I 1977 foretog Socialforskningsinstituttet en omfattende undersøgelse af, hvordan danskerne anvendte deres tid. Forskerne studsede over, at et enestående højt antal kvinder oplyste, at de brugte akkurat de samme to timer onsdag formiddag klokken 9-11 på at stryge familiens tøj. Hver onsdag. 

Forklaringen på de danske kvinders ens strygevaner var det radioprogram, som sendtes på netop dette tidspunkt, "De ringer, vi spiller" med Jørn Hjorting. Langtfra Danmarks Radios dyreste produktion. Heller ikke det danske radio- og tv-monopols egen store stolthed. Faktisk så man i DR-ledelsen lidt ned på radioprogrammet med det enkle koncept, at lytterne kunne ringe ind, snakke med den rare vært, gætte med i en lille quiz og måske vinde en præmie. Imellem opkaldene blev der spillet musik. 

"Hvis vi skal tale om DR's gennemslagskraft i den danske befolkning, så var den vel sjældent større, end det, at man kunne få en overvældende andel af de danske husmødre til at indrette deres hverdag efter et radioprogram," siger Leif Lønsmann, tidligere udviklingschef, radiodirektør og musikchef i DR.

 Den 1. april 2025 er 100-årsfødselsdag for den virksomhed, der kom til verden som en etårig forsøgsordning ved navn Statsradiofonien, men som siden skiftede navn til Danmarks Radio eller blot DR og voksede til en elektronisk mediemastodont og kulturinstitution. En politisk dagsordensættende magtfaktor. En leverandør af fælles kulturelle referencer. Og en evig prügelknabe for aktive – og vrede – seere og lyttere. 

Leif Lønsmann var selv ansat fra 1978 til 2018. Han medvirker som kilde i kæmpeværket "DR 100 år", som er skrevet af Jacob Wendt Jensen og udgivet af Gads Forlag, og han har netop medvirket i en serie af forelæsninger på Folkeuniversitetet om samme emne. Og selvom han har arbejdet i DR i 40 af de 100 år, DR har eksisteret, og haft kontor på direktionsgangen, er hans billede af virksomheden ikke bare et skønmaleri.

"Gennem 100 år er det et gennemgående mønster, at nybrud sjældent kommer fra toppen. De kommer udefra via konkurrence eller fra uvorne medarbejdere nede i systemet. Alle de frækkeste, stærkeste og mest holdbare idéer fra 'Top 20' til 'Tæskeholdet' blev i første omgang holdt nede," siger Leif Lønsmann.

Kaj og Andrea blev symbol på det nye børne-tv i børnehøjde, som DR selv har udnævnt til verdens bedste. Foto: DR

Den tidligere radiodirektør vil også gerne moderere et par af de faste fortællinger i DR's egen selvforståelse: At DR siden oprettelsen af B&U-afdelingen i 1968 har lavet "verdens bedste børnefjernsyn" anført af stofbløde superstjerner som Kaj og Andrea og Bamse og Kylling. Og at det er i kraft af DR-prorgammer som TV Avisen, "Lørdagshjørnet", "Huset på Christianshavn", "Matador" og "Rejseholdet", at danskerne i dag er én samlet nation.

"Idéen om, at DR lavede verdens bedste børnefjernsyn, blev lanceret af B&U-chefen Mogens Vemmer selv.  Udsagnet giver ingen mening i en tid uden alternativer. Det eneste, vi ved, er at DR i mange år lavede Danmarks eneste børnefjernsyn," siger Leif Lønsmann og tilføjer:

"Når DR gav hele befolkningen de samme kulturelle referencer, kan det også ses som en kedelig ensretning. Vi plejer jo at synes, det var godt, at man i Østblokken slap af med de statslige tv-stationers monopol i 1989. Men i Danmark havde vi jo et tilsvarende monopol næsten lige så længe, indtil TV 2 begyndte at sende i 1988. Uden censur, men også uden alternativer."      

Lise Nørgaard og Erik Ballings tv-serie "Matador" står tilbage som kulminationen på en periode, hvor DR gav Danmark en fælles kulturel referenceramme. Her ses Jørgen Buckhøj og Kristian Steen Rem som Mads Andersen Skjern og hans søn Daniel. Foto: DR I begyndelsen var musikken

Vi rejser nu tilbage til 1920'ernes Danmark. Teknisk har der været arbejdet med radio i et par årtier, og i radiomediets såkaldte grotid arbejder mange aktører med at sende.

"Politisk set var det i 1920'erne, som det har været lige siden. Liberale politikere ville have fri konkurrence. Aviserne ville selv stå for nyhedsformidlingen. Socialdemokratiet ville have statsstyring. Socialdemokraten Thorvald Stauning havde netop vundet valget og kunne afgøre, at Statsradiofonien skulle løbe som et forsøg fra den 1. april 1925 til den 31. marts året efter," fortæller Leif Lønsmann.

Hverken før eller siden er et nyt medie slået så hurtigt igennem i Danmark, som radioen gjorde for 100 år siden. I 1925 var der 28.140 registrerede radiolicensbetalere. Året efter var antallet tidoblet, og ingen modsatte sig, at Statsradiofonien blev permanent. I 1932 var der knap en halv million danske radiolyttere. En syvendedel af hele befolkningen og den højeste radiolyttefrekvens i verden.

Lytterne fik lidt af hvert at høre i radioen, men i begyndelsen var det først og fremmest musikken, der prægede radioen. Hovedkraften bag Statsradiofonien var nemlig kammersanger Emil Holm (1867-1950), hvis vision først og fremmest var, at den klassiske musik skulle ud til hele folket.

"Den allerførste radioudsendelse fra april 1925 er ikke bevaret, men jeg er sikker på, at det har været en udsendelse med musik. Måske endda en udsendelse med Emil Holm selv, der synger. Han mente, det vigtigste for en radiostation, var at sende musik hjem i stuerne til folk," fortæller Leif Lønsmann.

I Statsradiofoniens tidlige dage blev der ansat mange flere musikere end journalister. Her er en tidlig udgave af Radiosymfoniorkesteret. Foto: Holger Damgaard/Ritzau Scanpix

Det skal understreges, at musik kun var klassisk musik, og at grammofonplader endnu ikke var i omløb. Derfor måtte Statsradiofonien have sine egne musikere og sangere. I begyndelsen en radiotrio, men snart et helt symfoniorkester, som også fylder 100 år i år.

"Andre musikgenrer som jazz og popmusik tog det lang tid at få DR til at anerkende. Man var i toppen af DR ikke engang sikre på, at pop overhovedet kunne betegnes som musik. Derfor endte det nye P3 i 1963 i Underholdningsafdelingen og ikke i musikafdelingen," fortæller Leif Lønsmann.  

Nyhedernes storhed og fald

I dag forbinder mange DR med nyhedsformidling. Men i de første 40 år af DR-historien sørgede de store avishuse for at holde Statsradiofonien nede som selvstændigt nyhedsskabende medie. I stedet blev radiomonopolet brugt som en neutral formidlingsplatform for avisernes topnyheder, læst op af avisernes egne folk. Udsendelsen hed Pressens Radioavis og eksisterede helt frem til 1964.

"I mellemkrigstiden holdt de fleste mennesker en lokal, partipolitisk morgenavis, og Pressens Radioavis kom til at indeholde kvintessensen af alle aviserne," forklarer Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved CBS Handelshøjskolen i København.

TV Avisen er i mange omgange gjort mere strømlinet og moderne. Kendsgerningen er alligevel, at nyhedsudsendelsen ikke længere har det seertal og den nationalt sammenbindende betydning, den havde i sin storhedstid. Her ses TVA-værterne Nina Munch-Perrein og Kåre Quist. Foto: DR

Det kan lyde, som om DR var en stækket nyhedsformidler. Professoren understreger, at det da også var aviserne, der på dette tidspunkt var de magtfulde. Men det kan næsten ikke overvurderes, hvor stor betydning det fik for Danmark, at der fandtes en daglig radioudsendelse, hvor alle borgere blev orienteret om ikke blot, hvad ét medie mente var døgnets vigtigste nyhed, men hvor alle mediers topnyheder blev samlet.

"Pressens Radioavis har haft en betydningsfuld rolle som danskernes fælles hukommelse. Her fik man det at vide, som alle nødvendigvis burde vide. Det skabte en fælles bevidsthed og satte en guldstandard for troværdighed. Netop fordi alle aviser bidrog, undgik man en stærkt politiserende partipresse, som man havde haft indtil da i Danmark, og mange lande den dag i dag er præget af, for eksempel USA," forklarer Anker Brink Lund.

Mens amerikanske medier forblev mere polariserede, var forbilledet for DR's nyhedsformidling den britiske radio- og tv-station BBC. Idealet var public service. Befolkningen skulle oplyses om det, de havde brug for at vide, ikke præges i en bestemt retning. 

"Da TV Avisen begyndte at sende i 1965, blev magtforholdet mellem aviser og DR byttet om. Nu var det DR, der frem til monopolbruddet i 1988 spillede en hovedrolle i nyhedsformidlingen," siger Anker Brink Lund.

Hvis DR's allerstørste gennemslag til befolkningen var "De ringer, vi spiller" i 1970'erne, så var det samme årti også DR's nyhedsmæssigt mest magtfulde tid. En tid, hvor middagsradioavisen klokken 12 og endnu mere aftenens TV Avis klokken 19.30 ikke kun blev set som et tilbud, men som en borgerpligt. Og opslutningen til de nationale tv-nyhedsudsendelser fortsatte, da TV 2 kom til i 1988. 

Ifølge professor Anker Brink Lund spiller DR stadig en vigtig rolle for det pluralistiske demokrati i Danmark. Her en partilederrunde op til folketingsvalget i 2015. Foto: DR

Men i de seneste 10 år er det gået kraftigt tilbage for idéen om den fælles nyhedsdagsorden. Anker Brink Lund oplyser, at i 1925 var der i Danmark 172 dagblade og én radiokanal. I 2007 var der adgang til 37 dagblade, 266 radiokanaler og 120 tv-kanaler. Og i 2025 er der ifølge progfessoren "ingen massemedier, kun en masse medier".

Tilbage til kulturen

Lisbeth Knudsen er strategisk direktør for medierne Altinget og Mandag Morgen og har tidligere været bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater, chefredaktør på dagbladene Aktuelt og Berlingske samt nyhedsdirektør i DR 1998-2006. Hun konstaterer, at den nyeste medieudvikling, som går i retning af, at vi streamer hver vores individuelle indhold på de tidspunkter, som passer os, indebærer, at den klassiske idé om en fælles referenceramme af bestemte programmer, vi ser eller lytter til samtidig, er forsvundet og aldrig kommer tilbage.

"Men det ændrer ikke ved, at DR fortsat er en autoritet, som for mange repræsenterer den største troværdighed og den højeste tekniske standard. Når der er en rigtig stor krise i samfundet, er det de nationale nyhedsformidlere, man søger til. Det så vi under coronakrisen," siger Lisbeth Knudsen.   

For hende er det en mærkesag, at DR ikke alene skal ses som en medievirksomhed, men som en kulturinstitution. Og at kulturinstitutionens opgave ikke er at nå bestemte seertal, men at sætte en kvalitetsstandard, som kommercielle tv- og radiostationer kan holde sig op imod.

"Man kan da diskutere, om det er at følge med tiden at holde fast i, at DR skal være en institution, alle skatteborgere betaler til, og at DR både skal have sit eget symfoniorkester. Men det mener jeg personligt er vigtigt," siger Lisbeth Knudsen og uddyber:

"DR's øverste ledelse har i en årrække været optaget af at klæde organisationen på til digitaliseringen. Men jeg er optaget af, at en kommende generaldirektør i DR bør bringe fornemmelsen af kulturinstitution ind igen og arbejde for, at DR vil stå for troværdighed, kulturel autoritet og nyhedsautoritet." 

DR's nuværende generaldirektør siden 2010, Maria Rørbye Rønn, har bebudet sin afgang i år. Hun er jurist. Mange iagttagere vurderer ligesom Lisbeth Knudsen, at tiden måske er kommet til igen at få en DR-chef, der er, om ikke kammersanger, så en mere kulturelt orienteret profil.

De blegrøde lejesvende

Som forfatter til det store værk om DR's 100  år har Jacob Wendt Jensen været hele historien igennem. Han mener, at DR's tre store definerende stunder efter grundlæggelsen i 1925 har været indførelsen af tv i 1951, oprettelsen af Mogens Vemmers sprælske børne- og ungdomsafdeling i i 1968 og daværende generaldirektør Christian S. Nissens trimning af DR i 1990'erne, hvor DR med forfatterens ord skiftede fra at være nogle separate "fyrstendømmer" til at blive en moderne virksomhed.

I sin bog kommer han forbi mange af de hårde kampe, der har været udkæmpet om DR's politiske ståsted. Herunder den berømte debat om de røde lejesvende. Udtrykket stammer fra et læserbrev af Venstrepolitikeren Jens Sønderup i 1968, hvor han kritiserede fire DR-journalister for at være gået for hårdt til statsminister Hilmar Baunsgaard (R), udenrigsminister Poul Hartling (V) og finansminister Poul Møller (K). Journalisterne konfronterede de tre regeringspartnere med alle de emner, de havde været uenige om, før de gik i regering sammen. Politikerne var rystede, fordi en så direkte interviewstil var ny på dansk tv.

Men lejesvende? Udtrykket smagte af, at journalisterne var i fjendens sold. Måske det kommunistiske Sovjetunionen?

Journalisterne anlagde en injuriesag, som blev afgjort ved retten i Skjern. Dommeren spurgte de fire om deres politiske ståsted. Helge Lorentzen og Lasse Budtz var socialdemokrater. Jakob Nielsen var konservativ. Ole Andreasen var venstremand og gjorde  senere politisk karriere som medlem af EU-Parlamentet for det store borgerlige parti. 

"De her journalister var tydeligvis ikke særlig røde, og de vandt retssagen. Jeg mener heller ikke der er belæg for at sige, at medarbejderne i DR til alle tider har været venstreorienterede. Men der fandtes meget venstreorienterede kræfter som Per Schultz, der var souschef i B&U-afdelingen og kommunist," fortæller Jacob Wendt Jensen.

Ifølge en aktuel udnersøgelse, analyseinsituttet Norstat har foretaget for Kristeligt Dagblad, har to tredjedele af danskerne den opfattelse, at DR har en politisk hældning, og heraf mener tre fjerdedele, at denne hældning går mod den politiske vesntrefløj. Men spørgsmålet er, om flertallet af DR-medarbejdere nogensinde var så venstreoreinterede som enkelte ansatte i  1960'erne og 1970'erne.

Det var i denne periode, at Centrumdemokraternes stifter, Erhard Jacobsen, skabte sig en politisk platform gennem den DR-kritiske forening Aktive Lyttere og Seere. Det var også i denne periode, at Kristelige Lyttere og Seere råbte vagt i gevær over DR, når for eksempel sangerinden Trille i 1971 sang Jesper Jensens børnesang "Øjet" om en lille pige, der er bange for Guds kritiske blik, når hun føler trang til at røre ved sig selv. Ligesom de røde lejesvende endte Trille i retten, hvor hun med sin guitar fremførte sin sang som forsvar mod anklagerne om blasfemi. Hun blev frifundet.

Lejesvende var DR's medarbejdere næppe. Nogle var røde. Nogle var blå. Men ifølge Leif Lønsmann har der i det samlede billede nok været et ekstra stænk af blegrød socialdemokratisk tænkning i DR lige siden staten gav sig selv monopol på radiospredningen i 1925, mener han:.

"DR vælger måske ikke konsekvent partipolitisk side, men der er i nyhedsformidlingen en tendens til, at nogle synspunkter behandles mere varsomt end andre. Man mødes af en mere åben mikrofon, hvis man foreslår øgede offentlige bevillinger, end hvis man foreslår besparelser. Man er sjældent i tvivl om, hvad DR mener."