Det var især de republikanske politikere i USA, som den danske journalist, forfatter og foredragsholder revsede. Esben Kjærs kritik tog udgangspunkt i, at mange af de nuværende toppolitikere og embedsmænd i præsident Trumps inderkreds faktisk var arge modstandere af Trump tidligere. Mens de i dag "kysser mafiosoens ring" og "smisker servilt for the Don", som han skrev. Dermed muliggør de med Esben Kjærs ord Trumps autoritære regime "i stedet for at gøre det, de godt véd, er det rigtige: at bekæmpe det," som han siger.

Men opråbet gjaldt ikke kun de amerikanske republikanere. For Esben Kjær genkender også medløberiet eller "det moralske bekvemmelighedsflag" i danske sammenhænge, fortæller han over telefonen.

"Mange af de danske politikere har for tiden haft temmelig svært ved at sige fuldstændig klart fra over for Donald Trump, når han igen og igen taler om at overtage Grønland – selvom det dog er blevet lidt bedre på det seneste," siger han.

Esben Kjær ser dog det, han kalder medløberiet som et kollektivt europæisk anliggende, "fordi EU, til trods for at være verdens befolkningsmæssigt største og økonomisk rigeste blok, ikke har gidet at sørge for sin egen sikkerhed eller skabe en effektiv udenrigspolitisk EU-beslutningsstruktur. Men har fundet det mere bekvemt at udlicitere sikkerheden til USA, så nu hænger Danmark og resten af Europa på den og er på grund af egen bekvemt selvvalgte svaghed pludselig tvunget ind i medløberrollen, hvor det er svært at sige tydeligt fra", lyder hans vurdering.

Men ét er de amerikanske, europæiske og danske politikere og det særlige ansvar for at optræde på vegne af andre, som netop de folkevalgte har. For ikke at nævne Nato's generalsekretær, Mark Rutte, der også har mødt kritik, fordi han ikke markerede nogen form for modstand ved et møde med Trump, hvor denne igen luftede sine planer om at annektere Grønland. Hvad med alle os andre?

Det almindelige menneske, der dagligt hører om præsidentielle trusler mod vores kongerige, hvis vi ikke giver ham Grønland? Og som måske i det hele taget føler sig udfordret i en tid, hvor der ikke kun lyder trusler fra USA, men også advarsler om Putins yderligere stormagtsplaner og en højspændt konflikt i Gaza og Israel.

Ifølge Esben Kjær hviler der selvfølgelig et ekstra stort pres på de folkevalgte i usikre tider som denne, men han mener helt klart også, at hver eneste dansker har en opgave lige nu.

"Jeg er chokeret over, at amerikanerne umiddelbart har sat deres demokrati så billigt til salg og ikke står op for deres grundlæggende værdier. Men hvad gør vi selv?", lyder hans retoriske spørgsmål, som han selv svarer på:

"Jeg ser to former for medløberi for tiden herhjemme: Den ene er den, de fleste af os bedriver, hvor vi undgår at gøre det rigtige, selvom vi godt véd, hvad det er. I den anden variant vælger man aktivt at gøre det forkerte – i begge tilfælde fordi det er mere bekvemt. Begge former for medløberi forudsætter med andre ord en sans for, hvad der ville have været det rigtige at gøre," siger Esben Kjær.

En udbredt følelse af afmagtEsben Kjær efterlyser med andre ord en mere tydelig moralsk stillingtagen hos både folkevalgte og danskerne i almindelighed. Men når man spørger filosof Henrik Jøker Bjerre om hans forklaring på, hvorfor det så ikke lige er det, der springer mest i øjnene lige nu, peger han i første omgang på en udbredt følelse af afmagt.

Den følelse genkender han i hvert fald selv. For, som han siger, "kan det virke lidt utilstrækkeligt, at det eneste, man måske kan finde på at gøre som enkeltindivid er at undgå at købe Coca-Cola og amerikansk vin".

Henrik Jøker Bjerre er lektor i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet, debattør og forfatter til flere bøger. Herunder bogen "Handl!", hvor han sammen med filosof Brian Benjamin Hansen undersøger, hvor gode vi egentlig er til at handle – når det altså gælder andre former end de handlinger, der foregår med dankortet.

"Selvfølgelig skal man som filosof passe på med at gøre sig alt for klog på, hvordan andre mennesker bør handle i pressede situationer, for det er klart, at for eksempel landets politikere lige nu bevæger sig på en svær balancegang. Men det er alligevel afgørende at stille både dem og sig selv spørgsmålene: Hvornår er det, vi skal sætte hælene i, og hvordan gør vi det?".

Han er ikke overbevist om, at man blot skal konsultere sin mavefornemmelse for at kende svaret. For som det blandt andet også fremgår i bogen, er netop de radikale handlinger, hvor man gør noget andet, end man plejer at gøre, udfordrede i samtiden. I bogen illustreres dette blandt andet med beskrivelsen af den stressramte, der siger: "Jeg har et råddent liv, men jeg er så bange for at gå ned i levestandard." Så i stedet for at gøre noget radikalt ved sin livssituation, fortsætter man, som man plejer.

Når Henrik Jøker Bjerre skal forklare hvorfor, siger han:

"Jeg tror, mange mennesker helt generelt har svært ved at træde ud over det velkendte og bevæge sig ud i et ukendt og dermed mere risikabelt landskab. Som det for eksempel er at blande sig i debatten og tale med store bogstaver eller at vise sin modstand ved at demonstrere eller andre meget tydelige måder," siger Henrik Jøker Bjerre.

Kompas eller mavefornemmelse?Ifølge Esben Kjær er mavefornemmelsen dog et godt sted at begynde, når det handler om at "gøre det rigtige" og undgå medløberiet, siger han.

"For dét moralske kompas har de fleste af os – det handler dybest set bare om at mærke efter nede i maven. Vi ved godt, når vi ikke handler i overensstemmelse med det, vi tror på," siger han og fremhæver, at 40 procent af danskerne er begyndt at boykotte amerikanske varer, "hvilket ud fra én betragtning er flot. Men det efterlader 60 procent, der stadig køber varer fra et land, der truer os med krig", siger han og nævner samtidig dansk erhvervsliv som et eksempel på tidens medløber-adfærd.

"Før kunne erhvervslivet ikke få nok af regnbueflag, da vinden blæste den vej – men nu bliver flagene hurtigt rullet sammen," påpeger Esben Kjær i sit indlæg, hvor han kalder det et eksempel på "mennesker med en fleksibel rygrad".

For mange kan de aktuelle kriser med for eksempel Trumps ageren i forhold til Grønland eller situationen i Gaza dog også virke som mere abstrakte størrelser, langt fra den enkeltes hverdag, mener filosof Henrik Jøker Bjerre, "og når vi taler om etiske handlinger, så forudsætter de jo også, at man gør sig nogle forestillinger om en anden og bedre virkelighed, om nogle idealer og værdier, som man vil stå op for. Men nutidsmenneskets udfordring er, at dén forestillingsevne er svækket i dag," siger Henrik Jøker Bjerre.

Når han skal sætte nogle ord på, hvorfor det forholder sig sådan, peger Henrik Jøker Bjerre på flere forhold.

"Især har den øgede individualisering gjort os atomiserede i forhold til hinanden på en måde, som man aldrig har set før. Derfor er den fælles samtale om det gode liv og det gode samfund også udfordret. Lidt firkantet sagt, så kan den enkelte i dag optræde altruistisk og foretage en etisk handling ved at give penge til et godt formål. Men det er svært at få øje på nogle mere radikale handlinger både hos individet og som noget, vi gør i fællesskab. Hvor vi siger: Nu er det nok!", siger Henrik Jøker Bjerre.

Han mener, at det på sigt risikerer at blive endnu sværere at holde fast i nogle idealer, "for når man fra politisk side har valgt at beskære dannelsesfagene, så er det jo selve fundamentet for at tænke i andre scenarier, man udhuler. Det er kendskabet til de klassiske idealer, der risikerer at forsvinde og dermed hele idéen om mennesket som andet og mere end en forbruger, der primært er optaget af materiel vækst."

Men hvis visionerne om et andet liv og et bedre samfund er svækkede, har det ifølge filosoffen katastrofale konsekvenser. "For når vi engang imellem siger tydeligt fra – også mod en overmagt – så videregiver vi et håb for menneskeheden om, at ting kan være anderledes. Hvis ikke, ja, så kan håbet være endda meget svært at få øje på."

Efterlyser teologernes modsvarNetop dette håb om at ting kan være anderledes, er også omdrejningspunktet for dr.theol. Peter Lodbergs tanker i forbindelse med krisetider som den nuværende. I den forbindelse savner han især, at den danske folkekirke stod forrest med en klar og tydelig modstandsstemme. Især når det kommer til synet på forholdet mellem fred og sikkerhed.

"Danske teologer og præster i folkekirken burde være meget mere optagede af at yde modstand mod den megen tale om sikkerhed i form af oprustning, som de fleste tilsyneladende er meget enige om at udpege som løsningen på tidens udfordringer," siger Peter Lodberg. 

Han er i sin teologiske tænkning dybt inspireret af den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer (1906 -1945), der netop insisterede på, at fred og sikkerhed på ingen måde er det samme. Tværtimod. Det var da også temaet i Bonhoeffers tale ved kirkemødet på Fanø i 1934, som ifølge Peter Lodberg er uhyggeligt aktuel igen i dag.

I talen siger Bonhoeffer blandt andet: "Der gives ingen vej over sikkerhed til fred." "Fred er modsætningen til sikkerhed. At kræve sikkerhed er at nære mistro, og denne mistro kræver til gengæld krig."

Ifølge Peter Lodberg er Bonhoeffer en af de få teologer, der så klart har arbejdet med forholdet mellem fred og sikkerhed. Han tænkte derfor meget på Bonhoeffers klare insisteren på, at freden altid trumfer, da statsminister Mette Frederiksen (S) på et tidspunkt sagde, at vi nu ikke længere lever i en fredstid.

"Det har i den grad været med til at skabe en frygt blandt folk. Og jeg hører fra flere præster, at de modtager henvendelser fra mennesker, der er bange for den fremtid, der venter os. Men når svaret på frygten så ikke er fred, men sikkerhed i form af oprustning, ja, så er det lige før, man kan blive bange for en selvopfyldende profeti. I stedet burde forkyndelsen om fred lyde højt og nærende som det efterhånden eneste sted, hvor håbet på den måde tales op og får næring. I stedet for frygten," siger Peter Lodberg.

Han ved godt, at flere sikkert vil kalde ham naiv ved på den måde at gå imod en dagsorden, som både nyder opbakning nationalt og internationalt, "men det er da også naivt at tro, at man kan sikkerhedsliggøre eksistensen på den måde. Hvad blev der af troen på at give hinanden og Gud i vold, troen på at noget godt kan ske? Der har nærmest bredt sig en forestilling om, at hvis vi skal opretholde freden, så må vi forberede krigen. Men hvad nu hvis vi i stedet brugte vores kræfter på at forberede freden?", lyder spørgsmålet fra Peter Lodberg, der lige præcis mener, at det er dette, teologerne burde have travlt med at svare på ved at forkynde evangeliet og Guds råb om fred.

Se krisen som en mulighedAt troen på et andet og bedre scenarie oftest er det, der bærer vores radikale handlinger, som for eksempel modstanden mod en overmagt eller at gå en anden vej end flertallet, er filosof Henrik Jøker Bjerre enig i.

"Hvis man er utilfreds eller uenig, er den mest oplagte handling selvfølgelig at melde sig ind i et politisk parti eller gå ind i en miljøbevægelse eller fagforening, hvis man vil ændre noget. Men nogle gange kan det føles som en meget lang proces at slå ind på, hvis situationen eller krisen opleves som akut. I dag hylder vi for eksempel de få danskere, der turde vise tyskerne modstand under Besættelsen. Så det handler jo også om, hvem vi gerne vil være. Når historien skal dømme os," siger Henrik Jøker Bjerre.

Han mener også, at mange i dag måske har set sig for blinde på for eksempel konflikten med USA’s ønske om Grønland som udelukkende farlig, "man kunne jo også se på Trumps adfærd i forhold til Grønland og Danmark som en mulighed. Hvor vi i stedet for at tale mest om Trump, begyndte at tale om, hvad det er for en politisk kultur, vi selv ønsker at have i kongeriget, og hvem vi gerne vil være. Hvor det er forestillingerne om det gode liv og det gode samfund, grønlændere og danskere sammen er optaget af."

Dén opfordring vækker genklang hos teolog Peter Lodberg:

"Der er en tendens til at se alt det, der sker omkring os nu, som en forfaldshistorie. Men hvad nu hvis det i virkeligheden er en ny begyndelse? Da jeg var ung, frygtede man ungdomsarbejdsløshed, Rote Armee Fraktion og IRA. Det er jo ikke sådan, at vi kommer fra Paradiset og nu pludselig er smidt ud. Vi har hele tiden levet uden for Paradiset, så den politiske fortælling om, at det er nu, det sker, holder ikke," siger Peter Lodberg.

Han opfordrer i stedet læseren til at overveje en tanke: Hvad nu hvis historien rent faktisk skrider fremad i form af brud?

"Så står vi jo lige nu med en kæmpe mulighed. Både for nye relationer på det personlige plan og mellem stater. Men for at det kan ske, er det en forudsætning, at vi tør at insistere på freden. Som den eneste evige kilde til håb."