Bo Stern så hele pressemødet. I sit hjem på Langeland sad han i sin stue og hørte, hvordan USA's præsident Donald Trump fortalte om angrebet på Venezuela natten forinden og flankeret af sin nærmeste stab kaldte det "en strålende operation". 

Mens Trump talte, så man levende billeder af det amerikanske bombeangreb på hovedstaden Caracas og af landets nu tidligere præsident Maduro og hans hustru, da de blev taget til fange og fløjet til USA.

På pressemødet understregede udenrigsminister Marco Rubio, at verden skal forstå, "når han [Trump] siger, han vil gøre noget, så mener han det og handler". En udtalelse, der i Grønland og Danmark bestemt ikke blev opfattet som et løfte, men snarere som en trussel.

60-årige Bo Stern var faktisk ikke engang chokeret, da han hørte om USA's seneste operation under Trumps præsidentskab og de senere udmeldinger om, at Trump insisterer på at overtage Grønland.

"Faktisk kan jeg nok ikke længere blive chokeret. Jeg vil nærmere kalde det udmattet. Og moralsk nedslidt. Det er, som om det, jeg vil kalde psykisk vold, er blevet helt normaliseret under Trump. Hvor trusler og usande påstande får lov til at florere, helt uden skam og korrektion. Og hvor de fleste bare står omkring ham som rygklappere, fordi de ikke tør andet. Mens vi andre krummer tæer helt op til nakken," siger han.

Bo Stern har ellers selv et særligt forhold til USA. Han har boet i Californien i 23 år og været direktør for softwarevirksomheden Oracle i Silicon Valley. Han har i den grad tidligere beundret landet og især sat pris på den innovationskultur, der har præget det. Hvor den gode idé altid vinder, uafhængigt af hvem den kommer fra. Og hvor køn, etnicitet, politisk eller seksuel orientering derfor er ligegyldigt. Men kort efter Trumps første præsidentperiode flyttede han tilbage til Danmark.

"Her i landet er det heldigvis kun nogle af overskrifterne, der handler om Trump. I de amerikanske medier fylder han alt. Og det kunne jeg simpelthen ikke holde til," siger Bo Stern.

Foragt, frustration, vrede

I Danmark er udenrigspolitik som regel ikke noget, man føler i maven. I hvert fald ikke på samme måde som nære forhold; ens jobsituation, økonomi, sundhed, familiens ve og vel.

Men Trumps USA er en undtagelse.

"Der er en hel enorm bekymring, det må man bare sige," siger Anders Hede, der er forskningschef i TrygFonden.

Det fremgik allerede af den Tryghedsmåling, som TrygFonden foretog i foråret 2025. Her svarede 71 procent af danskerne, at Trump-administrationen havde vakt bekymring i dem. Over halvdelen udtrykte skuffelse, foragt, frustration og vrede.

Samtidig ønskede de færreste at handle på følelserne: 40 procent følte afmagt, kun 25 procent havde trang til at protestere.

Det vidner om, at det amerikanske opbrud har gjort mange usikre og rådvilde, siger Anders Hede.

Vi har været vant til at leve i et liberalt internationalt samfund med klare spilleregler og en vished om, at vi nok er et lille land, men at vi levede under beskyttelsen fra mægtige USA. Nu synes alle regler og grundantagelser at blive opløst i kaos. Uden at det står klart, hvad Danmark, denne diminutive spiller på den internationale scene, kan gøre ved det.

Det er ikke en erkendelse, der pludselig er opstået efter den amerikanske militæroperation i Venezuela. Ifølge Tryghedsundersøgelsen var over hver anden dansker allerede i foråret 2025 bekymret for, at USA ville forsøge at overtage Grønland, altså at Trumps ord var mere end tom snak. 

Derfor tror Anders Hede primært, at den seneste udvikling har bekræftet og bestyrket de rædselsscenarier, der allerede trivedes i befolkningen.

En tabt kærlighed

Søren Pind bruger ordet "forstemmelse" om sin aktuelle sindstilstand. Om nogen er den tidligere Venstre-minister, nuværende direktør i Aktive Ejere, formet af den frihedsånd og fremskridtsoptimisme, der voksede ud af Berlinmurens ruiner efter 1989.

Han har troet på USA som en positiv kraft i verden. Sådan har det været, i hvert fald siden han mødte præsident Ronald Reagan som 16-årig. For Pind var USA mere end et land, det var en vision, et grænseløst kontinent, der var skæbnebestemt til at skabe frihed.

"USA har stået som centrum i det, vi opfatter som Vesten og dermed i den eneste filosofi og kultur, hvor det enkelte menneske er det afgørende," siger Søren Pind.

Under Trumps anden præsidentperiode er de varme følelser blevet kolde. Søren Pind har, som han også sagde sidste år til Dagbladet Information, følt sig som en kommunist i 1989. Et verdensbillede er krakeleret. Det har militæroperationen i Venezuela og Trumps seneste udmeldinger om Grønland kun bekræftet.

USA har tidligere blandet sig direkte i andre landes forhold, ikke mindst i Latinamerika. Tag invasionen af Panama i 1989. Men aktionerne rokkede ikke ved Søren Pinds tillid til amerikanerne.

"Man kunne forbinde sådan nogle aktioner med en frihedskamp, med retfærdighed, med bekæmpelse af ondskab ... hvad har vi," siger han.

Det kan han på ingen måde i tilfældene Venezuela og Grønland. Han kan ikke længere få øje på nogen strategi, ingen ædle motiver. Det handler om korruption og snævre egeninteresser, mener Pind.

Derfor har han mistet sin kærlighed til USA.

Men håbet har han ikke mistet.

Nok tager han Trumps ønske om at sikre sig en del af rigsfællesskabet alvorligt, men han minder også om de forhold, der adskiller Grønland fra Venezuela. Det er et land med en legitim, folkevalgt regering og med beskyttelse fra Nato. Retorikken er trods alt også en anden: Den amerikanske regering taler primært om at "erhverve Grønland", selvom den ikke vil afvise brugen af militærmagt.

Spørger man Søren Pind, er der fortsat tale om "en enormt grim fantasi".

Han finder også håb ved at hæve blikket:

Med globaliseringen blev det enkelte menneske sat fri til at bevæge sig, hvor det ville, opfinde, hvad det ville, og det førte til økonomisk vækst, kulturel forandring og teknologisk revolution. Man slap nogle vilde kræfter fri, der har omkalfatret alt, vi kender, siger Søren Pind.

Efter en sådan udvikling er det naturligt, at vi ser en reaktion, både i USA og i andre dele af verden.

"Men jeg er overbevist om, at når vi kommer ud på den anden side af reaktionen, vil Vesten blive gendannet. Med en korrektion af de ting, som har vist sig uhensigtsmæssige i globaliseringens kølvand, det vil sige migration, det vil sige destruktionen af landdistrikter, nogle vil sige ulighed, selvom der er blevet mere velstand i verden."

Han tilføjer:

"Men i den mellemliggende periode er vi, hvor vi er. Jeg tror ikke, at min generations politikere vil stole på USA igen de næste 20 år, uanset hvem der kommer til."

Så hvordan holder en gammel frihedselsker og USA-beundrer modet oppe i netop denne periode?

"Jeg koncentrerer mig om det, jeg kan gøre noget ved. Og så slukker jeg for P1 og lytter til P2 i stedet," svarer Søren Pind.

Håbets paradoks

Netop i denne uge bliver der i den grad også snakket om Trump, Grønland og verdens uforudsigelighed på Testrup Højskole, lidt syd for Aarhus. Ugekursets overskrift er nemlig meget apropos: "Tænkning giver håb". Men ifølge forstander og kursusleder Simon Axø kan håbet efterhånden være svært at få øje på for mange af deltagerne. For som en af kursisterne sagde over morgenkaffen: "Hvad nu hvis håbet bare bliver skuffet den ene gang efter den anden? Er man så ikke nødt til at have noget andet end håb?"

Men håbet er faktisk præcis karakteriseret ved dette paradoks, siger Simon Axø, "for jo flere døre, der lukkes for håbet, jo mere trænger det sig på".

Han skelner dog mellem to former for reaktioner, der lige nu rumsterer i mange af os. Den ene handler om politik, hvor man ikke længere kan genkende verden og forgæves leder efter de spilleregler, der indtil for kort tid siden stadig kunne stå i lærebøgerne om international politik. Simon Axø har både læst idéhistorie og statskundskab, og han peger på, at de tidligere principper om ret og retfærdighed, baseret på fornuft, i dag er udfordret af noget så elementært som enkelte menneskers følelsesmæssige træk. Som for eksempel forfængelighed.

"Men den anden reaktion går jo på det mere eksistentielle. For hvordan tackler vi hver især den usikkerhed og uforudsigelighed, som præger tiden? Og det spørgsmål fylder faktisk rigtig meget i vores snakke her på kurset, både inde i foredragssalen og uden for," fortæller Simon Axø.

På kurset har man især fokus på tænkningen som det, der kan give os håb. En pointe, som ikke mindst den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt udfoldede.

"For, som Arendt siger, så er tænkningen jo vores indre dialog med os selv – om verden. Den har med andre ord en krog i verden, og når vi for eksempel hører Trumps trusler om at overtage Grønland, så går der måske tanker i gang omkring, hvad frihed eller retfærdighed er. Og det håbefulde går ifølge Arendt ikke på, hvad vi så tænker – men at vi overhovedet har den evne," siger Simon Axø.

Hannah Arendt beskrev samtidig denne evne til at tænke som en gave, der kommer til os udefra. "Hun var ikke religiøs, men talte om håbet ved tænkningen som det, at den altid er ny. Og hver gang et nyt menneske fødes, opstår nye tanker, nye begyndelser. Tingene er med andre ord aldrig færdige, determinerede, eller afgjorte. De er uafgjorte, og deri ligger håbet. Også i forhold til den helt aktuelle situation med Trump," siger Simon Axø.

Personligt har han det derfor også bedre med mennesker som Nelson Mandela og Martin Luther King, "end med Greta Thunberg", som han siger, "for alle vil selvfølgelig det gode. Men Thunberg kommer med vrede, mens Mandela og Luther King kom med håb, og jeg tror, man kommer længst ved at insistere på muligheden af, at den sidste samtale ikke har fundet sted. Fantasien og forestillingsevnen til at se verden på nye måder viser jo, at håbet altid gemmer på noget, der kunne være – bedre."

Okay at føle sig magtesløs

62-årige Inge Kaldahl Friberg bor i Skørping i Nordjylland, og mens hendes mand sad klar, da pressemødet med Trump blev vist på dansk tv i lørdags, trak det slet ikke i hende.

"Men da min lillebror så også ringede og var helt oppe i det røde felt over det, han havde set og hørt, så tænkte jeg, at jeg hellere måtte se det også. Jeg kan næsten føle mig helt skamfuld over, at jeg nogle gange lukker helt af i forhold til alt det, der sker ude i verden," siger hun, "men når den her følelse af afmagt rammer i forhold til de ydre linjer, så kalder det for mig meget mere på de nære ting. På betydningsfulde samtaler og på meningsfyldt nærvær med familie og venner."

Inge Kaldahl Friberg er uddannet i pædagogisk psykologi og har sin egen livssamtalepraksis i Aalborg. Hun genkender både fra sig selv og de mennesker, hun møder i sin praksis, at det næsten kan føles, som om vi altid skal forsøge at tænke positivt og se handlingsmuligheder, selv når livet viser sig fra sin sværeste side.

"Men i stedet kan det jo også være rigtigt at slippe kontrollen og bare være," siger Inge Kaldahl Friberg. 

"Det er okay at føle sig lille og magtesløs. Det hører også til det at være menneske. Og den hjælp, vi så kan give hinanden – og det håb, vi kan give hinanden – er at gå ved siden af. Ikke at tage det svære væk, men at være hinandens følgesvende."

For Bo Stern er det nok mere den politiske end den eksistentielle udfordring, der fylder lige nu.

Som han ser det, forsvandt håbet for en fredeligere og mere regelbaseret verden for mange år siden, ikke mindst med Balkankrigene, terrorangrebet mod USA i 2001 og Putins magtovertagelse i 2012.

"Og det der stormagtsspil, der er præget af magtbegærlige mænd, viser for mig at se desværre noget om menneskets sande natur. Vi er ikke kun gode, og det er heller ikke nødvendigvis det gode, der vinder. Det er derimod en vedvarende kamp," siger Bo Stern og tilføjer:

"Derfor skal håbet om en bedre verden altid følges op med konkrete tiltag. Demokratiet er en teamsport. Alle skal ind på banen og spille med."