Hun havde netop læst en leder i Kristeligt Dagblad om, at mennesker med livstruende sygdomme ikke når at få den hjælp, de er blevet henvist til, før de dør. Det var uacceptabelt, mente avisen. 

Og ja, så fik hun nok. Satte sig ned og skrev en e-mail.

Anneke Beltman, 60 år, er sygeplejerske med 36 års erfaring inden for borgernær sygepleje. Hun bor på Als og er ansat i Sønderborg Kommunes center for korttidspladser. Som sygeplejerske i den kommunale sygepleje har hun stået for mange palliative forløb i samarbejde med alment praktiserende læger. 

Derfor undrede hun sig over, at lederskribenten et sted skrev, at den manglende hjælp måtte ses som udtryk for, at den palliative indsats, støtten til at komme gennem lidelsen, ikke prioriteres uden for hospiceverdenen.

"Du får det til at lyde, som om at vi lader mange dø i smerter på en venteliste," skrev Anneke Beltman i mailen til lederskribenten, og så:

"Det passer simpelthen ikke."

Nu har Anneke Beltman sagt ja til at lade sig interviewe for at udfolde sit perspektiv på palliation som en, der tilbringer meget af sin tid sammen med døende mennesker i deres egne hjem – ofte længe inden hospitalsindsatser og hospicepladser kommer på tale. 

Hun tror, at hun aldrig bliver træt af at prøve at forstå, hvilken lindring den enkelte har brug for som en sidste gestus.

Jeg står der lørdag aftenI Danmark foregår palliation på to niveauer. 

Det specialiserede niveau, som varetages af de dele af sundhedssystemet, hvis hovedopgave er palliation, som hospicer, palliative teams og palliative afdelinger. Og så det basale niveau, der varetages af den kommunale hjemmepleje, plejecentre, almen praksis og almindelige hospitalsafdelinger. 

Når man bliver indstillet til terminal behandling, modtager den kommune, man bor i, en såkaldt terminalerklæring. Hvis ikke før, er det ofte på det tidspunkt, at hjemmesygeplejersker som Anneke Beltman "giver sig til kende".

"Vi er her, og vi er klar til at hjælpe med det, du og I har brug for," lader hun den døende og de pårørende vide.

Anneke Beltman bor med sin mand i landsbyen Kær ved Sønderborg. Her finder hun ro i haven, som har udsigt til fredet natur. Foto: Lene Esthave "Det ved jeg ikke!", udbryder Anneke Beltman, adspurgt om, hvor mange mennesker hun har fulgt i deres sidste minutter her på jorden. Måske 50, gætter hun så, men nej, det kan ikke gøre det efter 17 år som sygeplejerske i Sønderborg Kommune.

Mens adgangen til specialiseret lindring på landets hospicer og hospitaler bliver nøje fulgt og flere gange er blevet kritiseret af Rigsrevisionen, mangler der data om den basale palliative indsats, som er den, der foregår i patienternes hjem. Den, som Anneke Beltman yder.

Senest kom det frem, at hver femte patient med en livstruende sygdom ifølge Dansk Center for Palliativ Medicin ikke når at modtage den specialiserede palliative behandling, de er blevet henvist til, før de dør.

Alt imens fortalte Mogens Grønvold, formand for Dansk Palliativ Database, til Kristeligt Dagblad i foråret, at man ikke ved, hvor mange der får god hjælp fra ikke-specialister, eller som har behov, men ingen hjælp får.

Spørgsmålet er, om Anneke Beltman ikke mener, at det er et problem, at der er mange patienter, som står på venteliste til at få hjælp, helt frem til de dør? 

"Helt bestemt, men min pointe er, at man netop ikke er overladt til sig selv, mens man er på den venteliste." 

Det er en misforståelse at opfatte de to indsatser – den basale og den specialiserede – som to forskellige størrelser, siger hun.

"Hvis man skal se på det fra et patientperspektiv, er der ikke nogen forskel i den virkelige verden. Vi er nogle forskellige aktører i sundhedsvæsenet, som hjælper hinanden med at lindre," siger hun og peger på, at de palliative teams, dem, hvis hovedopgave er palliation, kommer på et aftalt tidspunkt på en aftalt dato.

"Men jeg står i borgerens hjem hver dag og har tæt kontakt med den syge og de pårørende. Jeg er der lørdag aften, når det hele bare er rigtig, rigtig svært. Vi løfter en kæmpe opgave ved hele tiden at være til rådighed."

Ifølge Anneke Beltman kan den specialiserede palliation "som regel" ikke stå alene – og hun kunne ønske sig, at flere talte om vigtigheden af den hjælp, den døende modtager i eget hjem. Blandt andre fra de alment praktiserende læger og hjemmesygeplejersker som hende selv.

"Jeg er overbevist om, at det er et begrænset antal døende mennesker, som kun modtager specialiseret lindring."

I det hele taget mener sygeplejersken ikke, at palliation bliver prioriteret højt nok i det danske sundhedsvæsen. 

"I den offentlige og politiske debat er der alt for meget fokus på, at vi for enhver pris ikke må dø. Vi forherliger at redde liv, men forholder os ikke til kvaliteten af det liv."

Hvad er meningen?Anneke Beltman griner lidt for sig selv, når hun fortæller, hvad der som ung student i begyndelsen af 1980'erne fik hende til at vælge sygeplejefaget.

"Beklager," siger hun, "det var min angst for at blive arbejdsløs og intet andet."

Men så kommer hun i tanke om, at værdien i at gøre nytte for andre nok er noget, hun har med sig hjemmefra. Fra forældrene – faderen var værktøjsmager og moderen var hjemmegående, dagplejer og hjemmehjælper – som boede i et parcelshuskvarter på Als.

Fra sin danske mor og hollandske far fik hun også den kristne tro, den har hun plejet og båret med sig, for i en profession som hendes er det nyttigt at turde at være lille og utilstrækkelig – og læne sig ind i, at nogen griber hende, når det er svært.

"Det ved jeg, at der er," siger Anneke Beltman, som gerne italesætter det at tro over for sine patienter.

Hvis hun fornemmer et behov, spørger hun patienten: "Hvor skal vi mon hen, når vi ikke længere skal være her på jorden?".

Og så kan hun finde på at dele, at når hun en dag kommer derhen, hvor end det så er, så vil hun spørge: Hvad er meningen med al den lidelse?

Det ved hun ikke. 

Men hun ved, hvad meningen er med den palliative indsats, som hun og hendes kolleger hver dag yder i den kommunale hjemmepleje.

"Helt simpelt sagt, så falder man på et tørt sted," siger hun.

"Det er så meningsfuldt at hjælpe et medmenneske. At være med til at lindre, så den døende måske kan mærke værdi og glæde på trods."

For mange år siden plejede hun en kræftsyg mand i 60'erne. På hans sengebord lå en bog, hun kan ikke huske hvilken, men pointen står klart: Hun spurgte patienten, hvad bogen handlede om, og de førte en lang samtale, som endte med, at han anbefalede hende at læse den. Hun takkede ham for tippet og sagde, at det ville hun gøre.

"Og så lyste hans øjne," husker Anneke Beltman.

Sygeplejersken kender det fra sig selv. Det der med at have brug for at give noget til et andet menneske, ikke for at være en helt, men for at føle sig nyttig. Derfor siger hun ofte til den døende – og mener det:

"Du skal vide, at det har været en gave for mig at møde dig," og så lægger hun hånden på sit bryst:

"Du kommer med her som et vigtigt minde."

Træd varsomtMan kan spørge: Hvordan når man ind til et menneske, som ofte er fysisk og mentalt svækket, og måske ikke ved, hvad det selv har brug for?

Anneke Beltman, der ud over et par afstikkere ud i verden, har brugt det meste af sit liv i Sønderjyllands flade, rolige landskab, kommer til at tænke på en sukkerbrødsdej. 

Dejen, som bruges til lagkagebunde, begynder som en pisket masse af æggehvider og sukker, og så skal melet tilføjes. Nænsomt! Ellers falder dejen sammen. 

"Det handler grundlæggende om at træde varsomt ind i det andet menneskes liv og finde ud af, hvad der er svært lige nu," siger Anneke Beltman.

"Lidelse er kompleks, fordi smerten over at være ramt på sin eksistens – at man er ked af at efterlade sine kære eller frustreret over ikke at blive forstået – kan komme til udtryk som alt muligt andet: fysiske smerter, vrede, afmagt, utilfredshed."

Det kræver, fortsætter hun, at man som sygeplejerske tør være til stede med patienten der, hvor det gør ondt. Hvor man skal fornemme stemninger og stille de helt rigtige spørgsmål – blande melet nænsomt i sukkerbrødsdejen.

"Jeg er overbevist om, at det er et begrænset antal døende mennesker, som kun modtager specialiseret lindring," siger Anneke Beltman. Foto: Lene Esthave Anneke Beltman peger på tre forskellige former for lidelse, introduceret af den finske sygeplejersketeoretiker Katie Eriksson (1943-2019). Sygdomslidelse, livslidelse og plejelidelse. 

Sygdomslidelse er de konkrete lidelser, en sygdom medfører, livslidelse beskriver den eksistentielle smerte. Og så er der plejelidelse – at det også kan være lidelsesfuldt at modtage omsorg.

"Især mænd kan have svært ved at modtage lindring," siger hun. 

Nogle beskriver det som elefant-syndrom: Når hanelefanter bliver syge, søger de væk fra deres flok, den må ikke se deres forfald. 

"Man skal ikke bare sige, at det er noget pjat. Jeg kan godt have en idé om, hvad en mandlig patient har brug for, men hvis plejelidelsen fylder så meget for ham, at han ikke kan modtage, så bliver den omsorg, jeg vil påtvinge ham, lidelsesfuld. Men jeg skal stadig se ham, respektere ham og anerkende ham," siger Anneke Beltman. 

Tidspunktet kommer, hvor patienten bliver så svækket, at hun bliver nødt til at træde til. Måske han ikke længere har kræfter til at gå på toilettet, hente noget at drikke eller skifte sin beskidte bluse. Hvordan navigerer man i det?

"Det er basis for al pleje og omsorg at danne en relation til det menneske, man står overfor. Man skal ydmygt ville det andet menneske det bedste, og for at gøre det bliver man nødt til at finde ud af, hvem det andet menneske er."

Hun nævner en episode nogle år tilbage. En ældre kvinde med kræft sagde til Anneke Beltman, at hun var taknemmelig for det liv, hun havde haft, men også, at hun slet ikke var klar til at forlade sine børn, børnebørn og oldebørn.

"I den situation havde hun ikke brug for, at jeg sagde, det var synd for hende, eller at jeg kunne forstå hende, for jeg har ikke stået i samme situation. Hun havde brug for, at jeg rummede hendes smerte, sagde ja, prøvede at sætte ord på hendes lidelse – 'ja, du ville gerne have haft flere oplevelser med dine oldebørn'."

Vent ikke med det vigtigeDet sværeste ved Anneke Beltmans arbejde er, når hun tager fejl. Når hun ikke når derhen, hvor hun gerne vil, hvor hun helt forstår, hvilken slags pleje den pågældende patient har brug for.

"Enkelte gange har jeg ikke givet det, jeg skulle, og nogle har sagt, at de var utilfredse. Det kan stadig ærgre mig, at jeg ikke kom det rigtige sted hen i de situationer," siger hun. 

I dag arbejder Anneke Beltman 32 timer om ugen. Med årene er hun kommet frem til, at det er nok. Arbejdet med mennesker, som er i svære livssituationer, slider.

Den ekstra fritid bruger Anneke Beltman på at lade op, det gør hun ved at være alene eller ved at opholde sig i naturen, som hun har gjort meget af sit liv, især som pigespejder i sin ungdom. Fra sit hjem i landsbyen Kær ved Sønderborg, hvor hun bor med sin mand, har hun udsigt over fredet natur.

Selvom hun har brug for pauser, har 36 år som sygeplejerske givet mere, end det har kostet, understreger hun. For eksempel har hun lært dette: Vent ikke med det vigtige til i morgen. Det er en prioritet for hende at være sammen med mennesker før alt andet.

Før rengøring, før dovenskab, før lysten til at gå i haven og pusle. 

"Jeg vil altid hellere sige ja til at passe mine børnebørn, også selvom jeg ved, at jeg bliver træt. Jeg prioriterer mine nære relationer, men jeg finder også stor værdi i at række ud til hende, der sidder over for mig i toget, eller ham, der taber noget ud af baglommen," siger Anneke Beltman. 

"Jeg er til stede i verden i en kort periode, og i den tid vil jeg prioritere de mennesker, jeg er til stede i verden med."

Anneke Beltman prioriterer at være sammen med andre menneske før alt andet. Foto: Lene Esthave I afskeden med den døende oplever sygeplejersken ofte, at de pårørende er optagede af at være der til det sidste suk. Mange af dem føler måske ikke, at de har prioriteret den døende nok, mens tid var. 

"Men min oplevelse af at være i samme rum som folk, der dør, er, at de tager det sidste skridt væk fra den her verden helt alene. Vi kan ikke gå med dem helt derhen." 

Men Anneke Beltman har også erfaret, at døden for langt de fleste mennesker er fredfyldt. Det er sjældent, at hun oplever, at et menneskes sidste minutter i live er en kamp. Så hun tilføjer:

"Jeg kan bare hilse og sige: Vi skal ikke være bange."