Helligåndens komme er pinsens store tema, og for mange danskere er pinsen nok fortsat lidt svær at få hold på. For hvad er det for noget med en Gud, der i Det Gamle Testamente bruger sproget til at skabe forvirring blandt menneskene, så de må opgive at bygge Babelstårnet helt op til himlen? Men som ifølge pinseberetningerne i Det Nye Testamente laver den nærmest modsatte bevægelse, når Helligånden kommer over apostlene, og de begynder at tale på sprog, de ikke før har kendt til – og dermed bliver i stand til at sprede budskabet om Jesu liv, død og opstandelse til alle folkeslag?

"Pinsen er nok for mange ikke en særlig markant højtid, for fortællingerne om pinsen er komplekse og har ikke de samme håndfaste narrative elementer som jule- og påskefortællingerne. Dertil kommer, at der ikke er så mange folkelige traditioner forbundet med pinsen, og at Helligånden for mange fremstår som en noget uhåndgribelig størrelse. Det er den også, og så alligevel ikke," siger Ole Kobbelgaard.

Valgmenighedspræst og tidligere højskoleforstander Ole Kobbelgaard erkender, at det kan lyde klichéagtigt og ukonkret. Men han mener, at den sandhed og mening, som Helligånden kalder os til at leve efter, har helt konkrete konsekvenser i hverdagen. Foto: Johanne Teglgård Olsen Ikke ladt alene tilbageDen tidligere højskoleforstander har de seneste 12 år været præst i en grundtvigsk frimenighed og en valgmenighed, først i Morsø Frimenighed i Øster Jølby og siden 2019 i Sdr. Nærå Valgmenighed på Fyn. Han har i mange år selv haft et lidt overfladisk forhold til pinsen, men med tiden er den blevet den måske vigtigste kirkelige højtid for ham. Derfor har han sagt ja til at fortælle Kristeligt Dagblads læsere, hvad det er ved pinsen, der har "trængt sig ind på ham" med tiden.

"Det handler ikke så meget om pinsens helligdage og gudstjenester, men om den kraft, som pinsen ligesom spreder ud over hele året, hvis vi vel at mærke lader den få plads i vores liv – og ikke mindst i vore relationer," siger han og fortsætter:

"Det fantastiske ved pinsen er, at når Jesus til Kristi himmelfart vender tilbage til sin far i himlen, bliver vi ikke ladt alene tilbage, men får en ånd, som kan hjælpe os med at komme i tanke om, hvorfor han overhovedet var her, nemlig for at lære os at se bort fra os selv og få øje på de andre – simpelthen fordi det som oftest er dér, vi finder den største sandhed og dybeste mening med vores liv."

Allerede i barndommen havde Ole Kobbelgaard det svært med klassiske kristendomstolkninger, der lagde stærk vægt på Bibelens ord som det afgørende Foto: Johanne Teglgård Olsen Ole Kobbelgaard erkender, at det kan lyde klichéagtigt og ukonkret. Men han mener, at den sandhed og mening, som Helligånden kalder os til at leve efter, har helt konkrete konsekvenser i hverdagen. 

"Det ligger i menneskets natur, at vi er optaget af at sikre os selv – om det så er med rate- og kapitalpension og huslån eller fitness og ansigtsløftninger. Vi er frygteligt optaget af at mestre tilværelsen, kontrollere, styre og præstere. Og selvfølgelig skal vi passe på os selv, for vi har fået livet af Gud og skal tage vare på det. Men vi bruger vanvittigt meget energi på at stille os selv alle mulige spørgsmål om, hvorvidt vi er gode nok. Vi er vores egen strengeste kvalitetskontrol. Men de virkeligt vigtige spørgsmål handler ikke om det. De handler om, hvad vi har at sige til de andre."

Når det gælder om at bruge sin energi på det væsentlige, er Helligånden vores bedste vejleder, mener Ole Kobbelgaard.

"Talsmanden, som Helligånden også kaldes, bliver sendt til os for, at vi med evigheden som klangbund kan finde vej i det, som optager os i det jordiske liv – og blive rykket ud af det, vi bliver opslugt af, fordi der også er andre kræfter i verden. De kræfter gør, at vi alt for let bliver lokket på afveje. Som når vi for eksempel tankeløst glæder os over, at vores hus er blevet 3,8 millioner mere værd, end vi gav, uden at vi har løftet en finger, så vi nu kan rejse til udlandet fem gange på et år i stedet for to. Hvis vi lytter til Ånden, bliver vi konfronteret med, at det ikke er det, som er vigtigt."

Genfortryllelse via GrundtvigMen hvor finder man så sandhedens Ånd? Som præst kunne man tænke, at Ole Kobbelgaard ville pege på Bibelen. Men hans erfaring er, at det ikke er her, vi skal tage fat – i hvert fald ikke, hvis Ånden skal virke på ægte folkelig vis, blandt mennesker som de er flest og ikke kun i en snæver kirkelig kreds.

"Nogle præster vil sige, at det er i Bibelen, vi finder det hele. Men mange mennesker er blevet så fremmede for bibel, kirke og kristendom, at vi må begynde et andet sted. Vi må hjælpe hinanden med at genfortrylle verden, og det kan ske på højskoler, i forsamlingshuse, i skolen, i alle møder mellem mennesker – især der, hvor poesi, kunst og litteratur får plads."

Til poesien hører også salmerne. Kan de ikke formidle Helligånd?

"Jo, i den grad, og der er Grundtvig uovertruffen. Han er en af vores helt store helligåndspoeter. Han beskriver meget præcist, hvordan Helligånden kan hjælpe os – måske ikke så meget med at finde det, vi ved og kan måle og veje – men med det, vi kun kan ane, tro og fornemme, men som har afgørende betydning for, om vi opfylder vores bestemmelse som mennesker, så at sige. I første vers af salmen 'O kristelighed' siger han det meget præcist":

O kristelighed!

du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,

hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,

det lever dog i os, det føler vi godt;

mit land, siger Herren, er Himmel og jord,

hvor kærlighed bor.

Og selvom poesien ikke er objektiv og faktuel, kan vi leve vores liv på det, den kan formidle. Ligesom vi kan og må leve vores liv på troen snarere end på den virkelighed, vi kan sætte på formel. For den er både for begrænset og til tider for barsk, mener Ole Kobbelgaard.

"Kristendommen er en trossag, vi kan aldrig føre bevis for, men som insisterer på, at verden er så meget mere, end det, naturvidenskaben kan finde på at spørge om og lede efter svar på. Ånden gør os i stand til at acceptere, at der er en skabende og opretholdende kraft bag ved alting, som vi slet ikke kan forstå, men som ikke desto mindre er kilde til al kærlighed og sandhed," siger han.

Og nogle gange, når man vågner op til endnu en nyhed om, hvad en amerikansk præsident har ytret, eller hvor mange civile ofre en krig har kostet, er det nødvendigt at gå ind i poesiens rum, hvor der er plads til noget mere end de brutale fakta på overfladen, mener valgmenighedspræsten.

Han nævner i den sammenhæng Roberto Benignis Oscar-vindende filmiske fabel "Livet er smukt" om en fars anstrengelser for at lette livet for sin fireårige søn i en koncentrationslejr. Faderen bygger en illusion op omkring livet i lejren for at undgå, at drengen mister sin uskyld i en grusom verden. Men den illusoriske verden er også reel skønhed, og den er fuld af kærlighed. En kærlighed, som kan være mere sand end dogmer og tør teologi, mener Ole Kobbelgaard.

Livet skal foldes udAllerede i barndommen havde han det svært med klassiske kristendomstolkninger, der lagde stærk vægt på Bibelens ord som det afgørende, og brød sig ikke om, når der blev prædiket, som om kristendommen skulle bruges til at holde livet i ave, så synden ikke tog overhånd.

"Grundlæggende tror jeg på, at Kristus tværtimod skulle vise os, at livet skal foldes ud og leves for fuld kraft. Og som Løgstrup har lært os, kan det netop ske, når der er tillid og kærlighed til stede. Det tror jeg på, at der kan være, hvis vi lader Helligånden råde," siger han.

Ole Kobbelgaard læste teologi som ung, men blev aldrig helt færdig med studierne og søgte ind på Journalisthøjskolen, hvorfra han blev uddannet og gik videre ind i et job på Jyllands-Posten. Herfra blev han først forstander på Vestbirk Højskole, siden Ryslinge Højskole og endelig Askov Højskole. Alle tre steder oplevede han, at de unge elever i stigende grad kæmpede med selvværdet og gjorde sig mange tanker om, hvordan de skulle optimere sig selv og finde sig selv og den rette vej i livet, hvor de kunne udfolde deres potentiale mest succesfuldt.

"Mange af dem havde ondt i selvværdet og var usikre på, om de kunne leve op til det selvbillede, de gerne ville skabe. Når jeg spurgte nye elever, hvorfor de var taget på højskole, var svaret derfor ofte, at de var kommet for at finde sig selv. Og mit svar var typisk, at det var helt fint, men husk også lige at finde de andre."

Hvad vil det sige?

"Når vi er allermest optaget af os selv og vores egne kvaler, er det tit sådan, at det skønneste først sker, når vi slipper fokus på os selv og lader os blive optaget af at hjælpe nogle andre. Så mærker vi, at der er brug for os, at vi betyder noget – og vi udlever den kærlighed, som Jesus kom for at fortælle om."

Hvor finder man sandhedens Ånd? Som præst kunne man tænke, at Ole Kobbelgaard ville pege på Bibelen. men hans erfaring er, at det ikke er her, vi skal tage fat Foto: Johanne Teglgård Olsen Wittgenstein og åbenbaringenMen præcis hvad har det med Helligånd og pinse? For at klargøre det må Ole Kobbelgaard inddrage Paulus og et af sine yndlingssteder i Bibelen.

"Helligånden holder os fast på den afgørende sandhed, at livet først lykkes fuldt ud, når vi, som Paulus siger det i sit brev til filipperne, søger det fællesskab, der opstår ved Helligånden, når vi – billedligt talt – ifører os en tjeners klæder og gør kærlighedens gerninger. Den sandhed tror jeg, at vi godt kender inderst inde, og hvis vi stopper op, lytter til åndens tale gennem for eksempel Grundtvigs salmer, bliver vi korrigeret og sendt lige i favnen på de andre. Sandheden er, at vi finder os selv sammen med andre, og den sandhed er ofte forløsende, fordi den letter trykket på os og også handler om, at vi er gode nok. Vi er Guds børn, og intet kan skubbe os ud af skaberværket – men vi kan vælge at trække os ud af det."

Hvordan kan Helligånden hjælpe os med at foretage det rette valg?

"Filosoffen Ludwig Wittgenstein var optaget af, hvad en åbenbaring er. Og han mente, at det er svaret på et spørgsmål, vi ikke har stillet. Og som kommer til os, uden at vi har bedt bevidst om det. Der kan vise sig en løsning, vi ikke engang var klar over, at vi manglede. Men det er – helt banalt – svært at opleve den slags åbenbaringer, når vores egoer er så overophedede af spørgsmål, vi stiller os selv om os selv og vores egen mulige succes. Så er der ikke ret meget plads til, at Helligånden kan overraske os."

Helligånden tvinger ingen, og vi må derfor give rum for den, hvis vi ønsker at kende og følge sandheden. mener Ole Kobbelgaard. Men hvordan giver vi Helligånden mere plads?

"Vi kan vel holde op med at stille så mange spørgsmål om alt det, der ikke er vigtigt – og så kan vi bede om, at vi må få modet til at gå ud og gøre noget for andre – som de uperfekte mennesker vi er. Da patriarken Jakob havde snydt sin bror Esau for førstefødselsretten i ren egoisme, indhentede fortiden ham, og han måtte hjem og blive konfronteret med sin bror og den ugerning, han havde begået. Undervejs møder han denne her mystiske mand, som han kæmper med, og som han ender med at afkræve en endnu en velsignelse. Det får han – i form af modet til at erkende sin fejl og gå ind i livet på den baggrund."

Har du selv erfaret at se sandheden om dig selv i øjnene – og oplevet det som sandhedens Ånd, der konfronterede dig?

"Ja. Jeg har også lidt af et overophedet ego, pakket ind som mit engagement i en sag. Som højskoleforstander blev jeg af og til skuffet over mine medarbejdere, fordi jeg havde meget høje – også indimellem urimelige – forventninger til dem om, at de skulle være lige så optaget af højskolelivet, som jeg var. Og når de ikke præsterede, som jeg ønskede, kom det til at handle om mit skinnende, blankpolerede selvbillede. Når man agerer sådan, er man ikke en særlig fed leder, og det var jeg bestemt ikke altid."

Bastian og den gode historieHelligånden kan være en hård lærer, men den er også mild og frisættende, siger Ole Kobbelgaard.

"Helligånden er kærligheds og sandheds ånd, som en af Grundtvigs andre pinsesalmer så flot beskriver det. Den viser os ind i et nyt, livsforløsende fællesskab, hvor vi opdager, hvor godt det kan gøre os selv at give lidt slip på vores ofte ret bastante egenomsorg og i stedet gøre noget for andre. Det kan lyde frelst, men ved vi det ikke alle sammen godt? Vi kender vel alle til den dårlige samvittighed, når vi ikke får ringet til den ven, som vi udmærket ved, har brug for vores opkald. Eller når vi ikke får besøgt den syge tante, som vi ved, sidder alene? Så taler en stemme til os indeni. Det er Helligånden, der kaster sit klare lys over vores blændværk og sætter et nyt lys i stedet."

Så Helligånden kan tale til os via salmer eller en indre stemme, men vel også via andre mennesker?

"Ja, bestemt. Det var for eksempel det, Peter Bastian oplevede og beskrev formidabelt i sin sidste bog, 'Altid allerede elsket'. Han mødte – til stor overraskelse for ikke mindst sig selv – kærligheden i skikkelse af en kvinde, som overhovedet ikke tog ham for berømmelsen og det ydre. Det var med til at sætte ham fri. Han opdagede, at alle hans åndelige og meditative praksisser dybest set havde handlet om ham selv om hans umættelige trang til selvforbedring. Helligånden gør det modsatte – den "genføder" os ved at flytte vores fokus fra vores navlepilleri og sende os ud i verden for at fortælle den gode historie om kraften bag al sandt og kærligt: Gud, der valgte at blive menneske og gå sammen med os for at lære os om kærligheden, der i den rene form aldrig har skjulte dagsordener, men alene vil det bedste for enhver, vi måtte møde i vores liv."

Og dét er meningen med pinsen. Her lærer vi at se bort fra os selv og få øje på de andre.

"Jeg har også lidt af et overophedet ego," siger Ole Kobbelgaard Foto: Johanne Teglgård Olsen