Trængslen ved en af de større scener på Leipzig Bogmesse giver et vink om, hvad tyskerne mener om at skulle forsvare sig i en mulig krig med Rusland. På scenen taler den 27-årige jurist og podcastvært Ole Nymoen til flere hundrede tilhørere, der står tæt langt ud i mellemgangene, som var han et af messens litterære hovednavne. Han leverer ingen flammetale til forsvar for demokrati og frihed. Tværtimod. Hans bog hedder “Warum ich niemals für mein Land kämpfen würde” - “Hvorfor jeg aldrig ville kæmpe for mit land” - og er blevet en bestseller i Tyskland. Man må puffe undskyldende til sidemanden og stille sig på tæerne for at få et par ord med fra tysk pacifismes nye stjerne, der ville flygte eller overgive sig, hvis Rusland angreb Tyskland.

“Jeg vil hellere leve i ufrihed end dø for frihed,” siger Ole Nymoen.

“Jeg ville passe mit anstrengende arbejde og ikke udtrykke min mening så frit og så søge min personlige lykke derhjemme. Det vil jeg stadig langt hellere end at være død,” siger han.

Tysklands ældste bogmesse giver altid et indblik i, hvad der rører sig i det tyske samfund, og Ole Nymoens pacifistiske budskab har ramt noget i den tyske tidsånd. I en tid, hvor Rusland om få år kan være klar til storkrig, og Europa har hårdt brug for soldater, ville 17 procent af tyskerne ifølge en aktuel rundspørge være villige til at forsvare landet med våben, mens 60 procent afviser dette. Ole Nymoen er blevet mødt med harme i talkshows, og kritikere har kaldt hans bog for et ”egotrip” og påpeget, at han kun kan udtale sig, som han gør, fordi han lever i et land, der forsvarer hans frihedsrettigheder. Men tilhørerne ved bogmessen, størstedelen unge, nikker blot anerkendende og reagerer med spontane bifald.

“Titlen på min bog skulle egentlig have været, ‘Hvorfor jeg aldrig ville kæmpe for mit land, men alligevel bliver tvunget til det‘,” siger han og henviser til, at den kommende regering måske vil genindføre værnepligten.

Debattens ordstyrer vil gerne vide, hvad han ville gøre, hvis en russer pludselig stod foran ham med våben i hænderne og ville have fat i hans kæreste.

“Jeg ville forsvare mig. Men spørgsmålet antyder, at det at forsvare min kæreste og det at forsvare statens grænser er en og samme ting, men det passer ikke,” siger Ole Nymoen, som er erklæret socialist, men ligner en modebevidst yuppie.

“Staten tvinger mennesker, som ikke har problemer med hinanden, til at skyde på hinanden - uanset om de vil det eller ej. Staten hævder, at den gør det for at beskytte sine borgere, men egentlig kæmper den blot for sin egen suverænitet. Staten spørger aldrig: Kan jeg forhindre død og ødelæggelse, hvis jeg opgiver suverænitet?”, siger han.

Et hjem i bøger og bønner Ole Nymoen sætter ikke sit liv på spil ved at tale sit lands politik imod. Det gør derimod de unge russiske røster på bogmessens scene Café Europa. Trods den hyggelige stemning og den fredelige summen af titusinder af stemmer i de gigantiske glashaller løber Ruslands krig i Ukraine og trusler mod Europa som en dyster tråd gennem mange af bogmessens foredrag. Den 43-årige journalist og forfatter Sergej Lebedev fra Moskva er redaktør for den nye antologi “Nein! Stimmen aus Russland gegen den Krieg” (Nej! Stemmer fra Rusland mod krigen). Hans syv bøger om blandt andet stalinismens forbrydelser og deres betydning for det moderne Rusland er oversat til 22 sprog.

“Siden invasionen har Rusland udformet love, som skal hindre folk i at kalde denne krig for en krig. De ønsker lydighed og tavshed, men vi vil ikke være tavse, og vi vil ikke indordne os,” siger Sergej Lebedev.

“Mange af vores russiske kolleger er tavse, og denne tavshed er ofte meget skammelig. Det er et træk i russisk kultur at være modstandsdygtig uden at gøre modstand. Men vi vil vise et tegn på modstand gennem kunsten,” siger forfatteren, som lever i eksil i Potsdam ved Berlin.

Ved hans side sidder den 26-årige jødisk-russiske digter og aktivist, Alla Gutnikova, som har bidraget til antologien. I 2021 blev hun arresteret i Moskva, og hendes afsluttende tale i retten, et politisk manifest om frihed, er siden oversat til 11 sprog. Alla Gutnikova, en spinkel kvinde med store, triste øjne, tilbragte et år i husarrest i Rusland, hvorefter det lykkedes hende at flygte. Hele hendes familie bor i Rusland, men vender hun tilbage, vil hun blive fængslet. Hun har dog stadig et hjem, fortæller hun.

“Rusland er ikke længere mit hjem efter alt det, landet har gjort mod mig og mod verden. Men jeg er så heldig at have et hjem, som ikke er fysisk. Jeg er jødisk, og mit hjem findes i bøger, i ord og i bønner. I alle byer og lande, jeg besøger, går jeg i synagogen, og sangene og bønnerne er de samme som derhjemme. Efter denne bogmesse tager jeg til Berlin for at deltage i den jiddische festival, og den vil for en stund være mit hjem,” siger Alla Gutnikova, som lever i eksil i London.

Ruslands imperiale krig har kontamineret det russiske sprog, som i dag er et sprog fyldt med døde, dræbende og løgnagtige ord, betoner Sergej Lebedev. Han vil fortsat skrive på russisk - som en form for modstand.

“Men vi bør forstå, at det russiske sprog i århundreder er blevet brugt til at undertrykke Ukraine og det ukrainske sprog. Vores sprog indeholder en optegnelse af vold, som aldrig er blevet anerkendt, og som gør vores sprog ambivalent. At reflektere over dette, mens man skriver, er den opgave, som jeg og mange russere står overfor,” siger han.

Alla Gutnikova slår et lille håb an med et digt om hendes arrest i Moskva i 2021, “En kort historie, som kan få folk til at græde”.

“Hver gang jeg reciterer digtet, fortæller jeg, at det er et dokumentarisk digt, for ellers vil ingen tro, at det virkelig skete for mig,” siger hun og læser op:

“Da de tog mig med til afhøring efter razziaen i en hvid varevogn uden kendemærker, vendte en af vagterne forsigtigt sin telefon mod mig og skrev: Rusland vil blive frit.”

Bøger som barrikade mod bomber  Litteratur kan tjene som forsvar mod krig og undertrykkelse i mere end én forstand, fortæller den 62-årige ukrainske filosof og forfatter Konstantin Sigow fra bogmessens ukrainske stand. Han har skrevet bogen “Für Deine und meine Freiheit: Weckrufe aus Kyjiw” (For din og min frihed: Opråb fra Kyiv). Med Ruslands invasion den 24. februar 2022 blev vinduet i ethvert ukrainsk hjem det farligste sted at opholde sig. Ligesom sine naboer og millioner af ukrainere klæbede han på krigens første dag sine vinduer til.

“Derefter barrikaderede jeg alle vindueskarme med bøger. Mine samlede udgaver af Goethe, Kant, Thomas Mann og andre skriveglade europæere egnede sig glimrende til dette formål. Pludselig lærte jeg at værdsætte mit arbejde som forlægger og kvaliteten af vores klassikere fra et uventet perspektiv. Selv ordbøger fik igen en fremtrædende plads. Jeg tvang mig selv til ikke at genåbne alle mine bøger, som var flossede af mine notater. I stedet bar jeg dem som mursten fra hylderne og ind i vinduesåbningerne,” siger han.

Under krigen ændrer hverdagsting deres betydning, og en bog kan bibringe et menneske en følelse af værdighed, siger Konstantin Sigow.

“I brugte måske en kaffeske, da I drak jeres kaffe til morgen. Se, hvilken forbindelse der er mellem en ske og et menneskes værdighed,” siger han til tilhørerne.

“I fangenskab får du suppe i en skål, men du får måske ikke en ske. Du vil gerne have en ske, så du kan føle dig som et menneske. Jeg taler ikke om oplevelser fra en fjern fortid, men om oplevelser i Ukraine her og nu. En bog er imidlertid meget vigtigere end en ske. Når vi besøger folk i den østlige del af Ukraine, beder de om to ting, og det er medicin og bøger. Når der ikke er elektricitet eller internet, er en bog det eneste, der kan få dem til at føle sig som mennesker og støtte dem psykisk og hjælpe dem igennem,” siger han.

Med bøger om krigen forsøger ukrainere at dele deres erfaring med europæerne, og “hvis det lykkes os at gøre denne erfaring til noget fælles, vil vi vinde og leve i frihed og værdighed”, slutter filosoffen.

Et glimt af håb anes også i den 73-årige Herfried Münklers foredrag. Som en af Tysklands førende politologer har han netop udgivet bogen “Macht im Umbruch. Deutschlands Rolle in Europa und die Herausforderungen des 21. Jahrhunderts” (Magt i forandring. Tysklands rolle i Europa og udfordringerne i det 21. århundrede). USA’s Trump har ganske vist vendt sig fra Europa, mens Ruslands Putin fører hybridkrig mod kontinentet, og “i min levetid vender vi ikke tilbage til en situation, hvor den internationale lov bliver håndhævet”, siger Münkler, men tilføjer: “Kriser er også muligheder.”

Putin og Trump kan uventet have styrket Europa ved i lyntempo at tvinge europæerne til selvstændig handlekraft.

“Enten gør vi det rigtige, eller også gør vi det ikke, og så er det vores egen skyld,” siger han om Europas evne til at forsvare sig selv og bliver mødt med “ja!” fra publikum.

Børn er de bedste opdragere I den anden ende af messen taler Forbundsdagens længst siddende medlem, den 77-årige østtysker Gregor Gysi fra venstrefløjspartiet Die Linke, om Tysklands politiske polarisering og fraværet af tysk enhed 35 år efter Berlinmurens fald. Men trods de dystre udsigter opfordrer han de mange unge tilhørere til at fastholde livsgnisten og sætte nyt liv i verden.

“Man skal altid have modet til at leve, og jeg ved, at I ikke længere er sikre på, om jeres børn vil få et lige så godt liv som jer, men få alligevel børn, der findes ikke noget mere udmattende og noget skønnere,” siger gysi, som er far til tre.

“Man bliver opdraget tre gange i sit liv, først af sine forældre, det kender I, og det er sådan lidt ‘nå ja’, derefter af sin partner, og det er temmelig anstrengende, og til sidst af sine egne børn, og det er det allermest anstrengende, men det er det hele værd,” siger han.