Nr. 169
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Brødres bog om homofobi i kristne kredse får kritik: Overdrivelser, karikaturer og ingen dialog Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 20:20:00
Den fik også gennemslagskraft i den offentlige debat, hvor de største aviser, mest aflyttede podcasts og mest sete tv-programmer satte social kontrol i kristne miljøer på dagsordenen. Og ikke mindst fik den kritikersucces. Blandt en lille håndfuld positive anmeldere var ingen mere begejstret end biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, der gav bogen seks stjerner på netmediet Altinget. Han roste blandt andet brødrene for ikke at slippe “agtelsen” for deres “modstandere”. “De har været udsat for foragt og afsky, men de tager ikke til genmæle med samme våben," skrev biskoppen. Den opfattelse er der delte meninger om, hvis man spørger folk, der er omtalt i bogen. Kristeligt Dagblad har været i kontakt med flere personer, der optræder enten anonymt, med navns nævnelse eller delvist anonymiseret i “De fortabte sønner”, som brødrene selv beskriver som en “dokumentarisk og fragmenteret fortælling”. Kilderne kalder alle bogen velskrevet og rørende, men mener også, at den har karakter af et kampskrift, hvor institutioner og personer på den kirkelige højrefløj bliver beskrevet sarkastisk og nedladende. Nogle gange som fundamentalister og i enkelte tilfælde som farisæere og “frelste røvhuller”. De genkender ikke de mest sensationelle passager fra bogen, og de undrer sig over ikke at være blevet kontaktet forud for bogens udgivelse. Uenighed om lejrturDet gælder blandt andre kilder fra et centralt kapitel i bogen med en belastende anklage mod de kirkelige miljøer. Kapitlet handler om en ungdomslejr i 1990, hvor dengang 15-årige Sune Gylling Æbelø deltog. Han husker, at han var bange for at blive afsløret som homoseksuel, og det var bagtæppet for en skelsættende situation en morgen på lejren. Den 15-årige var netop kommet ud af badet og havde fået tøj på, da lederen, Uffe, kom ind til ham på drengenes sovesal. Uffe beskrives i bogen som en 50-60-årig storrygende tørlagt alkoholiker fra København, der var med på lejren for første gang. ”Er du homoseksuel, Sune?” spurgte Uffe. Sune Gylling Æbelø var lamslået over at få spørgsmålet, men benægtede. Uffe fortsatte: “Når jeg spørger, er det, fordi jeg selv er homoseksuel i højeste potens. Og jeg synes faktisk ikke, det er noget, man skal bruge som et skældsord …” Den forbløffede 15-årige husker ikke mere fra samtalen, men han husker, at han kom til at dele den med en anden leder senere på morgenen. Og han husker, at Uffe senere på dagen endte med at tage hjem. Han var ikke i tvivl om hvorfor: “Jeg så aldrig Uffe siden, og jeg spurgte aldrig. Men jeg er sikker på, at han var blevet bortvist, fordi jeg havde udleveret ham. Hvis jeg før havde været det mindste i tvivl om, hvordan man ville behandle sådan nogle som mig her blandt de fromme i missionens gudfrygtigt knusende favn, så var jeg det ikke mere,” skriver Sune i bogen. Men dette har intet på sig, hvis man spørger andre, der var med. Kristeligt Dagblad har talt med kilder, der var med på lejren i 1990, og de husker forløbet helt anderledes. De tidligere lejrdeltagere ønsker ikke at stå frem med navn, men ingen af dem har nogensinde hørt, at den 50-60-årige københavner skulle være blevet sendt hjem på grund af sin seksualitet. Som de selv husker og er blevet fortalt af andre på lejren, tog den tidligere misbruger selv hjem fra lejren på grund af noget familiemæssigt. “Det er næsten 35 år siden, så jeg kan ikke huske, om det er på grund af en begravelse eller noget andet i familien. Det er ikke det relevante her. Det relevante er, at man ikke bortviser nogen på grund af deres seksualitet. Det er så langt fra et kristent værdigrundlag, som man kan forestille sig,” siger en af de tidligere deltagere. Samme kilde kalder bogen for velskrevet og rørende. Det gjorde ondt at læse om brødrenes ulykkelige situation, men ifølge kilden bærer kapitlet om ungdomslejren præg af, at Sune Gylling Æbelø har tolket sin indre kamp med sin seksualitet ind i situationer og relationer, hvor seksualitet ikke har været et tema for andre. “Det kan være godt at gå kritisk til en kultur og spørge, om der er plads til alle i kristne kredse. Men mange steder i bogen kommer det til at ligne et hævntogt. Jeg synes, at den bliver usympatisk de steder, hvor de kommer til at jorde navngivne folk og miljøer, som ikke har gjort dem noget,” siger den unavngivne kilde, der deltog på lejren for 34 år siden. Voldsomt misvisendePastor emeritus og forhenværende generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen er ikke selv nævnt i bogen, men han har læst den. Han mener, at bogen til dels rummer en række personlige og følsomme vidnesbyrd, som man kun kan have respekt for og tage til efterretning, når man kommer fra samme miljø. Men problemet med bogen er for ham at se, at den ender med at være meget mere end personlige historier. “De fortabte sønner” har ifølge ham en dobbelt natur, hvor den på den ene side er fortællinger og gode iagttagelser, man kun kan blive berørt af. På den anden side er den næsten et politisk skrift. Og det gør, at det bliver svært at kritisere bogen uden at ligne en, der går i selvforsvar. “Det er som om, at den dobbelthed ved bogen er en benlås, der gør den næsten umuligt at kommentere på og stadig føle sig fair,” siger han. Han er kritisk over for, hvordan især Sune Gylling Æbeløs kapitler er præget af en sarkasme, der får fremstillet personer og miljøer nedladende. Og han er skeptisk over, at bogen bliver beskrevet som “dokumentarisk”, når mange af deres erindringer ikke er faktatjekket, og når visse af dem bærer præg af overdrivelser. Nogle gange glider de ud i at være karikaturer, mener Jens Ole Christensen. For eksempel i Sune Gylling Æbeløs erindring om en lejr, hvor han skriver om Kristeligt Forbund for Studerendes (KFS) daværende generalsekretær, lektor emeritus ved Menighedsfakultetet Leif Andersen: “Dertil kommer den altid umistelige spørgetime med generalsekretæren, som med delfisk præcision har svar på enhver tænkelig anfægtelse vedrørende Bibel, treenighed, tro og diverse.” Kender man Leif Andersen, som altid har været tydelig om egen usikkerhed og tvivl, vil man vide, at denne karakteristik er voldsomt misvisende, mener Jens Ole Christensen, “Der rammer de fuldstændig ved siden af. Jeg kan ikke komme i tanke om en dårligere beskrivelse af Leif Andersen som person,” siger han og peger på et senere kapitel i bogen som et eksempel på, at han savner faktatjek, og hvor fortællingen i øvrigt ikke er selvoplevet. Overfald på efterskoleDet er historien om en person med navnet Frey, som i 2016 fortalte Andreas Gylling Æbelø om en traumatisk oplevelse på Luthersk Missions Solgården Efterskole i Tarm i Sydvestjylland i begyndelsen af 2000’erne. Frey var dengang ikke sprunget ud som nonbinær, der er en kønsidentitet, hvor man hverken opfatter sig som mand eller kvinde. Ikke desto mindre havde han feminine træk og bliver i bogen beskrevet som “the odd one out” – ham, der ikke passede ind. Han blev ikke mobbet groft, men en dag blev han overmandet af “samtlige drenge på skolen,” som slæbte ham ind på et badeværelse, spulede ham med koldt vand og hældte en substans i hans lange hår. Senere fik Frey at vide, at det var brintoverilte, og at overfaldet var udtænkt af en ansat på skolen, så Frey “kunne blive rettet ind og blive en rigtig dreng”. Men heller ikke den historie fra en tredje person på en café 10-15 år senere er tilsyneladende blevet efterprøvet hos andre. Kristeligt Dagblad har spurgt den daværende forstander Kristian Andersen, om episoden er korrekt beskrevet. Han husker, at der var en episode med en elev, der blev behandlet meget voldsomt, men han husker ikke, at nogen ansat var involveret. Savner nuancerKristian Andersen, som i dag er familiekonsulent i Luthersk Mission, var ikke blevet forelagt kapitlet før bogudgivelsen, selvom han nævnes med navns nævnelse som efterskolens forstander tidligere i bogen. Heller ikke Erik Morten Jensen blev orienteret om bogens indhold, selvom han optræder med fornavn i beskrivelsen af Sunes Gylling Æbeløs weekendophold i 1993 på det daværende Agapes Diakonale Center i Farsø i Nordjylland, som udbød sjælesorg og terapi for folk med alle mulige slags problemer. Her fik den fortvivlede Sune at vide, at homoseksualitet i udpræget grad er et produkt af miljø, og at “forvrænget seksualitet” dermed kan “korrigeres” med behandling i form af samtaleterapi. Sune Gylling Æbelø havde i sin barndom haft et underskud af den maskulinitet, en dreng har brug for, skulle Erik Morten Jensen havde sagt ifølge bogen. “Derfor søger du den hos andre mænd, og det forveksler du med seksuel tiltrækning,” er han citeret for at have sagt i “De fortabte sønner”. Ifølge bogen skulle Erik Morten Jensen dernæst have sammenlignet årsagen til homoseksualitet med kannibalisme. Ligesom kannibaler spiser andre, fordi de tror, at de dermed overtager deres egenskaber, tror den homoseksuelle, at man får maskulinitet ved at “æde andre mænd.” Erik Morten Jensen, der i dag er på efterløn, har læst “De fortabte sønner”, men han husker hverken Sune Gylling Æbelø eller samtalerne, der er beskrevet i bogen. Han kan ikke be- eller afkræfte udlægningen af forløbet, men han slår fast, at han er berørt af bogen. “Vores intention var at lytte til de unge, som ikke vidste, hvad de skulle gøre med deres homofile følelser. Det, som vi leverede i samtalerne, var ren og skær omsorg ved at tilbyde et rum, hvor man kunne tale åbent. De her brødre havde jo ikke engang talt internt, og det vidner om, hvor svært det var. Teorierne fandt vi ikke selv på, det var i høj grad baseret på datidens fagbøger, men jeg sidder da med en slags skyldfølelse over, at vores intention om hjælp havde den modsatte effekt.” Erik Morten Jensen tilføjer, at man som forfatter er fri til at skrive og udgive sine oplevelser, men han havde alligevel håbet, at brødrene havde valgt dialogen. “Jeg kunne have bidraget med nuancer. I stedet synes jeg, det får karakter af et kampskrift mod det, de kalder fundamentalister, hvilket jeg overhovedet ikke er. Man skal huske, at det er 30 år siden. I mine øjne mangler bogen at afklare konteksten, for synet på homoseksualitet var dengang anderledes, både blandt kirkelige og alle andre, og tilgangen var en anden i psykiatrien, hvilket ikke fremgår i bogen. Jeg synes, det er lidt problematisk at hænge folk ud i bogen på den måde, og jeg synes, der er en mangel på åndsfrihed i deres syn på religion i dag. Det siger jeg ikke som en fordømmelse af dem eller bogen, som jeg i øvrigt mener bør føre til selvrefleksion i hele det kirkelige miljø.” Kristeligt Dagblad har været i kontakt med andre personer omtalt i bogen, som ikke ønsker at udtale sig. De fleste genkender ikke brødrenes udlægning, men en enkelt beretter om, at hun blev præsenteret for bogens indhold forud for udgivelsen, og at hun føler sig godt behandlet. Sune og Andreas Gylling Æbelø er blevet forelagt kritikken og skriver i en mail om kritikken om at beskrive bogen som dokumentarisk: "Dokumentarisk betyder, at bogen tager udgangspunkt i virkelige hændelser og samtaler, og vi skriver samtidig på bogens første side, at andre kan huske dem anderledes, hvilket er gængs praksis i erindrings- og biografigenren. Vi noterer os, at ingen kilder afviser begivenhederne, men husker dem anderledes. At mennesker, der får kastet et kritisk lys på en skadelig praksis, ønsker at korrigere disse gengivelser, finder vi ingenlunde overraskende." Brødrene forholder sig også til kritikken af, at de ikke har orienteret flere af de omtalte personer forud for udgivelsen af bogen: "Vi har i forhold til forelæggelse fulgt forlagets redaktionelle og juridiske rådgivning, og i tillæg hertil har vi selv foretaget den generelle vurdering, at mennesker, der optræder i kraft af deres profession, kan tåle offentliggørelse. Vi har i arbejdet med bogen forelagt materiale for en lang række privatpersoner og har her mødt stor opbakning." Andreas og Sune Gylling Æbelø er desuden ikke overraskede over, at folk med baggrund i kirkens højrefløj har kritik af bogen. De skriver: "Bogen beskriver med en række konkrete eksempler voksne, magtfulde, åndelige autoriteters rådgivning til unge mennesker, der kom til dem i desperation og fortabelsesangst, og vi forstår godt, hvis det kan være ubehageligt at se beskrevet, hvilke konsekvenser det har haft, men vi står fuldstændig på mål vores kritik af den praksis," lyder det i mailen fra brødrene, der i øvrigt er dybt uenige i, at de skulle være ude på et hævntogt. "Bogen er det modsatte af et hævntogt. Det er forsoningsbog, hvor vi både tilgiver og vender tilbage til troen. En del af vores ærinde er ganske rigtig at beskrive visse kristne miljøers skadelige praksis, og det har vi ønsket at gøre uden at dæmonisere og samtidig bevare et levende sprog. Derfor er vi også glade og overvældede over de mange reaktioner, vi har modtaget fra kristne miljøer, som genkender vores beskrivelser, flere endda med beklagelse og undskyldning. Vi hæfter os også ved, at sognepræst Marie Høgh i sin anmeldelse kalder bogen for en udvikling af kristendommen og ikke mener, at vi nedgør og udskammer kristne miljøer, og at biskop Peter Skov-Jakobsen i sin anmeldelse bemærker, at vi ikke mister agtelsen for vores modstander." Tryk for at læse mere
Nr. 168
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Selvom jeg elsker Danmark, har det været smertefuldt at miste forbindelsen til mit fødeland Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 20:00:00
Når Mehdi Mozaffari tænker tilbage på sin barndom i Iran, husker han en meget kærlig mor. Selvom hun var praktiserende shiamuslim, var hun en af de første, der udtrykte skepsis over for ayatollah Khomeini. "'Jeg er bange for ham. Jeg tror ikke på hans blik,' sagde hun på et tidspunkt, hvor mange andre troede, at han var en frelser. Min mor var analfabet, men et af de mest intelligente mennesker, jeg har mødt," fortæller Mehdi Mozaffari, der i dag bor i København. Netop den kritiske udforskning af politisk islam har spillet en afgørende rolle for politologen Mehdi Mozaffari, der i 2003 blev professor ved Aarhus Universitet. I offentligheden er han mest kendt for sine analyser af islamismen, som han i den meget roste bog "Islamisme – en orientalsk totalitarisme" fra 2013 sammenligner med andre totalitære ideologier som kommunismen og fascismen. Torsdag fylder professor emeritus Mehdi Mozaffari 85 år. Mehdi Mozaffari voksede op i Mashhad i det nordøstlige Iran – en af shiaislams helligste byer. ”Min far var landmand, og jeg havde en god barndom, men jeg husker også, at jeg som lille dreng var skræmt over de mange kister, der blev båret forbi mig på gaden i den hellige by og den alvorsfulde mumlen, der følger med," fortæller Mehdi Mozaffari. Det amerikanskstøttede kup mod Irans demokratisk valgte premierminister Muhammad Mossadeq i 1953 vakte for alvor hans interesse for politik. Han begyndte at studere politologi og jura ved universitetet i Teheran og tog i 1963 til Paris for at studere ved Sorbonne Universitetet. "Indtil da var jeg troende shiamuslim, men i Paris fik jeg min mentale frihed," griner han. Det var også i byernes by, at han mødte en dansk kvinde. Parret flyttede til Iran, men måtte flygte i forbindelse med urolighederne forud for den iranske revolution i 1979. ”Stemningen var som ved Saigons fald, og det lykkedes os kun med nød og næppe at få flybilletter ud af landet. Jeg havde ingenting. Ikke engang en kuffert." Mehdi Mozaffari fik en stilling ved Sorbonne Universitetet, inden han kom til Aarhus Universitet. ”Det var et dilemma at flytte til Danmark, for i Frankrig kunne jeg sproget og havde et netværk. Men min kone var dansker og var fulgt med mig til Iran, så jeg følte, jeg måtte følge med hende til Danmark," fortæller Mehdi Mozaffari. Under Muhammedkrisen i 2005 og 2006 advarede Mehdi Mozaffari mod konsekvenserne af islamismen. Dengang følte han sig ofte alene med sine holdninger. ”Psykisk var det hårdt. På det tidspunkt var det næsten kun Dansk Folkeparti, som jeg aldrig har stemt på, der erkendte problemerne med islamismen. Helt neutralt må jeg sige, at Dansk Folkeparti mere end mange intellektuelle dengang så risikoen ved islamismen og den ukontrollerede indvandring. I dag har Socialdemokratiet for længst adopteret disse holdninger,” siger Mehdi Mozaffari. Muhammedkrisen var også mere end noget andet den begivenhed, der fik Mehdi Mozaffari til at føle sig som dansker. "Jeg følte, at mit land var under angreb og skulle forsvares mod et værdisæt, jeg var uenig i. Indtil da vidste jeg ikke, at jeg havde et land at forsvare," fortæller han. Mehdi Mozaffari har aldrig besøgt Iran efter flugten, og i dag har han boet størstedelen af sit liv i Danmark. ”Selvom jeg er glad for mit liv her, er det smerteligt at miste forbindelsen til mit fødeland, for det var ikke en frivillig beslutning. Det rører mig for eksempel, at jeg ikke kunne deltage i min fars og mors begravelser," fortæller Mehdi Mozaffari. I dag føler han sig hjemme i sin lejlighed med udsigt over Søerne i København. "Danmark har givet mig en masse muligheder, og jeg håber, at jeg har givet noget igen til Danmark. Jeg tilhører tre lande, Iran, Frankrig og Danmark.” Han er fortsat engageret i international politik, og så har han fundet glæden ved madlavning. ”Hver gang jeg laver mad, mindes jeg min mor, der døde i 1990. Ligesom min mor tænker jeg over, om jeg har sagt noget forkert i bestemte situationer eller, hvad jeg skulle have sagt, når jeg er i gang i køkkenet. Det er en måde at reflektere på, så det bliver lettere at sige farvel til det hele,” siger Mehdi Mozaffari og fortsætter: ”Jeg er ikke bange for døden. Min mor døde, mens hun sov. Næsten hver aften, når jeg går i seng, tænker jeg: ’Det kan være, at jeg ikke vågner i morgen.’ Vi ved, at vi bliver født, og at vi en dag skal dø. Det er naturligt, og det accepterer jeg.” Tryk for at læse mere
Nr. 167
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Biskop, overrabbiner og imam mødtes for at begrænse religiøs polarisering, men blev enige om, at polarisering faktisk er godt Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 19:00:00
Så enkelt kan det siges, og sådan sagde Peter Fischer-Møller det, da han indtog talerstolen i Landstingssalen på Christiansborg. Han er formand for dialogforeningen for gejstlige ledere Religion og Samfund (Resam), der sammen med Folketingets Kirkeudvalg onsdag havde indkaldt til høring om religiøs polarisering. Noget, de har oplevet, er eskaleret de seneste år. Panelet til høringen bestod af overrabbiner Jair Melchior, biskop Marianne Gaarden, imam Naveed Baig, professor i filosofi Niels Holtug, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Eva Maria Lassen og chefredaktør på Information Rune Lykkeberg. Men allerede i den indledende runde aflivede den første taler, Jair Melchior, forestillingen om, at polarisering de facto er dårligt. “Når man sætter mennesker sammen i grupper, vil vi per automatik beskytte vores egne og mistænke de andre. Det er en naturlig ting. Det kan være farligt. Men det kan også være det modsatte,” sagde han og blev bakket op af Marianne Gaarden. “Nogen tror på, at religion er årsagen til krig. Det tror jeg ikke. Jeg tror, at det kan antænde en konflikt. Men religion kan også bruges til at skabe fred. Historie har vist, at religion har bidraget til at bygge relationer, til at bygge broer, til at skabe tillid og at indgå i fællesskaber. Religion kan spille en positiv rolle i fredsforhandlinger," sagde hun. Også Rune Lykkeberg understregede med store armbevægelser, at verden — om man vil det eller ej — er polariseret: “Polarisering omtales ofte som et debatfænomen: Hvis bare polariseringen i debatten ville gå væk, så ville vi alle være venner. Men vores virkelighed er polariseret. Udgangspunktet er, at vi lever i forskellige virkeligheder. Polarisering for mig handler blot om at artikulere de konflikter, vi har, og på den måde skabe fremgang,” lyder det fra Rune Lykkeberg. Det er nok så nemt at sidde i en fin sal på Christiansborg og blive enige om, at polarisering kan være en nøgle, en ressource, et redskab til forståelse. Men ude i virkeligheden skaber polariseringen problemer, gjorde flere af de fremmødte til høringen paneldeltagerne opmærksomme på. Debatten på sociale medier kører ofte af sporet, og der bliver brugt meget voldsomme og grimme beskrivelser om religiøse grupper. Antisemitismen lever på sit højeste, og en deltager fortalte, at der i hans børns skoleklasse er stor splittelse mellem de kristne og muslimske elever. Folketingsmedlem Lars Christian Lilleholt (V) var en af de fremmødte til høringen og pointerede, at høringen bevægede sig langt væk fra virkeligheden. Så hvordan kan man bringe alle de flotte budskaber ud i verden, spurgte han? Jair Melchior svarede, at de allerede forsøger at få budskabet ud gennem sociale medier. Seniorforsker Eva Maria Lassen mente, at der skulle nogle konkrete handleplaner til, som kan bruges på alt fra museer til skoler. Naveed Baig inviterede politikerne til møde i Resam for at diskutere emnet videre. En anden paneldeltager fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, ville — af frygt for at polarisere — påpege, at han altså var uenig i, at polarisering er godt. For er det ikke dårligt, når nuancerne forsvinder, og verden bliver reduceret til et ja eller nej? Marianne Gaarden mente, at uenighed i sig selv ikke er dårligt, men at det er et problem, når samtalen forstummer. Naveed Baig sagde, at det kan være en god idé at sørge for at have en fælles etik og måske skrive nogle spilleregler ned, når man skal tale med nogen, man er rørende uenig med. En paneldeltager fra Imam Ali Moskéen i København spurgte som en af de sidste Rune Lykkeberg, om medierne ikke har et ansvar for at huske nuancerne og de gode historier. Men ordstyreren mindede om, at høringen var ved at løbe tør for tid, så Rune Lykkeberg svarede kort: “Jo.” Slutteligt fortalte Søren Espersen en vittighed: “En imam, en rabbiner og en præst sad i et tog og talte om, hvornår livet begyndte. Præsten sagde ved undfangelsen, imamen sagde ved fødslen, og rabbineren sagde: Når børnene er flyttet hjemmefra, og hunden er død.” Til stor latter i salen blev høringen klappet af. Tryk for at læse mere
Nr. 166
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Højskolerne har fået en håndbog i traditionsbevidsthed Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 19:00:00
"En ideal Højskolepige er mellem 18 og 25 Aar; hun er naturlig og frisk; hun kan læse, skrive, regne og sy; hun holder meget af at høre Oplæsning, synge, gøre Gymnastik og gaa lange Ture i Skoven; hun har en eller flere Hjertensveninder, som hun drøfter Foredragene med, og Resultatet af disse Drøftelser er nogle Spørgsmaal, som tit kan sætte Lærerens Tanker og Erfaringer i nok saa stærke Svingninger." Ordene bliver ikke modtaget på helt den samme måde af eleverne til morgensamling på Silkeborg Højskole i oktober 2024 som dengang i 1903, da højskolelærer og forstander Eline Begtrup sagde dem til et foredrag i Dansk Kvindesamfund. Men på den anden side er det jo fortsat det, en højskole går ud på: at kunne noget. At være engageret. At bruge naturen. At få venner. At være i en levende vekselvirkning med hinanden og underviserne. Og her 121 år efter den gamle højskolepioners foredrag er de fleste elever på lange højskoleophold stadig mellem 18 og 25 år. "Vi bruger måske nogle andre ord i dag, men man kan sagtens få en god snak i gang ved at læse højt fra Grundtvigs forord til 'Nordens mytologi', Christen Kolds idé om først at oplive og siden oplyse, Ludvig Schrøders tanker om højskolens genrejsning eller Eline Begtrups tale om den ideelle højskolepige," fortæller Jonas Borsøe Christensen. Til daglig underviser han på Silkeborg Højskole, men han er også medlem af bestyrelsen for Folkehøjskolernes Forening og har siddet i tekstudvalget bag en ny bog med gammelt indhold fra Forlaget Højskolerne. I bogen "Højskoletekster – folkehøjskolens idé og opgave gennem tiden" har udgiverne komprimeret nogle af de mest berømte, interessante og væsentlige tekster, der er skrevet om folkehøjskoler, siden Grundtvig helt tilbage i 1832 begyndte at lufte sin idé om en ny skoleform. "Vi har tænkt den som en lille håndbog til højskolelærere, forstandere og alle andre, der har noget med højskoler at gøre. En bog, som man kan tage frem, hvis man gerne vil forstå, hvordan højskolens idé og opgave er blevet udlagt og praktiseret af forskellige mennesker på forskellige tidspunkter," siger Jonas Møller, der er pædagogisk konsulent i Højskolernes Hus og den ene af bogens to redaktører. "Men vi ser også meget gerne, at bogen læses bredere. Den kan indgå i den standende samtale, vi gerne skulle have, om, hvad vi egentlig skal med skolen og højskolen," tilføjer han. Højskolernes største hits Man kunne kalde bogen for højskoletankernes greatest hits. En håndbog i at undervise og blive undervist med bevidsthed om den tradition, skolen bygger på. Udgivelsen bygger på en tilsvarende bog, der kom i 1974 og bestod af otte klassiske tekster om højskolen. Men i forhold til dengang er udvalget udvidet til 19 kapitler og fire bonustekster. Og denne gang er der ikke kun omtaler af gamle mastodonter som digterpræsten Grundtvig (1783-1872), Ryslinge Højskoles grundlægger, Christen Kold (1816-1870) og Ludvig Schrøder (1836-1908), som efter tabet af Sønderjylland i 1864 gjorde Askov Højskole til den grundtvigske højskolebevægelses flagskib. Der indgår også nyere tekster af nulevende højskolefolk som professor Ove Korsgaard og Testrup Højskoles mangeårige forstander Jørgen Carlsen. Noget længere væk fra den oprindelige tradition finder man Mogens Amdi Petersens maoistisk inspirerede Tvind-pædagogik fra 1970 og feministisk pædagogik fra 1980 af Jytte Larsen og Lene Sjørup. Genopdaget klassiker Og så er der teksten "Lidt om vore højskoler" af Eline Begtrup, som denne artikel indledes med, og som kan betegnes som en genopdaget klassiker. Sammen med Askov Højskoles Ingeborg Appel (1869-1948) er Begtrup med til at bryde de mandlige højskoletænkeres dominans og minde om, at højskoletraditionen ikke er en ren mandehistorie. Eline Begtrup levede 1860-1947 og var søster til Holger Begtrup, som i samtiden var en berømt højskolemand. Hun selv underviste på Askov og Ry Højskole, men da hun var utilfreds med, at hun kun sporadisk kunne få lov til at undervise mandlige kursister, stiftede hun sin egen Levring Højskole lidt nord for Silkeborg, hvor hun var forstander gennem 20 år fra 1897 til 1917. På Levring Højskole var der både kurser for kvinder og mænd, og de varede lige lang tid. Andre steder fik karlene fem måneders ophold, men pigerne kun tre. "Vi fandt en henvisning til teksten i en bog, som omtalte de kvinder, der har været lidt skjulte i højskolehistorien. Det var kvinder, som betød rigtig meget i deres samtid, men som ikke har fået den store opmærksomhed," siger Jonas Møller og tilføjer: "Vi syntes, Eline Begtrups tekst skulle med. Ikke kun fordi den har været glemt og overset, men også fordi det er en voldsomt god tekst. Her giver hun i 1903 et præcist bud på, hvad en højskole er, og hvad dens opgave skal være. At den så også samtidig er skrevet af en kvinde, er bare en bonus." Tryk for at læse mere
Nr. 165
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Gyserfilm om en djævelsk drillepind rejser spørgsmålet: Hvornår har du sidst udfordret din tro? Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:30:00
Få andre religiøse bevægelser er vokset så hurtigt som mormonerne. Det er der én rigtig god årsag til: Bevægelsen, som kalder sig selv Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, har spekuleret grundigt i at missionere. Tusindvis af dens unge mænd og kvinder har stemt dørklokker, afleveret pjecer og spurgt om lov til at komme indenfor og fortælle om deres tro. Men hvad sker der bag døren, når de bliver lukket ind? Hvilken samtale folder sig ud? Det er det enkle udgangspunkt for den amerikanske film ”Heretic”. To unge kvinder, Sister Paxton (Chloe East) og Sister Barnes (Sophie Thatcher), ringer på klokken hos venlige og belevne Mister Reed (Hugh Grant), der tidligere har udtrykt interesse for mormontroen. Og da de to unge kvinder har sikret sig, at Mr. Reed ikke er alene, og at hans hustru er hjemme, træder de ind i hans hjem. Derefter holder ”Heretic” op med at være en nysgerrig undersøgelse af bevægelsens virke, for som filmens titel – ”Kætter” – antyder, er Mr. Reed egentlig ikke interesseret i at blive en del af mormonerne. Tværtimod har han tænkt sig at udfordre Barnes og Paxton på deres tro. Med et djævelsk arsenal af viden, overvejelser, dokumentationer, refleksioner, gåder, drillerier og seriøs chikane sender han de to unge kvinder på deres livs opgave. Til at begynde med er det forholdsvis uskyldigt. Han hiver spillet ”The Landlord’s Game” fra 1904 frem og fastslår, at det 30 år senere blev kopieret under navnet ”Monopoly” – og i øvrigt blev en verdenssucces, herhjemme under navnet ”Matador”. Samme fænomen gør sig gældende med religioner, hævder storsmilende Mister Reed: Jødedommens Tora blev kopieret af kristne med Bibelen, som muslimerne siden rettede til og gav navnet Koranen. Først i 1820’erne kom Mormons Bog til verden. Det er Mr. Reeds første alvorlige udfordring til Barnes og Paxton. Hvordan i alverden kan en bevægelse, der kom dumpende så mange år efter de trosretninger, som den så tydeligt bygger på, hævde at være den eneste sande tro? På det tidspunkt har de to unge kvinder for længst konstateret, at Mr. Reed har låst sin hoveddør, og at de kun kan komme væk med hans hjælp. Det er imidlertid ikke kun Barnes og Paxton, der bliver udfordret. "Heretic" er bygget op som en rebus, der ikke kun tvinger de to unge kvinder til at løse en opgave, men også retter sine spørgsmål mod publikum. Hvad tror I derude? Har I for alvor udfordret jer selv og jeres trosretning? Inden længe viser Mr. Reed sig ikke kun at være en drillepind, men også det, der er meget værre. Og ”Heretic” går fra at være en thriller om to unge kvinder, der gik ind ad en dør, som de ikke skulle have gået ind ad, til en gyserfilm. Trosdiskussionen i ”Heretic” er helt klart ikke så begavet, som instruktørerne Scott Beck og Bryan Woods selv ser ud til at mene. Mr. Reeds argumentation har en slem tendens til at være tendentiøs, og det går helt galt – både for ham selv og for filmen – da han vil dokumentere, at Jesu opstandelse var et simpelt trick. I sidste ende er ”Heretic” en gyserfilm rettet mod et ungt publikum, der mere ser film som et spil eller en opgave. Der findes bestemt mere kvalificeret tankegods andetsteds. Men der er en finurlig djævelskab i ”Heretic”. Især den første lille time er virkelig effektivt bygget op, og go’e gamle Hugh Grant er lidt af en oplevelse som smilende Mr. Reed. Heretic. Instruktion og manuskript: Scott Beck og Bryan Woods. Kamera: Chung-hoon Chung. 111 minutter. USA/Canada 2024. Tryk for at læse mere
Nr. 164
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Mange frygter Trump. Men hans præsidentperiode har også positive perspektiver Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:00:00
Mange frygter konsekvenserne af det amerikanske valg, for Trump har før vist sig både inkompetent og udemokratisk. Men der er også positive perspektiver for ikke bare USA, men også Europa. Hvis Trump både kan og vil holde sine valgløfter og opbygge et bedre samfund, hvordan vil det kunne se ud? Og hvem har strategien? Trump har fået et historisk stærkt budskab fra det konservative Amerika. Vælgerne kræver handling på tre fronter: økonomi, værdipolitik og civilsamfund. Globaliseringen har skabt enorm ulighed og polarisering mellem en veluddannet, velstående og kosmopolitisk elite og en arbejder- og middelklasse, hvor mange må tage dårligt betalte jobs for at få økonomien til at hænge sammen. Kløften vokser. Dag for dag. År for år. Opgaven bliver at styrke væksten, bekæmpe inflationen og hjemtage tabte industriarbejdspladser. Det er en uhyre vanskelig opgave, der kalder på investeringer, der kan tiltrække ny industri, særligt inden for elbiler og AI. Innovative partnerskaber mellem lokale myndigheder og erhvervsliv er en måde at vende udviklingen. Økonomer som Oren Cass fra organisationen American Compass har længe arbejdet på at udvikle den slags økonomiske initiativer, der skal styrke arbejder- og middelklassen og tilgodese familier, lokalsamfund og landdistrikterne, der bløder talent til storbyerne. Denne konflikt mellem land og by er også et europæisk problem. Sagde nogen Danmarksdemokraterne? Eller de gule veste i Frankrig? Vreden ulmer ikke kun i rustbæltets årer. Skal politikerne kunne opbygge et bedre samfund, må de begynde med at lytte til folk, sådan som Trump netop er lykkedes med. De må give dem en stemme og kanalisere deres frustrationer ind i det demokratiske system. Fordømmelse og fortrængning virker ikke. Så dukker vreden bare op i en mere destruktiv form. Valgets andet budskab: Amerikanerne har fået nok af åbne grænser, hvor illegale indvandrere i millionvis skaber utryghed og presser lønningerne. Vælgerne er også rasende over den slappe håndtering af kriminalitet, hvor progressive idéer som ”Defund the Police” har overladt hele byområder til forhærdede banders. Byerne brænder. Butikker plyndres. Borgere myrdes. Politiet trækker sig. Også europæerne koger af raseri over kriminaliteten og indvandringen. De to hører som bekendt intimt sammen. Hvis politikerne ikke vil løse de problemer, ryger de ud. Forkastelsen af Kamala Harris viste det med al tydelighed. Det er også et gode ved det amerikanske valg: Vælgernes prioriteringer er blevet lysende klare. De har ventet længe nok. På jobs. På respekt. På sikkerhed. Amerikanerne er også møgtrætte af woke og den radikale identitetspolitik. Det gælder også europæerne. De gider ikke at høre på selvretfærdige venstrefløjsaktivister, der stempler deres modstandere som toksiske og misogyne, hvis de har maskuline dyder; racistiske, hvis de er skeptiske over for åbne grænser og multikulturalisme; og homofobiske, hvis de foretrækker at leve i traditionelle forhold. Den konservative aktivist Christopher Rufo har haft succes med at dæmme op for identitetspolitikken i institutioner som universiteter, medier og skoler. Han spås også en vigtig rolle i Trumps regering. Der er mange gode grunde til at forbedre minoriteters vilkår. Men hvis det amerikanske valg skal føre noget positivt med sig, må de værste excesser bremses. For identitetspolitikken dyrker forskellene og splitter befolkningen i stedet for at samle borgerne om nationen, hjemlandet, lokalsamfundet, kirken, kristendommen, familien og andre vigtige fællesskaber. Amerikanerne gider ikke længere at blive belært af det, de anser for en forkælet, akademisk elite uden hård hud på hænderne og med munden fuld af politisk korrekte floskler. De vil ikke længere trynes af kystbyernes nomader med deres gyldne pas til globaliseringens første klasse. Også her kan vi øjne en potentiel positiv lektie af valget: Styrk fællesskaberne, patriotismen og medborgerskabet. De fleste ønsker at leve ud fra traditionelle værdier og afviser radikaliseringen af det, der skiller os ad: Vores køn, hudfarve og seksualitet. Alt for længe er Trumps vælgere kaldt afskyeligt affald, ”deplorables” og ”garbage”. Men langt de fleste er almindelige mennesker, der ønsker at leve det gode liv, som de i stigende grad er udelukket fra. Det er valgets vigtigste og tydeligste budskab. Civilsamfundet er i forfald. Mange har misbrugsproblemer. Børn vokser op i brudte familier uden en far. I byer står de fleste butikker tomme i hovedgaden, den lokale bowlingklub, hvor folk engang mødtes på tværs af sociale skel, er lukket, og kirken, der plejede at samle 200 til søndagsgudstjeneste, har nu kun 30 på bænkene. Det bedste, der kan gøres for amerikanerne – og for europæerne – er at styrke de civile bevægelser i lokalsamfundet. De såkaldte ”Small Platoons”, små delinger. De findes endnu i byer med kooperativer, der driver alt fra købmandsbutikker til energiforsyning, med frivillige organisationer og kirkesamfund og med tiltag fra renovering af nedslidte kvarterer til støtte til lokale iværksættere. Den civile sammenhængskraft er den lim, der binder mennesker sammen i fællesskaber fra familien over naboskaber og lokalsamfundet til nationen. Filosoffer og forfattere som Patrick Deneen, Timothy Carney og den kommende vicepræsident J.D. Vance har leveret overbevisende argumenter for styrkelse af sammenhængskraften i forfaldne civilsamfund. Det civile engagement er nemlig demokratiets muskelvæv. Når det svækkes, lammes hele samfundskroppen. Løsningen er at give mere magt tilbage til disse fællesskabsfibre. Decentralisering kalder vi det i Danmark, og den må suppleres med skattelettelser til familier og en styrkelse af lokale økonomier på bekostning af "Big Business" i form af de store butikskæder, der dræner de lokale bycentre for liv. Mange steder i USA ligger hovedgaden som en udtørret flodseng, hvor butikkerne engang strømmede med liv. Det kender vi også fra Danmark. Kampen for et bedre samfund kalder imidlertid også på et opgør med "Big Government", altså på mindre af den velfærdsstat, der tømmer civilsamfundet for funktioner. Hvordan giver man borgerne bedre mulighed for at passe sine børn hjemme, støtte deres nødlidende medborgere gennem frivilligt arbejde, etablere deres egne firmaer og blive selvstændige? Hvordan styrker man lokale myndigheder og lokale arbejdspladser, der ikke blot er en kilde til indtjening, men også vigtige mødesteder, hvor mennesker knytter bånd til hinanden? Alle disse spørgsmål ligger i kernen af det uhyre stærke, konservative budskab fra det amerikanske valg. Vellykkede svar på dem vil ikke blot kunne restaurere USA, men også inspirere europæerne. Tryk for at læse mere
Nr. 163
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Skørbug er tilbage: Vi bliver syge af ultraforarbejdet mad uden frisk grønt og frugt Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:00:00
Da en australsk mand blev indlagt på hospitalet i den vestaustralske by Perth med kløende udslæt og blodmærker på benene, blev han underkastet en lang række blodprøver og scanninger. Men ingen af de oplagte forklaringer på symptomerne afslørede nogle kendte sygdomme eller infektioner. Det tog personalet flere dage, før de fandt forklaringen. Manden fik ikke nok C-vitamin, fordi han levede af ultraforarbejdede madvarer uden frisk frugt og grønt. Han led med andre ord af skørbug. Sygdommen er ellers mest koblet sammen med søfolk i det 16. og 17. århundrede, som var på havet i lange perioder, hvor de levede af tørrede beskøjter (hårde kiks). De manglende vitaminer førte til, at deres gummer begyndte at bløde, og deres tænder faldt ud – og i værste fald døde de. Historien om den australske mand er beskrevet i det lægelige tidsskrift British Medical Journal og er en opfordring til læger i den vestlige verden om at være opmærksomme på symptomerne, fordi skørbug i værste fald kan føre til dødelige indre blødninger. ”Skørbug bliver ofte anset som en sygdom, der hører til i fortiden, særligt i udviklede lande. Men vi ser stadig sporadiske forekomster, særligt blandt ældre patienter med alkoholisme samt børn med psykiatriske og udviklingsmæssige problemer,” skriver overlægen Andrew Darmawan fra Sir Charles Gairdner Hospitalet i Perth. Han advarer om, at dyre leveomkostninger påvirker folks madvaner, samt at sygdommen først viser sig efter en måned uden tilstrækkeligt indtag af C-vitamin. Hos den unavngivne mandlige patient var det end ikke muligt at måle tilstedeværelsen af C-vitaminer i kroppen. ”Patienten levede i fattige kår. Han havde begrænsede finansielle midler og ignorerede derfor sin diæt. Hans måltider bestod primært af forarbejdet mad, der manglede grøntsager og frugt. Nogle gange sprang han måltider over. Han holdt også op med at tage vitaminer og supplerende mineraler, som han fik udskrevet efter at have gennemgået en slankende maveoperation, fordi han ikke havde råd til det,” skriver lægen videre. Sygdommen er stadig sjælden. I England er der i de seneste år registreret mellem 160 og 200 tilfælde om året. Men for lidt over et årti siden var tallet under 100. En amerikansk undersøgelse, offentliggjort denne sommer, viser, at antallet af tilfælde med skørbug på børnehospitaler er tredoblet de seneste år. Men der er kun tale om 246 tilfælde blandt næsten 20 millioner børn. ”Det er ikke noget, der bliver et stort problem, for man skal virkelig have et stærkt begrænset indtag af C-vitamin for at udvikle skørbug. Men mit indtryk er, at der er mange tilfælde, hvor der ikke stilles en diagnose. Jeg tester mere for skørbug nu og oplærer mine kolleger i at teste mere,” siger den amerikanske læge i mavesygdomme Ebubekir Daglilar fra West Virginia University til onlinemediet Gizmodo. Han peger på, at skørbug også findes blandt svært overvægtige personer. I Danmark er skørbug en absolut sjældenhed. Sundhedsdatastyrelsen har således registreret under fem tilfælde årligt over de seneste 10 år af hospitalsindlæggelser som følge af C-vitaminmangel, som er den lægefaglige term for skørbug i Danmark. I gamle tider var det fortrinsvist søfolk, som blev ramt af skørbug, og det antages ifølge den britiske avis The Times, at flere end to millioner søfolk mistede livet på datidens lange togter til havs. Det store gennembrud kom i 1747, da lægen James Lind fra den kongelige britiske flåde begyndte at eksperimentere med at give besætningerne appelsiner og citroner, og fra 1795 blev juice af de to frugter en obligatorisk del af rationerne på alle flådens skibe. Skørbug er ikke den eneste dårligdom forbundet med tidligere tiders armod, som er vendt tilbage. Det gælder også den smitsomme hudsygdom fnat, syfilis, mæslinger og mangel på D-vitamin, som også er kendt som engelsk syge. Fælles for dem er, at Sundhedsdatastyrelsen i modsætning til britiske sundhedsmyndigheder ikke har oplevet en stigning i den type sygdomme i Danmark. Tryk for at læse mere
Nr. 162
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Vi bruger tranebær i salater og müesli, og i mirakuløse miljøer i Danmark stortrives de Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:00:00
En af mine første arbejdsopgaver som nyuddannet biolog var at undersøge floraen i Lille Vildmose. Jeg skulle dokumentere, hvilke plantearter der var indvandret forskellige steder i mosen, hvor man tidligere havde gravet tørv. Meningen var at finde ud af, om dele af den nordlige, stærkt forstyrrede halvdel af den kæmpestore mose kunne blive til mose igen efter mange års omfattende tørvegravning. Derfor vandrede jeg i flere uger omkring i mosen, der trods navnet dækker godt 50 kvadratkilometer og er næsten lige så stor som Store Vildmose. I den nordlige del af Lille Vildmose lå Paraplymosen, og her så jeg, at tuekæruld og store puder af tørvemos var indvandret på steder, hvor der tidligere havde været gravet tørv. Det var glædeligt, og til min begejstring opdagede jeg også tranebærplanter i en del af mostuerne. Jeg fandt ud af, at tørvemosset og de tilhørende planter, der har specialiseret sig i at vokse i det våde og sure mos, faktisk indvandrer og begynder at danne tørv igen, hvis man efterlader et tilpas tykt tørvelag. I dag er de tilbageværende hømoser beskyttet, og man forsøger at genoprette en del af dem, der er blevet ødelagt af tørvegravning. Tranebærblomster i maj. Der er rester af forrige års bær i mosset. Foto: Michael Stoltze Betydning og magi De fleste kender tranebær som de store, tørrede, syrlig-søde, rubinrøde bær, som vi bruger til salater, på müesli og meget andet, eller de store, friske tranebær, man kan købe i mange butikker. Det er amerikansk tranebær (Vaccinium macrocarpon), som er en storfrugtet og mere busklignende slægtning til de tranebær (Vaccinium oxycoccus), der gror i Europas moser. De amerikanske tranebær, der også kaldes storfrugtet tranebær, dyrkes på flade marker, som oversvømmes i høsttiden, hvorefter planterne masseres med lette maskiner, så de luftige bær løsner sig og flyder op i vandspejlet. Derefter skubbes de sammen i vældige, røde flotiller, der samles op og køres til fabrik. Vores hjemmehørende tranebær har velsmagende bær, men de er mindre end de amerikanske slægtning, og frugtsætningen svinger så meget fra år til år, at den ikke dyrkes. Men især i Finland og Rusland plukkes de i stor stil i naturen, hvor de har en ganske særlig betydning og magi. Tranebærplanterne vokser næsten udelukkende på tuer af tørvemos, som sammen med tuekæruld danner så sure vådområder, at døde plantedele ikke går i forrådnelse, men bliver ”syltet” og år for år hober sig op som tørv. Sådan er vildmoserne og andre tørvemoser opstået, og på grund af deres surhed bliver deres levende overflade ved med at danne tørv og suge CO2 ud af atmosfæren i tusindvis af år, mens tørvelaget bliver tykkere og tykkere. Bærrene varierer meget i størrelse, form og farve. Foto: Michael Stoltze I dette mirakuløse miljø stortrives tranebærplanterne, der gror som et fint væv over tuerne. Bladene er små, spinkle og mørkegrønne med lysere, blågrønne undersider, og blomsterne er elegante med tilbagebøjede, lyserøde kronblade og støvdragere og støvfang samlet i ”næb”, der har givet planten navn efter tranens næb. Dyr er også glade for dem Blomsterstilkene er så absurd tynde, at de ikke kan bære bærrene om efteråret, og derfor ser det ud, som om der er strøet røde, prikkede perler ud over i mosens tuer. Det er fortryllende at se på og en fornøjelse at finde og samle ”perlerne”, der visse år kan ligge friske i mosset helt frem til juletid. Naturens dyrearter er også glade for den lille plante, som leverer føde til urfuglen og er værtsplante for adskillige insektarter. En af dem er moseperlemorsommerfuglen, der som larve udelukkende æder tranebærplanter. Moseperlemorsommerfuglen, der er helt afhængig af tranebærplanter. Foto: Michael Stoltze På grund af tørvegravning forsvandt tranebærplanterne fra store dele af Danmark, og nu er perlemorsommerfuglen blevet sjælden. Men den er her endnu og venter på bedre tider sammen med de trådfine planter i mosset. Tryk for at læse mere
Nr. 161
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Lærke Kløvedal er stadig godt selskab i samtaler om det, der tæller Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:00:00
Et af Radio IIII’s aktiver har været programmet ”Det sidste måltid”, hvor Lærke Kløvedal taler med et kendt menneske om hans eller hendes eftermæle. Programmet er nu i helt uændret form rykket til DR LYD: Gæsten har valgt en menu, der skulle være hans eller hendes sidste. Men det er ikke maden, der er temaet for samtalen, det er den nekrolog, som Lærke Kløvedal har fået skrevet om sin gæst. Eller rettere: Det er det liv, som nekrologen afspejler, der er genstand for samtalen. De gode nekrologer er ikke blot opremsninger af meritter, men afspejler også de kampe og nederlag, der ligger bag. Nekrologens genre er i udgangspunktet positiv. Det er ikke god stil at levere karaktermord på et menneske, der ikke længere er blandt de levende og kan svare igen. Det er filminstruktøren Thomas Vinterberg, der er første gæst hos Lærke Kløvedal i DR-versionen af ”Det sidste måltid”. Samtalen kredser om det, der har været temaer i Vinterbergs film: individets forhold til fællesskaber, tabuer, skønhed, længsel, kærlighed – og afsked. Det sidste tema fylder i kraft af det tab, Vinterberg led, da han mistede sin 19-årige datter, der døde i en trafikulykke for nogle år siden. Det er et tab, som fylder i hverdagene, og som har fået ham til at reflektere over efterlivet. Og det er et tab, som fylder i hans film, helt aktuelt i tv-serien ”Familier som vores”, hvor Danmark lukker ned, mennesker må tage afsked med familie og nære venner og med det liv, de kender. Vinterberg er fåmælt omkring tabet, som han har været åben om, fordi han er nervøs for, at sorgen bliver en fortælling. At det svære, som fylder hver dag, bliver noget, man kan holde på afstand i fortællingens form. Han arbejder i øjeblikket på at få aftaler om en filmatisering af ”Brødrene Løvehjerte” på plads. Det er svært at forestille sig nogen bedre instruktør at lægge en filmatisering af lige netop den Astrid Lindgren-bog i hænderne på. Det fremgår af samtalen, at Vinterberg også har fået nogle arbejdsmæssige hak i tuden, der har ansporet ham til at arbejde næsten som besat med sine film. Det er intenst – og succes er i sig selv en belastning. Ingmar Bergmans gode råd til Vinterberg er, at han aldrig skal have premiere på en film, før han er i gang med den næste. Det er en måde at komme videre på – uanset om en premiere går godt eller skidt. Samtalen kredser om temaerne, men også netop om forholdet mellem individ og fællesskab, om det private, det personlige og det offentlige. Vinterberg var et genert barn, der ville være berømt, fordi han så det som en måde at overkomme den usunde selvopmærksomhed, genertheden er udtryk for, samtidig med at han er bevidst om, at han, der er barn af et kollektiv, har brug for fællesskabets opmærksomhed. ”Det sidste måltid” er et godt sted at gå til, hvis man vil være med i en samtale, der stikker lidt dybere. En samtale om det, der tæller. Birgitte Stoklund Larsen er rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Tryk for at læse mere
Nr. 160
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Nye bekendtskaber og "Bullshit": Margrethe Kähler tog en uge på filmhøjskole Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:00:00
Jeg har glædet mig til at komme på sommerkursus igen i år. Jeg kørte i bus derover sammen med flere af de andre deltagere og hjem i tog. Når man kommer søndag eftermiddag, ser man filmhøjskolen, der ligger i Ebeltoft oppe i bakkerne. Den er smuk og moderne, og bygningerne ligger som en bue omgivet af natur. Vi blev taget godt imod med kaffe og te, brød og frugt. Derefter blev vi indkvarteret, og klokken tre gik vi i gang i “Store Bjørn”, der også fungerer som lokalområdets biograf. Her er plads til over 100. Hver dag er der program til midnat. En del springer fra til de sene film, men jeg holder tit ud til det hele. Først kom vores "værtinde" på skolen og bød os velkommen og fortalte om alt det praktiske. Derefter gik kursusleder Lene Johansen [journalist og studievært] på og fortalte om baggrunden for sit valg af ugens tema, “Forført, Fortabt og Forvandlet”. Hun er god til at sætte et spændende program sammen og til at bakke op om diskussioner og samtaler. Hele ugen kommer der spændende gæster fra filmverdenen: instruktører, skuespillere og filmimportører. Det er berigende at høre om deres tanker og oplevelser med at lave filmkunst. Søndag så vi filmen "Dogville" (2003) af Lars von Trier. Den er speciel og fantastisk og handler om hovmod, grådighed, misundelse, begær og vrede – en hel håndfuld af de syv dødssynder. Bagefter fik vi en god diskussion om filmen med Kirsten Jacobsen, journalist og forfatter til "Dagbog fra Dogville" (2003). Man får dejlig økologisk mad, masser af grønt og fisk. De har en super kok og mange hjælpere i køkkenet. Værelserne er fine, og den første dag var en rigtig god start på ugen. Den Europæiske Filmhøjskoles bygninger har både filmstudier og biograf. Foto: Privatfoto Mandag Vi begynder hver dag med morgensamling, hvor vi synger sange, som vi selv vælger, mens skolens rektor spiller klaver til. Vi får kaffe og te og hjemmebagt brød, ost og masser af frugt. Så har vi en solid bund til en dag fyldt med indtryk. Lene Johansen introducerede "Bullshit" (2024), den serie, vi har set et afsnit af hver morgen. Den handler om Bullshits bandekamp med Hells Angels, magtspil, sammenhold og kærlighed. Serien viste sig i ugens løb at gå tæt på virkeligheden og Jønkes, Hells Angels formand, drab på Makrellen, Bullshits leder. Man ser tre-fire film om dagen, men jeg er hærdet, så jeg bliver ikke træt af det. Ifølge planen skulle vi se filmen "Frit Fald" (2023) af Justine Triet lige før midnat, men vi bad om at få den rykket frem, så flere kunne være med. Det er et retssalsdrama om en kvindes mulige mord på sin mand. Eksistentielt spændende. Jeg har fået en stor vennegruppe på højskolen, som jeg mødes med i en filmklub hjemme i København. Vi mødes en gang om måneden efter at have set en film fra Filmstriben (bibliotekernes filmtjeneste) hjemmefra. Den diskuterer vi så på mødet, hvor vi hver især har noget med til det fælles måltid. I år var vi kun to fra min flok på højskolen, så jeg var fri til at mingle med alle dem, som jeg før kun har vekslet et par ord med. Det var rigtig godt at møde nye og tale mere med nogle af de gamle bekendtskaber. De fleste mennesker på kurset er gengangere, som kommer år efter år. Jeg har selv været der 14 gange. Tirsdag Tirsdag fik vi besøg af filminstruktør Per Fly og skuespiller Charlotte Fich. De har dannet par og samarbejdet om film i mange år, og de lavede sjov med hinanden på en charmerende måde. Vi så stumper af deres film, og Charlotte Fich var med i mange. Herefter så vi Per Flys "Drabet" (2005) i dens fulde længde. Om den gifte gymnasielærer, der forelsker sig i en elev fra den yderste venstrefløj, som sammen med to kammerater begår indbrud på en våbenfabrik. Charlotte Fich spiller hjerteskærende godt som den dræbte politimands enke. Jesper Christensen, som gymnasielæreren, ofrer familie og job for den unge kvinde, som alligevel ikke vil have ham. Vi havde mange spørgsmål til Per Fly og Charlotte Fich. Om aftenen blev der tændt ildfade udenfor, hvor vi fortsatte vores diskussioner om "Drabet", men også om en samfundskritisk fransk film, ”De uønskede” (2023). Om en ghetto med mange indvandrere, som borgmesteren sætter ud af deres boliger i en natlig aktion, der vækker beboerne til politisk modstand og forsvar for deres hjem i ghettoen. Onsdag Om onsdagen fik vi nogle af de bedste filmoplevelser. En dokumentarfilm af en palæstinensisk instruktør i samarbejde med en israelsk journalist. Den hedder "No Other Land" (2024) og handler om konflikten mellem Israel og Palæstina. Jeg har ikke kunnet glemme filmen bagefter. Det er præcis det, en god film kan. Man sætter sig i andre menneskers sted og bliver klogere på deres liv. Umuligt at tænke andet, end at så længe bosættelserne fortsætter, kommer der ingen fred. Vi så "Vogter" (2024). En ny film med Sidse Babett Knudsen som hævnbesat fængselsbetjent. Hun løfter filmen med sit spil ligesom fangen, hendes søns morder, spillet af Sebastian Bull. Men filmens handling og logik var ikke troværdig og realistisk nok. Instruktøren, Gustav Möllers debutfilm "Den skyldige" (2018), som han vandt priser for, var fremragende. Forhåbentlig vender han tilbage med en film, der hænger bedre sammen. Vi så også "Sophie's Choice" (1982) med Meryl Streep og Kevin Kline som hendes elsker. Meryl Streep spiller en polsk immigrant i Brooklyn, som har overlevet jødeudryddelserne, men tvunget af nazisterne må vælge, hvem af hendes børn, der skal ombringes i en kz-lejr. En ubærlig, ætsende film, som Meryl Streep fik en Oscar for. For ikke helt at tage humøret fra os, så vi "Sternwood-mysteriet" (1946) om aftenen med Humphrey Bogart og Lauren Bacall i en fascinerende detektivfilm om mord og pengeafpresning i mellemkrigstidens USA. Torsdag: Vi har set både nye og gamle film. Spillefilm og dokumentarfilm. Alvorlige og underholdende film. Den blanding gør kun noget godt. Vi så for eksempel Bob Fosses pragtfulde berlinerfilm "Cabaret" (1972) med Liza Minelli, som synger og danser med en umiddelbarhed og charme, der er uforglemmelig. Hun træffer et klogt valg, da hun bliver gravid. Jeg siger ikke hvilket, for man skal simpelthen gense den film. En god film rører ved noget, som jeg tror er sandt, menneskeligt set. Den har noget besnærende i sig, som får en til at glemme, at det er en film. Man tror på karaktererne og kan genkende sine egne livserfaringer. Den må gerne være spændende, smuk og alt det der. Men kernen er, at karaktererne er troværdige. Midnatsfilmen var "Easy Rider" (1969). En roadmovie om hippie-idealer og alle dem, der ikke kan fordrage hippier – rednecks – og myrder de to easy-riders spillet af Peter Fonda og Dennis Hopper og deres ven, Jack Nicholson, som alkoholiseret advokat. En lille rolle, hvor han alligevel tager scenen med sin vitalitet og særlige charme. De fleste af deltagerne på sommerkurset er gengangere, og man skal da også skynde sig, hvis man vil med, da billetterne hurtigt er udsolgt. Foto: Privatfoto Fredag: Den sidste dag er noget særligt. Vi fik besøg af instruktør Michael Noer, hvis Hollywood-udgave af "Papillon" (2017), vi havde set om torsdagen. En flot film med masser af maskulin styrke – fysisk og psykisk. Udholdenhed, sammenhold og snedighed. Michael Noer spænder bredt og fortæller med smittende energi om sin måde at arbejde med film på. Det skal være virkeligheden, der styrer i filmene og ikke dramaturgiens love. Det mantra kan jeg godt lide! Som ugens sidste film så vi forpremiere på "Pigen med nålen" (2024). Den er mørk og skræmmende virkelighedsnær. Trine Dyrholm spiller virkelighedens Dagmar Overby, der slog nyfødte ihjel, men bildte mødrene ind, at hun skaffede de små nogle gode plejeforældre, hvilket de betalte hende for. Overby blev også kaldt ”englemageren”, og hendes historie findes på Politimuseet. Hun blev afsløret, da en ung kvinde fortrød, at hun havde overgivet sit barn til hende og kom for at hente det. Som altid har jeg fået super tankevækkende indtryk fra denne uge. Jeg husker filmene, og de dukker tit op i mine tanker. Fredag aften var der fest. Man tager sit fineste tøj på, og så er der konkurrence og quiz. Vi går alle sammen, tror jeg, meget op i at kunne svare rigtigt på spørgsmålene, som udspringer af ugens program. For eksempel om vi kan huske, hvad Per Fly fortalte om sin måde at instruere på eller temaet i filmen "Easy Rider". Lørdag: Vi sov længe og tog afsted i løbet af formiddagen efter at have spist morgenmad sammen. Højskoleånden er en del af magien derovre. Man rydder af bordene, synger sammen og snakker løs på tværs og med hvem som helst. Det er godt for fællesskabet. Filmhøjskolen er et smukt sted, stemningen er god, og folk i baren og køkkenet er super flinke. I toget hjem sad jeg og tænkte, at jeg igen i år har haft rige oplevelser, men også på dem, der ikke kunne komme på grund af sygdom. Jeg håber, jeg kan blive ved med at komme mange år endnu. Jeg kan ikke undvære den uge. Mine børn ved, at der ikke bliver passet børnebørn eller noget som helst i den uge. Tryk for at læse mere
Nr. 159
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Renæssancens rivaler beundrede hinanden. Men de var også efterabere Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:00:00
Jalousi, beundring, rivalisering og tilmed inspiration på kanten af plagiatisme. Firenze bød på det hele i årene omkring 1504, hvor nogle af renæssancens største kunstnere og personligheder, Leonardo da Vinci (1452-1519), Michelangelo (1475-1564) og den unge Rafael (1483-1520) var i byen. Mest markant er dagen den 25. januar 1504, hvor ledende kunstnere, arkitekter og andre betydningsfulde borgere mødtes for at beslutte placeringen af Michelangelos skulptur ”David”. Mulighederne var enten på den prominente plads foran Palazzo Vecchio eller indenfor i Loggia dei Lanzi lige ved siden af. Blandt fortalerne for det sidste var Leonardo da Vinci, fordi den indendørs placering efter hans mening ville beskytte den over fem meter høje marmorskulptur bedre mod elementerne. "Man kan selvfølgelig læse mellem linjerne, at der er lidt jalousi på spil. Leonardo vil ikke have Michelangelos store mesterværk placeret så fremtrædende foran Palazzo Vecchio, men det er selvfølgelig, som vi alle ved, hvor det endte,” fortæller den tyske kurator Per Rumberg. Han har været med til at sætte en udstilling sammen på Royal Academy of Arts i London, som sætter fokus på de tre store kunstnere i de få år, hvor de alle tre arbejdede i Firenze. Udstillingen består af lidt over 40 værker og er som sådan mindre end den ligeledes nyåbnede udstilling med renæssancekunstnere på Kings Gallery – kongens kunstmuseum ved Buckingham Palace, som udelukkende fokuserer på tegninger, der dækker en periode over 150 år. Tegninger og skitser er der også flest af på Royal Academy of Arts. Men her er også nogle af mesterværkerne i fuld størrelse og med brug af hele farvepaletten, som kan ses sammen med skitserne. Madonna med barn Mest unikt er fem udgaver af "Jomfruen med Kristusbarnet” – også kendt som ”Madonna med barn”, som er arrangeret, så de nærmest har øjenkontakt med hinanden, noget de fem værker aldrig har haft før, selvom der helt tydeligt har været en gensidig inspiration. "At have de kunstnere sammen er virkeligt kraftfuldt. Jeg er selv overrasket over, hvor stærkt det er,” siger Per Rumberg. På den ene væg hænger Michelangelos runde marmorrelief på lidt over en meter i diameter fra 1504-05. "Han finder frem til denne meget originale komposition, hvor jomfru Maria ikke længere er i centrum. Det er derimod Kristusbarnet, der ligger i en drejet bevægelse, mens den lille Johannes Døberen er til venstre. Så vi ser en bevægelse og modbevægelse, som, selvom vi er vant til det nu, definerede først højrenæssancen og så senere barokken,” forklarer Per Rumberg. At det er meget anderledes, illustreres med samme motiv malet Piero di Cosimo omkring et årti før, hvor jomfru Maria sidder klassisk i midten med de to drengebørn på skødet. Omvendt var det med den unge Rafael, der kom til Firenze senere på året i 1504 i en alder af 21 år. Han var meget optaget af Michelangelos komposition. "Vi har her en skitse, hvor vi kan se, at han har lavet en kopi af Jomfruen og Kristusbarnet. Han udforskede det motiv, og resultatet blev hans velsagtens vigtigste udgave af Jomfruen med barnet, som vi kan se her, og som han malede i Firenze i 1507-1508,” forklarer Per Rumberg om det såkaldte Bridgewater-maleri, som til dagligt kan ses i National Gallery of Scotland. I samme periode malede Rafael også motivet i en mere klassisk udgave, der inkluderer Johannes Døberen som barn, og som er udlånt fra det statslige kunstmuseum i Budapest. Sidste udgave af motivet, udført af Leonardo da Vinci i 1506-1507, er en kultegning på papir, som er næsten halvanden meter højt. Værket har fået et rum til sig selv, og det er første gang siden 1962, at det har forladt National Gallery i London, fordi det er så skrøbeligt. "Når vi ser på stillingen af barnet, er det tydeligt, at Leonardo må have set Michelangelos runde marmorskulptur, og det er tydeligt, at der skete noget i kunsten i Firenze i de år,” fastslår Per Rumberg om årene 1504-1508, hvor tre af renæssancens mest kendte og banebrydende malere krydsede kunstneriske klinger i Firenze. "Der er meget få skriftlige dokumenter, der beskriver deres interaktion. Det hele udspiller sig i tegningerne fra perioden. Og det er det, som denne udstilling forsøger at samle. Det er tydeligst i tegningerne af Rafael, som kigger de andre over skulderen og bliver ved med at kopiere dem,” siger kuratoren om den intense kunstneriske periode fyldt med såvel gensidig rivalisering og inspiration. Michelangelo, Leonardo, Raphael. Florence, c. 1504. Royal Academy of Arts London. Til den 16. februar 2025. Tryk for at læse mere
Nr. 158
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Husk, at børn og unges fritidsliv er mere end fodbold. Det er der masser af eksempler på Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:00:00
Hvad tænker du, hvis nogen nævner "børn og unge" og "fritidsaktivitet" i samme sætning? Hvis du er, som folk er flest, popper et billede af en fodbold nok relativt hurtigt op i dit hoved. Måske tæt efterfulgt af andre sportsgrene som for eksempel håndbold, svømning og gymnastik. Det er der ikke noget galt i, for sport og idræt fylder meget for mange og kan bidrage til at rykke positivt ved trivslen, som også forsknings- og udviklingschef ved VIA University College, Andreas Rasch-Christensen, skrev for nylig i mediet Idrætsmonitor. Men vi vil gerne advokere for en større kollektiv bevidsthed om, at et aktivt fritidsliv kan dække over meget mere end fodbold og sport generelt – og kan have en meget stor betydning for trivslen blandt særlige grupper. I 2022 udgav Videncenter for Folkeoplysning en undersøgelse, der pegede på, at sårbare børn og unge ser ud til i højere grad end andre at tilvælge fritidsaktiviteter, som ikke er idræt eller sport. Det drejede sig om de børn og unge, der havde lavest livstilfredshed og dårligst selvværd. Undersøgelsen skar en del fritidsaktiviteter over en bred kam, da tallene egentlig udsprang fra en kortlægning af danskernes idrætsvaner – apropos emnet for dette indlæg – men fremhævede blandt andet kategorier som spejder, tankesport og rollespil. For eksempel var der dobbelt så mange 13-15-årige med lavt selvværd, som gik til spejder/FDF, sammenlignet med unge med højt selvværd. Tendensen for de unge med højt selvværd var omvendt. Her gik flest til en idrætsaktivitet. Nogle typer af fritidsaktiviteter, som ikke er idræt, ser med andre ord ud til bedre at kunne rumme de børn og unge, som trivselsmæssigt har det svært. Når vi kigger på børn og unge i vores respektive organisationer, ser vi samme tendens til, at de mere nicheprægede fritidsaktiviteter, som vi enten repræsenterer eller faciliterer adgang til, kan have tendens til at tiltrække de børn og unge, som har det svært. Det er langt fra altid, men ofte, børn og unge, som oplever udfordringer med for eksempel fællesskabet i skolen. Det siger sig selv, at hvis man har det svært i skolen, kan fællesskaberne uden for skolen føles endnu vigtigere. Derfor er det så utroligt vigtigt, at der også skal være tilbud, der taler til disse børn. Forskning viser, at de fritidsaktiviteter, børn og unge deltager i, kan have stor betydning for deres trivsel, identitetsudvikling og integration i samfundet bredt set. For eksempel har deltagelse i flere forskellige organiserede fritidsaktiviteter en positiv sammenhæng med mentalt helbred samt tilhørsforholdet til netop skolen og kammerater. Med den nye skoleaftale lægges der nu op til, at børn og unge skal have mere fritid, hvilket vi hilser velkommen. I fritiden former vi mennesker, og vi gør det ofte uden presset fra præstation og karakterer i skolen. I fritiden har vi mulighed for at skabe meningsfulde og positive fællesskaber, som børn og unge kan lære og udvikle sig i, og hvor de kan spejle sig i hinanden. Men det er vigtigt, at vi også taler om indholdet og kvaliteten af den fritid, der nu bliver mere af. Vi er nødt til at italesætte vigtigheden af fritiden, og vi er nødt til at gøre det med et bredere blik end "bare" fodbold. For nogen er fodbold meningsfuldt, for andre er videnskab, skak eller hækling det eneste rigtige. Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at det er de voksnes ansvar at sørge for, at børnene har adgang til de fællesskaber, der giver mening for lige præcis dem. Alle børn og unge behøver ikke passe ind i alle fællesskaber, men alle børn og unge har brug for meningsfulde fællesskaber, hvor de passer ind. Rikke Schmidt Kjærgaard er direktør i Videnskabsklubben. Erik Haumann er sekretariatsleder i Broen Danmark. Tryk for at læse mere
Nr. 157
K_artikler Opdater⟳ ☝️
120.000 sundhedsansatte får adgang til danskeres journaler. Det skaber bekymring Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:00:00
I hvert fald, hvis man spørger flere praktiserende læger, der er kritiske over for for de konsekvenser, aftalen kan føre med sig. En aftale, der har til formål at skabe et bedre og mere effektivt samarbejde på tværs af sundhedssystemet, men som risikerer at gøre det modsatte, mener kritikerne. En af de praktiserende læger, der er bekymrede, er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, Bolette Friderichsen. “Jeg havde ønsket, at patienterne aktivt skulle sige ja til at få deres data delt og ikke omvendt. Jeg frygter, at patienterne bliver tilbageholdende med at tale med lægen om sårbarheder, fordi man ikke aner, hvor ens personlige og følsomme oplysninger ender. Det skal vi for alt i verden forsøge at undgå,” siger hun. Således håber Bolette Friderichsen, at man før lanceringen i 2027 finder en løsning, hvor det kun er de “relevante og valide data” fra journalnotaterne, som bliver delt, fordi sygehuslæger som udgangspunkt ikke har brug for mange af de mellemregninger og overvejelser, som fremgår i de praktiserende lægers journaler. Derudover fremhæver hun vigtigheden af, at der de næste par år skal være stor opmærksomhed på at oplyse patienterne om muligheden for at spærre delingen af den praktiserende læges journalnotater. “Patienternes tillid til sundhedsvæsenet er ikke noget, vi kan forlange. Tilliden skal man gøre sig fortjent til. Myndighederne har en forpligtelse til at oplyse patienterne om den her markante ændring og sørge for at passe på de data, som de nu lovgiver sig adgang til, så vi ikke ser misbrug, misforståelser eller datalæk, der kan forringe forholdet mellem praktiserende læge og patient,” siger hun. Bolette Friderichsens kritik falder i kølvandet på et interview i Kristeligt Dagblad tidligere på måneden med tidligere formand for PLO og praktiserende læge, Christian Freitag. Der nye aftale kommer ifølge ham til at stigmatisere de ressourcesvage og underminere tilliden mellem læge og patient. Også Dataetisk Råd har flere forbehold. I et skriftligt svar understreger formand Johan Busse, at deling af journalnotater kræver en omhyggelig afvejning af flere dataetiske hensyn. “Journalnotater udgør ofte meget følsomme data, fordi de ikke blot informerer om, hvilke sygdomme og diagnoser en patient har. Notaterne informerer også om, hvordan patienten personligt forholder sig til sin sygdom, og i nogle tilfælde også, hvordan de har det med deres tilværelse ud over sygdom og sundhed”. En åben og ærlig dialog mellem patient og praktiserende læge er afgørende for et korrekt behandlingsforløb. Af den grund er det ifølge Johan Busse vigtigt at beskytte relationerne og fortroligheden i det nære sundhedsvæsen. “Først og fremmest er det et spørgsmål om hensynet til patienternes privatliv. Ikke kun i en juridisk forstand, men også i en dataetisk forstand,” skriver Johan Busse og henviser til den model, man bruger på sygehusene: “Her har patienterne adgang til at se journalnotaterne og kan vælge, at de enten slet ikke skal deles, eller at bestemte sundhedsfaglige personer eller organisationer ikke skal have adgang. Det kan tilgodese dataetiske hensyn som autonomi og selvbestemmelse, at patienter har den viden og kontrol med hvilke af deres sundhedsinformationer, der videregives”. Formand for PLO, Jørgen Skadborg, afviser kritikken og slår fast, at man i aftalen har stort fokus på beskyttelsen af patienternes privatliv. “Den nye aftale har været et ønske fra både patientorganisationer, hospitalslæger og politikere, og det er derfor, at vi nu har sat det i værk. Vi gør det på en måde, hvor patienterne kan have fuldstændig tillid til deres krav om fortrolighed. I Min Læge-appen stiller vi spærringsfunktioner til rådighed, så patienten kan spærre for at få sine journalnotater delt,” siger han. Men kommer det ikke til at ramme de ressourcesvage patienter, der ikke er klar over egne rettigheder eller ikke har overskud til aktivt at håndhæve dem? “Nej, det mener jeg ikke. Vi har i de kommende år tænkt os at gøre meget ud af at informere patienterne om de rettigheder, der eksisterer for at spærre delingen af deres journalnotater, og at de aktivt skal tage stilling. Beskyttelsen af deres privatliv ligger os meget på sinde.” I et en mail til Kristeligt Dagblad skriver indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V): “I mine øjne er aftalen et fremskridt for patienterne. Den kan være med til at skabe bedre sammenhæng i behandlingen og gøre det nemmere for den enkelte selv at holde styr på egen sundhed og sygdom”. Tryk for at læse mere
Nr. 156
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Iben Maria Zeuthen: Kære Sørine. Hvorfor bruger du ikke flere kræfter på at forstå i stedet for at dømme? Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:00:00
Dette er et brev fra en kollega og fan. Jeg har læst de fleste af dine bøger og vil på lange stræk være som dig. Din horisont er bred, og dit blik er skarpt, tilværelsen taler til dig, jeg tror aldrig, det er kedeligt at stå op og være dig. Men din kommentar her i avisen får mig til at tro, at din forståelse af omverdenen kan udvides yderligere. I mediekommentaren ”De forkæledes undergang” den 8. november taler du til en yngre generation. En generation, du mener optræder forkælet og hovmodigt, fordi de udtrykker bekymring og modløshed for deres fremtid i verden. Jeg tror egentlig ikke på idéen om, at en generation kan isoleres, man risikerer at generalisere, og jeg tror, mennesker er mere forskellige internt i en generation end ens, men jeg har lyst til at svare dig, på dit eget sprog, så lad os tale om generationer. Hvis man skal sige noget om din generations modtagelse af forskellige tendenser, særligt den yngre feminisme, kan man helt generelt sige, at I har et behov for at vurdere andres følelser og erfaringer. Det er et, udefra betragtet, spændende behov, som må dække over noget mere. Da tv-vært Sofie Linde stillede sig frem med et af de første forsvar efter sin tale ved Zulu Comedy Galla i 2020 og i "Debatten" på DR2 fortalte om sine erfaringer med sexisme på arbejdspladsen, fortalte medpanelist og politiker Pia Kjærsgaard (DF), at det havde Sofie Linde ikke oplevet. Det havde Pia Kjærsgaard i hvert fald ikke selv oplevet, og derfor havde Sofie nok heller ikke, måtte man forstå. Jeg vil ikke opliste eksempler, for det er retorikken, man virkelig ofte møder fra din generation af kvinder: Man stiller sig frem og fortæller om racisme, sexisme eller anden diskrimination og får at vide, at det, man har oplevet, nok faktisk ikke er sandt, og hvis det er, får man at vide, at man overreagerer eller skulle ”have sagt fra”. Som journalist skal jeg være den første til at lovprise faktatjekket. Selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan for at tjekke, om de ting, folk stiller sig frem med, rent faktisk er foregået. Især hvis hændelserne er konkrete, og de implicerede parter er navngivne. Men faktatjekket er ikke det samme som at afvise andres erfaringer eller dømme andres følelser. Slet ikke, faktisk. Hvis vi lige kigger på mekanismen, vil jeg først fokusere på afviseren: Hvad er det værste, der kan ske ved, at nogen har en oplevelse, der ikke flugter med ens egne erfaringer? Hvorfor bruge egne erfaringer til at vurdere andres erfaringer? Jeg er nysgerrig, for i min optik er det en helt ulogisk handling at afvise andres erfaringer med det underliggende rationale, at ”det har jeg ikke selv oplevet”. Hvad skal der egentlig til, for at andres erfaringer blåstemples? Uanset hvad bevæggrundene er for at underkende andres følelser, vil konsekvensen ofte være, at man ekskluderer visse mennesker. Og helt grundlæggende forstår jeg ikke behovet. Du har ret til dine erfaringer, jeg har ret til mine, og i et samfund, der gerne skulle baseres på tillid og sammenhold, kunne vi jo godt bare aftale, at vi hver især lytter til hinandens oplevelser uden at tilsætte behovet for at dømme dem. Hvilken funktion tjener dommen? Jeg begriber det ikke. En anden ting, jeg tænker over, er, at du og jeg deler fagligt udgangspunkt. Du er journalist og har et værdimæssigt afsæt. Du har større udgivelser bag dig end mig og en langt større intellektuel ballast. Når man både er formidler og samtidig har et eksistentielt udgangspunkt for den formidling, er man det, jeg vil kalde en ”stærk afsender”. Man producerer et sted fra. Og det forpligter. Det forpligter os til hver dag at se med kritiske øjne på det, der er vores udgangspunkt for at sige det, vi gør. Jeg vil gerne udfordre dig på at lære den yngre generation bedre at kende. Tage til en klimademo, dukke op til aktivismemøder. Er der overhovedet nogen her, der, som du skriver i din tekst, siger, at ”verden går under”? Jeg har været til nogle af de møder, og jeg tror, at klimabevægelsen bredt set er helt klar over, at verden ikke går under. Det, man bekymrer sig for, er især den uendelige uretfærdighed, der ligger i, at det er de rige, der forurener, og de fattige, der betaler regningen. Det handler om social indignation og geopolitik. Og nu vil jeg her til sidst afsløre en hemmelighed. Det, denne generation har brug for, er at blive anerkendt for deres frustrationer. En anerkendelse, der munder ud i simpel klimahandling. Så i stedet for at reducere spørgsmålet til at handle om følelser, bør man netop forstå, at det her handler om meget mere. Og nej, måske byggede hverken de eller deres forældre en dæmning, som du skriver. Men se unge mennesker betale størstedelen af deres SU for en togbillet ned gennem Europa, så de kan komme ud og opleve de samme lande, som du måske besøgte som ung, bare uden at de belaster klimaet unødigt meget. Det sidste, jeg har lyst til at sige, er, at hver gang man beskylder andre for at være forkælede, skal man huske, at ens eget liv er ret godt, hvis man overhovedet har tiden til at sidde og sætte det mærkat på andre. Kære Sørine, er tiden ikke til, at du med din skarpe pen og dit varme hjerte opsøger dem, det egentlig handler om, og som den skarpe journalist, du er, forsøger at forstå deres udgangspunkt med fare for at miste din egen sikre position? Jeg vil i så fald blive din første og mest engagerede læser. Refleksion skrives på skift af sognepræst Sørine Gotfredsen, tv- og radiovært Iben Maria Zeuthen, professor emeritus Per Øhrgaard, journalist og forfatter Esben Kjær og forfatter og salmedigter Iben Krogsdal. Tryk for at læse mere
Nr. 155
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:00:00
"Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme." Paulus’ Første Brev til Korintherne 10, 16-17 I Jesu lignelse om den rige bonde møder vi en mærkelig mand. Han er rig, stenrig, og har tilmed fået en god høst i hus. Nu overvejer han, hvad han skal gøre, og han bliver enig med sig selv om at spise, drikke og være glad. Hvor sjovt kan det egentlig være – at spise og drikke og være glad, men tilsyneladende kun sammen med sig selv? Det næststørste problem i hans liv var hans mangel på social kontakt. Det var et symptom på det endnu større problem, nemlig at han havde glemt, at al godhed og rigdom i hans liv havde sin kilde i skaberen. Alle de ord, vi bruger i de nære relationer – kærlighed, barmhjertighed, godhed, tilgivelse, tålmodighed – bruges også om vores relation til Gud. Og så må vi huske en vigtig pointe, som Søren Kierkegaard har lært mig: Hvis et menneske skulle få den tanke, at det vil elske Gud, skal han eller hun huske én ting: Gud er kommet ham en evighed i forkøbet. Nadveren er et fællesskab med Gud som Fader, Søn og Helligånd. Ikke fordi vi bevæger os op i en åndelig sfære, men fordi vores korsfæstede og opstandne Herre selv er nærværende i måltidet og dens forening af ord og handling. Kristus har forenet sig med brødet og vinen på en skjult måde, så den, der spiser og drikker, tilegner sig Kristus selv med alt det, som han står for. Derfor kalder vi nadveren et "sakramente", som kommer fra det græske ord for hemmeligt eller skjult. Nadveren er også et fællesskab med dem, som vi har måltidsfællesskab med. I min præstetid kom der i min kirke en tidligere kriminel med en domsudskrift med 19 domme og dertil en række samvittighedsløse overgreb, som han aldrig var blevet dømt for. Han knælede ved siden af lovlydige og ansvarlige borgere, der altid havde betalt deres skat og havde levet et uselvisk liv. Men den indre sygdom i sjælen var fælles for os alle. Alle modtog vi Jesu legeme og blod til syndernes forladelse. Kun dette ene sted i det danske samfund har jeg erfaret et så unikt fællesskab. Børge Haahr Andersen er tidligere sognepræst og rektor ved Dansk Bibel-Institut. Tryk for at læse mere
Nr. 154
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Vores pensionister har brug for en økonomisk håndsrækning. Sådan her kan den se ud Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 18:00:00
Det har været hårde tider for rigtig mange danskere grundet de voldsomme prisstigninger, vi har oplevet de senere år. I dag er prisen på fødevarer i gennemsnit 25 procent højere, end den var for tre år siden før inflationskrisen. Prisen på el og varme er i gennemsnit 20 procent højere. Det rammer i særlig grad pensionister, som bruger en større andel af deres indkomst på fornødenheder som fødevarer, el og varme. Det har vi kunnet mærke i Ældre Sagen. Vi har fået mange henvendelser fra de af vores medlemmer, der har sagt farvel til arbejdsmarkedet, som har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Desværre er det ikke fryd og gammen at nyde sin velfortjente pensionisttilværelse, når man ikke har råd til den. Nu bekræfter en spritny analyse fra Ældre Sagen baseret på registerdata for hele befolkningen, at pensionisternes købekraft i gennemsnit var lavere i 2022 end i 2019, mens de beskæftigedes købekraft var højere. Selvom pensionen er steget siden 2022 og stiger igen pr. 1. januar 2025, er det ikke tilstrækkeligt til at indhente tabet af købekraft. Pensionen følger altså ikke med den generelle indkomststigning i disse år, og det skaber selvsagt et vrid i samfundet, når så mange mennesker pludselig har væsentligt mindre end andre. Købekraften af pensionen forventes tidligst i 2026 at nå tilbage på 2021-niveauet. Og det er alt for lang tid at vente, når pengene er knappe. Heldigvis har vi en mulighed for at komme pensionisterne til undsætning. Og med ”vi” mener jeg vores folkevalgte regering, som i disse uger bruger mange timer af døgnet på at lande en finanslovsaftale. For det er ikke fair, at det kun er erhvervsaktive danskere, der kan se deres købekraft komme tilbage på rette spor. Reguleringen af pensionen er forsinket med to år. Og det giver problemer, når priserne pludselig stiger til vejrs. Derfor foreslår Ældre Sagen at fremrykke reguleringen af pensionen, så pensionen forhøjes ekstraordinært nu mod at stige mindre senere hen. Vores forslag omfatter ikke kun folkepensionen, men alle forsørgelsesydelser, der reguleres med to års forsinkelse. På den måde kan vores pensionister og andre på forsørgelsesydelser få genetableret deres købekraft og holde trit med resten af samfundet her og nu. I kroner og øre vil forslaget give en folkepensionist over 5000 kroner mere mellem hænderne i 2025. I Ældre Sagen mener vi, at forslaget kan finansieres af det finanspolitiske råderum, som de økonomiske vismænd for nylig har opskrevet med 25 milliarder kroner. Forslaget vil ikke øge de offentlige udgifter på længere sigt. Det er nu, vores pensionister har brug for hjælp. Bjarne Hastrup er direktør i Ældre Sagen. Tryk for at læse mere
Nr. 153
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristne kritiseres for dæmonuddrivelser og kvaksalveri i ny dokumentar Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 17:45:00
“Religiøse kvaksalvere udfører dæmonuddrivelser på en psykiatrisk afdeling.” Sådan lyder det i en ny dokumentar fra TV 2, hvis to afsnit nu kan ses på TV 2 Play. Dokumentaren handler om en kvinde, der tog sit eget liv for et par år siden på grund af psykisk sygdom. I den sidste tid af sit liv opsøgte hun forskellige frikirkelige grupper for helbredelse, bøn og dæmonuddrivelse. Især det sidste får kritik i dokumentaren, fordi en gruppe, der er inspireret af den kristne missionærhjemmeside lyttiljesus.dk, besøgte kvinden på psykiatrisk afdeling for at udfri hende fra en dæmon, som hun selv mente, hun var besat af. Missionæren Andreas Slot-Henriksen, der står bag lyttiljesus.dk, mener ikke, at gruppen har gjort noget forkert, fordi det var kvinden selv, der opsøgte gruppen. Han vil ikke kommentere dokumentaren i TV 2's program, men siger til Kristeligt Dagblad, at de blot efterkom kvindens ønske om kristen forbøn og dæmonuddrivelse. “Vi blander os ikke i psykiatri, for det ved vi ikke noget om. Vi blander os heller ikke i medicinering, for det ved vi ikke noget om. Men når folk beder om at få forbøn, så beder vi jo for folk,” siger han. I dokumentaren kritiseres gruppens ageren dog af Poul Videbech, der er professor og overlæge på Region Hovedstadens Psykiatri. “Det vil formentlig øge hendes forpinthed og selvmordsfare, at hun bliver bekræftet i, at hun har en dæmon inde i sig. Det kan være meget farligt for hende,” siger han i dokumentaren om gruppens besøg på psykiatrien. Til det svarer Andreas Slot-Henriksen: “Når folk selv inviterer ind, så vil det da være ret utaknemmeligt at sige nej.” Han afviser, at gruppen blander sig i kvindens psykiatriske forløb eller rådgiver hende i forhold til medicinering. "Vi tager os af det åndelige, og de må tage sig af det lægelige,” siger Andreas Slot-Henriksen med henvisning til psykiatrien. Han sammenligner flere gange gruppens handlinger med en hospitalspræst, der beder for syge i hospitalssengen. Muldvarp med skjult kamera For at undersøge, hvordan dæmonuddrivelserne foregår i praksis, får TV 2 en journalist til at agere muldvarp og opsøge gruppen flere gange. Muldvarpen spiller en psykisk syg kvinde, der tager antipsykotisk medicin og adhd-medicin. Andreas Slot-Henriksen mener ikke, at der kommer noget problematisk frem i dokumentaren. Da muldvarpen fortæller om sin medicinering, siger en af jeres folk, at “Gud ønsker jo, at du skal være fri for det her”. Kan det ikke forstås som en opfordring til at stoppe med medicin? “Det, tror jeg, er at opmuntre til, at Gud faktisk er en levende Gud, som elsker os, og som griber ind,” svarer Andreas Slot-Henriksen. Han henviser til sin egen hjemmeside, hvor der står, at man ikke skal stoppe med at tage sin medicin og siger flere gange, at gruppen aldrig selv opsøger psykisk syge, som han mener, at det påstås i dokumentaren. På hjemmesiden kan man dog også læse, at gruppen praktiserer gadebøn, hvor de beder for syge på gaden. Andreas Sloth-Henriksen kan ikke afvise, at han på gaden har bedt for psykisk syge, siger han. Hvilke forudsætninger har du og din gruppe for at rådgive psykisk syge mennesker? “Vi rådgiver ikke psykisk syge, vi beder for dem. Vi ved noget om Gud. Det gør lægerne ikke," svarer han. Lægepræstens gerninger I dokumentarens andet afsnit er der fokus på en “lægepræst”. Han er tidligere pinsekirkelig præst på Lolland og samtidig læge på psykiatrisk afdeling i Svendborg. Det kommer frem, at han har været læge for den afdøde kvinde og derefter ageret præst og sjælesørger for hende i sit eget hjem. En dobbeltrolle, der møder kritik. Præsten er fratrådt begge sine stillinger og erkender i dokumentaren, at sammenblandingen af de to roller var en fejl. I dokumentaren kan man se TV 2’s muldvarp blive bedt for af lægepræsten og en anden fra kirken i det, TV 2 og en anden frikirkepræst kalder en dæmonuddrivelse. Formand for Frikirkenet Tonny Jacobsen siger, at personer, der både arbejder som præster og med en anden faglighed, bør være omhyggelige med at holde deres faglige roller adskilt. Han sætte dog spørgsmålstegn ved TV 2 ’s brug af skjult kamera i dokumentaren og har svært ved at se, at den afslører noget, som berettiger brug af skjult kamera og en muldvarp. “Det er en ret voldsom ting at tage et skjult kamera ind og filme et menneske i sjælesørgerisk rum, som er omgivet af et meget højt krav om fortrolighed, også i den danske lovgivning. Jeg spørger mig selv, om de ikke kunne have fået de samme oplysninger ved et simpelt interview.” Samfundsmæssig interesse TV 2’s chefredaktør for dokumentar, Michael Nørgaard, siger, at det er afsløringen af lægepræstens dæmonuddrivelse, der berettiger deres brug af en muldvarp og optagelser med skjult kamera over for ham. Han siger, at brugen af muldvarp og skjult kamera i møder med repræsentanterne fra Lyttiljesus er berettiget, fordi optagelserne, ifølge TV 2, dokumenterer, hvordan de rådgiver psykisk syge om deres medicinforbrug, samtidig med at de udadtil på deres hjemmeside skriver, at patienter ikke skal undlade at tage deres medicin uden først at tale med egen læge. TV 2 er underlagt både de generelle presseetiske regler og sine egne retningslinjer. Begge steder lyder det, at skjult kamera kun kan bruges, hvis dokumentationen "ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde". Desuden skal der være stor samfundsmæssig interesse på spil. Det mener Michael Nørgaard er opfyldt her, blandt andet fordi lægepræsten først siger, at han – som udgangspunkt – ikke gør sig i dæmonuddrivelser. Derfor afviser han også Tonny Jacobsens kritik. “Vi har vurderet, at den samfundsmæssige interesse i at finde ud af, hvad det er, der helt konkret bliver sagt i det rum, overstiger hensynet til de frikirkelige. Vi efterprøver om det, der bliver sagt udadtil, også flugter med det, der så bliver sagt, når man møder dem i et fortroligt rum.” Hvilken samfundsmæssig interesse har det, at frikirkelige miljøer, som tror på dæmonuddrivelse og helbredelse, praktiserer det for folk, der selv opsøger det? “Jeg synes, det er meget overraskende, at der er personer i det frikirkelige miljø, som fortæller en psykisk syg person, hvordan vedkommende skal forholde sig til sit medicinindtag. Og det er det, som eksperterne kritiserer i programmet,” svarer han. Tryk for at læse mere
Nr. 152
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ministerium indleder tilsynssag med mormonerne Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 17:45:00
Nu har Kirkeministeriet indledt en tilsynssag med mormonerne, efter at voldtægtssagen tidligere på måneden blev omtalt i en TV 2-dokumentar. Det oplyser kirkeminister Morten Dahlin (V) i et folketingssvar. "I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve, at jeg finder det dybt problematisk og foruroligende, hvis ulovlige forhold, som eksempelvis dem, der beskrives i TV2-dokumentaren ”Tro, håb og voldtægt”, ikke meldes til politiet," skriver han i svaret. Han påpeger, at der skal være en “entydig sammenhæng mellem trossamfundet og den eventuelle lovovertrædelse, før kirkeministeren kan tilbagekalde et trossamfunds anerkendelse”. Der blev rettet stor kritik mod Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som mormonerne kalder sig selv, efter at dokumentaren blev sendt. I dokumentaren fremgår det, at et medlem af trossamfundet i flere år bedøvede sin hustru for så at voldtage hende. Det blev mormonernes ledelse bekendt med, men i stedet for at melde manden til politiet, sanktionerede ledelsen ham med et års tavshed i møder med ledelsen og i kirken, som også hustruen var en del af. I 2022 blev manden anholdt og idømt fængselsstraf for voldtægt, men trossamfundets manglende indberetninger af forholdene har ikke ført til et retsligt efterspil. Eksperter påpegede i Kristeligt Dagblad, at voldtægtssagen kunne være grund nok til at fratage mormonerne den statslige anerkendelse, der blandt andet giver trossamfund skattefordele. SF’s fungerende ordfører Serdal Benli mener, at mormonerne straks bør fratages anerkendelsen. “Jeg synes klart, vi er nødt til at sende et signal og sanktionere med at tage anerkendelsen fra dem. Når ledelsen i en kirke dækker over noget strafbart, som politiet skulle tage sig af, så bør det ske,” sagde han. Liberal Alliances Carl Andersen opfordrede i samme ombæring Kirkeministeriet til at indlede en tilsynssag, som altså nu er iværksat. Mormonerne har understreget, at trossamfundet "efterlever og støtter fuldt ud etablerede juridiske processer". "Der er ingen tvivl om, at det er en meget alvorlig forbrydelse, der har fundet sted, og at overgreb af enhver art er en alvorlig synd, der ikke kan tolereres. Når kirkens ledere bliver bekendt med overgreb, opfordrer de medlemmer til at anmelde det til politiet og støtter fuldt ud loven og samarbejder med de offentlige myndigheder. Som dokumentaren antyder, blev dette råd også givet i denne sag," lyder det i en officiel udtalelse. Tryk for at læse mere
Nr. 151
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Domkirkevalg var rodet, men demokratiet fungerede Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 16:25:00
Kønt har det ikke været i Københavns Domkirke. Menighedsrådsvalget har været en proces, som en ekspert har sammenlignet med det amerikanske valg i Kristeligt Dagblad. De løse rygter og påstande er fløjet gennem luften, og man har ført skyttegravskrig på Facebook, mens man har kunnet kigge i vejviseren efter de fysiske vælgermøder, hvor man havde kunnet se hinanden i øjnene og fremføre saglige argumenter. Desuden har støtter fra begge sider opfordret folk i andre dele af landet til at gøre sig til vælgere i Vor Frue Sogn gennem de såkaldte sognebåndsløsninger. Og det har for eksempel kunnet give en thybo stemmeret i den centrale kirke i København. Men den rodede proces er nu ovre. Vælgerne har valgt medlemmer til menighedsrådet. Og forhåbentlig kan det føre noget godt med sig. Udfordrerne, der vil have flere natkirkeaktiviteter, fik fire pladser, mens der er blevet fem pladser til det menighedsråd, som primært består af de medlemmer, der blev valgt i september. Af disse er der flere, som har været med til at gennemføre nedskæringer på natkirkearrangementerne og nedlagt stillingen for natkirkepræst Christian Monrad, som gik til offentligheden med anklager om misbrug mod en kirkeansat i 2022. Selvom processen har været uskøn, er der meget godt at sige om den demokratiske udgang på det hele. Forløbet har vist, at man kan få indflydelse i folkekirken, hvis man mener, at der er brug for en anden kurs. Og vælgerne har faktisk fået mulighed for at forholde sig til en reel uenighed: Skal der være mere eller mindre natkirke? Skal der være mere eller mindre gennemsigtighed med domkirkens arbejde? Hvordan skal man være kirke? Det er netop meningen med demokrati, at man skal kunne vælge mellem forskellige standpunkter. Og afstemningen har nu givet svaret: Flest vælgere ønskede at holde fast ved liste 1, der havde flere repræsentanter for kontinuitet. Men et stort mindretal blev valgt ind på at kræve mere natkirke og mere transparens blandt andre standpunkter. Så resultatet peger fremad. De stridende parter skal nu arbejde sammen, og de må gøre deres til, at det kan foregå på en ordentlig måde. Et sundt demokrati taler sig til løsninger. Og klogt ville det være at skele til den tradition, der findes i parlamentarisk politik for at lave brede forlig, der giver alle fløje noget. Også når det gælder natkirkearbejdet. Til gengæld ville det være udtryk for lav demokratisk dannelse, hvis et mandat fra vælgerne, der giver et snævert flertal til den ene fløj, tromler det store mindretal i alle vigtige beslutninger. Man kan kun håbe, at den hårdt plagede domkirke tager bestik af situationen og finder sammen på tværs af uenigheder i et konstruktivt samarbejde de næste år. Tryk for at læse mere
Nr. 150
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jeg har sympati for dem, der har svært ved at få børn. Men det er ikke statens ansvar, at danskerne får børn Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 16:20:00
"Vi vil også indføre gratis hjælp til barn nummer to, så der forhåbentligt kan komme en lillebror eller lillesøster", sådan lød ordene fra statsminister Mette Frederiksens (S), da hun i sin nytårsaftale lovede gratis fertilitetshjælp til barn nummer to. Løftet er blevet til et lovforslag, der i dag ventes vedtaget i Folketinget. I den liberale tænketank CEPOS er cheføkonom Mia Amalie Holstein dog skeptisk over for idéen. Mia Amalie Holstein, skal staten betale for, at forældre kan få fertilitetsbehandling til barn nummer to? Jeg under alle at få det antal børn, de ønsker, og jeg har sympati for dem, der har svært ved at få børn. Men jeg mener, at der er grænser for, hvor mange af ens børn, man kan bede andre mennesker betale for. For ressourcerne er ikke uendelige, og der er også mange andre sundhedsopgaver, der bør prioriteres. Så det er ikke statens ansvar, at danskerne får børn? Nej, det mener jeg ikke. Det er en ubehagelig tanke, hvis staten når til et punkt, hvor den føler, at den skal opretholde sig selv. Det bør være statens opgave at tilpasse sig efter det, der er menneskers ønsker, og ikke omvendt. Vil det så sige, at det er ens eget ansvar, hvis man ikke kan få børn? Det kommer an på, om man af sundhedsmæssige årsager har svært ved at få børn, eller om det er fordi, man er gået for sent i gang. Man bør i højere grad selv løfte den økonomiske byrde, hvis man tidligere har fravalgt børn, men så i en sen alder vil have børn og får brug for fertilitetsbehandling. Den danske fertilitetsrate er faldende. Hvis ikke staten skal finansiere fertilitetsbehandling, hvordan ser løsningen så ud? Det bedste, staten kan gøre, er at sikre, at skatterne er lave, og at borgerne har et stort rådighedsbeløb, så de kan indrette deres liv, som de ønsker og selv tilkøbe ekstra fertilitetsbehandling. Derfor er en lavere skat og en højere egenbetaling for fertilitetsbehandling en bedre løsning. Men er børn ikke så vigtige, at der ikke kan sættes en pris på dem? Jo, det er de, men det ændrer ikke på, at jeg hellere så en model, hvor man har en større grad af frihed til at vælge, i stedet for at det er statens hensyn til sin bekymring for velfærdssamfundets fremtid, der nudger danskerne til at få flere børn. Hvordan sikrer man så, at de, der er ringe stillet økonomisk stadig har mulighed for at få hjælp til at få børn? Dem, der ikke har råd, må jo så få støtte fra det offentlige. Skubber det til vores opfattelse af den ideelle familiestørrelse, at et politisk flertal nu vil give gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to? Staten skal forholde sig neutralt over for borgerne, og det gør den jo ikke, når den støtter en bestemt familiestørrelse. Jeg så gerne, at staten på alle områder forholder sig neutralt, så det, der kommer til udtryk, når folk vælger at få hjælp til fertilitetsbehandling, er et udtryk for deres egne reelle ønsker. Tryk for at læse mere
Nr. 149
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Professor: Resultatet i Københavns Domkirke viser, at det kan betale sig at tage kampen Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 16:00:00
Kampen om pladserne i Københavns Domkirkes menighedsråd er slut. Efter tirsdagens valghandling i Vor Frue Kirke er de 617 stemmer talt op, og resultatet er klart. Liste 1, som overvejende repræsenterer det siddende menighedsråd, fik 346 stemmer og dermed flertal med fem personer. Udfordrerlisten (liste 2), der ville have flere aktiviteter i Natkirken, fik i alt 246 stemmer og altså fire pladser i menighedsrådet. Ifølge domkirken selv har i alt 4673 sognebørn og sognebåndsløsere kunnet stemme, hvilket giver en stemmeprocent på godt 13 procent. Det er væsentligt højere end landsgennemsnittet på 1,3 procent ved menighedsrådsvalgene i september, men ifølge professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard, er der dog ikke det store at råbe hurra for. "Med den højrøstede valgkamp in mente mener jeg, det er en lav stemmeprocent. Det er dog ikke helt skidt, og vi skal naturligvis ikke forvente det samme som ved folketingsvalg. Og så er det jo heller ikke noget nyt, for det har altid været svært at engagere vælgerne til menighedsrådsvalg," siger professoren. Det store stridspunkt i den netop overståede valgkamp har været Natkirken, hvis fredagsudgave det nuværende menighedsråd har sparet væk. Den nedskæring er faldet mange for brystet og blev derfor hovedårsag til, at en række yngre personer stiftede en ny liste af kandidater, som ønskede fredagsnatkirken genindført. Valgkampen i København viser dermed, at det mobiliserer vælgere at have noget konkret at vælge til og fra, mener Peter Nedergaard. "Valgmuligheder og følelsen af konkret indflydelse aktiverer både kandidater og vælgere. Og viser, at det faktisk kan betale sig at stille op og tage kampen," siger Peter Nedergaard og fortsætter: "Omvendt vidner det også om, hvor meget der skal til, før den virkelyst og aktivitet overhovedet opstår. Der skal foretages eller trues med noget markant, før der kommer gang i demokratiet. Når valget handler om almindelig drift af kirken, hvor man kun kan stemme på nødvendighedens politik, er deltagelsen lav. Det er sager som Natkirken, der får folk op på barrikaderne." Som nævnt har de to lister fået henholdsvis fem og fire kandidater ind i menighedsrådet, som begynder arbejdet den 1. december. Det – sammenlagt med fem præsters stemmer – vil i nogle tilfælde give det ene hold et flertal til at træffe beslutninger efter egen præference, men Peter Nedergaard forudser dog, at det nye menighedsråd vil finde en form for fælles fodslag. "Dynamikken og tonen vil blive ændret, og noget af det gamle menighedsråds indforståethed vil forsvinde. Jeg vil desuden råde til, at man tager hensyn til, at der kommer fire ind, der nok har andre synspunkter end en selv, selvom de er et mindretal. Især fordi menighedsråd langt hen ad vejen er konsensusbaserede," siger professoren. Spørgsmålet er så: Kan folkekirken generelt lære noget af den højrøstede valgkamp? Det er først og fremmest svært at sammenligne hovedstadens domkirke med resten af landet, da økonomien, antallet af tilbud og prestigen naturligt er anderledes her. Når det er sagt, bør man nok blive bedre til at formidle, hvad man faktisk kan påvirke og ændre i et menighedsråd, mener Peter Nedergaard. Et menighedsråd på Vestlolland truede eksempelvis tidligere på året med at rive en middelalderkirke ned, og straks var der fyldte borgermøder i det ellers affolkede område. "Det er nok at gå for langt at true med at rive kirker ned for opmærksomhed, men folk skal have forklaret, hvilke muligheder der faktisk er. I den almindelige offentlighed synes menighedsråd at være for indforståede, og opfattelsen er, at de bare sørger for, at kirkeklokken ringer til tiden. Folkekirken er generelt meget dårlig til at kommunikere, hvad der faktisk er på spil. Hvis det kunne formidles, ville det måske kunne øge aktiviteten," siger han. Peter Nedergaard kan ikke udtale sig om, hvorvidt valgkampen har været så præget af falske anklager og ukvemsord, at det sætter spørgsmålstegn ved den demokratiske proces. Han konstaterer dog, at beskidte valgkampe ikke nødvendigvis er dårligt for demokratiet. "Så længe man ikke tager konflikterne med ind i arbejdsrummet, er det ikke nødvendigvis dårligt. I kommunalpolitik er valgkampe ofte grimme, men de fleste kan samarbejde på rådhuset bagefter. Det håber jeg også gælder i folkekirken, hvor den slags valgkampe er lidt af et nybrud. Det er grundlæggende sundt for demokratiet, at der er udveksling af synspunkter," afslutter Peter Nedergaard. Tryk for at læse mere
Nr. 148
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Trump kan takke USA’s katolikker for sin store valgsejr Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 15:35:00
Amerikanske medier og politiske eksperter er langt fra færdige med at analysere republikaneren Donald Trumps overraskende store valgsejr over demokraten Kamala Harris ved præsidentvalget den 5. november. Ikke alene vandt Trump samtlige syv svingstater og fik dermed 312 valgmandsstemmer mod Harris’ 226. Trump blev også den første republikanske kandidat i 20 år, der fik flest stemmer i hele landet – 50,2 procent mod 48,2 procent til Harris. En analyse lavet af nyhedsbureauet AP viser, at de fleste af USA’s religiøse vælgergrupper stemte nogenlunde, som de gjorde i 2020, da opgøret stod mellem Trump og den afgående præsident Joe Biden. Det er stadig omkring otte ud af 10 evangelikale vælgere og en tredjedel af såvel jødiske som muslimske vælgere, der har stemt på Trump. Og blandt mormonerne er fordelingen 63-33 i Trumps favør, det er en lille tilbagegang i forhold til 2020. Men i én stor gruppe er der sket et markant ryk. I 2020 delte Trump og Biden de katolske vælgere nogenlunde lige imellem sig: 50 procent af katolikkerne stemte på Trump, mens 49 procent stemte på Biden, der selv er katolik. Men i år fik Trump 54 procent af de katolske stemmer. Harris fik kun 44 procent. AP's analyse baserer sig på interview med flere end 120.000 vælgere over hele landet. Andre målinger viser en endnu større katolsk opbakning til Trump – nogle med så stort et spænd som 58-40. Organisationen CatholicVote har samlet data om de katolske stemmer fra alle svingstaterne og konstaterer, at Trump i den vælgergruppe var 20 procentpoint foran Harris i Michigan, mens spændet var 17 procentpoint i North Carolina, 16 i Wisconsin og 14 i Pennsylvania. Eftersom katolikkerne udgør 22 procent af alle vælgere, tillægger flere eksperter deres stemmeflugt fra Demokraterne stor vægt. Professor i statskundskab Paul Kengor fra Grove City College i svingstaten Pennsylvania skriver i mediet National Catholic Register direkte, at “det var katolikkerne, der fik Trump valgt”. Brian Burch, der leder organisationen CatholicVote, kalder det ifølge National Catholic Register historisk og siger, at det er “chokerende tal, der meget vel kan vise sig at være den største margin blandt katolikker i et præsidentvalg i årtier”. Der er mange forskellige bud på, hvorfor katolikkerne har flyttet sig. Men abortspørgsmålet og et stigende antal vælgere med latinamerikansk baggrund bliver tillagt stor vægt i alle analyser. Paul Kengor mener, at mange katolikker var bekymrede over, at det forud for valget så ud til, at Donald Trumps hidtil mest entusiastiske vælgergruppe – de hvide evangelikale – måske ville være lidt mindre begejstrede for Trump denne gang. De evangelikales formodede skepsis, som dog ikke rigtig slog igennem ved valget, hænger ifølge Kengor sammen med Trumps noget vævende holdning til abortspørgsmålet under valgkampen. Og selv om katolikkerne heller ikke er begejstrede for, at Trump holdt op med at være fuldtonet abortmodstander, ville de stadig ikke risikere en sejr til Kamala Harris, hvis valgkamp har fokuseret meget på abort og kvinders ret til selv at bestemme over deres krop. En anden faktor, som fylder i alle analyser, er den voksende og temmelig spraglede vælgergruppe, der under ét betegnes som "latinoer". Det er spansktalende vælgere med rødder i Syd- og Mellemamerika. Hovedparten af dem er katolikker. Bortset fra cubanerne har denne vælgergruppe traditionelt været domineret af demokratiske vælgere. Ifølge Associated Press stemte seks ud af 10 hvide katolikker på Trump, mens det var mindst fire ud af ti blandt latinoerne. Det er et markant skift i forhold til valgene i 2016 og 2020, hvor Trump kun fik opbakning fra under en tredjedel af latinoerne. Trump har også vundet stemmer fra Demokraterne blandt de godt 10 procent af vælgerne, der identificerer sig som ikke-kristne troende. Her var fordelingen i 2020 69-29 procent i opgøret mellem Biden og Trump. Denne gang er det 33 procent i den gruppe, der har stemt på Trump, men kun 60 procent på Harris. Bortset fra at Harris er gået lidt frem blandt mormonerne, som kun udgør omkring én procent af alle vælgere, er der kun ét sted i opgørelserne over vælgernes religiøse overbevisning, den demokratiske kandidat er gået markant frem. Det er blandt den fjerdedel af vælgerne, der identificerer sig som ikke-religiøse. Ifølge Washington Posts opgørelse stemte 65 procent af de ikke-religiøse på Biden og 31 procent på Trump i 2020. Denne gang er fordelingen 72-25 i Harris’ favør. Tryk for at læse mere
Nr. 147
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Et kinesisk skib i Kattegat, mens Moskva rasler med atomvåbnene. Nærmer vi os en tredje verdenskrig? Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 14:00:00
"Forsvaret kan bekræfte, at vi er tilstede i området ved det kinesiske skib "Yi Peng 3". Forsvaret har for nuværende ikke yderligere kommentarer". Sådan lød det i går på forsvarets profil på det sociale medie X. Anledningen er, at "Yi Peng 3" sættes i forbindelse med det kabelbrud, der søndag og natten til mandag skete på internationale datakabler i Østersøen. Både tyske og svenske myndigheder har åbent meldt ud, at skaderne på datakabler i Østersøen mellem Finland og Tyskland er sabotage – de svenske myndigheder, der har set på skaderne, taler åbent om hybrid krigsførelse. Samtidig med dette eskalerer også krigen i Ukraine. Ukraine har nu affyret langtrækkende amerikanske missiler af typen ATACMS ind i Rusland. Kreml har længe sagt, at hvis amerikanske våben bruges mod Rusland, så er USA i krig med Rusland – Nato ligeså. På vej ud af Det Hvide Hus har USA’s snart forhenværende præsident, Joe Biden, givet Ukraine den tilladelse, som Kyiv har efterspurgt længe: at kunne bruge amerikanske våben mod Rusland på russisk territorium. ATACMS er et missilvåbensystem udviklet først i 1980’erne, og for små 10 år siden blev det af Pentagon dømt forældet. Det er altså ikke fremtidens våben, Ukraine har fået i hænderne. Det har en rækkevidde på 300 kilometer. Det bliver ikke affyret ved fronten, men fra baglandet, så det er sikret mod russiske angreb – det vil sige, at dets faktiske rækkevidde er som fra Fredericia til Hirtshals. Ruslands præsident, Vladimir Putin, fremviste tirsdag et dekret, der sænker barren for, hvad der skal til, før Rusland er berettiget til at bruge atomvåben. Bliver Rusland eller Belarus udsat for angreb med konventionelle udenlandske styrker og våbensystemer med støtte fra en atommagt, så er Rusland nu berettiget til at anvende atomvåben mod den angribende part. Hvis Nato betragtes som den angribende part, så fortæller Moskva os hermed, at vi risikerer et modsvar med russiske atomvåben. Ændringen af doktrinen er netop et svar på Bidens tilladelse til Ukraine. Nordkorea har oplyst, at man har 10.900 soldater udstationeret i Rusland ved grænsen til Ukraine. Ifølge efterretninger er de udstationeret i den russiske Kursk-region, hvor ukrainske styrker rykkede ind i august. Under Anden Verdenskrig kæmpede Storbritannien, Sovjetunionen og USA mod Tyskland, Japan og Italien. I den nuværende krig i Ukraine modtager landet støtte til sit folkeretligt berettigede selvforsvar fra Nato, der foruden de europæiske lande tæller USA og Canada. Rusland har som nævnt hyret nordkoreanske soldater og får droner og missiler fra Iran. Dertil kommer, at Kina af de vestlige efterretningstjenester antages at være den diskrete kilde til teknologi, der kan finde anvendelse i krigen. Nærmer vi os en tredje verdenskrig? Kan situationen sammenlignes med Anden Verdenskrig? Det korte svar er nej. Det korrekte svar er noget længere. Anden Verdenskrig udbrød af Tysklands, Japans og til dels Italiens ønske om at underlægge sig eller annektere fremmed territorium. Tyskland invaderede mod vest, øst og syd i Europa. Japan var allerede i slutningen af 1930’erne i krig med Kina, som man ville underlægge sig. Korea havde man besat siden 1905. En verdenskrig behøver ikke at være global for at være en verdenskrig, men forudsætter, at verdens dominerende og stærkeste magter er direkte involveret. Under Første Verdenskrig var det primært de europæiske stormagter samt Det Osmanniske Rige og USA. Generelt en krig mellem de daværende europæiske imperier, der alle kom skidt ud af det på den anden side. Østrig-Ungarn er et godt eksempel – hvem opfatter Østrig eller Ungarn som global stormagt i dag? Ruslands krig i Ukraine og udfordring af den vestlige verdensorden er primært en revanchistisk krig iværksat af et døende imperium, Moskva-staten. Den har regional karakter – Europa er en del af dens regionale geografi. Vi kommer ikke til at se den nuværende verdens globale stormagter – USA, Kina og Indien – involvere sig med støvler på jorden. At magter, der ikke er part i en storkrig, yder teknisk støtte til én af parterne, er ikke ulovligt hverken historisk eller ifølge folkeretten. Sovjetunionens daværende hersker, Josef Stalin, forsøgte i opløbet til Anden Verdenskrig at holde sit land ude af krigen mellem Japan og Kina mod øst ved at give bistand og rådgivning til den kinesiske kejser og dennes hær. USA gav kampvogne og andet militært grej til Sovjetunionen, da Tyskland iværksatte Anden Verdenskrig på europæisk jord. Det gjorde ikke USA til krigspart. Det skete først, da Japan angreb Pearl Harbor, og USA gik i alliance med Sovjetunionen og Storbritannien. At vi ikke er på vej ind i en tredje verdenskrig, gør ikke situationen mindre alvorlig – i Europa. Et kinesisk skib er som sagt bragt til stop i Kattegat. Den danske flådes dykkerskib ”Søløven” har fulgt skibet hele natten fra dets udsejling af Østersøen op gennem Storebælt til Kattegat, hvor det i skrivende stund ligger. Dykkere vil kunne undersøge, om skibets anker har spillet en rolle i kabelsabotagen, men da fartøjet ligger i internationalt farvand, kræver det at skibet selv giver tilladelse til dansk inspektion. Under alle omstændigheder er det uset, at søværnet agerer så kontant. Det er endnu et udtryk for, at Europa – særligt den østlige grænse mod Rusland, Belarus og Ukraine samt Østersøen – er vore dages globale højspændingsområde. Dette århundredes Europa er i gang med at blive defineret af den nuværende krig i Ukraine. Formodentlig for årtier frem. Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg for Udenrigsministeriet og har fulgt udviklingen i Europa og Rusland tæt siden Berlinmurens fald i 1989. Han analyserer udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik i Kristeligt Dagblad. Tryk for at læse mere
Nr. 146
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Dna-teknologi identificerer soldater efter næsten 80 år: "De lader virkelig ingen i stikken" Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 13:30:00
Det gælder også for det amerikanske militær. Ved hjælp af ny dna-teknologi er det nu blevet muligt – næsten 80 år efter Anden Verdenskrigs sidste slag – at identificere nogle af krigens mange savnede. En af dem er Jeremiah P. Mahoney, en dengang 19-årig soldat fra Chicago i Illinois, som kæmpede og døde i krigens sidste, blodige måneder. Siden 1945 har han af det amerikanske militær været registreret som "savnet", men ved hjælp af moderne dna-teknikker er hans jordiske rester nu endelig blevet identificerede, og han kan endelig stedes til hvile. Det skriver avisen New York Times. Jeremiah P. Mahoney deltog i kampene mod tyskerne nær Reipertswiller i Frankrig, hvor han under et angreb omkom, mens han gravede et skyttehul. I ugerne efter måtte hans enhed trække sig tilbage, og hans lig kunne ikke findes. Det daværende krigsministerium erklærede ham derfor formodet død i januar 1946, da han ikke var registreret som krigsfange. Efter krigen blev mange jordiske rester af faldne soldater fundet af franske minerydningsenheder i skovene ved Reipertswiller. Blandt disse var Jeremiah P. Mahoney, men datidens teknologi kunne ikke bekræfte identiteten. Han blev derfor begravet i de ukendtes grav på den amerikanske militærkirkegård Ardennes American Cemetery i Neupré i Belgien i 1949. I 2022 blev graven genåbnet, og nu har DPAA, et agentur under det amerikanske forsvarsministerium, meddelt, at de seneste dna-teknikker har gjort det muligt at identificere Mahoneys jordiske rester gennem dna-prøver fra hans slægtninge. Med den nye dna-teknologi begynder processen ude i marken, hvor antropologer og arkæologer sendes til steder over hele verden for at finde de jordiske rester af soldater, hvor de sidst blev rapporteret at være, skriver det amerikanske forsvarsministerium. Resterne sendes til DPAA-laboratoriet, så retsmedicinske antropologer kan analysere og katalogisere dem. Hvis tænderne er intakte, kan retsmedicinske odontologer undersøge dem for at hjælpe med identifikation. Laboratoriet kan også matche knoglerøntgenbilleder og bruge avanceret software til dataanalyse. Med denne opdagelse har Jeremiah P. Mahoneys slægtninge endelig fået vished og afslutning på en generationslang søgen. Han vil blive begravet på militærkirkegården Arlington National Cemetery i foråret 2025, et århundrede efter han blev født. Og Jeremiah P. Mahoney er ikke den eneste, der nu bliver stedt til hvile. Dna-teknologien har identificeret en række af soldater, der var ofre i både Anden Verdenskrig, Korea og Vietnam. Jerry Mannell, der er Jeremiah P. Mahoneys nevø, udtrykker over for New York Times lettelse over at få afsluttet et åbent kapitel i familiens historie om onklens skæbne. "Respekt til hæren for at holde fast i dette i 75 år," siger han. "De lader virkelig ingen soldat i stikken." Tryk for at læse mere
Nr. 145
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Præst blev slået i ansigtet af sognebarn: ”For mig stoppede samtalen, da jeg blev slået” Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 13:30:00
En 49-årig mand, der ifølge Midtjyllands Avis af retten i Viborg tirsdag blev vurderet mentalt retarderet i gerningsøjeblikket, slog den 30. marts 2022 en præst med flad hånd i ansigtet. Manden, der nægter sig skyldig, blev dømt til tilsyn af kommunen og psykiatrisk behandling. Perioden for denne foranstaltning kan ifølge avisen maksimalt vare tre år. Hændelsen fandt sted i Netto. Her mødte præsten den 49-årige mand, som han havde haft sjælesorgssamtaler med. Manden var oprevet over, at præsten havde valgt at kappe båndene imellem dem. Ifølge avisen havde den 49-årige mand så mange problemer, at præsten ikke længere følte, at han kunne hjælpe ham og derfor blev nødt til at stoppe relationen. I Netto, hvor de to mødtes, efterspurgte den 49-årige atter hjælp fra præsten, men her skulle præsten kontant have afvist ham og sagt, at der ikke længere var noget ”vi”, men kun et ”jeg”. Manden, der havde modtaget hjælp og sjælesorg, blev ked af det, skriver Midtjyllands Avis. Han slog ud efter præsten og ramte ham på næsen med håndryggen. I det øjeblik stoppede relationen endegyldigt for præsten. ”For mig stoppede samtalen, da jeg blev slået. Det var uacceptabelt,” sagde præsten i retten ifølge avisen. Kristeligt Dagblad har spurgt formand i Præsteforeningen, sognepræst Pernille Vigsø Bagge, om voldsomme eller direkte voldelige episoder er noget, som deres medlemmer oplever fra tid til anden. ”Jeg har ikke noget statistik på det. Men det er ikke noget, vi har drøftet for nylig. Hverken at der skulle være tale om en stigning, eller at der er mange sager om vold rettet mod præster,” siger hun. Kan man som præst tillade sig at stoppe relationen til et sognebarn, som man har haft sjælesorgssamtaler med? ”Ja, selvfølgelig kan præster det. Vi præster er jo ikke små guder. Vi er også mennesker. Det er meget vigtigt i denne her sammenhæng, at man ikke forveksler sjælesorg med hjælp, man kan få fra det offentlige sundhedssystem. Sjælesorg er ikke psykologisk eller psykiatrisk hjælp – eller terapi for den sags skyld, selvom det for mange kan virke terapeutisk.” I begyndelsen af året præsenterede Kirkeministeriet en stor landsdækkende undersøgelse af præsternes arbejdsmiljø i Danmark. Heraf fremgår det, at kun én procent har været udsat for vold inden for de seneste 12 måneder. Tre procent af præsterne fortæller, at de har oplevet trusler om vold inden for de seneste 12 måneder. Tilbage i 2017 begik en 23-årig mand vold mod præsten i Holstebro Kirke i forbindelse med et aftenarrangement i kirken under Holstebro Festuge. Den dengang 23-årige mand fik 50 dages betinget fængsel og samfundstjeneste, skriver TV Midtvest. Og i 2016 var en 68-årig man ifølge Fredericia Dagblad også tiltalt for at have slået en præst med flad hånd flere gange efter en gudstjeneste. Ifølge avisen blev sagen udsat. Tryk for at læse mere
Nr. 144
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Socialminister ønsker test af grønlandske forældre stoppet, men jurist er skeptisk: Hvorfor skulle ministerens ord have en effekt? Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 11:30:00
Sådan lyder opfordringen fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) efter de seneste ugers debat om de såkaldte forældrekompetenceundersøgelser af grønlandske forældre. Den flere år lange diskussion om de omstridte test er blusset op igen, efter at den 38-årige grønlandske kvinde Keira Alexandra Kronvold for to uger siden fødte en lille datter på Thisted Sygehus, der blev tvangsfjernet to timer efter fødslen. Thisted Kommunes afgørelse byggede blandt andet på en forældrekompetenceundersøgelse, der ikke er tilpasset grønlandsk sprog og kultur. Sagen, der først blev beskrevet af den grønlandske avis Sermitsiaq og Kristeligt Dagblad, har vakt stor debat og har resulteret i demonstrationer i Nuuk og København. Sophie Hæstorp Andersens opfordring kommer efter et møde i sidste uge med den grønlandske minister for børn og unge, Aqqaluaq B. Egede, fra det venstreorienterede parti Iuit Ataqatigiit (IA). Den grønlandske minister har krævet et stop for de særlige test. ”Det gør stort indtryk på mig, hvordan man fra flere sider udtrykker bekymring for den måde, de såkaldte forældrekompetenceundersøgelser bliver brugt i sager med familier med grønlandsk baggrund,” skriver Sophie Hæstorp Andersen blandt andet i en mail. Ministeren vil derfor sende et brev til kommunerne, der opfordrer dem til ikke at anvende de særlige test, når grønlandske fædres og mødres forældreevne skal vurderes. Ministeren opfordrer kommunerne til at finde en anden måde at afklare forældrenes kompetencer på. Keira Alexandra Kronvold fødte for to uger siden en datter på Thisted Sygehus. Barnet blev tvangsfjernet to timer efter fødslen. Sagen har fået debatten om de særlige forældrekompetenceundersøgelser af grønlandske forældre til at blusse op. Foto: Jens Bach Jurist Tina Naamansen fra organisationen Sila 360, der arbejder for grønlandske børns og forældres rettigheder, mener dog, at det er for tidligt at glæde sig. “Der er kun tale om en opfordring. Jeg tror, det kommer til at tage lang tid, før alle kommuner dropper disse test. Vi mener, at det må kunne lade sig gøre at afskaffe disse test med den begrundelse, at Danmark har tiltrådt en konvention for beskyttelse af oprindelige folk," siger Tina Naamansen. Hun henviser til, at Institut for Menneskerettigheder i 2022 opfordrede landets fem største kommuner til at droppe de psykologiske test af grønlandske forældre, men at kun Københavns og Esbjerg kommuner fulgte anbefalingen. "Hvis instituttets anbefaling ikke er blevet fulgt, hvorfor skulle ministerens opfordring så have en effekt," spørger Tina Naamansen. Laila Bertelsen, bestyrelsesformand for foreningen Mapi, der hjælper grønlandske familier i anbringelsessager, efterlyser også handling i kommunerne. "Vi har set en undersøgelse, hvor en niårig grønlandsk dreng bliver beskrevet som makaber af en psykolog, fordi han fortæller, hvordan han har fanget en sæl. Grønlandske familier bliver svigtet af systemet," mener hun. I foreningen Grønlandske Børn finder rådgivningschef Jeppe Bülow Sørensen socialministerens udmelding positiv. “Forældrene er i nogle tilfælde bagud på point fra starten på grund af deres grønlandske sprog og kultur. Et klassisk eksempel er, at danske børn forventes at tale meget allerede, når de er tre år. Det gør grønlandske børn ofte ikke på samme måde,” siger Jeppe Bülow Sørensen, som understreger, at der er brug for en anden måde at vurdere de grønlandske familier på. Kommunernes Landsforening (KL) opfordrer til, at der hurtigst muligt findes en løsning. "Vi har afventet meldinger fra den faglige styrelse på området og vil opfordre meget til, at det arbejde opprioriteres, så kommunerne hurtigst muligt har de rette værktøjer til at lave forældretest. Det er vi ligesom den ansvarlige minister meget optagede af,” skriver formanden for Socialudvalget i Kommunernes Landsforening, Ulrik Wilbek, i en mail. Social- og Boligministeriet har iværksat en forundersøgelse, der skal afdække mulighederne for at oversætte og kulturtilpasse psykologiske test til grønlandsk. Men professor Ask Elklit fra Syddansk Universitet, der står i spidsen for undersøgelsen, har til Danmarks Radio udtalt, at det kan tage flere år, før nye test er klar. Cirka 400 grønlandske børn i Danmark bor i plejefamilie eller på institution. En undersøgelse fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at knap 6 procent af alle børn med grønlandsk baggrund i Danmark er anbragt uden for hjemmet mod en 1 procent af alle danske børn. I Grønland er 4,5 procent af alle børn anbragt. Tryk for at læse mere
Nr. 143
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Nu kan du købe sexlegetøj og rugbrød på samme tid: ”Intet er et tabu, og alt er til offentligt skue” Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 11:00:00
Hvis det er et stykke tid siden, man sidst har været i den lokale Netto, er der nogle ting, der har ændret sig. Netto har nemlig fået nyt sortiment og er, sammen en række andre butikskæder under Salling Group, begyndt at sælge sexlegetøj. I butikkerne kan man få alt fra erotiske bøger og spillekort til bækkenbundskugler og vibratorer. I hundredevis af kommentarer på sociale medier debatterer danskerne, hvorvidt sexlegetøj overhovedet hører hjemme i en dagligvarebutik som Netto. Nogle kan ikke se problemet i, at butikskæden har udvidet sortimentet, andre er mere kritiske. Kritikken går hovedsageligt på, at brugen af sexlegetøj er et privat anliggende, som hverken voksne eller børn bør konfronteres med i supermarkedet. Den holdning deler sognepræst Merete Bøye. ”I min optik hører sex inden for privatlivets fred, og så er der altså et eller andet galt, når det lige pludselig skal være tilgængeligt i Netto foran alle og enhver – også børn,” siger sognepræsten. Den kritik forstår Anette Bøgh, der er ansvarlig for non-food i Netto, ikke helt. Ifølge hende er det ikke nyt, at Netto sælger intime produkter. ”Vi har længe haft kondomer, glidecreme og undertøj på hylderne, og vi synes i virkeligheden, at de her nye produkter er en ret naturlig forlængelse af det udvalg,” siger hun og fortæller, at Netto og resten af Salling Group med de nye produkter ønsker at normalisere indkøb til det intime liv: ”Langt de fleste mennesker har intime stunder, og vi synes, det er vigtigt, at vi normaliserer, at man også kan købe ind til den slags, når man alligevel køber dagligvarer.” Her kan du se et udvalg af Nettos nye intime produkter. Foto: Netto Sognepræst Merete Bøye mener dog ikke, at danskerne har brug for en normalisering – tværtimod. ”Sex er en god ting, og historisk set har man måske været for puritansk og striks omkring det. Problemet er, at vi nu befinder os i den modsatte grøft, hvor intet er et tabu, og alt er til offentligt skue. Sex er gået fra at være noget, der var mystisk, magisk og nærmest helligt, til nu at være noget, der bare er en adspredelse,” siger sognepræsten. Skræmmer kun få væk Ifølge Christian Graugaard, der er læge og professor ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet, har Salling Group øjnet en god mulighed i de nye produkter. ”Det er helt forventeligt, at den slags produkter nu dukker op i discount-supermarkederne – simpelthen fordi det er et potentielt marked for dem,” fortæller professoren, der genkender, at samtalen om sex og selvkærlighed har rykket sig de seneste år: ”Det er blevet mere legitimt at tale om sex og seksuelle problemer. Men der er stadig lang vej igen, før vi taler om seksuel sundhed på samme måde, som vi taler om andre former for sundhed. Alle undersøgelser tyder på, at der er et misforhold mellem, hvor vigtigt danskerne synes, at sex er, og hvor gode vi er til at tale ærligt med hinanden om det.” Spørger man eksperten, er det en udbredt misforståelse blandt danskerne, at Danmark er ”Europas mest frigjorte land”. Han nævner en tur på apoteket i Rom som eksempel. ”Der var simpelthen en hel hylde med forskellige massageapparater og dildoer i farvestrålende kulører. Det er interessant, at man i et katolsk land som Italien sælger sexlegetøj på så synlig og offentlig en måde.” Selvom de nye produkter har skabt debat på sociale medier, forventer Christian Graugaard ikke, at de vil skræmme danskerne væk. ”Der er sandsynligvis en del af befolkningen, der vil slå sig på produkterne og måske ligefrem vælge en anden butik, men jeg tror, at det er relativt få. Vi er blevet ret hårdhudede i takt med den omsiggribende seksualisering af det offentlige rum. Så der skal efterhånden ret meget til at forskrække os.” Danskernes hårde hud har Merete Bøye også bidt mærke i, men i hendes optik er det ikke et sundhedstegn. ”Jeg tror, mange er blevet forhærdede til at tro, at det er normalt, at sex er noget, vi møder alle steder, men det er ikke normalt, og jeg tror også, det er det, som nogle nu reagerer på,” siger sognepræsten. Netto er sit ansvar bevidst Trods debatten fortæller Anette Bøgh, at Salling Groups nye sortiment er blevet taget godt imod i Netto. ”Jeg kan vist roligt sige, at det er gået rigtig godt med salget – og faktisk hurtigere, end vi havde regnet med.” For mange mennesker er sex et intimt og privat anliggende. Kan det ikke være grænseoverskridende at blive mødt med sexlegetøj, når man handler ind til aftensmaden – måske endda med sine børn? ”Netto har et ansvar for at tage hensyn og gøre det naturligt og sobert at købe den slags produkter i vores butikker. Sex er uden tvivl et intimt og, for nogle, meget privat emne. Derfor har vi også taget flere foranstaltninger for dem, der synes, at det kan være grænseoverskridende at møde den slags produkter på indkøbsturen. Vi har pakket produkterne pænt og diskret ind, og så har vi valgt at placere produkterne relativt højt og i voksen øjenhøjde”. Tryk for at læse mere
Nr. 142
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kartoffelvand, romtoddy og aftenbøn: 10 livsråd fra en knap 100-årig Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 11:00:00
Livet er ikke andet end et "pust i sivet", lyder det i det oldnordiske heltedigt "Bjarkemål". Derfor må man nyde det, mens tid er, og det gjorde Dagny Thomsen, som døde i sommer. Et af hendes yndlingsudtryk var det om vandplanten. Hun havde flere "livsopskrifter", der fulgte hende gennem de 99 år, hun var på Jorden. En række af dem har hendes barnebarn Cathrine Gjerluf Thomsen nu samlet i billedbogen "1 liv, 10 leveregler og (næsten) 100 år". Den er skrevet ud fra idéen om, at "det er historierne og de livskloge mennesker lige for næsen af os, der viser os, hvem vi virkelig er". Den første leveregel går på taknemmelighed. At sætte pris på de små glæder – om det så var boller i karry, en blomst eller hjælp fra hjemmeplejen – var et "ufravigeligt princip" for Dagny Thomsen. Hun fik meget foræret, og det er også en af grundene til, at hendes anden leveregel handler om, at man skal give mere, end man tager. Hun mente, at man bør være trofast over for sig selv og andre. Verden er i konstant forandring, hvorfor nysgerrighed i mødet med nye perspektiver og oplevelser er en dyd. Tredje leveregel hedder således "livslang læring". Dagny Thomsen smed sjældent ting ud, hverken tøj, gavepapir eller rugbrødsposer, og hendes fjerde leveregel drejer sig netop om genbrug. Hendes brudekjole fra 1958 gik eksempelvis i arv til hendes barnebarn, forfatteren. Skønheden var allestedsværende i farmoderens øjne. Femte leveregel er en påmindelse om at lade sig begejstre af alt fra "en perfekt formet frikadelle" til en sommerfugl, der flyver forbi. Det er sin sag at nærme sig 100 år. Den sjette leveregel er en slags opskrift, man kan følge dagligt, og som indeholder morgengymnastik, avislæsning, yoghurt, et glas kartoffelvand, grøntsager, smør (om søndagen), en romtoddy og aftenbøn. Dagny Thomsen havde ifølge sit barnebarn et åbent hjerte. Hendes syvende leveregel tilsiger, at man altid må bestræbe sig på at være imødekommende. Familien er "guld", lyder den ottende leveregel. At påskønne sine forældre og børn står som en kerneværdi i bogen. Livet bliver som en flaske rødvin kun bedre med tiden, sagde hun som 97-årig. Niende leveregel er en opfordring til at anskue glasset som halvt fyldt. Den sidste leveregel for Dagny Thomsen er en form for kærlighedsbud. "Godnat" var et gennemgående ord i hendes liv, fordi hun fandt det afgørende "at afslutte dagen med fred i sindet" – uanset diverse uenigheder med ens elskede. Tryk for at læse mere
Nr. 141
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Invitation til eksklusivt forfatterarrangement Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 10:00:00
Hvordan forvalter vi den kirkelige og kulturhistoriske arv efter kristendommens første forkyndere? Velkommen til forfattermøde i adventstiden Tidligere chefredaktør Erik Bjerager har netop udgivet bogen "På sporet af apostlene". Sammen med Else Marie Nygaard, journalist på Liv&Sjæl, vil forfatteren tage deltagerne med på rejser ind i hjertet af den tidligste kristendom. Undervejs skal vi synge sammen, og i pausen byder vi på glögg. Som abonnent på Kristeligt Dagblad kan du deltage i det eksklusive arrangementet. Pris: 125,-. Tryk på knappen "Bestil billet her" Tid: Onsdag den 4. december kl. 17.00-19.00. Sted: Kristeligt Dagblads Café Bernina, Vimmelskaftet 47, 1161 København K. Bestil billet her Om bogen bag samtalen I "På sporet af apostlene" stiller Erik Bjerager spørgsmål og søger svar, mens han udforsker de første kristne forkyndere og deres afgørende virkningshistoriske betydning for både kristendommens udbredelse og Vestens kulturelle værdier – også i dag. Bogen er baseret på Erik Bjeragers reportage-rejser, der tager læserne med på en unik pilgrimsfærd til 15 apostelgrave og valfartssteder i otte lande. "På sporet af Apostlene" kan købes i Kristeligt Dagblad Butik. Her kan du også læse mere om bogen, som er udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag. Køb bogen her Tryk for at læse mere
Nr. 140
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Domkirkevalg er afgjort: ”Alle vælgere har fået noget” Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 08:00:00
Godmorgen! En del af løsningen på sygeplejerskemanglen i Danmark har været at få udenlandsk arbejdskraft til landet. Men det har måske virket lidt for godt. Siden 2017 har omkring 17.500 sygeplejersker, som primært kommer fra Iran, fået opholdstilladelse. Nu bliver flere dog sendt hjem igen, fordi der er for få stillinger til alle de mennesker, kan Jyllands-Posten fortælle. Indtil nu er 96 personer, inklusive 28 børn, blevet sendt hjem, men flere hundredevis af udenlandske sygeplejersker bliver nødt til at forlade landet de næste år, skriver avisen. Tæt løb i domkirken I går var der kampvalg til ni menighedsråd, som endnu ikke var blevet enige. I en reportage fra valget hos Københavns Domkirke kan du læse om en ophedet valgkamp med beskyldninger om hetz og ballede samt stor uenighed mellem de to opstillede lister. Valgresultatet tyder dog på, at de to fronter bliver nødt til at samarbejde i fremtiden, for der er tæt løb, skriver Kirke.dk. Ud af de 617 gyldige stemmer i domkirken, hvor tre er ugyldige og to blanke, har de fleste stemt på liste 1, hvilket vil sige den række mennesker, der oprindeligt blev valgt til menighedsrådet. Liste 1, der kalder sig "En samlet domkirke," får 346 stemmer og dermed 5 mandater. Liste 2, som hedder “Vor Frue Kbh - Domkirken for alle” får 271 stemmer og fire mandater i menighedsrådet. "På den måde har alle vælgerne fået noget," siger Maj Christiansen, der er formand for valgbestyrelsen og kandidat for liste 1. Kort nyt fra ind- og udland:En mand er i retten for at have delt en stor mængde børnepornomateriale, som er skabt af kunstig intelligens. Sagen stiller spørgsmålstegn ved, om lovgivningen kan følge med den teknologiske udvikling. Læs med i Kristeligt Dagblad.Der er kommet længere imellem den gode samtale mellem religiøse grupper i Danmark. Især efter krigen i Gaza er den religiøse polarisering nemlig steget, skriver Kristeligt Dagblad.Mange har frygtet for en iransk kvindes sikkerhed, siden hendes protest i undertøj i Teheran gik verden rundt. De iranske myndigheder oplyser nu, at hun ikke vil blive mødt med anklager, og at hun angiveligt ikke længere er i deres varetægt. Det skriver ritzau.Borgere gør oprør med vindmøller Ringkøbing-Skjern er danmarksmester, når det gælder grøn strøm, men borgerne er begyndt at sige fra, skriver DR. Ringkøbing-Skjern Kommune har lavet en undersøgelse, som viser, at kun hver fjerde vil have flere vindmøller, mens 13 procent ønsker flere solceller. Borgerne lader også deres utilfredshed høre til borgermøder og i lokalavisen. "Jeg er utilfreds med den måde, man vælger at bruge Vestjylland på. At det er os, der skal tage alt skraldet, for at andre kan pudse deres klimaglorie," siger en borger til DR. Bjørn har overlevet hjerneoperation Som den første brune bjørn har den toårige Boki – som den hedder – overlevet en operation i hjernen på fem timer, skriver Ritzau. Bjørnen bor til daglig i en dyrepark i London, og her er de meget glade over den vellykkede operation, som har forbedret Bokis tilstand med væske i hjernen. Ifølge dyrepasserne er det et godt tegn, at Boki siden operationen har taget 20 kilo på. Tryk for at læse mere
Nr. 139
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det tog lang tid, før Mikkel Kryger forstod den betydning, han som far bibringer til sin familie. Nu har han et opråb til andre fædre Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 07:15:00
Da Mikkel Krygers ældste søn blev født i 2018, skyllede der en underlig ensomhed ind over den nybagte far. Nok var han oversvømmet af lykke, men jobbet, han skulle udføre, var ligesom fuldført. Han havde det, som om han ikke måtte sige eller gøre noget. Sådan føltes det i hvert fald i hans krop, som billedlig og bogstavelig talt var henvist til at stå i hjørnet af fødestuen. Den i dag 41-årige tv-vært – der siden 2012 har arbejdet på TV 2-programmet "Go’ morgen Danmark" – er meget bevidst om de fysiske forskelle, som hersker mellem mænd og kvinder, når det eksempelvis kommer til at bære, føde og amme et barn. Ikke desto mindre er han af den overbevisning, at en far kan være lige så følelsesmæssigt investeret i det nye liv som moderen. Og den anerkendelse manglede han efter eget udsagn i særdeleshed efter sin søns fødsel. "Jeg er med på, at kraftpræstationen er moderens – og den er enorm – men som far har man også haft en tilsvarende voldsom oplevelse. Og den bliver ikke rigtig italesat. Så skal man selv være god nok til at råbe højt. Det kan bare godt virke lidt malplaceret, når ens kone, der måske er sprækket, ligger med barnet efter at have været igennem et maraton af en fødsel," fortæller han. Forleden udkom hans debutbog, "Vægten af et menneske". I den beskriver han sine oplevelser med at blive far ad tre omgange. Op- og nedturene. Bekymringer. Glæden. Hele spektret, der medfølger, når man fra den ene dag til den anden står med ansvaret for et andet menneske. På siderne og undervejs i interviewet pointerer han flere gange, at han tager udgangspunkt i sine egne erfaringer, som stammer fra en heteroseksuel mand i en kernefamilie. Alligevel synes han at kunne ane en bevægelse, såvel på sociale medier som i sin omgangskreds, fædregrupper, litteraturen og den offentlige debat, hvor mænd inden for de seneste år i højere grad end tidligere sætter ord på, hvad tilværelsen som forælder gør ved dem. Far, mor og børn er ikke en leg Betegnelsen "faderrolle" irriterer Mikkel Kryger en smule. I hans optik bruges den vidt og bredt, mens der sjældent henvises til ordet "moderrolle", når diverse samtaler eller diskussioner drejer sig om at have børn. Og det tydeliggør ifølge ham, hvordan der herhjemme eksisterer nogle meget forskellige udlægninger af, hvad det vil sige at være forælder. "Vi siger 'faderrolle', som om det er en rolle, man tager på sig. Som ikke falder en naturligt – i modsætning til moderen. Og det er hele pointen: Vi skal derhen, hvor det at være far ikke er en rolle," forklarer han. Selv havde han længe en fornemmelse af at føle sig magtesløs og utilstrækkelig. På et tidspunkt blev alt det erstattet med en tro på, at han er vældig værdifuld. Ikke blot over for sine børn, der i dag er henholdsvis tre, seks og otte år, men også over for sin hustru. Og den indsigt ville han gerne have haft i begyndelsen af sit faderskab. "Jeg underkendte og devaluerede mig selv ekstremt meget. Slog mig selv oven i hovedet. 'Du er fuldstændig overflødig. Der er ikke nogen grund til, at du er her,' kunne jeg finde på at sige til mig selv." Han tænker sig lidt om og tyer, lettere modvilligt, igen til det med at indtage en "rolle". Det var det, han fandt ud af, at han gjorde og fortsat gør – dog ikke som en, han fremfører, men derimod en, han udfylder hver dag. "Som far spiller man selvfølgelig ikke hovedrollen hele tiden, men man er nødt til at træde ind på scenen og være der lige så meget som sin partner. Man skal turde at tage plads. Og det kræver en selvtillid, der ikke er givet på forhånd," siger han. Den universelle symbiose Efter fødslen i 2018 gik der flere uger, før Mikkel Kryger blev spurgt om, hvordan han havde det. Det skete i en e-mail fra Københavns Kommune, som sendte et spørgeskema ud med henblik på at screene forældreparret for efterfødselsreaktioner. Spørgsmålene opholdt han sig længe ved, eftersom de gav ham mulighed for faktisk at forholde sig til sine følelser. "Hvis vi fædre begynder at fortælle hinanden om alle de fede oplevelser, vi kan få, når vi tør at træde det ekstra skridt frem, får vi måske endnu mere forærende," står der mod slutningen af "Vægten af et menneske". Foto: Simon Knudsen En ting var, at han selv havde svært ved at formulere, hvad der foregik inde i ham. Noget andet er, at mænd i deres indbyrdes venskaber for ham at se bør blive bedre til dels at lukke hinanden ind i de tanker, et barn afføder, dels at spørge mere åbent om, hvordan det går på hjemmefronten – og så derefter være i stand til at blive i det alvorlige og sårbare. Træmanden skal smides over bord, som han siger. "Jeg tror ligeledes, at kvinder og hele systemet har et ansvar. Det handler om at give mænd plads; at vise os den værdi, vi har. Slet og ret frigive lidt mere luft til os og stole på, at vi gør det så godt, som vi overhovedet kan. Vi kan hverken føde eller amme, nej. Men det betyder ikke, at vi skal reduceres til praktiske grise, der kun bidrager ved at lave kaffe og hente morgenbrød." Nogle ville nok kalde alt det her en kende selvisk. Du skriver også om misundelse og jalousi i bogen, fordi al fokus var rettet væk fra dig og hen mod moderen og barnet. Hvordan skal det forstås? "Jeg så for nylig et opslag på Instagram, hvor en kvinde delte, at hun havde født. Og så skrev hun noget om, at mænd aldrig kommer til at forstå den symbiose, hun befandt sig i. Det blev jeg simpelthen så ked af. For jeg kan godt forstå det. Jeg synes ikke, man kan differentiere mellem vores følelser. Måske opfattes det af nogle som selvisk, og det er da også en ubehagelig følelse, som jeg ikke har lyst til at have. Men sådanne fortællinger bliver selvforstærkende, og de er med til at underminere fædres evner til at knytte sig til deres børn." Forandringen begynder i det små, tror han. Et forslag kunne være at kalde det "forældreforberedelse" frem for "fødselsforberedelse", således at der allerede under graviditeten skabes et rum, hvori begge parter bliver set og hørt. Derudover ville han ønske, at omverdenen i form af familie, venner og sundhedspersonale ikke som automatreaktion havde en forventning om, at han afleverede sit barn til moderen, så snart det græd. For hvis det er tilfældet, påpeger han, lærer man som far aldrig at være rolig, når der er allermest brug for det – og det kan et barn "lugte på lang afstand". Kunsten at finde sig selv Mikkel Kryger var ikke mentalt forberedt på, hvad der ligger i at få børn. Han havde naturligvis en masse forestillinger, men de stemte ikke overens med virkeligheden. Derfor ville han, både før, under og efter fødslerne, gerne have haft flere at spejle sig i. Forhåbningen fra hans side er, at hans bog kan sætte nogle tanker i gang hos nye og kommende fædre. Og egentlig også mødre. Ikke at den kommer til at være samfundsændrende, understreger han, men måske kan hans indsigter "være små byggesten på vejen til en anden fortælling om at blive og være far". Med barn nummer to og tre er han efterhånden blevet rustet til forældreopgaven. Han er vokset ind i den, men i den proces ville han gerne have dvælet mere ved de små øjeblikke, som hurtigt fordufter i hverdagens trummerum. Al praktikken med søvnproblemer og det, der ikke lykkedes, fyldte for meget. Oven i det glædede han sig hele tiden til det nye – at børnene begyndte at kravle, gå, tale og så videre – der lå forude. "Jeg glemte at være i nuet. At man husker sig selv på det, er altafgørende, tror jeg. Det gælder om at nyde det, der sker for øjnene af en. Og fremhæve alle de gode ting i stedet for dårlige. For eksempel sov min ældste søn ikke særlig godt, da han var baby. Det var forfærdeligt, og jeg hadede at skulle være oppe med ham om natten. Men lidt efter lidt begyndte jeg at sætte pris på den tid, vi havde sammen. Bare os to," siger han. Nætterne, der blev deres, ændrede alt for Mikkel Kryger. Han gjorde en forskel. Og det vendepunkt hjalp ham, da hans to andre børn kom til verden. Livet som far er stadig hårdt, men det er også tifold meningsfuldt. Han drømmer endnu om mange ting, men især at børnene vil komme til ham, hvis de en dag bliver forældre og møder den fortvivlelse, vægten af et menneske gav ham. Tryk for at læse mere
Nr. 138
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Tidligere menighedsrådsmedlem kritiserer pride-events: De hører ikke til i kirken Tryk Her
Indsat Onsdag d. 20. November, 2024 07:00:00
Efter 12 års medlemskab af menighedsrådet i Vesterbro Sogn i København er det nu slut for Arne Hjort Nielsen. Han meldte sig i sin tid især i protest mod lukningen af en kirke i storsognet. Generelt kom han ikke meget i kirken, men en kirkelukning var bestemt værd at kæmpe imod. Generelt er det det at være i opposition, der har fyldt mest for Arne Hjort Nielsen i hans 12 år som menighedsrådsmedlem. Arne Hjort Nielsen, hvorfor stopper du i menighedsrådet? Vi havde valgforsamling, og jeg fik ikke nok stemmer, hvilket jeg havde set komme. Jeg har nemlig været en slags opponent mod det øvrige råd og den måde, det bliver kørt på af formanden. Hvad har du kæmpet imod? Forretningsudvalget [en mindre gruppe i rådet] har fået for meget magt, og dermed kommer menighedsrådet ikke til sin ret. Menighedsrådet er blevet til en gruppe frivillige, der kan læne sig tilbage i stolen, i stedet for valgte, der skal tage vigtige beslutninger. Jeg tror, det handler om, at sognet er blevet for stort, og at det dermed er mest effektivt, hvis man ikke skal bruge for megen tid på at spørge menighedsrådene om ting og sager. Den udvikling kunne jeg forestille mig også kommer til andre store byer, det vil være en uheldig tendens. Hvorfor er det så skidt, at arbejdet gøres mere effektivt? Menighedsrådene mister indflydelsen i eget sogn. Forretningsudvalget kører det hele. Dermed mister man det folkelige i folkekirken i den forstand, at indflydelsen på kirkens gøren og laden samles hos alt for få. I Vesterbro Sogn ligger vægten i forretningsudvalget og stiftsrådet. Kirkeministeren har sagt, at han vil tage bøvlet fra menighedsrådene. Men det er jo det samme som at tage ansvaret fra menighedsrådet, som i sin tid stillede op for at tage sig af netop kirkens opgaver. Det er igen en måde, hvorpå der fjernes indflydelse fra det helt nære demokrati i menighedsrådene. Det kan selvfølgelig være gavnligt visse steder på landet, hvor opgaverne er for store. Men generelt er styrken ved menighedsrådene, at de sidder fælles med nogle store opgaver, hvorigennem de kan være med til at forme og bevare en kirke, de kan være stolte af. Er det også konkrete beslutninger, der er taget i Vesterbro Sogn, som du er imod? Det har jeg ikke lyst til at udtale mig så meget om. Men helt generelt oplever jeg, at der sker en for hurtig udvikling i vores sogn. Især fordi man hele tiden prøver at tiltrække nye folk med kirkefremmede elementer, oplevelser og events som Distortion og prides, der efter min mening ikke hører til i kirken. Jeg mener, at man skal være påpasselig med at udvikle sig for hurtigt. Jeg vil gerne passe på kirken, som den er. Men er det ikke positivt, hvis man får flere kirkegængere eller brugere af kirkens tilbud i en tid, hvor det er få, der går i kirke? Jo, det er i sig selv positivt. Men man giver i følge mig køb på nogle ting for at tiltrække nogle nye. Man kan ikke fortænke hverken arrangøren, gæsten eller kirkegængeren i, at kreative og anderledes arrangementer giver folk en god oplevelse. Men jeg mener, at det er meget, meget vigtigt at holde fast i kirkens rødder. Heldigvis er højmessen stadig smuk, som den plejer at være og skal være. Du nævner højmessen. Frygter du ligefrem, at man på et tidspunkt vil tillade, at man ikke skal have samme højmesse alle steder i folkekirken? Jeg frygter, at man kan komme til at søge for meget efter, at kirken skal være populær. I sidste ende kan den værste konsekvens være, at ikke engang højmessen længere er den samme alle steder, fordi man tilrettelægger den efter, at flest muligt skal komme i kirken. Så går man på kompromis med den kernerolle, kirken har, nemlig at forkynde evangeliet. Tryk for at læse mere
Nr. 137
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Skal en sløj hund give betalt fravær? Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 20:00:00
Når børn bliver syge, har forældrene på langt de fleste arbejdspladser mulighed for at tage sig af dem en dag eller to, uden at det går ud over deres løn. Men hvad nu hvis det syge familiemedlem er et dyr? Det spørgsmål skal politikerne i New York City nu tage stilling til. I dag har borgerne i den amerikanske storby ret til et bestemt antal timers sygefravær med løn om året, hvilket kan bruges til sygdom hos en selv og i familien. Den nye lov skal gøre det muligt også at få betalt fravær, hvis hunden for eksempel skal til lægen, hvis katten er kommet til skade, eller hvis kaninen skal vaccineres. Bag forslaget står blandt andre byrådsmedlem Shaun Abreu, som mener, at kæledyr og deres velbefindende i dag har stor betydning for mange borgeres sundhed og trivsel. "Vi ser dyr som en del af vores familie. Arbejdere bør ikke skulle vælge mellem at tage sig af deres dyr og at være i stand til at beholde deres job," siger han til lokalmediet West Side Rag. Lovforslaget i New York City er et eksempel på, hvordan der arbejdes på at tilpasse arbejdsstrukturer til moderne menneskers behov. I USA tager mange virksomheder allerede hensyn til deres dyreglade ansatte ved for eksempel at lade dem tage orlov i den første tid med en ny hundehvalp eller give dem fri til at sørge over et kæledyr, der er gået bort. Det er dog ikke kun på dyrefronten, at retten til betalt fravær diskuteres og udvides. De seneste år har man i flere lande set på ansattes behov for betalt sorgorlov og for at kunne holde fri til at tage sig af ældre familiemedlemmer eller deres eget mentale helbred. Sidste år skabte det også overskrifter internationalt, da Spanien indførte en lov om betalte sygedage til personer med alvorlige menstruationssmerter. Også I Danmark er der de seneste år kommet større fokus på, at ansatte har forskellige behov, siger Nana Wesley Hansen, der er lektor ved forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier ved Københavns Universitet. "Herhjemme bestemmes mange lønmodtageres forhold i overenskomster, og når der skal laves nye overenskomster, spørger fagforeningerne deres medlemmer, hvad de godt kunne tænke sig. Det, de hører i disse år, er et ønske om øget fleksibilitet og mere indflydelse på eget arbejdsliv. Det kan gælde arbejdstider og hjemmearbejde, men også muligheden for at tage fri. Børnefamiliers behov har længe fyldt meget, men i dag har vi også en aldrende befolkning og mange lønmodtagere, der har et plejeansvar for ældre familiemedlemmer." I Danmark taler man ifølge Nana Wesley Hansen ikke om at lave særlige love om kæledyr eller menstruationssmerter, men aftaler, der rammer mange forskellige behov på én gang. Særligt de seneste 10 år har der været fokus på at give lønmodtagere mulighed for at opspare dage, som de selv bestemmer, hvad de vil bruge på. Ved de store overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte i staten, regionerne og kommunerne i år fik ordningen ’Opsparing af frihed’ sit store gennembrud, siger hun. "Idéen er at øge fleksibiliteten for den enkelte ansatte. De opsparede fridage kan for eksempel bruges ved overgangsfaser, som når barnet starter i daginstitution, eller mormor skal på plejehjem," siger hun og tilføjer, at der dog stadig arbejdes på, hvordan ordningen skal fungere. "Der er også modstand fra nogle sider. Den store efterspørgsel på arbejdskraft i Danmark gør for eksempel arbejdsgivere mindre tilbøjelige til at sige ok til mere frihed." Tryk for at læse mere
Nr. 136
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ny tysk film understreger hvorfor Anden Verdenskrig kan noget helt særligt Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 20:00:00
Hvad er der med den krig? Det er kun to måneder siden, at nazipropagandisten Josef Goebbels dukkede op i de danske biografer i ”Føreren og forføreren”. Lige i hælene på ham kom krigsfotografen Lee Miller, der dokumenterede nazisternes grusomheder. Og nu er der premiere på yderligere to film fra Anden Verdenskrig: norske ”Quislings sidste dage” og tyske ”Kærlig hilsen, Hilde”. Er der virkelig flere historier at fortælle om den krig? Selvfølgelig. ”Kærlig hilsen, Hilde” understreger netop hvorfor. Den beretter om to almindelige unge mennesker, der gik over i historien, fordi de turde protestere mod nazismen. De er ikke ligefrem sagnomspundne modstandsfolk, og betydningen af deres heltegerninger er formentlig beskeden. Når de alligevel har fået deres egen film, skyldes det, at de forelskede sig, mens de forsøgte at stikke en kæp i hjulet på Hitlers nationalsocialistiske maskine. Deres kærlighed er som en spæd lyserød forårsblomst på en mudret slagmark. Det er det, Anden Verdenskrig er fremragende til: at fungere som et spejl for 2024. Verdenskrigen er så ekstrem en fortælling, at alt det, vi kender og mener at forstå, kan vrides ud på overdrevet og ses fra nye vinkler i krigens lys. Goebbels var Donald Trump i yderste potens. Lee Miller trodsede kønsrollerne og udviste et usædvanligt mod. Og med en systematik af en hidtil uset destruktivitet som bagtæppe står Hilde og Hans Coppis kærlighed i ”Kærlig hilsen, Hilde” i et forbavsende skarpt lys. Den 71-årige instruktør Andreas Dresen fortæller sin historie om Hans og Hilde ad to spor. Det ene følger Hilde Coppi, der bliver arresteret og derefter anklaget for at have kommunikeret med den russiske fjende og spredt løbesedler med anti-nazistisk propaganda. Senere får vi at vide, at både Hilde og Hans er medlemmer af den kommunistiske modstandsgruppe "Rote Kapelle". Og scene for scene viser filmen Hilde, der kommer i fængsel, føder sit og Hans’ fælles barn og forsøger at give den lille et godt liv med truslen om henrettelse hængende over hovedet. I det andet spor fortæller Andreas Dresen baglæns. Scene for scene ser vi "Rote Kapelle" udføre deres modstandsarbejde, som til forveksling ligner en flok gymnasieelever, der camperer ved en skovsø og danser og fester, mens de distribuerer anti-nazisme. Helt så ungdommeligt naive og kåde har Rote Kapelle formentlig ikke været. Hilde var trods alt 33 år, da hun blev arresteret. Og Hans var 25. Men Dresens pointe er klar: Her er et par forelskede unge mennesker, fyldt til randen med mod på livets glæder – men truet af en ideologi, der er optaget af at føre krig og udrydde uønskede elementer. Til sidst løber de to spor ud ved siden af hinanden – med hjerteknusende effekt. I det ene spor hilser generte Hans og Hilde for første gang på hinanden til en sommerfest. Hvad der sker i det andet spor, vil være synd at afsløre, men det understreger menneskesynet i den nazistiske systematik med den største tænkelige tydelighed. De tyske borgere var ikke mennesker, men potentielle maskinpassere, kroppe med en funktion, krumtapper i et stort maskineri. Hvis borgerne ikke var indstillet på at finde den plads, havde maskineriet kun ét køligt svar: destruktion. Det viser ”Kærlig hilsen, Hilde” med en overlegen præcision. Der er ikke behov for at smøre tykt på med melodrama. Alt bliver serveret tørt, knapt og præcist. Liv Lisa Fries, der har hovedrollen i serien ”Babylon Berlin”, er nærværende og levende som Hilde Coppi. Og til sidst, da den spæde forårsblomst på slagmarken står alene tilbage, kan vi tydeligt se, hvor utrolig smukt et væsen den er, den der fine og spinkle kærlighed.Det er den slags, Anden Verdenskrig kan. Kærlig hilsen, Hilde. Instruktion: Andreas Dresen. Manuskript: Laila Stieler. Kamera: Judith Kaufmann. 125 minutter. Tyskland 2024. Tryk for at læse mere
Nr. 135
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Mens andre studerende fordybede sig i malerier, fik hun øje for fotografiet. Ingrid Fischer Jonge gjorde det til en national kunstart Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 19:00:00
Allerede tidligt i livet var Ingrid Fischer Jonge så glad for at læse, at hun vidste, hun ville på universitetet. At hun som datter af en fynsk socialdemokratisk DSB-funktionær ikke var født direkte ind i den akademiske verden, skulle ikke holde hende tilbage. Dét lå dybt i den kultur, hun er rundet af. Når hun læste, var hun næsten endnu mere glad for at kigge billeder. Så da hun fandt ud af, at der på universitetet fandtes et fag, der hed kunsthistorie, var det den vej, hun valgte. Om det nogensinde ville føre til beskæftigelse, anede hun ikke. Valget faldt på Københavns Universitet, for det var ovre i hovedstaden, alle de store kunstmuseer var. Men mens alle de andre studerende fordybede sig i malerier og skulpturer, fik hun øje for en del af billedkunstens verden, som dengang end ikke fyldte et lille hjørne af det samlede pensum. "Mens mine studiekammerater fordybede sig i italiensk renæssance, var det en skelsættende oplevelse for mig, da jeg på en tur til Stockholm så en udstilling med værker af den amerikanske fotograf Diane Arbus. Så jeg besluttede på stedet, at min afsluttende magisterkonferens skulle handle om fotografi," fortæller Ingrid Fischer Jonge, der i morgen fylder 70 år. At beslutningen skulle få vidtrækkende konsekvenser for hendes liv er i dag åbenlyst. Fotografi som kunstart har været den røde tråd i hele hendes liv, og hun har både stået i spidsen for Det Nationale Fotomuseum under Det Kongelige Bibliotek og senere for Museet for Fotokunst på Brandts Klædefabrik i Odense. Det kunne ligne en velgennemtænkt karriereplan, men det var det ikke, forsikrer hun. Det begyndte egentlig bare med, at hun fik et studenterjob, som gik ud på at få styr på instituttets fotosamling, som bestod af fotos fra 1800-tallet indsamlet af professor Christian Elling. Hun var også kunstanmelder ved Kristeligt Dagblad, inden hun i 1994 fik job på Det Kongelige Bibliotek. Ligesom på universitetet gik jobbet i første omgang ud på at ordne og modernisere en gammel samling af fotografier, men ambitionsniveauet steg, og i takt med at det nye kongelige bibliotek i Den Sorte Diamant tog form, tog Ingrid Fischer Jonge med direktør Erland Kolding Nielsens opbakning initiativ til at omdøbe billedsamlingen til Det Nationale Fotomuseum. Et navneskifte, der var med til at sikre samlingen international opbakning og genren kunstfotografi national anerkendelse som kunstart. "Navnet gav samlingen en tyngde, som jeg syntes, den kunne bære, og jeg sørgede for at fotografierne fik samme behandling, når de skulle indrammes, som de gamle kobberstik," fortæller Ingrid Fischer Jonge. I årenes løb fik hun skabt landets største samling af moderne dansk og internationalt fotografi, som supplerede den eksisterende samling af ældre fotografi, som Bjørn Ochsner havde grundlagt i 1960’erne. Hun slår fast, at hun ikke selv fotograferer. Det overlader hun til professionelle. Men hun har haft en livslang fascination af de særlige egenskaber ved fotografiet som kunstart. "Det interessante ved fotografiet er dets tilknytning til virkeligheden. Engang troede man, at fotoet var virkeligheden. Det er det jo ikke, det er en forestilling om virkeligheden. Men det er en udtryksform med sine egne helt særlige muligheder for at forholde sig til eksistensen," siger Ingrid Fischer Jonge. Skiftet til Museet for Fotokunst i 2007 skyldtes dels nedskæringer i København, dels det tillokkende i at få sit helt eget museum at være direktør for. Selvom hun er fynbo, var det derimod ikke beliggenheden i Odense, der var en attraktion. Hun er blevet boende i hovedstaden, også efter at hun i 2008 blev gift med en museumsdirektør fra Esbjerg, Morten Hahn-Pedersen. Titlen som direktør for sit eget museum forsvandt i 2013 i forbindelse med en større kommunal museumssammenlægning, og selvom hun blev tilbudt en anden stilling, foretrak hun at forlade museet. Siden har hun arbejdet på et forskningsprojekt med støtte fra Novo Nordisk Fonden om dansk fotografi i årene 1970-1990. Et projekt, som hun er ved at lægge sidste hånd på og håber vil udkomme i bogform i en ikke alt for fjern fremtid. Når det er sket, kunne man måske tro, at hendes plan er at pakke sammen og bruge resten af livet på rejser, litteratur og hendes store interesse for klassisk musik og opera. Men sådan er det ikke, siger hun: "Jeg har faktisk et andet projekt på køl, som jeg håber, hovedet holder til at føre ud i livet. Det med at lade mig pensionere er jeg ikke så god til." Tryk for at læse mere
Nr. 134
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Lovløsheden spreder sig i Gaza Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 18:30:00
Hvad er de seneste meldinger om levering af nødhjælp til Gaza? Efter at USA i ugevis igen har bedt Israel om at øge mængden af nødhjælp til civilbefolkningen i Gaza, er der tegn på, at Israel er begyndt at lade et højere antal lastbiler krydse grænsen. Især med fødevarer til civilbefolkningen. Men i løbet af weekenden blev 98 ud af 109 lastbiler, ifølge FN's særlige flygtningeorgan UNRWA, kapret og plyndret af væbnede grupper. Mange af lastbilerne blev beskadiget, adskillige chauffører blev såret, og store dele af nødhjælpen endte i de forkerte Gaza-indbyggeres hænder. Men lignende hændelser er blevet dokumenteret tidligere. Er der noget særligt forbundet med de seneste kapringer af nødhjælpen? Hvad der skete i weekenden, er den seneste udvikling i det efterhånden 13 måneder lange skænderi om nødhjælp til Gazas civilbefolkning. Hvad er den seneste udvikling? Der er flere nye aspekter i forbindelse med weekendens kapring af nødhjælp. Den ene er, at UNRWA officielt siger, at nødhjælpen er blevet kapret. Den anden er, at den militante palæstinensiske bevægelse Hamas i Gaza meddeler, at man har angrebet og dræbt omtrent 20 af de personer, der var med til at kapre lastbilerne. Hamas beskylder disse for at tilhøre kriminelle klaner. Og endelig konkluderer et internt FN-referat, som avisen Washington Post er i besiddelse af, at “de grupper, der kaprer lastbilerne, nyder den israelske hærs beskyttelse”. Og at kapringen fandt sted i områder, der kontrolleres af den israelske hær, IDF. Hvordan adskiller det sig fra de tidligere og hyppige kapringer af lastbiler med nødhjælp? Fra krigens begyndelse i efteråret 2023 har et af Israels store problemer været, at Hamas-medlemmer kaprede lastbiler med nødhjælp. Det betød nemlig, at Hamas først fyldte sine egne lagre med varer og herefter solgte resten videre på det sorte marked til overpriser. På den måde bevarede Hamas en betydelig indtægt og en del af sin styrke i krigens mange første måneder. Dette var naturligvis først og fremmest en byrde for civilbefolkningen, der gik glip af store mængder nødhjælp og som måtte betale overpris for de resterende produkter. Hvordan skal den nyskabte situation så forstås? Er det virkelig ikke længere Hamas, der plyndrer lastbilerne? Det er meget vanskeligt at sige med sikkerhed. Men meget tyder på, at det er grupper – kriminelle bander – der ikke har tilknytning til Hamas, som står for den seneste kapring og plyndring. Dels fordi bandeledere selv udtaler sig til en række medier, dels fordi Hamas, i modsætning til tidligere, reagerer meget voldsomt på den seneste udvikling. Reagerer Hamas hårdt, fordi det er andre, der plyndrer? Meget tyder på det, ja. Hvis Hamas ikke selv er i stand til at plyndre de humanitære konvojer længere – og andre gør det i stedet – er det et tegn på, at Hamas er svækket. Og det kan også være forklaringen på, at Israel måske ser gennem fingrene med de seneste kapringer. For set fra Israels side er det til enhver tid bedre, at kriminelle bander plyndrer nødhjælpen, end at terrorbevægelsen Hamas gør det. Den omfattende plyndring fremstiller også UNRWA som ude af stand til at levere nødhjælp i selve Gaza. Dette styrker den israelske regerings argument om, at andre organisationer kan udføre nødhjælpsarbejdet bedre end UNRWA i Gaza. Hvad betyder den udvikling for Gaza og for civilbefolkningen? Det betyder, at Gaza i stigende grad er et område, der præges af lovløshed. Hamas' kontrol er svækket, og der er endnu ikke skabt, udpeget, valgt eller foreslået en ny administration, der kan eller skal tage sig af alle de humanitære udfordringer. Ikke på nuværende tidspunkt og ikke for tiden efter krigens mulige afslutning. Israels rolle forbliver udefineret, så længe krigen endnu ikke er afsluttet, og derfor spås de kommende måneder at blive mere af det samme for civilbefolkningens vedkommende. Nogle gange er der tilstrækkeligt med nødhjælp, madvarer og andre produkter på markedet i Gaza. Andre gange er der mangel på varer. Enten fordi lastbiler plyndres, fordi Hamas eller kriminelle bander stjæler varerne, fordi chauffører ikke tør køre lastbilerne, eller fordi Israel ikke lader tilstrækkeligt mange lastbiler krydse grænsen. Tryk for at læse mere
Nr. 133
K_artikler Opdater⟳ ☝️
AI-skabt børneporno sender mand i retten: Er loven rustet til den digitale virkelighed? Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 18:15:00
Ved hjælp af kunstig intelligens har han fodret en computer med en masse data, der er blevet brugt til at skabe lignende indhold. Men fordi der er tale om seksuelt krænkende billeder af børn, er der blevet rejst en sag, og derfor mødte manden i går op i Randers Byret. Her erkendte han sig skyldig i at have skabt og solgt de falske billeder af børn. Men da han skulle forholde sig til, hvorvidt det var ulovligt, var tonen en anden. "Han kunne ikke se, at han havde handlet ulovligt. Han fortalte, at han hverken vidste eller troede, at det var ulovligt at dele billederne, fordi der var tale om AI-generet materiale," siger Jesper Rubow, der er anklager i sagen. Sagen genoptages i Randers Byret, men hvornår vides endnu ikke. At man ikke har kendskab til loven, betyder dog ikke, at man kan undgå straf. Tværtimod. Det understreger Miriam Michaelsen, der er advokat med speciale i digitale krænkelser og forperson i Medierådet for Børn og Unge. Hvad angår den konkrete sag forklarer hun, at det må formodes, at de kunstigt fremstillede billeder af børn er skabt ved brug af ægte billeder af børn, hvilket i hendes optik skærper sagens alvor. "Det er ulovligt at være i besiddelse af og dele overgrebsmateriale af børn," siger hun og uddyber: "Når materialet først florerer på internettet, kommer det til at ryge ind i en pulje af overgrebsmateriale, som gør omfanget voldsommere, fordi mere materiale kan medføre større efterspørgsel." Også Rikke Gade, der er lektor i kunstig intelligens ved Aalborg Universitet, vurderer, at ægte billeder af børn er en forudsætning, hvis man vil skabe vellignende materiale, selvom det er kunstigt fremstillet. "Selvom billederne ikke viser bestemte personer, vil de formentlig se realistiske ud, fordi de bygger på en database af ægte billeder. For at lave kunstigt, men vellignende børnepornografisk materiale, er man nemlig nødt til at bruge virkeligt træningsmateriale," siger Rikke Gade. Når kunstig intelligens og AI-værktøjer bliver indblandet i sager om børnepornografi, kan det skabe en juridisk gråzone, forklarer Miriam Michaelsen. Og det skyldes, at den danske straffelov ikke nødvendigvis forholder sig til den digitale udvikling. For selvom straffeloven fastslår, at det er ulovligt at optage og producere seksuelt materiale af børn under 18 år, ligesom det er ulovligt at være i besiddelse af- og udbrede overgrebsmateriale af børn, er det ifølge Miriam Michaelsen vigtigt at tage højde for, at paragrafferne er lavet i en tid, hvor "det var rigtige børn, der blev udsat for overgreb." Betyder det, at vi ser ind i en fremtid, hvor der er behov for at rykke de juridiske grænser? "Uden tvivl. Sagen er et eksempel på, at vi har en digital virkelighed, der er anderledes end den virkelighed, der var på det tidspunkt, hvor lovgivningen blev lavet og skrevet. Med sagen kommer retten til at tage stilling til, om sager som denne passer ind i den gældende lovgivning, og om der er behov for fra lovgivers side at ændre på de retlige rammer." Tror du, at der bliver behov for en ændring af loven? "Jeg har tidligere set sager, der ud fra et etisk og rimelighedsprincip burde have ført til straf, men som ikke gjorde det, fordi de ikke passede ind i lovgivningens eksisterende rammer. Det interessante i denne sag bliver, om man vil kategorisere materialet som overgrebsmateriale i strid med straffeloven, eller om man konstaterer, at der ikke er nogen specifikke ofre, der kan identificeres." Bekymring hos Red Barnet I løbet af de seneste år er der sket en stigning i antallet af sigtelser for besiddelse af seksuelt materiale af børn under 18 år. Mens der i 2019 blev rejst 324 sigtelser, blev der sidste år rejst 1510 sigtelser. Det viser tal fra Rigspolitiet. I den forbindelse har Red Barnet fremsat en række initiativer med henblik på at styrke indsatsen mod seksuelt krænkende materiale af børn. For når det er blevet lettere at producere vellignende computergeneret materiale, stiller det samtidigt højere krav til børnebeskyttelsen, siger Per Frederiksen, der er psykolog med fokus på digitale krænkelser og overgreb i Red Barnet. "Vi skal sikre, at vi sætter hegnspælene op på en måde, så tvivlen kommer børnene til gode. Børn har ret til ikke at blive gjort til seksuel genstand for voksne," siger han. Han mener, at den konkrete sag om de 36.000 kunstigt fremstillede seksuelle billeder af børn er et eksempel på, at vi befinder os i en “kompliceret gråzone”, fordi AI-værktøjerne er blevet så gode, at det i dag er svært at skelne mellem ægte og uægte materiale. "Det er ikke længere så sort-hvidt, og det sætter krav til lovgivningen, som bør være tydeligere i sager om computergeneret materiale af børn, der er virkelighedstro og som har et tydeligt seksuelt formål," siger Per Frederiksen. Sagen om den 29-årige mands AI-skabte børneporno er den første af sin slags i dansk retshistorie og viser, at det kan lade sig gøre at producere store mængder materiale, der viser overgreb mod børn – og det bekymrer Per Frederiksen: "Jeg frygter, at den voldsomme stigning i mængden af computergenerede materiale af børn, som vi ser, skubber til vores forståelse og accept af overgrebsmateriale af børn. Det skal ikke være normalt, at man støder på den type materiale. Det må ikke blive normalt." Tryk for at læse mere
Nr. 132
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Danmark er blevet mere religiøst polariseret Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 18:00:00
Det har de lagt mærke til i Religion og Samfund, et mødested for gejstlige ledere i Danmark, samt i Folketingets Kirkeudvalg, og derfor har de onsdag i fællesskab indkaldt til en høring om at begrænse religiøs polarisering. “Siden krigen i Gaza brød ud, er den religiøse polarisering blevet meget skærpet. Det bliver fremstillet som om, at det er jøder på den ene side og muslimer på den anden. Både i de religiøse miljøer, på sociale medier og fra politisk side bliver fronterne trukket op,” siger Nik Bredholt, sekretariatsleder i Religion og Samfund, uden dog at kunne understøtte det med tal. Der har dog på det seneste været flere eksempler på konflikter med religiøst afsæt. I slutningen af oktober skulle muslimske organisationer mødes med to ministre og tale om antisemitisme, men muslimerne aflyste. Det gjorde de på grund af et interview i Jyllands-Posten, hvor ministrene langede ud efter islamiske ledere for ikke at gøre nok for at forhindre terrorsympati og antisemitisme. I Haderslev har en imam trukket sig fra samarbejdet med folkekirken. Og overalt i landet bliver særligt jøder udsat for hadforbrydelser. Trukket sig fra dialogEt andet udtryk for religiøs polarisering relaterer sig til den undersøgelse blandt muslimer, som Jyllands-Posten foretog for omkring en måned siden. Her svarede hver tredje af de adspurgte muslimer, at terrorangrebet mod Israel var “en berettiget handling”, og to ud af tre ville ikke acceptere, at deres barn var homoseksuelt. For nylig udtalte statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview i avisen, at hun ser en kobling mellem holdningerne og islam. Det kommenterede imam ved Dansk-Islamisk Center Naveed Baig på i et opslag på Facebook, hvor han opfordrede statsministeren til at mødes med ham. Naveed Baig mener, at der i Danmark helt generelt er en frygt over for religion, som i sig selv kan være polariserende. Og at religioner også kan være fremmedgørende over for folk, der ikke er religiøse. Men han har oplevet, at polariseringen, særligt mellem jøder og muslimer, er blevet større. Han ser derudover en polarisering mellem politikere og muslimer. “En del danske muslimer føler, at der er en dobbeltmoral hos politikerne i forhold til krigen i Ukraine og krigen i Gaza. At menneskeliv ikke er lige meget værd. Det hykleri har gjort, at de føler sig udenfor og ikke hørt, og det skaber afstand,” siger han. Der er flere eksempler på muslimer, der har trukket sig fra møder og aftaler. Eksempelvis mødet med ministrene i oktober. Er det ikke også at bidrage til polariseringen? “Der har længe været en stor villighed fra muslimske samfund til at mødes med politikere, og det har ikke altid været gengældt fra politikernes side. Når ministrene i denne sag går ud og saboterer mødet, så har de også et ansvar. De ved godt, at når man skal have en ligeværdig dialog, så skal man ikke svine de andre til, før dialogen overhovedet er begyndt. Så for mig at se var aflysningen et nødvendigt skridt,” siger han. Et kæmpestort problemIfølge by-, land- og kirkeminister Morten Dahlin (V) er der heller “ingen tvivl om”, at krigen i Mellemøsten har skabt flere spændinger mellem religiøse grupper. “De spændinger viser sig ofte i udfald og overfald på vores jødiske medborgere. Det er et kæmpestort problem, at der er nogle mennesker, der ikke forstår, at krigen i Mellemøsten ikke skal gå ud over danske jøder. Visse muslimske miljøer og den yderste venstrefløj begår antisemitiske handlinger,” siger han. Morten Dahlin kan godt genkende, at der er en øget polarisering mellem muslimer og politikere, "men det er fordi, det er svært at komme i dialog med visse repræsentanter fra de muslimske samfund,” siger han med henvisning til det møde, som muslimske organisationer aflyste. Men bidrager du ikke også til polariseringen ved at koble muslimske samfund med terrorsympati og antisemitisme? “Nej, det synes jeg ikke, fordi det er jo sandheden. Alle kan se, at antisemitisme desværre blomstrer i visse muslimske miljøer,” siger kirkeministeren. Selvom konflikten i Mellemøsten ikke kun er en religiøs konflikt, ser vi det sådan i Danmark. Det siger Peter Lodberg, teolog ved Aarhus Universitet og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. “I Danmark ser folk fra Mellemøsten som muslimer,” siger han. Peter Lodberg oplever nemlig, at krigen i Gaza skærper en mangeårig diskussion om danske muslimers deltagelse i samfundet. "Vi ser i bund og grund ikke de historiske og politiske elementer, der ligger så dybt nede i konflikten i Mellemøsten. Vi ser ikke nuancerne," vurderer Peter Lodberg. Tryk for at læse mere
Nr. 131
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Børns Vilkår: Dybt alarmerende, at 6 ud af 10 børn ikke kender børnekonventionen Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 18:00:00
Det er svært for et barn at råbe op og række ud efter en voksen, hvis ikke det kender sine rettigheder og ved, at det har krav på hjælp. Derfor er det dybt bekymrende, at 6 ud af 10 elever ikke har kendskab til FN's Børnekonvention. Tallene er fra de seneste data, som Børns Vilkår har indsamlet i forbindelse med vores rettighedsworkshops på mellemtrinnet og i udskolingen. I alt er 823 elever blevet spurgt, hvor meget de ved om børnekonventionen. Og for størstedelen af eleverne er svaret: "Ingen viden". Er det et problem, vil man måske spørge. Børn har det jo godt her i Danmark. Alle har adgang til uddannelse og gratis lægehjælp. Her er ingen krig, og alle har tag over hovedet. Men ja, det er et problem. Det er nemlig langt fra alle børn i Danmark, der oplever den tryghed og omsorg, de har ret til ifølge FN's Børnekonvention. Næsten hver fjerde elev i 8. klasse har været udsat for fysisk vold fra en eller flere forældre. Det er mange i et land, hvor vold mod børn og unge blev gjort ulovligt for mere end 25 år siden. Samtidig bliver børn og unge dagligt udsat for billeddeling, grooming og afpresning for penge eller seksuelt materiale online. Og trods retten til at blive hørt og inddraget, bliver børn og unge fortsat ikke inddraget nok, når kommunerne for eksempel behandler børnesager. Det og en lang række andre brud på børns rettigheder fremgår blandt andet af Børns Vilkårs årlige rapport "Svigt af børn i Danmark". Når en voksen krænker et barns rettigheder, skal barnet vide, at det ikke er i orden. Det skal vide, at det har krav på hjælp. Ellers stiller vi barnet i en endnu mere sårbar situation. Fra vores samtaler på BørneTelefonen ved vi, at skyld og skam fylder hos de børn, der bliver udsat for vold og omsorgssvigt. Mange bebrejder sig selv og siger for eksempel: ”Jeg skulle også bare have ladet være med at spilde mælk på gulvet. Hvis ikke jeg havde gjort det, havde far aldrig slået mig.” Det er også vores erfaring fra BørneTelefonen, at mange børn, der oplever utryghed i hverdagen, ikke ved, hvad de kan gøre for at ændre på deres situation. En 14-årig pige beskriver det sådan her: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Min far er alkoholiker, og det har han været i mange år. Han bliver meget voldelig, og tit er det mig, der skal stoppe ham i at prøve at slå min mor.” I dag er rettighedsundervisning i folkeskolen en del af det obligatoriske, men timeløse fag "Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab". Men eftersom 6 ud af 10 elever ikke kender FN's Børnekonvention, tyder noget på, at det ikke bliver prioriteret. Derfor er det i høj grad et politisk ansvar at sikre, at rettigheder bliver gjort obligatorisk i de skemalagte fag i grundskolen. Både som fagligt indhold og som en tilgang, hvor elevernes rettigheder bliver tilgodeset i måden, undervisningen bliver tilrettelagt på. Børnekonventionen bør inkorporeres i hele skolegangen og måden at tænke på. Det er ikke nok med en emneuge eller en enkelt time på skemaet. Ved at give børn kendskab til deres rettigheder giver vi dem mulighed for at handle og række ud efter en voksen. Det er med til at give børnene en følelse af, at de er noget værd: at de har ret til at blive hørt og ret til at blive hjulpet. Og samtidig giver det børnene et sprog for at kunne tale højt om de svigt, de oplever, enten derhjemme, i skolen eller i den digitale verden. Lad os derfor bruge den internationale børnerettighedsdag den 20. november – som også er dagen, hvor Børnekonventionen fylder 35 år – som anledning til at forpligte politikerne på at implementere Børnekonventionen. Ikke blot i den daglige undervisning, men i alle aspekter af børnenes liv. Børn skal vide, at det er de voksnes ansvar at beskytte dem. Aldrig børnenes. Rasmus Kjeldahl er direktør i Børns Vilkår. Tryk for at læse mere
Nr. 130
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Tidligere formand for Klassikerforeningen: Tre argumenter for at beholde tilskuddet til latin og græsk i gymnasiet Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 18:00:00
I øjeblikket forhandler de politiske partier om finansloven. En forsvindende del heraf drejer sig om cirka 450.000 kroner, som et gymnasium kan få, hvis det opretter en studieretning med latin og græsk, samlet set årligt cirka fem millioner kroner i statsbudgettet, en dråbe i det økonomiske hav. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har meddelt, at han vil fjerne dette tilskud. Det skal være ens for alle, ingen fag skal have tilskud, gymnasierne kan bare oprette studieretninger med latin og græsk, hvis de synes, det er vigtigt. Realiteten er, at det kan gymnasierne ikke, for de har været underlagt sparekrav i mange år og har ikke råd til at oprette små studieretninger med cirka 10 elever uden dette tilskud. Her er tre argumenter for at beholde tilskuddet: Økonomi: Hvis man begynder på et studium, der kræver latin og græsk, for eksempel teologi, men uden at have haft disse sprog i skolen, skal man bruge ét år længere på sit studium for at lære dem, og til dette år får man SU. Studerende, der allerede har haft latin og græsk i skolen, behøver ikke et ekstra studieår. Dermed sparer staten SU, og de studerende sparer tid og kommer hurtigere gennem studiet. Argumentet med ”ens for alle” er i øvrigt stik imod regeringens generelle politik, for regeringen yder for eksempel et stort særtilskud til færger til småøer for at ligestille færgefart og landevejskørsel. Demokrati: Hvis ingen i Danmark kan læse latin og græsk, kan vi ikke længere læse de antikke græske tekster, der som de første i Europa formulerer vigtigheden af demokrati og de demokratiske idealer. Vi kan heller ikke læse alle de tekster, der er en del af grækernes demokrati-diskussion og danner grundlaget for mange af universitetets fag i dag. Jeg nævner i flæng: retorik, filosofi, drama, historieskrivning, samfundsvidenskab, litteraturkritik og så videre. Der vil ikke være nogen inden for disse fag, der kan læse de kilder, som deres fag udspringer fra. Dansk kulturhistorie: Endelig vil vi heller ikke kunne læse alle de tekster, der i Danmark er skrevet på latin, og det er ikke så få. Latin og den antikke kultur har nemlig været med lige fra Danmarks begyndelse. Da kristendommen kom til Danmark omkring år 1000, fik vi både de latinske bogstaver, den romerske kalender samt bøger. De første håndfæstninger i Danmark er skrevet på latin, Kirkeordinansen, Danmarks kirkelige grundlov fra 1537, blev først skrevet på latin og herefter omarbejdet til dansk. Kongeloven, Danmarks første grundlov fra 1665, blev ligeledes først skrevet på latin, og et så grunddansk ord som grundlov er i virkeligheden en oversættelse af det latinske lex fundamentalis. I perioden 1100-1750 er op mod halvdelen af den danske litteratur skrevet på latin. Hvis det mikroskopiske tilskud til gymnasiernes latin/græsk-studieretning fjernes, må Socialdemokratiet påtage sig ansvaret for at have afskåret os fra denne del af den danske og europæiske kulturhistorie. Så skal vi have hjælp af andre til at læse, hvad vores danske forfædre har skrevet, og hvordan demokratiet opstod. Rasmus Gottschalck er tidligere formand for Klassikerforeningen. Tryk for at læse mere
Nr. 129
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Man kan ikke andet end trække på smilebåndet ad Anette Abrahamssons samtidskunst. Men der er en grundtone af alvor Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 18:00:00
Anette Abrahamsson (født 1954) har levet det meste af sit kunstnerliv på Nørrebro i København, og det var med gruppen De Unge Vilde, at hun slog sit navn fast som maler i de tidlige 1980’ere. Ikke som en af de højrøstede og hurtigmalende, fordi hendes talent for farver, komposition og stoflighed antydede, at der lå en eftertænksomhed bag hvert et penselstrøg. Det var nemlig med en ballast som væver – det er et fag, der kræver tålmodighed – at hun entrede den nye kunstscene, mens tiden på Kunstakademiet vrimlede med franske filosoffer og vældige energier.Nogle af de ekspressive malerier fra den vilde periode kan ses på Fuglsang Kunstmuseum, hvor kunstneren vises i retrospektivt udtræk under titlen ”Female muses”. Og det er en fin titel, fordi det ældre værk har sine figurative ansatser og helteepos, mens den nyere Anette Abrahamsson har bevæget sig i en naturlig og domestisk retning. Her er billeder af hunde og venner, nære bekendtskaber, der med finfølelse bliver bragt ind i en kunsthistorisk sammenhæng, fordi kunstneren læner sig op ad tidligere tiders mesterværker uden dog at kopiere. Hun giver nogle pointer videre om inspirationen via sit møjsommelige arbejde med æggetemperamaleriet, det er tørt og til tider ret humoristisk, men med en skøn smittende varme, der ikke skal forveksles med naivitet.For maleriet har hos Anette Abrahamsson undergået lidt af en forvandling i tidens løb. Efter det ekspressive, nærmest selvlysende maleri kom en periode med cool, næsten upersonligt mønstermaleri, der måske lå i tråd med, at hun havde et andet og mere eksistentielt og spirituelt sigte med maleriet, end det vilde figurmaleri kunne tilbyde. Herefter skete en bevægelse tilbage mod kernen. Det figurative. Men nu i en afklaret form. Hele vejen igennem har det været kunsthistoriens værker, der lyste ind i hendes værksted. Fra 1980’erne, hvor det kunne være Artemisia Gentileschi, hvis billede fra omkring 1620 dannede forlæg for Abrahamssons ”Judith halshugger Holofernes”, over Piet Mondrians ”Broadway Boogie-Woogie” fra 1942-1943, der fungerede som pejlepunkt for seks års cool Abrahamsson-maleri, til nutidens fine ”Self-portrait in the studio” malet i 2020, hvor kunstneren har kigget ind i malerens atelier, blandt andet hos Gustave Courbet, og hentet sin inspiration. Blot nu med kvinder som hovedfigurer sammen med kunstnerens egne malerier, der står omkring dem.Man kan ikke andet end trække på smilebåndet ad en titel som ”Dansk-svensk gårdhund” malet i 2009 eller de øvrige hundebilleder på udstillingen. Hendes egen ”Lui” er eksemplet på, hvordan en korthåret ”herre” således optræder i de kvindelige musers salon uden at vække opsigt. Også blomsterbilleder er der flere af. Anemonen ”Mosippa”, som kunstneren betragter som sart og feminin med den viden in mente, at blomsten også har været brugt som brækmiddel grundet dens giftighed. Anette Abrahamsson twister motiver og bruger ofte symbolik og sin nysgerrighed som ledetråde for værkerne. Selv solsorten, som er så selvfølgelig en fugl, eller mågen er der bevilget enestående plads til i Anette Abrahamssons oeuvre. Det er morsomt og finurligt, men der er en grundtone af alvor i hendes tilgang til kunsten. Måske derfor er hun begyndt at væve sine motiver i mindre format, efter hun først har fotograferet dem og ladet dem indgå i maleriet. Væverierne er små hjørnestene i et varmt og sympatisk malerisk univers. Og vævningerne er monteret mellem glas, der står med betonfødder solidt plantet på gulvet. ”Female muses” på Fuglsang Kunstmuseum er et stykke helstøbt dansk-svensk kunsthistorie. Hip, heja, for en god udstilling.”Female muses”. Anette Abrahamsson. Fuglsang Kunstmuseum. Til den 23. februar 2025. Vil efterfølgende blive vist på Kunstmuseet i Tønder. Tryk for at læse mere
Nr. 128
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Flere rotter i byerne: "Man må ikke tage fejl af, hvor kloge de er" Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 18:00:00
Rotter i Danmark flygter op fra kloakker og ind i mere trygge, tørre omgivelser – eksempelvis huse. Især i landets store byer er antallet af rotter, der bliver anmeldt til kommunen, steget de seneste år, viser en opgørelse, som forsikringsselskabet Gjensidige har foretaget. I Aarhus står det angiveligt værst til med 1019 anmeldelser alene i oktober, hvilket er 65 procent flere end i samme måned sidste år. Også i København, Aalborg og Odense er de nataktive gnavere de seneste måneder blevet anmeldt mere end i samme periode de foregående år, viser opgørelsen, der er baseret på tal fra kommunerne. Christoffer Kiertner, indehaver af Farum Kloak og autoriseret kloakmester og rottefænger, ser du særligt mange rotter for tiden? Vi kan godt mærke, at der er kommet rotter igen på steder, som vi før har været ude og bekæmpe, og hvor vi har haft nedbragt bestanden. Mængden af dem – rotterne – er steget. Hvad kan det skyldes? Vores milde vintre og de store mængder regn, vi har fået over sommeren. Og så er de generelle vilkår for rotter blevet bedre med de mange grønne arealer. Når vi har den hårde frost, og rotterne ikke når at komme i kloakkerne, vil der være en naturlig selektion blandt dem. Flere dør. Men vi havde en meget kort vinter i år, hvad angår frostgraderne. Dertil kan de mange anmeldelser skyldes, at den almindelige forbruger er blevet mere opmærksomme på problemet. Hvis rørledningerne er belastede, kan det også tvinge rotterne til at søge op fra kloakkerne. De bygger reder i døde ledninger, men hvis der kommer for meget vand, kan det påvirke dem. Hvad er problemet med rotter? Man siger jo, at de er ih og åh så klamme. Men det store problem er, at de ødelægger helt vildt meget. Deres tænder vokser hele tiden, så de bliver nødt til at slide dem ned dagligt. Det er derfor, de tygger helt vildt meget – og derfor, man ofte er meget mere opmærksom på rotter end mus. Fordi de tygger så meget, larmer de meget mere. De går i facadebeklædninger, isoleringer, gulve og skubber grus og sten i brønde, der ender i selve kloakker, der så kan stoppe. Hvad gør I så ved dem, når du kommer ud? Vi bekæmper med fælder og monterer rottespærre i kloakkerne, hvis der er tegn på de kommer derfra. Hvis de er inde i folks hjem, i stuerne for eksempel, så har vi to rottehunde, som vi bruger. De er jagthunde af racen FT Cocker Spaniels, som vi har trænet til at fange rotter. Ofte er der stor succes med hundene, da de kan lugte rotterne og fange dem bedre end os. Gift bruger vi ikke, da det er forbudt i nogle kommuner, og derudover er der risiko for at rotterne lægger sig til at dø under gulvet, og det kan lugte utrolig grimt. Er de svære at fange? Der vil altid være enkelte tilfælde, hvor det er svært. Uden at lyde selvfed, så er vores succesrate på 90 til 95 procent, men nogle gange tager det længere tid end andre. Er det en enkelt rotte, kan du være heldig, at den går i fælden samme aften. Men hvis den har et fint forråd, og den er mæt, så går der længere tid. Man må ikke tage fejl af, hvor kloge de er. Vi oplever jo tit, at man godt kan have fælde stående, hvor det først er ungerne, der går i, og så er det den ældre rotte, der går i til sidst. For hvis de ser en anden rotte, der går i fælderne, kan der gå længere tid, inden de selv går i. Hvad synes du egentlig selv om rotter? Jeg er lidt ligeglad med dem. Det er et dyr som alle andre. Det skal behandles med respekt. De har fået et ry for at være et ulækkert dyr, fordi de kommer fra en kloak. Vi har da også store kloakfolk på to meter, der er bange for dem, så det er et spørgsmål om fobier, lidt ligesom med edderkopper og slanger. Jeg har været rottefænger i 4-5 år, men har arbejdet med kloakker i 12 år, og jeg har det altså fint med dem. Tryk for at læse mere
Nr. 127
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Til syndernes forladelse Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 18:00:00
”Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.”Matthæusevangeliet 26, 28Umiddelbart er det svært at forestille sig, at en mand, der dør en grusom død ved offentlig henrettelse, kan have en betydning, som rækker ud over de datidige forviklinger mellem jøder og romere. Det Gamle Testamente fortæller om et væld af dyreofre, som Gud i den gamle pagt har knyttet sit løfte om tilgivelse til. Samtidig taler Det Gamle Testamente om en ny pagt ved tidens ende. På det tidspunkt vil Gud ofre et menneske, sin tjener, sin Messias, sin søn – og tjenerens død skal få livgivende betydning for mange.Det er denne tråd fra Det Gamle Testamente, som Jesus tager fat i, når han fortæller sine disciple, at han til sidst skal give sit liv som et offer for alles skyld. Alle menneskers synder og fejltrin bliver ved en guddommelig handling placeret på Jesus selv. Da han dør, er synden sonet og fjernet. Hans opstandelse og himmelfart bekræfter, at han ikke døde af nødvendighed, men i stedet for og til bedste for alle andre.Når vi i nadveren taler om pagtens blod, der udgydes til syndernes forladelse, så er det et løfterigt udsagn om Jesu døds betydning. Hans død kan vitterlig fjerne vores skyld. Det ved vi, fordi han kommer til os i nadverens brød og vin. Lige så sandt, som det er, at vi spiser og drikker, smager og tilegner os brødet og vinen, lige så sandt er det, at hans død gælder os. Vores synd er vitterlig tilgivet, og der er liv og salighed knyttet til det, vi modtager i nadveren.Måske er vores indre fuld af tvivl. Vi tænker, at det er for enkelt, for primitivt, for godt til at være sandt. Men vi har ikke andre veje, for vi kan ikke gøre én eneste gjort gerning ugjort. Vi er afhængige af det løfte om tilgivelse, der er knyttet til Jesu gerning. Det løfte, som siges og skænkes til den enkelte, som spiser og drikker nadverens brød og vin i dag.Måske er vores tro så lille, at der bare er et ordløst suk tilbage. Måske er den så lille som et sennepsfrø, og hverken vi selv eller andre kan registrere den. Men selv den mindste gnist af tro giver del i tilgivelse og evigt liv efter Jesu ord. Vi tror, at vi ikke selv kan komme til Gud og tro på ham, siger Luther i forklaringen til tredje trosartikel. Men vores lille gnist af tro er ved Guds hellige ånd indgangen til Paradisets åbne dør!Børge Haahr Andersen er tidligere sognepræst og rektor ved Dansk Bibel-Institut. Tryk for at læse mere
Nr. 126
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jens Christian Grøndahl: Hvorfor skal danske lektorer bremses fra at rejse ud og undervise? Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 18:00:00
Andre har i Kristeligt Dagblad kritiseret regeringens planer om at afskaffe den ordning under Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der medfinansierer ansættelsen af lektorer i dansk sprog og litteratur ved universiteter rundt om i verden. Siden 1937 har de undervist studerende i dansk og gennem deres forskelligartede formidling bidraget kontinuerligt til at udbrede kendskabet til dansk litteratur og kultur i de pågældende lande. Det er dette arbejde, som regeringen med sit finanslovsforslag for 2025 mener, at vi kan undvære. Lektoratsordningen har før været truet, tilsyneladende er den en torn i øjet på embedsmænd og politikere, men hver gang har den alligevel overlevet. Ordningen fik i 2021 en fireårig særbevilling, der nu udløber. Den koster godt ni millioner kroner årligt. På grund af Ruslands krig mod Ukraine blev antallet af lektorater i 2023 reduceret og omfatter nu 20 sendelektorer. I Baltikum og Østeuropa er der lektorer ved universiteter i Estland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Bulgarien og Serbien. I det øvrige Europa støttes lektorater i Island, Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland. Endelig er der lektorer flere steder i Canada og USA. Alle disse lektorater står til at blive nedlagt. Det er bemærkelsesværdigt, at ordningen er så stærkt repræsenteret i den østlige del af kontinentet. Hvis begrebet Soft Diplomacy stadig giver mening i den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, bør Østeuropa have vores særlige bevågenhed. I kraft af den lange og smertefulde erfaring med sovjetisk dominans var man i disse lande først til at erkende Putins hensigter. Så mange år efter den kolde krigs ophør er det stadig her, frontlinjen går, politisk så vel som kulturelt, mellem på den ene side viljen til frihed og demokrati og på den anden side eftergivenheden over for kontinentets sidste imperium. Vel har Søren Kierkegaard og H.C. Andersen kun meget lidt at stille op over for russisk brutalitet og magtbrynde, men den eksistentielle ironi og den humoristiske sans for det store i det små er dog både modgift og inspiration for de europæere, der for alvor ved, hvad totalitarisme er. Også for de toneangivende EU-nationer er Danmarks eksempel blevet en reference. Da den franske præsident Macron besøgte os for et par år siden, var han stærkt optaget af den danske models evne til at forene et fleksibelt arbejdsmarked med social fred og solidaritet. Og i Tyskland, der sammenlignet med Danmark er et digitalt udviklingsland, begynder man først nu at indse det nødvendige og betimelige i at kunne regere hen over midten. Men hvad har den danske litteratur at sige om vores tillidsbaserede, omstillingsparate velfærdssamfund? Mere end vi selv aner. Hvis en udlænding læser Henrik Pontoppidan, får hun eller han et kulturelt og mentalt kort over de strømninger, der for et århundrede siden formede os til den nation, vi har lært at være stolte af. Vi måtte jo lære det. I Europas demokratiske union af forhenværende imperier og vasalstater har vi, til at begynde med ikke uden benovelse, erfaret, at et lille land som vores kan have mere end lidt at bidrage med. Ikke mindst i en tid, hvor reformer og grøn omstilling er forudsætninger for at kunne forsvare vores civiliserede og demokratiske Europa. Der bliver lyttet til os danskere. Man misunder os, formentlig med rette, og den kultur, som litteraturen indgår i, er ikke en ligegyldig biting. På måder, som måske kun udlændinge kan lodde, er vores litteratur gennemlyst af de værdier og det sindelag, der har gjort det muligt at leve sammen i et fællesskab, der er så egalitært og usnobbet. Vi føler os i overensstemmelse trods alle forskelle, fordi den grundtvigske ånd er så gennemlyst af kristendommens fordring om medmenneskelig solidaritet, at vi slet ikke behøver gå i kirke. Uanset hvor globaliserede, vi er blevet, trækker vi stadig vejret sammen i et kulturelt klima, hvor det nære og det verdensvendte ikke er modsætninger. Det kan forfattere så forskellige som Herman Bang, Inger Christensen og Solvej Balle tale med om, og sådan bliver de forstået af fremmede læsere, der har tilegnet sig vores underlige sprog for at kunne læse og formidle deres litteratur. Men vi har ikke kun haft sendelektorer i dansk for at berige verden med al vores fortræffelige danskhed. Berigelsen af de andre er også en gevinst for os selv. Er man forfatter på et sprog så lille som vores, får man sin tro på litteraturens universelle gyldighed sat på prøve. Skriver man ikke bare for sine egne, rundet som man er af den fælles, fortrolige muld? Helst ikke kun. Selvfølgelig står vi på skuldrene af de forfattere, der før os har skrevet på dansk, men mange af os får alligevel klaustrofobi ved tanken om, at sprogets udbredelse også skulle udgøre grænsen for det skrevnes relevans. Vi er overmodige nok til at tro på, at mennesker i en anden kulturel og sproglig kontekst både vil kunne genkende sig selv i vores bøger og føle sig genkendt af dem. At blive oversat er at få lov at afprøve den tro, og gang på gang bliver den bekræftet. Selv er jeg blevet oversat til mere end 35 sprog, hvoraf stort set alle indgår i ovennævnte liste over lande, der nu vil miste deres sendelektorer. Flere end 35 oversættere har tilegnet sig dansk på et niveau, der satte dem i stand til ikke blot at gengive, hvad der står på siderne i mine bøger, men også genskabe teksternes tonefald, stil og atmosfære. Der er ikke kun tale om at udvide sit litterære territorium. Jeg er ikke den eneste forfatter, der har fået mere luft under vingerne, mere inspiration og energi ind i sit sproglige system, ved at blive modtaget som ligemand eller -kvinde i den litterære republik. En udveksling hen over grænserne, hvor kulturelle forskelle blot bekræfter et underliggende fællesskab, fordi man er sammen om at gestalte det liv og den tid, der er vores. Og alt det vil regeringen nu hælde ned ad brættet, som det hedder i Christiansborg-lingo. Udtrykket synes at bære et erindringsaftryk fra dengang, man i rum sø bortskaffede de døde ved at hælde dem over rælingen. Én ting er i hvert fald sikker: Vores sprog og litteratur vil langsomt, men sikkert forgå af iltsvind og provinsialisme, hvis den afskæres fra at indgå i oversættelseskulturernes forbundne kar af åndelig diversitet og globalisering. Er det virkelig ikke ni millioner kroner værd at bevare? I et spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren dateret den 3. oktober sidste år spørger Morten Messerschmidt (DF), om ministeren ikke mener, ”at ordningen, der øger kendskabet til Danmark for flere tusinde mennesker rundt omkring i verden, er til stor gavn for Danmark?”. Christina Egelund (Mod) konstaterer i sit svar, at de i finansloven for 2022 afsatte midler til Lektoratsordningen udløber i 2025. Men, tilføjer hun trøstende: ”Dansk sprog og kultur udbredes imidlertid ikke alene gennem Lektoratsordningen. Der undervises i dag i dansk på forskellige udenlandske universiteter uden tilskud til ansættelsen fra Lektoratsordningen [...]” Samme svar er blevet gentaget af ministeren i andre sammenhænge. Man kan kun gisne om tankegangen hos den embedsmand, der vil være bekendt at forsyne sin minister med sådan en parering. Det er både tankeløst og arrogant at henvise til de universiteter, der af egen drift tilbyder undervisning i dansk sprog og litteratur, når man selv har leen fremme. Tabet af i dag 20 lektorater forbliver det samme. Hele Østeuropa og store dele af Vesteuropa og Nordamerika vil være uden sendelektorer, vel at mærke i en tid, hvor alle er enige om nødvendigheden af at udvikle det europæiske samarbejde og Danmarks forhold til USA. I et skrift i Videnskabernes Selskabs Aktualitetsserie ”Dansk i verden” om Lektoratsordningens betydning (september 2024) bringer Lektoratsudvalgets formand, lektor Tine Roesen, et citat af en af ordningens initiativtagere, professor i tysk og hollandsk Louis Hammerich. I 1944, mens Danmark endnu var besat af Nazityskland, gjorde han sig trods ”de uoverskuelige Ødelæggelser – saa store som aldrig i Europa siden Romerrigets Undergang […]” alligevel tanker om det nødvendige i at udbrede kendskabet til dansk kultur, og han fortsatte: ”Ja, som et Universitet er et Kulturens Centrum og Arnested, hvis Virke ikke er iøjnefaldende, men varig, saaledes gælder det samme om Lektorvirksomheden ved Universiteterne. Den kan sjældent prange med store Tilhørertal, men den skaber levende Celler for Kærlighed til, hvad der er dansk.” Ikke iøjnefaldende, men varig ... Netop de ord gør Louis Hammerichs ord profetiske, omend i negativ forstand. I nutidens hæsblæsende, mediefokuserede politiske kultur er alt, hvad der ikke er iøjnefaldende, så meget desto mere sårbart, når embedsmænd og politikere finder knivene frem og ser sig rastløst om efter noget at beskære. Samtidig er det varige kommet i lav kurs, fordi ingen længere kerer sig om, hvad der ligger hinsides en valgperiodes kortsynede perspektiv. Fra den anden side af efterkrigstidens store opblomstring for velfærd og lighed, der samtidig indledte dannelseskulturens forfald, peger Louis Hammerich desuden på, hvad der kan være den dybereliggende årsag til, at regeringen nu vil af med Lektoratsordningen. Den er jo akademisk. Den knytter sig i første omgang til universiteternes elitære kultur, uanset hvor mange ringe der spredes ud i det omgivende samfund. Regeringen kan have mange grunde til at reformere uddannelsessystemet og favorisere de kortere uddannelser, men det kan aldrig blive en acceptabel begrundelse for at undergrave det akademiske bidrag til en mere oplyst, mere civiliseret, mere mangfoldig, mere human og tolerant verden. Og sådan et bidrag yder de danske sendelektorer ved universiteterne i udlandet. Tryk for at læse mere
Nr. 125
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det er kedeligt at sidde i fængsel. Dokumentaren ”Kvindefængslet” er desværre også kedelig Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 18:00:00
Det skal ikke være sjovt at sidde i fængsel. Det er det heller ikke, hvis man skal tro DR1-dokumentaren ”Kvindefængslet”, som er optaget i Jyderup Statsfængsel. Man er med hos fængselsbetjentene, de daglige møder på kontoret, modtagelse af nye indsatte, visitation, undersøgelse af cellerne, urinprøver og så videre. Og man er med hos de indsatte, der snakker i køkkenet, ordner hår, ryger under halvtaget og på gårdtur, siger grådkvalt farvel til medindsatte, de har delt hverdag med i nogle måneder eller år. Det er sammenholdet blandt de indsatte, der fremhæves, ikke konflikter eller hakkeorden. Misbrug og diagnoser er hovedreglen og medicinkendskabet blandt de indsatte ganske imponerende, ligesom kendskab til regler for prøveløsladelse og udgang er indgående. Man får kun glimtvis en fornemmelse af, hvilken relation der er mellem indsatte og ansatte – ud over den grænseoverskridende detalje at de ansatte tilsyneladende rutinemæssigt låser sig ind hos de indsatte uden at banke på. ”Kvindefængslet” er en dokumentar af typen, hvor journalisterne træder i baggrunden. Hvis de har spørgsmål eller på anden måde hjælper de medvirkende på vej, fremgår det ikke. Journalisterne filmer og redigerer. Seeren får ikke oplysninger om, hvilke aftaler der er betingelsen for, at journalisterne har fået adgang bag fængslets mure. Hvis man tror, at det er fremstilling af livet i et kvindefængsel uden redaktionelt filter, så tager man selvfølgelig fejl. Hvis hensigten er at videregive en oplevelse af livet i fængslet, så lykkes det til en vis grad. Det er trivielt, kedeligt. Det er dokumentaren desværre også. Hverken indsatte eller ansatte taler om noget særligt interessant. De medvirkende præsenteres med navn samt for de ansattes vedkommende stillingsbetegnelse og for de indsattes vedkommende dom: ”tre år for hård narko”, ”fire måneder for mordtrusler”. Og? Oplysningerne bruges ikke til noget som helst. Hvad er det for et liv, der ligger bag en 61-årig kvinde med en mangeårig dom for hård narko? Hvad har drevet en anden kvinde ud i bedrageri? Fængsler er lukket område for de fleste – heldigvis. Det er steder uden for det almindelige og steder, hvor skæve skæbner samles. Det er måske derfor, at journalister tilsyneladende er langt mere optagede af disse steder end for eksempel idrætsklubber eller efterskoler eller andre miljøer, hvor alting ikke nødvendigvis er gået skævt. Men hvis dokumentarer af denne type skal lykkes, skal journalisterne anstrenge sig. Ellers bliver det bare ligegyldigt tv – som ”Kvindefængslet” desværre er blevet. Der er gode historier alle vegne. Det har blandt andre Anders Agger bevist. Nogle steder står de endda i kø, som i fængslerne. Men at historierne står i kø, betyder ikke, at man ikke skal anstrenge sig for at få dem fortalt. Det kræver journalistisk nysgerrighed og fortælleambition at få dem frem. Det savner man i den aktuelle serie. Birgitte Stoklund Larsen er rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Tryk for at læse mere
Nr. 124
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Tesla-ejere i etisk dilemma: Elon Musk er ikke længere del af det gode selskab Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 15:30:00
Ifølge Motorregistret kører der 77.206 personbiler af mærket Tesla på de danske veje. Næsten 40 procent af dem er hvide. Til gengæld er det ikke opgjort, hvor mange Tesla-ejere der kører rundt med røde ører. For etisk har det været et fald fra tinderne for dem, at den fremsynede tech-nørd Elon Musk i den amerikanske valgkamp viste sig som en af Donald Trumps mest profilerede støtter. Professor Richard Gyrd-Jones, der underviser i branding og markedsføring på CBS, og som selv kører Tesla, erkender, at den politiske udvikling har givet ridser i lakken. "Det er jo ikke rart. Og nogle Tesla-ejere føler nok, at de er faldet i anseelse. Det er klistermærker med tekster som 'Elon sucks' et udtryk for. Man vil signalere, at man elsker el-biler, men tager afstand fra Elon Musk." Klistermærkerne forhandles blandt andet af filmmand, komiker og Tesla-ejer Wulff Morgenthaler, som om nogen har kastet sig ind i debatten herhjemme. Blandt andet skriver han på det sociale medie Instagram, at han elsker elbiler, men hader Elon Musk. Og ifølge Jyllands-Posten er salget af den slags anti-Musk-symboler "gået amok" i flere lande. Men videre kommer protesten næppe, for ifølge Richard Gyrd-Jones spiller etikken næppe så stor en rolle, at folk begynder at sælge deres biler. "Der er formentlig få, der vil sælge deres Tesla, fordi de føler deres etiske grænse overtrådt af Elon Musk," siger han. En af dem, der faktisk har besluttet at sælge sin Tesla, er HK-forbundsformand Anja C. Jensen. "Da jeg købte den i 2020, følte jeg en velvilje blandt andre bilister. Måske var det noget, jeg bildte mig ind, at folk smilede og gav plads i trafikken. Dengang var det bare fedt at være Tesla-ejer. Men så var det, at Elon Musk først talte imod fagforeninger og nu har været med til at få Donald Trump valgt. Så nu er det nok. Jeg kan ikke længere adskille bilen fra manden," siger hun. Grunden til de store følelser, der er forbundet med den amerikanske elbil, er ifølge Richard Gyrd-Jones, at man ikke alene har købt bilen, man har også har købt fortællingen. "Stærke brands hæfter sig mere og mere op på de bevægelser, der er i samfundet, og det gør, at vi forholder os til mere end funktionaliteten ved et produkt. Med en Tesla købte man en fremtidsorienteret, nærmest humanistisk, bil: En grøn Apple-computer på hjul. Og så viste det sig, at ikke alene Musk, men også andre tech-milliardærer er mere højreorienterede, end man troede. Vi har lagt nogle værdier ned over tech-brands, som måske ikke er der. Det er det, mærkevarer kan," siger han. I medierne har debatten om Tesla-ejernes dilemma affødt flere ledere og klummer. Det er som om, man godter sig lidt. Således skrev journalist og kommentator Aminata Corr Thrane forleden i Berlingske: "Morgenthaler er ikke alene med sin hovedpine. Mon ikke man på en spadseretur i københavnerkvarteret Kartoffelrækkerne kan høre tårerne trille ned ad kinderne på Tesla-ejerne i deres så lydløse køretøjer." Og der er næppe tvivl om, at også grønt hovmod står for fald. For en Tesla er for velbjærgede pengepunge. Og så har Elon Musk har været fænomenal til at samkøre klimabevidsthed med luksus, siger Richard Gyrd-Jones. "Begge fortællinger har taget udgangspunkt i, hvordan vi oplever verden. Vi vil gerne gøre noget for klimaet uden at give afkald på luksus." Selv sætter han ikke sin elbil til salg: "Jeg holder fast i det rationelle og er ret glad for min Tesla." Tryk for at læse mere
Nr. 123
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Den norske ”bonus-prins” sigtes for voldtægt: Hvor meget kan et kongehus klare? Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 15:05:00
Kan det snart blive værre for Norges kongehus, der i årevis har kæmpet med shamaner, engle, voldssager og prinsesse-gin? Ja, viste det sig tirsdag. Her blev Marius Borg Høiby, den norske kronprinsesse Mette-Marits 27-årige søn fra et tidligere forhold, anholdt og sigtet for ”andet seksuelt forhold end samleje”, skriver politiadvokat Andreas Kruszewski i en pressemeddelelse, der fortsætter: ”Offeret skal have været ude af stand til at modstå handlingen.” Hovedpersonen nægter sig skyldig. Tirsdagens udvidelse af sigtelsen mod Borg, der siden begyndelsen af august har været i politiets søgelys for blandt andet vold og dødstrusler mod en række forskellige personer, er ikke noget, det norske kongehus har ønsket at kommentere. Men tilbageholdenheden har ikke lagt en dæmper på sagen. For selvom historien om Marius Borgs offentlige turbo-deroute på overfladen kan synes perifer for det norske kongehus, var tirsdagens anholdelse øjeblikkeligt breaking news både i Norge og udlandet. ”Marius Borg Høibys livsstil og valg er en stor belastning for kongehuset. Det vil få konsekvenser,” siger kongehusekspert Tove Taalesen hos norske Nettavisen. ”Kong Harald er fortvivlet og vred, vil jeg tro. Og bekymret for sin familie og for fremtiden. Han tænker nok som os: Hvordan er vi havnet her, og hvordan kommer vi videre?”. Gjorde rent inden anholdelse Norges kongehus er på godt – og måske især ondt – blevet lidt af et fænomen internationalt i de senere år, hvor prinsesse Märtha Louises forhold til både engle og ægtefællen, den selvudnævnte shaman Durek Verrett, har trukket overskrifter, senest i forbindelse med et omdiskuteret bryllup i august. Siden er kronprinsesse Mette-Marits søn, Marius, dog løbet med det meste af opmærksomheden, og i løbet af efteråret er sigtelsen mod den 27-årige Marius Borg Høiby blevet udvidet til nu at omfatte en lang række lovovertrædelser. Den 30. oktober kunne nyhedsmediet VG desuden fortælle, at kronprinsessen i forbindelse med en sag om mulig vold mod en kæreste i august blev varslet om den dengang forestående anholdelse af sønnen. Herefter skal Mette-Marit have fortalt sønnen om det samt sørget for rengøring af Marius Borgs hjem. Da politiet siden beslaglagde Marius Borgs mobiltelefon, var den ødelagt. Desuden manglede sim-kortet. Sagen om Borg Høiby er stadig et virvar af ubekendte, men sikkert er det, at det norske kongehus har været omgærdet af alt andet end positiv opmærksomhed gennem efterhånden en længere periode. Noget, der ikke længere kun er et problem for de direkte involverede, vurderer Lars Hovbakke Sørensen, historiker, forfatter og kongehusekspert. ”På kort sigt er der ingen tvivl om, at det her er noget, der skader tilslutningen til monarkiet som statsform. Det gør det sådan set formentlig også på lang sigt. Man kan se fra andre europæiske lande, at når der først er problemer med en person med tilknytning til kongehuset, så falder populariteten for monarkiet generelt – og det er temmelig længe om at rette sig op,” siger Lars Hovbakke Sørensen. ”Vi så det med de kongelige i Holland, som rejste rundt under coronakrisen, mens alle andre var underlagt restriktioner – da oplevede man et kæmpe fald i tilslutningen. Sådan er det generelt i de europæiske kongehuse. Enkeltpersoners handlinger kan få store konsekvenser for monarkierne.” Uhyre vanskelig situation For de norske kongelige er situationen svær at håndtere, understreger Lars Hovbakke Sørensen. Og selvom kronprins Haakon over for NRK har betegnet situationen som ”krævende”, har tavshed hidtil været den dominerende kommunikationsstrategi i hoffet. Men selvom kongehuskommentator Tove Taalesen i Nettavisen efterlyser et mere udadvendt kongehus, kommer det næppe til at ske, vurderer Lars Hovbakke Sørensen. ”Der er ikke så meget, de kan gøre. Man kan jo ikke skille sig af med sin familie, og samtidig er der jo tale om retssager, man ikke skal blande sig i. Men det er en uhyre vanskelig situation, og jeg synes sådan set, at den norske kronprins har balanceret meget godt i sine få udtalelser.” Er det norske kongehus’ sager noget, der risikerer at påvirke synet på for eksempel det danske kongehus? ”Nej, jeg tror ikke, at vi vil se en afsmittende effekt. I dag forholder mange sig mere til enkeltpersonerne end til kongehuset som tradition og historie, men udfordringen er selvfølgelig, at vi i Europa ser en generel dalende tilslutning til monarkiet, og i Norge er opbakningen styrtdykket siden august,” siger historiker og lektor Lars Hovbakke Sørensen og fortsætter: ”På nuværende tidspunkt er monarkiet i Norge ikke truet, men fortsætter man den nuværende udvikling, når man jo et kritisk punkt på før eller siden – altså dér, hvor det måske bare er halvdelen af befolkningen, der bakker op. Monarkiets eksistensberettigelse er jo blandt andet at være en samlende størrelse, og uden en pæn folkelig opbakning har man et problem. Der er vi ikke endnu, men det kan bestemt blive virkeligheden.” Tryk for at læse mere
Nr. 122
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Hvem tager billeder af andres ulykker? Det gør danskerne Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 15:00:00
Forleden så Stéphanie Surrugue sig nødsaget til at sende en hilsen til de mennesker, der fotograferer og filmer en ulykke. Dem, hvis første indskydelse ikke er: Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? "Det er tarveligt, ulækkert, uetisk og fuldstændig unødvendigt," skrev journalisten og tv-værten på Instagram. Nogle dage forinden var Surrugue selv involveret i en bilulykke i København, og mens hun grædende talte i telefon med 112, var der mindst to forbipasserende, der filmede og tog billeder. Senere viste det sig, at billeder af hændelsen var videregivet til Se og Hør, som bragte dem på forsiden. "Det føles så ubeskriveligt grænseoverskridende, faktisk som et overgreb, at blive fotograferet og filmet af vildtfremmede mennesker, når man befinder sig forslået og i totalt chok på et ulykkessted," skrev Stéphanie Surrugue, der efterfølgende spurgte sine følgere: "Er det o.k. at dele billeder/videoer fra trafikulykker?" Svaret på hendes meningsmåling var et rungende nej. Men paradoksalt nok modtog hun efterfølgende hundredevis af beskeder og private beretninger fra "politikfolk, samaritter, sygeplejersker, ulykkesofre, pårørende, brandfolk, ambulanceførere og jurister". Beskederne handlede blandt andet om mennesker, der filmer og fotograferer under trafikulykker og brande, og mennesker, der filmer ind i ambulancer og deler billederne på nettet. Tag også de farlige kødannelser – kiggekøer – der opstod, da otte mennesker mistede livet i en togulykke på Storebæltsbroen i 2019, og politiet måtte lukke broen i vestgående retning. Og tag så dem, som giver sig til at spekulere i skyldsspørgsmål i kommentarspor på sociale medier, når nogle har været udsat for en forbrydelse eller været med i et trafikuheld. Er danskerne blevet mindre taktfulde? Voksne tager del i gætteleg For nylig blev 18-årige Linea Guldager så "flov, forbavset og frustreret", at hun skrev et debatindlæg i Fyens Stiftstidende om, hvordan voksne Facebook-brugere havde opført sig i kommentarfelterne under artikler om en ulykke i Tommerup i slutningen af oktober. Tre unge mænd, to på 17 og en på 18 år, mistede livet, da bilen, de sad i, ramte et træ. "Det er et af mange tilfælde, hvor voksne mennesker på sociale medier ikke tænker sig om, inden de skriver noget, som ikke er relevant for situationen, eller på en uhensigtsmæssig måde blander sig i noget, som ikke vedrører dem," siger Linea Guldager til Kristeligt Dagblad. "Voksne, som ingenting ved om ulykken, gætter på, at det er på grund af alkohol, fart, manglende erfaring, eller skriver ting som 'mange unge bilister under 30 år burde ikke køre bil'." Også Torben Bechmann Jensen, der er lektor i socialpsykologi på Københavns Universitet, har observeret et skred i danskernes fornemmelse for de medmennesker, der kommer ud for en ulykke eller bliver pårørende. "Der er en manglende fornemmelse af, hvad der er på spil for det andet menneske," siger Bechmann Jensen, som ser en sammenhæng med de billeder af krig, død og ulykke, som mennesker hver dag bliver eksponeret for gennem nyhedsudsendelser, dokumentarer og film. "Der er sket en langsom tilvænning, hvor den enkelte person har distanceret sig fra dramatiske hændelser med tanken: 'Det her har ikke noget med mig at gøre, jeg deltager kun i verden ved at være beskuer'." Og så har ulykker en grundlæggende fascinationskraft, siger Torben Bechmann Jensen. "Det har de alle dage haft. De fleste af os bliver fascineret af hændelser med dramatiske udfald, fordi det minder os om vores egen skrøbelighed. Så kan man få tanken, at 'pyha, hvor var det godt, det ikke var mig eller en, jeg kendte'." Den for mange at se uhensigtsmæssige opførsel bunder altså ikke kun i kynisme og afstumpethed, mener Torben Bechmann Jensen. Men også i det, han kalder en fornuftig nysgerrighed – en form for bearbejdning af eget chok over situationen. "Men det kan tage overhånd, når man i den proces tilsidesætter hensynet til det andet menneske." Empati er en disciplin Spørgsmålet er, hvad der ellers får nogle mennesker til at stoppe op ved et ulykkessted og hive telefonen op ad lommen frem for at hjælpe? Eller til at skrive en kommentar under en artikel, hvori man antyder at vide, hvem den skyldige i trafikulykken er? Bevæggrundene kan være flere, siger sociolog og forfatter Anette Prehn, der i særlig grad beskæftiger sig med socialpsykologi. Blandt andet er nogle drevet af en idé om at være i offentlighedens tjeneste, når de er førstehåndsvidne til en ulykke og derfor kan bringe dokumentation om ulykken videre. "Det kan næsten synes lidt altruistisk for nogle at dokumentere ulykker," siger hun og fortsætter: "Der er også dem, som bliver drevet af personlig vinding ved at være budbringer af breaking news, som kan give dem opmærksomhed og anerkendelse." For eksempel dem, siger Anette Prehn, som videregav billederne af Stéphanie Surrugue til Se og Hør. Og så er der dem, hvis intentioner egentlig er gode nok. "Det er muligt at have de bedste intentioner og et godt og engageret hjerte og alligevel komme til at overskride andre menneskers personlige grænser, når man for eksempel bidrager til en kommentartråd under en artikel på Facebook. Man skænker det måske ikke engang en tanke, at de pårørende kan læse med, men ser en mulighed for at udtrykke en mere principiel pointe," siger Anette Prehn. I en hyperindividualistisk tid kan vi savne en autoritet som Emma Gad, der slår fast, hvordan vi moralsk set bør opføre os i tilfælde af ulykker, mener sociologen. "At være i stand til at skifte perspektiv, føle empati og sætte sig i andres sted er ikke bare en disciplin, man får forærende i dåbsgave. Den skal trænes og vedligeholdes." Hvilket menneske bør jeg være? Anne-Marie Søndergaard Christensen er professor i etik ved Syddansk Universitet, hvor hun blandt andet forsker i moralfilosofi. Ifølge hende er der bred enighed over forskellige filosofiske positioner, fra nytteetik til pligtetik, om hvad man skal gøre, når man er vidne til en ulykke. "Først og fremmest har man en etisk forpligtelse til at hjælpe, og hvis man ikke kan hjælpe, har man pligt til ikke at stå i vejen og gøre det værre for dem, der er involverede," Anne-Marie Søndergaard Christensen. Hun henviser til dydsetikken som særlig brugbar. Dens hovedspørgsmål kan opsummeres nogenlunde sådan her: Hvilket menneske bør jeg være? "Et dydigt menneske er for eksempel ærligt, modigt og hensynsfuldt." "Ville et hensynsfuldt og empatisk menneske i en situation som den med Stéphanie Surrugue stille sig op og tage billeder og bagefter forsøge at profitere på det? Eller give sig til at spekulere på nettet, når der et sted derude sidder nogle mennesker, som har mistet deres sønner, søskende, børnebørn og kærester?" Svaret er entydigt nej, siger Anne-Marie Søndergaard Christensen. Med andre ord er det svært at være et godt menneske, hvis man ikke tænker sig om en ekstra gang. Og på sin Instagram-profil har Stéphanie Surrugue, der med egne ord "slap ufatteligt billigt" fra trafikulykken, da også en opfordring til danskerne: "Jeg kan kun sige stop med det. Vær omsorgsfulde – eller, i det mindste; vær taktfulde, og lad telefonen blive i lommen." Tryk for at læse mere
Nr. 121
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Robot-bedstemoderen ”Daisy” holder telefonsvindlere hen med hyggesnak om katte og strikning Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 14:45:00
Daisy er ikke som andre ældre britiske kvinder. Hun har godt nok gråt hår, en kat der hedder Fluffy og alverdens tid. Men Daisy er ikke et menneske, men en menneskelignende chatbot, der er specialfremstillet til et helt særligt formål: at tale og tale og tale. Daisy "sidder" nemlig klar ved telefonen og tager imod opkald fra svindlere, der forsøger at snyde penge ud af sagesløse borgere. Daisy, eller også forstået som dAIsy (AI står for Artificial Intelligence), er skabt af det britiske teleselskab Virgin Media O2 og blev introduceret til omverdenen i sidste uge. Daisy forestiller og lyder som en ældre brite og er dermed særlig sårbar over for svindel. Chatbotten kan besvare opkald i realtid og er kodet til at tale om sin kat og alt muligt andet end bankkonto og kreditkortnumre, som svindlerne er ude efter, og på den måde "irritere og frustrere dem" i stedet. ”Mens de har travlt med at tale med mig, så kan de ikke samtidig snyde dig. Lad os indse det, kære, jeg har ikke andet end tid,” siger Daisy i en introduktionsvideo, hvor hun også er personificeret som en fotorealistisk AI-genereret kvinde med gråt hår, briller og perlekæde om halsen. Med katten Fluffy på skødet og en fastnettelefon i hånden taler hun med svindlere om at strikke og om forskellige familiemedlemmers liv. Virgin Media O2's afdeling, der bekæmper svindel, har sørget for, at Daisys unikke telefonnummer optræder på de kriminelle aktørers lister. Tiltaget er en del af teleselskabets forsøg på at bekæmpe svindel, der er stigende i disse år. Også herhjemme bliver danskere udsat for telefonsnyd, og det går ofte ud over ældre. Antallet af ældre over 60 år, der anmelder bedrageri, har aldrig været højere, kunne man læse i Kristeligt Dagblad for nylig. En af de danskere, det er gået ud over, er erhvervskvinden Anna Thygesen, der ejer af kommunikationsbureauet WeDo Communication. For nylig skrev hun om sin oplevelse og hvordan hun mistede flere tusinde kroner i et opslag på Facebook. Chatbotten Daisy er trænet til at modstå svindlernes taktik med hjælp fra folk, der deler videoer på YouTube, hvor de holder telefonsvindlere hen i timevis. Ifølge skaberne af Daisy er chatbotten skabt på forskellige AI-modeller, som arbejder sammen for at kunne både lytte og reagere på opkald fra svindlere, og det er så virkeligt, at Daisy har holdt svindlere optaget i op til 40 minutter. Daisy kan naturligvis ikke klare kampen mod svindlere alene, men chatbotten kan vise sig at være et værdifuldt værktøj til at bremse dem, skriver en journalist med fokus på teknologi i mediet Forbes: "Med lidt held vil hun inspirere flokke af falske bedstemødre, der er klar til at bekæmpe svindel." Her kan du se video med Daisy fra Virgin Media O2: Tryk for at læse mere
Nr. 120
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Afrikanske kirker: Hvorfor blev vi ikke advaret om kristen overgrebsmand? Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 13:55:00
Nok har ærkebiskoppen af Canterbury indgivet sin afsked, men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt, at Justin Welby snart er fortid som øverste leder af den anglikanske statskirke Church of England. Han sendte modvilligt sin opsigelse i tirsdags i sidste uge til kong Charles II, efter at en rapport konkluderede, at han og kirken ikke havde handlet aktivt nok på sager om misbrug begået i regi af kirken. Presset vokser mod andre ledende personer i kirken – herunder mod nummer to i det engelske kirkehierarki, Stephen Cottrell, der er ærkebiskop af York. Mange mener, at andre biskopper også kendte til forbrydelserne uden at reagere tilstrækkeligt tydeligt. Kritikken mod toppen af kirken kommer ikke kun fra den engelske del af kirken, men også fra bredere dele af det verdensomspændende anglikanske kirkefællesskab, som omfatter mindst 85 millioner kristne i primært tidligere britiske kolonier. Det var en rapport om misbrug begået af den fremtrædende advokat og lægprædikant, John Smyth, der førte til ærkebiskoppens afgang. Han vandt drenge og unge mænds tillid, dels på den prestigefyldte drengekostskole Winchester College, dels på kristne sommerlejre i det sydvestlige England i 1970’erne og 1980’erne. Han begik sine overgreb i et lydisoleret skur i haven ved hjemmet, hvor han boede med sin hustru og fire børn. Fortielse får kritik Da historierne begyndte at komme frem i 1982, valgte hverken kostskolen eller kirken at gå til politiet, til trods for at overgrebene blev beskrevet udførligt af præsten Mark Ruston i en dengang fortrolig rapport. John Smyth og familien tog konsekvensen og flyttede til det sydlige Afrika – først til Zimbabwe og siden Sydafrika. Men han fortsatte sine overgreb. Mest grel er sagen om en dengang 16-årig dreng, Guide Nyachuru, der i 1992 blev fundet død i et svømmebad på en kristen lejr i Zimbabwe drevet af John Smyth. Guide Nyachurus søster er stadig vred over, at kirken dækkede over John Smyth. ”Kirken kendte til de overgreb, som John Smyth begik. De skulle have stoppet ham. Hvis de havde stoppet ham, så ville min bror stadig være i live,” siger hans søster, Edith Nyachuru, til det britiske nyhedsmedie BBC. Global strid om nyt lederskab Vreden rækker også ind i toppen af den anglikanske kirke i Afrika, der ifølge den britiske rapport skulle have været orienteret sydafrikanerne om John Smyth: “Ledende kirkepersoner fejlede med hensyn til at sikre, at John Smyth ikke kunne forsætte med at misbruge ofre. Ærkebiskoppen af Canterbury burde og skulle have understreget det budskab over for kirken i Cape Town i kraft af sit personlige venskab med Thabo Makgoba,” hedder det i rapporten om den nuværende ærkebiskop af Cape Town. I søndags blev det ifølge den engelske kirkeavis Church Times annonceret, at der sættes gang i en undersøgelse af, hvad kirken vidste om John Smyths aktiviteter i Sydafrika frem til hans død i 2018. Ærkebiskoppen af Canterbury er den første blandt ligemænd, men er i praksis overhoved for det anglikanske kirkefællesskab globalt. Dermed rækker Justin Welbys afgang og valg af ny ærkebiskop også langt udover kirken i England. “Dette kompromitterede lederskab har ført til, at det anglikanske kirkefælleskab bliver revet i stykker. Det sårer os dybt, at så mange mennesker led under misbruget begået af John Smyth i så mange år, fordi ledelsen i kirken dækkede over det, og ikke holdt fast i den moralske lære i Bibelen og kirken,” siger ærkebiskop Stephen Kaziimba fra Uganda til nyhedsbureauet Reuters. Kønsspørgsmål spiller ind Kirken i Uganda hører til på kirkens højrefløj og støtter landets politik med mulig dødsstraf til homoseksuelle, og den er her i konflikt med Church of England, som under Justin Welby har forsøgt at forene kirken i særligt spørgsmålet om potentiel kirkelig velsignelse og vielse af homoseksuelle par. Det er ifølge Linda Woodhead, professor i religionssociologi ved Kings College London, netop den udfordring, som vil gå videre til den næste ærkebiskop af Canterbury. “Den bredere kirke er allerede meget splittet. En stor gruppe af ærkebiskopperne og dele af kirken anerkendte i forvejen ikke Justin Welbys lederskab. Og det handlede om lgbtq-spørgsmål, ikke misbruget og gejstlighedens rolle. Kirkefællesskabet som et hele har ikke en fælles holdning til de spørgsmål. Meget vil handle om, hvor stor en rolle de andre dele af kirken vil have i udpegningen af den næste ærkebiskop. Justin Welby har allerede gennemført ændringer, som giver ikke-engelske gejstlige indflydelse på processen, og de vil være mere konservative,” fastslår Linda Woodhead. Tryk for at læse mere
Nr. 119
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Københavnere går til kampvalg i domkirken: ”De rutinerede” eller ”de unge Natkirke-forkæmpere”? Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 13:00:00
Vor Frue Kirkes klokker ringer ind til kampvalg. Klokken er 9, og menighedsrådsformand for Københavns Domkirke Mai Christiansen byder foran cirka 20 morgenfriske fremmødte velkommen til 11 timers valghandling i forhallen til den storslåede kirke. Ude foran skutter københavnere og turister sig i novemberluften, mens de passerer kirken, og det taler godt ind i den koldfront mellem sognebørn og medarbejdere i kirken, som har stået på i adskillige måneder – hvis ikke længere. "Det har været voldsomt," siger en ansat i kirken, der ikke ønsker hverken navn eller observans i avisen, om den hårde valgkamp. "Jeg skal kunne arbejde med alle, der bliver valgt, så jeg håber, de på begge sider vil kravle ned fra de træer. Det bliver jo formentlig en blanding af folk fra de to lister, så de skal kunne tale sammen." Før Mai Christiansen med en lille håndholdt klokke klinger afstemningsvalget åbent, læser hun de to listers kandidater op. Hun bemærker til sidst, at kandidaten Rasmus Tscherning fra liste 2 ikke er valgbar. Han blev ved valgforsamlingen i september stemt ind, men var siden med til at stifte den udfordrende liste 2, "Domkirken for alle", som udløste afstemningsvalget. I et Facebook-opslag lyder forklaringen, at den konkurrerende liste 1 har spredt "usande påstande" om, at han ville afskaffe morgenandagten fra domkirken, hvilket har ført til en "hetz på sociale medier, som har gjort det umuligt for Rasmus at fortsætte". Faktisk har Rasmus Tscherning meldt sig helt ud af folkekirken, står der. Også Mai Christiansen kalder valgkampen voldsom og "uværdig for kirken". Hun har det seneste år siddet som formand og blev i september stemt ind igen. Nu står hun som kandidat på liste 1, "En samlet domkirke", og er i øvrigt formand for valgbestyrelsen. "Jeg har ikke rigtig brugt tid på valgkamp, for der har været så meget arbejde. Men jeg har svært ved at forstå, at man stiller op til at arbejde for kirken, man skal forestille at holde af, og så bruger de ord." Hvilke eksempler tænker du på her? "Alle de anklager og alt det, man har påstået, som er helt udokumenteret," siger hun og fortsætter: "Det bliver en blanding af listerne, som kommer til at sidde der. Så opgaven bliver jo at samarbejde uanset hvad." Det er i Kristeligt Dagblad før beskrevet, hvad de to lister er uenige om. Det altoverskyggende stridspunkt giver sig klart til udtryk hos vælgerne ude foran kirken. "Jeg har stemt personligt på liste 2, fordi jeg vil bevare Natkirken om fredagen. Der er så mange skæve eksistenser, der har brug for den. Det er lidt at træde på dem, der ligger nederst – igen," siger Emma Sørensen, der har psykiske problemer og selv bruger Natkirken. "Det er svært for dem, der har virkelige kaotiske live, at finde steder, hvor man kan sætte sig ind og få noget fred og frirum. Natkirken appellerer bredere end til de gængse kirkegængere," siger vælgeren. Emma Sørensen stemte på liste 2-kandidaten Charlotte Rosmarie Holm. Hun er med egne ord psykisk sårbar og bruger Natkirken, som hun mener er et unikt tilbud for mennesker, der har det svært. Foto: Svend Andreas Worre Sørensen Det siddende menighedsråd, hvoraf mange medlemmer blev genvalgt i september og nu står på liste 1, har netop lukket Natkirken om fredagen i en spareøvelse. Og liste 2 er opstået ud af modstand mod den beslutning, forklarer Nanke Nicolaisen, der selv er kandidat på listen. "Det er klart, at der er stridigheder, når man udfordrer nogle. Men der har været for meget mundhuggeri og personlig hetz på begge sider," siger 32-årige Nanke Nicolaisen. Hun er klar til at påtage sig det krævende arbejde og samarbejde på tværs af listerne. "Jeg vil gerne have Natkirken tilbage, måske mere af den, og så ellers bevare de mange tilbud. Jeg ville nok også kigge på arbejdsmiljøet, særligt efter denne valgkamp." Hvor vil I finde pengene til at have Natkirken om fredagen? "Det kræver, at man fårindsigt i økonomien. Natkirken er primært drevet af frivillige, så det burde man kunne finde penge til," siger hun. Ud fra kirken træder to ældre vælgere. En af dem, en pensioneret præst, som ikke ønsker sit navn i avisen. Hun har stemt på udfordrerlisten, siger hun grinende og uddyber: "Jeg er vokset op med morgenandagten. Domkirken skal være for alle, og derfor skal menighedsrådet også gå forrest med at løse konflikter og samarbejde,” siger kvinden. Hun følges med sin ven og nabo Claus Franck, der også er tidligere præst og har løst sognebånd for at stemme på det valgte menighedsråd fra september, altså liste 1. "Så stemmer du på de rebeller, som vil ødelægge domkirken og flytte morgenandagter ud til andre kirker?", småler Claus Franck, hvortil veninden svarer: "Det er sådan, I argumenterer. Det har de [liste 2] aldrig villet. Konflikter skaber myter." Ingen af de to tidligere præster har oplevet kampvalg før, og de finder det som udgangspunkt sundt med diskussion og et levende demokrati i folkekirken. Også Susanne Bjørnelund, der i hast forlader kirken, har sat sit kryds ved udfordrerlisten. Hun har med egne ord ikke mulighed for at bruge kirken i normal kirketid, hvilket Natkirken har været et alternativ til. Og det er netop den fredagsudgave, der er blevet lukket, som hun foretrækker. "Og så synes jeg, vi bør få moderniseret en lille smule. De virker lidt yngre, og vi trænger til et frisk pust," siger hun. Resultatet for afstemningsvalget forventes offentliggjort i løbet af onsdag. Tryk for at læse mere
Nr. 118
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det kan jeg jo gøre, sagde ”Kirke-mutti” og mente det. Karin Blok Kristensen blev 79 år Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 11:55:00
Hun var en handlingens kvinde. Der gik sjældent en dag, hvor menighedsrådsformand Karin Blok Kristensen ikke var i Kvaglund Kirke i Esbjerg. I kirken fik hun kælenavnet "Kirke-mutti". Var der opgaver, der skulle løftes af en frivillig, meldte hun sig med ordene: "Det kan jeg jo gøre." At hun i forvejen havde en del frivilligt arbejde at se til som formand for menighedsrådet, var ikke en hindring. Frem til sin død i oktober var 79-årige Karin Blok Kristensen formand for menighedsrådet i Kvaglund. Det blev til 40 år i menighedsrådet, heraf 32 år som formand. Da hun i sin tid begyndte sit engagement i menighedsrådet, var det hendes ønske, at Kvaglund Kirke skulle være en kirke fuld af liv. Ikke kun om søndagen. En af glæderne i Karin Blok Kristensens tilværelse var det liv, som har udfoldet sig i og omkring Kvaglund Kirke de seneste årtier. Karin Blok Kristensen blev født den 29. maj 1945. Hendes mor forelskede sig i en tysk soldat, som var i Esbjerg under Anden Verdenskrig. Karin Blok Kristensens mormor og morfar tog godt imod den tyske soldat, for hendes morfar havde som sønderjyde gjort tjeneste på tysk side under Første Verdenskrig. Hendes morfar insisterede på at se mennesket i den tyske soldat. Hendes forældre planlagde en fremtid sammen, men hendes far blev sendt til Østfronten. Efter befrielsen mødte repræsentanter fra modstandsbevægelsen op for at hente Karin Blok Kristensens højgravide mor. Karin Blok Kristensen fik siden fortalt, hvordan hendes mormor stillede sig truende i hoveddøren for at skærme sin datter og det ufødte barnebarn. Typisk for Karin Blok Kristensen, så var det ikke noget, hun fortiede, men på den anden side var det heller ikke noget, hun dvælede ved. "Vi skal videre," sagde hun gerne. Hun mødte aldrig sin biologiske far, men fandt som voksen ud af, at han havde overlevet krigen og stiftet familie i Tyskland. Hendes mor, der arbejdede som smørrebrødsjomfru, giftede sig med en esbjergensisk havnearbejder, da Karin Blok Kristensen var et par år. Hun opfattede ham som sin far. Når hun fortalte om opvæksten, fyldte historier om FPF en del. Hun fik en uniform og blev en del af den folkekirkelige børne- og ungdomsbevægelse for piger med ugentlige møder og deltog i talrige lejre. Og så var der FDF’erne. En af dem hed Peder. Hun mødte ham, da hun var 13 år, og nogle år senere blev de gift. Selv om hun blev mor, var hun fortsat aktiv i FPF. Hun mente ikke, at en baby var en hindring for at tage del i lejrlivet. Sammen med sin mand var hun med til at oprette FDF og FPF Esbjerg 4. Familien voksede og kom til at tælle to børn, som hun gik hjemme med. Siden blev hun dagplejemor, men da deres yngste var tre år, ændrede tilværelsen sig, for ægtefællen valgte livet fra. Karin Blok Kristensen opbyggede en ny hverdag og blev rengøringsassistent på byens sygehus, hvor hun med årene avancerede og blev rengøringsleder. Tabet talte hun ikke om. Når hun havde fri, brugte hun tiden på sine børn og FDF. Hun giftede sig med Vagn, og parret købte et hus i Kvaglund. Optagetheden af FPF/FDF bevarede hun og blev kredsleder. Det var som FPF'er, hun fandt vej til menighedsrådet. I Kvaglund var man ved at bygge en ny kirke, og hun meldte sig som kandidat. Hun ønskede, at kirken skulle være relevant for børn og unge. Energien til sit arbejde, hvad enten det var jobbet på sygehuset eller i det frivillige, fandt hun ved at spille badminton. For mere end 30 år siden fik hun en alvorlig knæskade, en dag hvor hun var på badmintonbanen. Sportsskaden betød, at hun måtte opgive jobbet på Centralsygehuset i Esbjerg, og hun fik siden tilkendt invalidepension, men så var der jo kirken og de tiltag, der udgik fra Kvaglund Kirke. Nok var hun menighedsrådsformand, men mest af alt var hun en varm, kristen personlighed. Hun var med til at oprette en genbrugsbutik i sognet, hvor hun blev leder. Da en af sognepræsterne ville invitere til såkaldte Alpha-kurser, hvor man skulle udforske den kristne tro, så deltog hun i kurset. Da det i foråret stod klart, at hun ville dø af sin kræftsygdom, blev der taget initiativ til at fejre Kvaglund Kirkes Kirke-mutti. Den første søndag i juni blev hun hyldet med taler og videohilsner fra provst og biskop. Der blev talt om hendes naturlige autoritet, den trofaste opbakning, evnen til at give andre plads og villigheden til at tage fat. Karin Blok Kristensen var dog ikke parat til at sige farvel. Frem til en måned før sin død deltog hun i gudstjenestelivet. At se den fyldte kirke var en dyb glæde. Tryk for at læse mere
Nr. 117
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ordbog er blevet ændret, men Dansk Sprognævn bør mene noget mere Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 11:40:00
Mandag var en stor dag i kulturnationen Danmark. Et fænomen, som nærmest alle betjener sig af hele tiden, nemlig sproget, blev beriget med en ny retskrivningsordbog. Endda kun den femte af slagsen nogensinde og den første nye udgave i 12 år. I et demokrati har vi lagt køller og våben bag os og taler i stedet med hinanden, så sproget er det mest fælles og mest demokratiske, man næsten kan tænke sig. Selvfølgelig var mandag en stor dag for kulturnationen Danmark. Eller hvad? Sandt at sige fyldte den nye retskrivningsordbog ikke meget i mediedækningen og antageligvis heller ikke i samtaler over bordene i landets kantiner, skurvogne, børnehaver, kirkehøjskoler og omklædningsrum, og hvor danskerne nu ellers møder hinanden i det daglige. Det revolutionære indhold i den nye udgave var da også til at overse. Cirka 30 ord fik i mandags ændret eller tilføjet deres oprindelige køn, skriver Ritzau, så man nu må sige eksempelvis afholdskvinde, altmuligkvinde, voldskvinde og bedekvinde. Fremover må man også sige karrieremand. I den lidt mere tekniske afdeling – og som beskrevet her i avisen allerede i sidste uge – har Dansk Sprognævn bestemt, at det engelske flertals-s for nogle bestemte engelske låneords vedkommende bliver den eneste korrekte form. Desuden bliver såkaldt adverbielt -t obligatorisk ved alle mådesadverbialer og mange tidsadverbialer. Se, dette kan man jo ikke fortænke befolkningen i at møde med et sprogligt skuldertræk. Obligatorisk adverbielt -t er svært at sælge som en "game changer" efter 12 års arbejde. Men faktisk gemmer der sig bag ændringerne nogle store forandringer, som fortjener en langt bredere debat. Sprognævnet er imidlertid ikke i nærheden af at ville engagere sig i nogen debat eller på anden vis mene noget, der kan udlægges som kontroversielt. Fra og med mandag har en klart anglificeret udvikling i det danske sprog fået et blåt stempel, men vil vi overhovedet have det? Skal der stå "game changer" i en lederartikel skrevet på dansk, som det skete lige før i denne tekst? Bestemt ikke nødvendigvis, men ingen borger aner, hvad myndighederne mener om udviklingen. Er det formålstjenstligt? Denne avis går ikke ind for en håndfast, aktivistisk national sprogpolitik a la Norges, men hellere dét end det holdningsløse morads, vi er endt i nu. Sproget er det mest fælles af alt. Enhver ændring burde være genstand for stor debat. Uden klare holdninger kommer der aldrig hverken opmærksomhed eller meningsudveksling om sprogets kurs, og disse holdninger må Dansk Sprognævn gerne levere. Så kan det være, at den 6. udgave af Retskrivningsordbogen bliver en stor dag i den danske debat- og kulturnation. Tryk for at læse mere
Nr. 116
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Milliardfond er bekymret for demokratiet. Nu skruer den ned for brugen af techgiganter Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 10:55:00
Da Morten Jakobsen stod og lyttede til en debat på sommerens Folkemødet, rejste der sig pludselig et omsiggribende spørgsmål. Et, der omhandlede det allermest fundamentale i vores demokrati: Den offentlige samtale. Debatten på Folkemødet handlede om de gigantiske tech-virksomheders enorme indvirkning på vores verden og dens demokratier. Om det ansvar, de ofte bliver anklaget for at frasige sig, når det kommer til at bekæmpe hadtale og misinformation. Det var der, at Morten Jakobsen – kommunikationsdirektør i TryghedsGruppen, der står bag Trygfonden og er største aktionær i forsikringsselskabet Tryg – fik tanken. "Står vi ved en skillevej i dag? Hvis ja, hvad skal vi så gøre?" fortæller han. Konsekvensen af den tanke kan læses i TryghedsGruppens nye principper. Her står, at fonden, der ifølge årsrapporten sidste år var god for over 44 milliarder kroner, vil prioritere indrykning af reklamer og kampagner hos såkaldte publicistiske medier – som aviser og tv-kanaler – for at "understøtte demokrati og almen oplysning," lyder det. Hvis altså målgruppen kan nås ad den vej, fortæller Morten Jakobsen. Samtidig vil man begrænse brugen af sociale medier som Facebook og Instagram, lyder det. Medierne, der begge er ejet af tech-giganten Meta, formår nemlig ikke at tage ansvar for, "hvordan deres algoritmer skaber afhængighed, at alderstjekke folk og sætte en stopper for fake news," siger kommunikationsdirektøren. Det er en bevægelse, der er modsatrettet den udvikling, der det seneste årti har været altoverskyggende. En udvikling, hvor danskerne er blevet digitale, hvor den offentlige debat foregår online, og hvor virksomhederne bag sociale medier tjener på at reklamere målrettet, billigt og effektivt til enorme menneskemængder – og hvor de traditionelle medier har skullet forsøge at navigere i det nye internetlandskab, der har kostet dyrt i annonceindtægter. TryghedsGruppens nye beslutning tegner konturerne op af et principielt spørgsmål: Hvilke rammer ønsker vi os for den demokratiske samtale i Danmark? "Let for mig at være lidt hellig"Kampen mellem de publicistiske medier og tech-platformene har stået på, siden sociale medier som Facebook begyndte at blive populære og dermed tiltrække en masse af de reklamekroner, der førhen ville ende hos eksempelvis aviserne, fortæller professor Claes de Vreese, der er centerleder ved Syddansk Universitets center for digitalt demokrati. "Håbet for de sociale medier har været, at de skulle bidrage og åbne op for dialog, og det håb er måske blevet indfriet. Nu er spørgsmålet: Er vi egentlig tilfredse med den måde, de har gjort det på? De er endt med at have en rolle, som de måske ikke var tiltænkt fra starten," siger professoren. Et efterhånden mere nuanceret syn på de sociale medier breder sig i offentligheden, og dermed flytter de etiske overvejelser også med, fortæller Claes de Vreese. Også for virksomheder, fonde og organisationer. Imidlertid er der nogle aktører – som eksempelvis TrygFonden – der har lettere ved at træffe en beslutning om at være idealistiske, fordi de som fond ikke skal tjene penge selv, fortæller han. Morten Jakobsen erkender selv, at "det er let for mig at være lidt hellig." Beslutningen skal ses ud fra et ønske om ikke at spytte for mange penge i tech-selskabernes kasser og i stedet støtte op om de publicistiske og kurraterede medier. "Det er nok ikke vores opgave, men vi synes, det er vigtigt med en uafhængig, fri og kritisk presse," siger han. Det kan ses i statistikkerne, at landets dagblade år for år mister flere stadig flere penge som følge af dalende annonceindtægter. Senest faldt dagbladenes samlede annonceomsætning med 16 procent fra 2022 til 2023, viser en opgørelse fra Danske Medier. Samtidig har medier landet over de seneste år nedlagt hundredevis af redaktionelle stillinger. De traditionelle medier har været dårlige til at sælge sig på det, de rent faktisk har at byde på, fortæller Anker Brink Lund, der er professor ved CBS Professor og forsker i nyhedsmedier og fonde: Deres troværdighed. Reklamer virker bedst, hvis modtageren har paraderne nede, fortæller han. Hvis modtageren har tillid til det sted, de opholder sig mentalt. Det er blandt andet gået ned ad bakke for de publicistiske medier, fordi de ikke har kunnet overbevise annoncørerne om denne merværdi, fortæller han. "I stedet har vi set et væddeløb mod bunden. Medierne har underbudt hinanden. I dag kan du få en helsidesannonce til en pris, der er uholdbar i længden. Forretningsmodellen er blevet, at man skærer to procent om året," siger professoren. Aldrig så nødvendigt som nu Spørgsmålet om de gamle medier over for de nye udgør "et stort, demokratisk dilemma," mener Søren Schultz Hansen, der er ekstern lektor ved CBS, erhvervsforsker og har forsket i særligt unge og sociale medier. De sociale mediers eksistensberettigelse er hverken demokratisk, ligeværdig samtale eller fagligt funderet debat, lyder det. "Nej, målet med deres algoritmer er at skabe så meget trafik og indsamle så meget data som muligt. Traditionelle medier går jo også i stigende grad op i, hvor meget artikler bliver læst og delt. Så forskellige er de trods alt ikke fra de nye medier? "Selvom publicistiske medier også skriver artikler efter, hvad der klikker godt, så synes jeg ikke, at man kan klandre de traditionelle publicistiske medier for at ville skabe noget, der ligner afhængighed blandt deres brugere. Måske de ville ønske de kunne," siger han. TryghedsGruppens beslutning kan ses som en "meget tilbageskuende kurs, hvor nogle medier er de rigtige medier," siger han. Eller det kan ses som en bevægelse, der "aldrig har været så nødvendig som nu," siger Søren Schultz Hansen og tilføjer: "Aldrig har den ligeværdige, fornuftsbaserede politiske debat været så truet af alle mulige ubalancerede, udokumenterede, ukvalificerede folk med holdninger til dette og hint. Det har aldrig været så nødvendigt og så gammeldags som nu." Hos Danske Medier ses udmeldingen som et udtryk for, at flere virksomheder begynder at tage deres sociale ansvar alvorligt, lyder det i en skriftlig kommentar fra viceadministrerende direktør Marianne Bugge Zederkof. Det er et klart etisk valg, men også en aktiv stillingtagen til det samfund, man ønsker at give videre, lyder det. "Mange danskere investerer deres opsparing med optimering for øje, men gør det samtidig ud fra en række etiske og bæredygtige principper. Annoncører bør ikke have skyklapper på, når de investerer," skriver hun og tilføjer, at publicistiske medier ifølge undersøgelser bidrager til mindre korrupte samfund. En kattelem TryghedsGruppens Morten Jakobsen forklarer, at man hos dem allerede annoncerer mere i de traditionelle medier end på sociale medier. Men med de nye principper vil det være et skærpet "opmærksomhedspunkt," som han siger. Samtidig står der i de nye principper, at de vil prioritere de traditionelle medier, hvis de kan "ramme målgruppen der." Adspurgt, om det ikke er en enorm kattelem, svarer han: "Der står, at hvis vi kan nå dem med de traditionelle medier, så vil vi hellere det. Hvis det kan lade sig gøre. Men hvis vi skal nå unge med kampagner om røgalarmer, er det vildt svært gennem Kristeligt Dagblad eller Berlingske. Det er en ulempe, men omvendt skal vi skabe samfundstryghed," siger han. Men når I har sådan en kattelem, kan du så afvise, at I ikke bare bruger det som en undskyldning for fortsat at annoncere på sociale medier? "Jeg kan ikke afvise det. Man skal se det som en øvelse til vores kampagnefolk. Om at vi skal tænke os om og gøre det på en anden måde. Kan vi prikke en lille finger ind i siden på tech-medierne, så ville jeg da være glad," siger han. Kristeligt Dagblad har forelagt TryghedsGruppens kritik for Meta, der ejer Facebook og Instagram, men tech-virksomheden er ikke vendt tilbage på henvendelsen. Tryk for at læse mere
Nr. 115
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Christiansborgs todimensionelle collage af kvindelige politikere er ikke stor kunst Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 08:45:00
Mie Mørkebergs gruppeportræt af 30 væsentlige, kvindelige politikere er skabt til Samtaleværelset på Christiansborg. Opdraget var at tilvejebringe en pendant til Herman Vedels gruppeportræt af de 30 mænd, der stod bag grundlovsrevisionen i 1915, som gav kvinder valgbarhed og stemmeret til Rigsdagen. Mørkebergs værk har fået en god modtagelse, mest fordi det hilses velkommen allevegne fra, at der nu gives mere plads til kvinder i Christiansborgs portrætsamling. Man kan diskutere udvalget af kvinder, for det kan man jo altid. De nulevende er overrepræsenterede. Mindst tre af de portrætterede hænger allerede på Christiansborg (Helle Thorning-Schmidt, Pia Kjærsgaard og Nina Bang). Og hvis man fouragerer lidt i det glimrende værk "Dansk Kvindebiografisk Leksikon", dukker de fraværende, betydningsfulde kvinder op. Hvor er den konservative Erna Sørensen, den radikale Grethe Philip, kommunisten Inger Merete Nordentoft, socialdemokraten Edel Saunte eller Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti? Portrætligheden eller genkendeligheden på Mørkebergs billede er ganske god. Man kan se, hvem det forestiller, men det er kun alt for tydeligt, at kunstneren har brugt fotografiske forlæg. Når det handler om de afdøde, er der ikke noget valg. Det bliver særlig tydeligt i portrættet af Nina Bang, der i sammenligning med de øvrige portrætterede nærmest fremstår i sort/hvid. Man kan omvendt også indvende, at billedet er meget spraglet, fordi kunstneren har gjort meget ud af at individualisere politikernes klædedragt i form og kulør. Det er en skarp kontrast til de øvrige gruppeportrætter i Samtaleværelset. Mændene er i henhold til tidens skik på de ældre billeder klædt ens i mørkt tøj, så opmærksomheden drages mod deres ansigter. Man kan spørge, hvad budskabet egentlig er, når et gruppeportræt af kvinder i så høj grad kommer til at handle om deres valg af påklædning? Drejer det sig om individualitet og frigørelse fra normerne, eller om at kvinder stadig skal bedømmes på deres ydre fremtoning? Det virker, som om Mørkeberg har arbejdet individuelt med hver af de portrætterede, de fleste i hel eller halv figur, hvorpå de er blevet sat sammen i en todimensionel collage. Det afspejles også i lyssætningen, eller rettere fraværet af samme. Skyggerne falder hid og did, for så vidt de kan identificeres. Der er ingen fornemmelse af orientering. Det må retfærdigvis nævnes, at det er en kritik, der også kan rettes mod Johannes Nielsens portræt af grundlovskommissionen af 1946, også i Samtaleværelset. Eftersom de fleste af de portrætterede i Mørkebergs gruppeportræt aldrig har mødt hinanden i virkeligheden, er der åbenlyst tale om en fiktion, men så meget desto større var muligheden for at komponere rummet frit. Den mulighed er ikke blevet grebet. Der er antydninger af en tredje dimension i sceneriet, men mere som på et dukketeater end i et egentligt samtaleværelse. Tryk for at læse mere
Nr. 114
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ny retskrivningsordbog: Nu hedder det også bedekvinde og voldskvinde Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 07:55:00
Godmorgen! Reaktionerne vælter ind efter gårsdagens nyhed om den grønne trepartsaftale, som skal sætte gang i landbrugets grønne omstilling. I Kristeligt Dagblad kritiserer flere organisationer, at aftalen er baseret på frivillighed. Du kan også læse, hvordan aftalen kommer til at påvirke folkekirken, der er Danmarks tredjestørste jordejer. Dagbladet Information spørger: Hvor sikre er vi på, at planen rent faktisk vil blive fulgt? Berlingske spørger også, hvornår effekten kan ses i den danske natur. 1000 dage med krig I dag markeres det flere steder, at det er 1000 dage siden, at Rusland invaderede Ukraine. Blandt andet bliver Københavns Rådhus oplyst i Ukraines blå og gule farver. På 1000-årsdagen står Ukraine et usikkert sted, efter at Donald Trump blev valgt som præsident tidligere på måneden. Det skriver TV 2, som også markerer dagen med at vise en række satellitfotos, som viser krigens tydelige spor på Ukraine. I Kristeligt Dagblad kan du læse en analyse af, hvordan det går med Vestens samarbejde om fred i regionen. Beskadiget datakabel i Østersøen I går aftes kom en fælles udtalelse fra Tyskland og Finland, hvor de udtrykte bekymring for et overskåret datakabel i Østersøen. Her skriver de, ifølge DR, at "Det faktum, at en sådan hændelse straks vækker mistanke om bevidst skade, siger meget om vores tids ustabilitet." Også et kabel mellem Litauen og Sverige er beskadiget, oplyser teleselskabet Telia til DR. Kampvalg i menighedsråd I dag er der afstemningsvalg – også kaldet kampvalg – til ni menighedsråd i Danmark. Uenighederne, som har ført til kampvalg, bunder blandt andet i forskellige syn på præsten, kirkegården eller interne konflikter. Især i Københavns Domkirke har valget til menighedsrådet været præget af en intens valgkampsstemning, som en ekspert i Kristeligt Dagblad i sidste uge sammenlignede med den amerikanske præsidentvalgkamp. Her har flere blandt andet opfordret til, at danskere løser sognebånd, så de kan stemme til valget. Men det er ikke hensigten med reglerne om sognebåndsløsning, ifølge jurister. Følg med på k.dk, når vi i dag og i morgen følger vi op på resultaterne af kampvalgene. Mere køn i ordbogen I går blev Danmarks nye retskrivningsordbog udgivet. Det er den femte udgave af retskrivningsordbogen og den første nye udgave i 12 år. Her kan man læse, at omtrent 30 ord får ændret eller tilføjet deres oprindelige køn, skriver Ritzau. Det gælder for eksempel ord som afholdskvinde, altmuligkvinde, voldskvinde og bedekvinde. Der er også flere ord, som får enten endelse -mand eller -person, for eksempel ordet karrieremand. Flest ord får dog kvinde-endelser. Dansk Sprognævn henviser til FN's verdensmål om ligestilling og den danske befolknings optagethed af ligestilling i deres arbejde. Tryk for at læse mere
Nr. 113
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Hun var modstandskvinde, krigskorrespondent og poet: ”Vi kunne ikke længere leve som alle andre” Tryk Her
Indsat Tirsdag d. 19. November, 2024 07:00:00
Da Madeleine Riffaud døde i en alder af 100 år, var hun stadig en kæmper og lidt af en hård negl. Et af de sidste fotografier af hende blev taget i hendes hjem i Paris, i den lejlighed som hun ikke længere kunne forlade, i den sofa hvor hun stoisk tilbragte de sidste år af sit liv. Med en cerut i hånden, hærget af gigtsmerter efter næsten 70 år gamle kvæstelser i Algeriet. Og øjne, der ikke længere kunne se, men alligevel syntes at kaste et både hårdt og smerteligt blik på verden. Madeleine Riffaud skrev digte, fra hun var ganske ung, og fik udgivet flere digtsamlinger. Men hun var også en koldblodig modstandskvinde, som i en alder af 19 år skød en underofficer i den tyske besættelsesmagt på klods hold i Paris og holdt stand under flere ugers tortur i Gestapos lokaler uden at udlevere ét eneste navn på sine kammerater. Og der var intet romantisk eller poetisk over hendes valg, da hun efter krigen blev en af Frankrigs første kvindelige krigskorrespondenter. Krigen kunne ikke slippe hende. ”Efter alt det, vi havde været igennem, kunne vi ikke leve som alle andre,” sagde hun i et interview med dagbladet Le Monde i 2021. Det var en tysk officer, der bogstaveligt talt sparkede den kun 18-årige Madeleine ind i modstandsbevægelsen i 1942. Nogle tyske soldater antastede hende på perronen på banegården i byen Amiens vest for Paris. ”De rev i min nederdel, og en af dem prøvede at kysse mig. Postyret fik en officer til at blande sig, og han gav mig en spark bagi, så jeg landede to meter borte. Da jeg lå der med ansigtet i støvet, sagde jeg i mit stille sind: Det skal du få betalt. Og alle de andre også. Det var der, jeg besluttede at sige nej. Jeg følte mig ydmyget. Og det er noget, enhver besættelsesmagt skal huske på: Det er ydmygelsen, der gør os til modstandskæmpere,” sagde Madeleine Riffaud til France Inter i 2021. Kun 18 år gammel blev Madeleine Riffaud forbindelsesagent i modstandsbevægelsen. Efter D-dagen i 1944 øgede den franske modstandsbevægelse presset på den nazistiske besættelsesmagt i Paris ved at dræbe så mange tyske officerer som muligt. Madeleine Riffaud gjorde det, hun så som sin pligt, og dræbte en underofficer på åben gade. Men hun blev pågrebet, tortureret og dømt til døden, da hun nægtede at udlevere sine kammerater. Mens hun skrev et afskedsdigt i dødscellen, blev hun uventet hentet tilbage til fornyet afhøring. Hun blev også tvunget til at se på, mens andre modstandsfolk blev udsat for brutal tortur, deriblandt en gravid kvinde. Hun kunne standse deres lidelser, hvis hun talte, sagde torturbødlerne. Efter flere ugers fangenskab blev hun sat på et tog til Ravensbrück, en berygtet koncentrationslejr for kvinder nord for Berlin, men endte med at blive del af en udveksling med tyske krigsfanger organiseret af Røde Kors den 19. august 1944. Paris var på nippet til at blive befriet, og Madeleine Riffaud fik af sin gamle modstandsgruppe ordre til at tage ledelsen af en sabotagegruppe. De kastede dynamit i en jernbanetunnel og blokerede et tog med 80 tyske soldater, som blev taget som krigsfanger. Det var den 23. august 1944, Madeleine Riffauds 20 års fødselsdag. To dage senere kunne pariserne fejre deres befrielse. Men for den unge modstandskvinde blev det begyndelsen til en dyb depression, eftervirkningerne af krig og tortur. ”Jeg kunne ikke sove. Jeg var tæt på at begå selvmord,” fortalte hun siden. ”Det eneste, jeg var god til, var at bruge våben. Tyskerne havde beordret mig til at se, mens de torturerede andre, og jeg besluttede, at det var, jeg skulle: se virkeligheden og beskrive den. Vidne om sandheden. Vi var flere modstandskvinder, som blev krigskorrespondenter,” sagde hun til Le Monde. Det blev begyndelsen til en lang karriere som journalist, hvor hun dækkede de franske kolonikrige i Indokina og Algeriet. Her blev hun alvorligt såret i et attentatforsøg begået af den højreekstremistiske franske OAS-bevægelse. Siden beskrev hun Vietnamkrigen i en bog, der blev oversat til flere sprog. Tilbage i Frankrig lod hun sig ansætte som sygehjælper på et fransk hospital for at berette om bagsiden af det franske sundhedsvæsen i en bog, der blev solgt i en million eksemplarer. Madeleine Riffaud blev en journalistisk legende oven i titlen som modstandshelt. Hun blev æret med Krigskorset i 1945 og den franske Æreslegions orden i 2001. Og da hun døde i sin lejlighed i Paris den 6. november, bundet til sin sofa af gigtsmerterne efter attentatet i Algeriet, var hun stadig en kæmper. ”Jeg har skrevet til præsidenten for at tale de gamles sag, der bliver overladt til sig selv, fordi der hverken er plads på plejehjemmene eller hjælp i hjemmet,” sagde hun til Le Monde i sit allersidste interview. Men hun udtrykte også sin skuffelse over svælget mellem de idealer, hun kæmpede for, og den verden, hun tog afsked med. ”Vi prøvede at gøre verden bedre, og det mislykkedes. Jeg efterlader ikke den verden, jeg havde håbet på." Tryk for at læse mere
Nr. 112
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Langt de fleste kommer hurtigt videre fra traumer. Men det er ikke sådan, vi taler om det Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 19:00:00
Ordet traume kommer af det græske "trauma" og betyder "sår". Et sår kan være stort eller småt, og det gør ondt, når man får det. Men sår heler også op. En gang imellem kan man få øje på arret efter et gammelt sår, men ellers mærker man egentlig ikke noget til det. Det er lige præcis dét, at et traume kan gå i sig selv, som mangler i den måde, rigtig mange i dag bruger og forstår traumebegrebet, og der er helt generelt brug for begrebsafklaring. Det mener Karen-Inge Karstoft, der er lektor i psykologi ved Københavns Universitet, og som står bag en ny debatbog om emnet, "Hvorfor taler alle om traumer?", der udkommer på Informations Forlag den 26. november. "Vi taler rigtig, rigtig meget om traumer, og der er ikke helt fælles fodslag om, hvad det betyder," siger hun. Der er forskel på et traume og det at have en langvarig traumereaktion, understreger psykologen. Samtidig er der en antagelse om, at en voldsom oplevelse stort set altid påvirker mennesker negativt på lang sigt, men det er ikke rigtigt: "Hvis man har oplevet noget meget voldsomt, vil man som regel få en form for reaktion. Det kan være søvnløshed eller nedtrykthed i en periode. Men for langt de fleste fortager det sig," siger Karen-Inge Karstoft. Hun bakkes op af et nyt dansk studie, der er offentliggjort i seneste udgave af det videnskabelige tidsskrift Journal of Aggression, Maltreatment & Trauma. Studiet, der er udført af forskere fra blandt andet Psykiatrisk Forskningsenhed Region Sjælland, finder, at 68 procent af den danske befolkning har oplevet en potentielt traumatisk begivenhed. Blandt disse er det kun 6,6 procent, der rapporterer om ptsd-symptomer, svarende til en eventuel diagnose. Ptsd eller posttraumatisk stresssyndrom er en belastningsreaktion, der kan udmønte sig i kronisk stress med blandt andet mareridt og flashbacks til voldsomme hændelser i vågen tilstand. Men det er faktisk ikke særlig almindeligt, understreger Karen-Inge Karstoft. "Tallene viser, at langt de fleste af os vil få oplevelser, der er svære. Og det er problematisk, hvis der er en antagelse om, at en voldsom oplevelse nødvendigvis vil ødelægge en og kræver behandling. Langt de fleste af os får det bedre med tiden og kommer os efter voldsomme oplevelser," siger hun. Kamp historisk I Kristeligt Dagblad i fredags efterlyste forfatter og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse Anna Juul og journalist Kristoffer Lind en debat om den måde, vi taler om traumer på. De oplever blandt andet, at flere almenmenneskelige erfaringer og oplevelser i dag ses som traumatiske. Men faktisk har der længe været debat om traumer. Historiker og lektor ved Rysensteen Gymnasium Kasper Nissen har forsket i traumernes historie, specifikt i forhold til Første Verdenskrig og de mange sønderjyske krigsdeltagere, der kom hjem med psykiske krigsskader. Han ser en "begrebshistorisk vandring" med flere markante kampe undervejs, men han er også enig i, at ordet i dag bliver brugt meget bredere og mere hyppigt end før i tiden. "Ligesom vi i det hele taget ser en vandring af psykologiens sprogbrug over i det daglige sprog, hvor vi bruger mange medicinske eller psykologiske udtryk i flæng og for eksempel kan finde på at sige: 'Det er bare min ocd', uden at vi har diagnosen," siger han. Den tyske læge Hermann Oppenheim (1858-1919) ses som faderen til konceptet posttraumatiske lidelser. Han kæmpede i 1880'erne for at få anerkendt, at nogle af de mange arbejdsulykker i forbindelse med den hastige industrialisering i landet også kunne medføre det, han kaldte "traumatisk neurose". Men konservative psykiatere opponerede mod diagnosen med det argument, at det ville betyde et væld af erstatningssager. I 1926 blev diagnosen officielt taget af den tyske diagnoseliste. Første Verdenskrig blev den begivenhed, der for alvor gjorde det klart, at man kunne blive påvirket af at være i krig, men heller ikke på den tid var traume et udtryk i folkemunde, siger historiker Kasper Nissen. "I 1920'erne brugte danske læger udtrykket 'krigens gevaldige sjælelige indtryk'. Og i England brugte man for eksempel udtrykket 'granatchok' om soldaternes tilstand. Men der var også tvivl om, hvorvidt granatchokket egentlig var noget fysisk. Og folk gik bestemt ikke rundt og sagde, de havde fået et traume. Man kunne godt få erstatning for en psykisk krigsskade i krigsinvalidenævnet, men det overhovedet at skulle bede om nogen form for understøttelse har været opfattet som dybt ydmygende." Det, der er ubehageligt Omtrent 100 år efter den oprindelige traumedebat i Tyskland kom så diagnosen ptsd, der blev anerkendt i WHO's diagnosemanual i 1980, blandt andet som et resultat af Vietnamkrigen og dens indvirkning på krigsveteranerne. I dag bliver diagnosen ikke kun givet til soldater: "I dag gives ptsd-diagnosen for eksempel også til lærere, der er blevet sparket af umulige børn. Ligesom ordet traume i sig selv er blevet meget bredere. Den medicinske definition og den folkelige omgang med ordet er fulgtes ad på den måde," siger Kasper Nissen. Nutidens store fokus på psykiske traumer kommer efter en tid, hvor de slet ikke blev talt om. Og det kan ses som et modtryk, siger psykolog Karen-Inge Karstoft. "For bare et halvt århundrede siden nedgjorde man folk, der havde reaktioner efter voldsomme oplevelser. Man betragtede dem som nogle, der peb og bare skulle komme videre. Der kom så fokus på det, og man anerkendte traumer som noget reelt. Og nu er pendulet så svinget i den helt anden retning," siger hun. Men hvad er egentlig faren ved det? "Hvis vi har en antagelse om, at en potentielt traumatisk oplevelse altid ødelægger os, vil der også være en antagelse om, at det altid kræver behandling. Og så bliver det til et spørgsmål om prioritering af indsatser. Behandlinger skal forbeholdes dem, der har svære reaktioner oven på noget potentielt traumatisk," siger hun. Historiker Kasper Nissen mener, det kan blive svært at styre sprogbrugen omkring traumer, fordi historien har vist, at diagnoser er under forandring, sammen med sproget. Og at det ofte er det talte sprog, der former nye forståelser. Han husker selv en vennemiddag for et par år siden, hvor de talte om familierelationer. Og en af vennerne italesatte det som et traume, at forældrene skændtes meget i vennens barndom, husker han. "Det, fortidens og nutidens diagnoser har tilfælles, er, at de handler om ubehag. Og bare fordi traume ikke kun bruges om krigssituationer, men også om mobning i barndommen, betegner det stadig menneskets ubehag. Selv ser jeg nok ikke det helt store problem i, at vi bruger begrebet lidt bredere. Jeg vil hellere leve i en verden, hvor der er fokus på psykisk trivsel, end en, hvor der slet ikke er." Tryk for at læse mere
Nr. 111
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Verden er våd. Og denne bog giver lyst til at dykke ned i den Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
Som et forfærdende hav omkranser et grønklædt land, ligger der ”et Tahiti i menneskets sjæl.” Martrede kaptajner har et ”dystert fradrag om munden og regnvåd november i sjælen”. I historien ruller ”Havets store liglagen videre, som det rullede for fem tusind år siden”. Alle disse storslåede vandvejsmetaforer for livet er at finde i tekster om eller af den amerikanske forfatter Herman Melville (1819-1891). De er også alle strålende, oftest nærmest rystende, anvendt i journalisten og Melville-oversætteren Flemming Chr. Nielsens nye bog om Melvilles liv og værk. Herman Melville voksede op i New York med en relativt velhavende købmandsfar, der blev sindssyg og døde under uklare omstændigheder, da Melville var 12 år gammel. Herman klarede sig derefter på bedste beskub med diverse kedelige jobs, inden han som cirka 20-årig ifølge Nielsens tolkning må have tænkt som fortælleren Ismael i Melvilles senere mesterværk ”Moby Dick”: Han ville se den del af verden, som er vand. Som det brusende billedsprog vidner om, oplevede Melville i sandhed nogle andre dele af verden. Få årtier senere skulle Friedrich Nietzsche proklamere, at verden er langt dybere, end tiden tror. Hos både Melville og Flemming Chr. Nielsen gælder det også, såfremt man forstår, at der ikke findes mørkere dybder i verden end havets grave. Bogen er bygget op som en klassisk-kronologisk fortælling, der skildrer forfatterens liv sideløbende med de værker, han udgiver. I Melvilles tilfælde drejer det sig om tidlig kommerciel succes med romanerne ”Typee” og ”Omoo”, rejsebeskrivelser fra Sydhavsøerne og fangenskab hos kannibaler. Debuten ”Typee” udkom i 1846 og blev allerede i 1852 udgivet i dansk oversættelse som føljeton i Kjøbenhavnsposten. Dernæst fulgte en mageløs kunstnerisk deroute, hvad en kunstners offentlige ry angår. Loyalt fortæller Nielsen historien om de (meget) mærkeligere efterfølgende bogudgivelser over den storslåede ”Moby Dick”, som ingen forstod, men som senere fejrede utrolige triumfer, og frem mod det sene værk ”Clarel” – et digt på 600 sider om en ung teologistuderendes rejse til Det Hellige Land. I veloplagt stil gengiver Nielsen læseoplevelsen: ”Digtet er som at træde ind i et gådefuldt gravkammer, hvor nye skikkelser hele tiden opstår for den besøgende.” Melville var sig den manglende succes pinligt bevidst og døde som en stort set ukendt forfatter. Han karikerede også sit manglende held litterært. Et sted i romanen ”Pierre eller Flertydighederne” får hovedpersonen et brev fra sine forlæggere: ”De er en bedrager […] Send os ikke flere sider.” I sin letlæselige og kompakte form er denne indføring i Melvilles univers ikke banebrydende, og Nielsen rutter ikke med sine kilder. Men målet er tydeligvis heller ikke ”nye” indsigter i noget som helst, men et vidnesbyrd om personlige oplevelser fra faste dybdedyk ned i det bundløse hav, som Melvilles romaner udgør. Hovedværket ”Moby Dick” om en gal kaptajns jagt på en spermacethval og den gådefulde gud kappes i disse læsninger med Det Gamle Testamente og Shakespeare i formuleringen af ultimative allegorier for landflygtighed, dæmoni og søgen efter mening i et univers, der ikke vil svare. Bogens eneste væsentlige svaghed kunne ligne en konsekvens af dens styrke. I den brutale sproglige udtrykskraft gentages pointer, som om læseren skulle være lige så sagesløs som Ismael derude på det kolde hav. Alt kan og bliver gjort til billeder på den vestlige civilisations moralisme og forfinede barbari. Det er muligvis ikke er direkte forkert, men også trættende i sin monomani. Mon ikke det interessante består i, hvordan hver af romanerne afviger fra hinanden i dette tema? Nielsens baggrund som både journalist og oversætter fornægter sig ikke. Dette stykke litteraturlæsning er stadig stilistisk betragtet sømilevidt foran 9 ud af 10 danske professionelle litterater. Nielsen viser sig også som en habil kritiker i den forstand, at han formår at sætte omfattende litteratur på prægnant formel. Om ”Pierre” hedder det: ”Det bizarre trekantdrama om Kristi efterfølgelse slutter i mord og selvmord.” Og som hæmningsløst nøgtern konsekvens: ”’Pierre' ødelagde det sidste af sin forfatters renommé.” Det tog fem år at sælge de første 2500 eksemplarer af ”Moby Dick”, og Nielsen påpeger, at der i de sidste 34 år af forfatterens liv gennemsnitligt blev solgt 27 eksemplarer af bogen årligt. Men verden er våd, dyb og uudgrundelig. Så i løbet af det 20. århundrede blev ”Moby Dick” opdaget som det gigantiske mesterværk, den er. Og i Danmark finder den næppe bedre mand i sin udkigstønde end Flemming Chr. Nielsen. Flemming Chr. Nielsen: Et hvalfangerskib var mit Yale og mit Harvard. Herman Melville og hans romaner. 220 sider. 215 kroner. Gyldendal Tryk for at læse mere
Nr. 110
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Paven sætter i ny bog fokus på migration og Israel-anklager Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
Pave Frans beskylder ikke direkte Israel for at begå folkedrab i Gaza. Men ”ifølge visse eksperter kan det, der foregår i Gaza, karakteriseres som et folkedrab”. Det skriver paven i en bog med titlen ”Håb kan ikke gøres til skamme. Pilgrimme på vej mod en bedre verden”, som tirsdag udkommer i Italien, Spanien og Sydamerika. Søndag bragte den italienske avis La Stampa uddrag af bogen, som er blevet til på baggrund af interviews med paven i anledning af jubelåret i den katolske kirke i 2025. Paven har flere gange udtrykt sin bekymring over de menneskelige tab i Gaza, men også taget imod familier til de israelske gidsler, som blev taget af Hamas under angrebet den 7. oktober 2023. Over de seneste måneder har han fordømt det store dødstal blandt palæstinensere i Israels luftangreb på Gaza, og han har også skarpt kritiseret Israels luftangreb på Libanon, som han har kaldt ”hinsides al moral”. Men det er første gang, han bruger udtrykket folkedrab. I september hævdede fordrevne palæstinensere, at pave Frans over for dem havde kaldt krigen for et folkedrab under en audiens. Det blev dog afvist af Vatikanets pressetjeneste efter en voldsom polemik. Men efter uddraget i La Stampa har Vatikanets nyhedstjeneste, Vatican News, gentaget citatet under en overskrift, der kæder spørgsmålet om folkedrab sammen med pavens generelle refleksioner i bogen om menneskelig værdighed. Erklæringen falder i forbindelse med overvejelser om migration og fordrivelse, hvor paven nævner krigen i Ukraine og de mange, der er flygtet til grænselande som Polen og andre lande i Europa. ”Noget lignende skete i Mellemøsten, hvor nationer som Jordan eller Libanon fortsat åbner dørene for at redde millioner af mennesker, der flygter fra konflikter i regionen: Jeg tænker især på de mennesker, som forlader Gaza midt i hungersnøden, der ramte de palæstinensiske brødre på grund af vanskelighederne med at bringe mad og hjælp til deres territorium. Ifølge nogle eksperter kan det, der sker i Gaza, karakteriseres som et folkedrab. Det bør undersøges omhyggeligt for at afgøre, om det passer til den tekniske definition formuleret af advokater og internationale organer,” siger paven i interviewbogen. I december sidste år indklagede Sydafrika sammen med andre lande Israel for Den Internationale Domstol i Haag med beskyldninger om, at Israel gør sig skyldig i folkedrab under krigen i Gaza, der begyndte efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023. For få dage siden kom en specialkomité under FN med en rapport, der ligeledes hævder, at Israel gør sig skyldig i handlinger, der kan karakteriseres som folkedrab. ”Siden begyndelsen af krigen har israelske ledere offentligt støttet en politik, der fratager palæstinenserne selve de betingelser, der gør livet muligt: fødevarer, vand og brændstof,” erklærer komitéen, som blev dannet i 1968 med den opgave at efterforske Israels bosættelser i de besatte områder efter Seksdageskrigen. Samtidig har den humanitære organisation Human Rights Watch, ligeledes i sidste uge, beskyldt Israel for at gøre sig skyldig i krigsforbrydelser i Gaza. Pavens udtalelser i bogen bliver dermed del af et voksende pres på Israel, blandt andet på baggrund af udvidelsen af krigen til også at indbefatte angreb på den iranskstøttede Hizbollah-milits i Libanon. USA har skarpt taget afstand fra især FN-komitéens rapport. Og Israels ambassadør i Vatikanet har fordømt pavens udtalelser i bogen. Israels ambassadør i Vatikanet, Yaron Sideman, har også fordømt pavens udtalelser i bogen. Paven forveksler ofrene med gerningsmændene, skriver ambassadøren på det sociale netværk X, tidligere Twitter, hvor han også henviser til Israels ret til at forsvare sig. ”Der fandt en folkedrabsmassakre sted den 7. oktober 2023 mod israelske borgere, og siden da har Israel benyttet sin ret til selvforsvar mod forsøg på at dræbe landets borgere. Alle forsøg på at omtale dette som andet end selvforsvar er et angreb på den jødiske stat,” skriver han. Tryk for at læse mere
Nr. 109
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Imponerende, hvad Naja Marie Aidt får ud af samtalen på DR2. Det er tv til en epoke, hvor alt er gået i stykker Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
Det er interessant at følge noget blive til, blive skabt, født, opstå. Tilblivelse har i den grad indfundet sig på tv, hvor en række forskellige programmer gennem de seneste år har fulgt en tilblivelsesproces. Det kan være et renoverings- eller byggeprojekt som i ”I hus til halsen” eller ”Nybyggerne”, eller det kan være en kunstnerisk proces, som i ”Kunstnerkolonien” eller ”Danmarks bedste portrætmaler”, der har kørt i henholdsvis fire og fem sæsoner. Seneste skud på stammen er ”Kunst til tiden” på DR2, hvor Ane Cortzen inviterer to kunstnere til at arbejde sammen om et fælles værk. Benspændet i samarbejdet er, at de to kunstnere skal lade sig inspirere af en tidligere kunsthistorisk epoke eller retning. Og at de skal i mål med det fælles værk inden for 24 timer. ”Kunst til tiden” er den rammende titel på serien. Søndag var det forfatteren Naja Marie Aidt og billedkunstneren Gertrud Hasle, der var sat sammen. Den bundne opgave var at lade sig inspirere af minimalismen, som ikke umiddelbart er den kunstneriske retning, der kaster mest inspiration af sig. Minimalisterne arbejdede på at få kunsten til at handle om absolut ingenting. Minimalismen var et opgør med ekspressionismen og den romantiske forestilling om kunstneren som en særligt inspireret person; kunstnerens hånd skulle ikke være synlig i værket. Minimalisternes slagord var ”Less is more” (mindre er mere) – og som en af efterfølgerne kommenterede: ”Less is a bore” (mindre er kedeligt). Mens Aidt og Hasle arbejdede, besøgte Cortzen et par kunsthistorikere, der gjorde seerne klogere på minimalismen, der havde sin tid i 1960’erne og 1970’erne, båret frem af en håndfuld hvide mænd. Nu var det så to hvide kvinder, der skulle fortolke tiden. De havde forberedt sig, blandt andet fundet et værk af amerikanske Agnes Martin, der var minimalist, men med et indbygget oprør med stilen i form af små, indbyggede fejl, der afslørede kunstnerens hånd. Det passede som hånd i handske med Gertrud Hasle, der erklærede, at alt, hvad hun laver, er fyldt med fejl. Hun er ordblind og broderer lydordene ind i sine værker. Hasle leverede ord til Aidt, som skrev et digt, der ikke handlede om intet, men om en tid, hvor børn sænkes i jorden, og alt er gået i stykker. Det var bevægende – og imponerende, hvad Hasle og Aidt fik ud af de 24 timer sammen. Og nærmest overrumplende, hvad seeren fik med i den halve time. Begavet tv. Har der altid været en optagethed af tilblivelse? Det er tankevækkende, at også filosofien for tiden er optaget af tilblivelse med blandt andet genopdagelsen af Hannah Arendts begreb om natalitet. Og måske er det præcis dét, der er kunst og tænkning til en tid, der er gået i stykker? Det er unægtelig noget mere håbefuldt end kunst, der ikke vil handle om noget som helst. Birgitte Stoklund Larsen er rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Tryk for at læse mere
Nr. 108
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Lis M. Frederiksen efter sin mands død: At blive alene er at finde sit nye jeg Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
Der bliver ryddet op, smidt ud, tømt skuffer og malet vægge. Stort set alt i vores lejlighed bliver kigget efter i sømmene med et nyt blik. Det er begyndelsen på en proces med at finde en ny udgave af mig selv. Ikke en anden. Men endnu en version, der skal leve i nogle andre rammer. Rammerne som enlig – men ikke ensom – i den stille, tomme lejlighed, efter at min mand døde for godt en måned siden. Børnene, familien og de nære venner står tæt omkring mig. Tænk, hvor mange gange man gennem et langt liv har genopfundet sig selv. Som barn, da man kom i skole med nye omgivelser, lærere og nye kammerater. Der var sport, musik, fællesskaber, hvor man hver gang skulle passe ind og finde sin rolle. Sådan er det fortsat livet igennem med kærester, mand, børn, familie, uddannelse og jobs. Hver gang har man skullet finde sin plads og tilpasse sig nye mennesker og omgivelser. Det skal jeg også nu som 81-årig. Umærkeligt former man sig med og mod hinanden – også to stærke personligheder, som vi var. Det er umuligt at leve sammen i mange år uden at sætte aftryk på hinanden, og heldigvis for det. På mange måder var vi hinandens modsætninger. Han var samler, kunne ikke smide ting ud. Impulsiv og sangvinsk. Jeg, mere struktureret, har smidt ud, hvis ting ikke har passet ind eller ikke er blevet brugt gennem flere år. Hvis jeg har kunnet få lov. Men det er hændt, at slidte bukser og skjorter er røget ud uden tilladelse. Nu kan jeg selv bestemme. Det kan have sine fordele, men er også en smule skræmmende. Noget af det bedste ved oprydningen har været alle de glemte perler, der havde forputtet sig i mængder af cd'er, både jazz og klassisk, som vi begge har haft som en del af vores bagage. Musikken brager ud i stuerne og har trøstet og udfyldt tomrummet mange gange, siden han døde. Ella Fitzgerald, "Pure Ella", som jeg engang har fået af en jazzkyndig kollega, er dukket op. Andre favoritter, "Chet Baker sings", Sibelius' Violinkoncert og Bachs Goldberg-variationer havde også forputtet sig. Så skønt og livgivende at lytte til. Stakkene af bøger bliver det værste. Bøger giver liv og personlighed til et hjem. De fortæller meget om, hvem du er, hvad der interesserer dig, og hvilket liv, du har levet. Hver gang jeg besøger et nyt hjem, er noget af det mest spændende at se, hvad der står på reolerne. Ikke af nyfigenhed, men af simpel interesse for dem, der nu har inviteret. Bøgerne har i meget høj grad været markører for min mands identitet. Han læste altid. Da han var syg og stadig var i stand til at læse, gik det op for mig, hvor ofte han må have været på biblioteket for at hente nye forsyninger. I de sidste måneder blev jeg biblioteksbud. Lige til det allersidste lå der hele tiden en bog på hans sengebord. Den måtte ikke flyttes, selv om det var småt med plads til de forskellige sygeremedier. Vi er flyttet flere gange i vores voksenliv og har hver gang ryddet ud i bøgerne. Men de vælter nu igen ud over alle bredder på hylderne. Flere kom hele tiden til. Men ingen – eller næsten ingen – vil have dem i dag, og man smider ikke bare bøger ud i min verden. Det er som blasfemi og at bande i kirken. Da vi i maj fik at vide, at kræftlægerne ikke kunne gøre mere for ham, begyndte afskeden umærkeligt. Alt, hvad der skete omkring os og mellem os, står skarpt på en måde, som for alvor er gået op for mig, nu da en ny hverdag så småt er begyndt, min nye hverdag. Bare det, ikke længere at skulle sige "vi" og "vores", men "jeg" og "mit", er grænseoverskridende. Jo ældre vi bliver, des mindre bliver vores verden også. Der er ikke længere arbejdsfællesskaber, ambitioner, der skal indfries, eller nye kontakter, der skal dyrkes med henblik på dine fremtidige muligheder. Hverdagene kan være larmende stille. Men nye og gamle fællesskaber dukker op igen. Biografture, torsdagskoncerter, motion og skiftende kulturelle oplevelser og inspirerende snak i den dejlige kulturgruppe. Skelettet af en ny hverdag begynder så småt at tegne sig. "Seniorliv" skrives på skift af tidligere nyheds- og informationschef og journalist Lis M. Frederiksen, født 1943, tidligere tv-direktør, højskoleforstander og teolog Ivar Brændgaard, født 1949, og jurist, forfatter og tidligere chefkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler, født 1942. Tryk for at læse mere
Nr. 107
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Konservativ rådmand: Præsidentvalg i USA kan føre til et frugtbart opgør med identitetspolitikken Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
Resultatet af præsidentvalget i USA har givet anledning til mange bekymringer og mange refleksioner – navnlig i Danmark, som ifølge målinger måske er det mindst positive land i hele Europa over for Donald Trump. Alt tyder på, at et flertal af amerikanerne oplevede, at Trump på store, afgørende spørgsmål som økonomi og indvandring gav bedre svar end sin modkandidat. Det er også temaer, som gennem en årrække har fyldt rigtig meget herhjemme, når vælgerne skulle sætte deres kryds, så måske bør vi ikke være så overraskede. Samtidig tyder meget på, at andre temaer også har spillet ind, ikke mindst den identitetspolitiske dagsorden, som har udviklet sig langt voldsommere i USA, end vi har oplevet det i Danmark. Demokraterne, som tidligere var et grundlæggende velovervejet politisk parti, der placerede sig nogenlunde i midten af det, vi normalt ville opfatte som det politiske spektrum, er ligesom republikanerne blevet radikaliseret gennem de senere år, og det har ikke mindst manifesteret sig i et knæfald over for enhver form for grupperettigheder for sorte, homoseksuelle, transkønnede med flere. Demokraterne har advokeret kraftigt for den nye tids tendens, hvor de selvudråbte undertrykte altid har ret, og hvor de sågar skal have lov til at dominere over deres tidligere undertrykkere i en række sammenhænge, eksempelvis når det fra føderal side er blevet forlangt, at skoler, der vil modtage støtte, skal acceptere transkvinder – det vil sige biologiske mænd – inden for kvindesport. Den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris, har gennem lang tid været kendt for begejstret og tilsyneladende ukritisk at omfavne identitetspolitiske dagsordner. Særligt opsigtsvækkende var det i 2019, hvor hun advokerede for, at staten skulle betale for kønsskifteoperationer til fængselsindsatte. Harris har også været stærkt påvirket af hele defund the police-tankegangen, hvor der skal skæres ned på politistyrken, fordi den angiveligt er inficeret af strukturel racisme. I Danmark har vi set en hel del af disse tendenser, men fortsat i en afsvækket form, selvom de har været klart inspireret af situationen i USA. Mange har bekymret talt om, at identitetspolitikken med dens stærkt splittende potentiale og mere eller mindre kunstige modsætninger mellem befolkningsgrupper kun ville blive stærkere herhjemme, fordi vi sædvanligvis importerer mange tendenser fra USA med nogen forsinkelse. I det lys er det rimeligt at håbe på, at præsidentvalget i USA på dette område vil gavne situationen i Danmark, fordi Trump så entydigt har taget afstand fra identitetspolitikken og også forventes at ville arbejde for en føderal lovgivning, som vil gøre op med særrettigheder og diskrimination. Får vi stoppet identitetspolitikken ved dens rod, som i høj grad har groet i USA, så kan vi håbe på en mere sober og rimelig dansk debat, hvor vi i højere grad kan vende tilbage til den tradition, der nu i mere end 100 år har været vores, hvor vi har søgt at mindske betydningen af køn, seksualitet, hudfarve med mere og tværtimod har arbejdet for at fremme alle menneskers ligeværd. Nikolaj Bøgh er rådmand på Frederiksberg i København og valgt for Det Konservative Folkeparti. Tryk for at læse mere
Nr. 106
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Fertilitetslæge Jakob Ingerslev holder sjældent mund. De store etiske sværdslag er værd at tage Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
Den er som en månelanding, udviklingen på fertilitetsområdet: Da fertilitetslæge Jakob Ingerslev begyndte sin karriere i midten af 1970’erne, var der stort set ingen tilbud om hjælp til barnløse. I dag har fertilitetsteknologien forgrenet sig vildt. Spækket med etik og dilemmaer er området, og i 1987 var den dengang ret nye reagensglasbehandling faktisk den direkte årsag til oprettelsen af Det Etiske Råd. I dag fylder Jakob Ingerslev 75 år og har rejst villigtmed udviklingen. I dag er han overlæge på Fertilitetsenheden på Aalborg Universitetshospital, hvor han har ansvaret for såkaldt præimplantationsgenetisk test. Populært sagt ægsortering, som er undersøgelse for genfejl i et befrugtet æg, inden det sættes op i en kvinde: ”En gave til par, som risikerer et barn med alvorlig genetisk sygdom,” siger han. Jakob Ingerslev er ikke forskrækket over teknologi, og han er ikke mundlam. Ofte har han i sin karriere ført de etiske debatter, som er opstået i takt med, at fertilitetsbehandlingen etablerede og udviklede sig i Danmark. For eksempel var det ham, som i 1998 sattespørgsmålstegn ved, hvem fertilitetslægerne egentlig burde behandle. Dengang var han overlæge på Aarhus Universitetshospital: ”Vi mødte nogle familier, hvor det var gået grueligt galt. Børn, der var blevet mishandlet, børn, der var blevet tvangsfjernet. Og hvor vi havde hjulpet de familier med at få børnene. Når vi gik tilbage i journalerne, skreg det til os, at her var en tvivlsom familiekonstruktion og små ressourcer. Jeg følte et tungt ansvar for de børn,” siger han. I dag har personale på fertilitetsklinikker pligt til at bede om egnethedsvurdering, hvis de er i tvivl om aspirerende forældres evner til at tage sig af et barn. Det var også Jakob Ingerslev og hans kolleger, som i Aarhus i 2012 udførte ægsortering og matchede et befrugtet ægs vævstype, så barnet sidenhen kunne fungere som donor for en livstruet syg bror eller søster. Dén landvinding havde et langt etisk forspil, hvor mange nok husker sagen om drengen Jason Valsted, der 10 år forinden havde rejst stor debat: Også Jason havde brug for en ny bror eller søster som donor, men Det Etiske Råd betonede frygten for, at det nye barn blev ”tingsliggjort” og reduceret til et ”reservedelslager” for storebror. Forældrene fik til sidst tilladelse til at få behandlingen i udlandet. Den form for alarmisme ejer Jakob Ingerslev ikke, og det gælder også fremtiden: ”’Designerbabyer’ er et mærkeligt luftigt begreb, der dækker over uhyggelige tanker om, hvad teknologien kan bruges til; kloning og genmanipulation. Men hvis vi en dag med sikker teknologi kan fjerne et gen, der har en mutation, og indsætte et normalt gen i stedet, så kan jeg ikke se det som andet end en landvinding,” siger han, som mener, at man i Danmark kan styre udviklingen. I nogle spørgsmål har Jakob Ingerslev dog ingen svar. Her står kun hans undren tilbage. Hos ham ender de par, som på grund af kendte genfejl risikerer at få et barn med alvorlig genetisk sygdom. ”De har valgt, at de hellere vil gå gennem en lang og for nogle belastende proces med ægsortering, end de vil undfange naturligt og derefter få fosterdiagnostik og eventuelt abort, hvis fostret er sygt. De svarer alle sammen, at de har valgt ægsortering, fordi de ikke kan få sig selv til at afbryde en graviditet.” Han funderer: ”Her sidder par med en god etisk grund til at afbryde en graviditet, men det fylder ikke hos dem. De føler, at de i så fald ville afbryde et liv, der var i gang. Det undrer mig i et land, hvor 15.000 kvinder hvert år får abort af alle mulige grunde. Og så er vi tilbage ved de gamle spørgsmål: Hvornår starter livet? Hvad er folks tanker om det?”. Det med fertilitet og fødsler er gået i arv. Jakob Ingerslevs far var Mogens Ingerslev, professor i gynækologi og obstetrik. Hans barndoms legeplads var Aarhus’ daværende fødselsanstalt, hvor familien havde tjenestebolig, og i dag er han gift med fødselslæge Merete Hein, lægelig leder af Familieambulatoriet for udsatte gravide på Aarhus Universitetshospital. ”Far putter børnene ind, mor tager dem ud,” har deres børn gennem tiden forklaret forældrenes jobs for andre. Og han har tænkt sig at blive ved, så længe han selv og Aalborg Universitetshospital har glæde af det. Og når Aalborg nu er nævnt, kan dette portræt slutte med lidt ridning på en gammel kæphest. Jakob Ingerslev skiftede job, da Fertilitetsklinikken i Skejby blev nedlagt i 2015 som følge af besparelser. Behandlingen blev flyttet til Horsens og Skive. Igen en sag, hvor Jakob Ingerslev talte højt om ”en rigtig dårlig beslutning” ikke mindst for de barnløse aarhusianere, som siden er blevet sendt ud på lange pendlerture. Det står han ved endnu. ”Men havde de ikke lukket klinikken, var jeg gået på pension for otte år siden. Nu fik jeg i stedet et miljøskifte og mulighed for med fantastiske kolleger og samarbejdspartnere at udvikle tilbuddet med præimplantationsgenetiske tests i Aalborg.” Tryk for at læse mere
Nr. 105
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Der bliver flere hundelegepladser i storbyerne: Hunde skal også have venner Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
Jens har været på legeplads. Søndag mellem 13 og 14 er der nemlig hvalpetime på en hundelegeplads på Amager i København. Og med egne ord var Jens' ejer lige så bekymret, som hun var for sine egne børn, da Jens for første gang skulle klare sig blandt jævnaldrende. "Han har så små ben! Men så tænkte jeg, at jeg må lære at give slip," siger hun. Jens, 14 uger, havde da også en fest og fik bedstevennen Bjarne. I Københavns Kommune er der i alt 40 hundelegepladser fordelt på 18 hundegårde, som legepladserne hedder i hovedstaden, og 22 fritløbsområder. Det oplyser Jacob Transmark, områdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen. "Det er et ønske fra borgerne generelt, at der skal være nogle steder i byen, hvor hunde kan løbe frit i modsætning til på gader, stræder og i parker, hvor de skal føres i snor," siger han. Det er 51 år siden Danmarks første officielle hundeskov åbnede i Rold Skov i Nordjylland. I dag findes der omkring 250 hundeskove på statens arealer, og antallet stiger støt med indvielser af gennemsnitligt fem nye om året. Dertil kommer 300 privatejede, oplyser Aarhus-baserede Sebastian Rask, der styrer hjemmesiden voreshundeskove.dk, som giver overblik over landets hundeskove- indhegninger (legepladser) og fritløbsområder. "Her i Aarhus har vi syv hundelegepladser, og der er vist planer om endnu en i den gamle færgehavn. Folk i byen skal jo også have et sted at være med deres hunde," siger han. Kristeligt Dagblad har spurgt hundeadfærdsbehandler Trine Bargmann, om det ikke er gået for vidt med de hunde. De er trods alt ikke børn. Men det mener hun ikke. "Hundelegepladser er en rigtig god idé, fordi det giver hundene et samvær, vi mennesker ikke kan give dem." Men, pointerer Trine Bargmann: Man skal holde øje med sin hunds signaler, eller vælge en bemandet legeplads, så man hurtigt kan få hunden ud, hvis den ikke kan håndtere legen. Man kan altså ikke bare slippe hunden løs og stå og snakke med de andre hundeejere uden at holde øje. "Man skal holde øje med dem, ligesom man gør med børn. Med hvalpe har man kun minutter til at få dem væk fra en situation, som ikke er god for dem. Ellers kan det give traumer." Så tilbage til Jens, som dog ikke havde traumer efter første dag på legepladsen. "Men han var så træt, at han måtte bæres hjem," oplyser ejeren. Bor man ikke i nærheden af en hundelegeplads, er der andre muligheder. I flere facebookgrupper kan man således søge efter legeaftaler til sin hund. Et opslag kan for eksempel, som dette fra hundeLEG, lyde sådan her: "Chanel 12 ugers chinese crested søger legekammerat i Odense og omegn helst en i samme størrelse (2,6 kilo). Det kan foregå i vores have eller hos legekammeraten." Tryk for at læse mere
Nr. 104
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Tobaksproducent i svar til Kræftens Bekæmpelse: Drop arrogancen, og lær af svenskerne Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
Sverige har vist vejen til, hvordan man får færre rygere. Sverige har langt færre daglige rygere end os. I Danmark ryger omkring 13 procent dagligt. Men i 2024 var det kun 5,4 procent af den svenske befolkning mellem 16 og 84 år, som røg dagligt. Samtidig har svenskerne let adgang til røgfri alternativer såsom snus og nikotinposer. Derfor har det været oplagt at skifte til disse markant mindre skadelige produkter end cigaretter. Det burde give stof til eftertanke, også i Danmark. Alligevel er Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse afvisende over for det gode svenske eksempel. I et interview i Kristeligt Dagblad den 15. november siger Kjær, at svenskernes begrænsede rygning er ”noget kulturelt”. Det har han til dels ret i. Men han glemmer at fortælle hele historien. Det er rigtigt, at både kultur og politisk regulering kan gøre en forskel. Men det kan adgangen til røgfri alternativer også. Det er nemlig ikke kun i Sverige, at adgangen til røgfri produkter har ført til mindre rygning. Det ser man i New Zealand, hvor sundhedsmyndighederne direkte anbefaler voksne rygere at skifte til e-cigaretter – hvis de ikke gør det bedste, som er at stoppe. Man ser det i Japan, hvor rygere i stort tal er skiftet fra cigaretter til opvarmet tobak. Og man ser det i Island, hvor nikotinposer har fået rygere til at droppe cigaretterne. Disse lande satser på skadesreduktion – ikke på forbud. New Zealand, Japan og Island har alle oplevet fald i rygningen af cigaretter mellem 2014 og 2024, som er langt større end det, vi har set i Danmark. New Zealand, Japan og Island har også oplevet fald i rygningen, som er langt større end de lande, der ellers bliver fremhævet af WHO som ”bedst i klassen”. WHO roser den strenge kontrol i Tyrkiet, Brasilien, Mauritius og Holland. Men disse lande har til gengæld ikke været bedst til at nedbringe rygningen. Det indikerer klart, at adgangen til røgfri alternativer – som nikotinposer, e-cigaretter og opvarmet tobak – er en effektiv vej at gå, hvis man vil afskaffe rygningen. Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse fremhæver, at svenskerne har været hurtigere til at bruge letøl og sikkerhedsseler end danskerne. Det er tankevækkende, at dette netop er eksempler på skadesreduktion. Når man drikker letøl frem for vodka, er det skadesreduktion. Når man kører med sikkerhedssele, er det skadesreduktion. Tilsvarende er det skadesreduktion, når man går fra cigaretter til røgfri tobaks- og nikotinprodukter. Så ja, Sverige er et godt eksempel i mange sammenhænge. Lad os være lidt mindre arrogante og lære af svenskerne. Claude Guiron er kardiolog og nordisk forskningschef hos Philip Morris International Danmark, hvor Christopher Arzrouni er kommunikationschef. Tryk for at læse mere
Nr. 103
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Den grønne trepart bliver den største forandring af dansk landskab i 100 år. Men der er ét stort problem Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
Da Torben Kaas som dreng kastede fiskekrogen ud i Øresund, måtte han ved solnedgang træffe en beslutning: Skulle han stå og fange en torsk på hvert andet kast, hvilket forstyrrede fiskeriet efter andre fiskearter – eller skulle han i stedet tage hjem? I dag er det 20 år siden, at Torben Kaas, den i dag 59-årige formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, sidst har fanget en torsk ved kysten. Ja, indimellem er der dage, hvor man nærmest ikke kan få krogen gennem det tyktflydende lag af fedtemøg i vandets overflade. "Vi har et havmiljø derude, der slet, slet ikke kan tåle mere. Jo mere vi hamrer på, jo flere årtier går der, før vi kan få det gamle liv tilbage," siger lystfiskeren. Det er del af baggrunden for, at regeringen og et bredt politisk flertal mandag præsenterede en aftale, som den ansvarlige minister, Jeppe Bruus (S), kalder for "den største forandring af det danske landskab i over 100 år." Aftalen om den grønne trepart. Forandringen skal ske ved etableringen af 250.000 hektar ny skov i Danmark, hvoraf 40 procent ifølge aftaleteksten skal være urørt skov. Næsten en milliard træer skal plantes de næste 20 år, og der er sat 22 milliarder kroner af til skovprojektet frem mod 2045. Den jord, træerne skal plantes i, bliver i dag brugt til landbrug. Marker, hvor der i dag dyrkes afgrøder og gødes med kvælstof i et omfang, så det ifølge forskere har haft store konsekvenser for vandmiljøet. Ikke siden 2002 har iltsvindet i de danske farvande været så højt som i år, lød det for nylig i en rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi. Flere steder er livet under havets overflade forsvundet. Derfor skal landbruget udlede mindre kvælstof til havet i fremtiden, lød det fra Jeppe Bruus. 43 milliarder kroner er der afsat til den nye Danmarks Grønne Arealfond, der skal udgøre motoren i opkøb af landbrugsjord. "Hvis vi ser på både vores klima og vores vandmiljø, så er der sket for lidt i for mange år. Og nu skal der ske rigtig meget på få år," sagde Jeppe Bruus og tilføjede, at der nu også kommer en afgift på landbrugets udledninger af CO2. Aftalen møder imidlertid kritik for at være baseret på frivillighed fra landmændenes side. Hos Greenpeace Danmark lyder det, at "regeringen giver aktiv dødshjælp til vores hav" med aftalen, fordi det vil være frivilligt, om landmændene vil sælge deres landbrugsjord til den skovdyrkende stat. "Hvis der er en ting, vi har lært af de sidste 40 år med landbrugets forsøg på at omstille sig, er det, at frivillighed ikke leder nogen vegne," siger Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, natur og skov i organisationen. Som udgangspunkt er man dog nødt til at anerkende, at aftalen er ambitiøs, siger Torben Kaas, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund. Men også han kritiserer aftalens frivillige element: "Vi skal have udtaget en masse lavbundsjorde og en masse jorde til skov. Men ingen bliver tvunget til at afgive jord. Den enkelte landmand skal selv beslutte, om han vil sælge sin drift fra afgrøder til skov," siger han og kalder det "en rød klud i ansigtet". Midt i 2026 skal partierne vurdere, hvordan det er gået med at udtage landbrugsjord, og om det er lykkedes at reducere udledningen af kvælstof. Hvis en landmand i et område med et presset vandmiljø ikke har rejst skov på sin jord, vil han blive udsat for regulering, fortæller Stiig Markager, der er professor i marin økologi ved Aarhus Universitet. Idéen er, forklarer professoren, at landmanden så vil tænke: "Skal man sælge jorden eller indgå en skovrejsningsaftale til cirka 100.000 kroner per hektar – eller beholde jorden og så blive ramt af en kvælstofregulering? Hvis man vælger det sidste, vil udbyttet blive reduceret med tusinder af kroner hvert år, og jordens værdi vil falde." Selv hvis landbruget lykkes med at reducere kvælstofudledningen med de 13.780 tons, der står i aftalen, vil det ikke være tilstrækkeligt til at sikre, at vandet i fjordene bliver som førhen, fortæller Stiig Markager. "Men man vil se en vis forbedring," siger professoren. Da den grønne trepart blev til, var det i forhandlinger mellem interesseorganisationer, der spænder fra Landbrug & Fødevarer til Danmarks Naturfredningsforening, og som alle er glade for den politiske aftale. "Det kommer til at betyde meget mere natur og meget mere skov," lyder det fra Lars Midtiby, direktør i sidstnævnte naturorganisation. Kritikken lyder, at aftalen i for høj grad baserer sig på frivillighed. Er det ikke et problem? "Vi har aftalt, at der kommer regulering. Men vi giver en mulighed for at løse en stor del af problemet med kvælstof ved at stoppe landbrugsdriften og omlægge til skov eller natur. Inden udgangen af 2026 skal der træffes beslutning om øget regulering af resten af indsatsen," siger han. Anders Panum Jensen, miljødirektør hos Landbrug & Fødevarer, kalder aftalen "historisk". Han er ikke nervøs for, at landbruget ikke byder ind – landmændene skal omvendt i arbejdstøjet, lyder det i en skriftlig kommentar. "Landbrugets incitament er med aftalens rammer blevet stærkt. For hvis ikke vi leverer vores del, løser vi jo ikke de udfordringer, som enhver kan se findes. Vi skal have ordentligt vandmiljø og en sektor, der kan udvikle sig i årene, der kommer," skriver han og tilføjer, at aftalen giver "vished og ro" til den nødvendige omstilling. Tryk for at læse mere
Nr. 102
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristendommens historie er fuld af drabelige helgenberetninger. Nu vil Martin Scorsese fortælle dem på tv Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
Galopperende riddere, klingende sværd og flammende kætterbål. En polsk præst, der vælger at tage døden i Auschwitz på sig for at redde en anden mand. En kristen romer, der advarer kejser Diokletian om hans syndige levned og til tak bliver banket til døde med køller. Og selveste døberen af Kristus, der endte sit liv som et hoved på et fad. Kristendommens historie er fuld af drabelige helgenberetninger, og søndag havde det første afsnit af en ny dokudramaserie amerikansk tv-premiere på kanalen Fox Nation. Bag serien står den berømte og yderst produktive 82-årige filminstruktør Martin Scorsese, der er kendt for værker til det brede filmpublikum som "Taxi Driver", "Raging Bull", "Goodfellas" og senest "Killers of the Flower Moon". Scorsese, der er katolik, har også haft fat i de store kristne fortællinger, idet han i 1988 instruerede Jesus-filmen "The Last Temptation of Christ" og er på vej med en ny film om Jesus, "A Life of Jesus", som han hentede inspiration til, da han sidste år havde en personlig samtale med pave Frans i Rom. "Til tider er jeg praktiserende katolik. Lige nu er mit forhold til tro en dialog, jeg har med visse teologer og præster," har Scorsese for nylig sagt til The New York Times. Tv-serien, han nu er aktuel med, har Scorsese arbejdet på i flere år. Hvert afsnit i serien "The Saints" er bygget op om én helgen og består af scener med skuespillere og en fortællerstemme – Scorsese selv – der binder scenerne sammen. "Måske er den kendsgerning, at der har været helgener, og at de stadig findes, en viden, der er gået tabt blandt de yngste generationer. Fordi vi ikke lever med dem. Så vi syntes, det var et godt forsøg at prøve at skabe forståelse for, hvad en helgen er, og hvad tro er," har Martin Scorsese sagt om serien til det amerikanske medie National Catholic Register. De første fire afsnit vises her i november og december. De spænder vidt i både tid og filmisk stil. Afsnittet om Jeanne d'Arcs martyrium i Frankrig i 1431 er filmet som en spektakulær ridderfilm, mens såvel beretningen om Johannes Døberen som Sankt Sebastian, der led martyrdøden i Rom under kejser Diokletian i 288, er mere afdæmpede. Afsnittet om præsten Maximilian Kolbe, der i 1941 valgte døden i udryddelseslejren Auschwitz, for at en anden mand kunne gå fri, er holdt i sort/hvid. Første sæsons fire sidste afsnit udkommer i USA i foråret 2025 og handler om Frans af Assisi, der levede omkring år 1200 og grundlagde franciskanerordenen, Maria Magdalene, der levede på Jesu tid, Moses den Sorte, som levede i Egypten i det 4. århundrede, og Thomas Becket, ærkebiskop af Canterbury i England, der blev myrdet i 1170. Tryk for at læse mere
Nr. 101
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
"Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer.” Lukasevangeliet 22, 19 Ved hver nadverindstiftelse bruger vi formuleringen ”I den nat, da han blev forrådt”. Det gennemsyrer de fire steder i Det Nye Testamente, hvor nadverindstiftelsen er nævnt. Jesus taler om sit nærvær hos dem, og han gør det entydigt klart for dem, at nu er det fysiske samvær mellem dem snart fortid. Han skal dø, og døden er en brutal adskillelse af deres fællesskab. Så siger Jesus det, som i sammenhængen virker ret kunstigt, nemlig at deres fysiske samværsform skal genoptages. Deres nuværende måltidsfællesskab er en slags forret til det fysiske måltid, de skal have sammen i Guds rige. Jesu første komme handler om at etablere Guds rige og åbne paradiset for syndere. Jesu andet komme er hans genkomst i herlighed, hvor det messianske måltid skal fuldendes med Gud som vært og mennesker af alle folkegrupper som deltagere. Men også i den mellemliggende periode skal Jesus være nærværende, når disciplene kommer sammen. Ifølge dåbsbefalingen vil han være sine disciple nær og være med dem i deres hverdag ”indtil verdens ende” (Matt. 28, 19). Derudover vil han på en særlig måde være nær hos sine disciple i nadverens måltid. Når de spiser brødet ved nadveren, indtager de hans krop og hans person på en måde, så han bliver en del af dem. Når de drikker vinen ved nadveren, drikker de hans blod, så hans person og hans tilgivelse bliver rakt til dem. Jesu pointe er altså at sige, at som hans discipel skal vi ikke med tanken eller erindringen tænke os frem til Himlen, hvor den opstandne Kristus sidder ved Faderens højre hånd. Vi skal heller ikke tænke 2000 år tilbage i tiden og erindre os hans stedfortrædende lidelse og død. Endelig skal vi ikke tænke sådan, at brødet og vinen forvandles, så det i virkeligheden er Jesu krop og blod. For Kristus vil være nær i det løfte om tilgivelse, som han har knyttet til brødet og vinen. Når vi spiser og drikker, er han selv til stede for at give os del i alt det, som han har gjort for os gennem sin død og opstandelse. Børge Haahr Andersen er tidligere sognepræst og rektor ved Dansk Bibel-Institut. Tryk for at læse mere
Nr. 100
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Skal folkekirken passe på Guds skaberværk eller sin egen økonomi? Skov på kirkens jord kan ikke altid svare sig Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 18:00:00
Det spørgsmål må mange menighedsråd landet over stille sig selv i de kommende år. Mandag blev den grønne trepartsaftale nemlig præsenteret. Her lyder det blandt andet, at 10 procent af det danske land skal omlægges til skov. Aftalen er i første omgang bygget på frivillighed og med kompensation til dem, der vælger at omlægge deres jord. I dag er folkekirken Danmarks tredjestørste jordejer med 11.000 hektar jord, hvor cirka 8100 af dem er forpagtet ud til landbrug. Men selvom der nu lægges op til, at meget landbrug skal blive til skov, er skovplantning ikke folkekirkens ansvar. Det siger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet. “Der skal ikke rejses skov på folkekirkens jord, hvis det ikke kan betale sig,” siger han kort. “Klima er ikke et nært folkekirkeligt formål, og folkekirken er forpligtet på at være sparsommelig og tilbageholdende med at bruge folkekirkepenge, som også er vores samfunds penge, på noget, der ikke har med folkekirken at gøre.” På en måde vil det faktisk betyde, at kirkeskatten — relativt set — vil stige, hvis folkekirken begynder at rejse skov frem for at forpagte jorden ud til landbrug, som man tjener penge på. Penge, som kan bruges på folkekirkelige projekter. Man vil altså i bund og grund få mindre folkekirke for pengene, siger Per Nikolaj Bukh. “Er det smart i en tid, hvor folkekirkens eksistensgrundlag er til debat? Det er det jo ikke,” siger han. Passe på Guds skaberværkHelt anderledes ser Mickey Gjerris, teolog og bioetiker, på sagen. Han mener, at det i særlig høj grad er folkekirkens ansvar at forpagte sin jord på en klimavenlig måde. “Det handler om at passe på Guds skaberværk, og det må Guds institution da tage sig af,” siger han. Mickey Gjerris mener, at det er en udfordring for folkekirken, at der ikke er noget folkekirkeligt overhoved, der lægger en retning for folkekirkens klimaindsats, men at det er de lokale menighedsråd, der hver især skal tage beslutningerne om, hvad deres jord skal bruges på. “Menighedsrådene må se indad og tænke over, at det er kirkens opgave at skabe en bedre verden. Ligesom folkekirken tager et stort ansvar med diakonalt arbejde, bør den også gøre det med klima,” siger han. I Sandby-Branderslev Sognes menighedsråd på Lolland er de allerede foran. For et par år siden besluttede de sig nemlig for at afgive deres 10 hektar land til skov i stedet for landbrug. Næstformand i menighedsrådet Rasmus Seeberg har et klart budskab til landets andre menighedsråd: “Det er bare om at komme i gang,” siger han. Menighedsrådet har selv brugt omkring 200.000 kroner på projektet. Man har blandt andet plantet 45.000 træer og går årligt glip af de 100.000 kroner, som landbrugsarealerne før genererede i indtægt. Men man har bare valgt at spare andre steder. “Det er en gave til menigheden. Borgerne får mere glæde af at kunne gå en tur i skoven og nyde naturen. Så vi har kun fået positiv respons,” siger han. Lønborg Kirke, der ligger i Vestjylland nær Tarm, ser anderledes på det. Her kommer man ikke til at følge den grønne treparts vision, så længe den bygger på frivillighed. Det forsikrer menighedsrådsformand Erik Byskov Larsen, der er pensioneret landmand. Kirken ejer 64 hektar land, som forpagtes ud til en økologisk landmand, der på langt størstedelen dyrker dyrefoder, fortæller han. “Vi har god landbrugsjord, og det vil være bedst, hvis det fortsættes, som det er. Jeg har ikke et ønske om, at vi skal revolutionere en hel masse, hverken inden for folkekirken og i hvert fald ikke inden for landbruget.” Intentioner over for økonomiFolkekirkens jord er ikke ligeligt fordelt, og det er overvejende kirker på landet, der ejer mest jord. Det er typisk også de steder, hvor der er en middelalderkirke, der kræver meget vedligeholdelse. Derfor er det ofte en større kabale, der skal gå op, når man taler om folkekirke og klimatiltag. “I nogle kirker er det en stor del af deres indtægt at forpagte jorden ud. Det er ikke sikkert, at en økonomisk kompensation kan gøre det ud for det, som kirken løbende får for at forpagte jorden ud,” siger projektleder Jesper Rønn Kristiansen, der dog i skrivende stund ikke har haft mulighed for at læse hele den politiske aftale. Han oplever egentlig, at mange menighedsråd gerne vil rejse skov på deres jord. Sidste år blev der rejst 100 hektar skov på folkekirkens grund. Men det er ikke altid den bedste løsning, og det kræver også viden blandt menighedsrådene at vælge mellem skov og landbrug. “Der er stor forskel på folkekirkens jorde, nogle er gode til skov, andre til vådområder. Det handler ikke nødvendigvis om at fjerne alt landbrug på folkekirkens jord, men at forstå, at alle valg har en pris – økonomisk og for klima og miljø – og så vælge de rette løsninger de rette steder.” Tryk for at læse mere
Nr. 99
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Landmand om ny grøn trepart: Jeg er ikke stolt af en CO2-afgift Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 16:15:00
Klaus Jørgensen, hvad tænker du om aftalen? Om man kan lide aftalens resultat eller ej, så har den givet mig en afklaring på, om jeg har en fremtid. Den afklaring har jeg længe manglet. Jeg har hverken vidst, om jeg var købt eller solgt. Nu, hvor du er blevet klogere på aftalens indhold, føler du dig så købt eller solgt? Jeg tror på, at jeg har mulighed for også at drive landbrug om 10 år. Det betyder ikke, at jeg ikke skal lave forandringer. Det gør jeg allerede i forvejen. Er I sluppet billigt? Nej. Kvælstofreduktionen, som det politiske flertal kræver, er jeg meget usikker på, hvordan de har målt. I dag opbruger Danmark ikke sin kvælstofkvote, og det er, fordi vi har lært at gøre os dygtigere og mere bæredygtige. Aftalen lægger op til, at de danske landmænd skal følge det såkaldte scenarie 1, som har de strengeste krav til reduktion af kvælstof. Er det realistisk? Det har jeg svært ved at vurdere, men jeg ved, at den gennemsnitlige landmand ikke opbruger den kvælstofkvote, vi har i dag, og det er for mig et billede på, at vi allerede er på vej. Så du så hellere, at man havde valgt et af de andre scenarier, hvor reduktionskravet er lavere? Ja. Og det er, fordi jeg mener, at min kvælstof udnyttes rigtigt godt, fordi jeg har forholdsvis lidt lavbundsjord, og derved har jeg måske et potentiale til at komme endnu videre, fordi jeg har en jordtype, hvor kvælstoffet kan komme til gavn for afgrøden i stedet for at blive frigivet til atmosfæren, som man typisk ser ved lavbundsjord, der bliver opdyrket. Aftalen lægger op til, at man som landmand selv kan bestemme, hvordan man vil omlægge sit landbrug. Hvad betyder denne frivillighed for dig? Frivillighed er altid sjovere end pisk. Jeg vil meget hellere gå efter et mål, som jeg selv kan være med til at præge, frem for at blive påduttet noget. Nogle vil pege på, at graden af frivillighed kan være en stressfaktor. Er du enig? Vi skal selv byde ind med konkrete tiltag, og det gælder både mig, min nabo og alle andre landmænd – så vi tilsammen bidrager med det, der virker. Men når det er sagt, håber jeg, der kommer nogle overordnede linjer og rammer, vi kan arbejde ud fra, fordi det er et stort ansvar, politikerne har lagt på vores skuldre. Har du selv gjort dig overvejelser om, hvordan du vil omlægge dit landbrug? Jeg effektiviserer og rationaliserer hver eneste dag. Det er en nødvendighed. Når en kvadratmeter med græs er plantet, skal der så meget som muligt fra den ind i munden på min ko for at blive til mælk og kød. Ifølge Pernille Vermund (LA) sikrer aftalen, at dansk landbrug ikke bliver “smidt under bussen”. Føler du dig smidt under bussen? Vi har i hvert fald fået buksebenet med ind under forhjulet, men det betyder ikke, at vi er blevet kørt hele vejen over. Det vil jeg ikke sige. Men hvis jeg skal gå på kompromis med, hvad jeg kan producere, fordi mine afgrøder skal sulte, så kan det godt være, at skinnebenet ryger ind under bussens forhjul. Med aftalen bliver Danmark det første land, der har en CO2-afgift på landbruget. Gør det dig til en stolt landmand? Jeg er ikke stolt af, at vi lægger afgifter på biologiske processer. Det er jeg grundlæggende ikke. Vi skal godt nok være realistiske, for der er stadig en verden, der skal mættes af fødevarer. Trods en CO2-afgift har landmanden Klaus Jørgensen tiltro til, at han kan fortsætte sit erhverv. Foto: Privatfoto Tryk for at læse mere
Nr. 98
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sprækkerne i Vestens Ukraine-strategi bliver dybere Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 14:26:00
Ukraine må gøre alt, hvad der er muligt, for at ende krigen i landet via diplomatiske midler i 2025. Sådan lød det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i lørdags i et interview med det ukrainske medie Suspilne. Sådan har han aldrig før udtalt sig under krigen. USA's kommende præsident, Donald Trump, har været hurtig til at udpege de vigtigste personer til sin regering, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den republikanske senator Marco Rubio skal være udenrigsminister, og Pete Hegseth, krigsveteran og vært på tv-kanalen Fox News, skal være forsvarsminister. De skal begge godkendes af et flertal i Senatet. National sikkerhedsrådgiver bliver kongresmedlem Mike Waltz, der i 27 år har været i det amerikanske militær. De er meget enslydende i deres vurdering af krigen i Ukraine: Krigen skal stoppes, USA hælder penge ned i et hul, der aldrig kan fyldes, og disse midler skal i stedet bruges andetsteds på kloden. I stormagtskonkurrencen med Kina i kampen mod Iran og i kampen for Israel. Det har man forstået i den ukrainske hovedstad, Kyiv. Verden er en anden med Trump. I løbet af de seneste par dage er der kommet to åbenlyse vestlige sammenbrud i den fælles solidaritet med Ukraine, der viser, at aktørerne i Vesten ikke taler sammen om Ukraine og den fælles strategi. Den tyske kansler, Olaf Scholz, tog inden weekenden et telefonopkald med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og opfordrede Putin til at indgå i fredsforhandlinger. Scholz er på vej ud, og det ved Putin godt. Scholz’ regering er kollapset, nyvalg til parlamentet er den 23. februar 2025 – dagen før treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine. Scholz kan knapt repræsentere sin egen regering længere og slet ikke EU-kredsen eller Nato. Det var et knæfald for Putin, som den russiske præsident kun vil blive motiveret af – til mere krig, erobring og efterfølgende etnisk udrensning i Ukraine. I søndags meddelte Joe Biden så, at Ukraine nu gerne må bruge langtrækkende våbensystemer, leveret af USA, inde i Rusland. Det har Ukraine bedt om i månedsvis. Biden er ude af kontoret for evigt om to måneder, når Trump overtager, og så vil den beslutning blive omgjort og ikke til Ukraines fordel. Det er ikke bare for sent og for lidt, det er udpræget en handling i desperation blandt de allervigtigste vestlige ledere – det kan man også godt læse i Kreml. De to handlinger er indlysende strategiske fejl. Det udstiller, at Washington og Berlin ikke taler sammen længere om de vigtigste spørgsmål i den største krig i Europa siden Anden Verdenskrig. Det viser også, at Berlin ikke taler med Bruxelles – hverken med EU-Kommissionen eller med Natos generalsekretær. Det er et underløb af de vestlige institutioner, der holder Europa sammen og sikrer Europas sikkerhed. Vesten har haft forskellige mantraer om krigen i Ukraine. De tre oftest gentagne er ”ingen beslutning om Ukraine uden Ukraine”, ”Ukraine skal vinde”, og ”Ukraine må ikke tabe”. At Vestens ord er hule, har man længe vidst i Kyiv – nu ved hele verden det. I sit interview i weekenden, hvor Zelenskyj erkendte, at det ender med en fred forhandlet med Rusland, var hans budskab til de vestlige allierede, at man ikke må efterlade Ukraine alene med at forhandle med Putin. Alliancen skal vise sammenhold med Ukraine og stålsat fordømmelse af Ruslands aggression, brud på FN’s charter og internationale aftaler, som Rusland selv har indgået. En dansk kilde, der jævnligt er tæt på fronten i Ukraine, fortæller til Kristeligt Dagblad, at moralen blandt de ukrainske soldater var lav inden det amerikanske præsidentvalg for to uger siden og dalede yderligere med Trumps sejr. Vinderne efter weekendens udmeldinger er kritikerne af militær støtte til Ukraine: Ungarn og Slovakiet. Samt de tavse, hvis egne forsvarsbudgetter fortsat ligger under to procent af bnp – det løfte, alle Nato-lande har forpligtet sig på over for fællesskabet. Disse lande er Italien, Spanien, Canada, Belgien, Portugal, Slovenien, Kroatien og Luxemburg. Alle ved, at Trump i 2025 ville kræve markant større bidrag end de to procent af bnp. Deres manglende handling viser, at de i praksis gerne ser krigen forsvinde. Ukraine blev i weekenden ramt af et omfattende russisk luftangreb. Er Rusland afskrækket? Ikke det mindste. Landet bliver tiltagende bekræftet i, at Kyiv vil falde. Det skal tiden nok tage sig af, for Vestens vedholdenhed krakelerer, som tiden går. Mandag mødtes EU's udenrigsministre i Rådet for Udenrigsanliggender, hvor de blandt andet drøftede Ukraine. Man fristes til at citere Viggo Hørups sentens om Danmarks forsvarsbevillinger i en tale i Folketinget i 1883: ”Hvad skal det nytte?” Man kan ikke bebrejde ukrainerne, hvis de tænker sådan om os. Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg for Udenrigsministeriet og har fulgt udviklingen i Europa og Rusland tæt siden Berlinmurens fald i 1989. Han analyserer udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik i Kristeligt Dagblad. Tryk for at læse mere
Nr. 97
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Frivillig på hospice: Der er smil og tårer, liv og død. Mest af alt er der kærlighed Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 13:30:00
Da jeg træder ind ad døren den onsdag eftermiddag, ser jeg som det første fyrfadslysene ved endevæggen. På et hospice er tændte stearinlys et tegn på, at et menneske er død, så jeg nærmer mig sagte og ser det navn, jeg ventede og frygtede: en ung kvinde, som jeg har fulgte gennem flere måneder. En blid og stærk mor, datter, veninde og ægtefælle. Jeg oplevede hende i alle rollerne gennem hendes tid på hospice. Som en kærlig mor til sin lille datter, som en omsorgsfuld og lattermild veninde og som en taknemmelig patient. Da jeg tre dage tidligere trådte ind på stuen, var hun på vej væk. Hendes forældre sad på hver side af hende. Moderen læste højt af en eventyrbog. ”Det var hun så glad for som barn.” Faderen strøg hende over armen igen og igen og kiggede intenst på sin lille pige. Luften var tyk af kærlighed og sorg. Hun var deres eneste datter. Jeg hentede kaffe og isvand til dem. Vi talte om deres datter og hendes fine menneskelige egenskaber, som jeg havde nået at opleve. De var så værdige. Skiftede mellem tårer og smil. I fællesrummet sad et stort følge til en anden patient, der var død tidligere på dagen. Familien havde siddet vågevagt på skift i 27 timer og havde på kærligste vis fulgt deres kære helt til dørs. Så trænger man til at blive puslet om med kaffe, kage og omsorg, og hvis der er noget, vi er leveringsdygtige i, så er det netop det. Jeg bliver til stadighed forundret og glad over den betydning, der kan ligge i at dukke op med en bakke med to glas rosévin og en lille skål peanuts til et ægtepar, der sidder og nyder eftermiddagssolen på terrassen og pludselig føler sig hensat til en ferie i Toscana. Eller finde en Champagnebrus til en patient, som ikke har lyst til noget som helst, men alligevel lyser stille op, da jeg nævner kassen med retro-is fra vores barndom. Da jeg kørte hjem den aften med synet af den døende datter med sine forældre på hver side, nev det i hjertet. Det skulle det også. For dagene er forskellige som frivillig på et hospice. Nogle er tungere og mere smertefulde end andre. Så siver der en tåre på hjemturen, og det er godt. Tænk, hvis der ikke gjorde! Så var jeg gjort af sten. Om onsdagen var hun væk, helt væk. Jeg mødte forældrene udenfor, og de spurgte, om jeg ville med ind og se hende. Det ville jeg så gerne. Da vi trådte ind, græd jeg spontant ved synet af det menneske, jeg for tre dage siden havde set i live. Døende, men i live. Nu var hun død. Og hun var så fin. Lå fredfyldt med et lille Mona Lisa-smil. Vi stod sammen og kiggede på hende og sørgede sammen. Jeg var fyldt af taknemmelighed over at få lov at være i det sorgens og kærlighedens rum sammen med dem. Lidt senere fik jeg også lov at være med til at synge ”Du, som har tændt millioner af stjerner” på stuen. Bare den ene sang, lige der sammen med de nærmeste. Familien var på vej ind og synge og var jo så kede af det. Derfor spurgte jeg, om jeg skulle gå med ind og synge for. Det kan være svært at synge, når man græder. Det sagde de ja til. Det var jeg også taknemmelig for. Tænk, at få lov at være en del af så afgørende en stund for denne familie. For mig er det essensen i at være frivillig på et hospice: At reagere spontant på min intuitive fornemmelse. Det kan måske virke grænseoverskridende at spørge, om jeg skal gå med ind og synge i så intim og privat en stund, men jeg havde lyst til at spørge, og derfor gjorde jeg det. Hvis jeg åbner mig mod de mennesker, jeg møder, åbner de sig også. Det er en gave, vi giver hinanden. Samtaler hen over fællesmåltidet på vores hospice går i alle retninger. Nogle gange taler vi om, hvilke æbler der egner sig bedst til æbleflæsk, og om forskellen på karbonader og krebinetter. Eller om dæk. Jeg søger altid at høste noget af patienternes ekspertise, og en ældre herre havde arbejdet med biler hele livet. Derfor var det oplagt at få en snak om, hvorvidt jeg stadig skulle skifte til sommerdæk, selvom det var gået hen og blevet juli. Det fik vi en god sludder om – og jeg skyndte mig i øvrigt at booke tid hos mekanikeren. Med en jævnaldrende kvinde røg vi lynhurtigt ud i en samtale om, hvordan hun ikke havde kontakt med sin datter og barnebarn. En anden gæv kvinde fortalte om hverdagen bag baren på et værtshus og om, hvordan hun måtte sætte fulderikkerne på plads. Så mine antenner er mit vigtigste arbejdsredskab på hospice. Hvad ønsker netop dette menneske? Hvad er deres behov lige her og nu? Alle signalerer tydeligt, hvad de har brug for. Om det blot er et friskt glas saftevand, om der opstår en times spontan samtale, eller om jeg bare skal trække mig fuldstændigt. Altid går jeg beriget ud ad døren efter en vagt. Nogle gange tung om hjertet. Andre gange glad, fordi timerne har været intense og nærværende. Når jeg er i tvivl om noget, tager jeg fat i personalet. De skønne mennesker, som jeg griner og smågræder med, og som altid er klar til at støtte os frivillige. Vi når mange emner hen over opvaskemaskinen, og hvis jeg har et hængeparti, når vagten lakker mod enden, griber de mig. Den del af livet på hospice er lige så vigtig: Her er smil og tårer, liv og død, smerte og sorg og glæde. Mest af alt er der kærlighed. Derfor er sorgen til at bære. Tryk for at læse mere
Nr. 96
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Bornholm slipper billigt i CO2-regnskabet – og fire andre ting, du skal vide om ”historisk” grøn trepart Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 13:07:00
I formiddags kunne en broget flok af storsmilende politikere stille op til pressemøde. Årsagen til de glade miner var en bred politisk aftale om Den Grønne Trepart, der er faldet på plads efter lange forhandlinger. Den politiske aftale kommer til at koste 43 milliarder kroner og tager udgangspunkt i aftalen om den grønne trepart, der allerede blev indgået i juni mellem blandt andet regeringen, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer. Med den nye politiske aftale sættes der konkrete rammer for, hvordan – og hvor meget – landbruget skal reducere udledningen af kvælstof. De vigtigste nedslagspunkter fra aftalen kan du læse herunder. Det ambitiøse scenarie 1 bliver en realitet Noget af det, der har fyldt allermest i forhandlingerne om den grønne trepart, er de “tre scenarier”, der beskriver tre mulige modeller for, hvor meget landbrugets kvælstofudledning skal reduceres. Det var et ekspertudvalg, der tidligere på året fremlagde de tre scenarier for regeringen og samtidig anbefalede regeringen scenarie 1, der er den mest ambitiøse model. SVM-regeringen har fra start insisteret på scenarie 3, der med en formindsket kvælstofudledning på 12.900 ton om året er det mindst ambitiøse scenarie. Ikke desto mindre er der nu lagt an til en mere ambitiøs indsats – for landbrugets kvælstofudledning skal reduceres med udgangspunkt i scenarie 1, der er den mest ambitiøse af scenarierne. Det betyder, at landbruget skal reducere sin udledning af kvælstof med 13.780 ton CO2 i 2027. Det er en reducering på lige omkring en fjerdedel af den forventede udledning på 55.800 ton i 2027, hvis der ikke bliver gjort noget. Når særligt kvælstofudledningen har fyldt meget i forhandlingerne, skyldes det, at store dele af kvælstoffet ender i de danske have, hvilket blandt andet fører til forurening, iltsvind og fiskedød. … men Bornholm slipper billigt Det betyder dog ikke, at aftalen om den grønne trepart går lige efter drejebogen i ekspertudvalgets scenarie 1. Der er nemlig en lang række undtagelser fra scenarie 1 i aftalen. En af de opsigtsvækkende undtagelser er, at Bornholm bliver undtaget for krav om yderligere kvælstofreduktioner. Det skyldes, at landmændene på Bornholm ikke er de eneste i Danmark, der udleder kvælstof til Østersøen. Faktisk er kun omkring tre procent af den samlede kvælstofudledning i Østersøen fra bornholmske landmænd, fortæller Jeppe Bruus (S), der er minister for den grønne trepart. Vil man for alvor reducere kvælstofudledningen i Østersøen, kræver det ligeledes en indsats fra Sverige og Tyskland, påpeger han. Ministeren understreger dog, at landbruget på Bornholm ikke slipper helt – i stedet skal der laves det, han kalder en “lokal trepart” på øen: “Det betyder ikke, at vi ikke kommer til at arbejde på Bornholm. Vi kommer også til at lave lokale projekter der”, siger han på pressemødet. Landbrugsarealer bliver til natur Der skal også ske en masse med den danske jord – det blev allerede fastlagt med den oprindelige aftale i juni, der også indgår i dagens aftale mellem regeringen og oppositionspartierne. Det betyder, at danskerne fremover kan se frem til flotte nye skov- og naturarealer, da store arealer af landbrugsjorden fremadrettet skal omlægges – faktisk er det omkring 10 procent af Danmarks landbrugsareal, der fremover skal være naturareal og bruges til klima, vandmiljø, natur og biodiversitet. Ifølge Altinget skal der plantes omkring 250.000 hektar ny skov, og Jeppe Bruus udtalte på pressemødet, at der de næste 20 år skal plantes næsten en milliard nye træer i Danmark. Derudover skal omkring 140.000 hektar lavbundsjord frem mod 2030 udtages fra landbruget og vådlægges for at reducere udledningen af CO2 fra disse jorde. Historisk CO2-afgift på landbruget er en realitet Da den grønne trepartsaftale i juni blev indgået mellem regeringen og parterne, lagde den op til en CO2-afgift på det, man kalder “landbrugets naturlige processer” – det vil blandt andet sige udledninger fra dyr, gødning og drift af jorden. Den afgift lægger nu endeligt fast med indgåelsen af den grønne trepart mellem regeringen og partierne i Folketinget – og som den oprindelige aftale lagde op til, betyder det, at der fra 2030 vil være en afgift på 120 kroner per udledt ton CO2. Afgiften hæves til 300 kroner i 2035. Ifølge klimaminister Lars Aagaard (Mod) bliver Danmark det første land i verden, der indfører en CO2-afgift på landbruget, så landmændene fremover skal betale for deres forurening. Ikke alle partier er med i aftalen Den grønne trepart er ifølge regeringen “historisk bred”. Alligevel er der fire partier, der står uden for aftalen. Der er tale om Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Alternativet og Enhedslisten. Det er dog af vidt forskellige grunde, at partierne har valgt at trække sig fra forhandlingerne og dermed den endelige aftale. Hverken Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne ønsker at være med til at indføre en CO2-afgift på landbruget – derfor har de trukket sig fra forhandlingerne. Omvendt ser det ud for Alternativet og Enhedslisten. Begge partier mener, at aftalen er for uambitiøs, og at der bør stilles skrappere krav til landbruget. Til DR udtalte politisk ordfører for Enhedslisten, Pelle Dragsted, søndag, at landbruget i Enhedslistens optik slipper for let i den indgåede aftale. Det gælder både kvælstofudledningen og klimaafgiften. “Den aftale, der ligger, er ikke det, som eksperterne anbefaler – heller ikke på kvælstofområdet. Der er rigtigt langt til de mål, som eksperterne siger er nødvendige, hvis vi vil have livet tilbage i vores hav- og fjorde,” siger partiformanden blandt andet til DR. Tryk for at læse mere
Nr. 95
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristeligt Dagblad mener: Grøn trepart er historisk og mærkbar forandring af danmarkskortet Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 11:13:00
Det er langt fra hverdagskost, at en politisk aftale ændrer afgørende på, hvordan samfundet er indrettet, og hvordan det danske landskab helt konkret ser ud. Men det er faktisk tilfældet for den grønne trepartsaftale, som regeringen sammen med et bredt politisk flertal omsider kunne præsentere mandag formiddag. Aftalen indbefatter, at 10 procent af Danmarks samlede areal skal omlægges til natur og skov frem mod 2045. Det er en lang tidshorisont for en politisk aftale, og det kan i sagens natur være svært for den enkelte borger at se for sig nu og her, men det er og bliver en historisk og ambitiøs omlægning af det danske landskab, som vil kunne ses og mærkes af alle. Specifikt handler det om at etablere 250.000 hektar ny skov, svarende til størrelsen af Lolland, Falster og Bornholm tilsammen, udtagning af yderligere 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde og støtte til etablering af vådområder. Især landskabet omkring de danske fjorde, åer og vandløb vil ændre sig synligt. I alt afsætter aftalen 43 milliarder kroner til opkøb og omlægning af landbrugsjord. Politisk har forløbet om den grønne trepart været rodet og var tidligere på efteråret tæt på at køre helt af sporet. Men der er faktisk grund til at glæde sig over, at det nu er lykkedes at samle et bredt politisk flertal bag aftalen, som rækker fra SF til Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Det er værd at notere sig, at både Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer bakker helhjertet op om aftalen, som de også har været med til at forhandle. I den forstand er den grønne trepart eksempel på gedigent politisk håndværk, som ved at samle de centrale aktører på området har formået at etablere et kompromis, der faktisk skaber forandring. Aftalen baner desuden vejen for indfrielse af det danske klimamål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Men det er formentlig aftalens fokus på det synlige iltsvind i danske fjorde og indre farvande, som for alvor har sikret den folkelige interesse og organisatoriske opbakning til aftalen. Også det er godt politisk håndværk, for der er ikke noget at sige til, at mange danskere umiddelbart er mere optaget af en synlig indsats for dansk natur end for mere abstrakte klimamål, som indgår i et komplekst og uigennemskueligt globalt politisk spil. Naturligvis vil der være legitime kritiske røster. Nogle mener, at aftalen er for uambitiøs, andre at landbruget bliver forgyldt, mens Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt kalder aftalen for en “provins-dræber”. Det er vigtigt, at debatten om et så omfattende politisk projekt fortsætter, ligesom det bliver nødvendigt at følge, om implementeringen af de ambitiøse mål faktisk kan finde sted ad frivillighedens vej, som dele af aftalen lægger op til. Om den grønne trepart faktisk bliver ”vor tids vigtigste generationskontrakt”, som statsministeren har kaldt den, vil vise sig. Men under alle omstændigheder vil der blive tale om en mærkbar og historisk forandring af danmarkskortet. Aftalen vil næppe fjerne al uenighed og strid om klima, miljø og grøn omstilling. Men den vil være med til at vise alle danskere, at det danske folkestyre og civilsamfund faktisk kan skabe forandring, når de sætter sig sammen og gør ord til handling. Tryk for at læse mere
Nr. 94
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Indre Mission og Grundtvigsk Forum: Misbrug bør ikke ødelægge en brugbar og vigtig ordning i folkekirken Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 11:00:00
Forud for afstemningsvalget i ni menighedsråd den 19. november er sognebåndsløsning kommet i fokus. Det er ærgerligt, når en ordning opleves misbrugt mod dens oprindelige hensigt om åndsfrihed i folkekirken. Nogle reaktioner har været, at reglerne bør ændres. Men man bør ikke lovgive på en enkeltsag. Sognebåndsløsningen skal sikre teologisk frihed og samvittighedsfrihed frem for åndelig tvang. For Grundtvig var åndsfriheden nødvendig. Ingen skulle tvinges til at høre en præst, som sognebarnet ikke havde tillid til. Kirkepolitisk skulle ”stavnsbåndet” til sognet kunne ophæves, hvorefter sognebåndsløsningen etableredes som et personligt forhold mellem præsten og sognebåndsløseren begrundet i ønsket om en særlig teologisk forkyndelse. Den frihedsordning har nu eksisteret siden 1855. Siden har der været en generel tilbageholdenhed i forhold til at ændre i sognebåndsløserinstitutionen – det gælder også i udøvelsen af de rettigheder om valgbarhed og valgret, som følger med. Derfor en appel til fortsat at udvise besindighed. Det er ikke første gang, at muligheden for sognebåndsløsning har medført tilfælde af valgpolitisk misbrug ved menighedsrådsvalg. Og man bør nøje overveje, om svaret på dette straks er at ændre loven for sognebåndsløsning – og herunder særligt regler for valgret og valgbarhed. Misbrug bør ikke tillægges større vægt end det forhold, at det er en ordning, der har tjent kirken godt i generationer. I løbet af de seneste 50 år har arbejdsgrupper nedsat af Kirkeministeriet i flere omgange set nærmere på sognebåndsløserinstitutionen. Senest i 2012 anbefalede en arbejdsgruppe, at ”man fastholder den klassiske form for sognebåndsløsning, sådan at et medlem af folkekirken fortsat løser sognebånd til præsten og ikke til kirken”. Også selvom man havde forholdt sig til, at der er mange grunde til i dag at foretage sognebåndsløsning, som ikke var der oprindeligt, for eksempel om man skulle kunne løse sognebånd til en lokal menighed. Arbejdsgruppen lagde også vægt på, at der gennem sognebåndsløsning ofte tilføres menighedsrådet gode, engagerede og nye friske kræfter, og at det antages at være væsentligt og rimeligt, at man som sognebåndsløser har mulighed for at kunne indvælges i menighedsrådet og derved tage del i den demokratiske ledelse af sognet. Ud fra en række overvejelser nåede man frem til, at ”de parlamentariske rettigheder i tilknytning til sognebåndsløsning bør bevares, sådan at sognebåndsløseren har adgang til at vælge at udøve valgret og være valgbar til menighedsrådet enten i bopælssognet eller i en menighedsrådskreds i sognebåndsløser-præstens pastorat”. Aktuelt har der lydt forslag om at indføre en karenstid for sognebåndsløsere i forhold til valgret og valgbarhed, hvis de parlamentariske rettigheder ikke i det hele taget skal afskaffes. Dermed kunne man i nogen grad afbøde overrumplingsaktioner eller sikre, at de kun vanskeligt kan finde sted, mener man. Forslagene er ikke nye. Det kunne være interessant at få fakta fra Landsforeningen af Menighedsråd, Præsteforeningen og biskopperne på, hvor stort et problem misbruget egentlig er. Også inden man måtte overveje en karenstid mellem valgforsamling og afstemningsvalg. At indføre karenstid vil også ramme tilfælde, hvor der ikke er rimelig grund til det. I stedet kunne man henstille til, at de kirkelige tilsynsmyndigheder er opmærksomme på og griber ind i tilfælde af misbrug. Reglerne om sognebåndsløsning er motiveret i hensynet til folkekirkemedlemmer, og det er disse hensyn, som reglerne tilgodeser. Søges de anvendt af en præst i egen interesse for at styrke ens position i menighedsrådet – eller skabe vej for en slags valgmenighed i sognekirken – er der tale om brug af reglerne i strid med deres formål. Kirsten M. Andersen er formand for Grundtvigsk Forum. Hans-Ole Bækgaard er formand for Indre Mission i Danmark. Tryk for at læse mere
Nr. 93
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Længe ventet klimaaftale bliver en ”kæmpe omkalfatring” af landet Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 07:53:00
På et pressemøde her til formiddag præsenteres den længe ventede grønne trepartsaftale, som har til opgave at gøre landbruget mere klimavenligt. Ifølge flere mediers oplysninger indeholder aftalen, at landets kvælstofudledning skal reduceres med 13.780 tons. Dermed er aftalen mellem regeringspartierne samt SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre gået med det mest vidtgående scenarie af de tre, som de har arbejdet ud fra. TV 2's erhvervsreporter Ole Krohn kalder det en "kæmpe omkalfatring" af Danmark og siger, at kvælstofsreduktionen er "betydeligt over det, som regeringen havde forudsat". Amerikanske missiler i Ukraine Joe Biden, der lidt endnu er præsident i USA, har tilladt Ukraine at bruge amerikanske våben til at angribe Rusland. Det sker efter længere tids forhandlinger i Washington, og beslutningen er en stor ændring i USA's udenrigspolitik, skriver nyhedsbureauet Reuters. Det vides ikke, hvorvidt Donald Trump vil omgøre beslutningen, når han indsættes som præsident i januar, skriver mediet. Han har dog flere gange sagt, at USA bruger for mange ressourcer på Ukraine. Våben vælter ind Fra amerikanske våben til danske våben – i november er der såkaldt frit lejde til at aflevere ulovlige våben til politiet i Danmark. Og den mulighed bliver i den grad brugt. I sidste uge var der allerede afleveret 8402 våbendele, som politiet kalder det. Det overrasker ikke politiet, da der i 2017 under samme ordning blev afleveret 25.000 våbendele. Men er det overhovedet etisk at give lov til at aflevere ulovlige våben helt straffrit? Det spørgsmål kan du få svar på i Kristeligt Dagblad. Flere søger julehjælp Allerede her midt i november har 19.000 danskere søgt om at få Mødrehjælpens julehjælp, skriver Avisen Danmark. I 2020 lød tallet på 7.000 ansøgninger. Julehjælpen bliver ofte søgt af forældre på offentlige ydelser, og baggrunden for stigningen skyldes blandt andet, at disse ydelser ikke er blevet inflationskorrigeret de seneste år, siger Mødrehjælpens direktør til avisen. Julehjælpen lyder på 550 kroner kontant per barn og socialfaglig rådgivning. Kirkestole til fængsel Det er "et julemirakel", mener Bo Kring Nicolaisen, der er præst i Kragskovhede Fængsel i Frederikshavn. Fængslet har nemlig fået en gave i form af 60 designerstole af en kirke i Vollsmose i Odense. Det skriver TV 2 Fyn. I Vollsmose er kun 20 procent af indbyggerne kristne, så derfor har kirken ikke brug for så mange stole. Men det havde fængslet i den grad, siger præsten. "Stolene, vi havde indtil i aftes, var fra 1958 og lavet af de indsatte. De er alle så løse og skæve, så man satser lidt med livet, når man sætter sig på dem." Tryk for at læse mere
Nr. 92
K_artikler Opdater⟳ ☝️
I dag kan 15-årige selv afgøre, om de vil skifte køn. De Konservative vil nu sikre, at forældrene har givet samtykke Tryk Her
Indsat Mandag d. 18. November, 2024 07:00:00
Sådan spørger De Konservatives ligestillingsordfører Dina Raabjerg, som sammen med fire partifæller netop har haft fremsat et beslutningsforslag om kønsskiftebehandling. Hun mener nemlig, at det er forkert, at 15-17-årige kan påbegynde hormonbehandling med henblik på kønsskifte uden forældresamtykke. I stedet bør de nuværende regler ændres, således at kønsskiftebehandling kun kan igangsættes med forældresamtykke, lyder det fra ordføreren. En ændring af reglerne vil kræve en ændring af Sundhedsloven, som i dag sikrer, at patienter over 15 år selv kan give informeret samtykke til sundhedsfaglig behandling. Med andre ord betyder det, at det er den unge, der bestemmer, selvom der skulle opstå uenighed mellem den unge og forældrene. "Man må ikke glemme, at puberteten er en periode, hvor alting er forvirrende. Og den forvirring skal vi give de unge lov til at afprøve, men de skal ikke have lov til at træffe irreversible beslutninger uden at have et ordentligt netværk, der kan støtte dem i den proces, som en kønsskiftebehandling er," siger hun. "Man skal være voksen nok"Dina Raabjerg henviser blandt andet til et hollandsk studie, der viser, at ønsket om at skifte køn blandt børn og unge falder med alderen. Selvom hun anerkender, at et kønsskifte kan være den rette beslutning for nogle, bør man alligevel være påpasselig med at lade de unge selv afgøre, om de ønsker kønsskiftebehandling. "Der er en grund til, at vi har en myndighedsalder på 18 år, og det er, fordi vi har en holdning til, at man skal være voksen nok til at forstå konsekvenserne af de handlinger, man selv foretager." Risikerer forslaget ikke at åbne for dilemmaet om, hvorvidt man også skal dispensere på andre områder, hvor 15-17-årige har ret til selvbestemmelse – eksempelvis retten til abort? "Nej. Jeg tror, vi er voksne nok til at kigge ned i den enkelte sag og træffe en vurdering af alvorligheden på det ene område frem for det andet." Børn og unge med autisme udgør omtrent en tredjedel af dem, der ønsker at modtage behandling for såkaldt kønsubehag, hvor ens kønsidentitet ikke stemmer overens med ens biologiske køn. Det viser tal fra Sexologisk Klinik i København. I Autisme- og Aspergerforeningen er man opmærksom på debatten om kønsskiftebehandling. Formand Nina Michaelsen undrer sig over de nuværende regler, der ikke stiller krav til forældresamtykke. Hun peger ligesom Dina Raabjerg på de unges modenhed. Det gælder nemlig for mange autister, at deres modenhed kan være forsinket, hvilket betyder, at de kan være udfordrede i at konsekvensberegne. Og selvom formanden har tillid til, at lægerne er "vidende om den forsinkede modenhed", der er blandt autister, mener hun, at det er forkert, at 15-17-årige i dag kan få behandling uden forældresamtykke. "Der er ikke nok viden om konsekvenserne af behandlingerne, og derfor bør vi følge et forsigtighedsprincip, når det handler om unge under 18 år, ved som minimum at kræve et forældresamtykke. Det giver ingen logisk mening, at de kan få lov til at træffe beslutninger om kønsskiftebehandling uden forældresamtykke, når de ikke engang må købe Panodiler i håndkøb på apoteket," siger hun. Forringer unges retsstillingAnderledes på sagen ser Helge Sune Nymand, der er forperson i Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB). Han mener, at beslutningsforslaget er en mistillidserklæring. "Forslaget fratager de unge en rettighed, som de i dag er sikret. At en tilfældig forælder ud fra egne filosofiske anskuelser skal have lov til at trumfe beslutningen på bekostning af barnets helbred, synes jeg er et underligt standpunkt," siger Helge Sune Nymand. Han understreger, at lægerne allerede arbejder ud fra et forsigtighedsprincip, hvor de kun lader unge skifte køn, hvis de har en stærk indikation på, at behandlingen er nødvendig. Han har desuden sendt en skrivelse til Folketingets Sundhedsudvalg, hvor han udtrykker bekymring for beslutningsforslaget. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har forholdt sig til sagen i et skriftligt svar på Folketingets hjemmeside. "Efter min vurdering er de nuværende regler om informeret samtykke i forhold til patienter, som er fyldt 15 år, hensigtsmæssige. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at alle mindreårige, der på baggrund af en lægefaglig vurdering indleder et udrednings- og behandlingsforløb, tilbydes psykosocial behandling. Og først ved vedvarende og langvarig uoverensstemmelse mellem det biologiske køn og kønsidentitet bliver det vurderet, om der er indikation for at opstarte kønsmodificerende medicinsk behandling," lyder det blandt andet fra ministeren. Tryk for at læse mere
Nr. 91
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Fire stjerner: Var denne oversete kunstner skyggetante eller fuldblodskunstner? Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
Bogen om Nicoline Tuxen føjer sig til de mange bøger og udstillinger, som i disse år skal rette op på den skæve kunsthistoriske kanon, der har udeladt et stort antal kvindelige kunstnere. Bogen om Nicoline Tuxen er den anden i Frydendals nye serie om glemte kvindelige kunstnere. Den første handlede om den mere fremtrædende og noget ældre polsk-tysk-danske maler Elisabeth Jerichau Baumann (1819-1881). Der har været rettet kritik i offentligheden mod den gentagne fremdragelse af de oversete kvindelige kunstnere. Til dem vil jeg sige: Det er på høje tid, at den kunsthistoriske fortælling bliver revideret, så vi får det fulde billede af kunsten omkring forrige århundredeskifte, før kvinderne blev anerkendt på linje med deres mandlige kolleger. Og hvor er det i grunden uforståeligt, at disse oplagte talenter – inklusive den bogaktuelle Nicoline Tuxen – der tilhørte den såkaldte pionergeneration – pludselig gled ud i glemslen. Det gik dem nemlig godt i de sidste to årtier af 1800-tallet, hvorefter misogynien vandt frem i takt med de kvindelige kunstneres succes. Nicoline Tuxen fik en flot debut på Forårsudstillingen på Charlottenborg, hvor hendes værk ”Vindruer” blev købt af dronning Louise (1817-1898). Men der var en udbredt skepsis over for kvinders udfoldelse af deres talent og deres forsøg på at realisere sig uden for familien. Hør her, hvad Nicoline Tuxens svoger, teologen og forfatteren Henrik Scharling (1836-1920), skrev om kvindernes plads i samfundet: ”Den såkaldte kvindeemancipation, som med stor iver og heftighed føres frem i vore dage, hviler på en miskendelse af kvindens naturlige evner og anlæg og den livsopgave, som ved disse er stillet hende … Jo mere kvinden drages bort fra familien til en udadvendt virksomhed, des mere vil familielivet svækkes og opløses, og det tab, som herved tilføjes samfundet, vil være lige så uberegneligt som uerstatteligt.” Nicoline bragte et stort offer, da hun dedikerede sig til maleriet: Hun gav med Søren Kierkegaard afkald på at realisere det almene, det vil sige at få børn og familieliv, fordi hun erkendte, at det var umuligt at spænde over både moder- og kunstnerrollen. Efter en kortvarig forlovelse valgte hun kunstnervejen, men måtte sande, at der var mange bump på vejen. Blandt andet forventedes det, at hun som ugift skulle optræde som familiens trofaste omsorgsperson eller skyggetante for familiens børn. Der var ingen respekt for hendes arbejde som kunstner. Når familiemedlemmer lå syge – hvilket kunne vare længe – måtte hun lægge penslerne fra sig. Lillebroderen skaffede sig tidligt et navn og lagde hurtigt fra kaj og fik en formidabel karriere. Han havde kønnet med sig. Han kunne rejse frit. Det var udelukket for Nicolines vedkommende. Laurits anbefalede sin storesøster at holde sig til blomstermaleriet, der blev anset for det mindst prestigefyldte blandt de kunstneriske motiver. Hun malede dog også portrætter. Bogen bevidner hendes oplagte talent og moderne, mere frie og grove penselføring med brug af få farver i forskellige valører, som hun havde lært i Paris. Nicolines karriere blev afbrudt ad flere omgange, ligesom hun havde en længere periode med depression, hvor hun måtte lægge penslerne fra sig. Enhver ved, hvor vigtigt det er at gøre sig synlig som kunstner, det vil sige at være konstant i gang og gerne med en høj udstillingsfrekvens. På engelsk kaldes det staying power – udholdenhed. Det er en af de vigtigste succeskriterier for en kunstner, men det kunne Nicoline ikke leve op til. Samtidig bevidner bogen, at hun ikke hørte til dem, der råbte op og ytrede sig sammen med sine mere politiske, feministiske kolleger, fordi hun var rundet af det bedre borgerskab, hvis normer tilsagde, at man skulle være diskret. Bogen er skrevet af Laurits Tuxens oldebarn Marianne Abrahamsen og af kunsthistorikeren Marie Laulund, der begge har lagt sig i selen for at fremdrage dokumentation om den glemte kunstner, som man kunne ønske at se en større udstilling med. For ligesom film skal ses i biografen, så skal kunst ses i virkeligheden. Bogen giver absolut appetit på et nærmere bekendtskab med denne oversete kunstner, selv om den generelt fortæller for lidt om Nicoline Tuxens kunst og for meget om det biografiske og om de kvindelige kunstneres usle vilkår. Marianne Abrahamsen og Marie Laulund: Nicoline Tuxen. 142 sider. 200 kroner. Frydenlund. Tryk for at læse mere
Nr. 90
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Samerne i Norge får opsigtsvækkende undskyldning. Men hvad hjælper det dem i dag? Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
Med et overvældende flertal vedtog det norske parlament, Stortinget, i sidste uge en officiel undskyldning rettet mod samer, kvener og skovfinner – minoritetsgrupper i Nordnorge, som op igennem store dele af 1800- og 1900-tallet har været ofre for den såkaldte fornorskningspolitik. ”Stortinget vil formidle sin dybeste beklagelse over de overgreb, fornorskningspolitikken indebar for samer, kvener/norskfinner og skovfinner,” hed det blandt andet i vedtagelsen, som alle partier på nær Fremskridtspartiet stemte for. Fornorskningspolitikkens ødelæggende konsekvenser for de berørte individer, men også for minoritetsgruppernes sprog og kultur i det hele taget er grundigt dokumenteret i den mere end 700 sider lange rapport, som den norske Sandheds- og Forsoningskommission sidste år afleverede til Stortinget, og som er baggrunden for den historiske undskyldning. “Det her er alvorligt. Det handler om beslutninger truffet af Stortinget med det formål at fornorske egne minoriteter,” lød det dengang fra kommissionsformand Dagfinn Høybråten, som var leder af Kristeligt Folkeparti mellem 2004 og 2011. “Mange er holdt op med at bruge deres oprindelige sprog og er gået over til at bruge norsk. Det har gjort nordsamisk til et truet sprog. Og for skovfinnerne er det et faktum, at der ikke længere findes finsksprogede skovfinner, som har lært sproget hjemme.” Hos de berørte minoriteter blev undskyldningen taget vel imod. ”Jeg tror, jeg kommer til at bruge lang tid på at bearbejde det, jeg har oplevet i dag. Det er et så stort skridt, at man næsten ikke er i stand til at tage det ind,” siger Kristin Mellem, leder af Norske kveners forbund, til NRK. Også blandt de norske samer, der tidligere har modtaget en officiel undskyldning fra den norske konge, men aldrig fra det norske parlament, er der glæde at spore. Ikke mindst fordi undskyldningen kommer på baggrund af kommissionens omfattende arbejde, hvor hundredvis af berørte minoritetspersoner har delt deres oplevelser, fortæller Silje Karine Muotka, præsident for det samiske parlament i Norge, Sametinget. ”Der er tale om en behandling, der har haft store menneskelige omkostninger – og som har det den dag i dag,” siger hun. ”Derfor er der nu behov for aktive handlinger for at rette op på de tab, der er lidt, og den skade, der er forvoldt, og som stikker rigtig dybt. Og når Stortingets undskyldning end ikke er enstemmig, og Fremskridtspartiet, der er et af Norges største partier, ikke står bag, så gør det ondt – især på de mange mennesker, som har delt deres traumer med kommissionen. Det er, som om man ikke tager alvoren ind; ikke for alvor forstår arbejdet med forsoning. Konsekvenserne af fornorskningspolitikken findes jo den dag i dag, sårene heler ikke bare, fordi selve politikken er fortid. Når minoriteter bliver nægtet at tale deres sprog og dyrke deres kultur, sætter det jo varige spor, det risikerer aldrig at komme igen.” En del af kommissionsarbejdet har derfor også handlet om at se fremad, og selvom det officielle Norges opgør med en mørk del af landets historie er helt afgørende, er initiativer i nu- og fremtid det også, siger Silje Karine Muotka. For implementerings-gabet, altså forskellen mellem de rettigheder, de officielle norske minoriteter har, og så minoritetspersoners mulighed for rent faktisk at leve i overensstemmelse med selvsamme rettigheder i hverdagen, er nemlig stor, fortæller Sametingets præsident. Det kan handle om noget så basalt som muligheden for tolkning i sundhedsvæsenet. ”Der er håb for fremtiden, men det er klart, at efter mere end 100 år med forskellige grader af fornorskningspolitik og politik, der har haft direkte fornorskende formål, og andet, der ikke decideret handlede om fornorskning, men som havde samme effekter, tager det tid at bringe balance i tingene igen,” siger hun. ”Det kræver meget af os minoriteter, og det kræver meget af kommende regeringer og Stortinget. Derfor er vi også rigtig glade for, at regeringer og departementer hvert fjerde år skal rapportere tilbage til Stortinget, hvordan man følger op på kommissionens rapport.” De senere år er konflikter mellem både den norske såvel som den svenske stat samt industri- og energiselskaber på den ene side og urfolket samerne på den anden blusset op – med retssager, demonstrationer og aktivisters blokader af både Rigsdagen og Stortinget til følge. Det gælder blandt andet den enorme vindmøllepark på den norske halvø Fosen, hvor samerne hævder, deres rensdyr-hold bliver umuliggjort – og at retten til egen kultur dermed tages fra dem. Noget, den norske højesteret har givet dem medhold i. Hvordan ser du Stortingets undskyldning for fortidens synder i lyset af nutidens konflikter? ”Jeg ærgrer mig over, at Stortinget ikke har været bedre til at gå til de her spørgsmål med konfliktforebyggende tiltag,” siger hun. Hvordan ser du fremtiden for samerne? ”Jeg ville ikke lave politik, hvis ikke jeg var fyldt af håb om, at vi kunne løse selv de vanskeligste spørgsmål. Vi har mulighed for at tage fat om de ting, der ikke blev afsluttet ordentligt i fortiden, og arbejde med dem på vegne af fremtiden. Og i det arbejde handler det om at gribe alle muligheder. Det er en stor opgave, det kræver uendelig meget af os, men skridt for skridt er målet at skabe et fundament for en fælles fremtid, med de forskellige roller som henholdsvis det norske majoritetssamfund og samerne har haft historisk. Dem, der begik overgrebene, og dem, der blev udsat for dem,” siger sametingspræsident Silje Karine Muotka. ”Men jeg nægter, at vi som folk skal være subjekter eller ofre. Samerne skal være aktive og have mulighed for både at tage politisk initiativ og gennemføre politiske beslutninger. Sammen med indsatsen fra Stortinget og regeringer skal vi skabe ordentlige forhold for samernes fremtidige eksistens. Vi kan ikke reparere på fortiden, skaden på vores sprog og kultur er sket, men vi kan sammen arbejde for, at konflikterne i fremtiden ikke vokser sig uoverstigelige. At vi bevæger os lidt mere i samme retning, end vi har gjort før.” Tryk for at læse mere
Nr. 89
K_artikler Opdater⟳ ☝️
24-årig sensation fik vildskaben frem i et orkester, der ellers prøver at indtage verden med sit pæne ydre Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
Når DR Symfoniorkestret til januar tager på halvanden uges europaturné, er det ikke kun for at promovere dansk musik i Tyskland, Belgien, Østrig og Ungarn. Det er også for at underbygge sit nye brand som et af kontinentets førende orkestre – et mærkat, som har været hele idéen bag ansættelsen af den elegante italiener Fabio Luisi som chefdirigent i 2016. Med ham i front har man i DR skærpet sit fokus på traditionelt kernerepertoire og luksuriøs vellyd. Konservatisme og klasse, kunne man sige. Luisi har øje for detaljer og opbyggelig strukturering af musikken, og man går sjældent utilfreds fra en koncert, hvor han har stået på podiet. Lige så sjældent er det imidlertid, at man rigtig ser orkestret formidle dyrisk vildskab under Luisis vinger. Det er pænt, intelligent – og lidt, bare lidt, kedeligt. Derfor er det altid forløsende at se unge, iltre dirigenter lægge vejen forbi DR på deres vej mod stjernerne. For en måned siden gravede 32-årige Kerem Hasan noget dødbringende frem i orkestret, da det spillede Britten, og torsdag aften var det den kun 24-årige finne Tarmo Peltokoski, der brød gennem hinden af vellyd, da han fik begyndelsen af Richard Strauss’ berømte tonedigt ”Also sprach Zarathustra” til at brænde som en ildstorm. Der var svirp i messingen, jordskælv i kontrabasserne, morderisk exces i paukerne og et dragende sug i hele orkestret, som jeg ikke mindes at have hørt i samme chokerende skala før. At Peltokoski bar sine Harry Potter-briller og dirigerede, som om han fyrede besværgelser af sted i en troldmandsduel, blev det visuelle billede på, at der var magi på færde. Også hinsides åbningsrabalderet trak han stik hjem: Den unge finne fandt stor sødme og en livgivende skarphed i klangen, som gav gennemsigtighed og plads til, at små motiver skød rundt i orkestret som fyrværkeri på en frostklar nattehimmel. Musikerne var i alarmberedskab og filede som vilde – pludselig var alle 24 år igen. På godt, men også, viste det sig efterhånden, på ondt. For gassen gik langsomt af ballonen, og når Strauss forlangte dansant lystighed i mere intime passager med plads til soloviolin, stod musikken stille, ramt af granatchok. Her manglede det unge stjerneskud endnu lidt af Luisis lange blik for dynamisk udvikling, og værket endte med at stå tilbage som et mere klangligt end filosofisk klarsyn. Anderledes hård kost ventede efter pausen med Sjostakovitjs 14. symfoni for kammerbesætning og to sangsolister. Her hvislede strygere højmodernistisk, mens to percussionister satte brutale udråbstegn med klaptræ, trommer og kirkeklokker. Gennem denne labyrint af atonalt mørke bevægede de to finner, Miina-Liisa Värelä og Mika Kares, sopran og bas sig med forbilledligt egal styrke og sang illusionsløst om døden i en lille time. På russisk. Det var stramt og egentlig lige så hårdkogt, som det skulle være. Men når nu man havde fået en klangmagiker til byen, ville det altså have været sjovere at se Tarmo Peltokoski folde sit talent ud i fuldt orkesterformat. Bare lige for at få endnu et glimt af, hvilket diabolsk bid DR Symfoniorkestret faktisk skjuler bag sin pæne facade.DR Symfoniorkestret: Strauss, Sjostakovitj. Solister: Miina-Liisa Värelä, Mika Kares. Dirigent: Tarmo Peltokoski. DR Koncerthuset, København, torsdag den 14. november. Tryk for at læse mere
Nr. 88
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Nu kommer der sne – måske Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
Man kan forestille sig Danmark som et vejkryds for verdens luftstrømme, der har forskellige planer for os. I den kommende uge ventes Nordens kulde at køre ind i krydset og lægge sig over landskabet, og det kan meget vel medføre sne, viser flere prognoser for vejret den kommende tid. Straks vil mange nok forbinde ordet med bløde, hvide snedyner, men det er nok for meget at drømme om, fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved DMI. Flere prognoser har vist, at det i denne uge kan sne. Skal vi regne med det? Prognoserne ligger og svinger frem og tilbage, men det er den kolde model, der vinder frem. Det er usikkert, hvor meget sne, der falder, men tirsdag kommer der for alvor et lavtryk op over landet fra sydvest. Det står endnu ikke klart, om det kommer hurtigt igennem eller trækker langsomt op – og dermed skal ligge og drille os hele ugen. Men der er en pæn sandsynlighed for, at vi får sæsonens første hvide indslag inden længe. Hvad er det så for noget sne, vi kan vente os? Det kan da godt gå hen og blive en pæn omgang sne, men det er nok mest sandsynligt, at det er noget tøsne, der vil falde. Noget tung sne, vådt og sjappet, for ifølge de seneste prognoser vil der være lidt dagsfrost eller temperaturer lige omkring frysepunktet. Det er ikke det mest spændende snevejr, men det er forholdsvis typisk for den her årstid, hvor der stadig er lidt varme i jorden og i luften, og vi ikke for alvor er kommet ind i vinteren. Så i forholdet til vejrets årshjul giver det udmærket mening, at der falder sne nu her? Ja, når det er november og snart vintertid med kold luft, og vi får et lavtryk, der trækker vinden ned fra nord og polarluft nedover, så kan det let ske. Særligt tirsdag, hvor vi for alvor får kold luft. Skal skolebørnene så tage kælken med i skolen tirsdag morgen? Hvis der ligger sne, er det store spørgsmål, om det bliver for vådt til at kælke på. Gruset kan godt komme til at knage lidt under dem. Hvor meget, der falder, afhænger af, om lavtrykket passerer den ene eller den anden vej. Ofte ligger der en hale bag et lavtryk med skyer og nedbør, og hvis der kommer en kold nordenvind, kan sneen falde. Det har været et historisk varmt år, men nu kommer der så måske sne alligevel i november. Er det ikke lidt forvirrende? Jo, det kan det godt være. Men i Danmark er vi meget afhængige af, hvor vi henter vinden fra. Hvor selve luften kommer fra. Man kan næsten tegne et kryds henover Danmark og se for sig, at der kommer varm luft fra syd, kold luft fra nord, fugtig luft fra vest og tørrere luft fra øst. Varmt eller koldt vejr er altså helt afhængigt af luftstrømmene. Hvorfor går danskere relativt meget amok over udsigten til lidt sne, tror du? Det skyldes, at det er anderledes end det vejr, vi har haft længe, tror jeg. Vi drømmer også om en hvid jul og sneboldkampe, for vi er vel lidt barnlige sjæle. Det er Danmark, og om vinteren skal der være sne. Kan det også være en længsel efter gamle, køligere, mere ubekymrede tider? Det kan jeg sagtens forestille mig. Da jeg var barn, var jeg betydeligt mere ude at kælke, end jeg er med mine yngste børn. Sidst var der én centimeter sne, jeg skulle trække dem over. Sneen er vel også forbundet med hygge og det hvide snelandskab, og så sker det jo typisk, at himlen bliver blå, når sneen først er faldet, og det klarer op med den rigtig kolde luft. Den grå, tågede dyne over os bliver løftet, og man bliver meget mere glad. Glæder du dig selv til, at der måske kommer sne? Det første sne er altid mere til besvær, end det er til glæde. Det er noget sjap og sjask. Men jeg vil glæde mig til, at vi får ryddet lidt op i det her gråvejr. Tryk for at læse mere
Nr. 87
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Dansk virksomhed har udviklet bibel til ordblinde Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
Sådan ser teksten i Bibelen ofte ud, og det gør den særligt svær at læse, hvis man er ordblind. Men det har et dansk firma nu sat sig for at løse. Derfor har firmaet i samarbejde med det amerikanske og baptistske forlag Lifeway og Cambridge University i England udviklet en særlig skrifttype, der skal gøre det nemmere for ordblinde at læse Bibelen. Det hele begyndte, da Klaus Erik Krogh, grundlæggeren af det danske firma 2K Denmark, der blandt andet designer bibler, holdt foredrag i Nashville i USA for fem år siden. Her henvendte en kvinde fra Lifeway sig til ham, fordi hun ledte efter nogen, der kunne hjælpe hende med at udvikle en bibel til ordblinde. “Jeg tænkte med det samme, at det måtte være mig. Jeg har både været ordblind, og jeg har i 40 år arbejdet med at designe skrifttyper og bibler. Det har altid fascineret mig, hvordan de her små tegn, der er udviklet fra hieroglyffer og abstraktioner, kan omsættes til lyde, som kan blive til ord. Ord, der kan bevare det, der er helligt, alvorligt og vigtigt på tværs af tid og sted. Ligesom ordene i Bibelen,” siger han. Og så gik arbejdet i gang. Men hvordan kan en skrifttype gøre det nemmere for ordblinde at læse? “Hvis man er ordblind, genkender man ikke hvert enkelt bogstav, men husker ordene som mønstre. Men ordene hopper rundt, og det gør det svært at se dem i grupper som ord,” siger Klaus Erik Krogh. Bogstaverne i den nye skrifttype er derfor fede og tunge mod bundlinjen, som får dem til at “hoppe” mindre rundt. Bogstaver, der minder om hinanden, som b og d eller m og n, har fået tilføjet nogle seriffer (små grafiske tilføjelser til bogstaverne) for at adskille dem, så man ikke lige så nemt forveksler dem. Stregerne er lidt tykkere end normalt, og det samme er mellemrummet mellem dem. Mens det er 2K Denmark, der har udviklet skrifttypen, som er blevet kaldt Grace, har Cambridge University testet skrifttypen på personer med ordblindhed, hvoraf mange har meldt ud, at den gør det nemmere for dem at læse Bibelen. “Men ordblindhed findes selvfølgelig i forskellige grader og på forskellige måder, og derfor kan man ikke hjælpe alle eller løse deres udfordring helt. Skrifttypen skal betragtes som et hjælpemiddel,” siger Klaus Erik Krogh. Det kristne forlag Lifeway har allerede publiceret en børneudgave af den ordblindvenlige bibel og udgiver en standardbibel for ordblinde i februar. Crossway Publishing, der udgiver ESV – som står for den standardiserede engelsksprogede bibel – planlægger at udgive en bibel til ordblinde i januar. Der er tidligere blevet udgivet bibler, der har henvendt sig særligt til ordblinde. I 2015 blev en bibel eksempelvis udgivet i England på tykkere papir, med større bogstaver og med en enkelt spalte på hver side. Tryk for at læse mere
Nr. 86
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Fire vigtige spørgsmål om nadveren Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
"Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig." Johannesevangeliet 6, 57 I sin "Lille Katekismus" stiller Martin Luther fire centrale spørgsmål til nadveren: Hvad er nadveren? Det er vor Herre Jesu Kristi sande legeme og blod, i brødets og vinens skikkelse, indstiftet af Kristus selv til mad og drikke for os kristne. Luther får altså hermed sagt, at nadveren hviler på et guddommeligt løfte om evigt liv, knyttet til den ydre handling at spise og drikke. Hvad gavner det at spise og drikke sådan? Svar: Jo, nadveren er givet og udgydt for os til syndernes forladelse. Det vil sige, at disse ord giver os syndernes forladelse. For hvor syndernes forladelse er, der er liv og salighed. Luther bruger ofte ”løftet” som en sammenfatning af evangeliet. Men når han sammenfatter, hvad løftet handler om, så er det ”syndernes forladelse”. Alle andre goder, Gud giver os, udspringer af ordene ”til syndernes forladelse”. Hvordan modtager vi nadveren, så der sker disse store ting? Jo, løftet "givet og udgydt til syndernes forladelse" er sammen med den håndgribelige mad og drikke hovedsagen i sakramentet. Den, som tror disse ord, har syndernes forladelse. I sine første skrifter nævner Luther "løftet" og "troen" som de to ting, der skal fremhæves ved dåb og nadver. Dette betones, når Luther udfolder, hvordan vi bruger og modtager nadveren. Hvordan bruger vi nadveren? Svar: ved at leve i daglig anger og tro. Hvis vi ikke har brug for syndernes forladelse, er vi ikke værdige til at modtage nadveren. Ordene ”for jer” kræver nemlig, at vi virkelig har brug for Jesus og hans hjælp. Luther kan godt selv være så tvivlende, når han rejser sig for at modtage nadveren, at han må støtte sig til en medkristens "hjælpende" tro. Hans egen tro kan være reduceret til et nøgent råb om hjælp. Men selv en tro, der er så lille som et sennepsfrø, kan modtage Guds evige frelse og åbne Himlen, som det sker for den angrende forbryder ved Jesu død. Børge Haahr Andersen er tidligere sognepræst og rektor ved Dansk Bibel-Institut. Tryk for at læse mere
Nr. 85
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Når stjernehimlen ikke længere kan ses, orienterer vi os efter mavefornemmelsen Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
”Læs den – men hold pauser, så dit hoved ikke eksploderer.” Med den vejledning modtog jeg for nylig en boganbefaling af en ven. Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for, så hurtigt kastede jeg mig over bogen, der bærer titlen ”Sorte huller. Jagten på universets smukke hemmeligheder” og er skrevet af Albert Sneppen. Han er ph.d.-studerende på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet og har trods en alder på 26 år har imponeret verdens førende forskere med sine opdagelser. Der er brug for pauser, når man læser om sorte huller, hvor der ikke længere er tid og rum, men kun tid. Eller når man læser om stjernerne, der lyser over os. Flere af stjernerne eksisterer slet ikke længere, men vi kan stadig se dem, fordi lyset først når os nu. Eller når man læser om kvasarer, der er det ældste, yderste og mest lysende i vores univers, som vi dog aldrig vil kunne nå, om vi så fløj med lysets hastighed. Universet vokser nemlig hurtigere, end lyset skyder. Bogen har fået mig til at knække nakken aften efter aften i den mørke november og løfte blikket mod nattehimlen for at lede efter en flig af denne vilde storhed. Jeg har dog følt mig noget snydt, for det er ikke meget andet end Karlsvognen og Nordstjernen, jeg har kunnet lokalisere. Det skyldes lysforurening. Mælkevejen er forsvundet fra 80 procent af den amerikanske befolknings nattehimmel. På verdensplan er det to tredjedele, der har mistet den, og for os her i Danmark stiger lysforureningen med næsten syv procent hvert år. Himlen er ganske snart slukket over vores hoveder. Besøger man et af de efterhånden meget få steder i verden, hvor lysforureningen ikke er nået, ville man kunne se så mange stjerner, at det slet ikke ville være muligt at finde stjernebillederne, fordi stjernerne ligger så tæt. Men for langt de fleste af verdens beboere gælder det, at kun de mest synlige stjerner kan ses med det blotte øje. I Los Angeles var der den 17. januar 1994 et stort jordskælv, der betød, at strømmen i en periode helt forsvandt, hvormed storbyen og området omkring blev mørklagt. Hvad, der fremkom på himlen over byboerne, fik dem til at sende utallige henvendelser til de lokale myndigheder. Der var bekymrede borgere, der både spurgte til farlige naturfænomener, de sidste tider og invasion af rumvæsener, men det var ”bare” stjernehimlen og mælkevejen, der blev synlig. Vi har lys tændt på husene, veje og skilte, og flere vil læse dette indlæg i e-avisen på en mobil. Stjernerne er væk. Evigheden og uendeligheden har fået låg på. Konsekvensen er, at skildpadder går ud på vejen i stedet for mod havet. Fuglene flyver den forkerte rute, insekter ender i lamper i stedet for at finde vej til blomsterne. Men det er ikke kun dyrene, der kommer galt i byen og farer vild, når verden lyses op. Det gør vi mennesker også. Mennesker i generationer har brugt stjernehimlen til at navigere efter og finde retning. Nu kører vi i stedet på vores egen mavefornemmelse. Tabet af mælkevejen er slemt nok i sig selv. Det, som igennem tusinder og atter tusinder af år har løftet menneskers tanker og ligget som en uendelighed af lys, er for mange mennesker blevet slukket. Det, mennesker har brugt til at pejle efter, mistes. Det er et tab, men det er samtidig et godt billede på det menneskesyn, vi er kommet frem til. Efterhånden som stjernerne på himlen er blevet slukket, har vi trukket stjernerne herned til os: kendisser, skuespillere, influencere og sangere. Stjerner, som nu er så ganske tæt på, at vi kan spejle os i dem og selv hige efter at blive som dem. Vi opdrager ufortrødent den nye generation til, at det også for dem gælder, at de skal skinne. Vi forsøger at have en lysende personlighed og være stjerner i vores eget liv. Meget sigende er det derfor også, at de ”stjerner”, der mange aftener lyser klarest, er de lys, som nogle af verdens rigeste mænd har placeret: satellitterne. Det er tid til at slå et slag for mørket. For selv før, man kendte til ord som Niels Bohr Institutet, pi, relativitetsteorier og teleskoper, var stjernehimlen noget, der kunne forundre og forbavse. Som salmisten skrev det for et par tusinder af år siden i Salmernes Bog i Bibelen: ”Når jeg ser din himmel, din fingres værk, månen, stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske?”. Det er en af de ting, der sker, når man står under en lysende stjernehimmel: Man får lov til at føle sig lille midt i universets storhed, og man bliver hjulpet ned i rette menneskestørrelse. Måske man midt i det får lov til at opleve sig som favnet af universets skaber og himmelbuens Herre, så man ender med at give slip på ansvaret for selv at lyse verden op. Hvor vi dog trænger til det. Tryk for at læse mere
Nr. 84
K_artikler Opdater⟳ ☝️
På ferien lærer vi pludselig vores partner at kende. Det kan ødelægge vores forhold Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
Efter coronakrisen ville meget blive anderledes, spåede man. Mens den stod på, lærte vi at tage bedre vare på hinanden, ligesom vi tilbragte usædvanlig meget tid sammen. Det sidste kan imidlertid også have ulyksalige konsekvenser. Eksempelvis kan ægtefæller gå fra hinanden, og familier kan gå i opløsning. Det er nemmere at opretholde et på overfladen både velfungerende ægteskab og familieliv, når man til hverdag bare passer hver sit. Mor og far går begge på arbejde fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Nogle gange aftenen med. Måske har de ydermere langt til og fra arbejde, så når de endelig kommer hjem, er kræfterne brugt. Man samles eventuelt lige akkurat rundt om aftensmåltidet, men ellers sætter man sig udmattet hen foran fladskærmen. Børnene går enten til fritidsaktiviteter, spiller computer på værelset eller er sammen med venner og veninder. Ellers er de ikke meget sammen med far og mor. På dén baggrund er det ikke så underligt, at ferier og lange coronakriser, som vi ikke har oplevet før, pludselig vender op og ned på vores hverdag. Dels fordi vi ikke længere har den lagt i regelrette pressefolder og planlagt ned til timer og minutter. Men også fordi vi nu skal være sammen hele tiden. En del børn led under at skulle være hjemme under coronakrisen. For dem var skolen, fritidsaktiviteten eller andre tilsvarende, daglige rutiner uden for hjemmet et frirum fra en hverdag, hvor far eller mor eksempelvis tyranniserede dem på grund af alkoholmisbrug, kedsomhed eller en håbløs social situation. Ved ferier og lignende stiger antallet af forældre, der går fra hinanden. For mens far og mor har gået op og ned ad hinanden flere dage i træk, mens ferien gik, har de lært hinanden at kende igen. Og der er sket så meget, siden de mødtes første gang, blev stormfuldt forelskede og måske tilmed midt i rusen gift. Med letsindigt afgivne løfter om at ville elske og ære hinanden, indtil døden skiller dem ad. Det tankevækkende er, at mens de fleste ægteskaber overlever netop i kraft af et mådeholdent romantisk og følelsesmæssigt ambitionsniveau, så kan konfrontationen med dén prosaiske virkelighed midt i ferien eller coronakrisen for mange relativt unge ægtepar tilmed blive et wakeupcall. Skuffelsen er stor, når man pludselig opdager, at et ægteskab lige så meget holdes oppe af lige dele praktisk arbejds-, forældre- og ansvarsfællesskab. Uanset næsten hvilken sammenhæng de opstår i, er kriser en øjenåbner. I krisen bliver vi afbrudt i vores vaner, og pludselig ser vi os selv fra andre vinkler, får øje på selvmodsigelser og upåagtede problemer. Det kan eksempelvis være kærlighedens trivsel. Men vi skal ikke frygte kriser. Siden begge forældre blev udearbejdende fra slutningen af 1960’erne, er vores indkomstforhold og forbrug bare steget og steget. Helt uden sammenligning med andre epoker i både danmarks- og verdenshistorien. Vi er blevet bedre til at puge penge sammen og forbruge. Mænd og kvinder er blevet uafhængige af hinanden, og de kan klare sig selv. Men når således følelsen som det dominerende element i kærligheden er enerådende, bliver vi på én gang både mere krævende, kritiske og sårbare. Indfries lykkefølelsen ikke, er der i dag ikke langt til, at man smutter fra hinanden og realiserer sig selv. I stedet for, at pengene virker som en støtte og hjælp til at realisere drømme og trivsel for en selv og ens familie, bliver pengene måske mere noget, der lægger sig imellem os? Vi er blevet klogere på penge, men er vi også blevet klogere på det almindelige, fælles menneskeliv i ægteskab, familieliv, lokalsamfund, blandt venner, i kirke og foreninger? Er det et mål i sig selv at blive økonomisk uafhængige af hinanden? Er det dér, vi samler al vores klogskab? Eller er det bare en stråmand, som skal give mig mulighed for at fremhæve min pointe? Henrik Bang-Møller er sognepræst, skribent og debattør. Tryk for at læse mere
Nr. 83
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Lærd dogmepodcast fra Menighedsfakultetet Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
Ligesom mennesker kan begreber trænge til rehabilitering. Det gælder ikke mindst begreberne dogmer og dogmatik. Ifølge ordbogen er dogmatik en ”ufravigelig opfattelse eller teori, som hævdes kritikløs og uden bevis” og betegnelsen bruges også nedsættende. Ak ja, dogmatik har en dårlig klang i mange øren, og dogmatikere er kedelige og stivsindede typer. Intellektuelle saltstøtter, som ikke kan tænke ud af boksen. Nej, foruden dogmefilmene er der ikke meget godt at sige om dogmer og dogmatik i den almene forståelse hinsides de teologiske fakulteter. Dogmatik fortjener dog så meget bedre. Dogmatik er nemlig troens eftertanke. Det er det intellektuelle vovestykke at bruge forstanden på det, som ikke er forstandsstridigt, selv om det også overgår al forstand. Tankeløs tro er netop vejen til fanatisme og fladpandet fundamentalisme. Vores formuleringer af troen er aldrig fyldestgørende, men formuleres troen ikke klart og sammenhængende, så reduceres troen til mavefornemmelser og spirituelle oplevelser, som nok kan gengives, men ikke rigtigt videregives. Og vil man høre, hvorfor dogmatik er så meget bedre end sit almindelige rygte, kan man lægge ører til Menighedsfakultetets podcast ”UDBLIK”, som ligger frit tilgængeligt på nettet. Det er dogmatik, himmelhøjt og jordnært, argumenterede og lovsyngende. Et glimrende eksempel er afsnittet ”Mener Tertullian, at Gud er ”silly”? – med Peter Søes”. Peter Søes er adjunkt i systematisk teologi på Menighedsfakultetet og en teologisk dogmebror af rang. Det samme kan man sige om Tertullian (cirka 160-cirka 222), den oldkirkelige teolog, som var genstand for podcasten. Tertullian var uddannet jurist fra Kartago i Nordafrika, men Tertullian blev ikke navnkundig for at bøje paragraffer, men fordi han brugte sit gode hoved på at formulere kristendommen opbyggeligt, polemisk, asketisk og kulturkritisk. Tertullian er blevet kendt for at afskrive fornuften, da han kom til kristentro, men Peter Søes fremførte i pagt med den nyere forskning, at Tertullian tværtimod bruger fornuften i troens tjeneste. Tertullian mener, at Gud ikke bare blev menneske i Jesus som en nødforanstaltning mod synd og død, men fordi Gud i sit væsen har en rettethed mod mennesket. Paradokset er egentligt ikke, at Gud blev menneske i Jesus, paradokset er, at Jesus korsfæstet for vores synder. Jesus kom ikke til verden som fremmed, men som den, der var og stadig er skjult til stede i skaberværket. Ja, Peter Søes kaldte Tertullian for ”oldkirkens store skabelsesteolog”. Det kan lyde tanketungt, men det er snarere et tankeløft, man bør unde sig at høre til ende, og ”UDBLIK” giver smukt indblik i kristentroens dybder. Tertullian, som med god ret kaldes en kirkefader, selv om han endte med at forlade den store kirke til fordel for den montanistiske fraktion, skrev engang: ”Hvis jeg bringer dig en rose, så vil du ikke foragte skaberen”. Jeg giver gerne ”UDBLIK” om Tertullian en hel buket af lutter roser. Tryk for at læse mere
Nr. 82
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Forfatter: Er det næstekærligt at hudflette sprogrøgtere, når de laver fejl? Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
En særlig form for moro breder sig, når en sprogrøgter begår en sprogfejl. Sprogrøgteren, som jo er en led en, der formaster sig til at finde fejl hos andre, er en særlig form for jaget vildt, hvis mindste faux pas tigger om den onde, dirrende pegefinger. Ikke så mærkeligt, hvis sprogrøgteren tilhører den irriterende kategori af mennesker, der retter andre og dermed indforskriver sig i kategorien hverdagens selvbestaltede politimand, der finder fejl ved andre menneskers adfærd overalt i det offentlige rum, alt fra vores parkeringsevner til en højrøstet latter. Men sprogrøgtere behøver såmænd ikke være irriterende fejlfindere – det er alt nok bare at beskæftige sig med sprog. Selv har jeg aldrig rettet andres sprog, medmindre jeg er blevet bedt om det, men alligevel kunne jeg for et par år siden læse i Dagbladet Information, at jeg ”er en af dem, der ikke holder sig for god til at rette andre”. Æv! En sprogforsker, som skriver klummer for en konkurrerende avis, blev for ikke så længe siden hudflettet af en ukær flok fordømmere: Hun vidste ikke, at småkage! også er betegnelsen for den lyd, det giver, når for eksempel to biler kolliderer. Noget argt skidt, den avis, mente fordømmerne, for avisen burde have smidt sprogforskeren på porten eller i det mindste redigeret hendes ”vrøvl”. Tak for kaffe. Jeg vidste heller ikke, at en småkage kan være mere end … en småkage, og bliver nødt til at pointere, at den lydmalende kraft i småkage er … meget ringe. Der er intet så rædsomt som os sprogtyper, rettemasker eller ej. For eksempel kunne jeg forleden læse, at jeg ikke havde forstand på kommunikation og ikke burde være forfatter, når jeg tydeligvis var så konservativ, at jeg ikke forstod, at sproget udviklede sig. Skoggerlatteren, som er en særlig ond og nidkær form for latter, bredte også sig på X, tidligere Twitter, dengang jeg i DR-programmet "Deadline" havde formastet mig til at sige, at jeg skam også var "i god gang med (et eller andet)". Hør hende! Den idiot! Det hedder jo "godt i gang". Det var dog ingenting i forhold til den endefuld, jeg fik, da jeg i en kronik skrev "smør på bordet". Alle – som i ALLE – ved jo, at det hedder "smør på brødet". Men venner – og jeg siger det kun én gang: Jeg siger altså smør på bordet, fordi jeg elsker smør og ikke kun putter det på brødet, men gerne smører det ud over bordet og kalder på katten. Og jeg skriver også forkerte romertal – hvis det er sjovt. Lær det nu bare. Helt galt gik det for et års tid siden, da selveste Sprognævnet havde lavet grelle fejl i et opslag om ”substantiver i genitiv” og måtte rode sig ud i en længere teknisk forklaring. Skoggerlatteren ville ingen ende tage. Dette er den defensive skoggerlatter fra dem, som føler sig ekspertmishandlet og nu får hævn, den samme latter, som i Sebastians sang fra 1974: ”Hvis du tror, du er noget, så er der noget, du har misforstået.” Ingen i Danmark tror, de er noget. Det er alt for farligt. Tryk for at læse mere
Nr. 81
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Fra tv og flødesauce til 40 år i revyens tjeneste: Revyen blev Flemming Krølls livsværk Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
Flemming Krøll er egentlig uddannet kok, men han har brugt det meste af sit liv på at underholde med sang, komik og musik. Det lå til familien at være musikalsk – hans mor spillede guitar, og moderens lillebror, Kjeld Ingrisch, var en kendt dansk visesanger i 60'erne. Men selvom visesanger, skuespiller og forhenværende revydirektør Flemming Krølls liv har været fyldt med sang og musik, har tonen ikke altid været i dur bag kulisserne. “Jeg mistede begge mine forældre, da jeg var 20 år. Først døde min far af kræft, så gik der otte måneder, og så døde min mor også af kræft,” fortæller han. “Der tænkte jeg: 'Hvor pokker skal jeg gå hen nu? Hvem skal jeg spørge?' Da de var der, vidste jeg alt. Da de ikke var der, vidste jeg ikke en dyt om noget som helst. Det er begrænset, hvad man ved om livet, når man er 20. Det fandt jeg ud af.” Han trak på musikken og især på de gode venner for at komme igennem de hårde tider. I dag trækker han på smilebåndet, når han reflekterer over sit liv, selvom han ikke lægger skjul på den alvorlige side af det. Det var naboen, der lærte Flemming Krøll at spille guitar, da han var lille. Og det var morbroderen, der satte ham i gang med de viser, der blev startskuddet på hans karriere. Karrieren tog nemlig for alvor fat, da han som 19-årig kokkeelev i 1973 kom med i tv-programmet “Musikalske Venner”. En sejr i en amatørkonkurrence til Bakkefest i Gilleleje fik DR's tv-vært Sten Bramsen til at invitere ham med i programmet, og med en guitar i den ene hånd og en stor forbinding omkring den anden gik Flemming Krøll på tv for at optræde. To dage før optagelserne havde han hældt ti liter kogende flødesauce ud over sin hånd. Men optræde – det ville han. Forbindingen skulle dog blive på, befalede lægen, og sådan skete det, at han blev præsenteret som kokken med den forbrændte hånd. “Det var der mange, der kunne huske. Det var virkelig fint. Så begyndte jeg at få jobs,” siger Flemming Krøll. Året efter udgav han sit første album, og i sommeren 1979 indledte han sin revykarriere i Hanstholm Revyen i Nordjylland. Men det var i 1985, at han for første gang gik på scenen i den revy, der skulle vise sig at blive hans skæbne. “Revyen i Nykøbing var kørt fuldstændig i smadder, inden jeg overtog den. Der var ingen, der kunne få den til at gå. Men jeg var heldig nok til at ramme det, som publikum gerne ville have. Det er noget af det største, jeg har opnået,” siger Flemming Krøll. Han fik vendt skuden og gjort Nykøbing Falster Revyen til landets næststørste i løbet af få år. Men efter otte år på de skrå brædder i Nykøbing fik Kim Larsen lokket ham til Rottefælden i Svendborg. Det var nemlig Kim Larsens manager, Frank Steen, der var chef for Rottefælden. Men da dansktop-sangeren Hilda Heick en dag kom og bankede på døren og spurgte, om han ville tilbage til Nykøbing Revyen, faldt svaret prompte: “'Det kan du tro,' sagde jeg. Så kom jeg tilbage og var på Nykøbing Teater fra 1999 til 2019. Det er en af de ting, jeg ser tilbage på med størst glæde. Den revy er mit livsværk”. I dag bliver Flemming Krøll 70, og på trods af helbredsproblemer er han stadig klar til at fejre dagen. "2024 har ikke været mit år. Jeg lider af type 2-diabetes og har fået fjernet to tæer på højre fod, og så brækkede jeg mit bækken for tre uger siden. Så jeg render rundt med en krykke, men det går fint," siger han. "Jeg har det, som jeg skal have det, og jeg nyder at gå og slappe af. Jeg er glad og tilfreds med alt, jeg har opnået.” Tryk for at læse mere
Nr. 80
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Det er decideret dumt gjort”: Et telefonopkald fra Tyskland til Rusland møder skarp kritik Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 20:00:00
Et telefonopkald på omtrent en times tid har vakt opsigt i Europa. For i opkaldets ene ende var Olaf Scholz, Tysklands kansler. I den anden var Vladimir Putin, Ruslands præsident. Dermed blev knap to års forsøg på vestlig isolation af den russiske statsleder brudt fredag eftermiddag. Under samtalen fordømte Olaf Scholz den russiske angrebskrig mod Ukraine og opfordrede Vladimir Putin til at trække tropperne ud af landet, lyder det i en pressemeddelelse fra kanslerens kontor. Samtidig opfordrede kansleren til russisk villighed til at "forhandle med Ukraine med retfærdig og varig fred som mål," står der i pressemeddelelsen. Samtalen gav ikke kansleren opfattelsen af, at "der er meget, der har ændret sig i den russiske præsidents syn på krigen – og det er ikke godt nyt," fortalte den tyske regeringsleder søndag. Under samtalen skulle Vladimir Putin have gjort det klart, at eventuelle aftaler om Ukraine skal tage afsæt i Ruslands sikkerhedsmæssige interesser og udspringe af den "nye territoriale virkelighed," skriver nyhedsbureauet Reuters. Hvis man skal forstå, hvorfor Tysklands kansler vælger at bryde isen og kontakte præsidenten af det krigsførende land, er det ikke til at komme uden om valget af Donald Trump, den kommende amerikanske præsident, fortæller Ole Wæver, der er professor i international politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Spørgsmålet om fredsforhandlinger har efterhånden længe været et spørgsmål, som mange har "tænkt på og mumlet om i krogene," siger han. "Men der er klare hensyn til, hvornår det er smart at sige det højt. Selve det at omtale forhandlinger påvirker styrkeforholdene, og det kan påvirke Ruslands opfattelse af, hvordan de skal spille deres kort. Når Donald Trump så går ud og siger, at han afslutter krigen på 24 timer, og at Ukraine også skylder at forhandle, så er vi i en ny situation." Dialogen giver i sig selv Vladimir Putin "en vis legitimitet," fortæller Ole Wæver. En legitimitet, der ellers har været bred enighed om ikke at skænke den russiske præsident – og i Ukraine lød reaktionen fra præsident Volodymyr Zelenskyj også, at den tyske kansler med sit opkald havde åbnet for "Pandoras æske", og at der fremover vil "være andre samtaler, andre opkald." "Og det er præcis, hvad Putin længe har ønsket. Det er ekstremt vigtigt for ham at svække sin isolation," sagde den ukrainske præsident ifølge Reuters. De europæiske lande har længe været fanget i deres egen retorik, mener den britiske historiker Mark Galeotti, der er professor ved University College London og gennem mere end 30 år har beskæftiget sig med Ruslands udenrigspolitik. "I lang tid har vi haft som mantra, at det er op til ukrainerne at bestemme, hvordan krigen udvikler sig og slutter. Men samtidig har de europæiske lande også helt tydeligt plejet deres egne interesser. Det er blandt andet derfor, at mange lande har været varsomme med at give ukrainerne egne våben," siger han. Hvis man anskuer den genoptagne kontakt til Rusland i den kontekst, vil der ifølge Mark Galeotti være "europæiske regeringer, selv dem, der kritiserer Scholz, der faktisk er ret glade for det her": "Ingen har lyst til at være de første til at bryde isen, især fordi Zelenskyj er berygtet for offentligt at udskamme dem, der ikke støtter Ukraine tilstrækkeligt. Nu tager Tyskland slagene, og i flere lande er holdningen, at Europa er nødt til at være i dialog med Rusland," siger han og tilføjer: "Hvis Europa lader eventuelle forhandlinger finde sted mellem Washington og Moskva, så skal vi ikke regne med, at nogen varetager de europæiske interesser." Det er netop Olaf Scholz' eget argument for opkaldet til Rusland. I hans optik er det "ikke en god ide, hvis der er samtaler mellem den amerikanske og russiske præsident, mens lederen af et vigtigt europæisk land ikke deltager," sagde kansleren til Reuters søndag. Udefra vil telefonsamtalen blive tolket som "en sprække i det europæiske panser," vurderer Rasmus Brun Pedersen, der er lektor ved institut for statskundskab ved Aarhus Universitet og forsker i blandt andet vestligt sammenhold og Nato-politik. "Meget af det generelle pres, der er lagt på Rusland, virker ved, at landene gør det i fællesskab. Multilateralt," siger han. Desuden tvivler lektoren på, at den tyske kansler, hvis regering for nylig brød sammen og dermed befinder sig i en voldsom indenrigspolitisk krise, formår at lægge "et troværdigt pres" på Vladimir Putin. Men faktisk kan opkaldet fra Tyskland til Rusland også læses som en direkte konsekvens af den tyske regeringskrise, mener professor Mark Galeotti. "Først og fremmest er det drevet af indenrigspolitik, som jeg ser det. Kanslerens regering falder fra hinanden, og han forsøger at positionere sig selv som en fornuftens stemme i dialog med Rusland," siger han. Kontakten til den russiske præsident ærgrer ordførere fra to regeringspartier. Udenrigsordfører Henrik Frandsen (Mod) mener, at telefonopkaldet "skaber sprækker i alliancen" mod Rusland. "Jeg er skuffet over, at Scholz vælger at gøre det, for jeg synes, vi har en hel klar politik om, at vi ikke forhandler med Putin. Vi er jo all in for Ukraine på dansk side," siger han. Tyskland sender med kontakten til Rusland "et helt forkert signal," der bekræfter Donald Trumps kritik af Europa som værende vakkelvornt, mener Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn "Det er decideret dumt gjort, for nu at sige det lige ud. Udiplomatisk. Det, vi skulle gøre i Europa, var at markere en stålfast opbakning til Ukraine," siger han. Men hvis der skal forhandles fred, hvordan kan det så ikke være fornuftigt at positionere Europa et sted, hvor europæiske interesser kan varetages? "Der er to måder at håndtere Rusland på. Hvis du i en hypotetisk situation skal forhandle ud fra et svagt udgangspunkt, kan du vise dine kort fra starten og vise din svaghed og din uklarhed. Eller også gør du, hvad du kan for at forhandle ud fra et så stærkt muligt standpunkt. Det, man fortæller Putin nu, er, at han allerede har halvt vundet," siger Michael Aastrup Jensen. Tryk for at læse mere
Nr. 79
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Venstre-bagland vil igen drøfte kristendom i nyt principprogram Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 18:50:00
Fristelsen viste sig for stor for kirkeminister Morten Dahlin (V). Lørdag eftermiddag holdt Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, en peptalk til de 1300 delegerede og gæster ved partiets landsmøde i Herning, hvor han fortalte om sit møde med amerikanske vælgere forud for præsidentvalget i USA. Her havde han blandt andet mødt en Trump-støtte med en T-shirt med teksten "Jesus is my savior, Trump is my president." [Jesus er min frelser, Trump er min præsident]. Til stor underholdning for salen funderede Jan E. Jørgensen lidt over, om Venstre mon tilsvarende forud for næste valg skulle få trykt T-shirts med teksten "Herren er min frelser, Troels [Lund Poulsen] er min formand." Det var den ide, der viste sig at være for stor en fristelse for kirkeministeren. Han fik i løbet af natten til søndag trykt to T-shirts med netop den ordlyd, som han viste frem, da han skulle runde søndagens politiske debat af. Igen til de delegeredes jubel. Weekendens møde bar i det hele taget præg af større selvtillid i regeringspartiet end sidste år, selvom forsvarsminister, vicestatsminister og partiformand Troels Lund Poulsen (V) holdt sin tale lørdag i tonearten mol. Han malede et dystert billede af de svimlende udgifter, der venter Danmark og Europa til forsvaret, stormagtskonkurrence mellem EU, Kina og USA og klimasikring af danske byer og kystområder. Alt sammen med den konsekvens, at der ikke kan blive råd til at bremse stigningen i danskernes pensionsalder, som Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen (S) ellers har lagt op til. Det tog ikke landets politiske analytikere mange øjeblikke at afkode, at Troels Lund Poulsen dermed bevægede sig endnu et skridt i retning af udgangsdøren fra SVM-samarbejdet. Dermed vender “vicekrisestatsministeren” tilbage til den mørke fortælling, der var udgangspunktet for SVM-regeringen. Men han får stadig svært ved at skabe krisebevidsthed i befolkningen, i hvert fald så længe dansk beskæftigelse og økonomi fortsat er “bomstærk”. Søndag satte Venstre det lange lys på sit politiske arbejde med indledende snak om et nyt principprogram. Det nuværende er fra 2006, og allerede på forhånd spurgte flere medier kritisk ind til, hvorfor det skulle være nødvendigt at skrive det om efter så kort tid. Partiledelsen svarer, at tiden er løbet fra det, man besluttede i 2006 på nogle områder. For eksempel er Venstre i dag principielt på papiret imod kvindelig værnepligt, men det har man alligevel accepteret i det nationale kompromis om forsvaret fra 2022. På forhånd ser det ud til, at principprogrammet skal gøres mere tidløst og ikke hænges op på enkelte, konkrete politiske spørgsmål. Formand for Region Midtjylland, Mads Duedahl (V), er udset til at lede programarbejdet i baglandet det næste års tid. Den post har tidligere har været et trinbræt for senere partiledere. I 1995 stod Anders Fogh Rasmussen i spidsen for at revidere principprogrammet, og i 2006 var det Lars Løkke Rasmussen. Et vigtigt spørgsmål for begge de programmer blev, hvad partiet skulle mene om kristendom eller det kristne livssyn, som det hedder i det gældende program. Kunne det forenes med det liberale ønske om at være et partiparti, som er åbent for alle, uanset religiøs baggrund? Det kom med i 1995-programmet, men i 2006 talte stærke røster som Birthe Rønn Hornbechs og Bertel Haarders for, at det skulle ud igen. Birthe Rønn Hornbech gik så vidt, at hun kaldte det “ulækkert” at henvise til Danmarks kristne tradition i et politisk program. Alligevel endte Venstre med at skrive, at “fællesskabet i det danske samfund bygger på værdier, der har deres baggrund i det kristne livssyn”. Debatten om den sætning ser ud til at komme op igen. I hvert fald nævnte flere delegerede på et af indledende temamøder søndag, at de meget gerne vil holde fast i den. En af dem var Kirsten Østergaard fra Hvidovre. "Jeg synes, vi skal diskutere forholdet mellem stat og kirke, for folkekirken taber rigtig meget terræn. Vi skal byde velkommen til folk, der ikke er kristne, men vi skal samtidig turde stå ved vores kristne livsværdier," sagde hun og fik opbakning fra flere andre medlemmer. Et andet medlem, Jonathan Schacht Nielsen, mente dog, at man så bliver nødt til at forklare, hvad man mener med det kristne livssyn, hvis det fortsat skal stå der. "For sådan nogen som mig, der ikke er medlem af folkekirken, er det ikke helt åbenlyst, hvad det kristne livssyn betyder. Måske kan vi godt være enige om det, hvis det handler om sådan noget som tilgivelse og næstekærlighed. Men det er jo også værdier, man kan finde uden for den kristne kirke. I nogle debatter bliver kristendommen brugt til at skabe manglende forståelse for andre synspunkter og måder at indrette sit familieliv på, og det synes jeg ikke er så liberalt,” siger Jonathan Schacht Nielsen til Kristeligt Dagblad. Tidligere mangeårigt folketingsmedlem og blandt andet integrations- og kirkeminister Bertel Haarder har ændret holdning til spørgsmålet. "Jeg var blandt dem, der på tidehvervsk maner mente, at sådan noget skulle der ikke stå noget om i Venstres program. Men så blev jeg integrationsminister og opdagede de store kultursammenstød og ændrede opfattelse," siger han. "Så jeg har længe ment, at det er meget vigtigt at understrege det kristne livssyn, eller hvad man nu skal kalde det. Grundtvig skelner mellem den kristne tro og den kristne anskuelse, og det er vel nærmest den kristne anskuelse, som er vigtig," siger Bertel Haarder. Kirkeminister Morten Dahlin (V) "glæder sig i hjertet" over, at man kan have den slags diskussioner i hans parti, men han vil ikke risikere at kortslutte debatten ved at fortælle, hvad han selv mener om sagen. Tryk for at læse mere
Nr. 78
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ingen løsning på Gaza-konflikten uden forståelse af historien Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 18:50:00
Det, der skete omkring Gaza den 7. oktober 2023, "skete ikke i et vakuum". Det er nu over et år siden, at FN's generalsekretær, António Guterres, udtalte disse famøse ord. Det var ikke alle, der var begejstrede for den bemærkning – og da slet ikke i Israel. Men ifølge den israelske historiker Ilan Pappé, der besøgte Danmark for nylig, er der ingen vej udenom: Uden en analyse og forståelse af konteksten får vi ikke det perspektiv, der er nødvendigt for at søge en langsigtet løsning på konflikten. Desværre har både medierne og politikerne i vidt omfang svigtet denne opgave. Det er der ifølge Ilan Pappé flere grunde til. Et er, at medier og politikere generelt kun forholder sig til det, der sker her og nu på den korte bane. Men måske er det grundlæggende problem i virkeligheden, at det er for smertefuldt at se historien og konteksten i øjnene. For Israel ville det indebære et tilbageblik på, hvad der skete i 1948 og tidligere i forhold til håndtering af den indfødte, palæstinensiske befolkning i landet. Det ville tvinge Israel til at droppe forestillingen om, at Palæstina og palæstinenserne simpelthen vil forsvinde. Netop nu forsøger Israel i stedet at tage afstand fra FN og at slippe af med UNRWA. Hermed tror de så også, at man vil slippe af med flygtningeproblemet, som har ligget uløst siden 1948. Vesten har måske heller ikke så meget lyst til at se tilbage på, hvad der måske gik galt, da vi besluttede, at det jødiske spørgsmål skulle løses i Mellemøsten og ikke i Europa. Vi skabte en ny nationalstat i Mellemøsten efter vestlig model for at slippe af med vores egen jødiske befolkning, især efter Anden Verdenskrig. Vi er uvillige til at konfrontere denne kendsgerning og dens implikationer for palæstinenserne, og derfor fortsætter vi med at støtte Israel. Vi ser derfor generelt tingene i et perspektiv af israelsk selvforsvar, Iran som en blæksprutte med tentakler i hele Mellemøsten, islam som antisemitisk og så videre. Det, der skete den 7. oktober sidste år, viste, at palæstinenserne og deres sag ikke forsvinder – tværtimod. Gaza var i sin tid et vigtigt kulturelt og handelsmæssigt knudepunkt i Palæstina, men i 1947-1949, hvor Egypten nægtede at modtage de mange flygtninge, der blev fordrevet af Israel, skabte Israel den kunstige enklave Gazastriben, hvor to tredjedele af befolkningen bestod af flygtninge. Israel har lige siden med forskellige midler kontrolleret Gazastriben som verdens største fængsel. Men palæstinenserne var ikke klar til at acceptere sådanne levevilkår, så derfor er det ingen overraskelse, at Gaza er blevet en hovedinkubator eller et arnested for palæstinensisk modstand. Pappé siger, at han havde set dette komme på grund af Israels vedvarende afvisning af palæstinensernes rimelige krav på grundlæggende rettigheder, men niveauet af hensynsløshed og dehumanisering og støtten hertil i den brede israelske offentlighed havde han ikke forudset. Endnu mindre havde han forestillet sig, at Vesten ville se på, at et folkedrab finder sted, uden at nogen forsøger at gribe ind, hvorfor Vesten er blevet medskyldig i krigsforbrydelserne. Desværre er begivenhedsforløbet, som vi er vidne til nu, ikke nyt. Vi og vores politikere så, hvad der var undervejs i Tyskland i 1930'erne, men gjorde intet for at stoppe det før 1945, hvor hele befolkninger havde gennemgået store lidelser og var blevet myrdet. Er det, hvad Gaza og Palæstina også skal igennem, før det internationale samfund griber effektivt ind? I Israel er vi vidne til skabelsen af det, som Pappé kalder "Staten Judæa", bosætternes stat. "Staten Judæa" overtager gradvist vitale institutioner som politiet. For denne bevægelse er voldelig konflikt og apokalyptisk katastrofe et varsel om, at bedre tider, den bibelske herlighed, vil komme. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er en pragmatisk og magtbegærlig hersker, der til egen fordel skaber alliancer med højrefløjen og religiøse fraktioner. Men selv hvis en protestafstemning mod Netanyahu førte til et regeringsskifte, ville det næppe gøre den store forskel på den førte politik. For oppositionen tilbyder ikke noget alternativ: Den er ikke imod folkedrabet i Gaza, indgrebene i Libanon og angrebene på Iran. Og mindst 500.000 fra den sekulære elite, som kunne have udgjort en reel opposition, har forladt Israel midlertidigt eller permanent. Vi kan derfor kun forvente mere af det samme: fortsat etnisk udrensning og annektering af det nordlige Gaza med mulige israelske bosættelser der. På Vestbredden er flere områder allerede blevet etnisk udrenset. Israel vil sandsynligvis annektere hele område C. Livet i områderne A og B bliver stadig mere besværliggjort i håbet om, at flere og flere palæstinensere forlader landet. Palæstinenserne mangler også lederskab og en klar vision. Kan PLO, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, reformeres, eller er det nødvendigt med et alternativ? Unge palæstinensere på tværs af grænserne er trætte af og mistroiske over for politik "fra oven". Vi hører blandt andet fra de kristne palæstinensere, at de unge er i gang med at skabe en ny vision, der er moralsk og afspejler folkets vilje. De diskuterer ivrigt, hvordan den kan implementeres. Det vil tage tid. Men den 7. oktober 2023 har skabt en ny og stærkere følelse af fælles identitet og beslutsomhed blandt palæstinensere i Israel, i de besatte områder og i diasporaen. De arabiske stater har herskere, ikke ledere. Deres befolkninger – især de unge – er også utilfredse. De mangler muligheder og savner solidaritet med det palæstinensiske folk. Den palæstinensiske sag er blevet et symbol, en lakmusprøve. Den nationalstatsmodel, som de vestlige imperiale magter påtvang Mellemøsten, var fremmed for regionens sociale og politiske kultur, hvis fremherskende træk var kollektiv identitet og multireligiøs og multietnisk sameksistens. Nationalstatsmodellen er nu i opløsning eksempelvis i Syrien, Irak og Libanon. Israel spiller en rolle i denne opløsningsproces, som er langsom, smertefuld og kaotisk, men som også kan ses som en mulighed for at skabe noget nyt. Spørgsmålet er, om nogle af fortidens sociale, kulturelle og politiske værdier igen kan bringes i spil i nye sekulære former, der kan føre til et mere tolerant multireligiøst, multietnisk og multikulturelt Mellemøsten med fredelig sameksistens. Det er svært, men nødvendigt at tænke ud over det næste år eller to, men det er det eneste håbefulde. Håb er ikke passiv optimisme. Det ser vi hos de unge. For dem ophæver internetkommunikation betydningen af geografiske grænser, og de udtrykker sig og er mere forenede om fremtiden, bekymrede for menneskerettigheder, har klarere moralske værdier og er forenet i demonstrationer med en mangfoldighed af forskellige grupper. Boykotbevægelsen vokser sig stadig stærkere. Store dele af det internationale, sekulære jødiske samfund er med i denne nye solidaritetsbevægelse: Zionismen og Israel er blevet meningsløse størrelser for dem, og de søger efter en ny selvforståelse. At millioner over hele kloden kæmper for den palæstinensiske sag, ses som en del af den overordnede kamp mod vigtige sociale og politiske uretfærdigheder. De unge har opgivet politik, der kommer fra oven, fordi den ikke adresserer de vigtigste globale spørgsmål, som vi står over for i dag: blandt andet klima, biodiversitet og konflikter. De arbejder for at skabe demokrati og politik "nedefra". Det er en proces, der tager tid. Har vi den tid? Forstår vores politikere det? Og forstår de, at støtte til det palæstinensiske spørgsmål måske er en vindersag for dem, ikke en tabersag? Tryk for at læse mere
Nr. 77
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jacob skulle ti år i fængsel og helt ned på bunden, før han kunne ændre kurs Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 18:45:00
Jeg voksede op i et indremissionsk miljø, hvor der blev delt tørre tæsk ud hjemme, og jeg fik flest, fordi jeg var den ældste. Det gjorde mig trodsig. Jeg drømte om at blive styrmand, men min far ville have, at jeg skulle ud at arbejde på landet, som han selv havde været. Jeg hadede det, for jeg blev også slået af bønderne. Men så begyndte jeg at slå fra mig. Som 17-årig var jeg hjemme på besøg, og min far truede mig. Jeg truede ham tilbage, tog en håndøkse og gik. Jeg stjal en traktor fra en af de bønder, der havde behandlet mig dårligst, og kørte den tør for benzin. Så røg jeg i ungdomsfængsel. Det var et råt miljø, og en af de andre indsatte prøvede at kvæle mig. Efter min løsladelse forsøgte jeg selv at kvæle den ene af de to kærester, jeg havde, og jeg blev dømt til forvaring. Jeg sad inde i syv et halvt år. Da jeg kom ud, havde jeg siddet i fængsel i ti år i alt. I fængslet havde jeg oplevet, at nogle unge kristne fra gruppen Operation Josva kom på besøg og sang og vidnede om deres tro. Det gjorde indtryk. Men jeg var stadig fuld af had og vrede. Jeg blev forlovet med en pige, men kort før, vi skulle giftes, fandt jeg hende i seng med en anden fyr. Jeg kunne kun se to udveje: at slå dem ihjel eller at drikke. I to år drak jeg voldsomt – en kasse øl eller en flaske whisky om dagen – og røg 80 cigaretter i døgnet. Jeg regnede ikke med, at jeg ville leve, til jeg blev 30. Jeg fandt en ny kæreste, som havde et barn. Jeg var nok mest sammen med hende, fordi jeg drømte om en familie. Selvom jeg drak, arbejdede jeg hårdt på en stålvarefabrik og sparede op til, at vi kunne tage på ferie. Men den dag vi skulle af sted, gav hun mig besked på at skrubbe af. Jeg gik på druk og mødte en fyr, jeg kendte fra fængslet. Jeg ved ikke præcis, hvad der skete, men jeg tror, at det var mig, der startede et knivslagsmål. Jeg endte på gaden med en overskåret pulsåre i det ene håndled. En eller anden kom forbi i sidste øjeblik og fik mig på hospitalet. Jeg har aldrig fundet ud af, hvem det var, men det må være en engel, som Gud sendte for at give mig en sidste chance. Mens jeg lå og var ved at forbløde, havde jeg en vision. Jeg stod på kanten af en afgrund. Jeg vidste, at det var afgrunden til døden – ikke blot den fysiske, men den evige død, adskillelsen fra Gud. Det var i 1971. Da jeg vågnede på hospitalet, vidste jeg, hvad jeg skulle. Jeg tog ud til en mand, der var redaktør på en kristen månedsavis, og spurgte ham, hvordan jeg kunne blive kristen. Han sagde, at jeg skulle overgive mig til Gud, præcis som jeg var. Jeg sagde: ”Gud, hvis du findes, må du tage mig, som jeg er.” Jeg mærkede ikke umiddelbart noget, men kort efter skruede jeg både ned for mit voldsomme overforbrug af spiritus og af eder og forbandelser. Jeg begyndte at komme i Missionsforbundet i Randers og søgte optagelse i den kristne gruppe, Operation Josva, jeg huskede fra fængslet. De kunne se, at jeg var plaget af dæmoner, og bad for mig, så dæmonerne blev drevet ud. Jeg har hverken fået vinger eller glorie, men siden min omvendelse har jeg fået lov at lede andre til Jesus. Jeg mødte min kone i det kristne miljø, og hun har været min engel og livsledsager i snart 50 år. I over fire år drev vi et bosted for misbrugere og socialt utilpassede. Allerede i fængslet begyndte jeg at læse en masse forskelligt, og senere uddannede jeg mig til pædagog og tog også nogle fag på lærerseminariet. I dag bruger jeg min evne til at formidle til at undervise om Jesus. Jeg har fået nogle nådegaver, som jeg er taknemlig for. Da jeg sad i fængsel, malede jeg pornografiske tegninger og fik penge for det, og som ung fik jeg gratis bajere for at synge på værtshusene. Nu synger jeg kun for at lovsynge Gud, og når jeg maler, er det kristne billeder eller landskabsmalerier. Hvad har udfordret din tro? Det udfordrer min tro, når kristne mennesker snyder og bedrager, eller når de lader sig forføre af vranglære. Jeg kender kristne, som mener, at de kan sætte en dato på, hvornår Jesus kommer igen, eller som tror, at Jorden er flad. Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået? At huske at lytte – både til andre og til ens indre stemme. Når mit temperament tager overhånd, glemmer jeg at lytte. Men husker jeg at lytte, kan Helligånden vise mig, hvad jeg skal gøre, eller hvad jeg skal sige eller spørge om. Tryk for at læse mere
Nr. 76
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Forfatter: Grundtvigs kamp for kvinders rettigheder i samfundet praktiserede han ikke altid derhjemme Tryk Her
Indsat Søndag d. 17. November, 2024 18:45:00
Grundtvig mente, at kvinder kunne blive både bisper og kaptajner. Han satte kvindens arbejde i hjemmet højt og tillagde det langt større værdi end mange af sine samtidige. Men ikke nok med det: Grundtvig var overbevist om, at der i det enkelte menneske, i kristendommen og i samfundet, måtte være en balance mellem det mandlige og det kvindelige. Det aspekt af den store salmedigter, præst og skolemands virke er ret overset, men samtidig noget af det mest spændende ved ham, mener Else Mathiassen, der har skrevet en bog om Grundtvig og kvinderne. ”Grundtvigs kvindesyn var revolutionært. For sin tid var han meget moderne, og han bakkede op om flere af datidens store kvindeskikkelser, der kæmpede for kvinders rettigheder. Han ville heller ikke underskrive love, hvor der ikke stod både ’han’ og ’hun’, og i hans tid dukkede der kvindelige lægprædikanter frem i bevægelsen omkring ham,” siger hun. Else Mathiassen har en lang karriere som højskolelærer og forstander på Vestjyllands Højskole bag sig. Men selv i højskolemiljøet er der ikke nødvendigvis noget klart blik for Grundtvigs kvindesyn og hans optagethed af det kvindelige og det mandlige, siger hun. ”Der er lavet utrolig meget god forskning om Grundtvig, men langt det meste af forskningen er lavet af mænd, og blandt andet derfor mener jeg, at det kvindelige blik og forståelsen af Grundtvigs syn på det kvindelige er underbelyst – både i litteraturen om ham og i den folkelige forståelse,” siger hun. Det vil Else Mathiassen gerne være med til at ændre på, og derfor har hun udviklet performanceforedraget ”Grundtvig og kvinderne” og har skrevet en bog med samme titel, der netop er udkommet. I foredraget og i bogen lader hun otte kvinder, der har stået centralt i Grundtvigs liv, komme til orde og fortælle om Grundtvig, som de så ham og oplevede ham. Det er blandt andet hans mor, en ældre tjenestekvinde i hans barndomshjem, den første kvinde, han forelsker sig i, hans tre hustruer og dronning Caroline Amalie, som Grundtvig og hans første hustru havde en nær relation til. ”Jeg er ikke så optaget af kvinderne omkring Grundtvig for deres egen skyld, selvom flere af dem er stærke personligheder. Jeg har ønsket at forstå Grundtvig og hans forhold til kvinden gennem disse kvinder. Derfor giver jeg dem krop og stemme,” siger hun. I bogen er der ved indledningen til hvert kapitel et billede af Else Mathiassen, som er taget i forbindelse med hendes forestilling. Hun er iklædt samme kjole, men har forskellige attributter, som fortæller noget karakteristisk om hver af de otte kvinder. Grundtvigs mor, Cathrine Marie Bang, har for eksempel en stolt kropsholdning, bærer et sjal om skuldrene og har en pibe i den ene hånd, mens det gamle tyende fra Grundtvigs barndomshjem, Malene Jensdatter – af Grundtvig kaldet Saga og Sprogmesterinde – har trukket sjalet op over hovedet. ”Min måde at lære en karakter at kende på og leve mig ind i hende går via kroppen og sanserne. Jeg forestiller mig hendes kropsholdning og bevægelsesmønster, hendes måde at tale og agere på. Det gør det lettere for mig at forstå, hvordan hendes sind har formet hendes krop, og hvordan livet har formet hende, og det gør det muligt for mig at fornemme, hvad hun kan have sagt,” fortæller Else Mathiassen, der er uddannet dramapædagog, lærer og danser. Hun har læst masser af bøger, digte, breve og andre dokumenter af og om Grundtvig og har sat sig grundigt ind i, hvad man ved om de otte kvinder. Det har været vigtigt for hende kun at lægge kvinderne ord i munden, som de rent faktisk har sagt eller skrevet, eller som stemmer overens med de biografiske fakta og beskrivelser af dem. Desuden har hun allieret sig med en række Grundtvig-kendere, der har skrevet korte tekster om specifikke sider af Grundtvigs virke. Så bogen er baseret på forskning, men samtidig er det kropslige element vigtigt for hende. ”Jeg vil gerne give kvinderne krop, fordi Grundtvig netop opfattede kvinden og det kvindelige som det poetiske og sanselige. Han mente, at enhver god digter kun kunne skrive poesi, hvis han havde en stærk kvindelig side. Derfor kaldte han B.S. Ingemann ”digterinde”, og det var kærligt ment,” siger Else Mathiassen. Hun nævner, at Grundtvigs forelskelse i Constance Steensen-Leth formodentlig var helt afgørende for hans teologiske og poetiske udvikling. ”Inden han mødte hende, havde han et temmelig mørkt gammeltestamentligt perspektiv. Men mødet med forelskelsen, som ikke kunne få krop, fordi Constance var gift, hensatte ham i en åndelig og poetisk rus. Han sublimerede sin erotiske energi over i en nærmest manisk optagethed af de nordiske guder,” fortæller hun. Efter sin nærmest forelskede optagethed af de nordiske guder bliver Grundtvig senere mere kritisk over for nordisk mytologi og bliver mere optaget af den græske mytologi, formodentlig inspireret af mødet med den engelske boheme Clara Bolton, som han mødte under sin anden rejse til England i 1830 og blev dybt betaget af. Han kaldte hende siden sin elverdronning. Også Grundtvigs tre hustruer kom til at påvirke hans livssyn og virke markant, vurderer Else Mathiassen. Hans første hustru, Lise Blicher, med hvem han fik tre børn, støttede ham gennem svære tider, da han blev underlagt censur, og da han måtte kæmpe for at finde embede i folkekirken. ”Lise er svær at blive klog på, men jeg tror, at hun var et både intelligent og sympatisk menneske, som også havde en egen styrke. Men Grundtvig behandlede hende ikke særlig godt. Så man kan sige, at hans kamp for kvinders rettigheder i samfundet praktiserede han ikke altid derhjemme. Grundtvig satte kvinden og det kvindelige højt, men behandlede ikke alle kvinder godt,” siger hun. Da Lise døde, giftede Grundtvig sig kort efter med Marie Toft, som han allerede havde kendt et stykke tid før Lises død. Hun var godsejerenke og en selvstændig kvinde, som var optaget af teologiske og samfundsmæssige spørgsmål. I hende fik Grundtvig en sparringspartner, som inspirerede ham dybt, og som han stolede på. Og i hvis virke han også fandt inspiration til nogle af sine tanker om oplysning og dannelse som forudsætning for demokrati. De bosatte sig på hendes gods, Rønnebæksholm, og her så han blandt andet, hvordan hun behandlede bønderne. ”Hun er en moderne leder, der giver bønderne jagtret i skoven og mulighed for at købe fæstegårdene til halv pris. Hun gør det sikkert af et godt hjerte, men også fordi hun forstår, at hvis bønderne er tilfredse, vil de drive hendes bedrift bedre. Grundtvig har ikke samme nære erfaring med at samtale med bønderne, men via Marie får han blive for potentialet blandt bønderne,” siger Else Mathiassen. Marie Toft døde af brystbetændelse kort efter at have født Grundtvigs fjerde barn, og herefter giftede han sig med den 35 år yngre Asta Krag-Juel-Vind-Frijs, der var en jordnær kvinde, som allerede havde fire børn. I sin tredje hustru fik Grundtvig en partner, der var praktisk anlagt og handlekraftig. Sammen fik de et barn, og Asta var med til at etablere den højskole, som Grundtvig og Marie havde lagt planer for. ”Det er også Asta, der i anledning af Grundtvigs 80-års fødselsdag arrangerer det første vennemøde, hvor man samles om taler og sange i to dage,” fortæller Else Mathiassen. Hun tilføjer, at Asta – trods sin handlekraft – havde sans for Grundtvigs åndelige og poetiske side og bakkede ham op, selv når hans inspiration var ved at glide over i noget, der af de fleste blev opfattet som sindssygdom. ”Kvinderne i Grundtvigs liv har inspireret ham, bakket ham op og været konkrete eksempler på det kvindelige, som Grundtvig konsekvent satte meget højt. Mens han skiftede holdning til mange ting gennem livet, var hans kvindesyn vedblivende positivt, ligesom han aldrig tvivlede på nødvendigheden af samspillet mellem det kvindelige og det mandlige,” siger hun. Mon Grundtvig ville have sat pris på Else Mathiassens bog og hendes performanceforedrag? ”Det tror jeg. Jeg arbejder med det, Grundtvig kalder hjertesproget. Han mente, at det var knyttet til kvinden og det kvindelige. Det har med det sanselige, kroppen og poesien at gøre. Og jeg synes, at vi mere end nogensinde har brug for det sprog.” Tryk for at læse mere
Nr. 75
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ny forperson i KFUM og KFUK: Vi vil ikke nedtone kristendommen Tryk Her
Indsat Lørdag d. 16. November, 2024 20:00:00
Ved sidste weekends landsmøde i KFUM og KFUK blev Thomas Østergaard valgt til ny forperson for hovedbestyrelsen. Han havde i den såkaldte visionsgruppe tidligere på året været med til at formulere et forslag til en vision for organisationens arbejde frem mod 2035. "Børn og unge skal have grund til at tro, at der er håb for i morgen og brug for dem i dag,” lød udspillet. Den endelige vision blev dog på baggrund af et ændringsforslag fra Aarhus Midtby lokalforeningen ændret til "Børn og unge skal have grund til at tro, have håb for i morgen…”. Lokalforeningen bemærkede blandt andet, at denne formulering gjorde klart, at troen var et selvstændigt og vigtigt element i organisationen. Thomas Østergaard, hvorfor endte forslaget fra Aarhus Midtby lokalforeningen med at blive vedtaget i stedet for visionsgruppens forslag? Der var efter en rigtig god debat på landsmødet et klart flertal for den formulering. Det, jeg har fokus på, er, at ordlyden er meget tæt på det oprindelige udkast fra visionsgruppen og hovedbestyrelsen, og at substansen for mig er helt den samme. Det bygger fortsat på tre elementer, nemlig tro, håb og handlekraft. Hvorfor valgte visionsgruppen formuleringen “grund til at tro, at der er håb for i morgen”? Tanken bag visionsgruppens forslag var, at det skulle være tydeligt, at visionen skulle have tre enkeltstående elementer. Vi samlede rundt om i landet en masse indspark i lokalforeningerne, og her blev det tydeligt, at børn og unge i dag har brug for noget håbefuldt i en verden, hvor meget kan virke negativt og uoverskueligt. Samtidig har de også brug for at opleve, at de kan være handlekraftige. I forhold til troselementet ville vi gerne være tydelige på vores kristne forståelse. Hvorfor gør vi, som vi gør, og hvordan hænger det sammen med vores kirkelige og kristne grundlag? I ændringsforslaget fra Aarhus Midtby lokalforeningen satte man i motivationen spørgsmålstegn ved, om det var tydeligt nok, at I er en kristen børne- og ungdomsorganisation? Var der nok eksplicit kristendom i visionsgruppens formulering? Jeg mener ikke, at der er forskel på niveauet af kristendom i de to formuleringer. Tværtimod har jeg oplevet det sådan, at der var en stor opbakning til, at man i visionen havde de tre selvstændige elementer. Ændringen, der blev foreslået og vedtaget, er i mine øjne i højere grad en præcisering af, at troen står som et selvstændigt element. Jeg mener bestemt ikke, at der er tale om en nedtoning af det kristne. Tværtimod står det jo fortsat meget klart i vores formålsparagraf, som visionen skal læses i sammenhæng med, at vi er en organisation, hvor børn og unge skal møde den kristne tro. Hvad er den vigtigste opgave, du skal tage fat på? Vi har ligesom mange andre organisationer i Danmark, der minder om vores, en udfordring med, at frivilligheden i Danmark forandrer sig. Det er ikke lige så nemt nu, som det har været tidligere, at skaffe frivillige. Derudover har vi arbejdet rigtig meget med, hvordan vi kan skabe aktiviteter, som folk også finder attraktive, i de store byer, så vi kan være en organisation, der står stærkt i både by og på land. Hvordan løser man de udfordringer? I forhold til frivilligheden er det jo en mere almen udfordring, som har med den generelle frivillighedskultur at gøre. Men vi er indtil videre ikke så hårdt ramt som andre. Så det drejer sig om at være proaktive. Når det gælder om at gøre vores aktiviteter attraktive og meningsfulde, har vi allerede nu set, at det er helt afgørende, at idéerne først og fremmest kommer fra vores lokalforeninger. De ved bedst af alle, hvordan man kan gøre KFUM og KFUK relevant i deres lokalområde, og det har vi allerede haft stor succes med. Hovedbestyrelsens opgave er derfor at skabe de bedst mulige rammer for lokalforeningerne. Tryk for at læse mere
Nr. 74
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Da hans mor døde, stillede Tommy Ahlers et spørgsmål til sig selv: ”Hvorfor er jeg her?” Tryk Her
Indsat Lørdag d. 16. November, 2024 19:55:00
Et bestemt spørgsmål har rumsteret i Tommy Ahlers' sind i den seneste tid. Faktisk i en sådan grad, at han stiller det til Kristeligt Dagblads journalist, blot et par minutter efter han har budt indenfor i sit hjem. "Synes du, at jeg giver for meget?", siger han. "Går jeg for tæt på?". Spørgsmålet handler om den biografi med titlen "Uperfekt", der udkommer på tirsdag den 19. november, og som beretter om Tommy Ahlers' liv, fra opvæksten i sønderjyske Agerskov til karrieren i København som serieiværksætter, folketingspolitiker og i dag bestyrelsesformand i den grønne tænketank CONCITO. Og det siger en del om ham, spørgsmålet. Om den tvivl, som har været en stærk drivkraft for ham, men også en kilde til uro. Om det, han kalder sin "protestantiske kodning", tendensen til at være efter sig selv, slå sig selv oven i hovedet. Men Tommy Ahlers føler også, at han sætter meget på spil med bogen. Ikke fordi Christiansborg-journalister muligvis vil botanisere i kapitlerne om hans tid som uddannelses- og forskningsminister og senere klimaordfører for Venstre, hans syn på tidligere partifæller som Inger Støjberg (DD) og Lars Løkke Rasmussen (M) og hans exit fra Folketinget i 2021. Nej, snarere fordi bogen rummer fyldige passager om hans opvækst i et indremissionsk fællesskab i Agerskov, om hans biseksualitet og om hans kristne tro. Alt i bogen har han allerede delt med sin nærmeste familie. Men han har aldrig talt om emnerne med andre familiemedlemmer, hans onkler og tanter for eksempel. Han aner faktisk ikke, hvad de vil tænke om alt det, han siger. Først i bogen, nu til Kristeligt Dagblad – en avis, som mange af dem holder, tilføjer han. "Så det er sårbart for mig," siger Tommy Ahlers, der fylder 49 år den 18. november. Kunne han ikke være ligeglad med, hvad andre tænker? Nej, siger han. Han vil ikke støde nogen fra sig. Han vil ikke udlevere nogen. Også fordi han stadig føler sig forbundet til det samfund, han voksede op i. Bestyrelsesformand i CONCITO og tidligere minister Tommy Ahlers er aktuelt med bogen "Uperfekt", skrevet sammen med journalist Rune Skyum-Nielsen. Foto: Johanne Teglgård Olsen På overfladen kunne det ligne, at Tommy Ahlers har gjort op med sin fortid og rejst fra én yderpol til en anden. Sat på spidsen: Han voksede op i et indremissionsk bondehjem, men lagde det hele bag sig og blev serieiværksætter med Porsche og liebhaverhjem, blev stemmesluger i København og klimaforkæmper. Sådan ser han det bare ikke selv. Han føler sig på lange stræk fortsat som den kristne dreng, der gik til spejder, gik i søndagsskole og knoklede på et landbrug i sin fritid for at tjene penge. Måske er der endda mere af drengen i ham i dag, end der var for 10 eller 20 år siden. Eller også er han bare blevet mere bevidst om det, der har formet ham. Mere eftertænksom. Det begyndte med, at han mistede sin mor i august 2022 og stillede sig selv et simpelt spørgsmål: "Hvorfor er jeg her?". Den kristne dreng og halballet Dengang gik det op for ham: Han kunne ikke svare på spørgsmålet. Tommy Ahlers havde solgt flere virksomheder, for eksempel softwarevirksomheden Podio, for store millionbeløb, han var kendt fra DR-programmet "Løvens hule", og nu havde han også gjort kometkarriere i politik – og forladt Folketinget igen. Alt det kunne han bryste sig af. Men han kunne ikke svare overbevisende på, hvad der bandt det hele sammen. Hvad hans formål var. Det var egentlig ikke, fordi han følte, han havde forandret sig siden sine unge år. Tværtimod har han også i sit voksne liv identificeret sig med den foretagsomme sønderjyske knægt, der både gerne ville passe ind og træde frem fra mængden, blive set. I skolen i Agerskov var han og hans tvillingesøster de eneste missionske børn i deres klasse, og det blev de jævnligt mindet om af de andre elever. De troede, at der var noget, de to Ahlers-søskende ikke måtte på grund af deres tro – de bad jo bordbøn og sang salmer i hjemmet, på væggene hang kristne malerier og en overgang også et lille, sort velourtryk med ordene ”Gud ser alt” på et af værelserne. Tommy Ahlers kalder kristendommen en konstant i sit liv. "Ikke bare en understrøm, men en flod." Foto: Johanne Teglgård Olsen Reelt fik Tommy Ahlers ikke flere forbud end sine klassekammerater. Hans forældre gav ham rum til at vælge frit, de var aldrig formanende eller dogmatiske i deres tilgang til tro og opdragelse. Men de kunne ikke fratage deres søn følelsen af at være anderledes. En følelse, der blev til en drivkraft: "I og med jeg havde et stærkt ønske om at blive accepteret og passe ind, ville jeg også gerne være med i det, 'de normale børn' gjorde," siger han. "Og de normale gik til halbal." I teenageårene gik han stadig i kirke, men nu også ofte til halballer om lørdagen, dansede til dansktop og flirtede med piger, ikke hver eneste weekend, men i hvert fald nogle gange om året. Var det en flugt? "Nej, nej, absolut ikke!", udbryder Tommy Ahlers. "Men jeg var søgende. Jeg vidste, at der var en anden måde at leve på, noget mere, og jeg var nysgerrig på, hvad det var." Det var en søgen, der bragte ham fra Agerskov til København, hvor han først studerede jura på universitetet, senere arbejdede for konsulentvirksomheden McKinsey, inden han blev en – med tiden kendt – iværksætter. Og det var en søgen, der bragte ham fra en version af kristendommen til en anden. Rygsmerter som Guds straf Det var ikke en rejse uden bump. Særligt da det gik op for ham, at han ikke kun var tiltrukket af kvinder, men også mænd, rumsterede spørgsmålet i hans hoved: "Hvad vil mine forældre sige til det? Hvad med Vorherre?", som der står i den nye bog. Det var ikke en forbipasserende tanke. Da han blev skilt fra sin kone, moderen til hans to børn, i 2013, fik han ondt i ryggen, i en grad så han dårligt kunne arbejde. Han tænkte for sig selv: Er det mon Guds straf? Til tider trak han på smilebåndet over sit eget spørgsmål. Men når det gjorde mest ondt, var han reelt i tvivl. Der var også noget, han var nødt til at gøre op med. Det gælder ikke hans forældre, der altid har elsket og omfavnet ham, også da han fortalte dem om sin seksualitet. Det gælder snarere nogle af de fortolkninger af Bibelen, han stødte på i søndagsskolen, præsten, der flammende gav udtryk for sin abortmodstand, og den i miljøet udbredte modstand mod vielser af homoseksuelle. "Du spørger mig, om jeg er det samme menneske i dag, som jeg var dengang. På en måde er jeg. Jeg vil stadig gerne passe ind, for eksempel. Men jeg har også fundet ud af, at jeg ikke kan passe ind i alle kasser. Jeg har skullet finde min egen kasse. Et sted, hvor der er plads til at være på den måde, jeg gerne vil være på. Også selvom ikke alle synes, at det, jeg gør, er rigtigt," siger Tommy Ahlers. "Og når jeg ser tilbage på det, er det nok en proces, der begynder, i det øjeblik jeg beslutter at tage til halbal." Tommy Ahlers har ikke flyttet sig væk fra kristendommen, snarere udviklet en personlig tro, siger han. Til gengæld erkender han, at han har bevæget sig væk fra det samfund, han var en del af som dreng. Hvis han boede i Agerskov i dag, ville han ikke føle, at der var plads til ham, tror han. I den forstand at han har brug for plads til at skabe noget, til at udfolde sig frit, til at udmærke sig og blive fejret for det. Pladsen fandt han i København. Til gengæld ved han i dag, at han gradvist tabte noget andet af syne: Han kom for langt væk fra det, han var rundet af, fornemmelsen af fællesskab, forbundethed og dybe rødder. "Jeg blev for søgende. Jeg brugte for lidt tid på det, jeg kom fra. Jeg brugte for lidt tid på min familie," siger han. Fortabelsen I "Uperfekt" fortæller han, at han allerede som jurastuderende i slutningen af 1990’erne, var misundelig på sine medstuderende, fordi de ofte ringede til deres forældre og talte om livet eller tog hjem til dem og spiste middag en søndag aften. Det gjorde han aldrig selv. Da han senere fik succes som erhvervsmand, rejste han til fester i USA, til konferencer i Kina og til bestyrelsesmøder overalt på kloden. Han var en iværksætter i globaliseringens og internettets æra, hvor alt var muligt, men også flydende, omskifteligt. Han tjente store summer, fik oplevelser for livet, realiserede sig selv, men på et tidspunkt mærkede han, at der også manglede noget. En base. Lavpunktet indtraf i 2013, da han blev skilt fra sin kone og pludselig ikke længere landede i en tryg kernefamilie efter sine rejser. Det var slut med at trille kufferten stille ind i entréen efter sengetid, kysse sine to sovende børn på panden og glide ned i sengen ved siden af sin kone. Nu sad han alene i sin nye lejlighed ved Østerport Station med udsigt over Kastellet – og med en tiltagende følelse af at sidde i "et kviksand af sort samvittighed", som der står i den nye bog. I 2013, kort efter sin skilsmisse, ramte Tommy Ahlers et lavpunkt. "Der var et element af fortabelse." Foto: Johanne Teglgård Olsen Han søgte ind i nye fællesskaber, i LGBT-miljøet for eksempel, men han fik ikke fodfæste i dem, følte sig som et fremmedelement, rodløs. Det hjalp ikke, at han i en periode arbejdede som business angel, en privat investor, der ikke var en del af et fast team, et stærkt fællesskab, sådan som han havde været det i sine egne virksomheder. Han investerede i nystartede virksomheder og trådte kun sporadisk ind i deres fællesskaber, deltog i et bestyrelsesmøde, rådgav en stifter, inden han bevægede sig videre igen. Han bruger et ord, han kan huske fra sin kristne opvækst: "Der var et element af fortabelse." Mors dagbøger gav klarhed Han bruger også ofte et andet ord i sin nye bog: Han "strejfede". Han havde søgt og dyrket friheden, nu var den blevet for hæmningsløs. Alt gik så hurtigt, at han ikke fandt tid til at stoppe og spørge sig selv: "Hvem er jeg ved at blive til? Ja, hvem er jeg?", som det lyder i "Uperfekt". Alt det ville han ikke have været i stand til at sætte ord på dengang. Det kan han nu. Og det skyldes ikke mindst hans mors død. Hun var ramt af sygdom, men ikke livstruende, troede familien, og hun virkede glad, da hun sammen med sin mand og fem børn satte sig til bords ved Agerskov Kro en sensommerdag i august 2022. Det var første gang siden 1988, at familien var samlet uden ægtefæller, kærester eller børn. Dengang var Tommy Ahlers 12 år, han gik til spejder og arbejdede på et landbrug i sin fritid. Nu ankom han til kroen i en Porsche. Da familien havde sat sig ved bordet, blev hans mor pludselig blå i hovedet og faldt om. Ambulanceredderne og akutlægen, som familien tilkaldte, forsøgte at redde hendes liv i tre kvarter. Men til ingen nytte. Hun blev 81 år. Efter hendes død henvendte Tommy Ahlers sig til sin mor i tankerne: "Du var aldrig drevet af at skulle præstere. Du var drevet af noget andet. Du gjorde noget godt for andre," lyder det i bogen. I det øjeblik troede han, at hans mors liv stod i kontrast til hans eget. Hun havde haft et formål. Det havde han ikke selv. Han havde bare en masse projekter. Sådan så han på det. Indtil en dag i familiens sommerhus i Hornbæk, hvor han opholdt sig med sin far og sine søskende, to år efter moderens død. Her bladrede han i sin mors dagbøger og indså noget afgørende: at hun delte mange af de tanker, der også havde fulgt ham. At hun mindede om ham, langt mere end han havde vidst. I dagbogen trådte hun klart frem: en kvinde, der – ligesom sin søn – altid havde gang i noget, og som nogle gange var optaget af, hvad andre tænkte om hendes familie. Og som havde ét altoverskyggende projekt i tilværelsen: "Det var os," siger Tommy Ahlers. Erkendelsen gav ham en pludselig klarhed. Hans mor var hjemmehjælper i Sønderjylland, han var blevet iværksætter og politiker med bopæl i København, men deres formål var det samme: "Jeg ved, det kommer til at lyde banalt, men i det øjeblik kom jeg virkelig frem til, at mit projekt godt bare kan være, at jeg skal være noget for mine børn. Der var seriøst nogle brikker, der faldt på plads," siger Tommy Ahlers. Den grønne paraply Han har ikke svært ved at forene erkendelsen med de karrierevalg, han har taget både før og efter moderens død. Det hele har handlet om klima: Han har været klimaordfører for Venstre, han har lavet et klimainvesteringsselskab, Look Up Ventures, og han er blevet bestyrelsesformand i den grønne tænketank CONCITO. "Det er ret nemt for mig at få det til at passe med det formål, som var min mors, og som jeg nu har erkendt også er mit: at give det bedst mulige videre til mine børn. De skal leve på en planet og kunne nyde en natur, der ikke er ødelagt," siger Tommy Ahlers. "At jeg har fået den klarhed, gør, at jeg ikke føler, jeg strejfer længere. Fordi uanset hvilket projekt jeg har gang i, ved jeg, hvad konteksten er. Det er klima, og det er grøn omstilling. Og det går godt i tråd med det, jeg har fundet ud af som menneske." Tommy Ahlers var klimaordfører for Venstre fra 2020 og indtil hans exit fra Christiansborg i 2021. Nu er den grønne omstilling kernen i alt, han laver professionelt. Foto: Johanne Teglgård Olsen Hvordan kan du være sikker på, at klima ikke er endnu et af dine projekter? At du om fem år kører træt i det og tænker, at nu må jeg prøve noget nyt. "Jeg forstår spørgsmålet. Men jeg er helt overbevist om, at det ikke kommer til at ske. Og grunden er ... Jeg har ikke prøvet noget, som jeg synes har et større formål end det her." "Og så møder det jo det, som jeg altid har været fascineret af: videnskab, teknologi og iværksætteri. Der er behov for at lave tingene fundamentalt om, og det har jeg altid turdet at gøre, uanset hvad jeg har beskæftiget mig med." En fitness-app for foldede hænder Tommy Ahlers har også fået en ny kæreste. Og, siger han, han bruger markant mere tid sammen med sin familie, blandt andet sin 85-årige far, end han har gjort tidligere i sit liv. Han har fundet en balance, siger han. Mellem de dybe rødder og friheden, den trygge base og den frie udfoldelse, drengen, der knoklede i stalden, og iværksætteren med det hurtige liv. Man kan spørge, om han ikke bilder sig noget ind. Hvordan kan han på den ene side mene, at "regler, dogmer og normer er innovationens modstander", som han siger på et tidspunkt, og på den anden side insistere på, at han ikke har mistet forbindelsen til sine rødder og de eviggyldige værdier, han er opflasket med? Kan man overhovedet skræve over en kløft, der er så bred og dyb? Ja, svarer han: "Jeg synes, det er foreneligt. Når jeg er med til at prøve at forandre en masse ting – også nogle helt fundamentale ting, sådan som det er nødvendigt i forbindelse med klimakrisen – er det jo netop, så vi også fremover kan holde fast i alt det gode, som jeg er vokset op med. Det handler ikke om revolution eller om at kaste alt det gamle ud, tværtimod." Man kan kalde det en generationskontrakt. Et begreb, der står centralt i den konservatisme, som han tidligere bekendte sig til (i 1998 var han opstillet til Folketinget for Det Konservative Folkeparti). Men som han også ser som en væsentlig del af kristendommen. Og netop kristendommen ser han som en konstant i sit liv. "Min tro skaber en slags en ramme, som på trods af al min søgen og min tvivl og min strejfen giver mig en ballast. En fornemmelse af orden i tingene og en grundglæde. Det er ikke bare en understrøm, men en flod, der løber igennem mit liv," siger Tommy Ahlers. "Jeg tror, at der findes en større spilleplade, end mennesket kender til, og jeg navigerer efter, at jeg skal være noget for min næste." Han går sjældent i kirke. Han har heller ikke skarpe holdninger til enkelte passager i Bibelen, af den slags han stødte på i sin barndom. Og hvis en glødende ateist vil diskutere Guds eksistens med ham, sådan som det faktisk skete for ikke så længe siden, bider han ikke på krogen. Han er medlem af folkekirken, men er ikke optaget af, om andre er. Han har en personlig tro, en barnetro, som han kalder den. Han beder til Gud, ikke hver dag, men "flere gange om måneden", og han slår korsets tegn, hver gang han skal flyve, også på sine børn. Da de var mindre, sang han salmer og sange for dem, som han kunne huske fra sin barndom, "Nu går solen sin vej" og "Nu er jord og himmel stille", for eksempel. Heller ikke på mørke dage har han tvivlet på sin tro. Snarere har han mærket troen som et sikkerhedsnet over afgrunden. Han bad, da hans mor kæmpede for sit liv på kroen. Han bad, da hans første søn blev født 10 uger for tidligt. Og han bad, da han blev skilt fra sin kone og havnede i sit livs hidtil største krise. "Hvis der fandtes en slags fitness-app, der kunne vise, hvor ofte man foldede sine hænder, så ville man helt klart kunne se, at jeg gjorde det oftere i den periode," siger han. Tommy Ahlers voksede op i en indremissionsk familie i Sønderjylland og har i dag en personlig tro – en barnetro. Foto: Johanne Teglgård Olsen Tvivlen består Og på trods af alt det, klarheden og erkendelserne, er der noget, Tommy Ahlers nok aldrig slipper af med: tvivlen – også om eget værd. Et eksempel: Hvis man spørger ham, om han har forandret sig, siden dengang han tænkte, at Gud straffede ham med rygsmerter, fordi han var blevet skilt fra sin kone, tøver han. "Noget siger mig, at protestanten i mig stadig har brug for, at jeg skal straffes en gang imellem." I slutningen af interviewet vender han tilbage til bogen og de valg og fravalg, han har taget sammen med forfatteren Rune Skyum-Nielsen. "Skal du anmelde bogen?", spørger han Kristeligt Dagblads journalist. "Nej." Tommy Ahlers er stille lidt. Tænker. "Nå … men hvis nu du skulle anmelde bogen, hvor mange stjerner ville du så give den?". Han får ikke noget klart svar. Så griner han. Nok mest af sig selv. "Jeg tror aldrig helt, jeg kommer derhen, hvor jeg bare kan acceptere, at verden er smuk og dejlig, og at jeg har gjort det bedste, jeg kunne," siger han. "Men jeg hviler helt klart mere i mig selv, end jeg tidligere har gjort." Tryk for at læse mere
Nr. 73
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Studie: Hæve-sænke-borde er stor ståhej for ingenting Tryk Her
Indsat Lørdag d. 16. November, 2024 18:00:00
De findes på de fleste kontorarbejdspladser, hvor meget af arbejdet foregår ved en computer. Borde, der kan hæves og sænkes, så arbejdsstillingen går fra siddende til stående, hvilket skulle give færre rygsmerter og øge blodcirkulationen. Siden 1990'erne er de motoriserede borde blevet mere og mere populære og har vundet indpas på kontorer verden over. Spørgsmålet er, om der er tale om stort ståhej for ingenting. Forskere konkluderer i et nyere studie, at det at stå ved et hævet skrivebord ikke kompenserer for at sidde inaktivt på en stol, og at denne stående, men stadig fastlåste, arbejdsstilling faktisk kan have negative konsekvenser. Forskerne fra universitetet i Sydney, Australien, har beskrevet deres resultater i tidsskriftet International Journal of Epidemiology efter at have undersøgt mere end 80.000 voksne i Storbritannien. De slår blandt andet fast, at stående arbejde ikke reducerer risikoen for sygdomme som slagtilfælde og hjertesvigt. Til gengæld viser det sig, at det at stå op i mere end to timer om dagen kan øge risikoen for hævede årer og blodpropper i benene. "Det at stå op ved bordet for længe opvejer ikke en ellers stillesiddende livsstil," siger Matthew Ahmadi, der er en af forskerne bag studiet, til The Guardian. Dog skal det siges, at man som kontornusser ikke bare skal blive siddende i stolen i lange perioder. Forskerne kunne nemlig måle et bedre helbred hos de deltagere, som ikke bare rejste sig, men som også lavede regelmæssige strækøvelser, gik rundt eller bevægede kroppen på anden vis. Det kan den danske ergoterapeut og arbejdsmiljøkonsulent Lilian Koldsø skrive under på. Hun har arbejdet med området siden 1999 og har fulgt hæve-sænke-bordenes fremkomst. Hun mener dog, at de er gode til at modvirke stillesiddende adfærd, men altså ikke for kredsløbets skyld. "Det er stadig vigtigt at komme op og stå lidt, men det modvirker snarere andre arbejdsbetingede lidelser såsom smerter i ryg, skuldre og håndled," siger den erfarne ergoterapeut. Problemet ifølge hende er især, at hæve-sænke-borde slet ikke bliver anvendt og heller ikke på den korrekte måde. Når folk så kommer op at stå, ender de med at "hænge" i hofterne og påføre sig selv andre skader. "Folk glemmer det. Man ankommer til sin plads første gang, justerer stolen og derefter bordet, og så sker der ikke mere," siger Lilian Koldsø. Hun anbefaler ligesom de australske forskere, at man først og fremmest sørger for at skifte stilling ofte og komme væk fra bordet og indlægger "små mikroøvelser", som hun kalder det. "Man kan godt hæve bordet og komme op, men det må ikke være så længe ad gangen. Det er vigtigere at komme ud til printere, gå over til kolleger og sørge for en masse bevægelse i løbet af dagen. Og så skal man anvende bordet til at sikre, at man sidder i korrekt højde i forhold til bord, tastatur og skærm." Tryk for at læse mere
Nr. 72
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sådan undgår du at blive en "nedgroet negl" ved julens sammenkomster Tryk Her
Indsat Lørdag d. 16. November, 2024 18:00:00
Det er sæson for julens sammenkomster. Og dermed også sæson for en disciplin, hvor "der er kæmpestor plads til forbedring", siger takt og tone-ekspert Gitte Hornshøj. Nemlig den sociale disciplin at være en god bordherre eller -dame. For nylig holdt Gitte Hornshøj foredrag, hvor en gæst spurgte hende: "Jamen, hvorfor skulle jeg investere tid i et menneske, jeg aldrig møder igen?". Takt og tone-eksperten var målløs. "Jeg har aldrig hørt noget lignende. Det er en skræmmende sætning," siger hun. Ifølge Gitte Hornshøj bliver netop den mentalitet, som også kunne kaldes "social dovenhed", mere og mere udbredt. Hvor man engang havde Emma Gads forskrifter at læne sig op ad – "Læg Vægt paa altid at tale med Deres Sidemand, ikke alene Den De har tilbords, men ogsaa Den, der sidder ved Deres anden Side, hvilket er et nødvendigt Hensyn til Vært og Værtinde," lød det for eksempel i "Takt og Tone" fra 1918 – har man i dag ingenting. Tværtimod har de sociale medier gjort, at mange bevæger mange sig i ekkokamre og er blevet bange for at sige noget forkert, så man bliver dømt ude over natten, siger Gitte Hornshøj. Hun mener dog, at en gæst fortsat har et ansvar for "ikke at være en 'nedgroet negl', der suger energien ud af festen". Ja, faktisk er det ens pligt, siger hun: "Vi skal komme med åbent hjerte og sind og være nysgerrige på hinanden. Vi bør være så lykkelige, når nogen har lyst til at se os." Sidder man til en julefrokost ved siden af en, der slet ikke spørger ind til noget, kan det opleves som en social afvisning, siger psykolog Eivind Johansen, som har speciale i personlighedstyper. Og sociale afvisninger har evolutionistisk set været "livsfarlige for os", tilføjer han. Før man hidser sig op, er det dog vigtigt at huske på, at et fravær af spørgsmål ikke nødvendigvis skyldes dårlige hensigter eller mangel på anstrengelse. For eksempel kan man være introvert. "Og så vil det der med at tale med nogen, blot for samtalens skyld, ikke falde en lige så naturligt, som det gør for de ekstroverte. Det vil føles mere anstrengende," siger han. Åbenhed er et andet personlighedstræk, der kan gøre sig gældende, siger Eivind Johansen: "Hvis du er mindre åben, vil du ofte også være lidt mindre nysgerrig på, hvad andre mennesker tænker, og hvilke værdier, erfaringer og oplevelser de har." Men der findes jo altså også den slags bordherre, som taler om sig selv i ét væk. Hvad handler det om? "Det kan jo sagtens være nogen, der er meget ekstroverte," siger Eivind Johansen og tilføjer, at også træk som samvittighedsfuldhed og venlighed spiller ind. "Nogle har en tendens til at prale og sætte sig selv i et godt lys – og de vil typisk fokusere mere på deres eget arbejde og egne præstationer end på den andens historier." Alle disse træk kan kombineres på mere eller mindre uheldige måder, siger han: "Har man store tanker om sig selv og samtidig en lav grad af beskedenhed og en høj grad af ekstroversion – ja, så vil jeg tro, at man kan fortælle en del om sig selv." Selvom det for nogle kan være svært at stille spørgsmål til bordherren eller -damen, understreger Eivind Johansen, at "der skal to til at danse". Som gæst til en fest har man et socialt ansvar, mener også han: "Begge parter har et ansvar for at skabe en god stemning, både for sig selv og de andre ved bordet." Konkret anbefaler Eivind Johansen, at man leder efter fælles interesser med sin bordherre eller -dame – og at følge denne tommelfingerregel: Stil tre spørgsmål for hver ting, du fortæller om dig selv. Eivind Johansen kender ikke til forskning, der viser, at "social dovenhed" er blevet mere udbredt, men han mener, at tendensen ville give god mening: "I rigtig mange sociale situationer er det blevet nemt at tage telefonen frem, hvis samtalen går lidt i stå eller bliver en lille smule ubehagelig – og så mærker ingen, at snakken ikke helt kører. Måske har vi vænnet os af med at gøre en indsats," siger han. Gitte Hornshøj minder om, at det er godt at tage spørgsmålet "hvorfor" med sig i byen. Når ens bordherre fortæller noget om sig selv, bør man stille opfølgende spørgsmål. "Hvorfor har du det på den måde?", kunne det for eksempel lyde. Men også værten har et ansvar og må gerne hjælpe dialogen på vej, fortsætter hun. "Værtsparret kan for eksempel sige: 'Lad os høre om den bedste ferie, bog eller film, I har oplevet.' Så interagerer man, og pludselig er der noget godt i gang." Nysgerrigheden er der brug for i en verden, som bliver mere og mere polariseret, understreger Gitte Hornshøj. "Vi trænger mere end nogensinde til samvær – det sunde samvær, hvor vi lytter og tør forstå hinandens forskelligheder." Tryk for at læse mere
Nr. 71
K_artikler Opdater⟳ ☝️
"Så må du jo købe tingene et andet sted". Er genbrugsbutikker blevet for de velhavende? Tryk Her
Indsat Lørdag d. 16. November, 2024 18:00:00
Lige så længe 33-årige Camilla Gade Christensen kan huske, har hun købt tøj og ting fra genbrug. Som barn tog hun med sin mor og mormor rundt til genbrugsbutikker og loppemarkeder over hele landet. Og i de senere år har hun ikke været alene på genbrugsjagten, for genbrug er blevet en folkesport. Det glæder hun sig over. Men der er også noget, som bekymrer hende. For nogle uger siden stod Camilla Gade Christensen i en større humanitær genbrugsbutik i Vestjylland. Efter at have konstateret, at priserne på visse varer var i den høje ende – der var blandt andet en dug til 1500 kroner og et Georg Jensen-smykkesæt til 7000 kroner – stod hun i køen. Her skulle en kvinde betale for en kurv med vinterjakker, gummistøvler og cowboybukser i børnestørrelser. Kunden sagde til damen bag kassen, at det var da godt nok dyrt. Kassemedarbejderen svarede, at kæden jo skal tjene penge, og at det går til et godt formål. Argumentet blev ikke helt godtaget, og de diskuterede lidt frem og tilbage, før kassedamen sagde: "Så må du jo købe tingene et andet sted." Og det er netop, hvad Camilla Gade Christensen frygter: At økonomisk pressede familier vil begynde at foretage nødvendige køb andre steder end i genbrugsbutikkerne. Hun siger: "Hvis ikke man kan gå ned i sin lokale genbrugsbutik og få noget billigt børnetøj til sit barn, hvilke alternativer har man så reelt? For mig er det en bange anelse, at man i stedet handler på kinesiske internetbutikker som Temu – og på den måde lægger pengene et sted, hvor de i hvert fald overhovedet ikke går til noget velgørende formål." Det går bedre end nogensinde for de humanitære genbrugsbutikker. I 2023 slog Røde Kors omsætningsrekord med 107 millioner kroner, Kirkens Korshær nåede 191 millioner kroner og Kræftens Bekæmpelse 41 millioner kroner. Mens butikkernes stigende omsætning styrker organisationernes overordnede humanitære indsats, frygter flere, at stigende priser kan fratage økonomisk pressede familier muligheden for at købe billige varer i lokalområdet. Temu er noget "hø" John Thøgersen er professor ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i forbrugeradfærd og bæredygtighed. Han fortæller, at prisen formentlig er en af de vigtigste grunde til, at folk køber genbrug. "Og der kommer sådan nogle som Temu ind og er smadderbillige og konkurrerer i meget høj grad på prisen. For de kunder, der går efter pris fremfor kvalitet, er Temu helt klart en konkurrent til genbrug," siger han. Men handel på Temu har en del ulemper, siger John Thøgersen. "Man får nogle varer af rigtig dårlig kvalitet, hvilket øger køb og smid væk-kulturen. Det er også sådan, at man har meget dårlig køberbeskyttelse på Temu – hvis der er noget galt med varen, er det bare ærgerligt. Kort sagt: Både forbrugerpolitisk og miljøpolitisk er Temu noget hø." Flere organisationer har justeret priserne i deres genbrugsbutikker i de seneste år. Hos Røde Kors sendte man i 2022 nye prisvejledninger ud til alle organisationens butikker. Man ville øge finansieringen til sociale projekter og forventede, at stigende priser på husleje, el og varme gjorde butiksdriften stadigt dyrere. Organisationen valgte en model, hvor priserne på særlige varer – for eksempel mærkevaretøj – blev sat op. Logikken var, at der fortsat skulle være billige genbrugsvarer til økonomisk pressede danskere. Men det er faktisk ikke den del, der fylder mest i organisationen, siger Tina Donnerborg, chef for Røde Kors' 261 genbrugsbutikker. "De fleste kommer ind for at gøre en god handel. Derfor skal man opleve, at priserne er fornuftige. Men hvis vi sætter priserne meget lavt, sker der det, at folk kommer ind og tager alt tøjet og sælger det videre online. Og det er ikke det, vi er sat i verden for," siger hun. "Vi er sat i verden for at skaffe penge til sociale aktiviteter for de mest udsatte. Og det gør vi ved at tjene penge i butikkerne. Derfor skal vi tage nogle ordentlige priser for vores produkter." Hvad er "et godt formål"? Genbrugsshopper, 33-årige Camilla Gade Christensen, er helt indforstået med, at butikkerne tjener deres velgørende formål ved at indsamle penge gennem butiksdriften. "Men jeg vil også mene, at det må være et godt formål i sig selv, at der findes et sted, hvor mindrebemidlede og socialt udsatte familier kan gå hen og gøre deres indkøb, uden at det behøver at være på Temu," siger hun. Selvfølgelig er det en risiko, siger Tina Donnerborg, at folk handler på Temu i stedet for i en Røde Kors-butik. "Men det skyldes ikke, at priserne i genbrugsbutikkerne er blevet højere. Det er simpelthen bare, fordi det er helt afsindigt billigt at handle på Temu," siger hun. Desuden fortæller hun, at prisen på et gennemsnitsprodukt i en Røde Kors-butik er den samme som for 10 år siden, så hun genkender ikke, at organisationens butikker generelt er blevet dyrere. Hos Kræftens Bekæmpelse satte man fokus på at tage "en lille smule mere" for varerne i organisationens 16 butikker, da inflationen ramte, fortæller Ole Saatterup, chef for direkte salg og genbrug i Kræftens Bekæmpelse. Men samtidig er det et hensyn, at økonomisk pressede familier skal kunne handle i butikkerne. "Ellers har vi sat priserne for meget op," siger han og tilføjer, at folk besøger organisationens butikker lige så flittigt som før. Hos Kirkens Korshær havde man ikke justeret priserne i 20 år, før man gjorde det i 2023, fortæller chef for genbrug Dorthe Egede Hansen. På grund af stigende energi- og huslejepriser måtte butikkerne gerne se på en "lille fornuftig prisstigning". Men er det vigtigt for Kirkens Korshær, at økonomisk pressede familier fortsat har råd til at handle i organisationens butikker? Både og, siger Dorthe Egede Hansen. "Vores primære funktion i butikkerne er ikke at yde lokal nødhjælp, men at tjene penge til det sociale formål, vi er sat i verden for." Hun påpeger, at danskernes Temu-forbrug kan blive problematisk for genbrugsbutikkerne. "Men det er noget, som politikerne og EU har ansvaret for at finde en løsning på." Erhvervsordfører Louise Schack Elholm (V) siger, at det skal være helt op til organisationerne, hvordan de sætter priserne på genbrug, men at man fra politisk hold arbejder på at løse nogle af de generelle problemer med Temu. "Temu konkurrerer i høj grad på ulige vilkår. Vi gør, hvad vi kan, for at presse på for en løsning i EU." Tryk for at læse mere
Nr. 70
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Våbnene vælter ind under politiets opgør med banderne. Men folk afleverer også mange ”mærkelige ting” Tryk Her
Indsat Lørdag d. 16. November, 2024 17:25:00
Pistoler fra Anden Verdenskrig, samuraisværd, knojern, knive, jagtgeværer, håndgranater, en kanon, et Remington-gevær fra 1800-tallet og pebersprays. Det er en blandet landhandel af våben uden tilladelse, som landets politikredse i disse uger får ind fra borgerne. Politiets frit lejde-aktion varer fra 1. november til 30. november. Og ved den seneste opgørelse onsdag i sidste uge var der allerede afleveret 8402 våbendele, som man kalder det, fordi de både kan omfatte selve våbnet, bundstykker og ammunition. Men antallet kommer ikke bag på politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel. "Da vi sidst havde frit lejde i 2017, fik vi omkring 25.000 våbendele ind. Hvorfor folk ligger inde med så meget, er et godt spørgsmål. Der er stadig en del våben fra Anden Verdenskrig, som er gået i arv eller som man finder på lofter, i kældre eller dødsboer. Det kan også være våben, man har, fordi man engang var i en skytteklub, men ikke længere har tilladelse til. Det kan også være souvenirs fra udlandet eller pebersprays fra dengang, de var tilladt," siger han. Led i indsatsen mod bandekriminalitet Våben-amnestien er politisk besluttet som led i bandeindsatsen og for at gøre det sværere at få fat i våben. Godt nok får de kriminelle først og fremmest deres våben fra udlandet, men også fra indbrud i danske hjem, oplyser Sune Fletcher Hjortel, som har været med i planlægningen af frit lejde-aktionen og som glæder sig over, de mange indleverede effekter. Og selvom det næppe er de kriminelle, der opgiver deres våben, nytter aktionen, mener han. "Når vi får fjernet våben fra det danske samfund, gør det risikoen for, at der ryger våben ud på det illegale marked, mindre. Så i afledte konsekvenser nytter det at få så mange ulovlige våben som muligt væk fra 'markedet' og ind til politiet." Især Butterflykniven er ulovlig og kan give både bøde og fængsel. Våbnene på fotoet her er fra politiets frit lejde-aktion i 2017. I år er der allerede indleveret over 8000 våben og våbendele, som borgere ulovligt har haft liggende derhjemme Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix Blandt de mere opsigtsvækkende indleveringer er en kanon, som blev overbragt til politiet i Roskilde, oplyser Thomas Kristensen, der er pressetalsmand i Midt- og Vestsjællands Politi. "Vi får mange mærkelige ting ind, men kollegerne spærrede da lige øjnene ekstra op, da pårørende kom ind med en salutkanon, som i sin tid tilsyneladende er blevet givet til en ansat i søværnet. " Også i Syd- og Sønderjyllands politikreds ruller de ulovlige våben ind, foreløbig 425 styk inklusiv en tysk Luger-pistol fra Anden Verdenskrig. Det oplyser vicepolitiinspektør Søren Vraa Larsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi. "Vi tager mod alle typer våben, registrerer dem og får dem destrueret. Der er ikke de store forventninger om, at det er bandemedlemmer, der afleverer deres våben, men hver gang der er et våben, der bliver indleveret er det ude af cirkulation i samfundet og kan ikke blive brugt til en kriminel handling," siger han og tilføjer, at det kun er straffrit, såfremt man afleverer våbnet. "Er man i besiddelse af et våben derhjemme eller går med det på gaden og ikke er på vej til politiet med det, kan man ikke påberåbe sig frit lejde." Paradoksalt, men... Lektor i retsfilosofi på det juridiske fakultet på Københavns Universitet, Jakob v. H. Holtermann, som forsker i straffens filosofi, erkender, at det kan virke "paradoksalt" at gøre noget strafbart straffrit. Men i dette tilfælde finder han amnestien helt i orden. "Det er en realitet, at der findes ulovlige våben, som man af en eller anden grund kan være kommet i besiddelse af, også uden at have intention om at bryde loven. Normalt siger vi, at ukendskab til loven ikke er en undskyldning. Men her taler en sund pragmatisme for frit lejde til at indlevere, hvad man har," siger han og fortsætter: "Våben er at betragte som landminer, som udgør en latent risiko, fordi folk kan komme til skade eller at våbnene kan falde i forkerte hænder. Så en måned med frit lejde vil jeg kalde sund pragmatisme og forebyggelse." De fleste våben kan afleveres på politistationen inden for normal åbningstid, men drejer det sig om håndgranater eller andre eksplosiver, skal man ringe og ikke selv møde op med dem. Det er hændt, at man har måttet evakuere en politistation, hvis der pludselig har stået en borger med en håndgranat. På det sociale medie X skriver Østjyllands Politi således: "Vi gentager lige ... STOP! Vi vil IKKE have granater, detonatorer eller andre eksplosiver ind på politistationerne! Hvis du ligger inde med det, skal du ska du slet ikke transportere det selv, men i stedet ringe 114. Så laver vi en aftale med dig". Tryk for at læse mere
Nr. 69
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Krisen er tilbage. Men ”krise-vicestatsministeren” får svært ved at sælge budskabet Tryk Her
Indsat Lørdag d. 16. November, 2024 13:15:00
Fire gange nævnte Venstres formand, forsvarsminister og vicestatsminister Troels Lund Poulsen, at Danmark og verden står ved en korsvej. I sin tale lørdag formiddag til de 1300 delegerede og gæster ved partiets landsmøde i Herning tegnede han et dystert billede af de enorme udfordringer for Danmark og Europa med krigene i Ukraine og Mellemøsten, USA’s og Kinas massive støtte til egne virksomheder og det vilde vejrs ødelæggelser. Han varslede svære politiske valg og meget hårde økonomiske prioriteringer. Ruslands snart 1000 dage lange krig mod Ukraine betyder massiv oprustning i Vesten, og selvom Troels Lund Poulsen ikke ville sætte “præcise tal” på, hvad det betyder for Danmark, lod han alligevel et meget højt tal slippe ud. Nemlig at Natos kommende opdaterede styrkemål formentlig vil medføre, at Danmark skal bruge op imod 300 milliarder kroner ekstra på sit forsvar “over en årrække”. Den formulering er selvfølgelig ret afgørende for, hvor stort beløbet egentlig er. Er det over 10, 20 eller 30 år, de mange penge skal – og kan – bruges? Begyndende fra hvornår? Det specificerede han ikke, men beløbet vil under alle omstændigheder helt ændre forudsætningerne for den offentlige økonomi, lod han forstå. Det var den ene af korsvejene, hvor man må beslutte, om Danmark vil leve op til Natos styrkemål eller ej, og det garanterede Troels Lund Poulsen, at Venstre vil. Ikke voldsomt liberalt åbnede han også for et opgør med de “naive principper” om fri verdenshandel, som dominerede i 1990’ernes begejstring over globaliseringen. Kinas og USA's massive statsstøttede investeringer skal matches af Europa, og ifølge Troels Lund Poulsen betyder det, at EU skal yde fælles lån til store, strategiske investeringer, og han mener endda, at EU “bliver nødt til at kigge på vores regler for statsstøtte”. Med henvisning til den tidligere italienske premierminister Mario Draghis rapport fra september nævnte han det svimlende tal 6000 milliarder kroner, som er det beløb, Europa skal investere hvert eneste år, hvis kontinentet skal kunne konkurrere med USA og Kina om ressourcer og teknologier. Ved en anden stor korsvej må man beslutte, om man vil bruge penge på at klimasikre Danmark. Her trak Venstre-formanden en anden rapport frem fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, som kommer frem til, at Danmark skal investere omkring 130 milliarder kroner over “de næste årtier”, hvis man vil undgå de værste skader af storme, oversvømmelser og styrtregn. Talen om at bruge milliarder på klimasikre Danmark markerer et markant skifte i forhold til den hidtidige klimadebat, der mest har handlet om, hvordan man kan forhindre temperaturen i at stige. Nu handler det altså om at begrænse skaderne. De tre store økonomiske udfordringer brugte Troels Lund Poulsen til at lægge afstand til statsminister Mette Frederiksens (S) idé om at bremse den automatiske stigning i pensionsalderen, som blev aftalt med velfærdsforliget i 2006. Hvis man overhovedet skal ændre på pensionssystemet, bliver man i hvert fald nødt til også at inddrage de øvrige tilbagetrækningsordninger som Arne-pension, seniorpension og efterløn. Det er dristigt af Venstres formand at forsøge at genetablere den krisefortælling, som var grundlaget for SVM-regeringen, men i et par år har været overskygget af en helt anden fortælling. Den om, hvor bomstærk dansk økonomi er, og hvor store muligheder der er for at give milliarder til Ukraine, velfærd, sundhed, lønløft og langt højere forsvarsudgifter – alt sammen finansieret af et lettere diffust økonomisk råderum. Det frikvarter er nu forbi, lyder det fra Troels Lund Poulsen. Men at skabe krisebevidsthed hos befolkningen er en opgave på linje med at vende en supertanker, særligt når krisen ikke er umiddelbart mærkbar for de fleste i dagligdagen. Når lønninger og ejendomspriser fortsætter med at stige, og når der fortsat er høj beskæftigelse og ligefrem mangel på arbejdskraft. Det svækker argumentet, at det står helt uklart, hvor mange år de astronomiske milliardbeløb skal fordeles over, hvornår udgifterne for alvor begynder at tikke ind, og ikke mindst hvordan Venstre selv har tænkt sig at skaffe pengene til de enorme udgifter. Hidtil har statsminister Mette Frederiksen (S) været kendt for at trives bedst politisk under svære kriser, bedst illustreret under første del af coronakrisen, hvor hun fik befolkningen til at acceptere endog meget store indgreb i frihedsrettighederne. Nu er det så Troels Lund Poulsen, som forsøger at indtage rollen som “krisevicestatsminister” med et svært budskab om, at tiden langt fra er inde til at arbejde mindre eller til tidligere pensionering. Meningsmålingerne har i længere tid været mest nådige over for Venstre af de tre regeringspartier, og selvtilliden ser også ud til at trives i partiet. Men at vinde næste valg på et abstrakt budskab om, at krisen er tilbage, ser svært ud. Tryk for at læse mere
Nr. 68
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Læser til havebrevkassen: Hvordan får jeg naboens blåregn til at gro i min have? Tryk Her
Indsat Lørdag d. 16. November, 2024 10:00:00
Kære brevkasse En af mine naboer har en gammel blåregn på cirka 50 år. Sådan en vil jeg gerne have til at gro i min have. Kan jeg tage en aflægger, og hvis ja, hvordan gør jeg? På forhånd tak. Venlig hilsen, Anne Kære Anne Det er bestemt muligt at formere en blåregn ved det, man kalder vegetativ formering. Ved vegetativ formering er det ofte aflæggere eller stiklinger, der anvendes til at lave en klon af en eksisterende plante. Stiklinger laves bedst om sommeren, når planten er i vækst: Klip et frisk skud af moderplanten. Bræk de nederste blade af. Stik skuddet i en potte med frisk så- og priklemuld. Stil potten lunt, men beskyttet mod direkte sol, og hold jorden fugtig. Efter en sæson eller to er planten klar til at blive plantet ud. Dette er en meget kort beskrivelse, men metoden er den samme, som man kan bruge til mange andre af vores blomstrende buske i haven, så du kan helt sikkert finde en mere udførlig beskrivelse på nettet. En anden måde at formere en blåregn er ved nedkrogning: Bøj en lang frisk gren ned til jorden.Læg en lille bunke jord oven på grenen 20-30 centimeter fra spidsen.Læg en sten oven på for at holde grenen nede og i kontakt med jorden.Efter en sæson eller to vil skuddet have slået rødder i jordklumpen, og skuddet med rod kan klippes fra moderplanten og plantes ud. Der er dog nogle ting, du skal være opmærksom på, som kan have betydning for planten på sigt. Nogle blåregn er nemlig podet på en såkaldt grundstamme. Dette gøres for at sikre en god vækst, da nogle sorter i sig selv ikke har det bedste rodnet. Ved at pode dem på en rod fra en anden og stærkere sort kan man blandt andet sikre en kraftigere, mere sikker og robust vækst. Når man så tager en stikling fra en etableret plante og får den til at slå rod, sikrer man altså, at sorten er den samme som moderplanten, og at for eksempel blomsterfarven er den samme. Men man kan ikke være sikker på, at man kan få en lige så kraftig vækst og rig blomstring som moderplanten, da rodnettet har meget stor betydning for plantens vækst. Mange hilsner, Berit Rørbøl Tryk for at læse mere
Nr. 67
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Trump sætter sit hold. Set fra Europa sendes der nu faretruende signaler fra verdens kommende mest magtfulde mand Tryk Her
Indsat Lørdag d. 16. November, 2024 07:00:00
Donald Trumps uforudsigelighed kan holde verdens autokrater i skak. Det er den positive analyse af konsekvenserne for verden af amerikanernes genvalg af den tidligere præsident, der i sin første periode ved magten fra 2017 til 2021 blandt andet gjorde sig bemærket som den mest ukonventionelle øverstkommanderende i USA's moderne historie. Donald Trumps uforudsigelighed er farlig for USA's allierede, der må forholde sig til tabet af kontinuitet og stabilitet i den amerikanske supermagts øverste ledelse. Det er den mindre positive analyse af den nye virkelighed efter Trumps valgsejr. I det lys er det foruroligende at følge Donald Trumps nomineringer til de centrale poster i hans kommende regering. Ganske vist er der flere kompetente og ansvarlige navne, som selv Demokraterne burde kunne acceptere. Et eksempel på dette er senator Marco Rubio, som den kommende præsident ønsker som udenrigsminister. Valget af Rubio er betryggende af to årsager. Den ene er, at det viser, at Trump trods sit ry for hævngerrighed er villig til at tilsidesætte tidligere personlige og politiske konflikter. Da Trump og Rubio begge kæmpede om at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2016, slog de på hinanden under bæltestedet. Den anden er, at Rubio synes kvalificeret til at blive udenrigsminister. Han har været senator siden 2011, han er viceformand for Senatets efterretningsudvalg og medlem af udenrigsudvalget. Ifølge amerikanske iagttagere forstår han værdien af alliancer og gør sig ingen illusioner om den trussel, som Ruslands Vladimir Putin udgør mod Vesten. Men andre af Donald Trumps valg er langt mindre betryggende. Tre af de personer, som han vil nominere til tunge poster, er ideologisk yderligtgående med tvivlsomme kvalifikationer. Den måske kommende forsvarsminister, Pete Hegseth, har tjent i det amerikanske militær. Men han har gjort sig mest bemærket ved at stå i spidsen for aktivistiske kampagner for frikendelse af ekssoldater anklaget eller dømt for krigsforbrydelser, og så har han som Fox News-vært ofte udtrykt foragt for USA's øverste militære ledere. Den måske kommende efterretningschef, ekskongresmedlem Tulsi Gabbard, har ingen erfaring med sit kommende felt og har udenrigspolitiske synspunkter, der får øjenbrynene til at løfte sig hos både demokrater og republikanere. Hun betragtes som apologet for diktatorer som Syriens Bashar al-Assad og Ruslands Vladimir Putin, og hun har bebrejdet USA og Nato for Ruslands invasion af Ukraine. Og så er der kongresmedlem Matt Gaetz, som Trump ønsker som justitsminister, en af de mest magtfulde poster i regeringen. Gaetz er en etisk kompromitteret provokatør og Trump-loyalist, som har været genstand for flere efterforskninger, og som angiveligt, hvis han får det blå stempel, vil forsøge at opfylde Trumps ønske om at fjerne justitsministeriets uafhængighed af Det Hvide Hus. Valg har konsekvenser, og Trump har ret til at sætte sit hold. Men set fra Europa sendes der lige nu faretruende signaler fra verdens kommende mest magtfulde mand. Tryk for at læse mere
Nr. 66
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jesper Rønn-Simonsen så en mand i tårer vakle ind i kirken: Jeg skammer mig over, at jeg ikke klappede på pladsen ved siden af mig Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 20:00:00
Det er både en dramatisk tekst, men også en tekst om håb. Menneskesønnen er død, men han vil komme igen på et senere tidspunkt, og vi får Guds rige stillet til udsigt. Hvad er pointen i dagens tekst? At man skal lade være med at se bagud, men kigge videre ind i det nye, som kommer. Vi står ved udgangen af kirkeåret og ser ind i den kommende advent. Samtidig er det også en tekst om tilgivelse. For når vi kan give slip på fortiden over for vores næste, kan vi tilgive og sige: "Jeg vil en fremtid sammen med dig." Fortæl en historie fra dit eget liv, som du tænker på, når du læser dagens tekst? Teksten er relevant i stort set alle de livsovergange, vi møder som mennesker. Alt fra fødsel til død. Både det at blive voksen, flytte hjemmefra, tage afsked, flytte fra et sted til et andet, flytte sammen med en partner eller flytte fra hinanden igen. Vi kan blive forstenede som en saltstøtte ved at kigge tilbage, mens det er i fremtiden og det nye, vi kigger ind i, at vi kan finde håb og tro. Hvis du skulle prædike over bibelstykket, hvem ville du så lade teksten handle om? Det skulle handle om os alle. Mange kæmper med overgangene i livet. I et uddrag fra et af mine yndlingsdigte lyder det: "Vandrer, træd varsomt det trin — tærsklen forstenet i smerte". Tærsklen på vejen mellem noget gammelt og noget nyt er forstenet i smerte, for i overgangen til noget nyt er afskeden med det gamle. I den overgang er der mange af os, der fryser et øjeblik og ikke ved, hvilken vej vi skal kigge. Hvornår læste du Bibelen første gang? Jeg fik udleveret Det Nye Testamente på skolen som 13-årig og var dybt betaget. Jeg lå i min seng og læste den i skjul, efter jeg egentlig skulle sove. Det var omkring det tidspunkt, at jeg blev mere og mere grebet af de vilde og forunderlige fortællinger. Det var et fantastisk møde. Hvem har lært dig mest om Bibelen og kristendommen i dit liv? Det har Helle Christiansen, der er sognepræst og tidligere chef for Kirkens Korshær. Hende arbejdede jeg tæt sammen med i 10 år, og hun har været en kæmpe inspiration, både gennem hendes mange gudstjenester, de teologiske drøftelser, vi har haft, og i særdeleshed gennem den måde, hun lever på og er over for andre mennesker. Hvilken bibelsk fortælling eller sætning har haft størst betydning for dig? Det har været beretningerne om Noa. Historien med duen, der bliver sendt ud og kommer tilbage med olivengrenen og fortæller, at der er tør jord at finde derude, er en historie om håb. Men jeg må sige, at jeg også er helt vild med fortsættelsen på historien om Noa. Da han har fundet land, bygger han et alter og takker Gud. Derefter bygger han en vingård, drikker sig fuld, tager alt tøjet af og laver skandale i familien. Noa skulle have været et pragteksemplar af et menneske og en af Guds udvalgte, som det nye samfund skulle bygges på efter syndfloden, og alligevel gør han noget så menneskeligt og så genkendeligt. Det minder mig om, at der er håb for de mennesker, som kæmper med hjemløshed, misbrug og alkoholisme, og at de også kan være Guds udvalgte. Hvad har været den bedste gudstjeneste, du har deltaget i? Under et årsmøde i Kirkens Korshær holdt vi en søndagsgudstjeneste. Der var måske lidt over 500 deltagere, og stemningen var fantastisk. Folk stod i lange køer på vej op for at modtage nadver. Det er svært at sætte en finger på, præcis hvad det var, det var bare så intenst. Det kæmpe fællesskab, der var, føltes noget anderledes, end hvis man engang imellem sidder 10 personer i en kirke på en søndag. Hvad har været din værste oplevelse med en gudstjeneste? Jeg sad til en gudstjeneste, hvor der i løbet af de første 10 minutter kom en noget slidt udseende mand ind med flakkende blik. Det så ud, som om han var påvirket, og han vaklede lidt. Han kiggede sig omkring i kirkerummet, havde tårer i øjnene og havde tydeligvis behov for et eller andet. Præsten tog ingen notits af ham, og der var ingen af de andre i menigheden, der reagerede på, at han kom ind i kirken. Han satte sig på en bænk for sig selv, hvor han sad et kvarters tid, og så gik han ud af kirken igen, stadig med tårer i øjnene. Der oplevede jeg, at vi svigtede det her menneske under gudstjenesten. Nogle burde have været der for ham, og jeg skammer mig selv over, at jeg ikke smilede til ham, klappede på pladsen ved siden af mig på kirkebænken og tog imod ham. Det er en påmindelse om altid at have blik for de mennesker, der kommer i kirken, og byde dem velkommen, for hvem kirken måske er mere uvant. Tryk for at læse mere
Nr. 65
K_artikler Opdater⟳ ☝️
En ener fylder 80 år: Ifølge Suzanne Brøgger findes evigheden før døden Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 20:00:00
Suzanne Brøgger – en af dansk litteraturs store profiler gennem de seneste 50 år – voksede op i et hjem præget af disharmoni. Hun havde en mor, der forsøgte at tage sit eget liv, og en stedfar, som moderen mistænkte for at være forelsket i Suzanne. Flere gange fandt hun sin mor efter et af hendes desperate forsøg på at slippe væk fra livet. ”Hun evnede ikke at passe på os. Det var så mærkeligt uvirkeligt, når hun kom tilbage fra hospitalet, og vi skulle lade, som om hun aldrig havde været væk, og som om alting bare var normalt. At være ramt på psyken var allerede dengang meget skamfuldt og skyldbehæftet," fortalte Suzanne Brøgger i et interview her i avisen i 2018. Selvom hun ikke bryder sig om at tale om sin barndom, har hun gjort det ved flere lejligheder. Senest som gæst i Kristeligt Dagblads podcast "Sørine & Livskraften" i april i år. Her forklarede forfatteren, der fylder 80 år den 18. november, at hun som teenager flyttede ned i kælderen i huset i Nærum, nord for København. Her byggede hun en hule. Skrev dagbog, læste bøger. Her holdt hun kaos på afstand. "Det gjorde, at jeg udviklede det, der udefra kunne ses som egoisme. Men jeg har instinktivt følt, at den livskraft, jeg var udstyret med fra starten, måtte jeg beskytte," sagde Suzanne Brøgger til podcastvært Sørine Gotfredsen. "Når jeg var oppe og indtog stuen, var det med dans. Og dér kunne jeg nogle gange høre min mor ligge og græde på anden sal. Et pænt menneske ville straks gå op og spørge: 'Hvad kan jeg gøre for dig?'. Men jeg dansede videre. Og trangen til at beskytte ens livskraft kan godt forveksles med egoisme." Som forfatter har Suzanne Brøgger også kredset om sig selv og sine oplevelser, rejser, følelser, seksualitet, tro og indre liv, siden hun indledte sit forfatterskab i 1973 med essay- og novellesamlingen "Fri os fra kærligheden". Men ej heller dette nu fem årtier lange projekt skal man forveksle med egoisme. Ifølge psykoanalytiker og litteraturhistoriker Louise Zeuthen, der er forfatter til bogen "Krukke: En biografi om Suzanne Brøgger" fra 2014, er Suzanne Brøgger en særdeles generøs inspirator. Og hun er et forbillede for generationer, navnlig kvinder. "Hun har stor tiltro til sit eget livsprojekt. Det ønsker hun at følge til dørs. Ja, hun vil følge det helt til graven," siger Louise Zeuthen, der fik adgang til Brøggers private breve og dagbøger, da hun skrev biografien. Ifølge Zeuthen har Suzanne Brøgger skilt sig ud fra mængden siden fødslen. Det er faktisk indbegrebet af, hvad hun gør. Men vi skal huske på, siger psykoanalytikeren, at Brøgger først og fremmest er forfatter – før hun er forbillede eller feminist. "Hun har altid været genrebrydende og eksperimenterende. Hendes strategi med at bruge sin krop, kønnet og seksualitet som en del af sit værk har dannet forbillede for de autofiktive tendenser, vi ser blandt et væld af andre forfattere i dag," siger Louise Zeuthen. Trods hendes eksperimenterende facon er der stadig et klassisk element i Brøggers måde at gribe forfattergerningen an på. "Hun er en god, gammeldags intellektuel. En af dem, vi ikke har så mange af her i Danmark. Hun tænker, hun er dannet, hun er belæst. Og den dannelsesbagage er hun i stand til at sætte i spil med nutidige tendenser i sine bøger," siger Louise Zeuthen. Det ligger dog i Suzanne Brøggers natur at udfordre hvad som helst. Og det vil hun også gøre, når hun bliver rubriceret som intellektuel, forklarer Zeuthen. Den typiske forståelse af det intellektuelle menneske er, at vi har at gøre med en objektiv, rationel tænker. Men Brøgger placerer sig mellem den objektive og den subjektive position. Hun insisterer på også at inddrage følelser, intuition, krop og køn som legitime medspillere i tænkningens projekt. "Og det overraskende er, at hendes metode provokerer lige så meget i dag, som den gjorde i 1970'erne," siger hun. Kærlighedens væsen har altid optaget Suzanne Brøgger, og at dømme efter det nylige interview i "Sørine & Livskraften" er dette stadig tilfældet. Her siger hun, at det er en velsignelse, hvis man er båret af kærlighedens kraft. Og ikke kun den biologiske kærlighed – den, en forælder kan føle – men også i en større og højere forstand. "Kærligheden udspringer fra det ukendte. Derfor kan man jo kalde det Gud, men Gud ved vi jo ikke, hvad er," sagde Brøgger i interviewet og uddybede: "Jeg går selv hen i kirken for at rette min tak. Der er ingen andre steder, man kan rette sin tak i så omfattende form. Jeg takker for, at jeg lever. At jeg føler, jeg har haft et vidunderligt liv i den forstand, at det har været så udfoldet. At jeg har været i stand til at få hjælp til at udfolde alle aspekter og medfødte talenter. Det er jeg meget taknemmelig for at have haft mod til." Døden skræmmer ikke den snart 80-årige forfatter. "Den er en del af hverdagen, og den skal helst hurtigt overstås. Man ved ikke, om man kommer til at dø i sine grønkål eller på hospice, men jeg tror, der er et sted, hvor [livet] slipper, hvor man vil drage et suk og sige 'nå, det er sådan her, det er'," sagde hun i podcasten. Hun tror ikke nødvendigvis på evigheden efter døden. I stedet føler hun, at hun oplever evigheden lige nu og her. Med sin mand, litteraturforsker og forfatter Keld Zeruneith, datteren og ikke mindst barnebarnet, der nu optager det meste af hendes tid. "Hvis vi formår at leve her i et nærvær, så lever vi både i fortiden og i nutiden og i fremtiden. Sammen." Tryk for at læse mere
Nr. 64
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det vrimlede med politi, da folk ville se solnedgangen Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 20:00:00
Grupper af mennesker har forsamlet sig på strandpromenaden i Jeddah, Saudi-Arabiens store havneby ved Det Røde Hav, for at se solnedgangen over vandet og verdens højeste springvand. Men de to betjente vil ikke have det. Med et besynderligt argument om et tydeligvis ikke igangværende renoveringsarbejde anråber de alle folk, der formaster sig tæt på vandet. Uden held. Folk bliver stående. Ja, altså lige indtil området pludselig vrimler med politi – og de fleste solnedgangskiggere konkluderer, at det nok er bedst at fortrække. Magtapparatet er ellers tæt på usynligt i Saudi-Arabien, men ordensmagtens hurtige og massive tilstedeværelse vidner om, at politiet har en vis rutine i at håndtere ethvert tilløb til sammenstimlen, der ikke falder i dets smag. Men hvad i al verden der i politiets optik var galt med solnedgangen, står fortsat uklart. Måske kommer en mand i en af grupperne tættest på forklaringen, da han lidt surt hvisker til sidemanden, at ”det er garanteret, fordi en fra kongefamilien er ankommet til øen”. Springvandet, der skyder havvandet op til en højde af mere end 300 meter og er opkaldt efter Saudi-Arabiens tidligere regent kong Fahd, som døde i 2003, står nemlig et godt stykke fra kysten på en ø, der tilhører landets kongefamilie. Ærgerligt, at den flotte solnedgang på den måde blev taget fra en. For ærligt sagt, så vinder Jeddah umiddelbart ingen skønhedspriser. Byen virker mest opsat på at erhverve sig så mange verdensrekorder som muligt. Så ud over verdens højeste springvand findes her for eksempel verdens højeste fritstående flagstang, der dog oftest står som en 171 meter høj og bar stang uden flag – og ifølge en lokal guide hejses flaget kun, hvis der er vind nok til, at det kan folde sig fuldt ud. Jeddah huser også verdens største mosaik lavet af plasticlåg fra sodavandsflasker, og i de nordlige forstæder er der gang i byggeriet af det såkaldte Jeddah Tower, der med en planlagt højde på over en kilometer bliver verdens højeste bygning. Det er også svært at ignorere de mange tomme pladser overalt i millionbyen, hvor tidligere bebyggelser ganske enkelt blev dømt ”upassende” og revet ned af myndighederne. Det sidste er heldigvis ikke sket for Jeddahs gamle bydel, Al Balad. Bydelen blev i 2014 optaget på FN-organisationen Unescos liste over verdens kulturarv som en ”enestående afspejling af de arkitektoniske traditioner ved Det Røde Hav og en byggestil, der engang var fælles for byer på begge kyster af Rødehavet, hvoraf kun få rester er bevaret uden for kongeriget Saudi-Arabien”. Det var byens rige handelsmænd, der i slutningen af det 19. århundrede byggede de fotogene huse, som Unesco med et vist ikke helt autoriseret, men ret præcis ord kalder ”tårnhuse”. For husene rundtom i de stemningsfulde, små gyder er ofte ganske smalle, men imponerende høje uden at nå ”højhus-niveau”. Det helt særlige er dog de ofte sindrigt udsmykkede træ-udbygninger, der nærmest lader til at være klistret på husfacaderne. Formålet med en sådan træudbygning, der i Jeddah benævnes en roshan, men som overordnet i den muslimske verden er bedre kendt under navnet mashrabiya, var at sørge for udluftning og afkøling af husene. Som en sidegevinst tillod de også husets kvinder at kigge ud, uden at nogen kunne se dem gennem ”trævinduerne”. De saudiarabiske myndigheder er p.t. i fuld gang med at renovere bydelen, og derfor støder man på en rundtur på huse på alle trin mellem ”i total forfald” til ”næsten for hårdhændet renoveret”. Husene står i nutiden for de flestes vedkommende tomme, men modsat flere andre gamle bydele rundtom i Saudi-Arabien, der godt kan virke som rene kulissebyer, fordi der ikke længere bor folk i områderne, er der på gadeplan masser af liv i Al Balad. Ja, faktisk lader det til, at Al Balad med sine mange spisesteder og butikker er blevet stedet at hænge ud om aftenen både for lokale og turister. Ja, man kan også overnatte her, for enkelte af tårnhusene er blevet konverteret til luksushoteller. En billigere mulighed er at besøge Naseef-huset, der med sine 106 værelser over et utal af hele og halve etager giver et godt indtryk af, hvordan overklassen i Jeddah tidligere indrettede sig. For lidt i samme boldgade kan museet Al Tayebat anbefales. Museet præsenterer sig selv som en slags bymuseum, men er på et labyrintisk udstillingsareal på 10.000 kvadratmeter fordelt på 12 huse så meget mere end det. Indledningsvist kan man i en udendørs udstilling se forskellige roshan-typer, men det er indenfor, at sanserne for alvor kommer på overarbejde. Her er gamle kaffekander, folkedragter og dolke udstillet side om side med moderne malerier, tæpper og kitschede glasfigurer. I sandhed et overvældende museum, der med ikke færre end 60.000 udstillede genstande kandiderer til at være en af verdens mest bizarre og samtidig underligt givende museumsoplevelser. Tryk for at læse mere
Nr. 63
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kan Kina blive EU's nye bedste klimaven? EU vil presse Kina til at tage større ansvar Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 20:00:00
Hvem skal have den store tegnebog frem, så de fattige lande kan beskytte sig mod klimakatastrofer og få adgang til den grønne energi, som skal sikre økonomisk og social udvikling? Svaret på spørgsmålet er ikke kommet nærmere efter de seneste dages diskussioner ved COP29-klimakonferencen i Baku i Aserbajdsjan. Og mens klimatopmødet snart går ind i sin afgørende uge med forhandlinger på ministerniveau, er forventningerne blandede. På den ene side er stemningen dag for dag blevet tungere og mindre festlig i de vinduesløse telte uden dagslys, som er stillet op midt i sportsarenaen Baku Stadion for at huse forhandlingsbordene. Udsigten til, at den tidligere og nu også kommende amerikanske præsident, Donald Trump, endnu en gang vil trække USA ud af Paris-aftalen og måske endda helt ud af FN’s bredere rammeaftale om klimaforandringer, får koldsveden frem hos europæerne, som uden de amerikanske bidrag risikerer at stå med størstedelen af klimaregningen. Paris-aftalen fra 2015 sætter et globalt mål om at mindske de globale temperaturstigninger til mellem 1,5 og 2,0 grader, sammenlignet med det førindustrielle niveau, hvor afbrændingen af fossile brændsler begyndte. Men på den anden side kan den febrile stemning over udsigterne til en uforudsigelig og ustabil verden også være begyndelsen til helt nye alliancer, hvor Kina øger sit klimaansvar. ”Beijing er klar til at træffe en afgørende beslutning, der vil forme den globale klimaindsats i de kommende årtier og direkte påvirke europæisk klimasikkerhed,” vurderede Byford Tsang, der er leder af Asien-programmet ved den europæiske tænketank European Council on Foreign Relations, ECFR, op til begyndelsen af COP29 i denne uge. Og det var lige præcist det, der så ud til at ske, da Kinas vicepremierminister, Ding Xuexiang, onsdag meldte ud, hvor meget Kina har betalt i klimabistand til landene i det globale syd gennem de seneste år. ”Siden 2016 har Kina leveret mere end 173 milliarder kroner i klimabistand til andre udviklingslande,” sagde Ding Xuexiang. Det er langt under for eksempel EU, som alene sidste år leverede godt 1500 milliarder kroner i klimabistand. Men meldingen er ikke desto mindre markant, vurderer Caroline Bertram, der forsker i europæisk og international klimapolitik ved Cambridge Universitetets Center for miljø-, energi- og naturressourcepolitik. ”Kina har ikke tidligere italesat, hvor mange penge man har givet i klimabistand, fordi man ville undgå at blive betragtet som en klimadonor med samme ansvar som de historiske industrialiserede lande. Ifølge tal fra World Resources Institute, som også har regnet på Kinas klimabistand, har landet faktisk tegnet sig for 6,1 procent af den samlede globale klimafinansiering siden 2013. En betydelig portion heraf er sandsynligvis eksportkreditter snarere end bistand. Men Kina har tilsyneladende vurderet, at der er en større fordel i at vise, at man faktisk giver temmelig mange penge til klimafinansiering i Syd end i at vige uden om spørgsmålet,” siger Caroline Bertram. Kinas førerposition på grøn teknologi betyder, at landet har interesse i, at markederne for vedvarende energi og grøn omstilling blandt andet i udviklings- og mellemindkomstlande fortsat udvikles. ”Men meldingen kan også hænge sammen med, at Kina ser en interesse i at udfylde det vakuum, der opstår, hvis Donald Trump som forventet trækker USA ud af Paris-aftalen,” siger den danske ekspert. Den kinesiske melding bringer dermed en lille smule luft ind i forhandlingerne bag den hvide teltdug i Baku, hvor forhandlerne skal blive enige om et nyt mål for klimafinansiering i de fattige lande til erstatning for de 100 milliarder dollars, cirka 700 milliarder kroner, om året, som har været løftet siden 2020. Det udløber til næste år uden at være blevet opfyldt. Flere internationale ekspertrapporter har vurderet, at udviklingslandene har brug for 10 gange mere, eller mindst 7000-9000 milliarder kroner om året, hvis de skal beskytte sig mod klimakatastrofer og have adgang til grøn energi til økonomisk udvikling. Og EU’s strategi ved COP29 er netop at udvide den såkaldte donorbase, så flere bidrager mere til klimafinansieringen. Det gælder velstående lande som Saudi-Arabien og Qatar, der også har verdens højeste CO2-aftryk pr. indbygger, men også lande som Singapore og Sydkorea. Og ikke mindst Kina, som blev klassificeret som et udviklingsland, da FN’s rammekonvention om klimaet blev vedtaget i 1992. Det har længe været en torn i øjet på de vestlige lande, at verdens næststørste økonomi og største CO2-udleder dermed kniber sig uden om et formelt ansvar for klimafinansiering. Men EU er ikke sikker på at komme i hus med sin strategi om at få Kina til at opgive sin status som udviklingsland og tage fuldt ansvar for klimafinansieringen, understreger Rob Moore, der er klimapolitisk ekspert ved den internationale tænketank E3G. ”Det, man kan forestille sig, er en model, hvor lande, som ikke hidtil har været anerkendt som donorer, kan melde sig som frivillige bidragydere, men uden at man ændrer i landenes formelle ansvar," siger han. Risiko for dominoeffekt Byford Tsang fra ECFR peger på, at det hidtil har været USA, som har trukket Kina til forhandlingsbordet. Sidste år var den såkaldte fælles Sunnylands-erklæring forud for COP28 i Dubai med til at smøre forhandlingshjulene. ”Når alle bilaterale bånd mellem USA og Kina formentlig bliver afbrudt, når Donald Trump bliver indsat som præsident, er det EU, der skal sørge for at etablere en koalition af partnere i en samlet front, der kan holde Kina fast på både ambitiøse klimamål om CO2-reduktion og øget klimafinansiering,” siger Byford Tsang i et skriftligt svar. Især er det vigtigt, at EU sammen med andre lande kan stå fast, hvis ikke blot USA, men også andre lande kan lade sig friste af at forlade Paris-aftalen. Og da Argentinas klimaskeptiske præsident, Javier Milei, onsdag beordrede hele den argentinske forhandlingsdelegation hjem i utide og i stedet rejste til Florida i USA for som den første udenlandske statschef at møde den kommende amerikanske præsident, blev det uhørte træk set som et alarmerende forvarsel: Argentina kan måske finde på at følge efter USA ud af klimakonventionerne. ”Risikoen er, at der opstår en dominoeffekt, hvor flere lande træder ud og får Paris-aftalen til at bryde sammen,” advarer Caroline Bertram. Tryk for at læse mere
Nr. 62
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Revisorer er kedelige, kunstnere er sjove. Hvorfor tænker vi sådan? Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 20:00:00
"Hvilken uddannelse har du?". Mange er nok blevet stillet, eller har selv stillet, disse spørgsmål i diverse sociale sammenhænge. Men hvilke svar opfattes som de mest spændende? Det er der stor forskel på. Forskere fra det britiske University of Essex kom i 2022 frem til, at kunst og videnskab betragtes som det mest interessante at beskæftige sig med, mens dataanalyse og revision anses som det kedeligste. Man kan tage udgangspunkt i to aspekter for at blive klogere på, hvad folk opfatter som kedeligt eller spændende arbejde. Det siger Einar Baldvin Baldursson, som er lektor i arbejdspsykologi ved institut for kommunikation og psykologi på Aalborg Universitet. "Det første handler om jobbets egenskaber. Skal der løses mange rutineprægede opgaver, vil det ofte blive betragtet som kedeligt. Fysisk slidsomme jobs anses også som en slags taberjob. Det andet aspekt handler om den sociale status, et job eller et erhverv har. Og det er noget, der kan ændre sig over tid." Social anerkendelseSom eksempel peger Einar Baldvin Baldursson på, at underholdningsbranchen har vundet større respekt. For 30-40 år siden gav det mindre social anerkendelse at gå en kreativ vej. Men fremkomsten af sociale medier har betydet, at flere kan leve af at underholde, og at flere kan skabe sig et navn eller brand. Ønsker man et såkaldt spændende arbejdsliv som for eksempel kunstner, kan man dog komme til at gå på kompromis med en tryghedsfølelse, tilføjer Einar Baldvin Baldursson. "Langt de fleste mennesker har det bedst med tryghed og orden i tilværelsen. Jeg har rådgivet en del i den kreative branche, som har tænkt, at meningen med livet var kunsten, men som har behov for orden og rutine. De ville passe bedre i et såkaldt kedeligt job som skattemedarbejder eller revisor, men det er ikke præget af samme status." I den anden ende af skalaen er der jobs, som Einar Baldvin Baldursson kalder "dræbende kedelige". Her nævner han samlebåndsarbejde på en fabrik. “Her er der tale om farlig kedsomhed. Arbejdet er ensformigt, og for den enkelte fører det ikke noget sted hen. Heldigvis er der ikke ret mange af den slags jobs tilbage i Danmark. Man skal for eksempel ikke tro, at rengøringspersonale og folk, der arbejder i et supermarked, har dræbende kedelige jobs. Deres arbejdsdag er ofte fyldt med variation." Einar Baldvin Baldursson opfordrer til, at vi som samfund "har mere respekt for rutinen, det monotone og nøjsomme". "Mange betragter for eksempel revision som kedeligt, men det kontrol- og rutinearbejde, som revisorer udfører, er i sidste ende med til at holde hånden under et samfund, hvor vi ikke bare kan fuske med tallene,” siger han. Ingen revisor-helteDa Jesper Præst, formand for Foreningen Danske Revisorer, var yngre, tøvede han ofte med at sige, at han arbejdede som revisor. "Jeg kunne godt finde på at pakke det lidt ind og i stedet sige, at jeg arbejdede med økonomi eller udvikling. Mange har en idé om, at revisorer er kedelige og tørre, og der er heller ikke mange revisorhelte på film og tv. Måske fordi man først og fremmest skal være flittig, grundig og lave en masse rugbrødsarbejde, som ofte ikke er synligt eller åbenlyst spændende for andre." I dag fortæller Jesper Præst åbent om sin profession. Dog mener han ikke, at jobbet er definerende for hele hans personlighed. "Jeg vil gerne tale om mit job, men jeg synes egentlig ikke, at det bør udgøre hele min person. Der er så meget andet, som også fortæller noget om mig som menneske." At jobbet passer til den enkeltes selvfortælling, er derimod noget, som er vigtigt for mange unge, når de skal vælge uddannelse. Det siger Mathilde Tronegård, der er direktør for Studievalg Danmark. "De unge stiller bevidst eller ubevidst spørgsmål som: Hvor kan jeg – med mit køn, min baggrund og omgangskreds – se mig selv arbejde? Det er altså ikke bare en uddannelse eller et job, men et valg, der skal passe ind i selvfortællingen." Hun oplever desuden, at nogle brancher bliver betragtet som "sjovere, mere interessante og prestigefyldte end andre". "Selvom undersøgelser viser, at det først og fremmest er faglig interesse, der motiverer unge til at vælge specifikke uddannelser, så ved vi fra samtaler, at social prestige spiller en rolle for nogle. Medicin, psykologi og jura er eksempler på prestigefyldte uddannelser med mange ansøgere, fortæller Mathilde Tronegård. Sofie Marie Billekop, ph.d.-studerende ved institut for mennesker og teknologi på Roskilde Universitet, mener, at de jobs, mange finder interessante, er nogle, hvor der er mulighed for at realisere sig selv. "I begyndelsen af 1900-tallet lavede den tyske sociolog Max Weber en kobling mellem kapitalismen og den protestantiske arbejdsmoral. Groft sagt var hårdt arbejde en billet til at komme i Himlen. I dag kan man snarere tale om, at man gennem hårdt arbejde kan realisere sig selv." Tryk for at læse mere
Nr. 61
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ældre lider særligt under spansk katastrofevejr: Den eneste trøst er, at vi hjælper hinanden Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 20:00:00
Det er de rene ting, man lægger mærke til, efter at en 2,5 meter høj flodbølge skyllede ind over den spanske by Paiporta og efterlod gader, huse og lejligheder dækket af mudder. På en lille kommode midt i det ankelhøje slam har 45-årige Biktor Banos placeret en rollator, som han spuler med en vandslange, og den rene rollator skinner som et trofæ i de brune omgivelser. Den tilhører Biktor Banos' 85-årige far, som i modsætning til mange andre ældre i nabolaget ikke blev dræbt, da regionen for knap tre uger siden blev ramt af den værste naturkatastrofe i Spanien i nyere tid. Oversvømmelserne kostede mindst 223 mennesker livet, mens adskillige stadig er meldt savnet. Alene her i Paiporta, en stille forstad til storbyen Valencia med 25.000 indbyggere, mistede mindst 62 mennesker livet i oversvømmelserne, da kraftige regnskyl skyllede ned over regionen fra bjergene. Katastrofen ramte især de ældre hårdt, mange var ikke i stand til at søge sikkerhed i tide, vidner hørte dødsskrig fra plejehjem, og ældre overlevende har isoleret sig i deres hjem, bange for at vove sig ud i det farefulde mudder. “Vandet steg omkring den tid, hvor mange af os i kvarteret hjalp vores forældre med middagsmaden. Var vandet steget tre timer senere, havde de ældre været overladt til sig selv og ville være døde,” siger Biktor Banos, en spansk arkitekt, som bor på førstesalen med sin hustru og datter, mens forældrene bor i stueetagen. 45-årige Biktor Banos vasker mudderet af sin 85-årige fars rollator. Banos reddede sine forældre fra flodbølgen, mens andre ældre i kvarteret blev dræbt. “Vi har problemer, men andre oplever en tragedie,” siger han. Foto: Tobias Stern Johansen Biktor Banos befandt sig ude på gaden, da den brune bølge kom væltende og trak bilerne med sig. Han kravlede op på en flydende bil og hoppede fra bilen og ind i familiens hus. Det reddede formentlig hans liv, siger han. Han fik hurtigt hjulpet sine forældre ovenpå, hvor de har opholdt sig siden katastrofen. En yngre nabo forsøgte at hjælpe en ældre nabo, men blev selv revet væk af vandmasserne. “En nabo dér døde,” siger Biktor Banos, mens han peger på lejlighederne i bygningerne overfor, “en dér og en dér.” Alene 15 mennesker, fortrinsvist ældre, mistede livet i kvarterets to gader, fortæller han. “Man mærker det ikke lige nu, for folk har travlt med at rydde op, men vi er psykisk påvirket af katastrofen, og jeg har svært ved at sove. Men det beroliger psyken at fjerne snavset,” siger han. Ældre råbte om hjælp Magasinet Foreign Policy beskriver oversvømmelserne i Spanien som “den værste naturkatastrofe i landets historie”, og iagttagere peger på, at katastrofen udstiller Europas uforberedthed på klimaforandringer. Onsdag blev spanske byer igen ramt af voldsom regn, som det følgende døgn forårsagede store skader, men torsdag var der ingen meldinger om omkomne. Forskning har vist, at især ældre er mere sårbare og oplever flere tab efter naturkatastrofer som denne, og at katastrofer har en dybere indvirkning på deres fysiske og mentale sundhed. Fra et plejehjem i Paiporta kunne beboere høre skrig, og “de ældre råbte om hjælp”, fortæller et vidne til den britiske avis The Times. Vandmasserne trængte ind i alle huse og stueetager i byen, og det mudrede og ødelagte inventar fra hjemmene hober sig op i byens gader, mens det ildelugtende slam, der skjuler farer som utildækkede kloakker, gør noget så simpelt som en gåtur til en risikabel affære. På altanerne over gaderne står ældre mennesker og betragter de tusindvis af unge frivillige, som forsøger at rydde op i det mudrede kaos med koste og svaber. De ældre har været isoleret i deres hjem siden oversvømmelserne, og i de første dage levede de uden elektricitet og rindende vand. Frivillige fra en nærliggende kirke forsøger at bringe mad ud til dem, der ikke tør vove sig ud. Kristeligt Dagblad forsøger at komme i tale med ældre folk på altanerne, men de afviser venligt. De er bange for sikkerheden og bange for smittefaren fra bakterier. Bange for plyndringer To kvinder støtter sig til hinanden hen ad det mudrede fortov. Emilia på 67 år har arbejdet som syerske på en tekstilfabrik, og hun bærer en lyserød sløjfe i håret, lyserød bluse og lyserøde bukser - for at sprede lidt optimisme i gaden, siger hun. Maria på 60 år er køkkenhjælper på en skole. Hun har tre fingre i forbinding, fordi hun skar sig på glassplinter, da hun forsøgte at rydde op derhjemme efter flodbølgen. De to kvinder er ude for at lede efter mad, fortæller de. “Ingen kom og hjalp os i dagene efter,” siger Maria og udtrykker en dyb vrede i den katastroferamte befolkning over manglende advarsler forud for katastrofen og utilstrækkelig støtte efter oversvømmelserne. Emilia var ude at gå en tur den aften, da hun pludselig stod i vand til maven, selvom det ikke havde regnet, fortæller hun. Hun kæmpede sig hjem og op i lejligheden på første sal, hvor hendes kræftramte mand var sengeliggende, men i god behold. “Jeg var bange de første dage, fordi der ingen strøm var, og fordi vi hørte, at folk gik på plyndringstogt. Jeg følte mig utryg om aftenen og frygtede indbrud og røveri. Men her i gaden er vi tætte på hinanden og hjælper hinanden, det er den eneste trøst,” siger Emilia. Emilia på 67 år var ude at gå en tur for 14 dage siden, da hun pludselig stod i vand til maven. “Jeg er optimist, og jeg forsøger at bringe glæde til folk i gaden midt i dette mudder,” siger hun. Foto: Tobias Stern Johansen Tre unge frivillige med rulletasker fulde af mad kommer forbi. Kiks? Sandwich? Konserves? Ja tak, siger de to kvinder. De levede fem dage uden rindende vand, og selvom nogle butikker igen er åbnet, har de vanskeligt ved at finde mad, oplever de. “Vores mødre tør ikke gå ud, mange ældre tør ikke gå ud, så de har kun os,” siger Maria, som har boet i samme gade siden sin fødsel. Hun begynder at græde. “Det er første gang, at sådan noget sker her. At biler flyder rundt i gaderne. Det er et chok,” siger hun. Forsøger at glæde folk Emilia er taknemlig for, at hun og hendes kræftsyge mand overlevede. De forelskede sig, da de var teenagere, og har været sammen siden, fortæller hun. Hun ved ikke, hvor længe hun har ham endnu. “Jeg sover ikke særlig godt og føler mig ikke særlig godt tilpas. Men det er ingenting sammenlignet med den frygt, vi oplevede, da oversvømmelsen kom. Jeg forsøger at leve livet nu og her,” siger hun, mens en gruppe lokale unge i gaden hilser hende ved navn, og den aldrende kvinde kvitterer ved at løfte armene i vejret og vrikke med hofterne. Hun forsøger at opmuntre alle i kvarteret, som har brug for en opmuntring. “Når jeg er trist, går jeg en tur og græder alene. Men jeg er optimist, og jeg forsøger at bringe glæde til folk i gaden - midt i dette mudder,” siger hun. Tryk for at læse mere
Nr. 60
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Tre millioner dør årligt som følge af indendørs luftforurening. Men der er fremskridt Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 20:00:00
I 1990 døde 4,81 millioner mennesker i hele verden af indendørs luftforurening. I 2020 var tallet faldet til 3,04 millioner. Det skyldes blandt andet, at færre laver mad over sundhedsskadelige ildsteder og komfurer. 71 procent af verdens befolkning har i dag adgang til "clean cooking” – madlavning, der ikke skader den indendørs luft. I 2000 var det tal på 49 procent. Fremgangen er sket hurtigst i Sydøstasien og mest langsomt i Afrika. 2 Kan forårsage mange lidelserForurenet indendørs luft kan føre til blandt andet blodpropper, hjertesygdomme, KOL, lungebetændelse og lungekræft. 3 Årsagerne er mange De primære årsager til dårlig luft indendørs er apparater, der forbrænder brændstof, samt tobaksvarer, byggematerialer og møbler, rengøringsmidler, centralvarme- og kølesystemer samt udendørs kilder som pesticider. 4 Flest dødsfald i lavindkomstlandeIndendørs luftforurening rammer især i befolkninger med lav indkomst, der er afhængige af den forurenende brændsel, fordi renere brændstoffer enten er utilgængelige eller for dyre. Dødsraterne fra luftforurening er 1000 gange større i lavindkomst- end i højindkomstlande. 5 Kvinder, børn og ældre er særligt udsatteKvinder, børn og ældre rammes uforholdsmæssigt meget, fordi de i højere grad omgives af luftforurening fra madlavning og opvarmning med petroleum, afgrødeaffald, møg, trækul og kul. Kilder: Verdens Bedste Nyheder, Our World in Data, FN, WHO, United States Environmental Protection Agency Tryk for at læse mere
Nr. 59
K_artikler Opdater⟳ ☝️
25-årige Martin arbejder i Brugsen: Jeg fandt på undskyldninger for, hvorfor jeg ikke var kommet videre Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 20:00:00
"Det var min tanke, at jeg på et tidspunkt skulle videre fra Brugsen. Jeg brugte meget krudt på at forklare over for mig selv og andre, hvorfor jeg ikke havde fundet på noget andet at lave, men måtte til sidst indse, at jeg virkelig godt kunne og kan lide mit arbejde," siger 25-årige Martin Hovaldt Jørgensen. For nylig fejrede han 10-årsjubilæum i Brugsen i Gjerlev ved Randers. Han er begejstret for sit arbejde som souschef i butikken, men er også bevidst om de forestillinger, mange har om et job som hans: "'Man kan altid blive kassedame', er en sætning, jeg ofte har hørt. Der er en fortælling om, at en person, der arbejder i en dagligvarebutik, er en robot, der sidder bag kassen i otte timer uden at tænke en selvstændig tanke. Og det lyder jo som et virkelig kedeligt og ligegyldigt job," siger han. "De her indgroede forestillinger, som også var mine egne, holdt mig i mange år fra at gå butiksvejen." Som 14-årig blev Martin Hovaldt Jørgensen ansat som ungarbejder i Brugsen. I gymnasietiden og årene efter fortsatte han med at arbejde i butikken, og imens gjorde han sig tanker om fremtiden: "Som de fleste af mine venner ville jeg gerne flytte til en større by og gå på universitetet. Vi var enige om, at det måtte være en del af det gode, spændende liv. Men jeg blev ved med at arbejde i Brugsen. Da min chef en dag opfordrede mig til at tage en butiksuddannelse, afviste jeg det, fordi tanken om at arbejde i en butik resten af livet gjorde mig flov," siger han. Mens Martin Hovaldt Jørgensen sad ved kassen, fyldte hylder og efterhånden fik personaleansvar, flyttede mange af hans jævnaldrende fra Gjerlev for at tage en uddannelse. Når han mødtes med dem, havde Martin Hovaldt Jørgensen følelsen af, at han var "den kedelige" i vennegruppen: "Jeg syntes ikke, at det virkede så spændende at sige, at jeg arbejdede i Brugsen. Der blev spurgt, hvornår jeg skulle 'videre', og jeg fandt på undskyldninger, men sandheden var, at jeg var glad og blev udfordret på mit job," siger Martin Hovaldt Jørgensen, der sidste år blev uddannet leder-trainee, en slags udvidet salgsassistent. Glæden ved at arbejde i en dagligvarebutik har Martin Hovaldt Jørgensen også sat ord på i dokumentaren "De unge købmænd", som TV2 Østjylland står bag. Hans drøm er netop at blive købmand. I dag har han ikke indtrykket af, at hans job eller liv er mere eller mindre ensformigt eller stillestående end de fleste andres: "Nogle dage, men langt fra alle, er mit arbejde rutinepræget, og sådan skal det også være, hvis tingene skal køre rundt. Det tror jeg ikke er usædvanligt." Tryk for at læse mere
Nr. 58
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Erik Bjerager gik i de første kristnes fodspor: Det er et tab, at vi har kappet forbindelsen til dem Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 20:00:00
Nr. 57
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ekspert: Domkirkens måde at føre valgkamp minder om amerikanernes Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 19:00:00
Hvad foregår der egentlig i Vor Frue Kirke i København? I hovedstadens domkirke med C.F. Hansens ikoniske klassicistiske kirkebygning, som hvert år har hundredetusinder af besøgende. Beskyldninger fyger på kryds og tværs, omkring kirken hænger valgplakater i lygtepælene, og på sociale medier diskuteres fremtiden for hovedstadens domkirke i stærke vendinger. Tirsdag den 19. november skal det ved et såkaldt afstemningsvalg afgøres, hvem der skal sidde i det menighedsråd, som tager over efter det nuværende den 1. december. Det sker efter, at en gruppe borgere har udfordret det menighedsråd, der blev valgt i september. Valgkampen er i fuld gang, men reel dialog mellem de forskellige parter er det så som så med. Den udfordres af gensidige beskyldninger, der fra begge sider rettes mod de andre i lukkede Facebook-grupper. Fronterne er så skarpt trukket op, at det får en af kandidaterne til at kalde situationen "trist". "Jeg er rigtig ked af, at det ry og rygte, som menighedsrådsarbejde har, bliver bekræftet," siger Jesper Olsen, der er formand for Transparency International i Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Konflikterne Kampvalget er kulminationen på en uskøn periode i Vor Frue Kirke, hvor flere medlemmer har forladt det nuværende menighedsråd på grund af det, de kaldte et "dysfunktionelt arbejdsklima", og hvor en sag om angiveligt misbrug har fanget mediernes opmærksomhed. I maj 2022 kom det frem i Berlingske, at en kirketjener i domkirken tilbage i 1990'erne angiveligt havde krænket en mindreårig dreng. Det var den daværende natkirkepræst i domkirken Christian Monrad, der blev bekendt med dette i 2014, hvorefter han orienterede ledelsen: Biskop i Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen, daværende domprovst Anders Gadegaard og tidligere menighedsrådsformand Ole Ehlers. Ledelsen siger, at de opfordrede Christian Monrad til at anmelde sagen til politiet, og det gjorde han. Sagen faldt dog for en forældelsesfrist, meddelte politiet. Herefter vurderede ledelsen, som støttede sig op ad rådgivning fra Kirkeministeriet, at man ikke skulle foretage sig mere i sagen. Og kirketjeneren, der var beskyldt for misbrug, fortsatte således med at være ansat i kirken, indtil historien dukkede op i medierne otte år senere. Først da blev en undersøgelse af håndteringen indledt, som endte med at kritisere biskoppen for manglende handling, og kirketjeneren blev fyret. Offentligheden fik imidlertid aldrig at vide, hvad han havde gjort, og han er i dag stadig ansat i folkekirken. Konsekvenserne af sagen viser sig fortsat. Samarbejdet har siden været udfordret, og ansatte og frivillige er delte i forhold til kirketjeneren, fortæller flere kilder. Mens nogle hele tiden har været støttende, så har andre ment, at man var for længe om at smide ham ud. Sidste efterår klagede fire medarbejdere i domkirken til Arbejdstilsynet over "et psykisk usundt arbejdsmiljø", som de mente, især skyldtes ledelsen. I sommer var den så gal igen, da det nuværende menighedsråd besluttede at nedlægge det populære natkirke-tilbud om fredagen for at dække et forventet underskud. Hvad de to natkirkepræster mente om den beslutning, lagde de ikke skjul på i medierne, og i dag er den enes stilling nedlagt som følge af besparelserne. I perioden har to formænd for menighedsrådet forladt det, og det nuværende menighedsråd har ikke flere suppleanter at trække på. Ufine metoder Det er på dette bagtæppe, tilhængere af de to lister forsøger at hverve vælgere – og benytter sig af det, nogle mener, er ufine metoder. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad har man på begge sider opfordret danskere over hele landet til at løse sognebånd til en præst i domkirken og dermed få stemmeret ved det kommende valg, og skulle man være i tvivl om, hvordan man gør, har begge sider sørget for udførlige guides på sociale medier. Også selvom det aldrig har været hensigten med reglerne for sognebåndsløsning, som kritikere har sagt. Hvis man som vælger derimod ikke ved, hvem der skal have ens stemme, er det straks sværere at finde informationer om de to lister. Begge sider bekræfter, at der ikke planlægges et fysisk vælgermøde, inden valget i næste uge. I stedet er valgkampen henlagt til sociale medier, hvor debatten foregår på Facebook-sider og i lukkede grupper. Her fremsættes der beskyldninger mod de andre, for eksempel om, at den anden side har sørget for at udelukke modstandere og kritikere fra deres forum, så de ikke kan forsvare sig. Det er listen "Domkirken for alle" og dens 18 kandidater, der har udløst kampvalget. De har især fundet sammen i deres modstand mod det nuværende menighedsråds beslutning om at lukke natkirken om fredagen og ønsker at genindføre den. Det vil gå ud over morgenandagten, som hver dag transmitteres fra domkirken til lyttere og seere i hele landet. Det hævdes i hvert fald af modstanderne af den nye liste i Facebook-gruppen "Bevar morgenandagten og klassisk kor og musik i Københavns Domkirke". "Denne nye liste vil prioritere natkirken på bekostning af morgenandagten og den klassiske musik, som de mener bør være i spil for at finde besparelser," lyder det eksempelvis fra en kritiker, der støtter den liste af kandidater, der blev valgt til menighedsrådet ved valgforsamlingen i september. Det gør det, selvom der står præcis det modsatte i udfordrernes (Liste 2) valgprogram: "Vi ønsker at gøre det helt klart: Liste 2 står fast på at bevare både morgenandagterne og det klassiske kor, som er uundværlige elementer i Domkirkens tradition og ånd. Disse aktiviteter er fundamentale for kirkens liv, og vi vil fortsætte med at støtte dem helhjertet." Omvendt lyder det fra en af udfordrernes kandidater på deres Facebook-side, at man blandt andet vil kæmpe "for homoseksuelles ret til at blive viet, hvilket der stadig er modstand mod fra enkelte præster i kirken". Dette afvises af præsterne selv, der udtrykker stor forbløffelse og ærgrelse over, at der bliver sået tvivl om dette. En anden sejlivet påstand handler om natkirken, der i bund og grund har udløst afstemningsvalget. "En de facto lukning" har den eneste tilbageværende natkirkepræst Signe Malene Berg kaldt det nuværende menighedsråds beslutning om at skære i aktiviteter og bemanding i Natkirken, og den formulering er der andre, der gentager. At de skulle have et ønske om i virkeligheden helt at lukke natkirken, afviser det nuværende menighedsråd dog. Seks af medlemmerne herfra blev genvalgt ved valgforsamlingen i september og er dermed blevet kastet ud i dette kampvalg. Amerikanske tilstande Jesper Olsen er en af kandidaterne på denne liste og stiller op til menighedsrådet med et ønske om at bidrage med sine kompetencer indenfor ledelse, økonomistyring og arbejdsmiljø. Han havde gerne deltaget i et vælgermøde op til kampvalget, men det ville have forudsat, at de udfordrende kandidater havde givet sig til kende hurtigere, mener han. "Så havde man kunnet arrangere rammerne for en god valgkamp, for det kræver tid at planlægge." Han medgiver, at det er problematisk, at kandidater og støtter kan skrive og reproducere usandheder om deres modstandere i forskellige fora på sociale medier, som disse ikke har adgang til og derfor ikke kan korrigere. "En valgkamp skal foregå på en ordentlig måde, hvor der er lige adgang, og den bedste kontrollant for, at man skriver noget, man kan stå ved, er jo, at der er offentlig adgang til det," siger Jesper Olsen, der dog selv har skrevet i en Facebook-gruppe for beboere i det kvarter lige ved domkirken, hvor han selv bor. "Der har jeg stille og roligt orienteret om, at jeg stiller op," siger Jesper Olsen, der har sendt sit opslag til Kristeligt Dagblad. Han stiller sig dog også kritisk over for flere regler, som han har stiftet bekendtskab med i den forgangne måned, og som han mener bør ændres. For det første mener han ikke, at det skulle have været muligt at løse sognebånd efter valgforsamlingen i september. Og for det andet skal man have været til stede ved valgforsamlingen for at kunne udløse et kampvalg senere. "Der blev jo holdt et fælles vælgermøde den 17. september, og jeg mener, man skal bruge det vælgermøde, som loven siger, der skal være, til at have den diskussion, man mener, der skal være. Det er fornuftigt nok, at man kan udløse et afstemningsvalg, hvis man ikke er tilfreds med resultatet af valgforsamlingen. Det mærkelige er, at man kan bringe nye kandidater i spil," siger Jesper Olsen, der ikke har overvejet at trække sig ved udsigten til et kampvalg. "Jeg er sådan indrettet, at når man har sagt A, må man også sige B. Men situationen er trist for domkirken i Danmarks hovedstad, og jeg vil gerne minde om kirkens nationale forpligtelser, og at der kommer en dag efter valget, hvor det kan blive rigtig besværligt at samarbejde, hvis man har talt sig op i nogle træer." Tror du, at konflikten i domkirken kan løses? "Det er jeg nødsaget til at tro på. Jeg vil arbejde ufortrødent og med den nødvendige tålmodighed i en konflikt af den kaliber. Så må vi se, hvor langt det bærer." Når professor emeritus i statskundskab og ekspert i demokratiske valg Jørgen Elklit hører om situationen i domkirken i København, leder det hans tanker hen på valgkampen i USA. "Demokraterne holdt deres valgmøder og republikanerne deres, og der var også en stærk opdeling og ingen reel interesse i at prøve at forstå, hvad den anden side egentlig gav udtryk for. På den måde minder det tilsyneladende om nogle af de træk, som vi så i stor skala i USA." Ifølge Jørgen Elklit bør dialog være omdrejningspunktet for et valg. "Et ordentligt valg forudsætter en dialog mellem de forskellige parter, sådan at vælgerne har en chance for at finde ud af, hvad der er op og ned. Og hvis man bevidst lukker af for den mulighed, uanset om det nu er ved fysiske møder eller ved at lukke nogle ude af forskellige grupper på sociale medier, så gør man, hvad man kan for at forhindre en demokratisk samtale, og så kan det ikke blive et ordentligt og rimeligt valg," siger Jørgen Elklit, der tilføjer, at han ikke selv har en chance for at vide, hvem der er mest skyldig, når det kommer til domkirken. Men vælgerne lades i stikken, hvis man ikke er interesseret i en samtale og i at diskutere problemerne, så vælgerne ud fra det kan træffe en afgørelse, siger han. "Det er en form for kortsynethed, at man tror, man kan sikre et godt resultat for sine egne synspunkter ved at optræde på den måde, man nu gør. Ja, det lyder grotesk i mine ører," siger Jørgen Elklit og fortsætter: "Der må også være en hel del folkekirkemedlemmer i domsognet, som ikke er særligt optaget af, hvad der sker på sociale medier, og de har ikke en chance for at følge med i, hvad der sker. Og hvis det bliver fraktionskampe mellem nogle små og ikke repræsentative grupper, så har domsognet et problem." Tryk for at læse mere
Nr. 56
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kommer sundhedsreformen til at gøre en forskel? Patienten, lægen og sygeplejersken har både ris og ros Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 19:00:00
Jan Løffval, 80 år, kronikerpatient og pensionist, bor i Smørum. Jeg bliver stadig kastet rundt i systemet. Det har reformen ikke lavet om på. Selvom det er et luksusproblem, er det fuldstændigt vanvittigt. På Rigshospitalet har jeg et forløb, på Herlev Hospital kommer jeg, fordi jeg er diabetiker, og på Gentofte Hospital får jeg tilset hjerte og ryg, og Hvidovre Hospital ser på mine knæ. Men de nye kronikerpakker, som regeringen vil indføre, er et stort halleluja. At regeringen nu kaster lys på os kronikere, gør, at jeg føler mig taget mere seriøst. Jeg tror, at pakkerne kan være med til, at flere føler mindre stress, fordi de får en hurtigere afklaring og bliver sendt videre i processen. Læge: Fokus på særlige sygdomme er vælgerflæsk Anders Beich, praktiserende læge i Nysted på Lolland. Det er godt, at reformen sikrer nødvendige rammevilkår for læger i alle egne af landet, så arbejdsbyrde og økonomi hænger sammen. Det er også flot, at regeringen tager ansvar for fordelingen af læger, så stillinger i fremtiden skal slås op, hvor behovet er størst. De raske i storbyerne går til lægen samme dag, mens de mest syge i yderområder ikke kan få helt nødvendig hjælp rettidigt. Til gengæld er kronikerpakker for sygdomme som diabetes og kol vælgerflæsk. Det er fokus på sygdom i stedet for på patienten, som ofte slås med flere lidelser. Ejer af sygeplejebureau: Der mangler fokus på kvalitet Jill Trolle, indehaver af det private sygeplejebureau Trolle Care. I mit job oplever vi, at syge ældre udskrives alt for tidligt og derfor må genindlægges. Der er 70.000 årlige genindlæggelser af ældre, og det tror jeg desværre ikke ændres ved den nye reform. Jeg hørte ikke ordet kvalitet nævnt på pressemødet. Man flytter magten til regionerne og til de folkevalgte i 17 sundhedsråd. Men hvilke forudsætninger har de folkevalgte for at sikre kvaliteten af behandlingen? Hvorfor sætter man ikke mål for, at antallet af genindlæggelser skal halveres? Der mangler fokus på kvalitet. Tryk for at læse mere
Nr. 55
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Journalist på avisen: Det har aldrig været en stor succes at servere rødbeder i titelrollen, men denne gang lykkedes det Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 18:00:00
At lave mad til en familie er at være en slags diplomat klædt i forklæde. Man kan vælge at udfordre og servere en ret med frisk koriander. Her vil halvdelen af min lille familie udtrykke en stærk protest. Og så er der selvfølgelig de mange situationer, hvor en skepsis er blevet til et ”uhmm”. At blive sammenspist som familie består af en masse af den slags ”uhmm" af fælles erfaringer af smage koblet med minder. En ting har jeg ikke haft særlig stor succes med: at servere retter med rødbeder i titelrollen. Men forleden lavede jeg en tærte, som fik middagsbordets rødbedeskeptikere til at slå om det sidste stykke. Jeg tror, det var kombinationen af rygeost og rødbede, som gjorde udslaget. I kirken i søndags sang vi Lisbeth Smedegaard Andersens "November går tungt gennem byen" om det ydre og indre tusmørke. November er blandt meget andet rodfrugtstid. Danskerne spiser langt flere rodfrugter end for to årtier siden. Der er tale om en fordobling i salget, viser tal fra Coop Analyse. Af samme analyse kan man se, at 85 procent af de rodfrugter, danskerne spiser, er gulerødder. Der er vældig langt ned til knoldselleri, som er nummer to på listen og udgør 4 procent, og rødbeden kommer ind på en tredjeplads med 3 procent. Jeg har ikke selv kombineret rødbedetærten. Det har kok Søren Ejlersen. Han var i 1999 med til at grundlægge Aarstiderne, som dengang alene solgte grøntsagskasser. I de 25 år har de udgivet overvældende mange opskrifter for at inspirere deres kunder til at spise grønnere og mere økologisk mad. Et kvart århundrede senere er nogle af opskrifterne samlet i den mere end 400 sider lange bog ”Spis. Lyst til mere grønt”. Bogen udkom tidligere på efteråret på forlaget People's sammen med den tilsvarende digre ”Den store grundbog om fermentering”. Det er nogle af de mest inspirerende danske kogebøger, som er udkommet i år. Men nu tilbage til rødbederne og den fynske rygeost, der giver en velsmagende og smuk tærte. Og har man ikke mod på rødbedefyldet, er opskriften på tærtebunden værd at gemme. Tryk for at læse mere
Nr. 54
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Det forbliver uklart, hvorfor man ikke bare skal læse Kafka Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 18:00:00
2024 er et jubilæumsår for den europæiske højkultur. Maleren Caspar David Friedrich ville være fyldt 250 år. Den franske impressionisme blev født for 150 år siden i Paris. Thomas Manns Europa-roman ”Trolddomsbjerget” blev til for 100 år siden. Og Franz Kafka døde for 100 år siden. I sidstnævnte anledning har den danske forfatter Stig Dalager (født 1952) påbegyndt det, enkeltmandsforlaget EC Edition fra Aarhus kalder et ”flerbindsværk” om Kafkas liv. Værket er et fornuftigt eksempel på tidens tendens til såkaldt exofiktion: romaner om historiske personer. Første bind er opbygget som en krydsklipning mellem to faser af Kafkas liv: Udgangspunktet er scener fra Kafkas sidste måneder i Berlin i efteråret 1923 med kæresten Dora. Tuberkulosen angriber ham, og de diskuterer udvandring til Palæstina, mens larmen fra gadekampe høres i urolige Berlin. Kafka døde på et sanatorium i Østrig året efter. Fra Berlin klippes der til scener fra Kafkas barndom og frem mod de første manddomsår og Europa-rejser med den trofaste ven Max Brod. Bindets erklærede mål er at overvinde visse hårdnakkede fordomme om Kafkas liv og værk. Ordet ”kafkask” er gået over i selv det danske sprog om bureaukratisk overmagt, der tager modet fra det enkelte menneske. Samtidig har det ofte været fortællingen om Kafkas eget liv, at det var præget af skam, skyld og fysisk sygdom. De nævnte faser af Kafkas liv er ganske egnede til at fortælle en alternativ historie: I den velsignet anonymiserende storby Berlin fantaserer Kafka og Dora om en fremtid som indehavere af en vegetarisk restaurant i Jerusalem. Og i muligheden for at fokusere på rejseårene i Europa med Max kan vi yderst påtrængende få fortalt historien om, hvordan Kafka også var en nysgerrig, ivrig og talende fyr, der værdsatte alkoholfri restauranter, friluftsbade og bordeller. Men som også måtte på sanatoriumsagtige kursteder bagefter for at komme sig. Dalager bruger en række smukke og kanoniserede vendinger fra forfatterskabet til at fremmane stemningen af en sammensat person mellem angst og livsmod. I Berlins Miquelstrasse læser Franz og Dora eksempelvis novellen ”Markise O” af Heinrich von Kleist, og Kafka udbryder: ”Han stryger ikke bare læseren ved hårene, men slår hul på isen ind til nye forestillinger om, hvad mennesker og verden består af.” Det ligner en bevidst spejling af Kafkas eget smukke diktum om, hvad digtning er: ”En bog skal være en økse mod det frosne hav inden i os,” som han skrev i et brev allerede i 1904. Sådanne paralleller er jo inciterende. Men bogen har det også med at blive overeksplicit, særligt når den gerne vil fremvise sin alternative Kafka. Her i en ordflom, hvor der siges det samme fire gange: ”Og det rykker i hans krop for at elske med hende og berøre hendes glatte, smidige krop. At blive et med hende. At glemme alt andet i deres omfavnelser.” Denne hyppige tendens til instruktion af læserens opmærksomhed gør romanen alt for lang, hvorfor man også med nogen frygt og bæven læser, at forlaget planlægger et uspecificeret ”flerbindsværk” i serien. Der ligger tydeligvis omfattende baggrundlæsning til grund for dette første bind. Men den relevante kildebrug gør også, at man kan spørge sig selv, om læseren ikke hellere skulle tage at læse Kafkas egne fænomenale dagbøger, eksempelvis rejsedagbogen 1911, som selv fortæller om Max og Franz’ rejser mod Syden. Eller brevlitteraturen, der relevant bruges i Dalagers værk, men desværre også suverænt overstråler den danske forfatters overeksplikation. Eksempelvis her fra september 1900 i et brev til Selma Robitschek, en ungdomsflirt, som også lægges ind i ”Kærlighedens spøgelser”: ”Ord er dårlige bjergbestigere og dårlige minearbejdere. De henter ikke skatte ned fra tinderne eller ud fra bjergets indre.”Stig Dalager: Kærlighedens spøgelser. En roman om Franz Kafka. 366 sider. 300 kroner. EC Edition. Tryk for at læse mere
Nr. 53
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Fem stjerner: Ole Juul har skrevet en lille, men storartet bog om Martin A. Hansens kristne novellekunst Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 18:00:00
Martin A. Hansen var vokset op med søndagens gudstjeneste som ugens faste holdepunkt, men da han kom på seminariet i Haslev, blev han indfanget af tidens ideologiske strømninger. På det grundlag skrev Martin A. Hansen sine to første romaner. Her distancerede han sig fra hjemmets kristendom, og han har i essayet ”Marias søn” fortalt, hvordan han en overgang gik i en lang bue udenom Det Nye Testamente. Men så kom han til at læse Georg Brandes’ ”Sagnet om Jesus”, der endegyldigt ville gøre op med kristendommen. Det fik dog den modsatte konsekvens for Martin A. Hansen. Han begyndte at læse evangelierne på ny og blev stærkt grebet af Det Nye Testamentes robuste virkelighedsskildring. Herefter bliver det kristendommen, som sætter dagsordenen og præger indholdet af Martin A. Hansens bøger. En af landets fremmeste kendere af Martin A. Hansens forfatterskab er pastor emeritus Ole Juul, og han har skrevet en lille, men storartet bog om Martin A. Hansens kristne novellekunst. Som Juul bemærker i sit forord, forholdt Martin A. Hansen sig dog kritisk til kirkens forkyndelse af evangeliet: ”Den institutionelle kirke slipper dog dårligt fra at forkynde og formidle det, så derfor kan han i sin dagbog skrive, at 'Kirken er en selvtilfreds vært, der har en utilfreds lejer boende: evangeliet'. Det var ham derfor om at gøre at frigøre evangeliets inderste kerne og omsætte det i et forståeligt og vedkommende sprog.” Martin A. Hansen har været død i næsten 70 år, og på så mange års afstand kan man nok diskutere, hvor forståeligt forfatterens symbolmættede sprog er for nutiden. Derfor har Juul genfortalt og kommenteret 10 af Martin A. Hansens noveller. Den opgave mestrer han fornemt – ikke mindst i de komplicerede fortællinger ”Påskeklokken” og ”Ventesalen”, hvor Martin A. Hansen både fremdrager dyrebare erfaringer fra modstandskampen og udfolder til opstandelsesbudskabet. Martin A. Hansen debuterede i 1935 og døde i 1955, og det er præcis i de 20 år, at det moderne Danmark bliver til. Det gamle landbrugssamfund bliver afløst af et moderne industrisamfund, og det hensætter mennesket i spændingsfeltet mellem kristentro og en moderne sekulariseret attitude. Det er baggrunden for en række af Martin A. Hansens noveller, men rigtignok ikke dem alle sammen. ”Agerhønen” fra 1947 er således ligetil. En fattig familie oplever underet, da en agerhøne støder frontalt sammen med husets dør og sikrer familien aftensmaden: ”Agerhønen blev delt, og der blev kun lidt til hver”.Den mættede ikke desto mindre hele familien, og Juul mindes et minikonfirmandforløb, hvor en dreng udbrød, at novellen fik ham til at tænke på en børnegudstjeneste, hvor de fik kiks og saftevand ved alteret. Som Juul konstaterer: ”Når en niårig dreng får en sådan tanke ved at høre ”Agerhønen” blive læst op, forstår man, at novellen i al sin enkelthed er stor litteratur.” Det lykkedes ligeledes for Juul at fremhæve Martin A. Hansens kirkekritik, som genlyder i formuleringen: ”Det var ikke til at forstå, at en død fugl kunne være så brændende varm under sin slappe vinger”. Juul fortolker ordene sådan, at kirken er vag og vægelsindet i forhold til evangeliets lidenskabelige kraft. Mod slutningen af sit liv ændrer Martin A. Hansen imidlertid syn på kirken. Han færdiggør kæmpeværket ”Orm og tyr” i 1952, hvor han beskriver opførelsen af de første kirkebyggerier, og i sin dagbog noterer Martin A. Hansen, at han med sin hustru har været til gudstjeneste. Her slår det ham, at han har været for kritisk over for kirken og dens gudstjeneste, og nu overgiver han sig helt: ”Meningen skulle hentes, meningen skulle man ikke komme med, nar som man var, den kunne bare gives.” Og det bliver den i kirken. Martin A. Hansens forfatterskab handler om, at det vigtigste i livet får vi til syvende og sidst skænket af Gud. Forfatteren Martin A. Hansen har hele tiden formidlet dette budskab, men først sent går det op for mennesket Martin A. Hansen, at dette i høj grad angår hans egen eksistens, og at kirken til stadighed minder ham om det. Sådan når Juul smukt omkring det centrale tema i Martin A. Hansens forfatterskab på ganske få sider, men bogen rummer stof til mange timers eftertanke, og derfor giver det god mening, at hvert kapitel er forsynet med spørgsmål til samtale og diskussion. Ole Juul: Martin A. Hansen og kristendommen. 100 sider. 120 kroner. Eksistensen. Tryk for at læse mere
Nr. 52
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Italiensk strid om migranter spidser til: Endnu et hold sendes retur fra Albanien Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 18:00:00
En domstol i Rom har igen spændt ben for realiseringen af Italiens idé om at drive modtagelses- og hjemsendelsescentre for illegale migranter i Albanien. Efter at det første hold migranter, der blev sendt til Albanien, i midten af oktober omgående blev beordret retur til Italien af retten i Rom, ankom endnu otte migranter, som var blevet samlet op i farvandet sydøst for den italienske ø Lampedusa, til Albanien i sidste uge. Men retten i Rom nægtede at godkende den såkaldt "accelererede udvisningsprocedure", og migranterne er nu tilbage i Italien. Det er et alvorligt tilbageslag for Giorgia Meloni-regeringen, der stod til at blive den første i Europa til at virkeliggøre den idé om modtagecentre i tredjelande, som mange EU-ledere udtrykker opbakning til. Ifølge Melonis regering er det en politiseret del af den italienske dommerstand, der saboterer planen om at flytte sagsbehandlingen og hjemsendelsesprocedurer til centre i Albanien. Luca Masera, der er juraprofessor ved universitetet i den norditalienske by Brescia, peger på, at europæisk lov har forrang i forhold til national lov, og de italienske dommere skal rette sig efter domme fra EU-domstolen i Luxembourg, uanset hvilken politik landets regering ønsker at føre. ”Det er regeringen, der skal respektere dommernes kendelser. Hvad Albanien angår, har den ikke gjort det, for migranterne kunne hverken overføres dertil eller tilbageholdes der. Og det vidste regeringen tilmed godt,” udtaler han til avisen La Repubblica. I midten af oktober ankom det første hold migranter, 16 mænd fra henholdsvis Egypten og Bangladesh, med et italiensk krigsskib til havnebyen Shëngjin i det nordlige Albanien. Få døgn senere blev der afsagt en civilretslig kendelse om, at de pågældende migranter har ret til at få deres sager behandlet under normale vilkår i Italien. Det skete med henvisning til en nylig dom fra EU-domstolen, som fastslår, at der kun må foretages hjemsendelser af migranter til lande, der er sikre for alle befolkningsgrupper og i alle landsdele. Den italienske regering reagerede straks med at vedtage et dekret med en liste over 19 sikre hjemsendelseslande. Men tre italienske domstole – i Bologna, Catania og Rom – har så bedt EU-domstolen om at vurdere, om denne ordning er i overensstemmelse med europæisk lov eller ej. Da de otte nye migranter så ankom fra Italien til Albanien, beordrede retten i Rom dem retur med den begrundelse, at EU-domstolen endnu ikke har behandlet sagen. Dommer under politibeskyttelse Italiens indenrigsministerium har også henvendt sig til EU-domstolen, og regeringskilder udtrykker forhåbning om, at retten i Luxembourg vil være mere lydhør for det politiske ønske om asylbehandling i tredjelande end de italienske domstole. ”Det er nogle kommunistiske dommeres skyld, at det efterhånden er blevet Italien, som ikke er et sikkert land,” skrev Matteo Salvini, vicepremierminister og formand for partiet Lega, forleden på Facebook. Silvia Albano, som er den dommer ved retten i Rom, der underskrev den første kendelse om returnering af migranter fra centrene i Albanien, lever efter trusler nu under politibeskyttelse. Det er ikke usædvanligt i Italien, hvor over 600 mennesker har politieskorte. Dommerstanden er den mest udsatte kategori – 27 dommere er blevet dræbt gennem de seneste 50 år – men som regel er det kun dommere i strafferetssager, der får dødstrusler. Problemerne med ordningen har fået den italienske regering til at hente 50 betjente hjem fra Albanien. Der er stadig omkring 170 betjente udstationeret til at bevogte de tomme modtagecentre. Et parlamentsmedlem fra oppositionen har anmeldt regeringens til landets revisionsdomstol for ”spild af offentlige midler til finansiering af propaganda”. Musk blander sig Verdens rigeste og måske mest magtfulde menneske netop nu, Elon Musk, giver også gerne sit besyv med. Musk, som ydede en udslagsgivende indsats for Donald Trumps præsidentvalgkamp i USA og får en fremtrædende rolle i landets næste regering, har knyttet tætte bånd til frontfigurerne i Italiens regering, Giorgia Meloni og Matteo Salvini. Mandag kommenterede han de italienske dommeres kendelse. ”Disse dommere må fjernes,” skrev Musk på det sociale medie X, tidligere Twitter, som han har ejet og ledet siden 2022. Italiens præsident, Sergio Mattarella, reagerede torsdag på Musks kommentarer. "Italien er et stort demokratisk land (...) som forstår at passe på sig selv og på sin forfatning," hedder det i en meddelelse fra præsidenten. Tryk for at læse mere
Nr. 51
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sørine Gotfredsen: Familier er noget, man skal frelses fra. Det vidste Jane Austen Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 18:00:00
Jeg overvejer ofte, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var blevet født omkring år 1800 med udsigt til en lang tilværelse som hustru. Og bundet til familien som det altafgørende omdrejningspunkt. Hvis vi antager, at meddelelsestrangen også i dén tidsalder ville have opfyldt mig, ville jeg måske have fået et liv i stil med dét, Jane Austen levede. Ikke med hendes talent, det er jeg udmærket klar over, men med en lignende følelse af at gå rundt og iagttage en verden, jeg havde svært ved at forlige mig med. Jeg vakler altid mellem at føle misundelse og medynk med de to store. Jane Austen og Charlotte Brontë. Sidstnævnte blev født i 1816, året før Jane Austen døde, og blev især berømt for romanen "Jane Eyre", og mens verden på disse kvinders tid før tv, internet og så meget andet skidt på den ene side forekom mere overskuelig, havde de på den anden side så få beføjelser, at de var stærkt afhængige af deres families status og relationer. Det krævede af dem enorm viljestyrke at blive forfattere, og de er store feministiske forbilleder. Jane Austen (1775-1817) voksede op i landsbyen Steventon i Hampshire som præstedatter i landlig middelklasse og en stor søskendeflok. Hun begyndte tidligt at skrive og besad en højt udviklet iagttagelsesevne og ironisk sans. Der er delte meninger om, hvorvidt Jane Austen levede i sin egen familie med tilfredshed eller bitterhed, men hun blev trods flere ægteskabstilbud aldrig gift. Sikkert er det dog, at hun havde talent for at beskrive familiestrukturer, som man har svært ved at komme fri af, og dette gør hun uhørt elegant i sin berømte roman "Stolthed og fordom", udgivet i 1813, der nu er blevet genudgivet på dansk i smuk og energisk oversættelse af Lærke Pade. Persongalleriet i romanen Hovedpersonen i "Stolthed og fordom" er den kvikke og kønne Elizabeth, der er den næstældste af fem døtre i familien Bennet, bosat på Longbourn House. Her går tiden primært med i monotont selskabsliv at finde passende ægtemænd til alle døtre, og et vigtigt omdrejningspunkt bliver de to venner Mr. Bingley, der sværmer for den ældste datter, Jane, og hans ven Mr. Darcy. Verden ses i lyset af Elizabeth, og man følger hendes yderst kringlede veje i retning af forening med Mr. Darcy, der længe forekommer hende et frygteligt bekendtskab. Han har rygterne og fordommene imod sig, men sandheden om hans stolte og ædle væsen blotlægges gradvist som en stor romantisk kliché, der får den omgivende virkelighed til at fremstå endnu mere kluntet og fejlbarlig. Jane og Elizabeth er dog som de fornuftige søstre undtagelserne, alt imens de to yngste søstre, Lydia og Kitty, fremstilles som totalt tomhjernede gæs. Deres egen far omtaler dem som ”meget tåbelige søstre”, og det er ikke mindst Jane Austens usentimentale syn på sit eget køn, der gør hende til noget særligt. For eksempel lader hun Elizabeth konkludere dette om sine egne søstre: ”De var udvidende, dovne og forfængelige. Så længe der var en officer i Meryton, ville de flirte med ham, og så længe Meryton lå i gåafstand fra Longbourne, ville de gå derhen.” Som hunde i løbetid, der ikke er til at holde hjemme. Jane Austen er også hård ved mændene, det skal siges, præsten Mr. Collins er et studie i falskhed og perfiditet, men kvinderne er de mest ufri og de største ofre for familien. Denne er ikke blot noget, man elsker og ærer, men i allerhøjeste grad også noget, man holdes fanget af, og Jane Austen kredser intenst om faren for at ende som et produkt af sin familie og den sociale arv. Meget er ændret siden, og ikke mindst er den økonomiske frihed til at gå sin egen vej taget til, men ikke desto mindre forekommer Jane Austen mig for hver gang, jeg læser hende, endnu mere på bølgelængde med vor tids samtale. Det frie valg Tanken om at vælge familien fra fylder mere og mere, og Elizabeth Bennet er en kvinde, der sikkert i dag i offentligheden ville have udtalt mange begavede ting om dette at holde sin familie ud i strakt arm. Simpelthen for selv at kunne ånde nogenlunde frit. Det har hun god grund til at længes efter, hør blot: ”Hvis Elizabeth kun havde haft sin egen familie som målestok, ville hun næppe have fået et særligt godt indtryk af ægteskabelig harmoni eller hjemlig hygge.” Disse er kerneord i romanen. Elizabeth har brug for en ny målestok, for hun er fanget i en dysfunktionel familie med en far, der åbenlyst foragter sin kone og flere af sine børn, en mor, der nærmest fremstilles som sinke, og Elizabeth skal ganske enkelt frelses fra de destruktive mønstre, mens hun stadig er ved sin fornufts fulde brug. Mr. Darcy er manden, der skal frelse hende. Ind i kærligheden, javist, men først og fremmest væk fra familiens klør. I et brev til Elizabeth skriver Mr. Darcy om hendes mor og den ”totale mangel på takt og tone, hun udviser over en bred kam, hvilket desværre også gælder for Deres tre yngre søstre og lejlighedsvis endda Deres far. Tilgiv mig, det gør mig ondt at såre Dem. Men midt i Deres sympati med Deres families fejl og Deres ærgrelse ved at få dem malet sådan op kan De trøste Dem med at tænke på, at De selv har opført Dem på en måde, der er hævet over enhver kritik.” Elizabeth kan stadig reddes, nogen skal få hende til at forstå, hvad hun er vokset op i, og mens Jane Austen ynder på stereotyp vis at lade de rigtige få hinanden til sidst, sker dette ikke blot for at ære kærligheden. Men i allerhøjeste grad også friheden. Den rette mand er vejen væk. Jane får den sympatiske Mr. Bingley, Elizabeth får den stolte og gennemført retskafne Mr. Darcy, og den forlystelsessyge Lydia får som straf den dybt utroværdige Mr. Wickham.Ved genlæsning træder de yngste døtre i familien Bennet tydeligere frem. Søsteren i midten, Mary, bruger al sin tid på at læse bøger og bliver formentlig aldrig gift og kan ses som et lille stille forfatter-selvportræt. De to yngste, derimod, skal ikke blot ses som produkter af tidens kvindesyn og enorme fokusering på at blive gift opad, men også som skabninger, der kan overføres stort set direkte på vores tid. Lydia og Kitty ville i dag være blevet influencere og leve af at vise sko og tøj frem på Instagram og se det som det højeste mål i livet at deltage i gallamiddage i modebranchen, hvor man i mangfoldighedens navn ser fuldkommen ens ud. Klædt i sort og spiseforstyrrelse. De ville boltre sig i vor tids mulighed for at dyrke tilværelsens ulidelige udvendighed, og når Jane Austen ydmyger de forfængelige kvinder og i vognen efter endnu en indkøbstur lader Lydia udbryde: ”Jeg er glad for, at jeg købte min kyse, om ikke andet så fordi det er sjovt med en hatteæske mere!”, kan det læses som en konstatering af et dybtliggende kvindeligt karaktertræk. I hvert fald kan man fastslå, at det også findes i dag, og at dyrkelsen af udvendigt forbrug ikke svinder, skønt indsigten i det ensrettende og fordummende ved det vel aldrig har været større. Jane Austen er én af de helt markante litterære repræsentanter for begyndelsen af 1800-tallet, men samtidig er hun som alle store kunstnere hævet over tid og sted, fordi hun ser mennesket, som det er, og ønsker at beskrive vejen til frihed for den enkelte. I "Stolthed og fordom" går denne vej i udpræget grad gennem et opgør med familien, der altså i Elizabeths tilfælde tilmed er præget af den uheldige omstændighed, at moderen og et par af døtrene er decideret tåbelige personer. For nu at bruge en formulering i Jane Austens egen vidunderligt direkte tone. Se bort fra det lyserøde Som et nødvendigt stillads går den romantiske kabale som sagt op i "Stolthed og fordom", som den også gør i andre af Jane Austens romaner som "Emma" og "Fornuft og Følelse". Man bør dog se bort fra de mange lyserøde lag, der primært gennem film og tv-serier med tiden har lagt sig hen over Jane Austens forfatterskab, og huske, at den store meddelelse i "Stolthed og fordom" er, at familier er noget, man skal frelses fra. De sidste linjer i romanen taler for sig selv, efter at Elizabeth har fået sin Mr. Darcy og kan se frem til en tilværelse på hans smukke gods, Pemberley: ”Elizabeth gjorde alt, hvad hun kunne, for at hendes mor og moster ikke skulle lægge for meget mærke til ham, og hun var meget opsat på at holde ham for sig selv eller kun udsætte ham for de af hendes familiemedlemmer, han kunne tale med uden at rødme […] hun frydede sig ved tanken om den tid, hvor de ikke længere skulle være sammen med folk, der sagde dem så lidt, men med deres egen sluttede kreds i trygge og værdige rammer hjemme på Pemberley.” Jane Austen kendte åbenlyst til følelsen af at have fået nok af familiemedlemmer, der sagde hende for lidt. Hun kendte til længslen efter et liv i værdighed, og hvordan man opnår det uden at svigte familien for meget, er i den helstøbte "Stolthed og fordom" Elizabeth Bennets store hovedpine. Præcis som det kan være vores i dag. Jane Austen: Stolthed og fordom. Oversat af Lærke Pade. 444 sider. 299,95 kroner. Gyldendal. Tryk for at læse mere
Nr. 50
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Om kulturel udrensning – Med Gorm Harste Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 18:00:00
Kulturel udrensning, kalder eksperter på området fænomenet. Lyt i Kristeligt Dagblads app. I dagens afsnit af ”Krigstid” taler Samuel Rachlin med professor Gorm Harste om Ruslands forsøg på at tilintetgøre Ukraines historie, og hvorfor det er et vigtigt skridt i kampen for en russisk sejr. Gorm Harste, der er ekspert i krigshistorie, fortæller om Putins bevæggrunde, der både rummer en forestilling om Ukraine og Rusland som ét folk, og en utopisk idé om det russiske 1000-årsrige. Vært: Samuel Rachlin. Idé, tilrettelæggelse, klip og redaktør: Frederik Meldgaard Lauridsen. Har du spørgsmål eller brug for hjælp til at komme i gang med at lytte, er du velkommen til at kontakte kundeservice eller skrive en mail til abonnement@k.dk Tryk for at læse mere
Nr. 49
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Gribende roman bliver svækket af propagandistiske hug og håndkantslag Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 18:00:00
En af tidens mest omdiskuterede begreber er ”kulturel appropriation”. Med romanen ”Alt det der kunne blive dit” har Jonas Fruensgaard begået ”kulturel appropriation”, idet jeg-fortælleren er en irakisk flygtning ved navn Muhammed, mens forfatteren til bogen er pæredansk. Hos de mest arge tilhængere af identitetspolitikken er der heftig modstand mod romaner som Fruensgaards, fordi det kun er minoriteter, der må skrive om minoriteter. Men halvvejs inde i romanen glimter denne smukke sætning: ”Velsignet er den, der kan se verden gennem en andens øjne”. Det er netop, hvad Fruensgaard formår. I en smertefuld, dokumentarisk beskrivelse følger vi, hvordan Muhammed glider ind i det danske samfund, men stadig med en uheldsvanger og melankolsk følelse af, at stabiliteten er skrøbelig, og at den nye fædrelandsløshed æder ham op indefra. Med nuanceret og varieret replikkunst har forfatteren skabt en bevægende figur, der er reflekterende og gammelklog, viljestærk og naiv, men også alt for tillidsfuld og ukendt med verden, dens mennesker og deres motiver. Romanen består af de kassettebånd, som Muhammed har sendt til sin uudgrundelige far. Da Muhammed har fået en god udtalelse fra sin skole, læser man: ”Mor er henrykt, men du forbliver tavs og reserveret.” Det er en roman om familieliv, kødets krav og kærligheden, energi og apati, og især første halvdel er sært gribende. Forfatteren har arbejdet grundigt med stoffet, og prosaen flyder derfor ubesværet. Man fatter sympati for Muhammed, der igen og igen oplever, at folk gør ham mindre, end han er, for at kunne leve med, at de ikke selv er større, end de er. Muhammed udtaler ganske vist, at man aldrig kan ”se og opleve verden fra et andet sted end sit eget selv”, men romanen dementerer udsagnet. Vi følger Muhammed som barn og som ung i opgør med sin far og hans værdier, og vi ledsager ham som sprogofficer tilbage til den region af verden, som Muhammed oprindelig er flygtet fra. Her krydser en flygtning sit spor. Desværre har forfatteren samtidig travlt med at uddele hug og håndkantslag til alt, der byder ham imod. Og det er til ingens overraskelse emner som Dansk Folkeparti, George W. Bush og asylpolitik. Alt imens man spændt rykker frem på stolen for at følge Muhammeds videre færd i verden, bliver man forstyrret af efterhængte debatindlæg, som har en så selvretfærdig attitude, at man ikke kan gøre andet end at ryste på hovedet af dem. Et indlæg slutter med ordene: ”Ved Allah, må danskerne aldrig blive udsat for den samme behandling, som de udsætter flygtninge for.” Det er, når forfatteren dropper sin politiske belæringer og trænger ind i den inderste zone, hvor den menneskelige faktor er det væsentligste element, at romanen for alvor bevæger og bliver interessant, hvor den trækker hjerteblod og berører tabets dimensioner. Jonas Fruensgaard: Alt det der kunne blive dit. 508 sider. 300 kroner. Byens Forlag. Tryk for at læse mere
Nr. 48
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Seks præster og en konsulent: Vi ved, at det ikke er nok at bede. Forbønsgudstjenesten må ikke blive en sovepude Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 18:00:00
Forfølgelsen af kristne er en tragedie, der i de senere år kun er blevet værre. Millioner af kristne forfølges, diskrimineres eller chikaneres på grund af deres tro. Det dokumenteres år efter år af blandt andet organisationen Open Doors og Tænketanken for Forfulgte Kristne. Mens der er al mulig god grund til at opfordre vores politikere til at være opmærksomme på problemer med trosfrihed, når udenrigs- og udviklingspolitik skal udformes, må kirkens og de kristnes første reaktion på ondskab i verden – herunder forfølgelse – altid være forbøn. Den 17. november kalder vi i Viborg Stift for 11. år i træk sammen til forbønsgudstjeneste for verdens forfulgte kristne. Når vi mødes i Viborg Domkirke, har vi Paulus’ ord med os i baghovedet: ”For ligesom legemet er en enhed, selvom det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange, som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus.” Og videre: ”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre.” Vi beder for de forfulgte kristne, fordi vi tror på, at Gud hører bøn. Samtidig er gudstjenesten også en solidaritetshandling. Vi viser vores kristne brødre og søstre, som vi føler os åndeligt forbundet med som lemmer på et legeme, at de ikke er alene, og at vi ikke har glemt dem. ”Bed for os!” er ofte det første – men ikke nødvendigvis det eneste – som de forfulgte kristne ønsker af os, når vi spørger, hvad vi kan gøre for dem. Vi er helt bevidste om, at også mange andre end kristne bliver forfulgt på grund af deres tro. Det plejer at blive nævnt i velkomsten til gudstjenesten. Også mennesker med andre religioner – og mennesker uden en religion – oplever forfølgelse og diskrimination. Dem skal vi også bede for. På denne ene søndag er det dog især vores medkristne, vi tænker på. Ligesom vi tillader os at bede særligt for vores biologiske familie, er det naturligt også at bede særligt for vores kristne brødre og søstre. Vi er også bevidste om, at det ikke er nok at bede. Som kristne tror vi på, at bønnen er virksom på en måde, vi ikke kan forklare. Men samtidig skal en forbønsgudstjeneste ikke blive en sovepude. Bønnen må ikke stå alene, men kalde til yderligere handling og engagement. Det er vores erfaring, at det er sværere at være ligeglad med mennesker, som man har bedt for. Har man bedt, må man også stille sig selv spørgsmålet: Er der mon andet, jeg kan gøre? Hvor teologiske og kulturelle forskelle mellem kirkesamfund kan synes vigtige på årets øvrige dage, så er det en oplevelse af nærhed og enhed, der præger bønnen, når vi mødes til forbønsgudstjeneste. Det fælleskirkelige spor er gennem årene blevet stadig tydeligere i gudstjenestens planlægning og udtryk. I begyndelsen var gudstjenesten tilrettelagt udelukkende af en folkekirkelig arbejdsgruppe, men i dag arrangeres den i et tæt samarbejde mellem folkekirken i Viborg Stift, Sankt Kjelds Kirke – den katolske kirke i Viborg – og frikirken Åbenkirke i Herning. Ikke alene sætter denne fælleskirkelige planlægning sit præg på selve gudstjenesten, det binder os også sammen i løbet af året at have denne fælles sag at mødes om. Vi besøger hinandens kirker, vi beder sammen, og vi får mulighed for at vende store og små emner, der på forskellig vis har betydning for os som mennesker, kristne og kirkesamfund. Når vi samles til forbønsgudstjeneste, er menigheden typisk en broget skare. Gudstjenestedeltagerne har rødder i mange forskellige lande, kirker og traditioner. De såkaldte migrantmenigheder i stiftet – og alle andre kirkesamfund – inviteres til at deltage. For nogle ”pæredanske” folkekirkemedlemmer kan det være en spændende – og indimellem krævende – udfordring at skulle forholde sig til en anden liturgi, andre salmer og andre sprog end det, man er vant til at møde i domkirken søndag formiddag. For gudstjenestedeltagere med andre rødder end de danske er det en stor glæde at opleve en kulturel og sproglig imødekommenhed, som det måske ikke altid er lige let at mærke, hvis man bevæger sig ind i en kirke til en almindelig dansk gudstjeneste. Ikke alene veksles der under gudstjenesten mellem dansk og andre sprog, men der er også mulighed for simultantolkning til både engelsk og farsi. Der bliver i år læst bønner af personer fra Iran, Vietnam og Burundi. Gudstjenesten ledes af biskop Henrik Stubkjær, men prædikenen holdes af Golriz Ghozati, der er født i Iran, inden hun som barn flygtede til Danmark med sin familie. Tidligere år har vi blandt andet lyttet til prædikener fra præster og lægfolk med rødder i lande som Nigeria, Sri Lanka og Eritrea. Det gør altid indtryk at høre evangeliet forkyndt af en person, der direkte eller indirekte har forfølgelsens vilkår tæt inde på livet. I løbet af gudstjenesten synger også asylkoret fra Udrejsecenter Kærshovedgård, og det er rørende og smittende at mærke, hvordan den kristne tro holder håbet og modet oppe hos disse afviste asylansøgere, hvis dagligdag ofte er præget af håbløshed og udsigtsløshed. Gudstjenesten indledes med procession, hvor børn, konfirmander og unge bærer lys op gennem kirken. I det hele taget er det en gudstjeneste, hvor alle har mulighed for at deltage aktivt. Alle kan nedskrive bønner, der bliver læst op på dansk eller engelsk, og der er også mulighed for selv at tænde et lys for de forfulgte kristne i løbet af gudstjenesten. Som et konkret handlingselement ved gudstjenesten kan nævnes, at vi hvert år samler penge ind til en organisation, der yder hjælp og støtte til forfulgte kristne et sted i verden. De senere år har der efter gudstjenesten også været sandwich og samvær i sognegården, hvor årets prædikant fortæller mere om sit engagement i de forfulgte kristnes sag. Bønnen er den kristnes – og mange andres – helt spontane reaktion på ondskab i verden. Vi beder, når vi ikke kan andet. Vi beder, når vi står afmægtige. Samtidig er bøn ikke det samme som resignation. Bøn er også et udtryk for håb og tro. Vi beder, fordi vi har et håb om, at forholdene kan blive anderledes og bedre, end de er nu. Vi beder i en tro på, at Gud vil være hos den, der lider. Og vi beder i en tro på, at Gud kan omvende og forvandle mennesker – både dem, der forfølger kristne, og os, der sidder trygt i en dansk kirke og folder vores hænder. Det er derfor, vi også i år samles til forbønsgudstjeneste i Viborg Domkirke. Stefano Tarquini, præst i Sankt Kjelds Kirke – den katolske kirke i Viborg. Filip Mikic, præst i Sankt Kjelds Kirke – den katolske kirke i Viborg. Asbjørn Nordam, menighedsrådsformand i Sankt Kjelds Kirke – den katolske kirke i Viborg. Jens Erik Asmussen, præst i frikirken Åbenkirke i Herning. Anna Lisbeth Sonne, tværkulturel konsulent i Luthersk Mission og leder af Asylkoret. Victoria Vejle Kilpatrick, sogne- og studenterpræst i Viborg Domkirke. Peter Fischer-Nielsen, sognepræst og stiftspræst for Kirken i Verden, Viborg Stift. Tryk for at læse mere
Nr. 47
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Thorvaldsens Museum sender guldalderen på dannelsesrejse Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 18:00:00
Thorvaldsens Museum har de senere år markeret sig med både at have inviteret den yngre kunst og verdenskunsten indenfor for at spejle billedhuggeren Bertel Thorvaldsens værk i nutidige problematikker. Noget andet er i spil på fokusudstillingen ”På rejse”, hvor man har vendt blikket indad for at give besøgende et dybere kendskab til billedhuggerens tid og rejseaktiviteten i det store hele. Idéen er god. Hvem vil ikke gerne se verden med nye øjne også gennem en tidsbrille som guldalderens? Desværre udebliver gevinsten undervejs gennem udstillingen, der læner sig alt for meget op ad egen samling uden at sætte den i spil på nye måder. At rejse kan være at træde ud af det velkendte og opleve nyt; på Thorvaldsen-udstillingen forbliver vi i det velkendte. Det begynder ellers godt med en kuffert midt i rummet og det tidlige tryk fra 1510 af Albrecht Dürer, hvor Adam og Eva drives ud af Paradis. Det er en rejse af de afgørende for vores kultur, må man sige. Og Kain slår Abel ihjel og dømmes til at vandre hvileløst rundt på Jorden i samme rum. Herefter kommer vi hurtigt videre til Thorvaldsens egen tid og malende og skrivende bekendtskaber, der viser os blikke på det dengang fremmede Italien. Vesuv er i udbrud hos I.C. Dahl, der var rundet af det danske Kunstakademi, og H.C. Andersen står citeret i vægteksten for at have set samme syn på sin vej til hotellet. Vi bliver taget med ud i landskabet omkring Rom, og både Jens Juel og Eckersbergs billeder borger for god kvalitet på rejserne. Særligt opløftende er billederne fra opholdssteder på turen gennem Tyskland på de dannelses- og studierejser, kunstnerne foretog. Skiltningen er ikke mangelfuld i udstillingen, men den kunne godt have taget et spadestik dybere. Hvor ville man gerne vide mere om de kunstnere, hvis værker hænger dér foran ens øjne. For eksempel Wilhelm Bendz, der døde i Vicenza af lungebetændelse i en alder af blot 28 år. Hvem var han, der citeres for at have taget en langsommere rejse mod målet end malerkammeraterne? Hans værk ”Kunstnere i Fincks kaffehus i München” er formidabelt! "På rejse" er en opgørelse over kunstneriske forbindelser og rejseruter gennem guldaldertiden, men det er ikke gjort med blot at vise malernes prospekter og osteri-scener. Ikke nok blot at vise, at enkelte kom helt til Athen. Historien skal levendegøres for at kunne udvikle sig til en fejring af rejsen som et vigtigt stofområde for museet. Måske ville det være godt med et blik udefra. Materialet findes, men det åbner sig ikke rigtig mod beskueren på rejsen mod samtiden.Thorvaldsens Museum. På rejse. Til den 26. februar 2025. Tryk for at læse mere
Nr. 46
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Børn og unge er ikke tilstrækkeligt beskyttet mod vold og seksuelt misbrug i foreningslivet Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 18:00:00
Den beskytter ikke børn og unge tilstrækkeligt. Først og fremmest er især gruppen af teenagere mellem 15 og 17 år udsat, fordi der kun er pligt til at indhente børneattesten, hvis man skal ansætte en medarbejder, der skal arbejde med børn under 15 år. Det er problematisk, for når man er mellem 15 og 17 år, har man stadig behov for og ret til særlig beskyttelse. Lige nu har vi en tilstand, hvor en 16-årig pige kan gå i et aftentilbud for unge i svære livsvilkår, der har en frivillig ansat, som er dømt for voldtægt af et ungt menneske på 15, 16 eller 17 år, uden at det er opdaget ved ansættelse. Aftentilbuddet er nemlig ikke forpligtet til at indhente en børneattest. Havde de alligevel indhentet en børneattest, ville den ingen anmærkninger have haft. Der er heldigvis nogen, der også indhenter en straffeattest, hvis de er ved at ansætte medarbejdere, der skal arbejde med børn mellem 15 og 17 år, men det er langtfra alle, og den vilkårlighed klæder ikke et retssamfund. I Danmark har vi underskrevet FN’s Børnekonvention, og ifølge den har man ret til særlig beskyttelse, indtil man fylder 18 år, og ikke blot indtil man fylder 15 år. Hvordan mener du, at man skal ændre lovgivningen på det her område? Man skal udvide børneattestordningen, så det i stedet bliver en børne- og unge-attestordning. Der er særligt tre åbenlyse forbedringsmuligheder. Først og fremmest skal det være lovpligtigt for en arbejdsgiver at indhente en børneattest, hvis medarbejderen skal arbejde med børn under 18 år. Og så mener jeg, at enhver form for sædelighedsforbrydelse, uanset om den er begået mod et barn på 8 eller 17 år, skal fremgå af attesten. Det burde også fremgå af attesten, om man har begået forbrydelser mod mindreårige i udlandet. Som det er nu, er det kun forbrydelser begået i Danmark, der fremgår. Mere lovgivning og beskyttelse vil selvfølgelig gøre det mere trygt for alle. Både for børnene og de unge og for arbejdsgiverne. Du skriver i din kronik, at "der i dag er voksne, der opsøger og opnår beskæftigelse inden for børns fritids- og kulturliv på trods af, at de har gentagne domme for seksualforbrydelser mod unge over 14 år bag sig". Har du belæg for at påstå det? Nej, det har jeg ikke. Jeg har i mit arbejdsliv været i berøring med flere fortvivlende overgrebssager mod børn, men jeg har ikke konkrete tal på omfanget. Det mener jeg heller ikke er nødvendigt. Der er en principiel mulighed for, at sager, der kunne have været forebygget, ikke bliver det, og derfor skal vi gøre noget ved det. Vi har et system lige nu, som ikke er stærkt nok. Risikerer du dermed at opildne synet på et problem, som du reelt ikke ved om eksisterer? Jo, det kan man godt sige. Men når det gælder forebyggelse af vold og seksuelt misbrug mod børn og unge, så skal vi som samfund gøre, hvad der skal til for at lukke de huller, der er. Det her er for vigtigt til, at vi ikke gør os absolut umage for, at de systemer, der eksisterer, er så effektive som muligt. Mit ærinde er ikke at mistænkeliggøre, skabe mistillid eller opildne synet på problemer. Mit ærinde er at stoppe den nuværende vilkårlighed i børnebeskyttelsen og understøtte udviklingen af et børnevenligt samfund. Det indebærer blandt andet, at vi foregriber situationer med vold og seksuelt misbrug, selvom det nogle gange kan være en smule bøvlet og besværligt. Hellere det end falsk tryghed for børn, unge og deres nære voksne relationer. Du kalder i din kronik børnebeskyttelsen i den analoge verden for uambitiøs. Hvorfor? Den er uambitiøs, fordi den ikke dækker unge mellem 15 og 17 år. Den er uambitiøs, fordi der ikke er noget samarbejde om sædelighedsforbrydelser begået i udlandet. Den er uambitiøs, fordi man ikke stiller krav om fornyelse. Lige nu er det kun lovpligtigt, at børneattester skal indhentes ved ansættelse og ikke undervejs i ansættelsen. Den burde automatisk blive indhentet jævnligt. Vi har i disse år et stort og vigtigt fokus på børnebeskyttelse i den digitale verden. Jeg tror, at der er mange, som tænker, at det går så godt i den analoge verden, fordi vi har systemet med børneattesterne. Det gør det også i langt de fleste tilfælde, men der er ikke nok opmærksomhed på de områder, hvor man kan forbedre sikkerheden yderligere. Det handler om at foregribe situationer. Vi har ikke den højest mulige beskyttelse, selvom det er, hvad vi er forpligtede til. Tryk for at læse mere
Nr. 45
K_artikler Opdater⟳ ☝️
På scenen er Jens Albinus kendt som en begavet, frygtløs og ildfuld skuespiller. Nu giver han en velgørende opsang Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 18:00:00
Som så mange andre med interesse for tidens teater, så også jeg det i disse spalter omdiskuterede interview med skuespiller og forhenværende teaterleder Jens Albinus i "Deadline" for nylig. Siden købte og læste jeg hans nye essaysamling, ”Den kærlighed du har til mig”, som dannede omdrejningspunkt for interviewet – og blev ramt med en uventet voldsomhed under læsningen. For bogen formulerer så eksakt, åndfuld og foruroligende en diagnose af tidens teater, at den må anses for obligatorisk læsning for alle med en interesse for scenekunst, ja, for kunst, kultur og tidsånd i det hele taget. På scenen er Jens Albinus kendt som en begavet, frygtløs og ildfuld skuespiller. Samme egenskaber gør sig gældende for hans essayistik. For nok er samlingen betitlet efter en salme, men der er ikke meget salme- eller skønsang over skuespillerens opråb til en stadig mere forkrampet tid. Som hyppig teatergænger ved man allerede, hvordan det står til. Man genkender fornemmelsen af ”menighedspleje”, teaterbranchens unisone maskerade af rigtige holdninger, den omsiggribende moralisme, som giver sig til udtryk i det, Albinus kalder ’det opdragende teater’. Hans veloplagte parodi lyder sådan her: ”Hvem der ikke er med mig (det vil sige på Det Godes side) i min forargelse (over patriarkatet, klimasvineri, overforbrug, sexisme, migrationspolitik og så videre) – den eller de er imod mig (det vil sige på De Ondes side).” I essaysamlingen, som både er en slags frihedsskrift og poetik for scenekunsten, bevæger Albinus sig gennem teaterhistorien med afsæt i sin egen karriere og med tvillingetårnenes fald i 2001 som centralt skæringspunkt. Efter 9/11 erstattedes modernitetens tro på overskridelse som kunstens credo til en ny sårbarhed med teatret som talerør for Det Gode; fra ”frihed til erobring til frihed til følsomhed”, som han formulerer det et sted. I en opsigtsvækkende og ganske underholdende anekdote fra en moderne kønspolitisk opsætning af "Nibelungen" i Rhinlandet beskriver Albinus, hvordan den politiske korrekthed, den nye følsomhed i scenekunsten, paradoksalt nok har antaget et nærmest militant udtryk. Det handler om med alle midler ”at fremme kvinder. At fremme Mennesker af Anden Etnisk Herkomst. At fremme Kønsidentiteter af Enhver Art.” Forundret observerer han, hvordan iscenesættelsen drukner i sin egen politiske aktivisme og febrile dydssignalering – i sin ”trend-feministiske billedstorm og programmatiske nedrivning af alt patriarkalsk arvegods”. I stedet for at nærme sig Wagners værk med en åben interesse og lydhørhed har man allerede mistænkeliggjort det på forhånd; ”Værkerne skal afsløres, ikke efterfølges. Teatret skal lade skæl falde fra vore øjne – og bringe os i sikker havn – hos Det Gode,” som han lebendigt ironiserer. ”At påpege – ikke at udvide – er blevet kunstens kald og imperativ,” konkluderer han. Denne nyorientering i (scene)kunsten, hvor man i stedet for at tage ved lære af de store værker synes mere optaget af at ville belære værkerne om vor tids moral, minder i al væsentlighed om 1970’ernes marxistiske ideologikritik, som hærgede ikke mindst datidens akademia og kultur. Dengang led endnu tidligere tiders forfattere af falsk bevidsthed, i dag lider teaterhistoriens store dramatikere af internaliseret sexisme, strukturel racisme og privilegieblind kolonialisme. Vi ser det hele tiden. Senest i en feministisk versionering af Ibsens ”Gengangere” på Husets Teater. Her havde man gjort stuepigen Regine til hovedperson i en bestræbelse på at trække fortællingens glemte kvindeskikkelser frem i lyset og derved omgøre de gamle magtstrukturer. Eller i efterårets opsætning af Tolstojs ”Anna Karenina”, som var forvandlet til en banal emancipationsudladning. Det er dog ikke altid, at der kommer dårlig kunst ud af det politiserende greb. Men ofte gør der. For verden og kunsten bliver fattigere, når vi insisterer på at kaste så begrænset, farveløst og formynderisk et blik på begge dele. Eller som Albinus mere mindeligt formulerer det: ”Det konkret ærgerlige ved at spille teater i overbevisningen om at befinde sig på Den Rigtige Side er illusionen om, at det gode på den måde findes i verden i entydig form, helt fraspaltet sin komplementære fætter, ondskaben, nederdrægtigheden.” I 1970’erne gik den tysk-amerikanske filosof Herbert Marcuse i rette med sin tids forsimplede kunstopfattelse i værket ”Den æstetiske dimension”, hvori han argumenterede for genkomsten af det rene, æstetiske kunstsyn. For kunstens iboende værdi. Og hans værk var en forfriskende brise i ideologikritikkens beklumrede gemakker.På samme måde er det befriende nu igen at få luftet lidt ud i de forhåndenværende trange teatersale med en velgørende opsang fra en sjælden dissident. Tryk for at læse mere
Nr. 44
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Når regeringen vil løse så meget sundhedsbøvl samtidig, ligger skuffelserne på lur Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 16:50:00
Så stod de der igen. En minister og en stribe politikere, som selvtilfredse kunne fortælle offentligheden, at de havde indgået en historisk aftale. Denne gang var det indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), som sammen med sundhedsordførerne fra Socialdemokratiet, Moderaterne, SF, De Radikale, De Konservative og Danmarksdemokraterne præsenterede en aftale om indretningen af fremtidens danske sundhedsvæsen. Reformen har været længe undervejs, og Sophie Løhde kaldte det en stor dag for patienterne, de pårørende, de mange dygtige ansatte, ja for hele det danske sundhedsvæsen. Den er i store træk endt med at ligne det udspil, regeringen lagde frem i september, om end aftalepartierne traditionen tro havde travlt med at fremhæve de forbedringer, de hver især mente at have fået igennem i den endelige aftale. Alt sammen meget rituelt genkendeligt for den slags pressemøder. De største synlige forandringer bliver, at Region Hovedstaden og Region Sjælland slås sammen til en stor Sjællandsregion, at der i 2035 vil være 5000 praktiserende læger – 1500 flere end i dag – og at der indføres 17 nye sundhedsråd med repræsentanter fra kommuner og regioner. De skal sikre et "stærkere sundhedsvæsen tæt på borgerne." Økonomisk skal reformen bæres af et løft i driftsudgifterne på 6,4 milliarder kroner frem mod 2030, mens investeringer i det nære sundhedsvæsen skal stige til 4,4 milliarder kroner samme år. Men det er heller ikke småting, reformen skal udrette. De mange flere ældre de kommende år skal sikres en ordentlig pleje og behandling. Man skal have et godt liv, og patienter skal opleve sundhedsvæsenet som nært. Det er et af målene med reformen. Den skal derudover gøre op med uligheden i adgangen til sundhed. Der er færrest læger, hvor der er flest patienter, og det skal der gøres op med, blandt andet med nye ordninger, som kan lokke eller presse læger til at flytte derhen, hvor patienterne er, for eksempel på Lolland eller Vestsjælland. I det nuværende sundhedssystem bliver patienter ofte tabt i overgangene mellem almen praksis, sygehuse og kommuner – sundhedsvæsenets såkaldte Bermuda-trekant – men også det problem skal reformen knuse. Kronikere skal have en bedre og mere sammenhængende behandling, ligesom behandlingen af patienter med både fysiske og psykiske lidelser skal hænge bedre sammen. Det bliver formentlig svært at finde nogen, som er uenig i de mange fine mål. Sundhed har gennem mange år været det vigtigste politiske tema for vælgerne, og politikernes ønske om at komme dem i møde er let at begribe. Risikoen ved at ville løse så mange problemer med en og samme reform er dog, at det slår fejl, i hvert fald på nogle punkter. Sigge Winther Nielsen, som i dag er direktør for tænketanken Institut for Vilde Problemer, skrev for tre år siden bogen "Entreprenørstaten", hvori han blandt andet gennemgår 18 velfærdsreformer fra de foregående 20 år. For at se, om de kom til at virke, som politikerne havde håbet. Det mundede ud i en forholdsvis nedslående liste over reformer, der ikke gik så godt som ventet, eller ligefrem slog fuldstændig fejl. Helt galt gik det for eksempel med folkeskolereformen i 2013, hvor lærerne blev regeringens modspillere i stedet for medspillere. Det bør man undgå. Man gør også klogt i at forberede sine reformer grundigt og gerne langsomt, inddrage fagfolks viden og meget større vægt på implementeringen – det vil sige, hvordan reformerne i praksis gøres til virkelighed. På sundhedsområdet har tidligere regeringer faktisk haft stor succes med blandt andet de fire kræftpakker. De har kostet mange penge, men behandlingen af kræftpatienter er også blevet mærkbart bedre de seneste 20 år. Den generelle udfordring med den nye sundhedsreform er, at det i høj grad er ude af hænderne på regeringen og partierne på Christiansborg, om den i praksis bliver en succes. Det kommer i langt højere grad til at afhænge af lokale forhold. Om regioner og de nye sundhedsråd kan finde ud af at arbejde sammen. Om lægerne stadig vil foretrække at arbejde i de store byer, trods alle gode tilskyndelser og økonomiske gulerødder til at flytte på landet. Og om man også i praksis kan få de forskellige grupper af sundhedspersonale til at samarbejde bedre på tværs af almen praksis, kommuner og regioner. I udgangspunktet bakker både lægernes og sygeplejerskernes organisationer op om reformen, og det er en klar fordel for dens succesmuligheder. Det brede politiske flertal bag reformen taler tilsvarende for dens langtidsholdbarhed, men den får stadig svært ved ikke at skuffe på nogle områder. Regeringen har i hvert fald skruet forventningerne højt op ved præsentationen fredag. Tryk for at læse mere
Nr. 43
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Roskilde Universitet bør slå hårdt ned på billigelse af terror Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 16:48:00
Det burde være såre simpelt. Selvfølgelig skal det have konsekvenser at demonstrere på et universitet iført masker, samtidig med at man råber antisemitiske slagord, kalder universitetets ledelse for “stolte, folkemorderiske racister” og maler graffiti, der hylder den nu dræbte Hamas-leder Yahya Sinwar. Og det er såre simpelt. Den slags er nemlig forbudt i Danmark, og domstolene har det seneste år vist, at der slås hårdt ned på terrorbilligelse på blandt andet sociale medier, der i udtryk er betydeligt mildere end de udsagn, studerende og personale har måttet tåle at læse og høre ved flere demonstrationer siden i sommer på Roskilde Universitet. Alligevel er det lykkedes universitetets ledelse at tale med så meget uld i mund og med så mange sproglige forbehold, at det omgivende samfund er stærkt i tvivl om, hvad der reelt er universitetets kurs. På spørgsmålet om, hvorvidt man må eller ikke må hylde terror på Roskilde Universitet, svarede dets direktør, Henrik Zobbe, således i Berlingske tidligere på ugen: “Man hylder jo terror mange steder. Det ligger vel i en eller anden form for ytringsfrihed, men jeg er ikke jurist. Så må man jo melde det til domstolene.” Det udsagn fik ikke overraskende politikerne på Christiansborg til at reagere. Og med rette. For har vi at gøre med en direktør for en dansk uddannelsesinstitution, der, med Det Konservative Folkepartis ord, “ikke formår, vil eller tør gå ud og tage klar afstand for terrorhyldest”, eller er det, som Danmarksdemokraternes ordfører sagde, “et kæmpe maskefald”? Tja, det vides ikke med sikkerhed, men dagen efter beklagede direktøren dog. “Jeg beklager, at jeg ikke har været tydelig nok. Jeg vil gerne præcisere, at det naturligvis på ingen måder er i orden at hylde terror på Roskilde Universitet,” lod direktøren skriftligt meddele i et svar fra RUC’s presseafdeling. Og nej. Universitetet har ikke været tydelig nok. For nok har det meldt hærværket til politiet og skrevet til samtlige studerende, at det er dybt beklageligt, at det er kommet så vidt, at studerende føler sig utrygge. Det er desværre kun ord, der ikke er fulgt op af konkret handling. Vi lever i en tid, hvor der slås hårdt ned på krænkelser, og der tages vidtgående hensyn ikke mindst på landets universiteter. Således problematiseres det, når man synger “Den danske sang” på CBS, det fører til klager, når en underviser på teologistudiet i København siger, at han er imod kvindelige præster, og studerende kalder det utryghedsskabende og grænseoverskridende, når de får spørgsmål uden at have markeret med en finger. Og ja, nogle steder bortvises studerende for snyd eller druk. På RUC er status nu, at mens en jødisk studerende har valgt at afbryde sin uddannelse efter hændelserne, har gruppen af studerende, der kalder sig RUC Intifada, stadig deres gang på universitetet. Tryk for at læse mere
Nr. 42
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Trods den jublende modtagelse: Noget er helt skævt på maleriet Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 14:30:00
Det sker sjældent, at kunstanmeldere er enige om noget som helst. Men Mie Mørkebergs netop offentliggjorte maleri af 30 kvindelige Folketingsprofiler fra 1918 og frem til i dag høster store roser i adskillige landsdækkende medier. Berlingskes kunstredaktør, Holger Dahl, mener, at “Christiansborg har manglet et billede som dette". Han skriver, at det udtryksmæssigt går direkte i "dialog med Samtaleværelsets mintgrønne vægge på en meget raffineret måde", og forklarer, at maleriets allerstørste kvalitet er placeringen. Det hænger nemlig direkte over for Herman Vedels "Fra forhandlingerne om grundloven 5. juni 1915", der afbilder de 30 mænd, der skrev under på den grundlovsændring, der gav de danske kvinder stemme- og valgret. Fem stjerner tildelte Holger Dahl Christiansborgs nye 3 gange 4,5 meter store turistattraktion, som menigmand kan få lov at se fra denne søndag mellem 12.00 og 15.00. Den første af 10 såkaldt "Åbne søndage" denne vinter. Politiken skænker fem hjerter til maleriet, der bærer titlen "Samtalen 1918-2024", og roser Mørkebergs sans for at skabe et livfyldt billede spækket med sympatiske portrætter. Og hos Weekendavisen understreger kulturkommentator Anne Sophia Hermansen følgende: "Wow, hvor er det velgørende at se nogle damer der. Det er også vildt, at der skulle gå over 100 år, før de fik lov at indtage rummet. Men nu er det sket, og tak for det. Det var ærligt talt også på tide." Alle anmelderne fremhæver kvindernes påklædning. De er skarpt klædt i gult, grønt, orange, blåt. Farver, der står i kontrast til alle de sortklædte mænd, der hænger på de øvrige malerier i Samtaleværelset. Men hvis man dvæler ved de 30 kvindelige profiler en stund, så viser det sig, at navnlig én politisk farve kendetegner dem. Og den er rød. Samtaleværelset på Christiansborg var fyldt godt op til afsløringen af det nye portræt af 30 kvinder med betydning for dansk politik i perioden 1918-2024. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Anne Sophia Hermansen har også bemærket, at blot 8 af de 30 kvinder tilhører den borgerlige side af det politiske spektrum. I hvert fald hvis man tæller Radikale Venstre med blandt de røde partier. "Skævheden er til at tage at føle på," siger Anne Sophia Hermansen. Mere et tilvalg end et fravalgIfølge kulturkommentatoren er det interessant at dykke ned i, hvem der er på billedet og – ikke mindst – hvem der ikke blev plads til. Profiler fra den borgerlige fløj som Britta Schall Holberg og Birthe Rønn Hornbech fra Venstre eller Hanne Budtz og Lis Møller fra Det Konservative Folkeparti glimrer ved deres fravær. Heller ikke Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen eller Karen Jespersen, der bevægede sig fra Venstresocialisterne over Socialdemokratiet og derfra til Venstre, slap gennem nåleøjet hos udvælgelseskomiteen. "Det er prisværdigt, at en komité har valgt kvinderne, så den debat var overstået, før Mie Mørkeberg skulle i gang med sit arbejde. Men min tanke er, at mange af de borgerlige kvinder er blevet fravalgt, fordi de var for hård kost for komitéen. Men kan ikke afvise, at der har været en form for politisk bias," siger Anne Sophia Hermansen. Historiker og tidligere chefredaktør på dagbladet Politiken Bo Lidegaard var formand for den – ifølge Folketingets hjemmeside – "uafhængige historiefaglige gruppe". Han fortæller, at udvalget i sit arbejde har undersøgt, hvordan kønsfordelingen over tid har været i de enkelte partier. "Hvis vi alene skulle udvælge efter repræsentation af kvinder i partierne, ville skævheden have været endnu større. Hvis man ser på et stort folkeparti som Venstre, har det været påfaldende, hvor sent kvinderne kom til, og hvor få de var sammenlignet med partierne på den modsatte fløj. Så faktisk er de borgerlige partier overrepræsenteret, selvom det intuitivt virker, som om det modsatte har fundet sted," siger Bo Lidegaard. Han afviser, at udvalget for eksempel skulle have udeladt Inge Krogh (Krf) på grund af hendes syn på abort eller Kirsten Jacobsen (Frp), fordi hun var valgt for et ikke-stuerent parti. "Sådan har vi ikke arbejdet. Listen over dygtige, velkvalificerede kvinder, som kunne være kommet med, er meget længere end de 30. Man skal se de 30 kvinder som en liste af tilvalg og ikke som udtryk for et fravalg af nogle andre." Billedkunstneren Mie Mørkeberg er født i 1980 og uddannet fra Kunstakademiets Billedkunstskoler i 2006. Inden hun fik opgaven med at male de seneste 100 års markante kvindelige politikere, har hun udstillet værker på blandt andet Trapholt i Kolding, Brandts i Odense, Gl. Holtegaard i Nordsjælland og Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Sat i bås som kvinde Anne Sophia Hermansen er enig i, at i kvindernes godt 100 år lange politiske gennembrud har der været en skævvridning mod venstre. "Jeg håber, at dette giver anledning til en større diskussion om, hvorfor kvinder nu som da stemmer og tilgår politik på en overvejende venstreorienteret måde. Det er måske en anden diskussion, men det er superrelevant," siger hun. Selv om skævvridningen i forhold til det politiske spektrum har optaget meningsdannere siden offentliggørelsen i denne uge, så besluttede den tidligere præst og nuværende ph.d.-studerende på institut for kultur og samfund Anna Bank Jeppesen sig for at skubbe debatten i en anden retning. Hun skrev følgende i et kommentarfelt på Berlingskes Facebook-side: “Billedet er jo sådan set flot nok, men hold op hvor ville jeg synes, at det var degraderende på den måde at blive sat i kasse som 'kvindelig politiker', hvis det var mig. Som om det er noget særligt at være kvinde i politik – som om kønnet overhovedet skulle have nogen relevans for, om man kan føre politik eller ej. Mange af de kvinder har jo intet til fælles ud over deres køn.” Kvinderne er begivenheden Anna Bank Jeppesen havde ikke tid til at stille op til interview, da hun er i gang med det sidste af sin afhandling. En af hendes kolleger på institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet er dog uenig i hendes udlægning. Nina Koefoed er professor i historie og udgav i sommer fagbogen "Kvinderne får stemmeret – 1915". "Det er noget særligt at være kvinde i politik, og jeg synes, det er på tide, at vi hylder dem. Det er ingen hemmelighed, at kvinder bliver udsat for andre spørgsmål og spilleregler, når de optræder i medierne, og de bliver hyppigere udsat for chikane via mail og sociale medier. Jeg tror ikke, vi rykker ved noget ved at lade, som om den ulighed ikke eksisterer, eller ved at lade, som om kønnene optræder på lige vilkår," siger Nina Koefoed. Også Anne Sophia Hermansen ser huller i Anna Bank Jeppesens argumentation: Herman Vedels maleri af 30 mænd, der forbereder grundlovsændringen i 1915 hænger i Samtaleværelset på Christiansborg. Mie Mørkebergs maleri er skabt som et billede på, hvad der kom ud af beslutningen om at give kvinder valgret. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix "At det skulle være positiv særbehandling, finder jeg fuldstændigt ukontroversielt. I 1915 malede man begivenheden om kvindernes valgret, nu er kvinderne selve begivenheden. Og så har de alle det tilfælles, at de bliver skildret som magthavere og beslutningstagere i seriøs samtale. Ingen af dem står med det der klichefyldte kælne og indladende smil, som kvinder ofte er blevet fremstillet med. De er hårdkogte damer, der er lykkedes med at blive valgt til Folketinget – ikke som en del af en kønskvote, men på grund af alt det, de er i stand til," siger Anne Sophia Hermansen. Bo Lidegaard er enig i, at der grundlæggende er en forskel på de 30 mænd på Vedels maleri, som er med, fordi de var til stede i det øjeblik, 1915-grundloven blev vedtaget, og de 30 kvinder på det nye maleri: "Som kunstneren selv sagde ved afsløringen af maleriet, er det et øjebliksbillede af et øjeblik, der ikke eksisterer. De 30 kvinder repræsenterer jo ikke vedtagelsen af én lov, men en proces fra 1915 til i dag, hvor kvinder er blevet repræsenteret i politik. Man kan sige, det er et øjeblik, der har varet over 100 år." Tryk for at læse mere
Nr. 41
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Moské jævnes med jorden: Israel rydder flere beduin-landsbyer Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 14:30:00
Den var en af de sidste bygninger i beduin-landsbyen Umm al-Hiran, som blev ryddet og ødelagt af de israelske myndigheder, der i årevis har ment, at landsbyens omtrent 400 arabere har bosat sig ulovligt i ørkenområdet Negev siden 1956. Det skriver nyhedsbureauet AP. Og det skal fejres, mener højrefløjspolitiker og minister for national sikkerhed Itamar Ben-Gvir. ”Stolt over at føre en stærk politik med nedrivning af ulovlige huse i Negev!,” skriver han i et opslag på det sociale medie X, som er ledsaget af en video, der viser nedrivningen. Der udstedes regelmæssigt ordrer om at rydde landsbyer, og bare i år er antallet af udstedelser steget med 400 procent, skriver ministeren. Talspersonen for landsbyerne, som ikke er anerkendt af Israel, Nati Yefet, kalder det en systematisk israelsk ”befolkningsudskiftning”. Når bygningerne er revet ned, efterlades beduinerne hjemløse. Ifølge The Guardian er der flere eksempler på, at israelske myndigheder har pillet de telte, som nogle af beduinerne bor midlertidigt i, ned. Det betyder, at de må finde nye områder at bosætte sig – for en stund. Før staten Israel blev oprettet i 1948 levede omtrent 92.000 palæstinensiske beduinere i Negev, og efter den første arabiske-israelske krig var cirka 11.000 tilbage. I dag lever omkring 300.000 beduinerne i området, hvoraf 80.000 bor i landsbyer, som ikke er anerkendte af Israel. I maj udløste det ifølge israelske myndigheder protester, da bulldozerne kørte ind i landsbyen Wadi al-Khalil og jævnede bygningerne med jorden. Hundredvis af politibetjente var til stede, da 47 hjem blev ødelagt, og omtrent 350 beboere måtte forlade deres hjem. ”Myndighederne opfører sig som Hilltop Youth på Vestbredden,” sagde en af modstanderne af nedrivningen Jabr Abu Assa til avisen Haaretz. Han refererer til en gruppe af unge yderligtgående israelere, som er blevet sanktioneret af USA på grund af deres voldelige overgreb på palæstinensere. Dengang blev beboerne tilbudt at bo i et boligområde i nærheden, men flere nægtede at flytte ind, fordi de frygtede, at de lokale israelere ville udsætte dem for vold og trusler. Det skriver The Times of Israel. Vreden blandt beduinerne er blevet forstærket af, at mange af dem også blev påvirket af Hamas’ angreb i oktober sidste år. 52-årige palæstinensiske Farhan Al-Qadi er vokset op i den ikke-anerkendte landsby Khirbet Karkur, som ifølge Israel skal nedrives. Han var vagt ved en kibbutz, da han blev taget som gidsel af terrorgruppen. For to måneder siden blev han løsladt. Premierminister Benjamin Netanyahu har understreget, at israelere og beduinerne er tæt knyttede, blandt andet fordi flere af beduinerne har kæmpet for de israelske styrker. Men i lyset af nedrivninger er det en hyklerisk udtalelse, mener medlem af det israelske parlament og beduiner Waleed Alhwashla. ”Netanyahu lyver over for alle gidslernes familier, over for verden, han lyver ved forhandlinger og over for præsident Joe Biden og USA,” siger han til CNN. Tryk for at læse mere
Nr. 40
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Aldrig mere 9. april”. Sådan lød det efter den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 13:00:00
Nato har stået som garanten for dansk sikkerhed siden 1949. Men er det stadig tilfældet efter Trumps genkomst som præsident? Det er en overvejelse, som finder sted i hver eneste europæiske hovedstad i øjeblikket. Det var derfor statsminister Mette Frederiksen (S) stillede sig op og holdt pressemøde sammen med lederne af koalitionspartierne, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne samt Venstreformand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen. "Aldrig mere 9. april". Sådan lød det efter den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig. Danmark havde i tiden op til verdenskrigen satset på den neutralitet, der havde fungeret så godt under den første verdenskrig, hvor vi formåede at holde os ude af de egentlige krigshandlinger. Den socialdemokratiske partiformand og statsminister Hans Hedtoft, som af nogle tillægges mottoet med "Aldrig mere 9. april", forsøgte først at få skabt et nordisk forsvarsforbund. Men Norge ønskede ikke et neutralt nordisk forbund uden USA, og Sverige ville ikke andet end den fortsatte neutralitet. Så hurtigt stod det klart, at den af USA initierede Atlantpagt var eneste løsning. Norge meddelte hurtigt, at det var den vej, det gik for dem. I Danmark skiftede Socialdemokratiet under indtryk af de geopolitiske realiteter kurs og slog ind på NATO-vejen – sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti. Og sådan har dansk forsvarspolitik set ud lige siden: Farvel til neutraliteten, "Aldrig mere 9. april" og trygt og godt under den amerikanske storebrors beskyttende vinger og atomparaply. Ikke altid som de mest ivrige forsvarsbrødre. År efter år med for lave forsvarsudgifter og i 1980’erne endda med de berygtede fodnoter, da spændingerne med det totalitære kommunistiske diktatur i Sovjetunionen atter tog til. Men vi hyggede os i smug, mens vore politikere med den socialdemokratiske statsminister H. C. Hansen ligeledes i smug valgte at se igennem fingre med den officielle danske nej til atomvåben på dansk grund-politik og lod amerikanske atomvåben lande i Grønland. Så var alle glade, om end uvidende, og helt sikkert trygge. I dette årtusinde har vi dog kunnet rette ryggen, om ikke med konkrete forsvarsudgifter, så med en sikker og loyal deltagelse, når amerikanerne kaldte til krige og militære operationer rundt om på kloden. Med Nato-udvidelserne efter Sovjetunionens sammenbrud øgede vi det antal lande og det antal europæere, der kom i sikkerhed fra eventuelt kommende trusler fra øst. Et af de smukkeste øjeblikke var, da den daværende amerikanske og republikanske præsident George W. Bush i 2002 stod i den litauiske hovedstad Vilnius og bekendtgjorde, at ”alle, der vælger Litauen som sin fjende, har også gjort sig til fjende af USA”. Og det endda allerede et par år inden de tre baltiske tidligere sovjetrepublikker blev medlemmer af den transatlantiske forsvarsalliance. Budskabet var tydeligt. Og dobbelt. Til balterne: Vi skal nok passe på jer. Til russerne: Lad være med at vælte over grænsen en tredje gang. Nu kunne de europæiske folk endelig vælge deres egen skæbne. Men historien slutter som bekendt aldrig, og efter et par årtier står det klart for selv de svagest opfattende, at Putins Rusland har varige ambitioner. Om at udvide imperiet. Og om at knuse andre folkeslag på sin vej. Hvor USA under den kolde krig havde en klar og tydelig interesse i at inddæmme Sovjetunionen, har de vendt fokus mod Kina. Det er præsident Trumps hovedbekymring. For nu er det i den grad kineserne, der udvikler, udvider og flytter grænser for magt og indflydelse. Rusland er besværlig, men ikke hovedkonkurrenten længere. Trump og hans og USA’s kommende vicepræsident J. D. Vance kommer med udtalelser, der skaber usikkerhed om, hvad den nye amerikanske regering vil med NATO. Vance har blandt andet talt om, at man kunne presse EU på spørgsmålet om regulering af sociale medier med trusler om NATO-garantier. Det kunne man aldrig have forestillet sig i Reagans tid. Men de tider er ovre. Vi lever i en anden verden med en meget mere uforudsigelig fremtid og ikke mindst en uforudsigelig amerikansk præsident. Vores egen statsminister understregede på sit pressemøde efter det amerikanske præsidentvalg, at Danmark kommer til at tage medansvar for Europas sikkerhed. Vi taler ikke længere om 2 procent af BNP til forsvaret, men om meget mere... Men vi kommer aldrig til en situation, hvor vi kan klare os selv imod en langt stærkere og langt mere folkerig aggressor. Vi har brug for allierede. Som vi står skulder ved skulder med. Og som vil smide Putin eller andre ud af landet igen. Gerne amerikanerne i Nato. Men også meget gerne suppleret med et stærkere europæisk forsvar. Den polske præsident, Tusk, har været ude med de første signaler i den retning. Og Danmark må holde sig til. For den mindste usikkerhed er gift for forsvaret af Europa og i sidste ende Danmark. Den usikkerhed kan man godt opleve, når man hører signalerne fra den anden side af Atlanterhavet. Vi må håbe, at det ikke høres sådan i Moskva. For Danmark er "Aldrig mere 9. april" stadig den afgørende forudsætning for vores forsvar. Vi skal bare altid have et godt svar på hvordan. Politisk set skrives på skift af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, direktør i mediebureauet New Old Media samt tidligere folketingsmedlem og minister, og Jacob Bruun, direktør i rådgivningsvirksomheden Bruun Advisory og tidligere Venstre-rådgiver. Tryk for at læse mere
Nr. 39
K_artikler Opdater⟳ ☝️
40 personer anholdt i forbindelse med Israel-kamp i Paris Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 12:45:00
40 personer blev anholdt i forbindelse med torsdagens fodboldkamp mellem Frankrig og Israel i Nations League. Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AFP. Chefen for politiet i Paris, Laurent Nunez, betragter indsatsen som en succes. - Fra et sikkerhedsperspektiv var kampen virkelig vellykket, siger han til den franske tv-station France 2. Opgøret var imødeset med stor bekymring fra myndighedernes side, efter at fans af den israelske fodboldklub Maccabi Tel Aviv i sidste uge blev angrebet i Amsterdam. Her havde en gruppe af tilhængerne fra Israel forinden brændt et palæstinensisk flag, angrebet en taxa og råbt forskellige antiarabiske slagord. For at undgå lignende scener i den franske hovedstad var mere end 4000 betjente fra politiet og sikkerhedsstyrkerne på plads ved Stade de France til torsdagens opgør. 1600 civile vagter var desuden indkaldt. Lægterne på det franske nationalstadion var langtfra fyldte. Blot 16.611 tilskuere havde fundet vej til Stade de France, og det var det laveste antal til en landskamp for mændene, siden stadion stod klar i 1998. Allerede før kampen var der uro, da franske tilskuere buhede og piftede under Israels nationalmelodi. Da bolden begyndte at rulle, udbrød der ballade mellem israelske og franske tilskuere, men sikkerhedsvagter fik skilt parterne ad. - En slåskamp blev øjeblikkeligt kontrolleret af sikkerhedsfolkene, konstaterer Laurent Nunez. På banen endte det 0-0. /ritzau/ Tryk for at læse mere
Nr. 38
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Trods fordrivelse af 100.000 armeniere: Dansk forening og diplomater fejrede aserbajdsjansk ”sejrsdag” Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 12:00:00
Tidligere i november mødtes en gruppe af mennesker i Rødovre for at fejre ”sejrsdagen”. En helligdag, som markerer det muslimske Aserbajdsjans militære sejr over det kristne Armenien i eksklaven Nagorno-Karabakh den 8. november 2020. En dansk-aserbajdsjansk forening havde inviteret en række gæster, heriblandt førstesekretæren for den aserbajdsjanske ambassade i Norden og hans tyrkiske pendant i Danmark til hyldesten af det ”aserbajdsjanske folks styrke”. Det fremgår af billeder og en artikel på Dansk-Aserbajdsjansk Veten Forenings hjemmeside. Men den aserbajdsjanske helligdag har en skyggeside. Det er en dag, som i mange armenieres øjne symboliserer den fordrivelse, som tusindvis af kristne armeniere er blevet udsat for under krigene i den årelange blodige konflikt. Derfor er det dybt kritisabelt, at en sådan fejring er blevet holdt på dansk jord, lyder det fra blandt andre Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen. Han mener, at det er ”dårlig smag”, og at den tyrkiske diplomat burde have holdt sig væk fra det. ”Det er helt forkert at festliggøre en begivenhed, som har haft voldsomme konsekvenser for så mange mennesker. Det er slet ikke noget, man bør fejre,” siger han. Det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale, som for nylig stillede et spørgsmål til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) i Folketinget om netop regeringens holdning til Aserbajdsjan, kalder fejringen ”grotesk”. ”Det viser, at der er kræfter i Danmark, som støtter en fundamentalisme og antidemokratisk tilgang til tilværelsen,” siger han. Sjurdur Skaale mener, at regeringen har været for tavs i spørgsmålet om Nagorno-Karabakh. ”Regeringen kunne sagtens have været klarere i mælet. Det svar, Lars Løkke Rasmussen tidligere har givet, kunne have været meget mere klart, nemlig at man fordømmer fordrivelsen og udryddelsen af uskyldige armeniere,” siger han. Et nationalt traumeDet var den aserbajdsjanske præsident, Ilham Aliyev, der gjorde den 8. november til en national helligdag. Dagen markerer enden på den 2. Nagorno-Karabakh-krig, som brød ud i september 2020, og som varede 44 dage. Det blev betegnet som den blodigste eskalation i årevis i regionen, som hovedsageligt var befolket af kristne armeniere, men som den aserbajdsjanske regering med Tyrkiets konstante opbakning i årevis har betragtet som en ulovlig armensk besættelse. Den 8. november 2020 fik de aserbajdsjanske styrker overtaget i den strategisk og symbolsk vigtige by Shusha, og det er den sejr, som aserbajdsjanere nu fejrer hvert år. Omtrent tre år senere måtte over 100.000 armeniere flygte på én uge på grund af Aserbajdsjans fremrykning. FN anslog, at mellem 50 og 1000 var tilbage i regionen efter fordrivelsen, der også markerede opløsningen af eksklaven. En hændelse, som er blevet fordømt af både internationale organisationer og politikere, herunder den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock. En FN-domstol har desuden afgjort, at Aserbajdsjan skal give de armenske flygtninge lov at vende tilbage. Det er ikke ualmindeligt, at præsident Ilham Aliyevs sejrsdag fejres forskellige steder af aserbajdsjanere uden for landets grænser. Det fortæller Märta-Lisa Magnusson, som er lektor emeritus i kaukasusstudier ved Malmö Universitet i Sverige. ”For Aliyev og hans støtter er helligdagen en manifestation af hans og Aserbajdsjans politiske og militære styrke. Det er ikke atypisk, at diktatorer vil vise omverden, at de er magtfulde,” siger hun. I Armenien betragter man det anderledes. ”Sejrsdagen opleves som en provokation, fordi den 2. Nagorno-Karabakh-krig er indlejret i et nationalt traume, ligesom at fordrivelsen af armenierne i årene efter er det. Det gælder ikke kun dem, som måtte flygte, men armenierne generelt,” siger Märta-Lisa Magnusson. ”En skændsel”Og det er i det lys, fejringen af ”sejrsdagen” i Danmark skal ses, mener Kim Hartzner, som er direktør i hjælpeorganisationen Mission10forty, som hjælper flygtninge i regionen. ”Det er fuldstændig utilstedeligt og en skændsel. Fejringen svarer til at juble over fordrivelsen af tusindvis af uskyldige armeniere og udslettelsen af kristendommens østlige forpost,” siger han, som selv var i Armenien den 8. november 2020. Kim Hartzner regner ikke med, at arrangementet vil kaste politiske protester af sig, for ifølge ham har skiftende danske regeringer været tavse og tøvet med at kritisere den aserbajdsjanske præsident, som har siddet på posten siden 2003. Han henviser desuden til, at Danmark i denne uge deltager i klimatopmødet COP29 i landets hovedstad Baku. Fejringen af sejrsdagen er blevet holdt hvert år siden 2020, og i år fik Dansk-Aserbajdsjansk Veten Forening omtrent 40.000 kroner af den aserbajdsjanske stat til arrangementet, fortæller formand Mehriban Alieva Sadiqi. Foreningen fejrer dagen hvert år, og formanden afviser kritikken. Hun fortæller, at det for hende er en historisk vigtig dag, som netop bør fejres. ”Det betyder rigtigt meget for mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Det er 30 år siden, at Armenien tog vores land midt i Aserbajdsjan. Det er ligesom, hvis et flertal af arabere på Nørrebro sagde, at området pludselig var deres, og nu skal de have deres eget land. Det gør man jo ikke,” siger hun. Efter Sovjetunionens fald stemte et stort flertal af de etniske armeniere i Nagorno-Karabakh ved en folkeafstemning for at blive en del af Armenien, hvilket fik den væbnede konflikt til at blusse op og både armeniere og aserbajdsjanere til at flygte. Flere mener, at sejrsdagen også er en fejring af mange tusinder armenieres lidelser. Hvad mener du om det? ”Under krigen mistede vi også 2900 soldater, og mange flere blev såret, så det har også haft konsekvenser for Aserbajdsjan. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Men det er noget, som sker, når der er krig. Jeg vil ikke udtale noget om Armenien, for de besatte vores land i over 30 år. Efter den 2. Nagorno-Karabakh-krig fik vi vores land tilbage.” Siden 2020 er over 100.000 armeniere blevet fordrevet fra området, og det er blevet fordømt af blandt andre EU. Kan du ikke forstå, at nogen mener, at det sker forkert ud, at I fejrer dagen? ”Over en million mennesker blev fordrevet på grund af den første krig i Nagorno-Karabakh, og langt størstedelen var aserbajdsjanere, hvor var verden dengang? Hvor var verden under Khojaly-massakren [en hændelse i 1992, hvor flere end 600 civile ifølge aserbajdsjanske myndigheder blev dræbt]?” Det er veldokumenteret, at stort set alle armeniere i eksklaven måtte forlade området i 2023. Mener du, at det var retfærdigt? ”Vi har ikke tvunget armenierne til at flygte, de har selv valgt at flytte. Vi har intet problem med det armenske folk.” Det har ikke været muligt at få et svar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, men i et folketingssvar fra sidste måned skriver han, at Danmark bakkede op om EU’s fordømmelse af Aserbajdsjans ”operation” i eksklaven i 2023. Avisen har desuden forelagt kritikken for den aserbajdsjanske og tyrkiske ambassade, men ingen af dem er vendt tilbage. Tryk for at læse mere
Nr. 37
K_artikler Opdater⟳ ☝️
6 stjerner: Willumsen-biografi udgør en kraftpræstation og et åndeligt vidnesbyrd om en stor kunstner Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 12:00:00
Der er i bogstavelig forstand tale om et vægtigt bogværk, som udgør Henrik Wivels biografi om Jens Ferdinand Willumsen, og sådan må det nødvendigvis være, når et langt kunstnerliv skal beskrives ned i detaljen, hvilket det bliver. J.F. Willumsen levede fra 1863 til 1958, og hans løbebane var kendetegnet ved adskillige spring i genrer og motivvalg, hvilket kan give indtryk af, at vi i tilfældet Willumsen har med en kunstner at gøre, som led af et identitetsdilemma. Bogens titel ”Jeg er en anden” mere end antyder denne eksistentielle udfordring hos kunstneren. Biografien er fremstillet i to bind, og ryggen på bind 1, der beskriver Willumsen i årene 1863-1914, hvor omslaget er prydet af en gengivelse af maleriet ”En bjergbestigerske” i en version fra 1912, er lyserød, hvor den på bind 2 er grøn, og muligvis er valget af de to farver blot et designmæssigt greb. Fravalg af Kunstakademiet Det første, som falder i øjnene, når man åbner det første bind i biografien, er en lille gengivelse af et maleri. Der er tale om et selvportræt, som Willumsen udførte, da han var omkring 22 år gammel. Der er helt tydeligt tale om en alvorstung, ung mand malet i nuancer, som man vil kende dem hos hans samtidige kollega og gode ven, Vilhelm Hammershøi, og her er vi naturligvis ude i en helt anden palet end den stærkt koloristiske, som senere blev Willumsens signatur. Det er her væsentligt at nævne Willumsens engagement ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han blev optaget i 1882. Samme år, som han maler det omtalte selvportræt, forlader han imidlertid akademiet uden at tage afgang. Det sker i en form for protest over, at han i de første år på skolen har fået sine projekter afvist.Willumsen var dog ikke alene, da flere af hans senere betydningsbærende venner gør det samme, og dette er i sagens natur ikke sidste gang, en kreds af kunstnere fravælger Kunstakademiet som den ultimative undervisningsinstitution for kunstnerisk dannelse. Man må tage nogle valg i bestræbelserne på at afridse en så gennemført biografi som Henrik Wivel har skrevet om Willumsen, og dette bør ses under iagttagelse af et værk, som kommer ned i alle hjørnerne af fortællingen om et betydeligt kunstnerliv. Willumsen mistede sin mor i en ret ung alder, og faren var bestemt ikke en karakter, man kunne tolke som udpræget sympatisk. Af utallige illustrationer i bogen er et af de første en radering, Willumsen foretog i 1886. Titlen på det lille værk er ”Ægteskab”, og det rummer trods sit beskedne format en symbolik så tyk, at man næsten kan skære i den. Faren, Hans Willumsen, bliver på billedplanet fremstillet som en ondskabsfuld mand, der med Wivels ord "sidder indolent på kanten af et møbel og stopper sin lange merskumspibe, der ligner et løftet spanskrør. Patriarkens skygge bulner ildevarslende op ad væggen. På knæ foran ham ligger hustruen og rækker i en fortvivlet gestus op mod et Carl Bloch-tryk af Kristus, hvor glasset er knust". Wivel opridser i samme moment et billede af Willumsens gravmonument over forældrene, som kan ses på Vestre Kirkegård i København. Rejserne og Den Frie Udstilling Alt kommer tilsyneladende med i dette pragtværk. Willumsens adskillige rejser udgør flere kapitler. Jeg vil derfor slå ned på en gengivelse i bogen: Maleriet ”Vinterdag på Montmarte” fra 1889 placerer Willumsen i kunstens kraftcenter på tidspunktet.Værket rummer en umiddelbarhed og optræder som et væsentligt belæg for kunstnerens udlængsel, hvilket er en omstændighed, som værket deler med et maleri, der viser en udsigt med Île de la Cité og Nortre-Dame-Katedralen. Maleriet er et af dem, man kan iagttage, når man besøger Willumsens Museum i Frederikssund.Et andet betydningsfuldt aktstykke i Willumsens liv er dannelsen af Den Frie Udstilling og bygningen af den senere udstillingsbygning over for Østerport Station i København. Her beskriver Wivel hele processen omkring dannelsen af grupperingen, som i sagens natur bliver skabt som modstykke til Kunstakademiet og dets astronomiske magt.Det vil muligvis være upassende at sætte lighedstegn mellem Willumsens arkitektur i Den Frie Udstillings bygning og et stadigt mere vedholdende behov hos kunstneren med henblik på at blive mere symbolsk i det kunstneriske udtryk, og dette skal perspektiveres i, at kunstneren allerede tidligere ikke har lagt fingre imellem, når det drejede sig om at implementere symbolistiske elementer i værkerne. Willumsen og kvinderne Man oplever gennem Henrik Wivels optik en kunstner, som hylder naturen og en form for vitalistisk livsførelse, og kvinderne fylder i hans liv, og der er ingen grund til at lægge skjul på, at Willumsen besad en særlig fascination for kvinder såvel i en motivisk som i en elementær forstand. Bogen beskriver i sagens natur hans forhold til kvinder grundigt, men for Willumsen havde kvinderne en dobbeltrolle som inspiration, men ofte også som objekter for hans indre kampe og hans søgen efter sandheden i kunsten. Hans første hustru, Juliette Meyer, var også kunstner og arbejdede i mange år sammen med ham i en slags kunstnerisk forbundenhed. Han møder dog Edith Wessel og indleder et forhold til hende, og som Juliette udgør hun en stor inspiration for den rastløse kunstner. Willumsens sidste store kærlighed er balletdanseren Michelle Bourret, og netop hun er modellen til værket, der pryder forsiden på bind 2 af biografien. Her er hun iklædt et harlekinkostume, hvilket afstedkommer en kønslig dobbelthed i maleriet fra 1934. Willumsens måde, hvorpå han fremstiller kvinder, var for sin tid meget avantgardistisk og nogle gange omstridt. Han flyttede grænserne for, hvordan kvinder kunne skildres i kunsten som stærke og selvstændige figurer, der trodsede samtidens ofte mere reaktionære skildringer af det kvindelige som enten blidt eller inferiørt. Drømmen om et museum Willumsens rejseaktivitet er et uundgåeligt tema i Henrik Wivels biografi. På et tidligt tidspunkt rejser kunstneren således til USA, hvor han bliver interviewet til et amerikansk medie. Her sammenligner han sig selv med den store danske billedhugger Bertel Thorvaldsen, som er verdensberømt. Denne voldsomme selvforståelse afstedkommer adskillige projekter, der meget gerne skulle kulminere med et museum tilegnet Willumsens liv og værk. Willumsen har tegnet adskillige skitser, der skulle illustrere, hvilket museum han gerne havde set, men projektets arkitekt, Tyge Hvass, udarbejder en modernistisk forankret arkitektur, som ligger langt fra Willumsens egne filosofier vedrørende museets udformning. Da Willumsen dør, bliver han bisat fra museet i Frederikssund foran et stort relief, som besøgende i dag med garanti har indprentet sig. Relieffet var såmænd blot et af mange projekter, som kunstneren arbejdede på i adskillige år, og når man oplever værkets kompleksitet, er man klar over, at det har taget år at udføre. Når man i dag tænker Willumsens bisættelse som en ikke-kirkelig handling ind i hans overordnede tilgang til livet i en religiøs forstand, kan det forekomme besynderligt, at han faktisk lavede en kristusgengivelse i skulpturel form til en kirke i Normandiet i begyndelsen af 1950’erne. Man kan nemt udvikle nogle teorier vedrørende Willumsen som et spirituelt reflekterende menneske, men om hans relation til kristendommen og det religiøse vil jeg give de afsluttende ord til Henrik Wivel: "J.F. Willumsen var ikke misantrop, selv om visse værker er skrækindjagende. Willumsen var heller ikke kristen, selv om visse værker tager udgangspunkt i evangeliernes mytologiske fortællinger og åbenbarer det store hjerte". Hermed kan det konstateres, at Henrik Wivel i en kraftpræstation har forfattet en mageløs biografi og et storslået åndeligt vidnesbyrd om en kunstner, der såvel i sin levetid som posthumt har haft en overordentlig stor betydning.Gæsteanmelder Lars Svanholm er billedkunstner og kunstanmelder på Jyllands-Posten fra 2014 til 2023. Tryk for at læse mere
Nr. 36
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Søren Ryge hader de uønskede gæster i haven noget så inderligt: Kan nogen hjælpe mig, vil jeg være taknemmelig Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 11:00:00
Som mange andre med eget hus og bil har vi en drive-way, på dansk indkørsel. Et cirka 10 gange 20 meter stykke ingenting mellem vej og garage. I de første mange år holdt jeg det pænt med perlegrus, der blev fornyet, når det var kørt ned i underlaget, og revet gud-bedre-det om lørdagen. Så kom jeg på bedre tanker og lod det være, hvorpå rapgræsset holdt sit indtog og lavede det til en nydelig, stenhård græsplæne i løbet af få år, for hellere kigge på noget grønt end sten, fliser og andet bøvl. Og nu – fra midt i november er det det fineste, lysebrune tæppe af egeblade. For vort bedste træ, Malthes egetræ, der blev plantet to uger efter hans fødsel i 1986, troner over hele indkørslen og mere til. Det springer som bekendt ud med sine lysegrønne blade som det sidste af alle træerne sidst i maj, og det er også sidst med sit løvfald, som ikke engang er slut, og i formiddags sad jeg såmænd og kiggede henført op i kronen, hvorpå der kom et næsten uhørligt vindpust, og 500 eller 1000 blade dalede lige så lydløst ned på tæppet. Meget smukt. Det er nu, egetræet har lagt det fineste, lysebrune tæppe over hele indkørslen. Det får lov til at ligge i flere måneder, for egeblade er længe om at rådne. Foto: Søren Ryge Petersen Det bedste er, at egeblade ikke rådner med det samme – formodentlig på grund af deres indhold af garvesyre. Det lysebrune tæppe får lov til at blive liggende, til det er slidt op af biler og mennesker, katte og fasaner. Det bliver hverken revet, fejet eller støvsuget, for hvorfor dog fjerne noget, der er så pænt at kigge på og gå på. Først efter nytår og sne og frost begynder bladene at rådne og blive sorte, men jeg lader dem være, for de bliver jo bare til den jord, de er kommet af, og til foråret er det hele grønt igen. I øvrigt sad min kære Robin Rødhals i egetræet i dag, mens bladene dryssede, og hilste mig med sit lille kvidr. Jeg har ikke set den hele sommeren, men nu har en han (tror jeg) fundet det ledige territorium, og jeg ved, at han vil være fast gæst derude under egetræet hele vinteren, når jeg sidder med piben og snakker med hanen og savner hunden. Hvis der kommer andre hanner forbi, bliver de smidt ud med fynd og klem, og til foråret kommer der en hun, som lader sig forføre, så rødhalse-livet kan gå videre. Den er en af de sikreste og kæreste fuglegæster i min verden. Dumme mosegrise Men mosegrisene hader jeg, noget så inderligt. Også rotterne, men dem fanger eller skyder jeg. Ræven, måren og minken er ude af billedet, fordi jeg ikke har høns mere. Men mosegrisene! Det er jo en evig og velkendt historie med disse små bæster, der egentlig er harmløse og bare lever deres stille liv derude. Det meste af året tænker jeg slet ikke på dem, selv om jeg jævnligt støder på deres huller og gravearbejde. De gør jo lige så lidt fortræd som muldvarpe, selv om jeg stadig kan huske det forår for 10 år siden, da to unge æbletræer ikke sprang ud, fordi alle rødderne var gnavet væk i løbet af vinteren. Eller de gange, rødbederne var gnavet smukt i stykker i jordoverfladen. Eller bedst det efterår, jeg ville grave gulerødderne op, og det viste sig, at mosegrisene havde lavet en lang gang et stykke nede under gulerødderne og spist dem nedefra. Smart!! Men i dag, kære venner, da jeg skulle fuldende min tulipanpark med 2000 nylagte tulipanløg og ville rive hele stykket med riven, så det kan se smukt ud om tre-fire måneder, når spirerne dukker frem i deres forjættende cirkler. I dag, den 12. november, en halv time efter, at jeg havde hilst på Robin, opdagede jeg 2-5-10-20 huller i tulipanparken, hvor 2-5-10-20 tulipanløg var gravet op og enten spist eller ført bort, diskret, lydløst, i nætternes mulm og mørke. Mosegrisene! Dette hidser meget mere op end noget andet. Der er huller i min nylagte tulipanpark med over 2000 løg. Mosegrisene har fundet dem, og dermed er den store krig indledt. Foto: Søren Ryge Petersen Hvorpå jeg kunne skrive et helt digt á la Homer om "Vreden, gudinde, besyng, som greb Peleiden Achilleus, ulykkesvanger uendelig kval den Achaierne voldte", men det bliver for patetisk, så jeg nøjes med dette: Mosegrisene er tossede med tulipanløg. De er jo ægte vegetarer, og sådan et tulipanløg er en fuldblods sukkerbombe – meget bedre end rødbede- og gulerodssalat og rødder af et æbletræ. De må kunne lugte dem, selv om de ligger 10 centimeter nede i jorden, og for 4-5 år siden stjal de halvdelen af min tulipanpark, inden jeg opdagede dem, hvorpå de stjal resten. Nødråb til læserne Det helt store problem er, at jeg ikke kan fange dem. Der er jo ingen gange under jorden i tulipanparken, hvor jeg kan sætte fælder, som de ikke går i. De har deres hyggelige kollektiver andre steder i haven, blandt andet ved grøften 10 meter mod syd eller bækken 20 meter mod nord. Her lever de og formerer sig som rasende. Om natten tripper de rundt efter diverse spiseligt, og da de opdagede, at jeg endnu engang havde serveret den store tulipanbuffet, endda tivoli-blandingen, gik de naturligvis i gang. Til overflod er de grådige og stjæler meget mere, end de kan æde. De laver simpelthen depoter af tulipanløg andre steder i haven, så næste forår dukker der tulipaner op ved kanten af grøften. Dette er skrevet i en tilstand af stor beherskelse, for jeg er virkelig edderspændt rasende. Jeg ved jo ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg har forsøgt at bekæmpe mosegrise i 50 år uden held. Med kassefælder og smækfælder, med giftpiller og giftgas. Jeg har fået masser af tips fra andre tapre stridsmænd, men ingen har virket hos mig. Derfor må dette gerne opfattes som et nødråb, selv om jeg faktisk har tænkt på noget, jeg aldrig har prøvet før. At købe noget gå-væk-hund eller gå-væk-kat og strø det ud over hele området, for måske virker det også på mosegrise. Alternativt at sprøjte det hele med dieselolie, for det lugter også grimt. Hvis nogen kan hjælpe mig, vil jeg være taknemmelig, men skriv kun, hvis metoden er afprøvet med held. Tryk for at læse mere
Nr. 35
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Ansøgere til dansk statsborgerskab indkaldes til samtale om deres ”demokratiske sindelag”. Kritiker kalder tiltaget skørt Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 07:40:00
Ugens sidste Morgensamling begynder i Folketinget, for her planlægger politikere i Indfødsretsudvalget nu at kalde en lille gruppe statsborgerskabsansøgere til samtale og spørge dem til deres “demokratiske sindelag”. Det skriver Politiken. Beslutningen kommer efter, at udvalget tidligere er blevet bekendt med visse ansøgere, som ifølge udvalget har holdninger, der stemmer dårligt overens med at være danskere. Socialdemokratiet kalder det selv en “fornem gestus”, mens Enhedslistens Peder Hvelplund beskriver initiativet som “sindelagskontrol”. Han mener, at der er “en eksponentielt stigende skørhedsfaktor” i Indfødsretsudvalget, og at det bliver sværere for ansøgere at regne kriterierne ud. Teologistuderende klager over “menneskefjendsk” underviserFlere teologistuderende har klaget over en mandlig underviser på Københavns Universitet, efter han til en forelæsning forklarede, at han var imod kvindelige præster. En af de studerende, som siden har været med til at skrive en klage til universitetets dekan, kalder det “menneskefjendsk” at ytre den slags holdninger som underviser. Du kan blive klogere på sagen og fakultetets holdning i Kristeligt Dagblad. Tre korte fra udlandetDonald Trump har udnævnt Robert F. Kennedy som sundhedsminister, skriver han på X. Kennedy har tidligere gjort sig bemærket som vaccineskeptiker. Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har genovervejet sin vurdering af et længe ventet lægemiddel mod Alzheimers, der nu anbefales til patienter med lav risiko for blødning i hjernen, skriver Ritzau. I New Zealand mener kritikere, at traktaten mellem den indfødte befolkning, maorierne, og de resterende indbyggere, favoriserer maorierne. Det har antændt en ny debat om race i landet og skabt så meget røre i parlamentet, at man for en stund måtte suspendere forhandlingerne, skriver The Guardian.Partierne fordeler 850 millioner kronerI går aftes blev alle Folketingets partier, undtagen Dansk Folkeparti, enige om, hvordan reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet skal fordeles. Der gives blandt andet 100 millioner kroner til hjemløse, 65 millioner til voldsudsatte, 70 millioner til handicapområdet, blandt andet til servicehunde og til en handlingsplan for beskæftigelse for mennesker med handicap. Omkring 23 millioner går til adoptionsområdet. Pengene skal bruges til at udvide undersøgelserne af det skandaleramte område. Tidligere har der været kritik af, at Danmarks undersøgelse af adoption kun omfatter 10 lande. Det skriver DR. Røde Kors fører “uetisk” kampagne for vågetjeneste1 ud af 10 danskere dør alene, påstår Røde Kors i en kampagne, der skal sikre en landsdækkende vågetjeneste. Et tal som organisationen hævder kommer fra et forskningsstudie. Det har imidlertid vist sig ikke at være sandt. Tallene er ikke fra noget studie, og er desuden over 20 år gamle. Det er “uetisk” at bruge forældede tal på den måde i kampagner, lyder kritikken i dagens avis. Røde Kors beklager dele af kampagnen, men står ellers inde for den. Du kan læse hele Røde Kors’ svar i artiklen her. Hold øje med supermånen i aften Supermåne set fra Kongekajen i København mandag den 19. august 2024. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix I aften vil månen fylde syv procent mere på nattehimlen og lyse 16 procent stærkere. Det skyldes fænomenet “supermåne”, som er et udtryk, der bruges om månen, når den er på et punkt i sin ovale bane, hvor den er tættest på Jorden. Det skriver Illustreret Videnskab. Supermåne kan opleves en til tre gange om året. Når månen er længst væk, er den over 400.000 kilometer væk fra Jorden, og når den er nærmest, er den under 359.000 kilometer væk Tryk for at læse mere
Nr. 34
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kristeligt Dagblads kulturquiz: Test din viden om aftensange Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 07:00:00
Gæt med i Kristeligt Dagblads ugentlige kulturquiz, hvor du kan teste din viden i litteratur, teater, kunst og alt derimellem. Der er ingen præmier på højkant i denne quiz – det er blot for fornøjelsens skyld, så kulturelskere og læseheste kan få lov at prøve deres viden af (og måske blive klogere). Tilmeld dig Kristeligt Dagblads Spil&Quiz-nyhedsbrev På hjemmesiden udgiver vi jævnligt sjove og udfordrende quizzer. Tilmeld dig nyhedsbrevet og få en mail, hver gang en ny af slagsen er klar. Tilmeld dig her. Kristeligt Dagblads spilunivers Vidste du, at du også kan finde sudoku, krydsord og andre spil på hjemmesiden? Gå på opdagelse i hele Kristeligt Dagblads spilunivers her. På hjemmesiden kan du finde mange flere quizzer. Du kan for eksempel prøve kræfter i vores ugentlige paratvidensquiz. Se alle quizzer her. God fornøjelse! Har du problemer med at se quizzen, så prøv at genindlæse siden – det plejer at virke. Tryk for at læse mere
Nr. 33
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Quiz: Test din paratviden 89 Tryk Her
Indsat Fredag d. 15. November, 2024 07:00:00
Gæt med i Kristeligt Dagblads ugentlige vidensquiz, hvor du kan teste din almenviden inden for kultur, historie, mad, geografi, samfund og alt derimellem. Tilmeld dig Kristeligt Dagblads Spil & Quiz-nyhedsbrev På hjemmesiden udgiver vi jævnligt sjove og udfordrende quizzer. Tilmeld dig nyhedsbrevet og få en mail, hver gang en ny af slagsen er klar. Tilmeld dig her. Kristeligt Dagblads spilunivers Vidste du, at du også kan finde Wordle, krydsord og en masse andre sjove spil på hjemmesiden? Gå på opdagelse i hele Kristeligt Dagblads spilunivers her. På hjemmesiden kan du finde mange flere quizzer. Du kan for eksempel prøve kræfter i vores ugentlige kulturquiz. Se alle quizzer her. God fornøjelse! Har du problemer med at se quizzen, så prøv at genindlæse siden – det plejer at virke. Tryk for at læse mere
Nr. 32
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Fiskedød og fedtemøg kan blive nøgleord, der formentlig får klimaaftalen i hus Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 20:14:00
Regeringen ser ud til at kunne hive tre parlamentariske sejre i land på kort tid. Allerede i dag fredag ventes indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) at have samlet et bredt politisk flertal om fremtidens sundhedsstruktur, blandt andet med sammenlægning af de to regioner på Sjælland. I næste uge vil finansminister Nicolai Wammen (S) sammen med SF og De Radikale formentlig kunne præsentere den færdige finanslov for 2025. Og endelig tyder meget på, at regeringen har løst den gordiske knude, som i lang tid har strammet tæt sammen om forhandlingerne om landbrugets klimabelastning. Eller mere præcist: Om landbrugets belastning af fjorde, søer og hav. I flere år var en CO2-afgift på landbruget et giftigt spørgsmål for især Venstre. Regeringen placerede i første omgang problemet uden for Christiansborg i trepartsforhandlinger mellem sig selv og interesseorganisationerne Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Industri, faglige organisationer og Kommunernes Landsforening. Det endte i sommer med den meget omtalte grønne trepartsaftale. Den indeholder forslag om en mindre CO2-afgift på landbruget fra 2030, men afgiften står i dag tilbage som det mindst kontroversielle afsnit i den 43 sider lange aftale. I flere måneder har den helt store snublesten for et efterfølgende politisk forlig været landbrugets udledning af kvælstof, som kommer af brugen af gødning. Det er blevet minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus' (S) primære opgave at få aftalen på plads politisk og ført ud i virkeligheden. Godt hjulpet af en artikelserie i Berlingske i juli måned kom historierne om iltsvind, fiskedød og fedtemøg igen højt op på den offentlige dagsorden hen over sommeren. Store mængder regn udvaskede ekstra meget kvælstof fra markerne i år, og det lune og vindstille efterår har forlænget og forværret problemerne. Døde fisk og fedtemøg er meget mere håndgribelige end den usynlige CO2, som Danmark nok kan reducere, men som kræver hele verdens indsats, hvis det skal batte noget. Landbrugets ansvar for kvælstof og det grumsede vand kom ind i trepartsaftalen i sidste øjeblik på foranledning af klimaminister Lars Aagaard (Mod), men nu har det taget hele scenen. Danmark har 109 vandområder, og af dem er kun de fem i god tilstand. Efter EU's vandrammedirektiv skal søer, vandløb, grundvand og kystnære havområder senest i 2027 være i god, økologisk tilstand, og det har sat landet under voldsomt pres. Det har også været en afgørende forudsætning for, at trepartsaftalen reserverede 40 milliarder kroner til en kommende Danmarks Grønne Arealfond. Den store pengekasse skal medfinansiere de enorme ændringer, det danske landskab står overfor. Pengene skal gå til omlægning af landbrugsjord til natur og til en massiv skovrejsning. Såkaldte lavbundsjorde skal tages ud af drift, og en del af jorden skal dyrkes mindre intensivt – hvis ellers trepartsaftalen ender med en politisk aftale på Christiansborg. Selv om mange landmænd vil blive holdt skadesløse eller kommer til at tjene på omlægningerne, vil nogle blive hårdt ramt økonomisk, fordi deres jord bliver meget mindre værd. Allerede i 2021 vedtog et bredt flertal en landbrugsaftale, hvor landmændene frivilligt skulle udlede mindre kvælstof, det vil sige gøde mindre, for at forbedre vandkvaliteten. Men skal der skrappere midler og mere regulering til? Senest har der været debat om tre scenarier for, hvad der skal til for at nå målet om god vandkvalitet i 2027. De tre scenarier blev præsenteret af Finansministeriet i september i en rapport med en "second opinion" på indsatsen for at mindske kvælstofforureningen. Indtil nu har regeringen lagt sig på det "mildeste" af scenarierne, hvor landmændene skulle reducere udledningerne til de indre danske farvande med 12.900 tons kvælstof årligt, mens miljøeksperter og flere partier uden for regeringen vil styre efter det skrappeste scenarie med en reduktion på 14.100 tons. Især regeringspartiet Venstre har kviet sig ved at acceptere det, fordi målet ikke kan nås, uden at der gødes væsentligt mindre, og landbruget dermed risikerer at blive hårdt ramt på sin konkurrenceevne. Holdningen har været, at det er urimeligt, at Danmark skal bære hele byrden med at skaffe rent vand i de indre farvande, når nabolande som Tyskland og Sverige fortsat udleder store mængder kvælstof til det samme vand og ikke har planer om tilsvarende byrder på deres landbrug. Nu tyder det imidlertid på, at regeringspartierne internt er blevet enige om et kompromis, og derfor har genoptaget forhandlingerne med partier på begge sider af midten. Regeringen vil meget gerne have flere partier med for at gøre et forlig langtidsholdbart, selvom den har flertal alene. Der synes derfor at være gode muligheder for en bred aftale. Tryk for at læse mere
Nr. 31
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Torben Bramming siger, hvad han mener – “også når han ved, at der falder slag” Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 20:00:00
"Hjem-ude-hjem"-modellen kalder man ofte den klassiske struktur, som mange eventyr følger. Hovedpersonen drager hjemmefra og møder svære prøvelser, men vender sejrende hjem igen. En lignende rejse har sognepræst ved Ribe Domkirke og Seem Sogn Torben Bramming taget i relation til det teologiske arbejdsfællesskab Tidehverv. Med sin bog “Tidehvervs historie” fra 1993 gik han fra at blive kaldt kronprins i Tidehverv til at gøre sig upopulær i kredsen – mest prominent hos tidsskriftets redaktør Søren Krarup (1937-2023). Bogen blev kaldt “inkompetent” og “umoden”, og Torben Bramming blev ikke længere kaldt kronprins. Man kan sige, at han i nogle år sad på “udskiftningsbænken til Tidehverv”, siger sognepræst i Fårevejle Sogn på Nordvestsjælland Henrik Bach, der ikke selv er tidehvervsk, men har skrevet bogen "Konfrontationskurs" (2018) om Tidehvervs historie. “Det er meget vigtigt at slå fast, at i Tidehverv skriver man under eget navn. Som de siger, er det et arbejdsfællesskab og et sommermøde, ikke en forening eller en bevægelse. Og det betyder, at de største kampe ofte sker indbyrdes. Det fik Torben Bramming lov at mærke,” siger han. Men efter Torben Bramming var blevet “dyppet i tjære og rullet i fjer”, som Henrik Bach formulerer det, er han nu tilbage i Tidehvervs udgiverkreds og som taler på sommermødet. Han er vendt hjem igen – og det giver respekt, siger Henrik Bach. "Det siger noget meget godt om ham, at han ikke har mistet modet. Jeg har kun respekt for, at han har taget sine kampe. Han siger, hvad han mener, og det gælder også, når han ved, at der falder slag,” siger Henrik Bach. At Torben Bramming har sine meningers mod, siger også sognepræst og hærprovst i Kastelkirken i København Thomas Hansen Beck. De to er gamle venner fra teologistudiet og har fulgt hinanden i mange år. “Torben har altid haft de samme gode holdninger og været flittig på alle måder. Så at han i en periode ikke har været så aktiv i Tidehverv, ser jeg som en parentes og lidt ubetydeligt i forhold til alt det vigtige, som Torben har gjort – hans engagement i Ribe, et imponerende forfatterskab og alle hans foredrag,” siger vennen. Thomas Hansen Beck påpeger også, at “i Tidehverv er man altid i krydsild”, så konflikten er en del af arbejdet. Det er nu ikke, fordi Torben Bramming trives i konflikten, siger Thomas Hansen Beck, men fordi han kæmper for en større sag. På trods af at han før har fået kritik for det, begiver Torben Bramming sig stadig ud i at indkredse Tidehverv. For nylig til foredraget “Tidehverv før og nu” i Esajaskirken i København. Her beskrev han Tidehverv som en røgalarm, der går af, når tidsånden eller kirken glemmer evangeliet. "Mange mener, at Bibelen er et udbrændt bål, der ligger 2000 år tilbage og derfor ikke kan bruges til noget. Det får røgalarmen til at bippe højlydt,” sagde han til foredraget. Her forklarede han også, hvordan Tidehverv i dag har forgrenet sig i andre foreninger, for eksempel C.S. Lewis-selskabet, hvor han selv er formand. Derudover er Torben Bramming bestyrelsesmedlem i valgmenigheden Church of Love på Fyn, der ledes af den tidligere muslimske præst Massoud Fouroozandeh. Sammen har Massoud Fouroozandeh og Torben Bramming skrevet bogen “Den forbudte dåb” om sagen. Derudover er Torben Bramming forfatter til flere bøger, blandt andet “Da vikingerne mødte korset” (2022) om vikingernes tro og “De tre hekse og den onde grevinde” (2021) om Ribes historie. Torben Bramming har adresse på salmedigteren Hans Adolph Brorsons gamle hus, Taarnborg i Ribe, som i dag er et kulturcenter, der drives af Bramming og hans kone. Her inviteres der jævnligt til drøftelse af for eksempel litterære, teologiske og politiske emner. Det gav i denne sammenhæng kritik, at Torben Bramming har inviteret den tyske højreradikale redaktør Götz Kubitschek som foredragsholder. Både Torben Brammings skriveevner, hans store historiske interesse og det, at han ikke er bange for at lægge sig ud med hverken venner eller fjender, gør, at han er værd at følge i den offentlige teologiske samtale, siger Henrik Bach. "Han er tidehvervsmand, men først og fremmest er han Torben Bramming.” Torben Bramming har ikke haft tid til at bidrage yderligere til dette portræt. Tryk for at læse mere
Nr. 30
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Heidi Røn efter Johnny Madsens død: Thyborøn opfostrede en vesterhavspoet Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 20:00:00
Hvordan lyder det, når lidt tungsind glider forbi? Og hvordan mon længslens melodi lyder? November har indtil videre været grå, grå, grå. Herude i det yderste vest er novemberdagene som fortyndede nætter. Havgus og tåge ligger som en tung, klam dyne over landskabet, og solen er en sjælden gæst. Jo, det er gråt og mørkt. Og det bliver ikke mere lyst af, at Vorherre den seneste tid har plukket flere af de store, som gik han på æblerov i kunstens have. Og senest. Ja, senest var det så Johnny Madsen. Som Harboøre-bo var der én ting, man vidste – og det var, at der intet godt kom fra Thyborøn. Eller sådan sagde vi i hvert fald. Begrunde det kunne vi ikke nødvendigvis. Og Thyborøn-boerne sagde sikkert det samme om os – formentlig lige så ubegrundet. Men i hvert fald: Intet godt kom fra Thyborøn, sagde vi – velvidende at det var løgn. For … de havde jo Johnny Madsen. Johnny Madsen var min barn- og ungdoms lydtæppe. Højdepunktet på den lokale festival, Haze Over Haarum, var, når den storrygende vesterhavspoet entrerede scenen. Han satte ord noget så velkendt som halballer og noget så storslået som stjernenætter. Og det greb os. Han greb os. Og vi skålede i natten; for glæden, for livet, for poesien, der stak i alle retninger, nøjagtig som Madsen selv. Jeg husker tydeligt, da jeg i 4. klasse ville imponere en af skolens drenge. Jeg havde siddet foran højtalerne til min storebrors stereoanlæg i timevis for at lære at knipse med fingrene og recitere "Flyver Blues" på bedste madsensk vis. Jeg formåede aldrig at imponere andre end mig selv – men teksten blev hos mig. Ligesom så mange andre af Madsens tekster. Han havde en evne til at sætte ord på det jordnære, det skæve – livet og døden. Malede med ord, så man virkelig så verden og dens mennesker – og måske endda på ny: Kan en midnatsstønner for eksempel løbe rundt og synge salmer? Selvfølgelig. Og man ser det for sig. Ligesom enhver også ved, hvad en kødfuld nat er, og kender alt til "visdomsord, der desværre kom alt for sent". Som han stod der på scenen, Johnny Madsen, i slidte jeans og skovmandsskjorte, med en smøg, med livsslebet stemme og med en hårpragt, der var mere hår end pragt, kunne man næsten undre sig. Hvor kom kunsten fra? Poesien? Når vi nu troede og sagde, at intet godt kunne komme fra Thyborøn. Og så stod han jo alligevel der og modsagde det, vi alligevel ikke kunne begrunde – og som vi nok inderst inde heller ikke rigtigt troede på. For sandt var det i hvert fald ikke. Thyborøn opfostrede en vesterhavspoet bestående af lige dele vestkystkultur og udblik; lige dele humor og dybde. En, vi alle var stolte af. En, vi kunne relatere til, en, vi forstod, en, som åbnede verden i en ellers flad og forblæst del af landet. "Hvad synger manden?", spurgte den ni-årige forleden fra bilens bagsæde. "Han synger en salme," svarede jeg. Husk, din stormgud vil føre dig udmellem lysende engle og lokkende stjerneskudDer vil slukkes et mørke, og vinden presses i knæder vil brænde et lys for ham, som står i læ. (Johnny Madsen, "Glasmanden", 1999). Måske er det en teologisk arbejdsskade, jeg igennem årene har erhvervet mig. Eller måske var det bare altid Madsens intention. At pege på det store, det smukke, det guddommelige. I selv det jordnære. Denne november hører jeg i hvert fald Madsens sange om længslens melodi på ny, imens jeg siger til mig selv, at meget godt kommer fra Thyborøn. "Signatur" er en klumme og skrives på skift af sognepræst Heidi Røn, journalist Tine Maria Winther, efterskoleforstander Rasmus Bro Henriksen og redaktør Kåre Gade. Tryk for at læse mere
Nr. 29
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Forfatter om sin barndoms sorg: "Jeg opdyrkede en fortælling om, at der ikke var noget for mig at hente ude blandt de andre" Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 20:00:00
Mit første hjem, får jeg lyst til at sige, var den lejlighed i Københavns nordvestkvarter, jeg købte sammen med min kæreste, Stine, da jeg var 24 eller 25 år. Både i min barndom og mit tidlige voksenliv flyttede jeg meget rundt, så jeg har nok altid haft en følelse af at være på gennemfart. Hele tiden på vej videre. Men da vi flyttede ind i vores helt egen lejlighed, oplevede jeg for første gang at finde en ro i stedet for hele tiden at forholde mig til, hvad der ventede på den anden side. Flytningen faldt sammen med den tid, hvor jeg blev færdig på Forfatterskolen og udgav mine første bøger, som var noget, jeg havde drømt om i mange år. Det hele gav mig fornemmelsen af, at mit liv faldt på plads, og at jeg for første gang kom hjem i en tilværelse, der gav mening for mig. Min første sorg er noget, jeg ikke selv ville have kaldt en sorg, dengang det udspillede sig. Men fra jeg som et større barn begyndte at have bevidsthed om de sociale sammenhænge, jeg indgik i, følte jeg ikke rigtigt, at jeg havde en plads i fællesskaberne. Jeg oplevede nærmere, at jeg altid stod lidt ved siden af det, der foregik omkring mig. Gennem ungdomsårene var følelsen tiltagende, men det har nok været skjult for mine omgivelser. Selvom jeg havde en helt klar fornemmelse af at være anderledes, oplevede jeg ikke, at de andre ikke gad mig. Jeg kunne bare ikke rigtigt høre til. Det fik mig til at opdyrke en fortælling om, at jeg var en enspænder, og at der ikke var noget for mig at hente ude blandt de andre. Meget længe troede jeg faktisk, at det bare var sådan, tilværelsen er for alle, og så er det jo svært at kalde det for en sorg. Men i dag kan jeg se, at det i virkeligheden var en længsel efter at forbinde mig med nogen eller noget. Min første oplevelse af livets storhed kom, da jeg som 15-16-årig begyndte at interessere mig for litteratur. Da jeg indså, at der lå noget for mig i det store buskads, som litteratur og kunst er, fik jeg en næsten fysisk følelse af, at nogle diger brast inde i mig. Det talte jo ind i den længsel, jeg havde mærket det meste af mit liv, men som jeg havde ignoreret eller i hvert fald ikke havde kunnet sætte ord på. Litteratur var ellers ikke noget, der blev dyrket i min familie eller omgangskreds, så det skete ret meget ud af det blå, da jeg opdagede Søren Ulrik Thomsen, Peter Laugesen og Ursula Andkjær Olsen. De lod mig forstå, at der ikke kun sad nogle derude, som var mærkelige ligesom mig, men at der også var en eller anden ånd – en kollektiv bevidsthed eller ubevidsthed – som forbinder os. Det gav mig helt klart en følelse af, at livet er stort, og ret hurtigt kunne jeg ikke forestille mig andet, end at jeg også skulle skrive. I dag er det stadig den samme følelse, jeg forbinder mig til, når jeg skriver, især i de øjeblikke, hvor det føles, som om det næsten ikke engang er mig, der skriver, men nærmere et eller andet, der taler igennem mig. Tryk for at læse mere
Nr. 28
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Bøf eller bønner? Regn selv ud, hvor meget du sviner kloden til Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 20:00:00
Morten Sommer åbner døren til familiens villa efter et enkelt ring på klokken. Han taler hurtigt, bevæger sig adræt og stryger rapt håret tilbage. Det er tydeligt, at der er fart over Morten Sommer. Fysikstudiet tog han på under normeret tid. Sin ph.d. færdiggjorde han to år hurtigere end normalt. Det første af en række bioteknologiselskaber stiftede han, da han var 22 år. Og han blev som 28-årig professor – Danmarks yngste – på Danmarks Tekniske Universitet, hvor han forsker i bæredygtighed og bakterier. Men når han skal købe ind til middag, kan det godt tage sin tid. "Selv jeg, der arbejder med bæredygtighed, bliver i tvivl, når jeg står i supermarkedet og bruger ret lang tid på at vurdere, hvad jeg skal købe og ikke købe. Det skal lige regnes igennem," siger han og tager os med ind i de overvejelser, en bæredygtig forbruger kan have: "Som udgangspunkt spiser jeg plantebaseret, så der er nogle steder i supermarkedet, jeg slet ikke kigger. Men så kan jeg for eksempel stå med overvejelserne om, hvorvidt vi skal have dessert. Og skal det så være is? Nårh nej, der er jo mælk eller fløde i. Hvad så med sorbet? Det er nok bedre. Eller frugt. Men hvilken frugt er mest bæredygtig, og gad vide, hvordan den ananas er kommet til landet? Her ville jeg som forbruger gerne hjælpes med en lille informerende tekst, der gør rede for bæredygtigheden. Det regner jeg egentlig også med, at vi får i fremtiden." Mens vi venter på, at det sker, har han skrevet "Er mit liv bæredygtigt?", som netop er udkommet. Bogen præsenterer forskningsbaseret viden om 24 hverdagsaktiviteter på tværs af kategorierne transport, forbrug og mad. Som en ny tilgang skaleres den påvirkning, menneskeheden har på kloden, ned til det enkelte individ, så man kan tage stilling til, hvor bæredygtigt man selv agerer, forklarer han. "På DTU arbejder vi med et begreb, der hedder absolut bæredygtighed, som gør det muligt at beregne grænseværdier for det enkelte individ i forhold til, hvor meget biodiversitet, man kan ødelægge, hvor meget CO2, man kan slippe ud, og hvor meget næringsstof, man kan være med til at smide ud i havet, uden at det går helt galt." Stort ansvar på små skuldre På spørgsmålet, om det ikke er et stort ansvar at lægge klodens fremtid på den enkeltes skuldre, svarer Morten Sommer, at han tværtimod mener, det hjælper både kloden og individet at være med til at bestemme: "Man kan godt føle sig magtesløs overfor bæredygtighedsudfordringen, men snævrer man det ind og ser, at man selv kan gøre noget ved det, kan man bedre forholde sig til det." Bygningen i baggrunden er fra dengang man klarede sig med hest og vogn. I dag er måden vi transporterer os selv på en stor post på bæredygtigheds-regnskabet. DTU-professor Morten Sommer er aktuel med bog om, hvordan individet kan skære ned på sin belastning af kloden Foto: Leif Tuxen Endnu en grund til at skrive bogen, er at give facts og aflive myter. "Man hører rigtigt meget om, hvad der er bæredygtigt, men kender ikke altid fakta, og jeg ville gerne lave en objektiv skala, man kan forholde sig til," siger han. Lad os bare tage en af overraskelserne med det samme: Pendler man i elbil, koster det næsten 200 procent i ressourceforbrug, mens en benzinbil ligger på omkring 30 procent. Det viser en graf i bogen over den enkelte danskers såkaldte "sikre råderum" i et tænkt eksempel, hvor man pendler 22 kilometer om dagen 220 gange årligt. "Det er elbilernes batterier der tærer på de ressourcer, vi har tilbage, til gengæld er det bedre for klimaet. Der er en afvejning dér. Overordnet set er elbiler bedre, men ikke kæmpe-meget bedre. Og det allerbedste er at tage cyklen eller toget." Forvirringen om, hvad der er mest bæredygtigt, er stor, og symbolpolitik kan forekomme, for eksempel afgiften på plastikposer, nævner Morten Sommer. "Det er et politisk valg at lægge en ret markant afgift på indkøbsposer af plastik. Men ser man på klimaaftrykket, overstiger bare et kilo hakket oksekød klimaaftrykket for de 200 plastikposer, som en gennemsnits-europæer årligt bærer varer hjem i. Det er ikke, fordi jeg har noget imod afgift på plastikposer, men det er ikke nødvendigvis gennemtænkt ud fra et fuldt bæredygtighedsperspektiv." Men tilbage til kernen: Hvad man selv kan gøre, hvor meget nytter det og hvor er det vigtigt at sætte ind? Her peger Morten Sommer uden at tøve på vores valg af transport, for cykler man på arbejde eller tager toget, er det meget bedre end hvilken som helst type bil. "Og så udgør fødevarer det største aftryk på bæredygtighed generelt set. I Danmark er produktionen af mad, primært dyrebaserede produkter, ansvarlig for langt størstedelen af vores aftryk. Over en tredjedel af vores CO2-aftryk kommer fra landbruget. Og den del kan man være med til at styre som individ ved at vælge, hvad man vil spise. Og hvis du spørger, hvad én person kan stille op, kan man for eksempel tænke på Anden Verdenskrig, for hvis alle løber med, kender vi konsekvenserne. Det gør en forskel, at den enkelte gør noget rigtigt." Konflikt ved spisebordet Som bekendt kan det give konflikter i familien, hvis man ikke længere kan sætte sig ved bordet og spise det samme til middag, fordi en er kødspiser, en anden veganer og en tredje måske vegetar. Det er også derfor, Morten Sommer er opmærksom på ikke at dømme nogen i sin bog. "Jeg tror ikke, man kommer langt ved at fordømme. Det er der vel egentlig en kristeligt tanke i," smiler han og fortsætter den tankestrøm: "Det bedste er selvfølgelig ikke at have et udslip, men det er også godt at støtte projekter, som hjælper verden i den rigtige retning. Man skal ikke være ked af at købe aflad, hvis det gør noget godt." Mens Morten Sommer selv har klaret "bøf-delen", mangler han lidt på flyrejser. Og så holder der en stor bil udenfor havelågen, indvender journalisten. "Det er min kones, jeg havde også en før, men den har jeg skilt mig af med. Nu cykler jeg. Det er vores næste frontier at leve helt uden bil," siger han. Og så er "Er mit liv bæredygtigt?" trykt på dansk genbrugspapir, klimaaftrykket angives på bagsiden sammen med stregkoden: 280 gram CO2 pr. bog. Tryk for at læse mere
Nr. 27
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Holocaust ændrede idéer om ondskab Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 20:00:00
Med al den lidelse, mennesker påfører hinanden i denne tid, må man spørge sig selv, hvad der stikker i os, at vi kan myrde og pine hinanden og kort sagt gøre hinanden ondt i enormt omfang. Hvad skyldes det? Kan filosofien og teologien give en forklaring? Ja, lyder det korte svar. Men det siger noget om, hvor svært det er at rumme den konkrete lidelse i de abstrakte tanker om det onde, at selv Augustin, en af historiens vigtigste teologer, vedstår sin tvivl. Som man kan se i et brev til teologen Hieronymos, var biskoppen fra nordafrikanske Hippo nemlig fuldt bevidst om afstanden mellem teori og praksis. "Selvom jeg har mine overbevisninger om filosofi, ser jeg mig ikke i stand til at trøste en mor, der har mistet et barn," skriver Augustin smertefuldt bevidst om sine egne begrænsninger i brevet. Det er her gengivet fra bogen "Hvad er det onde?", som er et 2400 års overblik over filosoffers og teologers svar på samme spørgsmål, der udkom på Reclams forlag for 10 år siden. Det ubehag ved afstanden mellem virkelighed og tanke går igen. Dog møder man også den tanke, at det trods alt bliver lidt lettere at udholde det onde, hvis man har gjort sig tanker om, hvad det er. "Den, der har et ‘hvorfor’, kan bære næsten et hvilket som helst 'hvordan'", lyder det fra den tyske filosof Friedrich Nietzsche. Bogen begynder som så mange andre i det antikke Grækenland. Den førkristne filosof Platon mener, at det vidende menneske vil handle godt. Intet menneske kan gøre noget ondt, hvis dette menneske ved, at det er ondt. I dag vil det for mange lyde som et ulogisk ræsonnement. Men det har ikke så lidt at gøre med, at vi er præget af kristendommen i en sådan grad, at Platons tankegang er fremmed for os. For med kristendommens komme erkender man, at mennesker kan handle ondt mod sin egen vilje. Apostlen Paulus taler om, at vi ikke gør det gode, vi vil, men det onde, vi ikke vil. Netop viljens betydning for, at vi gør det onde, optager kirkefaderen Augustin. Og ikke bare kan vores frie vilje fejle, den er også forbundet til det første menneske, Adams, oprindelige synd – ethvert menneske har andel i Adams synd. Augustin kommer derigennem til at spille en central rolle i udformningen af den vestlige kirkes begreb om arvesynd. På latin hedder det netop "peccatum originale", den oprindelige synd. Augustin når selv omkring både manikæismen og platonismen, før han omvender sig til kristendommen, og førkristne tanker svinger med i hans teologi. Ideen om det onde som et fravær af godhed har for eksempel meget tilfælles med forklaringsmodeller fra græsk filosofi. At det onde findes, skyldes i den tankegang mangel på det gode, ligesom mørke inde under en seng skyldes mangel på lys. Den lære bliver kaldt privationslæren. Privation kommer af latin og betyder, at noget mangler eller er fjernet. Ideen går op gennem historien og findes også hos Anselm af Canterbury i det 11. århundrede, der er en af sin tids skarpeste hjerner. Han formulerer den sætning om det onde, at det er "absentia boni debiti": Det onde er "fraværet af det skullede gode" – det gode, der skulle have været. Som eksempel nævner han blindhed. Blindhed består ikke i andet end en manglende evne til at se, for evnen til at se er det gode, vi er skabt til at leve med. 800 år efter Augustin arbejder teologen Thomas Aquinas stadig videre på samme spørgsmål. Det skabte er som udgangspunkt godt, og det onde eksisterer som parasit på det gode, mener han. "Derfor siger jeg, at det onde ikke er et noget… ligesom blindheden selv heller ikke er et noget," skriver Aquinas i værket "De Malo" om det onde. Kan man fravælge at gøre det onde? Den frie vilje spiller også efter Reformationen en hovedrolle i diskussionen om ondskab. For kan nogle mennesker bare fravælge at gøre det onde? Selvom svaret på det spørgsmål fra reformatoren Martin Luther er skeptisk, bliver den protestantiske tradition det mindre og mindre hen ad vejen. Det kan man for eksempel se på 1700-tallets store tyske oplysningstænker Immanuel Kant, der vokser ud af et pietistisk hjem i tyske Königsberg. For ham kan mennesker godt vælge at handle moralsk. Omvendt har vi også frihed til at gøre det onde. Dette gælder handlingen. Hvad med mennesket? Er det også godt? Hmm. Kant taler om, at mennesket er et sædeligt væsen. Det betyder ikke, at mennesket er godt, men at det har muligheden gennem viljen for at vælge gode maksimer – hvilket vi for nemheds skyld kan oversætte med moralske grundsætninger her. Et sted skriver han også, at man godt kan kalde mennesket ondt, fordi man ikke kan "bedømme det anderledes efter, hvordan man kender mennesket gennem erfaring". Herpå nævner Immanuel Kant blodige krige og mord som eksempler. Den passage findes i "Religion inden for den blotte fornufts grænser". Mennesket kan altså handle godt. Men det er ikke uden videre godt. Med Kant er den tyske idealisme indvarslet. Og her er ideen det virkelige. Det får betydning for spørgsmålet om det onde hos den kommende perlerække af tyske tænkere fra 1700-tallet og frem. Georg Wilhelm Friedrich Hegel tager skridt hen imod at lægge det onde ind i historiefilosofien. Det onde bliver del af ideen om en udvikling, der bevæger sig i visse mønstre. Han er klar over, at der er ofre i krige, og "når vi ser det det slette, det onde", kan vi kun "fyldes med sorg over forgængeligheden overhovedet", men når vi "betragter historien som slagtebænk", opstår spørgsmålet, hvilket endemål disse ofre tjener. Og han svarer selv: "Verdenshistorien er fremskridtet i frihedens bevidsthed," lyder det. Alt, hvad der sker, fører i sidste ende til, at frihedens ånd folder sig ud. "Dette endemål er det, der arbejdes henimod i verdenshistorien, og som alle ofre på jordens vide alter og i løbet af tiden bringes," skriver Hegel videre i "Forelæsninger over historiens filosofi". Det onde ændres med Holocaust Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt kritiserede den idealistiske tænker G. W. F. Hegel for at reducere det onde til en del af en historisk udvikling frem mod noget bedre. Foto: AP/Ritzau Scanpix Hegel ville næppe have kunnet tænke på samme måde, hvis han havde levet på den anden side af Holocaust. Denne begivenhed ændrer nemlig filosofiens måde at tænke det onde på. Det kan man se hos den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendt. Hun gør sig om nogen sine tanker om det onde på jødeudryddelsernes bagtæppe. Især i bogen "Über das Böse" (om det onde) baseret på forelæsninger fra 1965. Jødiske Hannah Arendt er optaget af katolsk tænkning. Hun skriver doktorafhandling om kærlighedsbegrebet hos Augustin og griber tilbage til den kristne mystiker Meister Eckhardt, når hun reflekterer over ondskab. Også Platon er vigtig for hende. Det skyldes, at begge de to sidstnævnte skriver om at føre samtale med sig selv. Det samvittighedsfulde menneske kan tage stilling til sig selv, tage afstand fra egne gerninger og i det hele taget forholde sig til sig selv. Arendts påstand er, at ondskab lever af det modsatte – af "indre tomhed". Den tomhed er det, hun ser, da hun sidder i en israelsk retssal og hører nazisten Adolf Eichmann tale om at gøre, hvad han har fået ordrer til. Det onde hører til i det åndløse, gennemsnitlige og uformående menneskes mangel på kommunikation med sig selv. Selvom Hannah Arendts syn på det onde er omdiskuteret, er det udtryk for, hvad der sker med emnet efter Anden Verdenskrig: Man kan ikke længere debattere det onde på samme måde efter de enorme menneskelige omkostninger, som Holocaust får. Og man skal ikke tage fejl af Hannah Arendts historiske ærinde efter Anden Verdenskrig. Når hun vender talen om ondskab fra det abstrakte til det konkrete, ligger der en kritik i det af forgængere som Hegel, der beskyldes for at reducere det onde til en del af en historisk udvikling frem mod noget bedre. I Hegels tænkning bliver "gerningsmænd" ikke til "ukrudt i hvedemarken", men "fremstår som gødning", skriver hun med henvisning til de ofre, som hos 1800-tals-tyskeren er en nødvendig del af verdenshistoriens store skuespil. Med sin sans for den konkrete lidelse slår Hannah Arendt bro over 300 års tyske idealisme og skolastikken i middelalderen til den selvindsigtsfulde Augustin, der i år 415 sidder og funderer over, om hans tanker om det onde kan trøste den mor, der lige har mistet et barn. Det er en test, som tænkning om det onde har måttet måles på lige siden. Tryk for at læse mere
Nr. 26
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Brevkassen: At lade taknemmeligheden vinde er ikke altid let, og derfor har vi også i den modne alder brug for hinanden Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 20:00:00
I sidste uge bragte vi et brev fra et ægtepar, der beskrev udfordringer ved at blive ældre, og de gav også udtryk for, at samtalen om døden ikke var så let at dele med andre. I vores svar pegede vi på nogle mulige rammer for, hvordan en samtale om personlige og vigtige emner af eksistentiel karakter kunne foregå. Døden hører måske til de allervanskeligste temaer at snakke om. Vi kom mindre ind på tiden, hvor vi ældes, og de udfordringer, der kan følge med i den proces. I denne uge bringer vi uddrag af to breve, som vi har modtaget om disse emner. Kære brevkasse I sidste uge drejede I hurtigt jeres svar hen på døden og sprang over de mange eller få år inden, hvor man i den grad kan føle sig overflødig, måske endda til besvær, hvor man føler, at det ville være meget bedre at dø. Som ægteparret skrev i sidste uge: Man har måske tidligere bidraget med noget værdifuldt og følt sig værdsat. Men nu skal selvværdet opretholdes af en selv, og det kan være en ydmygende og smertefuld proces at skulle igennem. Og så var de, der skrev, endda to, som stadig har hinanden. Det er endnu sværere, når man er alene, selvom man stadig kan klare sig selv. Men man må så også være den, der kan stå foran spejlet og fortælle sig selv: "Jeg er værdifuld. For det er jeg i Guds øjne, og når han stadig vil have mig her, må der være en grund." Den proces, og hvordan selvværdet, livsgnisten og livsglæden opretholdes, må I meget gerne kommentere. Venlig hilsenMerete Kære brevkasse Selv er jeg i slutningen af 70'erne, har forskellige skavanker efter et arbejdsliv med tunge løft, børnefødsler med mere. Jeg synes heldigvis, at påmindelserne om alderens forandring dukker op gradvist, medmindre man da rammes af invaliderende ulykker eller sygdomme, som er livsændrende. Det rammer som små irriterende pile, når andre siger noget, der direkte har med alderstegn at gøre. Jeg husker tydeligt engang for en del år siden, hvor jeg stod i en bus, følte mig ung og frisk, indtil en ung mand spurgte, om jeg ikke ville sidde ned. For nogle år siden købte vi nye senge, og så kommenterede den søde unge kvinde i butikken kækt, at de ville holde resten af vores liv! I er inde på noget, som jeg også synes er sårbart, nemlig at tale om det, vi alle ved, at vi skal dø. Når man er sammen med jævnaldrende, er det tydeligt at mærke, at nogle mennesker næsten bliver stødte, når man nævner det. Da jeg blev pensionist som 65-årig, kom jeg i en gruppe i mit sogn, der hedder Livstråden. Her er alle gamle, og vi har et fint fællesskab og fælles omsorg og omtanke. Flere i gruppen er døde, hvor vi har kunnet minde dem og deltage i deres bisættelse eller begravelse. Det er vemodigt at tænke på sin egen død, men jeg tror, det er nødvendigt at tale om det, og være taknemmelig over at have fået lov at leve så længe og med de muligheder, vores velfærdssamfund giver os. Jeg er vokset op i et kristent hjem, hvor troen på det evige liv var indiskutabelt, og jeg tænker, at døden og bevidstheden om den må have en positiv betydning, at døden ikke er et farvel, men på gensyn på grund af det kristne håb. Venlig hilsen Margrethe Kære Merete og Margrethe Tak for jeres breve og jeres tanker. Hvert kapitel i vores liv og ved hver eneste livsovergang ligger der udfordringer til os mennesker, og det fordrer på en måde, at vi tilkæmper os en ny form for identitet hver gang. Og som I skriver, er det ikke bare en enkel opgave. Den gamle udviklingspsykolog Erik Erikson beskrev otte faser, som vi mennesker går igennem fra vugge til grav. I stikord handlede det i vores barndom og ungdom om en opøvelse i og en tilegnelse af vigtige ord som tillid, autonomi, initiativ og identitet. I voksenlivet var ord som intimitet og generativitet vigtige, og de beskrev vores mulige etablering af egen familie og vores arbejdsliv. I Eriksons sidste fase af livet, det vil sige fra 65 år og opefter, bruger han ord som integritet, hvor vi på en måde samler sammen på vores mange erfaringer, og som i bedste fald kan give sig udslag i visdom. Og i modsat fald er der fare for fortvivlelse og bitterhed. Det er derfor en vigtig opgave i den modne alder at træne i taknemmelighed over både det liv, man har haft, og den erfaringsrigdom, man har fået tilkæmpet sig, og lade det fylde. Og så er det værd at holde bitterheden fra livet over, at der måske var ting, som ikke helt blev, som man havde drømt om. At lade taknemmeligheden vinde er ikke altid en enkel opgave, og derfor har vi også i denne livsfase brug for hinanden. Vi tror, at fællesskab med andre mennesker, som man kan dele liv, glæder og sorger, tro og tvivl med, er en af de vigtigste ressourcer for os alle og måske allermest i de år, hvor vi får mere tid og flere sårbarheder og skavanker. Idéen om at etablere samtalegrupper for ældre i sognet, som den Margrethe nævner, kan være en vigtig ting til efterfølgelse. Fælles engagement, alt efter hvor mange kræfter man har, er i det hele taget vigtige livsvitaminer i samfundet, i menigheden eller blandt venner og naboer, hvor man kan gavne og opleve betydning og værdsættelse. Og har man voksne børn og børnebørn, eller søskendes børn og anden familie, ligger der ofte mange muligheder for betydning i at være støtte, samtalepartner og den, der måske inviterer til en frokost i byen eller til gode måltider derhjemme. For i denne livsfase har man ofte bedre tid til koncentreret nærvær, end dengang man skulle gå på arbejde og nå mange andre opgaver. At holde sig i rimelig god fysisk form er også en kilde til et godt liv. Vi kender for eksempel en god veninde på 97 år, som ugentligt besøger det lokale fitnesscenter. Det er en stadig påmindelse til os om at gøre ligeså. Og så er en af de store opgaver, at man netop i de år træner i ikke at lade ens selvværd alene være båret af, hvad man kan præstere, men i langt større grad lade det handle om, hvem man er som menneske. Vi må også forsøge at se på den sorg, der for mange af os netop er forbundet med, at vi bliver begrænsede, oplever dårligdomme og til sidst skal forlade livet. Vejen til at kunne mestre det, går nok også ofte igennem samvær og samtale med et eller flere mennesker, som vi har tillid til, og som er gode at være sammen med. For det kan ofte være for svært at møde livets helt store ting helt alene. I nævner også begge troen på Gud, som både kan give mening i livet, men som også kan give håb om opstandelse og evigt liv. For både tro, håb og kærlighed kan være netop det, som kan bære os også hen over dødens grænse. Mange hilsenerAnnette og Jørgen Tryk for at læse mere
Nr. 25
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Flere teologistuderende klager over underviser, der er imod kvindelige præster: Det er ”menneskefjendsk” Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 20:00:00
Det skete under en forelæsning, hvor en tekst fra Paulus i Bibelen blev gennemgået. Det er et brev, der traditionelt set deler vandene i teologiens verden: "En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed," skriver Paulus i Første Brev til Timotheus. Den mandlige underviser, der er på den konservative fløj teologisk, delte sit eget standpunkt og sin fortolkning af bibelteksten. Han forklarede, at han var imod kvindelige præster, foran de teologistuderende, hvoraf langt over halvdelen er kvinder. En del studerende var efterfølgende forargede over, og flere klagede over, at en underviser så åbenlyst ytrede sin personlige holdning til et ømtåleligt emne uden at lægge op til yderligere diskussion. Et debatindlæg imod underviserens adfærd har været bragt i uniavisen i onsdags. En af de teologistuderende bag debatindlægget er Katrine Lindskov. Hun har også rettet henvendelse til dekanen på det teologiske fakultet på Københavns Universitet. Kristeligt Dagblad har fået tilsendt klagen og læst den igennem. I skrivelsen beskriver Katrine Lindskov hændelsen som "en helt utrolig ubehagelig oplevelse", og hun vil blandt andet høre, om fakultetet deler underviserens holdning. Hvis ikke det er tilfældet, opfordrer hun fakultetet til at "tage en ret alvorlig snak med [...] om, hvad man må og ikke må sige i sin egenskab af underviser". Principielt forkertSamme dag som klagen blev sendt til dekanen, henvendte underviseren sig til Katrine Lindskov efter undervisningen, og de to fik en god dialog og diskussion om teksten, fortæller hun. Hun understreger, at han naturligvis har lov til at have sin egen personlige holdning "hjemme ved sofabordet", men hun mener, at det er problematisk, når han ytrer den på et universitet: "Principielt mener jeg, at den holdning ikke må udtrykkes, når man står som underviser. For mig er hans holdning ikke bare kvindefjendsk. Jeg synes, at den er menneskefjendsk. Hvis man har den slags holdninger, viderefører man en tradition, som er dybt problematisk, og som har haft sindssygt mange konsekvenser rent historisk," siger hun. Katrine Lindskov erkender, at der ikke er nogen, der er fuldkommen neutrale, men mener, at man bør efterstræbe det som underviser. Og efter hendes mening er visse typer holdninger mere velkomne end andre på et universitet. "Som samfund har vi idealer for ligestilling og demokrati. De værdier, vi tilstræber i vores samfund, mener jeg godt må afspejles af vores undervisere i undervisningen. Det synes jeg gør hele forskellen," siger hun. Den mandlige underviser står fast på sin holdning, men har foran de studerende beklaget sin udtalelse. Kristeligt Dagblad har henvendt sig til manden, men han har ikke ønsket at udtale sig i artiklen. Plads til kontroversielle holdninger?Det er vigtigt, at de studerende føler sig trygge på det teologiske fakultet, og derfor er det også godt, når de henvender sig, siger Marlene Ringgaard Lorensen, der er prodekan for uddannelse, studieleder og lektor på teologisk fakultet på Københavns Universitet. "Teologi er et fag, hvor der tit er nogle kontroversielle synspunkter og fortolkninger. Normalt vil man ikke udtrykke sin personlige holdning i undervisningen, men hvis man gør, er det vigtigt, at man respekterer folk, man er uenig med, og ikke lader sin holdning påvirke undervisningens indhold," siger hun og påpeger, at det ikke er hendes oplevelse, at det er tilfældet med den pågældende underviser. Forløbet kommer heller ikke til at påvirke, hvordan fakultetet ansætter undervisere fremover. "Vi spørger ikke folk til en jobsamtale, om de går ind for kvindelige præster eller homoseksuelle vielser. Vi ansætter folk, der er kompetente. Der er ikke noget galt i at have kontroversielle holdninger. Folkekirken er meget rummelig, og det er en rummelighed, man bliver trænet i at håndtere på universitetet," siger Marlene Ringgaard Lorensen. Og der er ganske rigtigt ikke noget problematisk i, at det kritiserede teologiske synspunkt er repræsenteret på universitetet, siger Jakob Holtermann, der også selv underviser som lektor på det juridiske fakultet på Københavns Universitet. "Jeg kan godt forstå, hvorfor man føler en personlig modvilje. Men umiddelbart må det ligge inden for undervisningsfriheden at fremlægge det synspunkt, uanset om det er kontroversielt. Teologi er et videnskabeligt universitetsfag, og man må derfor vurdere teorier ud fra deres videnskabelige holdbarhed og ikke ud fra deres etiske værdi," siger han. Til Katrine Lindskovs argument om, at holdningen er i strid med samfundsværdier som ligestilling, mener Jakob Holtermann, at man ved at give plads til den slags holdninger på universitetet værner om en anden vigtig værdi i samfundet. "Man tryktester systematisk synspunkter, der kan være moralsk forkastelige. Det er en værdi at kunne stå i sit ubehag og kunne bevare sit kølige, analytiske og kritiske blik, når man møder et synspunkt, som man er fundamentalt uenig i, både fagligt og etisk. Jeg vil mene, at der kommer bedre præster ud af, at man bliver i stand til at kunne forsvare sine synspunkter," siger Jakob Holtermann. I dag bliver bestemte synspunkter i samfundet per automatik brændemærket, og det samme gør sig gældende i den akademiske verden, mener Jens Ole Christensen. Han har tidligere været sognepræst i Fredens-Nazareth Sogn i København og rektor på Dansk Bibel-Institut. "Det er bestemte former for mangfoldighed, der er plads til. Før var det i højere grad muligt at få en drøftelse på argumenter, end det er nu. Det kræver en større risikovillighed at stå frem, og man skal være villig til at få et dårligt ry. Jeg tror, det frister nogle til at flyve under radaren med nogle synspunkter," siger Jens Ole Christensen. Han føler sig sikker på, at tendensen — som så meget andet gennem tiden — kan få en ende. "Jeg tror, der kan komme en modreaktion. På et tidspunkt vil nogen spørge, om det er fair play?", siger Jens Ole Christensen. Tryk for at læse mere
Nr. 24
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Anna Juul og Kristoffer Lind vil se hele mennesket: ”Det er ikke kun vores traumer, der gør os til dem, vi er” Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 20:00:00
Der er opstået en form for skabelon i medierne på det seneste, har Anna Juul og Kristoffer Lind bemærket. Nogen har gået rundt med noget i mange år uden at tale højt om det. Og nu har de besluttet sig for at "stå frem" med det, "dele" det eller "åbne op" om det. Som regel er det en form for traume. Et overgreb, et misbrug, en alvorlig sygdom. Eller måske en diagnose: adhd, autisme eller noget andet, de først sent i livet har fået at vide, de har, og som nu sætter hele deres tilværelse i et nyt lys. "Ja, jeg lever jo af mit traume," siger Anna Juul, stikker hænderne i lommerne på sin vest og skubber sig ned i den udendørs fletsofa, hun sidder i foran en københavnsk café sammen med forfatterkollegaen Kristoffer Lind. Anna Juul, 31 år, lever med psykisk sygdom, hun har diagnosen skizoaffektiv lidelse, og har blandt andet skrevet om det i sin anmelderroste roman "Superskurk", der udkom sidste år. Kristoffer Lind, 37 år, er freelancejournalist og forfatter til flere romaner og har tidligere været radiovært på Radio24syv, hvor han i sin tid mødte Anna Juul første gang, da hun arbejdede som manuskriptforfatter på programmet "Den Korte Radioavis". Nu har de begået deres første roman sammen, "Traume-bingo", en satirisk samtalebog, der blandt andet handler om, hvordan traumer og diagnoser er gået hen og blevet en form for kapital. "Godt, du deler," lyder det på de sociale medier efterfulgt af en kramme-emoji, når endnu et menneske har "åbnet op". Men hvorfor, egentlig? Hvorfor er det godt at dele sin personlige historie? Måske stiller vi det spørgsmål lidt for lidt, mener de to, der sidder i fletmøblet. Anna Juul, 31, og Kristoffer Lind, 37, har begge erfaringer med at dele deres traumer i medierne. Nu opfordrer de til, at andre holder lidt igen. Foto: Leif Tuxen Op for traumeposen! "Traume-bingo" tager udgangspunkt i virkelige hændelser, men der er bestemt skruet op for karaktererne og begivenhederne i bogen, siger Kristoffer Lind – deraf romanprædikatet. Handlingen går nogenlunde sådan her: Bogens Kristoffer Lind tager som freelancejournalist kontakt til bogens Anna Juul for at spørge hende, om hun ikke vil være med til at lave en samtalebog. I det skjulte har han en plan. Han vil få Juul, der indtil nu er veget uden om at fortælle i detaljer om sine traumer (som han stærkt formoder, hun gemmer på, siden hun har en psykiatrisk diagnose) til at "åbne op" for traumeposen. Til det formål har han arrangeret en ganske lang togrejse til Bergen i Norge, autofiktionens arnested og den by, hvor store dele af forfatteren Karl Ove Knausgårds "Min kamp" foregår. Hvis der er én, der har åbnet op, er det da Knausgård, tænker Lind, og måske smitter det af. Men helt så nemt går det ikke for Lind. For Anna Juul vil gerne rejse. Hun vil gerne snakke, faktisk også en del mere, end Lind vil. Hun vil gerne hygge sig og opvartes, wines og dines. Men når Kristoffer Lind prøver at dreje samtalen ind på traumerne, afsporer hun hans projekt gang på gang. Hvad er der med det der selvskade? Var der ikke noget med noget voldtægt engang? Så selvmordsforsøgene, da? Der må da være ét eller andet tabu, hun har lyst til at gøre op med, tænker han og kaster egne traumer på bordet i håb om, at hun vil lege med. Men Anna Juul verfer alle forsøg på at nærme sig det mørke og svære i fortiden væk, som var det irriterende myg. I romanen "Traume-bingo" inviterer Kristoffer Lind (tv.) Anna Juul (th.) med på en togrejse i håb om, at de kan få en dyb snak. Foto: Leif Tuxen Her i et efterårsgråt København er der ingen myg. Bare kaffe, cigaretter og en bog på cafébordet – og en Kristeligt Dagblad-journalist, der føler sig en lille smule ramt. "Jeg tror," siger Anna Juul imødekommende, "at nogle medier bestemt er bedre end andre. Men når man læser forfatterportrætter, så er det ret sjældent, de handler om bogen. Jeg skrev på et tidspunkt en bog om et dysfunktionelt parforhold, men det eneste, jeg blev spurgt til i forbindelse med udgivelsen af den, var mine selvmordstanker. Jeg har åbenbart puttet mig selv ned i en selvmordskasse, jeg aldrig kommer ud af." Kristoffer Lind nikker. Han har i forbindelse med udgivelsen af sine bøger også prøvet at forsøge at vride sig fri af den mørkest tænkelige historie, som var det, han oplevede, kom til at fylde i de interviews, han lavede. Omvendt har han også selv prøvet at være journalist på jagt efter det mørke guld hos et menneske, han interviewede. Han tænker tilbage på et radiointerview, han engang lavede med digteren Mikael Josephsen. Et interview, han i øvrigt vandt en pris for, og i hvilket Josephsen blandt andet fortalte om misbrug, psykisk sygdom og vold, han var udsat for i barndommen. "Jeg fik ham jo til at krænge sjælen ud. Og det første, jeg gjorde, da jeg var færdig med interviewet, var at løbe begejstret op til min redaktør og sige: 'Seriøst, jeg fik ham til at græde!'." Lidt sejt I ordbogen defineres et traume i psykologisk forstand som en "rystende oplevelse, der (ubevidst) virker skadeligt på en person, længe efter at begivenheden er indtruffet; et ar i sjælen". "Traume" i sin psykologiske betydning (medicinsk betyder det bare "skade") er traditionelt blevet forbundet med Første Verdenskrig, hvor mange soldater kom hjem fra krig og var påvirkede. Men det var først i 1980, at ptsd, posttraumatisk stresssyndrom, blev anerkendt af WHO som en psykiatrisk diagnose. Anna Juul vil ikke være den, der definerer noget, siger hun. Men måske begynder man at tale om flere og flere ting som noget, der kan være traumatisk. "Måske er der forskel på krig, vold og voldtægt og så at sige, at man blev mobbet i folkeskolen." "Jeg kan også selv, for sjov, finde på at sige, det var traumatiserende, dengang jeg fik en dildpesto i stedet for en basilikumpesto. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at vi skaber en meget bred skala," siger hun og giver et eksempel. "Sådan noget som social angst er et begreb, rigtig mange unge bruger for tiden, og der vil jeg jo sige: Man kan have det sådan, at man ikke kan bevæge sig uden for sin hoveddør. Eller du kan synes, det er akavet at tale med fremmede." Anna Juul har skrevet om sit liv med psykisk sygdom i blandt andet den anmelderroste "Superskurk", der udkom sidste år. Foto: Leif Tuxen Den mediegenre, det næsten kan siges at være, at nogen "står frem" med noget, fylder for meget, mener Kristoffer Lind. Han ser det som resultat af en tendens, der har udviklet sig de senere år, hvor det ses som et scoop, hvis man kan få en kendt person til at dele noget meget overraskende og personligt om sig selv. Og det er problematisk, mener han. "Når kendte stiller sig frem i Go'Aften Live og snakker om at have været ude for noget eller have fået en diagnose, så er det med til at skabe en kultur omkring, hvad man bør gøre. Men det er ikke alle, der gør det, fordi de gerne vil støtte andre. For nogle er det også en hurtig og nem måde at komme i medierne og få opmærksomhed på," siger han. Det er dér, man skal huske at stille det vigtige hvorfor-spørgsmål, siger han. "Er det egentlig for at aftabuisere, eller skal du bare sælge et produkt på den bedste måde?". Anna Juul fortæller om en bekendt, som er psykolog, og som oplever, at unge mennesker kommer i klinikken og ligefrem efterspørger en diagnose. "Det bliver meget let en forklaring på tilværelsens ulidelige alt muligt, men der ligger også sådan lidt i tiden, at ... det er lidt sejt. Og det er medierne og kendisserne, der har været med til det. Der er virkelig en stigende tendens til at definere sig ud fra de hårde og dårlige ting, man har oplevet," siger hun og tænder en cigaret. Når markedet er mættet Nogle gange kan hun selv føle sig som en slags "præmieskizofren", siger Anna Juul, og nævner blandt andet det, at hun har en plads i Psykiatrifondens bestyrelse som begrundelse for det. Det er vigtigt for hende at gøre op med et mere eller mindre udtalt krav om, at en psykisk sygdom, en diagnose eller et traume skal ende ud i noget konstruktivt. Kravet ses blandt andet, når den ene kendis efter den anden "står frem" i Go'Morgen Danmark og fortæller om, hvordan de er "kommet ud på den anden side". "Jeg opponerer mod den der opbyggelighed. What doesn't kill you only makes you stranger [det, der ikke slår dig ihjel, gør dig kun mærkeligere]. Det må aldrig blive et krav, at man selv skal vende det til noget godt. At der kommer en præstationskultur inden for, hvordan man har det dårligt," siger hun. Der er endnu ikke kø for at være så syg, at man kommer på den lukkede afdeling. At være misbrugsramt hjemløs eller være sådan en, der har slidt sine pårørende fuldstændig ned. Og man hører heller ikke mange med de erfaringer stille sig op i tv og levere et par hurtige pointer, som så kan klippes ned i et par sekunders effektiv, opbyggelig video til de sociale medier. Meget af det, der handles hurtigt af i mediefladen for tiden, er noget, der i virkeligheden kræver lange og dybe samtaler, som også tager det enkelte menneske i alle dets facetter alvorligt, mener Kristoffer Lind og Anna Juul. "Man skal ikke være positiv for positivitetens skyld, men mennesker indeholder jo begge dele," siger Anna Juul. "Og måske er det nogle helt andre ting end traumer og diagnoser, der gør mennesker til dem, de er. Jeg ved af personlig erfaring, at det godt kan være træls kun at blive associeret med psykisk sygdom. Det eksistentielle associeres meget med mørke ting, men det er også eksistentielt at blive gift og få et barn," siger hun. Som journalist er Kristoffer Lind ofte gået efter at fiske folks traumer ud af dem. Han mener, mennesket har fyldt for lidt i de samtaler. Foto: Leif Tuxen "Ej se nu der," siger Kristoffer Lind, da en flok selvlysende børnehavebørn i små trafikveste kommer gående hånd i hånd, som for, næsten lidt demonstrativt, at understrege Anna Juuls pointe. I bogen indser Kristoffer Lind (efter ret lang tid og mange forsøg), at det er håbløst at få Anna Juul til at snakke om det svære. Ikke, at hun ikke kan være ked af det, det kan hun godt, men hun har ikke behov for at sovse rundt i eventuelle dybtliggende årsager til det. Det er et slag til den kynisme, han har udøvet som journalist, også i virkelighedens verden. "Jeg kommer jo nok frem til, at hun egentlig bare gerne vil hygge sig. Og det er en fin erkendelse, synes jeg." Anna Juul holder af fællesskaber, hvor man dyrker noget andet end sig selv og sine problemer og er sammen om noget tredje. Ser en film eller læser en bog og snakker om den for eksempel. "En hobby er jo i ordets forstand noget, man ikke kapitaliserer på," siger hun. Måske, når markedet begynder at være overmættet med traumefortællinger, kan det være, der kommer et modtryk. Hvor man ikke får likes på at dele sine traumer, men hvor det er moderne at være en helt almindelig "pastasalatdansker" med en tryg barndom. Anna Juul ved i hvert fald, at det er dét liv, hun ville vælge, hvis hun fik et valg. "Jeg vil gerne bare chille og have det godt, og jeg tror, det er det, de fleste gerne vil. Det er bare ikke dem, man hører så meget fra." I "Traume-bingo" prøver Kristoffer Juul konstant at få Anna Juul til at fortælle om fortidens traumer, fordi han mener, det kunne blive en interessant samtalebog. Men hun vil bare gerne hygge sig. Foto: Leif Tuxen Tryk for at læse mere
Nr. 23
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Gå med i Buddhas fodspor Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 20:00:00
Et møde med Indien som en totaloplevelse. Farverigt, mangfoldigt, ubegribeligt. Hele den udtryksfulde indiske kulturs historie og religiøse traditioner venter os på denne læserrejse, hvor Buddhas eventyrlige liv er ledetråden. Dato: 1.-15. november 2025 Pris: 24.450 kroner. Enkeltværelsestillæg 5.300 kroner. Indkluderet i prisen: Fly og alle transporter, fremragende hoteller, morgenmad, middage og entréer, dansk og indisk guide. Ikke inkluderet: Frokoster, drikkepenge og visumgebyr. Rejseleder Klaus Aarsleff. Aarsleff Rejser er medlem af rejsegarantifonden. Tilmelding og yderligere info: Detaljeret rejseprogram og tilmelding kan rekvireres hos Vagn Bjerre Christensen på mail vagn@travellife.dk eller telefon 2066 2838 Oplys venligst, at det er en Kristeligt Dagblad læserrejse Rejsen fører os til det nordøstlige Indien, hvor Buddha blev født som kongesønnen Gautama. Her begyndte han sin søgen efter sandheden om menneskelivet, og han grundlagde buddhismen omkring 500 år f.Kr. I Bodgaya står det hellige Bo-træ, hvor Buddha sad i 49 døgn, før han kundgjorde sine religiøse teser. I Sarnath holdt han sin første prædiken. Her står en kæmpemæssig stupa, et pilgrimsmål, rejst af den store kejser Ashoka, der gjorde sit bedste for at udbrede Buddhas budskab om medfølelse og kærlighed. Vi besøger også hinduernes helligste by, Varanasi. I den tidlige morgen sejler vi ud på Ganges i det magiske lys før solopgang, hvor pilgrimmene bader, og vi ser røgen fra ligbrændingsbålene stige op i himlen. I Calcutta besøger vi blandt meget andet den gamle danske handelsstation Serampore, inden vi kører op i bjergene til Darjeeling, teens grønne hovedstad. Her er vi tæt på Himalaya, og en tidlig morgen skal vi se Solens første stråler ramme toppen af Kangenchunga, verdens tredje højeste bjerg. Læserrejsen slutter i det frodige, naturskønne Sikkim, hvor vi møder den tibetanske buddhisme. Her reciterer munkene gamle skrifter til lyden af klokker, trommer og dybe horn. I klostrenes farvestrålende sale er der statuer af generationer af forskellige reinkarnationer af buddhaer, biblioteker med hellige skrifter og bedemøller i overstørrelser. Program Dag 1: Afrejse København Dag 2: Tidlig ankomst Delhi. New Delhi og Sikh-tempel Dag 3: Old Delhi. Fly til Varanasi Dag 4: Tidlig morgen bådtur på Ganges, Sarnath, Aarte-ceremoni om aftenen ved Ganges, hvor ild og vand mødes Dag 5: Bodghaya. Verdens vigtigste pilgrimssted for buddhister Dag 6: Bodghaya. Alle de store buddhistiske lande har her hver deres tempel Dag 7: Nalanda. Ruiner af verdens næstældste universitet og verdensarv. Rajgir med badende pilgrimme. Aftenfly fra Patan til Calcutta Dag 8: Calcutta. Victoria Memorial Hall, Mother Theresa Center, Dakshineswar Kali-templet, den gamle danske handelsstation Serampore Dag 9: Fly til Bagdogra. Herfra ad bjergveje gennem frodige skove og teplantager op til Darjeeling, der ligger i 2134 meters højde Dag 10: Darjeeling. Solopgang over Himalaya-kæden. Himalayan Mountaineering Institute, Goom- klostret. Zoologisk have Dag 11: Darjeeling. Fridag Dag 12: Gangtok, hovedstaden i Sikkim. Undervejs møde med den tibetanske buddhisme i Rumtek-klostret. Frodig og smuk natur Dag 13: Gangtok. Tibetologisk Institut, orkidehave. Enchey-klostret Dag 14: Gangtok – Delhi via Bagdogra. Afskedsmiddag Dag 15: Fly Delhi – København. Tryk for at læse mere
Nr. 22
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Med kunstig intelligens og fikse løsninger sætter regeringen nu ind i kampen mod svindlerne Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
Telefonnummeret på skærmen var politiets, det var der ingen tvivl om. Men stemmen var en svindlers. Det var i august sidste år, at 87-årige Per Aasmul blev manipuleret til at give sine bankoplysninger bort. 66.000 kroner mistede han den dag. Bedragerne benyttede sig af den såkaldte spoofing-teknik, hvor de "låner" et kendt nummer. "De havde jo politiets nummer, og så blev jeg omstillet til banken, der også havde bankens nummer, så jeg tænkte, den var god nok. Det giver troværdighed," siger Per Aasmul, hvis historie Kristeligt Dagblad tidligere har beskrevet. I fremtiden bliver det imidlertid nærmest umuligt for at bedragerne at benytte den metode. Regeringen og flere organisationer præsenterede torsdag en række længe ventede tiltag, der skal stække svindlernes vinger. Gennem en teknisk løsning, som telebranchen udvikler, vil danskerne blive langt bedre beskyttet mod spoofing-opkald. Et lignende tiltag har i Finland reduceret antallet af svindelopkald med op mod 95 procent. Et andet tiltag skal sætte en stopper for svindel-sms'er, som mange danskere for tiden bliver bombarderet med. "Digital svindel er gået fra at være et mindre problem til at være et decideret samfundsproblem, og nu prøver vi at dæmme op med de her initiativer," siger digitaliseringsminister Caroline Stage (Mod). Som Kristeligt Dagblad har beskrevet i en artikelserie i efteråret, har politiet de seneste år bevidnet en enorm stigning i antallet af ældre, der bliver udsat for svindel. Men kriminaliteten kan ramme alle danskere, dog med metoder, der er snedigt tilpasset de enkelte aldersgrupper. Samlet set modtog politiet 35.000 anmeldelser om it-kriminalitet sidste år, hvilket er 30 procent flere end året før. Dertil ventes der at være et markant mørketal. "Det allerallervigtigste i vores danske samfund, det er tillid. Til hinanden og til systemerne, og det er det, vi prøver at genopbygge her," siger digitaliseringsministeren. Lapper et hul Det er gode skridt, der tages med tiltagene, mener Sine Gregersen, stifter af Center mod økonomisk IT-svindel. Men det vil ifølge hende være fejlagtigt at tro, at vi dermed har fået krammet på svindlerne, der konstant finder nye måder at bedrage på. "Nu lapper vi det her hul, men de er jo videre. Vi er kun lige kommet i gang," siger hun. Dog vil tiltagene ifølge Sine Gregersen intet hjælpe for dem, der bliver udsat for de typer af svindel, der typisk har de største menneskelige og økonomiske konsekvenser. Dem, der bliver udsat for kærestesvindel eller investeringsbedrageri. Tiltaget, der skal sætte en stopper for svindel-sms'er, indebærer, at samtlige danske sms'er vil blive screenet af en kunstig intelligens, som telebranchen udvikler. Dermed vil beskeder, der indeholder tegn på svindel – eksempelvis mistænkelige links – blive frafiltreret. "Nu tager vi teknologi i brug for at forsvare os," fortalte Jakob Willer, der er direktør i Teleindustrien, på et pressemøde torsdag, hvor parterne bag tiltagene var samlet. Sms-tiltaget bekymrer Jesper Lund, der er formand for IT-Politisk Forening. Prisen for et effektivt filter er, at det også risikerer at forhindre oprigtige beskeder i at nå frem til danskerne. "Men det værste ved det her er, at man får opbygget en overvågningsstruktur. Al erfaring viser, at det vil være en glidebane," siger Jesper Lund, der omvendt er positivt indstillet over for tiltaget mod falske opkald. Kunstig intelligens og sms'er Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, var også med på pressemødet torsdag. Der understregede han, at sidste punktum i fortællingen om digital svindel på ingen måde er sat. Til politikerne henvendte han sig og sagde: "Vi slipper jer ikke. I bliver siddende, I bliver ved, for svindlerne bliver siddende derude, og de bliver også ved, og der skal vi hele tiden være på højde med dem. Hvis ikke et skridt foran," lød det. Påmindelsen skal ses i lyset af, at organisationerne har ventet i mere end et år på at få svar på, om tiltagene må tages i brug. I den tid har tusinder af danskere været udsat for svindel – og mistet millioner af kroner, hvilket flere organisationer har kritiseret. Digitaliseringsminister Caroline Stage, hvordan kan det være retfærdigt for ofrene, at det har skullet tage et helt år at få grønt lys? "Det er jo altid et spørgsmål om en balance mellem at skynde sig rigtig meget og på den anden side sikre, at vi er på fast juridisk grund. Det er det, vi har prøvet at gøre her," siger digitaliseringsministeren. Hvordan kan du være helt sikker på, at borgernes data ikke ender med at blive udnyttet, når alle danskernes sms'er nu skal screenes af kunstig intelligens? "Vi skal nok sørge for at holde teleindustrien op på, hvad den her data bliver brugt til. Der er ikke noget, der bliver gemt. Alt bliver slettet med det samme efterfølgende," siger hun og tilføjer, at man ikke får mulighed for at melde sig fra ordningen. For 87-årige Per Aasmul er regeringens tiltag gode nyheder. Siden Kristeligt Dagblad var på besøg i oktober, er han flere gange blevet ringet op af nye svindlere. "Jeg vil se frem til, at der bliver gjort noget ved det," siger han. Tryk for at læse mere
Nr. 21
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Forfatter: Tiden slår alle ihjel, men tanken om døden gør også tiden dyrebar Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
I begyndelsen var tiden ikke til, men så kom der en revne i intetheden, som fik tiden til at sive ud, så der endelig blev sat gang i det hele. Og det skete i de dage, år eller nanosekunder, hvor alting alligevel opstod ud af ingenting, da en uforklarlig klump sammenknyttet urstof – som en slags magisk modellervoks i Guds hånd eller romkugle af tætpakkede partikler – pludselig turboudvidede sig i den mægtige lyseksplosion, som skabte universet. ”Selv tror jeg ikke på Gud, men det er alligevel nogenlunde sådan, jeg forestiller mig, at tiden må være blevet til, for der findes jo ikke tid uden bevægelse, så tiden må jo komme fra en uforklarlig revne i intetheden,” siger forfatteren Merete Pryds Helle, da vi sidder forholdsvis stille i hendes stue i Tisvilde og taler om hendes nye roman, ”Den store åbning”, der udkom i går. Titlen har hun fra Jens Jørgen Gaardhøje, der er professor i eksperimentel subatomar fysik ved Niels Bohr Institutet. ”Han forsker i universets skabelse, og han vil hellere tale om den store åbning end om big bang,” siger Merete Pryds Helle, som også har interviewet astrofysikeren Anja C. Andersen, før hun skrev sin nye roman, der må have krævet en vis portion research. For ifølge bogens bagsidetekst er det ”en roman om menneskehedens historie – intet mindre, men meget mere”. Men selv kredser forfatteren det heldigvis lidt ind: ”Min roman handler om mange ting, men først og fremmest om tid. Jeg bliver altid draget af ting, jeg ikke kan forstå. Og tiden forstår jeg simpelthen ikke, men vi ser jo hele tiden virkningerne af tiden. Vi præges af den og dør med den, men vi kan heller ikke leve uden tid, for alt liv består jo af processer, der er i bevægelse, og derfor må tiden også være blevet født, da universet kom i bevægelse,” siger Merete Pryds Helle, der er uddannet arkæolog og historiker, men også altid har haft en interesse, der rakte ud over det, man kan grave frem af jorden. Opstandelsessymbol eller bombelunte Uanset hvad man tror på, kan svaret jo nogle gange findes ved at kigge op mod himlen. Og alle lader til at være enige om, at lys og liv er forbundet, hvad enten det var Gud, der sendte lyset ind i verden eller ej, som hun siger: ”Jeg har en arkæologisk og historisk uddannelse, så det gør, at jeg også knytter det religiøse til tider, der forandrer sig. Mørket og lyset var jo også knyttet til julen allerede før kristendommen, hvor man fejrede solhverv, og nu prøver vi snart igen at få sommeren og lyset tilbage i stuen. Det er juletræet med sine æbler for mig at se et billede på.” Nogle ser jo også juletræet som et evighedssymbol, når ”Grenen fra livets træ står skønt”, som der står i Ingemanns ”Julen har bragt velsignet bud”... ”Ja, netop. Men for mig er kristendommen én måde at fortælle den samme historie, der bliver fortalt på mange måder. Og det ser jeg som et dybt menneskeligt behov for at finde håb i noget større uden at kunne fange det,” siger Merete Pryds Helle, som har respekt for, at folk kan finde trøst og mening i deres egne juletraditioner og fortolkninger. Et kalenderlys kan for eksempel godt tolkes som en lille opstandelsesprædiken. Nedtællingslyset minder os godt nok om, at det levende lys til sidst må dø ud, ligesom vi alle skal dø en dag. Men når kalenderlyset er brændt ud, er det tid til at fejre, at verdens lys – Jesus Kristus – engang mødte os i mørket, da universets skaber engang lod sig føde som en forsvarsløs baby for at give os et levende håb om, at han også vil møde os i dødens mørke. Men i Merete Pryds Helles nye roman ”Den store åbning” er det ikke kristendommen, der giver håb. Og hun skaber også sin egen skabelsesberetning, hvor det ikke er Gud, men ”tidens børn”, som hun kalder ”mørkstofferne”, der præger menneskene. Merete Pryds Helle bor tæt på Wieth-Knudsen Observatoriet i Tisvilde, hvorfra mennesker længe har kigget op mod universet, som også spiller en rolle i hendes nye roman, “Den store åbning”. Foto: Leif Tuxen Romanen åbner ellers næsten som en kristen tv-julekalender med et kalenderlys på bordet og en gravid mor, der venter en julebaby. Men altså også hurtigt en række katastrofer, der lurer i horisonten. For er det mon krige, klimakatastrofer eller mørkstoffer, der er mest farlige? Og sådan handler ”Den store åbning” – uden at afsløre for meget – på sin egen måde også om verdens frelse, men den er mere inspireret af videnskabshistorien end bibelhistorien. Og den fører ikke kun sine læsere tilbage til Jesu tid, men helt tilbage til universets skabelse og – altså måske – frem mod hele verdens undergang, så det ellers hyggelige kalenderlys på bordet også kan minde om en bombes lunte, der måske snart skal få alting til at eksplodere. Håbefuld undergangsfortælling Man skal ikke stave sig mange sider ind i Merete Pryds Helles roman, før det står klart, at universets mørkstoffer har deres egen plan om at gøre menneskene ”kloge” nok til at udslette sig selv, så de hjælper skiftende tiders genier godt på vej ved at hviske dem lidt i ørene. For mørkstofferne, som Merete Pryds Helle lader få replikker og tanker i romanen, er selv blevet svage her milliarder af år efter ”den store åbning”, og nu har de brug for en ny energiudladning for at få mere energi selv, og det ville være en god start at få vores blå planet til at eksplodere. ”Det er ikke, fordi jeg synes, at vi mangler undergangsfortællinger for tiden, derfor var det også vigtigt for mig, at der var håb i min fortælling, men den er selvfølgelig samtidig født ud af en bekymring, for klimaforandringerne og alverdens krige skræmmer også mig. Det er voldsomt, at der nu findes så mange våbenlagre i verden, at man nemt kunne udslette alle mennesker på kloden flere gange, og nu opruster alle jo igen,” siger hun med et suk, mens hun lader blikket sejle ud i rummet, som om hun tænker over, at tiden ikke læger alle sår, men snarere sårer alle læger, indtil tiden til sidst slår alle ihjel. ”Det mærker man jo især op til jul, hvor man altid kigger sig omkring for at se, hvem der nu er døde. Sådan er julen også en statustid, hvor man tæller sine døde, men jo også familiens nye medlemmer,” siger Merete Pryds Helle, der helt bevidst har udsendt sin nye roman i november. Tiden handler om tiden Året ånder snart ud. Nu er det kun et spørgsmål om tid. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at hele verden også sang på sidste vers i øjeblikket. Som en stor, døende krop gisper den stadig koldere jord efter vejret med sine efterårsstorme. Det ses tydeligt i Merete Pryds Helles have i Tisvilde, hvor vinden er ved at blæse bladene af træerne som kalenderark, der rives af for at give plads til noget nyt. Kirkeåret er allerede ved at rinde ud, adventstiden handler om det, der skal komme, og nu er det netop snart jul, hvor alting handler endnu mere om tid. ”Det ligger nærmest også i sproget. Vi taler om adventstid, juletid eller mere sekulært om højtiden, men sjældnere om påsketid og pinsetid. Måske fordi tiden virker mere kostbar, når man mærker, at den er ved at forsvinde, ligesom timer og dage tæller på en anden måde, når et menneske skal dø.” Tryk for at læse mere
Nr. 20
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kun få voksne og ældre dyrker holdsport. Det er en skam, siger professor Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
Nogle af dem vil i løbet af deres 20’ere falde fra den organiserede foreningsidræt og i stedet løbetræne eller gå i fitnesscentre. Og mange andre vil stoppe med fodbold eller håndbold, når de i deres slut-20’ere og start-30’ere får travlt med job og familieliv. Ud af de godt 350.000 danskere, som i 2022 var medlem af en fodboldklub, var over 200.000 18 år eller yngre. For medlemmer af håndboldklubber i Danmark gjaldt det samme år, at 7 ud af 10 var 18 år eller yngre. Det er en skam, at der ikke er flere voksne håndbold- og fodboldspillere, mener Peter Krustrup, der er professor i sport og sundhed ved Syddansk Universitet. Han var tidligere i år med til at udgive en hvidbog (dybdegående rapport) om fodbold som forebyggelse og behandling mod 10 konkrete lidelser og risikotilstande. Selvom et fitnessabonnement og en regelmæssig løbetur er godt for sundheden og nemt at tilpasse en travl hverdag, kan den type motion ikke hamle op med holdsport med hensyn til at give en effektiv og bredspektret træning. “Vi har konstateret gennem årtiers forskning, at holdsport kan noget særligt, fordi folk opfatter det som sjovt og motiverende,” siger han. Ifølge Peter Krustrup er en holdsport som fodbold en effektiv motionsform, fordi den indeholder tre træningsformer. Der er udholdenhedstræning i form af meget løb, som giver høj puls, højintens træning, når man spurter efter bolden, og styrketræning gennem de mange retningsskift, hurtigt løb og spark. “Alt dette er selvfølgelig noget, man også kan træne for sig selv. Men hvis man skal gøre alt det i et fitnesscenter, vil det hurtigt føles ensformigt, mens man får det automatisk, når man spiller fodbold,” siger han. Det har i mange år været velkendt, at fodbold og andre holdsporter også har sociale gevinster udover de fysiske, især for børn. Børnene lærer blandt andet at samarbejde og tage ansvar, når de dyrker holdsport. Men der er næsten lige så mange sociale fordele ved det for de voksne, mener Peter Krustrup. Han har været med til at udvikle projekterne FC Prostata, Fodbold for Hjertet og Fodbold Fitness U90, der hver især er henvendt til folk med lidelser og ældre mennesker. “Og man må bare konstatere, at det giver folk et ordentligt løft af deres mentale og sociale trivsel og livsglæde. Udover at motion i sig selv hjælper på trivslen, føler mange glæde ved at samarbejde og ved at udvide deres netværk, som man jo gør, når man går til holdsport,” siger han. Det er en kombination af flere ting, der gør, at folk stopper med at dyrke holdsport, når de bliver ældre. Når de får en travl hverdag, bliver det sværere at have faste skemalagte træningspas. De benytter sig i stedet af effektive træningsformer som løb, yoga eller fitness, som man kan udføre, når tiden er til det. Når man bliver endnu ældre, er det måske i højere grad kroppen, der siger fra. Man bliver mere skrøbelig, og en fysisk holdsport som fodbold kan føre til flere skader end en kontrolleret træningsform i et fitnesscenter. Det behøver man dog ikke være nervøs for, mener Peter Krustrup, som var med til at udvikle konceptet Fodbold Fitness, der er en modificeret fodboldtræning i små grupper på små baner tilpasset voksne og ældre, der ikke nødvendigvis har erfaring: “Den slags fodbold adskiller sig utroligt meget fra den meget fysiske form, man ser på tv. Jeg vil på det kraftigste anbefale alle voksne og ældre at dyrke holdsport. Selvfølgelig i en modificeret form, hvor man ikke kommer til skade, men hvor man til gengæld får alle de samme gevinster i form af den effektive bredspektrede træning og det sociale samvær.” Tryk for at læse mere
Nr. 19
K_artikler Opdater⟳ ☝️
At leve med affektiv stemningsforstyrrelse: Jeg er kunden i REMA 1000, der er gået i stå mellem hylderne Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
Lad mig tage læseren med på en lille rejse gennem et mentalt landskab, hvor det ikke altid er nemt at finde vej. Jeg vil give et indblik i, hvordan det føles at have et polariseret sind. Der findes nemlig et spektrum, som psykiatrien har svært ved at kortlægge – domænet mellem to radikale modsætninger. At leve med en affektiv stemningsforstyrrelse svarer nogenlunde til at jonglere med lavasten og snebolde, imens man balancerer på en vakkelvorn line. Nede er afgrunden dyb – og man ved aldrig, om man må starte forfra i morgen. Men polerne hænger uløseligt sammen set i min optik. De betinger med andre ord hinanden som dag og nat. Man må hele tiden være på vagt over for hjernens signalstoffer og balancere sit forhold til andre mennesker derefter. Lidt for ofte kaster jeg mig ud i potentielt farlige situationer for at mærke mig selv og verden. Jeg har det, som om jeg flyder rundt på tidevandet under sol og måne med en lunefuld understrøm af tankemylder. Ikke engang "bunden" er pålidelig, for det, som smerter, er også forbundet med et velvære. Og når kaos forvandler sig til kosmos, slår lynet ned lige om hjørnet. Man er spændt ud mellem to poler. Et magnetfelt af følelser, som holder sammen på en parallelverden, der kan føles meget ensom at være i. For mig opleves mine "lyse dage" som en flyvsk tilstand. Jeg kalder denne "mit svæv". Jeg lever, som om det var min sidste dag, for alt føles muligt – som en gave, der pakkes ud. Verden er et stort teater, hvor jeg både er skuespiller og instruktør. Jeg er ikke alene herre over scenerne, men jeg kan føle, at min tilstedeværelse påvirker andre mennesker mere, end hvad godt er. Hvis ikke jeg får den respons, jeg længes efter, begynder jeg at fremprovokere reaktioner hos mine omgivelser. Siden jeg var lille, har jeg med mellemrum følt mig omgivet af en tyk tåge forstået som en mental distraktion: "Nu er Simon fløjet af sted." Og det er jeg med mellemrum trods al selvransagelse stadig den dag i dag. Jeg sidder drømmende på mit "svæv", mens verden vibrerer som et fjernt ekko langt væk fra min placering og urets tidsangivelse. Derudover passerer en art fostertilstand revy. Virkeligheden modtager svar i form af kropssprog eller ord med halve minutters forsinkelser. Nogen banker på: "Er Simon hjemme?". Der er virkelig højt til loftet i osteklokken. Lige så højt som op til skyerne. Fælles for mine "opture" er, at jeg udstråler et "lånt" overskud, som er både skrøbeligt og uholdbart i længden. Inderst inde ved jeg, at den eneste løsning for mig ville være at trække stikket og finde ro et grænseløst sted på planeten. Meditere, gå en lang tur, lægge puslespil eller bokse klaver. Det har jeg lært med tiden, distraktionen, men det kræver fokus, fra jeg står op, til jeg går i seng. Tiden løber fra mig. Jeg føler mig inviteret ind i en kollektiv bevidsthed, hvor det er rart at være. Rart, fordi tiden ikke eksisterer. Så er der den anden pol. Et stille, flimrende, uberegneligt, men sikkert mørke. Det kommer krybende som et lunefuldt tidevand og spores bedst i manifestationen af fysiske jag i brystet. De somatiske symptomer intensiveres minut for minut, og jeg er uden forsvarsværk i egen krop. Hvis du møder mig i REMA 1000, vil du med sikkerhed opleve en kunde, der er gået i stå mellem hylderne. Mine tanker roterer op imod loftet, og de dykker ned under gulvet. Og de søger en midte. Søger en puls. Deres rotation snøres ind som et fiskeøje og udvider sig centrifugalt igen. Der er ikke tilstrækkelig plads, eller også er der lidt for mange ringe i vandet. Det er ensomt og ubehageligt at være i den tilstand. Jeg er fyldt med stress og angst – min krop reagerer, som om jeg var i livsfare, selvom der ikke er noget konkret at være bange for. Det føles som en regulær kamp om overlevelse indeni, og hver en tanke udgør et selvdestruktivt varsel om udslettelse: Er det nu, at den der blodprop, som jeg vidste var på vej, giver slip på et blodkar i låret og sætter sig i hjertekulen? Hvem vil reagere først, når jeg falder om? Hvor langt væk er den nærmeste hjertestarter? Hvor er køleskabet i forhold til mig? Hvorfor er lyset så skarpt? Note fra en kundekø, medio november: "Du er okay. De er okay. En, to, tre. En, to, tre, fire, fem, seks. Læs din indkøbsseddel. Læs din indkøbsseddel igen. Se lige frem. Gå efter varen. Ikke tænk på de andre. Det er snart din tur. De er også bange. Vi er i samme båd. Rosiner og danskvand med citrus. Rosiner fyldt med zink og vand fyldt med bobler. Du er en sky. En tankerække i overhalingsbanen.” Og mellem disse poler – hypomanien og depressionen – er tilværelsen som oftest præget af en stille, kontinuerlig balanceakt, som de fleste mennesker vil genkende sig selv i. Her vil man møde en jævn, høflig og "normal person", som indtager urtete, læser sin avis, smiler og nikker civiliseret i venteværelset. Måske vil man tænke: "Han er ligesom mig – han har aflæst den sociale kode, har god opdragelse, gode forældre, han holder sig inden for sin ring i ottetallet og forstår sig på interaktion”. Imens balancerer jeg som en linedanser mellem drøm og virkelighed. Som dagen skrider frem med uigenkaldelige sekunder, minutter, timer og år hængt op på en lang, tynd snor af sædvaner og meningsløshed – turen i bybussen, "goddag og farvel", overfladiske smil, fremmede ansigter, stisystemer, nyvaskede klinker, krummede tæer og nedgroede negle. Når jeg smækker døren i til opgangen og slipper mine bæreposer, min rygsæk og mine hæmninger, er larmen i knolden forvandlet til eufori. Ville det ikke være nemmere at melde sig ud af samfundet? Men jeg kan ikke gemme mig under dynen, jeg kan ikke sove uden medicin, jeg må gøre det, der virker. Men jeg virker jo ikke ligefrem som "de andre". Det, som gør mig godt, gør mig ondt. Jeg må svare på beskeder på Messenger, sms, Aula og mail. Sådan er mit liv, og det er "et liv". Tryk for at læse mere
Nr. 18
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Hård sarkasme og benet ateisme bliver udfordret i serien, hvor håbet kommer til at stå som en superkraft” Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
Umiddelbart efter Allehelgen blev jeg syg med influenza, og mine mange halvvågne timer med høj feber og lav livsglæde på sofaen brugte jeg passende på at gense alle tre sæsoner af den britiske Netflix-serie "After Life", som komikeren Ricky Gervais både har skrevet og spiller hovedrollen i. Den handler om den midaldrende Tony, der har mistet sin kone, der er død alt for tidligt af kræft. Han bor med sin hund i det, der før var deres fælles hus. Han arbejder som journalist på den lokalavis, hvor hans svoger er chef, og hvor de andre ansatte er forholdsvis sære. De dækker byens historier: En dreng, der har stukket blokfløjter op i begge næsebor og lært sig at spille, en der har fået det samme julekort fem gange. Der sker ikke alverden i byen og egentlig heller ikke i serien. Den er stilfærdig og uden store armbevægelser. Tony er i dyb sorg og truer konstant med at begå selvmord. Han er sarkastisk og ubehagelig over for alle, der irriterer ham. Det er morsomt, som i et klassisk Gervais-show, men i denne serie ender det med at fremstille ham som en stakkels egoist, der er ved at gå til grunde i sit eget ynkelige show. I løbet af serien møder han forskellige "engle" (uden vinger), der får ham til at tænke på andre end sig selv, og langsomt indser han, at der findes et liv efter Lisa, hans afdøde kone. Som seere ved vi godt, at Tony inderst inde er en dejlig, sjov og kærlig mand. Vi ser ham derhjemme med hunden, og vi ser ham gennem Lisas øjne, når han hver dag ser videoer fra deres tid sammen og hendes afskedsvideo til ham, som hun kalder ”En guide til livet”. Hans venner og familie ved det også, fordi de har kendt ham i mange år. De rummer hans urimeligheder, og det gør vi også som seere, selvom vi indimellem krummer tæer over hans manglende blik for andre. Tony siger flere gange, at han efter sin kones død oplevede ligegyldighed som en superkraft: At ingenting længere gav mening, at han kunne sige og gøre, hvad han ville, for han kunne jo altid bare tage sit eget liv. Sådan var sorgens logik for ham, men hver dag, når solen står op, er der alligevel noget, der kalder på ham: Hunden skal have mad, hans gamle far skal besøges, der er brug for ham på avisen, og han skal mindes Lisa. Hver dag besøger han kirkegården, og her møder han en 20 år ældre enke, som besøger sin mands grav. Det bliver et vendepunkt for ham (og for hende). De to udvikler et venskab. Hun spilles fremragende af Penelope Wilton og bliver en visdommens kilde eller en "engel" for Tony, der siger ting, som gør en forskel. Hun siger for eksempel: ”Det, du har mistet, er det samme, som kan stoppe smerten!” og senere ”Du bryder dig måske ikke om at leve, men du gør verden til et bedre sted!” Det er banalt, men sandt, at kærligheden heler. Han er bragende rationalist og ateist! Han tror ikke på noget efterliv, han tror ikke på nogen Gud, han siger det så ofte igennem hele serien, at vi ikke rigtig tror ham. På et tidspunkt betror han enken, at han fortryder, at han drillede Lisa med hendes tro på et liv efter døden. Han er så bange for, at det måske tog håbet fra hende. Da han med avisen besøger et hospice og bliver spurgt direkte af en kræftsyg dreng, om han tror på himlen, synker rationalisten fornuftens stemme og svarer: ”Det gør jeg, helt sikkert!” For hvad andet kan man sige til et menneske, som håber af hele sit hjerte? En af de sidste samtaler mellem enken og Tony handler netop om det. Tony siger: ”Jeg er rationel, men jeg føler, at hun er her. Det gør jeg bare,” og enken svarer: ”Det er, fordi du er et menneske.” Dele af serien er måske lige til den sentimentale side. Alle følelser bliver fortolket musikalsk af de helt store klassikere. Der er sange af blandt andre Bob Dylan, Elton John, Nick Cave, Carpenters, Radiohead, David Bowie og Joni Mitchell. Måske er den indimellem lidt banal, og det øvrige persongalleri lidt karikeret, men helt ærligt: Jeg grinede og græd! Hård sarkasme og benet ateisme bliver udfordret i serien, hvor håbet kommer til at stå som en superkraft, vi ikke kan leve uden, og som vi må give til hinanden. Tryk for at læse mere
Nr. 17
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Andreas forsvarer sin ph.d.-afhandling: At miste kontakten til et barn er at miste en vigtig side af sig selv Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
Psykolog Andreas Nikolajsen siger det selv, da han får ordet. Han er spændt. Meget. I auditorie 025 på Aarhus Universitet er der bænket omkring 70 mennesker, der er kommet for at høre hans forsvar af sin ph.d.-afhandling. Auditoriet er halvfyldt. Han er en erfaren formidler, men det er uvant for ham at tale i en sal, hvor der er så mange ledige pladser. Under arbejdet med sin ph.d. har han holdt flere foredrag, hvor folk er gået forgæves, fordi der ikke kunne klemmes flere ind. Han var 26 år, da han i 2013 afsluttede psykologistudiet. I stort set hele sit arbejdsliv har han arbejdet med ældre, primært hos Fonden Ensomme Gamles Værn i København, og det var her, at han blev opmærksom på det problem, som blev emnet for hans erhvervs-ph.d.: gamle forældre, der havde oplevet, at deres voksne børn havde brudt med dem. Det gik op for ham, at problematikken var udbredt, underbelyst og indgribende. De næste 45 minutter skal han formidle essensen af sin forskning, inden bedømmelsesudvalget vil stille ham spørgsmål. Små stakke af hans afhandling er fordelt i auditoriet. Han har skrevet sin afhandling på engelsk. På forsiden står: "Intergenerational estrangement in later life – mental health, sentiments, and coping for older parents", og oversat til dansk bliver det til: "Brud mellem gamle forældre og voksne børn – mental sundhed, emotioner og håndtering blandt gamle forældre". 75 plus USA er førende i forskningen i det, som i fagsproget bliver kaldt for intergenerationelle brud. Et studie foretaget i USA viser, at 10 procent af den voksne befolkning lever med brud. Enten er de forældre, som har mistet kontakten, eller de er børn, som har brudt. Studier fra Storbritannien viser, at otte procent lever med brud. Og som Andreas Nikolajsen siger, så er der globalt millioner af mennesker, som lever med brud. Et par år inde i arbejdet med sin ph.d. skrev han en artikel til et lille tidsskrift, der blev læst af en journalist på Faglige Seniorer, som interviewede ham. Og siden har han talt med vældig mange journalister og gæstet alt fra Kristeligt Dagblads spalter til Genstart på P1 samt Aftenshowet på DR. Der er to spørgsmål, som er gået igen fra stort set alle journalisterne: Hvor udbredt er problemet? Er det i vækst? Han kan ikke sige, hvor mange danskere der lever med brud, men af flere grunde vurderer han, at det er et fænomen i vækst. Det sidste vender vi tilbage til. Hans forskning er den første af sin slags i Danmark. På auditoriets store fladskærme viser han et danmarkskort. Forskningen bygger på undersøgelser foretaget blandt 271 ældre over 75 år i 35 af landets kommuner fra Bornholm til Hjørring. 75 af de 271 lever med brud, og Andreas Nikolajsen ville undersøge, hvordan de gamle forældre følelsesmæssigt var påvirket af de brudte bånd. Psykolog Andreas Nikolajsen har læst breve, som gamle forældre har modtaget fra børn, der har brudt med dem. "I nogle af brevene fra børnene er der også en invitation til de gamle forældre, men jeg oplevede ikke, at forældrene var i stand til at tage imod den invitation," siger han. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix Et nyt slide fylder storskærmen i auditoriet. Et diagram fuld af tal og forkortelser. Andreas Nikolajsen forklarer, at han fandt signifikante sammenhænge mellem brud og nedsat mental sundhed, ikke mindst depression. Gennem sin forskning har han samlet talrige vidnesbyrd fra ældre forældre, hvor de udtrykker deres smerte. Skulle man give hans indsamlede vidnesbyrd en overskrift, kunne det være: Kærlighedens død. Køn spiller en rolle i forhold til brud. Flere gamle fædre har oplevet brud, og sønner er mere tilbøjelige til at bryde kontakten end døtre. Mødre og fædre reagerer forskelligt på de brudte relationer. De gamle fædre har mere ambivalente følelser i forhold til bruddet, mens gamle mødre typisk føler sorg. I sin afhandling citerer han et brev fra en ældre mor, som har oplevet brud med sin datter. Den aldrende kvinde skriver: "Forældre elsker deres børn og er på en sær måde afhængige af at have kontakt med dem, uanset hvordan kontakten er. At miste kontakten er at miste en vigtig side af sig selv, særligt hvis tabet betyder, at man bliver kasseret og glemt." En del af Andreas Nikolajsens forskning har bestået i at lave interviews med forældre, som har oplevet brud. Der indgår 15 såkaldt kvalitative interviews i hans datasæt. Han har talt med forældre, som føler, at deres børn har overreageret, og kalder bruddet for urimeligt. Ifølge Andreas Nikolajsen har de gamle forældre en tendens til at udvise, hvad han kalder for defensiv uvidenhed. Man beskytter så at sige sig selv fra de smertelige erkendelser, det ville kræve at tage sin del af skylden for den brudte kontakt. Vrede fyldte en del i hans samtaler med gamle forældre, der lever med brud. I auditorie 025 fortæller Andreas Nikolajsen om en far, der levede med brud, og de talte om den arv, manden ville efterlade ved sin død, hvor de biologiske børn er tvangsarvinger. Faderen sagde: "Hvis jeg kunne fjerne dem helt, ville jeg gøre det. Jeg vil hellere skylle pengene ud i afløbet end give dem til børnene." Familiegerontologi Nu er det bedømmelsesudvalgets tur til at stille spørgsmål til Andreas Nikolajsen. Udvalget består af Anu Siren, der er psykologiprofessor ved Tampere Universitet i Finland, Mimi Yung Mehlsen, der er professor på Aarhus Universitet, og en høj ældre mand, som rejser sig og stiller sig med udsigt til tilhørerne. Det er den amerikanske sociolog Merril Silverstein. Merril Silverstein er professor i sociologi ved Syracuse Universitet i New York og anerkendt for at have viet sin forskning til at forstå tværgenerationelle relationer i familier inklusive brud mellem forældre og børn. Han er såkaldt familiegerontolog. Silverstein spørger Andreas Nikolajsen, hvorfor han har valgt kun at tale med de gamle forældre. Han spørger: "Hvordan tror du, den anden side af mønten ser ud?". Andreas Nikolajsen svarer, at han har fundet det vigtigt at gå i dybden med de gamle forældres perspektiv og få det udfoldet ordentligt. Ikke mindst, fordi han oplever, at de gamle forældres stemme har været fortiet. I USA er der enkelte eksempler på forskning, hvor forskere har talt med begge parter i et brud. Andreas Nikolajsen siger, at han er meget nysgerrig efter at se, hvordan bruddet ser ud fra de voksne børns perspektiv. I forbindelse med forskningen har han haft lejlighed til at læse korrespondancerne mellem de gamle forældre og deres børn. På den måde har han erfaret lidt af, hvad der er på den anden side af mønten. De voksne børn beskriver i mange tilfælde forældrene som grænseoverskridende og manipulerende. De voksne børn peger også på psykiatriske problemer hos forældrene i form af ikke-diagnosticerede personlighedsforstyrrelser som narcissisme eller borderline, men også alkohol og andet misbrug bliver nævnt. Han siger: "I nogle af brevene fra børnene er der også en invitation til de gamle forældre, men jeg oplevede ikke, at forældrene var i stand til at tage imod den invitation." Silverstein siger, at man i USA ser en generationskonflikt mellem de unge voksne og de ældre forældre. I yngre generationer har man en anden tilgang til relationer, som er noget, der skal plejes og værnes om. Silverstein tror, at det kan føre til en fremtid med flere brud. Andreas Nikolajsen ser et tilsvarende mønster i Danmark. Han siger: "I yngre generationer er det at være forældre et livsprojekt. De ældre forældre, som har oplevet brud, har måske snarere set på deres voksne børn, som var de venner, men de unge voksne ønsker forældre, som bliver ved med at være forældre." Silverstein spørger Andreas Nikolajsen, hvilken rolle han tror, skam spiller, når der er brud i familier. Skam er et af de temaer, som Andreas Nikolajsen gerne ville have arbejdet mere med i forskningen. Når voksne børn siger, at de har brudt med deres forældre, fordi de har en psykiatrisk diagnose eller et misbrug, kan det ifølge Andreas Nikolajsen handle om skam. Han oplever, at der er normer for familiens ukrænkelighed, som lever, og at voksne børn derfor også afkræves svar, når de har brudt med deres forældre. Men hvis man nævner, at ens mor har borderline, eller ens far er alkoholiker, bliver samtalen en anden. Snart skal bedømmelsesudvalget votere, men inden det sker, får han et spørgsmål fra psykologiprofessor Mimi Yung Mehlsen. Hun vil gerne vide, hvordan man som klinisk psykolog kan hjælpe familier med de udfordringer, som Andreas Nikolajsen har afdækket. Det spørgsmål kan han tale meget længe om. Forskningen har vist ham, at der er en kløft mellem de gamle forældre og deres voksne børn, som synes svær at gabe over. I mange tilfælde er forsoning ikke mulig. Bedømmelsesudvalget voterer bag en lukket dør og konkluderer, at de vil indstille til, at Andreas Nikolajsen bliver tildelt ph.d.-graden. I auditoriet bliver der klappet af ham. Der er sat punktum for ph.d.-graden, men han slipper ikke emnet. Hans forskning skal omsættes til en bog om det fortiede problem, som mange voksne danskere kæmper med. Tryk for at læse mere
Nr. 16
K_artikler Opdater⟳ ☝️
At spise kødet og drikke blodet Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
"Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag." Johannesevangeliet 6, 54 Jesus er ofte meget sanselig og fysisk i sin retorik. Det er dog næppe det "kannibalistiske" billede, som støder folkemængden. Det er mere det, at Jesus gør krav på en position, som i jødisk tro kun tilkommer Gud. Han er mere end Moses. Det, som han giver verden, er mere end mannaen. Her er livets brød eller det levende brød knyttet sammen med hans gerning. Jesu samtid hørte det som gudsbespottelse og tog afstand fra ham. Jesus siger for det første, at dem, der tilegner sig det, som han står for, har del i noget evigt og umisteligt. Selve relationen til Jesus har en evighedsdimension, som end ikke døden kan bryde. For det andet siger selve billedet, at menneskeheden fuldstændigt skal "fortære" Jesus, så han dør på grund af sin indsats. Det med, at Jesus skal dø for at fuldføre den gerning, han vil gøre for andre, siges med mange forskellige ord og billeder i Jesu forkyndelse. Da evangeliet om Jesus senere spredtes til den græsktalende verden, stødte det ind i en religiøsitet, der betonede mennesket som et åndeligt væsen; evigt liv og evig frelse var frigørelse fra det jordiske og det legemlige. For de første kristne var dette et bedrag. ”Der er gået mange bedragere ud i verden; det er dem, der ikke bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød” (Johannes' Andet Brev 1, 7). I Det Nye Testamente er Jesu gerning ikke blot en åndelig, men også en fysisk gerning. Jesus blev legemligt fortæret af sin kærlighed til mennesket. Han led en fysisk voldsom død, og hans blod flød i stride strømme. Også nadveren har noget fysisk over sig. Vi spiser et stykke brød. Vores smagsløg bliver aktiveret, og brødet bliver en del af vores krop. Vi drikker et bæger vin. Vi sanser dens duft og smag, til den er drukket og indgår i vores fordøjelse. Fysisk er vores krop på vej mod døden og graven. Men takket være relationen til Jesus har vi fået noget evigt og udødeligt gennem ham. Nok blev Jesu krop og kød fortæret af døden, men det blev til liv for os. Evigt liv. Børge Haahr Andersen er tidligere sognepræst og rektor ved Dansk Bibel-Institut. Tryk for at læse mere
Nr. 15
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Da fotoalbummet forsvandt, mistede danskerne også en del af deres familiehistorie Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
Langt de fleste danske hjem har haft dem: Bøgerne med familiens dyrebareste minder printet på glinsende fotopapir. Men efter først digitalkameraets og siden smartphonens ankomst i danskernes liv, er siderne i fotoalbummet blevet tomme. Ganske vist vil danskerne også i den kommende juletid tage billeder som aldrig før og dele dem på sociale medier. Men de kommer sjældent i et album, der kan tages frem igen om mange år. Det går ud over vores erindringer om det levede liv, der ligger bevaret på billederne. "Fotoalbummet har den fordel, at man kan tage det ned fra hylden og kigge på fortiden. Det kan man ikke på samme måde, hvis man skal finde computeren frem," siger Hanne Mølgaard Plaschke, 66 år og pensioneret lærer fra Aalborg. Netop i disse måneder, hvor året 2024 er ved at byde på årgangens sidste oplevelser, vil hun samle sine billeder i en årbog. For tidligere års minder er gået tabt i digitale rodebunker, efter at fotografierne er blevet gemt på harddiske, cd-rommer og på digitale tjenester. "Det er jo ærgerligt, så fremover har jeg tænkt at lave en bog om året med et par fotos fra hver måned. Ikke mere. Så kan man se, at i løbet af det år, havde vi den hund, og folk så så unge eller gamle ud. På den måde kan man få snakken i gang, når man kigger i albummerne om mange år," siger Hanne Mølgaard Plaschke. Fotoalbummerne inviterer især til, at man sidder sammen og taler om fotografierne, bemærker Annette Bohn, lektor i psykologi ved Aarhus Universitet. "Så snakker man om de her minder, så de bliver klare igen. Minderne kan også forandre sig lidt, når andre har deres blik på erindringerne." Man bestemmer selv, hvor lang tid man skal bruge på at kigge på hvert billede. Det betyder, at man kan fordybe sig i minderne, mener Annette Bohn. Det kan også være nogle andre minder, der dukker frem. "Vi kan selv have historier, vi ikke har fortalt eller tænkt var vigtige. De kan komme frem på billederne. Pludselig kan ens yngre børn eller børnebørn se noget på billedet, de ikke allerede vidste om deres familiemedlemmer. Så kan man lære noget nyt om sin familie," siger Annette Bohn. Det kan eksempelvis være, at man ser den sure tante være grinende og festlig på et foto, der er taget for mange år siden. Eller at ens farfar faktisk var rødhåret. Giver ro at se livets gang For nylig skrev forfatter og salmedigter Iben Krogsdal en klumme i Kristeligt Dagblad om de minder, vi mister, efter at fotoalbummet er forsvundet, og sociale medier i stedet har overtaget fotoalbummets rolle. "Det er vores egen historie, vi mister. Hvis vi hele tiden lægger billederne ud til omverdenen, afgiver vi vores livshistorie til omverdenens ubarmhjertige blik. Og jeg tror, man står svagere i verden, hvis man ikke har sin egen historie," siger Iben Krogsdal. Når vi samler fotografier og lægger dem i den rigtige rækkefølge i et album, skaber vi en kronologisk fortælling om vores liv. Og netop når man bruger tid på at lave den kronologi, opbygger man også sin egen bevidsthed om sit eget livsforløb, mener hun. "Jeg har selv lige ordnet 17 års fotografier, og det gav virkelig en ro. Jeg var dybt taknemmelig over at kunne se mit livs kronologi og vide, at det er lige netop mit liv," siger Iben Krogsdal. Derfor skal man også i en digital tidsalder med sociale medier være varsom med ikke kun at dokumentere det, der skal lægges på sociale medier. "Det, man mener, er vigtigt for resten af verden, er ikke nødvendigvis vigtigt for en selv. Det er helt vildt vigtigt, at man kan skelne mellem blikket derude og ens eget liv," siger Iben Krogsdal. Efter at begge Hanne Mølgaard Plaschkes forældre har fået demens, har hun opdaget, hvor vigtigt det er at skabe den sammenhæng i livet, der ellers er ved at falde fra hinanden. "Når alting bliver små prikker i ens liv, kan man samle de prikker med nogle tilsvarende billeder. Det er en god måde at få styr på sit liv," siger hun. Hun laver blandt andet billedbøger med ferieminder, ligesom hendes egen mor tidligere havde lavet scrapbøger med ferieminder. "Hun har demens og bliver træt af at se billeder på en skærm. Da hun fyldte 90 år, lavede jeg en bog med billeder af, hvad børnene havde lavet for nyligt. Den kan vi sidde og kigge i igen og igen," siger Hanne Mølgaard Plaschke. Man skal dog huske, at hele livet ikke træder frem i fotoalbummerne, mener psykolog Annette Bohn. Typisk er albummerne fyldt med billeder fra fester, fejringer, udflugter, ture i forlystelsesparker eller andre øjeblikke i livet, som man mente var mindeværdige, da man trykkede på kameraets udløser. "Der er jo sjældent dagligdags ting i de her fotografier. For det meste er det positive erindringer, og i sjældne tilfælde kan man så huske en fest, hvor folk blev uvenner, eller nogle måske gik fra hinanden kort tid efter festen," siger Annette Bohn. Tryk for at læse mere
Nr. 14
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kun fem procent ryger i Sverige. Men vi kan ikke kopiere deres succes sådan lige Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
Projektchef for tobaksforebyggelse ved Kræftens Bekæmpelse, Niels Them Kjær, forklarer her, hvorfor Sverige er bedre end Danmark på dette område. Niels Them Kjær, hvad kan svenskerne, som vi ikke kan? ”Det er rigtigt, at Sverige gør det meget bedre end os på det punkt. Men det er ikke noget, der er sket fra den ene dag til den anden. Forklaringen ligger nok mere i noget kulturelt. De kører i Volvo, opfandt sikkerhedsselen og er generelt mere opmærksomme på sikkerhed end os. Når jeg er til konference i Sverige, bliver der for eksempel serveret letøl til middagene uden for almindelig arbejdstid. I Danmark er der vin på bordet til maden. De har flere røgfri områder, og de har røget mindre end os i al den tid, jeg har arbejdet med dette område.” Kunne det have noget at gøre med, at de har bedre adgang til røgfri nikotinprodukter som for eksempel snus? ”Nej, men det kunne man forledes til at tro, hvis man ser den massive kampagne, som tobaksindustrien kører i øjeblikket. De påstår, at svenskerne ryger mindre af den grund, men det er der ingen beviser for. De annoncerer formentlig vidt og bredt lige nu, fordi Folketinget er i gang med at behandle et lovforslag om at regulere adgangen til røgfri nikotinprodukter og om at skærpe straffen for ulovligt salg af dem.” Er de røgfri produkter ikke at foretrække frem for cigaretter? ”Jo, men det er usikkert, om færre vil ryge, hvis vi har mindre regulering af nikotinposer og andre produkter. Til gengæld vil det medføre, at mange børn og unge vil få en afhængighed, de måske ikke ellers ville have fået. Det kan skade deres tandkød og hjernens udvikling, og det kan være et springbræt til at prøve andre rusmidler.” Hvad skal man så gøre? ”Jeg ville rigtig gerne have, at man satte prisen på tobak op, som man har gjort i Holland, Frankrig og Belgien. Det er det vigtigste greb. Jeg kunne også ønske mig flere røgfri miljøer. Mange unge mennesker sidder på brune værtshuse, hvor der stadig må ryges. Det er et hul i rygeloven fra 2007. Og for det tredje kunne man ændre den måde, hvorpå produkterne bliver solgt i detailhandlen. Det er svært at forklare unge mennesker, at nikotin er usundt, når det er så tilgængeligt i alle butikker.” Har du selv røget? ”Ja, det har jeg jo som ung, men ikke dagligt. Jeg kan godt inhalere, men jeg kan ikke lave røgringe.” Kan du forstå, hvorfor folk synes, det er hyggeligt ved festlige lejligheder? ”Ja, jeg er helt med på, at mange hygger sig med at ryge i sociale sammenhænge. Det er en kultur, men man kan godt ændre en kultur. Det er lidt ligesom med alkohol, hvor vi i Danmark har haft en tendens til at fejre alt med alkohol. Den kultur er måske lidt på retur, og det samme kan vi heldigvis se med hensyn til rygning, hvor det går den rigtige vej. På syv år er andelen af 16-24-årige daglige rygere gået fra 15 til 5 procent.” Tryk for at læse mere
Nr. 13
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Per Øhrgaard: Er Israel en stat, der er nødt til at være i krig? Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
Ved mindearrangementer på årsdagen for Hamas-terroren den 7. oktober 2023 kunne man igen opleve, at mange havde glemt, hvad FN's generalsekretær sagde allerede tidligt: Angrebet skete ikke i et vakuum. Den 7. oktober var ikke en begyndelse, men snarere en kulmination. En desperat og i alle henseender rædselsvækkende aktion, men også en reaktion på årtiers undertrykkelse. Eller som Birgitte Rahbek skrev i Information: Når der er sluttet fred i Mellemøsten, kan vi kalde dem, der bryder den, for terrorister. Indtil da må vi have lov til også at tale om modstand. Modstand mod en stadig mere utålelig undertrykkelse. Et undertrykt folk har ikke altid absolut ret, men det har relativ ret over for sine undertrykkere. Og Israel undertrykker både de arabere, der bor i landet, og dem, der bor uden for i nabområderne, som ikke tilhører Israel, men hvor – på Vestbredden – bosættere i stigende grad også med brug af direkte vold røver jord og ressourcer fra den stedlige befolkning. De opmuntres af det officielle Israels fremfærd og af Vestens accept af den. Besættelsen af Jordans vestbred har været ulovlig siden FN's Sikkerhedsråds resolution 242 af 1967, som pålagde Israel at trække sig tilbage fra erobrede områder på Vestbredden (om fra alle eller fra nogle er en muligvis tilsigtet forskel på den franske og den engelske version). Andre lande, som sidder sikkerhedsrådsresolutioner overhørig, belægges med sanktioner og kan risikere at blive angrebet militært. Israel nyder positiv særbehandling. Dertil kommer tidens gang. En veteran fra grundlæggelseskrigen som Herbert Pundik kunne blive fredsven, fordi han kendte til situationen før og i 1948. Han glemte ikke, at det land, der blev hans, blev taget fra andre. Men for flere og flere nulevende israelere og vesterlændinge er den tilstand, der hersker på Vestbredden og herskede i Gaza, bare naturlig. De har aldrig kendt til andet. Derfor opfattes Hamas' terror den 7. oktober sidste år som en begyndelse, og Israels massakre i Gaza og angreb i Libanon kaldes i fuldt alvor selvforsvar. Appeller udefra til "begge sider" om at moderere sig er som altid en faktisk støtte til den stærkeste part. Det ved vi godt. Det ved resten af verden også. Derfor derfor anerkendes Vesten ikke som moralsk autoritet. For 15 år siden talte jeg i Berlin med amerikanske mellemøstforskere. De sagde dengang samstemmende: Den sidste chance for en tostatsløsning var i 1990'erne. Den er forpasset. Der er kun én mulighed for fred, og det er en fælles stat for israelere og palæstinensere. Den er fjernere nu end nogensinde. Hvis jeg havde haft noget at sige i 1948, ville jeg med garanti have stemt for staten Israels oprettelse. Men jo længere tid, der er gået (og ikke først lige nu), desto mere skeptisk er jeg blevet over for visdommen i den beslutning. Det var der allerede dengang nogle, der var, og dele af den jødiske bevægelse betragtedes som terrorister, præcis som Hamas og Hizbollah bliver det i dag. Men sket er sket, og derfor har Israel selvfølgelig ret til at være der. Men ikke med de udvidelser, som har fundet sted siden, og som ikke har nogen legitimitet. Israel er ikke dannet af en i forvejen bosat flertalsbefolkning, men importeret til området som en stat for en bestemt folkegruppe. En jødisk stat. Hvad vil det sige? En stat for mosaisk troende? Men så er Israel nærmest et teokrati. Eller en stat for mennesker af jødisk afstamning? Men så er Israel en stat defineret af racebiologi. Begge dele anses i vore dage for at være problematiske som grundlag for stater. Og den biologiske begrundelse accepterer på bagvendt vis den europæiske antisemitisme: Jøderne måtte skilles ud og bo for sig selv. Theodor Herzls zionisme var et spejlbillede af hans tids antisemitisme og delte horisont med den. Jøderne fik en stat. Men Israel kan desuden påregne støtte fra jøder, der bor alle mulige andre steder end i Israel. Måske er der flere tilhængere af den israelske regering uden for landet end i landet selv. Denne lobby er magtfuld og påvirker mange landes politik. Frygten for at blive beskyldt for antisemitisme, hvis man træder op imod Israel, er udbredt. Mest udtalt er frygten naturligvis i Tyskland. Men Israel er splittet. Husker man den politiske uro i Israel i de seneste år, kan man få den tanke, at staten kun holdes sammen ved at være i krig. Derfor bliver der ingen fred – medmindre Israel fortsat får lov til at fremture som nu, og vi nøjes med at være "bekymrede". Det kan også ende med en slags fred. Men det er kirkegårdens, som bør kaldes noget andet. Den eneste mulighed for blot våbenhvile synes efterhånden at være denne: at indsætte en stor international militærstyrke i området, som skal genetablere de anerkendte grænser og holde hele området i skak. Når vi nu opruster så voldsomt, som tilfældet er, kunne det være en meningsfuld anvendelse af de mange våben. Refleksion skrives på skift af sognepræst Sørine Gotfredsen, tv- og radiovært Iben Maria Zeuthen, professor emeritus Per Øhrgaard, journalist og forfatter Esben Kjær og forfatter og salmedigter Iben Krogsdal. Tryk for at læse mere
Nr. 12
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Man får apostelknogler i metermål i Erik Bjeragers nye bog Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
Hånden på hjertet – hvor mange kan nævne alle apostlene ved navn? Peter og Johannes vil nok dukke først op hos de fleste, derefter måske Jakob og Andreas, for disse fire danner ifølge evangelierne noget af en inderkreds om Jesus. Thomas gør sig også bemærket ved et par lejligheder, og så må forræderen Judas vel på en eller anden måde også tælle med. Det var da i hvert fald seks. Men herefter begynder selv trænede bibellæsere at blive fjerne i blikket og klø sig i nakken. Usikkerheden er ikke så mærkelig, for en del af de tolv særligt udvalgte disciple nævnes kun på de såkaldte apostellister i Det Nye Testamente – og flere af dem lader endda til at have gået under flere forskellige navne. Kort efter opstandelsen, da Judas som bekendt efter sit selvmord var ude af billedet, ville man gerne fylde kredsen af de tolv op med en discipel, der havde været med hele vejen og set Jesus som opstanden. Her faldt valget efter lodtrækning på Matthias, men ikke desto mindre har ”apostel” ikke været nogen mere beskyttet titel, end at Paulus snart efter også blev benævnt sådan – uden at have været blandt disciplene. Så når Erik Bjerager i sin nye bog begiver sig på sporet af apostlene, regner han 15 personer med til gruppen, 14 mænd og en kvinde. Kvinde? Jo, for Maria Magdalene begyndte tidligt at blive omtalt som ”apostlenes apostel”, fordi hun som den første havde set den tomme grav og mødt den opstandne – og blev den, der bragte disciplene budskabet. Mangeårig chefredaktør Erik Bjerager vil være læseren bekendt som mangeårig chefredaktør og direktør på Kristeligt Dagblad, og forarbejder til den nye bog har også været bragt som artikler i avisen. For efter sin afgang for et par år siden har Bjerager helliget sig et projekt, som han har syslet med planer om i mange år: en reportagerejse til alle de kendte (angivelige) apostelgrave rundt om i Mellemøsten, Europa og Indien for at kortlægge de enkelte apostles virkningshistorie og nutidige betydning for de kristne på stedet. På den måde vil bogen være en blanding af kirkehistorie, rejseberetning og journalistisk reportage. Men først og fremmest bliver den et fromhedshistorisk indblik i dyrkelsen af apostlene som vidner, martyrer og helgener og af deres grave som valfartsmål ned gennem historien. Fremstillingen er lagt geografisk an, så den tager udgangspunkt i Maria Magdalenes formodede grav i Provence og fortsætter med hver af apostlene, stort set i den rangordning, der også kommer til udtryk i apostellisterne i Det Nye Testamente – bortset fra at Paulus her, på grund af sin betydning for kristendommens udbredelse, optræder som den tredje lige efter Peter. Sidst, og lidt uden for kategori, kommer Judas, som ifølge overleveringen ikke fik nogen grav, men hvis dødssted i Jerusalem stadig vogtes nidkært af en græsk-ortodoks nonne, der ikke er til sinds at lukke nogen ind. Ind i kirkehistorien Det kirkehistoriske først. Når sandheden skal frem, er det ikke meget, vi kan vide med sikkerhed om apostlenes liv og død. Kilderne er få og indbyrdes modstridende, og meget er legendestof, vokset frem af lokale fortælletraditioner, der skulle give de enkelte pilgrimsmål ekstra tiltrækningskraft. For da relikviedyrkelsen tog til i løbet af middelalderen, blev valfarter jo en væsentlig indtægtskilde for kirken, og der blev mange steder kamp om at være i besiddelse af de mest betydningsfulde helgengrave – her var apostlene med deres direkte forbindelse til Herren selv naturligvis blandt de mest eftertragtede. Men det betød også, at knoglerester, som blev regnet for en apostels, ofte blev delt op og spredt over adskillige kirker og steder, som så alle gjorde krav på at huse apostlens ”grav”. Mest direkte siges det i bogen af en fransk kvinde, ansat ved Saint-Sernain kirken i Toulouse, der blandt andet hævdes at rumme gravene for de mindre kendte apostle Thaddæus og Simon: ”Relikvier er ligesom pølser. Man har skåret og skåret og delt og delt, og uanset hvor lille et stykke af en helgens knogle man ender med at have, så er det et relikvie, der rummer helgenens hellighed, og det har man så kaldt for en grav.” Denne vanskelighed i det ”historiske” er Bjerager selvfølgelig bevidst om – og han understreger da også gentagne gange, at spørgsmålet om, hvorvidt det nu også er den pågældende apostel, hvis rester befinder sig i den pågældende grav eller relikvieskrin, i sidste ende er en sag for troen. Men at troen altså har tillagt bestemte steder og grave en særlig betydning, ofte helt tilbage til oldkirkens tid, og behandlet dem med tilsvarende ærbødighed, er til gengæld en historisk kendsgerning, som har været afgørende for kirkens og kristendommens udvikling. Ingen steder bliver det mere tydeligt end i Peterskirken i Rom. Peter led jo, det regner de fleste vist som sikkert, martyrdøden i Rom, formentlig i Neros cirkus, og blev efter sigende begravet i nærheden på det sted, der også dengang havde navnet Vaticanum. Graven blev hurtigt et sted, de kristne besøgte, og da kejser Konstantin i 300-tallet byggede den første Peterskirke, blev den rejst nøjagtigt over den grav, som traditionen længe havde ment at kunne udpege som apostelfyrstens. Og sådanne traditioner kommer ikke ud af det blå. Under alle omstændigheder har man i vor egen tid foretaget udgravninger under den nuværende Peterskirke og blotlagt en hel gravplads fra de første århundreder efter Kristus med gader og monumenter og mindeplader og det hele – og lige under kirkens højalter en grav, der tydeligvis har været omfattet med en særlig veneration. Denne anmelder har selv stået dernede og må medgive, at hvad man end tror eller ikke tror, så gør stedet et kolossalt indtryk. For uanset hvem der ligger i graven, er man jo i direkte kontakt med apostlens tid og med to årtusinders gudsdyrkelse siden da. Oven over en står kristenhedens vældigste kirke, neden under ses udgangspunktet for det hele i en ydmyg fattiggrav. På besøg i Rom Peterfiguren – og den nøglemagt, Jesus havde udstyret ham med – blev jo fundamentet under og legitimeringen af hele den magt, pavestolen med tiden tiltog sig. Og i Rom kan Erik Bjerager også iagttage, hvordan det har haft konsekvenser for synet på Paulus, den anden store skikkelse blandt apostlene, som også skal have mødt sit endeligt i Rom. Men kirken, der bærer hans navn og rummer hans grav, kom til at ligge uden for den oprindelige bys mure, så ingen skulle skygge for Peter. Den rivalisering mellem de to, man allerede kan ane i Apostlenes Gerninger, lever videre – og i perioder, hvor pavemagten oprustede, har det kunnet aflæses direkte også i Paulus’ vigende konjunkturer, så han selv på en mosaik i hans ”egen” kirke har måttet vige pladsen ved siden af Jesus til fordel for Peter. Billedet er broget, når vi kommer til de øvrige apostelgrave, lige fra Jakob i Santiago de Compostela, som i disse år bliver besøgt af stadig flere pilgrimsvandrende som målet for Caminoen, til forsømte og nærmest glemte grave i det nuværende Tyrkiet. Alle steder interviewer Bjerager besøgende, og selv om det ikke er epokegørende indsigter, der kommer frem i disse afsnit, bliver de til sammen et udtryk for kristendommens position i landet og kulturen. Forfatteren noterer med en vis foruroligelse, hvordan mange på stederne i Europa ikke ser sig selv som troende, i hvert fald ikke i den officielle kirkes forstand, og hvordan de små kristne menigheder i Tyrkiet efterhånden er ved helt at være fortrængt af det mere og mere hårdhændede islamistiske styre. Hvis man vil besøge apostelgravene dér, skal man nok til at skynde sig. Sådan tager Bjerager i al beskedenhed også temperaturen på de forskellige folks engagement i kirken og troen – og konkluderer, at selv om kristendommen globalt set er i vækst, også hurtigere end andre religioner, så ser den noget mere træt ud i vores del af verden. Om en fornyet interesse for apostlene og den uforfærdethed, de drog ud i verden med, vil kunne ændre på det forhold, som Bjerager håber, er nok tvivlsomt, men nogen skal jo begynde. Bogen er vist den første af sin art på dansk og udfylder således et mærkeligt hul. Det er godt at få en letlæst, samlet gennemgang af apostlenes historie og efterliv. Men måske har bogen endnu mere værdi som en inspirerende rejsefører til steder, de færreste turister har inden for horisonten, men som viser sig at være både givende og tankevækkende – på godt og ondt. Erik Bjerager: På sporet af apostlene. En rejse ind i hjertet af den tidligste kristendom. 248 sider. 275 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Gæsteanmelder Jens Bærentzen er sognepræst og anmelder ved Weekendavisen. Tryk for at læse mere
Nr. 11
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Britisk operahus kaster sig over Vinterbergs “Festen” Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
Man ser den metaforiske Thomas Vinterberg for sig. Han indtager rollen, som Ulrich Thomsen spillede i "Festen", Vinterbergs berømmede dogmefilm fra 1998. Her er det instruktøren Thomas Vinterberg, der også skrev filmen sammen med nu afdøde Mogens Rukov, som trækker to kuverter op af inderlommen. Indholdet af den første kender vi godt. Det er skuespillet ”Festen”. Det kom på dansk, hvor Bo Hr. Hansen hjalp med at bearbejde teksten til de skrå brædder i 2007, hvor den havde premiere på Østre Gasværk i København. Men allerede i 2004 kom den også som skuespil på engelsk med tekst af dramatikeren David Eldridge. Efter premieren på det mindre Almeida Theatre i det nordlige London gik turen blandt andet videre til Londons West End, Broadway i New York og Toronto i Canada. Hvor filmen på engelsk hedder “The Celebration”, så holdt skuespillet på engelsk fast i den danske titel. Og det er også tilfældet, når man åbner den anden metaforiske kuvert. For her er næste inkarnation af “Festen”. Et af verdens fineste operahuse, Royal Opera House i Londons Covent Garden, har til februar verdenspremiere på en helt ny opera baseret på “Festen”. Det er en af de fremmeste samtidige britiske komponister, 64-årige Mark-Anthony Turnage, som står for musikken. “Festen” bliver hans syvende opera. Han stod blandt andet bag den kritiske succes “Anna Nicole” på Royal Opera House i 2011. Operaen var den moderne sæbeopera om den barmfagre amerikanske model Anna Nicole Smith, der var kendt fra magasinet “Playboy” – og ikke mindst ægteskabet med den 89-årige amerikanske milliardær J. Howard Marshall i 1994. Librettoen til “Festen” er også skrevet af en brite, der har stor akkolade bag sig. Det er Lee Hall, som er mest kendt for manuskriptet til filmen “Billy Elliott”, om drengen Billy fra et nordengelsk kulminesamfund, der ender med at blive balletdanser. “Festen” som opera får verdenspremiere tirsdag den 11. februar 2025 og er en enakter på omkring halvanden time. I første omgang er der kun seks opførelser, alle i løbet af februar. Sønnen Christian, der holder den berømte tale, spilles af den engelske tenor Allan Clayton. Faderen og familiens patriark, Helge, som i filmen blev udødeliggjort af Henning Moritzen, bliver sunget af den canadiske basbaryton Gerald Finley. ”Festen” bliver nok den første opsætning af en dogmefilm som opera. Men det er ikke første gang, at film af en dogme-instruktør får denne ære, hvilket Lars von Trier kan tale med om – omend operaudgaverne ikke er af hans dogmefilm, ”Idioterne”. Den kongelige svenske opera i Stockholm havde sidste år verdenspremiere på operaudgaven af "Melancholia" – baseret på von Triers melankolske film fra 2011. Tilbage i 2016 havde Opera Philadelphia i amerikanske Pennsylvania verdenspremiere på operaudgaven af hans film fra 1996, ”Breaking the Waves”, som efterfølgende blev opført tre gange ved en operafestival i New York og siden i Edinburgh. Så sent som i år blev stykket sat op igen i Detroit. Tryk for at læse mere
Nr. 10
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Jesper Bacher: Mille Sørensen var fornuftens stemme, da hun tacklede Dansk Boldspil-Union Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 18:00:00
Jeg er som de fleste andre ikke vild med Donald Trumps personlighed og facon. Den kommende amerikanske præsident er ofte taget i at lyve, men når det kommer til køn, prøver Trump ikke at lyve sig fra virkeligheden. Trump vil have Kongressen til kun at anerkende to køn fra fødslen, og biologiske drenge, der identificerer sig som piger, skal ikke kunne konkurrere mod piger i sport. Som det hedder med en vending, der er blevet tilskrevet Henrik Pontoppidan: ”Sandheden er liflig, selv i en rødhåret svenskers mund.” Det må også gælde for en kontroversiel amerikaner med viltert hår. Men hvordan er det nogensinde kommet dertil, at køn er blevet psykologi og selvidentifikation snarere end biologi og fysik? Mennesker kan selvfølgelig føle ubehag ved deres biologiske køn, og det ubehag skal hverken hånes eller negligeres, men det springende punkt er, hvorvidt man kan forpligte omverdenen til at overtage ens selvforståelse? Hvorvidt institutioner, lovgivning, foreninger og sociale sammenhænge skal rette ind for at imødekomme den enkeltes opfattelse af sit eget køn? I Holland var der for nogle år siden en mand, Emile Ratelband hed han, som tabte en sag ved retten i Arnhem, fordi han i pagt med sin selvforståelse ønskede en juridisk nedsættelse af sin alder med 20 år fra 69 til 49 år. Det lykkedes som nævnt ikke, men hvis køn ikke handler om biologi, hvorfor skulle alder så? Er man det køn, man føler sig som, hvorfor så ikke den alder, man føler sig som? Tankegangens absurde frugter er sportskonkurrencer mellem biologiske mænd med navn af kvinder – og biologiske kvinder. Man skulle ellers tro, at det vigtigste var fair konkurrence, ikke at kvalificere sig til en medalje i politisk korrekthed. På P1 Morgen kunne man i ugens løb høre en fornuftens stemme fra sportens verden. Mille Sørensen, holdansvarlig for kvindeholdet i Frederiksberg Fritids- og Fodboldentusiaster, opponerede mod Dansk Boldspil-Unions anbefaling om inklusion af flere kønsidentiteter i dansk breddefodbold. Mille Sørensen synes, at alle skal have lov at spille fodbold, men sagde, at ”den biologiske drengekrop og mandekrop jo følger med ud på banen”, og Mille Sørensen frygtede, at flere kvinder ville droppe fodboldsporten, hvis de skulle udspilles af spillere med mandekønnets fysiske fordele. Desuden var der også et sikkerhedsspørgsmål: Hvordan ville det gå med sammenstød og tacklinger mellem biologiske mænd og kvinder? Erik Brøgger Rasmussen, DBU's direktør, fremførte, at det drejede sig om meget få personer – uden at svare på, hvorfor hensynet til de få skulle sættes over hensynet til de mange. Mille Sørensen kaldte det også et tilbageskridt for ligestillingen, hvis biologiske mænd kom til at sætte standarden i kvindefodbold. Det har hun så åbenlyst ret i. Ligestillingen ryger, når man prøver at skævvride virkeligheden. Mille Sørensen er sikkert en dygtig fodboldspiller, og hun forstod sig også på verbale tacklinger for fornuft, fairness og ligestilling. Jesper Bacher er sognepræst. Tryk for at læse mere
Nr. 9
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Danskere i konflikt med Kirkernes Verdensråd: ”De repræsenterer kun det russiske synspunkt” Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 14:45:00
Der er ikke decideret krig mellem Danske Kirkers Råd og storebroderen Kirkernes Verdensråd (KV). Men kanonerne synes at være kørt i stilling efter en offentlig meningsudveksling mellem de to parter. I sidste uge sendte den økumeniske organisation Danske Kirkers Råd, der rummer en række danske kirkesamfund, herunder folkekirken, og kirkelige organisationer, et brev til KV. Heri stiller den danske organisation sig kritisk over for KV's stillingtagen til krigssituationen i Ukraine og Rusland. Det gælder særligt det forhold, at KV kaldte det "dybt alarmerende", da Ukraine i august vedtog en lov, som skal forhindre kirkelige personer og organisationer at hjælpe og støtte "aggressorer", som Rusland nok må forstås som. Omvendt var kritikken mild, da det russiske kirkeråd kaldte invasionen af Ukraine for "hellig krig", og det afslører en ubalance hos KV til Ruslands favør, mener generalsekretær for Danske Kirkers Råd Emil Saggau, der sammen med biskop i Helsingør Stift Peter Birch er underskrivere af brevet. Nu har Kirkernes Verdensråd så svaret danskeren. Til det norske medie Dagen kalder generalsekretær Jerry Pillay Emil Saggaus kritik "emotionel" og funderet på "et svagt faktuelt grundlag", og at de seks spørgsmål, som Danske Kirkers Råd stiller KV i brevet, afspejler "begrænset viden om KV's arbejde i Ukraine". Generalsekretæren vil dog gerne mødes og tale om det, fastslår han. "Vi sætter pris på muligheden for at udvide og oplyse dem om de aktuelle problemer. Det er beklageligt, at de valgte at offentliggøre deres notat. Man undrer sig over, hvad de prøver at bevise," skriver sydafrikanske Jerry Pillay i en mail til Dagen. Ifølge Emil Saggau er Danske Kirkers Råd generelt åben om dets arbejde, hvilket også gælder brevet til KV. "Vi undrer os blot over, at KV kalder Ukraines nye lov 'kollektiv afstraffelse', også selvom det ukrainske kirkeråd flere gange har dementeret det. Vi vil gerne vide, hvorfor de bliver ved med at ville misforstå det? Russerne har sagt, de fører hellig krig, og det blev mødt med en mild og diplomatisk kritik. Man går på listefødder med russerne, men ukrainerne får med den helt store hammer," siger Emil Saggau. Kirkernes Verdensråd skal jo kunne med alle – også russerne. I har jo ikke det ansvar? "Men de repræsenterer kun det russiske synspunkt. Det ukrainske kirkeråd har slet ikke en plads i forretningsudvalget. Jo, det er nemmere at være kritisk fra min stol. Men jeg synes ikke, man er afbalanceret og nuanceret, og jeg oplever ikke, at KV lytter til Ukraine eller tager de vestlige kirker seriøst." Spørger man Sebastian Rimestad, der er forsker ved Leipzig Universitet i Tyskland og ekspert i den ortodokse kirke i Øst- og Nordeuropa, er det korrekt, at de vestlige kirker har mindre indflydelse i dag end førhen. Han forklarer, at Kirkernes Verdensråd i stigende grad består af konservative kirker uden for Europa, særligt i Afrika, som ikke er specielt optaget af Ukraines frihedskamp. "Også her i Tyskland er der liberale, lutherske kirker, som kalder KV partiske og prorussiske. Og rigtigt nok har Rusland meget indflydelse i rådet, men det er europæerne ret alene om at finde problematisk. Kirker i resten af verden har andre udfordringer end Ukraine, herunder islam. Det skyldes også, at Rusland er gode til at finde allierede uden for Europa. De afrikanske kirker mener, de europæiske har bestemt for længe, så det kan også tolkes som en slags magtdemonstration," siger Sebastian Rimestad. Er du enig i, at KV stiller sig på russernes side? "I princippet ja. Den russiske kirke og patriark Kirill har siden KV's grundlæggelse haft meget stor magt og indflydelse, og den er ikke blevet mindre i nyere tid. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at man ikke går hårdt til Rusland under krigen. Ingen af de ukrainske kirker er medlem af KV, og sådan vil Rusland gerne have det." KV's generalsekretær Jerry Pillay siger desuden til Dagen, at det ikke er sandt, når visse stemmer antyder, at KV ikke støtter Ukraine, men at rådet ofte må arbejde fortroligt for at beskytte de involverede parter. "KV er vældig engageret i krigen i Ukraine og samarbejder med vores medlemskirker for at finde vejen fremover," skriver han. Ifølge Emil Saggau mødes han med Jerry Pillay allerede på mandag, hvor trådene muligvis kan redes ud. Tryk for at læse mere
Nr. 8
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Evangelikal præst ville overbevise religiøse om at holde sig fra Trump. Men missionen mislykkedes Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 14:30:00
Stemmen er tyk af træthed og frustration, da Doug Pagitt et par dage efter det amerikanske præsidentvalg sidder i en lufthavn i Baltimore i Maryland på vej hjem til delstaten Minnesota efter trekvart år på landevejen. Som en anden rockstjerne har han kørt USA tyndt i en tourbus, og han aner ikke, hvor langt eller hvor længe han har kørt. Han ved bare, at han kun har sovet i sin egen seng ni dage siden august. Og så ved han, at han har tabt, fordi Donald Trump har vundet. Og han er rasende. Den evangelikale præst Doug Pagitt og en gruppe ligesindede har med busprojektet Vote Common Good (Stem for det fælles bedste) viet det meste af deres tid siden 2018 til indsatsen for at holde Donald Trump fra magten. De har i år arbejdet målrettet for at flytte måske 100.000 evangelikale stemmer fra den republikanske præsidentkandidat til hans demokratiske modstander, Kamala Harris, i de helt afgørende valgdistrikter. De har søgt at præsentere et alternativ til de evangelikales pakkeløsning, hvor en stemme på Trump for mange har været en selvfølge. Ifølge nyhedsbureauet AP stemte 8 ud af 10 evangelikale vælgere da også på den republikanske ekspræsident og nu kommende præsident ved valget den 5. november. Doug Pagitt mener, at Trumps valgsejr bygger på intolerance og normalisering af løgn og miskommunikation. Og at den forøver varig skade på det amerikanske demokrati. “Man ser måske små rester af demokratiet hist og her, men det er ikke længere, hvad vi troede, det var. Vi kan ikke længere lade som om, når en mand, der begår seksuelle overgreb på kvinder, som sender en voldelig hob mod Kongressen, og som er anklaget for forbrydelser begået inden for og uden for præsidentembedet, er blevet valgt som præsident. Og det fordi Demokraterne ikke kan finde ud af at vise det amerikanske folk et alternativ,” siger Pagitt med henvisning til blandt andet flere strafferetlige og civile sager mod Trump og til hans rolle i stormen på Kongressen den 6. januar 2021. Kirker er bange for politik 13-14 millioner mennesker, som stemte på demokraten Joe Biden ved valget i 2020, stemte ikke på vicepræsident Kamala Harris denne gang. Pagitt er ikke færdig med at analysere tallene. Men han kan konstatere, at mens Trump fik færre stemmer, end han gjorde i 2020, så fik Kamala Harris “endnu flere færre”, end Biden fik sidst. Han kalder Kamala Harris “en fremragende kandidat som person og alt det dér”. Men han kalder det forkasteligt, at hun og hendes parti ikke evnede at gå op imod Trump. En del af forklaringen ligger ifølge Doug Pagitt i de ikke-konservative kirkers berøringsangst over for alt, der lugter af politik. Mange på venstrefløjen kritiserer, hvordan de evangelikale kirker blander sig meget åbenlyst i politik. Men Pagitt ser det lige omvendt og kalder de ikke-konservative kirker “helt ubrugelige” på det felt. Det er “pligtforsømmelse”. “Det gør mig tosset, at de er så stolte af, at de ikke engagerer sig, mens de konservative kirker går direkte ind i det på den helt rigtige måde. Folk ønsker da input til deres politiske identitet fra deres religiøse samfund. De ikke-konservative eller progressive lader bare det felt stå helt tomt,” siger han. Den evangelikale præst mener, at kirkerne helt oplagt skal hjælpe folk med at forstå, hvordan de kan engagere sig i civilsamfundet og i politik. Det er ikke det samme som at sige, hvem medlemmerne af menigheden skal stemme på. Og han mener, at nogle kirker med henvisning til den regel, der forhindrer kirker og andre skattefritagede organisationer i at støtte og føre kampagner for politiske kandidater fra prædikestolen, er alt for bange for at miste deres status som skattefri, hvis de så meget som ytrer ordet “stem”. “Hvis ikke de kan finde ud af at gøre det på en fornuftig måde, så burde de finde sig et andet job. Deres selvcensur betyder, at folk kan komme i kirken over længere tid og aldrig nogensinde blive opfordret til at tænke over deres samfundsrolle. Men hvis man går ind i en konservativ kirke, gennemgår de det gang på gang. Det er da overhovedet ikke at gå for langt.” Som Doug Pagitt ser det, er det meget langt fra den kristne nationalisme, som hans organisation arbejder hårdt imod. Nationalismen er, når der er et direkte bånd mellem regeringen og kirken, som får særlige privilegier. Det andet handler bare om engagement. Og selv hvis en præst skulle fortælle, hvem han eller hun selv stemmer på, er der jo ingen, der siger, at menigheden skal gøre det samme. Menigheden er, fremhæver Pagitt, ikke får, der vælger restaurant eller bil ud fra deres præsts præferencer. Men de vil gerne høre deres præsts holdninger til skriftsteder, etiske spørgsmål, menighedens arbejde og politik. Det vigtige er ifølge Doug Pagitt, at præsten ikke udelukker folk fra kirken, hvis ikke de stemmer på en bestemt måde. Men ved at forholde sig tavse om politik forstærker præsterne opfattelsen af, at man ikke kan omgås folk, der stemmer anderledes end en selv. Og dermed er de med til at øge splittelsen i det amerikanske samfund. Demokrater er bange for religion Doug Pagitts vrede retter sig også mod Det Demokratiske Parti og det, han ser som partiets stålsatte uvilje til at gå efter de religiøse vælgere. Det sker med begrundelsen, at det kræver for meget arbejde, i forhold til hvor få stemmer der kan hentes på Republikanernes traditionelle banehalvdel. Pagitt oplever selv, at det er svært for hans organisation at få partiet i tale. “Jeg håber virkelig, at den næste kandidat vil tage det her mere alvorligt og bede om deres stemmer. Hør nu her, hvis Donald Trump kan gå ud og høste sorte stemmer og latino-stemmer med alt det vrøvl, han siger, hvorfor kan de andre så ikke gå efter evangelikale og katolikker? Argumentet om, at de allerede er så forbenede for Trump er så ufatteligt uforskammet og dumt.” Ifølge Pagitt skubber Demokraterne decideret de religiøse vælgere – og især de 15 procent evangelikale amerikanere, der ved valget udgjorde 20 procent af vælgerne – ud ad døren til fordel for langt mindre vælgergrupper som jøder eller transkønnede. Demokraterne har svært ved at anerkende tro som en vigtig del af mange amerikaneres identitet, understreger den evangelikale præst. "Folk vågner jo ikke om morgenen og tænker: Jeg er en sort mand fra middelklassen i Midtvesten. Men mange vågner op med bevidstheden om, at de er troende mennesker," siger han. Pagitt bliver ikke det mindste beroliget af, at først Harris og siden Biden i deres respektive nederlagstaler i sidste uge begge forsøgte sig med trøstende verbale skulderklap. Som Biden formulerede det: “Det skal nok gå alt sammen”. Men den attitude gør Pagitt endnu mere vred, for hvad bilder de sig egentlig ind? “Her har vi en mand, som har sagt, at vi står over for en trussel mod selve demokratiet og nationens fremtid. Og når de så taber, siger han: 'Skidtpyt, det var ikke noget særligt, og det skal nok gå alt sammen'. Det er dog helt utroligt. I guder, de mennesker altså! Dengang Trump tabte, sagde han, at det var forfærdeligt, og at man havde stjålet hans sejr. Og nu har han vundet ved at tale om kamp og modstand.” Den krigsretorik vil Doug Pagitt ikke anbefale Demokraterne. Det ligger efter hans mening bedre til dem at bruge ord som arbejde og aktion. Det er i hvert fald den strategi, han og hans folk fra Vote Common Good vil følge. Bussen bliver kørt i vinterhi Da Kristeligt Dagblad talte med Pagitt over telefonen i lufthavnen i sidste uge, skulle han lige hjem for at sunde sig og være sammen med sin familie. Der er også en masse praktisk med at få kampagnebussen repareret, pakket ud af de kæmpe klistermærker og kørt i vinterhi. I bussen ligger også den kække blå hat, der er Pagitts meget synlige varemærke, når han optræder for kampagnen. Eller det vil sige: Den ene af hans to hatte ligger i bussen. Den anden har han hjemme på skrivebordet, for han regner med, at han indimellem stadig skal lave video- eller live-optrædender for Vote Common Good. Doug Pagitt er ikke færdig med at spille en rolle i amerikansk politik. Men hvordan ligger endnu ikke helt klart. I mandags meddelte Pagitt i en mail til sine støtter, at Vote Common Good nu skifter fokus til at begrænse skaderne, når Trump begynder at føre sine valgløfter ud i livet. Konkret sigter holdet mod midtvejsvalget i efteråret 2026, hvor de håber at bidrage til, at Demokraterne genvinder kontrollen i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus. Og de er ikke i tvivl om, at det stadig giver mening for Demokraterne at henvende sig specifikt til evangelikale vælgere. “Vores budskab om at invitere folk, der er dedikeret tro, håb og kærlighed, ind i det politiske system, er vigtigere end nogensinde,” skriver Pagitt i mailen, der slutter med en appel om penge til at fortsætte arbejdet. Tryk for at læse mere
Nr. 7
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Medie: Hvis Donald Trump er symptomet, er Elon Musk syndromet Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 14:15:00
Meget af den internationale debat har de seneste uger handlet om Donald Trump. Men debatten er i denne uge blevet tilført et nyt element, efter at Trump i mandags meddelte, at milliardærstifteren af Tesla og SpaceX, Elon Musk, skal lede Department of Government Efficiency, kaldet Doge, sammen med iværksætteren Vivek Ramaswamy. Musk er det rigeste menneske i verden. Ramaswamy er også milliardær. Målet er at ”afmontere regeringsbureaukrati, fjerne unødvendige regler, skære ned på offentlige udgifter og omstrukturere føderale styrelser”. Doge-akronymet er en knap så skjult reference til den populære kryptovaluta dogecoin, der opstod som et internetmeme i 2013. Musk er fan og storinvestor i dogecoin, som The Washington Post noterer med en god portion skepsis. Kryptovalutaer har set deres værdi stige voldsomt siden valget af Trump, der ud over mange andre løfter har lovet at gøre USA til ”planetens kryptovalutahovedstad”. En ekspert i offentlig politik udtaler i Newsweek, at Musks rolle medfører ”enorme interessekonflikter på flere niveauer”. Musk og Doge kan potentielt få en kolossal indflydelse på den førte politik uden at behøve at stå til demokratisk ansvar. Trumps erklæring gør det nemlig klart, at Doge ”vil give råd og vejledning uden for regeringen og vil samarbejde med Det Hvide Hus”. En så indflydelsesrig afdeling uden for den formelle regering har aldrig eksisteret, noterer USA Today. Et andet problem er, at Musks virksomheder er modtagere af offentlige kontrakter og tilskud i milliardklassen. Bloomberg har for nylig dokumenteret, hvordan Tesla modtager milliarder af offentlige støttekroner via forskellige skattelettelser og incitamenter. The New York Times minder om, at Musks SpaceX-selskab har sikret sig en række større kontrakter med Nasa, herunder en aftale på næsten tre milliarder dollars i 2021 om at udvikle teknologi, der kan transportere de næste amerikanske astronauter til Månen. Virksomheden er også blevet tildelt milliardkontrakter af forsvarstjenesten til at udvikle den amerikanske rumstyrke. Musks selskaber vil fortsætte med at modtage offentlige kontrakter i milliardklassen under Trumps regeringsperiode. Nu får selvsamme Musk så muligheden for at komme med anbefalinger til, hvilke agenturer og virksomheder der skal have reduceret deres budgetter (eller ej), og hvilke embedsmænd der skal fyres. Ovennævnte ekspert i offentlig politik fortsætter i Newsweek: ”Musk har enorme interessekonflikter, der burde forhindre ham i at arbejde i Trump-administrationen. Det bliver umuligt at fastholde påstanden om, at regeringen ikke vil favorisere Musk nu, når han har magten over deres agenturer. Det øger risikoen for, at politik vil blive lavet og implementeret for at tilfredsstille den rigeste mand i verden frem for den amerikanske offentlighed.” Men de etiske udfordringer stikker endnu dybere. Musk ejer nemlig også det sociale medie X, tidligere Twitter. ”En sådan koncentration af økonomisk magt og mediemagt kan kun fordreje den demokratiske proces,” skriver italienske Il Manifesto. Åben og offentlig debat er en forudsætning for demokratier. Men det kræver et offentligt rum for kommunikation, der ikke er ejet af enkeltpersoner, understreger avisen i en lederartikel. Af samme grund besluttede The Guardian i onsdags at boykotte X. Avisen hævder, at medieplatformen er med til at promovere højreekstremistiske konspirationsteorier og racisme: ”Den amerikanske præsidentvalgkamp understregede blot, hvad vi har overvejet i lang tid: at X er en giftig medieplatform, og at dens ejer, Elon Musk, har været i stand til at bruge sin indflydelse til at forme den politiske diskurs.” Den albanskfødte skribent Anita Likmeta skriver i det italienske onlinemagasin Linkiesta, at ”Elon Musk er ikke bare en iværksætter eller en teknologisk visionær. Han er symbolet på en radikal forandring, en fremtid, hvor begreberne demokrati og frihed helt omskrives.” Musk forsøger ikke at blive præsident, for han har ikke brug for det. Hans styrke er netop den at forblive uden for demokratiske processer og opretholde en magt, som ingen stemme kan underminere, en ny form for ”autoritært demokrati”. Mens Donald Trump med al sin magt og indflydelse i sidste ende kan blive en forbigående figur, repræsenterer Musk ifølge Likmeta en dybere og mere subtil fare: ”Konsolideringen af en ny postpolitisk elite, der er i stand til at manipulere magtens strukturer på en mere flydende, systemisk og mindre synlig måde end nutidens politikere. Hvis Trump er symptomet, er Musk syndromet." Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af professor mso i socialvidenskab på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst Kristian Østergaard. Tryk for at læse mere
Nr. 6
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Kirkeminister om hærværk og protester på universitet: Der skal være nultolerance over for antisemitiske studerende Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 13:20:00
I Danmark hylder vi ikke terrorister. Den besked er åbenbart ikke gået ind hos de hærværksmænd, som på muren til Roskilde Universitet har hyldet blandt andet den afdøde Hamas-leder Yahya Sinwar, der menes at være en af hovedarkitekterne bag terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023. "Rest in power, Yahya Sinwar, long live resistance (Hvil i fred, Sinwar, længe leve modstanden, red.)," stod der på en af murene. Men også budskaber, som sammenligner zionister med nazister. Samt en opfordring til, at "zionister bør være bange" var skrevet med graffiti-hærværk. Maskerede demonstranter har optrådt ubehageligt over for medarbejdere. Og den propalæstinensiske studenterbevægelse RUC Intifada har afviklet flere demonstrationer og kaldt universitets ledelse for "stolte, folkemorderiske racister". En studerende har ligefrem kaldt hærværket nødvendigt. Det har selvfølgelig skabt en helt uacceptabel utryghed for de jødiske studerende på Roskilde Universitet. Og jeg har desværre måttet konstatere, at en jødisk studerende har valgt at stoppe på sin uddannelse, fordi han simpelthen ikke tør møde ind til undervisningen, som situationen lige nu er på universitetet. Det er trist, og det er tragisk. Og det er en konsekvens, som vi i et frit og åbent demokrati simpelthen ikke kan leve med, når jøders religiøse baggrund forhindrer dem i at leve frie og trygge liv i Danmark. Alle uanset religiøs baggrund skal kunne færdes frit uden at blive intimideret af maskerede medstuderende på universitetets gange. Og selvom vi heldigvis har udstrakt akademisk frihed i Danmark, er det stadigvæk beskæmmende at kunne konstatere, at enkelte medarbejdere har deltaget i RUC Intifadas arrangementer og dermed bidraget til utrygheden. En enkelt lektor har i Berlingske forklaret, at hun deltog i RUC Intifadas demonstration og kaldte det rørende at opleve. Ledelsen på Roskilde Universitet har derfor et enormt ansvar for at få genoprettet trygheden. Og der kan ikke herske tvivl om, at der politisk kommer til at være et meget klart fokus på, at vi har nultolerance over for antisemitiske studerende. Der kan og skal ikke være plads til dem på danske uddannelsesinstitutioner. Og hvis der er studerende eller ansatte, som har overtrådt universitets egne regler, bliver det også behæftet med tunge konsekvenser, må vi forvente som samfund. Jeg er også glad for, at uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (Mod) har kaldt demonstrationerne for totalt grænseoverskridende adfærd, som ikke hører hjemme på et dansk universitet. Samt at hvis man står bag denne form for adfærd, så skal det medføre en bortvisning fra universitetet. For selvom kræfter forsøger at føre krigen i Mellemøsten ud i Europas gader, så bliver det mere og mere tydeligt, at vi er nødt til at sætte hårdt ind i kampen mod jødehadet. Vi kan ikke kan rykke os en millimeter. Antisemitismen kan aldrig relativiseres eller bortforklares. Aldrig igen er blevet til nu, hvis vi skal vise, at vi holder det løfte, som blev givet til det jødiske folk efter Anden Verdenskrig om, at vi aldrig igen ville tillade antisemitismen at få fodfæste i vores samfund. Det føles derfor vigtigere end længe, at så mange valgte at deltage i sidste weekends markering af, at det er 86 år siden, at nazisterne brutalt overfaldt jøder og brændte jødiske butikker og synagoger ned på det, der fik navnet Krystalnatten. For vi har et historisk ansvar for at passe på de danske jøder, som i disse dage lever i frygt og under politibeskyttelse, ligesom danskerne gjorde under Anden Verdenskrig. Godt 97 procent af alle danske jøder blev reddet fra nazisterne. Mange almindelige danskere hjalp til, også folkekirken og dens præster. Det er en vigtig del af den danske selvforståelse og historie, som vi skal være stolte af og værne om. Det, der skete under Anden Verdenskrig, må aldrig ske igen. Kirkeligt set skrives på skift af kirkeminister for Venstre Morten Dahlin, jesuiterpræst Daniel Nørgaard, leder af Grundtvig-Akademiet ogredaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank,sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og VidenscenterLars Sandbeck og sognepræst Marie Høgh. Tryk for at læse mere
Nr. 5
K_artikler Opdater⟳ ☝️
”Gladiator II” er glimrende popcornunderholdning, men instruktøren mangler mod Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 12:20:00
Hvis man er lidt ondskabsfuld er det oplagt at rubricere ”Gladiator II” som et appendix til Ridley Scotts storslåede film om Napoleon fra sidste år. Uden at ryste det mindste på hånden tegnede Scott et portræt af en mandsling, der ofrede hundredtusinder af menneskeliv for at pumpe sit sølle ego op. Der blev ikke sparet på ydmygelserne af den gamle franske kejser – især ikke i de ”intime” scener med hustruen Josephine Bonaparte. Dette tema samler Scott op igen i ”Gladiator II”, hvor det gamle Rom udstilles som selve billedet på tåbelig maskulin magtdyrkelse. I filmens stort opsatte åbningsscene knuser romerne den sidste frie stat i Nordafrika, Numidien – bare fordi de kan. Hele Rom er gennemsyret af en depraveret foragt for menneskeliv. Især tvillingekejserne Geta (Joseph Quinn) og Caracalla (Fred Hechinger) bliver fremstillet som selve billedet på Roms storhedsvanvid. Allerede her vil historikere klage over filmens omgang med fakta. Geta og Caracalla var ikke tvillinger, men brødre, og det var Julius Cæsar, der knuste Numidien cirka 250 år før brødrene blev født. Men hvem bekymrer sig om det? Ridley Scott og hans forfattere gør i hvert fald ikke, og de millioner af biografgængere, der vil glæde sig til at se voldsomme gladiatorkampe i Roms Colosseum, er utvivlsomt også ligeglade. Ridley Scott passerer de 87 år den 30. november, men det forhindrer ham ikke i nærmest at smide om sig med historiske storfilm for tiden. Hovedpointen er naturligvis at underholde på den helt store skala, men Scott ser også ud til at være opslugt af et opgør med historiens ugerninger, som i ”The Last Duel” (2021), der udstillede mandehørmen blandt middelalderens franske riddere. Tvillingekejserne Caracalla (Fred Hechinger) og Geta (Joseph Quinn) fremstilles i filmen som selve billedet på Roms storhedsvanvid. Foto: Imago/Ritzau Scanpix Filmens tematik ligger i fineste forlængelse af den 24 år gamle forgænger, hvor kejser Marcus Aurelius blev fremhævet som en frisindet tænker med en vision om et fredfyldt Rom fyldt med frie og ligestillede mennesker. Gladiatoren Maximus var hans støtte i bunden af samfundet. I 2’eren er Marcus Aurelius for længst borte. Eneste overlevende fra 1’eren og Roms tænksomme storhedstid er Lucilla (Connie Nielsen). Rom er mere depraveret end nogensinde, og nu er det op til den numidiske hærfører Harro (Paul Mescal), der bliver ført til Rom som gladiator, at videreføre Maximus’ virke. Hele historien bliver indrammet i to korte sekvenser, der understreger opgøret med Roms higen efter tåbelige værdier: I begyndelsen af filmen sender Scott en hilsen til Maximus’ drøm om at dyrke jorden på fredelig vis ved at lade en mand stryge sin hånd gennem en kurv med nyhøstet korn. I slutningen går samme mand gennem en kornmark i en glimtende solnedgang. Den klimabevidste humanisme er ikke ligefrem superoriginal, og i tankegang ligger ”Gladiator II” såmænd ganske tæt på Stanley Kubricks ”Spartacus” (1960), som også bliver citeret undervejs. Det havde været fantastisk, hvis Ridley Scott havde fundet nye tematikker og lokaliteter i Rom. Men det mod har hverken Scott eller filmens producenter haft. Det er underholdende ramasjang, bestemt. Som popcornunderholdning og hurtig historietime fungerer ”Gladiator II” glimrende. Men der er bestemt ikke gjort mange anstrengelser for at udfordre publikum i dette toenhalvtime lange appendix til Ridleys Scotts betydeligt mere overrumplende og dristige ”Napoleon”.Gladiator II. Instruktion: Ridley Scott. Manuskript: David Scarpa, Peter Craig & David Franzoni. Kamera: John Mathieson. 148 minutter. England/USA 2024. Tryk for at læse mere
Nr. 4
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Røde Kors bruger misvisende og forældede tal i kampen for en landsdækkende vågetjeneste. Det er ”uetisk”, mener ekspert Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 11:00:00
På Facebook ruller lige nu en underskriftindsamling fra Røde Kors. ”1 ud af 10 danskere dør alene,” lyder det fra den humanitære hjælpeorganisation. Røde Kors slår i den forbindelse på tromme for sit arbejde med at skabe en landsdækkende vågetjeneste, som skal dække alle plejehjem, hospitaler og private hjem via hjemmeplejen. Tallene stammer ifølge Røde Kors' egen hjemmeside fra et ”forskningsstudie” fra 2007. Det skulle angiveligt være udført af Michael Hviid Jacobsen, der er professor i sociologi på Aalborg Universitet. Men der er ikke noget ”forskningsstudie”. Og det er ikke foretaget af Michael Hviid Jacobsen, fastslår han over for Kristeligt Dagblad. Ifølge Jacob Dahl Rendtorff, der er professor i virksomhedsetik på Roskilde Universitet, er det ”uetisk at gå ud med tal, der er mere end 20 år gamle”. ”Tal er enkle, logiske og opfattes let som fakta. Og når de ovenikøbet taler direkte til vores følelser, så har vi det nok med at glemme, at selvsamme tal kan være fejlbehæftede og misvisende,” siger han og tilføjer: ”Når Røde Kors anvender formuleringen ’1 ud af 10 danskere dør alene’ i deres kampagne, er det et hårdtslående argument, der er til at forstå. Men de bør være lidt mere påpasselige i deres omgang med tal og kildematerialer i øvrigt.” Screenshot af vågetjeneste-kampagnen på Facebook, som Røde Kors står bag. Michael Hviid Jacobsen forklarer, at han er citeret for en knap 18 år gammel artikel i Berlingske. Dengang beskrev avisen statistikker fra politiet, som viste, at der i løbet af en femårig periode var sket en stigning i antallet af dødfundne personer i eget hjem fra 5051 til 5196. Problemet er, at politiets tal dækker over dødfundne personer i eget hjem – og ikke siger noget om, hvor mange der dør alene på eksempelvis plejehjem og hospitaler. Alligevel bruges tallene i en kampagne, der har som mål, at en vågetjeneste skal oprettes på plejehjem, hospitaler og private hjem via hjemmeplejen. ”De tal giver mest mening, hvis det handler om dødfundne i eget hjem, og kan næppe overføres direkte til at sige noget om mennesker, der dør alene på forskellige institutioner, hvor man eksempelvis ikke har kunnet lokalisere pårørende. Der er tale om ret forskellige kontekster, der ikke nødvendigvis dækker over det samme fænomen,” skriver han i en mail, men understreger, at han på ikke vil forholde sig direkte eller kritisk til Røde Kors eller kampagnen. Hvor mange dør egentlig alene? Klaus Nørskov, kommunikationschef hos Røde Kors, er ”meget ked af”, at organisationen har kildeangivet sine tal som et forskningsstudie. ”For det er ikke noget forskningsstudie, det er tal fra politiet,” siger han. Han fortæller, at Røde Kors fortsat står inde for kampagnen, og at han ikke mener, at det er ”uetisk” at benytte sig af tal, der er mere end 20 år gamle i denne sammenhæng, hvor det er meget vanskeligt at skaffe aktuelle data. Klaus Nørskov ser heller ikke noget problem i, at Røde Kors bruger tal, der dækker over dødfundne personer i eget hjem, når målet er en landsdækkende vågetjeneste, der omfatter både hospitaler, plejehjem og private hjem. Formuleringen ”1 ud af 10 danskere dør alene”, har Røde Kors ifølge Klaus Nørskov valgt at bruge for at ”skabe engagement i forhold til en alvorlig problemstilling”. ”Men hvis det nu viser sig, at vi skal foretage justeringer i den formulering, så gør vi selvfølgelig det. Vi har intet ønske om at overdrive et problem, der er alvorligt nok i forvejen,” siger han. Kristeligt Dagblad har spurgt Sundhedsdatastyrelsen, der håndterer Dødsårsregisteret, samt Rigspolitiet, om de har nye tal, som viser, hvor mange danskere der rent faktisk dør alene hvert år. Det har de ikke. I 2014 lavede Rigspolitiet et dataudtræk for Ældre Sagen. Her hed det, at 3500 personer døde i eget hjem uden pårørende omkring sig. Ifølge Danmarks Statistik døde der 51.340 personer i Danmark det år. Dengang var det altså hver 15. dansker, som døde alene – og ikke hver 10. dansker, som Røde Kors påstår i sin kampagne. For nylig kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at Røde Kors også erkendte at have brugt misvisende tal i en Gaza-kampagne om børn. Her lød budskabet, at der ”hvert 10. minut dør eller kvæstes et barn i Gaza”. Det viste sig at være forkert, idet Røde Kors i sine beregninger havde anvendt mørketal fra FN-organisationer. Derudover var tallene ikke tidssvarende. ”Der er ingen tvivl om, at der bliver dræbt mange børn i Gaza, og det er jo vores hovedbudskab. Men der er ikke dræbt et barn hvert 10. minut i løbet af hele konflikten. Det indtryk kommer vi til at efterlade ved at bruge gamle oplysninger, og det er misvisende,” lød det fra kommunikationschef Klaus Nørskov i den forbindelse. Tryk for at læse mere
Nr. 3
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Sognepræst: Er Svend Brinkmann blevet den akademiske version af Trump? Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 11:00:00
Vi begynder med manden, som min ældste datter kalder Danmarks største influencer. Hun tænker naturligvis på Svend Brinkmann, som på Facebook ofte kommenterer aktuelle forhold. Brinkmann forklarer øverst på sin Facebook-side, at han mest bruger platformen til ”korte humoristiske kommentarer”. En af de seneste kommentarer er dog mere kort, end den er sjov. Opslaget lyder således: ”Danmark er et af de lande, hvor færrest ville stemme på Donald Trump. Vi synes, at amerikanerne er mærkelige, når de ser ud til at vælge ham igen. Men husk, at det jo egentlig er vores lille land, der er den mærkelige undtagelse. Et højt uddannelsesniveau, mellemmenneskelig tillid og en relativt høj grad af lighed ser ud til at beskytte os mod trumpismen. Jeg håber, vi forbliver mærkelige. Stakkels amerikanere.” Som man kan se, nedgør Brinkmann sætning for sætning Donald Trump og hans – dumme – vælgere. Brinkmann forklarer også – enkelt, grænsende til det simple – hvorfor vi danskere er alt for kloge til at gøre noget så dumt som at stemme på Trump. Og det fine er, at det lykkes Brinkmann, uden at han kommer nærmere ind på den virkelighed og hverdag, som mange af Trumps vælgere oplever, ligesom Brinkmann ikke lader sig distrahere af nuancer. Opslaget fremhæver til gengæld vores eget danske helt igennem geniale samfund. Det pudsige er, at der faktisk er lidt Trump over Brinkmanns opslag. Ikke tonen, bevares, Brinkmann er en pæn mand. Alligevel kan man få den tanke, om ikke Brinkmann repræsenterer en akademisk udgave af populismen med vægt på en skarp skelnen mellem os og dem, uden sans for nuancer og med samme ubarmhjertige nedgørelse af modstanderne, som Trump ofte gør brug af. Men hos Brinkmann er det pakket pænt ind i elegante formuleringer, så man næsten savner Shu-bi-duas enkle ord i musikgruppens kærlighedssang til Danmark: ”De varme lande er noget lort.” Og så har også Brinkmanns følgere noget umiddelbart ukritisk over sig. ”Hep på humanismen” – som en af dem kommenterer opslaget. Altså vores – de godes – humanisme, forstås. Maskinernes indtog i gymnasiet og hjemmet I Politiken har gymnasieelev Villads Østerdahl et interessant indlæg med overskriften ”Hvem vil bruge flere timer på at løse en gymnasieopgave, hvis den kun bliver marginalt bedre, end hvis AI [kunstig intelligens] havde løst den?”. Østerdahl forklarer, at ”gymnasiet er et karakterræs, hvor det er selvmord at aflevere noget uperfekt”, og spørger i forlængelse heraf: ”Hvorfor skulle jeg bruge fem timer på en matematikaflevering, som ikke er garanteret en flot karakter, når jeg kan aflevere et perfekt produkt på fem minutter?”. Det handler ifølge Villads Østerdahl ikke om dovenskab, men om den motivation, som muligheden for at bruge kunstig intelligens udfordrer. Og inden man hidser sig op over de unges usle arbejdsmoral, kan man jo stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor selv vaske op, hvis der står en opvaskemaskine ved siden af, der faktisk gør det bedre? Demokraternes bagtrop gemt – og glemt? Tilbage til den danske debat om det amerikanske valg – og igen til Politiken. Her fortæller de to unge socialdemokrater Laurits Lindegaard og Marcus Guldager om deres oplevelse af det sidste valgrally med Kamala Harris i Philadelphia. De to oplevede et elitært parti, der bogstaveligt talt gemte almindelige publikummer – eller vælgere – nede bagved, mens især kendte og glamourøse stjerner festede oppe foran, hvor kameraerne kan fange dem. De oplevede Det Demokratiske Parti som ”langt fra at være i øjenhøjde med den amerikanske befolkning”, og de to konkluderer – tankevækkende og nuanceret: ”Som det store parti til venstre for midten burde Demokraterne være det åbenlyse førstevalg for arbejdervælgere [...] De vælgere, der er utrygge, når de går rundt i de amerikanske storbyers gader, de mange millioner working poor, der har svært ved at få mad på bordet, og dem, der mangler håb for fremtiden. Men det kræver mere end bare en anden politik. Det kræver, at partiet begynder at se arbejdervælgerne som ligemænd og ikke blot som uinformerede racister eller i bedste fald stemmekvæg.” Og til slut tilbage til et nyt Brinkmann-opslag på Facebook. For nu må det være nok med det der amerikanske valg – i al fald for Brinkmanns hund: ”Hunden gider ikke høre mere om amerikansk politik. Den plager i stedet om at høre mit foredrag om oplysningens dialektik igen. Det står tydeligt at læse i dens blik.” Så måske var opslaget om Trump og USA og Danmark egentlig også bare en kort humoristisk kommentar! Tryk for at læse mere
Nr. 2
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Særomvisning på Nationalhistorisk Museum Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 10:27:00
Kom med på en fascinerende udstilling om erindringskultur i Danmark gennem tiden. Oplev livs- og dødsmasker med ansigter på kendte personligheder som Karen Blixen, Bertel Thorvaldsen, Holger Drachmann og Johannes V. Jensen. Dato: 7. december kl. 11 Sted: Frederiksborg Slot 10, 3400 Hillerød Pris: 135 ,-. Tryk på knappen "Bestil billet her" Bestil billet her Udstillingen undersøger, hvordan vi som mennesker har forsøgt og stadig forsøger at sætte tiden i stå, bevare øjeblikket og eviggøre de mennesker, der har betydet noget for os. Særomvisningen byder på historiske erindringstraditioner såvel som meget personlige kunstværker i udstillingen inviterer undervejs publikum til at reflektere over egne historier. Arrangementet er skabt i samarbejde mellem Kristeligt Dagblad og Nationalhistorisk Museum. Billetten købes online på denne side og vises til billetsalget i forhallen på museet. Billetten giver også adgang til hele museet den 7. december, så det er muligt at besøge resten af slottet før eller efter omvisningen. Mødestedet er ved udstillingens start i prinsessefløjens stueetage. Tryk for at læse mere
Nr. 1
K_artikler Opdater⟳ ☝️
Universitets-direktør undskylder udtalelser om terrorhyldest: ”Jeg beklager, at jeg ikke har været tydelig nok” Tryk Her
Indsat Torsdag d. 14. November, 2024 07:50:00
Den 44-årige Fox News-vært Pete Hegseth som forsvarsminister og 42-årige Matt Gaetz som ny justitsminister. Tv-vært Pete Hegseth har en fortid i det amerikanske militær. Hegseth har sagt, at han forlod militæret i 2021 efter at være “blevet kørt ud på et sidespor på grund af sine politiske og religiøse synspunkter af en hær, der ikke længere ville have ham”, skriver Reuters. Han beskriver USA’s allierede i Nato som “forældede, underlegne, invaderede og impotente”, og selv hans tatoveringer vækker opsigt. Han skal angiveligt have korstog-mottoet Deus Vult (Gud vil det) samt et stort jerusalemkors tatoveret – begge er symboler, der har været brugt af højreekstreme grupper, skriver Politiken. Pete Hegseth interviewer Donald Trump i 2017. Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix Det er dog valget af 42-årige Matt Gaetz som justitsminister, som kaldes det mest opsigtsvækkende ministervalg hidtil. Flere amerikanske medier skriver, at valget udløste kraftige reaktioner internt i det republikanske parti. Valget af Gaetz er blandt andet kontroversielt, fordi han selv har været involveret i en undersøgelse udført af Justitsministeriet. Sagen omhandlede Gaetz' ven Peter Greenberg, som blev idømt 11 års fængsel for blandt andet menneskehandel. Paris i højt beredskabMorgensamling bliver lidt i udlandet, for i aften skal Frankrig spille fodboldlandskamp mod Israel. Kampen spilles i Paris, og er det israelske landsholds første kamp, siden en klubkamp førte til voldelige konfrontationer og antisemitiske overfald på israelske fodboldfans i Amsterdam. Aftenens kamp omtales som en “høj-risiko”-begivenhed, og de franske myndigheder har indsat 4000 betjente fra byens sikkerhedsstyrker til at hjælpe med at sikre en fredelig kamp. Derudover vil en særlig elite-politienhed beskytte de israelske fodboldspillere, så længe de befinder sig i byen. Det skriver Kristeligt Dagblad. Frankrig er et af de lande, der har oplevet en stor stigning i antisemitiske hændelser i de senere år. Universitet: Terrorhyldest er ikke i ordenHerhjemme har en stribe ordførere fra Christiansborg samt Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund (Mod), kritiseret Roskilde Universitets direktør, Henrik Zobbe. Det sker, efter at Henrik Zobbe i et interview i Berlingske ikke afviste, at studerende på Roskilde Universitet (RUC) må hylde terror på universitetet. Nu beklager Henrik Zobbe sine udtalelser. “Jeg beklager, at jeg ikke har været tydelig nok. Jeg vil gerne præcisere, at det naturligvis på ingen måder er i orden at hylde terror på Roskilde Universitet,” skriver han til Berlingske. Interviewet, han kritiseres for, fandt sted i kølvandet på flere uanmeldte demonstrationer af den propalæstinensiske studenterbevægelse RUC Intifada samt sager om hærværk og utryghed blandt jødiske studerende. Bliver det jul i Vatikanet?De seneste 42 år har Vatikanet haft et stort juletræ stående på Peterspladsen som en del af juledekorationerne. I år er det dog usikkert, om et træ når frem. Den italienske by Ledros skal efter planen levere et 200 år gammelt træ til formålet. Men miljøaktivister har sendt et åbent brev til pave Frans, hvori de beder ham stoppe fældningen af træet, som de kalder “en nyttesløs ofring”. Flere end 40.000 personer har underskrevet brevet, og lokale indbyggere i Ledro planlægger angiveligt at blokere vejen, når træet skal transporteres. Om pave Frans vil finde et nyt juletræ, må tiden vise. Tryk for at læse mere
