På én gang rummer bygningerne en god og en trist historie, mener Michael Böss.

"Man skal være realistisk og ikke nostalgisk," siger den 72-årige historiker foran de lyse mursten og store glasfacader.

Dér står politiets nye monstrum af et kontor. Lidt derfra ligger en stor klods i form af Udbetaling Danmark, og så er der også et sundhedscenter, hvor ældre borgere pendulerer ind og ud af indgangspartiet. Tilsammen udgør bygningerne et billede på livet, der siver bort fra landområderne: Små kommunekontorer, nære politistationer, lokale lægehuse, som alle nu er samlet i store murstenskasser. 

Men verden bliver aldrig, som den var, og er man først nået til den erkendelse, er det en trøst, at staten i det mindste ender i den gamle købstad, mener Michael Böss. 

Det handler om at blive til som egn på danskernes mentale landkort. 

Foruden at være historiker og forfatter er Michael Böss også bestyrelsesmedlem i Balance Danmark, en organisation, hvis ambition indeholdes i navnet. For 10 år siden bidrog organisationens engagement til, at den daværende borgerlige regering besluttede at katapultere tusinder af statslige arbejdspladser fra København og ud i landet. 

Men for ham stikker optagetheden af det, der af nogle omtales som en art nationens randområder, dybere end som så. I årtier har han argumenteret for at sikre en grundlæggende "selvfølelse", det, at man som dansker skal mærke, at staten er ens egen, og for at sikre at moderniseringens blodige hærgen gennem provinsernes småsamfund afbødes.

Men nu, på statens parkeringsplads, begynder han at fortælle om det, der er årsagen til, at Kristeligt Dagblad har besøgt ham i Holstebro, hvor han bor. 

For i de seneste årtiers indimellem ophedede debat om forholdet mellem land og by er der et overset drama, som er hyperlokalt, men udspiller sig næsten overalt i landet.

Foto: Astrid Dalum Hvor kommer menneskene fra?Den polariserede diskussion om et balanceret land havner for ofte i et slagsmål, mener historikeren. Et slagsmål, hvor København bliver anklaget for at være et sort hul, der suger alt omgivende liv til sig, mens det meste af det øvrige Danmark bliver anklaget for at være uden potentiale, ja, nogle bondeknolde, der ikke helt forstår, hvordan tingene hænger sammen.

"Men det, der jo faktisk sker rigtig mange steder, er, at man flytter fra landdistrikterne og ind til de mellemstore byer. Som Holstebro. I periferien af byen kan man her se, at der er skudt kæmpestore boligområder op de seneste 10 år. Og hvor kommer de mennesker fra?" 

Fugle kvidrer fra områdets unge træer. Han holder en kort pause og svarer så selv: 

"Det kan man se, hvis man kører ud i kommunens yderområder. Vi går jo helt ud til Thorsminde ved vestkysten. Kommunerne er i dag blevet så store, så der er mange af de små samfund, der lider."

Derude, i de kommunale solsystemers yderste baner, er politiet væk. Flere steder er der langt til nærmeste læge, uddannelser er lukket, og det offentliges skranke skal man til Holstebros parkeringspladser for at finde. Den lille hovedstad klemmer så at sige livet ud af oplandet. 

Trist er det, mener han. Ikke så overraskende har det konsekvenser for lokalsamfundene, når en vigtig social lim i form af det segment, som historikeren kalder for "dannelsesborgerskabet", flytter bort. Dem, der tidligere gik ind i foreningslivet og fik ting til at ske. 

Måske desto mere overraskende er svaret, som Michael Böss kommer med, da han bliver spurgt, hvad han egentlig føler, når han ser på statens pudsede vinduer her, i Holstebro, hvor 337 statslige arbejdspladser kom til mellem 2015 og 2020. 

"Man kan ikke forvente, at vi kommer tilbage til det Danmark, som var tidligere, for mange statslige arbejdspladser findes bare ikke mere. Som ledvogterne. Man må tage højde for udviklingen og så bruge den positivt. Det er godt, at de statslige institutioner er kommet hertil, for de mellemstore provinsbyer er helt utroligt vigtige for bevarelsen af landdistrikterne," siger han og tilføjer: 

"Det siger jeg ikke kun på grund af min lokalpatriotisme."

Men før man for alvor kan forstå udviklingen i nutiden, er det nødvendigt at vende blikket bagud. For det vil være let at komme til at tænke på altings søgen mod midten som en forholdsvis ny bevægelse. 

Det ville imidlertid være en fejl.  

Foto: Astrid Dalum Den ældgamle bevægelse"Egentlig går det tilbage til enevælden," siger Michael Böss. 

I perioden, der begyndte i anden halvdel af 1600-tallet, blev magten koncentreret om kongen og en lille kreds af rådgivere. Ingen regional eller lokal magt fandtes, i hvert fald ingen, der havde et politisk ansvar, og som en naturlig følge blev al administration koncentreret omkring Slotsholmen i København. 

Så tungt og tæt lå statens mursten i hovedstaden, at Danmark kunne konkurrere med det berygtede skæve Frankrig om at være mest centralistisk. Uligevægten blev, fortæller Michael Böss, indbygget i systemet, i selve den måde, der tænkes på. 

"Det er ikke så meget politikerne, der er problemet i dag. Det er embedsmandskulturen. Selvom de måske ikke ved det, går det tilbage til enevældens administration, og det er nogle seje strukturer at ændre på." 

Jylland var et eksotisk og fremmed sted, som københavnere nærmest tog på ekspeditioner til, men med nederlaget i 1864 var der noget, der ændrede sig. En bredere nationalfølelse voksede frem, et nyt helhedsbillede, og der blev bygget infrastruktur, der skulle sikre økonomisk vækst og udvikling landet over. 

Længe varede det ved, og da Michael Böss i 1993 var med til at holde en stor nordisk kulturfestival i Lemvig, kaldte de det stolt for en udkantsfestival. Også internettet spillede en rolle, for man talte alvorligt om, at det nok ville decentralisere landet i en grad, så behovet for store byer som knudepunkter på landkortet helt ville forsvinde, fortæller han. 

"Sådan blev det ikke. Og de seneste 30 år er den gamle, centralistiske tanke for alvor kommet tilbage," siger han og tilføjer: 

"Det er et stort tilbageslag." 

En anden form for balanceNogle få minutters køretur fra statens kontorer bor Michael Böss i et hyggeligt etplanshus. Bogreolerne er fyldte, og på væggen over et klaver hænger fotografier af familien. Han og hustruen kom til byen for 45 år siden, men da børnene drog hjemmefra, talte de om at flytte væk, måske "til øst", som han omtaler Jyllands østkyst.

Men da gik det op for ham, at han havde forankret sig. Han var blevet vestjyde.

Det var ellers ikke sådan, hans liv begyndte. Og det er, mener Michael Böss selv, med til at forklare, hvorfor arbejdet for et balanceret land ligger ham på sinde. Han blev født i København, men da han var lille, flyttede han med familien til Fyn, hvor han havde en lykkelig barndom på landet. Siden tog familien til Esbjerg, hvor han voksede op og blev til et bymenneske. I voksenlivet har han boet i Aarhus, i Kolding og senest en halv menneskealder i Holstebro. 

"Jeg har levet i og følt mig tæt knyttet til mange forskellige dele af landet. Der leves gode liv alle steder, og det ene liv er ikke dårligere end det andet. Men forudsætningerne for de forskellige liv kan gå tabt, og det er derfor, at jeg gerne vil forsvare disse yderkanter," siger han, mens han sidder i sin sofa. 

Under talrige ture til Norge har han fået venner, der inspirerede ham. Langt fra Oslo, i Østerdalen, mødte han mennesker, der insisterede på, at udkanten i virkeligheden var centrum. At det sande Norge var det, man kunne opleve i provinsen. 

Men i sammenligning med det store skandinaviske land er Danmark nærmest ubetydeligt i sin størrelse, og adspurgt, om det ikke i bund og grund er lidt mærkeligt overhovedet at tale om ubalance inden for et så overskueligt landområde, lyder svaret:

"Hvis man tager det rent geografisk, er det jo egentlig latterligt." 

Han holder en kort pause. 

"Men der findes også den mentale geografi. Det betyder, at hvis du bor i hovedstadsområdet, er der dele af Danmark, der ikke findes i dit indre billede af landet. Det er den mentale geografi, der har gjort det nødvendigt med initiativer som udflytningen." 

Risikoen for at glide fra hinandenAfstanden mellem land og by er altså ikke kun noget, der måles i kilometer, men også en følelse. Konsekvenserne af ubalance, derimod, er langt mere håndgribelige, mener Michael Böss. 

"Det er den territoriale sammenhængskraft, der er på spil, hvis nogen ikke kan identificere sig med fællesskabet," siger han. 

Staten er ikke kun en størrelse, der driver vores samfund, men et vigtigt symbol, må man forstå. De udflyttede arbejdspladser er således ikke kun talvandringer i kommunernes regneark, men faner der bliver plantet i mennesker og byers selvfølelse.

Adspurgt, om det ikke er lige lovligt meget vægt at tillægge udflytningen af statens institutioner, så længe selve magten jo urokkeligt er at finde i København, svarer historikeren:

"Selvfølgelig er den lokale politiske repræsentation vigtig. Men også den bliver mere og mere centraliseret. Især efter kommunalreformen. Der er længere til en regionshovedstad, end der var til de gamle amtshovedstæder. Men det gør det kun endnu vigtigere at sørge for, at borgerne har en oplevelse af, at staten er deres."

Lavpraktisk er det, når man i Holstebro kan se politiets logo på den moderne politigård eller de unge, der går frem og tilbage på pladsen foran VIA University College, hvor de læser til lærer, pædagog, sygeplejerske og fysioterapeut. 

Det er en vekselvirkning, hvor danskerne identificerer sig med staten, men samtidig forventer, at staten identificerer sig med os som folk, mener Michael Böss. Hvis den ophører, er vi for alvor i problemer.

"Og det eneste, mange har at gøre med staten, er gennem en robot på deres skærm," siger historikeren.

Men hvis man står på parkeringspladsen i udkanten af Holstebro, er staten nu så tæt på, at man kan spejle sig i dens glasfacader.

Foto: Astrid Dalum