I denne artikel drager vi ud på vores egen kulturelle odyssé. Vi er ikke græske krigere på vej hjem fra krig i Troja. Vi er europæere i en usikker verden, hvis rammer, magtstrukturer og værdigrundlag er i hastig forandring, Vi er moderne mennesker, som i mange anliggender har orienteret os over havet til Amerika. Nu mener mange, at det er tid til kulturelt at vende hjem.

Men hvilke værker inden for kunstarterne litteratur, musik og film kan fungere som holdepunkter på vores færd? Det har vi bedt avisens anmeldere om at give forslag til, og herefter inviterer vi læserne til at stemme om, hvilke værker der er vigtigst.

Tag med på en odyssé gennem 60 værker og 2700 års europæisk kultur. Rejsen hjem til Europa er lang.

Litteratur: storhed, synd og selvovervurderingIfølge Sørine Gotfredsen, sognepræst, journalist og litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad, er det passende, at de første to af de 20 værker, som optræder på listen over vigtige europæiske bøger, er "Odysseen" og Bibelen.

"Man kan sige, at Bibelen udspringer fra en anden region end Europa, men det er en grundfortælling, som gennemsyrer hele Europas kultur. Og sammen med den antikke græske tradition udgør Bibelen Europas to grundpiller," siger hun.

I "Odysseen" og andre store græske fortællinger får vi et avanceret drama om helte, guder og skæbne. Alle de fortællinger, som siden er blevet genfortalt i europæiske digte, romaner, operaer og film. Odysseus spejler sig i den noget mindre heroiske irske annoncesælger Leopold Bloom, som er hovedperson i irske James Joyces modernistiske mesterværk "Ulysses", hvor heltens hjemrejse fra Troja er omskabt til en lettere bedugget gåtur rundt i Dublin.

Rejsen har altid betydet meget i den europæiske litteratur, men mere specifikt europæisk er ifølge Sørine Gotfredsen individets nådesløse granskning af sig selv. Dette kan føres tilbage til kirkefaderen Augustin, som levede omkring år 400 i Nordafrika, men udgik fra den romerske, europæiske, kristne kultur og skrev sit hovedværk "Bekendelser" på latin. 

"Augustins værk er en selvbiografi. Det indtil da mest rendyrkede forsøg på i en tekst at stille spørgsmålet 'Hvem er jeg?'. Samtidig er Augustin den kirkefader, som om nogen formulerer begrebet arvesynd, et begreb, der gennemsyrer den europæiske kultur," siger hun.

Sørine Gotfredsen ser i en lang række europæiske værker en splittelse imellem den kristne tro, som alle har med i bagagen, og den enkeltes anfægtelser og vanskeligheder ved at tro. Et eksempel er den franske oplysningsfilosof Voltaires jubeloptimistiske antihelt Candide, som i værket af samme navn tager på en desillusionerende odyssé igennem alle Europas ulykker. 

Fjodor Dostojevskij Andre eksempler er Per Sidenius i Henrik Pontoppidans "Lykke-Per", en ung mand, som løftes til skyerne og gør sig skyldig i selvovervurdering for til sidst at måtte falde på knæ og erkende sin egen uformåenhed. Og Rodion Raskolnikov i Fjodor Dostojevskijs "Forbrydelse og straf", som Sørine Gotfredsen ser som den russiske variant af det samme tema.

"En mand gør sig skyldig i at give sig selv lov til hvad som helst. Tilmed at slå to mennesker ihjel med den begrundelse, at ingen har gavn af dem. Men også han må til sidst falde på knæ, først for politiet, siden for Gud," siger Sørine Gotfredsen, som betegner Dostojevskijs værk fra 1866 som verdens bedste roman.

"Dostojevskij formår som ingen anden forfatter at kigge lige ind i sjælen på mennesker. Samtidig har hans romaner en socialrealistisk dimension. Han kendte til at være fattig og skildrer dygtigt konsekvenserne af fattigdom," siger hun. 

Hvis Danmark og Rusland leverede store fortællinger om selvovervurderende unge mænd, så leverede britiske Emily Brontë og norske Sigrid Undset to storslåede romaner om kvinders liv og væren i verden. "Stormfulde højder" er med Sørine Gotfredsens ord "en milepæl" med hensyn til, hvad en kvinde kunne skrive om, og "Kristin Lavrandsdatter" er "en stor, sagaagtig klassisk roman om en kvindes fortabelse i forelskelse".

Sigrid Undset Foto: AP/Ritzau Scanpix Europæisk litteratur er mange ting. Det er det fantasifulde, eventyrlige, barnlige element hos H.C. Andersen og Astrid Lindgren. Det er også fortællinger om individer, der skiller sig ud. Shakespeares hævngerrige tvivler, Hamlet, eller Cervantes' forblændede fantast, Don Quixote. I Kafkas "Processen" er det Josef K., et magtesløst individ i et meningsløst bureaukrati, og i George Orwells "1984" er det Winston Smith, et offer for umenneskelighed sat i system.

"'1984' er et uomgængeligt referencepunkt i europæisk litteratur, fordi det er et værk, der udtrykker menneskets grusomhed, dårskab og vilje til at lade sig forføre. Samtidig har Orwell en sans for, hvor vigtigt sprog er i forhold til at udøve magt og undertrykkelse," siger Sørine Gotfredsen.

Mens Orwell skrev i kølvandet på Anden Verdenskrig med holocaust og Hitler i nær erindring og Stalin som grum nutid, så foretager den litterære del af vores odyssé nu et stort spring helt frem til den norske velfærdsstat i det 21. århundrede, hvor Karl Ove Knausgård ikke desto mindre har fat i nogle af de samme temaer, som har optaget og naget europæiske forfattere gennem århundreder. 

I "Min kamp" undersøger og udfolder han sig selv i seks tykke bind. Augustins selvgranskende bekendelser ført ud i ekstremerne. Måske tilført pontoppidansk og dostojevskijsk selvovervurdering. Og i hvert fald fraregnet troen på Gud. 

"Hos Knausgård er individet alene og prøver at forstå sig selv ved at gå ned i selv de mindste detaljer. Samtidig er det tydeligt i værket, at forfatteren bærer hele den europæiske kulturhistorie med sig. Også alle dens kristne elementer. Det er det moderne europæiske menneskes situation. Man kan som europæer ikke slippe for kristendommen. Heller ikke selvom man har svært ved at tro," siger Sørine Gotfredsen.

Karl Ove Knausgård Foto: Leif Tuxen Europas musik: kompleksitet, lidelse og skønhedLeipzig. Oplysningstidens og højkirkelighedens Tyskland. Langfredag den 15. april 1729 er Thomaskirche fyldt til bristepunktet til uropførelsen af Johann Sebastian Bachs værk "Matthæuspassionen". Et vældigt oratorium skrevet for solostemmer, to kor og to orkestre om Jesu lidelse, som den skildres i Matthæusevangeliet. Mængden af musikere og sangere overgår Bachs lignende værk fra 1724, "Johannespassionen".

Man kunne begynde fortællingen om det særlige ved den europæiske musik mange steder, men ifølge Sune Anderberg, cand.mag. i musikvidenskab og musikanmelder ved Kristeligt Dagblad og Weekendavisen, er det en vigtig del af europæisk musikkultur, der begynder for 300 år siden, da Bach bygger sine mægtige musikalske katedraler af toner for kombinerede kor- og orkesterstemmer.

"Musikalsk kompleksitet er vævet ind i den europæiske musiks dna. Det har altid været en central del af traditionen, at musik ikke kun skal være smukt og behage det store publikum. Musik skal også være grimt, voldsomt og nuanceret."

Forskellen består, hvis man ser helt frem til nyere tid, hvor især amerikansk musik vinder indpas. I Europa har man gennem århundreder haft institutioner, som understøttede musikken, uanset om den appellerede til et meget bredt publikum. I USA har musikken altid været mere underlagt markedet, forklarer Sune Anderberg:

"Inden for orkestermusik blev der i 1960'ernes USA komponeret minimalistiske værker, som var meget iørefaldende og også appellerede til et poppublikum. Imens gik komponister mere komplekse veje i Europa." 

De 20 musikværker, anmelderne har udvalgt, spænder fra tysk middelaldermusik af Hildegard von Bingen til nyskabende britisk rockmusik på albummene "Abbey Road" af The Beatles og "Heroes" af David Bowie. 

Vi har italienske Vivaldis fire uopslidelige violinkoncerter "De fire årstider", tre storslåede symfonier af tyske Beethoven, danske Nielsen og finske Sibelius og to lidenskabelige operaer af italienske Puccini og tyske Wagner. Og der er også plads til melankolsk klavermusik af polske Chopin og franske Debussy samt fransk og belgisk chanson med Edith Piaf og Jacques Brél. 

Claude Debussy Foto: Wikimedia Commons After A Photograph By Otto/Http:/Bonhams Værkerne rummer megen smerte. Fra ulykkelig kærlighed og grum krig. Ifølge Sune Anderberg er smerten, lidelsen og ødelæggelsen en grundingrediens i ikke bare europæisk musik, men europæisk kultur som helhed.

"Den europæiske oplysningsidé løber igennem alle værkerne. Komponisterne insisterer på at skildre virkeligheden i alle livets facetter og i modsætning til magthavere. Den er et sprog til at forholde sig til samfundet og til at reflektere over det, som for alvor er den fælles europæiske erfaring, nemlig al den krig og tilintetgørelse, de europæiske lande har udsat hinanden for," siger han. 

Ludwig van Beethoven Foto: Wikimedia Commons Smerten er overalt. Fra Bachs skildring af Jesu lidelse over Mozarts dødsmesse, "Requiem", til Beethovens 9. symfoni, der blev komponeret for enden af 20 års krigsvanvid under Napoleonskrigene, og hvis afsluttende kordel siden blev officiel EU-hymne. Og videre til Olivier Messiaens "Kvartet til tidens ende", oprindeligt komponeret i nazistisk fangenskab i 1941, og Benjamin Brittens kor- og orkesterværk "War Requiem", opført i 1961 til indvielsen af den genopbyggede Coventry Cathedral, som var blevet ødelagt af bombeangreb under krigen. 

Det musikværk af de 20 på listen, der vakte mest furore ved sin premiere, var formentlig Igor Stravinskijs balletmusik "Forårsofret" ("Le Sacre du Printemps"), som året før Første Verdenskrigs udbrud rystede Europas musikpublikum på grund af sin voldsomhed, sin skildring af død og lidelse og sit komplekse musikalske traditionsbrud. Siden blev dette værk betragtet som et stykke musik, ethvert dannet menneske bør kende, og det er ifølge Sune Anderberg karakteristisk for den europæiske musik:

"Vi har i Europa holdt fast i en tradition og nogle institutioner, som har holdt hånden under musikken for musikkens egen skyld og dermed gjort det muligt for komponister at tænke mindre over, om musikken øjeblikkeligt havde en bred appel, og mere over at udtrykke noget sandt med gyldighed for fremtiden." 

Europas film: det magiske, det ægte og det personligeParis. Frihedsrevolutionernes og moderniseringens Frankrig. Den 1. september 1902 begynder en magisk rejse med rumraket hele vejen fra Jorden og lige i øjet på Manden i Månen.

Publikum i Théâtre Robert-Houdin er forbløffede. De har netop set premieren på den forhenværende tryllekunstner, nu filmskaber Georges Méliès værk "Rejsen til månen ("Le voyage dans la lune"). Løst baseret på en roman af Jules Verne udfoldes i levende billeder med masser af klip og filmtricks en magisk månerejse. 

Rejsen til månen. Foto: Pressefoto Det var ikke den første af Méliès 500 film. Men det var den mest banebrydende. Filmen, der varede 18 minutter, kostede den for datiden enorme sum 10.000 franc at lave, og filmholdet havde brugt tre måneder på den. Siden blev hvert enkelt billede håndkoloreret, så det blev en farvefilm.

"Filmens historie har altid været et kapløb mellem USA og Europa. I USA nævner man ofte opfinderen Edison som den første, der lavede film, men det startede jo i Frankrig," siger Palle Schantz Lauridsen, lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet, forhenværende filmanmelder ved Kristeligt Dagblad og med i kredsen af anmeldere, der har nomineret værker til denne artikel.

Han uddyber, at i Europa betragtes brødrene Lumières film af et damplokomotiv, der ankommer til en station, "L'arrive d'un train à la Ciotat" fra 1896, som dokumentarfilmens gennembrud. Méliès magiske månerejse var det samme for fiktionsfilmen.

"Men USA har domineret filmmarkedet i verden lige siden afslutningen af Første Verdenskrig. Verdenskrigene havde enorm betydning, fordi USA modsat de europæiske lande kom ud af de to krige med et intakt produktionsapparat," forklarer Palle Schantz Lauridsen, som tilføjer, at europæiske films største særkende måske er, at de er lavet som et alternativ til de amerikanske. 

"Filosofien i Europa har været, at hvis man ikke kunne matche USA med lige så store budgetter, så kunne man fortælle nogle originale historier og levere en ægthed og et nærvær, som ofte manglede i store Hollywood-produktioner," siger han.

Ligesom i musikkens verden førte det med sig, at komplekse, kunstneriske værker blev et særkende for Europa. For eksempel Luis Buñuel og Salvador Dalís mærkelige, drømmende kunstfilm "Den andalusiske hund". Eller danske Carl Th. Dreyers franske filmiske helgenberetning "Le Passion de Jeanne d'Arc". 

"Filmen med italieneren Falconetti i titelrollen var også et eksempel på, at filmproduktion i stumfilmens dage var en fælleseuropæisk verden. Og Dreyers rå og gruopvækkende nærbilleder af hendes usminkede ansigt var en stærk kontrast til Hollywood," siger Palle Schantz Lauridsen.

Efter krigen opstod i Frankrig auteur-begrebet. Et ideal om, at mens USA lavede store film skabt af mange, kunne én genial europæisk individualist udfolde sin egen fortælling på film. Francois Truffaut førte an i den franske nye bølge i 1950'erne og 1960'erne. I Sverige hed den store auteur Ingmar Bergman, og fremme i 1980'erne og 1990'erne fik Europa en ny stor auteur i polske Krzysztof Kieślowski.

Næste gang Europa leverede et radikalt alternativ til Hollywoods faste fortællestrukturer, klare opdeling af personer i helte og skurke, forudsigelige slutninger og enorme pengebeløb i omkostninger og indtægter, kom udspillet fra Danmark. Bevægelsen "Dogme 95" er Danmarks tydeligste stempel på filmhistorien siden Dreyer, og Lars von Trier og Thomas Vinterberg stod i spidsen med en række film, der var lige så originale, som de var billige.

"Tanken var, at det franske auteur-begreb fra 1960'erne var blevet for gammelt. Nu var det tid til et nyt oprør. Alle de amerikanske tricks med sminke og lyssætning skulle væk og erstattes af ægte nærvær. Lars von Trier præsenterede idéen i Paris ved 100-års fejringen for opfindelsen af filmen. Han dukkede op i skovarbejderskjorte og kastede om sig med pamfletter med den nye bevægelses budskaber trykt på knaldrødt papir, men han sagde ingenting," beretter Palle Schantz Lauridsen og tilføjer, at idéen var, at von Trier og de andre dogmebrødre havde aflagt et kyskhedsløfte, akkurat som hvis de havde været en munkeorden.

Sådan så det seneste store fremstød for europæiske kulturværdier altså ud. Et slag for den ægte, nuancerede og komplekse fortælling, ironisk præsenteret som en krydsning mellem dybsindigt kristent klostervæsen og normbrydende antiautoritær revolutionsromantik. 

Typisk europæisk.

Et ekspertpanel bestående af Kristeligt Dagblads anmeldere har nomineret 20 bøger, 20 musikværker og 20 film, der er gode, væsentlige, originale og repræsenterer det særlige europæiske element i kulturen. Vær med til at kåre de bedste værker lige her.