom – også med anfægtelser, krav, synd og hvad der ellers hører til. De fleste danskere ved godt, at kristendommen rummer disse aspekter. Det er bare længe siden, de har hørt nogen sige det højt. Tryk for at læse mere
Nr. 78
K_artikler Opdater⟳ ☝️
27-årige Sofie Amalie Hejn deler julehjælp ud: Min mor kæmpede selv med at få pengene til at række Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 20:00:00
I 2023 havde jeg en telefonsamtale med min mor, der satte en følelsesmæssig lavine og et væld af minder i gang i mig. Jeg var ved at skrive et bidrag til en bog om min angst for økonomisk usikkerhed. Skriveprocessen havde fået mig til at tænke tilbage på min barndom, og derfor ringede jeg til min mor for at finde ud af, hvor angsten kunne komme fra. Undervejs i samtalen fortalte hun mig ærligt, hvor slem hendes økonomiske situation reelt havde været, da jeg var barn. Ofte havde hun ikke haft råd til mad. Pludselig huskede jeg en aftensmad, da jeg ikke var særlig gammel. Vi fik ris og kylling – det gjorde jeg i hvert fald. Min mor havde givet mig to kyllingelår og spiste selv kun ris. Da jeg spurgte hvorfor, sagde hun, at hun ikke var sulten. Sandheden var, gik det nu op for mig, at det var én af de uger, hun havde for få penge til at købe mad til os begge. Jeg spiste halvandet kyllingelår, og så var jeg mæt. Så snart jeg havde sagt tak for mad, spiste min mor mine rester – og da overraskede det mig, hvor meget mad man kan få ud af et kyllingelår. Hun spiste både brusken og knækkede knoglen over for at suge marven ud. Vores snak satte noget i gang i mig. Jeg spurgte min mor, hvad hun kunne have ønsket sig dengang, og hun svarede, at hun tit havde ønsket, at der kom en engel med en pose mad. Det kunne have givet hende rum i budgettet til at trække vejret til næste måned. For at gøre opmærksom på indsamlingen til julehjælpen, hænger holdet bag plakater op i forskellige butikker og caféer. Foto: Johanne Teglgård Olsen I det øjeblik besluttede jeg, at jeg gerne ville være det for nogen, min mor havde manglet. Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg tjente mine egne penge og havde opbygget en platform på mine sociale medier. Derfor besluttede jeg, at jeg til jul ville give en omsorgspakke til en familie i Helsinge, hvor jeg voksede op. Det skrev jeg på sociale medier – og hurtigt fik jeg mere end 50 henvendelser fra mennesker, der gerne ville modtage hjælpen eller få den til deres forældre. I samarbejde med enkeltpersoner, der rakte ud til mig og ville hjælpe, endte jeg med at besøge tre familier det år for at give dem lidt ekstra hjælp til julen. Dér gik det op for mig, hvor mange familier i Danmark der er økonomisk trængte – og jeg besluttede at gentage min julehjælp i 2024. Denne gang satte jeg ambitionsniveauet op, og med hjælp fra alle dem, der donerede deres penge til min indsamling, lykkedes det at samle knap 80.000 kroner ind gennem donationer på MobilePay og hjælpe 180 familier på tværs af landet. Familierne udvalgte jeg på baggrund af ansøgninger, de sendte til mig gennem et spørgeskema, jeg havde delt på mine sociale medier, hvor de fortalte om deres situation. Jeg stod selv for koordinering, indkøb, pakning af julehjælpspakkerne i min lejlighed – siden har vi heldigvis fået et rum til opbevaring – og levering. I min julehjælp får familierne altid produkter doneret af virksomheder, som vi fordeler efter behov, ligesom jeg også giver et gavekort til supermarkedet og en håndskreven besked. Hvert år besøger jeg også nogle af de familier, der har ansøgt, for at aflevere julehjælpen personligt. De får julemad og dekorationer oveni, og jeg køber også firelagstoiletpapir og chokoladekalendere til dem, fordi det er en luksus, man ikke prioriterer, når man mangler penge – og så giver jeg altid et glas oliven, fordi min mor elsker dem, men aldrig havde råd til dem. Jeg tilpasser også julehjælpen til familierne, jeg besøger. En datter, der ansøgte på vegne af sin mor sidste år, skrev, at hendes mor aldrig havde spist Ferrero Rocher-chokolade, men drømte om at købe dem, når hun engang fik penge. Hende gav jeg en pakke med 50 stykker i. Når jeg træder ind i deres hjem, kan jeg mærke panikken i væggene. Hver en krone og øre bliver vendt. Stearinlys bliver tændt for at give lys og varme, uden at det koster penge i el. Alle døre bliver lukket for at holde varmen inde, og man går ofte med en ekstra sweater. Heldigvis er de mennesker, jeg siger farvel til, ikke de samme som dem, jeg møder. De har skuldrene nede, de trækker vejret på en anden måde. Det er, som om deres nervesystem har fået ro. De mennesker, jeg møder, er meget ærlige, og jeg får lov til at være deres megafon. Nogle er tidligere topskattebetalere, som pludselig måtte sælge alt, de ejede, fordi et familiemedlem var syg, eller for at komme ud af et voldeligt forhold. Den situation kunne vi alle ende i. Jeg håber, at jeg ved at dele deres historier kan være med til at menneskeliggøre dem. De fleste danskere lever i en boble. Vi bilder os ind, at ingen kan have det så slemt i Danmark, uden at det er selvforskyldt. At fattigdom ikke findes her. Men det passer simpelthen ikke. Der har aldrig været flere ansøgninger til den almindelige julehjælp, end der er i år – det er ret sigende. Jeg er stadig mærket af at være vokset op med en økonomisk udsat mor. Jeg kalder det økonomisk angst: Når jeg skal bruge penge, afføder det ekstremt dårlig samvittighed, og det er jeg stadig ved at aflære. En tredjedel af vores ansøgere er børn og unge, der skriver på deres forældres vegne. Som barn oplever man en enorm magtesløshed, når ens forældre mangler penge. Man tager et ansvar på sig, man ikke burde, og som man heller ikke har midlerne til at gøre noget ved. For mig er det meget meningsfuldt at gøre en forskel for de børn. I år har Sofie Amalie Hejn blandt andet fået assistance fra Matilde Bech til sin julehjælp. Foto: Johanne Teglgård Olsen Det er dog også et ekstremt hårdt følelsesmæssigt og fysisk arbejde. Derfor har jeg også fået to hjælpere med mig i år, Mie og Matilde, som er en stor støtte for mig. Det er selvfølgelig stadig svært at læse, høre og møde alle de barske fortællinger – men det er det værd. I år er der kommet 305 ansøgninger til min julehjælp, og vi var nødt til at lukke for ansøgninger efter en uge, fordi det ellers ville blive for overvældende for tre mennesker at læse igennem. Vi har fået mere end 100 ekstra på bagkant. Mit mål er at samle 100.000 kroner ind. Det er angstprovokerende, men jeg tror, det er realistisk. Drømmen er selvfølgelig at hjælpe alle familier, men det afhænger af, hvor meget vi samler ind. Flere virksomheder vil gerne give til formålet. Det er en kæmpe hjælp – men den største forskel er alle de mennesker, der sidder rundt omkring i Danmark, som sender 5, 10 eller 30 kroner. Hele projektet udspringer af at kunne give det til andre, som min mor aldrig fik. Alt, jeg giver, er i hendes navn. Julen var altid noget, hun var nødt til at gå på kompromis med – og det gør hende stolt, at vi kan gøre det bedre for andre. Det har været en gave at give hende den oplevelse. Tryk for at læse mere
Nr. 77
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Forfatteren Astrid Saalbach fylder 70 år: Tabet af min mor farver stadig alle mine tekster Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 20:00:00
Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år? "Det er mine børnebørn. Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive så stort og overvældende at blive farmor. Men det er en helt utrolig glæde at være sammen med mine to børnebørn, der nu er to og fem år. Pludselig får man en ny aktie i fremtiden, men også en bekymring for, hvordan den skal forme sig i forhold til klima og krig." Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme? "Hver fase af livet har jo sine glæder, og det modsatte. Jeg er rastløs og har tit måttet minde mig selv om at standse op og være i nuet, det kommer jo ikke igen. Men jo ældre jeg bliver, desto mere føler jeg mig hjemme i livet, måske fordi man paradoksalt nok jo er tættere på at skulle forlade det. Jeg ser tilbage på min tid på Statens Teaterskole med stor taknemlighed. Det, vi lærte der, har jeg kunnet bruge lige siden, først som skuespiller og også bagefter, da jeg måtte opgive at være skuespiller og i stedet begyndte at skrive." Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet? "Der er mange mennesker, der har været med til at forme mig og inspirere mig med deres måde at leve livet på. Som barn spejlede jeg mig meget i mine to søstre og min mormor, der var en stærk dame med en barsk opvækst. Og teaterskolens rektor Berthe Qvistgaard lærte mig også at tro på mig selv og lade være med at gå på kompromis med mine idealer. Hun gik selv imod den etablerede teaterverden og fjernede til stor forargelse for de kongelige skuespillere teaterskolen fra Det Kongelige Teater, så den i stedet rykkede ind på et nedlagt vinlager på Frederiksberg. Det var meget lidt glamourøst, og jeg kan huske, at jeg i begyndelsen var lidt skuffet over ikke at skulle gå i skole på Det Kongelige Teater. Men Berthe Qvistgaard havde en idé med at flytte skolen ud i virkeligheden, hvor hun også mente, at kunsten har hjemme." Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig? "Man skal kun skrive bøger og især lave teater, hvis man ikke kan lade være. For ellers er det for hårdt. Der er så mange sjove ting, man kan blive med fast indtægt og pension." Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have? "Bidt tænderne sammen. Jeg har været ved at give op mange gange, men jeg har ikke gjort det. Men jeg har også været heldig, og hvis man vil have en karriere som kunstner, handler det lige så meget om held som talent, at man møder de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt." Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her? "Min mor døde tidligt, og det har faktisk præget mig siden, så alle mine tekster på en eller anden måde er farvet af det tab. Jeg syntes også, det var sindssygt hårdt, da min ældgamle far døde for et par år siden. Men det var af andre årsager, fordi vores sundhedssystem er brudt sammen, så alt hænger på de pårørende. Til gengæld fik jeg så på falderebet et nært forhold til ham." Hvordan kan du se dine forældre i dig selv? "Min far var meget vægelsindet, det er jeg også, i en grad så det næsten er invaliderende. Heldigvis har jeg også arvet min mors sans for humor, det kan redde én fra næsten hvad som helst." Hvornår udviste du mod og sprang ud på "de 70.000 favne"? "For mig handler kunst også om at udvise mod. Og det gjorde jeg måske mest selv, da jeg udgav romanen "Klapperslangen" og lagde mig ud med en stor del af det etablerede teater. Det var før Metoo, jeg skrev om et giftigt mandsdomineret miljø, jeg selv havde arbejdet i, med mange magtfuldkomne teaterchefer. Det blev jeg selvfølgelig straffet for. Tanken havde strejfet mig, at det ville komme til at koste, men jeg vidste ikke, det ville blive så dyrt. Men jeg fortryder det ikke." Hvad ville du gerne have gjort anderledes? "Ikke så meget. Der er selvfølgelig noget, men det vil jeg holde for mig selv. Hvis jeg skulle leve et andet liv, ville jeg gerne være meteorolog og have flere børn." Hvad tror du på? "Jeg tror på livet og på fremtiden. Og jeg tror på, at man møder meningen i samværet med andre, som man skal turde risikere noget for. Jeg tror på, at vi vil indse, at vi skal omlægge vores livsstil og afstå fra de fleste af vores privilegier for at redde kloden, før det er for sent." Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, udover din familie? "Følelsen af at være en del af noget, der er større og giver en glimt af nye indsigter. Det har jeg både oplevet gennem god kunst og på vandreture i alperne." Beskriv en scene fra din barndom. "Jeg sidder i en optimistjolle lidt ude i Øresund, ud for Snekkersten, hvor jeg voksede op. Jeg er alene, som man er i en optimistjolle, bestemmer selv kursen. Det blæser, men ikke for meget, og kysten er ikke for langt væk." Tryk for at læse mere
Nr. 76
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Erik Bjerager: Kirke er åndelig oprustning Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 20:00:00
Efter gudstjenesten forleden søndag faldt jeg i snak med to unge mænd og spurgte dem, hvorfor de gik i kirke. Jeg var opmuntret og overrasket over, at der til gudstjenesten havde været et par hundrede kirkegængere, herunder en del unge mænd i 30'erne. De fortalte begge, at de gik til gudstjeneste om søndagen, fordi det var en måde at finde fred på. I en hverdag fyldt med evige afbrydelser og distraktioner fra mobiler og computere var der ingen fred. Men det var der i kirken. Og så var der ritualer og et fundament at hvile på i en urolig tid med opbrud og krig, lød det fra dem. Nogle dage senere sad jeg i Bremen Teater og overværede forfatteren og kunstneren Kristian Leth stå alene på scenen med et show om – ja – synd. "Roden til alt ondt" var overskriften. Teatret kan rumme flere end 600 mennesker, og salen var tætpakket. Folk lyttede til en tour de force i syndens historie og klappede længe halvanden time senere, da den sidste powerpoint var blevet vist. For ikke så længe siden var kirke og kristendom tabu. Men sådan er det ikke længere. Der forekommer at være en ny åndelig søgen og eksistentiel længsel efter mening. Den søgen og længsel kan gå i mange retninger. Nogle mennesker finder vej til kirken og dens årtusindlange tradition for at holde gudstjeneste. Andre, og nogle af dem er helt sikkert de samme, finder vej til kulturudbud, der i stadig stigende grad handler om kristendom og livets alvor. Halvanden times udsolgt foredrag om synd var et eksempel. Gospelkoret Praise i Aarhus er et andet. Det formår at tiltrække mange hundrede unge, hver gang de laver deres "events" og samler 15-30-årige om at synge. De tilbyder "fællesskab og glæde". Mere end en million mennesker har set deres videoer på sociale medier. Fordomme om kristendommen er væk. Tv-journalisten Anders Aggers shows om "Kærlighed og død" er et tredje eksempel. De har rummet en blanding af musik, standup og dybe samtaler om "det største og det sidste". Det har været tilløbsstykker landet rundt. Som led i showet kom sognepræst Sørine Gotfredsen på scenen og holdt en begravelsestale og deltog i en samtale om, hvordan man som præst følger et menneske gennem sygdom og frem til døden. Hun skrev om det forleden i Berlingske. Politikerne på Christiansborg efterlyser åndelig oprustning, som desværre er blevet lidt af et maltrakteret begreb, fordi det kan høres som en instrumentalisering af kristendommen i et politisk ærinde. Men vi har alle brug for åndelig oprustning eller åndelig opbyggelse, om man vil. Og kirken ligger lige for som et sted at søge den. Her er ikke kun den stilhed, som de unge mænd efterlyste. Gudstjenesten er indbegrebet af et ikke-event. Den er blevet afviklet, lige siden de første kristne fejrede Jesu opstandelse og delte vin og brød. Kirkerummet taler til os med sin anderledeshed, og gudstjenesten er Guds ord til os og sakramenterne, som vi modtager. Vi tager imod med alvor og stilhed, og vi svarer med bøn og salmesang. Man kan blive afhængig af liturgien og forkyndelsen, hvorfra der strømmer ny mening søndag efter søndag. Nogle søndage mere mening end andre, men det er ikke så afgørende. Det er tankevækkende, at mange af de kirker, der oplever ny tilstrømning, er karakteriseret ved, at man har fastholdt en alvor og en klassisk gudstjenesteform. Jeg læste forleden et interview med en præst, der er på vej på pension. Hun blev bedt om på falderebet at give kirken et godt råd. Hendes svar var enkelt: Kirken skal genfinde alvoren. Og man kunne tilføje: Stilheden, der giver plads til ro og eftertanke. For en del år siden skulle jeg interviewe den nu afdøde, sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu og var rejst til Cape Town, hvor han boede. Tutu indledte interviewet på en utraditionel måde. Vi skulle bede sammen. Han bad en bøn med henvisning til Salmernes Bog om, at "vi måtte blive fornyet med Guds ånd". Netop det sker også i gudstjenesten. Guds ånd forvandler og fornyer mennesker ved højmessen hver søndag året rundt. På søndag begynder et nyt kirkeår. Der er ingen grund til at holde sig tilbage. Af sted, af sted. I "hverdag&højtid" skriver Erik Bjerager om kirkeårets gang og forbindelse til hverdagslivet. Tryk for at læse mere
Nr. 75
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Adventstidens budskab har sjældent været vigtigere: ”Vi er blevet dårlige til at vente, simpelthen” Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 20:00:00
I midten af 1700-tallet satte en række videnskabsfolk sig for at måle afstanden til Solen. Hvordan? Jo, ved at placere forskere forskellige steder på planeten og observere Venus' passage over solskiven. En franskmand ved navn Guillaume Le Gentil fik til opgave at observere passagen fra Indien, men han blev bremset på sin rejse og ankom for sent. Nu var han i Indien med otte år til næste Venuspassage. Så hvad gjorde han? Han ventede. Han byggede en observationspost og afprøvede udstyret igen og igen, og da dagen endelig oprandt, den 4. juni 1769, drev en sky over Solen og forpurrede observationen. Le Gentil pakkede roligt sine ting og rejste hjem. Han var måske en tragisk skikkelse i videnskabens historie. Men en ting mestrede han: kunsten at vente. Det er en egenskab, der er under pres 250 år senere. Det moderne menneske har vænnet sig til, at det meste går hurtigt. Man kan søge viden frem på internettet på få sekunder, takeaway-mad bliver leveret i en rygende fart, og i supermarkeder kan man springe køen over og betjene sig selv. Når ventetiden opstår, er frustrationerne enorme. Tænk på Nets-sammenbruddet i sommer, hvor bilister, fanget i køer ved Storebæltsbroen, overfusede de ansatte. "Vi er blevet dårligere til at vente, simpelthen," siger Osman Skjold Kingo, der er lektor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet og forsker i menneskets opfattelse af tid. På søndag er det første søndag i advent. Det er tid til at vente. Man venter på jul, man venter på Herrens komme ("Adventus Domini" på latin). Dermed rummer højtiden et presserende budskab i et samfund, der aktivt bekæmper ventetiden – med alvorlige følger for det enkelte menneske. Den forandrede bustur Det er Osman Skjold Kingo, der stiller diagnosen. Det er ikke al ventetid, vi har fået sværere ved at håndtere, siger han. Tag juletiden: Børn og barnlige sjæle tæller utålmodigt dagene til den 24. december, men sådan har det altid været. Man tolererer ventetiden. Men hvis internettet er bare en anelse langsommere end normalt, eller hvis et firma leverer en pakke et par dage senere end lovet, brokker mange sig højlydt. Det handler om forventninger, siger Osman Skjold Kingo. De former vores tidsopfattelse. Og i en verden, hvor alting går hurtigere, skal man vente i kortere tid, før frustrationen melder sig. Samtidig bliver ventetiden fyldt ud. Tidligere var man tvunget til at kigge ud ad vinduet, når man sad i bussen. Nu fisker mange smartphonen frem og får straks adgang til en verden af underholdning, information og sociale relationer. Og hvis mobilen skal opdatere i bare fem minutter, føles det som en evighed: "Der skal ikke gå lang tid, før vi synes, der er gået rigtig lang tid," siger Osman Skjold Kingo. "Den store forskel er, at vi sjældent er i situationer, hvor vi ikke har noget at give os til." Han beskriver det som et tab. For der er en værdi i at vente. At lade smartphonen ligge i lommen og kigge ud på det skiftende landskab i bussen, mens man lader tankerne vandre. Måske funderer man over, hvad man skal senere på dagen, ugen eller året, måske reflekterer man over noget, man har sagt eller gjort eller bør gøre. "Ventetid er lig med fordybelse. Det er sundt at gå i tomgang og bare lade tankerne komme engang imellem," siger Osman Skjold Kingo. Fart på vandskiene Det er de øjeblikke, der er svære at acceptere i en verden, hvor man konstant måler, vejer og optimerer. Hvor den enkelte gerne vil sætte synlige spor i verden, hele tiden. Men øjeblikkene har stor værdi, siger Niels Nymann Eriksen, sogne- og indvandrerpræst i Apostelkirken på Vesterbro i København. "For når vi ikke kan forandre verden omkring os, er det, at vi selv kan blive forandret." Han taler ofte med beboere på landets asylcentre og med indsatte og løsladte gennem foreningen Café Exit. Det er mennesker, der ved, hvor smertefuldt, potentielt ødelæggende, det kan være at vente. For nogle fører ventetiden dog også til en nyorientering, en ny begyndelse i livet. Niels Nymann Eriksen henviser til Kierkegaard, der beskrev tålmodigheden som en puppe, sjælen spinder sig ind i. Når vi står tålmodigt i ventetiden, kan der ske en metamorfose, en afvikling og en udvikling, som når larven bliver til sommerfugl. Niels Nymann Eriksen er ikke modstander af alle tidsbesparende innovationer. Det vigtige er, at der også er plads til langsomheden. Ellers kommer livet til at mangle en dimension, en dybde. Han refererer til Milan Kundera, der talte om et hemmeligt bånd mellem langsomhed og hukommelse, fart og forglemmelse. Hvis en mand går stærkt, mente forfatteren, forsøger han sandsynligvis at glemme noget. Hvis han går langsomt, er han nok ved at fordybe sig i noget, han er kommet i tanke om. For mange moderne mennesker risikerer travlheden at blive en flugt for fordybelse, siger Niels Nymann Eriksen. Man fylder hverdagen med små hastesager og undgår at stille de store spørgsmål: Hvad er mit formål i det hele taget? Som præsten formulerer det: "Vi holder en vis hastighed på vandskiene for ikke at synke ned i vandet." "Så længe vi er hjul i det store maskineri, slipper vi for at bakse med de store spørgsmål: Hvad skal jeg? Hvad er jeg her for? Spørgsmålene opstår med stor styrke i ventetiden, når betydningen af vores tilstedeværelse er uafklaret." En utålmodig amatørastronom Egentlig er Michaela Baunsgaard utålmodig af natur. Hun arbejder endda med digital marketing, altså salg på digitale platforme, hvor tempoet er hæsblæsende. Men hun gør også noget andet: Hun observerer og fotograferer stjerner, planeter og andre himmellegemer som amatørastronom. Det tager tid. Lang tid. Udstyret skal stilles op og justeres nøje, skyerne skal drive forbi. Bare en enkelt eksponering kan tage op til fem minutter, et fotoprojekt kan strække sig over flere måneder. For slet ikke at tale om de solformørkelser og planetpassager, man må vente på i årevis. Ventetiden kan være hård, siger Michaela Baunsgaard, der er formand for Amatør-Astronomisk Forening. "Men jeg er blevet bedre til at finde mig i den. Mere afklaret om, at nogle ting tager tid. Når man sidder og kigger på nattehimlen, træner man sin tålmodighed og forandrer sit syn på tiden," siger hun. "Når du ser på stjernerne, kigger du tilbage i tiden. Det, du ser, er sket for lang tid siden, for lyset har ikke nået os endnu." Det er en stærk fortælling, hun er oppe imod, selve motoren i det moderne samfund, siger hun: Alt skal gå stærkt, vi skal producere mere, blive klogere. Forventningerne stiger hele tiden. Men hun er blevet bedre til at hæve sig over det hele: "Ikke bare bruse frem. Indordne mig mere. Træde tilbage og tage en dyb indånding," siger hun. "Jo mere man beskæftiger sig med astronomi, jo mere bevidst bliver man om, hvor små vi er i det store spil. Planeterne drejer, uanset hvad vi gør. Tiden har som sådan ingen betydning. Vi er her på lånt tid, og ingen andre end os selv stresser os." Adventstidens budskab Hvordan lærer man kunsten at vente i et samfund, der hiver efter vejret? Man kan øve sig, siger psykologilektor Osman Skjold Kingo. "Man kan lade telefonen blive i lommen i bussen. Kigge sig omkring og tænke over sin dag. Man kan øve sig i at tolerere, at lige nu sker der ikke noget, lige nu tænker jeg bare," siger han. Sognepræst Niels Nymann Eriksen er enig: "Det kan være frugtbart at skabe områder i sit liv, hvor man er i venteposition. Hvor man skaber rum for eftertænksomhed og øver sig i at være åben over for Gud og medmennesket på sin vej." Det er det, vi bliver mindet om i adventstiden, de dage, der gik forud for, at Gud blev menneske, og det evige kom ind i tiden. Da Jesus kom, blev folks forventninger skuffede, påpeger Niels Nymann Eriksen, men ud af skuffelsen opstod håbet. Opgaven er derfor ikke bare at tolerere den ventetid, der knytter sig til et mål, eller som peger frem mod en belønning eller et tilfredsstillet behov. Det handler også om at være i den ventetid, man ikke ved, hvad der kommer ud af. Som Niels Nymann Eriksen siger: "Her kan der ske en dybere forvandling. Her kan vi blive sat fri fra markedsforståelsen af vores eget liv og få en mere trosbaseret tilstedeværelse i verden." Tryk for at læse mere
Nr. 74
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Bente Olesen kendte de fleste hestepiger i Vendsyssel og deres støvlemål Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 20:00:00
Det er en kunst at tage mål til ridestøvler. Målene skal være nøjagtige, fra gulv til knæhase, rundt om anklen og læggen, så støvlerne sidder stramt om benet. Den omhu mestrede Bente Olesen, og der findes ikke tal på, hvor mange hestepiger i Vendsyssel hun gennem årene har målt op. Hun og hendes mand, sadelmager Ole Olesen, havde værksted og rideudstyrsforretning på deres gård i Lendum, vest for Frederikshavn, og her gjorde de mange hestepiger lykkelige og forældre fattige. Bente Olesen var berømt for at huske kunders størrelser og præferencer. Hvis flere fra én familie købte gaver til den samme ridepige, sørgede hun altid for at pakke dem ind i forskelligt papir, så modtageren ikke kunne regne ud, hvor pakkerne kom fra. Mange år efter forretningen var lukket, kunne Bente Olesen stadig huske alle kunder, og flere dukkede også op til hendes begravelse. Hun blev 79 år. Bente Olesen mødte altid verden velklædt, velfriseret, nystrøget og farvekoordineret. Man skulle "se ordentlig ud", det var vigtigt. Måske fordi hun kom fra noget helt andet: et barndomshjem i Frederikshavn, hvor hvert sæt tøj skulle række længst muligt. Hun var den yngste af fire piger, der kom trip, trap, træsko, og det lille hjem med køkken, stue og to soveværelser blev hurtigt trangt. Hendes far var fisker, og for at få enderne til at mødes havde hendes mor to-tre jobs, ligesom døtrene tidligt måtte hjælpe til. For Bente Olesen betød det at gå ud af 7. klasse og komme i huset hos en bagerfamilie. Senere stod hun i en slagterforretning og på "Fisken", som fiskefabrikken kaldes på de kanter. Bente Olesens fotograferet til sit første kørekort omkring 1962. Foto: Privatfoto. Som ung frederikshavner i 1960'erne var danserestauranten Ritz et naturligt omdrejningspunkt, og det var dér, hun mødte Ole Olesen. Da han en dag var blevet præsenteret for familien, rakte Bentes søster hånden frem: "Det var hyggeligt at møde dig, Ole, men vi ses nok ikke igen." Måske fordi han ikke ligefrem var det første herrebekendtskab, hun havde med hjem, eller måske fordi Ole var en mand af få ord – helt modsat Bente. Som en nær veninde sagde, var det ikke Bente Olesens skyld, at skovene blev fældet, for hun pakkede ikke tingene ind. Forskellighederne til trods var parret åbenlyst glade for hinanden, og i 1970 blev de både gift og forældre til datteren, Trine. Mens Trine var lille, gik Bente Olesen hjemme, for datteren skulle ikke være et "nøglebarn", der kom hjem til et tomt hus. Hendes opdragelsesstil var i det hele taget formet af dyder, hun fandt naturgivne: Man skulle opføre sig ordentligt, spise pænt, sige tak for mad. Som mor fyldte især alt det, der kunne gå galt. Familien boede for enden af en lang indkørsel, og hver morgen skulle Trine gå et par hundrede meter for at nå landevejen, hvor skolebussen kørte. Og hver morgen sad Bente Olesen i soveværelsesvinduet og fulgte hende med øjnene, indtil bussen kom. Om vinteren, når det var mørkt, fik Trine et lille stykke tændstål med, så et par gnister i det bælgravende mørke kunne forsikre hendes mor om, at hun var nået frem. Faktisk var Bente Olesen også dødbange for heste, men fordi hun holdt så meget af sin mand, og han så meget af heste, lærte hun at elske dyrene. Landkøkkenet var altid fyldt med liv. Der var en vældig trafik af hestefolk, kaffetørstige kunder og dyrlæger med en halv time til overs. Bente Olesen servicerede og socialiserede til den store guldmedalje, og dér var hun i sit es. På besøg i Milano i 2022, hvor datteren Trine tidligere boede og arbejdede. Foto: Privatfoto. Derfor var det også en stor omvæltning, da Ole Olesen blev syg, og Bente Olesen til sidst stod alene. Før han blev sadelmager, havde han arbejdet som svejser, og det viste sig senere, at han havde siddet bag et asbestforhæng, som gav ham en aggressiv lungehindekræft. Han døde i 2012, og det var et voldsomt slag for Bente Olesen, som lettere kunne være i uretfærdigheden end i sorgen. Efter lidt tid fik hun en lejlighed i Frederikshavn, og her knyttede hun nye bånd. Selv da hun nærmede sig 80 år, gik hun hver dag op for at tjekke til overboen, der var 10 år ældre. Hun nød friheden i sin bil, og med sin søster frekventerede hun landets jazzfestivaler. Blandt favoritterne var det svenske jazzband Second Line, der, hver gang de fik øje på hende blandt publikum, spillede hendes yndlingsmelodi, "Lily of the Valley". I vanlig stil var Bente Olesen altid bange for at fejle noget alvorligt. Men da sygdommen endelig ramte, tog hun det til alles overraskelse i stiv arm. De senere år døjede hun med en række diffuse, uforklarlige symptomer, og da man omsider fandt ud af, at hun havde en fortykning af en blodårevæg tæt op ad hjernestammen, var det for sent. "Det er det her, du dør af, Bente," sagde lægerne. Bente Olesen trøstede dem omkring sig og tilbød dem penge til benzinen, fordi de havde gjort sig den ulejlighed at komme. Til begravelsen lød selvfølgelig tonerne af "Lily of the Valley". Tryk for at læse mere
Nr. 73
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Da Freja Kirk var 19 og ved at være færdig med gymnasiet, trådte døden ind i hendes liv Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 19:00:00
Mit første hjem var i en helårshaveforening i Sydhavnen [i København]. Det var sådan en klump huse, hvor man bare rendte rundt mellem sine kammerater og bankede på døre, indtil der var en, der kunne lege. Det var et meget trygt hjem, der var ild i pejsen, og vi spiste aftensmad sammen hver dag. Der var instrumenter – guitar, trommesæt og klaver. Min far var pianist, og min mor var skolelærer og har også undervist i musik, så der var virkelig meget musik i det hjem. Det var også noget, vi mødtes om. Jeg kan huske, at min far fik et gammelt musikprogram og en mikrofon, og så indspillede vi sange med Anastasia, Michael Jackson og Alicia Keys i hjemmestudiet. Det var et meget primitivt setup, og når jeg lytter på det i dag, lyder det så dårligt. På en måde kan man sige, at musikken er mit første hjem, og det har været meget definerende for, hvordan jeg finder tryghed. Jeg slapper af og er til stede, når der er kaffe på kanden og klaver i baggrunden. Min første sorg var min fars død. Jeg var lige blevet 19 år og ved at være færdig på gymnasiet. Han fik egentlig kræft flere år før, men jeg fattede ikke alvoren, før han døde. Selv da han lå på hospice, kan jeg huske, jeg tænkte: Hvor bliver det godt for den her familie, når vi er ude på den anden side. Og så døde han bare. Det var fuldstændig kaotisk, og livet blev aldrig det samme. Alle i familien tacklede den her kæmpe sorg forskelligt. Hvordan er vi til stede i det sammen? Hvem skal vi trøste nu? Det var altomsluttende, og jeg boede hjemme, da det skete, men jeg kunne ikke være i det, og midt i det hele flyttede jeg hjemmefra. Samtidig skulle jeg ud og køre studentervogn, og folk var glade og flyttede hjemmefra på den måde, man burde flytte hjemmefra. Jeg var bare i dyb krise og kunne ikke forholde mig til noget, mine venner sagde. Alles problemer blev så små i min optik, og der kom en alvor ind i mit liv, som jeg stadig tror er der. Der er tit nogen, der spørger mig, hvorfor jeg er så alvorlig. Jeg tror, at det kom med den sorg, der ret tidligt viste mig, hvad livet også er. Min første oplevelse af livets storhed var, da jeg optrådte på min skole første gang. Jeg var måske 12 eller 13 år og havde virkelig øvet mig på Brandys r'n'b-sang "Have You Ever". Jeg kan huske, at vi stod ovre i hjørnet i en stor sal, og alle forældre og søskende sad på en masse stolerækker. Der havde været nogle andre sange, men der var ikke rigtigt ro i salen. Da jeg stillede mig op og sang, kom der en stilhed. Folk var ægte opmærksomme og blev rørte og meget imponerede. Jeg fik en følelse af: okay, så er jeg god! Én ting var, at jeg havde sunget med min familie og vennerne, men nu havde jeg på en måde hele rummet i min hule hånd. Om det var talent eller en form for ærlighed, eller hvad det var – jeg kunne i hvert fald mærke, at det var ret magisk. Den følelse var så livsbekræftende og bekræftede mig i, hvilken vej jeg skulle gå. Jeg får stadig ret tit den følelse, når jeg optræder. Tryk for at læse mere
Nr. 72
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Bodil Nyboe Andersen kom helt til tops. Men det største i livet var børnene Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 18:30:00
Bodil Nyboe Andersen indtog førstepladsen. Ikke alene var hun Danmarks første (og eneste) kvindelige nationalbankdirektør, hun var også en af de første kvindelige centralbankdirektører i verden. Før det var hun bankdirektør i det daværende Andelsbankens hovedsæde, ligesom hun i flere år sad som præsident for Dansk Røde Kors og var bestyrelsesformand for Københavns Universitet. Bodil Nyboe Andersen døde torsdag i en alder af 85 år. Det oplyser hendes to sønner til Ritzau. Hun skabte sig en karriere, hun med rette kunne være stolt over, og blev i 1989 kåret til Årets Erhvervskvinde, og i 1993, som en af få danske kvinder, udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. Alligevel understregede Bodil Nyboe Andersen gang på gang, at det at have børn var det største i hendes liv. Ligesom hun kaldte sig selv husmor af interesse, kunne føre en symaskine og valgte at cykle på arbejde, hvilket vakte nogen opsigt, fordi de andre i ledelsen ankom i dyre biler. Om det sagde hun i et interview til Kristeligt Dagblad, da hun fyldte 80 år: "Én lånte sågar min cykel for at optræde som mig i personalerevyen. De andre i direktionen kørte jo i store biler." I samme interview fortalte hun også, at den fase i livet, hun så tilbage på med størst glæde og varme, var, da hendes store drenge boede hjemme. "Jeg mindes tiden med stor glæde, fordi der var et liv herhjemme, og det var ikke småbørn, der skulle passes mere, men der var stadig en vældig aktivitet i huset. Og de var meget fantasifulde [...] så der var liv i huset på en god måde." Bodil Nyboe Andersens to drenge er: Kasper Holten, født 1973. Allerede som 26-årig blev han udnævnt til operachef på Det Kongelige Teater. Senere var han chef for Royal Opera House i London, og siden 2018 har han været teaterchef på Det Kongelige Teater. Og Jonas Holten, født 1976. Kunsthistoriker og tidligere balletdanser ved Det Kongelige Teater samt Hamburgische Staatsoper. I dag er han direktør for det prestigefulde Kunsthalle Mannheim i det sydvestlige Tyskland. Da børnene var små, måtte Bodil Nyboe Andersen og hendes daværende mand, cand.polit. Henning Holten, nærmest arbejde i skiftehold for at få det hele til at hænge sammen. Hun mødte tidligt, så han stod for at sende børnene af sted om morgenen. Mens han arbejdede sent, så hun kunne hente børnene om eftermiddagen. Hvis nogen blev syge, blev bedstemødrene tilkaldt. Og i et interview med Berlingske Business huskede Bodil Nyboe Andersen, at det var en hård tid. "Men når vilkårene er sådan, så er de sådan, og så kan det ikke nytte noget, at man synes, det er forfærdeligt. Man kan ikke få det hele," konkluderede hun i interviewet. Bodil Nyboe Andersen og Henning Holten blev skilt i 1985. Henning Holten døde som 77-årig i 2022. At Bodil Nyboe Andersen formåede at forene børn og karriere, vidner også hendes våbenskjold om. Sådan et får modtagere af Storkorset af Dannebrogordenen. Ordenen er næsten udelukkende givet til mænd, og alene derfor er Bodil Nyboe Andersens våbenskjold noget særligt. Men usædvanligt er det også, fordi det netop spejler den dobbelte tilværelse, hun har haft: Karriere og moderskab. I et interview i Kristeligt Dagblad sagde hun således i 2017: "Igennem hele mit voksne liv har jeg haft et familieliv – som har krævet og givet meget – samtidig med en professionel karriere. Denne dobbelte identitet afspejles først og fremmest i delingen af skjoldet." Også hendes motto, sådan et skal man vælge til sit våbenskjold, symboliserer dobbeltheden i hendes tilværelse: "I hjem og virke", lyder det. Lidt usædvanligt valgte Bodil Nyboe Andersen at skrive sit på dansk, selvom den slags næsten altid er på latin. At begge hendes børn valgte en helt anden karriere end hun, og begge blev teater- og kunstmennesker, glædede hun sig over. "De har lært mig meget, så min interesse for teater og billedkunst og musik er i høj grad noget, jeg skylder dem," har hun sagt. Bodil Nyboe Andersen efterlade sig sine to sønner, og hun var farmor til flere børnebørn. Tryk for at læse mere
Nr. 71
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Børns Vilkår: Vi er bekymrede for de unge, der ikke har et netværk til at hjælpe dem Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 18:00:00
Gå en tur igennem København en fredag aften. Du behøver ikke være bange, men du vil hurtigt støde ind i grupper af unge, mange af dem er unge mænd i mørke hættetrøjer. De er ofte venlige unge mennesker, men mange af dem balancerer på kanten af samfundet. De kommer fra hjem, hvor ressourcerne er få, og en del af dem har forladt skolen alt for tidligt. For majoritetssamfundet er de tal i den statistik, der fortæller, at over 43.000 unge er uden job eller uddannelse, og det er de unge, som nogle politikere omtaler i bisætninger i politiske taler om "dem og os". Det er unge mennesker, der kommer fra hjem, hvor pengene er små, og hvor adgangen til lektiehjælp, mentorer, psykologbistand eller en bisidder, der kan slå i bordet på deres vegne, ikke engang er en tanke. Det er unge, der kommer fra familier, som ofte har få muligheder for at navigere i velfærdssystemet og få den hjælp, der kræver både tid, viden og overskud at nå. I deres hjem er mor eller far i behandling for alkohol- eller stofmisbrug, har en ubetinget fængselsdom, lider af en svær psykisk sygdom eller har voldsomme udfordringer med at få økonomien til at hænge sammen. Det er ofte unge, som ingen gider lytte til, og derfor forsvinder samfundets lyst til at have forventninger og ambitioner på deres vegne. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udgør de omkring 4500 unge en tiendedel af alle unge uden job eller uddannelse. Behandlingsskolerne har eksisteret i over 23 år, og i de første mange år så vi flest børn og unge fra socialt udsatte familier. Sådan er det ikke længere, for kampen for at få hjælp er blevet så svær, at det kræver mange ressourcer og som oftest er den forbeholdt mennesker med svære psykiatriske udfordringer. Det bekymrer os, for hvem hjælper så de andre børn og unge, der har udfordringer, som kan afhjælpes, men som kræver støtte fra kompetente fagpersoner? Vi tænker tit på, hvor meget vi kunne flytte, hvis de unge, som kommer fra hjem med få sociale og økonomiske ressourcer, fik samme hjælp, som vi giver børn og unge med forældre, der har ressourcerne til at opsøge den nødvendige støtte og hjælp. For mange unge i særligt udsatte positioner er en fængselsdom den eneste adgangsbillet til hjælp. Det er absurd. Hvis vi satte ind på et tidligere tidspunkt i forhold til denne gruppe børn og unge med massive udfordringer, så kunne vi løfte mange af dem ind i et godt liv og ind i samfundet, i stedet for at de som i dag ender som et ciffer i statistikken over de alt for mange unge, der er på offentlig forsørgelse. Vi er stigende bekymrede for de unge, der ikke har et netværk til at hjælpe dem igennem til at få den hjælp, der findes. De unge, vi taler om her, er dem, der falder ned mellem alle de "velfærdsstole", samfundet i så rigt mål har sat op. Det er unge mennesker, der burde være en del af fremtidens arbejdskraft. I stedet glider de længere og længere væk fra de fællesskaber, der kan give dem et meningsfuldt liv. Vi ved, at vores indsats kan ændre den unges liv til noget godt, hvis vi hjælper, nogle gange på en skæv og utraditionel måde. Tit kan det være fem timers hårdt arbejde fra den rigtige voksne, der kan definere et barns liv positivt fremover, men det kræver, at vi er villige til at prioritere det. Risikoen for at ende uden for både arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet er tre gange højere for unge fra hjem med lav indkomst. Det kan vi gøre bedre. Samfundet er blevet så specialiseret, at behandling for psykisk sygdom sker ét sted, behandling for misbrug et andet sted, og jobcenteret stiller op med krav et tredje sted. Det er for mange unge svært at navigere i, og for unge uden ressourcer i ryggen er det stort set umuligt. Vi er bekymrede for, at nogle af de unge, der har brug for hjælp, men som ikke har ressourcerne i ryggen, slet ikke får hjælp. Det kan vi ikke være bekendt over for de unge, som balancerer på kanten af det samfund, der burde gribe dem. Vi stiller os gerne i spidsen for en taskforce for sårbare unge, der i praksis og med smidige faglige værktøjer kan hjælpe en stor gruppe unge til et voksenliv med selvforsørgelse. Hvem vil være med? Rasmus Kjeldahl er direktør for Børns Vilkår. Signe Flindt er administrerende direktør for Behandlingsskolerne. Tryk for at læse mere
Nr. 70
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Tidligere mormon: Trosbrud er ikke et valg, men en livskrise Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 18:00:00
"Jeg vil hellere se dig i en kiste end at se dig miste din dyd." Det var bare en af de ting, min fanatiske far sagde til mig, da jeg endnu var barn. Jeg voksede op i en stærkt mormonsk familie og forlod først troen i starten af mine 20'ere. Jeg har haft stærk og sekterisk tro under huden og kender den indefra. Derfor ved jeg, at i stærkt kontrollerende trosmiljøer er tro ikke bare et sæt religiøse forestillinger, men et væv af normer, forventninger og identitet, som omslutter hele menneskets liv. Det er et system, der dikterer, hvad der er sandt og godt. Hvem man skal være, og hvem man må omgås. Hvordan man skal forstå sig selv. Troen er samtidig tæt forbundet med et fællesskab, som skaber rammen om alt. Barndom, ungdom, moral, hverdag, selvforståelse. Derfor er religionen ikke adskilt fra identiteten. Den bliver identiteten. I selskab med de andre troende, som man synger med, beder, lærer dogmer med. Man bevidner deres dåb, danser til bryllupper sammen og græder til begravelserne. Bliver overvældet af "åndens tilstedeværelse" sammen, når der prædikes fra talerstolen. Fællesskabet med de trosbekræftende oplevelser flettes til et stærkt reb lagt om ens hals. Men man forstår det som en landsby af tro, som styrker en. Mange, der vokser op i sådanne miljøer, lærer aldrig at skelne mellem deres egen stemme og religionens stemme. Desuden deler den stærke religion verdens befolkning op i os og dem. "Dem" er fjenden og fristerne. Vi holder derfor til kirkens fællesskab. Men det sørger for, at selv ens indre dialog bliver koloniseret. De mest private tanker forstås gennem et religiøst filter. At forlade en sekterisk religion er derfor ikke alene et skift i overbevisning, sådan som så mange tror. Det er ikke et valg, som let træffes fra den ene dag til den anden, men en eksistentiel omstrukturering, hvor hele ens indre arkitektur må bygges om. Det gør bruddet med en sekterisk religion langt mere omfattende end det, mange forestiller sig. For udenforstående kan det se ud som en individuel beslutning, som om det bare handler om at ændre mening. Men indeni er oplevelsen en anden. Det religiøse system har været med til at definere ens følelser, reaktioner, moral og syn på verden. Det har formet måden, man forstår skyld og ansvar på. Det har formet relationerne til ens nærmeste og synet på sig selv som et moralsk væsen. Man har lært, at lydighed er dyd, og at tvivl er tegn på, at noget er galt med en. Og når alt dette skrælles af, står man tilbage med et spørgsmål uden et enkelt svar: Hvem er jeg, når den identitet, jeg altid har haft, ikke længere er gyldig? Sociologisk forskning i sekter har gentagne gange vist, at kontrollerende trosmiljøer opretholder deres magt gennem en blanding af social isolation, absolutte sandhedskrav, stærkt moraliserende verdensbilleder og frygt for straf eller udstødelse. Desuden integreres den nævnte os mod dem-mentalitet, som gør alt uden for fællesskabet potentielt farligt. De mekanismer virker ofte så subtilt, at individet sjældent selv kan se dem. Før de bryder sammen. Over tid internaliseres mekanismerne som en del af ens selvforståelse. Man lærer ikke bare at frygte det ydre, men at frygte sig selv. Man lærer at være på vagt over for sine egne tanker og følelser, fordi man er blevet opdraget til at forstå dem som mulige tegn på svigt eller synd. I mormonismen var ens tanker desuden en form for slagmark, hvor der blev ført krig mellem det gode og det onde. Engle prøvede konstant at inspirere til det gode i ens hjerne, mens Satan og hans hjælpere fristede og prøvede at føre en ud i mørket. (Hvem er man så egentlig, hvis tankerne tilhører to kæmpende hære?) Når et menneske forlader et stærkt trosmiljø, rammes det ikke kun af ydre konsekvenser, men af et dybt indre tomrum. Mange beskriver det som at træde ud ad en dør, man troede ledte ud i friheden, og opdage, at der ingen grund er under fødderne. Fællesskabet forsvinder. Relationer bryder sammen. Ofte fordi loyaliteten i den slags miljøer er bundet op på tro. Der opstår et vakuum, hvor man hverken hører til i den gamle verden eller helt ved, hvordan man skal træde ind i den nye. Dette vakuum kan vare i årevis, og for mange bliver det en ensom og smertefuld proces, som omverdenen ofte ikke forstår. Det var det for mig. I mange sekteriske religioner bliver tvivl desuden fremstillet som noget farligt, som noget, der kommer udefra og skal bekæmpes. I mormonismen var tvivl en særlig snedig hvisken i øret af Mørkets Tjener. Noget, man skulle overvinde og skyde fra sig for at undgå evig fortabelse. Man skulle være stærk og overvinde tvivlen. Sejre. Tvivlen bliver absolut ikke set som en naturlig bevægelse i menneskets liv. I stedet bliver tvivl til et tegn på personlig svaghed og moralsk svigt. Den bliver ikke et sted for refleksion, men et sted for skam. Det betyder, at når tvivlen bliver så stærk, at den fører til udmeldelse, opleves bruddet ikke som en frigørelse, men som en dyb, indre kamp. Det er ikke kun religionens sandhed, der vakler, men hele ens selvbillede. Flere mennesker i Danmark i dag, end man lige tror, står midt i et trosbrud uden netværk, rådgivning, psykologisk eller social støtte. De mister familier, der vender dem ryggen. Venner, der kun kunne have en relation inden for systemet. Mennesker midt i dette trosbrud mister tryghed, struktur og identitet på én gang. Samtidig mødes de ofte af uforståenhed fra det omgivende samfund. Mange fagpersoner i socialforvaltning, sundhedsvæsen og uddannelsessystem har ikke viden om, hvordan sekteriske miljøer fungerer, og hvilke psykologiske konsekvenser et brud kan have. Det er derfor, foreninger som Efter Tro er så vigtige. De tilbyder noget af det, samfundet ellers ikke har en struktur for: et sted, hvor man kan tale om de ting, man har været igennem, uden at blive misforstået. Et sted, hvor man møder andre, der kender mekanismerne indefra. Et sted, hvor ens erfaringer bliver spejlet og genkendt i stedet for bagatelliseret. Dette fællesskab er for mange det første, stabile holdepunkt i en kaotisk overgangsfase. At sådanne organisationer primært drives af frivillige kræfter understreger, hvor meget samfundet endnu mangler at forstå og tage ansvar for. Alt dette peger på en større samfundsmæssig blindhed: Vi har en tendens til at betragte religion som en privat sag, men vi forholder os ikke til, hvordan religiøse miljøer kan forme menneskers identitet på måder, der kan være dybt skadelige. Når religion bliver sekterisk, bliver den ikke længere en privat overbevisning, men et identitetssystem. At bryde med sådan et system er derfor hverken enkelt eller hurtigt. Det er en dybtgående proces, som kræver støtte, anerkendelse og viden. Et samfund, der værner om åndsfrihed, bør ikke kun værne om retten til at tro, men også retten til at forlade troen. Og retten til at få hjælp. At forlade en sekterisk religion er derfor ikke kun et opgør med det hellige, men en bevægelse mod det menneskelige. Langsomt bliver hovedet ikke længere til en slagmark mellem det gode og onde. Mange mennesker i Danmark i dag befinder sig i denne bevægelse, og alt for mange står i den alene. Vi bør være et samfund, som giver dem en værdig landing og et fællesskab, der kan bære dem gennem omvæltningen. Tvivl er ikke et svigt. Tvivl er begyndelsen på noget nyt. Og ingen bør kæmpe for den begyndelse alene. Rachel Röst er social entreprenør og forfatter. Hun har selv forladt mormonerne, som officielt hedder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Tryk for at læse mere
Nr. 69
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Britisk intellektuel: En frihedskultur gør os ikke lykkelige, men ensomme og barnløse Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 18:00:00
Det moderne menneske i Vesten har aldrig haft mere frihed. Vi er rigere, bedre uddannede og langt mere autonome end nogen generation før os. Alligevel peger alle kurver samme vej: færre børn, mere ensomhed, mistrivsel i børneinstitutioner og på plejehjem. "Vi er så meget rigere og så meget friere," siger den britiske samfundstænker David Goodhart, da Kristeligt Dagblad taler med ham. "Men vi er også langt mere tilbøjelige til at leve alene, langt mere tilbøjelige til at lide af depression og langt mindre tilbøjelige til at få børn." Goodhart er en af Storbritanniens mest indflydelsesrige kulturkritikere og blev internationalt kendt for sin teori om de to mentale klasser i det moderne samfund: Somewheres og Anywheres, der på dansk kan oversættes til de stedbundne og de sted-frigjorte. De første er rodfæstede og orienterer sig mod familie og lokalsamfund. De sidste flytter allerede i ungdommen væk fra deres hjemby for at studere. Så er de derudover mere liberale og definerer sig ved karriere, identitet og præstationer. Denne analyse præger også hans nye bog "The Care Dilemma" (Omsorgsdilemmaet), som han i onsdags var i København for at tale om efter invitation fra den konservative tænketank Prospekt. En permanent ungdom Det er ikke, fordi vi ikke ønsker familie og ægteskab, peger han på først og henviser til, at de fleste kvinder ifølge undersøgelser stadig ønsker at blive mødre, og de fleste stadig ønsker sig at blive gift. Meget tyder imidlertid på, at vi sat over for valget mellem frihed og forpligtelse konstant vælger det første. "I har meget bedre barselsmuligheder i Danmark, økonomisk set er børnefamilier mere understøttet i Norden end i Storbritannien. Men jeres børnetal er omtrent så lave som vores," siger han og henviser til, at både danske og britiske kvinder ifølge de nyeste tal føder 1,4 børn i gennemsnit. Det er frem for alt et problem, fordi der er et gab mellem det antal børn, kvinder ønsker, og det, de ender med at få. David Goodhart peger på, at tiden og fertiliteten lader til at løbe fra kvinderne, og at knap hver femte britiske kvinde i dag kan se frem til at blive barnløs. "Det viser sig, at folk, når alt kommer til alt, hellere udskyder familie og børn til fordel for sådan noget som en fed karriere, gode ferier og interessante oplevelser." I sin bog beskriver Goodhart, hvordan de moralske modvægte til menneskets naturlige tilbøjelighed til at vælge frihed og magelighed er faldet fra. Det var institutioner som kirke, naboskab og sociale normer, der balancerede friheden med de forpligtelser og forventninger, der fulgte med. Den moderne voksne lever derfor i en form for permanent ungdom uden den voksnes forpligtelser. Valgmulighederne er mangfoldige, og begrænsningerne er få. Men det har haft den pris, at vi har mistet sproget for alt det gode ved forpligtelsen, mener han. "De psykologiske gevinster ved forældreskab er sværere og langsommere at vinde end glæden ved at gøre præcis, hvad man vil hver aften. Ligningen er imod forældreskab. Men frihed som fraværet af begrænsninger er jo ikke nødvendigvis vejen til et meningsfuldt liv. Det har vi mistet blikket for." Svagere familier og større offentligt forbrug Vi har et samfund skabt og formet af de kulturelt indflydelsesrige anywheres, hvorfor ens prestige kommer af, hvad man kan, snarere end hvad man er for andre. I Goodharts perspektiv har feminismen også været medskabende i denne udvikling. "Andenbølgefeminismen handlede om, at kvinder skulle ind på mandens domæner og ligestilles med ham der. Det har jeg slet ikke noget imod, men man missede en oplagt chance for i stedet at hæve anseelsen af omsorgsarbejdet både i og uden for hjemmet." De fleste økonomer fejrer i dag kvindernes indtog på arbejdsmarkedet som et kæmpe skridt fremad, og dermed indgik feminismen en ifølge ham "sær" alliance med erhvervslivets interesser. Den dag i dag er det da også hensynet til erhvervslivet, der blokerer for mange familievenlige tiltag, mener han. "Vi er endt med et samfund, der prioriterer BNP og lønarbejde over sundhed og mental trivsel." Bevægelsen mod frigørelse har også ført til, at omtrent halvdelen af alle ægteskaber opløses, og David Goodhart peger på den stress, som børnefamilier med to arbejdende forældre ofte oplever som en af årsagerne. "Taberne er os alle sammen. Næsten halvdelen af alle børn i Storbritannien bor ikke med begge biologiske forældre, når de når teenageårene. For den økonomiske underklasse er dette allerede tilfældet i 5-6-årsalderen. Vi ved, at det har en negativ betydning for trivsel senere hen, og så er det staten, der skal reparere," siger han og tilføjer: "En svagere familie betyder en større stat." Et samfund fuld af fortrydelse Ifølge Goodhart er det ikke kun den enkelte, der betaler prisen for familiens opbrud og det faldende børnetal. Det gør hele samfundet. I bogen gennemgår han, hvordan udgifterne til det britiske sundhedsvæsen og plejesektoren er eksploderet. Hvem skal finansiere velfærdsstaten gennem skatten i fremtiden, når de nye generationer er langt mindre end de forrige? David Goodhart mener, at fertilitetskrisen snart vil åbenbare sig som en eksistentiel trussel mod velfærdsstaterne. Derfor er han optimistisk og mener, at politikere i Westminster og andre lande snart vil tage problemet alvorligt. Men for de fleste politikere er svaret i dag oftere det, at man i stedet må importere arbejdskraft udefra. Da dette emne kommer op, sukker David Goodhart og siger lidt træt: "Indvandring er sådan en 'anywhere'-løsning." Han forklarer, at hvis man er politiker eller arbejder i erhvervslivet for eksempel, så vil man måske føle sig lige så meget hjemme i London som i Malmø. Men en stor del af samfundet består af somewheres, der ikke kan bo hvor som helst, og som mærker indvandringens konsekvenser på en anden måde. "Hvis man bor i en forstad til London og er vant til at kunne have en hyggelig snak med den anden, der står og venter på bussen, er det bare ikke hyggeligt, når den anden pludselig ikke kan tale engelsk. Det er da til at forstå. Det er derfor, at indvandring driver de populistiske partier, og det er derfor, at indvandring ikke kan være løsningen." Han er selv fortaler for "pronatalistiske" tiltag, det vil sige politik, der skal gøre det mere økonomisk attraktivt at få børn og gå på deltid, så familielivet kan hænge sammen. Hvordan ser du Storbritannien om 30 år, hvis ikke politikerne tager fertilitetskrisen alvorligt? "Det bliver et mere trist samfund. Mere fragmenteret. Mere deprimeret. Et samfund med mange flere ensomme mennesker ... et samfund fuld af fortrydelse." Tryk for at læse mere
Nr. 68
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Farvede bogsider er blevet populære. Men det kan godt blive noget lir, mener boghistoriker Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 18:00:00
Rød, blå eller en helt tredje farve. Det er ikke længere en selvfølge, at siderne i gode, gamle fysiske papirbøger er helt hvide. Flere og flere især skønlitterære bøger har nemlig farvede sider. Det gælder eksempelvis Tine Høegs seneste roman "Ultramarin", udkommet på Gutkind Forlag, hvor ikke bare omslaget, men også det yderste af alle bogens sider er farvet blå, så den fremstår som en solid, blå klods. Andre forlag er også med på bølgen. Boghistoriker Christian Kaaber fra Vangsgaards Antikvariat i København har bemærket tendensen med de farvede sider. "Alt bogdesign handler jo til dels om at skabe opmærksomhed om bogen. I den henseende kan det i sig selv være nyttigt at lege med farverne. Men hvis det skal fungere godt, skal det jo også rime og spille sammen med det indhold, bogen har. Ellers kan det meget let blive noget lir." Christian Kaaber kan dog let komme i tanke om nyere bøger, der lykkes glimrende med at binde den brugen af farver sammen med bogstavernes fortælling. Men det gælder også længere tilbage i historien. Tendensen med brug af farver er voksende i øjeblikket, men det illustrative trick på bogsider er blevet brugt i århundreder, siger Christan Kaaber. "I 1900-tallet så vi flere eksperimenter med farvede bogsider. Man kan nævne "Steppeulven" af Hermann Hesse. I de dele af fortællingen, hvor bølgerne går højt, skifter sidernes farver. Et andet eksempel er Michael Endes "Den uendelige historie", hvor man gik hele vejen og trykte bogens sider i flere forskellige farver, afhængig af hvor historiens flow ligger." Når man i de seneste hundrede år har kunnet masseproducere bøger med farvede sider, skyldes det først og fremmest teknologiske landvindinger. I dag er det ganske ligetil at lave, siger Christian Kaaber. Langt mere besværligt var det, da traditionen for at bruge farver og illustrationer på bøgernes sider først opstod. Da bogtrykkerkunsten udbredtes i Europa i senmiddelalderen pyntedes særlige bøger med både maleri, men også sølv og bladguld. Det foregik i meget avancerede processer, fortæller Christian Kaaber. "Det havde et kunstnerisk og formidlingsmæssigt formål ligesom i dag. Men det fungere på den tid også i meget høj grad som en understregning af, at den pågældende bog var særligt vigtig, eksempelvis hvis det var Bibelen." Christian Kaaber regner med, at den voksende tendens med farvede bogsider kun vil fortsætte i fremtiden. "Hvis man vælger at formidle i bogform i dag, så er det et meget aktivt tilvalg af lige netop det fysiske format. Det vil tilskynde flere til at sige, at 'så går vi hele vejen'. På den måde vil farvede sider og indre innovative måder at formidle på i bøger nok blive mere og mere udbredt." Tryk for at læse mere
Nr. 67
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Vi gruer ikke for noget Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 18:00:00
"Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet." Den Danske Salmebog, nummer 274, vers 4 Hvorfor er Jesus sådan over for os, at dommen over os afhænger af, hvad vi har gjort mod en af de mindste små? Det kunne vi spørge om på baggrund af gårsdagens betragtninger over den store lignelse, vi hørte i søndags, der var den sidste søndag i kirkeåret. I den lignelse skilte Jesus fårene fra bukkene med udgangspunkt i deres gerninger over for de mindste her i verden. For mig er det den største kærlighedserklæring til mennesket, som vi er flest. Jesus elsker, solidariserer sig, med de små i verden. Det er en af kristendommens fine sider. Han gjorde sig selv svag for at nå de svageste. Den svaghed kunne Nietzsche ikke fordrage. Han ville det stærke menneske. Jesus ville det elskende menneske. Salmedigteren Lars Busk Sørensen siger det enkelt i en salme, at det er på vejen og ikke i skyen, mennesket møder sin Gud. Det er klart set, at kristentroen skal folde sig ud på vejen i verden. Vi skal ikke sidde på puder i en sjælehytte og humme os frem til det guddommelige. Vi skal leve her med det, vi hører i kirken hver søndag. Det er jo ikke ligegyldigt, hvad der sker der. Det har jeg forsøgt at fremstille gennem det seneste års "Ordet"-klummer. Nu takker jeg af og overlader depechen til en anden, samtidig med at jeg vil sige tak til de læsere, der har været fremme med ris og ros. Lad os mødes på kirkebænken og der forundres, glædes, ligne spørgsmålstegn, nikke Guds fred til hinanden og efter kirkekaffen gå til bageren efter gåsebryst og kartoffelkage – og møder vi en sjæl, hvis tilværelse er gået i smadder, så får han en af kagerne! Det skal mærkes, at vi har været i kirke. Thomas Kingo var jo en barsk og ligefrem prædikant. Han siger i en salme – nummer 686 i Den Danske Salmebog – at "Forgæves du til kirke går/ på Herrens ord at høre/ om hjem igen du glemsom går". Ja, hvis der ikke noget siver ind, fordi du var fraværende, så bliv hellere hjemme eller gå på stadion for at se Brønshøj Boldklub spille. Der kan du jo folde din kristendom ud, mens du glæder dig til advent. Søren Hermansen er tidligere sognepræst på Langeland og i Sorgenfri. Tryk for at læse mere
Nr. 66
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Arkæologer bliver ved med at støde på spændende fund i Jerusalem Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 18:00:00
I hjertet af Jerusalem lidt syd for Tempelpladsen foregår der i disse år en omfattende udgravning på en tidligere parkeringsplads. I et område med kontinuerlig bebyggelse gennem 3000-4000 år er det ikke underligt, at arkæologerne bliver ved med at støde på spændende fund med glimt af Jerusalems lange historie. For nylig offentliggjorde et hold israelske arkæologer et sådant spændende fund. Faktisk har en af arkæologerne efterfølgende udtalt, at hun "skreg af glæde", da det gik op for hende, hvad hun stod mellem hænderne. Hvorfor nu et sådant postyr? Fordi arkæologerne for første gang mener at have fundet et stykke af en korrespondance i Jerusalem fra det mægtige assyriske imperium, der gjorde livet surt for kongerne der i århundrederne før det første tempels ødelæggelse i år 586 f.Kr. Det er interessant, fordi det giver os et indblik i perioden fra den sejrende side. I Det Gamle Testamentes historiske bøger finder vi dramatiske beskrivelser fra den tabende side. Langsomt, men sikkert blev Israels områder i løbet af de 8.-7. århundrede underlagt det assyriske imperium med base i det nuværende Syrien og Irak. Fra relieffer fundet i det kongelige palads i Nineveh har vi allerede et malerisk indblik i, hvordan sejren blev fremstillet. De assyriske konger elskede at prale med deres erobringer, så vi ser pile flyve gennem luften, fanger blive spiddet på pæle, og folk ført væk i fangenskab. I helt særlig grad gik det ud over Jerusalems kong Hizkija. Det er tidligere fundet flere eksemplarer af en indskrift, som assyrerkongen Sankerib lod lave efter et felttog mod Judæa. Her praler han med at have raseret 46 af Judæas byer og nu have lukket Hizkija inde i Jerusalem "som en fugl i et bur". Man ser det for sig. Hizkijas forbrydelse var, at han havde nægtet "at underkaste sig mit åg", som assyrerkongen udtrykte sig. Det vil sige at betale den årlige skat eller tribut, som var prisen for at være underlagt et imperium. Beskyttelsespenge kunne man også kalde "åget". Der skulle bidrages til den fælles kasse, der holdt imperiets hær på benene. Og da Hizkija i et øjebliks overmod nægtede, sendte Sankerib altså sin straffeekspedition afsted. Historien er så levende fortalt i de bibelske bøger og i de assyriske sejrsindskrifter, at alt, der på nogen måde kan forbindes med denne historie, straks suger spotlyset til sig. Og det er, hvad de israelske arkæologer nu mener at kunne. Fundet på den tidligere parkeringsplads er nemlig en lille 2,5 centimer bred lertavle, der er beskrevet med akkadisk kileskrift. Det var det sprog, det assyriske imperium brugte. Analyser af lerets kemiske signatur viser, at lertavlen er fra området omkring Tigrisfloden, hvor Nineveh lå. Det nye fund ser altså dermed ud til at være et fysisk bevis på den problematiske og til tider krigeriske forbindelse mellem det assyriske imperium og det lille kongedømme i Jerusalem. Men hvad står der i teksten? Den nævner en tidsfrist: "... inden den første av". Måneden "av" var den femte måned i datidens kalender. Den nævner også titlen på en assyrisk embedsmand, der havde rang af "hesteriddende". Men så heller ikke mere. Endnu. For arkæologerne håber, at de med deres omhyggelige undersøgelse af alle jordbunker finder flere rester af indskriften. Indtil da fodrer de vores nysgerrighed med, hvad denne frist fra den hesteriddende assyriske officer kunne betyde. Og det er så at sige en advarsel om at overholde en tidsfrist. En endnu unavngiven konge modtog dermed en besked fra storkongen i Nineveh om at få pengene samlet sammen, puttet i en sæk og så ellers sendt afsted på hesteryg, for ellers ...! Ja, hvad ellers? Arkæologerne er kloge nok til ikke at fylde historien ud og sige, hvilken konge der fik denne advarsel. Israels historie og Bibelens bøger er en evig kampplads for forskellige teorier. Men de får da nævnt Hizkija som en mulighed. Det er imidlertid ikke nødvendigt at vide mere for at finde det nye fund interessant. Uanset hvilken mægtig regent, der sendte beskeden afsted, og hvilken mindre mægtig konge, der modtog den, så er det lille stykke ler med kileskrift en hilsen til os fra fortiden om en velkendt magtens lov: Er du stor, bestemmer du. Er du lille, betaler du! Morten Hørning Jensen er professor i Ny Testamente på Menighedsfakultetet og faglig leder af oversættelsen af NT for 2036-oversættelsen af Bibelen. Tryk for at læse mere
Nr. 65
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Skud i Washington rammer på kritisk tidspunkt for både Trump og USA Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 17:00:00
Det blodige drama, som udspillede sig onsdag eftermiddag lokal tid i den amerikanske hovedstad passer perfekt ind i præsident Donald Trumps billede af meget af det, der er galt i Amerika. Og som er tidligere præsident Joe Bidens skyld. Den flytter samtidig fokus til det, Trump helst vil tale om, på et tidspunkt hvor amerikanske medier i flere uger har været optaget af en række andre problemer for præsidenten. Endnu mens to soldater fra nationalgarden svævede mellem liv og død efter at være blevet ramt af skud affyret af en mand, der beskrives som afghansk statsborger, var Trump onsdag klar med yderligere stramninger af sin allerede stramme udlændingepolitik. Og argumenter for, at der er brug for endnu mere. Der er stadig masser af ubekendte om onsdagens skudepisode. Men vi ved, at de to alvorligt sårede nationalgardister var en del af Trumps kontroversielle forsøg på at sætte føderale styrker ind til at bekæmpe kriminalitet i amerikanske storbyer. Torsdag fortalte John Ratcliffe, der er chef for efterretningstjenesten CIA, på et pressemøde, at den formodede gerningsmand er en 29-årig afghaner, der samarbejdede med CIA-støttede enheder i Afghanistan forud for USA’s kaotiske tilbagetrækning i 2021. Manden, der er såret og i myndighedernes varetægt, kom ifølge Ratcliffe til USA i kølvandet på tilbagetrækningen som led i Joe Bidens løfte om at beskytte afghanere, der havde arbejdet for USA. Han søgte asyl sidste år og fik det i april i år. Onsdag stillede Trump behandlingen af alle andre afghaneres immigrationssager i bero. Han gav også ordre om at sende yderligere 500 nationalgardister til Washington, få dage efter at en domstol ellers har sagt, at den måde at bruge nationalgarden på er ulovlig. Og så langede han ud efter somaliske indvandrere i Minnesota, 1500 kilometer nordvest for den amerikanske hovedstad. Aftenen inden angrebet havde Trumps nære rådgiver Stephen Miller i et interview med tv-stationen Fox News talt om “somalificeringen af USA”. Miller beskyldte blandt andet Det Demokratiske Parti for at have sikret sig valgsejren i Minnesota ved at have “oversvømmet” staten med 100.000 somaliere og for at ønske at gøre hele USA til en version af Somalia “fordi det er nemmere for Demokraterne at regere over et nedbrændt imperium end at styre et velfungerende, vestligt, tillidsbaseret samfund med en stærk middelklasse”. Trump tog stafetten op, da han onsdag efter skudepisoden talte til nationen fra sin ejendom Mar-a-Lago i Florida, hvor han opholder sig i forbindelse med den amerikanske helligdag Thanksgiving. “Hundredtusindvis af somaliere udnytter vores nation og smadrer den engang fantastiske stat (Minnesota, red.),” sagde Trump og beskrev Somalia som et land “uden love, uden vand, uden militær, uden noget”. Samtidig med at han lancerede en gennemgang af status for samtlige afghanere, der er kommet til USA under Biden, varslede Trump “alle nødvendige tiltag for at sikre fjernelsen af enhver udlænding fra ethvert land, som ikke hører til her, eller som ikke bidrager til vores nations bedste”. Det er uklart, hvad der kan følge af politiske og konkrete konsekvenser af Trumps melding om de udlændinge, der “ikke hører til her”. Men det er bred trussel, der går langt ud over de formelle rammer for den igangværende indsats. Trump har sagt, at immigrationsmyndigheden ICE og grænsepatruljen i første omgang går efter at fange og deportere “de værste af de værste” med fokus på mordere, voldtægtsmænd og narkoforbrydere. Men i flere demokratisk ledede storbyer som Los Angeles, New York og Chicago har de lokale myndigheders oplevelse været, at aktionerne har været rettet mere generelt mod immigranter med rødder i Latinamerika. Onsdagens skudepisode i Washington kommer efter en periode på flere uger, hvor Trump har oplevet hidtil uset modvind både blandt nogle af sine mest loyale støtter i Kongressen, i Maga-bevægelsen rundt i landet og i flere vigtige vælgergrupper. Modvinden knytter sig blandt andet til sagen om den afdøde finansmand Jeffrey Epstein og til mange amerikaneres problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Den ulmende skepsis er kommet til udtryk i flere meningsmålinger, der på mange punkter viser markante skred i opbakningen til Trump. Det gælder blandt andet på immigrationsområdet, hvor en måling fra analyseinstituttet Pew har vist, at Trump har mistet opbakning blandt de for ham så vigtige latinovælgere. Mange i den vælgergruppe har egentlig støttet en stram immigrationspolitik, men det er kommet bag på dem, at også den brede skare af indvandrere og folk med lovligt ophold i landet har været mål for den meget hårdhændede indsats. På den baggrund kan det være en fordel for præsidenten, at han nu har fået anledning til at tale mere om afghanere, somaliere og andre indvandrergrupper. Og forhåbentlig kan få amerikanerne til at interessere sig mindre for Epstein og økonomien. Tryk for at læse mere
Nr. 64
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Jeg er nødt til at lægge min telefon væk, så jeg kan få vejret igen”: Branden i Hongkong kan blive nationalt traume Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 16:30:00
I Hongkong har indbyggerne stadig svært ved at fatte, hvordan det overhovedet kunne ske. Hvordan en brand, der startede ved 15-tiden onsdag i et enkelt højhus, kunne sprede sig så ufatteligt hurtigt til seks andre 31-etagers bygninger og kræve så mange dødsofre? Hvordan kan det være, at så mange af beboerne ikke hørte brandalarmen eller blev advaret, så de kunne komme ud i tide? Det var nogle af de spørgsmål, der pressede sig på, da hongkongerne torsdag morgen mødte på arbejde efter en aften og nat, hvor nyhederne kørte non-stop med de forfærdelige billeder af de brændende bygninger, og hvor man vidste, at mange var fanget i flammerne. Som lærer Kimberly Abbott fra Kennedy Town-området i storbyen bemærker, så diskuterede man på hendes skole naturligvis, hvad der kunne være årsag til branden. Men det, der optog folk allermest, var, hvilke rædselsfulde timer de pårørende til de mange savnede beboere går igennem, indtil de får vished om, hvad der er sket med deres kære – om de er levende eller døde. I skrivende stund er dødstallet opgjort til 65, men det frygtes at blive langt højere. Det er endnu ikke fastlagt, hvad der var årsag til branden, men øjenvidneberetninger tyder på, at den opstod omkring et af de bambusstilladser, der omgav alle højhusene i boligkomplekset Wang Fuk Court i forbindelse med et langvarigt renoveringsprojekt. Ilden tog hurtigt fat i de grønne sikkerhedsnet på stilladserne og tilsyneladende også i noget meget brandbart skumplast, der var brugt til at forsegle bygningernes vinduer, og så gik det stærkt. Da der samtidig blæste en ret varm og tør vind, spredte ilden sig i løbet af ganske kort tid til de seks andre bygninger, samtidig med at de 800 udkommanderede brandfolk desperat forsøgte at få ilden under kontrol. Det lykkedes først delvis hen ad morgenstunden. Torsdag aften steg der stadig røg op fra flere af bygningerne, primært fra de øverste etager, som brandfolkene fra deres stiger har haft svært ved at nå op til. I løbet af eftermiddagen kunne redningsfolk komme ind i flere af bygningerne og lede efter de savnede, der på det tidspunkt stadig blev opgjort til omkring 280. Det lykkedes at finde flere beboere i live i de tilsodede bygninger og ligeledes kæledyr, som frivillige fra dyreværnsforeninger havde meldt sig til at tage vare på. I det hele taget er det strømmet ind med henvendelser fra folk, der gerne vil gøre en forskel og hjælpe i nødens stund. Det fremgår af de mange opslag på forskellige Facebook-grupper og beskedtjenester som WhatsApp. Mange har meldt sig frivilligt som bloddonorer, andre kommer med mad og drikke til de omkring 900 evakuerede beboere, og endelig har kendte sportsfolk og skuespillere også taget initiativ til på forskellig vis at hjælpe de nødstedte. Alt dette vidner om, hvor stor en tragedie denne dødelige brand er for Hongkongs befolkning, og hvor man er på tærsklen til at kunne tale om et nationalt traume. I et opslag på nettet skrev brugeren "jojo_wu" ifølge South China Morning Post følgende: "Jeg føler mig magtesløs og har det dårligt. Jeg er nødt til at lægge min telefon væk, så jeg kan få vejret igen." Opslaget fik 6000 postive like-tilkendegivelser. Men hvor er myndighederne og Hongkongs regering henne i alt det her, spørger folk også sig selv. Politiet reagerede relativt hurtigt med at anholde tre ledere fra byggefirmaet Prestige Construction and Engineering Company, der står for renoveringen af Tai Po-komplekset og dets 2000 lejligheder. De to direktører og en rådgivende ingeniør er mistænkt for at have forvoldt de mange menneskers død på grund af "grov uagtsomhed". Det handler om, at både sikkerhedsnet på stilladserne og andre anvendte materialer ifølge flere eksperter ikke var tilstrækkeligt brandsikre, snarere tværtimod. Det menes at være årsagen til, at branden kunne sprede sig med så voldsom en hastighed, at beboerne ikke havde en chance for at nå hele vejen ned ad højhusets mange trapper og bringe sig i sikkerhed. Men pilen peger også på Hongkongs regering, som allerede for et halvt år siden lovede at begynde at udfase brugen af bambusstilladser. Så sent som for en måned siden udbrød der brand i et sådant stillads midt inde i handelskvarteret Central, og selvom branden ikke kostede menneskeliv, kunne også den have fået katastrofale følger. På et pressemøde torsdag lovede regeringsleder John Lee, at han nu ville iværksætte inspektion af samtlige større offentlige renoveringsprojekter i Hongkong, og at der bliver nedsat enarbejdsgruppe for at komme til bunds i, hvorfor det kunne gå så galt, som det gik i Tai Po. Tryk for at læse mere
Nr. 63
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sørine Gotfredsen: Det var en alvorlig fejl at give 321 palæstinensere opholdstilladelse Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 16:25:00
Forleden blev det i Borgerrepræsentationen i København vedtaget, at kommunen vil tage imod et antal sårede børn fra Gaza. Forslaget, der blev stillet af Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre, kan dog ikke realiseres, medmindre regeringen giver grønt lys, hvilket ikke meget i øjeblikket tyder på vil ske. Diskussionen om børnene fra Gaza har fået mange til at mindes året 1992, hvor et folketingsflertal indførte den såkaldte palæstinenserlov. En flok statsløse palæstinensere var blevet nægtet asyl, og en del af dem søgte tilflugt i Blågårds Kirke i København med præstens velsignelse og massiv opbakning fra det kreative Danmark. Resten er historie. 321 palæstinensere fik opholdstilladelse, hvoraf en stor del blev enten kriminelle eller kom på overførselsindkomster, og palæstinenserloven udgør en påmindelse om, hvor galt det kan gå, når gode hjerter for alvor går i takt. Weekendavisens Søren Villemoes interviewede tidligere på efteråret nogle af dem. Radikale Venstres Marianne Jelved placerer det største ansvar på præsterne. Det var dem – ikke mindst daværende biskop i Københavns Stift, Ole Bertelsen – hun personligt lyttede til, mens hun også erkender, at hun ikke er stolt af sin egen medvirken. Datidens chefredaktør på Ekstra Bladet, Sven Ove Gade, er også beklemt ved sin støtte til loven, men hvad med præsten, der dengang havde embede i Blågårds Kirke, Lisbeth Søe? Ja, hun står fast og udtaler: "Jeg er glad for, at det lykkedes, og det er jeg stadigvæk glad for, selvom jeg også ved, at der er mange, der ikke er blevet integreret ordentligt." Lisbeth Søe forklarer, at hun er glad for, at palæstinenserne fik ro og ikke skulle føle sig bange. At flere af dem vist ikke var så bange endda, men derimod fløj trygt frem og tilbage mellem Libanon og Danmark, er en anden sag. Præsten henviser ikke i avisartiklen til næstekærlighed, men mener, at hun blot udviste almindelig omsorg for mennesker i nød. Én ting er, at dette udgør en ret mystisk sondring for en præst, mens noget andet naturligvis er det bemærkelsesværdige ved, at hun ikke fortryder eller i det mindste beklager at have medvirket til at påføre andre mennesker bekymring og smerte, når de blev ofre for palæstinensernes kriminalitet. Vi har nok at gøre med den moralsk blinde vinkel bag aktioner af den slags, som præsten og politikeren for Dansk Folkeparti Søren Krarup – netop i forbindelse med palæstinenserloven fra 1992 – i bogen "I min levetid" kalder "de godes sammensværgelse imod de onde". Han beskriver den ideologiske strøm i samfundet, der i årtier har været nært knyttet til den palæstinensiske sag og en modvilje mod det jødiske, og som kan virke en kende forblændet af troen på egen godhed. Den strøm lever fortsat stærkt. Kommunalvalget var i hovedstaden fyldt med vidnesbyrd om Palæstinas rolle på dele af venstrefløjen, og det er svært ikke også at se den seneste beslutning i Københavns Borgerrepræsentation i det lys. Jeg mindes ikke at have hørt københavnske politikere med samme iver diskutere pligten til at tage imod udhungrede børn fra en sultkatastrofe i Afrika eller evakuere børn fra endnu en tsunami et sted på kloden. Blandt alle verdens lidende børn ses dem fra Gaza som Københavns eksklusivt udvalgte. Søren Krarups heroiske kamp for at blotlægge den højest selektive godheds-ideologi er fortsat umådelig vigtig at videreføre. Det betyder ikke, at man er blind for lidelserne i Gaza. Modsat nogle af palæstinenserne fra 1992 er børnene fra Gaza i sandhed nødstedte, men for det første bør opgaven at hjælpe dem påhvile lande meget tættere på, der i højere grad deler kultur. Og for det andet er problemet, at disse børn og deres familier formentlig vil forblive i Danmark altid og for nogens vedkommende nok have meget svært ved at leve her. Det er langt fra sikkert, at man i det lange løb gør dem en tjeneste, og ikke meget taler heller for, at man gør Danmark en tjeneste. Dertil ved vi for meget i dag. Vi ved, at det ofte er vanskeligt at integrere muslimer, at det er endnu vanskeligere at integrere muslimer med en traumatisk opvækst, og at det er uansvarligt i en sag som denne blot at antage, at man gør det gode ved at hente børnene hertil. Skulle nogen have glemt den indsigt, minder palæstinenserloven os om den, og en del erkender da også i dag, at denne lov var en stor fejl. Dog ikke præsten fra Blågårds Kirke, og man fristes til at tolke hendes udtalelser som enten ligegyldighed over for konsekvenserne af aktionen eller en livslang blind fastholdelse af, hvad det gode er. Eller begge dele. Under alle omstændigheder bemærker vi, at også præster i deres hjertes godhed kan tage fejl, hvilket er vigtigt at huske, da deres ord stadig i vores epoke af nogen tillægges en vis vægt. "Jeg sidder ikke nu bagefter og fortryder, at jeg lyttede til præsterne," siger Marianne Jelved i avisinterviewet, og dertil er kun at sige, at det kan der godt af og til være grund til at gøre. Nogle præster, vel at mærke. Man kunne drømme om, at politikerne i København lytter til de rette. Refleksion skrives på skift af sognepræst Sørine Gotfredsen, geografistuderende og debattør Signe Wolff Ravneberg, professor emeritus Per Øhrgaard, journalist og forfatter Esben Kjær og forfatter og salmedigter Iben Krogsdal. Tryk for at læse mere
Nr. 62
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Private botilbud mistænkes for terrorfinansiering: Man kan blive bekymret for, om det blot er en skraben i overfladen Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 16:20:00
Der er tilsyneladende et udbredt problem på nogle af landets private bosteder for udsatte børn og voksne. I mandags udkom Hvidvasksekretariatet med en rapport, hvoraf det fremgik, at politiet har modtaget underretninger om mistænkt økonomisk kriminalitet på 15 procent af de godkendte private botilbud. Det betegner Hvidvasksekretariatet selv som et "bemærkelsesværdigt højt" antal. Men måske er det bare toppen af isbjerget, vi har set, siger sociolog ved Lunds Universitet David Sausdal. Er det overraskende for dig, at så mange private botilbud er mistænkt for hvidvask? Det er desværre ikke så overraskende, at der er brodne kar, men det er overraskende, at det er så mange bosteder, der er blevet underrettet om. Man kan blive bekymret for, om det blot er en skraben i overfladen. Hvordan kan det lade sig gøre for kriminelle netværk at udnytte private bosteder? Når man skal forklare det problem, kan man kigge mod Sverige, hvor velfærdskriminalitet er velbeskrevet. I Sverige har forskning vist, at bander forsøger at infiltrere forskellige myndigheder og banker for at få relevant information eller for at kunne hvidvaske penge. Det er nok narkokriminalitet, danskere ofte tænker på, når de tænker på bander og organiseret kriminalitet. Men velfærdskriminalitet er et kæmpe problem, og denne rapport indikerer, at omfanget måske er større i Danmark, end man troede. Hvad er det for en udvikling, der har ledt op til dette? Udviklingen er kommet, fordi vi lever i fintrådede bureaukratiske samfund, som er ekstremt digitaliserede, og der finder kriminelle huller i systemerne. Dertil kommer privatisering af diverse velfærdsopgaver. I Danmark handler det meget om bosteder, og i Sverige handler det om private skoler, der drives med profit. Derovre ser man det, som jeg kalder "ulve, der vogter ulve" – altså kriminelle, som skal passe på udsatte unge, der skal ud af kriminalitet. Det gælder jo som med en hel del anden organiseret kriminalitet, at man finder det svage punkt i samfundet. Berlingske skriver, at National Enhed for Særlig Kriminalitet mistænker mulig terrorfinansiering igennem private botilbud. Hvad skal vi udlede af det? Jeg skal se noget mere konkret, før jeg kan gå ind i det spørgsmål. For jeg har brug for at vide, om det drejer sig om radikalisering i bandemiljøer, eller om kriminelle netværk bliver tvunget af fremmede magter til at samarbejde i internationale konflikter. Den store historie for mig her er, at systemet kan tillade, at nogle af de mest udsatte borgere i samfundet bliver vævet ind i kriminelle netværk på den måde. I Folketinget advokerer flere partier for, at man skal sætte et profitloft for private botilbud. Ville det virke? Jeg tror, at man vil se, at kriminelles udnyttelse af private botilbud vil svinde ind, hvis man sætter et loft på profitten, men selvfølgelig vil der aldrig være noget, der er 100 procent perfekt. Velfærdssystemet og botilbud er jo også ramt af andre problemer, såsom at have svært ved at rekruttere kvalificeret personale, og det løser man jo ikke ved et profitloft. Tryk for at læse mere
Nr. 61
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Test dig selv: Kan du bestå indfødsretsprøven? Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 15:30:00
To gange om året afholdes indfødsretsprøven. En bestået indfødsretsprøve er et krav for at kunne få et dansk statsborgerskab, og prøven skal demonstrere et kendskab til dansk kultur, samfund og værdier. Prøven varer 45 minutter og består af 45 spørgsmål. De første 35 spørgsmål tager udgangspunkt i læremateriale og handler om dansk kultur, historie og samfund. Hernæst følger fem spørgsmål om aktuelle begivenheder og fem spørgsmål om danske værdier, hvor det ikke har været muligt at forberede sig. For at bestå prøven kræver det, at man kan svare rigtig på mindst 36 af de 45 spørgsmål, og heraf fire ud af de fem spørgsmål om danske værdier. Se her, om du kan bestå indfødsretsprøven: Nye quizzer hver uge Hver uge udkommer Kristeligt Dagblad med helt nye quizzer. Prøv kræfter med vores populære paratvidensquiz, eller lad Kristeligt Dagblads kulturredaktion udfordre dig i den ugentlige kulturquiz. Timevis af quiz-underholdning Her på hjemmesiden har vi et stort arkiv af quizzer. Gå på opdagelse i quiz-arkivet, og bliv udfordret og måske endda klogere. Med tusindvis af quiz-spørgsmål, løber du ikke tør for underholdning. Se alle quizzer her. Tilmeld dig Kristeligt Dagblads Spil & Quiz-nyhedsbrev Vil du have besked, når vi udgiver nye quizzer? Så tilmeld dig Kristeligt Dagblads ugentlige Spil & Quiz-nyhedsbrev og få besked direkte i din mail-indbakke, når nye quizzer ligger klar på hjemmesiden. Tilmeld dig her. Kristeligt Dagblads Spil & Quiz Vidste du, at du også kan finde Wordle, Ordret, krydsord og mange andre sjove spil på hjemmesiden? Gå på opdagelse i hele Kristeligt Dagblads spilunivers her. God fornøjelse! Har du problemer med at se quizzen, så prøv at genindlæse siden – det plejer at virke. Tryk for at læse mere
Nr. 60
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Danmark står bag månemission. Men ekspert drømmer større Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 15:00:00
Om tre år kan en dansk satellit være på vej til Månen. Den mission er tættere på at være en realitet, efter at regeringen nu har afsat 125-130 millioner kroner til formålet. Der er tale om en danskledet satellit-mission ved navn Máni, der skal sendes i kredsløb om vores nærmeste nabo i 2029. Her skal den kortlægge, hvor astronauter kan lande sikkert på fremtidige månemissioner. "Det er en drøm, der går i opfyldelse," siger lektor på Københavns Universitet Jens Frydenvang, der leder missionen, til DR. "Det, at vi nu kommer helt frem til startlinjen, hvor vi skal til at bygge og udvikle missionen, er en fantastisk følelse." Máni er et samarbejde mellem flere danske og udenlandske forskningsinstitutioner og virksomheder. Missionen blev i foråret udvalgt af den europæiske rumorganisation ESA til at gå videre sammen med ni øvrige europæiske ansøgere. Det samlede budget er omkring 373 millioner kroner, og Danmark vil som leder af missionen stå for 125-130 millioner kroner. Resten betales af andre medlemsstater, som har virksomheder og forskere, der bidrager til missionen. Ifølge astrofysiker og klummeskribent ved Kristeligt Dagblad Tina Ibsen er regeringens investering "et godt tiltag og på tide". Men hun kalder det også et lille dryp i en meget større pulje, der skal til for at være med i rumkapløbet mellem Europa, USA, Kina og andre større lande. "Det er et skridt i den rigtige retning, men Danmark er på trods af øget bidrag stadigvæk en af de små spillere i ESA. Máni-missionen er en såkaldt small class mission, så det er ikke et kæmpe budget, når man taler om rumfartsbudgetter, som man har at gøre med her. Og i forhold til fremtidige mulige europæiske bemandede missioner er det kun småmønter i forhold til NASA-budgetter," siger Tina Ibsen. Hun er dog mere spændt på resultatet fra de aktuelle ministerforhandlinger på en ESA-konference i tyske Bremen i disse dage: "Det er meget spændende at finde ud af, hvad budgettet for ESA bliver de kommende tre år. Her bliver det klart, om vi i Europa giver den gas de kommende år, eller om vi fortsat vil lade andre lande beholde førertrøjen." Den danske regering meddelte i oktober, at man vil stå for den største offentlige investering på rumområdet nogensinde. Målet er at investere 2,7 milliarder kroner i forskning og teknologiudvikling fra 2026 og tre år frem, lød det i oktober fra Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse. Tryk for at læse mere
Nr. 59
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Alternativet til Trumps plan kan ikke være en evighedskrig Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 15:00:00
Ukraines forfærdelige dilemma er, at landet ikke kan sige ja til en Trump-fredsplan, der vil invalidere landet, men heller ikke har udsigt til at opnå noget markant bedre ved at fortsætte krigen. Det relevante spørgsmål til de europæiske ledere, der i de senere uger har haft travlt med at tale fredsforhandlinger ned, fordi vilkårene i vidt omfang er en opfyldelse af Ruslands hedeste ønsker, er derfor: Har I bedre forslag, som vel at mærke er realistiske? Alle kan jo drømme om, at det russiske regime pludselig kollapser, og Ukraine på den måde kan vinde krigen. Eller at USA's præsident pludselig ser lyset og går massivt ind i krigen på Ukraines side med voldsom militærstøtte og kraftigt optrappede sanktioner mod Rusland. Eller at der indtræffer noget helt tredje, der svarer til de to foregående scenarier ved i alt væsentligt at være drømmerier og ikke et grundlag, på hvilket man kan beslutte at fortsætte massedrabene på begge sider af frontlinjen i Østukraine. Den amerikanske præsident Donald Trumps oprindelige fredsplan på 28 punkter ville medføre en amputering af Ukraine som stat og i nogen grad undertvinge landet Vladimir Putins kontrol. Planen var langt hen ad vejen irrationel og forkastelig, fordi den – som alle har haft travlt med at påpege – ville belønne overfaldsmanden. Lige så sand og moralsk rigtig denne kritik er, lige så beklagelig er virkeligheden: at de, der har begyndt uretfærdige krige, faktisk ofte ender med at få deres vilje. Mere eller mindre. Når Nordkorea i dag er et lukket land adskilt fra den koreanske halvøs demokratiske del, er det et ulykkeligt, men nødvendigt fait accompli med den virkelighed, at de kommunistiske angribere i begyndelsen af 1950'erne ikke kunne tvinges tilbage. At der lige nu foregår en etnisk udrensning af kristne armeniere, der var så uheldige at bo i eksklaven Nagorno-Karabakh, som Aserbajdsjan har invaderet med militær succes, skriger til himlen. Men det er noget, verden har besluttet at acceptere, fordi den ikke kan eller ikke vil gøre noget ved det. Og så videre. Når Europa ikke kan acceptere Trumps fredsplan, skyldes det ikke udelukkende omsorg for Ukraines skæbne. Det ville være synd at sige. Nogle europæiske ledere siger det uden omsvøb: Krigen skal fortsætte, så Putin ikke får ressourcer til at rette sin appetit mod andre lande i Europa. Når denne argumentation fremføres med en samtidig erkendelse af, at der er meget små eller ingen udsigter til, at Ukraine kan vinde krigen på slagmarken, er der tale om et ublu og etisk dybt problematisk ønske om, at Ukraine fortsætter med at ofre sine mænd, for at vi andre kan slippe for at ofre vores mænd. Det er nemt at sige nej. Også til fredsplaner. Europa fortjener anerkendelse for trods alt at have fremlagt en alternativ 19-punktsplan. Men som dagbladet Politiken formulerede det i en overskrift forleden: "Jo mere ukrainere og europæere påvirker skitsen, jo mindre er chancen for en aftale." Det, som europæiske ledere nu burde komme med et bud på, er en plan, der har en chance for at blive til noget – også når den lander på Putins bord. Eller at intensivere militærstøtten til Ukraine i et hidtil uset omfang, når USA forventeligt snart trækker sig helt. Og det er der ikke realpolitisk opbakning til i mange europæiske lande. Tilbage står Ukraine med det forfærdelige valg: at sige ja til en uacceptabel fred nu – eller at sige nej og risikere at skulle æde nogle vilkår på et senere tidspunkt, der er mindst lige så slemme. Tryk for at læse mere
Nr. 58
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Socialdemokratisk byrådsmedlem vil af med Mette Frederiksen: Vælgerne gider hende ikke mere Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 10:50:00
Personligt har Nina Strøm Tønnes ikke noget at klage over. Hun er netop blevet genvalgt som socialdemokratisk byrådsmedlem i Høje-Taastrup Kommune, endda med flere personlige stemmer end ved sidste valg. Så det er ikke af personlige grunde, at hun sammen med adskillige andre lokalpolitiske partifæller nu siger det, som ellers næsten har været utænkeligt i Socialdemokratiet: Mette Frederiksen bør udskiftes som formand. "Personligt synes jeg, at Mette Frederiksen er hamrende dygtig. Jeg kan kun have respekt for, hvordan hun har ledet partiet og ført os gennem flere store kriser. Men vælgerne gider hende ikke mere," siger Nina Strøm Tønnes og refererer, hvad flere vælgere sagde til hende, når hun de seneste mange uger mødte dem under kommunalvalgkampen. "Ganske mange sagde, at de ikke vil stemme på os, så længe Mette Frederiksen er formand. De kan ikke længere se sig selv i det parti, hun repræsenterer," siger Nina Strøm Tønnes. Det er DR, som i en større rundspørge har sat fokus på den ulmende modstand mod Mette Frederiksen, der tidligere i år kunne fejre sit 10-årsjubilæum som S-formand. 233 ud af 729 adspurgte har forholdt sig til spørgsmålet om Mette Frederiksens formandskab, og heraf mener 41, at hun bør træde tilbage, mens 130 vil beholde hende som formand. 62 ønsker ikke at svare eller svarer "ved ikke", ifølge DR. Men hvad er det konkret, der får vælgerne til at vende ryggen til Mette Frederiksen? Her peger Nina Strøm Tønnes på flere forklaringer. "Selve det, at vi gik i regering med Venstre og Moderaterne har mange det svært med. Vi er blevet for blå. Og så er der også ganske mange vælgere, der har savnet en mere klar holdning i forhold til Gaza-Israel-krigen. De så gerne, at Socialdemokratiet tidligere i det mindste anerkendte, at krigen var problematisk," siger Nina Strøm Tønnes. Til DR har flere byrådsmedlemmer givet udtryk for, at Socialdemokratiet allerede nu bør udskifte formanden, så en ny formand kan være på plads i god tid før folketingsvalget, der skal afvikles senest i oktober 2026. Den holdning deler Nina Strøm Tønnes dog ikke. "Vi kan ikke nå at køre en ny formand i stilling inden folketingsvalget, som jo godt kan komme tidligere end oktober. Det vil være useriøst. Så opgaven for Mette Frederiksen er at komme tættere på vælgerne," siger Nina Strøm Tønnes. Når flere byrådsmedlemmer nu efterlyser et formandsskifte, er det oplagt at spørge, hvem der skal tage over. Men Nina Strøm Tønnes vil hverken sætte navn eller profil på, hvem der bør stå i spidsen for Socialdemokratiet. "Jeg ved det faktisk ikke. Det er en samtale, vi nu skal have taget hul på ude i de lokale partiforeninger. Men det er tid til at få en ny formand. Mette Frederiksen har gjort det virkelig godt, men nu er hun begyndt at blive et problem for mange vælgere," siger Nina Strøm Tønnes. At skifte formand på grund af det skuffende valgresultat, vil dog være overilet, lyder det fra Per Gravgaard Hansen, der er kredsformand for Socialdemokratiet i Taastrup – og dermed lokalpolitisk kollega til Nina Strøm Tønnes. “Det vil være en klar overreaktion. Jeg forstår, at mange er skuffede, men løsningen er ikke at få en ny formand,” siger Per Gravgaard Hansen, som mener, at det dårlige valgresultat kan forklares med misvisende offentlig debat om Socialdemokratiet. “Pressen kan jo godt lide de dårlige historier, men man har ikke i tilstrækkelig grad fortalt om det, der fungerer. Man kunne jo se, at diskussionen om minksagen pludselig dukkede op igen tæt på kommunalvalget, selvom den sag for længst er død og begravet. Mange har også nævnt afskaffelsen af store bededag som en forklaring på, at Socialdemokratiet er i krise. Men vi er jo blevet kompenseret, så man kan vælge selv at tage en fridag,” siger Per Gravgaard Hansen. I det hele taget har han svært ved at se, hvem der kan håndtere statsministerposten og den socialdemokratiske formandspost på samme niveau som Mette Frederiksen: “Hvis vi ser på hendes håndtering af hele Ukraine-spørgsmålet og diskussionen om rigsfællesskabet, kan jeg ikke umiddelbart se, hvem der kunne gøre det lige så godt. Tiden er ikke inde til at skifte formand. Nu skal vi tage den med ro og sammen se på, hvad der er gået galt og hvad vi kan gøre,” siger Per Gravgaard Hansen. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiets politiske ordfører, giver til DR udtryk for, at de kritiske byrådsmedlemmer kun repræsenterer en meget lille andel – 5,6 procent – af alle 729 adspurgte. At de kritiske dog udgør cirka 18 procent af alle, der har forholdt sig til selve spørgsmålet om partiets formandskab, ser han ikke som udtryk for en generel modstand mod Mette Frederiksen: "Det er klart, at vi har fået et kommunalvalg, som vi ikke var tilfredse med, og jeg tror, at den frustration er at genfinde i de tal, som du præsenterer. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i, at det er omkring fem procent af de adspurgte, der har den holdning," siger Christian Rabjerg Madsen til DR. Tryk for at læse mere
Nr. 57
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Botilbud knyttes til mulig terrorfinansiering og radikale islamistiske miljøer Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 07:00:00
To soldater fra USA’s nationalgarde blev onsdag eftermiddag lokal tid skudt nær Det Hvide Hus i Washington D.C. i et angreb, som myndighederne betegner som målrettet. Begge soldater er fortsat i kritisk tilstand. En mistænkt er anholdt og identificeret som en 29-årig afghansk statsborger, skriver CNN. Præsident Donald Trump har kaldt skyderiet en terrorhandling og oplyser, at gerningsmanden kom til USA i 2021: "Han blev fløjet ind af Biden-administrationen i september 2021 på de berygtede flyvninger, som alle talte om." Det er bekræftet af amerikanske myndigheder, at den mistænkte kom til USA i 2021 på et særligt visumprogram for afghanere, efter Taleban overtog magten i Afghanistan. Trumps administration har nu beordret en gennemgang af alle afghanske flygtninge, der er kommet ind under den tidligere præsident Joe Biden, og USA's statsborgerskabs- og immigrationskontor har indstillet behandlingen af alle ansøgninger fra afghanske statsborgere. Nationalgarde-soldater på gerningsstedet efter skyderiet nær Det Hvide Hus i Washington D.C. Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix Kriminelle mistænkes for at udnytte bosteder til terrorstøtte Presset på de danske anbringelsessteder stiger efter advarsler om, at kriminelle udnytter bosteder med landets mest sårbare borgere til alvorlig kriminalitet, herunder mulig terrorfinansiering. Det viser nye oplysninger fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), skriver Berlingske. Politiet har undersøgt otte botilbud og fundet, at syv drives af personer med tilknytning til bander eller radikale miljøer. To af virksomhederne kobles direkte til mulig terrorfinansiering, og der er eksempler på, at midler er udbetalt til terrordømte familiemedlemmer. Det drejer sig blandt andet om offentligt støttede krisecentre og opholdssteder for børn og unge. I et skiftligt svar til Berlingske kalder Justitsminister Peter Hummelgaard (S) det for "dybt alvorligt". Dødbringende brand i Hong KongMens skud i Washington ryster USA, raser flammerne langt mod øst. Et boligkompleks med 2000 lejligheder brød ud i en massiv brand onsdag i Hongkong. Mindst 44 personer mistede livet, 45 er i kritisk tilstand, og flere hundrede er meldt savnet, skriver South China Morning Post. Tre mænd i alderen 52-68 år er anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab. Branden opstod i Wang Fuk Court-boligkomplekset i Tai Po, hvor bambusstilladser menes at have bidraget til, at ilden hurtigt spredte sig til flere bygninger. Over 140 brandbiler, 800 brandfolk og ambulancereddere blev sat ind, og myndighederne vurderer, at branden nu delvist er under kontrol. Det er den dødeligste brand i Hongkong siden 1996. Et boligkompleks med 2000 lejligheder brød ud i en massiv brand onsdag i Hongkong. Mindst 44 mennesker har mistet liv, mens flere hundrede er meldt savnet. Foto: Tyrone Siu/Reuters/Ritzau Scanpix S-byrådsmedlemmer kræver Mette Frederiksens afgang Spændingen stiger fortsat i Socialdemokratiet. For første gang siden statsminister Mette Frederiksen blev formand for partiet for 10 år siden, taler en række socialdemokratiske byrådsmedlemmer åbent om behovet for et formandsskifte. I kølvandet på Socialdemokratiets store nederlag ved valget i sidste uge, mener 41 ud af 233 af Socialdemokratiets byrådsmedlemmer, der har svaret på et rundspørge foretaget af DR, at Mette Frederiksen må træde tilbage, hvis partiet skal have en chance ved det kommende folketingsvalg. Alt for mange sundhedsapps skaber forvirring"Min læge", "Min sundhedsplatform", "Min sundhed", "Mit Sygehus", "Apoteket" eller "Sundhedskortet". Kan du også blive overvældet af de mange små ikoner på skærmen og det store udbud af sundhedsapps? Så er du ikke alene. I dagens Kristeligt Dagblad kan du læse om, hvordan man som patient i sundhedssystemet skal bruge flere forskellige apps til at holde styr på indkaldelser og prøvesvar, og om hvordan det skaber forvirring blandt brugerne. Erik Jylling, formand for Nævnet for Sundhedsapps og koncerndirektør i Region Hovedstaden, kalder landskabet af sundhedsapps "meget broget", men peger på, at der kan være muligheder for at gøre systemet mere overskueligt i fremtiden. Ved du nok til dansk statsborgerskab? Hvilket symbol indgår i Grønlands flag, hvem er kendt for at have skrevet manuskriptet til tv-serien Matador og hvilket land blev erobret af Svend Tveskæg i 1000-tallet? Det er tre af spørgsmålene i den halvårlige indfødsretsprøve, som onsdag fandt sted på sprogcentre over hele landet. 6.467 deltagere afprøvede deres viden om Danmark i håb om at tilegne sig det rødbedefarvede pas. Deltagerne havde 45 minutter til at besvare 45 spørgsmål om dansk samfund, kultur, historie og værdier. For at bestå skal man svare rigtigt på mindst 36 af de 45 spørgsmål. Desuden kræves det, at mindst fire ud af fem spørgsmål om danske værdier besvares korrekt. Du kan tage prøven her. Tryk for at læse mere
Nr. 56
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Journalist: Mig skal cyber-mafiaen ikke løbe om hjørner med Tryk Her
Indsat Torsdag d. 27. November, 2025 02:00:00
Kan I huske dengang, det var nok at have navnet på sit kæledyr som kodeord? Nemt og kærligt kunne man skrive Fido, Batman eller Molly og være logget ind på ingen tid. Men den går jo ikke længere. Nu skal der blandes tal, tilfældigt placerede versaler og specialtegn ind i det længere og længere løsen, der skal til for at åbne netbank, computer, MitID og så videre. Koden må heller ikke være den samme til forskellige platforme. Hvilket vil sige, at de fleste af os skal huske 10 forskellige kodeord – eller snarere 10 variationer over samme ord, for det er sådan, folk gør, viste en rundspørge blandt kollegerne. På avisen har vi naturligvis også it-paraderne oppe og skal med forbløffende korte intervaller fuldføre elektroniske awareness-kurser, som de hedder. Kurserne er tydeligvis lavet til en anden slags virksomhed end en avis og rammer derfor lidt ved siden af skiven. Blandt andet handler de meget om GDPR. Men i journalistisk øjemed er behandling af personoplysninger i vidt omfang undtaget de almindelige regler om persondatabeskyttelse. I det hele taget drejer kurserne sig om at holde sig inden for rammerne, noget som journalister ikke altid bør gøre. Man må heller ikke dele en oplysning om, at en "kollega ligger syg med skaldyrsforgiftning", med hinanden. Den slags tror jeg nu heller ikke, vores løn rækker til. Finder man glemte papirer i en printer, skal man også straks, og uden at se på dem, give dem til en leder. Men er det ikke nærmest en journalistisk pligt at øje dokumenter, der ligger og flyder? Men nuvel, sikkerhed frem for alt! Og det er da heller ikke hverken min eller avisens skyld, at jeg nu er blevet hacket. Det svage led i kæden viste sig at være min mekaniker. Ham (eller dem, de har mange ansatte) har jeg skrevet om før på denne plads, dels fordi de er så forbløffende store og hightech-agtige, dels fordi jeg savner min gamle mekaniker, Jensen, som lukkede sit hyggelige og analoge værksted på grund af alder. Hos ham ville et hackerangreb forresten slet ikke være muligt. For det mest moderne, han havde, var en dankortautomat, og selv den hensatte ham i undren. Det var, som om den skulle startes forfra, hver gang der skulle betales. Pengene gik dog altid igennem til sidst ... Han var trods alt mekaniker. Hvorom alting er, blev min nye mekanikers udbyder af it-sikkerhed altså ramt af et cyberangreb den 9. november. Og da omtalte udbyder har mange jern i ilden "over hele verden – fra Tromsø i nord til San Antonio, Texas i syd", som mekanikerkæden skrev ud til os kunder, sejler min identitet nu hjælpeløst rundt et sted mellem Nordnorge og et sted i USA: navn, adresse, telefonnummer, e-mail, personnummer, kontonummer, registrerings- og stelnummer. Vi har fået at vide, at det vil tage tid, før de it-kriminelle har kæmpet sig forbi vores data om olieskift, småridser og serviceeftersyn og når ind til kernen – os. Så mens vi venter på det egentlige angreb, er vi blevet bedt om at betragte enhver elektronisk henvendelse med største mistro. Det er egentlig helt rart! Og føles som at være tilbage i 1990'erne, hvor folk måtte ringe, skrive julekort eller møde personligt op, hvis de ville en noget. Det har også lettet min arbejde. Forleden bad min chef mig for eksempel i en mail, om jeg ville tage den og den store opgave på mig, og at det gerne måtte gå lidt tjep. Den slettede jeg naturligvis med det samme, jeg havde læst den. Mig skal cyber-mafiaen ikke løbe om hjørner med. Tryk for at læse mere
Nr. 55
K_artikler Opdater⟳ ☝️
I syv år bar Johanne stivet kyse og diakonissedragt. Siden mødte hun en uventet lykke Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 19:30:00
Ude i Johanne Markvarts køkken står en petroleumsblå stol. Hun er 90 år. Stolen er ældre. Den stod i barndomshjemmet i Rødkjærsbro. I mere end 50 år har den stået i krogen i køkkenet i hjemmet i Aarhus, og den er et tavst vidne til den historie, som Johanne Markvart har skrevet på de seneste år om en livsvej, hvor en nøjsomhedskultur er blevet til en form for overflødighedskultur. Slægtsforskning har i mange år været en hobby for Johanne Markvart. Hendes afdøde ægtefælle, Flemming Busk Klausen, inspirerede hende for år tilbage til at grave ned i slægtens historie. Inde på kontoret står identiske, røde ringbind i reolen og vidner om arbejdet med at kortlægge slægten, og en dag besluttede hun sig for at samle sin livshistorie. Dokumentet skal indleveres til Rigsarkivet, men at arbejdet med at gøre levet liv til sætninger skulle blive til et interview, havde hun ikke haft i tankerne. Faktisk er hun en smule skeptisk over at skulle interviewes, men den bevægelse og de konstanter, som stolen i køkkenet minder om, kan vi godt tale om over en kop kaffe og hjemmebag. Johanne Markvarts barndom dufter af gyvel og lyng. Hun husker silkegræsset, græshoppernes sang og fyrretræet, som de kunne klatre i på den store grund, som omgav hjemmet. I stationsbyen lidt syd for Viborg havde hendes far, fire år før hun kom til verden, erhvervet sig en sandgrav og opført et hus, som rummede et cementstøberi og en lejlighed på førstesalen. Her var stue, soveværelse og et køkken med tørvekasse, et jernkomfur og så køkkenstolen. Når Johanne Markvart hver morgen koger en portion havregrød, er der en ubrudt linje tilbage til barndommens jernkomfur, hvor grøden var klar til at blive øst op, når de havde hørt hendes far læse et stykke fra Bibelen, og de havde bedt en bøn for dagen. "Vi bad morgenbøn knælende og slog korsets tegn, og jeg kan dårligt forestille mig mit liv uden den rytme, selvom mine knæ ikke længere tåler, at jeg knæler.” Som barn lærte Johanne Markvart at bede morgenbøn knælende. Den rytme har hun holdt fast i, selvom hendes knæ ikke længere tåler, at hun knæler. Foto: Tor Birk Trads Drømmen om en lampe Som barn drømte Johanne Markvart om at få sin egen lampe. Fik hun en sengelampe, kunne hun læse i sin seng. Hun drømte også om at komme i realskole og få en uddannelse. Det vender vi tilbage til. Sengelampen fik hun foræret, og hun skriver i sine erindringer, at hun følte sig uendeligt glad og privilegeret, da den blev installeret i det uopvarmede soveværelse, som hun frem til sin konfirmation delte med den øvrige familie. I 3. klasse blev en del af eleverne fra Rødkjærsbro Kommuneskole sendt i mellem- eller realskole. Hun vidste, at forældrenes økonomi ikke kunne bære den udgift. I stedet fik hun et job i huset hos en lokal familie, hvor hun brugte sine eftermiddage på at vaske op, passe børn og klare ærinder. Hun arbejdede op til 18 timer om ugen og tjente de første år 5 kroner ugentligt. Hun var 16 år, da hun satte sig et mål, som lød urealistisk: Hun ville være sygeplejerske. Johanne Markvart arbejdede som kokkepige på det lokale plejehjem, da hun fik drømmen. "Når andre talte om, at de ville giftes, så sagde det mig ikke noget. Mit mål var at få en uddannelse og blive sygeplejerske." Og sådan gik det til, at hun som knap 20-årig ankom til Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup lidt nord for København som såkaldt søsterelev. Med stivet kyse og klædt i sort dragt blev hun et år senere optaget som såkaldt prøvesøster. "Jeg så kun mine forældre en gang om året. Som søsterelev fik vi kun lommepenge, og de rakte til nye strømper og tandpasta." Hun blev sygeplejerske og fik også en efteruddannelse, men efter syv år på Sankt Lukas Stiftelsen forlod hun fællesskabet. Hun så det som livets mening at tjene andre, men hun ønskede en større frihed. "Som søster blev man sendt i tjeneste, og der var brug for mig på hospitalet på Sankt Lukas Stiftelsen, men hvorfor skulle jeg bruge mine evner blandt velstillede i København? Jeg ville arbejde i ældreplejen og bo tættere på mine forældre." De følgende år læste hun videre og tog en uddannelse på det, som dengang hed Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet. Derefter blev hun som 33-årig ansat som afdelingssygeplejerske på et nyt amtsplejehjem i Bjerringbro, og så en dag i 1971 fik hun et opkald, som blev afgørende for hendes liv. En uventet lykke Hun rejser sig og henter en rød bog. "Stefanshjemmets historie" står der trykt med gyldne bogstaver på bogens forside. Der, hvor Marselisborgskovene stopper, og udsigten over Aarhusbugten er nærmest perfekt, ligger Stefanshjemmet. Det blev Danmarks første plejehjem for meget plejekrævende og handicappede borgere, oprettet i 1923 af en kreds af læger og præster med tilknytning til Indre Mission, som ville gøre en diakonal indsats. I årtier sendte Sankt Lukas Stiftelsen søstre til hjemmet, men da Johanne Markvarts telefon ringede i 1971, var det, fordi bestyrelsen på Stefanshjemmet ledte efter en ny forstander. Før hun blev uddannet som sygeplejerske, var Johanne Markvart ansat på Stefanshjemmet, og hun ønskede sig ikke just tilbage. Men hun gik med til at drikke en kop kaffe med formanden for bestyrelsen. "Jeg sagde ja, fordi bestyrelsen ønskede at udvikle stedet i en ny retning. Beboerne skulle have en stemme." Formanden havde et bud på, hvem af beboerne som ville være oplagt som formand for beboerrådet: den veltalende fynbo Flemming Busk Klausen, som havde boet på Stefanshjemmet, siden han som ung mistede førligheden ved en arbejdsulykke. Og sådan blev det. Den følgende tid holdt Johanne Markvart mange møder med Flemming Busk Klausen, som beboerne havde valgt som formand for det nye beboerråd. Da hun blev ansat, fik hun besked på, at hun skulle skride ind, hvis en ansat udviklede et for tæt forhold til en beboer. Hvis der opstod en romantisk relation mellem en beboer og en ansat, måtte den ansatte forlade sin stilling. Efter et par år bad hun om et møde med formanden. "Det kan jo lyde helt forkert, men Flemming og jeg blev gode venner, og så jeg sagde til formanden, dommer Ehrenreich, at jeg ville forlade jobbet. Han bad mig blive." En sommerdag i 1974 gav parret hinanden deres ja, og samme dag flyttede Flemming Busk Klausen ind her i villaen. Han passede sit job som bøssemager, mens Johanne Markvart fortsatte som forstander på Stefanshjemmet. Ægteskabet var en uventet lykke. "Jeg havde en virkelig god rådgiver i Flemming, for han havde jo boet på Stefanshjemmet i 25 år og var god til at se tingene fra beboernes perspektiv. Han mindede mig om, at beboerne havde krav på en ligeværdig behandling. Der skulle være omsorg, men det skulle ske respektfuldt og uden omklamring." I kontoret har Johanne Markvart ringbind med slægtsforskning. Det var ægtefællen Flemming Busk Klausen, der gav hende den interesse. Han døde i 1999, kort før parret kunne have fejret sølvbryllup. Foto: Tor Birk Trads Glæden ved havearbejde Den røde bog om Stefanshjemmets historie skrev ægtefællen, da han ikke længere havde kræfter til at passe sit arbejde. Med tiden fik han brug for mere pleje, og Johanne Markvart valgte at gå på efterløn som 60-årig, så hun selv kunne stå for hans pleje. Nogle måneder før de kunne have fejret sølvbryllup, døde han af kræft. Johanne Markvarts køkkenstol vidner om en interesse, parret delte: madlavning. Køkkenet blev indrettet, så han som kørestolsbruger kunne lave mad. "I en periode gik han hjemme, mens jeg var forstander. Når jeg kom hjem, havde han maden klar. Han havde mange evner." Siden Johanne Markvart første gang kom til Aarhus i 1950'erne, er hun kommet i Sankt Pauls Kirke. "Det er et virkelig værdifuldt fællesskab og fylder mig med varme." Da hun var blevet alene, engagerede hun sig i alskens frivilligt arbejde i kirken, ikke mindst diakonalt ældrearbejde. Da hun i oktober kunne fejre sin 90-årsfødselsdag, dækkede hun op til 10 gæster, som hun alle har lært at kende gennem kirken. Hun glæder sig over, at hun ikke er afhængig af hjælp. Når hun tænker på fremtiden, er der en passage fra Mosebøgerne om Moses' død, som hun tager frem. Han døde med øjne, der ikke var sløvet, og livskraften i behold. Sådan vil hun gerne dø. Hendes barndom duftede af gyvel og lyng, alderdommen dufter af nedfaldsløv og muld. Selvom hun sidste år brækkede lårbenet, sætter hun en ære i at passe haven. "Haven er min store glæde og fornøjelse. Gud viser os sin storhed i naturen." Når klokken er 17, sætter hun sig godt til rette, for så skal hun tale med sin tre år yngre søster. Telefonsamtalen er et fast holdepunkt ligesom aftenritualet, hvor hun læser Kristeligt Dagblad. I mere end seks årtier har hun holdt avisen. Ikke mindst debatsiderne følger hun nøje. De læste aviser gemmer hun i sit bryggers. De skal videre. Hun har en bekendt, der gerne vil læse med. Tryk for at læse mere
Nr. 54
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Køb! Køb! Køb! Da indkøb af panservædderen ”Stærkodder” gik helt galt Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 18:00:00
”Køb, køb, køb,” lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S). For Danmark opruster, og der skal indkøbes og bygges fregatter og patruljeskibe i stor stil. Men forsvaret har tidligere været ramt af skandaler om indkøb af udstyr og bør måske også huske historien om krigsskibet ”Stærkodder”, der blev en kastebold mellem lande og interesser. Sagaen tog sin begyndelse i 1863 og havde i første omgang slet ikke noget med Danmark at gøre. Vi skal omkring den amerikanske borgerkrig (1861-1865), hvor Sydstaterne på et værft i Bordeaux havde bestilt to såkaldte panservæddere, som er skibe, hvis forstavn kunne bruges til at vædre fjendens skibe, hvilket der var et par vellykkede tilfælde af under borgerkrigen. For at nordstaterne ikke skulle få nys om byggeriet, havde man konstrueret en (skibs)dæk-historie om, at skibene skulle leveres til vicekongen af Egypten, så de fik navnene "Cheops" og "Sphinx". Nordstaterne opdagede naturligvis, hvad der foregik og ville naturligvis gøre alt for, at skibene ikke blev leveret, så for at bevare et vist skær af neutralitet nedlagde den franske kejser Napoleon III forbud mod, at skibene blev sejlet til Amerika. Det tog værftet nu i stiv arm, for man havde øjnet muligheden for at afsætte skibene til Danmark – eller Prøjsen. Danske drømme Den danske Rigsdag havde med en krig mod sin sydlige nabo i horisonten i december 1863 bevilget store summer til krigsindsats både til lands og til vands, og marinen var begyndt at forhandle til flere sider om at anskaffe et krigsskib, måske flere. Man tog kontakt til hjemlige Baumgarten & Burmeister (senere Burmeister & Wain) nærmest for blot at få et eller andet, der kunne flyde og skyde, får man indtryk af. Men det endte med den gammelkendte historie om, at man ville have mere, end man ville betale for, så ingen aftale blev indgået. I løbet af de første måneder af 1864 kom Bordeaux-værftet ikke overraskende ind i billedet. I slutningen af marts nåede man enighed om prisen, og om hvordan "Sphinx" skulle bygges færdigt – Danmark havde ikke råd til to skibe, men "Cheops" blev såmænd solgt til prøjserne og fik navnet "Prinz Adelbert". Godt købmandskab fornægter sig ikke! Når man tænker på de bindtykke specifikationer og kvalitetskrav, der udarbejdes i dag, må man forbløffes over de relativt beskedne krav, man stillede dengang. Ud over naturligvis skibets ydre dimensioner, dybgang, lasteevne for kul til dampmaskinerne, motorkraft og fart, kanonernes dimensioner, armeringstykkelse og så videre. Dagbøder for forsinket aflevering var dog opfundet dengang. Man sendte en repræsentant eller to fra Marineministeriet til Bordeaux for at følge byggeriet, og midt under denne proces, omkring begyndelsen af april 1864, skiftede "Sphinx" navn til "Stærkodder". Problemer med kanoner Danskerne fandt hurtigt ud af, at der var mange problemer med skibet – generelt var kvaliteten ikke for god. Kanonernes skydefelter var problematiske – for mange blinde vinkler. Pansringen for dårligt tilpasset og så videre. Men hvad kan man gøre, når man er midt i en desperat krig mod den prøjsisk-østrigske overmagt og i travlhed risikerer at overse det indlysende? "Stærkodder" blev færdigbygget og sejlet til Danmark i slutningen af 1864, men da var den Anden Slesvigske Krig for længst overstået og tabt. Det var et sats fra værftets side, for i bund og grund var skibet en fejlkonstruktion. Og da eksperter fra Orlogsværftet, vant til bedre kvalitet, fik beset skibet, nægtede de at overtage det. Nu var skibet jo listet ud af de franske farvande, så det lykkedes alligevel franskmændene at få panservædderen afsat til sydstaterne, og det forlod Danmark i begyndelsen af 1865. Det hed nu (midlertidigt) "Olinde" for at sløre bestemmelsesstedet, for det skulle i virkeligheden hedde "CSS Stonewall" efter tilnavnet til den berømte sydstatsgeneral Jackson. Cuba, Japan og ophugning Efter forskellige forviklinger krydsede skibet Atlanterhavet og kom til Cuba, hvor besætningen erfarede, at borgerkrigen var slut – radio fandtes jo ikke. "CSS Stonewall" blev nu nærmest sat på hylden på nordstaternes kæmpe overskudslager af krigsmateriel – det fænomen fandtes skam også dengang. I 1866 kom der repræsentanter for den japanske shogun til USA, og de ville rigtig gerne købe skibet, som blev det første pansrede skib i de japanske farvande. Det blev sejlet over Stillehavet til Japan og skiftede så navn til "Kōtetsu". Panservædderen på værft. Foto: Wikimedia Commons På trods af sine mangler kom skibet i kamp og klarede sig glimrende i et søslag i april 1869, under hvad man kan betegne som en japansk borgerkrig. Men det var også det eneste panserskib i området. I 1872 fik skibet nye kanoner og skiftede navn igen – til "Azuma". Det udgik af flåden i 1888 og endte sine dage som depot og kaserne og som badebro for orlogsgasterne – det var vædderstævnen virkelig velegnet til – indtil det i 1889 blev solgt til ophugning. Lang tid forinden – i 1878 – blev det prøjsiske søsterskib udrangeret – det var, ret symbolsk, rådnet op. Tryk for at læse mere
Nr. 53
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Nøddeknækkeren” sælges på navnet alene. Juleballetten er slidt og udtjent Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 18:00:00
Den russisk-amerikanske koreograf George Balanchines populære udgave af balletklassikeren "Nøddeknækkeren" har været juleforestilling på Det Kongelige Teater og på turnéer i Danmark siden 2011. I år opføres produktionen i alt 36 gange for udsolgte huse på henholdsvis Gamle Scene og i Musikhuset Aarhus, så et pænt stykke over 45.000 mennesker når at opleve balletten i december. Det gør den til en af de mest sete teaterforestillinger i Danmark nogensinde, selvom denne amerikaniserede udgave med sin candyfloss-scenografi og tivolikostumer af Anthony Ward æstetisk ligger så langt fra "dansk jul", som man kan forestille sig. Ad åre er produktionens udstyr yderligere kommet til at fremstå slidt og udtjent. "Nøddeknækkeren" sælges på navnet og en forventning, den kunstnerisk ikke kan leve op til. Når den ikke får mere end tre stjerner i denne anmeldelse, skyldes det både den uskønne, trætte letvægtsscenografi, der ikke rummer hverken genkendelig hygge, rørende kærlighedspoesi eller overraskende julemagi, og også at iscenesættelsen ikke kun er rutinepræget, men synligt underprøvet og ufri. Ballettens første akt udspiller sig juleaften hos familien Stahlbaum, hvor hr. Drosselmeier forærer sin guddatter Marie en nøddeknækker, der har form som en flot husar. Ved midnat, da huset sover, indtager en hær af mus stuen, hvor Marie er faldet i søvn. I en drøm bliver legetøjsgaverne under juletræet levende, Marie selv skrumper til dukkestørrelse, Nøddeknækkeren vågner til dåd og nedkæmper sammen med legetøjssoldaterne – og til slut med Maries hjælp – de fjendtlige mus. Da Nøddeknækkeren er i yderste fare, griber den lille heltinde ind og slår den syvhovedede musekonge ud med sin sko. Sammen rejser Nøddeknækkeren og Marie til Slaraffenland, hvor de modtages ved Sukkerfeens hof og fejres med en dansefest. Balanchine skabte sin udgave af Tjajkovskij-balletten til et amerikansk publikum, der ikke kendte historien, og til et kompagni af amerikanske dansere, både børn og voksne, der ikke var vante med historiefortælling. Derfor har hans udgave altid lignet en spændetrøje for et dansk publikum: Koreografisk er ensemblescenerne og den store grand pas de deux uforlignelige, men spillet er ikke frit, karaktererne er ikke originalt og personligt udviklede. Særligt scenerne for de medvirkende børn virker unødvendigt mekanisk instruerede og ikke overbevisende. "Nøddeknækkeren" er, ikke mindst takket være Tjajkovskijs underfundigt legende, atmosfærisk mystiske og følelsesmæssigt brusende musik, en ballet om kærlighed og drømme: En moders ømme omsorg i det store mellemspil, hvor musikken – der ganske vist er lånt fra "Tornerose" – opbygger en stemning af uro og længsel; de rene følelser mellem Marie og Nøddeknækkerprinsen, da han tager hendes hånd og fører hende med sig gennem vinterlandskabet mod Slaraffenland; og ikke mindst forløsningen af de voksnes lidenskabelige kærlighed i pas de deuxen for Sukkerfeen og hendes kavaler. Silvia Selvini og Philip Duclos, der dansede hovedpartierne lørdag den 22. november, er det bedst samdansede par ved Den Kongelige Ballet. Begge dansere har teknisk sikkerhed og virtuost overskud i deres soli, hvor den varme Selvini leger med balancerne, og hvor noble Duclos som en spændt fjeder sætter af til sine præcise piskende drejninger om sin egen akse med ét ben strakt til siden. I adagioen forløser perfektionen i deres dans for Marie og Nøddeknækkeren alvoren, erfaringsdybden og dramaet hos Tjajkovskij i billeder af storhed, værdighed og sublim ekstase. En påmindelse om dem, vi selv har været, og det potentiale for kærlighed og samhørighed, som mennesket rummer og søger i alle livets aldre. "Nøddeknækkeren". Koreografi: George Balanchine. Musik: Peter Tjajkovskij. Scenografi- og kostumedesign: Anthony Ward. Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Spiller til den 21. december i København, derefter den 29. og 30. december i Musikhuset Aarhus. Tryk for at læse mere
Nr. 52
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jesper Bacher: Nyt program viser, at vi burde gøre mere for løsladte Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 18:00:00
I min gerning som fængselskapellan i Storstrøm Fængsel bruger jeg en fin gammel alterkalk, som er kommet med fra Vridsløselille Fængsel, der i 2017 blev nedlagt til fordel for det nye og topsikrede Storstrøm Fængsel. Alterkalken bærer derfor indskriften "Vridsløselille forbedringshus". Det kommer af den gamle betegnelse for fængsler som tugt- og forbedringshuse. Betegnelsen er gået af brug, men det gælder stadig, at fængslerne skal tugte eller straffe, men også forbedre eller resocialisere. Jeg fortalte engang nogle af de indsatte om indskriften på alterkalken. De smilede lidt skævt, for det kan være så som så med forbedringen inden for murerne. Sommetider er fængslerne snarere forværringshuse end forbedringshuse. Ikke desto mindre må intentionen fastholdes. Den mest vellykkede afsoning er selvfølgelig den, som munder ud i et liv uden kriminalitet. Men statistikken taler sit tydelige sprog. Hver dag bliver 18 personer løsladt fra danske fængsler, men inden for et år begår over halvdelen ny kriminalitet. Det er tungt at komme i fængsel, men det er heller ikke let at komme ud. Friheden er også en byrde, som skal løftes. Det fortælles der om i DR's nye dokumentar "Løsladt. Endelig fri!", hvor vi følger Henrik, Noah, Ella og Claus, som bliver løsladt og skal have en dagligdag til at fungere. De glædede sig over deres nyvundne frihed, men Henrik syntes også, at hans afsoning i et åbent fængsel havde været "lidt ligesom at være på lejrskole", og Noah fandt, at det sværeste var at acceptere, at der ikke var "de rammer, der er inde i et fængsel". Det gælder nemlig også, at fængslet kan tilbyde den ro, orden og regelmæssighed, som mange ellers savner. Det kan være ganske stressende at være kriminel. Man skal se sig over skulderen efter såvel ordensmagten som kriminelle rivaler. I et sådant liv kan fængslet være et tiltrængt pusterum. En anledning til at tænke over sit liv, gøre status, gøre op og måske gøre bod. Sommetider kan der være lidt klostercelle over en fængselscelle. Men der er en verden udenfor, hvor en plettet straffeattest ikke er et godt papir, og fristelserne står i kø. Ella nød friheden, men hendes gamle byliv var også minefyldt farvand. Henrik konstaterede, at "man er hjemme hos to, der elsker en". Nemlig hans hunde. Det er ikke meget netværk med al respekt for menneskets bedste ven. "Løsladt – endelig fri!" viser de løsladtes kamp mod et mangehovedet uhyre, en sand Hydra, af kriminalitet, paranoia, prostitution, adhd, hjemløshed, barndomstraumer, arbejdsløshed, ensomhed, druk, stofmisbrug, dyb gæld og alt for nemme penge. Det er en hård kamp, og der er brug for medkæmpere. De løsladte er lukket ud af fængslet, men bliver de lukket ind i samfundet? Selvfølgelig skal det i et retssamfund ikke være let at være aktiv kriminel. Det giver imidlertid god mening at gøre det lettere at komme ud af kriminalitet. De bedste huse er forbedringshuse, også på den anden side af fængselsmuren. Tryk for at læse mere
Nr. 51
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Viola Fletcher overlevede USA's værste racemassakre. Nu er hun død som 111-årig Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 18:00:00
Volden eskalerede i løbet af få timer, da det afroamerikanske nabolag Greenwood i byen Tulsa i Oklahoma i 1921 blev genstand for den værste racemassakre i USA's historie. Katalysatoren var rygter om, at den unge afroamerikanske skopudser, Dick Rowland, havde forsøgt at voldtage en ung hvid kvinde, Sara Page. Dick Rowland blev anholdt af det lokale politi og bragt til en retsbygning i Tulsa den 31. maj. Om aftenen mødte både hvide og afroamerikanske indbyggere op ved retsbygningen, og der opstod uro. I løbet af få timer blev afroamerikanerne, der var i undertal, trængt tilbage til nabolaget Greenwood. I løbet af natten plyndrede og ødelagde gruppen af hvide mennesker hundredvis af butikker og hjem i nabolaget og dræbte op mod 300 afroamerikanere. Op mod 10.000 mistede deres hjem. Blandt dem var den dengang syvårige Viola Fletcher, der mandag døde som 111-årig på et hospital i Tulsa. "Jeg ser stadig sorte mænd blive skudt, sorte lig ligge på gaden. Jeg kan stadig lugte røgen og se ilden. Jeg ser stadig sorte forretninger blive brændt ned. Jeg hører stadig flyene flyve over mig. Jeg hører skrigene. Jeg har gennemlevet massakren hver dag," sagde Viola Fletcher ifølge Washington Post, da hun i 2021 fortalte om sine oplevelser til den amerikanske kongres. Anledningen var et søgsmål, hun og tre andre overlevende havde anlagt året forinden i håbet om at få byen Tulsa til at tage ansvar for massakren og de ødelæggelser, den påførte. Da massakren i Greenwood fandt sted, var Viola Fletcher syv år gammel. Hun beskriver barndommen som tryg, og Greenwood som et velstående nabolag, ikke kun målt i penge. Det var en "oase" for afroamerikanere under raceadskillelsen og en blomstrende by med mange forretninger og en rig kultur. Søskendeflokken bestod af otte børn, og hver onsdag og søndag deltog de i gudstjenester i den lokale baptistkirke. Viola Fletcher drømte om at blive sygeplejerske. 35 blokke med boliger blev plyndret og sat i brand i nabolaget Greenwood natten til d. 1. juni 1921. Det anslås, at op mod 10,000 mennesker mistede deres hjem. Billedet her viser ødelæggelserne. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix Men natten til den 1. juni 1921 blev familiens liv vendt på hovedet. Mens huse brændte og skuddene lød, samlede forældrene deres børn og forlod byen i hestevogn. Scenerne fra den ødelagte by indprentede sig i Viola Fletchers hukommelse for altid. Huset i Greenwood blev byttet ud med en nomadisk livsstil, hvor familien flyttede fra gård til gård som forpagtere af landbrugsjord. Børnene hjalp til i marken, og efter fjerde klasse kunne Viola Fletcher ikke længere passe sin skole. Som teenager flyttede hun med sin søster tilbage til Tulsa, der var en skygge af den by, familien forlod i 1921. Som 18-årig blev hun gift med Robert Fletcher. De fik en søn og flyttede til Californien, hvor de arbejdede på skibsværfter, Viola Fletcher som svejser. Nogle år senere forlod hun sin mand, som var fysisk voldelig. Hun fik to børn mere, men efter Anden Verdenskrig flyttede hun alene tilbage til Oklahoma med sine tre børn. Viola Fletcher arbejdede efterfølgende som husholderske for hvide familier i byen Bartlesville nord for Tulsa i årtier. Midlerne var få, og for at få tingene til at løbe rundt fortsatte hun med at arbejde, til hun var 85 år. Det meste af sit liv sov hun med lyset tændt i en lænestol tæt på døren i sit hus, så hun hurtigt kunne flygte ud af huset, hvis det blev nødvendigt. Det var ifølge The Guardian det afroamerikanske samfund og Viola Fletchers kristne tro, der gav hende styrke igennem årene. Men selvom minderne aldrig forlod hende, var der ingen, hverken i familien eller i den amerikanske offentlighed, der snakkede om massakren. Ingen gerningsmænd blev retsforfulgt, og der var ingen hjælp eller kompensation til ofrene eller lokalsamfundet i Greenwood. Også i Tulsa blev minderne undertrykt. Politirapporter forsvandt, avisarkiver blev manipuleret og mange indbyggere i byen vidste ikke, at massakren havde fundet sted. Ifølge den britiske avis The Guardian fik massakren først offentlig opmærksomhed i 1997, da staten Oklahoma nedsatte en kommission, der skulle undersøge og dokumentere, hvad der var sket. Kommissionen anbefalede blandt andet, at Oklahoma skulle betale 33 millioner dollar i erstatning, herunder et beløb til de overlevende, der fortsat var i live, men anbefalingen blev aldrig efterlevet. I maj 2021 deltog Viola Fletcher sammen med to andre overlevende fra Tulsa-massakren i 1921, sin bror Hughes Van Ellis Sr. (t.v.) og Lessie Benningfield Randle (m.f.), i en march i Tulsa Foto: Sue Ogrocki/AP/Ritzau Scanpix I kølvandet på en hvid politibetjents drab på afroamerikaneren George Floyd i 2020 og de efterfølgende Black Lives Matter-demonstrationer indledte den 107-årige Viola Fletcher, hendes bror Hughes Van Ellis Sr. og en tredje overlevende i 2021 et søgsmål mod byen Tulsa og staten Oklahoma, hvor de krævede erstatning, men i 2024 afviste højesteretten i Oklahoma søgsmålet. I mellemtiden udgav Viola Fletcher den selvbiografiske bog "Don't Let Them Bury My Story" ("Lad dem ikke begrave min historie"), som hun skrev sammen med sit barnebarn. Viola Fletcher døde på et hospital i Tulsa omgivet af sin familie. I et opslag på sociale medier mindedes borgmesteren i Tulsa, Monroe Nichols, "moder Fletcher", som hendes tilnavn lød: "Moder Fletcher bar 111 års sandhed, styrke og ynde med sig og var en påmindelse om, hvor langt vi er kommet, og hvor lang vej vi fortsat har foran os." Tryk for at læse mere
Nr. 50
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Hun er en af vor tids mest interessante instruktører. ”Alpha” er visuelt grotesk, men også træg Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 18:00:00
I min bog er Julia Ducournau en kæmpe stjerne. Derfor havde jeg også glædet mig ekstremt meget til at se "Alpha" og var desto mere skuffet. Desværre mangler hendes seneste film den radikale kompromisløshed og vildskab med en pointe, som hendes foregående film var så fyldt af. I stedet får hun spærret sig selv inde i en symboltunghed, der skaber seermæssig træghed. Ducournau er en nutidig viderefører af 1990'erne og 2000'ernes New French Extremity-bevægelse, men trækker særligt på body-horror. Det kommer til udtryk gennem hendes tabuoverskridende, rædselsvækkende chokæstetik, der skaber kropsligt ubehag, når hun udforsker grænserne for kødets skrøbelighed og lader det være forbundet med invasion, sygdom, mutation, degeneration – alt sammen visuelt grotesk, og som noget, man absolut ikke kan hamle op med. Alpha (Mélissa Boros) er en 13-årig pige, der bor et uspecificeret sted i Frankrig med sin fransk-berbiske mor (Golshifteh Farahani), der arbejder som læge på et hospital. De bor sammen med moderens bror og Alphas onkel Amin, der spilles af skuespillertalentet Tahar Rahim, der er flyttet ind, fordi han er helt til hundene som både heroinmisbruger og bærer af en dødbringende blodbåren virus. En dag kommer den teenageoprørske Alpha hjem fra en fest med en tatovering på armen, og sjældent har en tatoveringsscene på film set så ulækker ud. Mine hænder fór straks op foran øjnene, og sådan er det med hendes film i almindelighed. De går lige i kroppen, og det er ikke rart. Men alligevel fascinerende. Moderen, der har sin daglige gang på hospitalet, ved, hvor farlig virussen er, og bliver straks bange: Hvilken nål er blevet brugt på hendes datter? Er det én, der også har stukket i andre? Og da Alpha får et sår, der begynder at springe op i tide og utide, bliver også hun bange for, at hun er syg og smittebærer, og snart er det de andre, der er bange for hende. Således behandler filmen smitteangst, og den stigmatisering, det kan medføre at være syg eller at blive set på som syg. Filmen er en allegori over et samfund i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, hvor aids-epidemien, datidens pest, hærgede. I bedste rædselsæstetiske stil lader Ducournau de syges kroppe mutere sig selv ihjel. De smittedes hud bliver langsomt til marmor (den præmis må man bare købe), og når de er blevet ren sten, afgiver de et host af støv, og så dør de. "Alpha" er en anderledes elegisk film end instruktørens foregående. Men selvom filmen rammer en melankolsk og sørgmodig tone temmelig rent, bryder den ligesom aldrig gennem egne mure – i hvert fald forblev den vanskelig for mig at interagere med på et følelsesmæssigt og idémæssigt plan, fordi den blev så symboltung og delvis fjollet, at udtrykket blev trægt, indimellem tomt. Med "Alpha" når Ducournau ikke sig selv til sokkeholderne i forhold til sine mesterlige og dybt interessante værker "Raw" og "Titane", som er mere visuelt ekstreme, men hvis idéer også er eksekveret stærkere. I coming-of-age-dramaet "Raw" følger vi en ung kvinde fra en streng vegetarisk familie, der får vakt sin latente, arvelige trang til kannibalisme. Lysten til kød fungerer som en metafor for seksuel opvågnen af den slags, der minder én om farligheden ved at udleve alle sider af sin egen, potentielt, destruktive natur. I Guldpalmevinderen "Titane" fra 2021 tænder den unge kvinde og seriemorder Alexia seksuelt på biler, knepper dem, bliver gravid med én og føder det nye maskinmenneske, halvt menneske, halv maskine. Det er et vidunderligt og ekstremt kropsfænomenologisk drama, hvor køn, identitet, søgen efter at være noget for andre og teknologi smelter sammen i obskur genialitet. Selvom det igen er kroppen, der er i fokus i "Alpha", er filmen instruktørens hidtil ringeste. Den lider under flere problemer, der får seeroplevelsen til at halte, men det betyder ikke, at jeg ikke glæder mig til den næste. For Ducournau er, trods alt, en nytænkende original, som kun er spændende at afvente flere film fra. Alpha. 2025. Belgien/Frankrig. Instruktør: Julia Ducournau. Manuskript: Julia Ducournau. 128 minutter. Tryk for at læse mere
Nr. 49
K_artikler Opdater⟳ ☝️
To timers søvn og mødeindkaldelser om natten: Japans premierminister udløser debat om arbejdskultur Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 18:00:00
Japan har fået sin egen jernlady – en henvisning til det tilnavn, Margaret Thatcher fik i sin tid som britisk premierminister, hvor hun blev kendt for en kompromisløs ledelsesstil og for kun at sove fire-fem timer i døgnet. Sanae Takaichi lægger ikke skjul på, at hun lige siden sin debut på den politiske scene har haft den jernhårde Thatcher som forbillede og kan endog nøjes med endnu mindre søvn. Ifølge mediet Japan Times sagde hun til nogle parlamentsmedlemmer forleden, at hun "sover omkring to timer om natten og højst fire timer". Hun tilføjede, at det "nok ikke er så godt for min hud". Og hvis man spørger ministerkolleger og folk i hendes embedsværk, er det heller ikke godt for dem, at hun, som det skete forleden, indkaldte til et udvalgsmøde klokken tre om natten – et møde, der var planlagt til at begynde seks timer senere, nemlig klokken ni om morgenen. Det burde måske ikke komme som den helt store overraskelse, at landets nye og første kvindelige premierminister stiller ekstremt høje krav både til sig selv og sine medarbejdere. Allerede da hun i begyndelsen af oktober blev valgt som formand for Det Liberale Demokratiske Parti, hvilket banede vejen for, at hun kunne overtage posten som premierminister, erklærede hun, at begrebet "work-life-balance" ikke gjaldt for hende. Hun ville ikke fokusere på en balance mellem arbejde og privatliv, men tværtimod "arbejde, arbejde, arbejde og arbejde" og forventede, at hendes stab på samme måde "arbejdede som små heste". En sådan holdning fra selveste landets premierminister har vakt opsigt i Japan, der ligefrem har et ord for at dø af overarbejde – nemlig karoshi. Igennem årtier har det været normen, at japanerne havde lange arbejdsdage med ubetalt overarbejde, og at man måske også brugte tid med sine kolleger om aftenen. Men mange unge japanere nægter at arbejde sig selv ihjel eller gå totalt ned med stress, og derfor har Takaichis arbejdsraseri fået den nationale debat om arbejdskultur til at blusse op igen. Den 64-årige premierminister har som et overordnet mål at få skabt et stærkt og økonomisk velfunderet Japan, og derfor har hun bedt sin arbejdsminister om at få lempet loftet på overarbejde, der er sat til 720 timer om året. Det har japanske fagforeningsledere advaret kraftigt imod, da man ikke engang er halvvejs i mål med at nedbringe tilfælde af karoshi – folk, der arbejder sig ihjel. Det var faktisk en russisk journalist, der i sin tid gav Margaret Thatcher tilnavnet "jernladyen" på grund af hendes hårde retorik mod det daværende Sovjetunionen og kommuniststyret. Sanae Takaichi har sandelig heller ikke holdt sig tilbage med den hårde retorik. Hun har allerede fået lederne i Beijing op i det røde felt på grund af nogle meget skarpe udtalelser om, at Japan ikke ville sidde på hænderne, hvis Taiwan blev invaderet. Kina truer med at lægge Japan helt på is, hvis ikke premierminister Takaichi kommer med en undskyldning, men det har hun hidtil afvist. Problemet er bare, at Kina er landets vigtigste handelspartner, så den kinesiske vrede, der har ramt Japan, kan meget vel, som avisen The Guardian også bemærker, give den japanske premierminister endnu flere nætter, hvor hun kun får sovet ganske få timer. Tryk for at læse mere
Nr. 48
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Adfærdsforsker: Etisk og juridisk skal man bare lade være med at tage varer fra en væltet lastvogn Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 18:00:00
Sidste torsdag væltede en lastbil med Rema 1000-varer ved Hedensted nær Vejle. Chaufføren slap uskadt. Men allerede morgenen efter måtte ordensmagten derud igen, fordi der blev anmeldt, at flere personer plyndrede lastbilen. I kommentarsporet på Facebookopslaget fra TV Syd var der fordømmelse a la "er det blevet en bananrepublik, vi lever i", men også forståelse på grund af tidens høje fødevarepriser. En skrev for eksempel: "Jeg tænker, det er de færreste mennesker, der ville tage af de varer, hvis de ikke virkelig har brug for dem." Ifølge adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen er både plyndringen og forståelsen et eksempel på den fortælling, vi selv danner ud fra de få oplysninger, vi har. Mange har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen på grund af høje fødevarepriser, så er det ikke forståeligt, at man samler lidt op, når man får chancen? Nu ved vi faktisk ikke, hvem der har taget tingene. Men fordi der er tale om varer fra et supermarked, og fordi priserne på mad er usædvanligt høje, danner der sig hurtigt en fortælling om, at det nok er folk, der er presset af fødevarepriserne. I virkeligheden kan det lige så godt være kriminelle, der alligevel var ude for at stjæle ladekabler. Det, der gør, at nogle sympatiserer, er beskrivelsen af situationen, for vi ved godt, at mad er dyrt, og er selv utilfredse med priserne. Men havde det været julegaver fra Mødrehjælpen, ville alle have været sindssygt forargede. Så det har noget med fortællingen at gøre: At det er okay at stjæle fra prins John, som Robin Hood ville have sagt. De høje fødevarepriser trigger sympati? Ja, og det er ud fra den sympati, man rekonstruerer, hvem der har taget de varer. Man har konteksten Rema 1000 – fødevarer – høje priser – svær hverdag – og fylder så selv hullerne i historien ud. Men mon ikke, der også ville være nogle, der havde samlet op, hvis det havde været Harboe-colaer eller mobiltelefoner. Hvis nu varerne er blevet stødt og alligevel ligger der i regnen, er det så ikke okay at tage dem? Det vil være en meget naturlig reaktion. For selvom man har en moralsk grænse, opstår der nemt noget, der hedder en kognitiv dissonans, hvor man overtaler sig selv til, at det er i orden. Man ved godt, man ikke burde, men så går der en motiveret tænkning i gang, som ikke handler om at finde sandheden men finde en løsning på, hvordan det kan blive okay at tage dem alligevel. Det kan for eksempel være, at varerne sikkert bliver kasseret alligevel, eller at det er okay, fordi alting er blevet så dyrt. Man vil gerne tænke sig til, hvordan man både kan være et godt menneske og tage noget alligevel. Den slags vil der være meget af, når man bliver udsat for fristelse. Så skal man bare lade være? Etisk og juridisk ja, for alle samfund baserer sig på, at man holder sig til nogle normer. Når først nogle begynder at tage, tænker man, om det ikke er et skred, en lille underminering af sammenhængskraften. For hvis 'alle andre' gør det, kan jeg så ikke også? Vi så det under corona, hvor Mette Frederiksen sagde, at der ikke var grund til at hamstre, men da først nogle begyndte at hamstre, gjorde andre det også. Det giver en dominoeffekt. Har du selv oplevet at miste noget, som folk så har afleveret tilbage til dig? Jeg har både oplevet at tabe noget, hvorefter en kom løbende og sagde: Du tabte det her, og jeg har haft et dankort siddende i en parkeringsautomat, hvor nogle ringede og sagde, at de havde fundet det. Tryk for at læse mere
Nr. 47
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Aldersmyten er forkert. Seniorer indtager arbejdsmarkedet som aldrig før Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 18:00:00
Debatten om alderisme, senest i Kristeligt Dagblad den 24. november, rammer et vigtigt, men også ufuldstændigt billede af seniorernes rolle på arbejdsmarkedet. For selvom fordomme stadig spænder ben for nogen, viser virkeligheden et langt mere nuanceret og opløftende mønster: Aldrig før har så mange seniorer været i job, og deres betydning for arbejdsstyrken vokser år for år. Faktisk er antallet af beskæftigede mellem 60 og 74 år næsten fordoblet siden januar 2010 – fra godt 200.000 personer til knap 400.000 i august 2025. Det er en markant udvikling, som viser, at flere og flere vælger at blive længere på arbejdsmarkedet. Og det sker i alle landets kommuner. Der er dog store forskelle kommunerne imellem. Det er ikke overraskende, at det er i kommuner som Allerød og Gentofte, at andelen af 60-74-årige i job er højst. Her er næsten halvdelen af de 60-74-årige i job, mens det er knap 3 ud af 10 i Lolland og Langeland Kommuner. De forskelle skyldes blandt andet forskelle i uddannelsesniveau, helbred og jobmuligheder. Når det gælder udviklingen gennem de seneste 15 år, er det kommuner som Ballerup og Hedensted, der har haft de største forholdsmæssige stigninger i andelen af 60-74-årige i job med stigninger på 20 procentpoint siden 2010. En højere efterløns- og pensionsalder, bedre helbred, konjunkturerne, styrkede økonomiske incitamenter til at forlænge arbejdslivet, fleksible seniorordninger og behovet i virksomheder og på de offentlige arbejdspladser for at få de mest erfarne medarbejdere til at blive længere, har samlet set forlænget arbejdslivet for mange. Uden internationale medarbejdere og seniorerne havde manglen på arbejdskraft været meget større. Det er dog ikke kun højere efterløns- og pensionsalder og behovet for arbejdskraft, der skubber udviklingen i den rigtige retning, men også en begyndende kulturforandring, hvor der er en stigende erkendelse af, at alder og erfaring er en styrke og ikke en begrænsning. Potentialet for at få endnu flere seniorer til at blive på arbejdsmarkedet er stort, og der er stadig plads til forbedringer. På de enkelte arbejdspladser handler det blandt andet om at se på mulighederne for at indrette arbejdet, så det passer til både den enkelte seniormedarbejder og naturligvis også den enkelte arbejdsplads. Samtidig skal man tage samtalen med seniormedarbejderne med fokus på, hvad der skal til for at få dem til at blive længere, frem for hvornår de har tænkt sig at stoppe. Der er dog fortsat en del seniorer, der oplever, at de bliver fravalgt til et job kun på grund af deres alder. Det er afgørende, at det er kompetencer, kvalifikationer og ikke alder, der afgør, om man er den rette profil til en ledig stilling. Selvom vi ikke er i mål på det felt, er der dog tegn på, at det så småt begynder at gå i den rigtige retning. De seneste tal fra jobindsats.dk viser, at fra den 1. juli 2024 til 30. juni 2025 faldt antallet af personer i alderen 18-59 år, der fik nyt job, med godt 18.000 i forhold til de foregående 12 måneder. Men godt 2000 personer over 60 år fik et nyt job i samme periode. Seniorerne er ikke fortidens arbejdskraft, men en del af nutidens og fremtidens løsning, hvis vi vel at mærke formår at gribe muligheden. Kim Møller Laursen er beskæftigelsespolitisk chefkonsulent hos fagforeningen Lederne. Tryk for at læse mere
Nr. 46
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det ser trist ud for Socialdemokratiet. Men vent med at skrive Mette Frederiksens politiske nekrolog Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 18:00:00
Kommentatorer hele vejen rundt er i disse dage godt i gang med at skrive nekrologer over Mette Frederiksens (S) politiske virke oven på Socialdemokratiets sløje valgresultat til kommuner og regioner tidligere på måneden. Og der er god grund til at have løftede øjenbryn, når det store gamle arbejderparti skal evaluere: Langt færre borgmesterposter (både end sidst og end Venstre), langt færre vælgere (faktisk største tilbagegang af alle partier) og et farvel til formandsposterne i både Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Trist ser det ud. Ugen efter landede den første måling fra Voxmeter/Ritzau med et kongeblåt flertal. Altså et rent blåt flertal til højre for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens selverklærede midterparti, Moderaterne. Midten bliver frejdigt erklæret død, det kommende folketingsvalg tabt og Mette Frederiksen fortid. Det kan alt sammen ende med at blive rigtigt. Men ikke nødvendigvis, for så enkel er politik så langt fra. Vi kan dykke ned i historien og se på, hvad erfaringen viser os. Og vi behøver faktisk ikke at gå særligt langt tilbage for at finde et fortilfælde. Det seneste folketingsvalg i 2022 blev holdt cirka et år efter kommunalvalget, og med Socialdemokratiets ringe valgresultat og den kommentatoriale enighed om, at det vil fortsætte nedad, så er et godt gæt, at vi kommer tæt på et år mellem valgene igen. Statsministeren er simpelthen nødt til at have tid til at ændre folks opfattelse af hende selv og af hendes parti, inden hun kalder os alle sammen til stemmeurnerne. Og hvordan gik det så sidst? Jo, Socialdemokratiet fik faktisk også vælgertæv ved kommunalvalget for fire år siden. Alligevel gik partiet frem ved det efterfølgende folketingsvalg og fik sit bedste valg i mere end 20 år. Liberal Alliance blev næsten udslettet af det kommunale danmarkskort, men fik sit flotteste folketingsvalg i partiets historie året efter. De Konservative stormede frem kommunalt, men mistede to mandater til folketingsvalget, Enhedslisten fik sågar sit bedste kommunalvalg nogensinde og det dårligste folketingsvalg i 15 år året efter, mens De Radikale kun gik lidt frem lokalt og fik deres værste folketingsvalg siden 1990. Det er næsten unødvendigt at tilføje mere. Men bare for at skære det ud i pap: Alt kan stadig ske. Og så har jeg ikke engang medtaget, at vi ved kommunalvalget for fire år siden ikke engang kendte til Moderaterne og Danmarksdemokraterne, der begge marcherede sejrrigt ind på Christiansborg med henholdsvis 16 og 14 mandater mindre end et år senere. Ved valget til næste år har vi Lars Boje Mathiesens Borgernes Parti med for første gang. De undlod klogeligt at stille op til kommunalvalget, men udskød vælgerpremieren til folketingsvalget, hvor partiformanden kan være i centrum. Skulle enkelte stadig være i tvivl om, at alt kan ske til folketingsvalget næste år, vil jeg henlede opmærksomheden på året 1998, hvor både meningsmålinger og politiske æggehoveder var enige om, at SR-regeringen ville tabe magten. Men daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen førte en hård – og til tider ensom – valgkamp, og han blev ved, til han havde talt med den sidste vælger. Nærmest pinligt og patetisk fremstod hans roseuddelinger på gågaderne, der blev vist i fjernsynet. Der bredte sig en stemning af, at det var synd for manden, at han ikke bare indså realiteterne og gav op. Men da stemmerne var talt sammen, var der lige akkurat ét mandats flertal bag Nyrup, og han blev siddende i Statsministeriet en valgperiode mere. Selvfølgelig kommer der ikke et stemningsskifte af sig selv. Der skal arbejdes på det. Og Socialdemokratiet skal i gang med en dyb analyse af, hvorfor de fik så læsterlige klø den 18. november. Og det er vigtigt, at de ikke forfalder til søforklaringer som, at det er mediernes skyld, de andre partiers skyld eller noget i den dur. Socialdemokratiet gik frem i Aarhus og på Frederiksberg. De kan altså godt få flere vælgere i de store byer. De gik også frem i Rebild, og de fik over halvdelen af stemmerne i Holbæk. Så de kan åbenlyst også få opbakning i provinsen. Måske de lokale politikere ikke hele tiden skældte vælgerne ud i de byer, sådan som Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye og andre socialdemokratiske ministre har for vane. Måske de er mere til dialog og mindre magtarrogante. For det sidste klæber til partiet. Socialdemokratiets normale venner i SF og Enhedslisten har da også givet dem nogle lærestreger rundt om i landet. Lad være med at tage os for givet, er budskabet, når de sammen med de borgerlige vælter socialdemokratiske borgmestre. Et godt råd, der både gælder samarbejdspartnere, men også vælgere. Tag intet for givet. Men lyt til signalet fra vælgerne, og tal med dem om de problemer, de oplever i deres hverdag. Så kan det folketingsvalg måske stadig vindes. Der er i hvert fald ingen grund til at skrive Mette Frederiksens politiske nekrolog på forhånd. Politisk set skrives på skift af Jacob Bruun, direktør i rådgivningsvirksomheden Bruun Advisory og tidligere Venstre-rådgiver samt Simon Emil Ammitzbøll-Bille, direktør i mediebureauet New Old Media samt tidligere folketingsmedlem og minister. Tryk for at læse mere
Nr. 45
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristeligt Dagblad mener: De svageste har krav på lægehjælp derhjemme. I dag er det alt for tilfældigt Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 18:00:00
Mange læger ønsker ikke at bruge deres liv uden for Danmarks store byer – og slet ikke blandt de allermest udsatte patienter. Men der er også gode eksempler. Jannik Falhof fra Grenaa er en af de alment praktiserende læger, der opsøger de borgere, som har det sværest i byen. Onsdag kunne man i Kristeligt Dagblad læse om, hvordan han – og andre – besøger mennesker, som har psykiatriske lidelser eller på anden måde lever på kanten af samfundet og ikke kan klare sig selv. Han går en slags stuegang i folks hjem månedligt – og har gjort det i fem år. Den slags stuegang er en mangelvare. Alt for mange steder i landet sidder danskere derhjemme, som har brug for hjælp, men som ikke får det. Ofte skyldes det, at de er for svage til selv at søge hjælp eller ikke selv forstår, at de har brug for hjælp. Hvordan kan man få flere læger ud til de allersvageste? Egentlig burde besøgene hos de socialt udsatte følge af lægeløftet, hvor man sværger, at man "stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse". Det ligger dybt i velfærdsstatens og kristendommens pligtforståelse, at man også er blandt de laveste og gør, hvad der skal til, for at løfte deres liv. Men når det nu ikke altid sker, og mange læger ikke synes, at løftet om at hjælpe den fattige som den rige nødvendigvis betyder, at man skal opsøge dem derhjemme tilstrækkeligt ofte, må man overveje andre muligheder. Det er oplagt, at honorarsystemet bør indrettes sådan, at en læge får motivation til at besøge den fattige. Det kræver naturligvis mere arbejde med de svageste borgere end med en influenzapatient. Og det skal afspejle sig på en ordentlig måde. Forhåbentlig kommer der en ændring på den front i den sundhedsreform, som ventes at være klar i 2027. Det indgår i hvert fald i drøftelserne. Men man må også overveje, om man kan skrive en besøgspligt ind i reglerne, som sikrer opsøgende arbejde med passende mellemrum hos de meget syge. Måske kan det i nogle tilfælde løses af andre faggrupper eller frivillige. Det går i hvert fald ikke, at man kører videre som hidtil. I dag er det for tilfældigt, om de svageste får den nødvendige hjælp derhjemme. Indtil det ændrer sig, varmer det at vide, at folk som Jannik Falhof tager udfordringen op uden gulerødder, pisk eller regler. Og han er ikke alene. Deep End Denmark er et netværk af 100 praktiserende læger, der arbejder i belastede områder på tværs af hele landet. De mennesker yder en indsats, man må tage hatten af for. Tryk for at læse mere
Nr. 44
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Fransk hærchef møder enorm kritik efter udtalelse om, at Frankrig skal være parat til at miste sine børn Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 15:58:00
Ret beset har Fabien Mandon ikke ordret talt om moralsk oprustning. Men det var stærkt beslægtede tanker, Frankrigs øverste hærchef gav udtryk for i sidste uge i en tale til de franske borgmestres landsmøde, hvor han var inviteret til at tale om sikkerhedssituationen i Frankrig. Den er, sagde han, præget af Ruslands hensigt om at angribe Natos ydre grænser. "Den franske hær skal være klar til et angreb inden for de næste tre til fem år. Samlet set er europæerne stærkere. Men det, vi mangler, er sjælestyrke. Vi skal være parate til at lide for at forsvare det, vi er," sagde generalen til de franske borgmestre. EU-Kommissionens mål er allerede, at de europæiske landes forsvar skal være parate til at modstå et angreb i 2030. Men i Frankrig har Fabien Mandons ord udløst et ramaskrig, især fordi generalen understregede, at Frankrig skal være villig til at miste soldater. "Hvis Frankrig ikke er rede til at miste sine børn – for det er det, det handler om – og lide økonomisk for at give oprustningen forrang, så er vi i fare," sagde han til borgmestrene. Især har hans ord om mulige dødstab vakt opsigt. Fra både det yderste venstre og det yderste højre har de politiske ledere skudt med skarpt mod generalen, som beskyldes for at være krigsgal og oppiske en ubegrundet krigsstemning. "Frankrig er rystet," lyder det fra den kommunistiske leder, Fabien Roussel, der fordømmer det, han kalder for "krigsgal retorik". "Vi vil ikke miste ét eneste af vore børn, hverken her eller i udlandet. Men i Paris og Berlin fremstiller man krigen som uundgåelig," sagde Fabien Roussel ifølge BFM-TV ved et møde i Marseille. Og også på den nationalistiske højrefløj har reaktionerne været skarpe. "Det er en skandale," raser den nationalkonservative frontfigur og tidligere minister Philippe de Villiers. "General Mandon siger, at sjælestyrke handler om at forsvare Ukraines grænser og Ukraines selvstændighed. Jeg siger, at det handler om at forsvare Frankrig, Frankrigs uafhængighed og Frankrigs grænser," siger han på tv-stationen CNews, hvor han kæder sin kritik af generalen sammen med præsident Emmanuel Macrons løfter for nylig om at levere 100 franske Rafale-jagerfly til Ukraine. "Det vil gøre Frankrig til en krigsførende part i Ukraine," mener han. Andre, som Marine Le Pens nationalkonservative parti, National Samling, men også den yderste venstrefløjs Jean-Luc Mélenchon, kritiserer snarere general Mandon for at overskride sine beføjelser og udtale sig om et spørgsmål, som de mener er en rent politisk beslutning. "General Mandon overdriver, men især har han ikke legitimitet [til at udtale sig om, hvilke lande Frankrig skal betragte som en fjende]," siger Sébastien Chenu fra National Samling på tv-stationen LCI. Fra det republikanske parti, LR, kritiseres Emmanuel Macron omvendt for at udnytte hærlederen til at fremme sin egen dagsorden, herunder at "maskere sine egne katastrofale resultater ved at skræmme befolkningen", som medlem af Europa-Parlamentet for LR, Christophe Gomart, har formuleret det ifølge magasinet Valeurs Actuelles. Men budskabet er det samme: Rusland udgør ikke en trussel, som Frankrig skal forberede sig på. Dermed torpederer den hjemlige debat Emmanuel Macrons europæiske position. Den franske præsident har netop stillet sig i spidsen for "de villiges koalition", som lover at garantere Ukraines sikkerhed efter en fredsaftale. Han var blandt de første til at tale for en styrkelse af de europæiske landes forsvar. Polemikken om viljen til at ofre soldater på slagsmarken kommer, netop som præsidenten håber at genindføre en form for værnepligt, der blev afskaffet i 1996. Premierminister Sébastien Lecornu – forsvarsminister indtil for godt to måneder siden – håber at forhøje forsvarsudgifterne i næste års finanslov, mens alle andre ministerier opfordres til at spare. Fra Sydafrika, hvor han deltog i G20-topmødet, har Emmanuel Macron bakket op om sin hærchef og kritiseret "en debat med politiske bagtanker" i et klima af politisk ustabilitet og et voksende pres for at få ham til at træde tilbage. Men den franske polemik illustrerer især, at jo længere et land er fra Rusland, jo mindre er frygten for den russiske trussel. Kun 22 procent af franskmændene og 20 procent af spanierne og italienerne ser Rusland som den vigtigste trussel mod landet, hvorimod 62 procent i Danmark og 57 procent i Litauen svarer ja til spørgsmålet, ifølge en YouGov-undersøgelse fra oktober. 75 procent af den franske befolkning er ganske vist utryg ved Rusland. Men kun 35 procent af Marine Le Pens vælgere støtter Frankrigs deltagelse i "de villiges koalition", mens tallet er 57 procent på den yderste venstrefløj og 75 procent blandt centrum-højre-partierne, ifølge en meningsmåling fra september. Emmanuel Macron og regeringens talsmand, Maude Bregeon, har lovet, at der ikke bliver tale om at sende franske soldater i krig i Ukraine. Selv har hærchefen undskyldt, at hans udtalelser kan have vakt frygt i befolkningen. Men han har intet trukket tilbage. "For at kunne imødegå en trussel, skal man være beredt," gentager han på tv-stationen France 5. Tryk for at læse mere
Nr. 43
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Italien vil straffe kvindedrab med livstid Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 14:25:00
Det var et enstemmigt italiensk parlament, der tirsdag vedtog en særlig lov, som skal bekæmpe vold mod kvinder og kvindedrab. Fremover vil drab på en kvinde udløse en automatisk livstidsdom i Italien, hvis drabet er motiveret af kønsdiskrimination, had eller for at undertrykke offerets frihed, skriver blandt andre BBC og Der Spiegel. Ifølge det italienske medie TG24 er en livstidsdom den hårdeste dom i det italienske retssystem. Livstid defineres i den italienske straffelov som "evigt gældende". Siden 2013 har det været muligt for livstidsdømte at anmode om en revision af deres dom efter 24 års afsoning. Landets premierminister, Giorgia Meloni, kalder loven for "et vigtigt tegn på politisk enhed mod den barbariske vold mod kvinder". Vold mod kvinder har længe været et betændt emne i Italien. Sidste år registrerede det italienske indenrigsministerium 113 drab på kvinder. 61 af dem blev begået af kvindernes nuværende eller tidligere partnere. Særligt et voldsomt drab på den kun 22-årige Giulia Cecchettin begået af hendes ekskæreste sendte chokbølger gennem landet i 2023. Sagen fik stor mediebevågenhed, mens politiet jagtede gerningsmanden, men det var en kommentar fra offerets søster, der fik det italienske folk til at kræve forandring. Manden, der havde slået 22-årige Giulia Cecchettin ihjel, var nemlig ikke et monster, lød det fra hendes 25-årige søster, Elena Cecchettin. Hun gav i stedet den mandschauvinistiske kultur skylden og kaldte ham en "sund søn" født i et "dybt patriarkalsk samfund gennemsyret af voldtægtskultur". Der har siden drabet på Giulia Cecchettin været flere demonstrationer, og nu altså en ny lov, der med truslen om en livstidsdom skal virke afskrækkende, skriver BBC. Den nye lov gør Italien til det fjerde EU-land, der anser drab på kvinder som en særskilt forbrydelse. De andre lande er Cypern, Malta og Kroatien, der har indført lignende love siden 2022. Kristeligt Dagblad har tidligere beskrevet, at en kvinde på verdensplan bliver dræbt af en partner eller et familiemedlem hvert 10. minut. Også i Danmark er gerningsmanden ofte en kæreste eller ekskæreste, når en kvinde bliver dræbt, og partnerdrab er den drabstype i Danmark, der oftest forekommer. I år har den danske regering fremlagt et lovforslag om at skærpe straffen for partnervold, voldtægt og partnerdrab med 50 procent. Det betyder for eksempel, at en person, der i dag vil blive idømt 40 dages fængsel for vold mod sin ægtefælle, vil kunne forvente en fængselsstraf på 60 dage, når loven træder i kraft. Tryk for at læse mere
Nr. 42
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Trumps besked til Zelenskyj og Putin er klar: Find selv ud af det Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 12:45:00
Torsdag var egentlig en deadline. Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, skulle sige ja til den amerikanske præsident Donald Trumps plan for fred i Ukraine. Den frist er nu udskudt. Trumps fredsmission for Ukraine virker på den ene side uendelig, men er omvendt også en føljeton, der producerer den ene nye episode efter den anden med få dages mellemrum. Denne uge er ingen undtagelse. Om det efter gammeldags ugebladsføljeton-tradition til sidst ender med en samlet roman, må tiden vise. Som læser kan man tvivle. Skulle en ugebladsføljeton i tidligere tider sælge ugeblade, så var sladder et velkomment krydderi, og det har denne uge også bragt. Det amerikanske nyhedsmedie Bloomberg har offentliggjort en udskrift af, hvad der angiveligt er en samtale mellem Trumps særlige udsending, Steve Witkoff, og hans russiske forhandlingsmodpart, Jurij Ushakov, hvor førstnævnte fortæller sidstnævnte, hvordan Putin kan "sælge" en fredsplan om Ukraine til Trump. Rådet skulle være at rose Trumps 20-punktsplan for Gaza og meddele, at noget lignende kunne lade sig gøre for Ukraine. Noget kunne tyde på, at Ushakov har taget noter fra den samtale. Man kan naturligvis godt lade sig forarge af, at Witkoffs besnakken af Kreml er så kluntet, men inden ens forargelse for alvor tager over, kan man til dels godt lytte til Det Hvide Hus' kommentar. Herfra lyder det, at Witkoff blot udførte sin opgave: at skaffe Trump en fred i Ukraine. Den del er korrekt, for det er det, diplomater og udenrigspolitiske rådgivere gør – holder fokus på opgaven og dens mål. Det indebærer et utal af dialoger, hvor man inden for sit opdrag gør, hvad man bedst kan, for at løse opgaven. Witkoff er forretningsmand samt Trumps golfpartner og ikke en erfaren diplomat, hvorfor fodfejl på det personlige plan kan undskyldes. Det samme gælder ikke på det politiske plan, hvor samme Witkoff har været instrumentel i at udarbejde en "fredsplan", der er dømt til at ende i en blindgyde. I det sidste ligger en af nøglerne til at forstå den sidste tids diplomatiske manøvrer fra Ukraine, EU, Rusland og såmænd også USA's udenrigsminister, Marco Rubio. Nøglen er som sagt, at "planen" er dødsdømt på forhånd og vil lide sin død i en blindgyde. På mellemmenneskeligt plan ville man måske i sådan en situation blot trække på skulderen og ikke tage mere notits af en sådan dødssejler. Sådan er det ikke i international politik i en tid præget af hyperpolitik, hvilket er karakteriseret ved, at politik fylder mere og mere og omvendt fører til færre og færre egentlige politiske resultater. Den realitet førte til, at Ukraine i første omgang ikke brutalt afviste 28-punktsplanen, men omfavnede den og i weekenden fik den skåret ned til en 19-punktsplan sammen med Rubio, som man kan tiltro er sig bevidst om, at Witkoff har landet et makværk, som man så må reparere på. Opgaven er jo uændret: fred til Trump. EU plus Storbritannien gik samme vej og havde oplevelsen af en lille sejr i at have haft indflydelse på justeringen af Trumps plan til fordel for Ukraine. Volodymyr Zelenskyj udtrykte først på ugen både ønske og forhåbning om et møde med Donald Trump om planens sidste detaljer, hvorved Ukraines målsætning var at stå med Trump i Det Hvide Hus og præsentere det som en fælles fredsplan – en plan pænt skrællet for de mest Rusland-venlige punkter. Dynamikken skulle efter den ukrainske og europæiske drejebog herefter være, at Putin ville få udstillet sin uvilje til fred. Over for Trump. Den oprindelige plan er som nævnt en dødssejler, hvilket man ved i Ukraine, Kreml, Europa og i en del politiske kredse i USA – også blandt Trumps egne republikanske partifæller. Så hvorfor gå ombord i en dødssejler? Det handler om relationer i en nutid, hvor hyperpolitik sætter en væsentlig ramme for internationale relationer. Dødssejleren vil nødvendigvis støde på grund, og her er det i nutidens verden vigtigt, at man selv står på rette sted, når det sker, og kan påpege, hvem der bærer skylden herfor. Det kan i dette tilfælde ikke blive Steve Witkoff, for så kaster man skylden på Trump. Ukraine og Europa ville udstille Putin. Med Trumps afvisning af et møde med Zelenskyj er den mission mislykkedes – for nu. Trump erklærede onsdag, at han først ville mødes med Zelenskyj og Putin, når parterne er tættere på en aftale om at afslutte krigen. Trumps egen dødssejler er billedligt talt sendt over Atlanterhavet til det gamle kontinent, hvor Europa nu kan overveje, om man har et skibsværft, der kan holde skibet flot en tid endnu. Fra russisk side konstaterede udenrigsminister Sergej Lavrov tørt, at hvis ånden – i Ukraine vil man sige spøgelset – fra Trumps og Putins topmøde i Alaska i august er væk, så er der ingen plan. Det er Kremls måde at konstatere, at der er tale om en dødssejler. Føljetonen fortsætter, nye episoder kommer snart. Steve Witkoff skal i næste uge igen besøge Putins hof i Moskva, muligvis med deltagelse af præsidentens svigersøn Jared Kushner. Dan Driscoll, som er minister for hæren og ny Trump-rådgiver i fredsprocessen, skal til den ukrainske hovedstad, Kyiv. Så får vi nyt, men det ender ikke med fred inden jul. Tryk for at læse mere
Nr. 41
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Pave Leo fjerner latin som hovedsprog i Vatikanets administration Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 12:30:00
Alle dokumenter i Vatikanet skal ikke længere som udgangspunkt udarbejdes på latin. Det er del af de reformer, som pave Leo XIV netop har godkendt ifølge det britiske katolske medie The Catholic Herald. Fra den 1. januar 2026 er latin hermed sidestillet med andre sprog som engelsk, fransk, spansk og italiensk. Sidstnævnte er det mest udbredte sprog i Vatikanets administration. Kravet om "gode kendskaber til latin" er også blevet fjernet fra de nye regler for Vatikanets ansatte. Fremover vil der kun være krav om gode kendskaber til italiensk og ét andet sprog. Latin er dog stadig et vigtigt sprog i Vatikanet, og det er i kirkerne også muligt at holde messe på latin, hvis man får tilladelse til det. At latin er et truet sprog, også i Vatikanet, har flere paver været optaget af. Pave Benedikt XVI, der blev pave i 2005, forsøgte aktivt at styrke brugen af sproget og nedsatte en afdeling i Vatikanet til formålet. Da samme pave i 2013 annoncerede, at han trådte tilbage før sin død, som den første pave i 600 år, gjorde han det på latin. Kun én enkelt journalist, der var til stede i Vatikanets presserum, forstod de latinske ord og kom derfor først med nyheden om pavens afgang. Det var den italienske journalist Giovanna Chirri fra det italienske nyhedsbureau ANSA. Pave Leo XIV's forgænger, pave Frans, erkendte sprogets tilbagegang og fravalgte latin som fællessprog ved en synode i 2014, da 200 biskopper fra hele verden var samlet. I stedet blev synodens fællessprog italiensk. Selvom gode latinkundskaber ikke længere er et krav til ansatte, kommer der med pave Leo XIV's reformer fra den 1. januar andre krav, skriver The Catholic Herald. Administrative medarbejdere skal, ligesom gejstlige medarbejdere altid har skullet, opretholde "eksemplarisk religiøs og moralsk adfærd, herunder i deres privatliv og familieliv, i overensstemmelse med kirkens lære". Der må på de enkelte kontorer heller ikke ansættes nære slægtninge til nuværende medarbejdere, og ansøgere skal have en "levende forpligtelse på den katolske tro", "sund moral" og en ren straffeattest. Tryk for at læse mere
Nr. 40
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Opfordring til minister om DR’s troværdighed: ”Lad være med bare at henvise til armslængdeprincippet” Tryk Her
Indsat Onsdag d. 26. November, 2025 08:30:00
En dokumentarudsendelse, der blev kasseret på grund af overdrevne og udokumenterede påstande om dansk udnyttelse af grønlandske råstoffer. En underskriftindsamling, som med godt 30 DR-medarbejderes støtte konkluderede, at Israel har begået folkedrab i Gaza. Et mangfoldighedsteam, der skal registrere kilder efter køn og etnicitet. Gang på gang har DR – landets største medievirksomhed med et årligt budget på 3,7 milliarder kroner – det seneste år været i modvind og under skarp beskydning for manglende objektivitet og politisk slagside, typisk med en hældning til venstre. Og selvom kritikken har været rejst adskillige gange i både Folketinget og den offentlige debat, er den ikke lukket. Onsdag skal kulturminister Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne nemlig i samråd, indkaldt af Liberal Alliances Katrine Daugaard, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard samt Danmarksdemokraternes Søren Espersen. Her skal ministeren svare på, om DR på troværdig vis lever op til public service-kontrakten og leverer "alsidigt indhold, der upartisk understøtter borgernes handleevne i det danske folkestyre og styrker dansk kultur og sprog", og Katrine Daugaard fra Liberal Alliance har et overordnet ønske til ministeren: "Lad være med bare at henvise til armslængdeprincippet," lyder det fra Liberal Alliances kulturordfører med henvisning til princippet om, at man som politiker ikke skal blande sig i konkrete programmer og redaktionelle beslutninger. "Jeg vil gerne høre, hvad han selv mener om DR's troværdighed og public service-forpligtelse. Det er trods alt os som politikere, der står bag public service-kontrakten, så han må naturligvis gerne have en holdning til, hvordan DR lever op til den," siger Katrine Daugaard. Det er langtfra første gang, at DR er i modvind. I 1976 stiftede folketingspolitikeren Erhard Jakobsen (CD) foreningen "Aktive Lyttere og Seere", som minutiøst fulgte en lang række af DR's udsendelser for at dokumentere, at de "røde lejesvende" igen og igen stod bag programmer med en venstreorienteret slagside. Men det moderne mediebillede har kun understreget behovet for, at DR tager kritikken til sig, mener Katrine Daugaard. "Dengang havde DR et monopol, mens man i dag har et helt andet og langt mere varieret mediebillede. Jeg tror ikke, at de unge i dag kan forventes i fremtiden pr. automatik at ville betale til DR. De orienterer sig langt bredere, og hvis DR ikke forstår at imødekomme det, kan man jo spørge sig selv, hvorfor vi overhovedet skal have et public service-medie," lyder det fra Katrine Daugaard, som overordnet mener, at tiden er inde til et opgør med den måde, DR fungerer og finansieres på. "Vi hører jo fra Bjarne Corydon, DR's generaldirektør, at danskerne er glade for DR. Hvis det passer, burde det jo ikke være et problem at ændre systemet, så man ikke længere er tvunget til at betale til DR, men selv kan vælge det til," siger Katrine Daugaard. Kristeligt Dagblad har bedt kulturminister Jakob Engel-Schmidt om en kommentar til Katrine Daugaards kritik, men ministeren vil ikke udtale sig før samrådet. Tryk for at læse mere
Nr. 39
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Lars Kruse skulle famle lidt i livet, før han fandt vej og blev præst: At se mennesker vokse giver mig glæde Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 19:00:00
Fra sit arbejdsværelse i præsteboligen ved Herstedøster Kirke på Københavns Vestegn kan sognepræst Lars Kruse skue over til kirkegården. Dagligt overværer han familier til de begravede komme og gå. De lægger blomster, sørger og glædes. Og det rører ham. Mange af de besøgende har Lars Kruse døbt, konfirmeret eller viet i de 24 år, han har været sognepræst her. Efterhånden kender han – vil han tro – historien om mennesket bag hvert fjerde navn på gravstenene. "Når man er præst så længe et sted, sætter man rødder. Folk her i sognet er noget ganske særligt, og det har affødt mange refleksioner at få lov til at møde dem i deres tanker, meninger og tro," siger Lars Kruse. Han nævner som eksempel en nybagt far, der inden dåben af sin datter fortalte, at han havde Jesus på hjertet. Manden trak dernæst op i trøjen og afslørede en tegning af Jesus tatoveret over brystet. "Mange her er ganske umiddelbare i deres forhold til Gud. Det synes jeg er befriende." Når Lars Kruse fra kirkeårets begyndelse er ny skribent på Kristeligt Dagblads bibelrefleksion, "Ordet", er det med udgangspunkt i møderne med sognebørnene og de refleksioner, de har affødt i ham, at han vil skrive de daglige tekster, fortæller han. "Jeg håber, at jeg kan tilbyde et par minutter i kristen refleksion. En lille stund med Jesus. Og så vil jeg forsøge at afslutte mine tekster på en måde, der peger mod bøn og videre eftertanke," siger han. Ikke den slags bøn, hvor man folder hænderne og bøjer hovedet. Men en underliggende bøn i det daglige liv og handlinger. "På en måde er hele vores liv en bøn – når vi bliver ved med at stå op hver morgen for at tage fat og være noget for andre. Den slags hverdagens bøn håber jeg, teksterne kan fordre til," siger han. Kirkegårde har en særlig betydning for Lars Kruse. Det hænger efter al sandsynlighed sammen med, at han tidligt blev faderløs, fortæller sognepræsten, der er ny skribent på Kristeligt Dagblads "Ordet". Foto: Emil Nicolai Helms Bønnen har altid fyldt i Lars Kruses liv. Han husker, hvordan hans mor ofte tyede til den i barndomshjemmet i Middelfart, efter at familien mistede faderen i en ulykke, da Lars Kruse blot var seks år. "Min mor passede selv min fars grav, og jeg husker søndage, hvor vi tog på kirkegården, og vi børn rendte og legede. Også af den grund er kirkegården blevet et sted med særlig betydning for mig." Som ung havde han alligevel næppe forestillet sig, at fremtidens arbejdsliv skulle foregå med udsigt til en kirkegård. Han drømte om at blive tømrer, men en dårlig ryg fik drømmen til at smuldre. Lidt rodløst flakkede han rundt i sit unge liv, før et spørgsmål fra en tilhører, der havde overværet Lars Kruse holde oplæg i den lokale KFUM-forening, fik noget til at dæmre i ham: Hvorfor læser du ikke til teolog? Teolog blev han, før han dernæst blev ansat som underviser og hjælpepræst ved institut for diakoni og sjælesorg på Kolonien Filadelfia i Dianalund fra 1991 til 2001. Et årti, som han i dag kalder sit mest formative. "Det var meget lykkeligt for mig, og jeg fik mulighed for at møde mennesker med stor åndelig erfaring. Flere af dem blev en slags læremestre, herunder den norske Tor Johan Grevbo, som er et fyrtårn for traditionen for sjælesorg," siger Lars Kruse. "Han sagde blandt andet, at tro består af 24 timers tvivl iblandet et kvarters tro. Det satte sig i mig – at det modsatte af tro ikke er tvivl, men ligegyldighed. Og at tvivlen ikke er én, man bør forkaste, men lytte til, for den har noget at sige os." Sognepræst Lars Kruse drømte oprindeligt om at blive tømrer, men en dårlig ryg satte en stopper for den drøm. Foto: Emil Nicolai Helms Selvom Lars Kruse trods tvivlen senere skulle blive sognepræst på fuldtid, har han ikke sluppet lærergerningen, og i knap otte år har han været timelærer ved Pastoralseminarieuddannelsen. "Det er nok muligheden for at se mennesker vokse, som giver mig glæde. Det her med at kunne sige: I skal ikke tro på det samme som mig, men finde ud af, hvad I tror på." Når Lars Kruse ikke arbejder med ånd, kan han lide at arbejde med hånd, og de knuste tømrerdrømme har fået lidt ben at gå på i sommerhuset ved Storebælt, hvor han nyder at renovere og bruge tid med sin kone og deres børn, svigerbørn og børnebørn. Tiden med familien fylder det meste ud over kirken, siger han, men de to ting har i øvrigt altid været et sammensmeltet stykke for ham. Tabet af hans egen far var i høj grad det, der formede hans teologi, siger Lars Kruse. Som barn spillede det ind i hans gudsbillede, for med ét havde han to fædre i Himlen, som hans mor formulerede det. Selv beskriver Lars Kruse sin egen teologi som forholdsvis konservativ. Han er ikke den, der ønsker at ændre dåbsliturgien eller foretage andre store teologiske ændringer, og han mener, at teologiens opgave er at stille de spørgsmål, det moderne menneske har brug for at reflektere over, snarere end at finde svar. "Jeg er optaget af, hvordan teologi kan være til trøst og lindring, og som præst forsøger jeg med mine prædikener at ramme det, der gør godt i mennesket, frem for det rigtige," siger han. "Der findes noget meget fascinerende i menneskers længsler, tanker og tvivl. Det er, når vi træder ind i en dialog, hvor man ikke tilbyder svar, men nysgerrigt lytter til et andet menneske, at noget nyt kan vokse." Tryk for at læse mere
Nr. 38
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Mange af beboerne i ”dødens gade” går ikke til lægen. Så lægen kommer til dem Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 19:00:00
Han har så mange abstinenser, at han knap nok kan tale, og han ryster. En yngre mand, han er i 40'erne, sidder ved sit stuebord en onsdag klokken 11.30. Foran ham står en tallerken med indtørret, urørt mad og en enkelt tom dåseøl. Han har ét ønske til læge Jannik Falhof, som ser forbi ham denne formiddag. Han vil gerne afruses og slippe for at have det så elendigt. Lægen tøver. Afrusning foregår med lægemidlet Risolid, og det kan være dødsensfarligt, hvis man drikker alkohol samtidig. "Kan du lade være med det?", spørger Jannik Falhof. Helst vil han indlægge manden, men manden vil være hjemme, så hvis han skal behandles, må det være her. Den syge mand bor i Fredensgade i Grenaa, hvor kommunen har 24 almennyttige boliger. Misbrug og psykisk sygdom er udbredt. Cirka halvdelen af beboerne har en bostøtte, stort set alle får hjemmepleje, og en social vicevært tilbringer en dag om ugen i Fredensgade. Og så er der alment praktiserende læge Jannik Falhof fra Lægefællesskabet Grenaa, der en gang om måneden går stuegang i gaden. "Vi når nogen med lægehjælp, som vi ikke nåede før," siger han om indsatsen. Social ulighed i sundhed er en stor politisk dagsorden, og mere lighed er en vigtig målsætning i den nye sundhedsreform. Jannik Falhof har gået sin månedlige runde i Fredensgade i cirka fem år. Han er blandt de læger, som allerede længe har forsøgt at finde nye veje til at nå de værst stillede borgere. Kristeligt Dagblad fik lov at følges med ham en dag i Fredensgade for at se, hvem "de udsatte" er, og hvilken forskel det gør, når lægen kommer til dem, i stedet for at de skal gå til ham. Læge Jannik Falhof tilser fast meget udsatte og alkoholiserede personer i Fredensgade i Grenaa i et forsøg på at nå de grupper bedre, som ikke går til lægen. Foto: Martin Dam Kristensen Ikke uden kommunen De 24 boliger ligger i små huse af røde sten med tegl på taget. I hvert hus er der to lejligheder. Hele komplekset ser ud som en lille landsby, og beboerne er knyttet til hinanden som i et landsbyfællesskab, mange er gode naboer eller endda nære venner. Men forarmelsen er tydelig. Vinduer er dækket af pap, tilfældige stykker stof og ødelagte persienner. I ét hus er en lang revne i ruden repareret med gaffatape, foran et andet er cirka 25 dåser smidt på trappestenen. I Fredensgade i Grenaa bor mange udsatte borgere. Foto: Martin Dam Kristensen Foran hoveddørene står rollatorer og andre hjælpemidler. Jannik Falhof er læge gennem sygesikringen for nogle af beboerne, og hvad angår resten, har han aftalt med deres læger, at han kan se dem, når han er i Fredensgade. Den første, han besøger i dag, lever som regel med sine problemer, indtil Jannik Falhof kommer i gaden igen, for patienten vil helst ses af ham. Det er en mand med en psykiatrisk diagnose. Han sidder på gulvet i sin lejlighed med opspilede øjne. Han udstråler uro, taler hektisk, men hans ærinder i dag handler kun om kroppen. Han har ondt i ørerne og fødderne, det første skyldes propper af voks, og det andet slidgigt, forklarer lægen sin patient. Jannik Falhof henviser manden til en speciallæge og ordinerer en behandling med dryp og skyl af ørerne. Det er hjemmeplejen, som vil stå for ørerne, og den sociale vicevært holder øje med indkaldelsen til speciallæge. Så kan frivillige fra ngo'en Social Sundhed følge manden på hospitalet. "Samarbejdet med kommunen er essentielt," siger Jannik Falhof, for uden kommunen ville patienten næppe gennemføre nogen af behandlingerne. Lægen og kommunen samarbejder også, når afrusning foregår akut og i hjemmet. Helst skal den slags finde sted på et rusmiddelcenter eller hospitalet. Men nogle gange vil beboerne ikke af sted ligesom den yngre mand. Ham besøger Jannik Falhof nu. Faktisk fordi han mener, at netop denne mand er så godt fungerende, at han kan tale med en journalist. I gangen står en toiletstol. I stuen er to hjemmeplejere. Måske er det dem, der har serveret den urørte mad. Manden sveder. Hans øjne er våde. Han ser så forpint ud, at det med det samme står klart, at han ikke skal svare på spørgsmål fra en journalist. "Hvornår drak du alkohol sidst?", spørger lægen mildt. "For en time siden," svarer manden. Han har en "svær alkoholisk leverproblematik" foruden altså de akutte abstinenser, forklarer lægen. Han er i fare for at dø af sit forbrug. Jannik Falhof forlader sin patient for en kort bemærkning, for inden han kan give ham Risolid, må han undersøge, om hjemmeplejen kan se til manden tilstrækkeligt ofte, så behandling hjemme er forsvarligt. Om onsdagen holder KFUM's sociale arbejde café i et fællesrum, beboerne har. Der går lægen over nu, og en ældre mand opsøger ham. KFUM's ugentlige café i Fredensgade. Læge Jannik Falhof sidder for bordenden. Foto: Martin Dam Kristensen Manden vil lige præcis tale om Risolid, som han for en uge siden stoppede med. Han blev afruset efter en heftig periode med druk på grund af en personlig tragedie. "En flaske vodka plus 5-10 bajere om dagen, ikke?", siger han for at understrege, hvor galt den slags nedture kan gå. Men Risolid var næsten værre. Manden faldt og lå frysende på gulvet flere nætter i træk, alene og ude af stand til at komme op. "Jeg vil bare advare dig, for det har altså nogle bivirkninger, selvom det måske ikke er alle, der får dem," siger manden til lægen. Til journalisten siger han: "Det gør en stor forskel, at Jannik kommer her. Han har indlagt mig til afrusning flere gange, og han spørger af sig selv, om jeg vil. Han er så menneskelig og forstående. Han gider at lytte." Spekulerer på børnene Det handler også om afrusning hos Kristian Kraft, 61 år. I hans lejlighed er væggene plettede af snavs og gule af nikotin, men over hospitalssengen, der står i stuen, hænger en lamineret seddel med en advarselstrekant. "Denne seng er ren til næste patient. Den må ikke benyttes," står der på sedlen. Kristian Kraft bor i Fredensgade og er glad for både sit hjem samt lægen, der kommer fast i gaden. Foto: Martin Dam Kristensen Kristian Kraft vil skifte læge, fordi hans egen læge dagen før nægtede at udskrive Risolid. Lægen og Jannik Falhof har allerede korresponderet om Kristian Krafts medicin, og Jannik Falhof forklarer patienten baggrunden for, at den anden læge er bekymret. "Hvad får dig til at drikke, når du gør det?" spørger Jannik Falhof så. "Spekulationer ... om mine børn," svarer Kristian Kraft. Sidst Kristian Kraft så sin ene voksne søn, kunne han ikke kende sønnen. Det er flere år siden. Men på væggen hænger et lysskilt med tre navne, hans eget og de to børns. Kristian Kraft er udlært tømrer og har boet tre år i Norge og arbejdet i flere andre lande i Europa. Det var inden, han blev bistandsklient for cirka 10 år siden, og for seks år siden blev han førtidspensionist. Lige så længe har han boet i Fredensgade. Her har han det godt. Han kører ture i Grenaa i sin kabinescooter. Det kronhjortetrofæ, der også hænger over sengen, har han fået af en anden beboer, som har skudt den selv. Han er glad for sin bostøtte, og han tager opvasken og får en snak med hjemmehjælpen, som kommer tre gange om dagen. Lægen siger: "I de perioder, hvor du ikke drikker, er du ret velfungerende." Kristian Kraft svarer: "Men kommer jeg til at tænke på børnene ..." Hjemme hos borgeren Kristian Kraft i Fredensgade. Foto: Martin Dam Kristensen Dødens gade Jannik Falhof har fået afklaret med hjemmeplejen, at de kan holde øje med den yngre mand, så han begynder afrusning nu. I gangen ryster han tabletterne ud i hånden. Der er gået en time siden det første besøg. I mellemtiden er der kommet gæster. To kammerater er kørt fra Langeland og Aarhus for at besøge deres ven, som de har kendt, siden de alle tre var børnehavebørn. Kammeraterne er soignerede, ædru, pæne. Almindelige mænd, som de er flest. Besøget er planlagt, om end værten ikke vidste, at de kom i dag. De to mænd sidder i stuen med deres ven, men tager også pauser på trappestenen udenfor. De siger det ligeud: De er kommet for at se ham, inden det er for sent. "Jeg kalder det her for dødens gade," siger den ene og peger hen mod Grenaa Kirkegård, der grænser op til Fredensgade i hele gadens længde. Hans pointe er: Der er ikke langt derhen, hverken i den ene eller den anden forstand. Den anden mand siger om det liv, han har set forfalde, samtidig med at hans eget foldede sig ud: "Det er underligt at have en barndomsven, som er 30 år ældre end en selv." Ærligt svarer Jannik Falhof på journalistens sidste spørgsmål: Gør det nogen forskel, at lægen kommer her? "Det kan man håbe på. En stor del af vores indsats handler om at give en form for tryghed til nogen. Det er ikke altid optimalt for eksempel at afruses hjemme, men nogle gange er det, hvad der kan lade sig gøre. Så kan man lade være at gøre noget, men det er da bedre, at man trods alt prøver." Beboerne i Fredensgade er alle blevet spurgt, om journalisten måtte følges med lægen ind. Kun Kristian Kraft har ønsket at stå frem med navn og foto. Manden, som skulle afruses, fik kun de tabletter, lægen nåede at give ham. Da hjemmehjælpen kom lidt senere på dagen, var han begyndt at drikke tungt igen, og behandlingen blev stoppet. Tryk for at læse mere
Nr. 37
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sognepræst: Ja, Anna Juul er selvoptaget. Men hun er det på en vedkommende måde Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 18:00:00
Det fortælles om den tyske filosof Arthur Schopenhauer, at han engang vandrede rundt i en af Berlins parker, mens han gestikulerede voldsomt og talte ivrigt med sig selv. En gartner blev opmærksom på Schopenhauer og spurgte: "Sig, hvem er De i grunden?". Hvortil Schopenhauer svarede: "Hvis De kan fortælle mig det, vil jeg være Dem taknemmelig." Jeg kom til at tænke på den historie, mens jeg lyttede til "Selvoptaget" på P1 med forfatter og satiriker Anna Juul i dobbeltrollen som vært og som emne for podcasten. "Selvoptaget" handler nemlig om Anna Juul, som efter et 15-årigt forløb i psykiatrien er blevet udstyret med flere diagnoser, der peger i helt modsatte retninger. Det har bragt Anna Juul i vildrede om sig selv, men nu vil hun gå efter en klokkeklar personlighed og indre kerne. Måske havde Schopenhauer gjort det samme, hvis han havde levet i podcastens tidsalder. Det er nok mere tvivlsomt, om han havde grebet til samme metode som Anna Juul, som har besluttet sig for at tage alle de tests på internettet, der lover at fortælle hende, hvem hun er. Det lyder umiddelbart dødkedeligt. Navlepilleri og tests på internettet, er det en måde at lære sig selv at kende på? "Mennesket er ikke en traktat på to sider, min herre! Mennesket er en gåde," hedder det hos Anna Juuls mesterlige forfatterkollega Dostojevskij. Det må også gælde internetsider. Min gode kommentatorkollega Birgitte Stoklund kaldte i sidste uge "Selvoptaget" for sniksnak og spild af tid. Det kan man godt følge hende i. Alligevel er det nyeste afsnit ikke det rene tidsspilde. Her spørges der nemlig: "Er Anna psykopat?". Anna Juul har i hvert fald en vis forkærlighed for skurketyper. Hun har ligefrem skrevet en bog betitlet "Superskurk". Skurken er også et studium værd. Kender man ikke det skurkagtige i verden eller skurken i sig selv, kender man hverken verden eller sig selv. Efterhånden som Anna Juul gennemgik den test, der skulle vise, hvorvidt hun var psykopat, blev det klart, at Anna Juul havde alt for meget empati og samvittighed til at blive rubriceret som psykopat. Psykopater er ikke ligefrem tynget af ansvar og skyld, mens Anna Juul kunne have dårlig samvittighed i mange år. Anna Juul indhentede også ekspertbistand og ringede til Tine Wøbbe, retspsykolog og chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans, og spurgte, om der findes onde mennesker, eller er man grundlæggende et produkt af alt muligt lort, man har været igennem? Tine Wøbbe svarede, at hun var stødt på mange, for hvem det næsten var dømt til at gå galt med deres baggrund og opvækst, men der var også folk med en god baggrund, der alligevel havde en helt skæv og voldsom livsførelse. "Enten er det noget genetisk og medfødt, eller så er der noget, vi ikke forstår," lød det fra Tine Wøbbe. Ja, mennesket er dybest set en gåde. "Selvoptaget" er meget – også for meget – Anna Juul, og dog er der noget om og til os alle. Hvem er vi? Godt spørgsmål, som med fordel kan stilles til ham, som har skabt os. Tryk for at læse mere
Nr. 36
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Hvis lægerne vil nå landets mest udsatte borgere, skal de banke på deres døre Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 18:00:00
Det kræver overskud, når en alment praktiserende læge opsøger de mest udsatte patienter, frem for at patienterne skal komme til lægen. Men det kan gøre en stor forskel. Rune Jacobsen er læge i Kongevejsparkens Lægehus i Sønderborg. 200 meter derfra ligger herberget Alberta og Kirkens Korshærs varmestue, hvor han ofte er kommet til patienterne. En hyppig diagnose blandt hjemløse er skizofreni. Flere gange er det lykkedes lægen at skabe et tillidsforhold, så behandling med antipsykotisk medicin har erstattet heroin. "Der var for eksempel ham, som havde fornemmelsen af, at armene var ved at falde af, og som måtte lukke øjnene godt i, så de ikke trillede ud af hovedet. Heroin lindrede så dejligt. Men da jeg startede noget antipsykotisk behandling, så holdt de der kropslige fornemmelser jo op. Så blev heroin mindre vigtigt." Sådan kan man "lige så stille få skovlet folk ind på tør grund", siger Rune Jacobsen. Lars Fynbo er seniorforsker med særlig viden om social udsathed i kombination af stofmisbrug og psykisk sygdom hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive. Han siger: "10 point til læger, som laver den slags opsøgende arbejde, som formelt er ud over det sædvanlige." Og deri ligger også problemet med at nå de borgere, som har det meget dårligt, men også meget svært ved at benytte et sundhedsvæsen, hvor borgeren i udgangspunktet selv skal søge læge. "De her læger udfylder nogle huller i systemet, og de gør det af egen fri vilje. De har fundet ud af, hvordan man kan gøre en forskel for mennesker med svære problemer, og den slags indsatser kan man helt klart godt udvikle," mener Lars Fynbo – altså på en måde, så de indlejres i systemet. "Eller man kan læne sig tilbage og lade det bero på en mere filantropisk indstilling hos nogle læger," siger Lars Fynbo. Rune Jacobsen i Sønderborg er med i Deep End Denmark, som er et netværk af klinikker, der ligger i de områder, hvor flest udsatte borgere bor. Lægerne udveksler erfaringer og støtter hinanden, hvad angår indsatser for den gruppe. Jannik Falhof er også læge i en Deep End-praksis. Hver måned går han stuegang i Fredensgade i Grenaa, hvor der er en stor koncentration af borgere med misbrug og psykisk sygdom. "Systemet skal handle ret hurtigt, når en borger har motivationen. For det er der, du kan nå noget, hvis du skal nå noget," siger han. For eksempel har en bostøtte i Fredensgade i dag ringet til lægen, fordi en borger ønsker at blive afruset nu. De har sat afrusning i værk til at starte dagen efter. Skal flere have gavn af den slags indsatser, så skal honorarstrukturen ændres, mener Jannik Falhof. "Der er lang vej igen, hvis jeg får samme ydelse for at tage mig af en borger i Fredensgade som for at fryse en fodvorte i klinikken." En ny, differentieret honorarstruktur er en del af sundhedsreformen, som udrulles de næste år. Rune Jacobsen i Sønderborg har et andet ønske. Han har fået Styrelsen for Patientsikkerhed på nakken, fordi han udskriver antipsykotisk medicin, selvom han ikke er psykiater. "Styrelsen mener, at det er bedre, at man henvender sig til en psykiater, hvor patienten så aldrig møder op, og så må vi se, at dødeligheden stiger, for patienter med ubehandlet skizofreni har en højere dødelighed på grund af selvmord, ulykker og misbrug end dem, der behandles." Tryk for at læse mere
Nr. 35
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Nana Hauge om drop in-dåb: Kirken kan ikke være et fællesskab for hvad som helst Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 18:00:00
Tag vennerne under armen og bliv en del af Danmarks ældste fællesskab – folkekirken. Sådan kunne man for nylig læse på en plakat i Aarhus. Plakaten lokkede med drop in-dåb og fredagsbar i samme omgang. Bliv døbt, og drik en øl bagefter. Plakatens ordlyd er egentlig meget sigende – fremhævelsen af kirken som et fællesskab er helt i tråd med den længsel efter fællesskaber, som præger vores tid. Alle længes efter disse fællesskaber, alle vil alle steder gerne skabe dem og være en del af dem. Kirken vil også gerne være med til at skabe fællesskaber – det er klart. Det kommer blandt andet til udtryk i debatten om nyt dåbsritual. Her har man fra Dåbskommissionens side været optaget af at skabe forslag til ritualer, der kommer dem i møde, der ikke mener, at det gør den store forskel, om man er døbt eller ej. Det er særligt takkebønnen i det nuværende dåbsritual, hvori det siges, at man bliver Guds barn i dåben, der er problemet. Takkebønnen rimer ikke med den strømning i kirken, der mener, at dåben ikke bør gøre forskel på døbte og udøbte. I iveren efter at inkludere alle i kirken er dåben, der ellers er et af kirkens kendetegn, i fare for at blive gjort overflødig. Spørgsmålet er, om kirken kan være et fællesskab om hvad som helst, og svaret er selvfølgelig nej. Men hvad er kirken så fælles om? For at svare på det må vi først se på, hvad en kirke er. Kirken er først og fremmest den forsamling – af døbte mennesker, der bekender troen og modtager sakramenterne (bryder brødet) på en i ugen fastsat dag, nemlig søndag. Således Apostlenes Gerninger og Didaké. Kirken er altså ikke enhver forsamling eller ethvert fællesskab, der måtte finde på at kalde sig sådan. Kirken er de helliges samfund, hvor ordet lyder og sakramenterne uddeles – således Den Augsburgske Bekendelse. Det vil sige: Kirken er hverken den gejstlige stand, en organisation eller et fællesskab, der holder koncerter, debatarrangementer eller udbyder yoga. Kirkens kendetegn er dåb, nadver og Guds ord. Derfor er kirken først og fremmest gudstjenesten. Den liturgiske gudstjeneste. Den kristne gudstjeneste er ganske rigtigt ikke begrænset af kirkerummet eller det, man med den tyske teolog Eberhard Jüngel kan kalde "den liturgiske gudstjeneste". Paulus taler også om den fornuftige gudstjeneste. Det vil sige tjenesten for næsten (Romerbrevet, kapitel 12). Men denne fornuftige gudstjeneste udspringer af den liturgiske gudstjeneste, altså den sakramentale fejring. Uden den, mener Jüngel, risikerer kristendommen at ende som ren belæring eller moral. Kirken er altså samlet om noget bestemt, nemlig Kristus, Guds ord. Vi kan se det ved den måde, kirken som oftest er indrettet på. Vi sidder på bænkerækker og kigger alle det samme sted hen. Mod alteret. Mod øst, hvorfra Kristus skal komme igen. Vi ser og er vendt – både præst og menighed – mod Kristus, kirkens hoved. Vi vender mod ham og ikke mod hinanden. Det er sigende. De helliges samfund, som vi taler om i trosbekendelsen, er altså ikke et hvilket som helst samfund eller fællesskab. Det er et samfund af mennesker, der alle hver især er et med Kristus, som døde og opstod for hver enkelt. Fællesskab med andre kan ganske vist være en frugt af evangeliet, men det modsatte kan også være tilfældet. Jesus gør det endda meget klart, at det at følge ham går forud for ethvert fællesskab. Som han siger: Jeg er kommet for at bringe splid. Mange gange advarede han sine følgere om, at de ville komme til at stå alene og udstødt ved at følge ham. Evangeliet kan komme til at stille dig uden for fællesskabet. Det kan stille dig helt alene mod flokken. Det kan vi jo overveje: Kan vi træde ud af fællesskabet? Om nødvendigt? Vover vi det? Endelig må det siges: Guds herlighed åbenbares for os mennesker, hvad enten vi er et fællesskab eller ej. I forbindelse med de mere afgørende begivenheder i Bibelen er der faktisk kun ganske få til stede: vandringen til Emmaus, kvinderne ved graven – ifølge Johannes er kun Maria Magdalene til stede. Der var 12 til stede, da Jesus indstiftede nadveren, og da Jesus var hos Maria og Martha, var der kun én, der lyttede. Simeon og Anna var alene, da de så Herrens herlighed. Vismændene – vi tror, de var tre. Moses talte med Gud alene. Elias gjorde. Jonas gjorde. Paulus gjorde. Jeg tror da, at alle foretrækker en fyldt kirke frem for en halvtom, og Jesus har da også sagt, at vi skal gøre alle folkeslagene (det vil sige mange) til hans disciple. Ofte fulgtes Jesus også af skarer. Så mange var der nogle gange, at han måtte trække ud på søen i en båd og tale derfra, og på samme måde måtte han gøre to fisk og fem brød til tusinder, så det kunne række. Men Bibelen lærer os faktisk også, at vi skal tage os i agt for de store fællesskaber. Vi skal huske, at det var et enigt fællesskab, der krævede, at Jesus skulle korsfæstes, og at Stefanus skulle stenes. Eller at Babelstårnet skulle opføres. Eller guldkalven. Der står ingen steder, at der skal være et vist antal fremmødte, for at en gudstjeneste har værdi eller giver mening. To eller tre er nok til, at Jesus vil åbenbare sig og være midt iblandt os. Det har han selv sagt. Nana Hauge er sognepræst i Hårslev-Padesø Pastorat, foredragsholder og debattør. Tryk for at læse mere
Nr. 34
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Formand for dåbskommissionen: Det er nu, vi skal høre jeres afgørende erfaringer om dåben Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 18:00:00
Dåbskommissionens midtvejsrapport og den offentlige høring om et eventuelt nyt dåbsritual har sat gang i et omfattende arbejde i folkekirken, og mange har allerede delt deres holdninger og erfaringer. De foreløbige meldinger vidner om, at dåb og dåbsritual bliver diskuteret i menigheder, kirker og sogne. I skrivende stund har knap 2000 personer åbnet det høringsskema, der er tilgængeligt for alle i temaet "Dåben til Eftersyn" på Folkekirkens IntraNet. Nu, hvor hørings- og afprøvningsfasen nærmer sig sin afslutning, kan der være grund til at opridse, hvad vi har debatteret det seneste års tid og samtidig opfordre endnu flere til at dele deres vurderinger, før høringen afsluttes. Dåbskommissionen blev nedsat af kirkeministeren i 2023, og i april 2025 fremlagde den sin midtvejsrapport med teologiske overvejelser over dåben, forslag til tre modeller for dåb samt nye vejledninger. Siden har hele rapporten været i høring, og de tre modeller har kunnet og kan stadig afprøves i sogne og pastorater landet over indtil den 31. december 2025. Kommissoriet stillede en håndfuld opgaver, som kommissionen skulle komme med forslag til. Det drejer sig om formulering af kort tilspørgsel på trosbekendelsen, en alternativ formulering af det indledende spørgsmål om hjemmedåb, ajourføring af faddertiltalen og forslag til vejledning for brug af inddragende og symbolske tiltag ved dåb, og for dåb uden for højmessen. Kommissionen fik desuden til opgave at komme med en række vurderinger. For eksempel skulle den vurdere, om der er behov for en sproglig revision af det nuværende ritual, herunder behov for nye kollekter og/eller andre tekstlæsninger end de nugældende, ligesom den skulle overveje et særskilt ritual for dåb af unge og voksne. Endelig skulle kommissionen vurdere, hvordan dåbens sammenhæng med de tre trosartikler kommer til udtryk i det nuværende ritual og gennemtænke dåbens betydning teologisk og som sakramente i spændet mellem tradition/bekendelse og samtid/samfund. Kommissoriets spørgsmål illustrerer en række forandringer i den hidtidige praksis ved dåb og nye behov og ønsker i folkekirken. Et afgørende spørgsmål i kommissionens arbejde har derfor været: Hvad er de nødvendige fællestræk i vores dåbspraksis, der sikrer, at alle døbes ind i samme kirke med samme dåb, og omfanget af mulige variationer inden for samme ritual? Det betyder også, at mulige variationer i ritualet skal erfares som udtryk for samme ritual. Kommissionens svar på kommissoriets spørgsmål er samlet i midtvejsrapporten og forelagt i de konkrete forslag. Ritualmodel 1, 2 og 3 fastholder strukturen fra det nuværende dåbsritual og er centreret om det, kommissionen anser for dåbens kerne: dåb i den treenige Guds navn, dåbsbekræftelse og Fadervor. I modellerne er det indledende spørgsmål udeladt, og der er mulighed for at bruge en kort tilspørgsel på trosbekendelsen, ligesom man foreslår en tilbagevenden til de korte reformatoriske tilspørgselsord: Vil du døbes? Det har fyldt meget i debatten om dåb, at kommissionen har givet forslag til nye kollekter – særligt på den indledende takkebøns plads. Takkebønnen stammer i sin nuværende form fra Peder Madsens ritualrevision i 1912. Madsens ritual brød med tidligere danske dåbsritualer strukturelt set og sammenfattede dåben som Guds genfødsel af mennesket med formuleringen: "Hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv." Før ritualrevisionen i 1912 blev dåbens indhold, ligesom i Luthers to dåbsritualer, udtrykt med andre udtryk og billeder, selvom tanken var den samme. Dåben var således også forstået sakramentalt før Peder Madsens formulering. Når kommissionen ved siden af den nuværende takkekollekt også har givet forslag til andre bønner, er det for at afsøge andre og nyere formuleringer for dåben som modtagelse af Helligånden, genfødsel, syndernes forladelse og evigt liv; kommissionen har også tilstræbt at gøre dåbens sammenhæng med også første og tredje trosartikel (skabelse/genløsning/sendelse) tydeligere end i det nuværende ritual. Kommissionen har i sit arbejde taget alvorligt, at takkebønnen fra 1912 i dag er blevet hørt som et ekskluderende udsagn om Guds frelse og ikke som et glædeligt budskab til den døbte. I midtvejsrapporten har kommissionen derfor givet en indholdsbestemmelse af genfødsel og barnekår, der fastholder evangeliets ligestilling af mennesket foran Kristi kors og derved Guds nåde. Det er ikke dåben som ritual, der frelser, men mødet med Kristus. Hvis vi alene møder Kristus i tanken eller forestillingen, så møder vi ham anderledes end Jesu egne disciple. Således møder vi Kristus i sakramenterne som legemligt nærvær, der skaber tro, ligesom disciplene ved mødet med Jesus erfarede troen. Det er i dåbens sakramente, det syndige og faldne menneske møder den frelsende og retfærdiggørende Gud. Mødet med Kristus er en ophævelse af alle skel og mure, for mødet er netop ikke lovens møde, men evangeliets, hvor ingen har fortrin frem for andre. Loven sætter skel. Dåben er evangeliets handling, der nedbryder skel. Det er forsøgt udtrykt i kollekterne, at dåben er et sakramente og en frelseshandling. Midtvejsrapportens bestemmelse af dåbens sakramente som skelophævende begivenhed er af nogen blevet opfattet som en forestilling om universel frelse og ikke som en positiv, relationel bestemmelse af den kristne eksistens. Intentionen med rapporten har netop været at modvirke, at evangeliet gøres til en abstraktion eller teori, der kan løsrives fra det konkrete møde med Kristus. Uden om det møde bliver evangeliet erfaringsfjernt og spekulativt, hvor man anbringer sig et sted uden for den relation, der bærer frelsen. Altså uden for mødet med Kristus. Ifølge kommissoriet skal et eventuelt revideret ritual for dåb autoriseres i sin helhed. Det betyder, at eventuelle valgmuligheder skal være autoriserede. Derfor er der så meget desto mere grund til at diskutere de tre modeller og de forslag, de indeholder. Er de formuleringer og billeder, som kommissionen foreslår for at udtrykke dåben som udgang af et liv under syndens og dødens magt og indgang til frelsen i Kristus og livet i Guds rige, rammende, fyldestgørende og brugbare? Bør skabelse og genløsning stå tydeligere i dåbsritualet, end det gør nu? Hvordan skal kort tilspørgsel lyde, og er forsagelsen en umistelig del af dåbstilspørgslen? Skal der være mulighed for at læse andre tekster end Markusevangeliet, kapitel 10, og Matthæusevangeliet, kapitel 28, ved dåb, og døber vi på tilspørgselsordene i kort form ("Vil du døbes?") eller som i dansk tradition lang form ("Vil du døbes på denne tro?")? Bør eventuelle inddragende og symbolske tiltag ved dåb lægges efter faddertiltalen? Og meget mere. Det kan og skal diskuteres, og det bliver det i høringen og i de mange sogne, der aktuelt afprøver kommissionens forslag. Den 13. november modtog alle 2265 præster i folkekirken et særligt spørgeskema for at indhente viden om, hvad der er blevet prøvet af i sognene og hvordan, samt hvilke erfaringer man har gjort sig med afprøvningerne. Vi beder også om input fra præster, der ikke har afprøvet modellerne, og er spændte på at høre fra alle. Det nytter at svare, så kommissionen på et oplyst grundlag kan arbejde videre med kommissoriets spørgsmål, for i dialog med kirkens bekendelsesskrifter og teologiske og liturgiske tradition at fastholde et fælles ritual for dåb, som vi kan være sammen om på tværs af menigheder, og hvor eventuelle variationer erfares som udtryk for samme ritual og samme dåbsteologi. Foreløbig tak for en god og omfattende debat. Jeg glæder mig til at se, hvad høringen viser, og ser frem til det videre arbejde i kommissionen i 2026-2027. I nærmeste fremtid gennemgås og analyseres høringssvarene. Resultaterne af den samlede høring og afprøvning præsenteres første gang på en national konference den 7. marts 2026. Her inviteres folk fra hele spekteret i folkekirken, ligesom der bliver frie pladser og mulighed for at følge konferencen digitalt. Herefter er det planen, at kommissionen går tilbage til arbejdet med ny og klar retning. Thomas Reinholdt Rasmussen er biskop over Aalborg Stift og formand for Dåbskommissionen. Tryk for at læse mere
Nr. 33
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ny forskning omskriver historien om danske mursten Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 18:00:00
Tilbage i 1100-tallet skete der et markant skifte i dansk byggekultur. Her blev der efter ønske fra Valdemar den Store og biskop Absalon opført klosterkirker i de sjællandske byer Ringsted og Sorø – og materialet var nyt. I stedet for at benytte træ eller store sten blev kirkerne lavet med "brændte sten", det vi i dag kender som mursten. I over 100 år har man antaget, at den byggetradition kom til Danmark direkte fra det nordlige Italien, hvor de brændte sten allerede var populære. Men det viser sig ikke at være helt sandt. For et nyt studium, som i sidste uge blev publiceret i tidsskriftet "npj Heritage Science", peger på, at italienske håndværkere næppe bidrog til de første murstensbyggerier herhjemme. Historien er mere kompleks end det, siger artiklens hovedforfatter, Kaare Lund Rasmussen, der er professor emeritus ved Syddansk Universitet inden for arkæometri – naturvidenskabelig analyse af arkæologiske genstande. "Murstensbyggerier ses i dag som en vigtig del af vores nationale identitet, og der har været noget legendarisk ved den gamle fortælling om, at kunsten at bygge med tegl sprang hele Europa over og kom direkte til os fra Italien. Det gjorde os til noget specielt. Men den 100 år gamle hypotese er nu pillet fra hinanden," siger han. Sammen med forskere fra flere lande har Kaare Lund Rasmussen analyseret 305 murstensprøver fra de to danske kirker i Ringsted og Sorø og de norditalienske kirker Chiaravalle Milanese og Abaddia Ceretto i Lombardiet. Det var de kirker, der gjorde, at Mogens Clemmensen, en af Danmarks største arkitekter inden for kirkerestaurering, i en artikel i 1922 fremlagde teorien om, at kunsten at bygge med brændt tegl i Danmark blev importeret fra Italien. I Italien opstod traditionen med mursten allerede i Romerriget, men blev glemt herefter og først genopfundet i 1100-tallet. Ved hjælp af forskellige teknikker har forskerne kunnet fastslå de fire kirkers alder, råmaterialer og produktionsmetoder. Og der er ifølge Kaare Lund Rasmussen ikke tegn på, at murstenene på de danske kirker skulle være lavet af italienske håndværkere. Stenene er for enkle, slibningen af dem skete ikke på samme måde, og fugerne er bredere. "I de italienske kirker er fugerne nogle steder ned til en millimeter i tykkelse. Det er imponerende. I de danske kirker er de to til tre centimeter. Generelt er kvaliteten langt højere i de italienske kirker. Når vi lægger alle vores målinger sammen, så kan det ikke være de samme mennesker, der står bag," siger Kaare Lund Rasmussen. Samtidig viser analyserne i studiet, at tidsforskellen mellem de to danske og to italienske kirker er så stor, at de ikke kan være lavet af de samme bygmestre og håndværkere. Ifølge Kaare Lund Rasmussen må det dog stadig være folk udefra, der har lavet kirkerne, da det at bygge med mursten aldrig var set i Danmark før. Spørgsmålet er hvem. "Vi ved, at der blev bygget med mursten i Nordtyskland omkring Lübeck i slutningen af 1100-tallet, men at traditionen har sprunget Schweiz og Sydtyskland over. Mit bud vil være, at den kom via Cistercienserordenens internationale klosternetværk og sandsynligvis gjorde stop i Nordtyskland, før den nåede Danmark. Men det ville kræve undersøgelser at sige det med sikkerhed," siger Kaare Lund Rasmussen. Tryk for at læse mere
Nr. 32
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Frelser og superhelt eller feminist og normstormer? Efter 80 år og 70 millioner solgte bøger er Pippi stadig et ikon Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 18:00:00
I 1944 sendte en 38-årig kvindelig forfatter et manuskript til det store svenske forlag Bonniers. Bogen handlede om en meget grænseoverskridende pige, der vendte op og ned på ikke alene naturlovene, men også almindelig god, borgerlig dannelse. Forlaget afslog. Men ligesom sin hovedperson var forfatteren ikke typen, der gav op så let. Efter en omskrivning lykkedes det hende at få bogen udgivet fra det dengang nyetablerede svenske forlag Rabén & Sjögren den 26. november 1945. Bogens titel var "Pippi Långstrump". Forfatteren hed Astrid Lindgren. Og på 80 års afstand står det klart, at udgivelsen var en af de mest skelsættende i nordisk børnelitteraturs historie. "Tiden har været med Pippi," siger Helle Strandgaard Jensen, professor i kulturhistorie ved Aarhus Universitet, som vurderer, at den niårige superhelt med sine fregner, sine røde fletninger, sine uens strømper og sit lappede forklæde er en af de mest ikoniske litterære figurer, en nordisk forfatter nogensinde har skabt. "Pippi var en populær figur i bøger, og hver gang figuren er blevet overført til et nyt format, er den bare blevet mere berømt," siger hun. Pippi er i særklasse. Da læserne i foråret 2025 skulle stemme om udødelige litterære værker til Kristeligt Dagblads europæiske kulturkanon, blev "Pippi Langstrømpe" nummer tre, kun overgået af Bibelen og H.C. Andersens eventyr. Den første danske udgave af "Pippi Langstrømpe" udkom i 1946, og bøgerne om Pippi findes i dag oversat til 80 sprog og er solgt i mere end 70 millioner eksemplarer verden over. Der er også lavet otte Pippi-spillefilm, to tv-serier og to tv-film. Dertil kommer masser af teaterforestillinger, musicals og computerspil. Denne tegning af Ingrid Vang Nymann er den allerførste afbildning af Pippi Langstrømpe og hænger indrammet i Astrid Lindgrens hjem i Stockholm. Foto: Leif Tuxen Helle Strandgaard Jensen påpeger, at det ikke kun er overgangene fra papir til film og digitale formater, Pippi har klaret. Det er også 80 års skift i tidsånd og modestrømninger, der har gjort, at Pippi er blevet forstået og fortolket på nye måder. "Pippi-figuren er hele tiden blevet tilpasset. Da hun blev skabt, var hun meget provokerende. I dag er hun mere mainstream. Og Astrid Lindgrens forlag og arvinger har vist, at de ønsker at følge med tiden og for eksempel ændre og udelade ord, der kan virke stødende," siger professoren med henvisning til ændringen af ord som "negerkonge", der i de oprindelige bøger er den titel, superheltens sørøverfar bærer. Er Pippi i virkeligheden Jesus? Werner Fischer-Nielsen er tidligere sognepræst i Haslev og forfatter til bogen "Astrid Lindgren og kristendommen", som udkom i 2018. Han påpeger, at mens Astrid Lindgrens anden verdensberømte skarnsunge, Emil fra Lønneberg, er placeret i et realistisk svensk landbomiljø, der er gennemsyret af kristendom og stærkt inspireret af Lindgrens fars barndom, så er der hverken kirker eller bibellæsninger i Pippi-universet. "Til gengæld ligner Pippi selv Jesus. Ligesom ham går hun i store sko. Hun tager sig af de fattige, og hun taler enhver selvretfærdighed og opstyltethed midt imod," siger Werner Fischer-Nielsen. Han nævner som eksempel, at Pippi arrangerer sin egen "Hvem ved hvad?"-leg, der giver oprejsning til de børn, der er dumpet til eksamen. Om dette skriver Lindgren, at legen "vakte stor glæde" blandt de børn, der ellers var kasseret. Ifølge præsten et ekko af Lukasevangeliets ord om Jesus: "Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket." Juleaften bespiser Pippi byens udstødte eksistenser, og derefter afslår hun Tommy og Annikas invitation om at holde juleaften med dem. I stedet sidder hun alene julenat i skæret fra et stearinlys, mens julestjernen lyser over hendes hus. "Det er ikke Jesu lidelse på korset, men det er en ensomhed, Pippi tager på sig, og som afspejler Astrid Lindgrens eget vemodige sindelag. Et andet sted begræder Pippi, at hun ikke formår at bringe en død solsort til live. Døden kan hun ikke besejre, men hun er en frigørende kraft, som straks derefter griber ind over for en bondemand, der mishandler sin hest. Og i en anden scene overvinder hun det onde i form af muskelmanden Stærke Adolf i cirkus. Det navn var selvfølgelig ikke tilfældigt valgt i 1945," siger Werner Fischer-Nielsen med henvisning til Adolf Hitler. Han fortolker ikke "Pippi Langstrømpe" som en direkte forkyndende bog, men vurderer snarere, at heltindens kristelige sindelag viser sig, uden at den "tvivlende troende" Astrid Lindgren selv er helt klar over det. En uskyldig feminist I Sverige anno 2025 er det ikke Astrid Lindgrens kristne opdragelse, der lægges vægt på. Hos The Astrid Lindgren Company i Stockholm har man i anledning af 80-årsdagen iværksat en international kampagne med sloganet "Be more Pippi". Kampagnen går naturligvis ikke ud på at opfordre børn til at tage heste med ind i stuen eller at droppe ud af skolen. I stedet fokuseres der på Pippi som en "normnedbrydende" superhelt, der kan inspirere børn til at være modige, stærke, generøse og venlige. De fire værdier er det svært at blive uenige om. Men som børnelitteraturforsker Anna Karlskov Skyggebjerg fra Aarhus Universitet har peget på, så Astrid Lindgren ikke Pippi som en figur, børn skulle spejle sig i. Tanken var, at læserne skulle identificere sig med Tommy og Annika. Men siden ungdomsoprøret i 1968 har børn mere spejlet sig i den grænseoverskridende pige end hendes artige og normfastholdende venner. Helle Strandgaard Jensen deler vurderingen af, at børn i dag ikke gider være Tommy og Annika. Ligesom 2025-kampagnen opfordrer til, vil de være Pippi, selvom det ikke var Astrid Lindgrens tanke. "Pippi blev længe set som en pioner for idéen om ligestilling. Hun er et billede på, at piger kan noget. Men set i et feministisk perspektiv er det bemærkelsesværdigt, at Annika ikke kan ret meget andet end at give sig til at græde. Hvis man sammenligner Pippi med senere tiders feministisk litteratur, er det en meget uskyldig feminisme. Det er et eventyrunivers, hvor Pippi står ud, men hvor det også er i orden at være en pigepige som Annika," siger professoren, som tilføjer, at Pippi omkring 1968 blev kritiseret af datidens progressive kræfter. "Kritikken gik på, at Pippi i virkeligheden er en voksen. Hun er stærk og selvstændig, har sine egne penge og bor i et hus for sig selv. Det gav ikke børn et realistisk holdepunkt," fortæller Helle Strandgaard Jensen, som tilføjer, at det tilbageslag, Pippi oplevede på dette tidspunkt, hørte op, da de populære filmatiseringer med Inger Nilsson i rollen som Pippi blev indledt i 1969: "De film og tv-serier har flere generationer af svenskere, danskere og nordmænd set om og om igen. Og vi har elsket dem så højt, at vi også har vist dem for vores børn. Siden har Pippi været udødelig." Inger Nilsson personificerede Pippi Langstrømpe i tv-serien fra 1969 og de fire Pippi-film, "Pippi Langstrømpe", "Pippi går ombord", "Pippi på de syv have" (1970) og "Pippi stikker af" (1970), som alle var instrueret af Olle Hellbom. Foto: Jan CollsiÖÖ/TT/Ritzau Scanpix Tryk for at læse mere
Nr. 31
K_artikler Opdater⟳ ☝️
5 stjerner: ”Fædra” på Aarhus Teater er alt, alt for meget – men mindre kunne ikke have gjort det Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 17:30:00
Har kærlighedsgudinden Afrodite først vækket din lyst og lidenskab, er der ingen vej tilbage. Det erkender Fædra, spillet af Nanna Bøttcher, på Aarhus Teater i en moderne version af den antikke fortælling. I den oprindelige myte forelsker Fædra sig stormende i stedsønnen Hippolytos. Da han afviser hende, anklager hun ham for voldtægt, inden hun tager sit eget liv. Hendes mand, Theseus, påkalder herefter en gud og straffer sønnen hårdt. I Aarhus Teaters version lader dramatiker Bjørn Rasmussen fortællingen gå et skridt videre. Her kredser Fædra og Hippolytos (Hippo) først akavet og siden lidenskabeligt om hinanden, da Theseus (Teo) får et ildebefindende og bliver lagt i koma på hospitalet. Sprogligt trækker Rasmussen på elementer fra det klassiske drama, mens teksten også rummer moderne vendinger, der understreger, at fortællingen transcenderer tid og kunne udspille sig både dengang og nu. Nathalie Mellbye er forestillingens scenograf, kostumedesigner og instruktør, og hun har skabt et helstøbt og visuelt stærkt univers. Scenen er delt i tre niveauer: På forscenen ser vi et køkken med bord, stole og skuffer fyldt med alt fra kanelsnegle til cornflakes og vand. I mellemgrunden fornemmer vi en stue med et tv-apparat, som Fædra desperat gnubber sig op ad som en elsker, mens hendes mand er væk. Bagerst breder den frodige skov sig, og her møder vi til tider Afrodite, som sender kaskader af hvid røg ud over scenen. Clement Irbil har skabt et magisk, gyldent lysdesign, der passer perfekt til universet. Det føles, som om solens stråler falder ind gennem træpaneler og kaster lysstriber og lange skygger i boligen. Nanna Bøttcher som Fædra og Emil Busk Jensen som Hippolytos udfolder sammen et intenst samspil, hvor sanserne får frit løb. Foto: Emilia Therese Nanna Bøttcher spiller uforfærdet den golde og triste Fædra, der længes efter at føle og begære igen. Hun beder kærlighedsgudinden Afrodite om at vække sig, og da det sker, falder hendes blik på stedsønnen Hippo. Hun har kendt ham, siden han var barn, og har set på ham med en moders øjne, men nu vækker hans unge krop nye og forbudte følelser i hende. Emil Busk Jensen spiller Hippo med stærk overbevisning og indkapsler både den sårede dreng og den unge mand med spirende seksualitet. Sammen udfolder de et intenst samspil, hvor sanserne får frit løb, hvilket blandt andet ses i en scene, hvor Fædra henter en pisk og får ham til at hoppe som et dresseret dyr. Senere ser vi fortrydelsen og skammen i Hippos ansigt, da han står ved sin fars sygeleje. Fædra presser ham til at fortælle alt, men han væmmes ved deres handlinger og ønsker kun at flygte med sin unge kæreste Alice, spillet af Marie Boda. Kong Teo, spillet af Rasmus Hammerich, er ondskabsfuldheden selv, og selv i sovende tilstand fornemmer vi, hvordan han vækker frygt hos familiens medlemmer. Under indlæggelsen bliver han passet af en sygeplejerske, spillet af Jasmina Green, som leverer flere sjove kommentarer og optrin, hvilket bliver en kærkommen pause midt i alt det alvorlige. I rollen som Afrodite synger og spiller Amanda Drew lokkende og længselsfuldt gennem hele forestillingen. Hun fungerer som en moderne hilsen til det græske kor, der traditionelt kommenterede handlingen udefra. Fortællingen om Fædra undersøger grundlæggende etiske problemstillinger og tabuer: utroskab, begær i forskruede magtbalancer og forhold på tværs af aldre. Den viser, at mennesket til alle tider må søge moralsk kompas, når kærlighedsgudinden Afrodite lokker og banker på. Oplevelsen kan til tider virke grænseoverskridende og overdrevent patosfyldt, men i det græske drama er der sjældent plads til små følelser. "Fædra" på Aarhus Teater er alt, alt for meget – men mindre kunne heller ikke have gjort det. "Fædra" Aarhus Teater. Tekst: Bjørn Rasmussen, frit efter Racines "Phèdre" og Euripides' "Hippolytos". Iscenesættelse, scenografi og kostumedesign: Nathalie Mellbye. Kompositioner: Amanda Drew. Lysdesign: Clement Irbil. Lyddesign: Aki Shiraishi Bech. Medvirkende: Nanna Bøttcher, Emil Busk Jensen, Marie Boda, Rasmus Hammerich, Amanda Drew, Jasmina Green. Spiller på Aarhus Teater til og med den 17. december. Tryk for at læse mere
Nr. 30
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jeg havde aldrig forestillet mig, at man kunne behandle herbergerne – og samfundets svageste – som regeringen gør Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 17:30:00
"Nu skal herberger konkurrere på pris." Sådan stod der på forsiden af Kristeligt Dagblad fredag den 21. november. Så vidt havde jeg, der gennem hele mit arbejdsliv har beskæftiget mig med hjemløse og socialt udsatte, ikke tænkt, at det kunne gå. I min bog "Fattigsteder" fra 2019 skriver jeg om fattiggårde og arbejdsanstalter bygget i sidste del af 1800-tallet af købstæder og sogne til deres fattigste. Hen mod århundredskiftet blev disse offentlige tilbud suppleret med tilsvarende institutioner af kristne foreninger og med et kristent værdigrundlag. I bogen betragter jeg, hvordan det siden har udviklet sig og skriver: "En betydelig del af de ikke-offentlige indsatser over for de socialt mest udsatte, fattige og hjemløse og som stadig til en vis grad er baseret på et humanistisk, ikke-nyttetænkende grundlag, men som nu for en stor dels vedkommende er finansieret af eller udføres i samarbejde med offentlige forvaltninger og dermed trækkes mere og mere ind i en resultatorienteret indsats." Dengang, for bare seks år siden, så jeg slet ikke faren ved de få private og profitorienterede tilbud til hjemløse, der var dukket op. Det ser altså nu ud til at være en god økonomisk forretning, som tiltrækker folk, der gerne vil investere, men så også forlanger at tjene penge på det. Så god en forretning tilsyneladende, at man politisk nu vil forsøge at stække denne gren af den sociale indsats over for de mest udsatte borgere. Hvorfor ikke bare lukke muligheden for den type af organisationer? Jeg skal ikke påstå, at der ikke kan udføres godt socialt arbejde i sådanne tilbud. Men det er en nærliggende risiko, at det vil udvikle sig til et effektivt socialt arbejde, hvor man skummer fløden fra, sådan som privathospitalerne også gør det. At man bevidst går efter at optage dem, der er lettest at hjælpe, og overlader resten til de offentlige eller kristne organisationer. Derfor kan de ved en overfladisk betragtning hyldes som de virkeligt gode tilbud, som politikerne så senere kan ønske sig flere af på bekostning af de organisationer, der arbejder uden hensyn til en økonomisk profit til ejerne. Der er meget i vores samfund, der er resultat- og profitbaseret, men hvis vi tør gøre os den umage at prøve at forstå de mennesker, der lever som socialt udsatte, er det netop et overvejende profitbaseret boligmarked og et arbejdsmarked, hvor jagt på effektivitet og resultater, der holder denne gruppe af borgere udenfor. Jo mere vi strammer skruen, jo mere ramte bliver de. Min erfaring siger mig, at dem, der har mest brug for forståelse og omsorg, vil blive grundigt svigtede, hvis dette sociale arbejde jævnligt skal måles på pris og effektivitet. Preben Brandt er psykiater, dr.med. og stifter af Projekt UDENFOR. Tryk for at læse mere
Nr. 29
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Europæiske kirkeledere: Ja, vi skal have stærkere grænser. Men populismen forenkler problemerne Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 16:45:00
I denne uge var en række europæiske kirkeledere på besøg i Danmark, der varetager EU-formandskabet endnu en måned. På møder i Kirkeministeriet og i Udenrigsministeriet advarede kirkelederne imod den splittelse, som de ser i Europa. Kristeligt Dagblad fik besøg af de gejstlige ledere, og formanden for den katolske bispekonference i Europa, biskop Mariano Crociata, advarede imod populismen: "Populismen fremhæver problemerne, men foreslår fejlagtige løsninger. For de løsninger, som populismen foreslår, ikke mindst i forhold til indvandring, er alt for forenklede i forhold til problemernes kompleksitet og deres årsager," sagde Mariano Crociata, der tilføjede, at der i Afrika og i Mellemøsten er så store problemer, at det er uundgåeligt, at folk ønsker at forlade de områder. "Vi bliver nødt til at fjerne årsagerne til emigrationen, ikke migranterne," sagde biskoppen, der på fødeøen Sicilien har oplevet mange flygtningebølger gennem de seneste årtier. Mariano Crociata erkendte dog samtidig, at forbedring af forhold i udvandringslande ikke løser problemer med integrationen af dem, der allerede er ankommet til Europa. Men her kan kirkerne hjælpe ved at bringe noget andet ind i samtalen. Det mente den ortodokse ærkebiskop Nikitas af Thyateira og Storbritannien, der er formand for Konferencen for Europæiske Kirker, et fællesskab af hovedsageligt protestantiske og ortodokse kirker i Europa: "Populismens fremmedhad og opdeling af befolkningsgrupper er i fuldstændig modstrid med den kristne forståelse af gæstfrihed og kærlighed," sagde ærkebiskop Nikitas. Også han medgav dog, at der ikke findes nemme løsninger på de problemer, der er knyttet til indvandring og integration: "Der ville ikke være nogen problemer i Danmark eller i andre europæiske lande, hvis der var en nem løsning. Men at udelukke alle fremmede er heller ikke en løsning," argumenterede ærkebiskoppen. Et grænseløst Europa vendte ærkebiskoppen sig derpå klart imod: "Vi er nødt til at have reelle grænser, stærkere grænser. For det handler ikke kun om, at der kommer mange folk fra Mellemøsten eller Afrika for at søge arbejde, men der er også folk, der bliver bragt ind som en vare og udnyttes til slavearbejde, prostitution og organhøst," sagde han. Så du mener, at Europa skal have stærkere grænser? "Ja." For den måde, migrationen foregår på i dag, fører til flere udfordringer, og også nogle, som ikke bliver italesat ofte nok, vurderede ærkebiskop Nikitas : "Mange migranter kommer alene for at arbejde og sende pengene tilbage til deres familier. De har altså efterladt deres børn, som så bliver opdraget af bedsteforældrene eller andre mennesker. Hvad også forårsager et socioøkonomisk, psykologisk eller andet problem, idet familieenheden bliver ødelagt, og forældrene ikke opdrager deres børn." Dern danske katolske biskop Czeslaw Kozon, der havde deltaget i ugens møder som medlem af den katolske bispekonference, understregede, at han og hans kolleger udmærket var klar over, at indvandring har givet udfordringer i Europa: "Jeg håber, at I ikke synes, vi er naive med hensyn til indvandringsproblemerne, og at nogle grupper af indvandrere er overrepræsenteret i kriminalitet, mener jeg, er en kendsgerning, der ikke kan benægtes. Men når man så kigger på løsninger, synes jeg også, det er vigtigt at forsøge at finde ud af, hvorfor det er sådan. Hvorfor opfører disse unge mennesker sig på den måde? Hvad er deres familiers situation, og hvordan kommer vi videre?" Tryk for at læse mere
Nr. 28
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Tidligere S-rådgiver: “Der står Mette Frederiksen med flammende bogstaver ud over det her valgnederlag” Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 16:45:00
Noa Redington, politisk analytiker og tidligere rådgiver i Socialdemokratiet. Hvilke tanker tror du, Socialdemokratiets top gør sig i disse dage? Grundlæggende er det et helt vildt valg med meget stærke signaler til Christiansborg. Den lette analyse er, at Socialdemokratiet skal gøre noget politisk. Men noget tyder på, at resultatet er meget sammensat. Det handler om Socialdemokratiets placering i dansk politik og oplevelsen af Socialdemokratiet. Og ikke mindst oplevelsen af statsminister Mette Frederiksen. Kan man skille de to ting ad i dag? Kan man sige, at Socialdemokratiet er noget uden Mette Frederiksen? Det tror jeg er ret svært for rigtig mange vælgere. Så Mette Frederiksen er problemet? Der står Mette Frederiksen med flammende bogstaver ud over det her valgnederlag. Elefanten i rummet er, at Mette Frederiksen har været formand for partiet i 10 år. Det er en bunden opgave i partiet, at man fortsætter med hende. Men det er bare slidsomt, og det koster. Der er en grundudfordring, fordi man har et parti, hvor man er holdt op med at diskutere den politiske retning. Man er havnet et sted, hvor mange har sat sig tilbage og venter på, at Mette Frederiksen finder på noget andet at lave. Hvorfor? Det er en utrolig svær situation, Socialdemokratiet har sat sig selv i. De skattelettelser, man har givet, kan man ikke rulle tilbage. Det er heller ikke så let at stramme udlændingepolitikken yderligere. Pensionsdiskussionen, man bragte op efter det elendige europaparlamentsvalg, er super interessant og meget vigtig – men kan man vinde et valg på at diskutere, hvad pensionsalderen er om 15-20 år? Er det en kattepine, man er havnet i på grund af SVM-samarbejdet? Den helt store, forkerte beslutning var at gå i regering med Venstre og Moderaterne. Det er en politisk prioritering, der har vist sig at være meget omkostningsfuld. Nogle gange er politik bygget meget på tilfældigheder, men her er der tale om nogle meget bevidste beslutninger fra toppen af partiet, som har vist sig at være forkerte. Bare inden for det sidste halve år har man valgt at banke løs på SF og Dansk Folkeparti. Intet af det har hjulpet, tværtimod. Hvad er så perspektivet til næste folketingsvalg? Er der mulighed for forsoning med de gamle røde støttepartier? Det er der. Socialdemokratiets store held er, at både SF og Enhedslisten gerne vil i regering. SF ved, at vejen dertil går via Socialdemokratiet, og Enhedslisten ved, at de aldrig kommer det. Forsoningen kan godt lade sig gøre, men det vil jo kræve, at statsministeren skal give afkald på ønsket om en bred regering. I Socialdemokratiet bilder man sig ind, at SF sagtens kan indgå i en bred regering sammen med Venstre og Konservative. Det tvivler jeg på. Så der er et gevaldigt forsoningsarbejde foran dem? Det kan man roligt sige. Men nu er der lige kommet en meningsmåling, hvor der faktisk er et blåt flertal. Så det er slet ikke sikkert, at Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr (SF) skal forhandle om at komme i regering. Det er den største krise, Mette Frederiksen har befundet sig i. Hvor det før virkede stensikkert, at hun ville fortsætte som statsminister efter næste valg, er sandsynligheden for det faldet dramatisk. Foto: Pressefoto Tryk for at læse mere
Nr. 27
K_artikler Opdater⟳ ☝️
For få år siden stammede størstedelen af verdens heroin fra Afghanistan. I dag er opiummarkerne næsten forsvundet Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 12:47:00
I Danmark forbinder vi valmuer med de sarte, røde blomster i vejkanten. I Afghanistan har man i mange år dyrket opiumvalmuer i storskala, udvundet kapslernes saft og brugt dem til at fremstille heroin. Frem til 2023 var landet verdens største producent af opium med en andel på 80 procent af den globale produktion. Samtidig udgjorde indtægterne fra produktionen af opiumvalmuer 29 procent af værdien af landets samlede landbrugssektor. I 2023 indførte Talebanstyret et forbud mod opiumdyrkning, hvilket medførte et fald i produktionen på 95 procent. Efter en mindre stigning i 2024, er der sket et yderligere fald på 20 procent i 2025, viser en ny undersøgelse fra FN. Hvor 232.000 hektar jord blev brugt til opiumdyrkning inden forbuddet, er det areal svundet ind til 10.200 hektar i 2025. Konsekvenserne af det enorme fald i opiumproduktionen er ikke entydigt positive eller negative, siger Jens Vesterlund Mathiesen, der er specialkonsulent i Center for Stabiliseringsindsatser ved Forsvarsakademiet. "Fra et privilegeret europæisk synspunkt, hvor man godt kunne tænke sig mindre heroin i gaderne i storbyen, så er forbuddet en positiv ting. Man har taget 80 procent af verdens opiumproduktion og nedskaleret den med 95 procent," siger han og tilføjer: "Men sagen er bare den, at den økonomiske situation i Afghanistan er så skrøbelig, at de afghanere, der før dyrkede opium, nu har endnu færre midler mellem hænderne og færre muligheder for at få mad på bordet." Landmænd under pres Før forbuddet var opiumproduktionen både en vigtig sektor i den afghanske økonomi og vigtig for den enkelte afghaner, der var beskæftiget i produktionen. Afghanistan er blandt de fattigste lande i verden, og op mod 80 procent af den afghanske befolkning arbejder i landbruget. Særligt afghanere uden uddannelse og kvinder har været involveret i opiumproduktionen. Efter forbuddet er to tredjedele af markerne blevet omlagt til kornavl. Primært hvede, som er langt mindre indbringende end opium. Ud over at forbuddet har ført til store indkomsttab, er det afghanske landbrug udfordret af langvarige tørkeperioder, der mindsker høstudbyttet. Derfor har nedlægningen af produktionen også mødt modstand i Afghanistan. Overordnet set er Jens Vesterlund Mathiesen dog imponeret over, hvor effektivt forbuddet har været. "Jeg tror ikke, at der var nogen, der havde forestillet sig, at Taleban havde viljen og evnen til at gennemføre så gennemgribende en politik. Som analytiker og udefrakommende synes jeg, at det er meget imponerende," siger han. Selvom forbuddet har været effektivt, så har det også sat gang i nye udviklinger i markedet. "Nogle er gået over til at dyrke hvede, men der er også opstået andre ulovlige arbejdsmuligheder i økonomien, blandt andet syntetisk narkotika. Og så er det bemærkelsesværdigt, at der er sket en opskalering af produktionen i de nærliggende grænseområder i Pakistan," siger Jens Vesterlund Mathiesen. Andre stoffer overtager markedet Kigger man på det europæiske narkotikamarked, har konsekvenserne af forbuddet heller ikke været entydigt positive, siger Henrik Vigh, der er professor i antropologi og leder af Center for Global Kriminologi på Københavns Universitet. "Der er kommet nogle andre komponenter ind på markedet, efter Afghanistan begyndte at skrue ned for deres produktion af opium. I EU er der sket en stigning i tilgængeligheden af semi-syntetiske og syntetiske opioider," siger han. Han forklarer, at der findes to typer heroin: Hvid heroin, der er det rene stof, og brun heroin, som er billigere og typisk det, heroinafhængige bruger. Siden Talebans forbud er den hvide heroin steget i pris, mens den brune heroin er faldet i kvalitet, og det får folk, der har brug for stærke opioider, til at søge ind på det syntetiske og semi-syntetiske marked. "Det, vi kan se, er, at der er en yngre gruppe, der er begyndt at bruge de her semi-syntetiske og syntetiske opioider. Og generelt så regulerer kroppen sig rundt om opioiderne, så den dosis, du fik i går, den er ikke nok i dag. Og når den nye gruppe så på et tidspunkt skal op og have noget, der slår igennem, så er det, at man kan blive nervøs for, at fentanyl og nitazener bliver interessante," siger Henrik Vigh og uddyber, at fentanyl er cirka 50 gange stærkere end heroin, mens nitazener er cirka 50 gange stærkere end fentanyl. Der er endnu for tidligt at sige, hvilke langsigtede konsekvenser forbuddet kommer til at få. Ifølge Henrik Vigh er der indikationer på, at noget af produktionen af opium er rykket fra Afghanistan til Pakistan og til bjergområdet mellem Laos, Myanmar og Thailand, også kendt som Den Gyldne Trekant. Men professoren spår, at de semi-syntetiske og syntetiske opioider kommer til at overtage noget af markedet. Spørger man Jens Vesterlund Mathiesen, er det dog ingen garanti for, at den afghanske produktion ikke vender tilbage: "Det afhænger af det internationale marked, hvordan Pakistan og Iran håndterer den produktion, der sker i grænseområderne, og hvor håndfast Afghanistan håndhæver forbuddet," siger han. Tryk for at læse mere
Nr. 26
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kirkeministeriet har lukket tilsyn mod Jehovas Vidner. Omstridte regler blev ikke undersøgt Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 10:37:00
Kristeligt Dagblad kunne i slutningen af september 2024 berette, at Kirkeministeriet havde indledt en tilsynssag mod Jehovas Vidner. Men nu er det slut. Og trossamfundet kan drage et lettelsens suk. Jehovas Vidner bibeholder sin anerkendelse som trossamfund. Det fremgår af Kirkeministeriets konklusion på sagen, som Kristeligt Dagblad har fået aktindsigt i: "Det er ministeriets samlede vurdering, at jeres materiale ikke indeholder beskrivelser af handlinger eller undladelser, der er i strid med eller opfordrer til at bryde dansk lov, herunder beskrivelser af håndtering af vold eller praksis, hvis trossamfundet eller dets ledelse får kendskab til forbrydelser mod børn," står der blandt andet. Ifølge Kirkeministeriets konklusion indgår der kun to artikler fra Ekstra Bladet i tilsynssagen. Disse handler henholdsvis om partnervold og risikoen for manglende underretning af myndigheder i forbindelse med vold mod børn. I tilsynssagen har der altså ikke været taget højde for de mange andre aspekter og anklager, der er blevet rejst sidenhen. Et spørgsmål, der har fyldt i nærværende avis, er Jehovas Vidners regler om udstødelse. Kritikere påpeger, at udstødelse kan være udtryk for psykisk vold, som siden 2019 har været sidestillet med fysisk vold – og altså er strafbart. Flere kirkeordførere har desuden sagt til Kristeligt Dagblad, at Jehovas Vidner kan få svært ved at opretholde sin status som "anerkendt" trossamfund, hvis de ikke ændrer udstødelsesreglerne. Disse udmeldinger blev sagt i forbindelse med en revision af trossamfundsloven, som dog først træder i kraft den 1. januar 2026. Selvom tilsynssagen kun indbefatter to artikler fra Ekstra Bladet, fortæller kirkeminister Morten Dahlin (V) til mediet, at han har modtaget mange henvendelser fra personer med kendskab eller tilknytning til Jehovas Vidner, som angiveligt er blevet udsat for psykisk vold: "Jeg har ingen sympati for Jehovas Vidner. Det vil jeg gerne understrege. Vi skal bare huske, at det ikke er Kirkeministeriet, der vurderer, om man har været udsat for psykisk vold. Det er politiet. Og jeg kan konstatere, ud fra de historier jeg har fået, at der er mange, der mener, at de har været udsat for det, og jeg har ingen grund til at betvivle de udsagn, jeg har hørt." Kirkeministeren opfordrer desuden alle, der har været "udsat for noget i Jehovas Vidner", til at kontakte politiet og foretage en anmeldelse. I Kristeligt Dagblad har Kirkeministeriets tilsyn som politisk instrument tidligere fået kritik for at være for slapt. I slutningen af marts i år sagde politisk kommentator Henrik Qvortrup, at tilsynene kan regnes for "et slag i luften". Kirkeordfører og formand for Kirkeudvalget, Søren Espersen (Ddem), har også ligeud sagt: "Tilsynet er ikke godt. Man burde gøre langt mere, end tilfældet er i dag. De her sager opstår jo ikke sig selv. De ser dagens lys, fordi nogle går til pressen og fortæller om dem, hvilket kræver meget stort mod og kan have store personlige omkostninger. Af samme årsag er nogle måske tilbageholdende." Talsmand for Jehovas Vidners informationsafdeling i Skandinavien, Jørgen Pedersen, forsvarede udstødelsespraksissen i en e-mail: "Praksis med at fjerne folk fra menigheden er fuldt ud lovlig og beskyttet af religionsfriheden." Morten Dahlin anerkendte imidlertid, at Kirkeministeriet i dag ikke har "de rigtige værktøjer" med henvisning til, hvad et tilsyn kan og ikke kan. Tryk for at læse mere
Nr. 25
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ny rapport: Mere end hver tredje dansker ville tøve med at underrette myndigheder om vold mod børn Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 07:11:00
Godmorgen. Morgensamling begynder med mysteriet over Københavns Lufthavn. Lige siden "luftobservationer" fra en "kapabel aktør" en septemberaften lukkede Københavns Lufthavn, har både offentligheden og politikere efterspurgt konkrete beviser for, at der faktisk var droner i det danske luftrum. Der blev trykket på den store røde knap, og et omfattende beredskab blev iværksat. Men derefter fulgte stilheden fra myndighederne, og den har næret tvivlen, da der stadig ikke er fremlagt dokumentation for droner på aftenhimlen den dag. I dag løfter Kristeligt Dagblad for første gang sløret for, hvad lufthavnen kan dokumentere i detaljer. Læs med her. Ukraine og USA når frem til ny fredsplan I Genève blev der søndag forhandlet intenst, da topdiplomater samlede sig for at skabe et modforslag til den amerikanske præsident Donald Trumps fredsplan. Mandag kunne USA og Ukraine meddele, at der er nået enighed om en ny fredsplan på 19 punkter. Hvad det nye udkast præcist indeholder, er endnu uklart, skriver Financial Times. Ifølge Ukraines viceudenrigsminister Serhij Kyslytsja er de mest følsomme spørgsmål som territorium og forholdet til NATO blevet udskudt og overlades til præsidenterne Volodymyr Zelenskyj og Donald Trump at afgøre. Freden er dog langtfra garanteret, for aftalen skal naturligvis godkendes af alle parter, og den russiske præsidents rådgiver, Jurij Ushakov, afviser over for Reuters det europæiske udspil: "Ved første øjekast virker planen fuldstændig ukonstruktiv og fungerer slet ikke for os." Biskop frygter statsliggørelse af folkekirkenFra fredsforhandlinger retter vi blikket mod debatten om danskernes faldende dåbstal herhjemme. Biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, advarer om, at danskernes dåb er blevet en politisk sag. Hun frygter, at statens indblanding i kirkens indre anliggender kan underminere folkekirkens selvbestemmelse – og opfordrer til, at den lovfæstes. Læs med i dagens avis, hvor biskoppen forklarer, hvorfor folkekirken er under stigende pres fra staten. Alt for mange børn svigtes i DanmarkAntallet af børn, der er ofre for anmeldte seksualforbrydelser, er på sit højeste i ti år. Samtidig ville mere end hver tredje dansker tøve med at underrette myndighederne, hvis de vidste, at et barn blev udsat for vold. Det viser en ny rapport fra Børns Vilkår.Over 12.000 børn er registreret i sager om alvorlige svigt som vold, misbrug eller overgreb, men mørketallene kan være endnu større. Ifølge rapporten går svigt ikke kun ud over børns tryghed – det påvirker også skolegangen, hvor næsten halvdelen af børn med dokumenterede overgreb har mindst 10 procent fravær. Kun den ene part ønsker våbenhvile i Sudan General Mohamed Hamdan Dagalo, der er leder af den paramilitære styrke Rapid Support Forces (RSF) sagde mandag aften, at der var indgået en tre måneder lang våbenhvile i Sudan. - Arkivfoto: Mohamed Nureldin Abdallah/Reuters/Ritzau Scanpix Der er nyt fra et andet af verdens brændpunkter, hvor den paramilitære gruppe (RSF) mandag aften har annonceret en tre måneder lang humanitær våbenhvile i det krigshærgede Sudan. Den anden part i borgerkrigen, regeringshæren Sudanese Armed Forces, har imidlertid ikke bekræftet, at der er nogen våbenhvile, skriver Al Jazeera. Hvordan våbenhvilen skal fungere i praksis, når hæren ikke bakker op, er uklart. Konflikten mellem de to parter har kostet titusindvis af mennesker livet, fordrevet millioner og skabt det, som FN kalder verdens største humanitære krise. Test dit beredskab med ny beregnerMens der forhandles fred på verdensplan, kan du selv teste, om du er klar til kriser herhjemme. Dagens Morgensamling slutter med et kig på en ny beregner, der viser, hvor meget du bør preppe – og hvad myndighederne anbefaler, at en gennemsnitlig dansker har på lager. Ni liter vand, 500 gram havregryn, halvandet kilo konserves og jodtabletter er for eksempel, hvad en 24-årig journalist, der bor alene, bør have klar, ifølge Beredskabsberegneren. Med værktøjet kan du teste dit eget lager og se, om du er "klar til uventede hændelser". Beregneren er en del af en kampagne fra Styrelsen for Samfundssikkerhed, som vil få flere danskere til at tænke over prepping. Kopier teksten ind i “html-boks” og sæt nederst i artiklen: Tryk for at læse mere
Nr. 24
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Eksklusivt arrangement med Lisbeth Smedegaard Andersen Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 25. November, 2025 07:00:00
Velkommen til et eksklusivt forfatterarrangement med en af vores førende formidlere af kristendom, Lisbeth Smedegaard Andersen. "Søn af Maria" er en ny pragtudgivelse. Redaktør Kåre Gade interviewer forfatteren, og vi skal synge et udvalg af Lisbeth Smedegaard Andersens egne salmer. Tid: Tirsdag den 27. januar kl. 17-19 Sted: Bernina, Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K Prisen inkluderer et glas vin og adgang til særlig rabat på bogen Bestil billet her "Søn af Maria" er en ny pragtudgivelse. Med bogen inviteres læseren til at følge Jesu liv, som det er blevet forkyndt gennem kunst, salmer og teologi i 2000 år. Lisbeth Smedegaard Andersen gendigter centrale bibelske scener, som de kunne opleves af Maria, og formidler de store stridsspørgsmål i fortolkningen af hans skikkelse. Ifølge forfatteren har kvinderne altid været afgørende for sammenhængen mellem kirke, lære og trosliv. Med stærk teologisk indsigt åbner Lisbeth Smedegaard Andersen for, hvordan fortællingerne om Jesus og Maria ikke kun er historiske beretninger, men levende vidnesbyrd, der stadig kan inspirere og udfordre, og som har været med til at forme vores europæiske kultur og civilisation. Tryk for at læse mere
Nr. 23
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Lufthavn maner spekulationer i jorden: Radar viser droneadfærd Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 20:00:00
Det var de særlige bevægelsesmønstre, der afslørede dem. Da man i Københavns Lufthavn undersøgte et radarsystems data i kølvandet på droneanmeldelserne den 22. september, fik man dokumentation for det, de på den dramatiske aften havde set med deres øjne. Denne dokumentation har lufthavnen ikke før fortalt om i detaljer. Ikke før nu. Den behandlede data viste streger på et kort. Stregerne var radarspor efter objekter, der havde bevæget sig i mønstre med pludselige V-formede sving. Sådan nogle bevægelser, som hverken fugle eller fly kan præstere. "Det er en droneadfærd," siger Morten Eli Lyngbæk, der er ansvarlig for krisehåndtering i Københavns Lufthavn, og tilføjer: "Du kan se, at den vender i luften på en måde, som et fly ikke vil kunne vende. En fugl vil heller ikke have den adfærd." Hidtil har Københavns Lufthavn ikke villet gå i detaljer med, hvilke konkrete beviser de ud over øjenvidneberetninger og videomateriale ligger inde med. I de to måneder, der er gået siden hændelsen, er der derfor blevet sået tvivl om, hvorvidt det overhovedet var droner, der lukkede Nordens største lufthavn i fire timer. Noget, der i så fald ville tage sig ganske skidt ud, eftersom observationerne ikke blot førte til, at lufthavnen lukkede, men også at myndighedspersoner af højeste rang talte med stor alvor om dronerne. Som da politiinspektør ved Københavns Politi Jens Jespersen talte om, at "en kapabel aktør" stod bag, og som da statsminister Mette Frederiksen (S) i en tale få dage senere sagde, at Danmark var blevet udsat for hybride angreb. Den nye information baserer sig på data fra en radar, der "opfanger mindre objekter i det lavere luftrum", som man på bagkant har trukket information ud af. "Der kan man skrælle alt fra, der hedder helikoptere og fly, og alt, der hedder fugle. Og der kan man se meget tydelige spor af det, der er droner," siger Morten Eli Lyngbæk. Kristeligt Dagblad har ikke set radarsporene, da Københavns Lufthavn ikke vil udlevere dokumentationen, med henvisning til den pågående efterforskning. "En helt anden sag"For eksperter inden for droneområdet ændrer det situationen gevaldigt, at Københavns Lufthavns dronemelding beror på radardata. Som forskningsleder ved institut for militær teknologi på Forsvarsakademiet Andreas Graae formulerer det: "Man skal være skeptisk over for øjenvidneobservationer, men det er en helt anden sag, hvis de har radardata fra et system, der kan skelne mellem fly og droner. Det vil jeg ikke stille mig op og så tvivl om," siger han. Samme vurdering har professor på Aalborg Universitet Preben E. Mogensen. Han forsker blandt andet i beskyttelse af kritisk infrastruktur i den nye dronevirkelighed. "Med den viden, jeg har, vil jeg slet ikke tvivle på, at lufthavnens melding er korrekt", siger han og tilføjer: "Der har været meget snak om skolefly, men de kan ikke bevæge sig i samme mønstre som droner." Københavns Lufthavn oplyser, at de siden den 22. september har tilegnet sig nyt udstyr, der gør, at de fremadrettet proaktivt kan detektere uautoriserede droner og altså ikke først – som i det aktuelle tilfælde – identificere dem i radardata på bagkant. Stjerner og luftobservationer Når tvivlen nogle steder er vokset frem de seneste to måneder, kan det skyldes, at lufthavnen ikke har ønsket at udlevere dokumentation. Samtidig begyndte regeringen få uger efter hændelsen at tale om "luftobservationer" i stedet for "droneobservationer". Og flere medier beskrev, hvordan et lille skolefly skulle være fløjet ind over lufthavnen, umiddelbart inden den blev lukket ned, som et bud på, hvad der foregik den aften i september. Adspurgt, hvorfor Københavns Lufthavn ikke bare har fremlagt dokumentationen, hvis man gerne vil spekulationerne til livs, lyder svaret fra Morten Eli Lyngbæk: "Selvfølgelig udleverer vi ikke materiale, som politiet anvender i sin efterforskning. Lige nu foregår der en efterforskning, og det vil vi gerne respektere." Forsker i samfundssikkerhed Rasmus Dahlberg mener fortsat, at offentligheden har brug for at se beviserne fra lufthavnen. "Jeg ønsker ikke at sprede konspirationsteorier, men jeg har stadig ikke set nogen officielle udtalelser, hvor beviserne bliver fremlagt," siger han. Og teorierne kan myndighederne få svært ved at tale sig ud af, for de spreder sig allerede som gnister i et stråtag. Og det er der en lidt bitter pointe i, påpeger Rasmus Dahlberg. Når der opstår tvivl og utryghed i befolkningen, så virker hybride angreb efter hensigten. "Der er nogle efterretningslogikker, som gør, at man gerne vil holde alt hemmeligt, men dermed kommer man til at gå modstanderens ærinde ved at give frit spil til alternative forklaringer og udstille sig selv som en ikke-kapabel aktør," siger han. Tryk for at læse mere
Nr. 22
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Arabisk breder sig i danske storbyer, men danskerne har talt arabisk i århundreder Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 19:30:00
I den just overståede kommunalvalgkamp passerede Jakob Skovgaard-Petersen en valgplakat, hvor en kandidat med anden etnisk baggrund end dansk blev omtalt som "en shabab". Det studsede han lidt over. Jakob Skovgaard-Petersen er professor i islamiske studier ved Københavns Universitet og har netop skrevet et lille leksikon om arabiske ord i dansk. Men det var ikke så meget ordet shabab, han hæftede sig ved. Det var den omstændighed, at ordet var gjort til ental. På arabisk er shabab født som et flertalsord, der betyder venner. "Det er ikke ligefrem korrekt arabisk. Men det er jo, fordi det er slang. Lige for tiden er der en del af den type arabisk inspirerede ord i omløb i dele af Danmark på samme måde som slangord. Nogle af dem er flygtige og vil forsvinde igen, andre vil blive i sproget som låneord. Men ingen af ordene vil få mere indgribende indflydelse på dansk syntaks eller grammatik," siger han. Slår man shabab op i hans bog "Lille leksikon – med arabiske ord på dansk", finder man ud af, at ordet er afledt af shab, som betyder en ung mand på op til 40 år, og er noget, man siger til en flertalsgruppe af unge mænd eller både mænd og kvinder. Ungdom hedder shabiba. I Danmark forekommer flere tvivlsomme varianter. For eksempel en shabab og flertalsformen shababs. Når Jakob Skovgaard-Petersen har fundet anledning til at udgive et leksikon, er det, fordi der er opstået en opfattelse af, at arabiske ord i de seneste år som noget helt nyt har fundet vej til ikke bare ungdomskulturer i forstæderne, men også er blevet til opslagsord i Den Danske Ordbog. For eksempel kritiserede den konservative politiker Mai Mercado tidligere i år, at ordbogen har optaget ord som inshallah, halal og wallah. Dette undrer Jakob Skovgaard-Petersen. Ikke fordi det er usandt, men fordi arabiske ord gennem flere hundrede år har bevæget sig ind og ud af det danske sprog, og fordi ordbogens opgave ikke er at fortælle læserne, hvilke ord de skal bruge, men at beskrive, hvilke ord som for tiden er i omløb inden for landets grænser. "Idéen om, at det danske sprog på et tidspunkt har været rent dansk, men nu bliver infiltreret af arabiske ord, og at dette skulle være fatalt, holder ikke rigtig. Men det, der sker i dag, er, at arabisk sprog kommer tættere på, fordi der er mennesker i Danmark med arabisk som modersmål. Tidligere nåede de arabiske ord til os ad lange omveje, ofte via fransk, tysk eller andre europæiske sprog," siger Jakob Skovgaard-Petersen. Han tilføjer, at hvis inshallah støder danskere, fordi muslimernes ord for Gud, Allah, indgår, skal man vide, at ordene bruges på en meget lidt religiøs måde i Danmark af unge med dansk eller anden etnisk baggrund: "Inshallah betyder 'om Gud vil'. I betydningen 'ja', 'nej', 'ved ikke' eller 'måske aldrig'." Ghettodansk og multietnolekt Mette Vedsgaard Christensen er docent og forskningsleder ved professionshøjskolen VIA University College i Aarhus og har forsket i det sprog, som gennem årtier har udviklet sig i storbykvarterer med en etnisk blandet befolkning. Ordene indgår også i sproget hos unge fra de kvarterer, der ikke har arabiske aner, og har samme funktion som tilsvarende engelske indlån i ungdomssproget. "Når man bruger et ord som wallah, tænker man ikke arabisk, man tænker storbymiljø, man tænker smart, og man tænker nok også lidt barnligt. Det er nogle ord, man vælger til sit sprog i nogle bestemte sammenhænge for at signalere, at man hører til en bestemt gruppe og for at virke ung og kæk," siger docenten, som tilføjer, at denne sprogmode har været nogenlunde konstant i 20 år, uden at det har ført til, at danske unge bruger arabiske ord i andre sammenhænge. Marie-Éléonore Godefroids maleri "Scheherazade & Shahryar" fra 1842 afspejler periodens europæiske borgerskabs begejstring for orientalsk kultur, 1001 nats eventyr og bløde arabiske møbler. Foto: Wikimedia Commons Blandt forskerne taler man om "ghettodansk" som en ny særlig dialekt i Danmark. Eller som en "multietnolekt", fordi de arabiske låneord findes der, hvor mange kulturer går op og ned ad hinanden og smitter hinanden sprogligt. Også inden for hiphopmusikken er arabiske låneord udbredte, uanset om rapperne personligt har indvandrerbaggrund eller ej. "De arabiske låneord er ikke et sprog i sig selv, men er snarere en særlig sproglig stil, som man kan skrue op og ned for," siger Pia Quist, professor og dialektforsker ved Københavns Universitet. "Det interessante ved 'wallah' og de andre ord er i øvrigt, at det er præcis de samme ord, der bruges i andre storbyer som Amsterdam, Berlin og Stockholm som i København. I flersprogede storbymiljøer har man altid suppleret modersmålet med de fremmedord, man havde til rådighed, hvad enten det var ord fra latin, engelsk eller arabisk," siger hun. Det skønneste ord i ordbogen Jakob Skovgaard-Petersen lægger i sit leksikon vægt på, at der i det danske sprog er langt flere ord med arabiske rødder, end vi er bevidste om. Og ordene fortæller en historie om de meget forskellige syn, der gennem århundrederne har været på arabisk kultur. Vores talsystem kaldes arabertal, fordi de tal, der i middelalderen udkonkurrerede romertallene i Europa, nåede frem fra Indien via arabiske mellemmænd. Det samme gjorde sig gældende med skakspillet, som er afledt af shah, der betyder konge. Også et matematisk begreb som algoritme er arabisk. Ud over ord om matematik og videnskab fik Europa også mange ord for det eventyrlige fra den arabiske verden, især i kraft af "1001 nats eventyr", som allerede i 1700-tallet begyndte at forsyne Europa med ord som fakir og kalif. Engang var varer fra Arabien eksklusive kolonialvarer som kaffe, sukker og alkohol, der alle kommer fra arabisk, ligesom abrikos, artiskokker og estragon gør. Ligesom ægte tæpper var bløde møbler også en arabisk specialitet, idet ordene divan, sofa og madras også kommer herfra. Lutter rare sager, der har præget den danske folkesjæl. Jakob Skovgaard-Petersen vurderer, at det arabiske ord, der benyttes oftest af danskerne, er kaffe. Et ord, der kan spores tilbage til Yemen i 1300-tallet. I 1600-tallet fik London og Paris de første europæiske udskænkningssteder for den arabiske drik, kaldet caféer. Foto: Wikimedia Commons "Det er faktisk svært at skabe den særlige danske hygge uden at komme til at bruge et arabisk ord. I 1800-tallet var det udpræget sådan, at man i Europa forbandt den arabiske verden med komfort, ladhed, kropslighed og luksusvarer," fortæller Jakob Skovgaard-Petersen. Men sideløbende med den orientalisme, som dyrkede det fremmede fra den arabiske verden, herskede der også frem til afslutningen af Anden Verdenskrig en kolonialisme, som omtalte den arabiske kultur nedladende, påpeger professoren. Han tilføjer, at arabiske ord i de seneste årtier har nået den vestlige verden på to nye måder. Dels er der de foruroligende mediehistorier om trusler og terror, der har givet os ord som fatwa og jihad. Og dels er der det fysiske kulturmøde, som er opstået med flygtninge og indvandreres trafik til vore breddegrader. Ikke alle ord fra de nye indbyggere er lette at sluge. For eksempel hvis nogen kalder en kvinde sharmuta, der betyder luder. "Det er naturligvis ikke et særlig rart ord, men det er vel ikke mere specielt end et tilsvarende amerikansk-engelsk ord som bitch, som vi har måttet leve med i mange år," siger Jakob Skovgaard-Petersen. Hvad angår amerikansk-engelske ord, så hæfter professoren sig i øvrigt ved, at USA's præsident, Donald Trump, i december 2024 udnævnte ordet tarif til "det skønneste ord i ordbogen", en erklæring han har gentaget flere gange siden. Årsagen til præsidentens begejstring er, at ordet udtrykker de toldsatser eller importskatter, som USA benytter til at straffe og påvirke nabolande politisk. Men hverken præsidenten, hans rådgivere eller hans kritikere har formentlig tænkt dybere over, at ordet er et importord i engelsk og andre europæiske sprog. Tarif kom første gang ind i italiensk i 1300-tallet. Fra arabisk. Tryk for at læse mere
Nr. 21
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Biskop frygter nationalisering af folkekirken: Danskernes dåb er blevet en politisk sag Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 19:00:00
Folkekirken er under stigende pres fra staten. Det mener biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen, der er på vej med en bog om forholdet mellem kirke og stat. I bogen undersøger hun den sondring, der traditionelt er gjort i Danmark mellem indre og ydre anliggender. De indre anliggender har folkekirken i vidt omfang selv bestemt over, mens Folketinget tog sig af de ydre. Men noget har ændret sig. Efter en undersøgelse for nylig viste markant faldende dåbstal, har flere politikere kritiseret folkekirken for at have ligget på den lade side og efterspurgt mere handling for at vende udviklingen. Den kritik finder Marianne Christiansen tankevækkende: "Politikere ville før have sagt, at de faldende dåbstal var folks egen sag. Det er nu blevet et politisk anliggende, om danskerne bliver døbt," siger hun og tilføjer så: "Der er fare for en statsliggørelse og nationalisering af kirken, hvis spørgsmålet om, hvorvidt mennesker bliver døbt, bliver et politisk anliggende som i enevældens tid. Det er problematisk for folkekirken, hvis det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag bliver undergravet, og det er upassende for en sekulær stat på den måde at drive en religion." Så længe folkekirken er forbundet med og understøttet af staten, giver det vel mening for politikerne at adressere, at folkekirkens medlemsgrundlag forsvinder med de lave dåbstal? "I princippet er der ikke noget galt i, at politikere kommer med opfordringer til folkekirken, men på grund af de senere års undergravning af skellet mellem folkekirkens indre og ydre anliggender får den slags udtalelser en anden og mere alvorlig betydning," siger Marianne Christiansen med henvisning til Folketingets lukninger af kirker under coronakrisen og afskaffelsen af store bededag, som var en kirkelig helligdag. For at komme problemet til livs ønsker Marianne Christiansen en lovændring: "Sondringen mellem kirkens indre og ydre anliggender skal lovfæstes, og folkekirken skal have høringsret i lovgivning om folkekirken – og indstillingsret, når det kommer til de indre anliggender," lyder det fra biskoppen. Folkekirken bør glæde sig over interesse fra politikere Kirkeordfører for Socialdemokratiet Kim Aas er en af dem, der for nylig har kritiseret folkekirken for ikke at gøre nok ved de faldende dåbstal. Han kan godt forstå, at Marianne Christiansen og andre i folkekirken kan være bekymrede for, at beslutningerne om coronanedlukningerne og afskaffelsen af store bededag har skabt præcedens for yderligere statslig kontrol. "For Socialdemokratiets og regeringens vedkommende er der ikke nogen, der er interesserede i at fjerne flere helligdage. Vi har heller ikke nogen interesse i at diktere, hvordan folkekirken skal være folkekirke," siger Kim Aas, der synes, at folkekirken bør glæde sig over den fornyede interesse i åndelige og kirkelige forhold, som politikere udviser. Men der findes jo ingen retlige garantier for, at staten ikke fremover blander sig i kirkens indre anliggender. Så folkekirken må vel nøjes med at tage jer på ordet? "Det er rigtigt, og der kommer nok heller ikke nogen af de lovændringer, som Marianne Christiansen har lagt op til. Men politikerne har jo ikke nogen interesse i at underminere folkekirkens position. Tværtimod har vi om noget brug for en stærk folkekirke lige nu, hvor der ikke bare er politiske og økonomiske udfordringer i samfundet, men så sandelig også åndelige udfordringer," siger Kim Aas. Ifølge kirkeordføreren er en nationalisering af kirken "slet ikke der, vi er", og han er heller ikke bekymret for fremtiden. "Jeg er vokset op i en tid, hvor troen kun var en privatsag. På det seneste er politikerne såvel som borgerne imidlertid blevet mere bevidste om, at vi også har brug for at være sammen om troen og håbet. Selvom jeg godt kan sætte mig ind i Marianne Christiansens frygt for en statsliggørelse af kirken, så tror jeg ikke, at vi kommer til at se det udspille sig i Danmark," lyder det fra den socialdemokratiske kirkeordfører. Også fra kirkeligt hold lyder der kritik af ideen om den lovændring, som Marianne Christiansen foreslår. For den vil lede til en bureaukratisering og fastfrysning af forholdet mellem stat og kirke. Det siger sognepræst Mette Bock, der fra 2016 til 2019 var kirkeminister for Liberal Alliance. Hun tager også lidt lettere på politikernes kritik af folkekirkens lave dåbstal. "I en tid, hvor vi taler meget om identitet, kultur og nationalitet, kan jeg ikke se noget problem i, at politikerne også har en holdning til kristendommens betydning for vores samfund. Kæden hopper for mig af, når politikerne begynder at fortælle os præster, hvad vi skal gøre og ikke gøre," siger hun. Og hun får opbakning af Kurt E. Larsen. Den tidligere professor i teologi frygter heller ikke, at politikernes engagement i dåbsspørgsmålet er første skridt på vej mod en nationalisering af folkekirken. "Når nu Folketinget har et kirkeudvalg og faktisk har indflydelse på alle kirkens anliggender, så er det da i udgangspunktet positivt, at politikerne er blevet mere engagerede i folkekirken og trosforhold i det hele taget," siger han og bemærker, at den ugentlige andagt på Christiansborg synes at tiltrække flere folketingsmedlemmer end tidligere. Han medgiver samtidig, at politikernes engagement i kirkens anliggender kan kamme over og blive betragtet som et brud på det armslængdeprincip, der traditionelt har hersket mellem Folketinget og folkekirken. Det mener han dog først ville være tilfældet, hvis Folketinget begyndte at omsætte deres engagement til egentlige lovforslag om for eksempel dåbspraksis. Marianne Christiansen holder dog fast: Problemet er, at sondringen mellem indre og ydre anliggender aldrig er blevet lovfæstet. "Der har været en konsensus mellem folkekirken og politikere om, hvad de indre og ydre anliggender indebar, men det er aldrig blevet skrevet ind i nogen lovgivning. Derfor har man skullet løse problemstillinger mit gefühl," siger biskoppen, før hun kommer ind på det, der for hende er kilden til problematikken: "I takt med at traditionsbevidstheden og bevidstheden om forholdet mellem kirke og stat svækkes blandt yngre politikere, forvitres jo også sansen for betydningen af de indre anliggender." Kurt E. Larsen giver generelt Marianne Christiansen ret i hendes udlægning af den historiske udvikling. "Man kan også finde eksempler fra tidligere på, at politikere har undladt at lytte til folkekirken, men jeg er enig i, at der de senere år er kommet flere tydelige eksempler på det," siger han og nævner afskaffelsen af store bededag som det mest fremtrædende. Ligesom biskoppen ser han også et generationsskifte blandt politikerne som en mulig forklaring på udviklingen og siger, at der nok er færre folketingsmedlemmer nu end tidligere, som er "fortrolige med den evangelisk-lutherske lære og den folkekirkelige praksis". Mette Bock erklærer sig i det store hele enig i denne betragtning. "Der er en svækket sans for, hvad det vil sige at have en folkekirke – hvordan man skelner mellem de indre og ydre anliggender, og med hvilken nænsomhed man som politiker bør behandle de indre anliggender. Der har været politikere, der gerne har villet lovgive om, at alle folkekirkepræster skal tvinges til at vie to af samme køn," siger hun. Manglende selvbestemmelse bliver åbenlys Når Marianne Christiansen skal forklare, hvornår det forhold blev åbenlyst, peger hun på en højesteretsdom fra 2017. Lovliggørelsen af vielse af homoseksuelle i folkekirken i 2012 ledte til et søgsmål mod den daværende ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen samt social- og integrationsminister Karen Hækkerup. Sagen blev den 23. marts 2017 afsluttet, da Højesteret fastslog, at lovændringen og det nye vielsesritual lå inden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af Grundloven. Sagsøgeren havde undervejs argumenteret for, at der er noget, der hedder folkekirkens indre anliggender, hvilket højesteretsdommen ifølge Marianne Christiansen afviste: "Man fastslog, at der retligt set ikke er noget, der hedder folkekirkens indre anliggender, og at Folketinget kan lovgive om alt i folkekirken uden at spørge folkekirken selv. Desuden fastslår dommen, at regeringen og Folketinget har et 'vidt skøn' i fortolkningen af, hvad der ligger inden for folkekirkens bekendelsesgrundlag," lyder Marianne Christiansens opsummering af dommen fra 2017. Kurt E. Larsen mener, at det mest afgørende ved højesteretsdommen fra 2017 var dens "psykologiske betydning". "Højesteretten indførte jo ikke en ny praksis, men understregede det, som hele tiden har været gældende ret i Danmark, at folkekirken ikke har nogen indflydelse på sine indre anliggender. For politikerne kan understregningen have en psykologisk effekt, der gør, at man er mere tilbøjelig til at tilsidesætte den tidligere praksis og i mindre grad end før tager hensyn til folkekirkelige aktørers ønsker." Da regeringen i marts 2020 lukkede landets kirker under coronakrisen, skete det ifølge Marianne Christiansen uden hensyn til folkekirkens selvbestemmelse. "Måden, hvorpå nedlukningen skete, afslørede, at man fra statens side så på folkekirken som en del af statens egen ejendom," siger hun. Mette Bock mener ikke, det er en ny sag, at staten blander sig i kirkens indre anliggender og henviser blandt andet til, at man i 1948 tillod kvinder at blive præster i folkekirken. Når det kommer til afskaffelsen af store bededag, giver hun dog til dels Marianne Christiansen ret i hendes kritik: "Det ville jo have været anderledes graverende, hvis der var tale om en rigtig helligdag, som var knyttet til pinse, påske eller jul. Når det så er sagt, er jeg enig i, at det var meget uklogt af politikerne ikke at inddrage folkekirken i beslutningsprocessen," siger hun. Tryk for at læse mere
Nr. 20
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Stort dansk studie viser sammenhæng mellem tidlig pubertet og psykisk sygdom Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 19:00:00
Børn, som går ekstremt tidligt i puberteten, har en øget risiko for at udvikle en række psykiske lidelser allerede, mens de er teenagere, viser et stort, dansk registerstudie. Trine Koch Hueg er førsteforfatter på studiet. Hvorfor ønskede I at undersøge, om der er sammenhæng mellem for tidlig pubertet og psykisk sygdom? Vi har tidligere lavet et studium, hvor vi så, at antallet af børn, som diagnosticeres med pubertas præcox, altså for tidlig pubertet, er øget markant de seneste 20 år. Så det er en gruppe af børn og unge, som bliver større og større. Samtidig stiger også antallet af børn og unge, der diagnosticeres med psykiske sygdomme. Vi ved også fra tidligere studier, at hvis man får menstruation lidt tidligere end sine jævnaldrende – og her taler vi om piger, der er inden for den normale pubertetsalder – så er der større risiko for depression, social isolation og skolevægring. Er sammenhængen så endnu stærkere, hvis man går for tidligt i puberteten? Er den så det? Ja. I studiet har vi medtaget 9315 børn som fik diagnosen pubertas præcox fra 1995 til 2020. Diagnosen får man, hvis man som pige får brystudvikling, inden man er fyldt otte år. Ved drenge er det, at de gik i puberteten og havde testikelvækst, inden de fyldte ni år. Så har vi fulgt dem i sundhedsregistrene for psykiske diagnoser. Hver person er blevet sammenlignet med fem sammenlignelige børn uden en pubertas præcox-diagnose. Vi fandt, at risikoen for adhd, angst, autisme og depression var øget hos både drenge og piger, der gik i for tidlig pubertet, mens risikoen for spiseforstyrrelser og skizofreni var øget hos piger med for tidlig pubertet. Hvor meget øget? Hvad angår depression, havde pigerne med pubertas præcox-diagnosen 45 procent større risiko i forhold til børn uden diagnosen. Sammenhængen med autisme er stærkere. Hos drenge er den 112 procent højere, og for piger er det 79 procent. Hvad angår angst, er risikoen 57 procent højere for piger og 114 procent for drenge, som gik i for tidlig pubertet. 11 procent af dem, der gik for tidligt i pubertet, var drenge. Er det her et pigeproblem? Ja. Langt de fleste med pubertas præcox er piger. Hvad tænkte I selv, da I så de her resultater? Vi blev meget overraskede over, at signalet var så stærkt, især hos drenge, fordi det er en sygdom, der netop rammer piger oftest. Jeg har ikke en forklaring på, hvorfor sammenhængen med psykisk sygdom er så meget stærkere hos drenge end hos piger. Har du og dine kolleger talt om, hvorfor børnene i det hele taget har den øgede risiko for psykisk sygdom? Det er et godt spørgsmål. Måske kan piger let føle sig meget anderledes, hvis de går for tidligt i puberteten, for det er jo meget synligt. Det kan måske forklare risici for depression, angst og spiseforstyrrelser. I har i gennemsnit fulgt dem i knap otte år, fra de gik i for tidlig pubertet, altså indtil de var cirka 16 år. Har du gjort dig tanker om, hvorvidt lidelser vil af- eller tiltage senere i deres liv? Nu ser vi jo allerede et meget stærkt signal for en række psykiske lidelser i den her gruppe, hvor de er meget unge. For andre lidelser var der ingen sammenhæng, for eksempel bipolar lidelse, men jeg kan ikke udelukke, at man ville kunne se en sammenhæng senere hen, hvis man fulgte dem længere. Vi undersøgte for ni psykiske lidelser, og vi fandt heller ingen sammenhæng med misbrugsproblemer og selvmord samt selvmordsforsøg. Der er sikkert store mørketal. Alligevel er det rigtig rart at vide, at der ikke umiddelbart er en sammenhæng med disse ting. Hvad skal der ske nu? Vi skal have øget fokus på trivsel hos de børn, som undersøges for tidlig pubertet. Det er vigtigt at understrege, at de fleste børn med tidlig pubertet ikke har psykiske udfordringer. 20250428 Rigshospitalet, Afdeling for Vækst og Reproduktion. Portræt. Dette billede kan frit og tidsubegrænset bruges i egne medier af Afdeling for vækst og reproduktion på Rigshospitalet. Evidere kan den afbildede frit bruge billedet privat og på egne ikke-kommercielle profiler på sociale medier. Foto: Tomas Bertelsen Tryk for at læse mere
Nr. 19
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Et par blå glenter trives i Vestjylland i de kolde måneder: ”Den største fuglesensation nogensinde i Danmark” Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 19:00:00
En vaskeægte fuglesensation udspiller sig i øjeblikket i Vestjylland. Et par blå glenter har brudt alle rekorder for, hvornår rovfuglearten har opholdt sig i Danmark. Det var knapt til at tro, da først den ene blå glente og dagen efter den anden blev observeret i nærheden af Aulum i begyndelsen af september i år, siger den lokale ornitolog Ole Olesen. "Jeg havde ikke forudset, at vi nogensinde skulle få besøg af et par blå glenter i vores område. At de stadig er her nu gør det bare endnu vildere. Det er efter min opfattelse nok den største ornitologiske sensation nogensinde her i landet." Den elegante blå glente har en lys fjerdragt med blåligt skær, sorte aftegninger på vingerne og ligner en ægte dræber med sine røde øjne og spidse næb. Den er væsentligt mindre end sin fætter, den røde glente, som er en helt almindelig rovfugl i Danmark. Det sker sjældent, at blå glente overhovedet bliver set i Danmark. Endnu mere utroligt blev det, da glenteparret senere flyttede nogle få kilometer mod nordøst og begyndte at bygge rede. Det er aldrig før sket, at et par af blå glente har forsøgt at yngle i Danmark. I oktober måtte Ole Olesen og andre, der på daglig basis har holdt øje med de to sjældne gæster, dog konstatere, at glenterne havde forladt reden. "De var væk og blev ikke set i tre dage. Yngleforsøget havde slået fejl, og jeg tænkte, at de derfor havde forladt området helt." Men tre dage senere dukkede de igen op – i præcis det område, hvor de i første omgang havde slået sig ned. Og deri ligger altså endnu en tilføjelse til sensationen. Den blå glentes såkaldte europæiske kerneområde er under langt varmere himmelstrøg i Spanien, Portugal og det allersydsligste Frankrig. Derudover holder den til i Afrika og det sydlige Asien. Det er altså her, de yngler. I perioder uden for ynglesæsonen spreder især ungfuglene sig ud til andre dele af Europa. Den ene af de to blå glenter, der på helt forunderlig vis har slået sig ned i Vestjylland, er her på jagt – formentlig efter mus. Foto: Carl S. Johnsen, Aulum. Men arten er aldrig før observeret i Danmark så sent på året. Og selvom der har været både natte- og dagsfrost i området omkring Aulum, lader de ikke umiddelbart til at være på vej væk. Ole Olesen er forundret, men har dog et par bud på, hvad årsagen kan være. "De har fundet et område, hvor der er rigtig mange mus. Dem jager de ved at stå stille i luften, mens de slår lynhurtigt med vingerne. Det minder meget om tårnfalken, som man ofte kan se ved motorveje og lignende. Og netop tårnfalken er de tit i clinch med i området, hvor de hævder deres territorie. Det tyder jo på, at de er rigtig glade for fødemulighederne lige netop der," siger han og tilføjer: "Generelt ser man jo mange fuglearter sprede sig længere nord på i takt med klimaforandringer. Men det her er så særligt et tilfælde, at det næppe er forklaringen alene. Hvordan de er kommet så meget på afveje, tør jeg ikke gisne om. Men vi nyder dem hver eneste dag herude." Tryk for at læse mere
Nr. 18
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Atju! Derfor bliver man ofte syg, netop som travlheden letter Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 19:00:00
Typisk. Knap er døren til arbejdspladsen lukket og skuldrene sænket, før den første mistænkelige kildren melder sig i halsen. Atju! Det kan føles uretfærdigt, at forkølelser har det med at melde sig, netop som man har overstået en særlig travl periode eller er gået på ferie. Men der er en god fysiologisk forklaring på, hvorfor mange oplever at blive syge i nærmest samme øjeblik, som arbejdspresset letter. "Når man får mulighed for at slappe af efter en periode med fart på, så slapper vores såkaldte sympatiske nervesystem også af. Og det øger risikoen for, at nogle af de bakterier og virusser, man har fået indenbords, og som ligger latent i kroppen, kan udvikle sig til sygdom," siger Bo Netterstrøm. Han er tidligere overlæge, dr. med. i social- og samfundsmedicin, og så er han forfatter til flere bøger om stress og sygdom. Den udvidede forklaring på fænomenet er en smule teknisk, men det handler grundlæggende om en form for hormonel kædereaktion, der sættes igang, når kroppen efter i en periode at have været i "alarmberedskab" – altså, stresset – igen kan sænke paraderne. Bo Netterstrøm forklarer: "Kroppen bruger forskellige hormoner til forskellige formål. Et af disse hormoner er kortisol, som blandt andet frigiver sukker og andre ting, vi har brug for til at få energi til muskler og hjerne. Men hormonet har også nogle bivirkninger. Blandt andet svækker det vores immunsystem," siger han og uddyber. Når man er aktiv og igang, har man adrenalin kørende i kroppen, og det holder bivirkningerne af kortisol nede, uddyber han. "Men så snart adrenalinen falder, og vores sympatiske nervesystem ikke arbejder på højtryk på samme måde, ja, så svækkes immunforsvaret, og vi bliver lettere lagt ned af eksempelvis influenza." Stresshormoner i begrænset tid kan altså mobilisere immunforsvaret og medvirke til at holde sygdom fra døren – men kun på den korte bane, hvor ræset står på. Trækker en stresset periode ud i længere tid og bliver kronisk, har det den direkte modsatte virkning, siger Allan Randrup Thomsen, professor ved institut for immunologi og mikrobiologi på Københavns Universitet. "I forskningen er der overvejende konsensus om, at akut stress øger immunforsvaret, mens kronisk stress trykker det," siger han. "Når vi er stressede, arbejder immunforsvaret på højtryk, og det er for så vidt ganske smart – for urmennesket i naturen ville det eksempelvis betyde, at man var mere modstandsdygtig over for sygdom, når man gik på jagt efter mad – men kroppen er ikke designet til at være stresset i en længere periode, og er den det alligevel, viser mange studier, at man bliver mere modtagelig for luftvejsinfektioner." Sådan lyder altså den fysiologiske forklaring på, hvorfor sygdom altid synes at ramme ubelejligt. Men der findes også en mental side af det, påpeger Allan Randrup Thomsen. "Så længe man er stresset, er man nok også mere tilbøjelig til at ignorere symptomerne på sygdom, fordi man ikke har 'tid' til at blive ramt. Og så kan det opleves som om, sygdommen pludselig rammer, når man igen har overskud til at mærke, hvordan kroppen har det," siger han. Sygdom i kroppen fungerer altså ikke som en snedig hævner, der kan vælge at bryde ud på det allermindst belejlige tidspunkt. Den kan derimod godt ramme, fordi man i en tid har kørt for hårdt på inden eksempelvis en ferie – og vil man gerne undgå, at snuen bryder ud, netop som man havde tænkt sig at bruge tiden på sjovere ting, må man øve sig i at tage pauser i løbet af dagen. Det gælder særligt i travle perioder, lyder rådet fra tidligere overlæge og stressekspert Bo Netterstrøm. "Op til en ferie vil der typisk være mange ting, man skal have styr på. Skrivebordet skal ryddes, der skal handles ind, og familiens tasker skal pakkes. Måske man ikke engang selv lægger mærke til, at man er mere stresset end normalt, men kroppen snyder man ikke," siger han. "Derfor er det vigtigt, at man giver sig selv mulighed for at geare ned ind imellem. At man sætter sig ned og holder en pause, når man spiser sine måltider, og at man får god søvn, så systemet jævnligt kan falde helt ned. Ellers sker der en form for overophedning, og – bum – så kan sygdommen pludseligt ramme, når man mindst gider den." Tryk for at læse mere
Nr. 17
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Iben Krogsdals bekendelse mod det almindelige er ualmindelig Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 19:00:00
Iben Krogsdal er ikke længere kun måske troende, men ifølge sin klumme i Kristeligt Dagblad den 22. november nu almindeligt troende. Kirkens varemærke har altid været det almindelige. Ordet "katolsk" betyder almindelig og er en bestemmelse af kirken i modsætning til den esoteriske teologi. Med sin overtagelse af bestemmelsen "almindelig" om sin tro er det Iben Krogsdal, som bekæmper denne gammeldags form for almindelighed. Heldigvis kan hun huske et møde med en amerikansk mand for 10 år siden, som hun kan bruge som prisme for en nutidig dansk folkekirkelighed. Amerikaneren gav hende et kram og sagde, det var dejligt at møde en fra Danmark, der også var frelst. Dette skel mellem frelste og ikke-frelste bryder Iben Krogsdal sig ikke om. I stedet maner hun folkekirken til besindelse på sin "dybe, utrolige alvor", som skal blive til en "modstandsbevægelse" – imod besættelsesmagten må man forstå som i en folkekirkelig intifada. Hvordan dette ikke er at skabe skel mellem de rigtige og de forkerte, står foreløbig hen i det uvisse. Iben Krogsdals bekendelse er til gengæld ualmindelig derved, at den "alternative alvor" i nutid "lover stilfærdigt og tungt", at "Gud" i datid "lod sig slå ihjel én gang for alle" og "siden er opstået lyslevende overalt i verden". Foruden det grammatiske hokuspokus er det en lettere omskrivning af de gamles tro på, at han døde for vore synders skyld og på tredjedagen opstod fra de døde af den grav, hvori de havde lagt ham. Jeg har min helt egen version: at han døde stedfortrædende – ikke for os, men for lammet, og han ofrede ikke sit legeme og blod, men forvandlede det til brød og vin. Opstandelsen har vi på anden hånd, og det er det mest forunderlige, at der i slægtled efter slægtled har været en menighed, der har troet på det foregående slægtleds fortælling om den. Det er som sagt min helt egen særlige tro, men det er også det, der står i Det Nye Testamente, hvis man læser det med ganske almindelige briller på. Lars Hougaard Clausen er cand.theol. Tryk for at læse mere
Nr. 16
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Kollektivt hukommelsestab”: Kommentatorer advarer mod positivt syn på Francos diktatur Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 18:30:00
Vi har det med at glemme. Det er ikke lang tid siden, at diktaturstater trivedes i Europa. Først midt i 1970'erne afskaffede Spanien, Portugal og Grækenland diktaturet og overgik til demokratiske styreformer. Nu er alle tre lande stabile medlemmer af både EU og Nato, men fortiden spøger. I 1936 udførte Francisco Franco et militærkup i Spanien, der udløste en blodig borgerkrig, som varede i tre år. Igennem fire årtier knægtede hans autokratiske regime ytringsfriheden, fængslede, torturerede og dræbte systemkritikere og undertrykte landets sproglige og kulturelle mindretal. Den 20. november 1975 døde Franco. 50 år efter hans død er mindet om hans figur stadig i stand til at polarisere samfundsdebatten. Som omtalt her i Kristeligt Dagblad viste en undersøgelse foretaget for nylig, at 21 procent af spaniere har et positivt syn på Francos diktatur. Mange af dem er unge. "Det er bekymrende, at unge mennesker 50 år efter diktatorens død anser demokrati for at være værre end diktatur," skriver El Pais. En lederartikel i samme avis har fået overskriften "Intet at fejre". Slående. Det er nødvendigt at slå fast, at mindet om Francos diktatur ikke er årsag til fejring. The New York Times deler bekymringen: "Franco døde for 50 år siden, men han fortsætter med at vinde tilhængere i Spanien. Unge spaniere tiltrækkes i stigende grad af diktatoren." Bladets udsendte journalist har besøgt Francos grav, der er prydet med bannere, kranse og kors. En valfartende tilhænger, José Ortiz, udtaler: "Jeg ville ønske, at regimet ville vende tilbage." Ortiz taler om de diktatoriske storhedstider og "alt, hvad Franco gav til det spanske folk". Han blev født få uger efter Francos død, men det er ikke Franco, han længes efter. Det er erindringen om et regime, han aldrig har levet under. Det samme gælder en 25-årig spanier, som på en bar i Madrid siger til den udsendte journalist: "Han gjorde mange gode ting for Spanien. Under Franco var livet bedre. For alle." Men hvorfor er Francos popularitet voksende? I en særudgave dedikeret til mindet om Franco sætter El Pais den stigende popularitet i forbindelse med nutidens "fake news": "En voksende historisk revisionisme søger at omskrive diktaturets fortælling og relativisere dets forbrydelser." Fakta bliver simpelthen fordrejet, løgne florerer. Mange kommentatorer placerer skylden hos den yderste højrefløj. Det højreekstreme Vox-parti kalder Pedro Sánchez' regering "den værste i 80 år". Dermed siger Spaniens tredjestørste parti i al åbenhed, at Francos diktatur var bedre end landets demokratiskvalgte regering i dag. "Den højreekstreme propaganda fremstiller Franco som en moderniserende kraft", skriver La Vanguardia. Er Spaniens demokrati i fare, spørger The Times i en artikel, der peger på "et farligt mønster af nostalgi, som man ser i mange lande, ikke kun Spanien. 'Vi levede bedre under diktatoren'' siger folk. Det er et advarselstegn". En ung spansk kvinde, Maria Ramirez, har fået plads til en længere artikel i The Guardian. "Jeg voksede op i Spanien midt i et kollektivt hukommelsestab om Franco. Det er på tide, at vi ser vores mørke fortid i øjnene." Overgangen til demokrati var bemærkelsesværdigt gnidningsløs. "Men i forsøget på at finde balancen mellem retfærdighed og forsoning hældte Spanien stærkt til sidstnævnte. Få af diktaturets forbrydelser blev retsforfulgt, og som årene gik, udviklede amnesti sig til hukommelsestab." Maria Ramirez mener at fortidens synder blev begravet alt for hurtigt, og nu får lov til at spire frem igen. Regeringen har lanceret en kampagne, "Spanien i frihed", der skal øge bevidstheden om livet under diktaturet og minde befolkningen om værdien af politiske friheder. Regeringens ministerium for "territorialpolitik og demokratisk hukommelse" holder stribevis af arrangementer og uddeler T-shirts, der promoverer ytringsfriheden. I forsøget på at ramme ungdommen er computerspil og en tegneserie om Francos regime for skolebørn på vej. Den konservative opposition ignorerer regeringens kampagne eller udtrykker forargelse over initiativet. Nogle har kaldt programmet "absurd nekrofili" eller et "røgslør" fra venstrefløjen for at fremme en woke dagsorden. Debatten intensiveres og ligeledes polariseringen. En venstreorienteret regering har gjort det til sin mission at rehabilitere mindet om ofrene for frankismen over for en højreorienteret opposition, der nægter at "genåbne sår". "Det bedste, man kan gøre med fortiden, startende med dens mørkeste aspekter, er at forsøge at forstå den," konkluderer forfatteren Javier Cercas i El Pais. "Det er den eneste kendte måde at mestre historien på og forhindre den i at mestre os og tvinge os til at gentage de samme fejl igen og igen." Det lyder rigtigt. Men mange unge ser en anti-establishment-appel i at retfærdiggøre en diktator. Og det kan regeringens kampagner næppe stoppe. Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af professor i global politisk sociologi ved Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst Kristian Østergaard. Tryk for at læse mere
Nr. 15
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristeligt Dagblad mener: Den politiske stoleleg sætter politikernes vigtigste aktiv på spil: Troværdigheden Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 18:30:00
Først var den rød. Så var den lilla. Få timer senere var den rød igen. Der er naturligvis tale om borgmesterposten i Aalborg Kommune, som i kølvandet på kommunalvalget for en uge siden har skiftet hænder fra Socialdemokratiet til Radikale Venstre og siden tilbage igen med hjælp fra en konservativ kandidat, der gik imod partilinjen. I Middelfart demonstrerede frustrerede vælgere foran rådhuset, da en socialdemokrat sprang til Venstre og gjorde en af sine nye partikammerater til borgmester. I Slagelse nåede den siddende Venstre-borgmester at erklære sit genvalg, før Socialdemokratiet i stedet opnåede opbakning til borgmesterposten, indtil også den konstellation gik i opløsning, og Dansk Folkeparti løb med borgmesterposten. Og i Ringkøbing-Skjern fejrede Danmarksdemokraterne partiets første borgmesterpost, indtil en ny konstituering i stedet gjorde en Konservativ til borgmester. Eksempler på kupforsøg, rævekager og underhåndsaftaler har den seneste uge stået i kø, og meldinger om gentagne udnævnelser af nye borgmestre med nye støttekonstellationer har givet de digitale medier stof til mange gule breaking-bjælker. Perioden efter et kommunalvalg er på sin vis beregnet til netop dette: at nyvalgte kommunalpolitikere forhandler om indflydelse og poster, giver og tager for til sidst at kunne præsentere en borgmester. Og ofte begrundes nye ståsteder og alliancer da også med, at de nyvalgte ønsker at give vælgerne så meget politik som muligt for deres stemme. Det er kendetegnende for et sundt og levende demokrati, at oppositionen søger at udfordre den siddende magt og udforsker nye, mulige samarbejder. Ikke desto mindre er det en uskøn forestilling at være vidne til, hvad der alligevel kan ligne utroværdig skalten og valten med vælgernes støtte i opportune forsøg på at komme så tæt på magten som muligt. Valgets bedste eksempel på dette er den nu tidligere politiker Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der lørdag meddelte, at hun trækker sig fra dansk politik efter sit nederlag i København. Hun havde ellers under valgkampen svoret, at hun "selvfølgelig" ville engagere sig i borgerrepræsentationen, selv hvis hun ikke skulle få overborgmesterposten. Hvilket hun som bekendt ikke gjorde. Pernille Rosenkrantz-Theil fik 11.808 personlige stemmer, tredjeflest i kommunen. At hun vælger at trække sig, fordi hun ikke fik den post, hun havde drømt om, er et egocentrisk svigt af de knap 12.000 vælgere samt af de tusindvis af øvrige vælgere, der satte deres kryds ved Socialdemokratiet. Rosenkrantz-Theil begrunder sin beslutning om at trække sig med, at hun må tage ansvar for partiets dårlige resultat i hovedstaden. Men det ansvarlige ville være det modsatte: At blive og sætte sit mandat i spil for sin by, sit parti og sine vælgere. De nye byråd skal være konstitueret senest den 15. december. Forhåbentlig får stoledansen sin ende længe før. Og når kommunalpolitikerne første gang sætter sig rundt om bordet, bør de minde sig selv og hinanden om, at de først og fremmest sidder der på mandat fra borgere, der håber at se forandringer og forbedringer. Ingen bør gå ind i politik for at opnå indflydelse for indflydelsens skyld. Tryk for at læse mere
Nr. 14
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sognepræst: Becifringer i salmebogen gør kun musikken rigere Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 18:30:00
Som autodidakt musiker byder jeg tiltaget med at sætte becifringer på salmebogens melodier velkommen, som det er beskrevet i Kristeligt Dagblad den 22. november 2025. Ikke fordi jeg er tilhænger af en forfladigelse af musikken, men fordi kompetent udarbejdede becifringer giver flere musikere adgang til salmebogens skatte. I artiklen forklares becifringsklaver på denne måde: "På klaver spiller man typisk akkorden efter becifring i venstrehånden og melodilinjen efter noder i højrehånden." Det er ikke forkert, men det er en alt for enkel betragtning, der i bedste fald kun er dækkende for begynderen eller den let øvede. For den erfarne becifringsmusiker er akkorderne og melodilinjen i højere grad at betragte som et forlæg: Man spiller ikke blot akkorderne i venstre hånd og så melodilinjen i højre hånd, som var hele salmebogen "Lille Peter Edderkop". Man improviserer snarere over forlægget, hele tiden med respekt for melodiens karakter og egenart. Den erfarne becifringspianist kan tilføje toner i melodilinjen og betone aspekter af akkorden i venstre hånd – man kan også skele til noderne i "Koralbogen" og bruge idéerne i becifringsspillet. På den måde kan man også på becifringsklaver skabe et fyldigt tonebillede. Så længe man som enhver anden musiker øver sig, og så længe salmens grundstruktur er på plads og spilles korrekt, gør dette kun musikken rigere. Så jeg byder becifringerne velkommen og øver mig samtidig i at blive bedre til at læse noder. Kirkemusikken bør ikke gøres til et enten-eller. Når flere har appetit på at øve og spiller salmerne, er det berigende for både den enkelte og for fællesskabet. Jeg ser frem til, at "Koralbogen" udkommer i en ny udgave med den nuværende firestemmige sats og becifringer. Det er sød musik i mine ører. Brian Dan Christensen er sognepræst og forfatter Tryk for at læse mere
Nr. 13
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Da konservatoriedrømmen brast, fik Henrik Koefoed en anden mulighed: Jeg var solgt til stanglakrids Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 18:30:00
De fleste i Henrik Koefoeds familie spillede musik, og allerede som seksårig havde han kastet sin kærlighed på klaveret. I de følgende år lærte han at spille både fløjte, althorn og trækbasun som en del af drengegarden Prins Jørgens Garde i Vordingborg. Derfor var det, som det skulle være, da Henrik Koefoed som 17-årig rev sine sydsjællandske teltpæle op, flyttede ind i storesøsterens lejlighed i Aalborg og efter et års intens forberedelse blev optaget på det hedengangne Nordjysk Musikkonservatorium. På konservatoriet var en væsentlig del af læringskurven, at man efter undervisningen prioriterede at sidde i timevis og øve sig på de tusinder af detaljer, der gør en dygtig musiker. "Men jeg var stadig ung og umoden. I stedet for at gå hjem og øve mig, gik jeg ned i kantinen, snakkede med folk og fortalte vittigheder. Det sociale behov fyldte mere end mine musikalske ambitioner," forklarer Henrik Koefoed. Efter to år skulle han til en prøve for at gå videre fra forskolen til konservatoriets hovedskole, men han dumpede og kunne ikke fortsætte. Til al held havde Henrik Koefoed i løbet af sin studietid på konservatoriet arbejdet på Aalborg Teater som statist, og det studiejob skulle vise sig at blive afgørende i hans liv. En ung, fremadstormende skuespillerinde på teatret, Karen-Lise Mynster, spurgte en dag Henrik Koefoed, om han kunne akkompagnere hende med nogle viser og politiske sange. Han kunne spille klaver, vidste hun, og med det udgangspunkt indledte de et samarbejde og spillede til en masse venstreorienterede arrangementer i Aalborg og omegn. Da konservatoriedrømmen brast, tilbød Karen-Lise Mynster at privatundervise Henrik Koefoed i dramatik for at give noget tilbage. "Hun såede de første skuespilfrø i mig. Jeg var solgt til stanglakrids. Jeg syntes, det var ekstremt spændende at skulle spille en anden," siger han. Alt er særligt i et teaterSåledes var det et naturligt næste skridt for Henrik Koefoed at begynde på Statens Teaterskole, hvorfra han blev færdiguddannet i 1980. Det var skuespillet, han skulle leve af. Og det har han gjort. Det synes ikke som nogen simpel opgave at få det fulde overblik over de kendte såvel som ukendte revy-, teater- og filmroller, Henrik Koefoed har haft i løbet af sin lange karriere. Det er ikke så få. I flere omgange har han været en del af Det Kongelige Teaters faste ensemble. "Det er fantastisk at være på et teater. Lysene, lydene, duftene. Alt er særligt. Hvor mange har det privilegium at få en direkte reaktion fra et publikum, når man går på arbejde? Om de er positive eller negative, så giver de uanset hvad en hel masse dopamin. Det bliver man aldrig træt af. Og så er det et kæmpe fælles arbejde at få et skuespil til at lykkes – det fællesskab har jeg altid været glad for," siger han. Mange vil særligt kende Henrik Koefoeds ansigt og stemme fra den syngende, lumre og folkekære komikerkvartet Ørkenens Sønner, der har eksisteret i mere end 30 år. "Det startede med at være et pusterum fra Det Kongelige Teater og er bare blevet ved med at vokse. Vi har haft det afsindig sjovt og hyggeligt, og vi har sunget og sunget og sunget. Det har været fuldstændig fantastisk. Vi har haft ondt i kæber og maver af grin." Ambassadør for LukashusetI 2016 vandt Henrik Koefoed med Søren Pilmark, sin gode ven og kollega fra Ørkenens Sønner, en million kroner i tv-programmet "Hvem vil være millionær?". Søren Pilmark donerede sin del af gevinsten til SOS Børnebyerne, og Henrik Koefoed lod pengene gå til Lukashusets dengang nyåbnede børne- og ungehospice, der på det tidspunkt var Danmarks eneste børne- og ungehospice. Siden da har han været ambassadør for Lukashuset. "Den måde, de laver palliation på, er for hele familien. Det er ikke kun for den syge. Hele familien flytter ind og er sammen. Der er personale ansat til at tage sig af søskende, så de ikke bliver glemt undervejs. Det er et smukt arbejde," siger Henrik Koefoed. Hans kone har i flere år været frivillig på hospicet. Henrik Koefoed er nu 70 år, men er ingenlunde klar til at lade sig pensionere fra de skrå brædder. "Jeg har det godt med at blive 70 år, selvom jeg ikke siger ja til alt muligt længere. Jeg behøver ikke at skulle arbejde hele tiden. Men nysgerrigheden og glæden ved at fortælle historier, finde på og få bogstaver på papir til at blive kød og blod er fortsat en enorm drivkraft." Og selvom Henrik Koefoed aldrig blev musiker, forsvandt musikken aldrig. "Musik giver ro i sjælen og har haft enorm stor betydning for min karriere. Jeg har altid benyttet enhver lejlighed til at få musik ind i mit arbejde. For musik kan man være fælles om. Ligesom skuespillet." Tryk for at læse mere
Nr. 12
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ordfører troede ikke sine egne øjne, da hun så regeringens forslag, som gør, at herberger og botilbud skal konkurrere på pris Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 18:00:00
Regeringen bør droppe forslaget om, at herberger drevet af organisationer som Kirkens Korshær og Blå Kors skal i udbud og dermed i konkurrence med private virksomheder om den billigste pris på hjælpen. Sådan lyder reaktionen fra flere venstrefløjspartier samt De Radikale og Liberal Alliance efter, at Kristeligt Dagblad i sidste uge beskrev, hvordan et nyt lovforslag, som regeringen, SF og De Konservative står bag, vil sætte landets selvejende herberger i udbud. Der er i alt omkring 110 herberger for hjemløse, og over halvdelen er drevet på non-profitbasis af organisationer som Blå Kors, Kirkens Korshær, Arbejde Adler og KFUM's Sociale Arbejde. De private og kommunale aktører står for driften af de øvrige herberger. Mens de kommunale herberger er fritaget for at komme i udbud, vil forslaget betyde, at de selvejende herberger skal i udbudsrunde med private firmaer hvert sjette år. Organisationerne frygter, at den konkurrence på pris vil tage livet af de civilsamfundsdrevne herberger og en 100 år lang tradition for social indsats. De Radikales socialordfører, Lotte Rod, forstår godt bekymringen. Hun troede ikke sine egne øjne, da hun så forslaget fra regeringen. "Så bureaukratisk og med mangel på forståelse for virkeligheden. Jeg har ihærdigt prøvet at få regeringen til at arbejde med godkendelser og kvalitet, men det ville regeringen ikke," skriver Lotte Rod i en e-mail. Enhedslisten bebuder, at partiet kommer til at kæmpe mod en udvikling, hvor civilsamfundets sociale indsats for hjemløse sættes i udbud. "Det er fuldstændig uacceptabelt, at regeringen sammen med SF og De Konservative nu åbner døren for kapitalfonde på området for botilbud og herberger. Vi taler om nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund – mennesker uden tag over hovedet, uden sikkerhed, uden støtte. Herberger er ikke et marked. Det er en social indsats, omsorg og menneskelige relationer," skriver Enhedslistens socialordfører, Victoria Velasquez, i en e-mail. Alternativets socialordfører Karin Liltorp er også kritisk over for forslaget. "Den bedste løsning er, at organisationerne får en fast finansiering, så de skal bruge færre ressourcer på at konkurrere. Selvfølgelig skal indsatsen kontrolleres, men nogle gange tænker vi lidt for meget konkurrencestat. Det drejer sig om et herberg for samfundets svageste, og organisationer som Kirkens Korshær og Blå Kors har vist, at de år efter år laver et godt arbejde. Det er ikke her, vi ser de brodne kar i branchen," siger Karin Liltorp. Også fra borgerligt hold er der modstand mod forslaget. Liberal Alliances socialordfører, Katrine Daugaard, mener, at forslaget om udbud vil sætte Danmark årtier tilbage og øge kommunernes andel af herberger på bekostning af civilsamfundet. "Jeg forstår overhovedet ikke organisationernes frygt for, at private overtager markedet. Det, de skal frygte, er kommunerne, som jeg mistænker for at ville hjemtage hele herbergsområdet over tid, fordi de fejlagtigt tror, at de kan drive det billigere. Kvaliteten er slet ikke i fokus med dette forslag, og det er på alle måder dybt bekymrende," skriver Katrine Daugaard i en e-mail. Dansk Folkepartis socialordfører, Mette Thiesen, mener som udgangspunkt, at konkurrence er godt, fordi det betyder, at hjemløse frit kan vælge mellem herberger. "Men jeg kan godt forstå, hvis civilsamfundsorganisationerne er bekymrede. Det må aldrig blive sådan, at vi udelukkende kigger på prisen, så tilbuddenes kvalitet bliver et ræs mod bunden," siger Mette Thiesen. Hun henviser til Sverige og England, hvor civilsamfundet næsten er ophørt med at drive herberger, efter at velfærden er blevet konkurrenceudsat. Kristeligt Dagblad har tidligere bedt social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) samt De Konservatives socialordfører, Tina Cartey Hansen, om at kommentere kritikken af forslaget, men det har ikke været muligt at få en udtalelse. SF's socialordfører, Charlotte Broman Mølbæk, udtalte i sidste uge, at forslaget om konkurrence "ikke er partiets kop te", men at SF er gået med i aftalen for at få en række andre forbedringer igennem. Tryk for at læse mere
Nr. 11
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jesper Bacher: Dommedagsprofeter er der nok af. Men kirken kæmper med dom og frelse Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 17:00:00
I søndags var det dommedag. Altså i folkekirkens tekstrække, hvor prædikenteksten handler om verdensdommen. Den dag, hvor Jesus skiller fårene fra bukkene og sender bukkene til evig ild og fårene til evigt liv. Det står der altså, selvom det kan være fristende at tale uden om. Man behøver nu ikke at gå i kirke for at høre om dommedag. Der er mange, som udmaler den kommende straf for vores mange udeladelsessynder i forhold til klima og miljø, forsvar og sikkerhed, indvandring og sammenhængskraft, sundhed og trivsel og så videre og så videre. Dommedagsprædikanterne er alvorsmænd – og kvinder, og man gør klogt i at lytte til flere af dem. Vores liv, vores valg og fravalg både som individer og som samfund har altid en pris. Der er altid en konsekvens, altid en dom. Sommetider tales der ligefrem om at være på den rigtige side af historien. Det blev sågar fremført under den københavnske kommunalvalgkamp. Hvem, der i sidste ende er på den rigtige side af historien, afgøres nu ikke af mennesker, men af historiens Herre. Er man præst, kommer man imidlertid ikke uden om at prædike dom. Sognepræst i Hornbæk Lizette Harritsø Lauritzen, som i søndags var præsten i tv-gudstjenesten på DR, lagde ikke fingrene imellem: "Når jeg som præst skal udlægge sådan en tekst som den i dag, så starter jeg med at rive mig selv i håret og ærgre mig over, at jeg ikke har taget fri." Ak ja, som præst skal man godt nok tage meget fri for at blive helt fri fra dom i prædikenteksterne. Lizette Harritsø Lauritzens næste skridt var da også at tage livtag med teksten og spørge, hvad der lå bag hendes umiddelbare ubehag? Domstekster rejser jo altid spørgsmålet: "Går jeg selv fortabt?". Foruden Lizette Harritsø Lauritzens overvejelser og prædiken over teksten hørte vi også en samtale mellem programvært Sofie Østergaard og standupkomiker og teologistuderende Thomas Wivel. Her kredsede samtalen om lyst og pligt, og Thomas Wivel, der også er kendt som en uforfærdet ven af Israel, sagde, at han følte pligt til at forløse sin intellektuelle side gennem teologistudiet. Thomas Wivel påpegede, at Søren Kierkegaard taler om humor som grænsen til det religiøse, og det spor ville han gerne følge. Thomas Wivel håbede en dag at blive præst, men da han skulle fortælle om sin egen tro, talte han om Gud som "en metafysisk dimension". En metafysisk dimension? Kan man bede til sådan en? Man kan derimod bede til en personlig Gud, og i kristendommen er Gud faktisk så fysisk, at han blev menneske og lagt i en krybbe. Under gudstjenesten prædikede Lizette Harritsø Lauritzen om det befriende i pligtens blik på næsten og erkendelsen af, at vi ikke er gode nok, men ikke desto mindre elsket af Gud. Godt at høre. Jeg ville nu også godt have hørt, at Jesus er godtgørelsen for vores synder. Den dobbelte udgang var vist også dømt ude. Nuvel, gode nok bliver vi aldrig, men Jesu godhed gør noget ved mennesker. Det er et uvurderligt gode i dagligdagen som på dommedagen. Tryk for at læse mere
Nr. 10
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Efter besøg i Brasilien kom Merz med en klodset kommentar. Det er ikke første gang Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 17:00:00
Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, har længe været kendt for evnen til at træde mennesker over tæerne med sine impulsive og uoverlagte bemærkninger, men denne gang har han nok alligevel overgået sig selv. Den kristendemokratiske CDU-kansler har med en enkelt bemærkning fået en nation af godt 200 millioner brasilianere på nakken – og skabt forargelse i Tyskland. Efter sit besøg på klimakonferencen i den brasilianske storby Belém i forrige uge talte Merz på en handelskongres i Berlin og sagde om sin rejse til Brasilien, Tysklands vigtigste handelspartner i Sydamerika: "Vi lever i et af verdens skønneste lande. I sidste uge spurgte jeg nogle journalister, der var med mig i Brasilien: Hvem af jer vil gerne blive her? Ingen rakte hånden op. De var især alle glade for, at vi vendte tilbage til Tyskland [...] fra det sted, hvor vi var," sagde Merz om sit 20 timer korte ophold i Belém. Det tog ikke lang tid, før kanslerens udtalte glæde ved at forlade den brasilianske by nåede frem til brasilianerne. De sociale medier blev oversvømmet med kommentarer fra brasilianere om Merz a la "vi er også glade for din afrejse". Og Brasiliens præsident, Lula da Silva, rådede kansleren til først at besøge barerne og at gå ud at danse i den brasilianske storby, så ville han indse, at Berlin end ikke rummer 10 procent af samme livskvalitet. Merz' socialdemokratiske miljøminister, Carsten Schneider, forsøgte hurtigt at afbøde skaden ved at offentliggøre et billede fra et besøg i regnskoven på de sociale medier, rose Brasilien som "et vidunderligt land med venlige mennesker og gode værter" og lufte sit ønske om at tage på fisketur med vennerne på Amazonas. Belém er muligvis ikke det ideelle sted for et kæmpe arrangement som en klimakonference, hvad angår hoteller og infrastruktur, og byen er stærkt plaget af kriminalitet, medgiver tyske iagttagere. Men kanslerens ord får ikke desto mindre de fleste røster i den tyske offentlighed til at tage sig til hovedet. "Var det ignorance eller udtryk for hans dilettantisme?", spørger nyhedsmagasinet Stern. Den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung konstaterer, at kansleren mangler "kommunikativ finfølelse". Og nyhedsmagasinet Der Spiegel gør sig lystigt over Merz og henviser til, at han et par dage senere skulle besøge en femte klasse i Berlin for at læse højt for eleverne: "Endelig en aftale, hvor intet kan gå galt", hvis "Merz holder sig strengt til teksten". Det kunne sikkert være sjovt, hvis det ikke var, fordi Merz' til tider temmelig klodsede kommentarer kan få konsekvenser for Tyskland, påpeger politiske iagttagere. "Den plaprende kansler" skader både "sig selv og landet", skriver politolog Roland Nelles i en kommentar for Der Spiegel. Og to tredjedele af deltagerne i en online-meningsmåling faciliteret af den digitale tjeneste Politpro mener, at Merz med sine udtalelser skader tyske interesser i Brasilien. Et kort blik på den tyske efterkrigstid viser, hvor vigtigt det er for Tyskland at have et godt ry i det store udland: I årtierne efter nazismen formåede Vesttyskland at kæmpe sig ud af rollen som paria og blev siden en af verdens mest succesrige eksportnationer. Tyskland, i dag verdens tredjestørste økonomi, er med andre ord blevet stærk gennem gode forbindelser til købedygtige lande. Med fremgangen opstod også en vis arrogance og bedrevidenhed – et ry, som Tyskland aldrig rigtigt er sluppet af med. At den tyske bilindustri og økonomi i dag er i krise, er ikke alene Merz' skyld, men udtalelser som de seneste om Brasilien bekræfter billedet af et arrogant Tyskland og styrker ikke landets globale ry. På sociale medier beskyldes kansleren for "fremmedhad" og "respektløshed" – begreber, som Tyskland med stort held har vristet sig fri af siden nazismen. Tyskerne har længe været vant til mere stilfærdige regeringsledere. I 16 år regerede Angela Merkel med en politisk stil så rolig, at landet nærmest blev politisk bedøvet. Derefter kom Olaf Scholz til, som dog selv for tyskerne var en tand for fåmælt. Tidligere i år fik de Merz, som mildest talt er modstykket til sine to forgængere. Var Scholz for lidt, er Merz lidt for meget. I sommer udløste han forargelse, da han begrundede et forbud mod at hejse regnbueflag over det tyske parlament under Pride-paraden med, at Forbundsdagen "jo ikke er et cirkustelt". Og i oktober blev han beskyldt for racisme og for at skære millioner af migranter over én kam, da han talte om problemer med migranter i "bybilledet". Undskyldninger af nogen art kommer aldrig på tale. Mange tyskere havde håbet på, at kansler Merz med sin ofte følelsesladede og bramfri facon ville kunne give modspil til det fremstormende højrenationale Alternativ for Tyskland (AfD), som i den grad appellerer til tyskeres følelser. Men Merz' popularitet er i bund, hans regeringskoalition plages af interne slagsmål, og AfD er ifølge flere målinger landets mest populære parti. Det vil ikke ændre alt, men måske kansleren alligevel skal veje sine ord lidt nøjere. Den stagnerede tyske eksportnation har ikke rigtigt råd til at træde store handelspartnere over tæerne. Tryk for at læse mere
Nr. 9
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kammeradvokat vil anke dom i Sprogø-sag Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 17:00:00
I begyndelsen af oktober faldt der dom i en bemærkelsesværdig sag. 95-årige Regine Løndorf blev ved Københavns Byret tilkendt 50.000 kroner i erstatning for de overgreb, som hun blev udsat for, da hun var anbragt under Statens Åndssvageforsorg. Nu vil Kammeradvokaten anke dommen. Det skriver Information. Mere konkret vil Social- og Boligministeriet efter råd fra Kammeradvokaten forsøge at få tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til at anke dommen, så den skal for landsretten. Ifølge Kammeradvokaten er der begået en række fejl i byretsdommen, som vil få konsekvenser for alle andre sager om anbragte under åndssvageforsorgen og om muligt også for sager om anbragte under særforsorgen og børneforsorgen. Regine Løndorf er den sidste nulevende kvinde, der har været anbragt på kvindeanstalten på Sprogø. Det er dog ikke anbringelsen på Sprogø, der ved byretten blev givet erstatning for, men den vold, hun blev udsat for, da hun var anbragt på en anstalt i Brejning fra 1940 til 1948. Det skriver Ritzau. Det er dog særligt anbringelsen på Sprogø, der har været omdrejningspunktet i sagen. I alt var 500 kvinder anbragt på øen mellem 1923 og 1961. Kvinderne blev betragtet som moralsk åndssvage eller erotisk abnorme, og mange af dem — heriblandt Regine Løndorf — blev steriliseret mod deres vilje. Den daværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) gav i 2023 en undskyldning til de anbragte. Ved retssagen i september og oktober krævede Regine Løndorf 300.000 kroner i erstatning fra staten for de overgreb, hun havde været udsat for. Selvom hun ikke fik så meget, som hun gik efter, udtalte hendes advokat Mads Pramming, at dommen var tilfredsstillende. "Det er en sejr, hun har fået," sagde han efter domsfældelsen til Ritzau. Til Kristeligt Dagblad fortalte Regine Løndorfs hjælper og støtteperson gennem retssagen, Greta Johannsen, at Regine Løndorf var blevet overvældet over dommen, og at hun havde været meget spændt og bange for udfaldet. Tryk for at læse mere
Nr. 8
K_artikler Opdater⟳ ☝️
S-veteran stemte personligt på Pernille Rosenkrantz-Theil: Kun fornuftigt, at hun nu trækker sig fra politik Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 14:20:00
78-årige Peter Kay Mortensen har siden sin ungdom været medlem af Socialdemokratiet – heraf ganske mange år i en særdeles aktiv rolle, ikke mindst i København, hvor han i næsten to årtier var formand for LO Hovedstaden samt i en periode var suppleant til regionsrådet i Region Hovedstaden. I sit politiske virke har han derfor arbejdet tæt sammen med flere socialdemokratiske overborgmestre, herunder Jens Kramer Mikkelsen, Ritt Bjerregaard og Frank Jensen. Med den loyalitet over for partiet og bevægelsen kunne man tro, at han føler sig en anelse snydt, når han – sammen med 11.807 andre vælgere – har stemt personligt på Pernille Rosenkrantz-Theil, men nu kan konstatere, at den socialdemokratiske overborgmesterkandidat efter sit valgnederlag har valgt helt at trække sig fra politik. "Jeg føler mig overhovedet ikke snydt. Det er kun fornuftigt. Hun har helt ret i, at hun efter en så hård valgkamp kun vil stå i vejen for det arbejde, der nu påhviler Socialdemokratiet i borgerrepræsentationen," siger Peter Kay Mortensen. At Pernille Rosenkrantz-Theil før valget udtalte, at hun i tilfælde af et valgnederlag ville fortsætte som menigt medlem af borgerrepræsentationen, hvorefter hun helt forlader politik, ser Peter Kay Mortensen ikke som et problem. "Jeg forstår fuldt ud, at hun gør, som hun gør. Socialdemokratiet står slet ikke så stærkt i København som tidligere, så valgresultatet viser også, at der nu skal tænkes mere langsigtet. Det skal ikke være Pernille Rosenkrantz-Theil, men nye, stærke kræfter, der skal tage over i København," siger han. Med kun 12,7 procent af stemmerne fik Socialdemokratiet sit dårligste valg nogensinde i København. Også i flere andre større byer oplevede partiet tilbagegang, og Peter Kay Mortensen mener derfor ikke, at Pernille Rosenkrantz-Theil kan klandres for det dårlige valgresultat i hovedstaden: "Tag bare Helsingør, som i dag er en konservativ by. Skibsværfterne og de andre store industrivirksomheder er forsvundet, og det betyder naturligvis noget for et parti som Socialdemokratiet. Så kan en gammel mand som mig komme med gode råd om, hvordan man engang gjorde, men nu skal partiet fokusere på, hvad det kan blive i fremtiden." At Pernille Rosenkrantz-Theils kandidatur til overborgmesterposten i høj grad var orkestreret af partiets ledelse, der fjernede hende fra en ministerpost, så hun kunne fokusere på at vinde København, er af flere politiske analytikere blevet udlagt som en af årsagerne til det dårlige valg. Men den analyse deler Peter Kay Mortensen ikke. "Ritt Bjerregaard var tidligere EU-kommissær og minister, og Frank Jensen var jo også tidligere minister, så det er jo ikke, fordi man ikke har set noget lignende før," siger han. Peter Kay Mortensen er dog enig i, at Pernille Rosenkrantz-Theils beslutning om helt at droppe politik kan sende et uheldigt signal. Men han mener stadig, at det er den eneste rigtige løsning. "Der er da sikkert mange, der mener, at hun ikke burde trække sig. Men i lyset af, hvor konfliktfyldt valgkampen udviklede sig og af hensyn til partiets muligheder i borgerrepræsentationen, synes jeg, at hun gør det eneste rigtige." Tryk for at læse mere
Nr. 7
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sekterisk vold og hævnaktioner blusser op i syrisk storby. Borgere frygter, at det vil sprede sig til resten af landet Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 13:30:00
Mens skolerne mandag forbliver lukkede i den syriske by Homs, kører en mand med en AK-47-riffel hængende på ryggen på motorcykel i retning af byen fra syd. Få hundrede meter efter ham kommer endnu en mand kørende. Han har også en AK-47 på ryggen. De er syriske beduiner på vej mod landets tredjestørste by for at tage del i de sekteriske kampe, der begyndte søndag middag, efter ligene af et sunnimuslimsk ægtepar fra en af de lokale beduinstammer blev fundet. Episoden har ført til ildkampe i flere af de østlige nabolag i Homs. Lokale sunnimuslimer, heriblandt beduiner, beskylder medlemmer af byens alawit-mindretal for at stå bag drabene. Som hævn har væbnede sunnimuslimer stormet de kvarterer i byen, der fortrinsvis bebos af alawitter. Syriens tidligere diktator Bashar al-Assad er en del af alawit-mindretallet, en sekt med knytning til shia-islam. Ifølge en officiel erklæring fra de syriske myndigheder er 14 personer blevet såret i kampe. Ifølge en erklæring fra alawitternes øverste råd i Syrien er mindst to personer blevet dræbt i angrebene, og mange andre er såret. Frygten for, at de sekteriske kampe vil antænde spændinger i andre dele af landet, er tydelig. På en terrasse i en landsby uden for kystbyen Banyas sidder Kinan. Hans forældres hus blev angrebet i marts 2025, da sunnimuslimske militser ifølge de syriske myndigheder dræbte mindst 1400 alawitter i en massakre som hævn for et angreb, der havde kostet to sunnimuslimer livet. Med det seneste voldsudbrud i Homs frygter han for nye overgreb mod Syriens religiøse mindretal. "Det er kun et spørgsmål om tid, før det sker igen her hos os på kysten," siger han. På sociale medier flyder det allerede med hadsk tale og trusler i kølvandet på udviklingen i Homs. Kinan fortæller, at han netop har læst et opslag, hvor en person opfordrer Syriens sunnimuslimer til at køre op i bjergene og dræbe alle med henvisning til alawit-befolkningen i bjergene ved middelhavskysten. Trafikken mellem hovedstaden, Damaskus, og kystbyen Tartus blev indstillet mandag morgen af sikkerhedshensyn, fordi busserne kører gennem Homs. Da sekteriske kampe brød ud mellem sunnimuslimer og det drusiske mindretal i Sweida-området i løbet af sommeren 2025, angreb sunnimuslimer en række af de busser, der dengang kørte mellem Sweida og Damaskus. Natten mellem søndag og mandag sendte Syriens forsvarsministerium soldater til Homs i et forsøg på at dæmpe gemytterne. I en officiel erklæring fordømmer sikkerhedschefen i Homs, general Murhaf al-Nassan, mordet på det sunnimuslimske ægtepar. "Vi fordømmer denne afskyelige forbrydelse og bekræfter, at dens klare mål er at antænde sekterisk retorik og så splid blandt medlemmer af samfundet. Vi opfordrer vores ærede borgere til at forholde sig rolige, undgå enhver reaktion og overlade efterforskningen til de interne sikkerhedsstyrker, som udfører deres pligter med ansvarlighed og upartiskhed for at pågribe gerningsmændene og håndhæve sikkerheden," skriver han. Når repræsentanter fra de religiøse syriske mindretal i Syrien udlægger situationen for udenlandske journalister, er det tydeligt, at der eksisterer en enorm frygt for væbnede grupper, som måske og måske ikke er kontrolleret af den nye syriske regering. Medlemmerne af disse grupper er levn fra terrororganisationen Islamisk Stat og andre terrorgrupper fra den syriske krig. Mange beskylder regeringen for at vende det blinde øje til disse grupperingers gerninger, når det gælder angreb på de syriske mindretal. Tryk for at læse mere
Nr. 6
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Politi erkender svigt af voldsramte syriske søstre: Vi kendte ikke loven Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 11:45:00
Efter flere års kamp for at blive beskyttet mod deres voldelige forældre får fire søstre med syriske rødder nu en både efterspurgt og overraskende udmelding fra politiet: Vi kendte ikke loven, men vil nu undersøge muligheden for et tilhold mod forældrene. Det skriver TV 2, der har dækket sagen med de fire søstre, der i årevis blev udsat for vold, mishandling og trusler på livet. Dette førte i 2022 til, at forældrene blev idømt fængsel og udvisning af Danmark. Men da Danmark ikke tvangsudsender til Syrien, blev forældrene placeret på Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland, hvorfra de fortsatte deres trusler mod søstrene, også ved direkte at opsøge dem. Truslerne var så konkrete, at Politiets Efterretningstjeneste ifølge TV 2 vurderer, at søstrene er i livsfare, men trods dette ville politiet ikke udstede et tilhold mod forældrene. Politiet begrundede blandt andet dette med, at et tilhold ville afsløre, hvor søstrene befinder sig, hvilket ville øge risikoen. Især den ene søster, 20-årige Sara Johanne Jensen, har i medierne rejst en skarp kritik af politiets håndtering af sagen. Og mandag kunne Peter Buhl, chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, så oplyse TV 2, at man nu alligevel vil undersøge muligheden for et tilhold mod de voldelige og udvisningsdømte forældre. Dette kan blandt andet ske ved at gøre det via en anden politikreds, så forældrene ikke får direkte information om, hvor de fire søstre opholder sig. "Vi forsøgte at afveje hensyn, herunder børnenes sikkerhed. Der var ting i den vurdering, der kunne have været bedre, og det vil vi gerne rette op på nu," siger Peter Buhl til TV 2. Sara Johanne Jensen glæder sig over udmeldingen, men er samtidig overrasket over forløbet: "Det er sindssygt, at jeg som 20-årig skal stille mig frem foran hele Danmark med navn og ansigt og fortælle min og mine søstres historie, før der bliver gjort noget ved sagen," siger Sara Johanne Jensen. Politiets kovending har allerede fået politiske følger. Mette Abildgaard, De Konservatives retsordfører, vil nu tage sagen op med justitsminister Peter Hummelgaard: "Det gør mig dybt bekymret, at man i politiet har truffet så forkert en beslutning og ikke kendt til den lovgivning, der er på området. Vi vil have svar på fra ministeren, hvad der er gået galt i den her sag," siger Mette Abildgaard til TV 2. Til samme medie giver Peter Hummelgaard udtryk for, at politiet åbenlyst ikke har håndteret sagen tilfredsstillende, hvorfor han nu vil sikre, at alle politikredse kender til lovgivningen, så lignende situationer kan undgås i fremtiden. Tryk for at læse mere
Nr. 5
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Lokalavis i modvind: Kalder borgmesterkandidat ”overvægtig” og ”opfarende” Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 11:10:00
"Sjofelt", "uanstændigt", "personlig vendetta" og "under ethvert lavmål". Brugere i en Facebook-gruppe for ærøboer lægger ikke fingre imellem, når de kommenterer en nylig politisk analyse fra Ærø Dagblad. Analysen, der er udgivet i kølvandet på kommunalvalget, skitserer, hvad der ifølge lokalmediet gik galt for De Konservative. Den fysiske fremtoning og temperamentet hos partiets borgmesterkandidat var angiveligt en del af forklaringen. Mads Boerberg Hansen er nemlig "overvægtig" og "opfarende", skriver mediet. Han er "kendt som en hidsigprop, og det skaber ikke venner", og "Knud Borck [en anden konservativ lokalpolitiker] fremstår tjekket og saglig, mens Mads Boeberg med sin overvægt og opfarenhed ikke har samme vælgertække", står der i artiklen. Mads Boerberg Hansen fortæller til TV 2, at han har set analysen og kalder den "skuffende": "Et personangreb er jo ikke med til at fremme lokaldemokratiet. Det sætter ting på spidsen i forhold til, at man skal stå model til lidt af hvert i kommunalpolitik. Det er skuffende at se." Carsten Lehrskov-Schmidt, der driver Ærø Dagblad, afviser over for TV 2, at der skulle være tale om et personangreb: "Det er jo en analyse og en vurdering af, hvad der påvirker et valg." Ved kommunalvalget blev Peter Hansted (S) genvalgt som borgmester i Ærø Kommune. Han har været borgmester siden valget i 2021. Tryk for at læse mere
Nr. 4
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Beboerne på Fejø føler sig misbrugt af forfatter. Måske skulle de danske forfattere blive bedre til faktisk at opdigte ting Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 11:00:00
I disse uger fører en beboer på Fejø sag mod forfatteren Thomas Boberg ved retten i Nykøbing Falster, fordi fejøboen mener sig ufordelagtigt udstillet i Bobergs roman "Insula". Sagsøger er ganske vist anonymiseret i romanen, men hans advokat anklager Boberg for at gøre brug af "bevidst ineffektiv pseudonymisering", som man kunne læse i avisen i lørdags. Boberg påberåber sig på sin side den poetiske licens: "Hvis du ikke kan få lov til at skrive en syret, lyrisk roman, så kan vi lige så godt sløjfe det hele. Det er den kunstneriske ytringsfrihed, der er på spil. Intet mindre." I kunstbranchen opfattes den kunstneriske frihed generelt som trumf, og omstændighederne bekræfter kunstnerne i denne opfattelse. En ansat på Kunstakademiet er sluppet godt fra at stjæle et stykke inventar fra sin arbejdsplads – en buste af Frederik V – og smide det i Københavns havn, fordi kunstnerisk frihed. En elev fra samme akademi, Jens Haaning, er tilsvarende sluppet ustraffet fra at stjæle en halv million kroner i kontanter fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg, fordi kunstnerisk frihed. Der er ikke noget at sige til, at Thomas Boberg tager en injuriesag med ro, når andre kunstnere med samme argument som hans har undgået straf for hærværk og tyveri. Når disse konflikter handler om forholdet mellem kunsten og omverdenen, kan kunstnerne og de tilhørende institutioner forene sig i højstemte underskriftindsamlinger til fordel for den kunstneriske frihed imod omverdenens manglende forståelse for kunstneres juridiske immunitet. Ikke sjældent opstår konflikten imidlertid mellem repræsentanter for kunstnerstanden selv, og så har vi for alvor balladen. Det gælder helt aktuelt forfatterne Johanne Mygind og Kim Blæsbjerg, der skændes om, hvem der kan påberåbe sig ejendomsret til hvis historie. De har begge udgivet velanmeldte romaner, som har det til fælles, at den kemiske fabrik Cheminova på Harboøre Tange udgør rammen om deres fortællinger. Mygind anklager Blæsbjerg for at have stjålet en historie, som hun fortalte ham, mens de havde en affære. Samtidig bruger hun netop denne affære som et element i sin egen roman. Det er en intim afsløring, der næppe har stemt Blæsbjerg venligt. Den slags sager er ikke noget nyt. Nøgleromanen er en veletableret genre. For fire år siden rettede Leonora Christina Skov i en roman beskyldninger for seksuel chikane mod en unavngiven, men letgenkendelig person fra den kreative branche. Der er mange flere eksempler. Litteraten Rikke Andersen Kraglund gennemgår i en artikel fra 2021, "Karaktermord i 10'ernes danske skønlitteratur" i tidsskriftet "Passage", en række tilfælde. Dem er der ikke blevet færre af, eftersom stadig flere forfattere benytter sig af genren autofiktion, selvbiografier, der sejler under skønlitterært bekvemmelighedsflag. I 2011 faldt der dom i Østre Landsret. En forfatter, der dengang kaldte sig Das Beckwerk, blev frikendt for at have krænket en filminstruktørs privatliv ved at udstille ham i en roman. Filminstruktøren tog i øvrigt siden navneforandring og skabte blandt andet en dokumentarfilm, der var et åbenlyst partsindlæg i en anden litterær strid. Das Beckwerk, der nu kalder sig Madam Nielsen, endte nogle år senere i en konflikt med ingen andre end Thomas Boberg. Boberg frygtede at ende som en figur i en roman af Nielsen. Måske som en forebyggende foranstaltning gjorde han i en af sine egne romaner Nielsen til en figur, der ikke tog sig ud til sin egen fordel, og det blev Nielsen naturligvis noget brøstholden over. Dommen fra Østre Landsret tillader en forfatter at forvandle andre menneskers virkelighed til stof. Dermed kan en forfatter appellere til en endog ret skimlet nyfigenhed på en juridisk uangribelig måde, fordi kunstnerisk frihed. En forfatter kan trække på virkelighedens legitimitet uden at lade sig forpligte af det ansvar, der følger med at færdes i andre menneskers virkelighed og rapportere fra den, herunder afsløre intime detaljer og komme med beskyldninger om alt fra kritisabel adfærd til kriminelle handlinger, fordi kunstnerisk frihed. Nu må vi se, hvad retten i Nykøbing Falster kommer frem til. Der er i spørgsmål om anstødelighed og privatlivets fred løbet en del vand i åen siden 2011. Men man kunne jo også overveje, om ikke skønlitterære forfattere som Thomas Boberg bare skulle blive bedre til faktisk at opdigte ting? Altså skrive rigtig fiktion og ikke trække på denne trælsomme virkelighed, som vi andre færdes i. Så slap de jo for sager af denne karakter. Tryk for at læse mere
Nr. 3
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Den Danske Ordbog får ekstrabevilling, men må beklage utydelig kommunikation Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 10:50:00
Det så sort ud for Den Danske Ordbog, da årets finanslov blev præsenteret for cirka en måned siden. Her stod det klart, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL), som står bag arbejdet med ordbogen, ikke ville få den fornødne hjælp, de ellers havde efterspurgt i flere måneder. Efter at Carlsbergfondet tidligere på året trak sin økonomiske støtte til Den Danske Ordbog, har DSL og flere sprogelskere og eksperter lagt pres på kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Mod) for en politisk redningskrans. Nu melder Kulturministeriet ud i en pressemeddelelse, at regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er blevet enige om at finde 3,5 millioner kroner årligt de næste tre år til ordbogen. DSL modtager allerede over syv millioner kroner i driftstilskud af staten, og det er blevet kritiseret i flere medier, at selskabet ikke har været tydeligt nok i sin kommunikation om mængden af offentlig støtte. I pressemeddelelsen lyder det: "Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har i den forbindelse beklaget, at de har været upræcise om omfanget af den statslige støtte." Laurids Kristian Fahl, projektleder på Den Danske Ordbog, fortæller til Kristeligt Dagblad, at han er meget glad og taknemmelig for den ekstrabevilling, som ifølge ham er nødvendig for, at selskabet kan fortsætte sit arbejde med at vedligeholde og opdatere ordbogen. Derfor er han også ærgerlig over, hvis en misforståelse om selskabets økonomi har taget fokus fra sagen: "Kulturministeriets løbende driftsbevilling til Det Danske Sprog- og Litteraturselskab er selve fundamentet for selskabets samlede virksomhed og vores mulighed for at løfte den opgave, vi har varetaget siden 1911. At det skulle have været kommunikeret tydeligere, kan vi kun beklage." Tryk for at læse mere
Nr. 2
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sognepræst: STOP skyttegravskrigen mellem den kristne jul og den kommercielle jul. Jeg elsker det hele Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 10:00:00
Der findes næppe nogen tid på året, der kan få voksne mennesker til både at blive rørte, irriterede, sentimentale, stressede og lykkelige på én gang, som julen kan. Bare de første toner af "Last Christmas" i supermarkedet kan dele befolkningen i to lejre: Dem, der får julelys i øjnene – og dem, der får lyst til råbende at flygte. Jeg hører selv til dem, der ikke behøver at høre sangen "Last Christmas" i oktober, eller for den sags skyld i november, men jeg må også indrømme, at jeg holder af både Wham!, Mariah Carey og alle de andre – når tiden er inde. For jeg elsker julen. Hele paletten. Også den del, vi præster og andre kirkefolk til tider lidt for nemt kalder "kommerciel". Det, jeg elsker ved julen, er ikke kun julens teologiske tyngde, men også at den afslører noget vigtigt om os mennesker: om vores længsler, vores savn, vores håb, vores drømme om fællesskab og nærvær. Den del af julen, der lever i gaderne og i kulturen, er ikke kirkens konkurrent. Den er nærmere et udtryk for samme dybe menneskelige behov, som juleevangeliet også taler ind i. Derfor synes jeg virkelig ikke, at det giver mening at lave skyttegravskrig mellem den såkaldt kommercielle jul og den kristne jul. Det er en falsk modsætning, som ingen egentlig får noget ud af. Som jeg ser det, indeholder julen meget mere end de kasser og kategorier, som vi kan finde på at sætte den ind i, når vi kritiserer den kommercielle del af julen. I bund og grund synger Mariah Carey i "All I Want for Christmas Is You" om længslen efter nærvær. Den peger på, at kærlighed er vigtigere end gaver, og at det eneste, der for alvor betyder noget, er ikke at være alene i verden. Det ligger forbløffende tæt på selve hjerteslaget i Juleevangeliet – at "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os", vi er ikke alene. Det er præcis den bevægelse, kristendommen lever i, nemlig fællesskab, nærhed, det guddommelige midt i det menneskelige. Popmusikken synger det bare mere umiddelbart med sit fokus på store følelser og et omkvæd, der rammer os lige i genkendelsens glæde. "Last Christmas" handler om at blive såret og så alligevel at turde håbe videre. Er der egentlig noget mere kristeligt end den bevægelse? Nej vel. Det er jo præcis den erfaring, vi møder hos mennesker som Peter, der svigter og falder, men alligevel rejser sig og får et nyt kald. Eller hos Maria, der midt i sin frygt siger ja til noget, hun ikke forstår, fordi hun tør tro på, at lyset kan vokse i mørket. Hvis kirken ikke kan tale ind i den type erfaringer – brudthed, mod, håb – så tror jeg, vi mister det sted, hvor evangeliet og livet mødes. Vi danskere elsker julen, og det er ikke et problem. Men vi skal stoppe med at behandle oktober, november og december som én lang kulturel fejltagelse, der trænger til at blive korrigeret af kirken. For i et land, hvor næsten alle fejrer jul, og hvor kirkerne juleaften er fyldt til randen, giver det ingen mening at indtage rollen som julens korrektionspoliti. Danskerne kommer i hobetal til gudstjenesterne, og de kommer ikke for at få at vide, at de gør julen forkert. De kommer, fordi de længes efter noget: De længes efter et lys, der ikke er deres eget. De længes efter nærvær, ro, håb, mening og kærlighed. De ønsker at stå i en tradition, som er større end dem selv – en tradition, der forbinder os på tværs af familier, generationer og livssituationer. En tradition, hvor både barndommens julesalmer, popsangene, de fælles fortællinger og evangeliets ord får lov til at stå side om side og bære os et øjeblik. Det er nøjagtigt den længsel, kirken er sat i verden for at tale ind i. Evangeliet er ikke et alternativ til hyggen eller julegaver. Evangeliet er dybden, der bærer det hele. Kirken er stedet, hvor de ting, vi allerede gør i julemånederne, får retning: Hvor lyset får en kilde, fællesskabet får en grund, og kærligheden får et ansigt. Derfor behøver advent heller ikke blive til et slags kirkeligt forsvarsværk mod den kommercielle jul. Vi i kirken har fået bildt os selv ind, at advent skal være en protest – som om vi skal sidde med korslagte arme og vente på, at detailhandlen får dårlig samvittighed og slukker deres julelys. Vi vil i hvert tilfælde ikke bidrage med julesalmer, før jul, råbes der i kirken. Men advent er ikke antihygge og blev aldrig opfundet som et nej til noget. Hvis kirken gør advent til en kamp mod nisser, lyskæder og poppede julesange, så misforstår vi hele pointen: Advent er en tid, der ikke trækker fronterne op, men åbner hjertet. En tid, der ikke retter pegefingre, men retter blikket mod et håb, der faktisk kan bære os. Vi tænder lys i mørket – ikke for at markere afstand til detailhandlen, men for at minde os selv om, at der findes et håb, som ingen reklamefolder i verden kan opfinde eller ødelægge. Så i stedet for at rynke på næsen af julepynt i november, kunne kirken med fordel glæde sig over, at mennesker i månedsvis længes efter noget, der minder om evangeliets tone: varme, lys, en hånd på skulderen, et rum at høre til i – for til sidst at ende i kirken. Når børn synger julekalendersange, når teenagere tager billeder foran juletræet, når familier bager småkager, og når "Driving Home for Christmas" kører i radioen for 100. gang, er det bare endnu en måde at sige det samme på: Vi vil høre til. Det er ikke fjendtligt over for kirken. Det er råmaterialet til en samtale om menneskelivet. Og det er netop dér, kirken gør sig relevant: Når den tør tale ind i de længsler, mennesker allerede har. Julen er ikke truet. Den lever på bedste vis! Julen har overlevet kejsermagt, skiftende kulturformer, reformatorer, industrialisering, og den skal nok også overleve, at Wham! bliver vækket til live hvert år den 1. november. Julen er ikke truet af musikken, pynten eller tempoet. Det vigtigste er ikke, hvornår vi hører "Last Christmas", eller om den kører lidt for tidligt i højtalerne. Det vigtige er, at vi igen og igen vender tilbage til det, der gør julen til jul: At "Ordet blev kød og tog bolig midt iblandt os", og at den virkelighed har betydning helt ind i vores egen december med julestress, kalenderbingo, småkagebagning og gaveræs. For netop dér – midt i alt det rodede, travle, menneskelige – er det kristne budskab ikke en modsætning, men et anker. Det fortæller os, at vi ikke er alene i mørket, og at håbet ikke afhænger af, hvor vellykket vores december-projekt er. Julen er stor nok til os alle. For uanset om du elsker kalenderlys, glitter og pop, om du helst vil synge salmer på en kirkebænk, eller om du trives bedst i den store, skønne blanding af begge verdener, så skal du vide én ting, nemlig at du hører til. Og folkekirken står der midt i dit liv med åbne døre, levende lys og et budskab, der bærer – også for dig. Thomas Nedergaard er sognepræst i Sct. Jørgens Kirke, Aabenraa Tryk for at læse mere
Nr. 1
K_artikler Opdater⟳ ☝️
USA melder om ”enorme fremskridt” i fredsforhandlingerne om Ukraines skæbne Tryk Her
Indsat Mandag d. 24. November, 2025 07:01:00
Søndag var vestlige og ukrainske topdiplomater samlet i Genève for at drøfte den amerikanske præsident Donald Trumps fredsplan for Ukraine. Den omdiskuterede plan på 28 punkter indebærer blandt andet, at Ukraine skal afgive store landområder i øst og foretage markante nedskæringer i sin hær. Flere eksperter vurderer planen som et reelt krav om overgivelse og en ønskeliste fra Rusland. Ukraine og dets allierede arbejder nu på et modforslag – og sent søndag aften meldte USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, om "enorme fremskridt" i forhandlingerne. Han er "meget optimistisk" efter drøftelserne i Genève, og natten til mandag udsendte USA og Ukraine en fælles erklæring om en "forfinet ramme for fred", som de skal diskutere videre de kommende dage, skriver Reuters. "Faktisk handler det ikke så meget om USA, men om tre andre aktører, når det gælder Ukraine," skriver Kristeligt Dagblads udenrigskommentator i en analyse, som du kan læse her. Borgmestre er nu fundet i alle 98 kommunerVi bliver på den politiske scene og retter blikket mod efterdønningerne af det danske kommunalvalg. Søndag kunne Slagelse Kommune meddele, at borgmesterkæden – efter flere dages flertalsskifte – går til Henrik Brodersen fra Dansk Folkeparti. Dermed er der nu officielt enighed om borgmesterposterne i samtlige af landets 98 kommuner, skriver Ritzau. Weekenden blev alt andet end rolig i Aalborg, hvor De Radikale kortvarigt forsøgte at kuppe borgmesterposten fra Socialdemokratiet. Kuppet faldt dog sammen, da et konservativt medlem trak sin støtte, og Lasse Frimand Jensen (S) kunne søndag aften igen erklære sig som borgmester. Men som sidste uges politiske drama tydeligt viste, er konstitueringsaftaler ikke juridisk bindende. Partierne kan i princippet trække sig og pege på en anden borgmester helt frem til de konstituerende møder i december. Supersygehus i Hillerød ramt af budgetskredMens politikere kæmper om borgmesterposterne, kæmper regionerne med store byggeprojekter: Det kommende supersygehus i Hillerød er ramt af store budgetoverskridelser og forventes nu at koste 8,5–9 milliarder kroner – 72 procent over det oprindelige budget på knap fem milliarder. Projektet er også forsinket og forventes tidligst færdigt i efteråret 2027, skriver Berlingske. Jes Søgaard, professor emeritus i sundhedsøkonomi, kritiserer kommunikationen mellem Region Hovedstaden og entreprenørerne og foreslår, at staten fremover kan tage ansvar for store byggeprojekter. I alt skal der bygges 16 supersygehuse i Danmark, hvor den samlede økonomiske ramme nu er 65 milliarder kroner mod oprindeligt 40 milliarder. Højtstående Hizbollah-leder dræbt Israel dræbte søndag Hizbollahs fungerende stabschef, Haytham Ali Tabtabai, i et luftangreb mod en forstad i det sydlige Beirut – det første angreb mod Libanons hovedstad i flere måneder. Hizbollah bekræfter hans død og kalder angrebet en krydsning af en "rød linje", mens gruppen nu overvejer, "om og hvordan" den vil reagere. Fem personer mistede livet, og 28 blev såret, da en beboelsesbygning blev ramt og murbrokker styrtede ned på gaden, skriver The Guardian. Kristeligt Dagblad tæller sælgerne på gadenDen seneste uge har Kristeligt Dagblad bragt en række artikler med kritik af Hus Forbi, hvor danske sælgere hævder, at udenlandske kolleger i stigende grad dominerer salget af hjemløseavisen. Særligt peges der på personer fra Rumænien, som i stort antal søger mod organisationen. Hus Forbi oplyser selv, at kun 15–20 procent af deres sælgere har anden oprindelse end dansk. Men det billede udfordres i en reportage fra København, Aarhus og Odense. Her har Kristeligt Dagblads journalister foretaget deres egen stikprøve for at undersøge, hvor mange udenlandske sælgere der faktisk står på gaden. #Blackfurday skal hjælpe ejerløse sorte katteVi slutter af med en hjertevarm kampagne for landets sortpelsede kæledyr. På fredag er det Black Friday, hvor butikkerne traditionen tro flyder over med rabatter, og dankortet for mange får ekstra travlt. Men Agria Dyreforsikring og Dyreværnet vil i stedet bruge hashtagget #Blackfurday (sort pelsdag) for at sætte fokus på de mange sortpelsede dyr, der ofte må vente længe på internaterne, fordi folk foretrækker at adoptere mere farvestrålende artsfæller. Det skriver TV Midtvest. "Måske lever myten om, at sorte dyr er forbundet med ondskab, stadig i dagens Danmark. Fordi en sort kat næsten er usynlig i mørket, kan den opfattes som særligt lusket," siger Tine Stabell fra Agria. Tryk for at læse mere
