Den fik også gennemslagskraft i den offentlige debat, hvor de største aviser, mest aflyttede podcasts og mest sete tv-programmer satte social kontrol i kristne miljøer på dagsordenen. Og ikke mindst fik den kritikersucces.

Blandt en lille håndfuld positive anmeldere var ingen mere begejstret end biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, der gav bogen seks stjerner på netmediet Altinget. Han roste blandt andet brødrene for ikke at slippe “agtelsen” for deres “modstandere”.

“De har været udsat for foragt og afsky, men de tager ikke til genmæle med samme våben," skrev biskoppen.

Den opfattelse er der delte meninger om, hvis man spørger folk, der er omtalt i bogen. Kristeligt Dagblad har været i kontakt med flere personer, der optræder enten anonymt, med navns nævnelse eller delvist anonymiseret i “De fortabte sønner”, som brødrene selv beskriver som en “dokumentarisk og fragmenteret fortælling”.

Kilderne kalder alle bogen velskrevet og rørende, men mener også, at den har karakter af et kampskrift, hvor institutioner og personer på den kirkelige højrefløj bliver beskrevet sarkastisk og nedladende. Nogle gange som fundamentalister og i enkelte tilfælde som farisæere og “frelste røvhuller”. De genkender ikke de mest sensationelle passager fra bogen, og de undrer sig over ikke at være blevet kontaktet forud for bogens udgivelse.

Uenighed om lejrturDet gælder blandt andre kilder fra et centralt kapitel i bogen med en belastende anklage mod de kirkelige miljøer. Kapitlet handler om en ungdomslejr i 1990, hvor dengang 15-årige Sune Gylling Æbelø deltog. Han husker, at han var bange for at blive afsløret som homoseksuel, og det var bagtæppet for en skelsættende situation en morgen på lejren.

Den 15-årige var netop kommet ud af badet og havde fået tøj på, da lederen, Uffe, kom ind til ham på drengenes sovesal. Uffe beskrives i bogen som en 50-60-årig storrygende tørlagt alkoholiker fra København, der var med på lejren for første gang.

”Er du homoseksuel, Sune?” spurgte Uffe.

Sune Gylling Æbelø var lamslået over at få spørgsmålet, men benægtede. Uffe fortsatte:

“Når jeg spørger, er det, fordi jeg selv er homoseksuel i højeste potens. Og jeg synes faktisk ikke, det er noget, man skal bruge som et skældsord …”

Den forbløffede 15-årige husker ikke mere fra samtalen, men han husker, at han kom til at dele den med en anden leder senere på morgenen. Og han husker, at Uffe senere på dagen endte med at tage hjem. Han var ikke i tvivl om hvorfor:

“Jeg så aldrig Uffe siden, og jeg spurgte aldrig. Men jeg er sikker på, at han var blevet bortvist, fordi jeg havde udleveret ham. Hvis jeg før havde været det mindste i tvivl om, hvordan man ville behandle sådan nogle som mig her blandt de fromme i missionens gudfrygtigt knusende favn, så var jeg det ikke mere,” skriver Sune i bogen.

Men dette har intet på sig, hvis man spørger andre, der var med. Kristeligt Dagblad har talt med kilder, der var med på lejren i 1990, og de husker forløbet helt anderledes. De tidligere lejrdeltagere ønsker ikke at stå frem med navn, men ingen af dem har nogensinde hørt, at den 50-60-årige københavner skulle være blevet sendt hjem på grund af sin seksualitet. Som de selv husker og er blevet fortalt af andre på lejren, tog den tidligere misbruger selv hjem fra lejren på grund af noget familiemæssigt.

“Det er næsten 35 år siden, så jeg kan ikke huske, om det er på grund af en begravelse eller noget andet i familien. Det er ikke det relevante her. Det relevante er, at man ikke bortviser nogen på grund af deres seksualitet. Det er så langt fra et kristent værdigrundlag, som man kan forestille sig,” siger en af de tidligere deltagere.

Samme kilde kalder bogen for velskrevet og rørende. Det gjorde ondt at læse om brødrenes ulykkelige situation, men ifølge kilden bærer kapitlet om ungdomslejren præg af, at Sune Gylling Æbelø har tolket sin indre kamp med sin seksualitet ind i situationer og relationer, hvor seksualitet ikke har været et tema for andre.

“Det kan være godt at gå kritisk til en kultur og spørge, om der er plads til alle i kristne kredse. Men mange steder i bogen kommer det til at ligne et hævntogt. Jeg synes, at den bliver usympatisk de steder, hvor de kommer til at jorde navngivne folk og miljøer, som ikke har gjort dem noget,” siger den unavngivne kilde, der deltog på lejren for 34 år siden.

Voldsomt misvisendePastor emeritus og forhenværende generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen er ikke selv nævnt i bogen, men han har læst den. Han mener, at bogen til dels rummer en række personlige og følsomme vidnesbyrd, som man kun kan have respekt for og tage til efterretning, når man kommer fra samme miljø.

Men problemet med bogen er for ham at se, at den ender med at være meget mere end personlige historier. “De fortabte sønner” har ifølge ham en dobbelt natur, hvor den på den ene side er fortællinger og gode iagttagelser, man kun kan blive berørt af. På den anden side er den næsten et politisk skrift.

Og det gør, at det bliver svært at kritisere bogen uden at ligne en, der går i selvforsvar.

“Det er som om, at den dobbelthed ved bogen er en benlås, der gør den næsten umuligt at kommentere på og stadig føle sig fair,” siger han.

Han er kritisk over for, hvordan især Sune Gylling Æbeløs kapitler er præget af en sarkasme, der får fremstillet personer og miljøer nedladende. Og han er skeptisk over, at bogen bliver beskrevet som “dokumentarisk”, når mange af deres erindringer ikke er faktatjekket, og når visse af dem bærer præg af overdrivelser.

Nogle gange glider de ud i at være karikaturer, mener Jens Ole Christensen. For eksempel i Sune Gylling Æbeløs erindring om en lejr, hvor han skriver om Kristeligt Forbund for Studerendes (KFS) daværende generalsekretær, lektor emeritus ved Menighedsfakultetet Leif Andersen:

“Dertil kommer den altid umistelige spørgetime med generalsekretæren, som med delfisk præcision har svar på enhver tænkelig anfægtelse vedrørende Bibel, treenighed, tro og diverse.”

Kender man Leif Andersen, som altid har været tydelig om egen usikkerhed og tvivl, vil man vide, at denne karakteristik er voldsomt misvisende, mener Jens Ole Christensen,

“Der rammer de fuldstændig ved siden af. Jeg kan ikke komme i tanke om en dårligere beskrivelse af Leif Andersen som person,” siger han og peger på et senere kapitel i bogen som et eksempel på, at han savner faktatjek, og hvor fortællingen i øvrigt ikke er selvoplevet.

Overfald på efterskoleDet er historien om en person med navnet Frey, som i 2016 fortalte Andreas Gylling Æbelø om en traumatisk oplevelse på Luthersk Missions Solgården Efterskole i Tarm i Sydvestjylland i begyndelsen af 2000’erne.

Frey var dengang ikke sprunget ud som nonbinær, der er en kønsidentitet, hvor man hverken opfatter sig som mand eller kvinde. Ikke desto mindre havde han feminine træk og bliver i bogen beskrevet som “the odd one out” – ham, der ikke passede ind.

Han blev ikke mobbet groft, men en dag blev han overmandet af “samtlige drenge på skolen,” som slæbte ham ind på et badeværelse, spulede ham med koldt vand og hældte en substans i hans lange hår.

Senere fik Frey at vide, at det var brintoverilte, og at overfaldet var udtænkt af en ansat på skolen, så Frey “kunne blive rettet ind og blive en rigtig dreng”.

Men heller ikke den historie fra en tredje person på en café 10-15 år senere er tilsyneladende blevet efterprøvet hos andre. Kristeligt Dagblad har spurgt den daværende forstander Kristian Andersen, om episoden er korrekt beskrevet. Han husker, at der var en episode med en elev, der blev behandlet meget voldsomt, men han husker ikke, at nogen ansat var involveret.

Savner nuancerKristian Andersen, som i dag er familiekonsulent i Luthersk Mission, var ikke blevet forelagt kapitlet før bogudgivelsen, selvom han nævnes med navns nævnelse som efterskolens forstander tidligere i bogen. Heller ikke Erik Morten Jensen blev orienteret om bogens indhold, selvom han optræder med fornavn i beskrivelsen af Sunes Gylling Æbeløs weekendophold i 1993 på det daværende Agapes Diakonale Center i Farsø i Nordjylland, som udbød sjælesorg og terapi for folk med alle mulige slags problemer.

Her fik den fortvivlede Sune at vide, at homoseksualitet i udpræget grad er et produkt af miljø, og at “forvrænget seksualitet” dermed kan “korrigeres” med behandling i form af samtaleterapi.

Sune Gylling Æbelø havde i sin barndom haft et underskud af den maskulinitet, en dreng har brug for, skulle Erik Morten Jensen havde sagt ifølge bogen. “Derfor søger du den hos andre mænd, og det forveksler du med seksuel tiltrækning,” er han citeret for at have sagt i “De fortabte sønner”.

Ifølge bogen skulle Erik Morten Jensen dernæst have sammenlignet årsagen til homoseksualitet med kannibalisme. Ligesom kannibaler spiser andre, fordi de tror, at de dermed overtager deres egenskaber, tror den homoseksuelle, at man får maskulinitet ved at “æde andre mænd.”

Erik Morten Jensen, der i dag er på efterløn, har læst “De fortabte sønner”, men han husker hverken Sune Gylling Æbelø eller samtalerne, der er beskrevet i bogen. Han kan ikke be- eller afkræfte udlægningen af forløbet, men han slår fast, at han er berørt af bogen.

“Vores intention var at lytte til de unge, som ikke vidste, hvad de skulle gøre med deres homofile følelser. Det, som vi leverede i samtalerne, var ren og skær omsorg ved at tilbyde et rum, hvor man kunne tale åbent. De her brødre havde jo ikke engang talt internt, og det vidner om, hvor svært det var. Teorierne fandt vi ikke selv på, det var i høj grad baseret på datidens fagbøger, men jeg sidder da med en slags skyldfølelse over, at vores intention om hjælp havde den modsatte effekt.”

Erik Morten Jensen tilføjer, at man som forfatter er fri til at skrive og udgive sine oplevelser, men han havde alligevel håbet, at brødrene havde valgt dialogen.

“Jeg kunne have bidraget med nuancer. I stedet synes jeg, det får karakter af et kampskrift mod det, de kalder fundamentalister, hvilket jeg overhovedet ikke er. Man skal huske, at det er 30 år siden. I mine øjne mangler bogen at afklare konteksten, for synet på homoseksualitet var dengang anderledes, både blandt kirkelige og alle andre, og tilgangen var en anden i psykiatrien, hvilket ikke fremgår i bogen. Jeg synes, det er lidt problematisk at hænge folk ud i bogen på den måde, og jeg synes, der er en mangel på åndsfrihed i deres syn på religion i dag. Det siger jeg ikke som en fordømmelse af dem eller bogen, som jeg i øvrigt mener bør føre til selvrefleksion i hele det kirkelige miljø.”

Kristeligt Dagblad har været i kontakt med andre personer omtalt i bogen, som ikke ønsker at udtale sig. De fleste genkender ikke brødrenes udlægning, men en enkelt beretter om, at hun blev præsenteret for bogens indhold forud for udgivelsen, og at hun føler sig godt behandlet.

Sune og Andreas Gylling Æbelø er blevet forelagt kritikken og skriver i en mail om kritikken om at beskrive bogen som dokumentarisk:

"Dokumentarisk betyder, at bogen tager udgangspunkt i virkelige hændelser og samtaler, og vi skriver samtidig på bogens første side, at andre kan huske dem anderledes, hvilket er gængs praksis i erindrings- og biografigenren. Vi noterer os, at ingen kilder afviser begivenhederne, men husker dem anderledes. At mennesker, der får kastet et kritisk lys på en skadelig praksis, ønsker at korrigere disse gengivelser, finder vi ingenlunde overraskende."

Brødrene forholder sig også til kritikken af, at de ikke har orienteret flere af de omtalte personer forud for udgivelsen af bogen:

"Vi har i forhold til forelæggelse fulgt forlagets redaktionelle og juridiske rådgivning, og i tillæg hertil har vi selv foretaget den generelle vurdering, at mennesker, der optræder i kraft af deres profession, kan tåle offentliggørelse. Vi har i arbejdet med bogen forelagt materiale for en lang række privatpersoner og har her mødt stor opbakning."

Andreas og Sune Gylling Æbelø er desuden ikke overraskede over, at folk med baggrund i kirkens højrefløj har kritik af bogen. De skriver:

"Bogen beskriver med en række konkrete eksempler voksne, magtfulde, åndelige autoriteters rådgivning til unge mennesker, der kom til dem i desperation og fortabelsesangst, og vi forstår godt, hvis det kan være ubehageligt at se beskrevet, hvilke konsekvenser det har haft, men vi står fuldstændig på mål vores kritik af den praksis," lyder det i mailen fra brødrene, der i øvrigt er dybt uenige i, at de skulle være ude på et hævntogt.

"Bogen er det modsatte af et hævntogt. Det er forsoningsbog, hvor vi både tilgiver og vender tilbage til troen. En del af vores ærinde er ganske rigtig at beskrive visse kristne miljøers skadelige praksis, og det har vi ønsket at gøre uden at dæmonisere og samtidig bevare et levende sprog. Derfor er vi også glade og overvældede over de mange reaktioner, vi har modtaget fra kristne miljøer, som genkender vores beskrivelser, flere endda med beklagelse og undskyldning. Vi hæfter os også ved, at sognepræst Marie Høgh i sin anmeldelse kalder bogen for en udvikling af kristendommen og ikke mener, at vi  nedgør og udskammer kristne miljøer, og at biskop Peter Skov-Jakobsen i sin anmeldelse bemærker, at vi ikke mister agtelsen for vores modstander."